H.C. Andersen

Guldbryllupsvise

Tabt vi Paradiset saae,

Givet Mand og Qvinde;

Gud lod til Enhver det staae

Selv det at gjenvinde.

Veien gjør ei Troskab træt,

Sorg er Livs Juveler;

Hver en Byrde bliver let,

Naar en Ven den deler!

»Brudekrandsen bliver Muld!«

Det er kun en Tale:

Brudekrandsen bliver Guld

Alt i Jordens Dale.

Fryd og Lykke er alt her,

Som Profeter skreve,

At hvem Herren ret har kjær,

Skulde længe leve!

O I kjære Gamle to,

I har Guldet fundet

Som ved Kjærlighed og Tro

Ene bliver vundet.

Herren, i sin Naade, gav

Eder Livets Dage,

Og vi veed, bag Støvets Grav

Vil hver Fryd tiltage!

Børn og Børnebørn I see

Sig om Eder samle;

Beed for os og det vil skee!

Ja velsign os, Gamle!

Er end stundom Himlen graae,

Solskin følger Skygge;

Gid vi Eder ligne maa

Udi Sind og Lykke!

Guldbryllupsvise

Først kendte tryk i Fyens Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, nr. 75, 11. maj 1837, i forlængelse af en omtale af Friedrich Wilhelm og Anne Marie Milos guldbryllup 8. maj 1837; umiddelbart forud for digtet står: »Det endnu raske og livlige Brudepars Byesbarn, Digteren Hr. H. C. Andersen, havde ogsaa bidraget til at feire Dagen ved følgende »Guldbryllupsvise««. BFN 306

519
Brudekrandsenden krans, som bruden bærer oven på sløret.
Alt ii.
Som Profeter … længe leve!måske hentydning til Visdommens Bog 4,13-14.
Støvet(s)menneskets forgængelige krop, typisk i modsætning til ånd el. sjæl.

Del

[Sassy_Social_Share]