† Fru Conferentsraadinde ▶Collin, födt Hornemann◀

Hvor lykkeligt, som Du at slumre ind,

Döe smertefrit og stille blandt de Kjære;

Blidt Aftenskjæret sluktes paa din Kind,

Og tændt var Stjernen, hvor Du monne være!

Livs Lykke bar de sidste Leveaar,

Skjöndt Öret lukket var og Öiet taaget,

Men gjennem Hjertet al vor Leven gaaer,

I det og om det Kjærligheden vaaged’!

Dog Taagen brast, Du dine Kjære saae,

En Verdens Lykke os dit Aasyn sagde;

Hvor var Du glad! – Et Foraar for Dig laae,

Som Barnet Du hvert Blad din Hilsen bragte.

Du lukked’ Öiet for at samle ret

Med Tanken, i een Sum, din hele Lykke,

Vi – saae et Blund, som Barnets blödt og let; –

O Död, du er jo Glands og ikke Skygge!

O, det er ei saa tungt, som man har sagt,

At miste hvad man elsker her i Vrimlen;

Hos Gud vi vinde Kjære, der blev lagt

Ved dem en Bro imellem her og Himlen!

O lykkeligt, at slumre stille ind,

Döe smertefrit blandt alle sine Kjære!

– Blidt Aftenskjæret sluktes paa din Kind,

Og tændt var Stjernen, hvor Du monne være!