Han er ikke fødtadelig af fødsel.
Originalt Lystspil i to Acter
| GREVEN |
| ELISABETH, hans Datter |
| KAMMERHERREN |
| GENERALINDEN |
| Pastor JENSEN |
| FREDERIK, hans Søn, Huuslærer hos Generalinden |
| KLUHD, Digter |
| VASLE, Maler |
| ANDERSKOU, Billedhugger |
Scenen er i Jylland paa to Nabogaarde.
Første Act
Første Scene
Et Værelse paa Grevens SlotDet var altsaa Onkel, der kom med
Han siger, at han fra Hamborg har skrevet at han kom; jeg har intet Brev faaet; det behøvedes da heller ikke. Hele fjorten Aar have vi ikke seet hinanden.
Jeg var kun fire Aar gammel, men jeg husker Onkel saa tydeligt. Han skinnede med hvidt Linned,
Og det vil Du ogsaa endnu. Der er ti Aars Forskjel mellem hans og min Alder! vi ere lidt forskjellige.
Meget forskjellige! (Med et Smiil.) Jeg troer at han er morsom! det er slet ingen Uartighed mod Dig! snarere, – min egen søde Fader, jeg troer at jeg nogenlunde kjender Onkel af hans Breve til Dig. Han er vist en rigtig god Broder, men jeg har en Forestilling om, at han ikke skriver Dansk.
Han lever altid i Frankrig, det franske Sprog bliver Udtrykket for hans Tanker og Tale, og saa skriver han i dette Sprog.
Men bogstaverer græsseligt! dog derfor kan han være mageløs elskværdig; jeg troer det, jeg vil troe det!
Nu kommer han.
Og jeg løber.
Fra den Onkel, som Du ikke har seet i ti Aar. Omfavn ham dog!
Det vil jeg; men i en bedre Kjole, ikke i denne!
Elisabeth! Du skal blive her! – Hun gjør det ikke.
Anden Scene
KAMMERHERREN. GREVENBroder! kjære Broder! Naa, det var smukt at Du kom!
Det er saa rigtigt broderligt, at Du lige fra Hamborg er tagen her op i Jylland til mig og ikke først er reist til Kjøbenhavn.
Jeg vil jo i et Par Maaneder ligge paa Landet, rigtig paa Landet! at være i Kjøbenhavn er ogsaa at ligge paa Landet, naar man ellers lever i Paris, men bedre er bedre.
Her skal Du imidlertid kunde hvile Dig ud ovenpaa det trættende, enerverende Pariserliv. Hvor Du kan holde det ud!
Hvor Du kan holde Dette ud!
Mindst havde jeg tænkt at i Familien, den Sidegreen, der havde saa megen Ungdom, skulde saa snart døe ud og derved dette Gods tilfalde mig. Ifjor, veed Du, jeg arvede det; iaar er det første Gang at jeg er her; jeg flyttede med min Datter herover for en Maaned siden.
Alt i bedste Stand! gode Jorder, prægtig Skov,
Du har slet ikke forandret Dig! Du taler, som om Du endnu kun var nogle og tyve Aar.
Det er man altid i Paris.
I din Alder, endnu saa letsindig!
Tal ikke Moral, saa faaer jeg ondt. Du er dydig, jeg er det ikke!
Og Du, jeg havde nær sagt, i Skandalen.
Jeg gad vide, hvem af os To, der har den største Fornøielse.
Og Verdens Dom?
Jeg blæser ad Verdens Dom! I Kjøbenhavn naaer den til Fyen og Jylland, i Paris naaer den til
Det er en underlig Samtale, for os To, at begynde med. Du kjender mig saare lidt!
Det var en daarlig Spøg, og Du, Broder, burde mindst huske mig derpaa.
Du var saa bange for Verdens Dom, og det gav mig Ideen.
Ideen! skam Dig! Men vi
Du sagde det til din Kone. Og hun troede Dig?
Naturligviis, hun troede mig!
Det havde jeg ikke gjort, mon frère! man skal Ingen troe, ikke engang sig selv.
Sandheden laae da klar nok! jeg var, det kunde Enhver skaffe sig Forvisning om, to Aar i Udlandet, da Du viste den Geniestreg at
Og
Klokken Fire
Verdens Dom! Jeg gjør slet ikke Bemærkning!
Det er en god, skikkelig borgerlig Madame, som har indbudt os; hun vil tage det som en Fornærmelse, om vi ikke kom. Havde Indbydelsen været til imorgen, saa var Du vel tagen med, nu er Du træt og kan ikke have Fornøielse af det.
Det skal Du ikke sige! jeg kjeder mig altid naar jeg er alene. Jeg tager med! Er Damerne smukke derovre?
Generalinden er ikke ganske ung; hun er en meget brav, noget original Kone. Hun er Enke og har to unge Sønner.
Hun er Generalinde, siger Du.
Manden var
Du er ondskabsfuld! det er Broder-Blod! spiser man godt derovre? – Jeg er med.
Du vil være særdeles velkommen.
Hun er født?
Jeg troer, hun er Datter af en Brygger.
Og det brygger i hende, nu hun er kommen i Høihed, kommen op i anden Luft! er hun kjøn?
Du kunde godt være tjent med hende.
Bryggerdatteren!
Men hun sidder ikke i Bryggerset; hun sidder i
Hvem er den Person?
En Søn af Præsten her paa mit Gods.
Den Præst hedder?
Jensen.
Der ere Mange af det Navn; hele Armeen, alle Soldater kaldes
Eller Pleiesøn, troer jeg. Philemon Jensen var tidligere Præst i Søllerød-Egnen.
Søllerød-Egnen. Philemon Jensen? – Det er morsomt! Huuslæreren er en Pleiesøn af den Philemon Jensen! det maa man
Præsten?
Huuslæreren! han seer bestemt godt ud. Naar tage vi afsted?
Senest om en halv Time.
Saa er her jo ikke et Minut at spilde! – Hvad siger nu Fader-Hjertet? Mit siger Ingenting. Saa Drengebarnet er derovre.
Jeg forstaaer Dig ikke.
Du forstaaer mig ikke? Huuslæreren er jo Drengebarnet!
Hvad siger Du!
Ganske vist! mig generer det slet ikke.
Forklar mig det dog!
Først
Min Gud, ham er det.
Tredie Scene
ELISABETH. DE FORRIGEOnkel! ogsaa jeg maa omfavne Dem!
Og Onkel, saa ung! De er jo ikke bleven et eneste Aar ældre siden jeg var en lille En!
Du yndige, lille Skabning, hvor Du kan tale! – Nu bliver jeg her i sex Uger! – Jeg gjør Toilet, saa kjøre vi! Elisabeth, Du har stor Forstand. Vi To ville have meget at tale sammen.
Fjerde Scene
GREVEN og ELISABETHHan kommer til at more mig! det er saa deiligt at Originalerne ikke døe ud.
Taler Du saaledes om din Onkel.
Det er jo hans største Fortjenester jeg fremhæver.
Vognen er her.
Vi vente paa min Broder.
Jeg holder ikke af at vente.
Men det maa Du, idetmindste ti Minuter.
Dem bliver han ikke færdig i.
Saa vente vi endnu ti Minutter.
Jeg sætter mig i Vognen.
Du vil kjede Dig.
Derfor maa Onkel skynde sig og Du med, man tør aldrig lade en Dame vente paa sig.
Femte Scene
En stor gammel Riddersal paa Generalindens Gaard. Rococo Meubler. Portraiter af den tidligere Eiers ridderlige Slægt hænge paa Væggen. Døren til en af Sidestuerne staaer halv aaben.Generalinde, De maa virkelig see det før de Andre! jeg troer at jeg har Ære af mit Arrangement. Deres Naade vil
Kald mig ikke Deres Naade! strengt taget tilkommer det mig ikke. Og i Grevens Nærværelse maa det ikke siges til mig. Han er en høist ridderlig Mand, men holder paa
Jeg har lagt en Krands af Grønt og Blomster, den kan ikke males bedre, tør jeg sige! og paa hver Couvert en Bouquet.
Dem gjør de yndige!
I den unge Comtesses Bouquet ønskede jeg gjemt et lille Vers; jeg bad vor gode Ven, Digteren, derom, men troer De at jeg kunde ryste et eneste af hans egne Vers af ham, og de sidde dog ellers altid løse nok hos ham. Han var i sit »Livslede«, sagde han.
Da digter han de deiligste Ting, siger han, men de komme aldrig paa Papiret, intet Menneske har seet dem.
Jeg lod ham nu ikke slippe, og saa gav han mig da endelig, i Afskrift, et engelsk Vers; det vilde passe til den unge Comtesse, sagde han. Jeg kan nu ikke Engelsk! Det handler om hendes
Beauty er jo et Hundenavn! det kunne vi aldrig lægge i Bouquetten til Comtessen.
Gud bevar’ os!
Vidste jeg bare hvad der stod om den Hund! for det er i Grunden ganske fiint at dække op med Vers i fremmedt Sprog, Ens eget er saa almindeligt.
Eet eneste Blik, Generalinde!
Mit Sølvtøi! nei, hvor det straaler!
Og Krandsen, Krandsen!
Sjette Scene
DE FORRIGE. FREDERIK og ANDERSKOUHr. Candidat, De kan jo Engelsk! Det er godt at De kom! Men De er jo ikke klædt paa! og heller ikke De, vor store
I et Øieblik ere vi klædte om. Vi forsinkede os i Skoven, ved den Samtale vi kom i. Undskyld!
De maa oversætte for os et engelsk Vers, der skal ligge i Bouquetten paa Comtessens Couvert.
Her er den!
Beauty! Beauty! ikke sandt.
Ja, det er jo meget galant; men, om Forladelse, jeg synes det er smagløst; det gjør den unge Dame forlegen.
Det kan De have Ret i! der skulde hellere være talt om den unge Dame selv.
Jeg faaer en Idee! vi tage Verset bort, vi tage Bouquetten bort og lægge istedet en eneste halv udsprungen Rose, og saa skrives paa et Papir ved den: »Jeg hilser min Søster!«
Det vilde være latterligt.
Latterligt!
De har det slet ikke med Poesi! (Digteren Kluhd træder i det Samme ind.) Der har vi den i hele sin Størrelse!
Syvende Scene
KLUHD, DE FORRIGEDe er klædt paa! og Blomst i Knaphullet.
Saaledes gik altid
Jeg laaner aldrig Ideer.
Efter Bordet tænker jeg at vor elskværdige Componist
Tandpine! ja den kjender jeg! stakkels Menneske! men saa maa De læse for os, et af deres deilige Digte.
Læse? Jeg læse! ja for Dem, Frue, og for en lille Kreds af Venner kan jeg læse! jeg tør sige det, jeg kan læse dramatisk! men for Massen, for Fremmede, – jeg har ikke Kræfter, jeg er nerveus.
Men Greven og Comtessen høre ikke til Massen, og ere ikke Fremmede i mit Huus. Det er allerede anden Gang, de ere her.
Jeg har i dette Øieblik endt mit
Ja, de overvælder Dem vel!
De filtre sig! tidt kan jeg i den Grad overvældes, at jeg ikke veed ud eller ind; tidt kommer Tanken bærende alene en Overskrift:
Og saa skriver De Digtet.
Nei! det er det
De er dog et meget lykkeligt Menneske!
Generalinde, han kalder mig et lykkeligt Menneske. Og dog –, jeg er lykkelig i Momentet. Denne Gang har jeg fuldendt min Digtning, multipliceret Subjectiviteten med Objectiviteten; Kjød og Muskel i dette Digt smelte sammen. Jeg troer ikke at Mange ville forstaae dette Værk.
De forstaaer det da selv?
Nei!
Hvem skal da forstaae det?
Efterverdenen.
Kan De svare paa det? Hr. Candidat!
Der bliver i denne Verden sagt Ting, intet Menneske kan svare paa, saaledes slaaer det. Men vi
Ottende Scene
DE FORRIGE, uden FREDERIK og ANDERSKOUHan er bundprosaisk, den Candidat.
Han udtrykker sig saa hverdags om enhver Ting. Dem forstaaer han slet ikke! han naaer ikke op til Dem, og dog læser han
Ja læse og læse –!
Det siger jeg ogsaa! men bedste Examen har han med
I vor Tid! den er den jammerligste Tid, den meest poesiløse Tid! nei Borgfængslernes Tid, Rædslernes skjønne Dage, da var der
Tal ikke om det, De forskrækker mig! her er en underlig Lyd om Natten; Huuslæreren siger, det er Rotter.
Fy! – Aandløs kalder jeg Den, som ikke troer paa Aander. Jeg troer paa dem. En Aand, en
Det rumler! der have vi Grevens.
Med Jæger!
Og Topper! den Forret har den fødte Adel.
Jeg troer dog, at jeg skal læse for dem en Monolog af min
Hvor det maa være lykkeligt at kunne kjøre med Topper, allegoriske
O, det veed De nok De har.
Jeg gav gjerne dette Genie væk, for at kunne kjøre med Emblem og eie, hvad der hører med til Emblemet; det viser, hvor man er stillet i Verden og hvad man er. Jeg vil hellere levende kjøre med
Jeg ønsker Monumentet og død!
Niende Scene
GREVEN, KAMMERHERREN, ELISABETH, DE FORRIGEHr. Greve, Comtesse! nu er jeg glad, da jeg har Dem.
De vil tillade mig, at jeg bringer endnu en Gjest: min Broder.
Det er en mageløs Fornøielse, De gjør mig! en heel Snees maa De gjerne bringe.
Min Broder er for en Time siden kommen lige fra Paris.
Det er en lang Vei at kjøre.
Hvor der ere mageløse Blomster ude paa Gangen, det er som et heelt Drivhuus. Det er en Pragt, en Duft!
Det er min Gartner som staaer for det. Det er dyre Blomster, men Penge har man jo for at give dem ud.
Her er charmant indrettet! Det er mig en Ære, en Glæde at gjøre Bekjendtskab med min Hr. Broders charmante Naboerske. Det er mærkeligt, hvor De minder mig om Hertuginden af
De gjør mig ganske usigelig rød, for hun er vist deilig!
Madame!
»
Mais, quoique par pudeur et par pitié pour nous
Vous teniez secrète votre ame
Det er deiligt sagt!
»Les feuilles d’automne!«
Ham har jeg ikke læst endnu.
Disse Herrer –?
Maa jeg præsentere! – Hr. Kluhd, Digter! Han skriver kun sørgeligt, det holder jeg saa meget af! Hr. Vasle, Maler! Han er af de Malere, der blive Professor! han maler kun store Stykker, aldrig dem i smaa Rammer.
I Versailles, i Luxembourg har man kun store Stykker, alle Arbeider af Horace
Hvilke deilige Ting her paa Bordet!
Det er Candidaten, mine Børns Huuslærer, der har faaet mig til at tage disse Billedbøger. Det er en deilig Indbinding. Lugt! det er
Jensen hedder den unge Mand! Ikke sandt, han er en Søn af den værdige Pastor Philemon Jensen.
Som er indbudt for i Dag. Han burde være kommen. Sønnen har bedste Charakteer til Examen; han kan blive Provst.
Minister!
Han er kjøn? Han har et intelligent Udseende?
O ja! han er af disse indesluttede! han gjør sig slet ikke
Han er meget kjedsommelig!
Deri er jeg ikke enig med Dem. Da jeg nylig havde den Ære at min naadige Frue besøgte mig og Hr. Huuslæreren fulgte med, talte jeg meget med ham, og det var just ved hans sunde, aandfulde Tale, han behagede mig.
Han er mageløs klog, tidt kan det næsten trykke mig! han kan sidde saa stille, med Haaret strøget op, som ingen andre Mennesker har sit Haar, og hans Øine see da ud som om der var passeret en Ulykke; men man
Han elsker kun sig selv! og han overvurderer sig selv. Han bliver fornærmet, naar man siger ham at han har et udmærket Hoved. Det er Aands Hovmod! Han gjør saadanne Fordringer til et godt Hoved, at jeg er vis paa, at Ingen af os har et godt Hoved.
Den charmante unge Mand viser sig endnu ikke.
Han og Billedhuggeren gik en Tour; jeg har i Besøg en lille Thorvaldsen, der gjør min Buste til Udstillingen; han og Candidaten gik lidt for længe i Skoven, det har sinket med Paaklædningen.
Og Busten kommer til at ligne?
Endnu er den saa sort! Det er ganske simpelt Leer han har begyndt med; det er vaadt og med Klude om.
Mit Hoved, som jeg kalder det! tæt herved i det røde Kabinet staaer det. Man maa jo rigtignok ikke røre det, men det er da mit eget, og vil De see mig blaagraa, saa kan man jo tage lempeligt paa det.
Jeg holder meget af at see et Konstværk i sin primitive Tilstand.
Kan jeg maaskee være til Hjelp ved Afsløringen?
Og jeg? Med Forsigtighed.
Tiende Scene
Originalerne døe ikke ud, og Ingen af dem veed selv hvor høit de staae i Rangen. Maaskee at jeg selv –! Havde jeg det Blik, som Kaulbach har, til at see Dyret i Mennesket, da vidste jeg maaskee bedre hvor jeg selv er stillet. (Blader i Reineke Fuchs.) Det er genialt tænkt og udført.
Ellevte Scene
FREDERIK og ANDERSKOU træde ind.Naadige Frøken! ganske alene –
Med Kaulbachs Reineke Fuchs! De Andre gik i Forveien for at see Fruens Buste, der er modelleret.
Den kan de ikke faae at see! De ødelægge den, de rive mig de vaade Klude af. Det maa jeg selv gjøre. (Skynder sig ind i Sideværelset.)
Tolvte Scene
FREDERIK og ELISABETHDet var Billedhuggeren? Han blev forskrækket.
De fik ham til at tale mere i et Secund end han ellers taler i en heel Dag! men det er da ingen Feil. Han er et tænkende, dygtigt Menneske.
»
Naar det kun er ægte modtages det med Fornøielse.
Ægte? Vil De sige mig en Compliment eller en Ubehagelighed? Jeg maa troe det Sidste! Allerede første Gang vi vare sammen, viste De en stor Lyst til at sige mig imod.
Og De, min Frøken, syntes at have en Fornøielse i at give mig Anledning dertil. Anderledes kan jeg ikke forklare det.
De har Ordet i Deres Magt, det veed De nok. De har dertil en drillende Rolighed i at fremsætte Deres Mening; men det interesserer mig; jeg er ikke vred paa Dem; jeg kan ikke udstaae den Ridderlighed, der strax bøier sig, fordi det er en Dame, der ikke er af hans Mening; det er at behandle hende som et Barn eller en Syg.
Og dog er jeg i Unaade hos Dem.
Nei, De er meget i Naade! Hvorfor seer De nu saa skrækkelig alvorlig paa mig, fordi jeg siger det. De vil være Dem selv, det respecterer jeg, tør jeg da ikke være det. Mig kjeder disse eensklippede Mennesker, der gaae og staae altid som Dandsemesteren har lært dem det.
Netop lige det Samme, sagde De mig, da jeg første Gang havde den Ære at sidde ved Siden af Dem.
Virkelig! jeg troede ikke at jeg havde paa rede Haand staaende Phraser! Det var hos min Tante, Hofjægermesterens, at vi saae hinanden.
Hofjægermesteren er
Ved Bordet der sad vi sammen, og jeg talte mere med Dem end med min egenlige Cavaleer.
Det er blevet sagt.
Og det er ganske rigtigt! han var rædsom kjedelig, De var interessant. De sagde mig imod, det er jeg ikke vant til. De maa ogsaa i Dag sidde hos mig, men min Onkel maa føre mig, han er den Fornemste.
Det maa være kjedeligt at være Fornem!
»
Ikke saa Lidt, men heller ikke saa Meget, at man kan give
Jeg ikke heller, men jeg taler uhyre gjerne om den. Jeg er
De er altsaa Ingenting.
De veed slet ikke hvad jeg er! det morer mig at see Dem blusse op, høre hvorledes De kan forsvare Deres Sag! Jeg er ganske vist en underlig Sammensætning, men Dansk i Hjertebunden. Jeg er som Holbergs »
Jeg kjender ikke Deres værste Feil, den er vistnok værre end nogen af dem, De her nævnede. De er original!
Det vil jeg gjerne være, kun ikke latterlig!
Ja, det er Vanskeligheden for Originalerne!
Vor elskværdige Vertinde er ikke uden Originalitet.
Der mener De nu et ganske andet Ord end det, De udtaler. Det er saa let at udpege det visne Blad, at glemme alt det friske Grønne, alt det Fortræffelige. Det er saa let at see hvad Alle see, Svagheden, og hendes er at hun vil synes fornem, at hun vil stille Pengebrev op mod
De vil skjænde paa mig!
De burde hellere see det Fortræffelige hos hende, og dette er ganske det Overveiende. Hun viser sin Forstand i at hjelpe og gjøre godt. Kommer her et høiadeligt Besøg, det faaer da vistnok den allerbedste Viin fra hendes Kjælder, men lige saa beredvilligt skjenkes den ogsaa til den fattige, syge Bonde, naar et Par skrevne Ord fra Lægen siger at der kan den behøves.
Det skulde man vide om hende.
Just det bryder hun sig ikke om man skal vide; hun finder at den Gjerning er ikke værd at lægge Mærke til, men derimod at det har Betydning at være med i hvad de kalde »Selskabet«.
De betegner »Selskabet« som om dette var noget Chinesisk, omgivet med en Muur; optages ikke deri alle Konstnere, hele Aands-Aristokratiet?
De indlades og sidde med tilbords, men selv den Ynkeligste af En af dem, som har den Lykke at være født, som man kalder det, stiller sig dog i Betydning høit over den Begavede, reent Borgerlige.
Og disse Begavede stille sig endnu høiere, gjøre deres Bemærkninger, der
Og »Selskabet« –?
Det gjør ogsaa sine Bemærkninger. Vi ere ikke Alle Idioter. Jeg veed dem som have lige saa megen Forstand, som en Borgerlig.
For Exempel, De, min Frøken!
De bliver galant! – Vil De fortsætte dette ved at føre mig til det øvrige Selskab.
Trettende Scene
GREVEN, KAMMERHERREN, GENERALINDEN, KLUHD, VASLE, ANDERSKOU og DE FORRIGEDu saae ikke den smukke Buste; den ligner fortræffeligt!
Den er endnu graa og vaad, men den kommer sig jo i Marmor. Ville de ikke tage Plads Allesammen. Vi skulde til Bords; men – det er Kjøkkenhemmeligheder, som kun Huusmoderen veed, – eet Qvarteer endnu maae vi holde ud.
Tiden gaaer altfor
Havde vi bare lidt Musik. Vor Componist
Her paa Gaarden findes alle Talenter: Componist, Billedhugger, Digter –!
Ja, vor Digter kan læse for os –!
Charmant!
Nu, i dette Øieblik! jeg har ikke mit Manuskript.
Føl ham i Lommen, der sidder det nok.
Der sidder det!
Virkeligt! ja, jeg har det! jeg lovede at læse efter Bordet. Der maa læses en heel Act, den taaler ikke Afbrydelse; og nu have vi kun et Qvarteer.
En heel Act!
Vi tage Plads! Sukkervand, ikke sandt? (Raaber ud.) Sukkervand!
Det er min bedste Nydelse. Det er jo paa Dansk at De læser?
Aldeles! –
Nu er han glad!
En god halv Time vil det vare. Jeg begynder. (Aabner Manuskriptet.) »Død og Pine«.
Hvad sagde De?
»Død og Pine«. En apokalyptisk Komedie.
Er det komisk?
Komisk! Det falder mig aldrig ind. Jeg synes, der er Alvor nok i den Titel: Død og Pine. Vi begynde. »Apokalyptisk Komedie i ni Acter«. Personerne skal jeg nævne eftersom de træde ind.
Fjortende Scene
Pastor JENSEN. DE FORRIGEPastor Jensen! (Hun giver ham Tegn at han ikke maa tale, men skal sætte sig og høre efter.)
– »Død og Pine, apokalyptisk Komedie i ni Acter«; een for hver af
Der er anrettet!
Første Act maae vi læse! – »Ridder Strange træder op.«
Saa maa De endelig læse lidt hurtigt.
Det er umuligt!
Suppen! –
Ja, naar Herr Greven befaler det! (Reiser sig og byder ham Armen; de Andre følge stille Exemplet.)
»Mange lange, mørke Gange
Var at gaae. (Pause.)
Aldrig bange Ridder Strange
Man saae.
Midnat silde, hjem fra Gilde
Ridderen kom;
Stormene vilde
Susede Bladene om.
Aldrig bange Ridder Strange
Gik de mange mørke, lange Gange – –«
(Under Læsningen ere de Alle gaaede bort paa Pastor Jensen nær; Kluhd springer op): Det er i høieste Grad uartigt! – Maa jeg takke Dem, Herr Pastor Jensen, De er en Hædersmand! – Nu spiser jeg ikke til Middag!
Anden Act
Generalindens Have
Rigt med Blomster; Udsigt til Landsbykirken.Første Scene
GREVEN og Pastor JENSEN (sidde og ryge Tobak).Vi To ere nok de eneste Tobaksrygere, Hr. Pastor. Det er en ganske udmærket Havanna! Man kan have det meget godt her i Jylland, og smukt er her! faae vi nu
Jeg har altid været tilfreds herovre, og det eneste Ønske jeg endnu havde, var at faae min kjære Søn her i Nærheden, og nu har jeg ham.
Han gjør Indtryk af at være et meget begavet Menneske. Jeg kunde ønske han var min Søn.
De siger det, Hr. Greve.
Ja, han behager mig særdeles meget; kun er han noget for alvorlig af sin Alder.
Som Barn var han en lille Vildkat! altid paa Spil. Saa slog det om med Eet. Bøgerne fik fat i ham; det var ligesom om han læste sig fast, og der kom meer og meer Alvor i ham. Han tog en god Examen, blev en flink Student, men det unge Sind var der ikke meer, og man skal være ung i sin Ungdom; dog det hører nok ikke til vor Tid.
Han har et dybt Gemyt. Maaskee en tidlig Forelskelse –!
O, nei! han har kun tænkt paa sin Examen. Hængehoved er han ikke, og tungt Sind har han ikke heller.
Han er –, han er Deres Adoptiv-Søn?
De veed det, Hr. Greve. Ja, det er han. Det ligger ellers som en Hemmelighed for Verden, og kommer jo heller Ingen ved.
De har selv ingen Børn?
Ingen.
Vi sidde nu her sammen –; De vil ikke ansee det for Mangel paa Takt eller reen Nysgjerrighed. Hvem er hans Forældre. Veed De det?
Hans Forældre! Det spørger De mig om, Hr. Greve!
Er han af Deres Slægt –?
Min Slægt? Hvad skal jeg svare Dem, Hr. Greve! Jeg vil fortælle Dem den simple Historie. Min Kone og jeg havde været gift i tolv Aar; vi havde ingen Børn; Vorherre vilde ingen unde os og vi savnede et Barn. Da hørte vi en sørgelig Begivenhed; en stakkels ung Pige, – hendes Fortid havde været roesværdig, men hun glemte sin Gud og sig selv –! i Landsbyen døde hun fra sit spæde Barn; det var en kjøn lille Dreng, min Kone sagde til mig: »skulle vi tage os af det arme Barn«. Vorherre gav sin Velsignelse. Vi have Glæde af ham og hans Fremgang.
Og han kjender og veed Alt hvad der angaaer hans Fødsel?
Han veed hvad der kan være ham nok, og selv Det sagde jeg ham først i hans ældre Alder, da jeg vidste han var saaledes groet fast i Kjærlighed til mig og min Kone, at han ikke vilde savne sine sande Forældre.
Og om sin Fader sagde han –?
»Det er bedst jeg aldrig erfarer hans Navn, vi To have Intet med hinanden at gjøre!«
Han vilde føle en Bitterhed mod denne Fader?
Nei! kjendte han ham saaledes som jeg begynder at kjende Dem, Hr. Greve!
Ja, ja! – Vi sees jo imorgen Middag! ogsaa Generalinden, hendes Gjester og – Candidaten spise hos mig. Men De, Hr. Pastor, kom en Time tidligere, jeg har Noget paa Hjertet, jeg maa tale med Dem om.
Der kommer Nogen!
Anden Scene
GENERALINDEN. DE FORRIGEHr. Greven og Hr. Pastoren, har De heller ikke seet ham? Jeg gaaer og søger og jeg veed ikke,
Gud veed det. Meget kløgtig synes jeg ikke at han bærer sig ad. Jeg vilde i hans Sted have lovet mig selv aldrig mere at læse for Selskabet og saa blevet og spiist min Suppe.
Ja, De, Hr. Greve! og jeg, vi ere nu Mennesker, men disse rigtige Digtere, de ere af en anden Skabning. Tænk Dem, han bryder sig ikke om en Storkerede paa sin nye Gaard, naar han havde en, men et Spøgelse, en Geist, – det sagde han i Dag. Nu sidder han maaskee i en Grøft og skriver et Fortvivlelsens Digt.
Naa, det er da ingen Ulykke uden for Den, der skal høre det.
Hr. Pastor! taler De, som en Guds Mand?
Maaskee han sidder henne i Ærterne! Noget maa han dog have at spise, da han ingen Middagsmad har faaet! Lad os see ad, det skal more mig, om jeg gjetter rigtigt.
De tager det, Hr. Greve, slet ikke saaledes som jeg, og De heller ikke, Hr. Pastor! men det er det Samme, – Gud give han sad i Ærterne! Gik De med mig, Hr. Greve, og han sad der, og saae Dem vise den Deeltagelse for ham, saa maatte Alt være godt igjen.
Vi fornærmede ham ved at gaae bort, han har gjort Gjengjæld, og saa er den Historie ude. – Med Glæde gaaer jeg med Dem, Fru Generalinde! en lille Vandring oven paa Kaffen og Cigaren er ganske fortræffelig, og maaskee finde vi Mennesket i Ærterne eller Gulerødderne.
Gaaer De med? Hr. Pastor!
Gigten i mit Knæ har tøiret mig lidt, jeg bliver, om De tillader!
Hr. Greve! De er et mageløst godt Menneske! Jo, det maa De tillade mig at sige! – –
Tredie Scene
Det var næsten som om Hr. Greven skyndte sig med at benytte Leiligheden til at komme bort; men han begyndte jo selv paa denne Samtale, og imorgen, hvad Andet kan det være end netop det Samme, han vil tale med mig om. Det er mig
Fjerde Scene
KLUHD (træder ind uden Hat, Haaret hænger lidt forstyrret, Halstørklædet holder han i Haanden). Pastor JENSENHu! endnu saa megen Varme i mit Blod! – Hu! saaledes bliver man forstaaet og seet op til i sin Tid og af sine Omgivelser. De skulle raadne Alle i Jorden, naar jeg er den modne Frugt paa Folkets Tunge! – Det var en Tanke! den vil jeg skrive op. »De skulle raadne – !« (Skriver.)
Der har vi jo Manden lyslevende!
Pastor Jensen, Hædersmand! har jeg ikke den blodigste Ret paa min Side: Man beder mig om at læse, og jeg er godmodig, jeg læser, og jeg kan læse! og saa gaae de bort, fordi der er Suppe paa Bordet.
Men den kunde ikke holde sig varm, det kan Deres Vers.
Jeg takker Dem, Hr. Pastor Jensen! De viste Dannelsen, Intelligensen; De blev; vi To sad der, da de Andre vare ude af Salen – Riddersalen, hvor de gamle ridderlige Billeder skulde vække ridderligt Sind; Nutids-Menneskene gik, men jeg fulgte dem ikke.
Det gjorde jeg, og De skulde ogsaa have gjort det! drukket Vreden bort i et godt Glas Viin og siden sige Pyt, naar de bede om at høre den apokalyptiske Komedie. Det sagde ogsaa Hr. Greven.
Det har altsaa overrasket Hr. Greven, at jeg ikke gik til Bords. Jeg har min Adel! – Ingen af dem læser jeg for.
Det er det Rigtige!
Det er ikke af de Arbeider man hver Dag faaer at høre. De, Hr. Pastor Jensen, havde fortjent at kjende den hele Digtning.
Jeg har en Slags Forestilling derom af det jeg hørte; den er nordisk.
Jordisk vil jeg sige! det er for hele Jorden, som et nyere Digterværk skal være det! dette er
Jeg vil troe Dem.
Her er Manuskriptet; jeg gik jo med det i Skoven, hvor jeg læste første Act for mig selv; det er godt! godt! jeg tør sige det uden at være ubeskeden.
Det er et stort Arbeide.
Her er nu en Scene i første Act, hvor Ridder Strange taler om
Jeg faaer det vist engang at høre.
Det veed Gud De gjør! Ingen Anden! Denne Scene vil jeg læse for Dem.
Hr. Kluhd, Hr. Kluhd! Det er sandelig altfor megen Godhed mod mig! og i dette Øieblik er det tilvisse ikke tilladeligt! jeg skulde sidde her og undes den Fornøielse, medens vor hjertensgode Vertinde gaaer i Angst og Uro og søger Dem; det vilde være høist egoistisk! Und mig Monologen, men ikke i dette Øieblik, da man er i Angst og Uro for Dem.
Lad dem ængstes, lad dem pines! – Har de søgt efter mig i Canalerne?
Overalt! nu ere de i Ærterne og Gulerødderne! Læs for mig Monologen, men De maa sandelig først berolige Generalinden.
Hun er brav, hun er hæderlig, hun har Begeistring, men en født Greve er hende dog mere end en født Digter. En Konge kan slaae Folk til Ridder, men en Digter kan bevare Mand og Slægt i evigt Ridderliv. Det forstaaer den gode Kone ikke.
Fornærme Dem vilde hun ikke! det var en lille Lystighed, der kom over dem Allesammen; der har været en Nisse i Suppe-Terrinen! lav selv en lille Historie derom, og lad os faae den i
Tro ikke om mig, Hr. Pastor, at jeg er en Undtagelse. – De har tilvisse forstaaet at tage mig og behandle mig paa den Maade, der gjør mit Hjerte vel. Maa jeg igjen takke Dem, Hr. Pastor Jensen! Hvor er Ærtebedene?
Til Venstre.
Jeg læser for Dem hele mit Stykke!
Femte Scene
Pastor JENSEN (alene).
Ham fik jeg da afsted! – men det er nok ikke raadeligt at blive her; kommer han tilbage, maa jeg høre hele den apokalyptiske Komedie; ja var det endda i stort Selskab, lige efter Bordet, saa kunde man tage sig en lille Luur og deiligt sove fra det Hele. Her vil jeg ikke længer blive! (Reiser sig.)
Sjette Scene
FREDERIK. ELISABETH. Pastor JENSENDet var en lang Vandring!
Og dog ikke udenfor Haven.
Skal jeg hjelpe Dig? Fader! Du gaaer besværligt.
Jeg har det som de gamle Øg; de have det lidt trangt med at komme i Trit.
De slipper ikke, før De giver mig Ret.
Det kan jeg ikke.
De vil ikke.
Forsvar Dig eller giv efter! jeg skal nok hjelpe mig selv.
Han paastaaer, at i vor Tid har Adel ikke stort at betyde! –
Det er ikke mine Ord, det er ikke min Tanke; Adel, det Dygtige, har overordenligt Meget at betyde! jeg erkjender just den sande Adel og vilde ønske, at jeg var sprungen ud af den; det er en Spore til at efterligne sin
De indrømmer altsaa at Adel fødes.
Tilvisse! Viintapper-Sønnen
Jeg synes, at Adelig og Borgerlig gaae meget godt i Spænd; i hvilket Land gaae de bedre end i vort; i
Syvende Scene
KAMMERHERREN kommerStor Forsamling! livlig Tale! – Her kommer jeg med et Menneske, jeg har gjort melancholsk! Jo, det er De bleven! Jeg har vakt Reiselyst, Utilfredshed med Hjemmet. Her er charmant paa en Herregaard et Par Uger om Sommeren, med Paris i Perspectiv
Det Perspectiv har Onkel!
Det hører til mit Liv, ellers blev ogsaa jeg melancholsk. Reis, reis! saa er Deres Melancholi hævet; men reis ikke til Rom! det kan være en Reise for
Theatrene, Salonerne!
Disse ere dog Champagnen oven paa den tunge Mad: Konsten, idet den studeres.
Ja, men Pengene dertil –!
Ja Penge, Venner, Protection – »
Sans amis, sans soutien,
Je comprends sa misère!
Kommer man til Paris maa man have det! (Slaaer sig paa Lommen.)
Eller det! (Peger paa Panden.) Her mangler det ikke!
For Huusholdningens Skyld.
Og for Moralens Skyld! jeg har altid holdt meget paa Moralen. De har maaskee allerede en lille Præstedatter i Perspectiv, eller en meget rig Møllerdatter. Ja de ere ikke at ringeagte, naar der er
Men naar jeg faaer det gode Præstekald paa syv og tyve Køer, som Hr. Kammerherren under mig, saa behøver min Kone ingen Medgift; og hun kan dog være vanskelig nok at finde.
Tag mig, jeg er ledig!
Eh bien!
Nei, nei! vi To ville aldrig –! min Brud maa jeg søge blandt de ufødte, – i den anden Verden!
Min Cousine siger Dem et Galanteri! hun tilkaster Dem sin Sløife! og De hefter den ikke paa med et ridderligt bonmot. De er bleven ganske rød i Ansigtet! Skamfuldhed
Naar vi mødes imorgen hjemme hos os, beder De mig om Forladelse.
O Comtesse, De er –!
Hvad er jeg?
De tillader Dem at blive mere fortrolig, end det sømmer sig.
Havens Alfer har jeg sat i Gruppe, tør jeg overrække –?
Nydeligt! ordnet med uendelig megen Smag. De lange Græsstraa flagre som Baand. Hvor graciøst!
Charmant!
Ottende Scene
JENSEN og FREDERIKHun er en fortræffelig Pige! men jeg troer rigtignok, Frederik, at Du slet ikke forstaaer Dig paa hende.
Hun er dog ikke saa ganske vanskelig at forstaae. Hun er som et Vand Alt speiler sig i, det Fortræffelige og det Taabelige, Hovmods-Djævelen og den sande
Jeg vil ikke have hende anderledes. Hun har et godt Humeur, en sund Forstand. Hun finder Morskab i at drille Dig. Hvad skal den idelige Disputeren om Adel og Borgerlig; Du gjør ikke Verden bedre ved din Tale.
Men maaskee hende. Hun holder jo formeligt Missions-Prædiken i Salon-Ørkenen, hun er
Men hvad kommer det Dig ved! En Spøg!
Hun gjør sig latterlig! Jeg vidste alt Dette forud, da vi første Gang mødtes i Kjøbenhavn. Jeg var hende ikke gunstig stemt, men hun havde en Maade at tale paa, – hun ærgrede mig og hun – vakte Sympathi, – hun er en Hex! (Pludselig med forandret blød Stemme) Fader, jeg er ikke sand mod Dig, ikke sand mod mig selv –! men først i Dag, først for nogle Minuter siden er det blevet mig klart –! jeg har ikke den Styrke, jeg troede! jeg er ved at gjøre mig latterlig –!
Frederik! Barn! hvad er det dog! Du har jo Taarer i Øinene.
Tal nu ikke til mig derom! ikke et Ord.
Det maa jeg! hvad er det dog! siig mig det tydeligt, for Guds Skyld, elsker Du den unge Comtesse?
Ja!
Det er Galskab! det er Taabelighed! hvad er det dog Du siger! for Guds Skyld, riv det ud af dit Sind, Du gjør Dig ulykkelig, og hende –! lad ikke et Ord komme over din Tunge. Er der virkelig en saadan Følelse hos Dig, saa undgaae at træffe sammen med hende! det skal Du, det maa Du!
Ikke træffe sammen med hende! hvor kan jeg undgaae det, her i Huset.
Saa forlad dette Huus! undgaae hende fra dette Øieblik! endnu i Dag!
Du ryster!
Tys! – Ikke et Øiebliks Ro! hun kommer tilbage.
Elisabeth!
Nei, Generalinden.
Det er mig umuligt nu at høre paa hendes Tale.
Ja jeg er ligesaalidt i Stemning dertil.
Niende Scene
GENERALINDEN. DE FORRIGEJeg kommer til Uleilighed, bringer Forstyrrelse! De see Begge saa ivrige ud. De forskrækker mig. Digteren er her! han er ganske sindig og omgængelig.
Det er en stor Beroligelse! (Bukker og gaaer.)
Hvad var det for et Ansigt han sagde det med? Hvad er her skeet? De kan virkelig ikke skjule Dem, Hr. Pastor! De er selv i Confusion! og jeg hørte jo ogsaa, idet jeg kom, hvor usædvanligt høit De talte, det var som De skjændte, men De kyssede ham, det saae jeg langt borte; jeg har et udmærket Syn. De maa sige mig hvad her er foregaaet.
De er brav og hjertensgod, Fru Generalinde! jeg kan tilvisse have Fortrolighed til Dem, men her er i Sandhed Intet jeg kan sige Dem. Tro det Bedste om min Frederik, selv om han skulde forekomme Dem lidt besynderlig. Træng ikke ind paa ham, jeg beder Dem, træng ikke ind paa ham med Spørgsmaal, selv om han taler om at forlade dette Huus; jeg skal ved en anden Leilighed, – men ikke i dette Øieblik –!
Forlade mit Huus! Men endnu i Dag kaldte De det et stort Gode for ham at være her.
Man kan tidt stilles saaledes, at man opgiver et stort Gode for ikke at miste sin Fred med sig selv.
Tiende Scene
Sin Fred med sig selv! men hvem vil tage den? – forlade mit Huus! – det maa jo været Noget der angaaer mig! ganske forunderlig saae han paa mig idet han gik! hele hans tidligere Adfærd, – han indlod sig jo aldrig i en rigtig Samtale med mig; altid var han ordknap. – Gud forbarme sig! det stakkels Menneske! det er ganske tydeligt! – men jeg er jo meget ældre end han! nu forstaaer jeg hans fortvivlede Ansigter, naar jeg talte længe med ham. Stakkels Candidat! det er en Umulighed! næsten en Umulighed! salig General, hvad vilde Du dømme i din Grav!
Ellevte Scene
ELISABETH. GENERALINDENSee, hvad jeg har fundet! en Fuglerede.
Henne under Rødtjørnen?
Ja, just der. De nydeligste smaa Æg.
Hvor falder det Dem ind at tage den? Det er slet ingen Opdagelse! Alle veed vi, at den var der.
Jeg blev saa glad!
Ja, men det kan De troe, det bliver Moderen ikke. Rør ikke ved Æggene! aand ikke paa dem! saa kan De ligesaa godt slaae ihjel de smaa Skabninger, der ikke ere komne frem! (Tager Reden fra hende.) Man kan ikke lege med Alting! ja undskyld, lille Comtesse, at jeg taler som jeg taler, men De ødelægger en heel Familie! lad os see med Lempe at faae Reden sat paa sit Sted igjen. Det er syndigt, det er grusomt!
Jeg tænkte ikke derover.
Men man skal tænke! jeg tænker, saa mit Hoved er ved at gaae itu. Lad os ikke gjøre Andre Sorg, man kan have nok af den selv.
Jeg har ikke rørt ved Æggene; Moderen vil ikke kunne mærke det.
De kan troe, en Moder mærker meer, end man mærker i den unge Alder, i Deres Alder, uagtet jeg har ogsaa gaaet som en blind Høne. Jeg mærkede heller Ingenting! – Lad os saa sætte Fuglereden.
Har Andre end jeg gjort Dem imod?
De have ikke gjort mig imod, de Andre.
Staaer det i Forbindelse med min Fuglerede?
Der er ikke Tale om den! den er Eet, og her er en anden Rede indeni os, til Venstre! Dem vil jeg betroe det til. Huuslæreren, – vi ere jo Fruentimmer begge To –, Huuslæreren har en ulykkelig Kjærlighed.
Det er meget muligt.
Det er vist! Han vil bort. Maaskee er det meget rigtigt!
Stakkels Menneske! ja, vi kunne ikke hjelpe ham. Det var ganske ubetænksomt med den lille Fuglerede.
Ubetænksomt! jeg har ikke givet ham Anledning. Hvad kan jeg gjøre for at han elsker mig.
Mig! jeg kan godt forstaae, – der er Forskjel i vor Alder, – Siig ikke et Ord!
Ikke et Ord!
Tolvte Scene
GREVEN. DE FORRIGEDet er en
Allerede! nu? nei! – og Æggene! ja
Trettende Scene
GREVEN. ELISABETHHemmeligheder?
Ja af dem, der, som en Borre, hænge ved Klæderne paa Enhver, som gaaer forbi. Det er latterligt, men slet ikke utroligt! nu forstaaer jeg, hvorfor han saa varmt fremhævede hendes gode Egenskaber.
Hvem gjorde det?
Candidaten! og hun betroede mig strax hans Hjertes Hemmelighed.
Hvad veed Du om den? Hvad veed Generalinden?
Alt hvad der er at vide! og hun betroer den nok til Alle hvem hun træffer paa!
Du har Ret i at være vred! vi maae forhindre den Sladdren. Dig fortæller hun det! og i hvilken Skikkelse? Jeg, som havde fortiet Dig det, en Sag af den Natur.
Hvorfor skulde jeg ikke kunde taale at vide det; Partiet er fra hans Side jo meget fornuftigt: Gaard, Eiendomme –! men det havde jeg ikke troet om ham, og kunde jeg have tænkt det, da vilde jeg have opgivet al min Interesse for ham; den maa have forekommet Dig forunderlig; og nu vil jeg ogsaa sige Dig Alt, hvorfor jeg har viist ham saa megen Deeltagelse!
Har Du det!
Jeg vil da sige Dig, Fader, at i et Par Aar har jeg været indviet i en Hemmelighed, – jeg veed, at han er af vor Slægt, at der er skeet ham Uret –!
Hvad er nu Det!
Da Moder døde, gav Du mig hendes nydelige Skrivebord med alle Bøgerne i de to Hylder; det stod i flere Aar i min Stue; jeg gjemte nogle Smaasager i Skufferne. Ved en Dag at tage en af disse ud, finder jeg bagved et hemmeligt Gjemme, og deri min Moders Haandskrift.
Hvad er det Du fortæller mig!
Det var Blade af en Dagbog. Jeg greb dem, som var det en Hilsen fra en anden Verden, som skulde jeg endnu høre et Ord fra hende! – og jeg læste en Hemmelighed, Du havde betroet hende –, den angik min Onkel, en Ungdoms Letsindighed –! Fader, vi kunne ikke tale derom, men det Menneske, det angik, vilde jeg kjende, – ellers havde han vist aldrig vakt min Opmærksomhed! han var min nære Slægt – –
Du har altsaa vidst om denne Hemmelighed, længe førend Generalinden talte til Dig om den.
Hun har aldrig talt til mig om den! Hun veed den ikke.
Men hvad er det da hun har sagt Dig?
Slutningen paa Historien: hans Kjærlighed – –!
Den har hun sagt Dig! hvor veed hun om den! det er da ogsaa en forunderlig Snakkelyst at sige Dig Sligt! hun maa jo dog forstaae at det gjør Dig ondt; men det Hele er nu en Følge af den Deeltagelse, Du har viist ham; din Maade at være paa har vakt denne Kjærlighed –!
Til Generalinden!
Nei til Dig, Barn! Dig elsker han jo!
Mig! mig! (Synker hen i Tanker.)
Historien er da ikke saa forfærdelig som den tog sig ud for vor hæderlige Pastor Jensen! han styrtede imod mig henne i Havegangen, og uden Indledning, uden Omsvøb gav han sit Hjerte Luft, fortalte mig Candidatens ulykkelige Lidenskab. Stakkels Mand. – Jeg stod i et deiligt Lys for ham, men snart kom det til en Forklaring. I ere da kun Broderbørn, Forbindelsen er tilladelig, naar jeg tillader den og Du tillader det.
Han elsker mig!
Ja, det gjør han! men Du vil da ikke være Præstekone? træde ud af »Selskabet«, leve kun med de andre Præstemadamer og Gartnerens Kone.
Det var altid en Afvexling! –
Hvor kan Du nu spøge!
Vil Du da jeg skal græde?
Elisabeth! han er for brav en ung Mand til at stilles latterlig, hans Følelse for Dig er for reen og god til at Du tør more Dig over den. Men skulde han virkelig have Dristighed til at byde Dig en Præstegaard, Studenten, Huuslæreren paa Nabogaarden –!
Onkel vilde sige: en
Du er ikke til at tale med! – »Nære Slægtskab« sagde Du, lad os begrave de Ord, lad os ikke kaste Skygge over hans hæderlige borgerlige Navn! er Du vred paa den forelskede
Jeg vil ikke tale med ham!
Han standser, vender om igjen! Nei, der er han! Dig søger han, ikke mig. – Straf ham.
Fjortende Scene
ELISABETH, lidt efter FREDERIKModer! Moder! gid Du var hos mig! Du vilde fortælle mig dit Hjertes Historie. – Jeg kan ikke udstaae Sentimentalitet!
Min Fader var her for et Øieblik siden, ham søger jeg.
Mig kan jeg nok vide De ikke søger,
Jeg har ikke den Ære at komme.
Hvorfor ikke?
Jeg kan ikke.
Og Aarsagen? Tør jeg ikke vide den?
Den kan ingen Interesse have for Dem.
Det skal De ikke sige. Og om jeg nu veed den.
De veed den?
Frue og Forvalter, Hyrde og Hyrdinde, for ikke at sige Røgter og Malkepige, have det et Par Dage at tale om; mig generer det ikke, Dem kan det endnu mindre!
Og hvilket?
At man forlover os! Det er en Vittighed, en Spøg. De har dog hørt den? Skulle vi To lee derad?
Lee! ja, det er jo latterligt.
De leer daarligt. Min Gud, hvad er det! De bliver bleg.
Intet! Intet feiler jeg! man skulde jo da næsten troe at jeg var forelsket i Dem, min naadige Frøken! lad os afbryde denne Spøg! jeg søger min Fader.
De maa ikke gaae. Vi elske ikke hinanden, vi blive ikke forlovede, men Venner kunne vi dog blive! og De maa besøge os, imorgen komme til os, – om ikke for Andet, saa alene for at vise, at der ikke er Sandhed i hvad der siges.
Hvem har kunnet sige?
Deres egen Fader til min.
Min Fader har sagt det!
Kilderne synes meget
Jeg har ikke dramatisk Talent, forstaaer ikke at spille Komedie, og jeg vil ikke.
De udtrykker Dem meget tydeligt og jeg forstaaer Dem tilfulde.
De forstaaer mig ikke, vil aldrig forstaae mig, selv om jeg aabent og ærligt lukkede mit hele Hjerte op for Dem. De har tilvisse fortræffelige Egenskaber, De har en Trolddom, jeg selv ikke kan forklare mig, men De har tillige et Sind, der kun kjender at lege med det Bedste, det Helligste. Jeg tør næsten troe at det vilde more Dem, om En, ringere stillet, end De er det, skjød sig en Kugle for Panden i ulykkelig Forelskelse. De vilde kunne lege med hans Følelse, idet De ikke veed, hvad en saadan i hele sin Fylde betyder.
Der kommer for megen Alvor i Deres Spøg.
Spøg og atter Spøg! men om det nu ikke var Spøg, om der var Sandhed deri, om jeg sagde Dem, De er mig saa uendelig kjær og det fylder mig med Lyksalighed og Smerte! Jeg var engang stolt, rummede kun mig selv, men nu er De min hele Tanke! – Ja, nu er det sagt! – Fortæl kun Deres Veninder dette, mor Dem over denne lille Begivenhed! – min Gud, De faaer Taarer i Øinene!
Jeg!
Har jeg maaskee mere dramatisk Talent, end jeg troede. Kan jeg virkelig spille Komedie?
Komedie!
Det er jo Deres Forlangende!
Er De vred paa mig?
Vred! fordi De morer Dem. Nei! men fra idag mødes vi ikke oftere; Morskaben er forbi, dette er den sidste Scene.
Nei, nei! De er ærlig, aaben og god! (Rækker Haanden hen mod ham.) Hvad vil De mere?
Sige Dem for sidste Gang, Farvel!
De siger det saa alvorligt! De siger det saa bestemt! Vi blive Venner! jeg vil det! jeg vil det! – Dersom der er nogen Sandhed i hvad De har sagt mig! O min Gud! (holder Hænderne for Øinene.)
Femtende Scene
GREVEN (træder frem). DE FORRIGEElisabeth! Vognen venter os. (Griber Datterens Haand.) Lev vel, Hr. Candidat!
Fader, jeg synes, at Du sagde at jeg skulde straffe ham? Blev det ikke en Straf om jeg rakte ham Haanden? (Rækker ham den.)
Elisabeth! ja, det er Deres Alvor! Deres Øine sige mig det!
Men jeg har da ogsaa Noget at sige.
Jeg veed hvad Du vil sige! Du er saa mageløs god og klog –! »den liberaleste af vore Grever«, har
Barn, Du bruser frem!
Min Gud, der kommer Onkel og Alle de Andre! De maae Intet vide!
Vi lade Tæppet rulle ned –!
Og naar det ruller op igjen?
Saa maa der være en Præstegaard paa Scenen.
Med to lykkelige Mennesker, der velsigne Dem!
Børn! kjære Børn! – Vor Lykke er endnu ikke for de Andre!
Tak! tak!
Sextende Scene
KAMMERHERREN, GENERALINDEN, KLUHD og VASLE.Vi samles Alle imorgen paa min gamle Gaard.
Vi sees!
Jeg glæder mig, som om det var min Geburtsdag! om Forladelse, jeg skulde have sagt
Jeg glæder mig til Riddersalen, hvor engang Spinderokken snurrede foran den blussende Kamin, hvor paa Flisegulvet Dandsen gik med Ridderstøvler og røde Hæle, hvor endnu fra Væggen Riddersmænd og Fruer see ned til os. Der skal ogsaa De, min Frøken, engang til en Fremtids-Slægt see ned med ham, De udkaarer.
Min Mand er ikke født!
Han er ikke født! saa bliver De meget ældre end han. Han maa skynde sig med at fødes! (Leer.)
Og vi maae skynde os med at komme afsted.
Hr. Candidat!
Naadige Comtesse!
Tæppet falder.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Han er ikke født. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 13: Skuespil IV 1850-1876. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.