1.

Hvor Nilen vander Ægypterens Jord

I Africas brændende Lande,

Der mødtes to Fugle, de kom fra Nord,

De talte om Danmarks Strande:

»O husker Du Sjølund, den deilige Ø,

Hvor de vilde Skovduer kurre,

De duftende Bøge, den stille Sø,

Husker Du Gurre!« –

– »Ja, der har jeg bygged’ en Sommer-Dag,«

Saa talte den lille Svale,

»Jeg havde min Rede ved Bondens Tag,

Jeg hørte ham synge og tale:

Jeg troer der er skjønnest i Danmark!«

2.

Ved Gurre-Sø laae Kong Valdemars Borg,

Den saae ham med Tovelille,

Den kjendte hans Lykke, den kjendte hans Sorg,

– Ak Trøstens Harper hang stille;

Hans Glæde blev skrinlagt bag Kirkens Muur,

Hvor de vilde Skovduer kurre.

– Om Tovelille sang Guds Natur

Deiligst i Gurre!

Der havde de vandret hver lønlig Sti,

Naturen blev her til hende;

Han kunde ei gaae en Blomst forbi,

Den sagde: »kan Du mig kjende?«

– Jeg troer der er skjønnest i Danmark!

3.

Ved Gurre-Sø holdt Kong Valdemar Jagt,

Smukt Hornet lød gjennem Skoven!

Den stod i sin rigeste Sommer-Pragt

Og Stjernerne funkled foroven;

Da raabte Kongen, saa lystelig,

Hvor de vilde Skovduer kurre:

»▶Lad Gud beholde sit Himmerig,

Har jeg kun Gurre!◀«

– Det er saa deiligt en Sommer-Dag,

Men deiligst i Nattens Stille,

Naar Stjernerne blinke og Droslens Slag

Fortæller om Tovelille!

Jeg troer der er skjønnest i Danmark!