Hvad! Julius! De her i Fyen!

Peter Emil! første Solodandser.

Figurant, kun Figurant!

I den anden Verden vil De blive Solodandser; man gaaer altid fremad. Men hvorledes er De kommet her?

Med Damp, og her boer jeg! Men De, Kryger?

Med Damp, og her boer jeg! – De maae vide, jeg fik 200 Rbd for mit sidste Malerie, hvortil jeg har laant Ideen i Borgergaden.

Kan man faae Ideer i Borgergaden?

O, udmærkede! – Jeg saae en Dag i en Snedkers Vindue en nydelig lille Pige stikke sit Hoved frem mellem nogle Børneliigkister; hun legede med en Haandfuld Roser; det var et deiligt Motiv, syntes jeg; vel, jeg giorde Billedet og fik, som sagt 200 Rbd for det; de halve Penge vilde jeg nu reise op; men, seer De, for hundred’ Rigsdaler kommer man ikke til Rom, men nok til Fyen; og her er smukt, her ere gamle Herregaarde, stille Søer inde i Bøgeskovene – – Og saa tog jeg med Damp, gik lidt op i Landet og har nu hos Skovfogeden her leiet mig ind paa en fiorten Dage; men De?

Jeg er paa Herregaarden.

Ja, stort skal det være!

Jeg informerer Grevebørnene! velsignede Mennesker! kloge Børn, lidt uvorne, egentligt ikke saa lidt; men jeg har sat mig i Respect.

Saa. – – –

De veed, jeg ved Saissonens Slutning fik Afsked med fem og tyve Rigsdaler i Pension. Det er heller ikke at reise til Rom for; men saa reiste jeg i Indlandet.

Ind eller ud, naar man kun reiser.

Jeg reiser, jeg ligger paa Landet, fortiener Penge til og giør interessante Bekiendtskaber. Jeg har giort eet – jeg anseer det for en Styrelse! – jeg har fundet her i Fyen eet af de ædleste, eet af de meest dybtfølende Gemytter! saadant et Menneske har jeg ikke kiendt før! jeg har seet de fleste Comedier, været med i alle vore Balletter, men saadan en Personlighed er aldrig skildret. O, jeg er lykkelig! og jeg veed De tager nogen Deel deri, vi have dog i mange Aar kiendt hinanden, Deres salig Fader har dog været den af alle, som tog sig meest af mig. Jeg har stærke Følelser; nu har jeg fundet, hvad jeg trængte til!

Jeg gratulerer! Er hun kiøn?

Han er ingen hun, han er en Seminarist!

Jeg gratulerer til Forlovelsen! Det er en Ven De har fundet? Det er ogsaa noget! men siig mig, kommer De noget op til Agent Svaneberg? kiender De ham eller nogen af Familien?

Endnu har jeg ikke været der, men udenad kiender jeg ham og hans! for jeg skal sige, alle Naboer blive gaaet igiennem af Grevens og Grevebørnene og jeg spiser jo ved Bordet! De kan ellers ikke troe, hvor han skriver for sig!

Agenten?

Nei, Larsen, Seminaristen. Her skal De selv høre.

Der er jo en gammel og en ung Frøken hos Agentens?

Hør bare dette Sted: »Og som Cicero siger i sin »de officiis« »alle Videnskaber ere Sødskende«, saa ere og blive ogsaa vi Sødskende« – –

Naa, saa han kiender Cicero!

– »Var min Haandtering de skiønne Kunster, istedetfor at den er det Exacte og Nyttige, da skulde jeg med mere ziirlige Ord, – skiøndt ei med mere sande – og med bedre valgte, men aldrig med bedre meente, bevidne Dem at De er mig, som Menneske og Skiøn-Aand, det Mærkeligste og Glædeligste min Vandring har viist mig! jeg forsikkrer og bekiender Dem, at de Timer jeg har tilbragt hos Dem i Tale og Conversation, hører med til mit Livs de mindst forsvindelige Erindringer.« o. s. v. Er det ikke mageløst!

Man faaer ganske tydeligt Begreb om Seminaristen! Gratulerer! Grevens tale altsaa meget om Naboerne, om Agenten; er der noget Aparte?

Ja, de ere nok Aparte Allesammen. Agenten lever for Tærskemaskiner og russisk Dampbad; og saa har han et gammelt Skab, som altid maa spille for Giæsterne; saadant et, som Deres Forældre havde. Den gamle Frøken Jakobine, som holder Huus, er saa stræng i Sæderne, at de sige om hende, men det er vel Løgn, at forleden gav hun Venus-Støtten Forklæde paa, fordi Bispen kom til Frokost; naar hun er i rigtig Humeur, skal hun kunde blæse med Munden ligesom hun havde et Valdhorn; en lille Forvalter secunderer, han spiller i Dag Fruentimmer i »Ørkenens Søn,« men det er en Hemmelighed!

De vide god Beskeed hos Grevens.

Frøkenen bar i to Aar Sorg for en Veninde, fordi Sort klæder hende. Hun er Physionomist og vælger sine Folk efter Ansigtet; og saa har hun en Bog hvori alle Giæster maa skrive, det er saadan et Slags Skudsmaals-Bog; de have havt den hos Grevens og skrevet ud af den for at giøre Nar! En lille Frøken fortæller deri, at her i Fyen drømmer man om Sveitses Dale.

Biergene skal man ikke drømme om!

En Lieutenant bliver evig forbunden! – Der er en Doctor fra Jylland, som giver en Afhandling om Typhus, og Fru G. skriver, at man paa Herregaarden faaer en Forsmag paa ukjendte Saligheder.

Maaskee giør man det ogsaa. Den unge Frøken seer nok ganske paradisisk ud.

Det siger man. Han skal da ogsaa have hende, Agenten!

Have hende! Hvor veed De det?

Der skal være noget Eget ved den Sag. Den gamle Frøken, som styrer det Hele, hun er, som jeg sagde from, i det mindste kiører hun i Kirke; hun har Overopsigten over den unge Frøken Grethe, der er en kiøn Pige og en riig Pige, men hun skal holde sig forover i Dandsen, siger Grevinden; hun har en betydelig Formue efter en Tante, men vil hun gifte sig, skal hun have, ikke blot Frøken Jacobines Ja, men endnu to andre gamle kiøbenhavnske Frøkeners; det er saadanne tre urgamle Veninder. Den Salige, som gjorde Testamentet har just derved tænkt, at det maatte blive en rigtig Perle Grethe fik, naar der vare saa mange, der holdte paa ham. –

Den arme Pige! Da har hun jo saa godt som tre Formyndere. Og de ville alle tre at hun skal have Agenten.

Vil de det?

Ja, det veed jeg ikke! – Det siger De.

Jeg! – Nei, jeg veed ikke andet end at de begge to ere ivente herovre, eller allerede komne. Der skal ogsaa være stor Middag her i Dag.

Gid jeg kunde sidde med til Bords, see hende, tale med hende!

Den gamle Frøken?

Er De gal! – Jeg skal sige Dem det. De er en ærlig Siæl, jeg veed at De holder af mig.

Ja, det giør jeg. Det var tidt, som om jeg skulde og maatte kalde Dem Broder.

Troer jeg ikke De faaer Taarer i Øinene. De er en Nar! og det er da jeg ogsaa! – Nu skal De høre. Det var en Aften, sidste Vinter i Kiøbenhavn, jeg var hos Etatsraad Døllners, jeg var i Humeur, jeg fortalte, jeg tegnede, jeg var nok egentlig ganske interessant. Der var kun en lille Kreds og i den var en ung Dame, saa livlig, saa naturlig, – De skulde see hvilket velsignet klogt Ansigt! Det giorde Indtryk paa mig, men forelsket blev jeg ikke.

Det var Frøken Grethe!

Det var hende! jeg blev livligere ved den Interesse hun viiste mig, jeg blev morsom og hun gik saa ypperligt ind paa Alt. Jeg vilde have fulgt hende hjem, men hun kjørte. Jeg saae hende ikke mere, men jeg tænkte paa hende. – –

Forelsket var De ikke.

Nei, det kan man ikke kalde det! hun var i mine Tanker, som en smuk Musik, som et deiligt Digt, som Noget der havde giort Indtryk paa mig; og da jeg nu iaar fik mit Maleri solgt, havde de hundred’ Rigsdaler at reise op, og Tankerne løbe omkring hvor jeg skulde reise hen, til Troldhætte, til de jydske Heder, eller Fyen, saa blev det Fyen; det var saaledes en Tanke! jeg kom til Svendborg, det er fire Dage siden; det var en Markedsdag – og hun – tænk Dem – hun var det første bekjendte Menneske jeg fik at see.

Hvad! De traf sammen?

Den allerførste Dag! – Hun stod rigtignok udenfor Huset og jeg indenfor; hun saae slet ikke mig, husker mig maaskee ikke engang, – jo, det giør hun! – jeg sprang om i Stuen, greb efter en anden Kjole, vilde sætte mit Halsklæde – og da det var gjort og jeg kom paa Gaden, – ja, da var hun og hendes Selskab borte. Jeg hørte da i Huset, for første Gang, at hun boede paa denne Herregaard her inde i Landet. »Er Egnen smuk?« Spurgte jeg; »Ligger der en Bondeby? Er der en Kroe nær ved?« – »Ja!« sagde man og saa tænkte jeg, man kan jo ogsaa studere Naturen der. Jeg leiede mig da ind hos Skovfogeden. Og er altsaa nu kommen ind paa Grændsen, men heller ikke længer!

Men det er jo en Styrelse det Hele!

Det er det! og jeg er ikke gaaet af Veien for den. Hvad der skal skee, det skeer! Det er en Tyrke-Tro, men det er nu min. Selv skal jeg giøre mit, jeg sidder til Roers, men Gud raade for Vind og Strømme. »Hold fast ved Stjernen deroppe!« sagde min gamle Bedstefader, det Fyr slukkes ikke! Jeg troer nu eengang jeg faaer liden Grethe. – Men hvad er det for en Kigen paa Uhret? Det er tredie Gang i eet Minut. Har De Hastværk? Jeg gaaer med! –

Nei, De kan ikke gaae med! De maa ikke misforstaae – –! nu mangler der kun fem Minutter!

Har De et Stevnemøde? Hr Rasmussen, skal De paa de Veie! fy!

Det er noget ganske Uskyldigt! Det er næsten Høitideligt! men De kan ikke gaae ind paa det! – Jeg kommer om ti Minutter.

Naa, saa De har Hemmeligheder, lige i det jeg lukker op mit hele Hierte for Dem.

Nei Kryger! De maa gierne lee af mig, og det veed jeg De vil! – vi Mennesker ere jo meget forskiellige.

Ligesom Kunstdands og Selskabsdands, og begge Dele ere dog Dands.

Seer De, igaar da jeg fik det velsignede Brev, som jeg læste for Dem.

Det fra Seminaristen.

Just det! saa blev jeg saa inderlig bevæget og skrev strax igien; Brevet gik med en Jordemoder-Vogn.

Saa er det gaaet flinkt.

Jeg foreslog ham om vi to Venner, skulde lade være at skrive De til hinanden; reent ud sagt, om vi skulde drikke Dus; jeg vilde da, – ja nu leer De – jeg vilde naar Klokken slog Tolv i Dag, gaae hen paa Grøften hvor vi i Hindbærrene første Gang mødte hinanden, hæve Glasset, tænke paa hinanden og sige Du, Du! Han skulde giøre det samme hvor han er, skiøndt der ligge fire Miil imellem os.

Og troer De, at jeg skulde lee af det! – (leer) ja, det giør jeg da ogsaa. Det er Venskab! salig David og Jonathan i høie Ihukommelse!

Nu mangler der kun fire Minutter!

Saa løb! Vil De, at jeg skal klinke for ham, saa løber jeg gierne med.

Nu fortryder jeg, at jeg har sagt Dem det!

Det skal De ikke! De ere fire Mile fra Deres Seminarist og drikker dog Duus, jeg er endnu længer fra min Kiærlighed og drikker endogsaa Bryllup med den. Vi have ikke Noget at lade hinanden høre!

De venter i ti Minutter! (løber ud).

Jeg venter i tredive! – Han er et godt Skrog! men lidt Nar kan man nok giøre af sine gode Venner! – Kunde jeg, som Coopers Indianere krybe frem paa Maven, saa skulde jeg krybe lige ind under Hindbærrene og see ham stikke Skaalen ud (tager Bog og Blyant frem). Tegnes maa han. Jeg vil tage ham fra Stenten.