Jeg synger her om to – betænk engang!

Dog det er vist, jeg mener kun den Ene;

Men sige Alt, selv om det er i Sang,

Det tør og bør man ikke, skal jeg mene.

Jeg mener Een, men nævner dog de Tvende, –

Nu kan man prøve paa at gjætte hende.

Den Ene eier Kløgt og muntert Sind,

Ja, Viddet sidder kjækt i Blik og Øie;

Den Anden – Skjønhed boer paa hendes Kind,

Det bedste Hjerte har hun, veed jeg nøie.

Forstand og Ynde begge huldt forene –

Kan man ei gjætte her, hvem jeg kan mene?

Hun boer i Byen – og den anden med,

At sige, naar de ikke er’ paa Landet!

Men hendes Øine da? O stor Fortræd!

Hos begge er’ de eens og blaae som Vandet;

Der Tanken som en deilig Havfru svømmer –

Gjæt nu, hvem her jeg mener, hvem jeg drømmer.

Jeg læser dette Digt for begge to,

For hende, som er al min Sjæl og Tanke,

Som fylder mig med Smerte og med Ro,

Og som faaer Hjertet dristigt til at banke.

Jeg læser det for Dig! – Kan Du Dig kjende?

O Gud! vil hun forstaae, jeg mener hende?