Fugl Phønix

I Paradisets Have, under Kundskabstræet stod en Rosenhæk; her, i den første Rose, fødtes en Fugl, dens Flugt var som Lysets, deilig dens Farve, herlig dens Sang!

Men da Eva brød Kundskabens Frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra Straffe-Englens Flammesværd en Gnist i Fuglens Rede og antændte den. Fuglen døde i Flammerne, men fra det røde Æg fløi en ny, den eneste, den altid eneste Fugl Phønix. Sagnet melder, at den bygger i Arabien, og hvert hundred Aar brænder sig selv op i sin Rede, og at en ny Phønix, den eneste i Verden, flyver ud fra det røde Æg.

Fuglen omflagrer os, hurtig som Lyset, deilig i Farve, herlig i Sang. Naar Moderen sidder ved Barnets Vugge, er den ved Hovedpuden og slaaer med Vingerne en Glorie om Barnets Hoved. Den flyver gjennem Nøisomhedens Stue, og der er Solglands derinde, den fattige Dragkiste dufter med Violer.

Men Fugl Phønix er ikke alene Arabiens Fugl, den flagrer i Nordlys-Skjær paa Laplands Iissletter, den hopper imellem de gule Blomster i Grønlands korte Sommer. Under Fahluns Kobberklipper, i Englands Kulgruber flyver den, som et pudret Møl hen over Sangbogen i den fromme Arbeiders Hænder. Den seiler paa Lotusbladet ned ad Ganges hellige Vande og Hindupigens Øie lyser ved at see den. –

Fugl Phønix! Kjender du ham ikke? Paradisets Fugl, Sangens hellige Svane! Paa Thesbiskarren sad den som en sladdrende Ravn og slog med de bærmebesmurte Vinger; over Islands Sanger-Harpe gled Svanens røde, klingende Næb; paa Shakspears Skulder sad den som Odins Ravn og hvidskede ham i Øret: Udødelighed; den fløi ved Sangerfesten gjennem Wartburgs Riddersal.

Fugl Phønix! Kjender du ham ikke? Han sang dig Marseillaisen og du kyssede Fjæren, der faldt fra hans Vinge; han kom i Paradiisglands og du vendte dig maaskee bort til Spurven, der sad med Bog-Guld paa Vingerne.

Paradisets Fugl! fornyet hvert Aarhundred, født i Flammer, død i Flammer, dit Billed indfattet i Guld hænger i de Riges Sale, selv flyver du tidt vildfaren og eensom, – et Sagn kun: »Fugl Phønix i Arabien.« –

– I Paradisets Have, da du fødtes under Kundskabstræet, i den første Rose, kyssede vor Herre dig og gav dig dit rette Navn – Poesien.