Gudfaders Billedbog

Gudfader kunde fortælle Historier, saa mange og saa lange, han kunde klippe Billeder og tegne Billeder, og naar det var mod Juul, tog han frem en Skrivebog med rene hvide Blade, paa disse klinede han Billeder, tagne ud af Bøger og Aviser, havde han nu ikke nok til hvad han vilde fortælle, saa tegnede han dem selv. Jeg fik, da jeg var lille, flere saadanne Billedbøger, men den deiligste af dem alle var dog den fra »▶det mærkværdige Aar, da Kjøbenhavn fik Gas istedetfor de gamle Tranlygter◀«, og det stod bemærket paa det forreste Blad.

»Den Bog maa rigtig forvares vel!« sagde Fader og Moder; »den tør kun komme frem ved Stads-Leilighed!«

Paa Bindet havde dog Gudfader skrevet:

Deiligst var det naar Gudfader selv viste Bogen frem, læste Versene og det andet Skrevne, og saa fortalte dertil Saameget; da blev Historien just en rigtig Historie.

Der var paa det første Blad et Billed klippet ud af »Den flyvende Post«, hvor man saae Kjøbenhavn med Rundetaarn og Frue-Kirke, tilvenstre var klinet et Billede, der forestillede en gammel Lygte, paa den stod skrevet: »Tran«, tilhøire var en Candelaber – paa den stod skrevet: »Gas«.

»See det er Placaten!« sagde Gudfader; »det er Indgangen til Historien, Du skal faae. Den kunde ogsaa være givet som en heel Comedie, naar man kunde have givet den: »Tran og Gas eller Kjøbenhavns Liv og Levnet«. Det er en meget god Titel! Nederst paa Bladet sees endnu et lille Billede; det er ikke saa let at forstaae, derfor skal jeg forklare Dig det! Det er en Helhest. Han skulde først komme ved Bogens Slutning, men han er løbet forud for at sige, at hverken Indgangen, Inderdelen eller Udgangen duer; han kunde have gjort det bedre, dersom han kunde have gjort det. Helhesten, skal jeg sige Dig, staaer om Dagen tøiret i Avisen, han gaaer paa Spalter, som de kalde det, men om Aftenen slipper han ud og stiller sig udenfor Poetens Dør og vrinsker, at Manden derinde skal døe strax, men han døer dog ikke, er der rigtigt Liv i ham. Helhesten er næsten altid en stakkels Fyr, der ikke kan finde Rede i sig selv, ikke finde Levebrød, og maa have Luft og Føde af at gaae omkring og vrinske. Han synes, er jeg forvisset, slet ikke om Gudfaders Billedbog, men derfor kan den dog nok være det Papir værd, den er skrevet paa.

See, det er det første Blad i Bogen, det er Placaten!«

Det var netop den sidste Aften, de gamle Tranlygter vare tændte; Byen havde faaet Gas og den straalede, saa at de gamle Lygter ligesom bleve reent borte i det.

»Jeg var selv paa Gaden den Aften!« sagde Gudfader. »Folk gik op og ned for at see paa den nye og den gamle Belysning. Der var mange Mennesker og dobbelt saa mange Been, som Hoveder. Vægterne stode saa sørgmodige, de vidste ikke naar de skulde afskediges, ligesom Tranlygterne; disse selv tænkte saa langt tilbage – de turde jo ikke tænke frem. De huskede saa Meget fra de stille Aftener og de mørke Nætter. Jeg støttede mig op til en Lygtepæl,« sagde Gudfader; »det spruttede i Tran og Væge, jeg hørte hvad Lygten sagde og det skal Du ogsaa faae at høre!«

»Vi have gjort hvad vi kunde!« sagde Lygten. »Vi have været vor Tid nok, lyst til Glæde og til Bedrøvelse; vi have oplevet mange Mærkeligheder; vi have, saa at sige, været Kjøbenhavns Nat-Øine. Lad nu kun nye Blus løse os af og overtage Embedet! Men hvor mange Aaringer skulle de lyse og til hvad skulle de lyse, det vil vise sig! De skinne jo nok lidt stærkere, end vi Gamle, men det er da ingen Sag, naar man er støbt som Gas-Candelaber og har saadanne Forbindelser som de have, den Ene hælder i den Anden! De have Rør til alle Kanter og kunne hente Kræfter i Byen og udenfor Byen! Men hver af os Tranlygter lyser af hvad man selv har i sig og ikke ved Familieskab. Vi og vore Forfædre have lyst for Kjøbenhavn fra uendelig gammel Tid, langt tilbage. Men da det nu er den sidste Aften vi lyse og staae, saa at sige, i andet Geled her i Gaden med Eder, I skinnende Kammerater, saa ville vi ikke mule og misunde, nei langtfra, vi ville være glade og godmodige. Vi ere de gamle Skildvagter, som afløses af nystøbte Drabanter i bedre Uniform end vor. Vi ville fortælle Eder, hvad vor Slægt, heelt op til Tiptippe-tip-Oldemoer-Lygte har seet og oplevet: hele Kjøbenhavns Historie. Gid I og Eders Efterkommere, indtil den sidste Gas-Candelaber, maa opleve og kunne fortælle ligesaa mærkelige Ting, som vi, naar I engang faae Afsked, og det faae I! Det maae I være forberedte paa. Menneskene finde nok paa en stærkere Belysning end Gas. Jeg har hørt en Student sige, at man ymtede om at de vilde komme til at brænde Søvand!« det spruttede i Vægen, da Lygten sagde disse Ord; det var som den allerede havde Vand i sig!

Gudfader hørte nøie efter, tænkte over og fandt, at det var en udmærket Idee af de gamle Lygter, i denne Overgangs-Aften fra Tran til Gas at fortælle og fremvise hele Kjøbenhavns Historie. »En god Idee maa man ikke slippe,« sagde Gudfader, »jeg tog den strax, gik hjem og lavede denne Billedbog til Dig, den gaaer endnu længere tilbage i Tiden end Lygterne kunde.

Her er Bogen, her er Historien: »Kjøbenhavns Liv og Levnet«, den begynder med Bælgmørke, et kulsort Blad, det er det mørke Tidsrum!«

»Nu vende vi Bladet!« sagde Gudfader.

»Seer Du Billedet? Kun det vilde Hav og den blæsende Nordostvind; den driver svære Isstykker; Ingen ere ude at seile paa dem uden store Steenblokke, som oppe i Norge ramlede fra Fjeldene ned paa Isen. Nordostvinden blæser Isen afsted; han vil vise de tydske Bjerge hvilke Knolde der findes oppe i Norden. Isflaaden er allerede nede i Sundet ud for Sjællands Kyst, hvor nu Kjøbenhavn ligger, men da var der intet Kjøbenhavn. Der var under Vandet store Sandbanker, imod en af disse stødte Isstykkerne med de store Rullesteen; den hele Isflaade blev staaende, Nordostvinden kunde ikke faae den af Grunden og saa blev han saa gal i sit Hoved, som han kunde blive det, og lyste Forbandelse over den Sandbanke, »den Tyvegrund«, som han kaldte den, og han svoer, at løftede den sig nogensinde op over Havfladen, da skulde Tyve og Røvere komme der, Steiler og Hjul blive reiste.

Men idet han saaledes bandede og skjendte, brød Solen frem og paa dens Straaler gyngede og svang sig lyse, milde Aander, Lysbørn; de dandsede hen over de kuldebringende Isstykker, der smeltede derved, og de store Rullestene sank ned paa Sandbunden.«

»Sol-Krapyl!« sagde Nordostvinden. »Er det Kammeratskab og Familieskab! Det skal jeg huske og det skal jeg hevne. Nu lyser jeg Forbandelse!«

»Vi lyse Velsignelse!« sang Lysbørnene. »Banken skal hæve sig, vi ville skjerme den! Det Sande, det Gode og Skjønne skal bygge der!«

»Sludder for en Sladder!« sagde Nordostvinden.

»See, om alt Dette vidste nu Lygterne ikke at fortælle,« sagde Gudfader, »men det veed jeg og det er af stor Vigtighed for Kjøbenhavns Liv og Levnet!«

»Nu vende vi Bladet!« sagde Gudfader.

»Aaringer ere gaaede, Sandbanken har løftet sig; en Søfugl har sat sig paa den største Steen, der ragede op af Vandet. Du kan see det paa Billedet. Aaringer og Aar ere gaaede. Havet kastede døde Fisk op paa Sandet, den seie Marehalm skød frem, visnede, raadnede, gjødede; der kom flere Arter Græs og Urter: Banken blev en grøn Holm. Vikingerne gik i Land. Der var Holmgang til Dødskamp og god Ankergrund ved Holmen udfor Sjælland. Den første Tranlampe brændte, jeg troer at de stegte Fisk over den og Fisk var her nok af. Silden gik i store Stimer gjennem Sundet, det var svært at føre Baaden hen over dem, det blinkede i Vandet som var der Kornmoen dernede, det lysnede i Dybet som Nordlys-Skin, Sundet havde Velstand af Fisk, derfor byggedes der Huse paa Sjællands Kyst; Væggene vare af Egetræ og Taget af Bark, der var Træer nok til det Brug. Skibe søgte ind i Havnen; Tranlygten hang i det gyngende Tougværk; Nordostvinden blæste og sang: »Uh-u-ud!« Lyste paa Holmen en Lygte, da var det en Tyve-Lygte: Smuglere og Tyve øvede deres Færd paa »Tyvsø«.«

»Jeg troer nok det groer, alt det Ilde, som jeg vilde!« sagde Nordostvinden. »Snart kommer Træet, hvor jeg kan ryste Frugter!«

»Og her staaer Træet!« sagde Gudfader. »Seer Du Galgen paa Tyvsø. Der hænge i Jernkjeder Røvere og Mordere, accurat som de dengang hang. Vinden blæste saa at de lange Beenrade klapprede, men Maanen skinnede meget fornøieligt ned paa dem, som den nu skinner til et Skovbal. Ogsaa Solen skinnede fornøieligt ned, smuldrede hen de dinglende Beenrade og fra Solstraalerne sang Lysbørnene: »Vi vide det, vi vide det! Her skal dog blive smukt i en kommende Tid! Her skal blive godt og prægtigt!«

»Kyllingesnak!« sagde Nordostvinden.

»Nu vende vi Bladet!« sagde Gudfader.

Klokkerne ringede i Roeskilde By, der boede Bisp Absalon; han kunde læse sin Bibel og svinge sit Sværd; han havde Magt og Villie; de driftige Fiskere ved Havnen, hvis By groede frem og var Markedsplads, vilde Absalon skjerme mod Overfald. Han lod stænke med Vievand den uærlige Grund; Tyvsø fik hæderligt Mærke. Murer og Tømrer toge fat derovre; der voxte en Bygning paa Bispens Bud. Solstraalerne kyssede de røde Mure, alt som de løftede sig.

Der stod Axels Huus.

Og ud for den stod »Hafn«, Købmændenes Havn.

De Fremmede kom der og kjøbte den megen Fisk, byggede Boder og Huse med Blæreskind i Vindues-Hullet, Glasset var for dyrt; der kom Pakhuus med Gavl og med Vinde. Seer Du derinde i Boderne sidde de gamle Svende, de tør ikke gifte sig, de handle med Ingefær og Peber, de Pebersvende!

Nordostvinden blæser gjennem Gader og Gyder, lader Støvet fyge, river ogsaa et Straatag af. Ko og Griis gaae i Gadegrøften.

»Jeg skal kue og knuge!« siger Nordostvinden, »suse om de Huse og om Axelshuus! Jeg kan ikke feile! De kalde det Steileborg paa Tyvsø!«

Og Gudfader viste et Billede deraf, han selv havde tegnet. Paa Muren var Pæl ved Pæl, paa hver sad en fangen Sørøvers Hoved og viste Tænder.

»Det er virkeligt skeet!« sagde Gudfader; »det er værd at kjende og godt at forstaae. Bisp Absalon var i Badstuen og hørte da gjennem den tynde Væg, at et Fribytter-Skib kom derude. Strax sprang han af Badet og paa sit Fartøi, blæste i Hornet og Mandskabet kom, Pilene fløi i Røvernes Ryg, de vilde derfra, de roede saa skrapt; der fæstede sig Pile i deres Hænder, der var ikke Tid til at rive dem ud. Bisp Absalon fangede hver levende Een og hug Hovedet af dem; hvert et blev sat paa Slottets Ringmuur. Nordostvinden blæste med tykke Kjæver, med ondt Veir i Kjæften, som Sømanden siger.

»Her vil jeg strække mig!« sagde Vinden, »her vil jeg lægge mig og see paa det hele Kram!«

Den hvilede i Timer, den blæste i Døgn; Aaringer gik.

Vægteren kom frem paa Slottets Taarn; han saae mod Øster, mod Vester, mod Sønder og Nord. »Der har Du det paa Billedet,« sagde Gudfader og viste det. »Du seer ham der, men hvad han saae skal jeg sige Dig!«

»Fra Steileborgs Muur er der aabent Vand heelt ud til Kjøgebugt og bredt er Farvandet over til Sjællands Kyst. Foran Serritslev Mark og Solbjerg Mark, hvor de store Landsbyer ligge, voxer meer og meer den nye Stad med gavlede Bindingsværkshuse. Der er hele Stræder for Skomagere og Skindere, for Kryderhandlere og Ølfolk; der er Markedsplads, der er Gildeshuus, og tæt ved Stranden, hvor før var en Ø, staaer den prægtige Kirke for Sanct Nicolai. Den har Taarn og Spir, umaadeligt høit; hvor speiler det sig i det klare Vand! Ikke langt herfra staaer Vor Frue Kirke, hvor Messerne læses og synges, Røgelsen dufter, Voxlys brænde. Kjøbmandshavn er nu Bispens Stad; Bispen af Roeskilde raader og regerer.

Bisp Erlandsen sidder paa Axelshuus. Der brases i Kjøkkenet, der skjenkes Øl og Claret, der er Lyd af Giger og Kobbeltrommer. Kjertler og Lamper brænde, Slottet skinner, som var det Lygten for det hele Land og Rige. Nordostvinden blæser om Taarn og om Muur, de staae nok fast; Nordostvinden blæser om Byens Befæstning vesterpaa, et gammelt Plankeværk kun; det holder vel! Der udenfor staaer Danmarks Konge Christopher I. Oprørerne sloge ham ved Skjelskør; han søger Tilflugt i Bispens By.

Vinden suser og siger som Bispen: »Bliv ude! Bliv ude! Porten er lukket for Dig!«

Det er Ufreds Tid, det er tunge Dage; hver Mand vil raade sig selv. Det holstenske Banner vaier fra Slottets Taarn. Der er Savn og Suk, det er Angestens Nat: Strid i Landet og den sorte Død, bælgmørk Nat – men saa kom Atterdag!

Bispens By er nu Kongens By; den har gavlede Huse og snevre Gader, den har Vægter og Raadhuus, den har en muret Galge ved Vesterport. Ingen udenbyes Mand tør hænges i den; man maa være en Stadens Borger for at kunne dingle der, komme op saa høit, at see Kjøge og Kjøgehøns.

»Det er en deilig Galge!« siger Nordostvinden; »det Skjønne groer!« og saa hvæste og blæste den.

Fra Tydskland blæste Fortræd og Nød.

»Hanserne kom!« sagde Gudfader; »de kom fra Pakhuus og Disk, de rige Kjøbmænd fra Rostock, Lübeck og Bremen, de vilde snappe meer end Guldgaasen fra Valdemars Taarn; de raadede mere i Dankongens By end Dankongen selv, de kom med væbnede Skibe, Ingen var forberedt; Kong Erik havde ei heller Sind at slaaes med de tydske Frænder, de vare saa mange, saa stærke. Kong Erik og alle hans Hofmænd jog hasteligt ud af Vesterport til Sorø By, til den stille Sø og de grønne Skove, til Kjærligheds Sang og Bægerklang.

Men Een blev tilbage i Kjøbenhavn, et Kongehjerte, et Kongesind. Seer Du Billedet her, den unge Kvinde, saa fin og spæd, med havblaae Øine og hørguult Haar; det er Danmarks Dronning Philippa, Englands Prindsesse. Hun blev i den ængstede Stad, hvor i de smaa Gyder og Gader med de steile Trapper, Skure og tilklinede Boder, Byfolkene vrimle og vide ikke ud eller ind. Hun har Mands Mod og Hjerte; hun kalder Borgere og Bønder, opmuntrer, opmander. Skibene tiltakles, Blokhusene faae Mænd, Karrebasserne knalde; der er Ild og Damp, der er godt Humeur, Vorherre slipper ei Danmark. Og Solen skinner ind i alle Hjerter, den lyser ud af alle Øine i Seirs-Glæde. Velsignet være Philippa! Det er hun i Hytte, det er hun i Huus, det er hun i Kongens Slot, hvor hun pleier de Saarede og Syge. Jeg har klippet en Krands og lagt om Billedet her,« sagde Gudfader. »Velsignet være Dronning Philippa!«

»Nu springe vi Aaringer frem!« sagde Gudfader. »Kjøbenhavn springer med. Kong Christian I har været i Rom, er velsignet af Paven, og hædret og hyldet paa den lange Vei. Han bygger her hjemme en Gaard af brændte Steen; der skal Lærdommen groe, sættes frem paa Latin. Fattigmands Barn fra Plov og fra Værksted kan ogsaa komme med, tigge sig frem, faae den lange, sorte, side Kappe, synge for Borgernes Dør.

Tæt op til Lærdommens Gaard, hvor Alt er Latin, ligger et lille Huus; derinde raader det Danske, i Sprog og i Sæder. Der er Øllebrød til Morgenkost og der er Middag Klokken ti om Formiddagen. Solen skinner ind af de smaa Ruder, paa Madskab og Bogskab; i det ligger skrevne Skatte, Hr. Mikkels »Rosenkrands« og »gudelige Comedier«, Henrik Harpestrengs Lægebog, og Danmarks Riimkrønike af Broder Niels i Sorø; den bør hver Danismand kjende, siger Huusherren, og han er Mand for at de kunne blive kjendte. Det er Danmarks første Bogtrykker, Hollænderen Gotfred van Gehmen. Han øver den sorte, velsignede Konst, Bogtrykkerkonsten.

Og Bøgerne komme til Kongens Slot og i Borgerens Huus. Ordsprog og Sange faae evigt Liv. Hvad Mennesket ikke tør sige i Sorg og Lyst, synger Folkesangens Fugl, forblommet og dog klart; den flyver saa frit, den flyver saa vidt igjennem Borgestue, gjennem Ridderborg; den sidder som Falk paa Ridderfrøkenens Haand og kviddrer, den lister sig ind som lille Muus og pipper i Hundehullet for den trælbundne Bonde.«

»Det er Mundsveir det Hele!« siger den skarpe Nordostvind.

»Det er Foraarstid!« sige Solens Straaler; »see hvor pipper det Grønne!«

»Nu blade vi frem i vor Billedbog!« sagde Gudfader.

Hvor straaler Kjøbenhavn! Der er Turnering og Leeg, der er Optog med Pragt; see de ædle Riddere i Rustning, see de høie fornemme Fruer i Silke og Guld. Kong Hans giver sin Datter Elisabeth til Churfyrsten af Brandenborg. Hvor er hun ung, hvor er hun glad; hun træder paa Fløiel; der er en Fremtid i hendes Tanker: Huuslivets Lykke. Tæt ved hende staaer hendes kongelige Broder Prinds Christjern med de tungsindige Øine og det hede, brusende Blod. Ham har Borgerfolket kjær, han kjender deres Tryk, han har Fattigmands Fremtid i Tanke.

Gud alene raader for Lykken!

»Nu blade vi frem i vor Billedbog!« sagde Gudfader. »Skarpt blæser Vinden, synger om det skarpe Sværd, om den tunge Tid, om Ufredstid!«

»Det er en iskold Dag, det er midt i April. Hvorfor stimler Mængden sammen udenfor Slottet foran den gamle Toldbod, hvor Kongeskibet ligger med Seil og Flag? I Vinduer og paa Tage ere Folk at see. Der er Sorg og Bedrøvelse, Forventning og Angest. De see mod Slottet, hvor før var Fakkeldands i de gyldne Sale, men nu saa stille og tomt; de see mod Vindues-Karnappen, hvor Kong Christjern saa ofte saae ud over »Hofbroen« og ad det smalle »Hofbrostræde« til sin Duelil, den hollandske Pige, han hentede fra Bergens By. Skodderne ere skudte for. Mængden seer mod Slottet: nu aabnes Porten, Vindebroen sænkes. Der kommer Kong Christjern med sin trofaste Hustru Elisabeth; hun vil ei forlade sin kongelige Herre, nu han er saa haardt betrængt.

Der var Ild i hans Blod, der var Ild i hans Tanke; han vilde bryde med den gamle Tid, bryde Bondens Aag, være Borgeren god, stække »de graadige Høge«; men de vare ham for mange. Han drager fra Land og Rige, for derude at vinde Venner og Frænder for sig. Hans Hustru og trofaste Mænd følge med; hvert Øie er vaadt nu i Skilsmissens Stund.

Der blander sig Stemmer i Tidens Sang, imod ham og for ham, et tredobbelt Chor. Hør Adelens Ord, de staae skrevne og trykte:

»Vee over Dig, Christjern den Onde! det udøste Blod paa Stockholms Torv raaber høit over Dig, Forbandelsens Vee!«

Og Munkenes Raab har den samme Dom: »Du være forstødt af Gud og af os! Den lutherske Lære kaldte Du hid; til den gav Du Kirke og Prædikestol, lod Djævelens Tunge tale. Vee over Dig, Christjern den Onde!«

Men Bonde og Borger græde saa dybt: »Christjern, Du Folkekjære! Ei Bonden skal kunne sælges som Kvæg, ikke byttes bort for en Jagthund! Den Lov er dit Skudsmaal!« Men Fattigmands Ord er som Avner for Vinden.

Nu seiler Skibet Slottet forbi og Borgerne løbe op paa Volden for der endnu engang at see den seilende Kongesnekke.

Tiden er lang, Tiden er trang; stol ikke paa Venner, stol ikke paa Frænder!

Farbroder Frederik paa Slottet i Kiel vilde nok være Konge i Landet.

Kong Frederik ligger for Kjøbenhavn. Seer Du Billedet her: »det troe Kjøbenhavn«. Rundtom ere kulsorte Skyer med Billed paa Billed; betragt kun hvert! Det er et klingende Billed, det klinger endnu i Sagn og Sang: Den tunge, trange, den bittre Tid i Aaringers Gang.

Hvor gik det Kong Christjern, den vildsomme Fugl? Derom have Fuglene sjunget, og de flyve vidt, over Land og Sø. Storken kom tidligt i Foraarstid, syd fra over det tydske Land; den havde seet, hvad der nu fortælles.

»Den flygtende Kong Christjern saae jeg kjøre paa lynggroede Hede; der mødte ham et usselt Kjøretøi, forspændt med een Hest; i det sad en Kvinde, Kong Christjerns Søster, Markgrevinden af Brandenborg; tro den lutherske Lære var hun jaget bort af sin Huusbond. Paa den mørke Hede mødtes de landflygtige Kongebørn2. Tiden er trang, Tiden er lang, stol ikke paa Ven eller Frænde!«

Svalen kom fra Sønderborg Slot med klagelig Sang. »Kong Christjern er forraadt! Han sidder der i det brønddybe Taarn; hans tunge Trin slide Spor i Steengulvet, hans Finger sætter Mærke i det haarde Marmor!«

Fiskeørnen kom fra den rullende Sø; den er aaben og fri: der flyver et Fartøi, det er den kjekke Fyenbo Søren Nordby! Lykken er med – men Lykken er som Veir og Vind omskiftelig.

I Jylland og Fyen skrige Ravn og Krage: »Vi ere oppe at age! Det gaaer saa bra, saa bra! Her ligge Aadsler af Heste, og Mennesker med.« Det er Ufreds Tid, det er Grevens Feide. Bonden tog sin Kølle, Kjøbstedmanden sin Kniv, saa raabte de høit: »Vi slaae Ulvene ihjel, saa at ingen Unger blive tilbage!« Der drive Skyer og Røg fra de brændende Byer!

Kong Christjern er Fange paa Sønderborg Slot; han slipper ei fri, seer ei Kjøbenhavn og dens bittre Nød. Paa Nørre-Fælled staaer Christian III hvor Faderen stod. I Staden er Angest; der er Hunger og Smitsot.

Op til Kirkens Muur sidder i Pjalter en udmagret Kvinde, et Lig er hun; to levende Børn ligge paa hendes Skjød og suge Blod af den Dødes Bryst.

Modet er faldet, Modstanden falder. Du troe Kjøbenhavn!

Der blæses Fanfare; hør Pauker og Trompeter!

I rige Klæder af Silke og Fløiel og med vaiende Fjer komme paa guldbræmmede Heste de adelige Herrer; de ride til Gammeltorv. Er der Carroussel eller Turnering efter vante Skik? Borgere og Bønder i deres bedste Pynt søge ogsaa derhen.

Hvad er der at see? Er der reist et Baal til at brænde papistiske Billeder, eller staaer Bøddelen der, som han stod ved Slaghoeks Baal? Kongen, Landets Herre er Lutheran, det skal kjendes, hævdes og lyses i Kuld.

Høifornemme Fruer og adelige Jomfruer sidde med høie Kraver og Perler paa Huen bag de aabne Vinduer og see al den Stads. Paa udbredt Klæde, under Klædestag, sidder Rigets Raad i ældgammel Dragt, nær Kongens Throne. Kongen er taus. Nu læses op i det danske Sprog hans Villie, Rigsraadets Villie; Borger og Bonde faae strenge Ord, Revselsens Ord for al den Modstand, de havde viist mod den høie Adel. Ydmyget blev Borgeren, Bonden blev Træl. Nu lyder Fordømmelsens Ord mod Landets Bisper. Deres Magt er forbi. Alt Kirkens og Klostrenes Gods bliver henlagt til Konge og Adel.

Der er Hovmod og Had, der er Prunk, der er Ynk.

Omskiftelsens Tid har tunge Skyer, men ogsaa Solskin; det lyste just nu i Lærdommens Gaard, Studentens Hjem, og Navne lyse ud derfra heelt op i vor Tid. Hans Tausen, den fyenske fattige Smedesøn:

Der lyser Navnet Petrus Palladius, Latin, men paa dansk Peter Plade, Roeskilde Bisp, ogsaa Søn af en fattig Smed i Jydernes Land. Og af Adelsnavne Straaler Hans Friis, Rigets Cantsler. Han satte Studenten ved sit Bord, sørged for ham og for Peblingen med. Og Een fremfor Alle faaer Hurra og Sang:

Der kom Solstraaler mellem de tunge Skyer i Omskiftelsens Tid.

Nu vende vi Bladet.

Hvad suser og synger i »Store Belt« under Samsø Kyst? Af Søen stiger en Havfrue med tanggrønt Haar, hun spaaer for Bonden: En Prinds skal fødes, der bliver en Konge, mægtig og stor.

Paa Marken, under den blomstrende Hvidtjørn, han fødtes. Nu blomstrer hans Navn i Sagn og i Sange, i Riddergaarde og Slotte rundtom. Børsen skød frem med Taarn og Spir; Rosenborg løftede sig, saae langt ud over Volden; Studenten selv fik sit eget Huus, og tæt derved staaer og peger mod Himmelen det Rundetaarn, en Urania-Søile, der seer mod Hveen, hvor Uranienborg stod; dens gyldne Kupler fik Glands i Maaneskin, og Havfruer sang om Manden derude, som Konger og Aandens Stormænd besøgte, den Snilletsbaarne, af Adelsblod, Tycho Brahe. Han løftede Danmarks Navn saa høit, at med Stjernehimmelen det kjendtes i alle Jordens aandlyste Lande. Og Danmark stødte ham bort fra sig.

Han sang Trøst i sin Smerte:

Hans Sang har Folkesangs Liv, som Havfruens Sang om Christian den Fjerde!

»Nu kommer et Blad, Du skal rigtig see paa!« sagde Gudfader; »der er Billed paa Billed, som i Kæmpevisen Vers paa Vers. Det er en Sang, saa glædelig i sin Begyndelse, saa sørgelig i sin Udgang.«

Der dandser et Kongebarn paa Kongens Slot, hvor er hun yndig at see. Hun sidder paa Christian IV’s Skjød, hans elskede Datter Eleonore. I kvindelige Sæder og Dyder hun groer. Den mægtige Adels fornemste Mand Korfits Ulfeld er hendes Brudgom. Hun er Barn endnu; hun faaer ogsaa Riis af sin strenge Hovmesterinde; hun klager for Kjæresten og hun har Ret. Hvor er hun kløgtig, danis og oplært, kan Græsk og Latin, synger Italiensk til sin Luth; veed at tale om Paven og Luther.

Kong Christian ligger i Gravcapel i Roeskilde Dom, Eleonores Broder er Konge. Der er Glands og Pragt paa Slottet i Kjøbenhavn, der er Skjønhed og Snille, først Dronningen selv: Sophie Amalie af Lyneborg. Hvo styrer sin Hest saa vel som hun? Hvo har i Dandsen en Majestæt som hun, hvo taler med Kjendskab og Aand som Danmarks Dronning?

»Eleonore Christine Ulfeld!« de Ord blev sagt af den franske Gesandt. »I Skjønhed, Kløgt overstraaler hun Alle!«

Fra Slottets bonede Dandsegulv voxte Nidets Burre; den hængte sig fast, den filtrede ind og hvirvlede om sig Krænkelsens Haan: »Det Slegfredbarn! Hendes Karm skal holde ved Slottets Bro; hvor Dronningen kjører, skal Fruen gaae!« Det fyger med Sladder, med Opspind og Løgn.

Og Ulfeld tager sin Hustru ved Haand i den stille Nat. Nøglerne har han til Stadens Porte; han aabner een af dem. Hestene vente derudenfor. De ride langs Stranden, og seile saa bort til det svenske Land.

Nu vende vi Bladet, som Lykken vender sig for de To.

Det er Efteraarstid, Dagen er kort, Natten er lang; det er graat og vaadt, Vinden saa kold og i stigende Styrke. Det suser i Løvet paa Voldens Træer, Løvet flyver ind i Peder Oxes Gaard; den staaer tom og forladt af sit Herskab. Vinden suser ud over Christianshavn, om Kai Lykkes Gaard, nu er den Tugthuus. Han selv er jaget fra Ære og Land, hans Vaaben er brudt, hans Billed hængt i den høieste Galge: saaledes er straffet hans kaade, letfærdige Ord om Landets hædrede Dronning. Høit tuder Vinden og farer hen over den aabne Plads, hvor Rigshovmesterens Gaard har staaet; nu er kun tilbage af den een Steen, »den drev jeg som Rullesteen herned paa den seilende Is,« suser Vinden, »Stenen stranded hvor siden Tyvsø skød op, forbandet af mig; saa kom den med i Hr. Ulfelds Gaard, hvor Fruen sang til den klingende Luth, læste Græsk og Latin og kneisede stolt, nu kneiser kun Stenen her med sin Indskrift:

Men hvor er hun nu, den fornemme Frue? Hu-ih-hu-ih! piber Vinden med skærende Røst. I »Blaa Taarn« bag Slottet, hvor Havvandet slaaer mod den slimede Muur, der har hun alt siddet i mange Aar. Der er i Kammeret mere Røg end Varme; det lille Vindue er høit under Loftet. Kong Christian IV’s forkjælede Barn; hun den fineste Frøken og Frue, hvor sidder hun ringe, hvor sidder hun slet! Erindringen hænger Gardin og Tapet om Fængslets tilrøgede Vægge. Hun husker sin Barndoms deilige Tid, sin Faders milde, straalende Træk; hun husker sin pragtfulde Bryllupsfærd: hendes Stoltheds Dage, hendes Trængselstid i Holland, i England og paa Bornholm.

Dog, da var hun hos ham, nu er hun ene, for altid ene! Hun veed ei hans Grav og Ingen veed den.

– Hun sad i Aaringer, lange og mange, mens Livet rørte sig udenfor. Det staaer aldrig stille, men det ville vi et Øieblik her, tænke paa hende og Sangens Ord:

»Seer Du Billedet her?« sagde Gudfader.

Det er Vintertid; Frosten slaaer Bro mellem Laaland og Fyen, Bro for Carl Gustav, som drager ustandseligt frem. Der er Plyndring og Mordbrand, Angest og Nød i det hele Land.

Svensken ligger for Kjøbenhavn. Det er bidende koldt og en fygende Snee; men tro sin Konge og tro sig selv, staae Mænd og Kvinder rede til Kampen! Hver Haandværksmand, Bodsvend, Student og Magister er oppe paa Volden til Værn og Forsvar. Der er ingen Frygt for de gloende Kugler. Kong Frederik svoer, han vilde døe i sin Rede. Han rider deroppe og Dronningen med ham. Der er Mod og Mandstugt og Fædrelandssind. Lad Svensken kun trække sin Ligskjorte paa og snige sig frem i den hvide Snee, forsøge at storme. Der væltes Bjelker og Steen ned paa dem; ja Kvinderne komme med Bryggerkjedler og helde sydende Beg og Tjære over de stormende Fjender.

I denne Nat ere Konge og Borger een samlet Magt. Og der er Frelse og der er Seir. Klokkerne ringe, Takkesang lyder. Borgerfolk, her vandt Du Adelsspore!

Hvad følger vel nu? See Billedet her.

Bisp Svanes Frue kommer i lukket Karm; det tør kun den høie, mægtige Adel. De stolte Junkere bryde Vognen itu; Bispinden maa gaae til sin Bispegaard.

Er det den hele Historie? – Langt Større skal brydes i næste Stund, Overmods-Vældet.

Borgemester Hans Nansen og Biskop Svane række hinanden Haand til Gjerning i Herrens Navn. De tale med Kløgt og med Ærlighed; det høres i Kirken og i Borgerens Huus. Et Sammenholds-Haandslag og Havnen spærres, Portene lukkes, Stormklokken ringer, Magten er givet til Kongen alene, han som blev i sin Rede i Farens Stund; han herske, han raade over Store og Smaa!

Det er Enevoldstiden.

Nu vende vi Bladet og Tiden med det.

»Hallo, halløi, hallo!« Ploven er lagt tilside, Lyngen faaer Lov at groe, men Jagten er god. »Hallo, halløi!« Hør de skingrende Horn og de halsende Hunde. See Jægerskaren, see Kongen selv, Kong Christian V; han er ung og glad. I Slot og i Stad er der Lystighed. I Salene Voxlys, i Gaarden Fakler, og Byens Gader have faaet Lygter. Alt straaler saa nyt! Den nye Adel indkaldt fra Tydskland, Baroner og Grever faae Gunst og Gave; nu gjelde Titler og Rang og det tydske Sprog.

Da klinger en Stemme saa ægte dansk, det er Væverens Søn, som nu er Bisp; det er Kingos Røst; han synger de deilige Psalmer.

Der er en anden Borgermands Søn, en Vintappersøn, hans Tanke lysner i Lov og Ret; hans Lovbog blev Guldgrund for Kongens Navn, det staaer end i kommende Tider. Den Borgersøn, Landets mægtigste Mand, faaer Adelskjold og Fjender med, saa Bøddelens Sværd paa Retterstedet er over Griffenfeldts Hoved. Da lyder Benaadning med evigt Fængsel. De sende ham til en Klippeø under Throndhjems Kyst:

Men Dandsen gaaer let i Slottets Sal, der er Glands og Pragt, der er livlig Musik, der dandse Hofmænd og Fruer.

Nu kommer Frederik IV’s Tid!

See de stolte Skibe med Seirsflag! See det rullende Hav! Ja, det kan fortælle om Storbedrift, om Danmarks Hæder. Vi huske Navne, den seirsæle Sehested og Gyldenløve! Vi huske Hvitfeld, der for at frelse den danske Flaade sprængte sit Skib og fløi mod Himmelen med Danebroge. Vi tænke paa Tiden og Striden den Gang, og Helten, der sprang fra det norske Fjeld til Danmarks Værn: Peter Tordenskjold. Fra det herlige Hav, fra det svulmende Hav tordner hans Navn fra Kyst til Kyst:

Der kom en Luftning fra Grønlands Kyst, en Duft som fra Bethlehems-Landet; den meldte om Evangeliets Lys ved Hans Egede og hans Huustro.

Det halve Blad her har derfor Guldgrund; det andet Halve, der tyder Sorgen, er askegraat med sorte Stænk, som fra Ildens Gnister, som fra Sot og Syge.

I Kjøbenhavn raser Pesten. Gaderne ere tomme, Dørene stængede, rundtom er tegnet med Kridt et Kors: derinde er Soten, men hvor Korset er sort ere Alle døde.

I Natten bæres Ligene bort, uden Klokkeklang; de tage paa Gaden de Halvdøde med; Rustvognene rumle, de ere fyldte med Lig. Men ud fra Krostuen lyder fælt Berusedes Sang og vilde Skrig. Ved Drik ville de glemme den bittre Nød; de ville glemme og ende – ende! Alt faaer jo Ende; her ender Bladet med anden Nød og Prøvelsestid for Kjøbenhavn.

Kong Frederik IV lever endnu; hans Haar er graanet i Aarenes Løb. Fra Vinduet paa Slottet seer han ud i det stormfulde Veir; det er seent paa Aaret.

I et lille Huus ved Vesterport leger en Dreng med sin Bold; den flyver op paa Loftet. Den Lille tager en Tællepraas, gaaer op for at søge, da tændes der Ild i det lille Huus, i den hele Gade. Det lysner i Luften, saa Skyerne skinne. See Flammerne voxe! Der er Føde for Ilden, der er Hø og Halm, der er Flæsk og Tjære, der er Stabler af Brænde til Vintertiden. Og Alting brænder. Der er Graad og Skrig, der er stor Forvirring. I Vrimlen rider den gamle Konge, opmuntrer, befaler. Der sprænges med Krudt, rives Huse ned. Nu brænder det ogsaa i Nørre-Kvarteer, og Kirkerne brænde: Sanct Petri, Vor Frue! Hør Sangværket spiller sin sidste Sang: »Vreden Du afvend, Herre Gud af Naade!«

Kun Rundetaarn staaer og Slottet staaer; rundtom ere rygende Tomter. Kong Frederik IV er Folket god, han trøster og mætter, han er hos det, er de Huusvildes Ven. Velsignet er Frederik IV!

See nu dette Blad!

See den gyldne Karm med Tjenere rundt om, med væbnede Ryttere foran og bagved, kommer fra Slottet, hvor der er spændt en Jernlænke for at hindre Folket i at komme altfor nær. Hver uadelig Mand maa gaae over Pladsen med blottet Hoved; thi sees ei Mange, de undgaae Stedet. Der kommer nu Een med nedslaaet Blik, med Hatten i Haanden, og det er just den Mand, i den Tid, som vi nævne høit:

Det er Snillet og Lunet, det er Ludvig Holberg. Den danske Scene, hans Storheds Slot, har man lukket, som var det Forargelsens Bo. Al Glæde er skrinlagt; Dands, Sang og Musik er forbudt og lyst bort. Nu raader den mørke Christendom.

»Der Dänenprinz!« som hans Moder ham kaldte, nu kommer hans Tid med Solskinsveir, med Fuglenes Sang, med Glæde, Danskhed og Lystighed: Kong Frederik V er Konge. Og Lænkerne tages fra Pladsen ved Slottet; den danske Scene er aabnet igjen, der er Latter og Lyst, der er godt Humeur. Og Bønderne ride Sommer i By! Det er Munterhedstid efter Fastetid og Forknyttelsens Tid. Det Skjønne trives, sætter Blomst og Frugt i Toner, i Farver, i bildende Konst. Hør Gretrys Musik! See Londemanns Spil! Og Danmarks Dronning elsker det Danske. Lovise af England, deilig og mild; velsigne Dig Gud i sin Himmel! Solstraalerne synge lifligt i Chor om Dronninger i det danske Land: Philippa, Elisabeth, Lovise!

Den jordiske Deel er længst skrinlagt, men Sjælene leve og Navnene leve. Igjen sender England en Kongebrud: Mathilde, saa ung og snart saa forladt! Om Dig ville Digtere synge i Tiden, om Ungdomshjertet og Prøvelsens Stund. Og Sangen har Magt, en unævnelig Magt gjennem Tider og Folk! See Slottets Brand, Kong Christians Borg. Man søger at frelse det Bedste der findes. See Holmens Folk slæbe bort en Kurv med Sølvtøi og kostelige Sager; stor Rigdom er det, men pludseligt see de gjennem den aabne Dør, hvor Flammerne lyse, en Buste af Bronce, Kong Christian IV. Da kaste de den Rigdom, de bære; hans Billed derinde er dem langt mere! det maae de redde, hvor tungt det endogsaa maa være at bære. De kjende ham jo fra Ewalds Sang, fra Hartmanns deilige Melodi.

Der er Magt i Ordet og Sangen, og den skal klinge eengang saa stærkt om den stakkels Dronning Mathilde.

»Nu bladre vi frem i vor Billedbog.«

Paa Ulfelds Plads stod den Skjændselssteen; hvor reistes i Verden vel een som den? Ved Vesterport blev en Støtte reist, hvor mange i Verden er der vel som den?

Solstraalerne kyssede Rullestenen, Grundlaget under »Friheds-Støtten«. Alle Kirkeklokker ringede, Flagene vaiede; Folket jublede for Kronprinds Frederik. Gamle og Unge bare i Hjerte og paa Tunge Navnene Bernstorff, Reventlov, Colbjørnsen. Med straalende Øine og takfyldte Hjerter læses Støttens velsignede Indskrift:

»Kongen bød, Stavnsbaandet skal ophøre, Landbolovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kjæk og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig!«

Hvilken Solskinsdag! Hvilken »Sommer i By«!

Lysaanderne sang: »Det Gode groer! Det Skjønne groer! Snart falder Stenen paa Ulfelds Plads, men »Frihedsstøtten« skal staae i Solskin, velsignet af Gud, Konge og Folk!«

Det aabne Hav, aabent for Ven og Fjende, og Fjenden var der. Den seilede op, den mægtige engelske Flaade; en Stormagt kom imod en lille. Kampen var haard, men Folket modigt:

Vandt Beundring af sin Fjende, og begeistrede Danmarks Skjalde. Den Slagdag mindes den Dag idag med vaiende Flag; Danmarks hædrende anden April, Skjærtorsdags-Slaget paa Rheden.

Aaringer gik. En Flaade blev seet i Øresund. Gjaldt det Rusland eller Danmark? Det vidste man ei, selv Ingen ombord.

Der er en Fortælling i Folkemund, at den Morgenstund i Øresund, da den forseglede Ordre blev brudt og læst op, og den lød: at tage den danske Flaade, traadte frem for sin Chef en ung Capitain, høihjertet i Ord og Daad, en Bretlands Søn: »Jeg svoer,« var hans Ord, »at til min Død vilde jeg kæmpe for Englands Flag, i aabent, ærligt Slag, men ei at ville overmande!«

▶»Og dermed styrted han sig overbord!«

Fjenden stod for Kjøbenhavn; det lyste i Flammer, vi mistede Flaaden, men ikke Modet og Troen paa Gud; han ydmyger, men løfter igjen. Vunderne læges som i Einheriars Slag. Kjøbenhavns Historie er rig paa Trøst.

Snart skinnede den paa den reiste Stad, paa rige Kornmarker, paa Kløgt og Snille; en Fredens velsignet Sommerdag, hvor Digtningen reiste sit fata morgana saa farverigt herligt ved Oehlenschläger.

Og i Videnskaben blev gjort et Fund, langt meer end et Guldhorn i gammel Tid, en Bro af Guld blev funden:

Hans Christian Ørsted indskrev der sit Navn.

Og see! Ved Slottet op til Kirken blev reist en Gaard, til den gav selv den fattigste Mand og Kvinde glad sin Skjærv.

»Du husker fra foran i Billedbogen,« sagde Gudfader, »de gamle Steenblokke, som ramlede fra Norges Fjelde, og førtes paa Isen herned; de ere løftede igjen fra den dybe Sandgrund paa Thorvaldsens Bud i Marmorets Skjønhed; deiligt at see!«

Husk hvad jeg har viist Dig og hvad jeg fortalte. Sandgrunden i Havet løftede sig op, blev Værn for Havnen, bar Axels Huus, bar Bispens Gaard og Kongens Slot og bærer nu det Skjønnes Tempel. Forbandelsens Ord ere veirede hen, men hvad Sollysets Børn i Glæde sang om en kommende Tid, er blevet opfyldt.

Saa mangen Storm er faret hen, den kan komme igjen og vil atter henfare! Det Sande og Gode og Skjønne har Seiren!

Og hermed er Billedbogen sluttet; men langtfra ikke Kjøbenhavns Historie! Hvo veed, hvad Du selv engang skal opleve.

Det har tidt seet sort ud, blæst en Storm, men Solskinnet er dog ikke blæst bort, det bliver! og stærkere endnu end det stærkeste Solskin er Gud! Vorherre raader for Mere end for Kjøbenhavn.«

Det sagde Gudfader og gav mig Bogen. Hans Øine lyste, han var saa vis i sin Sag. Og jeg tog Bogen saa glad, saa stolt og forsigtigt, som nyligt jeg bar min lille Søster for første Gang.

Og Gudfader sagde: »Du maa meget gjerne vise En og Anden din Billedbog, Du maa ogsaa nok sige, at jeg har lavet, klistret, tegnet det hele Værk. Men det er en Livssag, at de strax vide, hvorfra jeg har faaet Ideen til den. Du veed det, fortæl det. Ideen skyldes de gamle Tranlygter, der netop, sidste Aften de brændte, viste for Stadens Gascandelabre, som fata morgana, Alt hvad der var seet fra den første Lygte blev tændt ved Havnen til nu Kjøbenhavn i denne Aften belystes baade af Tran og af Gas.

Du maa vise Bogen til hvem Du vil, det vil sige, til Folk med milde Øine og venligt Sind, men kommer en Helhest – saa luk

Gudfaders Billedbog.«