Smukt ligger Gaasestien hist i den frie Natur;

Rundtom staae Skræppeblade og Nelder ved dens Muur;

Heelt skrøbeligt er Huset, det ligger halv paa Knæ,

Mens Mikkel Ræv er ophængt høit i det grønne Træ.

See! Pigen aabner Døren, hun har den halv paa Klem;

De hvide Gjæs nu skride fra Gaasestien frem;

Man tager dem ved Vingen, man binder deres Been:

»Gæk! Gæk!« i Chor de synge nu Alle, Hver og Een.

Fælt Kokken staaer og brummer, ret som en oprørt Søe:

»Nu er det Mortens Aften, thi maae de Alle døe!«

O! hvilken deilig Tanke! den tolkes ei med Ord, –

At stegt’ og fyldt’ med Svedsker de sættes skal paa Bord.

»Gæk! Gæk!« som Chor istemme de hvide, blege Møer:

Een Stemme høres mindre, for hver en Gaas, som døer.

Det dæmpes meer og mere, – hør end den Sidstes Qvæk!

Med Eet det bliver stille – nu er’ de Alle væk.