Naar hjemme man paa Gadens Bræt

Faaer Saugspaan blæst i Øiet,

Forstyrres i sin Fortougsret,

Saa er man misfornøiet;

Man finder Meget ferskt og tamt

Og smaaligt, reent forbandet,

Sit Trappe-Rækværk vaadt og klamt,

– Uh! det er Fødelandet!

Man reiser – og som det gaaer frem,

Erindrings-Englen kommer,

Han synger om det kjære Hjem,

Om Solskin der og Sommer,

Om Vintertid med Stjerners Pragt;

Hvad Bittert er vi glemme;

Og i vort Modersmaal er lagt

Et Kys fra Moder hjemme!

Flyv Verden rundt paa dampsnel Baad,

Vor Fart er længselsblandet,

Os binder en electrisk Traad

Altid til Fædrelandet;

Jo længer bort, desmere fiin

Vil Traaden blive spundet;

Du Blodets Hjem, den Magt er din,

Dybt i Naturen grundet!

Ja, Hjemmets Jordbund har en Magt

For Syden, som for Norden;

Det er, som var en Rav-Bund lagt,

Der drog, selv gjennem Jorden!

Og denne Hjemvee, sund og sand,

Engang, paa større Vinger,

Os op til Aandens Fædreland,

Til Gud, vor Fader, bringer!

Saa føle vi og synge det,

Det er Dit Hjertes Tanker.

Hvor Du blev født, har leet og grædt,

Og Venners Hjerte banker,

Du Kunstens Søn, Du danske Mand,

Her Dig »Velkommen« gives

I Landsoldatens stolte Land,

Hvor Aands Guld-Æbler trives!