Det var i ▶Schweitz, hvis Storhed hver maa prise,

Der var just Beutners, der var Andersen◀,

Fru Beutner sagde: skriv en lille Vise,

Guldbryllup Wiehes har, o skriv min Ven,

Og kan De ikke strax, saa skriv den siden,

Og send den hjem, just rigtig langveis fra!

Ak, Gud bevar’ os, hvordan løber Tiden,

Jeg er i Spanien, alt i Murcia!

I Maurerfolkets By, i Palmelandet

Hvor rundtom til et Skov-Krat Cacter groe,

Her fra flyv Du min Sang vidt over Vandet,

Flyv over Bjerge til de kjære To,

Og fald med Vinens Draabe paa hver Tunge

Ved Bryllups Bordet; der af Hjertens Lyst

Den spanske, danske Sang I for dem sjunge,

De To som staae nu paa Guldlandets Kyst.

I Livets gode og dets tunge Dage,

De tro holdt ud, det har Velsignelse!

Lad Minderne i Caravane drage,

Klart sees, Gud lader kun det Bedste skee;

I den Tro kan en Verden man omfavne

Man gaaer saa freidig over Torn og Tjørn:

I Tidens Marmorblok staae Eders Navne,

Dem Gud har kjær, dem glæder deres Børn.