H.C. Andersen

Gudfaders Billedbog

Gudfader kunde fortælle Historier, saa mange og saa lange, han kunde klippe Billeder og tegne Billeder, og naar det var mod Juul, tog han frem en Skrivebog med rene hvide Blade, paa disse klinede han Billeder, tagne ud af Bøger og Aviser, havde han nu ikke nok til hvad han vilde fortælle, saa tegnede han dem selv. Jeg fik, da jeg var lille, flere saadanne Billedbøger, men den deiligste af dem alle var dog den fra »det mærkværdige Aar, da Kjøbenhavn fik Gas istedetfor de gamle Tranlygter«, og det stod bemærket paa det forreste Blad.

»Den Bog maa rigtig forvares vel!« sagde Fader og Moder; »den tør kun komme frem ved Stads-Leilighed!«

Paa Bindet havde dog Gudfader skrevet:

»Riv Bogen istykker, det siger ei stort,

Værre har andre Smaavenner gjort!«

Deiligst var det naar Gudfader selv viste Bogen frem, læste Versene og det andet Skrevne, og saa fortalte dertil Saameget; da blev Historien just en rigtig Historie.

Der var paa det første Blad et Billed klippet ud af »Den flyvende Post«, hvor man saae Kjøbenhavn med Rundetaarn og Frue-Kirke, tilvenstre var klinet et Billede, der forestillede en gammel Lygte, paa den stod skrevet: »Tran«, tilhøire var en Candelaber – paa den stod skrevet: »Gas«.

»See det er Placaten!« sagde Gudfader; »det er Indgangen til Historien, Du skal faae. Den kunde ogsaa være givet som en heel Comedie, naar man kunde have givet den: »Tran og Gas eller Kjøbenhavns Liv og Levnet«. Det er en meget god Titel! Nederst paa Bladet sees endnu et lille Billede; det er ikke saa let at forstaae, derfor skal jeg forklare Dig det! Det er en Helhest. Han skulde først komme ved Bogens Slutning, men han er løbet forud for at sige, at hverken Indgangen, Inderdelen eller Udgangen duer; han kunde have gjort det bedre, dersom han kunde have gjort det. Helhesten, skal jeg sige Dig, staaer om Dagen tøiret i Avisen, han gaaer paa Spalter, som de kalde det, men om Aftenen slipper han ud og stiller sig udenfor Poetens Dør og vrinsker, at Manden derinde skal døe strax, men han døer dog ikke, er der rigtigt Liv i ham. Helhesten er næsten altid en stakkels Fyr, der ikke kan finde Rede i sig selv, ikke finde Levebrød, og maa have Luft og Føde af at gaae omkring og vrinske. Han synes, er jeg forvisset, slet ikke om Gudfaders Billedbog, men derfor kan den dog nok være det Papir værd, den er skrevet paa.

See, det er det første Blad i Bogen, det er Placaten!«

Det var netop den sidste Aften, de gamle Tranlygter vare tændte; Byen havde faaet Gas og den straalede, saa at de gamle Lygter ligesom bleve reent borte i det.

»Jeg var selv paa Gaden den Aften!« sagde Gudfader. »Folk gik op og ned for at see paa den nye og den gamle Belysning. Der var mange Mennesker og dobbelt saa mange Been, som Hoveder. Vægterne stode saa sørgmodige, de vidste ikke naar de skulde afskediges, ligesom Tranlygterne; disse selv tænkte saa langt tilbage – de turde jo ikke tænke frem. De huskede saa Meget fra de stille Aftener og de mørke Nætter. Jeg støttede mig op til en Lygtepæl,« sagde Gudfader; »det spruttede i Tran og Væge, jeg hørte hvad Lygten sagde og det skal Du ogsaa faae at høre!«

»Vi have gjort hvad vi kunde!« sagde Lygten. »Vi have været vor Tid nok, lyst til Glæde og til Bedrøvelse; vi have oplevet mange Mærkeligheder; vi have, saa at sige, været Kjøbenhavns Nat-Øine. Lad nu kun nye Blus løse os af og overtage Embedet! Men hvor mange Aaringer skulle de lyse og til hvad skulle de lyse, det vil vise sig! De skinne jo nok lidt stærkere, end vi Gamle, men det er da ingen Sag, naar man er støbt som Gas-Candelaber og har saadanne Forbindelser som de have, den Ene hælder i den Anden! De have Rør til alle Kanter og kunne hente Kræfter i Byen og udenfor Byen! Men hver af os Tranlygter lyser af hvad man selv har i sig og ikke ved Familieskab. Vi og vore Forfædre have lyst for Kjøbenhavn fra uendelig gammel Tid, langt tilbage. Men da det nu er den sidste Aften vi lyse og staae, saa at sige, i andet Geled her i Gaden med Eder, I skinnende Kammerater, saa ville vi ikke mule og misunde, nei langtfra, vi villevil villevil villevi ville være glade og godmodige. Vi ere de gamle Skildvagter, som afløses af nystøbte Drabanter i bedre Uniform end vor. Vi ville fortælle Eder, hvad vor Slægt, heelt op til Tiptippe-tip-Oldemoer-Lygte har seet og oplevet: hele Kjøbenhavns Historie. Gid I og Eders Efterkommere, indtil den sidste Gas-Candelaber, maa opleve og kunne fortælle ligesaa mærkelige Ting, som vi, naar I engang faae Afsked, og det faae I! Det maae I være forberedte paa. Menneskene finde nok paa en stærkere Belysning end Gas. Jeg har hørt en Student sige, at man ymtede om at de vilde komme til at brænde Søvand!« det spruttede i Vægen, da Lygten sagde disse Ord; det var som den allerede havde Vand i sig!

Gudfader hørte nøie efter, tænkte over og fandt, at det var en udmærket Idee af de gamle Lygter, i denne Overgangs-Aften fra Tran til Gas at fortælle og fremvise hele Kjøbenhavns Historie. »En god Idee maa man ikke slippe,« sagde Gudfader, »jeg tog den strax, gik hjem og lavede denne Billedbog til Dig, den gaaer endnu længere tilbage i Tiden end Lygterne kunde.

Her er Bogen, her er Historien: »Kjøbenhavns Liv og Levnet«, den begynder med Bælgmørke, et kulsort Blad, det er det mørke Tidsrum!«

»Nu vende vi Bladet!« sagde Gudfader.

»Seer Du Billedet? Kun det vilde Hav og den blæsende Nordostvind; den driver svære Isstykker; Ingen ere ude at seile paa dem uden store Steenblokke, som oppe i Norge ramlede fra Fjeldene ned paa Isen. Nordostvinden blæser Isen afsted; han vil vise de tydske Bjerge hvilke Knolde der findes oppe i Norden. Isflaaden er allerede nede i Sundet ud for Sjællands Kyst, hvor nu Kjøbenhavn ligger, men da var der intet Kjøbenhavn. Der var under Vandet store Sandbanker, imod en af disse stødte Isstykkerne med de store Rullesteen; den hele Isflaade blev staaende, Nordostvinden kunde ikke faae den af Grunden og saa blev han saa gal i sit Hoved, som han kunde blive det, og lyste Forbandelse over den Sandbanke, »den Tyvegrund«, som han kaldte den, og han svoer, at løftede den sig nogensinde op over Havfladen, da skulde Tyve og Røvere komme der, Steiler og Hjul blive reiste.

Men idet han saaledes bandede og skjendte, brød Solen frem og paa dens Straaler gyngede og svang sig lyse, milde Aander, Lysbørn; de dandsede hen over de kuldebringende Isstykker, der smeltede derved, og de store Rullestene sank ned paa Sandbunden.«

»Sol-Krapyl!« sagde Nordostvinden. »Er det Kammeratskab og Familieskab! Det skal jeg huske og det skal jeg hevne. Nu lyser jeg Forbandelse!«

»Vi lyse Velsignelse!« sang Lysbørnene. »Banken skal hæve sig, vi ville skjerme den! Det Sande, det Gode og Skjønne skal bygge der!«

»Sludder for en Sladder!« sagde Nordostvinden.

»See, om alt Dette vidste nu Lygterne ikke at fortælle,« sagde Gudfader, »men det veed jeg og det er af stor Vigtighed for Kjøbenhavns Liv og Levnet

»Nu vende vi Bladet!« sagde Gudfader.

»Aaringer ere gaaede, Sandbanken har løftet sig; en Søfugl har sat sig paa den største Steen, der ragede op af Vandet. Du kan see det paa Billedet. Aaringer og Aar ere gaaede. Havet kastede døde Fisk op paa Sandet, den seie Marehalm skød frem, visnede, raadnede, gjødede; der kom flere Arter Græs og Urter: Banken blev en grøn Holm. Vikingerne gik i Land. Der var Holmgang til Dødskamp og god Ankergrund ved Holmen udfor Sjælland. Den første Tranlampe brændte, jeg troer at de stegte Fisk over den og Fisk var her nok af. Silden gik i store Stimer gjennem Sundet, det var svært at føre Baaden hen over dem, det blinkede i Vandet som var der Kornmoen dernede, det lysnede i Dybet som Nordlys-Skin, Sundet havde Velstand af Fisk, derfor byggedes der Huse paa Sjællands Kyst; Væggene vare af Egetræ og Taget af Bark, der var Træer nok til det Brug. Skibe søgte ind i Havnen; Tranlygten hang i det gyngende Tougværk; Nordostvinden blæste og sang: »Uh-u-ud!« Lyste paa Holmen en Lygte, da var det en Tyve-Lygte: Smuglere og Tyve øvede deres Færd paa »Tyvsø«.«

»Jeg troer nok det groer, alt det Ilde, som jeg vilde!« sagde Nordostvinden. »Snart kommer Træet, hvor jeg kan ryste Frugter!«

»Og her staaer Træet!« sagde Gudfader. »Seer Du Galgen paa Tyvsø. Der hænge i Jernkjeder Røvere og Mordere, accurat som de dengang hang. Vinden blæste saa at de lange Beenrade klapprede, men Maanen skinnede meget fornøieligt ned paa dem, som den nu skinner til et Skovbal. Ogsaa Solen skinnede fornøieligt ned, smuldrede hen de dinglende Beenrade og fra Solstraalerne sang Lysbørnene: »Vi vide det, vi vide det! Her skal dog blive smukt i en kommende Tid! Her skal blive godt og prægtigt!«

»Kyllingesnak!« sagde Nordostvinden.

»Nu vende vi Bladet!« sagde Gudfader.

Klokkerne ringede i Roeskilde By, der boede Bisp Absalon; han kunde læse sin Bibel og svinge sit Sværd; han havde Magt og Villie; de driftige Fiskere ved Havnen, hvis By groede frem og var Markedsplads, vilde Absalon skjerme mod Overfald. Han lod stænke med Vievand den uærlige Grund; Tyvsø fik hæderligt Mærke. Murer og Tømrer toge fat derovre; der voxte en Bygning paa Bispens Bud. Solstraalerne kyssede de røde Mure, alt som de løftede sig.

Der stod Axels Huus.

»Slot med Taarne

Høivelbaarne;

Trapper, Karnapper; Buh!

Hu! – Nordostvinden

Tyk i Kinden

Hvæste,

Blæste,

Borgen stod alligevel!«

Og ud for den stod »Hafn«, Købmændenes Havn.

»Havfrubuur med Søer blanke,

Bygt i grønne Lund1

De Fremmede kom der og kjøbte den megen Fisk, byggede Boder og Huse med Blæreskind i Vindues-Hullet, Glasset var for dyrt; der kom Pakhuus med Gavl og med Vinde. Seer Du derinde i Boderne sidde de gamle Svende, de tør ikke gifte sig, de handle med Ingefær og Peber, de Pebersvende!

Nordostvinden blæser gjennem Gader og Gyder, lader Støvet fyge, river ogsaa et Straatag af. Ko og Griis gaae i Gadegrøften.

»Jeg skal kue og knuge!« siger Nordostvinden, »suse om de Huse og om Axelshuus! Jeg kan ikke feile! De kalde det Steileborg paa Tyvsø

Og Gudfader viste et Billede deraf, han selv havde tegnet. Paa Muren var Pæl ved Pæl, paa hver sad en fangen Sørøvers Hoved og viste Tænder.

»Det er virkeligt skeet!« sagde Gudfader; »det er værd at kjende og godt at forstaae. Bisp Absalon var i Badstuen og hørte da gjennem den tynde Væg, at et Fribytter-Skib kom derude. Strax sprang han af Badet og paa sit Fartøi, blæste i Hornet og Mandskabet kom, Pilene fløi i Røvernes Ryg, de vilde derfra, de roede saa skrapt; der fæstede sig Pile i deres Hænder, der var ikke Tid til at rive dem ud. Bisp Absalon fangede hver levende Een og hug Hovedet af dem; hvert et blev sat paa Slottets Ringmuur. Nordostvinden blæste med tykke Kjæver, med ondt Veir i Kjæften, som Sømanden siger.

»Her vil jeg strække mig!« sagde Vinden, »her vil jeg lægge mig og see paa det hele Kram!«

Den hvilede i Timer, den blæste i Døgn; Aaringer gik.

Vægteren kom frem paa Slottets Taarn; han saae mod Øster, mod Vester, mod Sønder og Nord. »Der har Du det paa Billedet,« sagde Gudfader og viste det. »Du seer ham der, men hvad han saae skal jeg sige Dig!«

»Fra Steileborgs Muur er der aabent Vand heelt ud til Kjøgebugt og bredt er Farvandet over til Sjællands Kyst. Foran Serritslev Mark og Solbjerg Mark, hvor de store Landsbyer ligge, voxer meer og meer den nye Stad med gavlede Bindingsværkshuse. Der er hele Stræder for Skomagere og Skindere, for Kryderhandlere og Ølfolk; der er Markedsplads, der er Gildeshuus, og tæt ved Stranden, hvor før var en Ø, staaer den prægtige Kirke for Sanct Nicolai. Den har Taarn og Spir, umaadeligt høit; hvor speiler det sig i det klare Vand! Ikke langt herfra staaer Vor Frue Kirke, hvor Messerne læses og synges, Røgelsen dufter, Voxlys brænde. Kjøbmandshavn er nu Bispens Stad; Bispen af Roeskilde raader og regerer.

Bisp Erlandsen sidder paa Axelshuus. Der brases i Kjøkkenet, der skjenkes Øl og Claret, der er Lyd af Giger og Kobbeltrommer. Kjertler og Lamper brænde, Slottet skinner, som var det Lygten for det hele Land og Rige. Nordostvinden blæser om Taarn og om Muur, de staae nok fast; Nordostvinden blæser om Byens Befæstning vesterpaa, et gammelt Plankeværk kun; det holder vel! Der udenfor staaer Danmarks Konge Christopher I. Oprørerne sloge ham ved Skjelskør; han søger Tilflugt i Bispens By.

Vinden suser og siger som Bispen: »Bliv ude! Bliv ude! Porten er lukket for Dig!«

Det er Ufreds Tid, det er tunge Dage; hver Mand vil raade sig selv. Det holstenske Banner vaier fra Slottets Taarn. Der er Savn og Suk, det er Angestens Nat: Strid i Landet og den sorte Død, bælgmørk Nat – men saa kom Atterdag!

Bispens By er nu Kongens By; den har gavlede Huse og snevre Gader, den har Vægter og Raadhuus, den har en muret Galge ved Vesterport. Ingen udenbyes Mand tør hænges i den; man maa være en Stadens Borger for at kunne dingle der, komme op saa høit, at see Kjøge og Kjøgehøns.

»Det er en deilig Galge!« siger Nordostvinden; »det Skjønne groer!« og saa hvæste og blæste den.

Fra Tydskland blæste Fortræd og Nød.

»Hanserne kom!« sagde Gudfader; »de kom fra Pakhuus og Disk, de rige Kjøbmænd fra Rostock, Lübeck og Bremen, de vilde snappe meer end Guldgaasen fra Valdemars Taarn; de raadede mere i Dankongens By end Dankongen selv, de kom med væbnede Skibe, Ingen var forberedt; Kong Erik havde ei heller Sind at slaaes med de tydske Frænder, de vare saa mange, saa stærke. Kong Erik og alle hans Hofmænd jog hasteligt ud af Vesterport til Sorø By, til den stille Sø og de grønne Skove, til Kjærligheds Sang og Bægerklang.

Men Een blev tilbage i Kjøbenhavn, et Kongehjerte, et Kongesind. Seer Du Billedet her, den unge Kvinde, saa fin og spæd, med havblaae Øine og hørguult Haar; det er Danmarks Dronning Philippa, Englands Prindsesse. Hun blev i den ængstede Stad, hvor i de smaa Gyder og Gader med de steile Trapper, Skure og tilklinede Boder, Byfolkene vrimle og vide ikke ud eller ind. Hun har Mands Mod og Hjerte; hun kalder Borgere og Bønder, opmuntrer, opmander. Skibene tiltakles, Blokhusene faae Mænd, Karrebasserne knalde; der er Ild og Damp, der er godt Humeur, Vorherre slipper ei Danmark. Og Solen skinner ind i alle Hjerter, den lyser ud af alle Øine i Seirs-Glæde. Velsignet være Philippa! Det er hun i Hytte, det er hun i Huus, det er hun i Kongens Slot, hvor hun pleier de Saarede og Syge. Jeg har klippet en Krands og lagt om Billedet her,« sagde Gudfader. »Velsignet være Dronning Philippa

»Nu springe vi Aaringer frem!« sagde Gudfader. »Kjøbenhavn springer med. Kong Christian I har været i Rom, er velsignet af Paven, og hædret og hyldet paa den lange Vei. Han bygger her hjemme en Gaard af brændte Steen; der skal Lærdommen groe, sættes frem paa Latin. Fattigmands Barn fra Plov og fra Værksted kan ogsaa komme med, tigge sig frem, faae den lange, sorte, side Kappe, synge for Borgernes Dør.

Tæt op til Lærdommens Gaard, hvor Alt er Latin, ligger et lille Huus; derinde raader det Danske, i Sprog og i Sæder. Der er Øllebrød til Morgenkost og der er Middag Klokken ti om Formiddagen. Solen skinner ind af de smaa Ruder, paa Madskab og Bogskab; i det ligger skrevne Skatte, Hr. Mikkels »Rosenkrands« og »gudelige Comedier«, Henrik Harpestrengs Lægebog, og Danmarks Riimkrønike af Broder Niels i Sorø; den bør hver Danismand kjende, siger Huusherren, og han er Mand for at de kunne blive kjendte. Det er Danmarks første Bogtrykker, Hollænderen Gotfred van Gehmen. Han øver den sorte, velsignede Konst, Bogtrykkerkonsten.

Og Bøgerne komme til Kongens Slot og i Borgerens Huus. Ordsprog og Sange faae evigt Liv. Hvad Mennesket ikke tør sige i Sorg og Lyst, synger Folkesangens Fugl, forblommet og dog klart; den flyver saa frit, den flyver saa vidt igjennem Borgestue, gjennem Ridderborg; den sidder som Falk paa Ridderfrøkenens Haand og kviddrer, den lister sig ind som lille Muus og pipper i Hundehullet for den trælbundne Bonde.«

»Det er Mundsveir det Hele!« siger den skarpe Nordostvind.

»Det er Foraarstid!« sige Solens Straaler; »see hvor pipper det Grønne!«

»Nu blade vi frem i vor Billedbog!« sagde Gudfader.

Hvor straaler Kjøbenhavn! Der er Turnering og Leeg, der er Optog med Pragt; see de ædle Riddere i Rustning, see de høie fornemme Fruer i Silke og Guld. Kong Hans giver sin Datter Elisabeth til Churfyrsten af Brandenborg. Hvor er hun ung, hvor er hun glad; hun træder paa Fløiel; der er en Fremtid i hendes Tanker: Huuslivets Lykke. Tæt ved hende staaer hendes kongelige Broder Prinds Christjern med de tungsindige Øine og det hede, brusende Blod. Ham har Borgerfolket kjær, han kjender deres Tryk, han har Fattigmands Fremtid i Tanke.

Gud alene raader for Lykken!

»Nu blade vi frem i vor Billedbog!« sagde Gudfader. »Skarpt blæser Vinden, synger om det skarpe Sværd, om den tunge Tid, om Ufredstid!«

»Det er en iskold Dag, det er midt i April. Hvorfor stimler Mængden sammen udenfor Slottet foran den gamle Toldbod, hvor Kongeskibet ligger med Seil og Flag? I Vinduer og paa Tage ere Folk at see. Der er Sorg og Bedrøvelse, Forventning og Angest. De see mod Slottet, hvor før var Fakkeldands i de gyldne Sale, men nu saa stille og tomt; de see mod Vindues-Karnappen, hvor Kong Christjern saa ofte saae ud over »Hofbroen« og ad det smalle »Hofbrostræde« til sin Duelil, den hollandske Pige, han hentede fra Bergens By. Skodderne ere skudte for. Mængden seer mod Slottet: nu aabnes Porten, Vindebroen sænkes. Der kommer Kong Christjern med sin trofaste Hustru Elisabeth; hun vil ei forlade sin kongelige Herre, nu han er saa haardt betrængt.

Der var Ild i hans Blod, der var Ild i hans Tanke; han vilde bryde med den gamle Tid, bryde Bondens Aag, være Borgeren god, stække »de graadige Høge«; men de vare ham for mange. Han drager fra Land og Rige, for derude at vinde Venner og Frænder for sig. Hans Hustru og trofaste Mænd følge med; hvert Øie er vaadt nu i Skilsmissens Stund.

Der blander sig Stemmer i Tidens Sang, imod ham og for ham, et tredobbelt Chor. Hør Adelens Ord, de staae skrevne og trykte:

»Vee over Dig, Christjern den Onde! det udøste Blod paa Stockholms Torv raaber høit over Dig, Forbandelsens Vee!«

Og Munkenes Raab har den samme Dom: »Du være forstødt af Gud og af os! Den lutherske Lære kaldte Du hid; til den gav Du Kirke og Prædikestol, lod Djævelens Tunge tale. Vee over Dig, Christjern den Onde

Men Bonde og Borger græde saa dybt: »Christjern, Du Folkekjære! Ei Bonden skal kunne sælges som Kvæg, ikke byttes bort for en Jagthund! Den Lov er dit Skudsmaal!« Men Fattigmands Ord er som Avner for Vinden.

Nu seiler Skibet Slottet forbi og Borgerne løbe op paa Volden for der endnu engang at see den seilende Kongesnekke.

Tiden er lang, Tiden er trang; stol ikke paa Venner, stol ikke paa Frænder!

Farbroder Frederik paa Slottet i Kiel vilde nok være Konge i Landet.

Kong Frederik ligger for Kjøbenhavn. Seer Du Billedet her: »det troe Kjøbenhavn«. Rundtom ere kulsorte Skyer med Billed paa Billed; betragt kun hvert! Det er et klingende Billed, det klinger endnu i Sagn og Sang: Den tunge, trange, den bittre Tid i Aaringers Gang.

Hvor gik det Kong Christjern, den vildsomme Fugl? Derom have Fuglene sjunget, og de flyve vidt, over Land og Sø. Storken kom tidligt i Foraarstid, syd fra over det tydske Land; den havde seet, hvad der nu fortælles.

»Den flygtende Kong Christjern saae jeg kjøre paa lynggroede Hede; der mødte ham et usselt Kjøretøi, forspændt med een Hest; i det sad en Kvinde, Kong Christjerns Søster, Markgrevinden af Brandenborg; tro den lutherske Lære var hun jaget bort af sin Huusbond. Paa den mørke Hede mødtes de landflygtige Kongebørn2. Tiden er trang, Tiden er lang, stol ikke paa Ven eller Frænde!«

Svalen kom fra Sønderborg Slot med klagelig Sang. »Kong Christjern er forraadt! Han sidder der i det brønddybe Taarn; hans tunge Trin slide Spor i Steengulvet, hans Finger sætter Mærke i det haarde Marmor!«

»O hvilken Sorg fik slige Ord,

Som Stenens Fure fik?«3

Fiskeørnen kom fra den rullende Sø; den er aaben og fri: der flyver et Fartøi, det er den kjekke Fyenbo Søren Nordby! Lykken er med – men Lykken er som Veir og Vind omskiftelig.

I Jylland og Fyen skrige Ravn og Krage: »Vi ere oppe at age! Det gaaer saa bra, saa bra! Her ligge Aadsler af Heste, og Mennesker med.« Det er Ufreds Tid, det er Grevens Feide. Bonden tog sin Kølle, Kjøbstedmanden sin Kniv, saa raabte de høit: »Vi slaae Ulvene ihjel, saa at ingen Unger blive tilbage!« Der drive Skyer og Røg fra de brændende Byer!

Kong Christjern er Fange paa Sønderborg Slot; han slipper ei fri, seer ei Kjøbenhavn og dens bittre Nød. Paa Nørre-Fælled staaer Christian III hvor Faderen stod. I Staden er Angest; der er Hunger og Smitsot.

Op til Kirkens Muur sidder i Pjalter en udmagret Kvinde, et Lig er hun; to levende Børn ligge paa hendes Skjød og suge Blod af den Dødes Bryst.

Modet er faldet, Modstanden falder. Du troe Kjøbenhavn!

Der blæses Fanfare; hør Pauker og Trompeter!

I rige Klæder af Silke og Fløiel og med vaiende Fjer komme paa guldbræmmede Heste de adelige Herrer; de ride til Gammeltorv. Er der Carroussel eller Turnering efter vante Skik? Borgere og Bønder i deres bedste Pynt søge ogsaa derhen.

Hvad er der at see? Er der reist et Baal til at brænde papistiske Billeder, eller staaer Bøddelen der, som han stod ved Slaghoeks Baal? Kongen, Landets Herre er Lutheran, det skal kjendes, hævdes og lyses i Kuld.

Høifornemme Fruer og adelige Jomfruer sidde med høie Kraver og Perler paa Huen bag de aabne Vinduer og see al den Stads. Paa udbredt Klæde, under Klædestag, sidder Rigets Raad i ældgammel Dragt, nær Kongens Throne. Kongen er taus. Nu læses op i det danske Sprog hans Villie, Rigsraadets Villie; Borger og Bonde faae strenge Ord, Revselsens Ord for al den Modstand, de havde viist mod den høie Adel. Ydmyget blev Borgeren, Bonden blev Træl. Nu lyder Fordømmelsens Ord mod Landets Bisper. Deres Magt er forbi. Alt Kirkens og Klostrenes Gods bliver henlagt til Konge og Adel.

Der er Hovmod og Had, der er Prunk, der er Ynk.

»Fattige Fugl kommer hinkende,

Kommer linkende ...

Rige Fugl kommer susende,

Kommer brusende!« –

Omskiftelsens Tid har tunge Skyer, men ogsaa Solskin; det lyste just nu i Lærdommens Gaard, Studentens Hjem, og Navne lyse ud derfra heelt op i vor Tid. Hans Tausen, den fyenske fattige Smedesøn:

»Det var hiin liden Smaadreng fra Birkende By,

Hans Navn fløi over Danmark med folkelig Ry.

En dansk Morten Luther, han stred med Ordets Sværd,

Og seirede med Aanden i Hjertefolkets Hær4

Der lyser Navnet Petrus Palladius, Latin, men paa dansk Peter Plade, Roeskilde Bisp, ogsaa Søn af en fattig Smed i Jydernes Land. Og af Adelsnavne Straaler Hans Friis, Rigets Cantsler. Han satte Studenten ved sit Bord, sørged for ham og for Peblingen med. Og Een fremfor Alle faaer Hurra og Sang:

»Mens een Student ved Axels Havn

Et Bogstav veed at skrive,

Saalænge skal Kong Christians Navn

Med Hurra hilset blive5

Der kom Solstraaler mellem de tunge Skyer i Omskiftelsens Tid.

Nu vende vi Bladet.

Hvad suser og synger i »Store Belt« under Samsø Kyst? Af Søen stiger en Havfrue med tanggrønt Haar, hun spaaer for Bonden: En Prinds skal fødes, der bliver en Konge, mægtig og stor.

Paa Marken, under den blomstrende Hvidtjørn, han fødtes. Nu blomstrer hans Navn i Sagn og i Sange, i Riddergaarde og Slotte rundtom. Børsen skød frem med Taarn og Spir; Rosenborg løftede sig, saae langt ud over Volden; Studenten selv fik sit eget Huus, og tæt derved staaer og peger mod Himmelen det Rundetaarn, en Urania-Søile, der seer mod Hveen, hvor Uranienborg stod; dens gyldne Kupler fik Glands i Maaneskin, og Havfruer sang om Manden derude, som Konger og Aandens Stormænd besøgte, den Snilletsbaarne, af Adelsblod, Tycho Brahe. Han løftede Danmarks Navn saa høit, at med Stjernehimmelen det kjendtes i alle Jordens aandlyste Lande. Og Danmark stødte ham bort fra sig.

Han sang Trøst i sin Smerte:

»Er ei Himlen allevegne,

Hvad behøver jeg saa meer

Hans Sang har Folkesangs Liv, som Havfruens Sang om Christian den Fjerde!

»Nu kommer et Blad, Du skal rigtig see paa!« sagde Gudfader; »der er Billed paa Billed, som i Kæmpevisen Vers paa Vers. Det er en Sang, saa glædelig i sin Begyndelse, saa sørgelig i sin Udgang.«

Der dandser et Kongebarn paa Kongens Slot, hvor er hun yndig at see. Hun sidder paa Christian IV’s Skjød, hans elskede Datter Eleonore. I kvindelige Sæder og Dyder hun groer. Den mægtige Adels fornemste Mand Korfits Ulfeld er hendes Brudgom. Hun er Barn endnu; hun faaer ogsaa Riis af sin strenge Hovmesterinde; hun klager for Kjæresten og hun har Ret. Hvor er hun kløgtig, danis og oplært, kan Græsk og Latin, synger Italiensk til sin Luth; veed at tale om Paven og Luther.

Kong Christian ligger i Gravcapel i Roeskilde Dom, Eleonores Broder er Konge. Der er Glands og Pragt paa Slottet i Kjøbenhavn, der er Skjønhed og Snille, først Dronningen selv: Sophie Amalie af Lyneborg. Hvo styrer sin Hest saa vel som hun? Hvo har i Dandsen en Majestæt som hun, hvo taler med Kjendskab og Aand som Danmarks Dronning?

»Eleonore Christine Ulfeld!« de Ord blev sagt af den franske Gesandt. »I Skjønhed, Kløgt overstraaler hun Alle!«

Fra Slottets bonede Dandsegulv voxte Nidets Burre; den hængte sig fast, den filtrede ind og hvirvlede om sig Krænkelsens Haan: »Det Slegfredbarn! Hendes Karm skal holde ved Slottets Bro; hvor Dronningen kjører, skal Fruen gaae!« Det fyger med Sladder, med Opspind og Løgn.

Og Ulfeld tager sin Hustru ved Haand i den stille Nat. Nøglerne har han til Stadens Porte; han aabner een af dem. Hestene vente derudenfor. De ride langs Stranden, og seile saa bort til det svenske Land.

Nu vende vi Bladet, som Lykken vender sig for de To.

Det er Efteraarstid, Dagen er kort, Natten er lang; det er graat og vaadt, Vinden saa kold og i stigende Styrke. Det suser i Løvet paa Voldens Træer, Løvet flyver ind i Peder Oxes Gaard; den staaer tom og forladt af sit Herskab. Vinden suser ud over Christianshavn, om Kai Lykkes Gaard, nu er den Tugthuus. Han selv er jaget fra Ære og Land, hans Vaaben er brudt, hans Billed hængt i den høieste Galge: saaledes er straffet hans kaade, letfærdige Ord om Landets hædrede Dronning. Høit tuder Vinden og farer hen over den aabne Plads, hvor Rigshovmesterens Gaard har staaet; nu er kun tilbage af den een Steen, »den drev jeg som Rullesteen herned paa den seilende Is,« suser Vinden, »Stenen stranded hvor siden Tyvsø skød op, forbandet af mig; saa kom den med i Hr. Ulfelds Gaard, hvor Fruen sang til den klingende Luth, læste Græsk og Latin og kneisede stolt, nu kneiser kun Stenen her med sin Indskrift:

»Forræderen Corfitz Ulfeldt

til ævig Spot, Skam og Skjændsel.««

Men hvor er hun nu, den fornemme Frue? Hu-ih-hu-ih! piber Vinden med skærende Røst. I »Blaa Taarn« bag Slottet, hvor Havvandet slaaer mod den slimede Muur, der har hun alt siddet i mange Aar. Der er i Kammeret mere Røg end Varme; det lille Vindue er høit under Loftet. Kong Christian IV’s forkjælede Barn; hun den fineste Frøken og Frue, hvor sidder hun ringe, hvor sidder hun slet! Erindringen hænger Gardin og Tapet om Fængslets tilrøgede Vægge. Hun husker sin Barndoms deilige Tid, sin Faders milde, straalende Træk; hun husker sin pragtfulde Bryllupsfærd: hendes Stoltheds Dage, hendes Trængselstid i Holland, i England og paa Bornholm.

»Ei Noget synes tungt for ægte Kjærlighed!«

Dog, da var hun hos ham, nu er hun ene, for altid ene! Hun veed ei hans Grav og Ingen veed den.

»Troskab mod Manden var al hendes Brøde

– Hun sad i Aaringer, lange og mange, mens Livet rørte sig udenfor. Det staaer aldrig stille, men det ville vi et Øieblik her, tænke paa hende og Sangens Ord:

»Min Huusbond holdt jeg tro min Eed

I Nød og stor Elende

»Seer Du Billedet her?« sagde Gudfader.

Det er Vintertid; Frosten slaaer Bro mellem Laaland og Fyen, Bro for Carl Gustav, som drager ustandseligt frem. Der er Plyndring og Mordbrand, Angest og Nød i det hele Land.

Svensken ligger for Kjøbenhavn. Det er bidende koldt og en fygende Snee; men tro sin Konge og tro sig selv, staae Mænd og Kvinder rede til Kampen! Hver Haandværksmand, Bodsvend, Student og Magister er oppe paa Volden til Værn og Forsvar. Der er ingen Frygt for de gloende Kugler. Kong Frederik svoer, han vilde døe i sin Rede. Han rider deroppe og Dronningen med ham. Der er Mod og Mandstugt og Fædrelandssind. Lad Svensken kun trække sin Ligskjorte paa og snige sig frem i den hvide Snee, forsøge at storme. Der væltes Bjelker og Steen ned paa dem; ja Kvinderne komme med Bryggerkjedler og helde sydende Beg og Tjære over de stormende Fjender.

I denne Nat ere Konge og Borger een samlet Magt. Og der er Frelse og der er Seir. Klokkerne ringe, Takkesang lyder. Borgerfolk, her vandt Du Adelsspore!

Hvad følger vel nu? See Billedet her.

Bisp Svanes Frue kommer i lukket Karm; det tør kun den høie, mægtige Adel. De stolte Junkere bryde Vognen itu; Bispinden maa gaae til sin Bispegaard.

Er det den hele Historie? – Langt Større skal brydes i næste Stund, Overmods-Vældet.

Borgemester Hans Nansen og Biskop Svane række hinanden Haand til Gjerning i Herrens Navn. De tale med Kløgt og med Ærlighed; det høres i Kirken og i Borgerens Huus. Et Sammenholds-Haandslag og Havnen spærres, Portene lukkes, Stormklokken ringer, Magten er givet til Kongen alene, han som blev i sin Rede i Farens Stund; han herske, han raade over Store og Smaa!

Det er Enevoldstiden.

Nu vende vi Bladet og Tiden med det.

»Hallo, halløi, hallo!« Ploven er lagt tilside, Lyngen faaer Lov at groe, men Jagten er god. »Hallo, halløi!« Hør de skingrende Horn og de halsende Hunde. See Jægerskaren, see Kongen selv, Kong Christian V; han er ung og glad. I Slot og i Stad er der Lystighed. I Salene Voxlys, i Gaarden Fakler, og Byens Gader have faaet Lygter. Alt straaler saa nyt! Den nye Adel indkaldt fra Tydskland, Baroner og Grever faae Gunst og Gave; nu gjelde Titler og Rang og det tydske Sprog.

Da klinger en Stemme saa ægte dansk, det er Væverens Søn, som nu er Bisp; det er Kingos Røst; han synger de deilige Psalmer.

Der er en anden Borgermands Søn, en Vintappersøn, hans Tanke lysner i Lov og Ret; hans Lovbog blev Guldgrund for Kongens Navn, det staaer end i kommende Tider. Den Borgersøn, Landets mægtigste Mand, faaer Adelskjold og Fjender med, saa Bøddelens Sværd paa Retterstedet er over Griffenfeldts Hoved. Da lyder Benaadning med evigt Fængsel. De sende ham til en Klippeø under Throndhjems Kyst:

»Munkholm – Danmarks Sanct Helene

Men Dandsen gaaer let i Slottets Sal, der er Glands og Pragt, der er livlig Musik, der dandse Hofmænd og Fruer.

Nu kommer Frederik IV’s Tid!

See de stolte Skibe med Seirsflag! See det rullende Hav! Ja, det kan fortælle om Storbedrift, om Danmarks Hæder. Vi huske Navne, den seirsæle Sehested og Gyldenløve! Vi huske Hvitfeld, der for at frelse den danske Flaade sprængte sit Skib og fløi mod Himmelen med Danebroge. Vi tænke paa Tiden og Striden den Gang, og Helten, der sprang fra det norske Fjeld til Danmarks Værn: Peter Tordenskjold. Fra det herlige Hav, fra det svulmende Hav tordner hans Navn fra Kyst til Kyst:

»Der slog et Lyn igjennem Pudderstøvet,

En Torden gjennem Tidens Hvisken lød;

En Skrædderdreng sprang ned fra Skrædderbordet,

Fra Norges Kyst løb ud en liden »Snau«.

Og Vikingaanden over Nordens Hav

Fløi atter, ungdomskjæk og staalomgjordet6

Der kom en Luftning fra Grønlands Kyst, en Duft som fra Bethlehems-Landet; den meldte om Evangeliets Lys ved Hans Egede og hans Huustro.

Det halve Blad her har derfor Guldgrund; det andet Halve, der tyder Sorgen, er askegraat med sorte Stænk, som fra Ildens Gnister, som fra Sot og Syge.

I Kjøbenhavn raser Pesten. Gaderne ere tomme, Dørene stængede, rundtom er tegnet med Kridt et Kors: derinde er Soten, men hvor Korset er sort ere Alle døde.

I Natten bæres Ligene bort, uden Klokkeklang; de tage paa Gaden de Halvdøde med; Rustvognene rumle, de ere fyldte med Lig. Men ud fra Krostuen lyder fælt Berusedes Sang og vilde Skrig. Ved Drik ville de glemme den bittre Nød; de ville glemme og ende – ende! Alt faaer jo Ende; her ender Bladet med anden Nød og Prøvelsestid for Kjøbenhavn.

Kong Frederik IV lever endnu; hans Haar er graanet i Aarenes Løb. Fra Vinduet paa Slottet seer han ud i det stormfulde Veir; det er seent paa Aaret.

I et lille Huus ved Vesterport leger en Dreng med sin Bold; den flyver op paa Loftet. Den Lille tager en Tællepraas, gaaer op for at søge, da tændes der Ild i det lille Huus, i den hele Gade. Det lysner i Luften, saa Skyerne skinne. See Flammerne voxe! Der er Føde for Ilden, der er Hø og Halm, der er Flæsk og Tjære, der er Stabler af Brænde til Vintertiden. Og Alting brænder. Der er Graad og Skrig, der er stor Forvirring. I Vrimlen rider den gamle Konge, opmuntrer, befaler. Der sprænges med Krudt, rives Huse ned. Nu brænder det ogsaa i Nørre-Kvarteer, og Kirkerne brænde: Sanct Petri, Vor Frue! Hør Sangværket spiller sin sidste Sang: »Vreden Du afvend, Herre Gud af Naade

Kun Rundetaarn staaer og Slottet staaer; rundtom ere rygende Tomter. Kong Frederik IV er Folket god, han trøster og mætter, han er hos det, er de Huusvildes Ven. Velsignet er Frederik IV!

See nu dette Blad!

See den gyldne Karm med Tjenere rundt om, med væbnede Ryttere foran og bagved, kommer fra Slottet, hvor der er spændt en Jernlænke for at hindre Folket i at komme altfor nær. Hver uadelig Mand maa gaae over Pladsen med blottet Hoved; thi sees ei Mange, de undgaae Stedet. Der kommer nu Een med nedslaaet Blik, med Hatten i Haanden, og det er just den Mand, i den Tid, som vi nævne høit:

»Som rensende Stormvind hans Tale klang,

Til Solskin i kommende Dage;

Indsmuglede Noder som Græshopper sprang

Den Vei, de var komne, tilbage7

Det er Snillet og Lunet, det er Ludvig Holberg. Den danske Scene, hans Storheds Slot, har man lukket, som var det Forargelsens Bo. Al Glæde er skrinlagt; Dands, Sang og Musik er forbudt og lyst bort. Nu raader den mørke Christendom.

»Der Dänenprinz!« som hans Moder ham kaldte, nu kommer hans Tid med Solskinsveir, med Fuglenes Sang, med Glæde, Danskhed og Lystighed: Kong Frederik V er Konge. Og Lænkerne tages fra Pladsen ved Slottet; den danske Scene er aabnet igjen, der er Latter og Lyst, der er godt Humeur. Og Bønderne ride Sommer i By! Det er Munterhedstid efter Fastetid og Forknyttelsens Tid. Det Skjønne trives, sætter Blomst og Frugt i Toner, i Farver, i bildende Konst. Hør Gretrys Musik! See Londemanns Spil! Og Danmarks Dronning elsker det Danske. Lovise af England, deilig og mild; velsigne Dig Gud i sin Himmel! Solstraalerne synge lifligt i Chor om Dronninger i det danske Land: Philippa, Elisabeth, Lovise!

Den jordiske Deel er længst skrinlagt, men Sjælene leve og Navnene leve. Igjen sender England en Kongebrud: Mathilde, saa ung og snart saa forladt! Om Dig ville Digtere synge i Tiden, om Ungdomshjertet og Prøvelsens Stund. Og Sangen har Magt, en unævnelig Magt gjennem Tider og Folk! See Slottets Brand, Kong Christians Borg. Man søger at frelse det Bedste der findes. See Holmens Folk slæbe bort en Kurv med Sølvtøi og kostelige Sager; stor Rigdom er det, men pludseligt see de gjennem den aabne Dør, hvor Flammerne lyse, en Buste af Bronce, Kong Christian IV. Da kaste de den Rigdom, de bære; hans Billed derinde er dem langt mere! det maae de redde, hvor tungt det endogsaa maa være at bære. De kjende ham jo fra Ewalds Sang, fra Hartmanns deilige Melodi.

Der er Magt i Ordet og Sangen, og den skal klinge eengang saa stærkt om den stakkels Dronning Mathilde.

»Nu bladre vi frem i vor Billedbog.«

Paa Ulfelds Plads stod den Skjændselssteen; hvor reistes i Verden vel een som den? Ved Vesterport blev en Støtte reist, hvor mange i Verden er der vel som den?

Solstraalerne kyssede Rullestenen, Grundlaget under »Friheds-Støtten«. Alle Kirkeklokker ringede, Flagene vaiede; Folket jublede for Kronprinds Frederik. Gamle og Unge bare i Hjerte og paa Tunge Navnene Bernstorff, Reventlov, Colbjørnsen. Med straalende Øine og takfyldte Hjerter læses Støttens velsignede Indskrift:

»Kongen bød, Stavnsbaandet skal ophøre, Landbolovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kjæk og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig!«

Hvilken Solskinsdag! Hvilken »Sommer i By«!

Lysaanderne sang: »Det Gode groer! Det Skjønne groer! Snart falder Stenen paa Ulfelds Plads, men »Frihedsstøtten« skal staae i Solskin, velsignet af Gud, Konge og Folk!«

»Vi har en gammel Landevei,

Den gaaer til Verdens Ende8

Det aabne Hav, aabent for Ven og Fjende, og Fjenden var der. Den seilede op, den mægtige engelske Flaade; en Stormagt kom imod en lille. Kampen var haard, men Folket modigt:

»Hver stod fast og ufortrøden,

Stod og stred og favned Døden9

Vandt Beundring af sin Fjende, og begeistrede Danmarks Skjalde. Den Slagdag mindes den Dag idag med vaiende Flag; Danmarks hædrende anden April, Skjærtorsdags-Slaget paa Rheden.

Aaringer gik. En Flaade blev seet i Øresund. Gjaldt det Rusland eller Danmark? Det vidste man ei, selv Ingen ombord.

Der er en Fortælling i Folkemund, at den Morgenstund i Øresund, da den forseglede Ordre blev brudt og læst op, og den lød: at tage den danske Flaade, traadte frem for sin Chef en ung Capitain, høihjertet i Ord og Daad, en Bretlands Søn: »Jeg svoer,« var hans Ord, »at til min Død vilde jeg kæmpe for Englands Flag, i aabent, ærligt Slag, men ei at ville overmande!«

»Og dermed styrted han sig overbord!«

»Og Flaaden styrede mod Kjøbenhavn. –

Fjern fra det Sted, hvor Slaget skulde stande,

Laae han, Captainen – ukjendt er hans Navn –

Et vandkoldt Lig, skjult af de sorte Vande,

Til Strømmen drev ham op, og svenske Mænd

Paa Fiskertog i stjernefulde Nætter

Ham fandt, bar ham i Baad til Stranden hen

Og – rafled om den Dødes Epauletter10

Fjenden stod for Kjøbenhavn; det lyste i Flammer, vi mistede Flaaden, men ikke Modet og Troen paa Gud; han ydmyger, men løfter igjen. Vunderne læges som i Einheriars Slag. Kjøbenhavns Historie er rig paa Trøst.

Altid Folketroen var den,

Danmark har i Vorherre en Ven.

Holde vi fast, han holder igjen,

Og Solen skinner imorgen!

Snart skinnede den paa den reiste Stad, paa rige Kornmarker, paa Kløgt og Snille; en Fredens velsignet Sommerdag, hvor Digtningen reiste sit fata morgana saa farverigt herligt ved Oehlenschläger.

Og i Videnskaben blev gjort et Fund, langt meer end et Guldhorn i gammel Tid, en Bro af Guld blev funden:

– – »en Bro for Tankens Lyn

I alle Tider ind i Folk og Riger

Hans Christian Ørsted indskrev der sit Navn.

Og see! Ved Slottet op til Kirken blev reist en Gaard, til den gav selv den fattigste Mand og Kvinde glad sin Skjærv.

»Du husker fra foran i Billedbogen,« sagde Gudfader, »de gamle Steenblokke, som ramlede fra Norges Fjelde, og førtes paa Isen herned; de ere løftede igjen fra den dybe Sandgrund paa Thorvaldsens Bud i Marmorets Skjønhed; deiligt at see!«

Husk hvad jeg har viist Dig og hvad jeg fortalte. Sandgrunden i Havet løftede sig op, blev Værn for Havnen, bar Axels Huus, bar Bispens Gaard og Kongens Slot og bærer nu det Skjønnes Tempel. Forbandelsens Ord ere veirede hen, men hvad Sollysets Børn i Glæde sang om en kommende Tid, er blevet opfyldt.

Saa mangen Storm er faret hen, den kan komme igjen og vil atter henfare! Det Sande og Gode og Skjønne har Seiren!

Og hermed er Billedbogen sluttet; men langtfra ikke Kjøbenhavns Historie! Hvo veed, hvad Du selv engang skal opleve.

Det har tidt seet sort ud, blæst en Storm, men Solskinnet er dog ikke blæst bort, det bliver! og stærkere endnu end det stærkeste Solskin er Gud! Vorherre raader for Mere end for Kjøbenhavn

Det sagde Gudfader og gav mig Bogen. Hans Øine lyste, han var saa vis i sin Sag. Og jeg tog Bogen saa glad, saa stolt og forsigtigt, som nyligt jeg bar min lille Søster for første Gang.

Og Gudfader sagde: »Du maa meget gjerne vise En og Anden din Billedbog, Du maa ogsaa nok sige, at jeg har lavet, klistret, tegnet det hele Værk. Men det er en Livssag, at de strax vide, hvorfra jeg har faaet Ideen til den. Du veed det, fortæl det. Ideen skyldes de gamle Tranlygter, der netop, sidste Aften de brændte, viste for Stadens Gascandelabre, som fata morgana, Alt hvad der var seet fra den første Lygte blev tændt ved Havnen til nu Kjøbenhavn i denne Aften belystes baade af Tran og af Gas.

Du maa vise Bogen til hvem Du vil, det vil sige, til Folk med milde Øine og venligt Sind, men kommer en Helhest – saa luk

Gudfaders Billedbog

N. F. S. Grundtvig.

»Oc er vel underligt at betencke, at saadan en gudfryttig, fin og fornem Første, som Kong Hans vaar, at hans Børn skulde haffue saa liden Lycke i Verden.«

Arild Hvitfeld

Fr. Paludan-Müller.

* B. S. Ingemann.

** Poul M. Møller.

* Carl Ploug.

* Christian Wilster.

N. F. S. Grundtvig.

W. H. F. Abrahamson.

* Carl Bagger.

1

N. F. S. Grundtvig.

2

»Oc er vel underligt at betencke, at saadan en gudfryttig, fin og fornem Første, som Kong Hans vaar, at hans Børn skulde haffue saa liden Lycke i Verden.«

Arild Hvitfeld

3

Fr. Paludan-Müller.

4

* B. S. Ingemann.

5

** Poul M. Møller.

6

* Carl Ploug.

7

* Christian Wilster.

8

N. F. S. Grundtvig.

9

W. H. F. Abrahamson.

10

* Carl Bagger.

Gudfaders Billedbog

Trykt første gang i tre afsnit i Illustreret Tidende, nr. 434-436, henholdsvis den 19. januar, den 26. januar og den 2. februar 1868.

BFN 967/V,46-67/VII,321-333.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

168,37Sandbunden.« < Sandbunden.
170,31feile < seile
174,18Bonde.« < Bonde.
176,13fik?« < fik?
179,28forbandet af < forbanded
187,39Billedbog.« < Billedbog.
166
klinedeklistrede.
det mærkværdige Aar … Tranlygter1857.
mærkværdigebemærkelsesværdige.
tørmå.
Den flyvende PostKjøbenhavns flyvende Post, 1827-1830 og 1834-1837, redigeret af J.L. Heiberg (1791-1860). På forsiden af hvert nummer var der et billede med byens tårne.
Candelaberher: opstander til gadelygte.
Placat(en)program, rolleliste.
Helhestifølge folketroen en overnaturlig, trebenet hest, der varsler død; jf. Thiele II, 293-295.
Inderdelenmidterdelen, det centrale afsnit.
167
Vægterne … afskedigesvægterne, der om natten afpatruljerede gaderne, udråbte klokkeslæt, sang vægtervers og passede gadebelysningen; vægterkorpset afskaffedes i København i 1863.
mulesurmule.
Drabant(er)fyrstelig persons livvagt.
168
Steiler og Hjulstejlen er en opretstående pæl med et hjul hvilende vandret på toppen. Her anbragtes den rædbrækkede til spot.
169
Holmgangtvekamp, der foregår på en holm eller afgrænset plads.
Silden … hen over demjf. L.J. Flamand Kjøbenhavn, dens ældre og nyere Historie, samt Beskrivelse, 1855, s. 8: »i de dage var Øresundet nemlig saa opfyldt af Sild, at det ofte faldt vanskeligt at komme frem for Fisk«.
Kornmoenkornmod, glimt i horisonten af lyn, der er så langt væk, at tordenen ikke høres; sensommerfænomen.
Beenradeskeletter.
Bisp Absalon(ca. 1128-1201), biskop i Roskilde og dermed kirkeligt overhoved for Sjælland 1158-1192, 1177 ærkebiskop i Lund; ca. 1167 overlod Valdemar 1. den Store (1131-1182) ham København.
170
Vievandvand, der er indviet til religiøs brug.
Axels Huus1500-tallets historikere antog fejlagtigt, at biskop Absalon egentlig hed Aksel og hans hus Akselhus.
Havfrubuur … Lundcitat fra første strofe af N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) digt »Kjøbenhavn«, 1841.
tør ikke gifte sigmå ikke gifte sig.
Steileborgjf. L.J. Flamand Kjøbenhavn, dens ældre og nyere Historie, samt Beskrivelse, 1855, s. 5: »Rundt omkring Borgens Mure vare der opstillede Stager, der bleve prydede med de fangne Venders Hoveder, og derfor blev den ogsaa kaldet Stageborg eller Steileborg«.
172
Kjæveregentlig kæber; her: kinder.
Serritslev Markomtrent ved det nuværende Vibenshus Runddel og Serridslevvej.
Solbjerg Markdet nuværende Frederiksberg.
Skinderegarvere.
Kryderhandlereurtekræmmere.
Gildeshuushus tilhørende et broderskab eller lav.
Kirke for Sanct Nicolaijf. L.J. Flamand, s. 4: »Kjøbmændene havde lige ude ved Stranden deres egen lille Kirke, hvor de skyndte sig hen, saasnart de naaede Land; (...) den blev kaldet Nicolaikirke efter den hellige Nicolaus, der ansaaes for Skippernes Helgen«.
Bisp ErlandsenJacob Erlandsen, biskop i Roskilde 1249, ærkebiskop 1254, død 1274.
Claretvin blandet med sukker og krydderier.
Gige(r)middelalderligt strygeinstrument.
Kobbeltrommerbetydning uvis, måske (parvis) sammenbundne trommer; muligvis fejl for kobbertrommer.
Kjertlerlys.
Byens Befæstning … kunjf. L.J. Flamand, s. 6: »Byen blev nu ogsaa omgivet med et Plankeværk, for at holde Fjenden fra Livet«.
Christopher I(1219-1259), dansk konge fra 1252.
Oprørerne … ByJacob Erlandsen nægtede Christoffer adgang til byen.
Det holstenske BannerChristoffer 2. (ca. 1276-1332), konge fra 1319, pantsatte i 1329 København til grev Johan Adolf af Plön.
173
den sorte Dødpesten.
AtterdagValdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375), dansk konge fra 1340, erhvervede København tilbage 1343.
muret Galgegalge med murede opstandere og tværbjælke.
tør hængesmå hænges.
Kjøgehønshentydning til gammel børneleg, hvor den voksne tager barnet med begge hænder om hovedet og løfter det op for at »se Køgehøns«. Der er egentlig tale om en forvanskning af udtrykket kæge eller køge, dvs. kvæle høns (C. Molbech Danske Ordsprog, 1850, s. 367).
Hansernehandelssammenslutning af nordtyske byer; angreb forgæves København i 1428.
Guldgaasenguldgåsen på spiret i Gåsetårnet i Vordingborg er udtryk for Valdemar Atterdags foragt for hansestæderne efter deres krigserklæring i 1367.
Kong ErikErik af Pommern (ca. 1382-1459), konge af Norge fra 1389, af Danmark og Sverige fra 1396.
Frændervenner, slægtninge.
Dronning Philippa(1394-1430), datter af Henrik 4. og Mary Bohun; ægtede Erik af Pommern i 1406.
(til)taklesgøres sejlklar.
Blokhus(ene)mindre fæstningsværk bygget af jord og planker; jf. L.J. Flamand, s. 11: »Kong Erik lod i en Hast adskillige Blokhuse opbygge paa en af Refshalegrundene«.
Karrebasserneprimitive middelalderlige feltkanoner.
Kong Christian IChristian 1. (1426-1481), konge fra 1448, foretog i 1474 en rejse til Rom, hvor han opnåede pavens tilladelse til oprettelsen af et universitet i København. Det blev indviet 1479.
side Kappevide kappe.
174
Hr. Mikkels »Rosenkrands« og »gudelige Comedier«Mester Nicolai (Hr. Michael), dansk digter og præst, død mellem 1496 og 1514, forfatter til Jomfru Mariæ Rosenkrans (Expositio pulcherrima super rosario beate Marie virginis), trykt 1515. Hr. Michael har imidlertid ikke forfattet komedier, men digtene Om Skabelsen (De creatione rerum), 1514, og Menneskets Levned (De vita hominis), 1514.
Henrik Harpestrengs Lægebogden første dansksprogede lægebog fra 1200-tallet.
Danmarks Riimkrønikeer blevet til i klosteret i Sorø, forfattet af munken broder Niels. Den slutter med året 1477 og er sandsynligvis afsluttet samme år. Den er udgivet som den første trykte bog på dansk af Gotfred af Ghemen i 1495 og genudgivet af Chr. Molbech i 1825.
Danismanddansker.
Folkesangens Fuglhentydning til folkeviserne.
Mundsveirtomme ord.
Kong HansBrandenborgbrylluppet mellem Christian 2.s søster, Elisabeth, og Joachim 1. af Brandenburg fandt i virkeligheden sted i Brandenburg i 1502.
Prinds ChristjernChristian 2. (1481-1559), konge 1513-1523.
175
Hofbroen … HofbrostrædeHøjbro og Højbro Plads.
sin DuelilDyveke (død 1517), som kongen mødte i Bergen i 1507 og gjorde til sin elskerinde.
Elisabeth(1501-1526), gift med Christian 2. i 1514.
de graadige Høgeadelen; hentydning til ørnevisen, »Christian den Anden og Adelen«, DgF 173.
det udøste Blod paa Stockholms Torvblodbadet i Stockholm, 1520.
Den lutherske … Djævelens Tunge taleordene repræsenterer en udbredt opfattelse af Christian 2. som tilhænger af reformatoren Martin Luthers (1583-1546) lære. I virkeligheden søgte han at knække gejstlighedens magt og støttede en reform af katolicismen, men han var ikke specielt luthersk indstillet.
Skudsmaalomdømme.
Avnerde tørre højblade, der fraskilles ved kornets tærskning; billedlig betegnelse for noget flygtigt.
Nu seiler SkibetChristian 2. forlod København den 13. april 1523.
(Konge)snekkeskib.
Farbroder FrederikFrederik 1. (1471-1533), konge efter Christian 2. i 1523. I 1482 hertug af Slesvig-Holsten, fra 1490 med residens på Gottorp Slot.
forudenfor.
Hvor gik dethvordan gik det.
176
Markgrevinden af BrandenborgElisabeth (1485-1555) kom i modsætningsforhold til sin mand, Joachim 1., da hun støttede sin broder.
Arild HvitfeldArild Huitfeldt (1546-1609), historiker, rigsråd og rigets kansler 1586. Citatet er fra hans Kong Hans’ Historie, 1599.
Sønderborg Slothvor Christian 2. var i såkaldt strengt fængsel fra 1532 til 1549, hvorefter han blev overført til Kalundborg Slot. Ifølge overleveringen skulle Christian 2. i sit fangenskab på Sønderborg Slot med tommelfingeren have slidt en fure i det runde marmorbord; jf. Carl Blochs maleri »Christian II i fængslet på Sønderborg Slot«, 1871.
O hvilken Sorg … fikcitat fra tredje strofe af Fr. Paludan-Müllers (1809-1876) digt »Kong Christian« fra Fire Romancer, 1832.
Søren NordbySøren Norby, dansk admiral, død 1530. Kæmpede under Christian 2.s landflygtighed mod hele Skandinavien og Hansestæderne; måtte give op i 1526 og flygtede til Rusland.
Grevens Feideborgerkrigen 1534-1536, der, ud over at være en krig om Christian 2. eller 3.s (1503-1559) ret til tronen efter Frederik 1.s død, også var borgernes og bøndernes krig mod adelen.
Paa Nørre-Fælled … stodjf. Flamand, s. 15: »nu lagde den udvalgte Kong Christian den Tredie sig med hele sin Magt den 24de Juli 1537 [fejl for 1536] udenfor Kjøbenhavn og slog Leir paa Østerfælled«.
(Smit)sotdødelig sygdom af epidemisk art.
Op til Kirkens Muur … Brystsml. Flamand, s. 17: »ved Helliggeistes Klostermuur saae man en Dag et skrækkeligt Syn. En fattig, udtæret Qvinde sad død af Hunger op mod Muren og hendes Arme omsluttede krampagtigt to spæde Børn, der sugede Blod af Moderens Bryster«.
paa guldbræmmede Hesteheste med dækkener kantede med guldborter.
Carrousselringridning.
177
papistiskekatolske.
Slaghoek(s)Didrik Slagheck, præst og rådgiver for Christian 2. Medvirkende til blodbadet i Stockholm, derefter biskop i Skara og statholder i Sverige; november 1521 ærkebiskop i Lund. Kort efter rejstes der sag imod ham for hans adfærd i Sverige, og den 22. januar 1522 blev han brændt på bålet på Gammeltorv.
KongenChristian 3.
kjendeskundgøres.
lyses i Kulderklæres for lov, legitimeres.
Prunk(tom) pragt, stads.
Fattige Fugl … brusendegammel dansk børneremse: »Den rige Fugl kommer susende, / kommer brusende / alt over mark og Enge (…) Den fattige Fugl kommer hinkende, / kommer linkende / alt over Mark og Enge« (Svend Grundtvig Gamle danske Minder i Folkemunde. Ny Samling, 1857, s. 145); jf. tillige Adam Oehlenschlägers (1779-1850) digt »Valravnen« fra Digte, 1803.
Hans Tausen(1494-1561), dansk kirkereformator, født i Birkende ved Odense. Efter et ophold i Wittenberg 1523-1524 begyndte Tausen at forkynde Luthers lære, først i Viborg og fra 1529 i København. Biskop i Ribe fra 1541.
Det var … Hærcitat fra B.S. Ingemanns (1789-1862) digt »Hans Tausen« fra 1843.
Petrus PalladiusPeder Palladius (1503-1560), dansk kirkereformator, født i Ribe. Studier i Wittenberg, hvor han i juni 1537 blev doktor i teologi. Den 2. september 1537 blev han indsat som biskop over Sjælland.
Hans FriisJohan Friis (1494-1570), dansk adelsmand, rigskansler 1536, fra 1537 universitetskansler. Skænkede universitetet et stort legat i 1555.
Peblingenlatinskoleeleven.
Mens een … blivecitat fra sidste strofe af Poul Martin Møllers (1794-1838) »Studentersang«, trykt i Tilskueren, nr. 9, 1821.
178
Store BeltSamsøbælt.
Paa Marken … han fødtesifølge traditionen blev den senere Christian 4. (1577-1648) født på en mark ved Frederiksborg Slot; jf. Thiele I, 57 f.: »Kong Christian den Fierde er født til Verden under aaben Himmel paa en af Ladegaards Markerne ved Frederiksborg. Thi det hændte sig nemlig paa den Tid, da Dronningen, hans Moder, gik i sit Svangerskab, at som hun en Dag gik over en af Markerne for at promenere, overfaldtes hun pludseligt af Fødselssmerter, saa at hun maatte ty ind under en Tornebusk, hvor hun fødte.«
Børsenopført i årene 1619-1625.
Rosenborglystslot, opført 1606-1634.
Studenten selv fik sit eget HuusRegensen, opført 1618-1628 som kollegium for universitetets studenter.
Rundetaarnopført 1637-1642 som astronomisk observatorium.
UranienborgTycho Brahes (1546-1601) observatorium på Hven, der, efter at Brahe forlod Danmark i 1597, hurtigt gik i forfald. Nedrevet inden Rundetårns opførelse.
Snilletsbaarneegentlig af snildet fødte; den højtbegavede.
Er ei Himlen … meerde to afsluttende linjer fra J.L. Heibergs (1791-1860) digt »Tycho Brahes Farvel«, 1819.
Kæmpevisenfolkevisen.
EleonoreLeonora Christina (1621-1698), datter af Christian 4. og Kirsten Munk.
Korfits UlfeldCorfitz Ulfeldt (1606-1664), dansk rigsgreve, trolovet 1630 og 1636 gift med Leonora Christina; 1637 statholder i København og 1643 rigshofmester. På grund af anklager mod Ulfeldt for embedsmisbrug flygtede ægteparret til Sverige i 1651.
Hovmesterindeher: guvernante.
danisdannet.
Domdomkirke.
Eleonores BroderFrederik 3. (1609-1670), konge af Danmark og Norge fra 1648.
179
Sophie Amalie af LyneborgSophie Amalie af Braunschweig-Lüneborg (1628-1685), gift med Frederik 3. i 1643.
Burrelille rund blomst af borreplanten, der er forsynet med modhager, og som hænger fast i dyrs pels og menneskers tøj; overført om person, man ikke kan slippe af med.
Slegfredbarnbarn født af slegfred, elskerinde. Leonora Christinas moder var Kirsten Munk, som Christian 4. ægtede i 1615.
Karmkaret.
Peder Oxes Gaardi Klareboderne. Peder Oxe (1520-1575), ejer af Gisselfeld 1546, rigsråd 1552. Måtte flygte til Tyskland 1556, men vendte hjem i 1566 og blev året efter statholder og rigshofmester.
Kai Lykkes Gaard … TugthuusLykke-slægten overtog ca. 1600 Peder Oxes gård. Kai Lykke (1625-1699), dansk adelsmand. Da myndighederne fik kendskab til, at han i et brev til en elskerinde havde viderebragt rygterne om dronning Sophie Amalies utroskab, blev han dømt for majestætsfornærmelse, men undslap til Sverige. Henrettet in effigie, dvs. repræsenteret ved et billede eller en statue, på Slotspladsen den 5. september 1661, men hjemvendt efter dronningens død. Gården lå ikke på Christianshavn, og den blev ikke senere tugthus.
den aabne Plads … har staaetCorfits Ulfeldts gård blev nedrevet i 1664, efter at han var blevet henrettet in effigie den 13. november 1663. På tomten anlagdes Gråbrødretorv, hvor der opstilledes en skamstøtte med den i teksten citerede indskrift.
I »Blaa Taarn« … under LoftetLeonora Christina sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot 1663-1685. Det blev nedrevet 1731-1732. Navnet Blåtårn blev overført på Frederiksholms Arrest, opført 1731 og benyttet som fængsel for skuespillere og hoffunktionærer til dets delvise nedrivning i 1848. Det nye Blåtårn, som H.C. Andersen sammenblander med det gamle, lå for enden af Frederiksholms Kanal.
181
hendes Trængselstid … Bornholmi juli 1660 flygtede ægteparret Ulfeldt til Danmark efter en dom for landsforræderi mod Sverige, på hvis side Ulfeldt havde tjent under Københavns belejring i 1559. De blev arresteret i København og hensat i Hammershus på Bornholm. I december 1661 lovede Ulfeldt kongen ved ed at ville tjene ham, og parret tog ophold på Fyn. I foråret 1662 fik de kongens tilladelse til en kurrejse, hvorunder Ulfeldt tilbød kurfyrsten af Brandenburg den danske trone. I maj 1663 rejste Leonora til England for at få tilbagebetalt et lån, men blev på den danske regerings forlangende kidnappet i Dover og sendt til København.
Ei Noget … Brødetidlig og lettere forvansket afskrift af Leonora Christinas egne ord på et alterklæde i Maribo klosterkirke (siden 1924 Maribo Domkirke). Klædet befinder sig nu på Frederiksborgmuseet. Teksten lyder således: »Ey noget syntis tungt for Ecte-Kierlighed: / Troefasthed er den Dyd man ey tør bluis wed«. H.C. Andersen citerer Ludvig Holbergs Dannemarks Riges Historie, bind III, 1735, s. 590-591.
Hun veed ei hans GravCorfitz Ulfeldt døde i en båd på Rhinen i februar 1664. Liget blev udleveret til hans sønner, der begravede det et ukendt sted.
Min Huusbond … Elendecitat fra Chr. Wilsters (1797-1840) digt »Eleonore Uldfeldt«, 1827. Hos Wilster står der dog »svar«, ikke »stor«.
Elendeelendighed.
Carl GustavKarl 10. Gustav (1622-1660), svensk konge; gik efter at have besat Jylland og Fyn den 6. februar 1658 over isen fra Langeland til Lolland.
Svensken ligger for KjøbenhavnKøbenhavn blev belejret fra den 11. august 1658. Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 stormede svenskerne byen, men blev slået tilbage.
Bod(svend)krambod; svarende til en lille butik.
Kong Frederik … RedeFrederik 3.s ord, da han under belejringen blev rådet til at flygte til Norge eller Holland.
Bisp Svanes FrueMarie Fuiren (1624-1693).
tørhar lov til.
Junker(e)ung adelsmand.
182
Hans Nansen(1598-1667), borgmester i København fra 1644, ledede i 1658 de forhandlinger, der førte til, at København blev fri rigsstad. På rigsdagen i 1660 den vigtigste støtte ved enevældens indførelse.
Biskop SvaneHans Svane (1608-1668), 1655 biskop over Sjællands stift. Spillede en afgørende rolle ved enevældens indførelse og blev efterfølgende udnævnt til ærkebiskop.
Enevoldstidenenevældens tid.
Lyngen faaer Lov at groeVestjylland og Nordsjælland hærgedes i anden halvdel af 1600-tallet af sandflugt, som hæmmes af lyngvækst.
Christian V(1646-1699), konge af Danmark og Norge fra 1670.
Byens Gader … Lygteri 1681 anbragtes over 500 tranlygter efter kongelig forordning på Københavns gader.
nu gjelde Titler og Rangsom led i enevældens kamp mod den gamle danske adel udstedtes i 1671 en rangforordning, der betød indførelsen af greve- og friherrestanden. Ære og værdighed var ikke længere alene bestemt af fødsel, men også af kongelig nåde.
Kingo(s)Thomas Kingo (1634-1703), dansk digter, præst og fra 1677 biskop over Fyn. Udgav i 1674-1681 salmesamlingerne Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors Første og Anden Part.
en VintappersønPeder Schumacher (1635-1699), adlet under navnet Griffenfeld i 1673; 1676 anklaget og dømt til døden for landsforræderi. Dommen blev dog i sidste øjeblik ændret til livsvarigt fængsel. Tilbragte efter 4 år i Kastellet 18 år på øen Munkholm i Trondhjem fjord. I 1698 blev han flyttet til Trondhjem i delvis frihed.
Lovbogkongeloven af 1665, som Griffenfeld egenhændigt redigerede og renskrev.
Munkholm … Sanct Helenefrit citeret efter sidste strofe af Carl Plougs (1813-1894) »Peder Griffenfeld« i Samlede Digte, 1862.
Sanct HeleneSankt Helena, ø i Sydatlanten, hvortil Napoleon 1. blev forvist efter slaget ved Waterloo 1815.
Frederik IV(’s)(1671-1730), konge af Danmark og Norge fra 1699.
seiersælesejrrige.
SehestedChritian Thomesen Sehested (1664-1736), viste som viceadmiral sine taktiske evner ved Stralsund og Rügens erobring i 1711-1715 under den store nordiske krig. Admiral 1715, afskediget på grund af sit tilhørsforhold til den gamle danske adel i 1718.
GyldenløveUlrik Christian Gyldenløve (1678-1719), søn af Christian 5. og Sophie Amalie Moth. 1679 admiral, 1711 generaladmiral. Øverstbefalende under slaget i Køge Bugt, 1710.
HvitfeldIvar Huitfeldt (1665-1710), søofficer; som chef for linjeskibet Dannebroge fortsatte han  kampen, selv efter at dette var skudt i brand under slaget i Køge bugt, indtil ilden nåede krudtkammeret, og skibet med mandskab sprang i luften.
183
Peter TordenskjoldPeder Wessel (1690-1720), dansk-norsk søhelt; adlet under navnet Tordenskiold, 1716.
Der slog et Lyn … staalomgjordetcitat fra femte strofe af Carl Plougs digt »Peder Tordenskjold« fra Samlede Digte, 1862.
Snaumindre orlogsskib: brig eller let fregat.
Hans Egede(1686-1758), missionær, kendt som Grønlands apostel.
hans HuustroGjertrud Rasch (1673-1735).
der tyder Sorgender betyder sorgen.
I Kjøbenhavn raser Pesten1711; jf. Flamand, s. 39: »Kjøbenhavns Udseende var imidlertid øde og mennesketomt; overalt saae man Huse, hvis Døre vare mærkede med et hvidt Kors; saadanne Huse vidste man, var angreben af Pesten.« Og videre på s. 43-44: »Næsten alle Huse vare smittede og paamalede det hvide Kors; og nu saae man mange Steder et stort sort Kors paa Døren, og det betydede, at alle Husets Beboere vare uddøde«.
da tændes der IldKøbenhavns brand begyndte den 20. oktober 1728; jf. Flamand, s. 45: »Den tog sin Begyndelse i et lille Huus paa Hjørnet af nuværende Frederiksberggaden og Halmtorvet hos en Spekhøker, hvis Søn havde faaet en Praas at løbe med, for at gaae op paa Loftet og see efter sin Boldt, der var fløiet derop, da han om Dagen legede paa Gaden.«
Vreden … Naadeoversat latinsk hymne fra reformationstiden. Det var i øvrigt ikke Vor Frue Kirkes klokker, der spillede, men Helligåndskirkens, som også brændte.
184
SlottetChristiansborg Slot, opført 1731-1740.
Tomterde tomrum med udbrændte husrester, branden efterlader.
en Jernlænke … Hovedjf. Flamand, s. 51: »man fik ikke Tilladelse til at betragte Slottet, undtagen udenfor, og dette tillodes ikke engang anderledes, end at man gik med den tilbørlige Ærbødighed og med Hatten i Haanden over Slotspladsen; men paa dets Fortouge turde man ikke gaae, thi her var der spændt Jernkjæder langs Slottet, for at holde Folk fra at komme det for Nær«.
Som rensende Stormvind … tilbagecitat fra Chr. Wilsters (1797-1840) digt »Ludvig Holberg« fra Digtninger, 1827.
Ludvig Holberg(1684-1754), professor, historiker, forfatter; mest kendt for sine komedier.
Den danske Scene … lukketefter branden og under indflydelse af pietismen blev komediehuset i Lille Grønnegade lukket i 1728.
Der Dänenprinz(tysk) danskerprinsen.
hans ModerSophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (1700-1770), gift 1721 med Christian 6. (1699-1746), under hvem hoffet var stærkt tyskpræget.
Frederik V(1723-1766), konge af Danmark og Norge fra 1746.
den danske Scene er aabnet igjenden 30. september 1746, mindre end to måneder efter Christian 6.s død, gav kongen bevilling til opførelse af komedier på en midlertidig scene i Læderstræde 13. Den 18. december 1748 åbnedes det nyopførte komediehus på Kongens Nytorv.
Gretry(s)A.M. Grétry (1741-1813), fransk komponist, hvis syngestykker blev hyppigt opført på Det Kgl. Teater i sidste halvdel af 1700-tallet.
Londemann(s)Gert Londemann (1718-1773), dansk skuespiller. En af den klassiske komedies hovedkræfter og publikumsfavoritter.
Lovise af EnglandLouise (1724-1751), gift med Frederik 5. i 1743.
MathildeCaroline Mathilde (1751-1775) blev i 1766 viet til den sindssyge Christian 7. (1749-1808). På grund af sit forhold til J.F. Struensee blev hun i forbindelse med dennes arrestation den 17. januar 1772 forvist til Kronborg og flyttede efter at være kendt skyldig i ægteskabsbrud senere samme år til slottet Celle i Hannover, der hørte til hendes broder Georg 3. af Englands stater.
Om Dig ville Digtere syngeblandt andre Jens Baggesen, Schack Staffeldt og Carl Bernhard har digtet om hendes skæbne.
185
Slottets BrandChristiansborgs brand, 26. februar 1794.
Ewalds Sangdigteren Johannes Ewalds (1743-1781) »Kong Christjan stoed ved høien Mast« fra syngespillet Fiskerne, 1779.
Hartmanns deilige MelodiJohann Ernst Hartmann (1726-1793), musiker, født i Schlesien, kom i 1762 til København, hvor han blandt andet satte musik til Ewalds syngespil Balders Død, 1775, og Fiskerne, 1779, og lagde dermed grunden til den danske syngespilstradition.
Friheds-Støttenopført i 1792-1797 til minde om stavnsbåndets ophævelse 1788.
Kronprinds FrederikFrederik 6. (1768-1839) overtog som kronprins formelt regeringens ledelse i 1784 på grund af Christian 7.s sindssygdom.
BernstorffAndreas Peter Bernstorff (1735-1797), udenrigsminister 1773-1780 og 1784-1797; ivrig tilhænger af landboreformerne.
Reventlov, ColbjørnsenChr. Ditlev Reventlow (1748-1827), godsejer og statsmand; gennemførte landboreformerne i samarbejde med juristen Chr. Colbiørnsen (1749-1814), sekretær i Den store Landbokommission 1786.
Kongen bød … lykkeligindskriften på Frihedsstøtten er forfattet af digteren Thomas Thaarup (1749-1821).
Snart falder Stenenskamstøtten for Corfitz Ulfeldt blev fjernet natten mellem den 23. og 24. maj 1841 efter beboernes ønske.
Vi har … Verdens Endecitat fra N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) digt »Anden April«, 1846.
Hver stod … DødenW.H.F. Abrahamsons (1744-1812) sang »Være Fred med eder alle« ved begravelsen af de faldne i slaget på Reden 2. april 1801.
186
en Fortælling … Epauletterfrit efter Carl Baggers (1807-1846) digt »Den engelske Kapitain« fra Smaadigte, 1834. Den citerede strofe (»Og Flaaden styrede mod Kjøbenhavn …«) er digtets næstsidste.
Bretland(s)oldnordisk betegnelse for Wales; her vel England.
Epauletterskulderdistinktioner hos officerer (og enkelte højere civile embedsmænd).
Fjenden stod … Flaadenenglænderne belejrede og bombarderede i 1807 København. Bombardementet begyndte den 2. september om aftenen og fortsatte med afbrydelser i perioder, indtil byen overgav sig den 7. om morgenen. Den 20.-21. oktober blev flåden overgivet til englænderne.
Einheriarsi nordisk mytologi de faldne krigere, der efter døden samles i Valhal.
Altid Folketroen … imorgencitat fra sidste strofe af H.C. Andersens digt »Trøst i Tro«, trykt i Illustreret Tidende, nr. 248, 26. juni 1864 (BFN 881).
fata morganaluftspejling.
OehlenschlägerAdam Oehlenschläger (1779-1850), dansk digter.
187
Fundopdagelsen af elektromagnetismen.
Guldhornhentydning til Oehlenschlägers romantiske programdigt »Guldhornene« fra Digte, 1803, om fundet og tyveriet af de to guldhorn.
»en Bro … Rigercitat fra H.C. Andersens digt til H.C. Ørsted (BFN 1235), først offentliggjort posthumt i 1879.
Hans Christian Ørsted(1777-1851), fysiker, opdagede i 1820 elektromagnetismen, som blev grundlaget for bl.a. elektrotelegrafen.
en Gaardbilledhuggeren Bertel Thorvaldsens (1770-1844) museum, opført 1839-1848 af Gottlieb Bindesbøll (1800-1856).
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Trykt første gang i tre afsnit i Illustreret Tidende, nr. 434-436, henholdsvis den 19. januar, den 26. januar og den 2. februar 1868.

Henvis til værket

H.C. Andersen: Gudfaders Billedbog. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 3: Eventyr og Historier III 1862-1873. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01

This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.