H.C. Andersen

Han er ikke født

Originalt Lystspil i to Acter

1864 Opført første gang 27. april 1864
  • GREVEN
  • ELISABETH, hans Datter
  • KAMMERHERREN
  • GENERALINDEN
  • Pastor JENSEN
  • FREDERIK, hans Søn, Huuslærer hos Generalinden
  • KLUHD, Digter
  • ANDERSKOU, Billedhugger

Scenen er i Jylland paa to Nabogaarde.

Første Act

Første Scene

Et Værelse paa Grevens Slot
GREVEN. ELISABETH
ELISABETH

Det var altsaa Onkel, der kom med Extrapost! Familien voxer da med Een til her paa Gaarden. Han kommer lige fra Paris?

GREVEN

Han siger, at han fra Hamborg har skrevet at han kom; jeg har intet Brev faaet; det behøvedes da heller ikke. Hele fjorten Aar have vi ikke seet hinanden.

ELISABETH

Jeg var kun fire Aar gammel, men jeg husker Onkel saa tydeligt. Han skinnede med hvidt Linned, Kalvekryds og bred Sløife, det var en heel Blegdam! »La petite comtesse« kaldte han mig, og saa bøiede han sig saa ridderligt; jeg naaede ham kun til Knæet. Han kom saa meget Sukker i al sin Mad og i sin Rhinskviin. Mig lod han smage den. Jeg holdt meget af Onkel.

GREVEN

Og det vil Du ogsaa endnu. Der er ti Aars Forskjel mellem hans og min Alder! vi ere lidt forskjellige.

ELISABETH

Meget forskjellige! (Med et Smiil.) Jeg troer at han er morsom! det er slet ingen Uartighed mod Dig! snarere, – min egen søde Fader, jeg troer at jeg nogenlunde kjender Onkel af hans Breve til Dig. Han er vist en rigtig god Broder, men jeg har en Forestilling om, at han ikke skriver Dansk.

GREVEN

Han lever altid i Frankrig, det franske Sprog bliver Udtrykket for hans Tanker og Tale, og saa skriver han i dette Sprog.

ELISABETH

Men bogstaverer græsseligt! dog derfor kan han være mageløs elskværdig; jeg troer det, jeg vil troe det!

GREVEN

Nu kommer han.

ELISABETH

Og jeg løber.

GREVEN

Fra den Onkel, som Du ikke har seet i ti Aar. Omfavn ham dog!

ELISABETH

Det vil jeg; men i en bedre Kjole, ikke i denne!

(Løber ud.)
GREVEN

Elisabeth! Du skal blive her! – Hun gjør det ikke.

Anden Scene

KAMMERHERREN. GREVEN
GREVEN

Broder! kjære Broder! Naa, det var smukt at Du kom!

KAMMERHERREN

Mon frère! Charles! Du seer udmærket godt ud! Du holder Dig superb! ikke et graat Haar! farver Du det? Skjægget er blevet graat!

GREVEN

Det er saa rigtigt broderligt, at Du lige fra Hamborg er tagen her op i Jylland til mig og ikke først er reist til Kjøbenhavn.

KAMMERHERREN

Jeg vil jo i et Par Maaneder ligge paa Landet, rigtig paa Landet! at være i Kjøbenhavn er ogsaa at ligge paa Landet, naar man ellers lever i Paris, men bedre er bedre.

GREVEN

Her skal Du imidlertid kunde hvile Dig ud ovenpaa det trættende, enerverende Pariserliv. Hvor Du kan holde det ud!

KAMMERHERREN

Hvor Du kan holde Dette ud! chacun son goût! der er megen Tanke i Naturen med at stille os Skabninger der, hvor vi maae stilles for at kunne trives. Du har det iøvrigt charmant! en deilig Eiendom og den er, saa at sige, falden lige ned fra Himlen til Dig.

GREVEN

Mindst havde jeg tænkt at i Familien, den Sidegreen, der havde saa megen Ungdom, skulde saa snart døe ud og derved dette Gods tilfalde mig. Ifjor, veed Du, jeg arvede det; iaar er det første Gang at jeg er her; jeg flyttede med min Datter herover for en Maaned siden.

KAMMERHERREN

Alt i bedste Stand! gode Jorder, prægtig Skov, le ciel etait plus pâle qu’en France! men her ere nydelige Malkepiger! jeg saae hele Driften da jeg kom kjørende.

GREVEN

Du har slet ikke forandret Dig! Du taler, som om Du endnu kun var nogle og tyve Aar.

KAMMERHERREN

Det er man altid i Paris.

GREVEN

I din Alder, endnu saa letsindig!

KAMMERHERREN

Tal ikke Moral, saa faaer jeg ondt. Du er dydig, jeg er det ikke! enfin, vi kjende hinanden. Du sætter vel une espèce d’honneur i Moralen. –

GREVEN

Og Du, jeg havde nær sagt, i Skandalen.

KAMMERHERREN

Jeg gad vide, hvem af os To, der har den største Fornøielse.

GREVEN

Og Verdens Dom?

KAMMERHERREN

Jeg blæser ad Verdens Dom! I Kjøbenhavn naaer den til Fyen og Jylland, i Paris naaer den til le garçon et la concierge, og dem bryder man sig Fanden om!

GREVEN

Det er en underlig Samtale, for os To, at begynde med. Du kjender mig saare lidt!

KAMMERHERREN

Je te reconnais bien! – det vilde blive uhyre morsomt om den gamle Historie kom frem, – Du veed nok! det er Skade at Du ikke staaer i Kirkebogen.

GREVEN

Det var en daarlig Spøg, og Du, Broder, burde mindst huske mig derpaa.

KAMMERHERREN

Du var saa bange for Verdens Dom, og det gav mig Ideen.

GREVEN

Ideen! skam Dig! Men vi ville ikke tale derom; der var en Tid, det piinte mig; jeg led derunder og jeg sagde min salig Kone det Hele.

KAMMERHERREN

Du sagde det til din Kone. Og hun troede Dig?

GREVEN

Naturligviis, hun troede mig!

KAMMERHERREN

Det havde jeg ikke gjort, mon frère! man skal Ingen troe, ikke engang sig selv.

GREVEN

Sandheden laae da klar nok! jeg var, det kunde Enhver skaffe sig Forvisning om, to Aar i Udlandet, da Du viste den Geniestreg at give Dig mit Navn, hos en stakkels Pige, som Du bedrog! – – Men lad os ikke tale derom! hun er forlængst død; Aaringer ere gaaede! Jeg vil ikke erindre Dig herom. – Vi ere sammen for at glæde os med hinanden. Indret Dig efter din Beqvemmelighed. Jo mere hjemme Du her kan føle Dig, des kjærere er det mig; Du veed, at Du hos mig er, som i dit eget Huus.

KAMMERHERREN

Og Middagstiden?

GREVEN

Klokken Fire! er det Dig for tidligt? Idag er Du aldeles den Raadende og Styrende, jeg og Elisabeth maae være saa uhøflige at forlade Dig; vi kunne ikke Andet! vi ere indbudte paa Nabogodset og have lovet at komme; bleve vi borte, det vilde blive bemærket og forklaret anderledes, end jeg ønsker det.

KAMMERHERREN

Verdens Dom! Jeg gjør slet ikke Bemærkning!

GREVEN

Det er en god, skikkelig borgerlig Madame, som har indbudt os; hun vil tage det som en Fornærmelse, om vi ikke kom. Havde Indbydelsen været til imorgen, saa var Du vel tagen med, nu er Du træt og kan ikke have Fornøielse af det.

KAMMERHERREN

Det skal Du ikke sige! jeg kjeder mig altid naar jeg er alene. Jeg tager med! Er Damerne smukke derovre?

GREVEN

Generalinden er ikke ganske ung; hun er en meget brav, noget original Kone. Hun er Enke og har to unge Sønner.

KAMMERHERREN

Hun er Generalinde, siger Du.

GREVEN

Manden var Generalkrigscommissair, – det er en lang Titel at sige; General er kortere og behageligere at høre.

KAMMERHERREN

Du er ondskabsfuld! det er Broder-Blod! spiser man godt derovre? – Jeg er med.

GREVEN

Du vil være særdeles velkommen.

KAMMERHERREN

Hun er født?

GREVEN

Jeg troer, hun er Datter af en Brygger.

KAMMERHERREN

Og det brygger i hende, nu hun er kommen i Høihed, kommen op i anden Luft! er hun kjøn?

GREVEN

Du kunde godt være tjent med hende.

KAMMERHERREN

Bryggerdatteren!

GREVEN

Men hun sidder ikke i Bryggerset; hun sidder i Storstuen og sidder godt. Har Du Lyst, saa kom med! kjede Dig der, vil Du ikke; er Du kun ikke altfor træt. Du finder derovre en Mængde Gjester. Hun var her for nylig med hele to Vogne fulde; alle Konstnere. Jeg underholdt mig meest med Huuslæreren, en særdeles dannet ung Mand.

KAMMERHERREN

Hvem er den Person?

GREVEN

En Søn af Præsten her paa mit Gods.

KAMMERHERREN

Den Præst hedder?

GREVEN

Jensen.

KAMMERHERREN

Der ere Mange af det Navn; hele Armeen, alle Soldater kaldes Jenser, det er ganske spøgefuldt. Tidligere har jeg ogsaa kjendt en Pastor Jensen, det vil sige, i Brevskrivning har jeg kjendt ham. Han hed, ganske vist, Philemon Jensen, jeg erindrer Navnet saa godt, for jeg husker ved det altid paa Philemon og Baucis. Altsaa en Søn af Pastor Jensen.

GREVEN

Eller Pleiesøn, troer jeg. Philemon Jensen var tidligere Præst i Søllerød-Egnen.

KAMMERHERREN

Søllerød-Egnen. Philemon Jensen? – Det er morsomt! Huuslæreren er en Pleiesøn af den Philemon Jensen! det maa man komme efter! jeg tager med til Generalinden! Hvorledes seer han ud?

GREVEN

Præsten?

KAMMERHERREN

Huuslæreren! han seer bestemt godt ud. Naar tage vi afsted?

GREVEN

Senest om en halv Time.

KAMMERHERREN

Saa er her jo ikke et Minut at spilde! – Hvad siger nu Fader-Hjertet? Mit siger Ingenting. Saa Drengebarnet er derovre.

GREVEN

Jeg forstaaer Dig ikke.

KAMMERHERREN

Du forstaaer mig ikke? Huuslæreren er jo Drengebarnet!

GREVEN

Hvad siger Du!

KAMMERHERREN

Ganske vist! mig generer det slet ikke.

GREVEN

Forklar mig det dog!

KAMMERHERREN

Først Toilet! au revoir! (Vil gaae.)

GREVEN

Min Gud, ham er det.

Tredie Scene

ELISABETH. DE FORRIGE
ELISABETH

Onkel! ogsaa jeg maa omfavne Dem!

KAMMERHERREN

Cousine! nydelig! quelle grace! complet voxen Dame!

ELISABETH

Og Onkel, saa ung! De er jo ikke bleven et eneste Aar ældre siden jeg var en lille En!

KAMMERHERREN

Du yndige, lille Skabning, hvor Du kan tale! – Nu bliver jeg her i sex Uger! – Jeg gjør Toilet, saa kjøre vi! Elisabeth, Du har stor Forstand. Vi To ville have meget at tale sammen.

(Skynder sig bort.)

Fjerde Scene

GREVEN og ELISABETH
ELISABETH

Han kommer til at more mig! det er saa deiligt at Originalerne ikke døe ud.

GREVEN

Taler Du saaledes om din Onkel.

ELISABETH

Det er jo hans største Fortjenester jeg fremhæver.

TJENEREN (træder ind).

Vognen er her.

GREVEN

Vi vente paa min Broder.

ELISABETH

Jeg holder ikke af at vente.

GREVEN

Men det maa Du, idetmindste ti Minuter.

ELISABETH

Dem bliver han ikke færdig i.

GREVEN

Saa vente vi endnu ti Minutter.

ELISABETH

Jeg sætter mig i Vognen.

GREVEN

Du vil kjede Dig.

ELISABETH

Derfor maa Onkel skynde sig og Du med, man tør aldrig lade en Dame vente paa sig.

(Løber ud. Greven følger efter.)

Femte Scene

En stor gammel Riddersal paa Generalindens Gaard. Rococo Meubler. Portraiter af den tidligere Eiers ridderlige Slægt hænge paa Væggen. Døren til en af Sidestuerne staaer halv aaben. GENERALINDEN og VASLE
VASLE

Generalinde, De maa virkelig see det før de Andre! jeg troer at jeg har Ære af mit Arrangement. Deres Naade vil vistnok være tilfreds.

GENERALINDEN

Kald mig ikke Deres Naade! strengt taget tilkommer det mig ikke. Og i Grevens Nærværelse maa det ikke siges til mig. Han er en høist ridderlig Mand, men holder paa Titulaturens Ægthed; han kjender den som en Brøk. De har pyntet Bordet smagfuldt, veed jeg! mit meget Sølvtøi tager sig straalende ud.

VASLE

Jeg har lagt en Krands af Grønt og Blomster, den kan ikke males bedre, tør jeg sige! og paa hver Couvert en Bouquet.

GENERALINDEN

Dem gjør de yndige!

VASLE

I den unge Comtesses Bouquet ønskede jeg gjemt et lille Vers; jeg bad vor gode Ven, Digteren, derom, men troer De at jeg kunde ryste et eneste af hans egne Vers af ham, og de sidde dog ellers altid løse nok hos ham. Han var i sit »Livslede«, sagde han.

GENERALINDEN

Da digter han de deiligste Ting, siger han, men de komme aldrig paa Papiret, intet Menneske har seet dem.

VASLE

Jeg lod ham nu ikke slippe, og saa gav han mig da endelig, i Afskrift, et engelsk Vers; det vilde passe til den unge Comtesse, sagde han. Jeg kan nu ikke Engelsk! Det handler om hendes beauty, sagde han.

GENERALINDEN

Beauty er jo et Hundenavn! det kunne vi aldrig lægge i Bouquetten til Comtessen.

VASLE

Gud bevar’ os!

GENERALINDEN

Vidste jeg bare hvad der stod om den Hund! for det er i Grunden ganske fiint at dække op med Vers i fremmedt Sprog, Ens eget er saa almindeligt.

VASLE (aabner endnu meer Døren).

Eet eneste Blik, Generalinde!

GENERALINDEN (med Udraab).

Mit Sølvtøi! nei, hvor det straaler!

VASLE

Og Krandsen, Krandsen!

Sjette Scene

DE FORRIGE. FREDERIK og ANDERSKOU (begge i Morgenfrakke).
GENERALINDEN

Hr. Candidat, De kan jo Engelsk! Det er godt at De kom! Men De er jo ikke klædt paa! og heller ikke De, vor store Thorvald den Anden! nu komme paa Minuten Greven og Comtessen, vi maae Alle tage imod dem.

FREDERIK

I et Øieblik ere vi klædte om. Vi forsinkede os i Skoven, ved den Samtale vi kom i. Undskyld!

GENERALINDEN

De maa oversætte for os et engelsk Vers, der skal ligge i Bouquetten paa Comtessens Couvert.

VASLE

Her er den!

GENERALINDEN

Beauty! Beauty! ikke sandt.

FREDERIK (som har læst Verset).

Ja, det er jo meget galant; men, om Forladelse, jeg synes det er smagløst; det gjør den unge Dame forlegen.

GENERALINDEN

Det kan De have Ret i! der skulde hellere være talt om den unge Dame selv.

VASLE

Jeg faaer en Idee! vi tage Verset bort, vi tage Bouquetten bort og lægge istedet en eneste halv udsprungen Rose, og saa skrives paa et Papir ved den: »Jeg hilser min Søster!«

FREDERIK

Det vilde være latterligt.

VASLE

Latterligt!

GENERALINDEN (til Frederik).

De har det slet ikke med Poesi! (Digteren Kluhd træder i det Samme ind.) Der har vi den i hele sin Størrelse!

Syvende Scene

KLUHD, DE FORRIGE
GENERALINDEN

De er klædt paa! og Blomst i Knaphullet.

FREDERIK

Saaledes gik altid Jean Paul.

KLUHD (river Blomsten af).

Jeg laaner aldrig Ideer.

GENERALINDEN

Efter Bordet tænker jeg at vor elskværdige Componist phantaserer for os! han spiller nok sin deilige Composition om Cigaren.

KLUHD

La cigale. Ja den er malende. Men han er lidende, legemlig lidende, han har for Øieblikket Tandpine.

GENERALINDEN

Tandpine! ja den kjender jeg! stakkels Menneske! men saa maa De læse for os, et af deres deilige Digte.

KLUHD

Læse? Jeg læse! ja for Dem, Frue, og for en lille Kreds af Venner kan jeg læse! jeg tør sige det, jeg kan læse dramatisk! men for Massen, for Fremmede, – jeg har ikke Kræfter, jeg er nerveus.

GENERALINDEN

Men Greven og Comtessen høre ikke til Massen, og ere ikke Fremmede i mit Huus. Det er allerede anden Gang, de ere her.

KLUHD

Jeg har i dette Øieblik endt mit apokalyptiske Digt! det havde jeg aldrig troet! Disse Tankeslyngninger, Phantasiens Convolvuli –!

GENERALINDEN

Ja, de overvælder Dem vel!

KLUHD

De filtre sig! tidt kan jeg i den Grad overvældes, at jeg ikke veed ud eller ind; tidt kommer Tanken bærende alene en Overskrift: Malvina, det er Titelen. Det skal blive et Fremtids Drama, som endnu Ingen har skrevet det! alle Konstens Regler fulgte og dog alle brudte. Det skal være det kommende Drama! og der strømmer en Glæde gjennem mig; jeg seer fremad, hvor Dramaet er bragt paa Papiret, hvor jeg læser det høit, seer Taarer, hører Beundring, Jubel! og jeg er opløftet, taknemmelig blød –; det er et af mine skjønneste Øieblikke.

GENERALINDEN

Og saa skriver De Digtet.

KLUHD

Nei! det er det Mærkelige: jeg har aldeles ikke Tanke eller Plan, jeg synker mat sammen og har af den hele Digtning kun Navnet Malvina.

FREDERIK (ironisk).

De er dog et meget lykkeligt Menneske!

KLUHD

Generalinde, han kalder mig et lykkeligt Menneske. Og dog –, jeg er lykkelig i Momentet. Denne Gang har jeg fuldendt min Digtning, multipliceret Subjectiviteten med Objectiviteten; Kjød og Muskel i dette Digt smelte sammen. Jeg troer ikke at Mange ville forstaae dette Værk.

FREDERIK

De forstaaer det da selv?

KLUHD

Nei!

FREDERIK

Hvem skal da forstaae det?

KLUHD

Efterverdenen.

GENERALINDEN

Kan De svare paa det? Hr. Candidat!

FREDERIK

Der bliver i denne Verden sagt Ting, intet Menneske kan svare paa, saaledes slaaer det. Men vi skulle skynde os med vor Paaklædning. I Øieblikket!

(Han og Billedhuggeren gaae.)

Ottende Scene

DE FORRIGE, uden FREDERIK og ANDERSKOU
KLUHD

Han er bundprosaisk, den Candidat.

GENERALINDEN

Han udtrykker sig saa hverdags om enhver Ting. Dem forstaaer han slet ikke! han naaer ikke op til Dem, og dog læser han Søren Kierkegaard.

KLUHD

Ja læse og læse –!

GENERALINDEN

Det siger jeg ogsaa! men bedste Examen har han med Indkaldelse, og begge mine Drenge holde af ham som Lærer; han gjør dem til dygtige Mennesker i vor Tid.

KLUHD

I vor Tid! den er den jammerligste Tid, den meest poesiløse Tid! nei Borgfængslernes Tid, Rædslernes skjønne Dage, da var der Troubadourskab i Tiden, nu er der kun Snak, Politik, »Dagblad« og »Fædreland«, og jeg bryder mig aldeles ikke om Blade. Alt er Oplysning, Klarhed, et uendeligt kjedeligt Regnestykke! det Overnaturlige er lyst ihjel, Spøgelset træder kun op i Hamlet, ikke i Virkeligheden; kun paa de gamle Herregaarde pusler endnu saadan en klagende, stille Aand. Generalinde, her er dog Spøgeri paa Gaarden?

GENERALINDEN

Tal ikke om det, De forskrækker mig! her er en underlig Lyd om Natten; Huuslæreren siger, det er Rotter.

KLUHD

Fy! – Aandløs kalder jeg Den, som ikke troer paa Aander. Jeg troer paa dem. En Aand, en Geist, et Spøgelse, som de kalde det, er Skatten paa de gamle Herregaarde. Lad dem kun bygge nye, med gothiske Buer og takkede Gavle, lad dem lægge et Hjul paa Tagrygningen og faae Storken til at bygge Rede, men Spøgeri faae de ikke! En Geist, et Spøgelse; det sætter jeg høiere end en Storkerede!

GENERALINDEN

Det rumler! der have vi Grevens.

VASLE (seer ud af Vinduet).

Med Jæger!

GENERALINDEN

Og Topper! den Forret har den fødte Adel.

KLUHD

Jeg troer dog, at jeg skal læse for dem en Monolog af min apokalyptiske Komedie.

VASLE

Hvor det maa være lykkeligt at kunne kjøre med Topper, allegoriske Emblemer, Noget, der rager over det Andet, det høieste Punkt! Jeg gav gjerne hele mit Genie, om jeg har Genie –.

KLUHD

O, det veed De nok De har.

VASLE

Jeg gav gjerne dette Genie væk, for at kunne kjøre med Emblem og eie, hvad der hører med til Emblemet; det viser, hvor man er stillet i Verden og hvad man er. Jeg vil hellere levende kjøre med Topper, end død have et Monument paa Kongens Nytorv.

KLUHD

Jeg ønsker Monumentet og død!

Niende Scene

GREVEN, KAMMERHERREN, ELISABETH, DE FORRIGE
GENERALINDEN

Hr. Greve, Comtesse! nu er jeg glad, da jeg har Dem.

GREVEN

De vil tillade mig, at jeg bringer endnu en Gjest: min Broder.

GENERALINDEN

Det er en mageløs Fornøielse, De gjør mig! en heel Snees maa De gjerne bringe.

GREVEN

Min Broder er for en Time siden kommen lige fra Paris.

GENERALINDEN

Det er en lang Vei at kjøre.

ELISABETH

Hvor der ere mageløse Blomster ude paa Gangen, det er som et heelt Drivhuus. Det er en Pragt, en Duft!

GENERALINDEN

Det er min Gartner som staaer for det. Det er dyre Blomster, men Penge har man jo for at give dem ud.

KAMMERHERREN

Her er charmant indrettet! Det er mig en Ære, en Glæde at gjøre Bekjendtskab med min Hr. Broders charmante Naboerske. Det er mærkeligt, hvor De minder mig om Hertuginden af Poitiers, hvem jeg oftere har seet hos Fyrst Poski i Paris.

GENERALINDEN

De gjør mig ganske usigelig rød, for hun er vist deilig!

KAMMERHERREN

Madame!

»Votre oeil est timide et votre front est doux,

Mais, quoique par pudeur et par pitié pour nous Vous teniez secrète votre ame –«!

GENERALINDEN

Det er deiligt sagt!

KAMMERHERREN

»Les feuilles d’automne!«

GENERALINDEN

Ham har jeg ikke læst endnu.

KAMMERHERREN (pegende paa Maleren og Digteren).

Disse Herrer –?

GENERALINDEN

Maa jeg præsentere! – Hr. Kluhd, Digter! Han skriver kun sørgeligt, det holder jeg saa meget af! Hr. Vasle, Maler! Han er af de Malere, der blive Professor! han maler kun store Stykker, aldrig dem i smaa Rammer.

KAMMERHERREN

I Versailles, i Luxembourg har man kun store Stykker, alle Arbeider af Horace Vernet. Kan man ikke male stort, skal man ikke male.

ELISABETH

Hvilke deilige Ting her paa Bordet! Kaulbachs »Reineke Fuchs«, Goethes franske illustrerede Faust! De kjender den ogsaa?

GENERALINDEN

Det er Candidaten, mine Børns Huuslærer, der har faaet mig til at tage disse Billedbøger. Det er en deilig Indbinding. Lugt! det er Ruslæder.

GREVEN

Jensen hedder den unge Mand! Ikke sandt, han er en Søn af den værdige Pastor Philemon Jensen.

GENERALINDEN

Som er indbudt for i Dag. Han burde være kommen. Sønnen har bedste Charakteer til Examen; han kan blive Provst.

GREVEN

Minister!

KAMMERHERREN

Han er kjøn? Han har et intelligent Udseende?

GENERALINDEN

O ja! han er af disse indesluttede! han gjør sig slet ikke interessant, som ellers vilde klæde ham.

KLUHD

Han er meget kjedsommelig!

GREVEN

Deri er jeg ikke enig med Dem. Da jeg nylig havde den Ære at min naadige Frue besøgte mig og Hr. Huuslæreren fulgte med, talte jeg meget med ham, og det var just ved hans sunde, aandfulde Tale, han behagede mig.

GENERALINDEN

Han er mageløs klog, tidt kan det næsten trykke mig! han kan sidde saa stille, med Haaret strøget op, som ingen andre Mennesker har sit Haar, og hans Øine see da ud som om der var passeret en Ulykke; men man bryder sig jo ikke om det. Maaskee ulykkelig Kjærlighed!

KLUHD

Han elsker kun sig selv! og han overvurderer sig selv. Han bliver fornærmet, naar man siger ham at han har et udmærket Hoved. Det er Aands Hovmod! Han gjør saadanne Fordringer til et godt Hoved, at jeg er vis paa, at Ingen af os har et godt Hoved.

KAMMERHERREN

Den charmante unge Mand viser sig endnu ikke. Han er her dog til Middag.

GENERALINDEN

Han og Billedhuggeren gik en Tour; jeg har i Besøg en lille Thorvaldsen, der gjør min Buste til Udstillingen; han og Candidaten gik lidt for længe i Skoven, det har sinket med Paaklædningen.

GREVEN

Og Busten kommer til at ligne?

GENERALINDEN

Endnu er den saa sort! Det er ganske simpelt Leer han har begyndt med; det er vaadt og med Klude om.

KAMMERHERREN

C’est la manière de faire cette chose! jeg kjender det fra min Ven David, le celèbre sculpteur de Paris. Hans Trommeslager er et Mesterværk! nøgen Figur, som en Gladiator, Trommestikken holder han op mod Saaret, det er som en romersk Antik. Og hvor er Konstværket?

GENERALINDEN

Mit Hoved, som jeg kalder det! tæt herved i det røde Kabinet staaer det. Man maa jo rigtignok ikke røre det, men det er da mit eget, og vil De see mig blaagraa, saa kan man jo tage lempeligt paa det.

KAMMERHERREN

Jeg holder meget af at see et Konstværk i sin primitive Tilstand.

KLUHD

Kan jeg maaskee være til Hjelp ved Afsløringen?

VASLE

Og jeg? Med Forsigtighed.

(De følge Alle Generalinden; kun Elisabeth bliver tilbage.)

Tiende Scene

ELISABETH (idet hun blader i de henlagte Bøger).

Originalerne døe ikke ud, og Ingen af dem veed selv hvor høit de staae i Rangen. Maaskee at jeg selv –! Havde jeg det Blik, som Kaulbach har, til at see Dyret i Mennesket, da vidste jeg maaskee bedre hvor jeg selv er stillet. (Blader i Reineke Fuchs.) Det er genialt tænkt og udført.

Ellevte Scene

FREDERIK og ANDERSKOU træde ind.
FREDERIK

Naadige Frøken! ganske alene –

ELISABETH

Med Kaulbachs Reineke Fuchs! De Andre gik i Forveien for at see Fruens Buste, der er modelleret.

ANDERSKOU (forskrækket).

Den kan de ikke faae at see! De ødelægge den, de rive mig de vaade Klude af. Det maa jeg selv gjøre. (Skynder sig ind i Sideværelset.)

Tolvte Scene

FREDERIK og ELISABETH
ELISABETH

Det var Billedhuggeren? Han blev forskrækket.

FREDERIK

De fik ham til at tale mere i et Secund end han ellers taler i en heel Dag! men det er da ingen Feil. Han er et tænkende, dygtigt Menneske.

ELISABETH

»Tale er Sølv, tie er Guld,« siger man. Jeg har ikke meget af dette Guld, og jeg giver vistnok formeget ud af Sølvet.

FREDERIK

Naar det kun er ægte modtages det med Fornøielse.

ELISABETH

Ægte? Vil De sige mig en Compliment eller en Ubehagelighed? Jeg maa troe det Sidste! Allerede første Gang vi vare sammen, viste De en stor Lyst til at sige mig imod.

FREDERIK

Og De, min Frøken, syntes at have en Fornøielse i at give mig Anledning dertil. Anderledes kan jeg ikke forklare det.

ELISABETH

De har Ordet i Deres Magt, det veed De nok. De har dertil en drillende Rolighed i at fremsætte Deres Mening; men det interesserer mig; jeg er ikke vred paa Dem; jeg kan ikke udstaae den Ridderlighed, der strax bøier sig, fordi det er en Dame, der ikke er af hans Mening; det er at behandle hende som et Barn eller en Syg.

FREDERIK

Og dog er jeg i Unaade hos Dem.

ELISABETH

Nei, De er meget i Naade! Hvorfor seer De nu saa skrækkelig alvorlig paa mig, fordi jeg siger det. De vil være Dem selv, det respecterer jeg, tør jeg da ikke være det. Mig kjeder disse eensklippede Mennesker, der gaae og staae altid som Dandsemesteren har lært dem det.

FREDERIK

Netop lige det Samme, sagde De mig, da jeg første Gang havde den Ære at sidde ved Siden af Dem.

ELISABETH

Virkelig! jeg troede ikke at jeg havde paa rede Haand staaende Phraser! Det var hos min Tante, Hofjægermesterens, at vi saae hinanden.

FREDERIK

Hofjægermesteren er dimitteret af min Fader og holder af ham; det er kommet mig tilgode, derfor seer man mig der i Huset.

ELISABETH

Ved Bordet der sad vi sammen, og jeg talte mere med Dem end med min egenlige Cavaleer.

FREDERIK

Det er blevet sagt.

ELISABETH

Og det er ganske rigtigt! han var rædsom kjedelig, De var interessant. De sagde mig imod, det er jeg ikke vant til. De maa ogsaa i Dag sidde hos mig, men min Onkel maa føre mig, han er den Fornemste.

FREDERIK

Det maa være kjedeligt at være Fornem!

ELISABETH

»Würde giebt Bürde,« siger Tydsken. Jeg tør vel nok citere Tydsk, det talte baade Goethe og Luther, item Hegel. Noget have vi dog lært fra den Kant.

FREDERIK

Ikke saa Lidt, men heller ikke saa Meget, at man kan give det halve Land i Honorar. Men lad os ikke komme ind paa Politik, den forstaaer jeg mig aldeles ikke paa.

ELISABETH

Jeg ikke heller, men jeg taler uhyre gjerne om den. Jeg er Eiderdansk, jeg er Heelstat og jeg er Skandinav!

FREDERIK

De er altsaa Ingenting.

ELISABETH

De veed slet ikke hvad jeg er! det morer mig at see Dem blusse op, høre hvorledes De kan forsvare Deres Sag! Jeg er ganske vist en underlig Sammensætning, men Dansk i Hjertebunden. Jeg er som Holbergs »den Vægelsindede«, der huser i mig, snart den politiske Kandestøber, snart Don Ranudo, dog uden Fattigdom, det skylder jeg min Familie at sige. Jeg har Lyst til at spille Sorte-Peer med Folkene i Borgestuen, men jeg har ogsaa Lyst til at komme paa Hofbal og gaae i Procession efter Hofkalenderen. Det finder De vist er min værste Feil.

FREDERIK

Jeg kjender ikke Deres værste Feil, den er vistnok værre end nogen af dem, De her nævnede. De er original!

ELISABETH

Det vil jeg gjerne være, kun ikke latterlig!

FREDERIK

Ja, det er Vanskeligheden for Originalerne!

ELISABETH

Vor elskværdige Vertinde er ikke uden Originalitet.

FREDERIK

Der mener De nu et ganske andet Ord end det, De udtaler. Det er saa let at udpege det visne Blad, at glemme alt det friske Grønne, alt det Fortræffelige. Det er saa let at see hvad Alle see, Svagheden, og hendes er at hun vil synes fornem, at hun vil stille Pengebrev op mod Adelsbrev.

ELISABETH

De vil skjænde paa mig!

FREDERIK

De burde hellere see det Fortræffelige hos hende, og dette er ganske det Overveiende. Hun viser sin Forstand i at hjelpe og gjøre godt. Kommer her et høiadeligt Besøg, det faaer da vistnok den allerbedste Viin fra hendes Kjælder, men lige saa beredvilligt skjenkes den ogsaa til den fattige, syge Bonde, naar et Par skrevne Ord fra Lægen siger at der kan den behøves.

ELISABETH

Det skulde man vide om hende.

FREDERIK

Just det bryder hun sig ikke om man skal vide; hun finder at den Gjerning er ikke værd at lægge Mærke til, men derimod at det har Betydning at være med i hvad de kalde »Selskabet«.

ELISABETH

De betegner »Selskabet« som om dette var noget Chinesisk, omgivet med en Muur; optages ikke deri alle Konstnere, hele Aands-Aristokratiet?

FREDERIK

De indlades og sidde med tilbords, men selv den Ynkeligste af En af dem, som har den Lykke at være født, som man kalder det, stiller sig dog i Betydning høit over den Begavede, reent Borgerlige.

ELISABETH

Og disse Begavede stille sig endnu høiere, gjøre deres Bemærkninger, der slaae ud i Blade og Aviser.

FREDERIK

Og »Selskabet« –?

ELISABETH

Det gjør ogsaa sine Bemærkninger. Vi ere ikke Alle Idioter. Jeg veed dem som have lige saa megen Forstand, som en Borgerlig.

FREDERIK

For Exempel, De, min Frøken!

ELISABETH

De bliver galant! – Vil De fortsætte dette ved at føre mig til det øvrige Selskab.

Trettende Scene

GREVEN, KAMMERHERREN, GENERALINDEN, KLUHD, VASLE, ANDERSKOU og DE FORRIGE
GREVEN (til Elisabeth).

Du saae ikke den smukke Buste; den ligner fortræffeligt!

GENERALINDEN

Den er endnu graa og vaad, men den kommer sig jo i Marmor. Ville de ikke tage Plads Allesammen. Vi skulde til Bords; men – det er Kjøkkenhemmeligheder, som kun Huusmoderen veed, – eet Qvarteer endnu maae vi holde ud.

GREVEN

Tiden gaaer altfor snart.

GENERALINDEN

Havde vi bare lidt Musik. Vor Componist ligger i Tandpine, ellers spillede han for os.

GREVEN

Her paa Gaarden findes alle Talenter: Componist, Billedhugger, Digter –!

GENERALINDEN

Ja, vor Digter kan læse for os –!

KAMMERHERREN

Charmant!

KLUHD

Nu, i dette Øieblik! jeg har ikke mit Manuskript.

GENERALINDEN

Føl ham i Lommen, der sidder det nok.

VASLE

Der sidder det!

KLUHD

Virkeligt! ja, jeg har det! jeg lovede at læse efter Bordet. Der maa læses en heel Act, den taaler ikke Afbrydelse; og nu have vi kun et Qvarteer.

FREDERIK

En heel Act!

GENERALINDEN

Vi tage Plads! Sukkervand, ikke sandt? (Raaber ud.) Sukkervand!

KAMMERHERREN

Det er min bedste Nydelse. Det er jo paa Dansk at De læser?

KLUHD

Aldeles! – I Tiden, maaskee i Tiden bliver ogsaa jeg oversat!

VASLE

Nu er han glad!

(De have Alle sat sig.)
KLUHD

En god halv Time vil det vare. Jeg begynder. (Aabner Manuskriptet.) »Død og Pine«.

GREVEN

Hvad sagde De?

KLUHD

»Død og Pine«. En apokalyptisk Komedie.

FREDERIK

Er det komisk?

KLUHD

Komisk! Det falder mig aldrig ind. Jeg synes, der er Alvor nok i den Titel: Død og Pine. Vi begynde. »Apokalyptisk Komedie i ni Acter«. Personerne skal jeg nævne eftersom de træde ind.

Fjortende Scene

Pastor JENSEN. DE FORRIGE
GENERALINDEN

Pastor Jensen! (Hun giver ham Tegn at han ikke maa tale, men skal sætte sig og høre efter.)

KLUHD (henvendende sig til Pastor Jensen).

– »Død og Pine, apokalyptisk Komedie i ni Acter«; een for hver af Muserne, ligesom hos Herodot. »Ridder Strange træder op!«

TJENEREN (træder ind).

Der er anrettet!

KLUHD

Første Act maae vi læse! – »Ridder Strange træder op.«

GENERALINDEN

Saa maa De endelig læse lidt hurtigt.

KLUHD

Det er umuligt!

GREVEN

Suppen! –

GENERALINDEN

Ja, naar Herr Greven befaler det! (Reiser sig og byder ham Armen; de Andre følge stille Exemplet.)

KLUHD (læser langsomt med stærk Betoning og malende Bevægelser).

»Mange lange, mørke Gange

Var at gaae. (Pause.)

Aldrig bange Ridder Strange

Man saae.

(Pause, derpaa med stigende Stemme og Flugt.)

Midnat silde, hjem fra Gilde

Ridderen kom;

Stormene vilde

Susede Bladene om.

(Langsomt.)

Aldrig bange Ridder Strange

Gik de mange mørke, lange Gange – –«

(Under Læsningen ere de Alle gaaede bort paa Pastor Jensen nær; Kluhd springer op): Det er i høieste Grad uartigt! – Maa jeg takke Dem, Herr Pastor Jensen, De er en Hædersmand! – Nu spiser jeg ikke til Middag!

(Stormer ud.)

Anden Act

Generalindens Have

Rigt med Blomster; Udsigt til Landsbykirken.

Første Scene

GREVEN og Pastor JENSEN (sidde og ryge Tobak).
GREVEN

Vi To ere nok de eneste Tobaksrygere, Hr. Pastor. Det er en ganske udmærket Havanna! Man kan have det meget godt her i Jylland, og smukt er her! faae vi nu Jernbanen istand fra Fladstrand til Altona, saa boe vi ved den store Landevei mellem Sverrig-Norge og det hellige romerske Rige.

JENSEN

Jeg har altid været tilfreds herovre, og det eneste Ønske jeg endnu havde, var at faae min kjære Søn her i Nærheden, og nu har jeg ham.

GREVEN

Han gjør Indtryk af at være et meget begavet Menneske. Jeg kunde ønske han var min Søn.

JENSEN

De siger det, Hr. Greve.

GREVEN

Ja, han behager mig særdeles meget; kun er han noget for alvorlig af sin Alder.

JENSEN

Som Barn var han en lille Vildkat! altid paa Spil. Saa slog det om med Eet. Bøgerne fik fat i ham; det var ligesom om han læste sig fast, og der kom meer og meer Alvor i ham. Han tog en god Examen, blev en flink Student, men det unge Sind var der ikke meer, og man skal være ung i sin Ungdom; dog det hører nok ikke til vor Tid.

GREVEN

Han har et dybt Gemyt. Maaskee en tidlig Forelskelse –!

JENSEN

O, nei! han har kun tænkt paa sin Examen. Hængehoved er han ikke, og tungt Sind har han ikke heller.

GREVEN

Han er –, han er Deres Adoptiv-Søn?

JENSEN

De veed det, Hr. Greve. Ja, det er han. Det ligger ellers som en Hemmelighed for Verden, og kommer jo heller Ingen ved.

GREVEN

De har selv ingen Børn?

JENSEN

Ingen.

GREVEN

Vi sidde nu her sammen –; De vil ikke ansee det for Mangel paa Takt eller reen Nysgjerrighed. Hvem er hans Forældre. Veed De det?

JENSEN

Hans Forældre! Det spørger De mig om, Hr. Greve!

GREVEN

Er han af Deres Slægt –?

JENSEN

Min Slægt? Hvad skal jeg svare Dem, Hr. Greve! Jeg vil fortælle Dem den simple Historie. Min Kone og jeg havde været gift i tolv Aar; vi havde ingen Børn; Vorherre vilde ingen unde os og vi savnede et Barn. Da hørte vi en sørgelig Begivenhed; en stakkels ung Pige, – hendes Fortid havde været roesværdig, men hun glemte sin Gud og sig selv –! i Landsbyen døde hun fra sit spæde Barn; det var en kjøn lille Dreng, min Kone sagde til mig: »skulle vi tage os af det arme Barn«. Vorherre gav sin Velsignelse. Vi have Glæde af ham og hans Fremgang.

GREVEN

Og han kjender og veed Alt hvad der angaaer hans Fødsel?

JENSEN

Han veed hvad der kan være ham nok, og selv Det sagde jeg ham først i hans ældre Alder, da jeg vidste han var saaledes groet fast i Kjærlighed til mig og min Kone, at han ikke vilde savne sine sande Forældre.

GREVEN

Og om sin Fader sagde han –?

JENSEN

»Det er bedst jeg aldrig erfarer hans Navn, vi To have Intet med hinanden at gjøre!«

GREVEN

Han vilde føle en Bitterhed mod denne Fader?

JENSEN

Nei! kjendte han ham saaledes som jeg begynder at kjende Dem, Hr. Greve!

GREVEN (griber hans Haand).

Ja, ja! – Vi sees jo imorgen Middag! ogsaa Generalinden, hendes Gjester og – Candidaten spise hos mig. Men De, Hr. Pastor, kom en Time tidligere, jeg har Noget paa Hjertet, jeg maa tale med Dem om.

JENSEN

Der kommer Nogen!

Anden Scene

GENERALINDEN. DE FORRIGE
GENERALINDEN

Hr. Greven og Hr. Pastoren, har De heller ikke seet ham? Jeg gaaer og søger og jeg veed ikke, hvor jeg gaaer. Det piner mig, og det var jo dog kun Munterhed at vi gik tilbords og lod ham sidde og læse. Der er saa grueligt mørkt og ulykkeligt inde i disse Digtere, og saa kan man aldrig vide hvad de i et saadant Mørke kunne falde paa. Jeg har sendt alle Mennesker ud at søge! Jeg gaaer i en gruelig Angst, og nu ængster jeg ogsaa Dem, Hr. Greve! – Han maa jo dog være et fornuftigt Menneske!

GREVEN

Gud veed det. Meget kløgtig synes jeg ikke at han bærer sig ad. Jeg vilde i hans Sted have lovet mig selv aldrig mere at læse for Selskabet og saa blevet og spiist min Suppe.

GENERALINDEN

Ja, De, Hr. Greve! og jeg, vi ere nu Mennesker, men disse rigtige Digtere, de ere af en anden Skabning. Tænk Dem, han bryder sig ikke om en Storkerede paa sin nye Gaard, naar han havde en, men et Spøgelse, en Geist, – det sagde han i Dag. Nu sidder han maaskee i en Grøft og skriver et Fortvivlelsens Digt.

JENSEN

Naa, det er da ingen Ulykke uden for Den, der skal høre det.

GENERALINDEN

Hr. Pastor! taler De, som en Guds Mand?

GREVEN

Maaskee han sidder henne i Ærterne! Noget maa han dog have at spise, da han ingen Middagsmad har faaet! Lad os see ad, det skal more mig, om jeg gjetter rigtigt.

GENERALINDEN

De tager det, Hr. Greve, slet ikke saaledes som jeg, og De heller ikke, Hr. Pastor! men det er det Samme, – Gud give han sad i Ærterne! Gik De med mig, Hr. Greve, og han sad der, og saae Dem vise den Deeltagelse for ham, saa maatte Alt være godt igjen.

GREVEN

Vi fornærmede ham ved at gaae bort, han har gjort Gjengjæld, og saa er den Historie ude. – Med Glæde gaaer jeg med Dem, Fru Generalinde! en lille Vandring oven paa Kaffen og Cigaren er ganske fortræffelig, og maaskee finde vi Mennesket i Ærterne eller Gulerødderne.

GENERALINDEN

Gaaer De med? Hr. Pastor!

JENSEN

Gigten i mit Knæ har tøiret mig lidt, jeg bliver, om De tillader!

GENERALINDEN

Hr. Greve! De er et mageløst godt Menneske! Jo, det maa De tillade mig at sige! – –

(Hun og Greven gaae.)

Tredie Scene

Pastor JENSEN (alene).

Det var næsten som om Hr. Greven skyndte sig med at benytte Leiligheden til at komme bort; men han begyndte jo selv paa denne Samtale, og imorgen, hvad Andet kan det være end netop det Samme, han vil tale med mig om. Det er mig piinligt! og helst vil jeg, at Frederik ikke faaer Noget at vide derom.

Fjerde Scene

KLUHD (træder ind uden Hat, Haaret hænger lidt forstyrret, Halstørklædet holder han i Haanden). Pastor JENSEN
KLUHD

Hu! endnu saa megen Varme i mit Blod! – Hu! saaledes bliver man forstaaet og seet op til i sin Tid og af sine Omgivelser. De skulle raadne Alle i Jorden, naar jeg er den modne Frugt paa Folkets Tunge! – Det var en Tanke! den vil jeg skrive op. »De skulle raadne – !« (Skriver.)

JENSEN

Der har vi jo Manden lyslevende!

KLUHD

Pastor Jensen, Hædersmand! har jeg ikke den blodigste Ret paa min Side: Man beder mig om at læse, og jeg er godmodig, jeg læser, og jeg kan læse! og saa gaae de bort, fordi der er Suppe paa Bordet.

JENSEN

Men den kunde ikke holde sig varm, det kan Deres Vers.

KLUHD

Jeg takker Dem, Hr. Pastor Jensen! De viste Dannelsen, Intelligensen; De blev; vi To sad der, da de Andre vare ude af Salen – Riddersalen, hvor de gamle ridderlige Billeder skulde vække ridderligt Sind; Nutids-Menneskene gik, men jeg fulgte dem ikke.

JENSEN

Det gjorde jeg, og De skulde ogsaa have gjort det! drukket Vreden bort i et godt Glas Viin og siden sige Pyt, naar de bede om at høre den apokalyptiske Komedie. Det sagde ogsaa Hr. Greven.

KLUHD

Det har altsaa overrasket Hr. Greven, at jeg ikke gik til Bords. Jeg har min Adel! – Ingen af dem læser jeg for.

JENSEN

Det er det Rigtige!

KLUHD

Det er ikke af de Arbeider man hver Dag faaer at høre. De, Hr. Pastor Jensen, havde fortjent at kjende den hele Digtning.

JENSEN

Jeg har en Slags Forestilling derom af det jeg hørte; den er nordisk.

KLUHD

Jordisk vil jeg sige! det er for hele Jorden, som et nyere Digterværk skal være det! dette er shakespear-byronsk-sørenkierkegaardsk; og jeg forsikkrer Dem, det ligner ikke en Eneste af disse Forfattere; De vil ikke finde en Tanke deri beslægtet med disse Store.

JENSEN

Jeg vil troe Dem.

KLUHD

Her er Manuskriptet; jeg gik jo med det i Skoven, hvor jeg læste første Act for mig selv; det er godt! godt! jeg tør sige det uden at være ubeskeden.

JENSEN

Det er et stort Arbeide.

KLUHD

Her er nu en Scene i første Act, hvor Ridder Strange taler om det Skjønnes Æsthetik hos Middelalderen; – jeg kjender ikke Hegel, det er Princip, jeg kjender ham aldeles ikke, men vi mødes! Det taber uendeligt ved at rives ud af sin Sammenhæng, men det kan rives ud. I det sande Digterværk maa man kunne rive ud; og det man river ud, maa være som Bladet paa Træet; der er altid Noget deri at beundre, naar man kan beundre!

JENSEN

Jeg faaer det vist engang at høre.

KLUHD

Det veed Gud De gjør! Ingen Anden! Denne Scene vil jeg læse for Dem.

JENSEN

Hr. Kluhd, Hr. Kluhd! Det er sandelig altfor megen Godhed mod mig! og i dette Øieblik er det tilvisse ikke tilladeligt! jeg skulde sidde her og undes den Fornøielse, medens vor hjertensgode Vertinde gaaer i Angst og Uro og søger Dem; det vilde være høist egoistisk! Und mig Monologen, men ikke i dette Øieblik, da man er i Angst og Uro for Dem.

KLUHD

Lad dem ængstes, lad dem pines! – Har de søgt efter mig i Canalerne?

JENSEN

Overalt! nu ere de i Ærterne og Gulerødderne! Læs for mig Monologen, men De maa sandelig først berolige Generalinden.

KLUHD

Hun er brav, hun er hæderlig, hun har Begeistring, men en født Greve er hende dog mere end en født Digter. En Konge kan slaae Folk til Ridder, men en Digter kan bevare Mand og Slægt i evigt Ridderliv. Det forstaaer den gode Kone ikke.

JENSEN

Fornærme Dem vilde hun ikke! det var en lille Lystighed, der kom over dem Allesammen; der har været en Nisse i Suppe-Terrinen! lav selv en lille Historie derom, og lad os faae den i Folkekalenderen, saa have vi Noget at læse. Og nu gaaer de i Ærtebedene, og er god og forsonlig, det har man sagt mig, at det er alle store Digtere.

KLUHD

Tro ikke om mig, Hr. Pastor, at jeg er en Undtagelse. – De har tilvisse forstaaet at tage mig og behandle mig paa den Maade, der gjør mit Hjerte vel. Maa jeg igjen takke Dem, Hr. Pastor Jensen! Hvor er Ærtebedene?

JENSEN

Til Venstre.

KLUHD (trykker hans Haand).

Jeg læser for Dem hele mit Stykke!

(Gaaer.)

Femte Scene

Pastor JENSEN (alene).

Ham fik jeg da afsted! – men det er nok ikke raadeligt at blive her; kommer han tilbage, maa jeg høre hele den apokalyptiske Komedie; ja var det endda i stort Selskab, lige efter Bordet, saa kunde man tage sig en lille Luur og deiligt sove fra det Hele. Her vil jeg ikke længer blive! (Reiser sig.)

Sjette Scene

FREDERIK. ELISABETH. Pastor JENSEN
JENSEN

Det var en lang Vandring!

ELISABETH

Og dog ikke udenfor Haven.

FREDERIK

Skal jeg hjelpe Dig? Fader! Du gaaer besværligt.

JENSEN

Jeg har det som de gamle Øg; de have det lidt trangt med at komme i Trit.

ELISABETH

De slipper ikke, før De giver mig Ret.

FREDERIK

Det kan jeg ikke.

ELISABETH

De vil ikke.

JENSEN

Forsvar Dig eller giv efter! jeg skal nok hjelpe mig selv.

ELISABETH

Han paastaaer, at i vor Tid har Adel ikke stort at betyde! –

FREDERIK

Det er ikke mine Ord, det er ikke min Tanke; Adel, det Dygtige, har overordenligt Meget at betyde! jeg erkjender just den sande Adel og vilde ønske, at jeg var sprungen ud af den; det er en Spore til at efterligne sin hæderlige Slægt i alt Stort og Godt.

ELISABETH

De indrømmer altsaa at Adel fødes.

FREDERIK

Tilvisse! Viintapper-Sønnen Schumacher var af født Adel længe før Kongen gav ham Navnet Griffenfeldt.

JENSEN

Jeg synes, at Adelig og Borgerlig gaae meget godt i Spænd; i hvilket Land gaae de bedre end i vort; i det frie England, tænker jeg mig, gaaer der nok en Strøm, dybere end Themsen, mellem det høie Aristokrati og de øvrige Klasser og i –.

Syvende Scene

KAMMERHERREN kommer med ANDERSKOU og VASLE. DE FORRIGE
KAMMERHERREN

Stor Forsamling! livlig Tale! – Her kommer jeg med et Menneske, jeg har gjort melancholsk! Jo, det er De bleven! Jeg har vakt Reiselyst, Utilfredshed med Hjemmet. Her er charmant paa en Herregaard et Par Uger om Sommeren, med Paris i Perspectiv til Efteraaret.

ELISABETH

Det Perspectiv har Onkel!

KAMMERHERREN

Det hører til mit Liv, ellers blev ogsaa jeg melancholsk. Reis, reis! saa er Deres Melancholi hævet; men reis ikke til Rom! det kan være en Reise for Antiquarer, for Theologer, for Copister: Mennesker, der ville copiere de store Mestre, men det kan man ogsaa i Paris, og der har man Livet om sig.

ELISABETH

Theatrene, Salonerne!

KAMMERHERREN

Disse ere dog Champagnen oven paa den tunge Mad: Konsten, idet den studeres.

ANDERSKOU

Ja, men Pengene dertil –!

KAMMERHERREN

Ja Penge, Venner, Protection – »

Sans amis, sans soutien,

Je comprends sa misère!« –

Kommer man til Paris maa man have det! (Slaaer sig paa Lommen.)

FREDERIK

Eller det! (Peger paa Panden.) Her mangler det ikke! (Peger paa Anderskou.)

KAMMERHERREN

C’est juste! (Betragter ham.) De behager mig! De vil være Præst. En god Carriere, naar man forstaaer sig paa Landvæsenet. Jeg veed en Præst, der har syv og tyve Køer! Det maa De ogsaa have og en charmant lille Kone! der maa en Kone i Præstegaarden!

ELISABETH

For Huusholdningens Skyld.

KAMMERHERREN

Og for Moralens Skyld! jeg har altid holdt meget paa Moralen. De har maaskee allerede en lille Præstedatter i Perspectiv, eller en meget rig Møllerdatter. Ja de ere ikke at ringeagte, naar der er Gryn paa Møllen. Gryn! Gryn! hører De, jeg har endnu ikke glemt de gode kjøbenhavnske Talemaader! (Leer og klapper ham paa Skulderen.)

FREDERIK

Men naar jeg faaer det gode Præstekald paa syv og tyve Køer, som Hr. Kammerherren under mig, saa behøver min Kone ingen Medgift; og hun kan dog være vanskelig nok at finde.

ELISABETH (spøgende).

Tag mig, jeg er ledig!

KAMMERHERREN

Eh bien!

FREDERIK

Nei, nei! vi To ville aldrig –! min Brud maa jeg søge blandt de ufødte, – i den anden Verden!

KAMMERHERREN

Min Cousine siger Dem et Galanteri! hun tilkaster Dem sin Sløife! og De hefter den ikke paa med et ridderligt bonmot. De er bleven ganske rød i Ansigtet! Skamfuldhed couleurerer Dem. Nu følger Straffen, jeg byder Cousine Armen.

ELISABETH (til Frederik, idet hun følger Kammerherren).

Naar vi mødes imorgen hjemme hos os, beder De mig om Forladelse.

FREDERIK

O Comtesse, De er –!

ELISABETH

Hvad er jeg?

FREDERIK

Coquet!

ELISABETH (halv sagte).

De tillader Dem at blive mere fortrolig, end det sømmer sig.

KAMMERHERREN

Venez, ma cousine!

VASLE (der under hele denne Scene har været beskæftiget med at plukke Blomster og binde disse i Bouquet, overrækker nu denne).

Havens Alfer har jeg sat i Gruppe, tør jeg overrække –?

ELISABETH

Nydeligt! ordnet med uendelig megen Smag. De lange Græsstraa flagre som Baand. Hvor graciøst!

KAMMERHERREN

Charmant!

(De gaae paa Jensen og Frederik nær.)

Ottende Scene

JENSEN og FREDERIK
JENSEN

Hun er en fortræffelig Pige! men jeg troer rigtignok, Frederik, at Du slet ikke forstaaer Dig paa hende.

FREDERIK

Hun er dog ikke saa ganske vanskelig at forstaae. Hun er som et Vand Alt speiler sig i, det Fortræffelige og det Taabelige, Hovmods-Djævelen og den sande elskværdige Natur. Men det kan jo ikke være anderledes!

JENSEN

Jeg vil ikke have hende anderledes. Hun har et godt Humeur, en sund Forstand. Hun finder Morskab i at drille Dig. Hvad skal den idelige Disputeren om Adel og Borgerlig; Du gjør ikke Verden bedre ved din Tale.

FREDERIK

Men maaskee hende. Hun holder jo formeligt Missions-Prædiken i Salon-Ørkenen, hun er Læremo’er for sine jævnaldrende adelige Veninder! strax efter Confirmationen, da hun, som man kalder det, traadte op i Selskabet, gjorde hun og tre andre unge Piger det Løfte, aldrig at vilde gifte sig med en Borgerlig.

JENSEN

Men hvad kommer det Dig ved! En Spøg!

FREDERIK

Hun gjør sig latterlig! Jeg vidste alt Dette forud, da vi første Gang mødtes i Kjøbenhavn. Jeg var hende ikke gunstig stemt, men hun havde en Maade at tale paa, – hun ærgrede mig og hun – vakte Sympathi, – hun er en Hex! (Pludselig med forandret blød Stemme) Fader, jeg er ikke sand mod Dig, ikke sand mod mig selv –! men først i Dag, først for nogle Minuter siden er det blevet mig klart –! jeg har ikke den Styrke, jeg troede! jeg er ved at gjøre mig latterlig –!

JENSEN

Frederik! Barn! hvad er det dog! Du har jo Taarer i Øinene.

FREDERIK

Tal nu ikke til mig derom! ikke et Ord.

JENSEN (i stærk Bevægelse).

Det maa jeg! hvad er det dog! siig mig det tydeligt, for Guds Skyld, elsker Du den unge Comtesse?

FREDERIK

Ja!

JENSEN

Det er Galskab! det er Taabelighed! hvad er det dog Du siger! for Guds Skyld, riv det ud af dit Sind, Du gjør Dig ulykkelig, og hende –! lad ikke et Ord komme over din Tunge. Er der virkelig en saadan Følelse hos Dig, saa undgaae at træffe sammen med hende! det skal Du, det maa Du!

FREDERIK

Ikke træffe sammen med hende! hvor kan jeg undgaae det, her i Huset.

JENSEN

Saa forlad dette Huus! undgaae hende fra dette Øieblik! endnu i Dag! i god Gjerning maa man begynde strax. (Tager ham om Hovedet og kysser ham.) Min egen kjære, kjære Frederik! – det er en – Ulykke!

FREDERIK

Du ryster! hvad feiler Dig? Fader! Jeg er langt roligere end Du. Ingen paa Jorden, uden Du og Gud i Himlen veed hvad jeg har sagt i denne Time!

JENSEN (idet han seer Nogen komme).

Tys! – Ikke et Øiebliks Ro! hun kommer tilbage.

FREDERIK

Elisabeth!

JENSEN

Nei, Generalinden.

FREDERIK

Det er mig umuligt nu at høre paa hendes Tale.

JENSEN

Ja jeg er ligesaalidt i Stemning dertil.

Niende Scene

GENERALINDEN. DE FORRIGE
GENERALINDEN

Jeg kommer til Uleilighed, bringer Forstyrrelse! De see Begge saa ivrige ud. De forskrækker mig. Digteren er her! han er ganske sindig og omgængelig.

FREDERIK

Det er en stor Beroligelse! (Bukker og gaaer.)

GENERALINDEN

Hvad var det for et Ansigt han sagde det med? Hvad er her skeet? De kan virkelig ikke skjule Dem, Hr. Pastor! De er selv i Confusion! og jeg hørte jo ogsaa, idet jeg kom, hvor usædvanligt høit De talte, det var som De skjændte, men De kyssede ham, det saae jeg langt borte; jeg har et udmærket Syn. De maa sige mig hvad her er foregaaet.

JENSEN

De er brav og hjertensgod, Fru Generalinde! jeg kan tilvisse have Fortrolighed til Dem, men her er i Sandhed Intet jeg kan sige Dem. Tro det Bedste om min Frederik, selv om han skulde forekomme Dem lidt besynderlig. Træng ikke ind paa ham, jeg beder Dem, træng ikke ind paa ham med Spørgsmaal, selv om han taler om at forlade dette Huus; jeg skal ved en anden Leilighed, – men ikke i dette Øieblik –!

GENERALINDEN

Forlade mit Huus! Men endnu i Dag kaldte De det et stort Gode for ham at være her.

JENSEN

Man kan tidt stilles saaledes, at man opgiver et stort Gode for ikke at miste sin Fred med sig selv.

(Gaaer.)

Tiende Scene

GENERALINDEN (alene).

Sin Fred med sig selv! men hvem vil tage den? – forlade mit Huus! – det maa jo været Noget der angaaer mig! ganske forunderlig saae han paa mig idet han gik! hele hans tidligere Adfærd, – han indlod sig jo aldrig i en rigtig Samtale med mig; altid var han ordknap. – Gud forbarme sig! det stakkels Menneske! det er ganske tydeligt! – men jeg er jo meget ældre end han! nu forstaaer jeg hans fortvivlede Ansigter, naar jeg talte længe med ham. Stakkels Candidat! det er en Umulighed! næsten en Umulighed! salig General, hvad vilde Du dømme i din Grav!

Ellevte Scene

ELISABETH. GENERALINDEN
ELISABETH

See, hvad jeg har fundet! en Fuglerede.

GENERALINDEN

Henne under Rødtjørnen?

ELISABETH

Ja, just der. De nydeligste smaa Æg.

GENERALINDEN

Hvor falder det Dem ind at tage den? Det er slet ingen Opdagelse! Alle veed vi, at den var der.

ELISABETH

Jeg blev saa glad!

GENERALINDEN

Ja, men det kan De troe, det bliver Moderen ikke. Rør ikke ved Æggene! aand ikke paa dem! saa kan De ligesaa godt slaae ihjel de smaa Skabninger, der ikke ere komne frem! (Tager Reden fra hende.) Man kan ikke lege med Alting! ja undskyld, lille Comtesse, at jeg taler som jeg taler, men De ødelægger en heel Familie! lad os see med Lempe at faae Reden sat paa sit Sted igjen. Det er syndigt, det er grusomt!

ELISABETH

Jeg tænkte ikke derover.

GENERALINDEN

Men man skal tænke! jeg tænker, saa mit Hoved er ved at gaae itu. Lad os ikke gjøre Andre Sorg, man kan have nok af den selv.

ELISABETH

Jeg har ikke rørt ved Æggene; Moderen vil ikke kunne mærke det.

GENERALINDEN

De kan troe, en Moder mærker meer, end man mærker i den unge Alder, i Deres Alder, uagtet jeg har ogsaa gaaet som en blind Høne. Jeg mærkede heller Ingenting! – Lad os saa sætte Fuglereden.

ELISABETH

Har Andre end jeg gjort Dem imod?

GENERALINDEN

De have ikke gjort mig imod, de Andre. Man kan ikke forhindre at en Fugl flyver hen over en Have, men man kan forhindre at den sætter sig fast i Træet og bygger Rede der – det har jeg læst et Sted og saaledes er det.

ELISABETH

Staaer det i Forbindelse med min Fuglerede?

GENERALINDEN

Der er ikke Tale om den! den er Eet, og her er en anden Rede indeni os, til Venstre! Dem vil jeg betroe det til. Huuslæreren, – vi ere jo Fruentimmer begge To –, Huuslæreren har en ulykkelig Kjærlighed.

ELISABETH

Det er meget muligt.

GENERALINDEN

Det er vist! Han vil bort. Maaskee er det meget rigtigt!

ELISABETH

Stakkels Menneske! ja, vi kunne ikke hjelpe ham. Det var ganske ubetænksomt med den lille Fuglerede.

GENERALINDEN

Ubetænksomt! jeg har ikke givet ham Anledning. Hvad kan jeg gjøre for at han elsker mig.

ELISABETH Dem?!
GENERALINDEN

Mig! jeg kan godt forstaae, – der er Forskjel i vor Alder, – Siig ikke et Ord!

(Lægger Fingeren paa Munden.)
ELISABETH

Ikke et Ord!

Tolvte Scene

GREVEN. DE FORRIGE
GREVEN (uden at bemærke Damerne).

Det er en deilig Historie! det er godt det er kommet til en Forklaring med Præsten! saa har jeg dog staaet i det Lys hos ham. Min Broder fortjente –, (standser idet han seer dem.) Elisabeth! vi maae tænke paa Hjemreisen.

GENERALINDEN

Allerede! nu? nei! – og Æggene! ja jeg tør ikke staae og holde paa dem længer – men De, Comtesse –, De maa holde paa – (lægger Fingeren paa Munden og skynder sig bort med Fuglereden.)

Trettende Scene

GREVEN. ELISABETH
GREVEN

Hemmeligheder?

(med nogen Heftighed; man mærker der er foregaaet Noget i hendes Tanker, der gjør hende halv vred og spottende).

Ja af dem, der, som en Borre, hænge ved Klæderne paa Enhver, som gaaer forbi. Det er latterligt, men slet ikke utroligt! nu forstaaer jeg, hvorfor han saa varmt fremhævede hendes gode Egenskaber.

GREVEN

Hvem gjorde det?

ELISABETH

Candidaten! og hun betroede mig strax hans Hjertes Hemmelighed.

GREVEN

Hvad veed Du om den? Hvad veed Generalinden?

ELISABETH

Alt hvad der er at vide! og hun betroer den nok til Alle hvem hun træffer paa!

GREVEN

Du har Ret i at være vred! vi maae forhindre den Sladdren. Dig fortæller hun det! og i hvilken Skikkelse? Jeg, som havde fortiet Dig det, en Sag af den Natur.

ELISABETH

Hvorfor skulde jeg ikke kunde taale at vide det; Partiet er fra hans Side jo meget fornuftigt: Gaard, Eiendomme –! men det havde jeg ikke troet om ham, og kunde jeg have tænkt det, da vilde jeg have opgivet al min Interesse for ham; den maa have forekommet Dig forunderlig; og nu vil jeg ogsaa sige Dig Alt, hvorfor jeg har viist ham saa megen Deeltagelse!

GREVEN

Har Du det!

ELISABETH

Jeg vil da sige Dig, Fader, at i et Par Aar har jeg været indviet i en Hemmelighed, – jeg veed, at han er af vor Slægt, at der er skeet ham Uret –!

GREVEN

Hvad er nu Det!

ELISABETH

Da Moder døde, gav Du mig hendes nydelige Skrivebord med alle Bøgerne i de to Hylder; det stod i flere Aar i min Stue; jeg gjemte nogle Smaasager i Skufferne. Ved en Dag at tage en af disse ud, finder jeg bagved et hemmeligt Gjemme, og deri min Moders Haandskrift.

GREVEN

Hvad er det Du fortæller mig!

ELISABETH

Det var Blade af en Dagbog. Jeg greb dem, som var det en Hilsen fra en anden Verden, som skulde jeg endnu høre et Ord fra hende! – og jeg læste en Hemmelighed, Du havde betroet hende –, den angik min Onkel, en Ungdoms Letsindighed –! Fader, vi kunne ikke tale derom, men det Menneske, det angik, vilde jeg kjende, – ellers havde han vist aldrig vakt min Opmærksomhed! han var min nære Slægt – –

GREVEN

Du har altsaa vidst om denne Hemmelighed, længe førend Generalinden talte til Dig om den.

ELISABETH

Hun har aldrig talt til mig om den! Hun veed den ikke.

GREVEN

Men hvad er det da hun har sagt Dig?

ELISABETH

Slutningen paa Historien: hans Kjærlighed – –!

GREVEN

Den har hun sagt Dig! hvor veed hun om den! det er da ogsaa en forunderlig Snakkelyst at sige Dig Sligt! hun maa jo dog forstaae at det gjør Dig ondt; men det Hele er nu en Følge af den Deeltagelse, Du har viist ham; din Maade at være paa har vakt denne Kjærlighed –!

ELISABETH

Til Generalinden!

GREVEN

Nei til Dig, Barn! Dig elsker han jo!

ELISABETH

Mig! mig! (Synker hen i Tanker.)

GREVEN

Historien er da ikke saa forfærdelig som den tog sig ud for vor hæderlige Pastor Jensen! han styrtede imod mig henne i Havegangen, og uden Indledning, uden Omsvøb gav han sit Hjerte Luft, fortalte mig Candidatens ulykkelige Lidenskab. Stakkels Mand. – Jeg stod i et deiligt Lys for ham, men snart kom det til en Forklaring. I ere da kun Broderbørn, Forbindelsen er tilladelig, naar jeg tillader den og Du tillader det.

ELISABETH (seer hen for sig).

Han elsker mig!

GREVEN

Ja, det gjør han! men Du vil da ikke være Præstekone? træde ud af »Selskabet«, leve kun med de andre Præstemadamer og Gartnerens Kone.

ELISABETH

Det var altid en Afvexling! –

GREVEN

Hvor kan Du nu spøge!

ELISABETH

Vil Du da jeg skal græde?

GREVEN

Elisabeth! han er for brav en ung Mand til at stilles latterlig, hans Følelse for Dig er for reen og god til at Du tør more Dig over den. Men skulde han virkelig have Dristighed til at byde Dig en Præstegaard, Studenten, Huuslæreren paa Nabogaarden –!

ELISABETH

Onkel vilde sige: en Vasal af Bryggerdatteren!

GREVEN

Du er ikke til at tale med! – »Nære Slægtskab« sagde Du, lad os begrave de Ord, lad os ikke kaste Skygge over hans hæderlige borgerlige Navn! er Du vred paa den forelskede Hyrde, nu saa straf ham, maaskee han da bliver helbredet. Der kommer han.

ELISABETH

Jeg vil ikke tale med ham!

GREVEN

Han standser, vender om igjen! Nei, der er han! Dig søger han, ikke mig. – Straf ham.

(Træder tilside.)

Fjortende Scene

ELISABETH, lidt efter FREDERIK
ELISABETH

Moder! Moder! gid Du var hos mig! Du vilde fortælle mig dit Hjertes Historie. – Jeg kan ikke udstaae Sentimentalitet!

FREDERIK (træder ind).

Min Fader var her for et Øieblik siden, ham søger jeg.

ELISABETH

Mig kan jeg nok vide De ikke søger, uden det skulde være for at faae Motion ved at disputere, imorgen kan dette fortsættes hjemme hos os ved Middagsbordet.

FREDERIK

Jeg har ikke den Ære at komme.

ELISABETH

Hvorfor ikke?

FREDERIK

Jeg kan ikke.

ELISABETH

Og Aarsagen? Tør jeg ikke vide den?

FREDERIK

Den kan ingen Interesse have for Dem.

ELISABETH

Det skal De ikke sige. Og om jeg nu veed den.

FREDERIK

De veed den?

ELISABETH

Frue og Forvalter, Hyrde og Hyrdinde, for ikke at sige Røgter og Malkepige, have det et Par Dage at tale om; mig generer det ikke, Dem kan det endnu mindre!

FREDERIK

Og hvilket?

ELISABETH

At man forlover os! Det er en Vittighed, en Spøg. De har dog hørt den? Skulle vi To lee derad?

FREDERIK

Lee! ja, det er jo latterligt.

ELISABETH

De leer daarligt. Min Gud, hvad er det! De bliver bleg.

FREDERIK

Intet! Intet feiler jeg! man skulde jo da næsten troe at jeg var forelsket i Dem, min naadige Frøken! lad os afbryde denne Spøg! jeg søger min Fader.

ELISABETH

De maa ikke gaae. Vi elske ikke hinanden, vi blive ikke forlovede, men Venner kunne vi dog blive! og De maa besøge os, imorgen komme til os, – om ikke for Andet, saa alene for at vise, at der ikke er Sandhed i hvad der siges.

FREDERIK

Hvem har kunnet sige?

ELISABETH

Deres egen Fader til min.

FREDERIK

Min Fader har sagt det!

ELISABETH

Kilderne synes meget tilforladelige. Man vil more sig over os; lad os gjøre Gjengjæld.

FREDERIK

Jeg har ikke dramatisk Talent, forstaaer ikke at spille Komedie, og jeg vil ikke.

ELISABETH

De udtrykker Dem meget tydeligt og jeg forstaaer Dem tilfulde.

FREDERIK

De forstaaer mig ikke, vil aldrig forstaae mig, selv om jeg aabent og ærligt lukkede mit hele Hjerte op for Dem. De har tilvisse fortræffelige Egenskaber, De har en Trolddom, jeg selv ikke kan forklare mig, men De har tillige et Sind, der kun kjender at lege med det Bedste, det Helligste. Jeg tør næsten troe at det vilde more Dem, om En, ringere stillet, end De er det, skjød sig en Kugle for Panden i ulykkelig Forelskelse. De vilde kunne lege med hans Følelse, idet De ikke veed, hvad en saadan i hele sin Fylde betyder.

ELISABETH

Der kommer for megen Alvor i Deres Spøg.

FREDERIK

Spøg og atter Spøg! men om det nu ikke var Spøg, om der var Sandhed deri, om jeg sagde Dem, De er mig saa uendelig kjær og det fylder mig med Lyksalighed og Smerte! Jeg var engang stolt, rummede kun mig selv, men nu er De min hele Tanke! – Ja, nu er det sagt! – Fortæl kun Deres Veninder dette, mor Dem over denne lille Begivenhed! – min Gud, De faaer Taarer i Øinene!

ELISABETH

Jeg!

FREDERIK

Har jeg maaskee mere dramatisk Talent, end jeg troede. Kan jeg virkelig spille Komedie?

ELISABETH

Komedie!

FREDERIK

Det er jo Deres Forlangende!

ELISABETH

Er De vred paa mig?

FREDERIK

Vred! fordi De morer Dem. Nei! men fra idag mødes vi ikke oftere; Morskaben er forbi, dette er den sidste Scene.

ELISABETH

Nei, nei! De er ærlig, aaben og god! (Rækker Haanden hen mod ham.) Hvad vil De mere?

FREDERIK

Sige Dem for sidste Gang, Farvel!

ELISABETH

De siger det saa alvorligt! De siger det saa bestemt! Vi blive Venner! jeg vil det! jeg vil det! – Dersom der er nogen Sandhed i hvad De har sagt mig! O min Gud! (holder Hænderne for Øinene.)

Femtende Scene

GREVEN (træder frem). DE FORRIGE
GREVEN

Elisabeth! Vognen venter os. (Griber Datterens Haand.) Lev vel, Hr. Candidat!

ELISABETH (til Greven).

Fader, jeg synes, at Du sagde at jeg skulde straffe ham? Blev det ikke en Straf om jeg rakte ham Haanden? (Rækker ham den.)

FREDERIK (trykker den til sine Læber).

Elisabeth! ja, det er Deres Alvor! Deres Øine sige mig det!

GREVEN

Men jeg har da ogsaa Noget at sige.

ELISABETH

Jeg veed hvad Du vil sige! Du er saa mageløs god og klog –! »den liberaleste af vore Grever«, har Fædrelandet kaldt Dig eller Dagbladet eller mit Hjerte, eet Sted veed jeg det staaer!

GREVEN

Barn, Du bruser frem!

ELISABETH

Min Gud, der kommer Onkel og Alle de Andre! De maae Intet vide!

GREVEN

Vi lade Tæppet rulle ned –!

FREDERIK

Og naar det ruller op igjen?

GREVEN

Saa maa der være en Præstegaard paa Scenen.

FREDERIK

Med to lykkelige Mennesker, der velsigne Dem!

GREVEN

Børn! kjære Børn! – Vor Lykke er endnu ikke for de Andre!

ELISABETH og FREDERIK

Tak! tak!

Sextende Scene

KAMMERHERREN, GENERALINDEN, KLUHD og VASLE. DE FORRIGE
GREVEN

Vi samles Alle imorgen paa min gamle Gaard.

DE ANDRE

Vi sees!

GENERALINDEN

Jeg glæder mig, som om det var min Geburtsdag! om Forladelse, jeg skulde have sagt Fødselsdag.

KLUHD

Jeg glæder mig til Riddersalen, hvor engang Spinderokken snurrede foran den blussende Kamin, hvor paa Flisegulvet Dandsen gik med Ridderstøvler og røde Hæle, hvor endnu fra Væggen Riddersmænd og Fruer see ned til os. Der skal ogsaa De, min Frøken, engang til en Fremtids-Slægt see ned med ham, De udkaarer.

ELISABETH

Min Mand er ikke født!

KLUHD

Han er ikke født! saa bliver De meget ældre end han. Han maa skynde sig med at fødes! (Leer.)

GREVEN

Og vi maae skynde os med at komme afsted.

ELISABETH (med dyb Reverents for Frederik).

Hr. Candidat!

FREDERIK (bøier sig dybt og ceremonielt).

Naadige Comtesse!

Tæppet falder.

Han er ikke født

Originalt Lystspil i 2 Acter

Opført første gang 27. april 1864 på Det Kongelige Teater. Udkom første gang 10. maj 1864. BFN 879

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

441,24indbudt < inbudt
448,15Du < De
421
fødtadelig af fødsel.
424
Extrapostbefordring af rejsende i vogn, lejet uden for de faste, regelmæssige ture.
Kalvekrydsskjortebryst med kruset pyntestrimmel.
Blegdamblegeplads, dvs. græsareal, hvor vasketøjet blev lagt til blegning.
La petite comtesse(fransk) den lille grevinde.
425
Mon frère(fransk) min broder.
superb(fransk) glimrende.
426
chacun son goût(fransk) enhver sin smag.
Le ciel etait plus pâle qu’en France(fransk) himlen var blegere end i Frankrig.
Driften(sædvanligvis om kvæg) flokken.
enfin(fransk) kort og godt.
une espèce d’honneur(fransk) en slags ære.
427
le garçon et la concierge(fransk) tjeneren og portnersken.
Je te reconnais bien(fransk) jeg kan sagtens genkende dig.
villevil.
428
give Digpåtage dig.
Aaringer er gaaede(mange) år er gået.
Middagstiden … Klokken Firei ældre tid spiste man på landet aftensmad kl. 16 eller 17.
kunnekan.
429
Generalkrigscommissairøverste embedsmand for udskrivningsvæsenet, der forestod rekruttering af soldater.
Storstuenstørste stue på en gård; blev brugt ved festlige lejligheder.
430
Jensersiden ca. 1850 var Jens navn for menig soldat.
spøgefuldtpudsigt.
Philemon og Baucisifølge den romerske digter Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.) et gammelt, fromt ægtepar, der gæstfrit tog imod Zeus og Hermes i parrets tarvelige hytte. Som tak lod de to guder hytten forvandles til et tempel (Metamorfoser 8,621 ff.).
komme efterkomme til kundskab om.
431
Toiletom at gøre sig i stand.
au revoir(fransk) farvel.
Cousineom fjernere beslægtet familiemedlem.
quelle grace(fransk) hvor yndig (»grace«: fejl for »grâce«).
433
vistnokgivetvis.
Titulaturen(s)måden at titulere på.
som en Brøkmed den yderste præcision.
beauty(engelsk) skønhed.
434
(Morgen)frakkedragt for mænd, langskødet og uden ærmeopslag.
Thorvald den Andenjf. den berømte billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844).
435
Jean Paulpseudonym for den tyske forfatter Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825).
436
phantasere(r)improvisere.
La cigale(fransk) cikaden.
apokalyptisk(e)om verdens undergang, også: dunkel, gådefuld. Apokalypsen er navn for Johannes’ Åbenbaring. Se også note til s. 439.
Convolvuliflertal af convolvulus: slyngplanten snerle (af convolvere: rulle rundt).
Malvinanavnet på skjalden Ossians afdøde søns elskede i Ossian-digtningen. Den keltiske sagnfigur Ossian er især kendt fra James Macphersons epos fra 1700-tallet. St. St. Blichers udgav i 1807-1809 sin oversættelse, Ossian 1-2; Digte af Ossian 1-2 ved F.L. Mynster udkom 1850.
437
Mærkeligebemærkelsesværdige.
skulleskal.
I Øjeblikketøjeblikkeligt.
438
Søren Kierkegaarddansk filosof og forfatter, 1813-1855.
Indkaldelsefik man udmærkelse ved en universitetseksamen kunne man blive indkaldt af rektor til offentlig ros; også om udmærkelse ved eksamen.
Troubadour(skab)middelalderlig digter og sanger.
Dagblad … FædrelandDagbladet (udkom 1851-1930) og Fædrelandet (udkom 1834-1882); begge var på det tidspunkt nationalliberale aviser.
Spøgelset … Hamleti I akt af Shakespeares tragedie Hamlet, Prince of Denmark, ca. 1600-1601, optræder Hamlets fars genfærd, desuden i III,4, Hamlets samtale med Gertrud.
Geistgenfærd.
bygge nyefra ca. 1850 prægedes den arkitektoniske udvikling af den såkaldte historicisme, idet man forlod den klassiske tradition og i stedet optog elementer fra middelalderens og renæssancens bygningskunst. Flere herregårde ombyggedes i denne stil.
439
apokalyptiske Komediehentyder til titlen på J.L. Heiberg: »En Siel efter Døden. En apokalyptisk Comedie« (i Nye Digte, 1841), som bl.a. satiriserer over H.C. Andersens skuespil Mulatten og Maurerpigen, begge 1840.
Emblem(er)symbolsk mærke eller figur, fx en persons våbenskjold.
Topperfjerduske, kvaster el.lign. pynt på hestes hovedtøj. Kun de højeste rangklasser måtte køre med toppe.
Monument paa Kongens Nytorvførst senere opstilledes statuer af Holberg og Oehlenschläger på Kongens Nytorv.
440
Poitiersby i Vestfrankrig.
Votre oeil … ame»Oh! votre oeil est timide et votre front est doux: / Mais quoique, par pudeur et par pitié pour nous, / Vous teniez secrète votre âme«, (fransk) Oh, Deres blik er undseligt, og Deres pande er blid, ja, uagtet De, af blufærdighed og af medlidenhed med os, hemmeligholder Deres sjæl; indleder digtet »Trente-unième. À Madame Marie M.« fra Victor Hugos digtamling Les feuilles d’automne (efterårsløvet), 1831.
441
Vernetden franske maler Horace Vernet (1789-1863) havde krigs- og soldatermaleriet som sit særlige felt; eksempler herpå kan ses i Versaillesmuseet. I det daværende Luxembourgmuseum, som åbnede i 1750 i senatets bygning og var det første offentlige museum med malerier, befandt sig if. museets katalog for 1855 fire billeder af Vernet, heraf tre meget store.
Kaulbach(s)Wilhelm von Kaulbach (1805-1874), tysk historiemaler; illustrerede 1845 Goethes allegorisk-satiriske Reineke Fuchs, 1793, der gendigter den plattyske Reinke de Vos, 1498.
Goethes franske illustrerede Faustkan være J.W. Goethe Faust, tragoedie, oversat til fransk af Albert Stapfer, illustreret med 17 litografier af E. Delacroix, Paris 1828. Goethe (1749-1832) udgav Faust, ein Fragment 1790, Faust I 1808 og i 1827 dele af Faust II, som først udkom i sin helhed efter Goethes død, i 1832.
Ruslæderrødgarvet læder af kalveskind, indgnedet med vellugtende olier; blev tidligere især importeret fra Rusland.
interessantmystisk, fascinerende; eksotisk.
442
bryder sig … omtager sig af.
Han er her doghan kommer her vel?
C’est la manière … chose(fransk) det er måden, man gør det på.
443
Davidden franske billedhugger Pierre-Jean David d’Angers (1788-1856), som H.C. Andersen traf i Paris 1843.
Le celèbre sculpteur de Paris(fransk) den berømte parisiske billedhugger.
Trommeslagerjf. dagbogsnotat 25. april 1843 om besøg hos David d’Angers: »En heel Figur forestillende en bekjendt Trommeslager Dreng, der døende holder Cocarden paa Hjertet, Trommestikken i Haanden« (Dagbøger II, s. 353).
444
Tale er Sølv, tie er GuldMau 10,137.
445
dimitteretundervist og sendt (indstillet) til videre uddannelse, især til universitetet.
446
Würde giebt Bürdeværdighed (i betydningen høj rang) giver byrde; ældre tysk talemåde, svarer til udtrykket »adel forpligter«.
tørhar lov til.
LutherMartin Luther (1483-1546), tysk teolog og reformator.
itemligeledes.
HegelG.W.F. Hegel (1770-1831), tysk filosof.
det halve Landmå være hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Et slesvig-holstensk oprør brød ud i 1848, idet mange af Slesvig og Holstens tysktalende i håb om et kommende, samlet Tyskland ønskede, at Slesvig skulle sluttes til det tyske forbund, som Holsten havde været det siden 1815. I den påfølgende Treårskrig 1848-1850 støttedes oprøret af Preussen. Efter den danske sejr i 1850 levede konflikten videre. Med Novemberforfatningen 1863 forsøgte Danmark at knytte Slesvig til kongeriget, hvad der medførte, at Preussen og Østrig 1. februar 1864 erklærede Danmark krig, som førte til dansk nederlag. Ved freden i Wien 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg. H.C. Andersen indleverede Han er ikke født til Det Kongelige Teater i efteråret 1863. Det kan ikke afgøres, om han har tilføjet bemærkningen om »det halve Land« efter krigens udbrud. 18. april 1864, altså efter stykkets premiere, led danskerne et af de afgørende nederlag, idet Dybbøl erobredes af prøjserne.
Eiderdansktilhænger af en politik, der især havde sin tid omkring midten af 1800-tallet, og hvis mål var, at Ejderen skulle danne Danmarks sydgrænse. De unge akademikeres politiske fører i 1840’erne, den nationalliberale Orla Lehmann, havde i en tale 1842 proklameret løsenet: »Danmark til Eideren!«. Hensigten var en indlemmelse af hertugdømmet Slesvig i Danmark og opløsning af helstaten, dvs. det samlede danske monarki omfattende kongeriget Danmark, Slesvig og de to andre hertugdømmer Holsten og Lauenburg.
Skandinavskandinavisme kalder man bestræbelserne på en nøjere politisk og kulturel sammenknytning af de tre nordiske lande, i 1840’erne især vakt af digtere, videnskabsmænd og studenter.
Den Vægelsindede … Den politiske Kandestøber(egl. Den politiske Kandstøber) hovedpersonerne i Holbergs to komedier med disse titler, begge opført 1722, trykt 1723.
huserbor.
Don Ranudoden fattigfine spanske herremand i Holbergs komedie Don Ranudo de Colibrados, trykt 1745, opført 1752.
HofkalenderenHof- og Statskalenderen, officiel statshåndbog (siden 1801), der oplyser om rangforordning, titler m.v.
447
Adelsbrevbrev, hvori der meddeles en person adelskab.
slaae udkommer frem.
448
snarthurtigt.
ligger iligger med, har.
449
I Tidenmed tiden.
450
Musernei græsk mytologi gudinder for ni områder inden for kunst og videnskab.
Herodotden græske historieskriver Herodot (ca. 480-ca. 420 f.Kr.) er forfatter til det første store prosaværk i vores kulturkreds. Værket, der handler om fjendskabet mellem perserne og grækerne fra ca. 550 f.Kr. til Perserkrigene 480-479 f.Kr., blev senere opdelt i ni bøger, én for hver af muserne.
453
Jernbanen … fra Fladstrand til Altonader havde længe været planer om en jysk længdebane, der skulle forbindes med banenettet i Slesvig og dermed med Altona/Hamburg, idet en jernbane fra Kiel til Altona sydvest for Hamburg var åbnet 1844 som den første i helstaten. 1853 blev en lov vedtaget om et jernbaneanlæg fra Slesvig til Frederikshavn (før 1800-tallet Fladstrand). Arbejdet forsinkedes af krigen 1864; først 1871 var forbindelsen Frederikshavn-Altona oprettet.
456
hvor jeg gaaerhvor jeg skal gå hen.
458
piinligtpinefuldt.
459
(shakespear-)byronsk(-sørenkierkegaardsk)den engelske digter George Gordon Byron (1788-1824) fik især med sit episk-lyriske digt Childe Harolds Pilgrimage, 1812-1818, dansk 1880, status som en kontroversiel litterær skikkelse. Den »byronske helt« er en melankolsk og urolig ener i opposition mod tidens borgerlige normer.
460
det Skjønnes Æsthetik hos Middelalderen … HegelHegel var ingen beundrer af middelalderen, men satte antiken højt og var optaget af det moderne. Sine synspunkter på det æstetiske fremlægger han i Vorlesungen über die Aesthetik, 1835-1838. For Hegel var det klassiske norm for det skønne i kunsten og dermed et fundament for hele den filosofiske kunstkritik.
461
Folkekalenderenskrift, der udkom årligt og foruden almanakken indeholdt folkeligt, underholdende stof.
463
hæderligefornemme, agtede.
464
Schumachervintappersønnen Peder Schumacher (1635-1699) opnåede at blive dansk rigskansler og fik 1671 skøde på et norsk gods, der tillagdes adelige rettigheder under navnet Griffenfeld. Schumacher optog herefter dette navn.
det frie Englandfra 1820’erne lagde Storbritannien afstand til de reaktionære magter på kontinentet, støttede liberale og nationale frihedsbevægelser og indledte en reformpolitik. Ved valgreformen 1832 fik store dele af den ny middelstand, men ikke arbejderklassen, politisk medbestemmelse.
med … i Perspectivi forventning om, med udsigt til.
Antiquareroldforskere, arkæologer.
Copist(er)skriver, underordnet embedsmand.
465
Sans amis … sa misère(fransk) uden venner, uden støtte, jeg forstår hans ulykke. Ikke identificeret som citat.
C’est juste(fransk) det stemmer.
Gryn(jargon) penge.
466
couleurererfarver.
Coquetstærkt negativt: overfladisk, behagesyg.
Venez(fransk) kom.
468
elskværdigeværd at elske.
Læremo’erlærerinde for småbørn.
469
i god Gjerningnår det gælder en god gerning.
hvad feiler Dig?hvad er der i vejen med dig?
472
Man kan ikke forhindre … bygger Rede derefter et kinesisk ordsprog: »Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved. Men måske kan du forhindre dem i at stoppe op og bygge rede i dit hår«.
473
deiligkøn (ironisk).
jeg tør ikkejeg må, kan ikke.
478
Vasalperson, der står under en fyrstes overhøjhed.
Hyrdefast figur i antik og herefter renæssancetidens idyldigtning.
udenmedmindre.
480
tilforladeligetroværdige.
482
Fædrelandet … Dagbladetse note til s. 438.
483
Fødselsdagdette ord fortrænger fra ca. 1850 den ældre germanisme »Geburtsdag« i rigsmålet.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene Anden Act. Generalindens Have Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene Femtende Scene Sextende Scene

Del

[Sassy_Social_Share]