Fornuftgiftermaalet Nr. 2

En dramatisk Drøm paa Skagens Rev

Min Læser, har Du nogensinde været paa Skagen? Seet hvor Bølgerne brydes mod den nøgne Tange, hvor de sorte Vrag titte frem i det hvide Sand, hvor Klitterne reise sig som Bjerge og hvor Qviksandet truer at opsluge den Uforsigtige, der vover sig ud paa det. Her er det min Læser jeg fører Dig hen, har Du før været her? – Jeg har ikke, men det er en Hemmelighed, som jeg jo nok tør betroe Dig, Du taler ikke derom.

– Vognen kjørte langsomt i det dybe Sand, der undertiden naaede op til Axelen, den eensformige Skuren, den stille Nat, Alt virkede paa mig og mit Reiseselskab, og før vi vidste af det, gjorde Søvnen os alle til blinde Passagerer. Jeg begyndte at drømme – en Masse af Tragedier og Comedier, jeg havde læst og seet, gik underligt over i et heelt nyt Stykke, som min Phantasie spillede for mig midt i Skagens Sandørken. Alt hvad der blev talt var Citater af bekjendte Arbeider, og de fleste handlende Personer vare ogsaa Figurer, udsprungne fra disse.

Fornuftgiftermaalet Nr. 2, troer jeg man kunde kalde dette borgerlige Phantasiestykke uden Phantasie.

Cora, den gamle Solenspræstinde, hvis Bekjendtskab jeg, alt som Dreng, havde gjort paa Theatret i Odense, og Abelino, den saakaldte große Bandit, der nu subscriberes paa i Norge, traadte op i ægteskabelig Forening; de havde et Slags Institut, hvori en heel Deel dramatiske Personer, hvilke de betragtede som deres Børn, bleve opdragne.

Poesie var deres Datter, men vor Herre maa vide, hvor de havde faaet hende fra; det var vist et adopteret Barn, thi det var aldeles ikke Kjød af deres Kjød og Been af deres Been. Det arme Pigebarn elskede inderligt den gode Smag, en fattig vandrende Ridder, men Pleieforældrene, der tænkte paa hendes Lykke, paa det Solide i Verden, bestemte hende en anden Brudgom: Publicum, hvis Familie de skyldte megen Forbindtlighed fra deres egne unge Dage.

Hvordan jeg nu drømte og ikke drømte, nok, det syntes mig at Scenen foregik Juleaften.

Poesien, et deiligt ungdomsblomstrende Pigebarn traadte op og skildrede i smukke Citater af Göthes og Calderons Skrifter sin Kjærlighed til den gode Smag og sin Ulykke over, at hun skulde skjænkes til Publicum. »Det bliver min Død,« sagde hun, og sang med Hjertets hele Veemod: »Du Heilige, rufe dein Kind zurück!«

Da traadte Abelino og Cora op, men ikke i deres Ungdoms phantastiske Dragt, nei, de vare jo ogsaa nu blevne ældre og satte Folk; det var Holbergs Jeronimus og Magdelone, der svævede for mit Øie. Nu fulgte en Scene, som jeg kjendte af hundrede gamle og nye Stykker, hvori Forældrene talte Beilerens (Publicums) Sag, men Poesien blev den gode Smag tro og bad dem ikke give hende til den visse Død.

Da spillede Abelino den ædle Oberst i Fornuftgiftermaalet (Nr. 1), lod hende høre alt det Gode, hun havde nydt her, talte om Taknemmelighed og Nødvendighed, og for nu ret at sætte en Trumf paa, blev han atter Jeronimus og svoer: »Tager Du ikke Publicum, saa bliver der ingen Julestue i Aften!«

Da brast Cora i Graad: »Ingen Julestue! ak! ak! jeg elendige Menneske!«

Men Abelino stod fast, thi Poesie lod sig ikke skræmme ved at miste Julestuen. Cora tog imidlertid Mod til sig, vovede at modsige Fatter og Resultatet, Spændescenen i Stykket, blev nu: der skulde være Julestue, og hvis da det unge Pigebarn, naar Skolemesteren begyndte Examinationen og viiste hvad artigt Børnene havde lært til den Fest, fortjente Ug, skulde hun faae den gode Smag til Flids-Belønning, men fik hun Tg med Spørgs, skulde hun, uden Naade og Barmhjertighed, overgives til Publicum.

Gud, hvor jeg blev bange for det arme Barn! bare hun har læst over, tænkte jeg; hun er bestemt ikke stiv i Reguladetri og Hovedregning. Jeg følte en dyb Foragt for Cora og der große Abelino, at de kunde lade en ussel Examen afgjøre et Menneskes Lykke.

Nu aabnede Scenen sig igjen, Abelino kom, som Jeronimus, med en stor Kurv ▶Dukketøi og begyndte, men noget forandret, dennes bekjendte Monolog; thi som jeg før har sagt: Børnene vare store dramatiske Personer af bekjendte Stykker. Hele denne Scene prægede sig dybt i min Hukommelse, da jeg forud kjendte den næsten udenad fra Holberg, hvor man kan sammenligne den med dette.

Den arme Grev Essex! det gjorde mig ganske ondt for ham; men nu gik Examinationen over til den kjære Poesie; det var Scenen af Aprilsnarrene man her kom ind i.

»▶Det er saamæn,« sagde Cora, »en svær Byrde at opdrage et saadant Pigebarn, og et stort Ansvar for Gud og Mennesker.«

»Mamsellen var mycket bra i sine Ting◀«; men tænkte jeg det ikke nok, Reguladetri og Hovedregning stødte hende fra Characteren, Abelino var stræng og – – ja saa vaagnede jeg og kjørte endnu i Sandet, men det var ligesaadan for mig, som jeg nok vidste, at hun fik Publicum og det skjar mig i mit Hjerte; der kom nu ogsaa en stakkels bleg Mand, der gik og æltede i det dybe Sand, han bad om at kjøre med – hvem var han? – Ja det veed jeg ikke, men jeg sad og tænkte paa den gode Smag.