Jeg veed et Sted midt paa den fyenske Ø,

Et deiligt Sted, saa skovrigt og saa bakket;

Der staaer, tæt ved den speilklar’ friske Sø,

En gammel Herregaard med Gavlen takket,

Hvor Svalen bygger og hvor Storken boer,

Thi Egnen rundtom er et lille Eden,

Og skal jeg nævne Gaardens Navn, jeg troer

Betegnende vi nævne: Gjæstfriheden.

»Velkommen!« lød det her med Hjertets Ord,

Men hiint Velkommen siger hun ei længer,

Hun, som for Armod dækkede sit Bord;

Ved aaben Dør nu Sørgefloret hænger.

Hun var saa blid mod Fattig, som mod Riig,

Tilfredshed, Glæde rundt om sig hun skabte;

Nu staaer i Landsbykirken hendes Lig,

Og Bonden græder, han en Moder tabte.