† Grev Conrad Rantzau af Breitenburg

I Natten, naar paa Stjernerne man seer,

Og tænker ret paa sine kjære Döde,

Det er, som om der bleve Stjerner fleer,

Dybt banker Hjertet, vore Kinder glöde.

Vi föle Livets Aander er’ os nær;

Hvad stort og godt er kan ei gaae tilgrunde!

– En Grav nu mere! – Ikke længer her

Er Du, hvem Hjertet nödigst miste kunde.

Du som i Stilhed gik til Snillets Vraa,

Om Lædskedrikken Roser selv Du flætted’;

Paa Stjernen i dit Öie Öiet saae,

Og hurtigt skete hvad Du mildt forjætted’.

Du var et Hjerte til at stole paa,

Din Aand gav Lys og Næring ved sin Lue,

Du elsket og forstaaet var, som faa,

I Kongesalen og i Folkets Stue.

Om mange, mange Aar, en Solskinsdag,

Naar Gubben seer fra Marsken Borgens Flöie,

Han husker paa sin Barndom med Behag,

Og Dig – da kommer Taarer i hans Öie.

Dig elsked’ Barnet for dit milde Blik,

Der var en Ungdoms Friskhed i din Tanke;

Med ærligt, aabent Sind hver til Dig gik,

De fölte i dit Bryst et Hjerte banke!

Din Grav faaer stille mangt et Hjertes Qvad,

I tause Rythmer Taarerne sig blande;

Gud vil opfylde hvad Du kjærligt bad.

– Svæv som en Fredens Aand om disse Lande!