Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829
Förste Capitel
(Hvorledes Satan faaer Magt over Forfatteren. – Syndfloden No. 2, en Mythe).
Nytaars-Aften 1828 sad jeg ganske ene paa mit lille Værelse og saae ud over de sneebedækte Tage paa alle Nabohusene; da foer den onde Aand, som man kalder Satan, ind i mig, og indblæste mig den syndige Tanke at blive Forfatter. – Hvorfor han ellers saaledes gaaer paa Jagt efter os arme Mennesker, vil følgende Mythe lære; man kan kalde den:
Syndfloden No. 2.
–
Enhver maa troe, at jeg af alle Kræfter stræbte imod, men
Andet Capitel
(Fodreisen tager sin Begyndelse. – Hercules paa Skilleveieni den græske forfatter Xenophons (ca. 425-354 f.Kr.) Memorabilia (mindeværdige hændelser) gengives en fortælling af sofisten Prodikos, hvori den græske halvgud Herakles (latin: Hercules) som ung står over for valget mellem to veje: slethedens og godhedens, personificeret ved to kvinder. . – Den lyriske Musemuserne var i græsk mytologi Zeus’ og Mnemosynes ni døtre, gudinder for videnskab og kunst; her: digtning, inspiration. ).
Lidt veemodig sagde jeg Farvel til mit lune Værelse; hvem veed, hvad der kan møde paa en Reise, om den endogsaa er nok saa kort? denne gik jo dog udenfor Sjælland og over de salte Strømme. – Jeg saae mig endnu et Par Gange omkring, trykkede Hatten fast, slukkede Lyset og flagrede nedad Trappen, hvor der just intet mærkværdigt mødte mig. Nogle Skridt, og jeg var over
Den Blege sagde Intet, men i dette Intet laae der langt mere end i hele den Andens lange Tale; bleg, men venlig stod hun for mig, og vinkede – som
Rask gjorde jeg et Skridt fremad for at gribe hendes Haand, da styrtede Amagerkonen til, og skreg i høieste Smerte:
»– –
Quanta laborabas Charybdi!
Lad ikke Din ungdommelige Phantasie forlede Dig! Kun i en classisk Slaabrok kan Du naae til Maalet. – Og er det endelig det Overnaturlige, det
»Det kjender jeg nok fra
»Det skal der staae saalænge Bindet varer,« udbrød hun: »saaledes vil man benævne Din Bog; kaste den bort, naar man har læst halvandet Blad; snart vil
Da rev jeg mig løs, og iilte afsted med den Blege, skjøndt Amagerkonen endnu declamerede mig af Horats:
Pegasus expediet Chimaerea.«
Allerede var jeg udenfor
»Dræb mig ikke! piin mig ikke!« skreg hun: »ved Alt hvad der er Dem helligt, lad mig være!«
Jeg blev ganske forbauset; – var ogsaa lidt bange for, at Vægteren skulde høre hendes Skrig, og da komme som tredie Mand, det kunde blive en slem Historie. – Jeg bad hende være rolig; undskyldte min Feiltagelse, lovede, som en
»Ak!« sukkede hun: »den halve By, den halve Verden! Jeg er den lyriske Muse. Enhver overfalder og piner mig, for at faae mig til at synge; man trækker mig ved Haaret, kniber mig, saa at min hele Krop er en eneste brunblaa Plet. Derfor seer jeg saaledes ud, som De finder mig her. Jeg mishandles paa alle mulige Maader af Unge og Gamle; man vil afpresse mig Sange, men det bliver kun smertelige Skrig; jeg knibes ved Bryllupper og Begravelser, ja selv ved Confirmation! O jeg seer ingen Redning her mere! Alle Stænder og Aldre anfalde mig som glubende Cannibaler, og true med ganske at dræbe mig. Hvor skal jeg skjule mig? – Nu er Cancelliet mit sidste, mit eneste Tilflugtsted; bag de støvede
Hun sagde dette med et Udtryk af den dybeste Følelse, saa at jeg blev ganske rørt og sagde hende flere, som jeg selv siden efter fandt, smukke Ting. – Vi begyndte halv at blive gode Venner, og jeg følte ikke det mindste til Frygt i en saa fornem Dames Selskab.
»I Sandhed, min Naadige!« sagde jeg tilsidst: »De har Grund til at hade Verden; men det falder mig ind: De har dog mange værdige Sønner; men selv disse, forekommer det mig, behandler De lidt stedmoderligt. De forsørger dem kun daarligt! – – Ja, kunde Digteren klæde sig i Blomsterblade, drikke Morgenrøde, og flagre som en Sommerfugl gjennem Livet, saa var Alt meget godt. Men De synes at glemme, at Deres Børn have ikke ganske Deres aandelige Natur; Livet kræver ogsaa noget af det Solide, og derfor savner Digteren saa tidt grumme Meget.«
»Ak ja!« afbrød Musen: »Skinnet er imod mig; men betænk, der er ingen Moder paa den hele Jord, der har saa mange Børn som jeg. Gud veed, jeg gjør Alt hvad jeg kan; men det vil ikke strække til at føde dem Alle. Og det er just mit ømme Moderhjerte der gjør, at jeg ikke lader Enkelte faae i Overflødighed, da saa de Andre reent maatte sulte ihjel.«
I dette Øieblik foer den Tanke i mig: Du maa holde paa hende og faae din Fodreise besungen i
Tredie Capitel
(Alvorlige Betragtninger ved at høre Vægterens: »nu er det paa de Tider, man føier sig til Seng.«de fra 1686 overleverede vægtervers blev frem til vægternes afskaffelse i 1863 sunget af de københavnske gadevægtere hver fulde time om natten for at markere timeslagene; citatet hører til verset klokken ti: »Om I vil Tiden vide, / Hosbonde, Pige og Dreng, / Da er det paa de Tide, / Man føyer sig til Seng; / Befaler eder HErren fri. / Vær klog og snild, / Vogter Lys og Ild! / Vor Klokke er slagen Ti«, jf. Vægter-Vers, som siunges ved Natte-Tiider af Vægterne udi Kiøbenhavn, uden år, antagelig udgivet i perioden 1770-1806. – Læseren gjør Bekjendskab med en ung Digter og hans gamle Tante. – Et Spring trehundred Aar frem i Tiden, som Forfatteren slipper, i det mindste med hele Lemmer, fra).
Nu traadte jeg da igjennem den første Slots-Port, var altsaa paa den Grund, hvor
Der griber mig ofte en underlig Følelse, naar jeg om Aftenen slukker mit Lys og lægger mig til Ro. Vi vide ikke Øjeblikket vi indslumre, og endnu mindre, hvilke Drømme der skal beskjæftige Sjælen. Det er et underligt
Paa Nytaarsdag er hun Barnet i sneehvid Dragt. Spurven qviddrer saa huusligt under det fædrene Tag, sine naive,
Snart viser der sig en trofast Beiler. Sommeren bringer en herlig Medgift med sig, af Guds velsignede Korn, og Brylluppet staaer paa de gyldne Agre. Nu forandrer Scenen sig. Vaarens Sværmerie forsvinder, o det er en fornuftig, lykkelig Alder; men saa kommer Efteraaret, Himlen slaaer Rynker i Panden, Skoven taber sine deilige Lokker, og Madammen seer ned ad Bakke; Aftenerne blive lange og mørke; et lystigt Bal skal nu ende den brogede Dag; Stormen blæser i Trompet, Havet slaaer Pauker; det gule Løv svinger sig i en lystig Vienervals, og træt af Springen og Dandsen, lægger Madammen sig til Ro i det lille, hjemlige Sovekammer; Vinteren dækker hende til med sit Sneelagen, og Frost og Kulde, to gamle Snedkersvende slaae Laaget til; – sov da vel du gamle Aar! –
Midt under disse alvorlige Betragtninger hørte jeg en klagende Lyd, der syntes
Den var saa bleg og mager; sad saa ene imellem de kolde glimrende Iistappe, der hang paa Posten, og klagede sig i den lange Vinternat.
Ja, der gives Øieblikke i Menneske-Livet, hvor Alt underligt opklarer sig i vort Indre; hvor vi, ligesom kaste et Blik ind i Aandeverden. Jeg veed ikke selv, men Tiecks:
Det var en ung Digter, en med Kater Murr beslægtet Aand, der som andre unge Digtere, udaandede sin virkelige og selvdigtede Smerte; for hvem Barndommen stod i et glimrende Tryllelys, men Nutiden i kulsort Nat o. s. v.
»Arme Digter, arme Kat!« udbrød jeg, men han hørte mig ikke, med blege Kinder og røde Øine sad han der i Maanelyset og sang paa en gammel Melodie sit:
Før og Nu
Der var en Tid, da jeg var meget lille,
jf. Jens Baggesens (1764-1826 ) digt »Da jeg var lille« i Poesier. Første Samling, udgivet af H.W. Riber (1760-1796), 1785, s. 1.Men gjorde rask de allerstørste Spring;
Med lyse Farver saae jeg Livet spille,
Jeg var saa barnlig, vidste Ingenting.
Om Natten saae jeg da paa Himlen oppe
Smaae Muus at staae;
De skinnede med deres Sølverkroppe,
Som Stjerner smaae. –
– Nu blev det Morgen. – Af de gyldne Skaaler
Flød Liv og Dag,
Og Taget blev mig nu i Solens Straaler
Et Rosenlag.
– Nu var jeg Yngling, Dalen blev mig trang,
Mig Fuglen vinked opad med sin Sang.
Ak Taget stod saa skjønt i Solens Skjær,
– Hist oppe var jeg Himlen mere nær. –
Vældig Længsel drev mig frem,
Dig min Dal med Rosenrøde,
Hvor jeg drak kun Melk og Fløde,
Barndoms søde Sorg og Lyst
Himlen ved min Moders Bryst.
Med Ungdoms Mod fra Steen til Steen jeg sprang,
Og snart jeg hørte, fjernt, hvor Stormen sang.
Mig Kulden trængte gjennem Pels og Frak,
Men opad, op, den hvide Skorsteen trak.
Et mægtigt Haab jo styrkede mit Sind,
Jeg stræbte, iilte, stod paa Tagets Tind.
O hvad maatte Øiet skue!
Mere fjern var Himlens Bue,
End da jeg som Barn dernede,
Saae den sig om Taget brede.
Der den var saa deilig blaa,
Her, jeg fjern og kold den saae,
Og jeg svimled ved at skue
Den uhyre
– Ak paa Taget var saa øde!
Ei jeg saae de Roser røde,
Her var intet Melkefad.
Fuglen som paa Taget sad,
Var saa sky, og fløi saa bange,
Hilste ei med kjendte Sange,
Ene stod jeg og forladt,
Græd fordi jeg blev en Kat,
Ønsked Vinger, mange Gange,
Himlens Stjerne-Muus at fange,
Uglen skreg saa fælt om Bytte,
Knap jeg torde Foden flytte. –
Nu jeg mod en Steen den stødte,
Og for første Gang den blødte.
Da stod atter ved min Fod
Roser – men, af eget Blod.
O da vilde jeg tilbage til det kjære Barndoms Land,
Til dets Roser, til dets Fløde, hvor jeg følte mig en Mand;
Hvor jeg legede, og drømte, at mig Himlen var saa nær;
Og hvor alle Stjerner syntes mig en snehvid Muse-Hær.
– Jeg sprang der ned, men der var ei som før!
Man havde lukket for mig Husets Dør.
Nu stod jeg ene midt i Verdens Vrimlen;
Og følte bandlyst mig fra Barndoms Himlen.
Min Soel er sjunken hist bag fjerne Tage;
Nu har jeg kun Erindringen tilbage.
Jeg staaer i Verden ene, og forladt,
Thi brist mit Hjerte, brist i denne Nat.
»Tak, Du sødeste Dreng!« udbrød hun, »tak – det kalder jeg Poesie; det er Følelse!« – her trykkede hun den unge Kat til sit bankende Hjerte, holdt hans Pote fast i sin og vedblev med gnistrende Øjne:
»Ja min Søn, Du er Digter! miskjend ikke Stemmen i dit Bryst; lad ikke den kolde Mængdes Blindhed skræmme Dig fra Maalet, Skjæbnen satte for Dig. Du har saameget Genie for det Rørende,
»Ak!« svarede den unge Digter og slog beskedent Øinene ned; »der gives vel Øjeblikke i Livet, hvori jeg kan føle mig ret lykkelig, som naar jeg sidder i en Kreds af unge dannede, qvindelige Katte, og ved Oplæsningen af mine Digte hører mangt et svagt Suk, seer en hellig Taare paa den blege Mis’s Kinder, o da føler jeg mit Kald til Kunsten, da kunde jeg trykke den hele Forsamling til mit bankende Hjerte og glemme alle Jordelivets Kampe. Men andre Tider troer jeg at skue dybt ind i mig selv; da staaer mit gyldne Haab, som brogede luftige Drømme; min Sjæl omtaager sig; da maa jeg ud, kan gjerne springe fra Tag til Tag, men den kolde stormende Nat kjøler ikke den sydende Lava i mine Aarer!«
»Du arme Mons!« udbrød Tanten, og
»Ak Tante,« svarede den unge Digter, »hver Dag læser jeg mine egne Digte og finder sædvanlig Trøst, men undertiden forekommer det mig dog, som om Tankerne ikke vare ganske nye; som om Udtrykkene ikke vare mine egne ...«
»Nye, Barnlille!« afbrød Tanten ham. »Hvilke Griller disse unge elegiske Digtere kan have! Der er Intet Nyt under Solen. Hvad skulde Digteren føle, der ikke var følt af Andre før ham. De Gamle maae takke deres Gud, at de levede den Tid de levede; vare de vore Samtidige, saa skulde man see hvor meget Nyt man fandt hos dem. Nei tro mig, min Søn, jeg er en gammel Kat og kjender Verden; man lægger meget mere i de Gamle end
»Ja det er min hele Stræben,« udbrød Digteren, »og med
»O du beskedne Engel!« udbrød Tanten, »men ihvorledes du end gjør, lad dog ikke det første Forsøg bestemme det Hele; en ung optrædende Digter bliver saa forskjelligt bedømt; en ringe Omstændighed kan ofte bidrage saare meget til den gode eller slette Mening, man fatter om ham; de fleste kan ikke selv give nogen Dom, men for dog at sige Noget, komme de frem med hvad de har hørt Andre sige, og saaledes .... men du bliver mig jo ganske alvorlig: sødeste Dreng glæd mig dog endnu engang med at recitere dit deilige Digt; det vinder saa meget ved din rigtige
Digtet blev atter oplæst, med al den unge Kats Følelse; Tanten græd; Digtet var endt, og han bad hende nu at synge.
»Ak du kjæreste Dreng!« svarede hun, »jeg har ingen Noder med og kan slet intet udenad!«
»O lidt af
Efter at hun nu havde undskyldt sig med Forkjølelse og fremsagt den almindelige Indledning begyndte hun da paa Mozarts:
Da nærmede Skjæbnen sig i det samme, under Skikkelse af en gammel Vægter, og svingede sit jernbeslagne Spyd imellem dem i det han udbrød: »I Satans Pak! hvad er det for et Skraal!« – Tanten styrtede ned af Posten med den unge Digter i sine Arme, og som et Lyn forsvandt de begge, i forskjellige Hjørner af Gaarden.
»
Det kunde være ganske interessant, blot alene saadan hvert tredie Aarhundred at aflægge et lille Besøg paa Jorden, for at see alle de Forandringer, Coulisser og Bagtepper, Dragter og Repertoirer undergik. – Tidt vilde man da vist troe at gjenkjende den samme
Under disse Betragtninger var jeg allerede midt i
»Aaret 2129.«
Jeg var flyttet tre hundrede Aar frem i Tiden. Det var en Opera-Placat; man gav:
Dækket rullede op, og man saae ind i en uhyre Caleidoskop, der ganske langtsomt blev dreiet rundt. Klipper med Vandfald, brændende Byer, Skyer med Ildregn, og strandende Skibe, styrtede brogede imellem hinanden. Nu saae man Kjøkkenet i
I Galleriets yderste Ende fandt jeg en Vindeltrappe, der førte op i det høie Taarn. Jeg fik Lyst at stige derop; Trappen syntes aldrig at faae Ende; endeligen kom jeg da heelt op i Kuppelen, og nød nu gjennem den aabne Laage et Panorama, saa skjønt Phantasien kan fremtrylle det. Fra en uhyre Høide stirrede jeg ud over Byen, der laae dybt under mig. – Alt dernede var saa forandret, at jeg neppe kunde kjende det igjen. Næsten alle Gaderne vare regelmæssige og lige; enhver Bygning syntes et Palais. Byen var betydeligt udvidet; Peblingesøen laae indenfor Volden, omgiven med Alleer til Promenade.
Da brusede det over mit Hoved, jeg saae opad; et uhyre Legeme, der udspyede sorte Røgskyer, fløi som et Lyn forbi. Jeg mærkede snart, at det var et paa den Tid opfunden Luft-Dampskib. Kun nogle Øieblikke, og det svandt som et lille sort Punct paa Horizonten, men et beskrevet Papir flagrede ned paa mit Bryst, jeg greb det ihast og saae, at det var Begyndelsen til et Brev; et Vindstød havde sikkert revet det fra Dampskibet, og gjennem Lufthavet var det lykkeligt strandet i mine Hænder. Brevet var fransk, og dateret den 31 December 2128; jeg læste:
»Vore stakkels Forfædre! jeg beklager dem; langsomt maatte de, som Orme, krybe den støvede Landevei, vi flagre med Ørneflugt afsted. I sex Uger har jeg allerede seet den halve Jordkugles Mærkværdigheder. Hvor skal jeg begynde, hvor skal jeg ende? Jeg har seet
Her endte Brevet. Jeg følte mig ganske underligt stemt. Det er dog en egen Sag, saadan i et Minut at blive 300 Aar ældre. Som en Natteaand stod jeg i det høie Taarn, og skuede ud over en heel anden Menneskeslægt; min Tidsalder var Støv, blandet med Støv, en ganske ny Generation vandrede over de ukjendte Grave. – Hvad er dog Mennesket med al sin Forfængelighed, alle sine store Ideer, og hele jordiske Stræben? et lille Skyggepunct, som kommer og svinder, uden at efterlade sig mindste Spor paa en Klode, der kun er et Atom i det store Verdensrum. –
Jeg hensank i Grublen; den herlige vide Udsigt over Byen lokkede mig til at stige igjennem Laagen ud paa de smale Fliser, jeg holdt mig ved
Det foer mig gjennem Marv og Been; Alt svandt hen for mig; jeg stod nede i Colonnade-Gangen, ved Siden af
Fjerde Capitel
(Søvngjængeren.)
Hele sex Skridt gik jeg bestemt med disse de bedste Beslutninger; men Skjæbnen, eller maaskee rigtigere, den Blege fra Druknehuset, vilde det ganske anderledes med mig; neppe var jeg kommen til den anden Svingning i Colonnade-Gangen før jeg saae en stor Mand, indhyllet i en Kappe og med Hatten ned over Øinene, tæt foran mig; han forekom mig bekjendt; for nu ret at undgaae ethvert Anfald af Phantasie-Feber tog jeg lange Skridt og indhentede snart Personen, der var ingen anden end en gammel Skolekammerad. Jeg havde endnu ikke aabnet Munden da han alt trykkede min Haand og var et par Punktummer inde i sin
In dem die Thoren selber sich gefallen.«
Dog, den Godmodighed og barnlige Tiltro, der udtalede sig i ethvert af hans Ord, forsonede mig altid strax med ham. Selv kan jeg aldrig saaledes Ansigt til Ansigt fortælle Andre mine Sorger, nei træder jeg ud af min Eensomhed, saa farer strax Lystigheds-Djævelen i mig; hvorfor afpresse Menneskene en Medynk og nogle tomme Trøste-Ord, de dog intet mene med. – Saaledes gik det ogsaa her; jeg spillede med min Smule Lune og han – ja han talte saa levende ud af Hjertet, at det vilde være Synd at spotte derover.
»Du er stærkt forkjølet,« sagde jeg, thi hans Stemme klang saa underlig dæmpet og enkelte Gange taug han med eet, for ligesom at trække Veiret.
»Ja syg er jeg,« sagde han, »sjælesyg; her kan jeg ikke trives, og hvor kan jeg det? tidt bruser der mig mange underlige Ideer igjennem Hovedet, saa jeg kan blive ganske bange for mig selv.
Hjemme knuge de fire snevre Vægge mig; jeg føler mig som Fuglen i Buret, og maa ud imellem Mennesker, gaaer da tidt fra Gade til Gade i den store By, men føler mig dog midt i den store Vrimmel saa ganske ene; ikke et bekjendt Ansigt, ikke et venligt Blik; jeg er en Fremmed midt i Hjemmet.«
»O hvilke Griller!« afbrød jeg ham, »besøg dog mig og andre gamle Venner, vi skal nok faae det
»Lykkelige Menneske«, afbrød han mig, »hvem der dog havde dit Lune! – der gives Øieblikke i mit Liv, i hvilke jeg kan ligesom gjennemskue mig selv; en heel Verden aabner sig for mig og jeg skuer ind i en Uendelighed der opsluger mit hele tænkende Væsen. Du ryster med Hovedet; troer ikke det Overnaturlige, der saa synligt slynger sig igjennem Alt; Er det ikke et Mirakel, at Jorden hænger paa Intet? Forklar mig, hvorledes der i det lille Frøe kan ligge Spiren til et heelt Træ, der atter i det Uendelige vil bære nye Spirer. Hvad er det som gjør, at Du kan bevæge Din Haand naar Du vil det? Hvorledes staaer Tanken i Forbindelse med det Legemlige? Har Du aldrig tænkt derover? – O det er en frygtelig Følelse, at ville trænge gjennem det Ubegribeliges Slør. Det bringer kun til Vanvid, og dog henfalder jeg saa ofte til denne frygtelige Grublen. Hvad er vort eget jeg? Hvad er det som tænker og føler inden i os? Ofte spørger jeg mig selv derom, og naar jeg da vil udgrunde det Uudgrundelige, min Tanke ligesom trænger ind i sig selv, da svinder Alt omkring mig og jeg svæver i et bundløst Svælg der bringer min Hjerne til at syde.«
»Men, bedste Ven!« afbrød jeg ham, »Sligt maa man aldrig tænke over. Hvorledes skulde det Endelige kunne fatte det Uendelige? Aanden tør ikke ganske spille Hovedrollen i denne Legem-Verden, den kan saa let løbe paa og faae et lille Knæk. Bask den lidt med Fornuftens Birkeriis, naar den saadan vil spille Herre, saa skal Du see, at den nok tager Skeen i en anden Haand.«
»Tro mig,« svarede han, »
»Men kjæreste Menneske-Barn!« udbrød jeg, »Du læser mig bestemt for mange tydske Spøgelse-Historier; tag hellere fat paa Fader Holberg, saa skal du see, at den gamle
»Kald mig kun en Phantast,« svarede han, »kald mig hvad Du vil, jeg er nu engang et saadant ulykkeligt Væsen, der maa først omstøbes i Naturens store Smelte-Digel, før der kan blive noget af mig. – Troer Du ellers ikke,« vedblev han med megen Alvor, »paa Djævelens Indflydelse, paa fjendske Magter, der gribe ind i vort Liv og drage os med i en Bundløs Mal-Strøm?« –
»Ak nei,« afbrød jeg ham, »jeg kan desværre ikke skyde mine Synder paa Fanden, eftersom jeg aldrig ret kan komme paa det klare med hans Nærværelse, – han er jo desuden slet ikke nødvendig, og antage vi ham, faae vi en heel
»
»Nu, ogsaa dette vil jeg for Øjeblikket antage,« svarede jeg, »men siig mig da, fra hvem indsneeg det Onde sig i Himlen og styrtede en hellig, mægtig Engel? hvem nedlagde Spiren til den Hovmod og Trods, der maatte gjøre ham til Djævel? Forklar mig det, og jeg vil antage Alt hvad De har sagt mig.« –
»Stille,« afbrød han, »hvo kan forklare det Ufattelige. – Begriber du din egen Sjæl, er den dig ikke Tegn nok paa den aandelige Verden; hvad siger du om Tanken, om Drømmene? Forkast
»Men kjære, De dreier Dem jo ganske af fra mit Spørgsmaal; viis mig Mueligheden og Nødvendigheden af en Djævel. Det Onde her i Verden er selv et saa stort Gode, at en alviis Gud maa lade det existere. – Men en Djævel, et Helved, er kun de store Reqvisiter, der hjælper en herskesyg Geistlighed paa Tronen. Intet Menneske, om det stod til ham, vilde have Hjerte til at fordømme, selv den værste Forbryder til en evig Straf og Pine, hvorledes skulde da Gud – den høieste Godhed – kunne nedstøde sin kjæreste men vildtfarende Skabning i et Helvede, en evig
Vi vare imidlertid traadte ud paa
»En Søvngjænger!« udbrød jeg uvilkaarligt og gjøs i det samme af Frygt for at mit Udbrud skulde vække ham. – Jeg følte mig med eet draget ind i det Overnaturliges Labyrint, jeg vidste ikke selv hvad jeg skulde tro om Djævelen og mægtige Aander, thi ikke kunde jeg drømme om, hvad der mødte mig i dette Capitel skulde være ligesom et Slags Indgang til det følgende. Den ulykkelige Mangel paa Mods Organ, hvilken jeg
Femte Capitel
(Et meget moralsk Stykke hvori en gammel Ræv spiller Hoved-Rollen. – Blaataarn lader sig høre som Declamatorperson, der fremsiger, deklamerer, litterære kunstværker. . – Elexir des TeufelsE.T.A. Hoffmann Die Elixiere des Teufels, 1815. begynder at spøge).
Med raske Skridt nærmede jeg mig Volden. I de store Træ-Grene hang glimrende Iistappe, der dansede i Vinden for mig, som Slangerne for
Fordybet i disse Tanker gik jeg nogle Skridt, og da jeg nu slog Øjnene i Veiret, opdagede jeg to sære Puslinger sidde paa Huk deroppe.
»Ja min Søn, om neppe een Time begynder det nye Aar; det er paa Tiden, du forlader mig og forsøger din Lykke i Verden. Glem nu ikke hvad du har læst i mange gode jesuitiske Skrifter, og tag ogsaa engang imellem din
Jeg tog ihast min Tegnebog op af Lommen for at nedskrive Hovedpunkterne af den Gamles Læreregler.
»
Ulykkeligviis paakom der mig i dette Øieblik en stærk Nysen; forskrækket styrtede den gamle Ræv ned i Voldgraven, den unge Ræv derimod tog Flugten og forsvandt ved Stormgaden. Jeg stod et Øieblik taus og stirrede efter dem, men da jeg nu intet videre mærkede, fortsatte jeg min Vandring til Amager.
Allerede tittede det store
»
Det var Blaataarn, der her i Midnatstimen declamerede een af de mange Monologer, det engang i en barbarisk Tidsalder havde lært af en, der indespærret,
Allerede var jeg nogle Skridt inde paa Broen, da det falder mig ind, at her var just Leiligheden til at tænke smukke Ting.
Hvad maatte der ikke kunne tænkes og føles paa Grændse-Skjællet af det gamle og det nye Aar, ved at staae midt imellem Kjøbenhavn og Amager?
Aaret er dog en af de rigeste
Det nye holder strax sit Indtog efter det gamle, og hvo kan undre sig over, at det bruger saa mange Dage at bringe sit Fløtte-Gods igjennem Livet, naar man kun ret betragter det store Tog. – Utallige Vugger og Liigkister, Brudeskarer og væbnede Hære, seer man i det store Følge. Jeg vil nu slet ikke tale om de mange Læs vandede Skrifter og andre menneskelige Daarligheder det fører med sig.
En halv Time maatte jeg altsaa endnu vente her, før jeg kunde betræde Broens Midte, men hvormed skulde jeg imidlertid fordrive Tiden? Jeg grundede en Smule, da begyndte det ganske underligt at røre sig i min Lomme. Ja det er ikke saa godt at gaae ved Midnat med en Hoffmanns Elixiere des Teufels i Lommen; det undrede mig derfor slet ikke, at denne begyndte at spøge. Jeg trak Exemplaret frem, Vinden tog fat i Bladene, og jeg hørte det ganske tydeligt smaasnakke. Læse ved Maaneskinnet gik ikke an, den bedste Maade at tilbringe den halve Time paa, var altsaa, at høre hvad den kunde fortælle.
Sjette Capitel
(Bogen fortæller sin Barndoms Historie, sit Skoleliv hos Bogbinderen, Dimissionbortsendelse; om studenternes afgang fra skolen til universitetet. til den Gyldendalske Boglade, Rusaaretbetegnelse for førsteårsstudent ved universitetet. , og endelig sin første Udflugt i Verden. – Klokken slaaer 12.)
Mine første Erindringer – begyndte den – strække sig fra Bogtrykkeriet, hvor jeg først saae Lyset. Som en Drøm husker jeg endnu fra denne Tid, en lille Mand med et underligt Katte-Ansigt, der en Dag traadte ind i Stuen, hvor jeg hang i al Uskyldighed paa en Snoer for at tørres. Min Moder, – saaledes tør jeg vel nok benævne det Manuscript, jeg skylder min Tilværelse – fortalte os Børn om Natten, at det var vor Fader, Hofraad Hoffmann, uden hvem hun endnu havde været et reent ubeskrevet Papiir, og vi aldrig seet Lyset. – Nysgjærrigt hørte vi Alt hvad hun fortalte os om ham, hvorledes de Syner, der bevægede sig i vort Indre, viste sig lyslevende for ham, naar han i de lange Vinter-Nætter sad og arbeidede, og at han da ofte maatte kalde sin Kone op af Sengen, der satte sig hos ham med sin Strikkestrømpe, og nikkede venligt over til den underlige Mand, naar Phantasien tog sig altfor meget Herredømme.
Jeg fik saaledes min Fader mere og mere kjær, men saae ham aldrig siden. – O det var lykkelige Barndoms Dage! da kunde man hænge paa Snoren i den lune Stue, om Dagen høre Svendenes Spøg og lystige Sange og om Natten de underligste Eventyr. Men snart slog Skilsmissens tunge Timer, vi Børn bleve revne bort fra vor Moder og sendte hen i en Skole, det vil sige, i en Bogbinders Værksted, for der at faae den
Intet Menneske er vist paa de haarde Skolebænke bleven saaledes præsset, beklistret og beskaaret, som vi. Hvergang en Kammerad fix og færdig forlod Skolen, følte jeg doppelt mit piinlige Liv og misundte, som en anden
Endelig slog min Forløsningstime, jeg var nu færdig til at dimitteres og blev da med andre dannede og raa Kamerater, det vil sige, Bøger med Bind og
Da jeg atter traadte frem for Lyset, var jeg i Kjøbenhavn i
De forskjellige Personer, som om Dagen traadte ind i Bogladen, og deres Samtaler morede mig meget; her fik jeg først et klart Begreb om Verden. Hvor glædede jeg mig ikke, hver Gang jeg hørte nogen rose min Fader eller mine Halvsødskende; dog ofte maatte jeg høre utaalelige Ting, ja man kaldte endogsaa mig Hjernespind, og min Fader gal. En Scene glemmer jeg ikke; en Dag traadte en fornem Dame ind med to Herrer, jeg blev da lagt frem iblandt andre pene Bøger, men hvor fordreiede hun ikke sit gamle Ansigt, da hun hørte mit og min Faders Navn.
»Nei Gud bevare mig for den,« sagde hun, »det er jo
Derimod vandt en ung Mand, som en Dag afhentede min Søster
To Dage stod jeg urørt paa den høie Hylde, paa den tredie Dag begyndte min Vandring. Det var en deilig vinterklar Morgen, Solen skinnede gjennem de halvoptøede Ruder, da .....«
I det samme slog Klokken tolv, jeg puttede ihast Bogen i Lommen, skyndte mig midt ud paa Broen, men Gud maa vide hvordan, nu faldt der mig ikke en eneste smuk Tanke ind, som jeg havde belavet mig paa. – See det var da det sidste Puds det gamle Aar spillede mig.
Syvende Capitel
(Ludvig den FjortendeLudvig 14. den Store (1638-1715), fransk konge fra 1643. Ludvig 14.s, eller Solkongens, regeringstid var den franske absolutismes kulmination, hvor bl.a. pragtslottet Versailles blev opført uden for Paris. forvandler sig i en Tommelidenfigur fra børneeventyrene på størrelse med en lillefinger. fra Sirius. – En poetisk Vægter. – St. PederSankt Peter, folkeligt navn på apostlen Peter, som regel i hans egenskab af himlens dørvogter (jf. Matthæus 16,19). vil overraske Læserne med sin Nærværelse. – Livets og Dødens Port).
Der var altsaa nu ikke andet for, end at spadsere over Broen; det gjorde jeg, og stod nu mellem de parallele Linier,
Idet jeg saaledes stod og stirrede paa den sorte Sky, der steg mig mere og mere hen over Hovedet, forekom det mig at min Ludvig den Fjortende forandrede Udseende og fik ordentlig en menneskelig Skikkelse. Han gjorde en uhyre Fart nedad, som jeg ogsaa mærkede paa Lufttrykket. – Det faldt mig da ind, at det Hele maatte være en
Hvad der havde forekommet mig i en Uveirssky og
Hans Hoved svulmede af uhyre Buler, som jeg opdagede vare Organer, hvilke han besad i en langt mere udviklet Grad end vi. Latin var det eneste jordiske Sprog, han havde lagt sig efter; salig
»Deres Excellence,« sagde jeg, da vi vare blevne lidt bekjendte med hinanden: »behag at tale lidt sagtere, ellers vækker de ikke blot Skildvagten og Vægteren, men det hele Qvarteer.«
Han fulgte mit Raad; snart vare vi begge i en dyb Samtale, men da han begyndte med sit Barndoms-Liv, skyllede de hede Taarer ned ad Volden.
»Ak, græd dog ikke!« udbrød jeg: »ellers er De istand til at skolde mig med denne koghede Skylregn.«
Da tog han et stort Skibsseil op af Lommen og tørrede de store Øine.
»Gjerne var jeg forbleven i Hjemmet,« sagde han, »
Vor hele Bestræbelse gaaer ellers ud paa at blive saakaldte Jubel-Oldinger; naar man i 1000 Aar ganske ordentlig har passet sit Embede, saa bliver der strax slaaet Medailler for En, man bliver roest fra Prædikestolen, og er man Præst kan man gjøre det selv, ja man kommer ganske i Parallel med de største Afdøde, der gavnede og hædrede Fædrelandet. Det gaaer rigtignok sommetider meget for vidt, og derfor har vor
Men tusind Aar blev mig dog lidt for langt, og dette bestemte mig ogsaa for endeel til at vandre ud til en Planet, hvor man ikke behøvede saa lang Tid til at naae denne Herlighed. – Det er ellers meget godt at vor Herre exsisterer, thi han lader Folk døe i rette Tid; ellers bleve de allesammen Jubel-Oldinger, og det var dog lidt for mange! – Og i Grunden syntes mig ogsaa, at dersom Nogen skulde have Æren, saa maatte det være vor Herre, fordi han lader dem leve saa længe.«
Saaledes talede Manden; men da han nu kom til sin Bortreise fra Sirius, hvor spidsede jeg ikke da Øre! Hvilke Fodvandringer og Seiladser havde ikke han gjort fra Planet til Planet! Tre Gange passeret Melkeveien, og betraadt Sol og Maane! Det var noget ganske andet, end en Fodreise fra Kjøbenhavn til Amager; men Herre Gud hvad man ikke kan gjøre i det Store gjør man i det Smaa. – Han fandt ogsaa, at Forholdet imellem min lille Reise og Dens, som reiser over Verdenshavet, just ikke var saa ulige, som naar han vilde sammenligne sin igjennem hele Universet med den et Menneske kan gjøre fra een Verdensdeel til en anden.
Hvad er vel vort Verdenshav med alle sine Øer, mod Himlens store Ocean med alle sine svømmende Kloder? Ikke engang saameget, som et lille Blækstænk imod hele det sorte Hav.
»Men hvorledes er da hiin Forandring?« spurgte jeg den store Mand: »selv har jeg aldrig ret kunnet tænke mig, at den lille snevre Grav kunde være Grændseskjellet imellem en sandselig Verden og den høieste Tilværelse.
»Jeg vil oplive deres Phantasie,« svarede Manden mig, »beaande dem med min høiere Aande ...!«
»Ak nei!« afbrød jeg, »blæs ikke paa mig, De er istand til at blæse mig langt ud i Kattegatet, og saa hjælper min Phantasie mig ikke det mindste. Giv mig heller en Smule tydelig Idee om den anden Verden; siig mig, hvor vore kjære Forfædre nu tumle sig, hvad de tage sig for o. s. v., og jeg lover Dem – – tre Exemplarer af min Fodreise, og desuden min evige Erkjendtlighed.« –
Saaledes spillede jeg med al min Veltalenhed; endelig tilsidst,
»Nu saa læs det selv!« sagde han, og reiste sig, saa lang han var, op paa Volden løste sit Belte og bredte sine store Kjoleskjøder ud. – Med bankende Hjerte stirrede jeg derop, men mine svage, dødelige Øjne saae ikke uden en tyk Taage. Jeg greb ham ved Benene, men følte ingen Ting; kun en fugtig Taage omhyllede mig, jeg steeg heelt ind i den, men saae slet intet; langtsom hævede den sig i Veiret, og svævede bort over Søen. –
Jeg blev en lille Smule, hvad man kalder flau, og var nær falden i
»Men det maa da være et sørgeligt
»O det er ikke saa eensformigt som
»Og hvad saae han da i sin magnetiske Søvn?« spurgte jeg. –
»Forunderlige Ting; de fylde en heel Bog, som jeg gjemmer hjemme i min Kiste. Ja, det var en stor Mand, men Skjæbnen satte ham kun paa et Kirketaarn!«
Under denne Samtale vare vi Reberbanen forbi, og dreiede nu om i den beboede Gade.
»Her er mit Theater!« udbrød Manden: »her synger jeg mine Bravour-Arier, og gjør mig, som
Jeg saae i Veiret; alle Tagene i den hele Gade, og paa ethvert Huus jeg kunde see omkring mig og inde i Byen, vrimlede som Myretuer af smaae luftige Væsener, der med en utrolig Lethed svingede sig gjennem Tage, Vægge og lukkede Vinduer. –
»Det er Drømmene!« vedblev Manden: »nu vil de spille Comedie med de sovende Mennesker. – Tidt dratter et Par Stykker ned paa Hovedet af os, som gaae her i vort lovlige Kald, og da er det jo naturligt, at vi komme til at drømme, men saadant noget tænke nu aldrig Menneskene paa, naar de begynde at
Jeg kunde ikke blive kjed af at stirre paa de luftige Smaae. Hvilke underlige Scener fremstillede de ikke og toge selv Mennesket med som Marionet i det brogede Skuespil. Der satte de Brudekrandsen paa den unge Piges Hoved og lode Præsten lyse Velsignelse over det lykkelige Par. Her plagede de, som smaae Djævle, en skinhellig Synder og lode ham falde igjennem den kolde skarpe Luft. Nogle legede som deilige Engle med hvide Vinger med de sovende Smaabørn, som de toge op med sig til det store Juletræ i Himmelen; Andre kom, som Tyve, og stjal Pengekisten fra
Men kun nogle Timer varer det deilige Tryllespil, saa kommer Fornuften og jager den gamle Mand Søvnen paa Døren; i Huj og Hast maa han da pakke sine brogede Drømmebilleder sammen, saa at vi, sædvanligviis, sjelden faae en ordentlig Ende paa det natlige Skuespil. Den Gamle lister sig bort med sin hele
»Ja den hele Herlighed hører just ikke til mit Departement,« begyndte min Ledsager igjen: »det er et Skuespil, hvortil Taarnvægteren har første Plads, men det er ogsaa det eneste Jordiske han har at fornøie sig med. Han er et indskrænket Væsen, et Slags
»Men det er nu altsammen saa gyseligt,« afbrød jeg ham: »Ere der slet ingen lyse Puncter, intet reent Idyllisk i Deres Vægter-Liv?«
»O mere end De troer,« svarede han; »Naar jeg nu en stjerneklar Nat sidder paa Gjenboens Trappe og har den rene, blaa Himmel over mig, og
Jo mere han talede, des tydeligere blev det mig, at denne veltalende, ja næsten poetiske Mand neppe kunde være en slet og ret Vægter. – Hans Sprog førte ham lidt for meget ud af Costumet. – Rask greb jeg hans Haand, stirrede ham stivt ind i Øinene, idet jeg udbrød: »Mand! De er ikke hvad De synes at være!«
»O!« svarede han smilende: »fordi De nu traf mig i en uskyldig Søvn, vil de nu strax harcellere over min Svaghed, som dog egentlig kommer fra Drømmegeniernes Ubehændighed.«
»Det er ikke saaledes meent,« svarede jeg: »De er en forklædt Eventyrer, tilstaae det kun, jeg skal ikke forraade Dem!« –
»Nu da,« svarede han: »tak De Gud at jeg ikke er den, jeg synes at være, ellers saae det kun daarligt ud med deres Fodreise. Har De tænkt paa, at alle
Jeg blev ganske elendig til Mode. Nu huskede jeg først, at Portene lukkes Kl. 12, og nu var den snart 1. Hvorledes skulde jeg slippe ud? – »Nu, tak Deres gode Skjæbne,« sagde Manden: »ud skal De nok komme. – Jeg er St. Peder, og har da sagtens ogsaa en Hovednøgle til Amagerport.« –
»St. Peder!!!« udbrød jeg og havde nær tumlet om: »Ak nei! det gaaer slet ikke an! hvad vil Læseren sige? Deres hele Fremtræden er ikke motiveret nok; De passer jo slet ikke her i min Fodreise .....!«
»Pst! stille dog!« sagde han med dæmpet Stemme idet han lagde Fingeren paa Munden: »behøver jeg at citere Dem hvad der gestiefelte Kater siger til Gottlieb:
»Ja det er sandt nok!« svarede jeg ganske spagfærdig: »men var De bare en anden Person og ikke St. Peder! det er mig for
»Spørg heller, hvad vil Menneskene sige, naar De nu selv gjør dem opmærksomme paa det Underlige og Profane i min Fremtræden. – Vor Herre siger Intet; han er slet ikke, som de fleste Mennesker troe, en streng Papa, der ikke lider Børnenes Spøg og Munterhed; paa denne Maade kom der kun Hængehoveder i Himmerig. – Nei, var vor Herre som Menneskene, da havde han allerede for længe siden tabt Taalmodigheden. – Alene de mange aandelige Tiggerbreve og urimelige Ønsker, der i een Dag kan komme fra denne lille Klode, kunde gjøre selv en Engel kjed af det Hele. Fiskeren vil, for sit Fiskeries Skyld, altid have Regn; Bonden Solskin. Der jamrer man, fordi Stormen gjorde det rigtladte Skib til Vrag, medens Andre i Kirken takke for det velsignede Skibbrud. Den gamle Onkel vil gjerne have et langt Liv; Arvingerne bede om, han snart maa døe. Tredive søge eet Embede, som kun Een kan faae, og Enden bliver, at de Ni og Tyve jamre og klage. – Nu er her for koldt, nu for hedt; nu skal Vinden blæse fra Syd, nu fra Nord, medens, paa samme Tid, Andre ønske lige det Modsatte. Ja, som Mennesker ere vi nogle slemme Drenge, der uden en hjertensgod Papa, vilde faae Riis det hele Liv. – See De bare til at Menneskene ikke forarges over vor Samtale; for vor Herre kan De være ganske rolig; han veier ikke hvert Ord efter Bogstaven. Der er ingen anden Maade for Dem, at komme ud paa, undtagen jeg hjelper Dem, og vær De kun overtydet om, at ingen af Læserne er nogensinde kommen paa en saa original Maade ud af nogen Port. – Havde De ikke trængt ind paa mig, skulde jeg endnu have fortalt Dem flere smukke Ting, der høre til Vægterens Departement! men nu maae vi skilles, og for at De maae kunne see, hvad der er muligt at see paa det flade Amager, saa tag disse Briller og gjem dem til en Erindring om denne Time.«
I det samme gav han mig et Par store Briller, og trak derpaa en Sølvnøgle frem, med hvilken han ganske sagte aabnede Portlaagen, gjennem hvilken jeg slap ud. –
Høie, mægtige Følelser gjennemstrømmede mig; ja jeg troer selv, jeg følte ligesaa meget som største Delen af dem, der besee Ægyptens Pyramider.
Det er den første store Port igjennem hvilken den uskyldige
Ottende Capitel
(St. Peders Briller begynde at vise deres skjulte Kræfter. – Forfatteren seer paa Amager en stor Konge-Revue over alle Digterværker. – Et ædelt Træk af Mad. Cottins Malvinamadame Cottin, pseudonym for Marie-Joséphine Risteau (1770-1807), fransk forfatterinde; Malvina udkom 1800-1801 (dansk Malvina, 1821). ).
Dette Capitels Indhold, som Overskrift, maa gjælde for den Pause jeg gjorde ved Porten, men derpaa foer jeg ogsaa i ti lange Skridt over alle Broer og Brostene, jeg saae kun ganske flygtig hvorledes alle Kjøbenhavns Daarligheder fra det gamle Aar, bleve veiede paa
Men hvad kunde det more mig at see alle disse gamle Sager, hurtigt foer jeg derfor afsted, som før er sagt, og endelig laae da Phantasiens store, herlige Tumleplads, det flade Amager, foran mig.
En Beskrivelse over det Hele, kunde være en god Begyndelse til en Novelle. Ja hvem veed, om ikke endnu i
»Paa Sjællands østlige Side ligger den lille venlige Øe Amager, o. s. v.«
I Sandhed, her var da Plads for Tanken til ret at sværme om. Snart forekom det mig, at jeg promenerede paa den finske Bugt eller var paa det arcadiske
Dog, hvad var den hele Herlighed omkring mig imod den klare Himmel med alle sine Stjerner over mig? – Det er ægte Oldsager, dem kan Ingen have forfalsket os! – De have seet Adam og Eva lege »Tagfat,« hvis de gode Folk ellers kjendte denne Leg. De hørte Noahs Glæde over den vel overstaaede Navigations-Examen, og saae ham knække Halsen paa
Men jeg maa prøve St. Peders Briller, tænkte jeg, hvem veed, hvorlangt jeg seer med dem, maaskee gjør jeg de største Opdagelser i Maanen. – Er det nu bare ægte himmelske Briller og ikke
Lystigt flagrede de bort, og svandt mellem den uhyre Vrimmel,
Skjøndt Birkeriis og Grammatik
Er Barnets første
For at det med det gamle
Kan bære Smertens
Som Børn man dog i Taaget gaaer
Og drømmer hele Dagen,
Man vaagner ei, før Verden slaaer
Os meget slemt paa Bagen.
Lidt
Men tidt den slaaer
Strax følger paa
Liigtorne, Werthers Leiden.
Vort Liv er ingen Kongevei
Der altid smukt gaaer lige,
Slemt var det, hvis den førte ei
Os til et bedre Rige.
Den løber meget ud og ind,
Har Tidsler fleer end Roser,
Snart gaaer den over Fjeldets Tind,
Snart gjennem dybe Moser.
Men Tanken er en dristig Ørn,
Der sig til Himlen svinger,
En Moder, der de trætte Børn
Til Fader-Hjertet bringer.
Og nynner sært sin Trøste-Sang,
Der underlig os rører,
»Fat Mod! om Veien end er Trang,
Den dig til Himlen fører.
Lad storme kun den barske Vind,
Lad Livets Bølger bruse,
Sæt til din Gud kun Sjæl og Sind,
Dem kan ei Verdner knuse.«
I det samme begyndte det ganske underligt at suse og bruse omkring mig, jeg saae til Siderne, og finder, at hele Amager-Land, vrimler af Mennesker til Hest og til Fods. Der har jeg da Spøgeriet, tænkte jeg, og blev ganske fornøiet over, at opleve et ordentligt tydsk Eventyr. – Menneskemassen kom mig nærmere og nærmere, og jeg saae nu, at det var hele Regimenter, men de forekom mig dog alle lidt for brogede, til at være Aander af gode, christne Jyder, Fynboer, o. s. v., der ved Midnat holdt Mynstring. Generalernes Mondering var ganske forskjellig, hver saae ud til at høre til et andet Aarhundred og en anden Nation, og det forunderligste var, at Generalerne havde ikke alene eet Hoved, men uhyre mange; dog dette hjalp mig paa Ideen. Jeg erindrede mig, at i
Kjære Læser, bliv nu smukt et Barn igjen, men glem alligevel ikke, Alt hvad Du har læst siden Du blev et stort, fornuftigt Menneske, og Du skal da see hele den phantastiske Revue, saaledes som den marscherede mig forbi.
Allerforrest gik de Rasendes Hær, der bestod af Vanvittige, brudt ud af
Nu kom Kjærligheds-Regimentet der bestod af to Afdelinger, de Ulykkelige, og de Lykkelige. Ved det første kjendte jeg strax
Nu viste der sig tre underlige smaae
Nu kom: »
Efter et lille Ophold viste Bagagen sig, men da den kom nærmere saae jeg tæt foran den, det underligste Regiment, jeg endnu havde seet. Alle havde de forslidte og smudsige Munderinger paa, men igjennem Laserne stak dog noget gedigen Herlighed frem. Det var
I Spidsen for dem alle, red
Endelig kom da Bagagen. 6 store Brødvogne bepakkede med alle Slags imellem hverandre.
Jeg troede nu, at det hele var forbi, men ak, et sørgeligt Syn ventede mig. Tre store Rustvogne, belæssede med Saarede og Invalider, nærmede sig. Det var et skrækkeligt Syn; en manglede Arme, en anden Been, en tredie havde hverken Øine eller Næse, ja der var endogsaa nogle, der –
»Men min Gud!« udbrød jeg, »gaaer det saa blodigt til? – Hvem er dog disse?« spurgte jeg nogle gamle
»O,« svarede de mig, »det er deels gamle Classiker deels kun lidet bekjendte Skrifter, hvilke Nutidens Smaa-Forfattere snart stjæle en Arm, snart et Been fra; nu et Øie, nu en Helte-Arm, for saaledes at flikke dem en nogenlunde taalelig Helt og Heltinde sammen, de kan give ud for deres egen; og naar der nu pilles saaledes, hvad skal der da blive af Skrogene? Gud veed vi flikke nok paa dem.«
»Men hvor vil de nu hen?« spurgte jeg Manden.
»Vi følge med Tropperne til den store Caserne« sagde han og pegede frem for sig; jeg saae der hen ad; midt paa Amager laae et lille Bjerg, begroet med Krat, øverst oppe paa Toppen laae en stor Bygning, det var
Det hele Bjerg var omgivet med en Ringmuur og en dyb muddret Voldgrav, fra hvilke nogle hæslige Frøer i et Væk skreg:
»
Ved den store Indgang paa Muren, hvorigjennem Hæren drog, mylrede der af fæle Udyr, som bjæffede den hele Tid, og det af de allerbedste Regimenter. Disse Udyr, sagde man mig, vare de uvidende
Der paakom mig en uhyre Lyst efter at komme ind at see den hele Herlighed; men hvorledes kunde dette skee? – Dog, det syntes, som Malvina havde fattet Godhed for mit blege Ansigt, hun foreslog mig at krybe i hendes Kurv. Kunde
Niende Capitel
(Poesiens Tempel. – Forfatteren kommer i et Fuglebuur).
Snart slap jeg ud af mit Fængsel og stod nu fri og lykkelig udenfor Templet i den deilige Have. Nedenfor den brede Hovedtrappe laae en velsignet Vrimmel af Drengebørn, der sang ganske naivt den bekjendte Vise:
Hun solgte mig for en Spot-Priis et lille Kort over Haven og en Geographie, hvori det hele Digterland var beskrevet, der ligesom Frankerig, var inddeelt i Departementer. – Allerede fra Toppen overskuede jeg en stor Deel af disse.
Gjennem hele Frankerig gik store Alleer af Tragoedier; men hist og her tittede ogsaa herlige comiske
Jeg havde troet, at jeg var den eneste, der var sluppet ind, og undrede mig derfor ikke lidet ved at see det hele Digterland, ja selve Templet, overalt vrimle af Mennesker; de Fleste saae desuden saa prosaiske ud, at jeg aldrig kunde begribe, hvorledes de vare slupne ind.
»O,« sagde Visekjærlingen, »det er meget let at komme her ind; man
Altsaa behøvede jeg ikke at have krøbet i Madkurven; dog, jeg sparede jo min Mark og kom tillige ind paa en romantisk Maade; det trøstede mig. Jeg fulgte den store Masse til Hovedindgangen af Templet; overalt, var der broget Selskab. Geistlige og verdslige, militaire og civile imellem hinanden. Strømmen rev mig med sig, og snart stod jeg i en deilig Haugestue, som var indviet: de lyriske Digte. Her sad
Ellers lagde jeg Mærke til, at mange af Tilskuerne, naar de kom herind fik strax en poetisk Udslet og begyndte med et at banke deres Dame paa Hjertet i det de sang:
Et lille Sideværelse var indviet Skuespillene; her stod Kotzebues Portræt, bekrandset med
Bifalds-Yttringer døvedes ved en stærk Hulken fra det næste Værelse; dette var indviet de følsomme Romaner. Gulvet var ganske forstenet af de mange salte Taarer her fløde. Igjennem Ruderne nød man en Udsigt i de mest romantiske Dale mankan tænke sig. Her var en evig Aften- og Morgenrøde, der slog Spar-To til den vi have. Hist laae
Det er da ogsaa Noget man kan forstaae; Skade at det taber saa meget ved Oversættelsen; f. Ex. de mange deilige
Jeg kunde ikke holde ud at være i denne Trængsel og skyndte mig derfor videre frem.
En skummel Grotte oplyst ved en Kulild omgav mig; det var Nat og Maaneskin; sorte Uveirs Skyer hang truende paa Himmelen, og enkelte Lyn glimtede i det Fjerne. Jeg var i Røverhistoriernes Departement. En kold Gysen foer igjennem mig, men
Her kunde jeg ikke holde det længe ud og søgte derfor tilbage til Hovedgangen, hvor jeg snart kom ind i Forsalen til de gamle classiske Digtere. Til det Indre, hvor de ægte Old-Malerier stod maatte man have den græske og latinske Nøgle, og saaledes var det kun Indviede, der kunde komme herind; de andre Stakler maatte blive udenfor og bleve slemt narrede med
Mægtige Elementaander strede mod hinanden og grebe ind i Menneske-Livet. Med stærke, levende Farver stod det Lystige ved Siden af det Alvorlige og Gyselige, og udgjorde et stort harmonisk Heelt. Levende saae jeg nu alt for mig, som første Gang jeg læste
Men med et brast de brogede Tapeter med alle Billederne; jeg befandt mig i en uendelig stor Sal, ikke med Malerier, men med lyslevende Aander og Mennesker omkring mig. Fire mægtige Fyrster sadde med Tryllestave i Salens fire Hjørner, og
I Salens tredie Hjørne sad Cervantes med Don Quichote paa høire Side og den komiske
Nærmest Schackspeare sad paa Høire Tieck med sin
Mægtige Harpetoner brusede hen over mig; jeg saae i Veiret, intet Loft hvilede der oppe; nei Guds Himmel hvælvede sig der med sine utallige Stjerner i det rene Dunkelblaae; lette Skyer med jublende Engle seilede igjennem det store Luftrum og sang til de gyldne Harper. Da saae jeg tæt ved mig en deilig Dreng i phantastisk Dragt og med store brogede Sommerfugle-Vinger; fortrolig greb han mig ved Haanden og nynnede Sange fra den kjære Barndomstid, da var det, som vaagnede jeg op af en lang tung Drøm, mit Hjerte smeltede hen i en unævnelig sød Vemod. Jeg følte mig atter Barn igjen; alt smilede mig, i den lykkelige Barnehimmel, med Kjærlighed imøde. Den Lille tog mig i sine Arme, store Vinger voxede mig ud af Ryggen og i lystige Lege fløi vi op mod Guds deilige Himmel. Skyerne formede sig til glimrende Luftslotte, der seilede omkring os, og dybt nede laae den hele Verden med alle sine underlige Eventyr. Paa de store tangklædte Stene ved Stranden sadde Havfruer og sang med Sivkrandse i Haaret, paa Høiene dansede Elverpigerne i Maaneskin og i de dybe mørke Skove koglede Hexene ved det røde, flammende Baal, men os kunde de ikke naae; thi høit oppe sad den gode Gud med alle de fromme Engle-Børn og vinkede os ind i den deilige Himmel. Dristig besteg vi Regnbuen, løbe op ad den brogede, luftige Bro, ind i Guds store herlige Himmel. –
– – »Fik jeg dig der Sønneke!« skreg en raa qvindelig Stemme bag ved mig og loe, saa det gav Echo omkring mig; jeg vilde dreie mig om, men .... ja kjære Læser, Du kan neppe blive saa overrasket som jeg; aldrig havde jeg drømt at Knuden saaledes skulde løses.
Et stort Fuglenæt blev kastet mig over Hovedet, saa Brillerne styrtede mig af Næsen, og med dem, som jeg dog greb i Flugten, styrtede ogsaa min hele Herlighed. Alt omkring mig var forsvunden, jeg saae kun det nøgne sneedækte Amager omkring mig; Fuglenættet blev trukket tættere og tættere om mig og før jeg ret kunde komme til mig selv, mærkede jeg, at jeg sad i et Fuglebuur.
Tiende Capitel
(Hvad der videre tildrager sig. – Jerusalems Skomagerden evige jøde, Ahasverus; skikkelse fra et middelalderligt sagn, ofte behandlet i dansk litteratur på H.C. Andersens tid. Efter sagnet skulle skomageren Ahasverus have slået eller skændet Jesus, da han på vej til korsfæstelsen på Golgata søgte hvil, derfor måtte han vandre fredløst omkring i verden til evig tid uden at kunne dø; tysk folkebog om Ahasverus fra 1602 (dansk Beskrivelse om Jerusalems Skomager oc en Jøde som var fød i Jerusalem ved Nafn Ahasvero, antageligt 1607; ældste bevarede tryk fra 1631). . – De bekjendte(vel)kendte. 100 Mile Støvler komme til Syne).
Tæt ved min Side stod der en gammel guulbruun Kone, saa hæslig, at
»Fik jeg dig der Sønneke!« skreg den Gamle og fortrak Ansigtet til et afskyeligt Smiil; da opdagede jeg, at det var Amagerkonen, som tillige med den Blege gjorte mig til Herkules paa Skilleveien uden for Børsen, som jeg har omtalt i Begyndelsen af min Reise.
»Du arme Ulykkens Fugl!« vedblev hun, »hvor Du har flagret om siden jeg saae dig sidst; op og ned, Phantasie-Billeder og Hjernespind endnu værre end jeg frygtede det. Ja du kan takke din Gud at jeg fik Fingre paa dig her, ellers havde Du brækket Halsen før Du kom til Enden paa din Reise. – Hvormeget var der ikke at sige, naar jeg gad være over det, men det er ikke Umagen værd; Viis Du nu et godt Gemyt og Nemme, maaskee der da endnu kan gjøres noget af dig,« og nu rystede hun en heel Mængde Grammatiker, mathematiske og juridiske Bøger ind i min Ædekasse. – »Spiis Barnlille, og bryd dig ikke om alle disse brogede Phantasie-Billeder, der flyve om dit Buur, det er kun onde Lyster, som vil lede dig fra Pligten og styrte dig i Elendighed. See der Sønneke! har Du en Fluesmække, slaa nu rask alle disse brogede Phantasie-Billeder ihjel naar de flyve dig paa Næsen, og fordøi din solide Frokost! Troe mig Barn vi ere ikke satte her i Livet for at sværme som nogle romantiske Narre; nei bestil noget Grundigt, vil du ikke sulte ihjel!«
Nei ingen Dødelig, som ikke selv er revet ud af Himmelen og puttet ind i et Fuglebuur, kan gjøre sig en Idee om min Stilling; jo mere jeg slog de brogede Phantasie-Billeder i Ansigtet med min Smække, des hæftigere trængte de ind paa mig, og med forføriske Blikke og deilige Toner standsede De mig, hvergang jeg med de bedste Forsætter greb noget af den prosaiske Føde. Tabte jeg mig i Beskuelsen af disse Herligheder, klask! slog Gouvernanten, saaledes kan jeg vel bedst benævne min Amagerkone, mig med sin Stok, saa Blodet løb ned over Armene.
»Ak! Du maa endnu meget i Skole, og pines, præsses, klippes og skjæres, før Du kan blive en taalelig Arbeids-Bi i den store Kube, – Begyndelsen maa skee med, at Du gaaer i dig selv og frasiger alt Forfatterskab! husk kun paa hvad den høibaarne
»Lad mig flagre ud i den vide Verden!« bad jeg med Taarer i Øinene.
»Flagre ud,« afbrød hun mig, »du har nok Lyst til at gjøre flere Luftspring; nei troe mig, Verden har Poeter nok! nu skrive jo alle Mennesker; jeg skal nok stække i det mindste dine Vinger. Du skulde bare høre hvad Verden siger om dig og din Bog. Det er Nix begge Dele. Du vil være vittig, spille
»Lege med det Hellige!« afbrød jeg hende, »det faldt mig aldrig ind; men med mine egne Følelser, ja derved kunde jeg maaskee nødes til at sætte et maaskee? Menneskene omkring os kan ofte saaledes spotte vore Følelser, lege med vort Hjerte, at vi selv – maaskee det er feil, – gribe det som Legetøi, for ikke at gjelde for en følsom Nar midt i den store fornuftige Verden; men den Ældres Legen er ikke Barnets; sæt dine Briller paa, gamle Moer, og see om min Hoppen er saa letsindig, som den med bare Øine og med et flygtigt Blik forekom dig.«
»Br!« udbrød den Gamle, »hvilken Tirade var ikke det! – O du arme Ulykkens Fugl, hvilken Forfængelighed lyser der ikke ud af ethvert af dine Ord. Ja det gaaer galt! Hvilke Tanker har du ikke om dig selv! – Troe dog ikke, hvad en halvsnees Stykker har vidsket dig i Øret; du er Digter, er vittig og lunefuld. Herre Gud! man maa jo sige noget til den unge Forfatter, der læser sit Arbeide op, men du skulde kun høre naar du saa er gaaet. Den mildeste Dom er: det er et ganske godt Menneske! men han har den ulykkelige Idee, at han vil være Forfatter.«
»Ak!« sukkede jeg hos mig selv, St. Peder maatte heller have ladet mig blive indenfor Porten, end at jeg skulde komme i denne Elendighed. Rigtignok var det jo ganske romantisk, at ende som
»Vær du nu kun lidt fornuftig,« begyndte den Gamle, »og vi skal da nok komme ud af det. Havde jeg blot itide faaet dig ind paa Børsen, som var min Hensigt, saa skulde du aldrig have begaaet disse mange Luftspring; men nu skal jeg tage dig hjem og i 20 Aar .....«
Jeg hørte ikke mere, det sortnede for mine Øine og jeg var en Afmagt nær! – Rask marscherede hun afsted med mig, og jeg mærkede at hun tog Veien henimod Søen. Ethvert følende Hjerte kan nok tænke hvorledes jeg maatte være til Sinds. Tusinde Ideer om at slippe løs, krydsede mig igjennem Hovedet, men som de opstode, bleve de strax igjen forkastede. Da huskede jeg tilsidst paa
»Havde jeg dog nu alle
Munkens Længsel
»Atter, atter er en Dag da svunden,
Atter er en Dag af Livet tabt.
Modløs staaer jeg her i Aftenstunden,
Kun for Taarer blev jeg Arme skabt.«
»Ei syng dog ikke den gamle kjedelige Vise!« udbrød Gouvernanten. »Den har jeg hørt af saa Mange, og det baade paa tydsk og dansk. Det er kun forlorne Følelser, som alle Smaa-Poeterne komme med. Det skal nu være saa smukt at være ulykkelig; man troer hver Øieblik, de gaae hen at hænge sig, og saa spise og drikke de dog godt, og gad gjerne leve et par hundrede Aar endnu.«
Men jeg hørte hende ikke, og vedblev.
Disse Mure, som af Tiden graane,
Natlig skuet har min bittre Qval,
Disse skal mig see i Døden blaane,
Først bag Graven naaer jeg Livets Dal.
»Ih fy Barnlille!« skreg Gouvernanten, »hvor de Vers ere haarde at fordøie. Themaet er gammelt og Variationerne forslidte!«
Hun vilde endnu sige mere, men jeg overdøvede hende med min Sang.
Modløs staaer jeg her bag
Stirrer ud i Aftnen
O hvor deilig smiler Alt derude,
Aftnens Skyer funkle jo som Guld.
See hvor over Søen rask en
Flyver til den fjerne, fjerne Strand.
Hist staaer sneebedækte Bjergerække.
O bag dem er Haabets Trylleland.
»Der fik vi da en:
Hyrdefløiten toner hist fra Fjeldet,
Tonerne hensmelte i min Sjel;
Nede, seer jeg, hist ved Kildevældet
Sidder Hyrden med sin Brud i Qvel.
Blomster dufte rundt omkring de glade;
Himlen, over dem, er klar og blaa;
Fuglen synger under Egens Blade,
Sikkert De dens Toner kan forstaae.
»Ja, jeg skal give dig at forstaae!« skreeg hun med gnistrende Øine. »Vil Du tie Du elendige Fugl!« klask! klask! hvor gik detikke over min Ryg. – Hurtigere strømmede Blodet gjennem alle mine Aarer, og med et ubeskriveligt Udtryk sang jeg:
O hvad er det, som i Hjertet stiger,
Hvad er det som banker i mit Bryst,
Som bestandigt mod det Fjerne higer,
Og mig martrer i sin vilde Lyst.
Selv for Templets Altar maa jeg kjæmpe,
Mod den Længsel som fortærer mig,
Ak jeg kan dog aldrig Flammen dæmpe!
Himmel styrk mig, jeg paakalder Dig!
»Nei Du Djævle-Unge!« skreg hun, »tie! tie! eller jeg lader dig styrte i din egen Elendighed!«
Hun fik hæftige Krampetræk, søgte forgjæves at stoppe Bomuld i Ørene, medens jeg fortsatte min
Himmelkloder som i Natten blinke,
O I trylle Haab og Veemod frem.
Lig et Englechor I Aanden vinke
Gjennem Døden til sit Fædrehjem.
Da skal jeg den hele Verden skue,
Dale, Bjerge, Byer, Mark og Skov;
Bade mig i Lysets rene Lue,
Juble høit min glade Priis og Lov!
»Ulykkens Barn!« skreg den gamle, »nei der er Intet at gjøre af dig. Du er ganske
–
objectos caveæ valet si frangere clatros,
indoctum doctumqve fugat recitator acerbus
Jeg var atter fri – forsaavidt man kan være det i et Fuglebuur: efterat jeg nu en passende Tid havde udtrykt min unævnelige Glæde, begyndte jeg at tænke over, hvorledes jeg skulde slippe ud, men jeg dreiede mig paa kryds og paa tvers, forsøgte alle Kunster men det var umueligt at slippe dersom ikke: »en ängel eller ann bra karl,« som
Med et – jeg begreb ikke hvorledes – stod der en gammel Mand med Stok i Haanden og
»De Lærde kalde mig paa Latin:
»Jerusalems Skomager!« udbrød jeg og trykkede begge hans Hænder i mine.
»Ja det er mig,« svarede han; »mit Døbe-Navn er ellers, som bekjendt, Ahasverus.«
»O søde velsignede Mand!« skreg jeg af Glæde, »De kan aldrig troe, hvor det Møde glæder mig! Gud give jeg havde truffet paa Dem noget før; hvad kunde De ikke have været mig!« jeg fortalte ham nu hvorlunde Forfatter-Djævlen var faret i mig, hvad jeg havde seet og oplevet paa min Reise o. s. v.
»De var just den Mand der især kunde hjælpe mig! disse
Hvorved der jo er daanet.
Ei Barnet selv i Moders Liv,
Er for Poeter skaanet.«
Satan, som nu er saadan en allerkjæreste Person i et Eventyr, har været meer end nok i Verden,
»Ædle unge Mand!« udbrød Ahasverus, »De har et følsomt Hjerte, men Bisp i Ribe ...« han taug, stirrede mørk hen for sig, men græde kunde han ikke.
»O vær ikke taus!« udbrød jeg efter nogle Øieblikke; »hvormeget Menneske-Kundskab kan jeg ikke vinde i en halv Time i deres Selskab. O, tal! vi ere jo begge Vandringsmænd; snart er jeg ved mit Maal, Deres kan ikke være langt borte.«
»Jeg veed et Sted,« begyndte han, »hvor de i een Dag kan lære det menneskelige Hjerte langtbedre at kjende, end om de levede i hundrede Aar. Det er et Universitet, hvori alle Regenter, Statsmænd og Digtere burde tilbringe nogle Timer. De vil smile naar jeg nævner dem Stedet; men troe mig, jeg er en gammel Mand og har Erfaring, jeg vil ikke skuffe dem. Kryb i en Brev-Sæk! det er Stedet, man kan studere det menneskelige Hjerte. Ingen Digter vil kunde fremstille den Mangfoldighed af Characterer der her viser sig. Her spille Lidenskaberne i alle Farver; Kjærlighed og Had; Livs-Lyst og Fortvivlelse; her kan man kigge den Skinhellige i Kortene og aflure de Elskendes Hemmeligheder. Troe mig, ikke igjennem Livet, men igjennem en Brev-Sæk, titter man ind i det menneskelige Hjerte. Selv har jeg tjent som Postkarl under
»De har tjent som Postkarl under Ludvig XI,« udbrød jeg.
»Ja,« svarede han, »i mange Skikkelser har jeg viist mig her paa Jorden, men kun i 24 Timer tør jeg vise mig i hver, saa maa jeg antage en ny eller vandre i disse gamle Pjalter. Døden søgte jeg, men fandt den aldrig. Under
Saaledes vedblev han et godt Qvarteer, jeg stirrede imidlertid taus imod Jorden, men da nu mine Øine hændelsesviis faldt paa Mandens Been og der opdagede et Par Støvler der vare Idealer paa menneskelig Elendighed, kunde jeg ikke andet end være saa uforskammet at afbryde ham.
»Deres Fodtøi,« begyndte jeg, »maa da koste Dem en god Skilling
»O!« afbrød han mig, »jeg er en stor Oekonom, disse Støvler her har været benyttede i 600 Aar. Det er de saa meget omtalte 100 Mile Støvler; for en Deel Aar siden var jeg uforsigtig nok til at levere dem til en Skomager, for at de kunde gjøres lidt i Stand, men der blev de forbyttede og før jeg mærkede Feiltagelsen var de allerede solgt til en
Idet han fortalte mig dette, paakom der mig en brændende Lyst efter at prøve dem. Nu følte jeg klart at jeg ikke var skabt til at vandre paa det flade, ubetydelige Amager, blot een Time vilde jeg laane dem for i denne med store Skridt at vandre gjennem Verden og samle Stof til det interessanteste Capitel i hele min Fodreise. Jeg yttrede ham mit Ønske, anvendte al min Overtalelseskraft, men mørk rystede han stedse med Hovedet og udbrød tilsidst:
»Sæt at jeg laante Dem disse kostbare Skatte,
»O vær De kun rolig,« afbrød jeg ham, »jeg gaaer meget flittig paa mathematiske Forelæsninger, saa jeg skal vist nok kunde komme ud af den Beregning, og med Hensyn til et Pant for Støvlerne, saa forlang hvad De vil.«
»Forlange hvad jeg vil?« svarede han, »De har jo ingen Ting, uden det skulde være Deres Skygge; men jeg siger noget, Deres Person interesserer mig, jeg vil gjerne gjøre noget for Dem; en halv Time maae De laane mine Støvler naar jeg imidlertid beholder
Ved disse Ord foer det mig iiskoldt gjennem Marv og Been, levende stod
Saaledes mislykkedes ethvert nyt Forsøg; Skjæbnen vilde nu engang, at jeg ikke skulde forlade Amager, og kjed af dens Luner trak jeg Støvlerne af, fik min Skygge tilbage og søgte at fornye den afbrudte Samtale.
»Nei,« svarede Manden mig, »nu maae vi skilles; min Nytaarsdag tilbringer jeg altid i Jerusalem, der vil jeg være endnu i denne Morgen. Lev vel!«
»Og
»Ja gid vi ikke gjorde,« svarede han, »da laae jeg i det lille lune Kammer og var fri for at tradske om i Slud og Vinde. Men vi mødes nok, om ikke før, saa naar De gjør den sidste store Reise med Dødens Extra-Post. Hver Nat møde vi hinanden, thi hans Heste ere raskere tilbeens end jeg; han kan i et Øieblik fare Jorden rundt og har altid Passagerer. Tredivetusinde døe hver Nat og ligesaamange fødes; næsten tredivetusind har altsaa medens De gjør Deres Amagerreise, begyndt den store Reise:
Til det ubekjendte Land
Over Skyen mange Mile.«
Jeg begyndte at see paa Manden, thi jeg havde ikke troet, at han kunde blive saa sentimental.
»Farvel, unge Mand!« sukkede han »god Lykke paa Deres Reise.«
»Iligemaade!« svarede jeg, og saae ham nu hæve Benet og forsvinde som han kom.
Ellevte Capitel
(Forelæsning af en gammel Lænkehund. – Læseren gjør Bekjendtskab med et stort Selskab af to- og fiirbenede Herrer og Damer. – Forfatteren seer med St. Peders Briller ind i Jorden og opdager Helvede. – Fanden i en Skolemesters Skikkelse med Horn i Panden. – Dobbeltgjængeren. – En poetisk Person ved Stranden –).
Den kolde Vind blæste mig skarpt i Ansigtet og fælt tudede Lænkehunden fra den nære Landsby. Jeg gik efter Hylet, thi en uimodstaaelig Kraft drev mig frem. Endelig naaede jeg derhen; alle Folk paa Gaarden sov, men en gammel Lænkehund havde besteget sit Hundehuus, som et Catheder, og hylede fælt i den kolde Vinternat. Som jeg mærkede holdt han Forelæsninger for nogle unge Hvalpe over Natur-Skjønheder og den gyldne Frihed. Det lod ellers ikke, som Hvalpene hørte synderligt efter den Gamles Hyl, thi de havde hele deres Opmærksomhed henvendt paa to unge Misser, der sadde paa Taget. Jeg kan tænke, at det var lærde Damer, der
Baade Luften, og den Gamles Tale var mig for iiskold til at jeg kunde holde det ret længe ud her, og da jeg nu mærkede Stalddøren paa Klem, kunde jeg ikke modstaae Fristelsen at træde ind i det lune Huus. En heel Verden aabnede sig for mig. Hvilket broget Selskab af to- og fiirbenede Herrer og Damer omgav mig ikke her. Med Liv og Lethed flød Talen, man gik fra Gjenstand til Gjenstand, Æmnet vexlede bestandigt uden
»O Deres Excellense!« udbrød det ene lille Faar, »forleden læste jeg et tydsk Skrift, der var dediceret til Deres Stamfader. Jeg troer det var af
»Naa!« svarede Æselet, »De mener nok: Anton Pansa von Manchas Abhandlungen von Sprüchwörtern? Ja det er ikke saa daarligt! Manden havde Talent; det er da ellers ikke første Gang min Slægt har været
I Nærheden af Æselet stod en lille Hanekylling, et Slags
Ja troe mig Søster jeg har svoret paa det,
Det skal i Vinter blive sidste Gang
Jeg abonnerer. – Tænk hvad jeg har døiet!
Tre hele gyselige Schackspears Stykker,
Og to af Holberg. – Alt det gode ligger;
Nu seer man aldrig mere
Og
Man burde pibe, tude Directionen;
Men hvad kan jeg som ene Dame gjøre!
Sligt er
Studenter kun, ei andet end Studenter,
Der smigre vil for Professorerne,
Den Oehlenschläger, denne hersens Schackspeare,
Og Gud maa vide hvad De alle hedde.
Hvad siger De om
O ja! det er noget man kan lee af,
Der er Satire; men det trætter dog.
Desuden veed jeg af de trykte Blade,
At det fordærve kan den gode Smag. –
Jeg holder meer af Kotzebue og Clauren,
Men man tør aldrig følge Hjertets Stemme.
Ak tænk Dem mig, der alt i denne Vinter,
Har faaet to af Holbergs platte Stykker.
Jeg vil nok troe, den Tid de først blev skrevne,
Da kunde de jo være ganske gode;
Men nu kan knap min
Ja har man Lyst engang at see lidt godt;
Saa maa der reises til Provindserne.
I Kallundborg gav nys en lille Trup
Samt
Ja slige Folk maa give gode Stykker,
Hvis ikke bliver deres Kasse tom.
Men vi herinde, som har abonneret,
Vi ligge nu i Directionens Lomme
Og maa da døie hvad de unde os.
Men nok af denne Uglesang. – Jeg saae mig omkring og opdagede nu i et Hjørne en stor Forsamling af gamle og unge Gjæs; men de gode Damer snaddrede saadan i Munden paa hinanden, at det var umueligt at fatte Traaden, dog troer jeg de talte om Poesie. – En ung Hest, der var bestemt til Krigstjenesten, havde leiret sig hos dette interessante Selskab, og kastede brændende Blikke om imellem de unge Gjæslinger; en lille en, med et guult Hoved, der til Nød kunde kaldes rødmosset, syntes at have vundet den unge Helts Hjerte. Han gav sig meget af med det Skjønne; vilde være et Slags
Beskeden slog hun Øinene ned, og en fiin Rødme foer over de blege Kinder; men hendes Fru Moder, en gammel Gaas, nødte det undseelige Barn, der nu declamerede
Den unge Hest udbrød i enthusiastisk Vrinsken, sprang frem paa Bagbenene og improviserede med dyb Betydning til den unge Gjæsling et Digt:
Roserne og Stjernerne
Jeg veed to Stjerner saa klare, saa blaae,
Deres Lige jeg aldrig paa Himmelen saae.
Jeg veed to Roser, saa smukke for sandt,
Deres Lige jeg aldrig i Haverne fandt.
Nys faldt fra hine Stierner en Dug saa heed,
De klare Taarer trillede paa Roserne ned,
Da lued’ doppelt herligt de Rosers Skjær,
De Stjerner og de Roser de bleve mig saa kjær.
Ak! kan jeg dem ei eie; ak kan jeg dem ei faae,
Hvad er da alle Stjerner paa Himmelens Blaae,
Paa Jorden er ei Blomster, som hine Roser to,
De Stjerner og de Roser, de røvet har min Ro.
Han taug og stirrede med Selvtilfredshed omkring sig, for at modtage sin Hyldest; alle Gjæssene, selv de gamle, sloge undseelig Øinene ned; dog snart grebe de igjen Traaden fat, bedømte Alt med deres smaae Hjerner, bagtalede og vaasede saa godt som i noget Theeselskab. Det var ret lystelig at see, hvorledes det qvindelige Personale
Gid jeg nu havde
»Men jeg har jo St. Peders Briller,« faldt mig ind; hvem veed, om ikke de kan have samme herlige Kræfter. Jeg satte hurtigen Brillerne paa, stirrede paa Damerne, Hanekyllingerne, ja selv paa det skrydende Æsel, men det var umueligt at opdage mindste Spor af Tanke. Feilen maa ligge i Brillerne, tænkte jeg, thi det er jo umueligt, at et saa stort Selskab ikke skulde tænke det mindste. Jeg grundede, slog Øinene ned imod Jorden ...... men da lærte jeg snart, at mine Briller vare endogsaa bedre end von Tütz’s microskopiske Glas. Jeg saae langt tydeligere, end
Hvilken Opdagelse! nu glemte jeg alle Jordens Gjæs, det hele Selskab omkring mig; jeg gik ud af Stalden, for paa det store flade Amager at kunne spadsere over en større Strækning af Helvede under mig. Rundtom laae Marker og Skove, Floder og Indsøer. Dybt under mig kneisede den store Hovedstad med sit glimrende Slot, og rundt om stode Kirker, i hvilke berømte
Til Venstre laae en mørk Skov, fuld af frygtelige Spøgelser og Plageaander; det var Samvittigheden. Her stode Ruiner af mange berømte Fyrsters Sommerslotte, og om den hele Skov strakte sig en forpestende Mose, der paa det smagfuldeste var
Der kunde skrives hele
Alle Træerne i Slotshaven stode i fulde Blomster; det var nydelige sødtduftende Complimenter. Smigrerne stode i
Hovedtrappen vrimlede af Klienter, der havde gjort nok paa denne Jord til at fortjene frie Entrée i Helvede. Jeg
Ved Siden hang hans Oldermoder, malet som
Der var ogsaa mange, interessante historiske Stykker.
Ved Enden af Galleriet var der en stor Sal, indrettet til Skole. – De arme Skribenter, som her paa Jorden havde skrevet Lovtaler over Folk som ikke fortjente det, sadde som Disciple, spændte paa smaae Pinebænke og maatte construere og analysere deres egne Værker, og hvergang De kom til en Usandhed, dandsede den gloende
Allerede var jeg kommen et godt Stykke henimod Stranden, da det med Eet begyndte under begge mine Been: »knisk, knask, knisk, knask.« Nu gaaer da Glasskorpen, tænkte jeg, gav mig Gud i Vold og vilde dumpe; men jeg stod stille og hørte en ganske ynkelig Stemme sige: »ogsaa dit eget Jeg kan Du letsindig søndertræde?«
Jeg saae ned til mine Fødder og bemærkede da at jeg stod midt i nogle gamle Potte-Skaar, som jeg endnu mere havde søndertraadt.
»Du stirrer paa mig« begyndte det igjen »begriber ikke dit eget Jeg. Ja det er den ulykkelige Mangel paa et rigtigt Blik ind i de Gamle. Du har ingen Logik; har ikke studeret Philosophernes Værker. Kjender ikke Platos
Nei det var rigtignok lidt mere end jeg havde drømt om, at et Potte-Skaar kunde holde saadan en Tale.
»Kjender Du mig da ikke?« begyndte det igjen, »for tolv Aar siden vilde Du have ømmet Dig, dersom nogen havde traadt saaledes paa mig, som Du nu træder. Kjender Du da ikke dit eget Jeg?«
»Mit eget Jeg!« udbrød jeg ganske forskrækket, og saae ned paa den søndertraadte Potte.
»Veed Du da ikke« begyndte den »at det menneskelige Legeme uddunster saaledes sine Dele, at om syv Aar er dit Legeme et ganske andet end nu. Disse Uddunstninger danne sig igjen til andre Legemer, der spille en ny Rolle i denne evig foranderlige Verden. Føler Du Intet? Ingen Sympathie? – Jeg var dog engang dit lykkelige lille Barndoms-Jeg, hvis Lykke Du saa tidt har besjungen i rørende
»Umueligt! umueligt!« skreg jeg. »Nei Sandhed,« svarede den »en permanent Sandhed. Der kan vel siges en Deel om
Det begyndte at løbe mig rundt i Hovedet; og jeg troer det vilde have gaaet enhver anden ligesaadan, naar han hørte slig en Tale af et Potte-Skaar. Min Beslutning var fattet, i fire raske Spring var jeg denne min Doppelt-Gjænger af Syne, ihvor ynkelig han end skreg efter mig.
Kun tyve Skridt til og jeg vilde være ved Maalet for min Reise. Store Iisstykker vare kastede op af Havet og lyste underlig i Natten; Bølgerne nynnede deres gamle Sang, den de alt sang for Aarhundreder siden og legede med den brune Tang, der maaskee sidste Aar stod grøn og blomstrende i Havmandens
Verden er et
Maanen staaer som Kikkehul, naar først Sol er dalet.
Aander løbe til og fra, kikke gjennem Hullet,
Hele Jorden see de da i Facon af Nullet.
Engang blev jeg meget syg, blev magnetiseret,
Ud af Krop og Futteral Sjælen desertered’,
Kom hiin Side Himlens Blaa, fandt strax Maanens Skive,
Kikked ned, ak hvad jeg saae, kan jeg ei beskrive.
Jorden dreiede sig selv, viste alle Kanter,
Var det skrevet hvad jeg saae, blev det Folianter.
Ak hvor Folk var bitte smaae, selv de raske Fyre:
Skjøndt de reiste sig paa Taa var de som en Myre.
Hist jeg saae en rigtig Krig mellem tvende Stater
Mennesker man leged med, som med Tinsoldater.
»Et glædeligt Nytaar!« afbrød jeg, thi Manden begyndte at interessere mig. Han saae paa mig, ønskede mig det samme, men til min store Forundring førte han hele sin Tale i de samme rimede Vers, hvori jeg først havde hørt ham synge sit
Hvem kunde det være? Ham maatte jeg lære at kjende noget nøiere. Jeg sagde ham mit Navn, vilde fortælle ham om min Fodvandring, men til min største Overraskelse vidste han Alt paa det nøieste. Paa hans Spørgsmaal, hvad jeg nu videre vilde tage mig for da jo Reisen var endt, om jeg vilde vende tilbage eller gjøre et Saltomortale ud i Østersøen, tilstod jeg ham ærlig, at jeg havde største Lyst til at faae et Søe-Eventyr ind i min Reise. Da smilte han ganske forunderlig, og spurgte – at sige altsammen paa Vers – om jeg ikke ligesaa gjerne gad have et Eventyr fra Havets Bund; Skjøndt jeg rigtig nok ikke vilde træffe Meget der, som ikke var mig bekjendt her paa Landjorden. Jeg yttrede ham min levende Interesse for at faae Nyheder fra det andet Element; han smilede, bød mig sidde ned, i det han snakkede om at Posten kom vistnok ikke de første ti Minutter; jeg begreb ikke et Ord; Manden blev mig mere og mere uforklarlig; endelig begyndte han da sit Eventyr, som rigtignok forekom mig noget af det forunderligste af Alt hvad der endnu var mødt mig paa min Amager-Reise. Hvad Resultatet blev, fik jeg siden at vide.
Tolvte Capitel
(Dykker-Klokkenluftfyldt, nedadtil åben beholder (med lufttilførsel), hvori dykkere kan opholde sig; anvendt allerede i 1600-tallet. .)
Det var i Aaret – – ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon – – nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog mueligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
– Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gled da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, –
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed’ saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. –
Det var, som Stormens Orgel slog – jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
– Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fierne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor
– Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: »klip! klip! klip!« rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg da i Klokken net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted mig; Du kan kun døe, see det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak
Den første halve Time jeg
Dybt under mig var Bierg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. –
Hist laae en Skov, halv rød, halv hvid, af deilige Coraller,
Som Frugter hang paa Grenene
Smaa-Piger gik paa Gaderne med Shawler superfine,
Da randt i Tankerne mig strax
Hist stod en Mængde lærde Folk, som saae paa mig med Kikkert,
Et Luft-Syn eller en Comet jeg forekom dem sikkert;
Og nu med eet de springe op i Veiret mod min Klokke,
Dog rundt omkring mig saae jeg kun en Mængde Fisk sig flokke.
Man sprang, man kom, men Fisk det var, Makreler, Torsk og Flynder;
Tilsidst jeg Tingene begreb, som her jeg nu forkynder.
Naar Fisken rører Havsens Bund, den gaaer som vi
Men stiger den syv Favne op, den bli’er en Fisk
Da Sligt jeg saae, blev jeg saa sær, jeg hørte Hjertet banke,
Og i mit Hoved kom, maaskee, den lidt bizarre Tanke,
Om
Naar han i Himlen trækkes op, som Flynder debuterer.
Thi naar vi see paa Tingen ret, vi ere Fisk i Grunden,
Den hele Luft er som et Hav, og Jorden er jo Bunden.
Med eet min Klokke ned ad foer, den blev for tung for Vandet.
Og som
Dernede holdte Vandet op, det hvilede paa Buer,
Vand-Piller bar det hele Hav – (Det Syn endnu jeg skuer).
Den Vægter trak mig ved mit Been, saa jeg gled ud af Klokken,
I Taarnet løb nu Alle op, og jeg stod midt for Flokken.
Man følte paa mig, undred sig, men snarlig man opdager,
Jeg var et ægte Menneske; slemt stod nu mine Sager. –
De raadslog’, ak! tilsidst paa Fransk udbrød et mandligt Væsen,
(Tilgiv at jeg for Rimets Skyld ham maa berøve Næsen):
»Du er den første, som til os vi levende saae vandre,
Nu kan Du see at Torsk og Sild er meer end Du og andre.
Frygt ei at vi vil æde Dig, nei Ingen her det lyster;
Først naar vi gaae fra Dybet op og søge Landets Kyster,
Os smitter eders glubske Sind, vi æde da vor Næste,
Som fordum eders Adelsmænd og de catholske Præste.
Døe maae og skal Du, det er vist, selv om Du Guld kan græde,
Thi ret paa canibalsk Maneer hist oppe I os æde.
Ha! Hævn er sød. – Vi har en Flod som bruser frem med Torden,
Den kaldes
Der skal nu ned hver Draabe der har Himmelen forbandet,
Tidt har den næsten druknet os, som dog er vant til Vandet!« –
Han taug, – og nu lød der et Brøl, saadan à la
En Hvirvel fuld af dyb Effekt, som Skadens af
Soldaterne fra Vagten kom, her stod jeg som en Synder,
Min Dommer sagde mig Farvel og gik – (det var en Flynder). –
– Nu blev jeg ud af Byen ført, fulgt af en talrig Skare;
Een peeb, een skreg, de Gamle græd og bad: »Gud os bevare!«
Snart var jeg ved det store Maal, man bandt mig Been og Hænder,
Jeg blev saa kold, en
Men det var kun et Øieblik, snart kom min Ro tilbage,
En herlig Hvile ventede paa mange tunge Dage.
Vort Liv er kun en Morgendrøm, hvori vi tidt maae græde;
Er Natten endt, vi vaagne skal til Livets bedre Glæde.
Paa Jorden savner ingen mig, jeg stod jo der saa ene,
Bruus derfor, Elv, din vilde Strøm hen over mine Bene.
Jeg saae hvor Floden rullede fra Klippens dybe Hule;
Med broget Skjær de Bølger steeg, de hvide var og gule.
Dog længe stod jeg ei paa Land, barsk tog man mig i Frakken,
Og hovedkulds i Floden ned jeg styrtede fra Bakken.
Igjennem Vandet vidste jeg bestemt jeg maatte fare,
Dog følte jeg til intet Vand – (at sige af det klare).
Paa Bunden laae jeg taus en Stund, slukt var ei Livets
Jeg laae i deiligt blødt Papir og lugted Trykker-Sværte.
Ved alle Recensenter! ja ved alle hæse Krager!
Den hele Flod, det saae jeg nu, bestod af trykte Sager.
Leiligheds-Vers i alle Sprog, Tragoedier, Romaner,
Lovtaler, Krøniker med meer; kort, lidt for alle Ganer. –
Paa Flodens Bund jeg mærkede til nogle skarpe Kanter,
Og fandt da at her brolagt var med lærde Folianter.
Boghandlere – at sige Skrog – som Fiske flød i Vandet,
Og søsyg blev jeg, som jeg ret bekikked eet og andet. –
En Time gik – man trak mig op; jeg kan det ei beskrive,
Hvor alle nu som Stene stod fordi jeg var i Live.
»Et Underværk! en hellig Mand!« saa raabte alle Munde,
Man faldt paa Knæ, jeg bukkede, saa godt jeg Stakkel kunde.
Thi Fod og Haand jo bundne var, men snart min Lænke springer,
Og som en Helt i høi Triumph man mig til Byen bringer.
Man snakkede nu ud og ind, som jo Enhver kan vide,
Tilsidst to Dommere kom frem, saa livlige, saa blide.
»En mægtig Haand beskjærmer Dig,« saa talede de begge,
»
Men nu vi see det tydeligt, hver Mand vil om det rime,
At i det ægte Vand Du var lyslevende en Time!
Bliv her hos os, ifald Du vil, hvis ei, vi paa vor Snekke,
Naar Du det ønsker, bringe Dig til Dine Brødres Række!«
Glad blev jeg, som en Candidat der venter
Men faaer et Præ
Jeg loved ham at blive der som Gjæst i nogle Dage,
Men siden vilde rigtignok jeg allerhelst tilbage. –
Man viiste mig den hele Stad, dens Kirker og dens Slotte,
Musæet havde mange Ting, som kunde Øiet gotte.
Langs Væggen stod opstillet smukt, i militairisk Orden,
Hver druknet Pige eller Mand, som fordum gik paa Jorden.
Her
De vare stopped ud med Tang, og holdtes meget dyre.
Theatret vel var uden Tag, dog sad man luunt derinde,
Træk, Regn og Slud allene kom ved visse Norden-Vinde.
Til Efterspil:
Jeg i Parkettet Damer saae fra alle Nabo-Byer,
Som bar paa Hovedet, for Regn, uhyre Paraplyer.
Smaa-Herrer
Men gjennem Klæderne jeg saae, de vare Torske-Unger.
Til Aften-Thee
Her saae jeg Byens Skjønne ret og kunde meget lære;
Een talte kun om Pynt og Stads, selv var hun meget broget,
To Andre førte lærd
Een brugte mange franske Ord, og trak dertil paa Næsen,
Undskyldes kan det, thi hun var nys sluppet fra
Een med sin Tunges
En Anden maalte Mandens Værd, som Klædet var i Frakken;
– Sølv-Lamper hang paa hver en Green i Havens Buegange,
For Fugle hang Snuus-Daaser der, og spilled smukke Sange. –
Jeg gjennem Havet Maanen saae, ei bleeg, nei grøn som Sivet,
Da kom en Mø, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet.
Hun havde ret studeert
Rundt om os blev det mere lyst ved Øinenes Raketter.
»Gaae ei tilbage,« sagde hun, »bliv her, tøm Elskovs Bæger,
Hist ændses ei
Hør hvad jeg spaaer: gaaer Du derop og vover Vers at lave,
Da venter dig kun Skjænd og Stød, tilsidst en sulten Mave;
En Plage-Aand vil følge dig og nøde til at skrive,
Men troe Du mig, din Digter-Krands vil kun af Tidsler blive.
Vær min! siig, Du er
Hvad eller skriv Fortællinger af Clauren
Jeg
Nei, tænkte jeg, nu maa Du op, hun skræmmede din Glæde;
Vel har jeg ingen
Dog Himlen staaer med Stjerner smaae, som før i bedre Dage.
Lad Verden smile fornemt kun ad Barnets gyldne Drømme,
Før
Men planter jeg kun Tidsler hist, Gud veed, det gjør saa Mange,
Bør ogsaa Tidsler krandse mig for mine slette Sange.
Farvel Du Hav! – Hist for en Stund dog glattes Sorgens Rune
Ved Nannas barnlig fromme Sind, ved Jettes Vid og Lune.
Tilbage-Reisen blev bestemt ved
Skjult laae det dog i Skjæbnens Bog, hvad end mig kunde møde.
Det hele ædle Publikom sig spændte for min Klokke,
Madamer, Fruer, Frøkener, ja hele Jomfrue-Flokke,
Og Cavalerer, ja min Tro! en deilig broget Vrimmel.
Igjennem een af Pillerne man steeg til Havets Himmel.
Aborren var min
I Nyt han var fra Top til Taa, kun slidt var Hatte-Skyggen.
Syv Favne var tilbagelagt, thi hurtigt frem vi fore,
(Tillad jeg bruger her en Stump af Bürgers Leonora):
Al Fiske-Pynten, »Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder.«
Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler
Nu skyde Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjæler.
Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,
Dog beed en Aal mig i mit Been – (det var vist Elskerinden).
Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.
(Jeg haaber, ingen spiser Fisk, som dette
Trettende Capitel
(Dødens store Extra-Post kjører over Amager. – Læseren gjør Bekjendtskab med enkelte af Passagererne. – Vandmanden. – Ende paa Reisen).
Saasnart den poetiske Herre havde endt sit Eventyr, gjorde han en comisk Bøining for mig, jeg takkede for den Fornøielse, han havde forundt mig: bad tillige at han dog vilde sige mig sit Navn og sin Forretning, forat jeg kunde vide om han var et virkeligt Menneske, eller blot en poetisk Reflexion. Han vilde begynde at tale, da klang der et Posthorn i Nærheden; med et Glædes Udbrud sprang han op og mere fløi end løb henimod det forunderlige Kjøretøi der nærmede sig. – Sex
»Om Forladelse!« afbrød jeg ham ganske forskrækket og sprang et Par Skridt tilbage, »jeg skal ikke endnu have den Fornøielse at kjøre med.«
»Naa! naa! bliv kun ikke bange« sagde han, og forsøgte paa at sætte et mildt Ansigt op, men det klædte ham slet ikke; »nu mærker jeg først hvem De er. Stakkels Knøs,« vedblev han efter en lille Pause, »det gjør mig ondt for Dem; troe, jeg seer længere med mine tomme Øienhuler, end De med begge Deres levende Øine; kom kun herop i Vognen, det skal ikke fortryde Dem.«
»Ak nei – – min Reise er ikke færdig,« svarede jeg, og gjorte atter et dybt Buk for Døden.
»Stakkels Menneskebarn,« svarede han, »hvad Glæde venter Du Dig, den korte Tid Du endnu seiler paa Strømmen. Uhrets hurtige »dik, dik,« det er ogsaa Livets; det er Tidens store Mølle, der ved ethvert »knik, knik«, knuser et Menneske-Hjerte. Nu eller siden, hvad gjør det,
Novæ pergunt interire Lunæ
Alt er det samme; jeg vil kun gjøre din Plage kortere. See endnu engang med dine Himmel-Briller ud over Jorden, maaskee kan Du endnu faae andre Tanker.«
Uvilkaarligt stirrede jeg fremad gjennem St. Peders Briller. Det var forunderligt, hvor min Synskreds udvidede sig. Jeg saae ud over, næsten en halv Verden og det forekom mig, som stirrede jeg kun ind i
»Nu Barn!« begyndte Døden igjen, »har Du betænkt Dig? Kast nu et lille Øie ind i Vognen. Du faaer broget Reiseselskab; see Dig kun omkring, men vær hurtig, naar Hanen galer gaaer det fort i susende Galop.«
»Kjør bare ikke, medens jeg staaer paa Vognen,« bad jeg, der kunde jo let spilles mig et slemt Puds. Det var dog noget voveligt at klattre op, men hvad gjør ikke som før er sagt, en Forfatter for sin Læser. Jeg vovede et Forsøg, besteg Vognen og traadte ind i en heel lille Verden.
Lystige Børneklynger, Ynglinger og Piger, Oldinger og gamle Matroner, hentede fra alle Riger og Lande omgav mig. Hver talede, som sagt, i sit Versemaal; Heltene havde valgt
(Hver Bolle er en Knøs med Sværd ved Belte).
Et Sørgespil halv stegt, og halv i Blod,
Fortællinger af
Et Stykke Flesk af
Og som Desert, det sidste Suk af
Lidt Blomster Nyn, Nordlys og Sphære-Klang;
Æg
Vand faaer man frit, det bedste som man haver
I
Fransk Suppe kogt paa en
Lidt Pærevælling af en ny Roman.
Den hjerte
En Koldskaal, god mod Elskovs Salamander.
Boeuf af en Recensent med pebret Kraft,
Lidt
Et Hexameter gjort i
Tre
Et
Naiviteten stegt som Mortensgaas.
Agnete og Undine, Fiskemad.
Et Sørgespil, kogt paa en Helterad.
To Sølvervinger friske, himmelsøde,
Kogt hen i Roser og i Morgenrøde.
En qvindlig Recensent, udstoppet som en And.
En Røver syltet for en Dame Tand.
En Kage sød, der smelte vil i Munden,
Af Lafontaine lavet og opfunden.
Et Smertes Piil med Sødt – Vers af Petrarc
Tre Flasker Aand af Schillers Jeanne d’Arc.
Spisesedlen blev mig lidt for lang, jeg vendte mig derfor til den anden Side, her sad en gammel Lærd og betragtede en Loppe i Microskop, saasnart han blev mig vaer begyndte han strax en meget ziirlig latinsk Tale i
»Betragte vi disse smaae uskyldige Skabninger,« begyndte han, »kunne vi ikke andet end misunde og tillige
Jeg saae paa Manden og hans hele Omgivning, og mærkede da nok, som alt Tommeliden fra Sirius sagde mig, at man ikke ved Døden strax gjør noget Saltomortale i aandelig Fuldkommenhed. De menneskelige Naragtigheder, Feil og Ufuldkommenheder ville endnu en Tid hænge ved det aandelige Jeg, naar det alt svæver over de første Egne hiin Side Graven.
En rank qvindelig Skikkelse, i hvis Ansigt lyste den inderligste Ømhed og Kjærlighed, tiltrak sig min Opmærksomhed; det var en Moder, som denne Nat var død af en epidemisk Sygdom, kun nogle faae Skridt fra hende sad hendes kjære lille Dreng, der nogle Timer senere var fulgt efter. Længselsfuld strakte hun Armene efter ham; endnu tonede Barnets fromme Trøst ved hendes Dødsleie, da han med Livsflamme i Hjerte og Øie trykkede Moderens Haand i den fattige Hytte.
Græd ei Moder, ellers døer du jo,
Lægges ned i Jorden, som min Fader,
Gaae dog ikke fra mig begge to;
Jeg døer med naar du mig reent forlader.
Hele Verden er jo dog saa smuk,
Og her er saa mange, mange Glæder.
Hvis vor Herre hører dine Suk,
Kan han blive vred fordi du græder.
See paa Ruden fryser Blomster smaae!
Træer og Soldater kan jeg kjende.
Vil du bare her ved Ovnen staae,
Skal du see, hvor deiligt det kan brænde.
Ildpaladser staae i Tørvens Glød,
Ridderborge, Skyer, smukke Sole.
Moder, kom og sæt dig paa mit Skjød,
Skal du see de
Jeg vil tage Bedstefaders Stok;
Hyp min Hest! – O den er slem at
Smeld, min Pidsk. See saa! nu gaaer den nok.
Jeg vil ride over Bjerg og Have;
Kommer snart igjen med Sølv og Guld!
Moder, tænk dig vores store Lykke.
Hvor en Fattig skal faae Posen fuld,
Og Mads Lund vil dandse paa sin Krykke.
Men du græder, – jeg vil blive her!
See dog ud, hvor Stjernerne sig tænde.
Evig Juul der vist i Himlen er,
Derfor skal de mange Lys nu brænde.
O de søde Englebørn dog hist!
– Thi hos dem er der jo ingen slemme? –
Smukke Julegaver faae de vist,
Troer du, at vor Herre os vil glemme?
Saaledes trøstede den Lille, til ogsaa
Lykkelige Barneverden med dine glade Drømme; da Himlen hvælver sig over os, som det store, evige Juletræ med alle sine glimrende Lys, dem den gode Gud tændte for Fattige og Rige i sin store Børneflok. Men vi blive ældre, vi blive fornuftigere, da er det ikke Himlens glimrende Julelys; nei, uhyre Kloder med – sandsynligviis – Smerte og Taare, Elendighed og Daarskab som paa denne Jordklode.
Nærved mig sad der et hæsligt guulbruunt Spøgelse, det var en gammel Gnier som Døden for en Times Tid siden havde slæbt bort fra Pengekisten; ogsaa han stirrede op mod den deilige Himmel og strakte de lange Knokkelfingre i Veiret efter de mange Sølv- og Guld-Skillinger Stjernerne syntes ham. Hu! hvor mindede de ham ikke om hans kjære
»
»Jeg skal nok placere dig,« svarede Døden og tog le noble i Nakken, satte ham bag paa Vognen mellem de to qvindelige Spøgelser, som han overdrog den Forretning at holde ham i Ave, dersom han
»Nu! har De ikke snart betænkt Dem?« spurgte Døden mig, »hvad tøver De efter? troe mig, der voxer hverken Guld eller grønne Skove for Dem i denne Verden. De har et stort Godmodigheds Organ og det er en Skive, hvorpaa Verden afskyder sine Pile, uden at bryde sig om at de mueligt saare Hjertet. Tidt vil De blive miskjendt; man vil – dersom De gaaer frem paa Forfatter-Veien – lægge en Betydning i Deres Ord, De aldrig drømte om. Snart vil De dog, som en sygelig Skrantning længes efter den store Extra-Post for at rulle bort fra en Verden, hvor man kunde leve saa herlig, men hvor den ene piner og plager den anden. Følg mig! Deres bedste Drømme vil dog gaae i Skuddermudder, det er et Babeltaarn, der styrter og knuser dit eget Hjerte.« Jeg blev ganske melancholisk stemt.
»Nu hvorlænge vil De betænke Dem?« spurgte Døden; »meget længe har jeg ikke Lyst at vente.«
Jeg grundede, det var jo ogsaa et meget vigtigt Skridt; da goel Hanen i det samme, og hui, hei! brusede Døden bort med alle sine Passagerer.
Tiden maa nu lære mig, om det var til mit Held eller min Plage jeg betænkte mig saalænge.
Jeg stod tæt ved Strandbredden; nu var jo min Amager-Reise forbi og aldrig havde jeg følt en mere levende Lyst til at reise. Da opdagede jeg en Baad i Nærheden. »Hvad om jeg satte mig i den,« tænkte jeg, »og gjorde en Reise over til Saltholm, det kunde jo være ganske interessant at ende med et Søe-Eventyr.« Med samme Følelser som
Nytaarsønsker til mig selv for hele Livet
O gid – (ja jeg ta’er Munden fuld,
Man faaer jo lige meget) –
Jeg snart maa faae tolv Tønder Guld,
Men Guld, som er mit eget.
En deilig Brud, ja hille den!
Det er det bedste Stykke!
Thi ak! døe hen som Pebersvend,
Nei fy for en Ulykke!
Ni ægte Venner! – nei kun tre,
Ni kan der aldrig være!
En Fremtid uden
En Digterkrands med Ære.
En god Forstaaelse med Gud
Og alle Recensenter;
Samt naar tilsidst mit Lys gaaer ud,
Man mig til Himlen henter.
Rask sprang jeg nu i Baaden; saae i Aanden allerede Undiner og andre Madammer, stødte fra Land, men i samme Øieblik fik baade jeg og Baaden saadant et Puf, at jeg nær havde vendt Benene i Veiret. Forskrækket saae jeg omkring mig; da stod der en gyselig
»De har,« udbrød Manden, »kaldet Deres Bog: Fodreise til Østpynten af Amager, og nu vover De at gaae længer!«
Det foer mig iiskoldt ned af Ryggen, thi nu mærkede jeg at Vandmanden var ingen anden end en Recensent.
»Deres hele Reise,« vedblev Manden, »er et Chaos af forvirrede Ideer, opkogte Reminiscenser og i det høieste et mislykket Eventyr; var det endda en mislykket Roman, men et Eventyr er en
»Og mig forekommer det dog,« svarede jeg, i det jeg trak mit Modsorgan ved Haaret for at faae det større, »at det menneskelige Liv, Aanden som lever og virker i os er det saare meget beslægtet; kunde vor Sjæl med alle sine Følelser og Ideer levende afpræge sig paa Papiret, da vilde man faae det underligste Eventyr, der endnu var læst. Fryd og Smerte, Fornuft og Vildfarelse danne de store Capitler og gjennem det hele gaaer der, som i Eventyret, en uudgrundelig Traad. Her sniger just den værste
»O snik snak!« sagde Manden. »Her vil jeg nu ikke recensere Dem, men med det første vil De paa Tryk høre fra mig, naar De seer en uforskammet Recension, saa kan De vide den er fra mig.«
»O Gud hjælpe mig! det er bestemt min lærde Amagerkone der har forklædt sig,« sukkede jeg. »Men Kjære viis dog Skaansel mod en ung begyndende Forfatter! Siig mig Feilene! giv mig Grunde ...;«
»Grunde!« svarede han, »naar har De hørt at Folk af min Race give Grunde? Gaae i Land, snart skal de høre fra mig.«
I samme Øieblik slog han mig med sin Stok lige over Næsen saa St. Peders Briller fløi over Bord og forsvandt i Bølgerne og med dem var ogsaa Vandmanden borte; men jeg stod flau og ene ved den nøgne Strandbred, og følte mig intet mindre end skikket til at skrive et smukt Slutnings Capitel.
Hvad er nu her at gjøre? – jeg veed kun een Udvei; – Vandmanden lovede mig en Recension, maaskee Læseren vil kjøbe denne naar den kommer ud, og lade den gaae som Slutnings Capitel; skulde Manden betænke sig, og ingen andre finde det Umagen værd at sige godt eller ondt om min Bog, saa skylder jeg dem et Slutnings Capitel, som jeg selv vil gjøre mig en Fornøielse af mundlig at kunne meddele naar man vil glæde mig med et Besøg; jeg er hjemme fra 8 til 9, men for Damer er jeg hjemme paa alle Tider. Lev vel!
(Ulykkeligviis seer jeg først nu at min Bog er bleven 13 Capitler; da det er for seent at gjøre Forandringer, vil jeg, for at ikke et af Capitlerne skal dø ɔ: blive sprungen over, tilføie endnu et fjortende Capitel, som rigtignok ikke indeholder noget, men det er Læserne vant til fra mange andre Bøger: – jeg vil heri allene sætte Interpunctions-Tegnene, saa kan enhver efter eget Behag udfylde det saa herligt han vil).
Fjortende Capitel
(Indeholder ingen Ting).
– – – –!!! – – – – –? – –, – – – –, – – –, – – –; – – –. – –! – – – –? – –, – –, – –, –, – – –, –, –, – –! – –: »– – –,« – – –. – – –; – – –! – – – –!!!!!!!
Nyeste Grundtegning af KIÖBENHAVN. 1829]
Ved [...] henvisninger til københavnske lokaliteter henvises [...] med koordinater i krøllet parentes {xx} til kortet Nyeste Grundtegning af KIÖBENHAVN. 1829 (se side 586-587).
Wassington Irvings: En Reisendes Eventyr.
»Vægteren og hans Datter.«
See Nye Hygæa af Dr. Otto.
Die Abentheuer der Sylvesternacht, in Hoffmanns Phantasiestücken.
Den gode Mand betegnede sit Navn i den flyvende Post ved: h – –
Horatz.
- 1
Wassington Irvings: En Reisendes Eventyr.
↩
- 2
»Vægteren og hans Datter.«
↩
- 3
See Nye Hygæa af Dr. Otto.
↩
- 4
Die Abentheuer der Sylvesternacht, in Hoffmanns Phantasiestücken.
↩
- 5
Den gode Mand betegnede sit Navn i den flyvende Post ved: h – –
↩
- 6
Horatz.
↩
Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829
Udkom første gang den 2. januar 1829. Forud for bogudgivelsen var en række uddrag blevet bragt i tidsskrifter: Bogudgavens kapitel 12 blev i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 98, 7. december 1827, trykt med titlen »Dykker-Klokken. Et Eventyr paa Havets Bund« (BFN 16). Bogudgavens kapitel 1, 2 og dele af kapitel 3 (fra 178,29 til 179,29) bragtes under titlen »Pröver af et Skrift, betitlet: »Fodreise fra Holmens Canal til Øst-Pynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgiven af H. C. Andersen«. I« (BFN 21) i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 90, 14. november 1828; den resterende del af bogudgavens kapitel 3 (fra 179,29) blev sammen med en del af kapitel 7 (til 201,12) bragt under titlen »Pröver af et Skrift, betitlet: »Fodreise fra Holmens Canal til Øst-Pynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgiven af H. C. Andersen«. II« (BFN 21) i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 91, 14. november 1828; fortsættelsen af syvende kapitel (fra 201,13 til 203,21) bragtes under titlen »Pröver af et Skrift, betitlet: »Fodreise fra Holmens Canal til Øst-Pynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgiven af H. C. Andersen«. III« (BFN 21) i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 92, 17. november 1828; slutningen af bogudgavens kapitel 7 (fra 203,22) blev bragt under titlen »Pröver af et Skrift, betitlet: »Fodreise fra Holmens Canal til Øst-Pynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgiven af H. C. Andersen«. IV« (BFN 21) i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 93, 21. november 1828; kapitel 11 (fejlagtigt angivet som kapitel 10) til og med 237,37 bragtes under titlen »Pröver af et Skrift, betitlet: »Fodreise fra Holmens Canal til Øst-Pynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgiven af H. C. Andersen«. V« (BFN 21) i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 94, 24. november 1828, og anden del af bogudgavens kapitel 11 (238,1 til 240,19) bragtes under titlen »Pröver af et Skrift, betitlet: »Fodreise fra Holmens Canal til Øst-Pynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgiven af H. C. Andersen«. VI« (BFN 21) i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 95, 28. november 1828.
Kommentaren bygger på den tekstkritiske udgave af Fodreise ved Johan de Mylius, 1986, i serien Danske Klassikere (DSL/Borgen). BFN 22
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
| 166,2 | (Hvorledes < Hvorledes |
| 166,3 | Mythe). < Mythe. |
| 166,14 | Jorden!« < Jorden:« |
| 168,2 | (Fodreisen < Fodreisen |
| 168,3 | Muse). < Muse. |
| 168,9 | Trappen, < Trappen. |
| 169,40 | Irwing,« < Irwing, |
| 170,1 | »troer < troer |
| 170,10 | varer,« < varer, |
| 170,11 | »saaledes < saaledes |
| 170,20 | Chimaerea.« < Chimaerea,« |
| 170,33 | ikke!« < ikke! |
| 170,33 | »ved < ved |
| 171,1 | Ak!« < Ak! |
| 171,1 | »den < den |
| 171,20 | Naadige!« < Naadige! |
| 171,20 | »De < De |
| 171,29 | ja!« < ja! |
| 171,29 | »Skinnet < Skinnet |
| 173,30 | Hoffmanns < »Hoffmanns |
| 175,21 | Blod. < Blod, |
| 176,1 | Dreng!« udbrød < Dreng! »udbrød |
| 176,1 | hun, »tak < hun,« tak |
| 176,5 | »Ja < Ja |
| 176,9 | fortvivle!« < fortvivle! |
| 176,22 | Mons!« udbrød < Mons! »udbrød |
| 176,23 | hæftigere; »men < hæftigere;« men |
| 176,26 | Tante,« < Tante, |
| 176,26 | »hver < hver |
| 176,30 | Barnlille!« < Barnlille! |
| 176,30 | »Hvilke < Hvilke |
| 177,1 | »Ja < Ja |
| 177,1 | Stræben,« < Stræben, |
| 177,1 | »og < og |
| 177,9 | Unding!«« < Unding!« |
| 177,23 | »jeg < jeg |
| 177,25 | »eller < eller |
| 177,39 | »I < I |
| 178,3 | sympathetisk < sumpathetisk |
| 180,2 | traadte Jocko frem < traadte Jocko |
| 181,5 | Galleriets < Galleries |
| 181,27 | det lykkeligt < der lykkeligt |
| 185,18 | ein < in |
| 186,38 | »Tro mig,« < Tro mig, |
| 186,38 | »stedse < stedse |
| 187,33 | mit Øie var < mit var |
| 188,17 | Tilværelse.« < Tilværelse. |
| 188,18 | »Vi < Vi |
| 188,22 | os.« < os. |
| 188,23 | antage,« < antage, |
| 188,23 | jeg, »men < jeg,« men |
| 188,27 | mig.« < mig. |
| 188,33 | benægte.« < benægte. |
| 191,3 | Declamator. – < Declamator. |
| 191,4 | spøge). < spøge. |
| 192,12 | Gamle, »fremfor < Gamle,« fremfor |
| 192,24 | disse.« < disse. |
| 196,9 | Utaaleligst < utaaleligst |
| 196,33 | Brambilla < Barmbilla |
| 196,40 | kjær.« < kjær. |
| 199,4 | Port). < Port. |
| 199,25 | Lufttrykket < Luftrykket |
| 200,18 | Excellence,« < Excellence, |
| 200,19 | »behag < behag |
| 200,24 | ikke!« < ikke! |
| 200,24 | »ellers < ellers |
| 200,25 | Skylregn.« < Skylregn. |
| 200,28 | Hjemmet,« < Hjemmet, |
| 200,28 | »i < i |
| 200,30 | Aar. < Aar.« |
| 200,39 | Vaudeville: < Vaudeville; |
| 201,12 | længe.« < længe. |
| 202,23 | Søen. < Søen.« |
| 203,3 | Liv,« < Liv, |
| 203,4 | »at < at |
| 203,7 | troer!« < troer! |
| 203,8 | »Vi < Vi |
| 203,24 | Theater!« < Theater! |
| 203,24 | »her < her |
| 203,29 | De,« < De, |
| 203,30 | »kjender < kjender |
| 203,35 | Drømmene!« < Drømmene! |
| 203,35 | »nu < nu |
| 204,20 | Flitterstads der bliver < Flitterstads bliver |
| 204,22 | Departement,« < Departement, |
| 204,23 | »det < det |
| 204,30 | Aander?« < Aander? |
| 204,30 | »Der < Der |
| 204,31 | dem,« < dem, |
| 204,31 | »det < det |
| 205,15 | midt < mit |
| 205,17 | gyseligt,« < gyseligt, |
| 205,18 | »Ere < Ere |
| 205,20 | troer,« < troer, |
| 205,20 | »Naar < Naar |
| 205,26 | Italien < Italiens |
| 206,9 | »O!« < »O! |
| 206,9 | »fordi < fordi |
| 206,12 | meent,« < meent, |
| 206,12 | »De < De |
| 206,14 | da,« < da, |
| 206,14 | »tak < tak |
| 206,25 | Skjæbne,« < Skjæbne, |
| 206,26 | »ud < ud |
| 206,28 | Peder!!!« < Peder!!! |
| 206,28 | »Ak < Ak |
| 206,32 | dog!« < dog! |
| 206,33 | »behøver < behøver |
| 206,42 | nok!« < nok! |
| 206,42 | »men < men |
| 208,2 | Arcadien < Arcacadien |
| 209,2 | Kræfter. < Kræfter |
| 211,2 | Benene. »For < Benene.« For |
| 212,6 | Der < »Der |
| 212,6 | rører, < rører,« |
| 212,7 | »Fat < Fat |
| 212,12 | knuse.« < knuse. |
| 213,5 | Stævnemøder. < Stævnemøde. |
| 213,13 | Vergißmeinichter. < Vergißmeinichter.« |
| 213,19 | pucelle, < pucelle.« |
| 213,23 | Cadet-Regimenter < Cader-Regimenter |
| 213,38 | Axel og Valborg < Axel og Valborg |
| 214,33 | Molboerne og de 7 vise Mestere < Molboerne og de 7 vise Mestere |
| 215,10 | hen?« < hen? |
| 215,10 | Manden. < Manden.« |
| 217,2 | Tempel. < Tempel |
| 222,21 | ind i den < ind den i |
| 222,33 | Fuglenættet < Fug-Fuglenættet |
| 223,2 | sig. < sig |
| 223,6 | Romaner. < Romaner, |
| 224,10 | Marqvis!« < Marqvis! |
| 224,32 | dig.« < dig. |
| 225,6 | »og < og |
| 225,10 | Aar .....« < Aar ..... |
| 226,5 | endnu.« < endnu. |
| 226,26 | Og < »Og |
| 227,23 | Barn!« < Barn! |
| 227,23 | gamle, »nei < gamle,« nei |
| 227,28 | poetica: < poetica; |
| 227,30 | clatros, < clatros. |
| 228,33 | »De < De |
| 229,1 | Satan, < »Satan, |
| 229,10 | Ribe.« < Ribe. |
| 229,12 | Ribe ...« < Ribe ... |
| 229,35 | »i mange < i mange |
| 229,42 | Araberne.« < Araberne. |
| 230,9 | Vest ....« < Vest .... |
| 230,40 | vil?« < vil? |
| 231,2 | Pandt.« < Pandt. |
| 232,18 | Mile.« < Mile. |
| 233,5 | Helvede. < Helvede |
| 233,6 | Dobbeltgjængeren. < Dobbeltgjængeren |
| 234,10 | Rabener.« < Rabener. |
| 237,22 | heed < herd |
| 239,39 | fortræffeligt < fortæffeligt |
| 241,4 | igjen < jgjen |
| 241,5 | Sympathie? < Synpathie? |
| 241,8 | »Nei < Nei |
| 241,38 | Verden < »Verden |
| 243,12 | Øiet. < Øiet |
| 244,34 | strandet. < strandet |
| 246,3 | Munde, < Munde |
| 247,22 | Lune. < Lune |
| 247,24 | møde. < møde |
| 247,40 | læser.) – < læser. – |
| 248,2 | – Læseren < Læseren |
| 248,4 | Reisen). < Reisen. |
| 249,6 | med.« < med« |
| 249,15 | »Stakkels Menneskebarn,« < Stakkels Menneskebarn, |
| 249,15 | »hvad < hvad |
| 250,6 | Galop.« < Galop. |
| 250,7 | Vognen,« bad < Vognen, »bad |
| 251,10 | qvindlig < qvindlige |
| 251,24 | Kjøn. Men < Kjøn Men |
| 251,25 | tidt < tid |
| 253,33 | »par < par |
| 253,36 | pied.« < pied. |
| 253,37 | »Jeg < Jeg |
| 254,1 | »Nu! < »Nu!« |
| 254,14 | Dem?« < Dem? |
| 255,32 | større, »at < større,« at |
| 256,2 | Uendelige.« < Uendelige. |
| 256,8 | sig,« sukkede < sig, »sukkede |
Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket
| 166 | overskriften var forsynet med flg. note: Dette humoristiske Skrift af en ung Digter, der allerede ved adskillige lyriske Smaastykker har vidst at gjøre sig værdig til Publicums Deeltagelse, vil udkomme i Slutningen af næste Maaned. Subskriptionsplaner vil om faa Dage blive udstædte. | 1: Förste < Første | 10: No. 2 < Nr. 2 | 27: Skribenter; < Skribenter, | 29: gjorde, < gjorde | 34: kritiske < critiske |
| 167 | 8: Reise, og puttede < Reise; puttede | 11: bekjæmpe < bekæmpe |
| 168 | 11: Tordenskiold < Tordenskjold | 12: Væsener, < Væsener | 14: kom fra Børsen < kom henne fra Børsen | 21: Tragoedie < Tragedie | 23: ad Langebro < over Langebro | 28: Sintenis: at < Sintenis: »At | 29: mere < meer | 31: den anden < en anden | 33: anbringes. < anbringes.« |
| 169 | 5: Standpunkt < Standpunct | 6: siden har < siden, har | 17: Føde < Føde, | 23: hørt? < høre? – | 40: Irwing,« < Irwing, |
| 170 | 1: »troer < troer | 10: varer,« < varer, | 11: »saaledes < saaledes | 20: Chimaerea.« < Chimaerea,« | 22: længere < længer | 30: Skuldrene < Skuldrene, | 33: ikke!« < ikke! | 33: »ved < ved |
| 171 | 1: »Ak!« < »Ak! | 1: »den < den | 2: lyriske Muse < lyriske Muse| 20: Naadige!« < Naadige! | 20: »De < De | 29: ja!« < ja! | 29: »Skinnet < Skinnet | 40: i < ind i |
| 179 | 2: Mennesker < Mennesker, | 8: men saa < men Sproget saa | 9: Linie, < Linie. | 14: Aarhundred < Aarhundrede | 16: skrevet < skreven | 19: skulle < skulde | 28: under linjen: (Capitlet fortsættes i det følgende Nummer.). Under næste dels overskrift: (Fortsættelse af tredie Capitel.) | 30: langtsomt < langsomt | 31: Ildregn, < Ildregn | 36: præsiderede < presiderede | 36: med Hav < med et Hav | 37: Tragoedier < Tragedier | 38: fløde < flød |
| 180 | 5: Det < Dette | 8: saa at de < saa de | 9: lidt < lidet | 15: ud, < ud | 22: i det < idet | 29: med flygtigt < med et flygtigt | 30: Ewald, Baggesen, Ingemann < Ewald, Ingemann | 42: jeg i < jeg jo i |
| 181 | 1: sprungen < sprunget | 1: rigtig < rigtigt | 5: en Vindeltrappe < en bred Vindeltrappe | 7: endeligen < endelig | 18: vare < var | 26: revet < veiret | 28: 31 December < 31te December | 39: Besidelser < Besiddelser | 40: Thorvaldsen < Thorwaldsen | 41: Schweitz < Schweitz |
| 182 | 7: Carl XI < Carl XIs | 16: Forviisnings-Steder < Forviisnings-Stæder | 18: Have; < Have, | 30: nye < ny | 32: maaskee –« < maaskee – –« |
| 183 | 5: fremmedt < fremmed | 19: Droske < Gig | 20: Pigebarn < Pigebarn, | 24: eet < Eet | 33: mig, < mig | 33: kunde, < kunde | 42: Exstase. < Exstase. – |
| 199 | 3: Vægter. < Vægter | 6: mellem < imellem | 7: danne < danner | 8: til < til, | 8: stivt < stift | 28: tydelig < tydeligt | 36: forekommet mig i en < forekommet mig en | 37: mere < meer |
| 200 | 6: Alder af 140 < Alder af ikke meer end 140 | 7: veed, < veed | 7: Sirianere < Sirianerne | 9: Peblinge < Peblinge, | 12: Sprog, < Sprog | 14: en < een | 22: med < paa | 29: langtsomt < langsomt | 32: Jubel-Oldinger < Jubel-Oldinger | 34: roest < rost | 36: Fædrelandet < Fædrenelandet | 37: har vor < har ogsaa vor | 38: sig bør < bør sig |
| 201 | 5: tusind < tusinde | 8: Folk døe < Folk saadan døe | 10: mange! < mange!« | 10: syntes < synes | 12: længe.« < længe. | 12: Under linjen: (Capitlet fortsættes i det følgende Nummer.). Under næste dels overskrift: (Fortsættelse af syvende Capitel.) | 18: Gud < Gud, | 18: Store < Store, | 23: een < en | 29: inddeelt < inddeelt, | 30: skulle < skulde | 31: maa < maae | 34: længere < længer | 38: Grændseskjellet < Grændseskjællet |
| 202 | 2: Tænk < Tænk, | 9: Kattegatet < Kattegattet | 9: hjælper < hjelper | 14: endelig < endelig, | 15: dem < Dem | 17: Volden < Volden, | 19: Øjne < Øine | 22: langtsom < langsom | 23: Søen. < Søen.« | 27: Dig min Læser < Dig, min kjære Læser | 29: en Skjærsommernats-Drøm < en mislykket Skjærsommernats-Drøm | 30: noget < nogen | 30: besluttede at < besluttede derfor smukt at | 35: vilde, < vilde | 40: halvt < halv |
| 203 | 3: Liv,« < Liv, | 4: »at < at | 5: Vise < Vise, | 7: de troer!« < De troer! | 8: »Vi < Vi | 9: Dag < Dag, | 12: En < En, | 13: for nyligt < fornyligt | 16: Afskeed < Afsked | 17: mere < meer | 21: Under linjen: (Capitlet sluttes i det følgende Nummer.). Under næste dels overskrift: (Slutning af syvende Capitel.) | 24: Theater!« < Theater! | 24: »her < her | 29: De,« < De, | 30: »kjender < kjender | 33: Væsener < Væsner | 35: Drømmene!« < Drømmende! | 35: »nu < nu | 36: dratter et Par < dratter der et Par | 40: Vægter.« < Vægter.« – |
| 204 | 1: Smaae < Smaa | 2: ikke < ikke, | 6: smaae < smaa | 20: Flitterstads < Flitterstads, | 20: Intet < Nul | 22: Departement,« < Departement, | 23: »det < det | 26: Peri < Peri | 29: de < De | 30: Aander?« < Aander? | 30: »Der < Der | 31: dem,« < dem, | 31: »det < det |
| 205 | 15: staaer midt < staae midt | 17: gyseligt,« < gyseligt, | 18: »Ere < Ere | 20: troer,« < troer, | 20: han; < han: | 20: »Naar < Naar | 26: Banditter < Banditer | 30: en »dansk Tilskuer«, < en gammel »dansk Tilskuer,« | 30: Rahbek < Rahbek | 31: berømte Skurke og Skurkinder < berømte Skurke og Skurkinder | 36: Skurke og Skurkinder < Skurke og Skurkinder | 38: gemen < gemeen |
| 206 | 9: »O!« < »O! | 9: »fordi < fordi | 10: de < De | 12: meent,« < meent, | 12: »De < De | 14: da,« < da, | 14: »tak < tak | 15: deres < Deres | 25: jeg slippe < jeg dog slippe | 25: Skjæbne,« < Skjæbne, | 26: »ud < ud | 28: Peder!!!« < Peder!!! | 28: »Ak < Ak | 32: dog!« < dog! | 33: »behøver < behøver | 40: Romaner, < Romaner | 42: nok!« < nok! | 42: »men < men |
| 207 | 3: Eventyr?« < Eventyr?« – | 31: Departement! < Departement; | 31: maae < maa | 32: see, < see | 38: dem, < dem |
| 208 | 10: frygteligt < frygteligt, | 21: sjælerystende. < sjælerystende. Jeg veed ikke, hvorledes nogen af tom Nysgjerrighed, for ei at bruge Udtrykket: »at more sig,« kan see en Henrettelse. Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere. – Pludselig bliver ingen Forbryder; det ere Lidenskaber, Opdragelse og en forunderlig Sammenkjædning af Omstændigheder, som danne vort Livsmalerie. – Vi maa afskye Forbryderens Handlinger, men kan Menneskeligheden dadles om den beklager ham? Hvem veed hvorledes vi havde handlet, om vi vare fødte i hans Stilling, med hans Lidenskaber og Begreber? Og der er ingen af Bønnerne i Fader vor, vi maae bede med mere Inderlighed, end: Led os ikke udi Fristelse. – |
| 233 | 1: Ellevte Capitel < Tiende Capitel | 6: Dobbeltgjængeren. En Poetisk Person ved Stranden. –). < Flugt). | 8: Ansigtet < Ansigtet, | 9: Jeg < – Jeg | 10: Endelig naaede jeg < – Jeg naaede | 10: derhen; < derhen. | 12: Hundehuus, < Hundehuus | 13: mærkede < mærkede, | 14: Natur-Skjønheder < Natur-Skjønheden | 14: Frihed. < Frihed, som han ingen af Delene kjendte til. | 15: ikke, < ikke … | 17: Misser, < Misser | 18: Damer, < Damer | 18: Forelæsningerne. Herefter blank linje | 19: Luften, < Luften | 20: mærkede Stalddøren paa < mærkede at Stalddøren var paa | 22: En < – En | 24: her. < her! – | 26: er gjort < har gjort, | 32: skjønt < skjøndt | 33: Det < – Det | 36: Muus, < Muus; | 38: hende < hende, | 38: Hjælp < Hjelp, | 39: et < eet | 39: Der < – Der | 39: see, < see | 40: Efter < – Efter |
| 234 | 2: noget < meget | 6: Stammetræ < Stamtræ | 8: Excellense < Excellence | 8: »forleden < forleden | 11: »Naa!« < »Naa! | 11: »De < De | 12: Ja < – Ja | 13: Talent; det < Talent. Det | 14: Gang min < Gang at min | 14: Mæcenas, < Mæcenas; | 15: nok! < nok. – | 18: Skrydede < – Skrydede | 19: spodsk < spæd | 22: i Veiret < iveiret | 25: Jeg < – Jeg | 27: Stykker. < Stykker. – | 29: mig Søster < mig, Søster, | 30: Gang < Gang, | 31: Tænk < Tænk, | 32: Schackspears < Shakspears | 33: Holberg. < Holberg! | 34: Deodata < Deodata, |
| 236 | 3: Oehlenschläger < Oehlenschläger | 3: Schackspeare < Shakspeare | 4: vide < vide, | 4: De < de | 8: er noget < er jo noget, | 11: fordærve kan < fordærver kun | 15: Ak < Ak, | 15: Vinter, < Vinter | 16: Holbergs < Holbergs | 16: Stykker. < Stykker! | 17: blev < blev’ | 21: godt; < godt, | 23: Trup < Troupe | 25: Don Juan; < Don Juan, | 27: maa < maae | 28: ikke bliver deres < ikke, blive Deres | 30: Lomme < Lomme, | 31: maa < maae | 31: os. < os. – | 32: omkring < omkring, | 35: umueligt < umuligt | 35: talte < talede |
| 237 | 2: en < En | 4: Han < – Han | 5: Skjønne; < Skjønne, | 5: Körner < Körner | 7: Impromtu < Impromtu, | 12: Anstrængelse < Anstrengelse | 13: ned < ud | 21: Haverne < Haugerne | 23: trillede < trilled’ | 24: doppelt < dobbelt | 26: eie; ak < eie, ak! | 27: Blaae, < Blaa? | 28: to, < to; | 29: Roser, < Roser | 31: undseelig < undseelige | 33: smaae < smaa | 33: vaasede < vaasede, | 37: to. < to. | 37: under linjen: (Capitlet sluttes i det følgende Nummer.) Under næste dels overskrift: (Slutning af tiende Capitel.) |
| 238 | 1: Glas < Glas, | 3: Floh) < Floh | 3: Øjet < Øiet | 4: Tankerne det modsatte < Tankerne lige det Modsatte | 7: Glas. < Glas). | 8: »Men < Men | 8: Briller,« < Briller, | 9: hurtigen < hurtigt | 10: Hanekyllingerne < Hanekyllingen | 13: umueligt < umuligt | 14: Jeg grundede, < – Jeg grundede; | 14: Jorden ...... < Jorden .... | 16: Jeg < – Jeg | 16: tydeligere, < tydeligere | 17: veed < veed, | 17: ned < ind | 18: Skatte, < Skatte; | 19: Jorden; < Jorden, | 20: Glas-Kugle < Glaskugle | 20: underlig < underligt | 21: Metal-Aarer < Metalaarer | 22: brusede < bruste | 22: Canaler < Canaler, | 23: Lava-Strømme < Lavastrømme | 25: Omvæltninger, < Omvæltninger | 26: Mammuths-Dyr < Mammuthsdyr | 26: Søeuhyrer < Søuhyrer | 27: viiste < viste | 27: i hvor < ihvor | 28: Jo < – Jo | 29: det < de | 33: gik < traadte | 33: store < store, | 37: Kirker, < Kirker | 38: Jesuitter < Jesuiter | 39: Alle Landeveie < – Alle Landeveiene |
| 239 | 1: begribe, < begribe | 4: der < der, | 5: den. < den. – | 10: see, < see | 12: zittre < zittre, | 13: Espeløv < Espeløv, | 15: Flamme-Øen < Flammeøen | 17: Fødderne < Fødderne, | 17: først dette < dette først | 18: Opmærksomhed. < Opmærksomhed. – | 20: nydelige < nydelige, | 20: gyldenstykkes < Gyldenstykkes | 22: Koketter < Coquetter | 24: Klienter < Clienter | 25: Entrée < Entrée | 25: Jeg < – Jeg | 28: afmalede < malede | 29: Skikkelser, < Skikkelser | 32: Oldermoder < Oldemoder | 33: deilig Pariser < deilig broget Pariser | 34: Slægtninger < Slægtninge | 34: Djævle < Djævle: | 35: Inqvisitores < Inquisitores | 35: Philip den II < Philip den 2den | 36: Bartholomæus-Natten < Bartholomæusnatten | 37: man < man, | 37: Guldmedaille, < Guldmedaille. | 39: man < man, | 39: Miniatur-Stykke < Miniaturstykke | 41: Sal, < Sal | 42: Skribenter, < Skribenter |
| 240 | 2: smaae < smaa | 3: De < de | 4: Jern-Ferle < Jernferle | 4: Rygge. < Rygge. – | 5: Holberg < Holberg | 8: Ansigt; < Ansigt, | 9: viste, < viste | 10: igjennem < gjennem | 10: Hoved, < Hoved | 13: ækte Skieldsord < ægte Skjældsord | 13: Vittigheder. < Vittigheder, som ingen af de arme Djævle turde besvare. – | 13: Eet saae < eet seer | 14: blev < bliver | 15: sig < sig, | 15: Glashvælvingen, < Glashvælvingen |
| 243 | 1: Tolvte Capitel. (Dykker-Klokken.) < Dykker-Klokken. Et Eventyr paa Havets Bund | 13: En < Een | 17: mueligt < muligt | 30: Fierne < Fjerne |
| 244 | 2: da i Klokken < i min Klokke | 13: Bierg < Bjerg | 15: Skov, < Skov | 33: Vandet. < Vandet, | 34: Münchhausens < Münchhausens | 36: Det < det | 42: jeg < han | 42: ham maa berøve < lidt snøvlede med |
| 245 | 6: catholske < catolske | 7: maae < maa | 8: canibalsk < cannibalsk |13: à la < Pà la | 14: Effekt < Effect | 18: skreg < skreeg | 32: sige < sige, | 34: Papir < Papiir | 37: Tragoedier < Tragedier | 40: da < da, |
| 246 | 4: bukkede, < bukkede | 4: kunde. < kunde, | 12: Du < du | 12: lyslevende < lys levende | 13: Du < du | 14: Du < du | 14: Dine < dine | 20: kunde Øiet < Øiet kunde | 36: klang < klang, | 38: Francaisen < Françaisen |
| 247 | 6: Streger.* [samt medhørende note] < Streger. | 7: Du < du | 10: Du < du | 11: Du < du | 11: tragoediserte < tragediseerte | 13: dig < Dig | 14: Du < du | 16: smaae < smaa | 21: Du < du | 21: Hist < Hist, | 21: Stund < Stund, | 24: Bog, < Bog – | 25: Publikom < Publikum | 32: Leonora < Leonore | 40: (Jeg < Jeg | 40: læser.) < læser. |
| 166 | |
| Og Gud Herren … Jorden | jf. 1. Mosebog 9,11. |
| Jehova | Jahve, Gud. |
| stampe imod Braadden | eller stampe imod brodden; at gøre modstand mod overmagten. |
| Funtus | spøgende latinisering af »fundet!«; jf. Ludvig Holbergs (1684-1754) En Sandfærdig Ny Viise Om Peder Paars Som giorde en Reyse fra Callunddorg [sic!] til Aars, Skreven til Lægedom, Trøst og Husvalelse for alle got Folk, som lide Kaars og Modgang her Verden, IV,1, 1720. |
| Vandflod | oversvømmelse. |
| Vasaller | håndlangere, tjenere. |
| Messieurs | (fransk) mine herrer. |
| Kjødet er skrøbeligt | jf. Matthæus 26,41. | 167 |
| Nyerups »Kjøbenhavns Beskrivelse« | Rasmus Nyerup (1759-1829) Kjøbenhavns Beskrivelse, 1800. |
| Pontoppidans »Atlas« | Erich Pontoppidan (1698-1764) Den Danske Atlas eller Konge-Riget Dannemark 13(-7), 1763-1767(-1781). |
| »Elixiere des Teufels« | den tyske forfatter E.T.A. Hoffmanns (1776-1822) Die Elixiere des Teufels, 1815 (djævelens eliksir). |
| Pæl i Kjødet | jf. 2. Korintherbrev 12,7. |
| Stymper | stakkel, ynkværdig person. | 168 |
| Hercules paa Skilleveien | i den græske forfatter Xenophons (ca. 425-354 f.Kr.) Memorabilia (mindeværdige hændelser) gengives en fortælling af sofisten Prodikos, hvori den græske halvgud Herakles (latin: Hercules) som ung står over for valget mellem to veje: slethedens og godhedens, personificeret ved to kvinder. |
| Muse | muserne var i græsk mytologi Zeus’ og Mnemosynes ni døtre, gudinder for videnskab og kunst; her: digtning, inspiration. |
| Holmensbro | {F4}. |
| Kirken | Holmens Kirke {F4}. |
| Tordenskiold og Niels Juul | den dansk-norske søhelt Peder Wessel (1690-1720), 1716 adlet under navnet Tordenskiold, og den danske søhelt Niels Juel (1629-1697) ligger begge begravet i Holmens Kirke. |
| Amagerkone | kone (især fra Amager), som handler med grøntsager, frugt o.lign. |
| Midie | liv, talje. |
| første | fineste, bedste. |
| Heloise | Héloïse (ca. 1100-1164), fransk nonne; teologen Pierre Abélards (1079-1142) elskede. Abélard var privatlærer for og stod i et forbudt forhold til Héloïse, og da deres forhold kom hendes familie for øre, blev han overfaldet og kastreret, mens hun blev tvunget til at gå i kloster. Deres historie inspirerede den franske forfatter J.-J. Rousseau (1712-1778) til romanen Julie, ou La Nouvelle Héloïse, 1761 (Julie, eller den nye Héloïse). |
| Knippelsbro … Langebro | {G4/G1}, frem til midten af 1900-tallet lå Langebro dog mellem Philosophgangen (nuværende Vester Voldgade) og Reberbanegade (nuværende Langebrogade). |
| Jeppe paa Bjerget | Ludvig Holberg Jeppe paa Bierget Eller Den forvandlede Bonde (Comoedier. Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads, bind 1, 1723); jf. Jeppes replik i baronens seng: »drømmer jeg, eller er jeg vaagen?« (II,1). |
| Da capo | (italiensk) egentlig fra hovedet, dvs. forfra. |
| Lucians bekjendte Drøm | Lukian fra Samosata (ca. 120-180), græsk-syrisk sofist og satiriker; der hentydes til det selvbiografiske skrift Peri tou enhypniou êtoi Bios Lukianou (om drømmen eller Lukians levned), hvori den unge Lukian, der netop har påbegyndt sin læretid som billedhugger, i en drøm opsøges af to kvinder, symboliserende hhv. billedhuggerhåndværket og den boglige (ud)dannelse, der begge søger at overtale ham til følge sig. |
| Sintenis … anbringes | Chr. Fr. Sintenis (1750-1820), tysk forfatter af moralske skrifter; der citeres fra Menneskeglæder. En Folkebog af C. F. Sintenis og F. Høegh-Guldberg, 1827, s. 284-285. |
| Børsen | {F4}, opført 1619-1625(-1640) under Christian 4. (1577-1648; konge fra 1596); i stueetagen fandtes oprindelig handelsboder, der blev udlejet til købmænd. | 169 |
| De Gamle | de klassiske græske og latinske forfattere. |
| calmarske Taarn | under krigen med Sverige 1611-1613 erobrede Christian 4. Kalmar, hvorfra han lod medtage materialerne til adskillige bygningsdele, som bl.a. blev brugt til bygningen af Børsen. |
| Druknehuset | tidligere »Trunken« {F1}; hus ved Langebro, hvor uidentificerede druknede, bjerget i havnen eller ved Kalvebod strand, henlå til identifikation. |
| Avons hellige Strømme | henvisning til den engelske digter William Shakespeares (1564-1616) fødested, Stratford-upon-Avon. |
| Reberbane | bygning med rebslagerbaner {G1-H2} langs Christianshavns vold ved Appelbyes Plads. |
| Blaataarn | egentlig Frederiksholms Arrest {F1}, arresthus ved Langebro, der især husede skuespillere og funktionærer ved hoffet; oprindeligt navnet på fangetårnet på det gamle Københavns Slot, nedrevet 1731-1732. |
| Aanden i Hamlet | i William Shakespeares Hamlet, I,5, 1600-1601 (dansk Hamlet. Prinz af Dannemark, 1777), viser den myrdede konge, Hamlets far, sig for ham og opfordrer ham til hævn. |
| ha miser … Charybdi | (latin) ha ulykkelige, hvilket Charybdis plages du af; fra Horats (65-8 f.Kr.) Oder I,27,18-19. |
| Hoffmannske | efter den tyske forfatter E.T.A. Hoffmann, blandt andet kendt for sine skrækromantiske fortællinger. |
| (Spøgelse-)Menuet | pardans, der danses med små trin og i langsomt tempo. |
| Washington Irwing … den kjække Dragon | den amerikanske forfatter Washington Irvings (1783-1859) fortælling om den kække dragon findes i Tales of a Traveller, bind 1, 1824 (dansk En Reisendes Fortællinger, 1827-1828). | 170 |
| Bersærkergang | vildt og ustyrligt raserianfald, ukontrolleret opførsel. |
| blev urokkelig | forblev urokkelig. |
| Ziffre | tegn, bogstaver. |
| Høker(en) | her spekhøker, dvs. forhandler af viktualier, smør, æg, brød og andre dagligvarer; som indpakning til varer som sukker og sæbe anvendtes bl.a. gamle aviser og sider fra kasserede bøger. |
| Prometheus’ Grib | ifølge græsk mytologi stjal Prometheus gudernes ild fra Zeus og bragte den til menneskene, der derved først rigtigt adskilte sig fra dyrene. Som straf blev han naglet til en klippe, og Zeus lod sin ørn hakke hans lever ud og æde den; i nattens løb voksede leveren ud igen, og handlingen gentog sig. Først efter mange år befriedes han af Herakles. |
| Sivkrandsen i de vaade Haar | jf. den druknede Ofelia i William Shakespeares Hamlet, IV,7. |
| »Vix illigatum … Chimaerea« | (latin) næppe engang Pegasus vil kunne befri dig, omslynget som du er af Chimaira med de tre skikkelser; fra Horats Oder I,27,23-24. I græsk mytologi var kimæren eller Chimaira et uhyre sammensat af dele fra forskellige dyr: en løves forkrop, en geds midterdel og en slanges bagkrop. |
| Cancelliet | kancellibygningen {F3} blev 1716-1721 opført under Frederik 4. (1671-1730) til brug for den civile centraladministration. |
| Cicerone | fører, guide. |
| Rolf Blaaskjæg(s) | eventyrfigur, der dræber sine hustruer som straf for, at de trods hans forbud bevæger sig ind i et hemmeligt kammer; motivet er blandt andet benyttet af Charles Perrault (1628-1703) i 1697, af Ludwig Tieck (1773-1853) i Ritter Blaubart, 1797, og af Vincenzo Galeotti (1733-1816) og Claus Schall (1757-1835) i balletten Rolf Blaaskjæg, opført på Det Kgl. Teater siden 1808. |
| vandrende Ridder | i middelalderlige ridderromaner en omvandrende ridder på jagt efter eventyr og efter at bevise sin ridderlighed; jf. Charlotte Dorothea Biehls (1731-1788) oversættelse af Miguel de Cervantes’ (1547-1616) roman El ingenioso hidalgo Don Quixote de la Mancha, 1605-1615: Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter, 1776-1777, hvor forfatteren i fortalen, Förste Tome, hævder med fortællingen at »skienke Verden Historien om deres navnkundige Don Quixote, en Fakkel og et Speyl for alle vandrende Riddere« (s. VI). | 171 |
| Foliant(er) | bog i stort format, folioformat (bogens ark er kun foldet én gang). |
| Jambe(r) | klassisk versefod bestående af en kort eller ubetonet og en lang eller betonet stavelse. |
| Capitolium | egentlig Roms gamle fæstning Campidoglio (indviet 509 f.Kr.), der rummede hovedtempel, borg og stadsarkiv; beliggende på Capitol, den ene af de syv høje, Rom efter traditionen blev grundlagt på. | 172 |
| »nu er det … Seng« | de fra 1686 overleverede vægtervers blev frem til vægternes afskaffelse i 1863 sunget af de københavnske gadevægtere hver fulde time om natten for at markere timeslagene; citatet hører til verset klokken ti: »Om I vil Tiden vide, / Hosbonde, Pige og Dreng, / Da er det paa de Tide, / Man føyer sig til Seng; / Befaler eder HErren fri. / Vær klog og snild, / Vogter Lys og Ild! / Vor Klokke er slagen Ti«, jf. Vægter-Vers, som siunges ved Natte-Tiider af Vægterne udi Kiøbenhavn, uden år, antagelig udgivet i perioden 1770-1806. |
| Axelshuus | antoges tidligere for navnet på den borg i København, som biskop Absalon (ca. 1128-1201) lod opføre 1167; 1500-tallets historikere antog fejlagtigt, at biskop Absalon egentlig hed Aksel og hans hus derfor Akselhus. |
| Valdemar den Store | Valdemar 1. den Store (1131-1182), overlod ca. 1167 biskop Absalon København. |
| Bibliotheks-Bygningen | Det Store Kgl. Bibliotek i Tøjhusgade {F3}; den ældste del af det nuværende Kgl. Biblioteks bygninger er opført i 1906. |
| Forbillede paa | billede på. |
| snurrig | løjerlig, morsom. |
| Dacapo | (italiensk) egentlig fra hovedet, dvs. forfra; her: gentagelse. |
| simple | enkle. |
| catalaniske Nattergale | hentydning til den italienske sopran Angelica Catalani (1780-1849), den store primadonna i begyndelsen af 1800-tallet; hun optrådte på Det Kgl. Teater i sæsonen 1827-1828. |
| Kattun | tæt vævet bomuldsstof; bomuldsstof med trykt mønster. |
| sladdre | snakke, pludre. | 173 |
| Laps(e) | overdrevent elegant og moderne klædt (yngre) mand. |
| »und alles haucht … Liebe« | (tysk) og alt ånder kærlighedens ånd; citatet er ikke identificeret. |
| sympathetisk | som med væsensoverensstemmelse. |
| Straapels | vandposten blev om vinteren beklædt med halm for ikke at fryse til. |
| »gestiefelter Kater« | Ludwig Tiecks eventyrskuespil Der gestiefelte Kater. Ein Kindermärchen in drei Akten, 1797 (dansk »Den bestøvlede Kat. Et Børne-Eventyr« i Digtninger af Ludwig Tieck, oversatte af Oehlenschläger, bind 1, 1838). |
| »Kater Murr« | E.T.A. Hoffmanns roman Lebens-Ansichten des Katers Murr, 1820-1822 (hankatten Murrs livsanskuelser). |
| Hvo | hvem. |
| frendeløs | uden familie. |
| elegiske | klagende, vemodige; af elegi: klagesang. | 174 |
| Der var en Tid … lille | jf. Jens Baggesens (1764-1826 ) digt »Da jeg var lille« i Poesier. Første Samling, udgivet af H.W. Riber (1760-1796), 1785, s. 1. |
| Thi forlod | således forlod, derfor forlod. | 175 |
| hvalte | hvælvede. |
| Saa | således. | 176 |
| dette Saliske | jf. schweiziske forfatter Johann Gaudenz von Salis-Seewis (1762-1834). |
| Mons | forkortelse af Mogens; gammelt navn for en kat. |
| ompodede | ompotede. |
| De nogensinde | De, dvs. de. |
| Brummer | J.C.F. Brummer (1768-1836), københavnsk universitetsboghandler og forlægger. |
| Laurbær-Krands | i det antikke Grækenland brugtes laurbærkrandse som hædersbevisning til sejrherren i konkurrencer inden for fx sport, sang og digtning. | 177 |
| Höltys Ord … Unding | (tysk) jeg vil opbyde alle mine kræfter. Jeg vil ikke være digter, hvis jeg ikke kan blive en stor digter; hvis jeg ikke kan frembringe noget, der bærer udødeligheden på sin pande, som kan måles med mine venners værker (...) så skal ikke en stavelse fra min hånd trykkes. En middelmådig digter er en uting. Af et brev af den tyske digter Ludwig Heinrich Christoph Hölty (1748-1776), gengivet i forordet til Gedichte von Ludewig Heinrich Christoph Hölty. Besorgt durch seine Freunde Friederich Leopold Grafen zu Stolberg und Johan Heinrich Voss, 1783, s. XVI. |
| Declamation | oplæsning eller fremsigelse af et digterværk. |
| Auditorium | publikum. |
| Donna del Lago | opera af Gioacchino Rossini (1792-1868) fra 1819; opført første gang på Det Kgl. Teater i 1828 med titlen Pigen ved Søen (teksten bearbejdet af J.L. Heiberg). |
| » Non so piu … faccio« | (italiensk) ak jeg ved ikke mere, hvad jeg er, og hvad jeg gør. Cherubinos arie fra første akt af W.A. Mozarts (1756-1791) opera Le nozze di Figaro, 1786 (dansk Figaros Giftermaal, 1821; fra 1849 med titlen Figaros Bryllup). |
| Poden | poten. |
| forte … piano | kraftigt ... svagt; musikalske betegnelser for tonestyrke. | 178 |
| Das ist das Leben … Glück | (tysk) sådan er livet, sådan er lykken; fra den tyske digter Jean Pauls, pseudonym for Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), roman Titan, 1800-1803 (29. Jobelperiode). |
| Morgenstjerne | piggebesat kølle; en del af vægterens udrustning. |
| Acteur | (fransk) skuespiller. |
| Colonnade-Gangen | søjlegangen ved Christiansborg Slot {E2-E3}. | 179 |
| Roats Fald | navnet på denne fiktive fremtidsopera »efter en sand Begivenhed fra det nittende Aarhundred« refererer til en begivenhed i 1827, hvor linedanseren Roat omkom ved et styrt. Den 25. juni samme år gav det af J.L. Heiberg (1791-1960) ledede vaudevilleselskab en forestilling til benefice for Roats enke, hvor man spillede Heibergs vaudeville De Uadskillelige, 1827. |
| formelig | veritabel, regulær. |
| Recension | anmeldelse. |
| Caleidoskop(en) | kikkertlignende apparat med mangefarvede glasstumper; i kraft af indbyggede spejle fremstår stumperne i symmetriske mønstre, der forandres, når kalejdoskopet drejes. |
| Carl Maria Weber(s) | Carl Maria von Weber (1786-1826), tysk komponist. |
| Brudgommen fra Mexico | Der Bräutigam aus Mexico (dansk Brudgommen fra Mexiko), lystspil af Heinrich Clauren, pseudonym for C.G.S. Heun (1771-1854), opført første gang på Det Kgl. Teater i 1824. |
| Ulvesvælget | berømt scene i anden akt af Der Freischütz, tekst af Fr. Kind (1768-1843), musik af Carl Maria von Weber, 1821 (dansk Jægerbruden, Syngespil af Kind. Oversat til Carl Maria Webers Musik af Oehlenschläger, 1821). Stykket blev første gang opført på Det Kgl. Teater den 26. april 1822, samme sted som ouverturen i 1820 var blevet uropført af komponisten selv. |
| den hemmelige Ret | Ludwig Ferdinand Hubers (1764-1804) sørgespil Das heimliche Gericht, 1790. |
| Eulalia Meinau | person i den tyske dramatiker August von Kotzebues (1761-1819) Menschenhass und Reue, 1789 (dansk Menneskehad og Anger. Comoedie i 5 Acter), opført første gang på Det Kgl. Teater i 1790. |
| Korsridderne | August von Kotzebues Die Kreuzfahrer, 1802 (dansk Korsridderne. Et Skuespil i 5 Acter, 1812); opført første gang på Det Kgl. Teater i 1815. |
| Daarekiste(klub) | sindssygecelle; her forening af sindssyge. |
| Deodata | August von Kotzebues Das Gespenst, 1814 (dansk Deodata eller Giengangersken. Romantisk Skuespil i 4 Acter), opført første gang på Det Kgl. Teater i 1817. |
| Agnese | opera i tre akter af Fernando Paër (1771-1839) fra 1809; opført første gang på Det Kgl. Teater i 1823. |
| Aqvatofana | Aqua Tofána, giftdrik opkaldt efter den berygtede italienske giftblanderske Tofána, der levede omkring 1700. |
| Signelok | tryllemiddel. |
| Hyrdedrengen No. 2 | idyl af Nicolai Søtoft (1790-1844), opført første gang på Det Kgl. Teater i 1827; stykket hedder egentlig Hyrdedrengen, men blev af J.L. Heiberg i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 67, 20. august 1827, annonceret som Hyrdedrengen No. 2, idet teatret i den foregående sæson havde opført Adam Oehlenschlägers idyl Den lille Hyrdedreng, 1818. |
| Jægerbrudens skjæbnesvangre Krands | i Der Freischütz, tekst af Fr. Kind, musik af Carl Maria von Weber, 1821 (dansk Jægerbruden, Syngespil af Kind. Oversat til Carl Maria Webers Musik af Oehlenschläger, 1821), får titelpersonen i tredje akt ved et tilfælde en dødskrans i stedet for en brudekrans. | 180 |
| Jocko | Danina eller Jocko, den brasilianske Abe, ballet i 3 akter efter F. Taglionis (1777-1871) program af P. Larcher (1801-1847), musik af P.J. von Lindpaitner (1791-1856); opført første gang på Det Kgl. Teater i 1829; navnet kan tillige henvise til pantomimen Jocko, eller: Den brasilianske Abe. Heroisk-comisk Pantomime, der opførtes første gang 7. august 1828 på Morskabsteatret på Vesterbro. |
| Colonner | søjler. |
| dreiede | drejede i træ, formede i træ; at være drejet betyder tillige at være velskabt. |
| Træmænd | mænd, drejede i træ, men tillige: kedelige, humørforladte mænd, der tilsyneladende ikke har nogen følelser. |
| kunstige | kunstfærdige. |
| Automat(er) | levende væsen, der fungerer ubevidst, automatisk. |
| Tordenskjold | Peter Wessel (1690-1720), dansk-norsk søhelt; adlet under navnet Tordenskiold i 1716. |
| Bernstorff | J.H.E. Bernstorff (1712-1772), dansk statsmand. |
| Ewald | Johannes Ewald (1743-1781), dansk forfatter. |
| Baggesen | Jens Baggesen (1764-1826), dansk forfatter. |
| Ingemann | B.S. Ingemann (1789-1862), dansk forfatter. |
| Ørsted | H.C. Ørsted (1777-1851), dansk fysiker og naturfilosof. |
| Holberg | Ludvig Holberg (1684-1754), dansk forfatter. |
| Thorvaldsen | Bertel Thorvaldsen (1770-1844), dansk billedhugger. |
| Oehlenschläger | Adam Oehlenschläger (1779-1850), dansk forfatter. | 181 |
| Marmorkirken reiste sig fuldført | Marmorkirken eller Frederiks Kirke {E8} blev grundlagt 1749, men arbejdet standset 1770 på grund af stigende priser på marmor. Bygningen henlå indtil C.F. Tietgen (1829-1901) i 1874 købte den og lod den fuldføre, dog mindre end oprindelig planlagt. Kirken i dens endelige form blev indviet 1894. |
| Frastanden | afstanden. |
| Helten Napoleons Grav | Napoleon 1. Bonaparte (1769-1821), fransk kejser 1804-1814 og 1815; Napoleon døde på øen Skt. Helena 1821, og først 1840 efterkom man hans testamentariske ønske og lod hans jordiske rester begrave i en sarkofag i Église des Invalides i Paris. |
| Seraillet(s) | orientalsk palads, især brugt om dets haremsbygning. |
| Sophiekirken | Hagia Sofia i det daværende Konstantinopel (nu Istanbul), opført 532-537, i 1453 taget i brug som moské. |
| Grækernes Friheds-Støtte | grækerne førte 1821-1829 frihedskrig mod tyrkerne; ved fredsslutningen 1829 blev Grækenlands selvstændighed anerkendt. Frihedsstøtten er fiktion. |
| Tell | Wilhelm Tell, schweizisk sagnhelt; en bueskytte, der skal have levet i slutningen af 1200- og begyndelsen af 1300-tallet. Wilhelm Tell blev dømt til at skyde et æble af sin søns hoved, og episoden blev ifølge sagnet anledning til den schweiziske frihedskamp. Sagnstoffet er blandt andet behandlet i Friedrich von Schillers (1759-1805) skuespil Wilhelm Tell, 1804 (dansk Vilhelm Tell, 1805). | 182 |
| under Themsen … Buegang | der hentydes til den første tunnel under Themsen, bygget 1825-1843 under ledelse af M.I. Brunel (1769-1849), senere også af hans søn I.K. Brunel (1806-1859); arbejdet standsedes i 1828 på grund af indtrængende vand og genoptoges først i 1835. |
| Walter Scott(s) | Walter Scott (1771-1832), skotsk forfatter, især kendt for sine historiske romaner. Der findes øjensynligt ingen privatbiografiske forbindelser mellem den skotske havneby Inverness og Walter Scott. |
| Carl XI Drøm | folkebogen Karl XIs Syn, der skildrer en visionær tildragelse, som skal have fundet sted på Stockholms Slot 1693, og hvori kommende hændelser i det svenske kongehus skulle være åbenbaret for kong Karl 11. (1655-1697; svensk konge fra 1660); antages at være et politisk skrift fra 1740’erne. |
| alt | allerede. |
| Frederiksborg | Frederiksborg Slot, tidligere konge- og jagtslot ved Hillerød nord for København; erhvervet af Frederik 2. (1534-1588; konge fra 1559), 1602-1625 lod Christian 4. de gamle bygninger nedrive og det nuværende slot opføre. |
| table d’hôte | (fransk) værtens bord; her: fællesspisning. | 183 |
| Zirater(ne) | forsiringer, ornamenter på bygninger. |
| (Silke)taft | lærredsagtig vævet stof. |
| den gamle Brødkone | scenen er kalkeret over indledningen til E.T.A. Hoffmanns fortælling »Der goldene Topf. Ein Mährchen aus der neuen Zeit« i Fantasiestücke in Callot’s Manier, bind 3, 1814. |
| Svindel | svimmelhed. | 185 |
| Jeremiade | klagesang; efter profeten Jeremias, hvem klagesangene i Bibelen er tillagt. |
| »Ein Prunk … gefallen« | (tysk) en pynt er det, en broget festdragt / Som tåberne selv behager sig i; fra Ludwig Tiecks »Prinz Zerbino, oder Die Reise nach dem guten Geschmack, gewissermaßen eine Fortsetzung des gestiefelten Katers« (III,5) i Romantische Dichtungen, bind 1, 1799 (dansk »Prinds Zerbino, eller Reisen til den gode Smag« i Digtninger af Ludwig Tieck, oversatte af Oehlenschläger, bind 1, 1838). | 186 |
| wertherske Følerie | hentydning til Johann Wolfgang Goethes (1749-1832) roman Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (dansk Den unge Werthers Lidelser, 1820); romanen blev et højdepunkt i det sene 1700-tals følelsesdyrkelse og blev forbudt i Danmark, fordi den inspirerede mange unge mænd til at begå selvmord. |
| Taareperse | Jesper Rasmuson Rachlow (død ca. 1691) Taare-Perse, 1684; bruges endvidere om sentimental person, der har let til tårer. |
| Sigwarth | Johann Martin Miller (1750-1814) Siegwart, eine Klostergeschichte, 1776 (dansk Siegwart, en Klosterhistorie, 1778). |
| stedse | ved enhver lejlighed. | 187 |
| svandt De sammen | De, dvs. de. |
| Jeronimus | den gnavne fader, der arrangerer fornuftsægteskab for sin datter; fast type i Ludvig Holbergs komedier. | 188 |
| zoroastersk Lære … Ormuzd og Ahriman | efter den persiske religionsstifter Zoroaster eller Zarathustra; Ormuzd og Ahriman repræsenterer henholdsvis de gode og de onde kræfter i denne religions dualistiske syn. |
| den patriarcalske Tid | i Det Gamle Testamente tiden omkring patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. |
| Fra hvem kommer da det Onde | hovedspørgsmålet i 1700-tallets theodicédebat (theodicé = retfærdiggørelse af Gud), diskussionen af det ondes oprindelse og af, om der kunne eksistere en god og almægtig skaber, når det onde regerede i det skabte. |
| den mægtige faldne Engel | den oprørske engel Lucifer, som ifølge jødiske legender blev nedstyrtet fra himlen på grund af hovmod. |
| Magnetismen | den såkaldte animalske magnetisme, teori fremsat af den østrigske læge Franz A. Mesmer (1734-1815) i disputatsen De influxu planetarum in hominem, 1766, om himmellegemernes indflydelse på dyrs og menneskers legemer. Ved strygning med magneter mente han at kunne påvirke den animalske magnetisme og dermed helbrede sygdomme; teorien første gang fremsat af H.C. Agrippa (1486-1835) i De occulta philosophia, 1510. | 189 |
| Marter | pinsel. |
| Ormen | i overført betydning den indre pine. |
| Marmorbroen | {E2}. |
| tilforn | tidligere, før. |
| Jesuit | medlem af jesuiterordenen; præsteorden indstiftet af Ignatius af Loyola (1491-1556) og 1540 godkendt af paven. Ordenen fik til opgave at kæmpe mod kristendommens og især pavedømmets fjender samt at omvende hedninge. |
| Storm-Gaden | {D1-D2}. | 191 |
| Declamator | person, der fremsiger, deklamerer, litterære kunstværker. |
| Elexir des Teufels | E.T.A. Hoffmann Die Elixiere des Teufels, 1815. |
| Anselmus | studenten i E.T.A. Hoffmanns eventyr »Der goldene Topf. Ein Mährchen aus der neuen Zeit« i Fantasiestücke in Callot’s Manier, bind 3, 1814. |
| stereotyp Udgave | billige udgaver fremstillet ved hjælp af stereotypi (hver side efter sætningen af de enkelte typer afstøbt i ét stykke metal); den franske bogtrykker Firmin Didot (1764-1836) blev kendt for sine små håndudgaver (duodez-udgaver) af franske klassikere, fremstillet ved hjælp af stereotypi. I Danmark indførtes metoden først i 1837 af bogtrykker Carl Berling (1812-1871). |
| Cimbrernes Nedfart | cimbrerne, jysk stamme, der deltog i folkevandringerne mod det romerske rige. I 113 f.Kr. gik de over Alperne og ind i Norditalien, hvor de besejrede flere romerske hære. Ifølge traditionen foregik nedstigningen fra Alperne ved, at cimbrerne satte sig på deres skjolde og rutsjede ned ad bjergsiderne. |
| I Frastand | på afstand. |
| »klein Zakes« | E.T.A. Hoffmanns eventyr Klein Zaches genannt Zinnober, 1819 (lille Zaches kaldet Zinnober). |
| Decendenter | descendenter, efterkommere. |
| Reineke Foss | tysk folkebog om en ræv (Fuchs), udgivet første gang på dansk 1555 med titlen En Ræffue Bog; siden bearbejdet af J.W. von Goethe, hvis version Adam Oehlenschläger oversatte i 1806 med titlen Reineke Fos. Et episk Digt af Goethe. |
| cicero de officiis | Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.), romersk taler, forfatter og politiker; De officiis (om pligterne) er fra 44 f.Kr. |
| Campes Theophron | Joachim Heinrich Campe (1746-1818), tysk pædagogisk forfatter; Theophron, oder der erfahrne Rathgeber für die unerfahrne Jugend udkom 1783 (dansk Theophron eller den erfarne Raadgiver for den uerfarne Ungdom, 1792). |
| Knigge | Adolph Freiherr von Knigge (1752-1796), tysk forfatter; hans værk Über den Umgang mit Menschen, 1788 (dansk Over Omgang med Mennesker, 1793), er en vejledning i god opførsel. |
| Laceret(ter) | lazaret; midlertidigt hospital. |
| Kobberstykke | kobberstik. |
| Antichristens Portræt … Voltaire | François de Voltaire (1694-1778), fransk forfatter og filosof; udskreget af sin tid som spotter af religionen. | 192 |
| Quanquam jam … jam | (latin) skønt du min søn Mikkel allerede i ét år – – –; frit efter de indledende ord i Ciceros De officiis. |
| non ut … hauriemus | (latin) ikke som den der blot oversætter, men som jeg plejer ved frit og selvstændigt at øse af kilden i det omfang og på den måde, jeg skønner mest hensigtsmæssig; efter Ciceros De officiis, 1,6. |
| Min Søn | talens indledning alluderer W.H.F. Abrahamsons (1744-1812) digt »Norma Morum, efter Tidernes Leilighed« i Minerva, et Maanedsskrivt, februar 1790, der indledes med ordene: »Min Søn, om Du vil i Verden frem, / Saa buk;«. Digtet er bl.a. også parodieret af St. St. Blicher (1782-1848) i »Gjøgesang«, trykt i Harpen, 14. juni 1822, med flg. indledning: »Min Søn, om du vil i Verden frem, / Saa kuk!«. |
| jeg takker dig Gud | jf. Lukas 18,11. |
| Fjedre | fjer. |
| recensere | kritisere. |
| Artigheder | egentlig behageligheder, her: vittige indfald. |
| Orthodoxie | ortodoksi, rettroenhed. | 193 |
| lettres provinciales | den franske religiøse tænker og matematiker Blaise Pascals (1623-1662) Lettres écrites à un provincial, 1657 (breve til en provinsbo), hvori han kritiserer den jesuitiske moralteologi. |
| Ora et labora | (latin) bed og arbejd; formaningen har øjensynligt sin oprindelse i Bernhard af Clairvauxs (1091-1153) devise: Qui orat et laborat, cor levat ad Deum cum manibus, (latin) den, der beder og arbejder, løfter med hænderne hjertet til Gud. |
| Bryggerhuus | Christian 4.s endnu eksisterende bryggeribygning {F1-F2}. |
| Blaataarn | egentlig Frederiksholms Arrest {F1}, arresthus ved Langebro, der især husede skuespillere og funktionærer ved hoffet; oprindelig navnet på fangetårnet på det gamle Københavns Slot, nedrevet 1731-1732. |
| Datter af Danmarks største Konge … 23 lange Aar | Leonora Christina Ulfeldt (1621- 1698), datter af Christian 4. og Kirsten Munk (1598-1658), fængslet som delagtig i ægtefællen Corfitz Ulfeldts (1606-1664) landsforræderi og indsat i Blåtårn 1663-1685. |
| Slutter | fangevogter. |
| Druknehuset | tidligere »Trunken« {F1}; hus ved Langebro, hvor uidentificerede druknede, bjerget i havnen eller ved Kalvebod strand, henlå til identifikation. |
| To be … question | to be, or not to be: that is the question, (engelsk) at være eller ikke være: det er spørgsmålet; fra William Shakespeare Hamlet, III,1, 1600-1601 (dansk Hamlet. Prinz af Dannemark, 1777). |
| Kunstbroder | kunstner; her: skuespiller. |
| studiosus philologiæ & philosophiæ | (latin) sprog- og filosofistuderende. |
| Xerxes ved Hellespont | perserkongen Xerxes 1. (død 465 f.Kr.) lod slå bro over Hellespont (Dardanellerne) på krigstogtet mod grækerne 480 f.Kr. | 194 |
| Førster | fyrster. | 195 |
| Dimission | bortsendelse; om studenternes afgang fra skolen til universitetet. |
| Rus(aaret) | betegnelse for førsteårsstudent ved universitetet. |
| Politur | egentlig alkoholholdig opløsning, som bruges til polering af træ; her: pæne manerer, pli. |
| Buckthorne | person i Washington Irvings Tales of a Traveller, bind 2, 1824 (dansk En Reisendes Fortællinger, 1827-1828). |
| i løs Materie | med løse, uhæftede ark. | 196 |
| den gyldendalske Boglade | dengang både forlag og boghandel; grundlagt 1770 af Søren Jensen Gyldendal (1742-1802). |
| Folianter | bog i stort format, folioformat (bogens ark er kun foldet én gang). |
| Laps(e-Aanden) | overdrevent elegant og moderne klædt (yngre) mand. |
| Vittighed | kløgt, snildhed, åndrighed. |
| have Forsædet | være ledende, dominerende. |
| Daarekistesnak | galmandssnak, vrøvl. |
| Nußknacker og Muserinke | E.T.A. Hoffmanns eventyr »Nußknacker und Mausekönig«, 1816 (nøddeknækker og musekonge), i Die Serapions-Brüder, bind 1, 1819. |
| Tromlitz | August von Tromlitz, pseudonym for C.A.F. von Witzleben (1773-1839), tysk populærforfatter. |
| Weisflog | Carl Weisflog (1770-1828), tysk populærforfatter. |
| Prindsesse Brambilla | E.T.A. Hoffmanns eventyr Prinzessin Brambilla, ein Capriccio nach Jakob Callot, 1821. | 197 |
| Julestue | stue, hvori der leges julelege, holdes julegilde; tillige betegnelsen for selve de verdslige festligheder omkring højtiden. |
| Leiebibliothek | privat bibliotek med hjemlån mod betaling. |
| Spießs »Vandringer … Boliger« | Christian Heinrich Spiess (1755-1799), tysk populærforfatter, udgav 1796 Reisen durch die Höhlen des Unglücks und die Gemächer des Jammers (dansk Mine Rejser gjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger, 1802-1803; titlen Vandringer gjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger, som H.C. Andersen henviser til, fik oversættelsen først officielt i en udgave fra 1836). |
| »det befriede Israel« | teologen og forfatteren Jens Michael Hertz’ (1766-1825) religiøse epos Det befriede Israel. Et Priisdigt i den episke Poesie i atten Sange, 1804; betegnedes af Jens Baggesen som »det lange Jødedigt af Hertz, som ingen ellers læser« (Giengangeren og han selv eller Baggesen over Baggesen, 1807, s. 96). |
| Herman von Unna | roman af den tyske forfatterinde Benedicte Naubert (1756-1819), udgivet 1788 med titlen Hermann von Unna. Eine Geschichte aus den Zeiten der Vehmgerichte (dansk Herman von Unna, en Ridder-Historie i Tvende Dele , 1802); tillige titlen på et drama i 5 akter fra 1795 af A.F. Skjöldebrand (1757-1834), oversat af Th. Thaarup (1749-1821) og opført første gang på Det Kgl. Teater i 1800. | 199 |
| Ludvig den Fjortende | Ludvig 14. den Store (1638-1715), fransk konge fra 1643. Ludvig 14.s, eller Solkongens, regeringstid var den franske absolutismes kulmination, hvor bl.a. pragtslottet Versailles blev opført uden for Paris. |
| Tommeliden | figur fra børneeventyrene på størrelse med en lillefinger. |
| St. Peder | Sankt Peter, folkeligt navn på apostlen Peter, som regel i hans egenskab af himlens dørvogter (jf. Matthæus 16,19). |
| Volden | Christianshavn blev oprindelig i tiden efter 1618 anlagt efter en symmetrisk byplan, omgivet af grave og volde med bastioner. |
| Reberbane | bygning med rebslagerbaner {G1-H2} langs Christianshavns vold ved Appelbyes Plads. |
| Allonge-Paryk(ker) | paryk, ofte hvidpudret, med midterskilning og lange nedhængende slangekrøller. |
| Ziffre | tegn, bogstaver. |
| Revolutionen(s) | den franske revolution 1789. |
| Skjændsels-Støtte | skamstøtte. |
| Vandhose | skypumpe. |
| apage | (græsk) vig bort; fra Matthæus 4,10 og Lukas 4,8 (»apage Satana!«). |
| Fiskeren i Aanden Amiahs Selskab | jf. det dramatiske eventyr Fiskeren, 1816, af Adam Oehlenschläger efter motiv fra Tusinde og én nat. |
| poetice | (latin) poetisk opfattet. |
| Planeten Sirius | Sirius er ikke en planet, men en fiksstjerne. |
| Voltaires Micromegas | den franske filosof og forfatter François de Voltaires (1694-1778) fantastiske rejseskildring Le Micromégas, 1752; i første kapitel berettes det, at Micromégas, indbygger på planeten Sirius, er 8 mile (a ca. 4 km) høj. | 200 |
| Indvaanerne | indbyggerne. |
| Peblinge | småfyre, små skoledrenge. |
| Cicero | Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.), romersk politiker og forfatter; forfatterskabet omfatter bl.a. skrifter om retorik og filosofi. |
| Badens latinske Lexicon | Latinsk-Dansk Lexicon eller Ordbog, 1786-1788, af Jacob Baden (1735-1804), filolog, kritiker og professor ved Københavns Universitet fra 1780. |
| i hvor lille jeg end er | hvor lille jeg end er. |
| efterdi | fordi, da. |
| første | fineste, bedste. |
| Vaudeville(digter) | syngestykke med vægt på intrigen; franskinspireret genre, der indførtes på Det Kgl. Teater af J.L. Heiberg i sidste halvdel af 1820’erne. |
| castigat ridendo mores | (latin) han revser sæderne gennem latter. Sentens forfattet af franskmanden Jean de Santeuil (1630-1697), anvendt som indskrift over Opéra Comique i Paris og over Det Kgl. Teater i tiden 1798-1817. |
| Kong Salomon og Jørgen Hattemager | vaudeville af J.L. Heiberg fra 1825. | 201 |
| Det hele Planet-System … Skole | forestillingen om den kosmiske dannelsesrejse er udbredt i tiden og findes bl.a. hos H.C. Ørsted og Thomasine Gyllembourg (1773-1856). Tankegangen kan spores tilbage til den svenske mystiker Emanuel Swedenborg (1688-1772). |
| Peblinge-Classen | begynderstadiet, første klasse. Peblinge oprindelig brugt om latinskolens elever. |
| Rigtignok æde Ormene … Lyster ud | jf. Thomas Kingos (1634-1703) salmeværk Aandelige Siunge-Koors Første Part, 1674, »Dend Femte Aften-sang«: »Hvor Ormen da skal vrimle i min Hud, / Og æde disse Verdens Lyster ud«. | 202 |
| tænk dem | dem, dvs. Dem. |
| elegiske | klagende, sørgelige; af elegi: klagesang. |
| synge stærk for mit høire Øre | anvendes også med betydningen at nogen taler ufordelagtigt om en. |
| Skjærsommernats-Drøm | William Shakespeares skuespil A Midsummer Night’s Dream, 1594-1596 (dansk En Skiærsommernats Drøm, 1816). | 203 |
| Jung Stillings Fortælling | Johann Heinrich Jung-Stilling (1740-1817), tysk forfatter; fortællingen »Vægteren med sin Datter« findes i Fortællinger af Heinrich Jung kaldet Stilling. Oversatte af det Tydske ved W. Klein, 1815. |
| prosaisk | fantasiløs, jordbunden. |
| de troer | de, dvs. De. |
| Taarnvægteren | holdt i byernes kirketårne udkig efter ildebrande, skibes ankomst etc. samt udråbte klokkeslættene for natvægterne, der patruljerede byens gader. |
| magnetisk Søvn | hypnotisk søvn. |
| de chaldæiske Vise | kaldæerne, oldtidsfolk i det sydlige Babylonien, kendt for deres astrologiske indsigt; i den græskromerske verden kom kaldæer til at betyde astrolog, idet astrologien blev anset for at være af babylonisk oprindelse. |
| recensere | kritisere, revse. | 204 |
| den Gjerrige | den nærige, den gnieriske; tillige navnet på en komedie af Jean-Baptiste Poquelin Molière (1622-1672): L’avare, 1668 (dansk Comoedie om Gamle Jens Gnier eller Penge-Puger, 1724; 1756 på ny oversat med titlen Den Gierrige eller Gnieren). |
| Mare(n) | ifølge folketroen et kvindeligt væsen, der om natten hjemsøger de sovende og sidder, »rider«, på deres bryst, hvilket giver åndenød og onde drømme, jf. mareridt. |
| Flitterstads | skinnende, men værdiløst pynt. |
| Peri | en god ånd eller feagtigt væsen fra persisk mytologi. |
| de kjender | de, dvs. De. |
| kroe sig | kro sig, opføre sig hovent eller selvtilfreds. |
| Ninon | Anne de Lenclos (1620-1705), kaldet Ninon; kendt fransk kurtisane (elegant prostitueret). |
| Hetærer | i det antikke Grækenland kultiverede glædespiger; her: skøger. | 205 |
| Magistraten | øvrigheden; egentlig organ, som varetager den kommunale forvaltning i større byer. |
| Helhesten | i gammel dansk folketro en trebenet hest (uden hoved); ses om natten og varsler død, jf. Thiele 1, 1, s. 137-138. |
| uden Hoved | reference til den folkelige tro på at man kunne tage varsler nytårsnat. |
| Ruinerne | øjensynligt de endnu tilbageværende ruiner fra englændernes bombardement af København 1807. |
| »dansk Tilskuer« | Den danske Tilskuer, almenkulturelt ugeskrift udgivet 1791-1806 af Knud Lyne Rahbek (1760-1830), der 1790-1799 og 1816-1830 fungerede som professor i æstetik ved Københavns Universitet. I nr. 85, 27. oktober 1791, findes en forudannoncering af den fiktive bog Levnetsbeskrivelse over en uhyre Mængde adelige og uadelige Skurke og Skurkinder af Simon Sandrue. Det pseudonyme indlægs spøgefulde tone viser, at annonceringen er et skalkeskjul for et angreb på skurkagtigheden hos adelen, ved hoffet etc. |
| Børnehuset | opdragelses- og resocialiseringsanstalt beliggende på Christianshavns Torv, oprettet 1662; senere tvangsarbejdsanstalt for voksne, fra 1790 ren straffeanstalt under navnet Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset {I4}. |
| Schinderhannes | Johannes Bückler (1777-1803), tysk røver. |
| Peer Mikkelsen | Peder Mikkelsen (1762-1809), »saakaldt Mestertyv«, jf. Archiv for danske og norske Criminalhistorier, eller Mærkværdige Domfældtes Levnet, Forbrydelser og Straf, bind 1, 1834, s. 55-63. |
| Recommendationsbreve | anbefalingsbreve. | 206 |
| Byens Porte … Klokken tolv | ved midnat lukkedes Amagerport, Vesterport og Østerport, og nøglerne blev bragt til kongen på Amalienborg, hvorimod der fra 1821 var adgang gennem Nørreport mod en betaling på 2 skilling. |
| man muß nur … alles | (tysk) man skal endelig ikke lade, som om det var noget særligt, man vænner sig til alt. Fra Ludwig Tiecks eventyrskuespil Der gestiefelte Kater. Ein Kindermärchen in drei Akten, I,1, 1797 (dansk »Den bestøvlede Kat. Et Børne-Eventyr« i Digtninger af Ludwig Tieck, oversatte af Oehlenschläger, bind 1, 1838). | 207 |
| profant | uden sans for det ophøjede, det religiøse eller det kunstneriske. |
| Amagerport er dog … Byens Porte | {K3-K4}, i artiklen »Characteristik af Kjøbenhavns Porte« i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 20, 10. marts 1828, hedder det om Amagerport: »Og det er vist indlysende for Alle: / Amagerport man bør idyllisk kalde«. | 208 |
| Amagerpige | eller amagerkone, dvs. kone eller pige (fra Amager), der handlede med frugt, grøntsager o.lign. |
| Arcadien | oprindelig navnet på græsk landskab på Peloponnes; fra 1600-tallets hyrdedigtning tillige navnet på idyllisk og fredfyldt landskab. |
| Synderen | de dømte førtes gennem Amagerport ud til eksekutionsstedet, retterstedet, på Christianshavns Fælled. | 209 |
| Mad. Cottins Malvina | madame Cottin, pseudonym for Marie-Joséphine Risteau (1770-1807), fransk forfatterinde; Malvina udkom 1800-1801 (dansk Malvina, 1821). |
| Veierboden | ved alle Københavns byporte fandtes vejerboder i forbindelse med acciseeller toldboderne, hvor afgifter beregnedes. |
| rejicerede | vragede, kasserede. |
| Weisflog(s) | Carl Weisflog (1770-1828), tysk populærforfatter. |
| Tromlitz(s) | August von Tromlitz, pseudonym for C.A.F. von Witzleben (1773-1839), tysk populærforfatter. |
| Taschenbuch | (tysk) lommebog; billigbog i lommeformat. |
| Novaia Sembla | Novaja Zemlja, (russisk) det nye land; øgruppe i Det Nordlige Ishav (siden 1877 hørende under Rusland). |
| Ørkenen Kobi | Gobiørkenen i det sydlige Mongoliet. |
| Dalai Lama | overhovedet for de tibetanske buddhister. |
| mangen uskyldig Flaske | jf. den populære tradition, der udgår fra 1. Mosebog 9: at Noah efter syndfloden plantede vin og drak sig fuld; ikke mindst 1700-tallets drikkeviser har taget denne beretning til sig, jf. C.M. Bellman (1740-1795) »Gubben Noah« i Fredmans sångar, 1791. |
| Joseph | søn af patriarken Jakob; blev kastet i en brønd af sine brødre, jf. 1. Mosebog 37 ff. | 210 |
| Ved Vand vil det ikke skee | jf. Guds tilsagn til Noah efter syndfloden om, at der ikke ville komme en ny syndflod (1. Mosebog 9). |
| Elementerne vil komme i Brand | jf. 2. Petersbrev 3,12. |
| omvankende | omvandrende. |
| Ridder Cometus | hentydning til Adam Oehlenschlägers digt »Den gamle Kiempe Cometes«, 1803, optrykt i Poetiske Skrifter, 1805, s. 176-180, med titlen »Den gamle Kæmpe Cometes«. |
| Maribo-Aviser | måske Lollands og Falsters Stifts Kongelig alene privilegerede Addressecontoirs-Efterretninger; nævnt i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 99, 12. december 1828, som eksempel på en kuriøs og lidt komisk provinsavis. |
| artig | interessant, underholdende. |
| gak | gå. |
| Reiser | Carl Friedrich Reiser (1718-1786), tysk opdraget forfatter og kirurg; udgav 1784 en ufrivilligt komisk bog om Københavns brand Historiske-Beskrivelsse over den Mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728. |
| Nürnberger Stads | betegnelse for billige (andenrangs) varer. |
| Secler | århundreder. |
| Babeltaarne | jf. 1. Mosebog 11,1-9. |
| Werthern | jf. J.W. von Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (dansk Den unge Werthers Lidelser, 1820); romanen blev et højdepunkt i det sene 1700-tals følelsesdyrkelse og blev forbudt i Danmark, fordi den inspirerede mange unge mænd til at begå selvmord. | 211 |
| Knebelsbarter | overskæg, som hænger ned eller står ud til siderne. |
| Brix | sammenlagte tynde stykker træ, der giver en skraldende lyd ved slag; Harlekins foretrukne våben i maskekomedierne. |
| hver Fugl … Næb | ordsprog, jf. Mau 2471. |
| Handsel | pengesum, der gives som sikkerhed ved afslutningen af en handel. |
| Krik | krikke. |
| Randsel | rygsæk. |
| knixer | nejer. |
| med Keiten | med venstre, den »forkerte« hånd. |
| Rabarbara | planten rabarber anvendtes også som lægeplante. | 212 |
| Heibergs Julespøg og Nytaarsløier | J.L. Heibergs komedie Julespøg og Nytaarsløier, 1817; ungdomsstykke, hvori Heiberg med såkaldt romantisk ironi leger med de hævdvundne skel mellem scenens illusion og publikums virkelighed. |
| bellua multorum capitum | belua multorum capitum, (latin) uhyre med mange hoveder; jf. Horats Epistler I,1,76. |
| Spieß(’s) | Christian Heinrich Spiess (1755-1799), tysk populærforfatter, udgav 1795-1796 Biographien der Wahnsinnigen (dansk Vanvittige Personers Biographier, 1798-1799). |
| Syv-Aar | Sieben Jahre. Ein Beitrag zu der geheimen Hofgeschichte eines nordischen Reiches. Aus der Mappe eines verstorbenen Diplomatikers, 1824, af den danske forfatter Laurids Kruse (1778-1839). |
| Marketenterske | marketenderske, person med ret til at forhandle føde- og drikkevarer, tobak m.m. til en afgrænset gruppe personer, fx soldater i en lejr. | 213 |
| Magde Vildfair | sindssvag person i Walter Scotts The Heart of the Midlothian i Tales of my Landlord. Second Series, 1818 (dansk Midlothians Hjerte eller Fængslet i Edinburgh, 1822). |
| Rinaldo | den tyske forfatter Christian August Vulpius’ (1762-1827) Rinaldo Rinaldini, der Räuberhauptmann, 1799 (dansk Røverkaptainen Rinaldo Rinaldini, 1800-1801). |
| de borgerlige Stævnemøder | Les rendez-vous bourgeois, komedie i en akt af F.B. Hoffmann (1745/1760-1828); opført første gang på Det Kgl. Teater i N.T. Bruuns (1778-1823) oversættelse ved sommerforestillingerne 1823. |
| Siegwarth | Johann Martin Miller Siegwart, eine Klostergeschichte, 1776 (dansk Siegwart, en Klosterhistorie, 1778). |
| Romeo | jf. William Shakespeare Romeo and Juliet, 1595 (dansk Romeo og Julie, 1811); i oversættelse ved P. Foersom (1777-1817) og A.E. Boye (1784-1851) opført første gang på Det Kgl. Teater i 1828. |
| Blanka | B.S. Ingemann Blanca. Et Sørgespil, 1815; opført første gang på Det Kgl. Teater i 1816. |
| Pibedreng | piberdreng; dreng, der fungerer som piber (fløjtist) ved en hærafdeling. |
| Sonetter | klingedigte; lyrisk form bestående af 14 verslinjer på hver 11 stavelser, opdelt i to kvartetter a fire verslinjer og to terzetter a tre verslinjer. |
| tibulske | efter Tibul (ca. 50-19 f.Kr.), romersk forfatter, primært af elegier. |
| Martsvioler | muligvis H.C. Andersens digt »Martsviolerne« (BFN 62) i Digte, 1830. |
| Maanedsroser | Maanedsroser, et Maanedsskrivt, udgivet 1824-1831 af Th. Overskou (1798-1873). |
| Vergißmeinicht(er) | Vergißmeinnicht, (tysk) forglemmigej; muligvis hentydning til Vergißmeinnicht. Ein Taschenbuch, som den tyske forfatter af sentimentale historier Heinrich Clauren, pseudonym for K.G.S. Heun (1771-1854), lod udkomme en gang årligt i perioden 1808-1834. |
| Schröder(s) | Friedrich Ludwig Schröder (1744-1816), tysk skuespiller, teaterdirektør og forfatter. |
| Ifland(s) | August Wilhelm Iffland (1759-1814), tysk skuespiller, teaterleder og dramatiker. |
| August von Kotzebue | August von Kotzebue (1761-1819), tysk dramatiker. |
| Eulalia Meinau | person i August von Kotzebues Menschenhass und Reue, 1789 (dansk Menneskehad og Anger. Comoedie i 5 Acter, 1790); opført første gang på Det Kgl. Teater i 1790. |
| La pucelle | François de Voltaires spottedigt La Pucelle d’Orléans, 1762, dog flere piratudgaver allerede fra 1755 (dansk Johanna d’Arc Orleans Mø, 1813), om den franske nationalheltinde og helgen Jeanne d’Arc (1412-1431), der blev brændt for kætteri og for at have båret mandsdragt. |
| Holbergs gamle Magdelone | fast type i Ludvig Holbergs komedier, ofte en gammel tjenestepige eller husholderske. Da hun er vant til at omgås tjenestefolkene, er hun fortrolig med grov tale og rødmer derfor ikke så let. |
| »roth, über und über« | almindeligt tysk udtryk for at rødme over det hele, bl.a. anvendt af J.W. von Goethe i Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (1. bog, optegnelse 15. maj 1771). |
| Cadet(-Regimenter) | elev på officersskole. |
| Lilleputianerne | jf. den engelske forfatter Jonathan Swifts (1667-1745) roman Gulliver’s Travels, 1726 (dansk Kapitain Lemuel Gullivers Reise til Lilleput eller til de smaae Folk, 1768). |
| de Underjordiske | jf. B.S. Ingemann De Underjordiske. Et bornholmsk Eventyr, 1817. |
| Caprioler | bukkespring, egentlig en hests spring lige op i luften med sænket hoved (og spark med bagbenene). |
| Signelill … Blancmäreta, Swanhueta | de historiske skuespil Signill, 1612 (med undertitlen »Thet är en lustigh och sanfärdigh Tragoedia, om then Höghborne, mycket berömda och manhafftige Hertigh Habor, Konung Amundz Son aff Norigie«), Blanckamäreta, 1614, og Swanhuita, 1613, af den svenske historiker og dramatiker Johannes Messenius (ca. 1580-1636). |
| Tog | optog. |
| Axel og Valborg | sørgespil af Adam Oehlenschläger fra 1810, opført første gang på Det Kgl. Teater samme år; dugen (eller rettere linklædet) er en symbolsk rekvisit i tredje og fjerde akt. |
| Læsefrugter | A.F. Elmquists (1788-1868) magasin med underholdningslitteratur: Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark, udgivet fra 1818. |
| Brevduer | Brevduen. Et Ugeblad af blandet Indhold, udgivet 1818-1824 af C.N. Rosenkilde (1786-1861). |
| den galende Hane | skandaleblad udgivet af hattemager G.M. Müller i perioden 1827-1829. |
| Meister Floh | E.T.A. Hoffmann Meister Floh. Ein Märchen in sieben Abentheuern zweier Freunde, 1822. |
| Smiil og Taarer af N.T. Bruun | den danske oversætter og forfatter Niels Th. Bruuns Smil og Taarer. Dramatisk Nytaarsgave for 1814. | 214 |
| Siegfried von Lindenberg | den tyske forfatter Johann Gottwerth Müllers (1743-1828) roman Siegfried von Lindenberg. Eine komische Geschichte, 1779 (dansk Siegfried von Lindenberg, 1786). |
| Peregrine Pickle | den engelske forfatter Tobias Smolletts (1721-1771) roman The Adventures of Peregrine Pickle, 1751 (dansk Peregrine Pickles Tildragelser, 1787-1795). |
| Phalanx | falanks, slagformation anvendt af oldtidens græske soldater, hvor fodfolk gik i en tæt aflang formation; her: gruppe. |
| Hakon Jarl | Adam Oehlenschlägers tragedie »Hakon Jarl hin Rige«, i Nordiske Digte, 1807; opført første gang på Det Kgl. Teater i 1808 med titlen Hakon Hlade-Jarl, hin rige kaldet, Norges Behersker (fra 1833 med titlen Hakon Jarl). |
| Palnatoke | sørgespil af Adam Oehlenschläger fra 1809, opført første gang på Det Kgl. Teater samme år. |
| Sigurd Schlangentödter | (tysk) Sigurd Slangedræber; hentydning til den tyske Nibelungen-sagnkreds. |
| Almue-Skrifterne | primært folkebøger, som den efterfølgende opremsning antyder. Folkebøgerne var ofte anonymt udgivne romaner eller fortællinger med eventyrligt, religiøst eller moralsk indhold og udkom i utallige udgaver frem til og med 1800-tallet. |
| Ugelspil | titelhelt i den tyske folkebog fra omkring 1511 Ein kurtzweilige lesen von Thyl Vlenspiegel (dansk Underlig oc selsom Historie Om Tiile Ugelspegel, En Bondes Søn barnfød udi det Land Brunszvig, ældste bevarede tryk fra ca. 1690); ifølge bogen en virkelig landstryger, Till Eulenspiegel, som efter mange gavtyvestreger døde 1350 i Mölln i Lauenburg, hvor hans grav findes. |
| Bileams Æsel | Bileam, skikkelse fra 4. Mosebog 22-24 hvis æsel kunne tale og viste sig at være klogere end han selv. |
| Alexander den Store | folkebogen Alexander Magnus, dansk udgave 1630. Alexander 3. den Store (356-323 f.Kr.) var makedonsk konge fra 336 f.Kr. |
| Æsopus | tysk folkebog fra 1470’erne, dansk udgave Esopi leffnit oc nogle hans fabel, 1556, ved den danske forfatter og oversætter Christiern Pedersen (ca. 1480-1554). |
| Albert Julius | henvisning til Johann Gottfried Schnabels (1692-før 1760) robinsonade om den saksiske søfarer Albertus Julius: Wunderliche FATA einiger See-Fahrer, absonderlich ALBERT JULII, eines gebohrnen Sachsens, 1731-1743 (dansk Adskillige Søefareres underlige Skiæbner, især Alberti Julii, en fød Sachsers, 1761-1765); siden Ludwig Tiecks (1773-1853) udgivelse af værket i 1828 kendt som Die Insel Felsenburg. |
| Finkeridderen | Der Finckenritter, tysk folkebog, dansk udgave En Historie og Legende, om den drabelige og vitforfarne Ridder Her Policarpo af Kyrlarissa, som kaldis Finkeridderen, 1703. |
| Jon Præst | folkebog, dansk udgave Hær begynnes een lysthelighe historie aff Jon presth oc aff hans sture rijckdom oc mackt, 1510. Jon Præst eller Johannes Presbyter er en middelalderlig sagnskikkelse, der ifølge overleveringen herskede over et stort rige dybt inde i Asien. |
| den taalmodige Helene | folkebog, dansk udgave En underlig oc dog meget skiøn Historie, om den tolmodige Helena af Constantinopel, 1677. |
| Markolfus | tysk folkebog fra 1485, dansk udgave Marcolfus, Det er: En lystig Samtale imellem Kong Salomon og Marcolfum, 1699. |
| Mester Lucidarius | tysk folkebog i dialogform (Elucidarius: lysbringer), dansk udgave Lucidarius, 1510; først i udgaven fra 1558 får fortællingen titlen Mester Lucidarius. |
| Pontius Pilatus | folkebog, dansk udgave En kort Beskriffvelse Om Pilati Fødsel: Herkomst/lefnet oc Endeligt, 1663. Pontius Pilatus var romersk statholder i Judæa på Jesu tid. |
| Ridder Rød | person i folkebogen Lykkens Tumle-Klode, 1710. |
| Tristan … Isalde | Tristrant und Isalde, tysk folkebog fra 1484 efter tragisk kærlighedsepos af Gottfried von Strassburg fra ca. 1210, dansk udgave Tristrant og Isalde, 1792. |
| Robertus von Agerkaal | folkebog, dansk udgave En ganske ny og lystig Historie om Ulspils Overmand, Eller Robertus von Agerkaal, Mester udi Sammensyer Amptet, 1724. |
| Hertugen af Luxenborg | folkebog, dansk udgave Den over heele Verden berømte Hertug af Luxenborg, Hands Pagt og Forbund med Satan, 1733. |
| den uskyldige Joseph | folkebog, dansk udgave Josephs Historia, 1657. |
| Doctor Faust | tysk folkebog fra 1587, dansk udgave Historia om D. Johan Fausto den widberyctede Troldkarl, 1588. |
| Keiser Octavianus | tysk folkebog fra 1535, dansk udgave En skiøn lystig Historie, om Keyser Octaviano, hans Husfrue og to Sønner, 1597. |
| Peder med Sølvnøglerne | person i folkebogen En meget Kortvillig Historiæ, om den skiønne Magelona, en Konges Datter aff Neaples, oc en Ridder, som bleff kaldet Peder med Sølf Nøglen, en Grevis Søn udaff Provincia, 1583, efter tysk forlæg fra 1535. |
| Göthe og Tieck | der hentydes til J.W. von Goethes Faust. Eine Tragödie, 1808-1832, og til Ludwig Tiecks Kaiser Octavianus, 1804. |
| Klokker Heegaards Riimpose | Th.V. Hegaard (1781-1831) Riim-Pose, 1824. |
| Kjøge Huuskors | Johs. Brunsmands (1637-1707) bog om djævlebesættelser i Køge: Et forfærdeligt Huus-Kaars, 1674; fra 1820: Kjöge Huuskors. |
| der Grünmantel von Venedig | Der Grünmantel von Venedig, 1820, af Heinrich Clauren, pseudonym for C.G.S. Heun (1771-1854). |
| Lykkens flyvende Fane | folkebog, dansk udgave Lykkens flyvende Fane Eller en Historie om tre fattige Skræddere, som ved en Pillegrims Reyse kom omsider til Værdighed og stoer Velstand, øjensynligt fra 1710. |
| die rothe Freiheits-Kappe | (tysk) den røde frihedskappe; beklædning båret af franske revolutionære i 1790’erne. |
| Molboerne | Beretning om de vidtbekiendte Molboers vise Gierninger og tappre Bedrivter. Dem til Ære og andre til Fornøyelse til Trykken befordret, 1772, og i 1827 i en udgave ved Rasmus Rask (1787-1832). |
| de 7 vise Mestere | tysk folkebog fra 1473, dansk udgave De siu vise Mestere, antageligt 1571-1575. |
| Nathan der Weise | drama af den tyske forfatter G.E. Lessing (1729-1781) fra 1779 (dansk Nathan den Vise. Et dramatisk Digt i 5 Optog, 1799). |
| mirabile dictu | (latin) forunderligt at sige. | 215 |
| Commentatores | (latin) kommentatorer; om udgivere af skrifter fra oldtiden. |
| Poesiens Tempel | jf. Johannes Ewalds fortælling Lykkens Tempel. En Drøm, 1764, og Nicolai Abildgaards (1743-1809) maleri af samme navn fra 1785. |
| Brekkekex, coax, coax | imitation af frøers eller tudsers kvækken, jf. Aristofanes’ (ca. 450-ca. 385 f.Kr.) komedie Frøerne, v. 209 ff. |
| Recensenter | kritikere. |
| lignede dem altid ved | sammenlignede dem altid med. |
| Cerberus | trehovedet hund, der i romersk mytologi vogter indgangen til underverdenen. |
| Hugo Grotius | Hugo Grotius (1583-1645), hollandsk filosofisk og statsretslig forfatter, der blev hjulpet til flugt fra sit fængsel skjult i en bogkasse. | 217 |
| »Hvem vil see … Knappenaale!« | spilleværker for knappenåle, talemåde om noget ubetydeligt el. værdiløst, en kuriositet, som her synges, gentages. |
| bout-rimes | bouts-rimés, (fransk) enderim; digte, som er gjort til på forhånd opgivne rim; udbredt selskabsleg på H.C. Andersens tid. |
| Leverriim | tolinjede lejlighedsvers, hvori navneordet »lever« skulle forekomme i første linje; improviseredes eller citeredes ofte ved bordet; bogudgave 1689. |
| trykte i dette Aar | almindelig datering på fx folkebøger og skillingsvisetryk. |
| Satyr(er) | græsk fabelvæsen, mand med bukkeben og -hale, der ledsager vinguden Dionysos; af sammenhængen fremgår det, at der her snarere er tale om satyrspillet: en dramagenre med burleske fremstillinger af mytologisk stof, der i klassisk tid blev opført ved Dionysosfesterne som afslutning på 3 dage med tragedier. |
| Vaudeville(n) | syngestykke med vægt på intrigen; franskinspireret genre, der indførtes på Det Kgl. Teater af J.L. Heiberg i sidste halvdel af 1820’erne. |
| Cervantes | Miguel de Cervantes Saavedra, spansk forfatter, skrev bl.a. El ingenioso hidalgo Don Quixote de la Mancha, 1605-1615 (dansk Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter, 1676-1677). |
| Moliere(s) | Jean-Baptiste Molière (1622-1673), fransk komedieforfatter. |
| tager … Billetter | køber billetter. |
| Reitzel | C.A. Reitzel (1789-1853), københavnsk boghandler og forlægger. |
| Brummer | J.C.F. Brummer (1768-1836), københavnsk universitetsboghandler og forlægger. |
| den gyldendalske Boghandel | dengang både forlag og boghandel; grundlagt 1770 af Søren Jensen Gyldendal (1742-1802). |
| Leiebibliothek(er) | privat bibliotek med hjemlån mod betaling. |
| du merite poetique | (fransk) poetisk fortjenstorden; frit opfundet af H.C. Andersen efter den franske orden du mérite. | 218 |
| Horatz | Horats (65-8 f.Kr.), romersk digter. |
| Anakreon | (ca. 570-ca. 485 f.Kr.), græsk digter. |
| Falerner-Viin | i oldtiden en berømt vin fra egnen nord for Napoli i Italien, som rostes højt bl.a. af Horats. |
| Troubadour(er) | omvandrende sanger og digter (af kærlighedsdigte) i middelalderens Provence. |
| qvinkelerede | sang smægtende. |
| »Luk op for den lille Petro!« | fra H.C. Andersens tekst til den franske vise »Den lille Pedro« i vaudevillen Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret (BFN 28), 1829, der opførtes første gang på Det Kgl. Teater den 25. april samme år. |
| Raptus(sen) | bestemt trang, mani, følelse eller lignende, der pludselig griber én; bruges ofte af Ludvig Holberg, fx i forbindelse med »den poetiske Raptus«, det korte tidsrum, hvori det første store bundt af komedier blev til. |
| idelige | stadige, konstante. |
| puttet Bomuld i Ørene | den borgerlige dannelseskulturs opkomst siden midten af 1700-tallet medførte en kritik af Ludvig Holbergs ligefremme og til tider anstødelige sprog; kritikken var navnlig ømskindet på det kvindelige publikums vegne. |
| bly | blufærdig, genert og tilbageholdende. |
| »den bedendes Kjæde« | Hans Jacobsen Hvalsøe (1656-1712) De Bedendis aandelige Kiæde af 41 Led, eller Christendommens Articler sammensancket, 1700. |
| Grecourts Skrifter | J.W. de Grécourt (1683-1743), fransk satirisk forfatter; Fri Oversættelse af Grécourts Skrivter 1-9 udkom 1793. |
| Petersille | persille. |
| Iffland | August Wilhelm Iffland (1759-1814), tysk skuespiller, teaterleder og dramatiker. |
| Jünger | Johann Friedrich Jünger (1759-1797), tysk roman- og lystspilforfatter. |
| Schröder | Friedrich Ludwig Schröder (1744-1816), tysk skuespiller, teaterdirektør og forfatter. |
| Nabob | indisk fyrste; almindelig betegnelse for en meget rig mand; med dette og de følgende udtryk hentydes til de dengang almindelige happy-endings på de populære skuespil. | 219 |
| Aristomenes | reference til August Lafontaines (1758-1831) roman Aristomenes und Gorgus, 1797 (dansk Aristomenes og Gorgus eller Hevn og Menneskelighed, 1800). |
| Dido og Don Petro | to figurer fra Heinrich Claurens roman Mimili, 1816 (dansk Mimile, 1818). |
| Familien von Langen | formodentlig reference til August Lafontaines fortælling »Familien Herman Lange« i Familiehistorier, 1801 (dansk oversættelse). |
| Præstegaarden ved Søen | August Lafontaines roman Die Pfarre am See, 1816 (dansk Præstegaarden ved Søen, 1824-1825). |
| Liesli | reference til Heinrich Claurens roman Mimili, 1816. |
| Mariane(s) | person i Johann Martin Millers roman Siegwart, eine Klostergeschichte, 1776 (dansk Siegwart, en Klosterhistorie, 1778). |
| Cornelius Nepos | Cornelius Nepos (ca. 100-25 f.Kr.), romersk forfatter og historieskriver. |
| Phædrus | Phaedrus (ca. 15 f.Kr.-ca. 50 e.Kr.), romersk fabeldigter. |
| Autores | (latin) forfattere. |
| Deminutiv(er) | diminutiv, ord med en endelse, som giver det betydningen af noget småt eller kært, fx mandsling. |
| Aranzo, der edle Räuberhauptmann | August Leibrocks (1782-1853) roman Aranzo, der edle Räuberhauptmann, 1819. |
| Under Landeveiene … red over den | jf. Thiele 1, 2, s. 11-14. |
| spansk Tobak | en slags fin snustobak. |
| schrecklicher Menschenschicksale | (tysk) skrækkelige menneskeskæbner. |
| Spieß | den tyske populærforfatter Christian Heinrich Spiess (1755-1799) udgav 1796 Reisen durch die Höhlen des Unglücks und die Gemächer des Jammers (dansk Mine Rejser gjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger, 1802-1803). | 220 |
| die Gespensterstunde | (tysk) spøgelsestimen. |
| den vilde Jæger | djævelsk skikkelse i Der Freischütz, tekst af Fr. Kind, musik af Carl Maria von Weber, 1821 (dansk Jægerbruden, Syngespil af Kind. Oversat til Carl Maria Webers Musik af Oehlenschläger, 1821). |
| de tolv sovende Jomfruer | C.H. Spiess’ roman Die zwölf schlafenden Jungfrauen, 1795-96 (dansk De tolv sovende Jomfruer. En Spøgelseshistorie, 1803). |
| den lille Peder | C.H. Spiess Das Petermännchen, 1793 (dansk Den lille Peter. En Spøgelse-Historie fra det trettende Aarhundrede, 1796). |
| den af Christian Wilster omtalte Genie-Feber | Christian Wilster (1797-1840), forfatter og oversætter; artiklen »Om Geniefeberen« findes i Nye Hygæa. Udgivet af C. Otto M. D. og Th. Repp, bind 1, januar 1823, s. 99-122. |
| Nyrnberger Træsnit | folkelig grafik fra Nürnberg; spiller endvidere på betydningen Nürnbergerstads: billige (andenrangs) varer. |
| münchhausensk Kaalblad | den tyske baron Karl Friedrich Hieronymus Münchhausen (1720-1791) underholdt efter sigende sine gæster med farverige, fantastiske fortællinger, hvoraf flere samledes anonymt i tidsskriftet Vademecum für lustige Leute 1781 og 1783; i 1785 udgav R.E. Raspe en engelsk udgave af de fantastiske skrøner, The Surprising Adventures Of Baron Munchausen, som dannede grundlag for G.A. Bürgers genoversættelse til tysk, Wunderbare Reisen zu Wasser und Lande, Feldzüge und lustige Abentheuer des Freyherrn von Münchhausen, 1786 (dansk Lystigt Post- og Reise-Vademekum muntre Reisende helliget af Monsieur Hemmkengryper, forhenværende Kammertjener hos Hr. von Münchhausen, 1802). I indledningen omtales det, hvordan Münchhausen vil dyrke kål på slægtens gods og mindes sin ungdoms bedrifter. |
| oehlenschlägerske … Hakon | jf. Adam Oehlenschlägers tragedie »Hakon Jarl hin Rige«, i Nordiske Digte, 1807. |
| Götz von Berlichingen | Johann Wolfgang von Goethes Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand, 1773 (dansk Götz von Berlichingen med Jernhaanden, oversat af Adam Oehlenschläger, 1803). |
| Aladdins Trylleslot | eventyret om Aladdin fra Tusind og én nat, som blev introduceret i Europa med A. Gallands (1646-1715) oversættelse: Les mille et une nuits, 1704-1717 (dansk Tusende og en Nat, hvorudi paa en fornøielig Maade fortælles allehaande selvsomme Arabiske Historier og forunderlige Hændelser, saa vel som behagelige Elskovs Begivenheder, tillige med de Østerlandske Folkes Ceremonier og Sædvane, 1745); dramatiseret af Adam Oehlenschläger i 1805 med titlen »Aladdin, eller Den forunderlige Lampe« i Poetiske Skrifter, bind 2; Aladdins slot bygges ved hjælp af den magiske lampe på én nat. |
| Harun El-Raschid | Harun al Rashid, 786-809 kalif i Bagdad, dvs. verdsligt og religiøst overhoved af det arabiske imperium; kendes primært fra Tusind og én nat. |
| de tre Calendere og Drageren | historien om drageren og de tre kalandarer samt de tre kalandarers fortællinger findes i Tusind og én nat; kalandarerne eller Kaland-Brødrene var et religiøst broderskab, der samledes den første dag i hver måned, og hvis sammenkomster udartede sig til yppige måltider. |
| Sindbads Reiser | Sindbad Søfareren, person i Tusind og én nat, der fortæller om sine syv fantastiske rejser. |
| Fiskeren | de to historier om fiskeren og ånden findes i Tusind og én nat. | 221 |
| Carfunkler | stærkt rød ædelsten; oftest om granat eller rubin. |
| Topas(er) | ædelsten af farveløst, gulligt eller blåligt mineral. |
| Fuglen Roc | fuglen Rok skildres i Tusind og én nat som en fugl så stærk, at den kan bære en elefant gennem luften. |
| Scherezade(s) | vesirdatteren Sheherezade, fortællersken i Tusind og én nat. Kong Shahriyar har dræbt sin dronning, fordi hun havde bedraget ham, og som hævn over kvindekønnet gifter han sig med den ene unge pige efter den anden for på bryllupsnatten at lade dem myrde. Sheherezade gifter sig med ham og redder livet ved i næsten 3 år, i 1001 nat, at fortælle kong Shahriyar historier; vezir er den arabiske betegnelse for en højtstående embedsmand i herskerens tjeneste. |
| fremkoglede | tryllede frem. |
| Aristophanes … Frøerne … Skyerne | den græske komediedigter Aristofanes’ (ca. 450-385 f.Kr.) to satiriske skuespil Skyerne (423 f.Kr.) og Frøerne (405 f.Kr.). |
| Jeg kjendte | jeg genkendte. |
| Oberon og Titania … Puk | skikkelser fra William Shakespeares skuespil A Midsummer Night’s Dream, 1594-1596 (dansk En Skiærsommernats Drøm, 1816). |
| Fru Mab | en fe i Shakespeares Romeo and Juliet, 1595 (dansk Romeo og Julie, 1811). |
| Canibal | øjensynligt fejlskrivning for Caliban; skikkelse fra Shakespeares The Tempest, 1611 (dansk »Stormen. Et Lystspil« i W. Shakspeares Lystspil; oversatte ved Simon Meisling, 1810). |
| Sancho Pansa | Sancho Pancha, Don Quixotes væbner. |
| Kapelmester Kreisler | person i E.T.A. Hoffmanns roman Lebens-Ansichten des Katers Murr, 1820-1822. |
| Serapions Brüder | fortællingkredsen Die Serapions-Brüder, 1819-1821, af E.T.A. Hoffmann. |
| mozartsk Don Juan … »Phantasie-Stücken« | W.A. Mozarts (1756-1791) opera Don Giovanni, 1787 (dansk Don Juan, 1833); E.T.A. Hoffmann, der ud over at være forfatter også var dirigent og komponist, skrev med inspiration fra Mozarts opera en novelle over motivet (»Don Juan. Eine fabelhafte Begebenheit, die sich mit einem reisenden Enthusiasten zugetragen« i Fantasiestücke in Callot’s Manier, bind 1, 1814). |
| klein Zackes | E.T.A. Hoffmanns eventyr Klein Zaches genannt Zinnober, 1819. |
| Prindsesse Brambilla | E.T.A. Hoffmanns eventyr Prinzessin Brambilla, ein Capriccio nach Jakob Callot, 1821. |
| Miesmies | fra E.T.A Hoffmanns roman Lebens-Ansichten des Katers Murr, 1820-1822. |
| gestiefelter Kater | Ludwig Tiecks eventyrskuespil Der gestiefelte Kater. Ein Kindermärchen in drei Akten, 1797 (dansk »Den bestøvlede Kat. Et Børne-Eventyr« i Digtninger af Ludwig Tieck, oversatte af Oehlenschläger, bind 1, 1838). |
| Prinds Zerbino | Ludwig Tiecks »Prinz Zerbino, oder Die Reise nach dem guten Geschmack, gewissermaßen eine Fortsetzung des gestiefelten Katers« i Romantische Dichtungen, bind 1, 1799 (dansk »Prinds Zerbino, eller Reisen til den gode Smag« i Digtninger af Ludwig Tieck, oversatte af Oehlenschläger, bind 1, 1838). |
| Gozzi … de tre Pommerantser, Ravnen | Carlo Gozzi (1720-1806), italiensk komediedigter; der refererers til hans to skuespil L’amore delle tre melarance, 1761 (dansk »De tre Pomeranzer« i Dramatiske Eventyr af Carlo Gozzi. Fra det Italienske ved S. Meisling, 1821) og Il corvo, 1761 (dansk »Ravnen, et tragicomisk Eventyr i fem Acter« i Italienske Maske-Comoedier af Carlo Gozzi. Fra det Italienske ved S. Meisling, 1825). | 223 |
| Jerusalems Skomager | den evige jøde, Ahasverus; skikkelse fra et middelalderligt sagn, ofte behandlet i dansk litteratur på H.C. Andersens tid. Efter sagnet skulle skomageren Ahasverus have slået eller skændet Jesus, da han på vej til korsfæstelsen på Golgata søgte hvil, derfor måtte han vandre fredløst omkring i verden til evig tid uden at kunne dø; tysk folkebog om Ahasverus fra 1602 (dansk Beskrivelse om Jerusalems Skomager oc en Jøde som var fød i Jerusalem ved Nafn Ahasvero, antageligt 1607; ældste bevarede tryk fra 1631). |
| bekjendte | (vel)kendte. |
| Walter Skott(s) | Walter Scott (1771-1831), skotsk romanforfatter. | 224 |
| Marqvis af Marigny | Abel François Poisson (1727-1781), højtstående fransk embedsmand, bror til madame de Pompadour, egentlig Jeanne Antoinette Poisson de Pompadour (1721-1764), den franske kong Ludvig 15.s (1710-1774; konge fra 1715) elskerinde. |
| Digteren Boisi | Louis de Boissy (1694-1758), fransk forfatter; har skrevet bl.a. spirituelle satirer og komedier på vers. |
| Hvad gjør det … Papiret | udtalelsen ikke identificeret. |
| Satirikus | satirisk forfatter, person som ynder spot og satire. | 225 |
| Bajaset | Bajazet (1347-1403), tyrkisk sultan, erobrede Serbien og Bulgarien, men blev standset af mongolerfyrsten Timur ved slaget ved Ankara i 1402; døde året efter i fangenskab hos Timur; ifølge sagnet holdt Timur ham fanget i et bur. |
| Norkros | John Nicholas Norcross (1688-1758), kaperkaptajn; født ved Liverpool, i svensk tjeneste under Store Nordiske Krig, hvor han blev fanget af Tordenskiold i 1718; undslap, udkastede plan til at fange kronprins Christian (senere Christian 6.), men planen mislykkedes, og Norcross blev fanget 1726, undslap på ny, men blev kort efter fanget i Hamburg; blev lagt i lænker og anbragt i et bur, der var 2 1⁄2 meter langt og 2 meter bredt; her sad han i 15 år og blev fremvist for københavnerne som en mærkværdighed. |
| den russiske Digter … ved den | fortællingen er ikke identificeret; siden anvendt af Heinrich Hoffmann (1809-1894) i digtet »Wie der Teufel den Schwanz verlor«. |
| mine Ungdoms Tragoedier | her tænkes bl.a. på »Alfsol. Original Tragedie i fem Acter«, som blev trykt i Ungdoms-Forsøg, 1822 (BFN 5). | 226 |
| solbrændt Rude | når ruderne bliver anløbet af vinterens fugt, trækker soda ud af glasset, som siden hærdes af sommersolen; herefter er ruderne mindre klare. |
| sorrigfuld | sorgfuld. |
| Snække | snekke, mindre krigs- eller handelsskib med sejl. |
| purpureus pannus | (latin) en purpurfarvet lap; fra den romerske digter Horats’ (65-8 f.Kr.) læredigt om digtekunsten Ars poetica (v. 15 f.) om den prægtige, men irrelevante poetiske udsmykning med adjektiver. |
| Salis’s Vandmalerier | den schweiziske forfatter Johann Gaudenz von Salis-Seewis (1762-1834); vandmalerier kan være et vittigt ordspil på Seewis, men kan også referere til et af Salis’ digte »Lied zu singen bei einer Wasserfahrt« i Gedichte, 1793. |
| Matthisson(s) | Friedrich von Matthisson (1761-1831), tysk lyriker, ven med Salis-Seewis og udgiver af hans digte. |
| Perspektiv | perspektiv- eller kigkasse; kasse med et eller flere glas, hvorigennem man ser forskellige billeder forstørrede og perspektiviske. | 227 |
| Elegie | klagesang. |
| incurabel | uhelbredelig. |
| Genie-Feber | henvisning til Christian Wilsters (1797-1840) artikel »Om Geniefeberen« i Nye Hygæa. Udgivet af C. Otto M. D. og Th. Repp, bind 1, januar 1823, s. 99-122. |
| certe furit … acerbus | (latin) under alle omstændigheder er han vanvittig, og som en bjørn / hvis den har haft styrke nok til at bryde gitteret, som er sat for buret / bortjager den uudholdelige recitator både læg og lærd. Af Horats Ars poetica, v. 472-474; (»valet« fejl for »valuit«). |
| Kellgreen siger | Johan Henric Kellgren (1751-1795), svensk forfatter og kritiker; citatet stammer fra digtet »De Två Miraklerne« trykt i Stockholms Posten, 5. januar 1793. | 228 |
| Adresseavisen | annonceavis; udkom i perioden 1759-1908 under forskellige navne; avisen, som var en slags annonceavis, havde sin oprindelse i de plakater J.F. v.d. Osten fra 1706 lod udgå fra sit adressekontor, der blev lukket i 1711, genåbnet i 1726, lukket i 1728 og atter genåbnet i 1749, hvor kontoret udsendte Adresse-Contoirets Efterretninger til Publici Nytte bekiendtgjorte. I 1759 ændredes navnet til Kiøbenhavns Kgl. allene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger. |
| i hvor varme de end kom | hvor varme de end kom. |
| Tornister | rygsæk. |
| baselisk(agtige) | fabeldyr, som har skikkelse af en slange med hanehoved, og hvis (græske) navn betyder lille konge; tillægges evnen til at kunne dræbe med sit blik, jf. Thiele 2, II, s. 300. |
| overalt og ingensted | allusion enten til C.H. Spiess’ roman Der alte Überall und Nirgens, 1792, eller til den anonyme Gjengangeren den skjønne Mathilde overalt og ingensteds eller de Ulykkeliges Skytsaand under forskjellige Skikkelser. En Underhistorie fra det 9. og 10. Aarhundrede, oversat fra tysk i 1827. |
| judæus immortalis … le juif errant | den evige jøde, den omflakkende jøde. |
| Micromegasser | den franske filosof og forfatter François de Voltaires fantastiske rejseskildring Le Micromégas, 1752. Micromégas er fortællingens 8 mile (a ca. 4 km) høje titelperson fra Sirius. |
| spidse ham derfor | spidse, dvs. spise. |
| »Der er ei … skaanet« | fra sjette strofe af Christian Wilsters »Riimbrev fra Soröe« i Digtninger, 1827; den citerede anden verslinje lyder korrekt: »Hvorved der er jo daanet;«. | 229 |
| selv hans Papirer ere … udkomne | jf. Auswahl aus des Teufels Papieren, 1789 (udvalg af djævelens papirer) af den tyske forfatter Jean Paul, pseudonym for Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825). |
| Faust | middelalderlig fortælling om den intellektuelle, hvis indsigter skyldes en pagt med djævelen; historien dannedes med udgangspunkt i en faktisk person i reformationstiden, Georg Faust; tysk folkebog om Faust Historia von D. Johann Fausten, dem weitbeschreyten Zauberer und Schwartzkünstler, 1587 (dansk Historia om D. Johan Fausto den widberyctede Troldkarl, 1588). |
| Göthe | Johann Wolfgang von Goethe Faust. Eine Tragödie; tragediens første del udkom 1808, mens den anden og afsluttende del blev udgivet posthumt i 1832. |
| Lessing | den tyske forfatter og filosof G.E. Lessing (1729-1781) offentliggjorde en kort scene af sit Faustarbejde i sit 17. litteraturbrev (Briefe die neueste Literatur betreffend, 1759-1765); fragmenter og planer findes desuden i hans Teatralischer Nachlass, 1786. |
| Mahler Müller | Friedrich Müller (1749-1825), tysk maler, kobberstikker og digter, også kaldet »Mahler Müller«; der henvises til det ufuldendte drama Fausts Leben und Tod dramatisiert, skrevet 1778. |
| Klinger | Friedrich Maximilian Klinger (1752-1831), tysk forfatter, udgav 1791 Fausts Leben, Thaten und Höllenfahrt in fünf Büchern. |
| Kalls Verdenshistorie | skolebog af Abraham Kall (1743-1821) Den almindelige Verdens Historie kortelig forfattet, og til Brug for Skolerne i Danmark og Norge, 1776. |
| Præ | karakteren præ ceteris, (latin) fremfor de øvrige; højeste karakter i det daværende karaktersystem. |
| Artium | (latin) studentereksamen. |
| Bisp i Ribe | Ahasverus’ reaktion på »Bisp i Ribe« har måske at gøre med, at Ribe kendes som centrum for den inderlige og fromme kristendom (pietismen), idet H.A. Brorson (1694-1764) var biskop her fra 1740. |
| Ludvig XI | Ludvig 11. (1423-1483), konge af Frankrig fra 1461. |
| Mercier | Louis-Sébastien Mercier (1740-1814), fransk forfatter; udgav 1781-1790 Tableau de Paris 1-12 (billede af Paris), hvori han giver krasse og rammende skildringer af folke- og gadelivet i Paris; værket vakte stor en opsigt, men også en harme, der tvang forfatteren til for nogen tid at flygte fra Paris. |
| Marcus Aurelius … Markomannerne | Marcus Aurelius (121-180), romersk kejser fra 161; førte krige mod flere germanske stammer, deriblandt markomannerne i 172-173; kampene mod markomannerne er skildret på Marcus Aurelius’ søjle i Rom, opført 193. |
| Odeacer … Romerne | Odoaker (ca. 430-493), germansk lejetropsfører, blev i 476 af sine tropper udråbt til konge i det vestromerske rige. |
| Propheten Mahomet | profeten Muhammed giftede sig 25 år gammel med en noget ældre rig købmandsenke, Khadija. |
| Carl Martel | Charles Martel (ca. 688-741), frankisk rigshovmester og frankerrigets egentlige hersker; førte en række krige, bl.a. mod de indtrængende arabere, som han besejrede i slaget ved Poitiers i 732; efter sin død fik han på grund af sin tapperhed tilnavnet »Martellus«, (latin) hammeren. | 230 |
| mellem Aar og Dag | i løbet af et år. |
| Peter Schlemil | fortællingen Peter Schlemihls wundersame Geschichte, 1814 (Peter Schlemihls forunderlige historie), af den tyske forfatter Adalbert von Chamisso (1781-1838). Peter Schlemihl havde dog kun syvmilestøvler, ikke 100-milestøvler. |
| hvo er mig da Borgen | hvem er mig da garant for. | 231 |
| Deres Skygge som Pandt | jf. Adalbert von Chamissos fortælling Peter Schlemihls wundersame Geschichte, 1814. |
| Erasmus Spikher(s) | person i E.T.A. Hoffmanns »Die Abentheuer der Sylvester-Nacht« i Fantasiestücke in Callot’s Manier, bind 4, 1815, der har mistet (solgt) sit spejlbillede. |
| Gesandt | person der er sendt til en anden stat og opholder sig dér som officiel repræsentant for sit land. |
| Morea | gammelt navn på halvøen Peleponnes, der udgør den sydlige del af Grækenland. |
| gesvindt | hurtigt. |
| Genius | skytsånd. | 232 |
| naar sees vi igjen | hvornår ses vi igen. | 233 |
| bivaanede | overværede. |
| mærkelig | mærkbar. |
| Theater-Recension | teateranmeldelse. |
| Magnetiseur | hypnotisør. |
| dyriske Magnetisme | den animalske eller dyriske magnetisme; teori fremsat af den østrigske læge Franz A. Mesmer (1734-1815) i disputatsen De influxu planetarum in hominem, 1766, om himmellegemernes indflydelse på dyrs og menneskers legemer. Ved strygning med magneter mente han at kunne påvirke den animalske magnetisme og dermed helbrede sygdomme; teorien først fremsat af H.C. Agrippa (1486-1835) i De occulta philosophia, 1510. | 234 |
| Sværdsiden | fædrene side, mandssiden. |
| Sancho Pansas Æsel | jf. Miguel de Cervantes Saavedras roman El ingenioso hidalgo Don Quixote de la Mancha, 1605-1615 (dansk Den sindrige Herremands Don Quixote af Manchas Levnet og Bedrifter, 1776-1777). Sancho Pancha er Don Quixotes væbner. |
| Rabener | G.W. Rabener (1714-1771), tysk satirisk forfatter, hvis Antons Pansa von Mancha Abhandlung von Sprüchwörtern, 1755 (dansk Anton Pansa’s af Mancha Afhandling om Ordsprog i Gottlieb Wilhelm Rabeners samtlige Skrivter, bind 4, 1781) indeholdt en dedikation til Sancho Panchas æsel: »Antons Pansa von Mancha Zueignungsschrift an des großen Sancho Pansa großen Esel« (dansk »Tilegnelsesskrivt til den store Sancho Pansa’s store Æsel«). |
| Mæcenas | mæcen, velynder. |
| Junker | oprindelig ung adelsmand, der endnu ikke er blevet ridder; her: ung overlegen person. |
| Jambe(r) | klassisk versefod bestående af en kort eller ubetonet og en lang eller betonet stavelse. |
| Deodata | August von Kotzebues Das Gespenst (dansk Deodata eller Giengangersken. Romantisk Skuespil i 4 Acter, 1814); opført på Det Kgl. Teater i perioden 1817-1823, dog genopført i 1839. |
| Laura | sørgespil i 5 akter af Balthasar Bang (1779-1856) fra 1817; opførtes 15 gange på Det Kgl. Teater 1817-1822 og blev genoptaget ved en sommerforestilling 1832. Det smukke springvand omtales bl.a. i Th. Overskou Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid, bind 4, 1862, s. 494. |
| Parterret(s) | de billige ståpladser i teatret; parterrets publikum var kendt for at udtrykke højlydt bifald eller mishag. | 236 |
| Vaudevillerne | syngestykke med vægt på intrigen; franskinspireret genre, der indførtes på Det Kgl. Teater af J.L. Heiberg i sidste halvdel af 1820’erne. |
| Pige | tjenestepige. |
| Hussiterne | August von Kotzebue Die Hussiten vor Naumburg im Jahr 1432, 1803 (dansk Hussiterne eller Naumburgs Belejring. Drama med Kor i 5 Acter, 1805); stykket blev opført sidste gang på Det Kgl. Teater i sæsonen 1813-1814. |
| Julius von Sassen | sørgespil fra 1796 af den tyske forfatter J.H.D. Zschokke (1771-1848); dansk oversættelse ved N.T. Bruun 1800. |
| Don Juan | jf. W.A. Mozarts opera Don Giovanni, 1787 (dansk Don Juan, 1833). | 237 |
| Körner | Theodor Körner (1791-1813), tysk lyriker; skrev blandt andet en række heroiske digte under Napoleonskrigene. |
| Impromtu | impromptu; kort improviseret strofe eller musikstykke, der synes undfanget på stedet. |
| Declamation | kunstnerisk fremsigelse af et digterværk. |
| Jeanne d’Arcs Monolog | henvisning til Friedrich von Schillers tragedie Die Jungfrau von Orleans, 1801 (dansk Johanna d’Arc Orleans Mø, 1813), om den franske nationalheltinde og helgen Jeanne d’Arc (1412-1431), der blev brændt for kætteri og for at have båret mandsdragt. |
| kroede sig | opførte sig hovent eller indbildsk. | 238 |
| Cornelius von Tütz’s microskopiske Glas | henvisning til E.T.A. Hoffmanns Meister Floh. Ein Märchen in sieben Abentheuern zweier Freunde, 1822. |
| de spanske Zuheri | zahuri, overnaturlige væsener; i Jean Pauls Die unsichtbare Loge. Eine Lebensbeschreibung, Dreiundfünfzigster Sektor, 1793, hedder det om »Zahuri« i Spanien, at de kan se ned gennem jorden til deres skatte, deres døde, deres metaller etc. |
| Ætna … Hekla | vulkaner på henholdsvis Sicilien og Island. |
| Jesuitter | medlem af jesuiterordenen; præsteorden indstiftet af Ignatius af Loyola (1491-1556) og 1540 godkendt af paven; ordenen fik til opgave at kæmpe mod kristendommens og især pavedømmets fjender samt at omvende hedninge. |
| Proprietair (-Hjerter) | person, som ejer en stor gård eller et gods. | 239 |
| illumineret | oplyst (i festlig anledning). |
| Lygtemænd | lysfænomen over moser o.l.; lygtemanden er ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærd), som mentes at frembringe dette lys med en lygte for at lede eller lokke nogen i en bestemt retning; jf. Thiele 2, II, s. 298-299. |
| Blumauer … Æneide | Aloys Blumauer (1755-1798), østrigsk forfatter og udgiver, udgav 1783 Abentheuer des frommen Helden Aeneas, oder Vergils Aeneis travestiert (dansk Virgils Æneide travesteret af Blumauer, 1824). Den romerske digter Vergil, egentlig Publius Vergilius Maro (70-19 f.Kr.), arbejdede fra 29 f.Kr. og frem til sin død på sit store digt Æneiden (dansk Æneiden, et Heltedigt af Publius Virgilius Maro, 1824-1826) om den trojanske helt Æneas. |
| travesterede | parodierede eller latterliggjorte; af travesti, fremstilling af et alvorligt emne i en grotesk, komisk stil. |
| Folianter | bøger i stort format, folioformat (bogens ark er kun foldet én gang). |
| gyldenstykkes Kjoler | kjole af stof gennemvævet med sølv- eller guldtråde. |
| Haarlemmer(-Tulipaner) | fra Haarlem, by i Holland. |
| (gjennem)vankede | vandrede. |
| Catharina af Medici(s) | Katarina af Medici (1519-1589), fransk dronning; iværksatte blodbadet på de protestantiske huguenotter på Bartholomæusnatten 1572. |
| Nero | Nero (37-68), romersk kejser fra 54, især kendt for sin grusomhed. |
| Pizarro | Francisco Pizarro (ca. 1475-1541), spansk conquistador, stod i spidsen ved inkarigets erobring i 1530’erne; aktualiseret i tiden gennem August von Kotzebues sørgespil Die Spanier in Peru, oder Rollas Tod, 1795 (dansk Pizarro eller Rollas Død, 1817); opført første gang på Det Kgl. Teater i 1817. |
| Inqvisitores | den katolske kirke oprettede 1231 inkvisitionen for at bekæmpe kætteri; specielt den spanske inkvisition var kendt for sin grusomhed. |
| Philip den II | Filip 2. (1527-1598), konge af Spanien fra 1556 og af Portugal fra 1580; utrættelig forkæmper for katolicismen og bekæmper af protestantismen, blandt andet via inkvisitionen. |
| Bartholomæus-Natten | massakre i Paris på de protestantiske huguenotter natten til 24. august 1572 ved brylluppet mellem huguenotten Henrik af Navarra, fra 1589 Henrik 4. (1553-1610), og katolikken Marguerite de Valois (1553-1615). Brudens mor Katarina af Medici stod bag massakren. |
| Engelændernes Anfald paa Kjøbenhavn | (anfald: angreb), englændernes bombardement af København den 2.-4. september 1807. | 240 |
| (Jern-)Ferle | prygleredskab bestående af en træstok med en rund klump eller plade i den ene ende. |
| Hos Holberg … Horn i Panden | jf. Ludvig Holbergs komedie Barselstuen, V, 3, 1724. |
| το ον | to on, (græsk) det værende, det virkelige; centralt begreb i den græske filosof Platons (427-347 f.Kr.) tankeunivers, hvor det absolutte værende udgøres af de evige og uforanderlige ideer, mens den foranderlige fysiske virkelighed kun er virkelig i ideel betydning for så vidt som den har del eller participerer i ideerne. | 241 |
| Elegier | klagesange. |
| den sande Væsenhed | løs henvisning til den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) og dermed også til den danske hegelianer J.L. Heiberg. |
| Psyche(-Liv) | (græsk) sjæl; afbildes i den græske mytologi i fugleskikkelse eller som en ung pige med sommerfuglevinger; fremstilles ofte sammen med kærlighedsguden Amor (Eros). |
| Urtegaard | have. |
| Perspektiv | perspektiv- eller kigkasse; kasse med et eller flere glas, hvorigennem man ser forskellige billeder forstørrede og perspektiviske; her tillige: kikkert. |
| Futteral(et) | foderal, hylster. | 242 |
| Recitativ | egentlig friere sanglig deklamation af replik eller monolog i en opera; strofer, der foredrages i en mellemting mellem sang og tale. | 243 |
| Dykker-Klokke(n) | luftfyldt, nedadtil åben beholder (med lufttilførsel), hvori dykkere kan opholde sig; anvendt allerede i 1600-tallet. |
| Praas | langt, tyndt tællelys, dvs. lys af talg. |
| Cothurner | koturner, tyksålede sko, anvendt af skuespillere i den antikke tragedie. |
| Saa tænkte | således tænkte. |
| belavet | berammet. |
| »ihr’ Hoheit« | (tysk) hendes højhed; ordspil på den gamle ærbødige tiltaleform »Deres Højhed«. |
| Smaa-Børn gaae af Skole | (udtryk anvendt over for børn) om gnister, der ligesom løber hen over næsten udbrændt papir o.l.; talemåde om de sidste, udgående gløder. | 244 |
| »Und immer weiter … hop« | (tysk) og stadigt videre, hop! hop! hop!; fra strofe 23 i den tyske lyriker G.A. Bürgers (1747-1794) spøgelsesballade »Lenore«, trykt i Göttinger Musenalmanach auf das Jahr 1774, s. 214 ff.; et digt, der inspirerede megen skrækromantik i tiden op mod 1800. |
| Herreje | forkortelse af udråbet Herre Jesus eller herrejemeni, dvs. herregud. |
| som slagen var paa Munden | var tavs, kunne ikke sige noget. |
| purpurne | purpurfarvede. |
| Agnete | skikkelse i folkevisen »Agnete og Havmanden« (DgF 38); aktualiseret af Jens Baggesen i digtet »Agnete fra Holmegaard. En Ballade« (i Nyeste blandede Digte, 1808) og siden brugt af H.C. Andersen selv i det dramatiske digt Agnete og Havmanden, 1834 (BFN 250). |
| Undine | titlen på en eventyrnovelle fra 1811 om et kvindeligt havvæsen af den tyske forfatter Friedrich de la Motte Fouqué (1777-1843); dansk oversættelse med titlen »Undine« i Eventyr af forskiellige Digtere, oversat af Adam Oehlenschläger, bind 1, 1816. |
| paa tvende | på to (ben). |
| behænde | behændigt, hurtigt. |
| ligerviis | ligeledes, på samme måde. |
| Münchhausens Hest | den tyske baron Karl Friedrich Hieronymus Münchhausen underholdt efter sigende sine gæster med farverige, fantastiske fortællinger, hvoraf flere samledes anonymt i tidsskriftet Vademecum für lustige Leute 1781 og 1783; i 1785 udgav R.E. Raspe en engelsk udgave af de fantastiske skrøner, The Surprising Adventures Of Baron Munchausen, som dannede grundlag for G.A. Bürgers genoversættelse til tysk, Wunderbare Reisen zu Wasser und Lande, Feldzüge und lustige Abentheuer des Freyherrn von Münchhausen, 1786 (dansk Lystigt Post- og Reise-Vademekum muntre Reisende helliget af Monsieur Hemmkengryper, forhenværende Kammertjener hos Hr. von Münchhausen, 1802); historien om hesten, der hænger fast på klokkespiret, står at læse i En meget løierlig og forunderlig Historie, 1799, s. 5. | 245 |
| Lethe | i græsk mytologi en kilde eller biflod til Styx, dødsrigets flod; ved at drikke af Lethes vande glemmer den døde sit tidligere liv. |
| Spontini | Gaspare Spontini (1774-1851), italiensk komponist, skrev hovedsagelig operaer med historisk og heroisk indhold. |
| Rossini | Gioacchino Rossini (1792-1868), italiensk komponist; der hentydes til operaen La gazza ladra, 1817 (den tyvagtige skade). |
| Tappenstreg | egentlig et militært signal om aftenen udført med tromme og fløjte, der kalder tropperne til ro; her: tænderklapren. |
| Kjerte | vokslys. | 246 |
| Sligt alt vi anede | det anede vi allerede. |
| Non … Præ | karaktererne non contemnendus, (latin) ikke at foragte, og laudabilis præ ceteris, (latin) udmærkelse frem for de øvrige; henholdsvis laveste og højeste karakter for en bestået eksamen i det daværende karaktersystem. |
| Olaf Trygveson | Olav 1. Tryggvason (død 1000), konge af Norge fra ca. 995; dræbt under de store søslag ved Svold, hvor han kæmpede på sit skib, Ormen Lange, imod den danske konge Svend Tveskæg (død 1014). |
| Sappho | Sapfo, kvindelig græsk lyriker fra 600-tallet f.Kr., bosat på øen Lesbos; elskede efter sagnet den skønne yngling Faon og styrtede sig i havet fra en klippe på øen Leukas, da han ikke besvarede hendes kærlighed. |
| Lyre | strengeinstrument fra oldtidens Grækenland; her symbol for digtekunsten. |
| Korsridderne | August von Kotzebues Die Kreuzfahrer, 1802 (dansk Korsridderne. Et Skuespil i 5 Acter, 1812); opført første gang på Det Kgl. Teater i 1815. |
| Kong Salomon og Jørgen Hattemager | vaudeville af J.L. Heiberg fra 1825; opført første gang på Det Kgl. Teater samme år. |
| recenserede | kritiserede, anmeldte. |
| et cetera | (latin) og så videre; her nærmere: med mere. |
| Dispyt | disput, heftig meningsudveksling. |
| Sanscrit-Sproget | det ældste indoeuropæiske sprog, anvendtes især i indiske religiøse, sprogvidenskabelige og litterære tekster fra ca. 1200 f.Kr. til ca. 400 e.Kr. |
| Francaisen | françaisen, den franske guvernante; selskabsdans i seks ture. |
| Ragekniv | barberkniv; spiller her på det bibelske udtryk »Din Tunge tænker paa idel Skade; som en skærpet Ragekniv giør den Svig« (Salmernes Bog 52,4, her citeret fra den autoriserede oversættelse fra 1740), dvs. en skarp, ondskabsfuld og spottende tunge. | 247 |
| Petrark | Francesco Petrarca (1304-1374), italiensk digter, især kendt for sine kærlighedsdigte, der inspirerede til den senere forfinede kærlighedslyrik (petrarkismen). |
| Sonetter | klingedigte; lyrisk form bestående af 14 verslinjer på hver 11 stavelser, opdelt i to kvartetter a fire verslinjer og to terzetter a tre verslinjer. |
| dit lille h med sine tvende Streger | H.C. Andersen lod fra august til december 1827 offentliggøre seks digte under signaturen »h – –«, hvoraf »Dykker-Klokken« var det sidste; fem blev trykt i Kjøbenhavns flyvende Post (BFN 11-12 og 14-16) og ét i Kjøbenhavnsposten (BFN 13). |
| Kotzebue … Sand | af politiske motiver myrdede den tyske student Karl Ludwig Sand (1795-1820) den 23. marts 1819 den tyske forfatter August von Kotzebue. |
| excerpeerte | afskrevne efter, uddragne af. |
| lafontainisk | efter August Lafontaine (1758-1831), populær tysk forfatter af sentimentale romaner. |
| Frænder | venner, slægtninge. |
| Socrates … Giften tømme | Sokrates (469-399 f.Kr.) blev 404 f.Kr. dømt til døden, anklaget for at indføre nye guddomme og at fordærve ungdommen; straffen bestod i at drikke gift, ifølge overleveringen skarntydesaft. |
| aarle | tidlig. |
| Adjutant | adjudant; officer, der gør tjeneste som sekretær og medhjælp for en højere rangeret militærperson. |
| »Ha sieh! … Zunder« | (tysk) Ha se! Ha se! på et øjeblik, hu hu! et gyseligt mirakel ... faldt stykke for stykke af som mørt trøske [råddent træ, der kan virke selvlysende på grund af svampeangreb]; tredjesidste strofe af G.A. Bürgers spøgelsesballade »Lenore«, trykt i Göttinger Musenalmanach auf das Jahr 1774, 1774, s. 214 ff. |
| Carmen | (latin) digt, sang. | 248 |
| Beenrade | skeletter. |
| (Ild-)Funker | gnister. |
| Kamschadaler | befolkningen i det sydlige Kamschatka. |
| Postillon | postvogns- eller diligencekusk. | 249 |
| blinde Passagerer | passagerer, der for en reduceret pris stiger på og af vognen uden for afgangs- og ankomstbyen. |
| Truditur dies … Lunæ | (latin) den ene dag går efter den anden, nye måneder svinder stadig; fra Horats Oder II,18,15 f. (»Novæ« fejl for »Novaeque«). |
| Blankensteiners Boutik | J.G. Blankensteiner & Søn (»Kunst-, Galanteri- og Korthandler«), grundlagt 1792; fra 1801 beliggende i St. Kiøbmagergade {D3-D4}; Blankensteiner & Søn solgte tillige dukker og dukketeatre. |
| Nürnberger-Stads | betegnelse for billige (andenrangs) varer; J.G. Blankensteiner og Søn kaldte sig oprindeligt »Nyrnbergkræmmer og Kobberstikhandel«. |
| Gliedermänner | (tysk) sprællemænd. |
| Chodowiekis Tegning | Daniel Nikolaus Chodowiecki (1726-1801), tysk grafiker og tegner, lavede blandt andet illustrationer til J.W. von Goethes værker. Den nævnte tegning har ikke kunnet identificeres. |
| Sorgens sorte Spyfluer … malede Lofter | jf. Horats Oder II,16,11 f. | 250 |
| Hexametret | et seksfodet versemål, der i reglen består af seks daktyler (på græsk: en lang og to korte stavelser, på dansk: en trykstærk og to tryksvage stavelser), fremherskende i antikken og anvendes fx af Homer; genoptages i romantikken af bl.a. Adam Oehlenschläger. |
| Jambe | klassisk versefod bestående af en kort eller ubetonet og en lang eller betonet stavelse. |
| Dithyramber | henført, hymneagtigt digt; oprindelig lovsange til Dionysos, i græsk mytologi guden for vinen og ekstasen. |
| Alexandriner | versemål hvor hver verslinje består af tolv eller tretten stavelser med en cæsur efter sjette stavelse, og hvor linjerne som regel rimer parvis; meget brugt i franske tragedier i 17. og 18. århundrede og i efterligninger af disse ud over hele Europa. |
| trancherede | parterede, skar i skriver. |
| En Suppe kogt … Schillers Jeanne d’Arc | digtet trykt selvstændigt under mærket »H – –« og med titlen »Poetisk Spiseseddel. Aude sapere« (BFN 18) i Scandinavisk Nytaarsgave for Aaret 1828. |
| Spieß | Christian Heinrich Spiess (1755-1799), tysk populærforfatter. |
| Hamlet | William Shakespeare Hamlet, 1600-1601 (dansk Hamlet. Prinz af Dannemark, 1777). |
| Werther | jf. J.W. von Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (dansk Den unge Werthers Lidelser, 1820). |
| Reiser(s) … Blasen sprang | Carl Frederik Reiser (1718-1786), tysk opdraget forfatter og kirurg, udgav 1784 en ufrivilligt komisk bog om Københavns brand, Historiske-Beskrivelsse over den Mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728, hvori det s. 37-44 omtales, hvordan Blasen {C3}, et hus på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, blev sprængt i luften i et forsøg på at standse ildens fremgang. |
| Flyve-Blade … Nytaars Gaver | almindelige titler på småskrifter og årlige litterære antologier. |
| pindarsk Pæan | Pindar (ca. 520-440 f.Kr.), græsk lyriker; en pæan (paian) er en højtidelig korsang eller hymne til digtekunstens gud, Apollon. |
| Leonore og Leander | det unge elskende par i Ludvig Holbergs komedier, fx i Den Stundesløse, 1731. |
| Pressesylt | pressesylte, presset grisesylte. |
| Falstaff | Sir John Falstaff, Henrik 4.s tykke kammerat i William Shakespeares King Henry IV, 1596-1598 (dansk Kong Henrik den Fjerde, 1815), og hovedpersonen i The Merry Wives of Windsor, 1597-1598 (dansk De muntre Koner i Windsor, 1830). |
| Saft | person i C.F. Bretzners (1748-1807) syngestykke Der Schlaftrunk (dansk Sovedrikken, 1809, frit oversat af Adam Oehlenschläger med musik af C.E.F. Weyse (1774-1842); opført første gang på Det Kgl. Teater 1809). |
| Carbonade | karbonade, stegt kødskive med ben. | 251 |
| Aphorisme(r) | oprindelig antik litterær genre, hvor lærdom overleveres i fyndig uargumenteret stil; siden med moraliserende og filosofisk indhold. |
| Hjerte-Suk | måske hentydning til Thomas Kingos (1634-1703) »Hjerte-Suk« fra Aandelige Siunge-Koors Første Part, 1674. |
| Den lille Peder | C.H. Spiess Das Petermännchen, 1791 (dansk Den lille Peter. En Spøgelse-Historie fra det trettende Aarhundrede, 1796). |
| Natas | Satan stavet bagfra. |
| Galgemanden | reference til Fr. de la Motte Fouqués eventyr »Das Galgenmännlein«, 1810 (dansk »Galgemanden« i Eventyr af forskiellige Digtere, oversat af Adam Oehlenschläger, bind 1, 1816). |
| Id est | (latin) det vil sige. |
| asklipiadæiske Vers | græsk-romersk versemål, øjensynligt opkaldt efter den græske digter Asklepiades (3. århundrede f.Kr.), der forfattede 39 formfuldendte epigrammer af erotisk indhold. Versemålet anvendtes bl.a. af Horats (65-8 f.Kr.). |
| beklage Dem | Dem, dvs. dem; her og i det følgende veksles der mellem Dem/De og det korrekte dem/de. |
| elegiske | klagende, sørgende; af elegi: klagesang. | 252 |
| Cicisbeo | (italiensk) husven. |
| Smaa-Børn gaae af Skole | (udtryk anvendt over for børn) om gnister, der ligesom løber hen over næsten udbrændt papir o.l.; talemåde om de sidste, udgående gløder. |
| ave | opdrage. | 253 |
| hans Stjerneskud lyste … Himmel | almindelig folketro, jf. Thiele 1, 3, s. 134: »naar en Stierne falder fra Himlen, saa døer der i samme Stund et Menneske paa Jorden«. |
| Mammon | materiel ejendom, rigdom eller penge. |
| Par diable | (fransk) for satan. |
| vulgaire | (fransk) hoben, plebs. |
| hé bien Monsieur | eh bien monsieur, (fransk) nuvel min herre. |
| les nobles | (fransk) de adelige. |
| par mon honneur! jeg marche à pied | (fransk) ved min ære, jeg går til fods. |
| gjorde sig for meget ud til Beens | satte sig for meget til modværge, strittede for meget imod. | 254 |
| Crayon | reference til Washington Irvings The Sketch-Book of Geoffrey Crayon, Gent, 1820 (dansk Gotfred Crayons Skidsebog, 1827). |
| anachoretiske | eneboeragtige. | 255 |
| Vok og Vee | udråb, der udtrykker klage og jammer. |
| Rosmer Havmand | navn på havmand i folkevisen »Rosmer«, DgF 41; også brugt af bl.a. Adam Oehlenschläger i digtet »Rosmer Havmand« i Digte, 1803. |
| Pennepose(r) | den nederste, hule del af en pennefjer, der tilskæres i spidsen for at tjene som skriveredskab. |
| Chimære | fabelvæsen, men bruges også i betydningen »noget indbildt«. |
| Don Juan | fiktiv forførerskikkelse, der første gang optræder i Tirso de Molinas (1579/1584-1648) drama El Burlador de Sevilla, 1630; siden behandlet af bl.a. Molière (1622-1673) i lystspillet Dom Juan, Ou le Festin de Pierre, 1665, og af W.A. Mozart i Don Giovanni, 1787; på dansk blandt andet behandlet af Søren Kierkegaard (1813-1855) i Enten – Eller, 1843. | 256 |
| Cherub | kerub, en klasse af engle, som ifølge 1. Mosebog 3,24 af Gud blev sat øst for Paradisets Have for med flammesværd at bevogte vejen til Livets Træ. |