Hjertesuk af en udtjent Damekjole

Der var en Tid, da jeg var ganske ny –

Ak ja! det var de gode gamle Dage.

Da var jeg ogsaa med i denne By;

Men nu i Krogen hænger jeg tilbage.

I gyldne Sale svandt min Blomstervaar:

Nu skal maaskee jeg snart i Vartou bygge;

Hvor Krusemynterne bag Ruden staaer,

Jeg veier Livets Solskin og dets Skygge.

Alt dreier Hanen sig paa Petri Spiir,

Snart briste i mig mine skjøre Traade –

Dog ei jeg døer, – forvandlet i Papir,

Jeg bliver – – ja, det er den store Gaade.