Fortale

Det er hverken Forfængelighed eller Selvtillid, der bringer mig her til at fremtræde med et Par Forord for en anden Mands Arbeide, men det er, ærligt talt, Svaghed, thi da Forlæggeren henvendte sig til mig, med det Ønske, at jeg skulde skrive nogle venlige Ord til Bogens Anbefaling, følte jeg mig forlegen ved dette Hverv og gav ikke øieblikkelig et bestemt Nei.

Havde jeg alene for min egen Fornøielse læst Bogen, da vilde jeg sige, der er meget smukt og sandt i den, og jeg har under Læsningen flere Gange ved de naturlige og ædle Træk, Forfatteren giver os, følt mig tiltalt og bevæget; men nu, da det blev mig overdraget at læse den, for derefter høit for et heelt Publicum at sige min Mening, læste jeg den med en uhyggelig critisk Følelse; snart dømte jeg maaskee for strængt om Sproget og meente, at enkelte Perioder kunde være mere correcte, snart fandt jeg, at de smukke Træk, der vises os hos den unge Ludovico, vare lidt for mange paa een Gang, og at de ædle Handlinger grupperede sig for nær paa hinanden, saa at det Hele derved tabte noget af Virkelighedens Præg, kort at sige, jeg søgte mere efter Feil, end efter Skjønhed. Critiken vil vist kunne indvende en Deel mod denne lille Bog, men jeg er vis paa, at Ungdommen, for hvem den især er bestemt, vil føle sig bevæget og optage et godt Indtryk af det Givne.

Som Stof til denne Fortælling har den danske Forfatter, – hvem han er, veed jeg ikke, – benyttet en engelsk Roman: »Ludovico, or the son of a genius;« Originalen har han, saaledes som man skriftligt beretter mig, aldeles ikke fulgt; Alt hvad der forekom ham overflødigt har han bortskaaret, enkelte af Charaktererne har han forandret og efter bedste Skjønne omgrupperet Begivenhederne selv, Alt med Hensyn til sin unge Læser. En saadan Forandren er mig imod og tør kun tillades med et Arbeide der er umodent, men i sig selv indeholder fortræffelige Spirer. Da jeg aldeles ikke kjender den engelske Original, eller har kunnet gjøre mig bekjendt med den, veed jeg ikke, hvorvidt denne Omdigten fortjener Roes eller ei, jeg kankun tale om den danske Fortælling, saaledes som den her ligger for os, men om denne troer jeg, at den vil læses med Interesse, og i vor Tid, hvor jo næsten hver Familie har blandt sine Børn eet, der ansees for et Geni, vil den maaskee endogsaa kunne virke godt paa et endnu ikke forskruet Sind.

At de ædle og rørende Handlinger i Fortællingen staae saa nær ved hinanden, ligesom ogsaa, at det guddommelige Forsyns Veie træde her mere synligt frem end det almindeligviis er Tilfældet i Virkeligheden, vil neppe hos Ungdommen gjøre tvivlsom en Historie, der har saa meget menneskeligt Sandt og barnligt Rørende, som denne har det, og jeg troer nok, jeg tør sige til ethvert fromt og godt Sind, »tag Du kun denne lille Bog og læs den!«