Guldbryllupsvise
Tabt vi Paradiset saae,
Givet Mand og Qvinde;
Gud lod til Enhver det staae
Selv det at gjenvinde.
Veien gjør ei Troskab træt,
Sorg er Livs Juveler;
Hver en Byrde bliver let,
Naar en Ven den deler!
»
Det er kun en Tale:
Brudekrandsen bliver Guld
Fryd og Lykke er alt her,
At hvem Herren ret har kjær,
Skulde længe leve!
O I kjære Gamle to,
I har Guldet fundet
Som ved Kjærlighed og Tro
Ene bliver vundet.
Herren, i sin Naade, gav
Eder Livets Dage,
Og vi veed, bag
Vil hver Fryd tiltage!
Børn og Børnebørn I see
Sig om Eder samle;
Beed for os og det vil skee!
Ja velsign os, Gamle!
Er end stundom Himlen graae,
Solskin følger Skygge;
Gid vi Eder ligne maa
Udi Sind og Lykke!
Guldbryllupsvise
Først kendte tryk i Fyens Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, nr. 75, 11. maj 1837, i forlængelse af en omtale af Friedrich Wilhelm og Anne Marie Milos guldbryllup 8. maj 1837; umiddelbart forud for digtet står: »Det endnu raske og livlige Brudepars Byesbarn, Digteren Hr. H. C. Andersen, havde ogsaa bidraget til at feire Dagen ved følgende »Guldbryllupsvise««. BFN 306
519 | |
Brudekrandsen | den krans, som bruden bærer oven på sløret. |
Alt i | i. |
Som Profeter … længe leve! | måske hentydning til Visdommens Bog 4,13-14. |
Støvet(s) | menneskets forgængelige krop, typisk i modsætning til ånd el. sjæl. |