H.C. Andersen

Foraarssang

End ligger Jorden i Sneens Svøb,

Lystigt paa Søen er Skøiteløb,

Træerne prange med Rimfrost og Krager,

Men imorgen bestemt det dager;

Solen bryder den tunge Sky,

Vaaren rider Sommer i By,

Pilen kaster de uldne Vanter.

Spil op Musikanter,

Alle Smaafugle! stem i, stem i:

»Nu er Vintertiden forbi!«

O, hvilket Kys af den varme Sol!

Kom, pluk Skovmærke og Martsviol;

Det er, som Skoven sit Aandedræt holder,

Nu i een Nat hvert Blad sig udfolder,

Kukkeren synger, Du den forstaaer,

Hør, Du skal leve i mange Aar!

Verden er ung! vær ung med de Unge.

Lad Hjerte og Tunge

Juble med Vaaren, freidig og fri:

»Aldrig er Ungdomstiden forbi!«

Aldrig er Ungdomstiden forbi!

Jordlivet er et heelt Trylleri,

Solskin og Stormveir, Glæde og Smerte.

Der er en Verden lagt i vort Hjerte,

Den svinder ei som et Stjerneskud.

Mennesket skabtes i Billed af Gud,

Gud og Naturen staae evige unge.

Vaar, lær Du os sjunge,

Hver lille Fugl stemmer med deri:

»Aldrig er Ungdomstiden forbi!«

Foraarssang

Først kendte tryk i Dagens Nyheder, nr. 75, 17. marts 1870. BFN 997

415
End (ligger)endnu.
dageregentlig bliver dag, lysner; her: går mod lysere tider, bliver forår.
kaster de uldne Vanterpilens blomster er samlet i små, dunede rakler, kaldet gæslinger, som typisk afblomstrer før løvspringet om foråret.
Kukkerengøgen.
Mennesket skabtes … Gudjf. 1. Mosebog 1,27.

Del

[Sassy_Social_Share]