Fragmenter af »Ahasverus«
Et lyrisk dramatisk Digt
1844
Rom. Colosseumromersk amfiteater, indviet 80 e.Kr.
Men hvorfra kommer denne store Rigdom?
Tænk dig lidt om! husk Rom er Verdens Hjerte,
Og al dens Blod, dens Guld maa strømme til det; Men hør Musik, vor store Keiser kommer
En sjælden Aand, saa stor og høist
Snart som et Barn han kan uskyldig lege
Den hele Dag, og slaae med
Mod Marmorsøilen Fluerne ihjel;
Snart han udtaler kongelige Ord,
Og stolte
Er opreist til en Morskab for hans Folk.
Hver Dag forvandler han da til en Fest
For sig og os! vor store Keiser leve!
Som Tordendrøn den stærke Jubel runger.
Nu tier den! og Alt med Eet er stille!
Jeg hører Brølet fra de vilde Dyr!
Nu aabnes
Hvor smidige! hvor lette, hvilke Spring!
En Skare nøgne Mænd skal kæmpe mod dem!
Ha, hvilket Skue! Vee, de sønderslides!
Høit som en Sø i Oprør jubler Folket:
Hvo vare disse, som bleve Tigrens Føde?
Kun fangne Jøder! Endnu stundom kommer
En Ladning hid! men de
De blive kjøbte kun til
Og Fiskedammene
– Men
Saa kraftig brune, hver en Muskel svulmer,
Og høit er Brystet, Øinene kulsorte; De træde frem, de gribe kraftigt fat; See, hvor den skarpe Kniv i Solen blinker!
Der fik alt to det visse Dødens Kys,
Og atter to, der ligge de i Sandet Som Marmorstøtter, formede ved Meislen!
Men hvo er denne stærke, brune Mand,
Ei længer Yngling, kraftig, senestærk,
Som støbt af Malm; de vege Alle for ham!
Nu seer han til os! det er en Hebræer;
Uovervindelig troer jeg han er.
Hver Kæmper flygter for ham, men
Dem driver atter frem med Pidskeslag
Og glohedt Jern. – Han snubler!
En Modig griber ham! – nei, han er stærk,
Høit op fra Jorden løfter han sin Fjende,
Og kaster ham henover sig i Sandet,
Han stiller Foden paa den Faldnes Hoved,
Og Kniven mod hans Bryst, idet han seer
Til alle Sider, men der findes Ingen,
Der løfter
Han støder Kniven i den Faldnes Bryst!
Mit Øie bliver ikke træt deraf!
See, strax en ny! ha, hold Dig kjæk, Hebræer!
Som mod den glatte Steen hvert Stød af Kniven
Jo glider af imod hans faste Lemmer!
Men denne Yngling, som han strider med!
Og holder med sin Jernhaand fast om Armen,
Hvor han er smuk og smidig som en Tiger!
Hver Muskel svulmer deiligt i hans Lemmer!
Ha, det er
Som stride der! De løfte Armene!
Nu hæver Benet sig, som til en Dands,
Dog staae de begge fast paa samme Plet.
Alt er saa tyst, man hører Aandedraget! –
Hvo seirer vel! – Blodstraalen sprøiter frem,
Hvo af dem er det! – Endnu staae de fast!
Den Unge bøier Hovedet og falder,
Han præsser Vunden sammen, Læben smiler;
Han døer, som en
Hebræeren staaer ene nu tilbage!
Hør Seiersraabet, see de friske
Som flyve til ham! – Nævnes skal hans Navn!
Tys! det blev udtalt! jeg forstod det ikke!
Af Keiseren han bliver givet fri!
Han bæres i Triumph! hvad er hans Navn?
Det lyder høit fra Mund til Mund rundtom os,
Han hedder Ahasverus! – Hvilken Jubel!
De storme Alle bort! Nu synker Solen,
Men lystig brænde alt de røde Baal
Langs Veien, hvor vi gaae til Keiserborgen,
Hvert
Syet ind i Maatter, som er tjæred’ vel,
De brænde lystigt og de lyse hjem;
Vil I en god
En deilig Dreng skal følge med i Bad
Og række Eder Bægeret paa Leiet!
Fri er jeg, fri med Seierskrands om Panden,
Mig Israels Herrer i Triumphtog bare;
Paa Veien stod som
Baal tæt ved Baal, det var en Christenskare
Som lyste for mig; Sligt kan vederqvæge!
En saadan Time giver Lyst til Livet.
Den kan et kort Minut min Vunde læge,
At leve, denne Vunde blev mig givet!
Nu vel! at nyde være skal min Stræben,
Dog ei som disse paa det bløde Leie,
Med Roser om min Pande, Viin ved Læben,
Og skjønne Qvinder i min Magt og Eie,
Nei op til Fængsels Murens kolde Stene,
Der, hvor de Christne
Thi Herrens Haand skrev der sit »
Jeg holde vil mit Hoved op og lytte!
Chinas Aandi udgivelsen af det dramatiske digt fra 1847 (Ahasverus, med årstallet 1848 på titelbladet) er monologen placeret i anden, og ikke, som her anført, tredje afdeling.
Ding dang, Ding dang,
Eens Klang, eens Klang!
Hvortil denne Sjælevaanden?
Bøi dit Øre, mig du høre!
Intet ville, Intet gjøre,
Tabe sig i
Det kun er Lyksalighed!
Ding dang, Ding dang,
Eens Klang, eens Klang!
Paa den samme Flammevinge
Sig Aarhundreder hensvinge,
Keisernavne
Ding dang, Ding dang,
Eens Klang, eens Klang!
Dog er hvert et Navn en Stjerne,
Keisernavnet er den Kjerne,
Hvorom sig al Verden dreier,
Alle
Aarets Tider han udveier,
Himlen selv sig for ham
Ding dang, ding dang,
Eens Klang, eens Klang!
Verdenshavet
Jeg fulgte Dig til
Jeg kaldte, for at trøste Dig, en tropisk Fugleskare,
Jeg lod
Føl Luftens Kys, det qvæger Dig! betragt saa Havets Strømme,
En Green saa frisk, en Krebs paa den, og rundtom Urter svømme.
Seer Du, hist driver der en Stav, bemalet og udskaaret,
Snart seer Du Land, Guds stærke Haand har Dig til Landet baaret.
Forlængst det sidste Spor af Land er svundet;
Et Chaos af ukjendte Farer see vi!
Bestandig fører Vinden imod Vest,
Der kommer intet Skib med den tilbage,
Undtagen, som det sidste Tegn vi saae,
Dødstegnet. Husker I den
Du skriger som en Ravn min egen Frygt! –
I
Det var en Sorgens Dag vi seiled bort,
Godvillig reiste Ingen, uden Du!
Du blev ei kjøbt, ei tvunget; hvorfor gik Du?
Jeg veed, mod Vesten taber Havet sig
I frygtelige Strømme,
De drage Alt i Chaos. – Jeg gik med,
Fordi jeg ikke føler Lyst at leve!
Vi ville ikke længer imod Vesten!
Vi have jo en Villie, stærk, som hans.
En Fremmed er han, uden Magt i Hjemmet!
Hvo veed i Spanien, om det var
Der staaer han stolt og taus, vor
Columbus!
Ven! der lufter
Blikstille rundt omkring. Selv ingen Døning!
Jeg byder
Som øiner Land; snart vil det stige frem.
Paa Havet ligge friske Bær og Blomster;
En
Den lille Fugl har sat sig i vort Tougværk.
– Nu svulmer Havet! – Tro mig, vi see Land!
Der kom en Døning! hellige Guds Moder!
Var det et Tegn! – Nu er der Liv i Havet!
De Daarer! altid haabe, altid skuffes!
– Columbus, Du bedrager ei Dig selv.
I Nætterne Dit Øie bange hæfted
Sig til Compasset, der har tabt sin Kraft,
Thi Skibet er alt over Tryllekredsen,
Der holder Luft og Bølger i sin Magt.
– See nu gaaer Solen ned. Frem flyver Skibet,
Og Havet sender
Nat
Søen gaaer høiere,
Vinden er stærkere!
Hjerte hvor svulmer Du!
Herre, Du følge mig,
Herre
– Ja, Du mig viser det!
Sagte bevæger sig
Lyset! jeg seer det jo!
Luften ei føder Sligt!
Havet ei tænder Sligt!
– Nu er det slukket! – Nei!
Langsomt bevæges det.
Hjerte, hvor svulmer Du,
Meer end det store Hav
Rundtom vor Jord!
Hvor Søen her gaaer høit. Er vi ved Maalet?
Det Maal jeg søger, Døden, Altings Ende.
Hvad eller stiger atter Solen for os,
Og atter lægger Bølgen sig til Havblik;
Da vil de myrde ham. Men Skibet bliver.
Af Hunger og af Tørst døer da hver Mand;
Den sjunkne Ø
Græsarmene og holde Skibet fast
Herude paa det stille Verdens Dyb.
Og jeg – jeg kan ei døe! – jeg bliver her,
Banlyst fra Menneskenes store Kreds,
Alene, bundet fast, som en
Til disse Planker, der af Solen brændes
Og Aar for Aar i
Naar Havets Døning løfter Skibets Skrog,
Da skilles Plankerne – og jeg, alene,
Jeg, som kan ikke døe, paa Havet flyder!
Alene! – Vee mig! – Ha, der faldt et Skud!
Og atter eet! – De raabe Land! – Nei! nei!
Det er igjen et Spil af Luftens Skyer!
Du Kraftens Gud, ved mig, dit svage Redskab,
Er Verdenshavets Hemmelighed løst!
Du gav mig Kraft i Farens tunge Dage,
Nu skjælver jeg i al Din Herlighed
Paa Lykkens Dag! – Land! Land mit Øie seer!
– O salig den, Din Aande mildt berører,
O salig den, Du kaarer til Dit Redskab!
Din Herlighed opfylder heelt mit Hjerte!
Høilovet være Du og Jesus Christus!
O Herre, tilgiv os vor Synd, vor Afmagt!
Tilgiv! tilgiv! – der er en Gud i Dig!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Fragmenter af »Ahasverus«. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 12: Skuespil III 1844-1849. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.