Gårdhanen og vejrhanen
Der var to haner, en på møddingen og en på taget, hovmodige begge to, men hvem udrettede mest? Sig os din mening – vi beholder vor egen alligevel.
Hønsegården var ved et plankeværk skilt fra en anden gård hvori lå en mødding, og på den voksede en stor agurk, der var sig bevidst at være en
»Det fødes man til!« sagde det indeni den. »Ikke alle kan fødes til agurker, der må også være andre levende arter! Hønsene, ænderne og hele nabogårdens besætning er også skabninger. Gårdhanen ser jeg nu op til på plankeværket, han er rigtignok af anderledes betydenhed end vejrhanen, der er sat så højt og ikke engang kan knirke, endsige gale! Han har hverken høns eller kyllinger, han tænker kun på sig selv og
Ud på natten blev det et frygteligt vejr. Høns, kyllinger og hanen med søgte ly, plankeværket mellem gårdene blæste ned så det gav et stærkt rabalder, tagstenene faldt, men vejrhanen sad fast, den drejede sig ikke engang, den kunne ikke, og dog var den ung, nystøbt, men sindig og adstadig. Den var født gammel, lignede ikke de flagrende himlens fugle, spurve og svaler, dem foragtede den, »pipfuglene, ringe af størrelse og ordinære!« Duerne var store, blanke og skinnende som perlemor, så ud som en slags vejrhane, men de var tykke og dumme, al deres tanke gik ud på at få noget i skrutten, sagde vejrhanen, kedelige
»Verden duer ikke!« sagde den. »Vrøvl det hele!«
Vejrhanen var hvad man kalder blasert, og det havde bestemt gjort ham interessant for agurken havde hun vidst det, men hun så kun op til gårdhanen, og nu var den inde i gården hos hende.
Plankeværket var blæst om, men lyn og torden var forbi.
»Hvad siger I om det hanegal?« sagde gårdhanen til høns og kyllinger. »Det var noget råt, elegancen manglede!«
Og høns og kyllinger trådte ind på møddingen, hanen kom med ryttertrin.
»Havevækst!« sagde han til agurken, og i det ene ord fornemmede hun hele hans udstrakte dannelse og glemte at han hakkede i hende og åd hende.
»Salig død!«
Og hønsene kom, og kyllingerne kom, og når den ene løber, så løber den anden med, og de klukkede, og de pippede, og de så på hanen, de var stolte af ham, han var af deres art.
»Kykkeleky!« galede han, »kyllinger blive straks til store høns når jeg siger det i verdens hønsegård!«
Og høns og kyllinger klukkede og pippede bagefter!
Og hanen forkyndte en stor nyhed.
»En hane kan lægge et æg! Og ved I hvad der ligger i det æg? Der ligger en
Og så slog gårdhanen med vingerne, rejste kammen og galede igen. Og det gøs i alle hønsene og i alle de små kyllinger, men de var frygteligt stolte af at en af deres var sådan en allerhønsegårds karl. De klukkede og de pippede så at vejrhanen måtte høre det, og han hørte det, men han rørte sig ikke derved.
»Vrøvl det hele!« sagde det inden i vejrhanen. »Gårdhanen lægger aldrig æg, og jeg gider ikke! Ville jeg, kunne jeg nok lægge et
Og så knækkede vejrhanen af, men han slog ikke gårdhanen ihjel, »skønt det var det beregnet på!« sagde hønsene. Og hvad siger moralen?
»Det er dog bedre at gale end at være blasert og knække af!«
Henvis til værket
H.C. Andersen: Gårdhanen og Vejrhanen. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 2: Eventyr og Historier II 1852-1862. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.