H.C. Andersen

Hr. Rasmussen

Originalt Lystspil i to Acter

1846

Opført 19. marts 1846
  • Agent SVANEBERG, Godsejer
  • Frøken GRETHE
  • JULIUS KRYGER, Maler
  • Grevinde DYRSSEN
  • Hendes Søn, Stamherre, tolv Aar
  • Kammerjunker KORSE
  • RASMUSSEN, forhen Figurant ved det kongelige Theater
  • En gammel Herre
  • Hans Frue

Scenen er i Fyen i vor Tid.

Første Act

Skovparti udenfor Skovfogedens Huus. Midt paa Scenen, saa langt frem, som mueligt, staaer en Bænk.

Første Scene

RASMUSSEN og KRYGER (mødes).
RASMUSSEN

Hvad! Julius! De her i Fyen!

KRYGER

Peter Emil! første Solodandser.

RASMUSSEN

Figurant, kun Figurant!

KRYGER

I den anden Verden vil De blive Solodandser; man gaaer altid fremad. Men hvorledes er De kommet her?

RASMUSSEN

Med Damp, og her boer jeg! Men De, Kryger?

KRYGER

Med Damp, og her boer jeg! – De maae vide, jeg fik 200 Rbd for mit sidste Malerie, hvortil jeg har laant Ideen i Borgergaden.

RASMUSSEN

Kan man faae Ideer i Borgergaden?

KRYGER

O, udmærkede! – Jeg saae en Dag i en Snedkers Vindue en nydelig lille Pige stikke sit Hoved frem mellem nogle Børneliigkister; hun legede med en Haandfuld Roser; det var et deiligt Motiv, syntes jeg; vel, jeg giorde Billedet og fik, som sagt 200 Rbd for det; de halve Penge vilde jeg nu reise op; men, seer De, for hundred’ Rigsdaler kommer man ikke til Rom, men nok til Fyen; og her er smukt, her ere gamle Herregaarde, stille Søer inde i Bøgeskovene – – Og saa tog jeg med Damp, gik lidt op i Landet og har nu hos Skovfogeden her leiet mig ind paa en fiorten Dage; men De?

RASMUSSEN

Jeg er paa Herregaarden.

KRYGER

Ja, stort skal det være!

RASMUSSEN

Jeg informerer Grevebørnene! velsignede Mennesker! kloge Børn, lidt uvorne, egentligt ikke saa lidt; men jeg har sat mig i Respect.

KRYGER

Saa. – – –

RASMUSSEN

De veed, jeg ved Saissonens Slutning fik Afsked med fem og tyve Rigsdaler i Pension. Det er heller ikke at reise til Rom for; men saa reiste jeg i Indlandet.

KRYGER

Ind eller ud, naar man kun reiser.

RASMUSSEN

Jeg reiser, jeg ligger paa Landet, fortiener Penge til og giør interessante Bekiendtskaber. Jeg har giort eet – jeg anseer det for en Styrelse! – jeg har fundet her i Fyen eet af de ædleste, eet af de meest dybtfølende Gemytter! saadant et Menneske har jeg ikke kiendt før! jeg har seet de fleste Comedier, været med i alle vore Balletter, men saadan en Personlighed er aldrig skildret. O, jeg er lykkelig! og jeg veed De tager nogen Deel deri, vi have dog i mange Aar kiendt hinanden, Deres salig Fader har dog været den af alle, som tog sig meest af mig. Jeg har stærke Følelser; nu har jeg fundet, hvad jeg trængte til!

KRYGER

Jeg gratulerer! Er hun kiøn?

RASMUSSEN

Han er ingen hun, han er en Seminarist!

KRYGER

Jeg gratulerer til Forlovelsen! Det er en Ven De har fundet? Det er ogsaa noget! men siig mig, kommer De noget op til Agent Svaneberg? kiender De ham eller nogen af Familien?

RASMUSSEN

Endnu har jeg ikke været der, men udenad kiender jeg ham og hans! for jeg skal sige, alle Naboer blive gaaet igiennem af Grevens og Grevebørnene og jeg spiser jo ved Bordet! De kan ellers ikke troe, hvor han skriver for sig!

KRYGER

Agenten?

RASMUSSEN

Nei, Larsen, Seminaristen. Her skal De selv høre.

KRYGER

Der er jo en gammel og en ung Frøken hos Agentens?

RASMUSSEN (tager et Brev frem).

Hør bare dette Sted: »Og som Cicero siger i sin »de officiis« »alle Videnskaber ere Sødskende«, saa ere og blive ogsaa vi Sødskende« – –

KRYGER

Naa, saa han kiender Cicero!

RASMUSSEN (læser).

– »Var min Haandtering de skiønne Kunster, istedetfor at den er det Exacte og Nyttige, da skulde jeg med mere ziirlige Ord, – skiøndt ei med mere sande – og med bedre valgte, men aldrig med bedre meente, bevidne Dem at De er mig, som Menneske og Skiøn-Aand, det Mærkeligste og Glædeligste min Vandring har viist mig! jeg forsikkrer og bekiender Dem, at de Timer jeg har tilbragt hos Dem i Tale og Conversation, hører med til mit Livs de mindst forsvindelige Erindringer.« o. s. v. Er det ikke mageløst!

KRYGER

Man faaer ganske tydeligt Begreb om Seminaristen! Gratulerer! Grevens tale altsaa meget om Naboerne, om Agenten; er der noget Aparte?

RASMUSSEN

Ja, de ere nok Aparte Allesammen. Agenten lever for Tærskemaskiner og russisk Dampbad; og saa har han et gammelt Skab, som altid maa spille for Giæsterne; saadant et, som Deres Forældre havde. Den gamle Frøken Jakobine, som holder Huus, er saa stræng i Sæderne, at de sige om hende, men det er vel Løgn, at forleden gav hun Venus-Støtten Forklæde paa, fordi Bispen kom til Frokost; naar hun er i rigtig Humeur, skal hun kunde blæse med Munden ligesom hun havde et Valdhorn; en lille Forvalter secunderer, han spiller i Dag Fruentimmer i »Ørkenens Søn,« men det er en Hemmelighed!

KRYGER

De vide god Beskeed hos Grevens.

RASMUSSEN

Frøkenen bar i to Aar Sorg for en Veninde, fordi Sort klæder hende. Hun er Physionomist og vælger sine Folk efter Ansigtet; og saa har hun en Bog hvori alle Giæster maa skrive, det er saadan et Slags Skudsmaals-Bog; de have havt den hos Grevens og skrevet ud af den for at giøre Nar! En lille Frøken fortæller deri, at her i Fyen drømmer man om Sveitses Dale.

KRYGER

Biergene skal man ikke drømme om!

RASMUSSEN

En Lieutenant bliver evig forbunden! – Der er en Doctor fra Jylland, som giver en Afhandling om Typhus, og Fru G. skriver, at man paa Herregaarden faaer en Forsmag paa ukjendte Saligheder.

KRYGER

Maaskee giør man det ogsaa. Den unge Frøken seer nok ganske paradisisk ud.

RASMUSSEN

Det siger man. Han skal da ogsaa have hende, Agenten!

KRYGER

Have hende! Hvor veed De det?

RASMUSSEN

Der skal være noget Eget ved den Sag. Den gamle Frøken, som styrer det Hele, hun er, som jeg sagde from, i det mindste kiører hun i Kirke; hun har Overopsigten over den unge Frøken Grethe, der er en kiøn Pige og en riig Pige, men hun skal holde sig forover i Dandsen, siger Grevinden; hun har en betydelig Formue efter en Tante, men vil hun gifte sig, skal hun have, ikke blot Frøken Jacobines Ja, men endnu to andre gamle kiøbenhavnske Frøkeners; det er saadanne tre urgamle Veninder. Den Salige, som gjorde Testamentet har just derved tænkt, at det maatte blive en rigtig Perle Grethe fik, naar der vare saa mange, der holdte paa ham. –

KRYGER

Den arme Pige! Da har hun jo saa godt som tre Formyndere. Og de ville alle tre at hun skal have Agenten.

RASMUSSEN

Vil de det?

KRYGER

Ja, det veed jeg ikke! – Det siger De.

RASMUSSEN

Jeg! – Nei, jeg veed ikke andet end at de begge to ere ivente herovre, eller allerede komne. Der skal ogsaa være stor Middag her i Dag.

KRYGER

Gid jeg kunde sidde med til Bords, see hende, tale med hende!

RASMUSSEN

Den gamle Frøken?

KRYGER

Er De gal! – Jeg skal sige Dem det. De er en ærlig Siæl, jeg veed at De holder af mig.

RASMUSSEN

Ja, det giør jeg. Det var tidt, som om jeg skulde og maatte kalde Dem Broder.

KRYGER

Troer jeg ikke De faaer Taarer i Øinene. De er en Nar! og det er da jeg ogsaa! – Nu skal De høre. Det var en Aften, sidste Vinter i Kiøbenhavn, jeg var hos Etatsraad Døllners, jeg var i Humeur, jeg fortalte, jeg tegnede, jeg var nok egentlig ganske interessant. Der var kun en lille Kreds og i den var en ung Dame, saa livlig, saa naturlig, – De skulde see hvilket velsignet klogt Ansigt! Det giorde Indtryk paa mig, men forelsket blev jeg ikke.

RASMUSSEN

Det var Frøken Grethe!

KRYGER

Det var hende! jeg blev livligere ved den Interesse hun viiste mig, jeg blev morsom og hun gik saa ypperligt ind paa Alt. Jeg vilde have fulgt hende hjem, men hun kjørte. Jeg saae hende ikke mere, men jeg tænkte paa hende. – –

RASMUSSEN

Forelsket var De ikke.

KRYGER

Nei, det kan man ikke kalde det! hun var i mine Tanker, som en smuk Musik, som et deiligt Digt, som Noget der havde giort Indtryk paa mig; og da jeg nu iaar fik mit Maleri solgt, havde de hundred’ Rigsdaler at reise op, og Tankerne løbe omkring hvor jeg skulde reise hen, til Troldhætte, til de jydske Heder, eller Fyen, saa blev det Fyen; det var saaledes en Tanke! jeg kom til Svendborg, det er fire Dage siden; det var en Markedsdag – og hun – tænk Dem – hun var det første bekjendte Menneske jeg fik at see.

RASMUSSEN

Hvad! De traf sammen?

KRYGER

Den allerførste Dag! – Hun stod rigtignok udenfor Huset og jeg indenfor; hun saae slet ikke mig, husker mig maaskee ikke engang, – jo, det giør hun! – jeg sprang om i Stuen, greb efter en anden Kjole, vilde sætte mit Halsklæde – og da det var gjort og jeg kom paa Gaden, – ja, da var hun og hendes Selskab borte. Jeg hørte da i Huset, for første Gang, at hun boede paa denne Herregaard her inde i Landet. »Er Egnen smuk?« Spurgte jeg; »Ligger der en Bondeby? Er der en Kroe nær ved?« – »Ja!« sagde man og saa tænkte jeg, man kan jo ogsaa studere Naturen der. Jeg leiede mig da ind hos Skovfogeden. Og er altsaa nu kommen ind paa Grændsen, men heller ikke længer!

RASMUSSEN

Men det er jo en Styrelse det Hele!

KRYGER

Det er det! og jeg er ikke gaaet af Veien for den. Hvad der skal skee, det skeer! Det er en Tyrke-Tro, men det er nu min. Selv skal jeg giøre mit, jeg sidder til Roers, men Gud raade for Vind og Strømme. »Hold fast ved Stjernen deroppe!« sagde min gamle Bedstefader, det Fyr slukkes ikke! Jeg troer nu eengang jeg faaer liden Grethe. – Men hvad er det for en Kigen paa Uhret? Det er tredie Gang i eet Minut. Har De Hastværk? Jeg gaaer med! –

RASMUSSEN

Nei, De kan ikke gaae med! De maa ikke misforstaae – –! nu mangler der kun fem Minutter!

KRYGER

Har De et Stevnemøde? Hr Rasmussen, skal De paa de Veie! fy!

RASMUSSEN

Det er noget ganske Uskyldigt! Det er næsten Høitideligt! men De kan ikke gaae ind paa det! – Jeg kommer om ti Minutter.

KRYGER

Naa, saa De har Hemmeligheder, lige i det jeg lukker op mit hele Hierte for Dem.

RASMUSSEN

Nei Kryger! De maa gierne lee af mig, og det veed jeg De vil! – vi Mennesker ere jo meget forskiellige.

KRYGER

Ligesom Kunstdands og Selskabsdands, og begge Dele ere dog Dands.

RASMUSSEN

Seer De, igaar da jeg fik det velsignede Brev, som jeg læste for Dem.

KRYGER

Det fra Seminaristen.

RASMUSSEN

Just det! saa blev jeg saa inderlig bevæget og skrev strax igien; Brevet gik med en Jordemoder-Vogn.

KRYGER

Saa er det gaaet flinkt.

RASMUSSEN

Jeg foreslog ham om vi to Venner, skulde lade være at skrive De til hinanden; reent ud sagt, om vi skulde drikke Dus; jeg vilde da, – ja nu leer De – jeg vilde naar Klokken slog Tolv i Dag, gaae hen paa Grøften hvor vi i Hindbærrene første Gang mødte hinanden, hæve Glasset, tænke paa hinanden og sige Du, Du! Han skulde giøre det samme hvor han er, skiøndt der ligge fire Miil imellem os.

KRYGER

Og troer De, at jeg skulde lee af det! – (leer) ja, det giør jeg da ogsaa. Det er Venskab! salig David og Jonathan i høie Ihukommelse!

RASMUSSEN

Nu mangler der kun fire Minutter!

KRYGER

Saa løb! Vil De, at jeg skal klinke for ham, saa løber jeg gierne med.

RASMUSSEN

Nu fortryder jeg, at jeg har sagt Dem det!

KRYGER

Det skal De ikke! De ere fire Mile fra Deres Seminarist og drikker dog Duus, jeg er endnu længer fra min Kiærlighed og drikker endogsaa Bryllup med den. Vi have ikke Noget at lade hinanden høre!

RASMUSSEN

De venter i ti Minutter! (løber ud).

KRYGER

Jeg venter i tredive! – Han er et godt Skrog! men lidt Nar kan man nok giøre af sine gode Venner! – Kunde jeg, som Coopers Indianere krybe frem paa Maven, saa skulde jeg krybe lige ind under Hindbærrene og see ham stikke Skaalen ud (tager Bog og Blyant frem). Tegnes maa han. Jeg vil tage ham fra Stenten. (iler ud).

Anden Scene

FRØKEN JACOBINE og FRØKEN CAROLINE (komme fra modsatte Side).
CAROLINE

Nu er jeg træt! Du husker nok ikke paa, hvilken Reise jeg har gjort igaar. Hvor blev alle de Andre?

JACOBINE

De ere gaaet fra os! sid nu ned! Hvor Du seer godt ud! hvor Du holder Dig!

CAROLINE

Du ogsaa! Du bliver kjønnere med Aarene. Det kommer af at vi ikke have giftet os, for det spolerer.

JACOBINE

Caroline! – Naa, saa har jeg Dig herovre! og nu maa Du ikke saa snart tale om at tage bort igien. Seer Du nu, at det ikke er saa langt til Fyen; om Morgenen i Kjøbenhavn, om Aftenen i Svendborg.

CAROLINE

Om Natten var det da! det er min første og bliver nok ogsaa min sidste Tour, det var et rædsomt Veir! Det undrer mig at ikke Træerne ere blæste om.

JACOBINE

Men det har jo ikke blæst meget.

CAROLINE

Ikke det! – Ja saa skulde Du have været paa Havet, saa havde Du nok mærket det. Saaledes skulde det tage paa i det politiske Liv, at Parykblokkene kunde gaae overbord, som han sagde; jeg troer det var paa Skydebanen.

JACOBINE

Stakkels Caroline, saa Du har havt det saa haardt!

CAROLINE

Capitainen sagde, at han havde aldrig været ude i et saadant Veir. Jeg spurgte ham selv ad: »Har De nogensinde prøvet en saadan Storm? Er det ikke den frygteligste i Mands Minde?« Og saa gjorde han saaledes med Hovedet.

JACOBINE

Du lagde Dig dog strax?

CAROLINE

Det gjorde jeg, men det tog jo frygtelig paa! Det knagede i Træet. Jeg sagde ikke noget; men jeg bad i mit Hierte, at de vilde holde dem nær Land, hvis en Ulykke skulde skee. Og da det var paa det værste, hørte jeg een af Damerne spørge, hvor dybt der nu kunde være, og saa sagde man otte Favne. Saa tænkte jeg ikke mere!

JACOBINE

Ja jeg bliver ogsaa saa underlig from, naar jeg er paa Beltet; der føler man sig lille, man tænker paa Dødens Øieblik og det er ogsaa godt Caroline. – Men nu skal Du ikke tænke paa det! – Nu skal Du have det behageligt. – Er her ikke deiligt? Det er nu Grændsen vi ere paa. Hvad siger Du om Udsigten?

CAROLINE

Det er ret nysseligt med den Skov der henne, men det var kjønnere om der laae en lille Kiøbstad eller helst en stor. Jeg holder nu eengang ikke af Naturen, jeg holder af Mennesker! – Jeg har Natur nok derovre i Kjøbenhavn, siden jeg har faaet fri Værelser ved Volden. Jeg har al for meget Natur, det er ligesom jeg reent laae paa Landet, Vinter og Sommer! Havde jeg det ikke frit, saa boede jeg der ikke heller. Jeg holder af Gjenboer, det liver dog op, men saaledes, som jeg nu i Byen har det ud for mig, et Vold-Skilderhuus, som ikke engang er ligefor, det er frygteligt! Nei, det var en deilig Leilighed jeg havde i Møntergaden! jeg kunde see lige ind til Jødens og til Tand-Professorens neden under. Nu, hvor jeg boer, seer jeg kun den stumme Skildvagt og vil jeg see ordentlige Gjenboer, saa maa jeg gaae ud i mit Kiøkken og sætte mig paa Vadsken, saa kan jeg dog see ind til Nogen! men paa Vadsken kan man da ikke sidde hele Dagen! – Her komme vel flere Mennesker? –

JACOBINE

Du skal ikke komme til at kjede Dig! Vi selv ere jo allerede en Deel og vi blive flere. I Dag skal Du giøre Bekiendtskab med Greven og Grevinden, med Proprietairen og Provst Tham; der skal Du see et Apostel-Ansigt. Flere Geistlige ere indbudne.

CAROLINE

Saa vil her jo komme til at see ud, som til Begravelse!

JACOBINE

Hvor Du er verslig! – Du skal faae Daarlighed nok! Du skal faae Comedie! Der er Kammerjunker Korse, som gik med Laide. Han har nu altid Pudsigheder for. I Haven har han indrettet et Natur-Theater. Det faae I efter Bordet. Ja, han har mange Talenter. Det er forunderligt, at han ikke kan faae et Embede.

CAROLINE

Duer han noget, faaer han Intet! han kan vente til Graven.

JACOBINE

Og den er dog det bedste Caroline!

CAROLINE

Nei, den er ikke! jeg skal ikke have min endnu! jeg vil først see hvorvidt Stænderne bringe det! – Det var grueligt om jeg skulde døe herovre! om jeg, som hader Landet, skulde evig komme til at ligge paa Landet i min Grav. Det var Ironi af Skjæbnen, som han kaldte det. Og hvad har I saa mere?

JACOBINE

Ja, hvad har vi! Vi har Thomsens Avis.

CAROLINE

Har den Farve? Du forstaaer mig? Du har dog vel selv Farve? Thi fordi man er skaaret, som et Fruentimmer, kan man nok have en Mening! Det er ogsaa sagt i Trykkefriheds-Selskabet hvori jeg er betalende Medlem.

JACOBINE

Har Du Raad til det?

CAROLINE

Nei jeg har ikke! Rigsdalerne sidde ikke saa løse; desuagtet har jeg dog givet Enkens Skjærv ogsaa til Multerne paa Børsen. Jeg er Liberal, og det vil jeg ønske Du ogsaa var. Man skal gaae med Ungdommen, og den vil fremad, »de Gamle kunne gaae ud i Ørkenen

JACOBINE

Jeg holder mig til min Skaber og ikke til Politiken! jeg hælder ikke mit Hoved, som Du, til det Verslige. Men Hver Sit, skiøndt Du glemmer nok tidt din lille Katechismus: »man skal være den høie Øvrighed underdanig!« Du smitter ikke mig og heller ikke Agenten; han passer sine egne Ting; han er rigtignok en ganske anden Mand end Kejser Napoleon!

CAROLINE

Du maa ikke røre Napoleon! Dit Portræt hænger hos mig imellem hans og vor Armand Carél, saa kan Du vide hvorledes jeg holder af ham; jeg har kun de tre Billeder og saa Vandfaldet i Frederiksberghave, det er hele mit Gallerie, og nu lader jeg Vandspringet gaae og sætter noget Skandinavisk i Rammen.

JACOBINE

Saa Du er ogsaa Skandinav?

CAROLINE

Det er jeg! rigtignok kan jeg ikke lide de Svenske, og Nordmændene ere ikke mine Folk, men Skandinav er jeg paa Trods, og kunne vi faae alle Landene til at regiere, saa var det Noget. Hvad Politik har Grethe?

JACOBINE

Hun skytter sig selv og det skulde Du ogsaa, Caroline. De politiske Bladskrivere ere Nedrakkere, det siger jeg, de leve af at være misfornøiet, og i Theater og Kunst, – som kan være mig det samme – kommer Kritiken tidt fra et Aadsel, og det stinker, Caroline! Nei jeg vil sige Dig det ligefrem; jeg har en Mand til Grethe, og det er meget for hans og hendes Skyld jeg har bedet Dig og Laide herover.

CAROLINE

Hvad Slags Mand er han?

JACOBINE

Det er Agenten selv! jeg har indrettet det. Jeg har stridt nok.

CAROLINE

Har da Grethe en anden?

JACOBINE

Hvor skulde hun have ham fra. Nei, jeg skal sige Dig, her var en Slags Jomfrue, – flink, Gud bevar os! men det var ikke af mine Ansigter! – Hun lagde an! – Det maa hun have gjort, for han har kun Tankerne for Tærskemaskiner og Tørvepræsning – han blev forlibt og havde bestemt gjort hende til Frue –! men jeg fik hende bort! – jeg fik hans Øine op for Grethe; – og nu gaaer det! De blive meget lykkelige.

CAROLINE

Og Du styrer Huset!

Tredie Scene

Frøken LAIDE. Kammerjunker KORSE. DE FORRIGE
KAMMERJUNKEREN

Der ere udmærkede Hoteller i Roeskilde! Jeg fik et Værelse, hvor man istedetfor Rullegardiner, fik til to Vinduer eet Tydsklands Kort. Da jeg saa skulde have »det finere Indertøi,« – det var ud til et smalt Stræde, – og Gienboerne vare stadige til at see over til mig, maatte jeg holde det uskyldige Linned, som Nødflag op for dem, til de lode deres Rullegardiner gaae ned og jeg kunde klæde mig. Jo, man logerer udmærket i Roeskilde!

LAIDE

Det bryder jeg mig nu ikke det mindste om, naar jeg kun kan faae Leilighed til at hæve min Aand og berige mig med Kundskaber. – Seer De den Slagskygge, den er næsten unaturlig, den er fræk, og dog rigtig. Den turde vi ikke male!

JACOBINE

Hvor er Agenten og Grethe? Har I tabt dem? Vi gaae jo to og to, ligesom til Begravelse! –

KAMMERJUNKEREN (i det han vender sig mod Laide) .

Det maa da være Kjedsommeligheden, som vi begrave, for den er død naar man gaaer med Dem. Rousseau har sagt det, men noget vidtløftigere i sin »Heloise«.

LAIDE

Saa smukt, kan jeg ikke tale. Hvor Hr. Kammerjunkeren er interessant.

JACOBINE

Du skal see hvor han kan binde Bouquetter, hænge Gardiner op og lægge Svaner.

CAROLINE

Lægger han ogsaa Svaner.

JACOBINE

Han gjør Alt af Servietterne.

KAMMERJUNKEREN

»Jeg pudsler lidt med Alt og leger gierne!« Siger Calderone eller Lopes de Vega; Spansk er det!

LAIDE

De er Kunstner, De er Digter! man mærker det strax, De veed at flatere Naturen! og deiligt er det paa Landet, man gaaer saadan i et aandigt Kanevas.

CAROLINE

Jeg holder ikke af den Stilhed!

LAIDE

Er der Stilhed i Naturen! Alt summer og synger! Fuglene qvidre, Myggene surre, Vinden er i Bladene; nu brøler en Ko, nu gøer en Hund; hør, nu rumler en Vogn. Det er yndigt!

CAROLINE

Nei skal jeg i Naturen, saa gaaer jeg i Tivoli, der træffer man dog Mennesker!

KAMMERJUNKEREN

– – »Men saa er det reent umuligt

Naar ind ad Porten man gaaer,

At see, hvem der var i Tivoli,

Og hvem der stod udenfor.« – –

LAIDE

Gud, kan De ogsaa den!

KAMMERJUNKEREN

Den er af Voli.

Fierde Scene

Grevinde DYRSSEN. DE FORRIGE
GREVINDEN

Nei, det er virkeligt altfor varmt! tænk, jeg er gaaet! men han vilde det, og jeg er nu aldrig for at trodse Børns Villie, for derved blive de irriterede og haarde.

JACOBINE

Deres Naade kommer allene?

GREVINDEN

Nei, Napoleon er med. – Det er min Søn, Stamherren! – Han vilde ikke kjøre, De kiender ham med hans overordentlige Characteerfasthed, det er efter hans Fader! Han vilde ikke kjøre, han vilde have Gevær med for at skyde en lille Fugl eller Hare; der er nu saadant noget ældre ved ham, og saa skulde vi gaae.

KAMMERJUNKEREN

Og den unge Comtesse?

GREVINDEN

Louise var syg.

JACOBINE

Syg!

GREVINDEN

Ja, De veed hun er aldrig uartig, men naar hun er det, saa feiler hun noget! Hun har Orm, det søde Barn, og saa bliver hun saa vanskelig! Nu vilde hun ligge og Fader skulde ligge hos hende, sagde hun. Den gode Mand havde i Dag ikke den mindste Tid dertil og han bad hende saa inderligt om at være fri, men hun vilde have ham i Seng med. Det er mærkeligt hvor vore Børn have Characteer og det er jo glædeligt for Forældre! saa maatte han lægge sig med hende!

JACOBINE

Naar hun nu sover, saa tænker jeg vel Hr. Greven lister sig fra hende og kommer.

GREVINDEN

Nei, det har jeg forbudt! jeg finder det syndigt at bedrage Børn; sover hun ind i den Tro at Faderen ligger i Sengen, saa skal han ligge! – De ere jo de sødeste, de artigste Børn der kunde være. De faae ogsaa deres Villie i Alt. Stamherren har nu noget Lichtenbergsk-voltairisk, som et Barn kan have det. Jeg er ogsaa taknemlig for de velsignede Børn!

JACOBINE

Maa jeg saa præsentere mine to Veninder fra Kiøbenhavn! Frøken Caroline Asmann! et Verdensbarn, der læser sine Aviser og tænker paa Dronning Pomare og de tscherkesiske Krige! Frøken Laide Røth! hun er inde i Thorwaldsen og hele Italien! – Fortræffelige Characterer, mine Ansigter! –

GREVINDEN (til Laide).

Dem har jeg seet før!

LAIDE

Hos Etatsraad Vammels.

GREVINDEN

Paa det uforglemmelige Bal i den ækle Skolesal! Bænkene vare draperede med Katuns Overtræk! Konen havde faaet alle sin Mands Brystnaale i Turbanen! hun saae ud, som en Juveleer-Boutik! – (der skydes). Det var Napoleon! nu har han vist skudt en lille Fugl! – Det skreeg! bare han ikke har saaret sig.

KAMMERJUNKEREN

Der er ikke noget at frygte, Stamherren skyder, som en Wilhelm Tell! (gaaer).

GREVINDEN

Han skyder rigtignok mærkeligt for sin Alder! han skiød forleden Pastorindens tykke Fenelon; det var jo ikke Ret, og Pastorinden græd over det.

JACOBINE

Den tykke Hund hun gik Tour med!

GREVINDEN

De gik altid omkaps, nu er den gaaet forud.

CAROLINE

Den unge Greve synes ikke at bryde sig om Folkeretten.

GREVINDEN

O, han er det kiærligste Sind! men, som han ogsaa sagde selv, Hunden var ækel. Han har overordentlig Takt for det Passende. Folkene holde særdeles af ham uden naar han er dem for overlegen. Der er Stamherren! –

Femte Scene

NAPOLEON. Kammerjunker KORSE. DE FORRIGE
NAPOLEON

Gud, hvor det var moersomt!

GREVINDEN

Søde Ven! Bløder Du?

NAPOLEON

Vaas! Det er jo Dandsemesteren! Nei, hvor han stak Benene i Veiret!

GREVINDEN

Har Du saaret Din Lærer?

NAPOLEON

Det er saa kjedeligt med Dig! Du kan ingen Ting forstaae. Han fik ikke Skuddet! jeg skiød bare lige forbi hans Hoved, for jeg vilde det! Han stod paa Grøften og giorde Positioner, og da jeg vidste, han var saadan en Koujon, saa krøb jeg hen ved Busken og skjød og der laae han saa lang han var.

CAROLINE

Er han saaret?

NAPOLEON (seer paa hende).

Fremmed Ansigt – ækelt!

GREVINDEN

Er han saaret?

NAPOLEON

Han er jo ingen Spurv, saa døer han vel ikke af et Hagl, som han ikke har faaet. Jeg vilde jo skyde forbi og saa skiød jeg forbi, har jeg sagt; kan Du ikke høre!

GREVINDEN

Gud, Napoleon, hvor Du er vild! jeg gad vidst om den gamle værdige Lætitia ikke tidt ogsaa har været forfærdet for sin Napoleon! Du maa være mere mild og agtsom. – Det er Stamherren Lars Napoleon. Det første Navn er Familie-Navn, det andet har jeg og min Mand selv valgt.

LAIDE

Napoleone! saa tænker man paa »Lucrecia Borgia!« »tace, tace!« si’ken Bas!

Siette Scene

KRYGER og RASMUSSEN. DE FORRIGE
GREVINDEN

Der er jo Mennesket.

KRYGER

Og ganske uden Skade! Lidt forskrækket blev han, det er det Hele!

RASMUSSEN

Det var lige tæt ved mit Hoved Kuglen gik forbi! den var ikke et Haarsbred borte! – Unge Hr. Greve, De kunde have dræbt et Medmenneske!

NAPOLEON

Mama! er han mit Medmenneske?

JACOBINE

Det er uforsvarligt! – Han er jo ganske hvid i Ansigtet! i det gode Ansigt! Det er et hjerteligt Physionomi; ham kan jeg læse! –

GREVINDEN

Er det at blive bange for et lille Plaf! De skal være rask! De skal, som Lærer, foregaae Eleven med Exempel!

RASMUSSEN

Det behøves ikke Deres Naade, han er rask nok!

JACOBINE (til Grevinden).

Jeg har ondt af ham! Spiser han ved Herskabs-Bordet?

GREVINDEN

Ja, for Napoleons Skyld! saalænge han er hans Lærer, kan man jo ikke regne ham til de Simple.

CAROLINE

De skulde drikke Vand.

KAMMERJUNKEREN

Min salig Fader, Kammerherren, sagde altid: »Lad Menneske-Naturen skøtte sig selv!« og saa havde han den ypperlige Sammenstilling med Mennesker og Paraplyer.

LAIDE

Hvorledes var den?

KAMMERJUNKEREN

Han sagde: »med syge Mennesker skal man omgaaes, som med vaade Paraplyer, de maa ikke spændes ud og tørres i en Hast, derved strammes Lærredet, det vil sige Nerverne; nei, Paraplyerne skulle staae og løbe af, og det skal ogsaa Mennesket.«

KRYGER

Og løber det saa reent af, ind i den anden Verden, saa følger det Naturens Løb.

KAMMERJUNKEREN

Hvem er den Herre?

JACOBINE

Ingen af mine Ansigter! – (til Rasmussen) Hr. Informator! De kan vist have godt af, oven paa den Skræk, at faae lidt Styrkende, De vil være Agenten meget velkommen til Middag! jeg venter Dem. Og saa skal De ogsaa faae Lov at skrive i min Stambog. Den sidste som skrev var en jydsk Provst.

NAPOLEON

Og han gik med en Bisp i Maven, sagde man.

CAROLINE

Og De faaer Comedie.

JACOBINE

Det er jo en Hemmelighed –!

GREVINDEN

Comedie! Hr. Kammerjunker! Det er charmant! men vi faae ogsaa Bouquetter, dem giør ingen Dem efter! Hvilket Stykke bliver det?

KAMMERJUNKEREN

Stykke kan man ikke kalde det! Scener af Ørkenens Søn, oversat af Borgaard. – Her skal De høre Anmærkningen paa Placaten: »Ingen Piber tør medbringes, et dannet Publicum gaaer ind paa Ansigtet, det er en Forpligtelse at more sig, klappe er ikke forbudt, Roes hører man gjerne, ærbødigst Selskabet.«

LAIDE

Det er superb! De er Digter Hr. Kammerjunker! Det er dog aldrig Dem, som skriver de mange anonyme Stykker.

KAMMERJUNKEREN

Var det mig, saa kunde jeg ikke sige det, og nu, det ikke er mig, kan jeg heller ikke sige det! –

LAIDE

Ja, saa er det Dem!

JACOBINE

Kom nu bare! (til Rasmussen) Saa ventes De. (til Grevinden) Hvad hedder han?

GREVINDEN

Hr. Rasmussen.

JACOBINE (hilser).

Hr. Rasmussen.

CAROLINE og LAIDE

Men Gud, vi hænge sammen! hvad er det!

GREVINDEN

Det er vist Napoleon! hvor er han? det er et skrækkeligt Barn, han har syet Dem sammen med Uldgarn! saadanne Ideer han kan have!

CAROLINE

Den Spas gaaer dog lidt for vidt!

GREVINDEN

Det er Løier han gjør med os Allesammen. Men denne Gang skal jeg dog tale alvorligt med ham. Napoleon! nu kommer Du tilbage! Din Moder kalder. – Seer De? Han kommer ikke. Han løber forud. Det er Æresfølelse! nu fortryder han sine Løier. (de gaae).

Syvende Scene

RASMUSSEN. KRYGER
KRYGER

Saa, nu er De inviteret! De er skudt ind! mig var der Ingen, som brød sig om. De fik dog drukket Duus, med Seminaristen. (tager sin Skizzebog frem). Saaledes saae De ud. Vil De have det til ham?

RASMUSSEN

De gjør Nar af mig, i det jeg staaer og tænker over, hvad jeg skal kunde giøre for Dem, naar jeg kommer i Familien.

KRYGER

Gjør De det? De er en god Sjæl! jeg er lumpen, men Hiertet er godt. Jeg holder virkelig af Dem, men jeg har den lille Nissebuk, som altid løber omkring mig og viser frem det Moersomme hos mine gode Venner. Men jeg gjør ogsaa Nar af mig selv.

RASMUSSEN

Det skal De have Lov til.

KRYGER

Hun kunde ogsaa gierne have indbudt mig med, som Deres Ven, som Huusmand her paa Godset. Det skulde nu ikke skee! hvem veed hvad det er godt for! – Men De faaer Grethe at see! De kommer maaskee til at sidde ved Bordet ligeover for hende, maaskee ved Siden. Hun husker bestemt Aftenen hos Døllners! Hun husker mig! – Jeg er vis derpaa! Vil De have et reent Halstørklæde hos mig? En Kjole? Begge Dele ligge over Stoleryggen. – De kjæmmes og vadskes! Lad, som De var hjemme. Jeg behøver vel ikke at gaae med fordi »Præsten vadsker sig

RASMUSSEN

Jeg skal giøre Noget for Dem. De sagde selv før, at der var en Styrelse med Alting. Jeg troer det! Derfor traf vi to hinanden, derfor skiød den Hvalp Bøssen af, og jeg blev inviteret. Enden seer jeg ikke endnu, – men det Bedste skeer jo, sagde De.

KRYGER

Det Bedste for Dem er, at De seer at komme i Stadsen; det Bedste for mig, at – –

RASMUSSEN (i det han gaaer ind i Huset).

See paa de smukke Udsigter.

KRYGER

For at vænne mig til de lange! – Det var en god Trøst! – Jeg kan som de gamle Poeter gaae i Skoven og klage mig for Træerne. Skoven er smuk! her er velsignet i den danske Natur! – O de Poeter have det godt! De kunne synge klart og fyndigt hvad vi Andre føle ligesaa levende. Men en Kiæreste har han dog nok ikke havt som sang om Skoven: (han begynder de to første Linier langsomt reciterende, men gaaer derpaa over i naturligt Udbrud).

Du danske Bøgeskov jeg elsker Dig!

Med dybe Længsler Hiertet til Dig kommer;

Du qvæger dem, Du sært opløfter mig, Du friske Løvsal i den danske Sommer.

Du friske Løvsal i den danske Sommer.

Med Græs og Blomster er et Teppe lagt

Her under mig, paa det vil jeg mig strække,

Og see op i din Hvælvings Blade-Pragt,

Hvor Solens Straaler Farve-Vexling lægge.

Hør tusind Fugle synge jo Din Lov,

O hvilken Storhed, hvilken Fred herinde;

Jeg elsker Dig Du danske Bøgeskov,

Bliv Du den Kirke, hvor min Grav de finde!

Hvad Graven skal med, det veed jeg ikke (kaster sig ned i Græsset) jeg vil heller tænke paa Brudekammer og trække de grønne Gardiner ned om mig og see hende ind i de mørke Øine. Drømme –! drømme! (han ligger næsten skjult under Bøgegrenene).

Ottende Scene

AGENTEN og GRETHE (komme) KRYGER (skiult)
AGENTEN

Altsaa Du vil ikke have mig, Grethe! Det kan jeg godt lide af Dig! saadant noget skal man sige strax! Hvad vilde det have blevet for et Ægteskab, naar Du ikke kunde lide mig.

GRETHE

Jeg har aldrig sagt, at jeg ikke kan lide Dem! jeg kan just uhyre godt lide Dem, men ikke til Mand. De passer meget bedre for Jomfrue Lassen, og hende holder De ogsaa af. Det vidste Frøken Jacobine, og derfor kom hun bort.

KRYGER (i det han seer hende).

Grethe!

GRETHE (til Agenten).

Sagde De Noget?

AGENTEN

Jeg? Nei! men jeg vilde sige at Jacobine paastod at Du holdt saa inderligt af mig!

GRETHE

Hvor kunde Agenten troe det! Jeg mener paa den Maade. Altsaa er jeg nu fri, og jeg lover, at jeg skal hielpe Dem med at faae Jomfru Lassen.

AGENTEN

Du!

GRETHE

Vi ville imponere Tante!

AGENTEN

Der vil ligge et Huus!

GRETHE

Sæt Tærskemaskinen i Gang, saa hører man ikke Ørelyd.

AGENTEN

I hvor from hun er, hun vil ogsaa giøre Dig det hedt.

GRETHE

Saa gaaer jeg i Deres russiske Dampbad, der er hedere! jeg tager Styrt’ –!

AGENTEN

Nei, vil Du prøve Dampbadet! Du skal ikke fortryde det! – Du skal faae Dutsch- og Støvbad og Styrte –!

GRETHE

Ja, men først naar Tante gjør mig det for hedt! – Det er vist et ganske udmærket Dampbad! faaer jeg en Gang en Kjæreste, som jeg vel nok faaer! saa skal han komme til at gaae i Deres russiske Dampbad, før jeg siger ja!

AGENTEN

Grethe giør mig ikke forlibt, Du forstyrrer min Smule Molbo-Logik! jeg tager Dig paa Ordet. – Du har ham vel ikke allerede. Der ere visse Pigebørn, der næsten ere fødte med Kiæreste! Du losser nok mig ud, som gamle Kartofler og Træskoe, og vil have finere Passagerer. Har Du Een?

GRETHE

Jeg? vilde jeg da tale saa fornuftigt! nei, »naar Hiertets Kanariefugl skriger op, saa putter Fornuften Fingrene i Ørene!« har De selv sagt. Jeg har endnu aldrig seet et Mandfolk, der kunde interessere mig nok til at jeg skulde gaae i Forbundt med ham. Min Tid er ikke kommen.

AGENTEN

Ikke eet Mandfolk? Grethe! kan Du see mig lige stift ind i Øinene?

KRYGER

Men jeg hører jo Alt. (rømmer sig) Hm! Hm!

GRETHE

Det kan jeg! – Nei, det kan jeg dog ikke. Der er Een, jeg synes ganske godt om!

KRYGER

O, Gud!

AGENTEN

Hvad?! Og hvor er han?

GRETHE

Jeg skal vise Dem ham.

AGENTEN

Kan Du vise ham?

KRYGER (træder tilbage).
GRETHE (leende med dæmpet Stemme).

Jeg har ham paa mit Kammer!

AGENTEN

Snak!

GRETHE

Jeg har ham med Ramme om!

AGENTEN

Kiæresten?

GRETHE

Billedet af ham! saaledes skal han see ud og ikke anderledes! De har selv seet det.

AGENTEN

Skilderiet! Det er en Tydsker. Een af disse Poeter, som giør Mudder, som demoraliserer Folket.

GRETHE

Demoraliserer! han er som de spanske Tyre, de stange, naar de see Purpur. Min Poet er Georg Herveg; og jeg har her ligesom Tante Jacobine valgt en Ven, efter Ansigtet. Saaledes vil jeg have min Kiæreste skal see ud. Det Ansigt har jeg forelsket mig i, og derfor hænger det paa min Væg.

AGENTEN

Du giør jo Nar af mig, Grethe!

GRETHE

Har De ikke selv seet Portrættet?

AGENTEN

Jeg kan det udenad. (seer Kryger). Der staaer han saa Gud!

GRETHE (udstøder et Skrig og løber).

Niende Scene

AGENTEN. KRYGER
AGENTEN

Hun skriger! hun løber! Hvad er alt dette her!

KRYGER

Herr Agent, De tilgiver –!

AGENTEN

Jo, det er Contrafeien! (raaber) Grethe! – Er det Dem, som hænger paa Væggen, eller Hvem er De?

KRYGER

Hr. Agent, mit Navn er Kryger, jeg er dansk Maler, boer for Øieblikket her, for at tage Studier; jeg har havt den Lykke forrige Vinter i Kiøbenhavn, hos Etatsraad Døllners, at være sammen med den unge Dame, som løb – jeg veed ikke –!

AGENTEN

Da veed saa Gud jeg! – jeg er fiin! – hun har ham herovre! – De er ikke tydsk Skribent? – Ja, havde jeg nu Kammerjunkeren, saa skulde jeg sige Dem eet af Deres Vers.

KRYGER

Jeg har aldrig skrevet Vers! –

AGENTEN

Saa er De jo ikke ham paa Væggen, men ham hun venter paa. Ho, ho, lille Grethe! – De er kommet for tidlig frem.

KRYGER

Jeg forstaaer Dem ikke!

AGENTEN

De elsker Grethe!

KRYGER

De veed det!

AGENTEN

Det er for hendes Skyld, De er kommet herover.

KRYGER

Men hvem har sagt det.

AGENTEN

Ho, ho! jeg er finere end Kiøbenhavnsposten. Hun har sagt mig, at hun ikke vil have mig! hun har fortalt mig hvorledes Kiæresten skal see ud; hun har ham jo paa Væggen oversat paa Tydsk. Billedet er Dem op ad Dage! Vi ere enige, men hun kom ikke saa langt, at hun fik sagt mig, at De var herovre! jeg har ikke noget imod Dem; men der vil ligge et Huus med Jacobine! Vi ere nu tre om det! De skal tage Deres Deel! De følger med! hvad skal De løbe her i Skoven, jeg inviterer Dem! De er min Giæst.

KRYGER

O Hr. Agent, jeg takker Dem! jeg er lykkelig!

AGENTEN

Det troer jeg nok! – Nei, see mig til den lille Grethe, som har Kiæreste i Baghaanden. Men hvorledes tager De Frøkenerne. De maa snakke Kunst med den Ene og rakke ned paa Regieringen med den Anden. Kan De tale som om De levede af at være misfornøiet, saa gaaer det, som Ærter i en Sæk; men Jacobine, der kniber det!

KRYGER

Lykken er med mig, Hr. Agent! jeg er liberal, jeg er kunstgal, jeg er Alt hvad De vil. Jeg gaaer strax med Dem! – Rasmussen!

AGENTEN

Kom med mig, som De er! – De slipper ikke.

RASMUSSEN (stikker Hovedet ud).

Min Ven!

KRYGER

Jeg er indbudt! jeg kommer der førend De, min Kiole maa jeg selv have. (tager den ud af Haanden paa ham).

RASMUSSEN

Men jeg –?

KRYGER

De har en deilig Frakke! hæft Skiøderne op, – a la phantasia!

AGENTEN

Tre mod tre en een Gang! Det Regnestykke gaaer jo op! vi skulle nok magte de tre gamle Frøkener, og saa tager jeg Jomfru Lassen! – Saaledes skal Du have det, Jacobine!

KRYGER

Lykken gaaer med Damp! – Hr. Agent!

AGENTEN

Lad os nu hale Grethe. (de skynde sig bort).

Tiende Scene

RASMUSSEN (ene).

Jeg forstaaer det ikke! Indbudt blev han! afsted er han. Jeg ryster endnu om Fingrene! – Den satans Hvalp! – Kuglen peeb mig lige ved Ørene! Jeg kunde have ligget i mit Blod, ligget skudt som en Markens Fugl! – Ja, som den har jeg altid været! – smidt ud af Reden, ikke vide om man er Ravn eller Krage, det er ogsaa et Liv! – Nu kunde jeg have ligget Liig –! Larsen! Ven! Du var kommet her, Du havde staaet ved min Kiste, seet paa mig, taget min Haand, hulket, – men jeg var død. Larsen, Din Kiærlighed faaer mig Taarer i Øinene! – Død er Rasmussen! Død! (farer op) Det er en forfærdelig levende Phantasie jeg har! – Nu maa jeg op paa Herregaarden. (iler ud).

Anden Act

Sal paa Herregaarden. I Baggrunden en stor aaben Dør til Haven.

Første Scene

AGENTEN. JACOBINE
JACOBINE

Hvad skal De? Hvor vil De hen? De bliver ved Bordet! – Jeg har altsaa nu været Aaringer i Deres Huus for i Dag at blive til Nar! – Hvad gaaer der af Dem! Først fører De et vildt fremmedt Menneske herind, en Kasper Hauser, som De har fundet i Skoven; et Menneske med et daarligt Skudsmaal i Ansigtet. Ja, her har Skaberen skrevet sit »Ug« og sit »Tg.« De byder Mennesker sammen! Deres Forlovelse skal drikkes! jeg venter, – jeg rømmer mig –! jeg blinker –! De tager Glasset –!

AGENTEN

Og drikker Deres Skaal, Jacobine, en Velsignelse for mit Huus i 26 Aar.

JACOBINE

De skulde heller sige 66, saa kunde jeg have bleven langt ældre! Var det ikke afgjort at De skulde have Grethe?

AGENTEN

De har selv sagt: »vor Tale skal være ja, ja, nei, nei!« for Deres Balles Lærebog kan De, i det mindste den lille! og nu siger jeg: nei, nei! – De har bildt mig ind, at Grethe vilde have mig. Det vil hun ikke! Troer De nu at jeg er som en Hund ved en Høestak, den æder ikke selv af Høet, men vil heller ikke lade Andre komme til det. Lad dem komme! jeg kommer til mit, og derved bliver det!

JACOBINE

Hvem har sat Alt dette i Dem? Det har Grethe! Der er blevet godt læst for paa den Spadseretour i Skoven. Men jeg har ogsaa et Ord at sige! Jeg er Nummer tre!

AGENTEN

Det er et meget yndet Nummer!

JACOBINE

Moersom skal De ikke være, for det er flaut! Tænk De paa, at skal De giftes, saa er det nok Tiden nu!

AGENTEN

Det veed jeg og det vil jeg; men hver gaaer sin Vei! deri maa Naturen raade. Det er med Mennesker ligesom med de sorte Skovsnegle – har De seet paa dem? Den ene kan ligge paa Veien tæt ved den anden, der er ingen Ting at mærke, men kommer Kiærligheds-Tiden, saa hielper det ikke at vi sige: »den Snegl skal have den Snegl,« de finde hverandre, Grethe har fundet sin og jeg har fundet min, og det er Jomfru Lassen!

JACOBINE

Menneske! Agent! – Nu kan De giøre hvad De vil! Det er Lønnen, det er Takken for min Opofrelse, for min stille Taalmod. De er ikke taknemmelig! Det er Ordet. Det siger jeg, og det vilde jeg have sagt til den store Buonaparte selv! – Jeg bliver ikke hidsig, thi Mennesket skal være Herre over sin Vrede, men De er en aandelig Hjob!

AGENTEN

Hiob var en from Mand, han skrabede sig med Potteskaar, og kom tilsidst i sin gamle Velstand! Vi skulle nok faae Orden paa Tingene, lad os bare ikke strides. Proces æder Mandskabet op. To fandt en Østers, hver fik en Skal, Procuratoren tog Indmaden; tænk paa det! – Jomfru Lassen kommer jo ikke i Dag, og Grethe skal ikke have Bryllup imorgen. Det er jo kun, at vi begynde et nyt Liv og forstaae hinanden! Jeg forsikkrer Dem, min Veninde, saae De Dem selv i Speilet med det Ansigt De nu har, De vilde i Dag ikke synes om Deres eget Physionomi. Andre Folder der! (peger paa Ansigtet) og andre Folder der! (peger paa Hiertet). Nu gaaer jeg til Selskabet og saa kommer De, som et nyt og bedre Menneske! (i det han gaaer møder han Kammerjunker Korse).

Sæt De hende i Humeur om De kan.

Anden Scene

KAMMERJUNKEREN. JACOBINE
JACOBINE

Det bydes mig! – mig! – Grethe skal aldrig blive gift!

KAMMERJUNKEREN

Jeg listede mig fra Bordet for Comediens Skyld. De er afficeret, De kan ikke bære Vrede! – Der staaer i en Bog om menneskelig Svaghed: »Her paa Jorden ere vi alle første Oplag; kun de færreste Exemplarer ere paa fiint Papir, Formatet og Indbindingen er ikke den samme, men i Trykfeilene ligne vi alle hverandre! Naar vi efter Døden atter oplægges, saa ville vi bedre blive giennemseete og udstyrede, saa at den strængeste Censur skal lade os passere og nødes til at sætte paa os: »maa trykkes««.

JACOBINE

Jeg vil troe og haabe, at min Vandel i dette Liv har været og er saaledes, at jeg allerede her: »maa trykkes!« –

KAMMERJUNKEREN

De er et ualmindeligt Exemplar! De hører til dem om hvem man kan sige: »Jorden er et Drivhuus, der for mangen Plante, skulde være bygget høiereJean Paul. Jeg nævner altid fra hvem jeg har min Tanke.

JACOBINE

De er et ædelt Menneske! Det siger ogsaa deres Ansigt. Men jeg er krænket, krænket i dette Huus, hvor jeg har været som den Flittige i ViingaardenGrethe er kiephøiet, Agenten, som jeg sagde ham, en aandelig Hiob. Jeg har udtalt min Mening, jeg er aaben og ærlig.

KAMMERJUNKEREN

Det er just den Dyd jeg især har beundret hos Dem! Hvor tidt har jeg ikke husket paa hvad de havde Mod at sige den store Göthe, da De ved det tydske Bad blev præsenteret for ham. Alle bøiede sig, De gik lige imod ham og sagde: »Göthe! De har skrevet meget, som ikke behager mig! jeg lukker ikke mine Tanker ind i deres »WahlverwandschaftGöthe, De er ikke reen!«

JACOBINE

Han saae paa mig og vendte mig Ryggen, jeg vendte ham Ryggen igien; det var Præsentationen. Ja, jeg har altid havt Mod til at sige min Mening om det Passende, og det vil jeg vedblive! – Han faaer ikke Jomfru Lassen.

KAMMERJUNKEREN

Göthe er død!

JACOBINE

Det veed jeg! Det er Agenten jeg taler om. Og Grethe skal aldrig blive gift. Nu gaaer det op for mig! Han hænger i Grethes Værelse, den tydske Mikkel! – Der sad de Side ved Side, talte, som gamle Venner; og da jeg saae med mit Udtryk paa hende loe hun saa ikke og sagde: »gammelt Venskab!« – Jeg gad vidst hvor gammelt. Jeg saae hen til den ærværdige Pastor Tham, hans Apostel-Ansigt saae ud lige som mit.

KAMMERJUNKEREN

Og veed De hvad Byron siger: »Venskab er et farligt Ord for en ung Pige; det er Kiærlighed som vil flyve, og kun venter paa en skiøn Dag for at flyve fra Reden

JACOBINE

Og saa denne Kasper-Hauser, Maleren, gik ikke Talen paa ham, som hans Tunge var et Espeløv.

KAMMERJUNKEREN

Han synes af de Mennesker, som strax sætte deres aandelige Lys i Vinduet for at man ikke skal slaae ind med Stene. Min egen Tanke.

Tredie Scene

DE FORRIGE. HELE SELSKABET
CAROLINE (til Grevinden).

Min gode Kiole er fordærvet! Det er Deres Søn; han saae jeg var saa ængstelig og saa tog han Skaalen og hældte mig over med Flid.

NAPOLEON

Det var med Fedt!

GREVINDEN

Hør! han har altid saa kloge Vendinger med Ordene. Jeg kalder det ikke Vittighed naar han hører paa det. Napoleon! nu giør Du ikke det samme med Kaffeen! Det kunde stikke ham!

AGENTEN

Og nu sætte vi Musikken i Gang. Det er ikke godt at staae eller gaae paa Maden.

GREVINDEN

Det er just godt! »staae paa Maden eller gaae 1000 Skridt,« hedder det nok paa Latin. Derfor ere Hoffolk saa sunde, fordi de efter Taffelet maa staae for de høie Herskaber.

LAIDE (fører Kryger).

De giver mig Ret! Han kan ikke male! Figurerne ere kolde, Skyggerne varme, der er ingen Gruppe!

KRYGER

Og Skulderbladet!

LAIDE

Det er større end Halvdelen af Overarmen, jeg har maalt det! jeg har maalt med Seglgarn Thorwaldsens Gratier, jeg veed Skiønheds Maalet.

KRYGER

De har fuldkommen Ret!

LAIDE

Og tage vi nu de perspectiviske Regler paa Jordsmonets Skraahed, hvor blive saa egentlig Benene? Har jeg ikke Ret? Dem kan man tale med! jeg bliver ganske varm. Velbekomme! Det giør mig ondt, jeg ikke har kiendt Dem i Byen, men nu kiender jeg Dem! Deres søde Barn paa Liigkisten var deiligt. – Carnationen – De bliver ikke vred – Carnationen er en Smule for lys. (til Jacobine) Et udmærket Menneske.

JACOBINE (but).

Nei! (vender sig bort).

RASMUSSEN (bøier sig for Jacobine).

Velbekomme!

JACOBINE

De har et godt Ansigt, det har Deres Ven ikke! De er vist god og uskyldig!

RASMUSSEN

Var jeg blevet et Fruentimmer, saa havde jeg været meget udsat. Det er en Lykke i min Stilling at jeg er en Mand! naar en stakkels Figurantinde bliver indviteret til at skiænke Thee for en Lieutenant og hun skiænker – saa skiænker jeg ikke noget for hende – hendes Rygte er tabt, og hun kan dog være god og uskyldig!

JACOBINE

Lade Lieutenanterne skiænke Thee for sig!!! – Det er en ond Verden; og i den hører han der og mange Flere! – Sæt Dem hos mig, jeg har nogle Spørgsmaal. (Positivet spiller).

KRYGER

Saadant et havde min Fader ogsaa! netop saadant et.

AGENTEN

Her har jeg Skiorter og Strømper og en lille Lumbye! Hør, hvor han kiler paa! –

KRYGER

Molinasky! den gamle lai dillillillillum! gaaer det ikke mig som i »den hvide Dame!« Det er mit gamle Fædreskab! jeg kiender det paa Melodien! og der staaer jo ogsaa Chineseren –! men han nikker ikke! han er blevet stiv paa sine gamle Dage! Det har været min Faders Skab! jeg har mangen Gang, som Dreng fornøiet mig over det.

JACOBINE

Det er en Gienkiendelses Scene!

AGENTEN

Skabet er fra Kiøbenhavn, min Fader har kiøbt det! men Chineseren har altid været stiv, som en Pind.

KRYGER

Nummer ti var mit Livstykke! Nummeret har jeg beholdt, Melodien husker jeg ikke.

AGENTEN

Nummer ti! nu skal hun have den Ære at komme!

EN GAMMEL HERRE

Er det et Orgelværk!

HANS GAMLE FRUE

Perspectiv min Kiære! Perspectiv!

AGENTEN

Der er hun!

KRYGER

Er det Nummer ti? gamle Nummer ti! ja, jeg husker det. Jeg sad og gyngede Tankerne paa den sørgelige Melodie, der fortalte mig Alt, hvad den lille Chineser tænkte, og han nikkede til mine Tanker igien: »De ere rigtige min Dreng!« nu nikker han ikke mere! De vil heller ikke nikke til mig Frøken! De vil ikke gaae ind paa, at mine Tanker ere rigtige!

GRETHE

Skal jeg være Deres Chineser?

KRYGER

De skal være min gode Aand, det er dog den og Dem, som har ført mig herover til Fyen.

GRETHE

Begynder De nu igjen paa Deres forunderlige Tale!

KRYGER

Men Kiære –!

GRETHE

Hvor kan De sige Kiære til mig!

KRYGER

De har jo dog – Agenten har sagt det – Georg Herwegs Portrait paa Væggen, det Billed hvormed jeg har saa megen Liighed; De har dette Billede, det allene. –

GRETHE

Det har jeg fordi jeg er liberal! – Og nu ikke et Ord.

KRYGER

Men, som Liberal maa De ogsaa høre hvad det andet Partie kan have at fremsætte.

GRETHE

Det giør man aldrig! – Hør nu paa de gamle Melodier.

KRYGER

De sige mig at her kunne mine lykkeligste Dage begynde igien.

GRETHE

De forvansker Ordene i de gamle Sange!

KRYGER

Jeg lægger nye Ord under de gamle Melodier. De veed ikke hvorledes jeg er tilmode! De maa forunde mig et Øieblik! – Grethe! –

GRETHE

Det er meget godt betonet »Farvel lille Grethe!« men jeg siger, som Guldsmeden: »Farvel!« (gaaer til den modsatte Side).

KRYGER

Hun elsker mig! hendes Øine sige mig det! mit Hierte siger mig det!

AGENTEN

Giør hun Nar! Nu kunne vi vel have nok af Lille Lumbye! – Jo, »Malborough« til at marschere efter ud i Haven. Tag Dame! (til Jacobine) De maa med!

JACOBINE

Gaae selv, jeg bliver!

AGENTEN (til Fru Dyrssen).

Hun lider ikke Comedie! Det gaaer hende, som Hundene med Vandet, de undvære det saalænge, at de tilsidst faae Afsky for det!

FRU DYRSSEN (til Siden i det de gaae).

Ridicult!

CAROLINE (til den gamle Frue).

Den kan jeg lide! det er en Slags Revolutionsmarsch.

DEN GAMLE FRUE

De holder dog ikke af den! Det er frygteligt! jeg var saamæn ogsaa engang inde i Kiøbenhavn da man sagde at der skulde være Revolution; den skulde begynde med »den Stumme i Portici,« for med den have de begyndt i alle Lænder. Jeg maatte da i Theatret; Kanonerne vare sagt til, – jeg vidste det fra Vadskerkonen. Jeg sad i den første Etage, men jeg hørte ikke et Ord af den Stumme, for jeg sad lige midt for og beregnede Distancen og Stillingen, og var Revolutionen begyndt og Kanonerne komne frem mod os, saa var jeg faldet. Nei det er gyseligt.

RASMUSSEN (til Laide).

Tør jeg have den Ære at føre dem?

LAIDE

En Dandser fører bedst.

(de gaae Alle).

Fierde Scene

NAPOLEON (siden RASMUSSEN).
NAPOLEON

Jeg skal først have ham til at nikke der oppe! (taler efter Agenten) »Saa skal de høre min lille Lumbye!« Det skal være vittigt! Herre Gud! piil af Kartoffel! – Nu sætter jeg Skik paa Fatter! (klattrer op paa Skabet) Han vil ikke dreie! men der er en Skrue i ham! – Det knager i Livet! – av! der gik hele Chineseren! – men hvad er det! – En Skuffe, en lille Skuffe bag ind – den foer ud af sig selv. Og et tykt Brev: »til min Søn.« Ja hvem er min Søn? – Der er noget inden i (bryder Brevet). En Sløife og et Portræt – og nok et Brev: »til Peter Emil.« Er der nogen, som hedder Peter Emil?

RASMUSSEN (som er traadt ind).

Det er mig! Greve! sidder De deroppe!

NAPOLEON

Jeg vilde have Chineseren til at nikke, det har han kunnet før, sagde Malermesteren; og saa vrikker jeg til Chineseren gaaer over og denne lille Skuffe kommer bagud med Brev til min Søn og Peter Emil.

RASMUSSEN

Doctorens Haand! – Brev til mig – i det gamle Skab, i al den Tid

(aabner og læser).
NAPOLEON

Chineseren gaaer med Corenspondence! – nu skal jeg see om der er nogen i den anden. –

RASMUSSEN (Er traadt over paa den anden Side, saa hans Ord ikke kunne høres af Lars Napoleon.)

»Min kiære Peter Emil, naar Du læser dette, saa er jeg død!« Det vidste han! – (hans Øine løbe hurtig giennem Brevet) »Paa almindelige Hospital i Under-Gangen – Dette Barn er Du og jeg er Din–!« (med et Skrig) Jesus! O min Fader! – Moder! – (farer op og henimod Skabet) Hvad har Du mere! har Du giemt Noget! ned! ned! jeg vil see Alt!

NAPOLEON

Er De gal!

RASMUSSEN

Jeg vil see Alt! Det mindste Stykke her laae! – frem med hvad Du har skiult! De kunne jage mig fra Gaarden! Det er det samme, jeg kan døe! – giv mig Alt! Du har Intet! – O Gud! – Larsen, gid Du var her! –

NAPOLEON

Han er gal! (løber ud.)

Femte Scene

RASMUSSEN

Hans Fader er ogsaa min! – Som en Hundehvalp blev jeg kastet ud i Verden, og hun – min Moder, brød sig ikke om mig! Der kunde jeg løbe for Lud og koldt Vand! – Der stod jeg i Theatrets Forsal ved Battement-Stokken og strakte Benet i Veiret og Mester saae paa Benet og paa Knæskallen og han sagde »Solodandser bliver Du aldrig Peter Emil.« Jo, Solo har jeg dandset og dandser endnu giennem hele Livet; Knub og Stød har jeg faaet, og – nu er jeg en gammel Hundehvalp!

Siette Scene

RASMUSSEN. KRYGER (træder hurtig ind).
KRYGER

Hvad er det, kiære Ven! Drengen sagde Du var syg. Du græder.

RASMUSSEN

Jeg har aldrig været saa gammel, som jeg er i Dag.

KRYGER

Ja, det troer jeg nok! Det har jeg ikke heller, men det er ikke noget at græde over! Imorgen er vi endnu ældre.

RASMUSSEN

Jeg har fundet min Moder. – Hun var lagt ind paa to N’er.

KRYGER

Din Moder? Paa to Ænder? Er Du gal!

RASMUSSEN

Og her er Brev fra Din døde Fader! Det laae i Skabet, der i en skiult Skuffe, som Grevesønnen vrikkede op!

KRYGER

Jeg forstaaer ikke et Ord. En Sløife! et Portræt! min salig Moders! ja og dette er min Faders Haand: »Vær Peter Emil til Gavn i hvad Du kan«. Der staaer ikke andet.

RASMUSSEN

Ikke andet?

KRYGER

Nei, see selv! De sagde min Moder? De har fundet min Moder? Det kiære Billede mener De? ja det ligner Træk for Træk! men hvorledes kan det saaledes bevæge Dem. De er ogsaa mærkværdig blød! Og hvad er det for Ænder De taler om!

RASMUSSEN

Ja vist, ja vist! Det er Deres Moder –! jeg sagde Deres Moder! jeg har fundet hendes Portræt – Deres Moder, Deres Fader, –

KRYGER

Det har ligget mange Aar der i Skabet! hvor fik Drengen det ud! – Men De er syg! De er bleg!

RASMUSSEN

Det sætter sig nok! Lad mig bare i Ro, et Øieblik! Det sætter sig.

(læner sig til Vindues-Karmen og støder Vinduet op).
KRYGER

Menneske! Det er jo Fianterie. Jeg bliver jo ikke engang saaledes bevæget.

Syvende Scene

DE FORRIGE. CAROLINE
CAROLINE

Er han daarlig? Jeg, som selv sendte ham herop!

KRYGER

Han feiler aldeles ingen Ting! Grevindens lille Uglspil har brækket Skabet itu, det, som har tilhørt min Fader, og i en hemmelig Skuffe ligger min Moders Portræt og et Par Ord til mig. Rasmussen har jo kiendt begge mine Forældre. Og nu bliver han, det gode Menneske, saa altereret!

CAROLINE

Gode Menneske! De har for meget Gemyt! Det maa man ikke have i vor Tid! Det var godt den Gang man sang: »gamle Danmark, og Codans Bølge,« i Spitsborgerlighedens Tid; nu er den begravet og vi gaae fra Graven med lystig Musik!

KRYGER

Fortræffelig talt! udmærket. Hører De det Hr. Rasmussen! (til Caroline) Bryd Dem ikke om ham. De taler jo, som et Blad, som et godt Blad. De skulde give os eet.

CAROLINE

Jeg!

KRYGER

– – Træde op mod de monopoliserede Journaler!

CAROLINE

En Qvinde!

KRYGER

Hører ikke Qvinden hiemme ethvert Sted! Veed hun ikke saa godt, som vi Mænd hvad vi ville. »Giennemgribende Reformer, Oplysning om de forskiellige Fonds: Landmilicefondet, Industriefondet, Pensions-Kassen, Amtsrepartitions-Fondet; Fondet ad usus publicos, den synkende Fond.– (til Siden) Nu veed jeg ikke flere!

Ottende Scene

DE FORRIGE. LAIDE. GRETHE
LAIDE

Hvem er blevet gal?

CAROLINE

Du min Engel! Det er det lille aristokratiske Frø, som giør Nar af os. Alt er i Orden! (peger paa Kryger) Han er et udmærket Menneske til at tale.

LAIDE

Det veed jeg!

GRETHE

Jeg blev ganske angst!

KRYGER

For mig?

GRETHE

Ja egentligt skulde jeg troe det var Dem, dersom Nogen feilede noget!

RASMUSSEN (træder frem med Alvor og Rolighed).

Det er ogsaa ham Frøken! han er syg! han maa helbredes, han fortiener det. Dem elsker han; De veed det nok og De holder ogsaa lidt af ham! – Hvorfor pine ham saalænge. Siig ja! (til Caroline og Laide) og De Frøken, De!

KRYGER

Rasmussen!

LAIDE

Han er gal!

GRETHE

En Kunstner maa ikke gifte sig, han skal flyve frit! –

RASMUSSEN

Han skal just have et Hiem; en velsignet Kone, der kan styrke hans Siæl til en høiere Flugt, vise ham Virkelighedens Lykke, dele hans Sorg og fylde hans Bryst med milde Følelser! og det vil De!

KRYGER (uvilkaarlig).

Det vil De!

Niende Scene

JACOBINE. DE FORRIGE
JACOBINE (Som har hørt de sidste Replikker).

Hvad sige De? Hvad tale De? Hvad afhandles her? Og det kunne de gamle fornuftige Mennesker høre paa?

CAROLINE

Gamle, fornuftige!

JACOBINE

Ja gamle ere I da?

LAIDE (vender Jacobine mod Rasmussen).

Hold Du Dig til ham, han er gal!

JACOBINE

Det kan være Skik i Kiøbenhavn, men ikke her paa Gaarden; her er jeg endnu hiemme, og med mig det Anstændige!

CAROLINE (vender hende mod Rasmussen).

Hold Dig til ham, han er gal!

KRYGER

Her er ikke Stedet og ikke Tiden til en saadan Tale, som hans, men Sandhed var den dog og jeg tilstaaer det, jeg elsker denne Pige, og hun er mig god, ja hun er det! Jeg beder om Deres Samtykke mine Frøkener; beder derom, naar De, efter et længere Bekiendtskab ikke finde mig uværdig – – –!

JACOBINE

Aldrig! aldrig!

RASMUSSEN (griber stille hendes Haand).

Siig ikke det! De vil maaskee dog. (med Eftertryk) Hans Slægt er god! Hans Fader var Lægen Ludvig Kryger. Har De aldrig hørt dette Navn? Det har en god Klang! – Han er den ægte Søn af et lykkeligt Ægteskab.

JACOBINE

Hvo er De?

RASMUSSEN

Jeg –? Jeg er, som Ismael i den Bibelske Historie! men der gik ingen Moder med mig ud i Ørkenen. Det er 36 Aar siden, da kom paa Hospitalet i Kiøbenhavn en tilsløret Dame! i hele to Maaneder var hun der, saa reiste hun tilbage – traadte frisk og blomstrende igien frem i Verden. – Hun havde været paa Reiser! – Men et stakkels lille Barn mere var der til i Verden! – Hos den fattige Vadskerkone laae det og krøb paa Gulvet, det maatte skøtte sig selv! det drev for Lud og koldt Vand! – Det var mig! – (peger paa Kryger) Hans Forældre vare de eneste som gave mig en Haandsrækning, Ham har jeg elsket fra Lille! – ham kan jeg hengive mig for! – Frøken forstaaer De mig –? Forstaaer De hvorfor jeg fortæller Dem min Historie! – De skal vide kun, hvorfor jeg er ham saa hengiven –!

JACOBINE

Deres Moder –!

RASMUSSEN

Jeg veed hendes Navn, jeg har hendes Haandskrift – men jeg vil sønderrive min Hemmelighed –! – ikke kaste Sorg og Skiændsel ud i Verden, naar jeg kun maa opleve at see lidt Lykke trives ved mig! – Dog, hvad skulde min Fortid røre Dem!

Tiende Scene

DE FORRIGE. KAMMERJUNKER KORSE (i en Slags Costume, som Ørkenens Søn, kommer hurtig ind).
KAMMERJUNKEREN (i hæftig Bevægelse og bestandig meget hurtig).

Hele Stilladset er styrtet! Agenten, Præster og Præstekoner i een Guddommelighed!

ALLE

Gud bevar os!

KAMMERJUNKEREN

De laae i en Klump!

GRETHE, KRYGER, LAIDE og CAROLINE

Min Gud! (de løbe alle afsted).

JACOBINE

Hvorledes er det De seer ud?

KAMMERJUNKEREN

Det er Ørkenens Søn. Lige i min Scene med Parthenia, hører jeg det knager og hele Stilladset, der var støttet paa Lægter, gik; Agenten faldt bag over.

JACOBINE

Løb, løb! De maa hjelpe! –

KAMMERJUNKEREN

»Et Kongerige for en HestShakspeare. (løber).

Ellevte Scene

JACOBINE. RASMUSSEN
RASMUSSEN

O, siig mig dog et Ord, et venligt Ord! giv mig Deres Haand, kun Deres Haand!

JACOBINE

Hr. Rasmussen, De frier jo, De er nok syg!

RASMUSSEN

Moder! Der er en Gud!

JACOBINE

Hvad siger De? Hvad mener De? Vil De tage Livet af mig? Hvor er Deres Moder?

RASMUSSEN

Hvad De syndede mod Krygers ene Søn, gjør det godt mod den anden, mod ham, som er Dem fremmed; stil Dem ikke fjendtlig mod hans Lykke! Giv ham Grethe!

JACOBINE

Hr. Rasmussen! jeg vil ud!

RASMUSSEN (rækker hende Papiret).

Riv det itu, som alle Baand mellem os! jeg bliver taus, som han i Graven, som Undergangen derude – to N’er kunne ikke tale!

JACOBINE

Jacobe! – Nu gaaer det op! – Ja, det er Haanden! det er Skriften! saa er det nu kommet frem! – Og De vil være taus, som hun er det i Graven! Hr. Rasmussen, jeg har ikke taget Feil af Deres Ansigt.

RASMUSSEN

Moder!

JACOBINE

Moster! – Men heller ikke Moster! vi kiende ikke hinanden, en Plet paa min Søster er en Plet paa mig! – Vi kan ikke kiende hinanden. Hun var der ude –! Det var min Hemmelighed, – men nu er hun død! vi to kiende ikke hinanden!

RASMUSSEN

Jacobe? Jacobine? – Jeg var en eensom Fugl, jeg bliver eensom, Fugle-Ungen kiender ikke sin Broder!

JACOBINE

Mig kunde De troe at jeg er min Søster! – De kommer! ikke et Ord! – jeg handler! – Grethe! – ja! – Vi kiende ikke hinanden! – Min Moder er død, hun var Deres Søster! saaledes er det ikke, find selv Rede i det! – Jeg kan ikke!

RASMUSSEN

Min Moster!

JACOBINE

Deres Ven faaer Grethe –! men ingen Moster.

RASMUSSEN

Ikke en Gang for Larsen!!!

JACOBINE

Jeg staaer reen for Verden! –

Tolvte Scene

DE FORRIGE. HELE SELSKABET
GREVINDEN

Du søde Barn, hvorfor skulde Du pirre ved Stilladset!

NAPOLEON

Jeg trak bare i Lægten. Det saae saa udmærket ud da de laae.

AGENTEN

Jeg har faaet en Knæk, Jacobine! en Knæk i den venstre Vinge, men Doctoren har klinket mig!

JACOBINE

Det er skrækkeligt! Seer De, hvor jeg er i Bevægelse! Hvad skal jeg giøre! Hvad vil De?

AGENTEN

Det er jo bare den Venstre, det er ikke Halsen! De er god igien! De er velsignet.

RASMUSSEN

Og siger ja til Partiet.

AGENTEN

Jacobine!

KRYGER

Er det mueligt!

LAIDE

Efter Kunsthistorien blev ingen store Kunstnere gifte; salig Raphael døde uforlovet og Apelles – ja, var Apelles gift?

CAROLINE

Jeg kiendte ham ikke.

KRYGER

Jeg er hverken Raphael eller Apelles – jeg er lykkeligere! De ere døde, jeg lever og har vundet et Hierte, saa rigt, saa godt. Seer De, min Lykke gaaer med Damp!

GRETHE

Er De vis paa det?

KRYGER

Ganske vis!

RASMUSSEN

Jeg har Dem saa kiær!

KRYGER

De har Seminaristen kiærere; men I have ogsaa drukket Du’s!

RASMUSSEN

Vilde De giøre det samme med mig! Dus?

KRYGER

Dus!

RASMUSSEN

Saa tør jeg kalde Dig Broder!

KRYGER

Rasmussen!!

Hr. Rasmussen

Originalt Lystspil i to Acter

Opført første og eneste gang 19. marts 1846 på Det Kongelige Teater, anonymt. Udkom første gang 1913, udgivet af Edvard Agerholm og sat efter sufflørbog nr. 323 fra Det Kongelige Teaters sufflørarkiv, nu på Det Kongelige Bibliotek. Nærværende tekst har samme trykforlæg, idet der i tekstlige tvivlstilfælde er konfereret med en rettet renskrift fra H.C. Andersens hånd, Collinske Samling 21, 4°, II, 10. BFN 1258

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

164,2gratulerer < gratuler
183,32Hr. < Hr’
184,18De. < De
189,6ham. < ham
198,31hældte < hælde
199,4Ordene < Ordenen
203,4Herwegs < Horwegs
204,15Lænder < Lænder«
160
Agentmellemmand; om politisk eller embedsmæssig (fx diplomatisk) virksomhed; også titel for større købmænd.
Figurantdanser, der optræder i mindre roller sammen med andre dansere.
162
Med Dampom drivkraften, altså med dampskib eller damplokomotiv.
Borgergade(n)(nær Kongens Nytorv) og området deromkring var dengang et fattigkvarter.
163
informerergiver privatundervisning.
naar man kunbare man.
Styrelseom skæbnens eller forsynets ledelse.
164
Seminaristseminarieelev eller seminarieuddannet person; også nedsættende om »halvstuderet røver«.
skriver for sigskriver godt.
Ciceroden romerske politiker, taler og forfatter Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.).
alle Videnskaber ere Sødskendecitatet kan næppe være fra Ciceros skrift De officiis (latin, Om pligterne), snarere fra hans Pro Archia poeta, 2: »Omnes artes, quae ad humanitatem pertinent, habent quoddam commune vinclum et quasi cognatione quadam inter se continentur«, alle videnskaber, der tager sigte på dannelse, er knyttet sammen ved en art fælles bånd og er ligesom forbundet indbyrdes ved en form for slægtskab.
med … ziirlige Ordi elegante vendinger.
165
Tærskemaskinervar i 1840’erne indført på de fleste større sjællandske gårde.
Skabher mekanisk klaver.
Ørkenens Søndet dramatiske digt »Der Sohn der Wildnis«, 1843, af Friedrich Halm (pseudonym for Münch-Bellinghausen); oversat af Carl Borgaard, opført på Det Kongelige Teater 1843. Statister af begge køn optræder i stykket, der desuden har tre kvinderoller.
vide god Beskeeder velorienterede.
Physionomisttilhænger af fysiognomi, dvs. læren om eller evnen til at slutte sig til en persons karakter ud fra hans ansigt.
Skudsmaals-Bog(her om gæstebog) bog til kontrol af tyende, med herskabets udtalelser om opførsel osv.
skrevet ud aftaget afskrifter fra.
forbundenhengiven.
166
Hvor (veed)hvorfra, hvordan.
holde sig forover i Dandsenmåske: undgå tilnærmelser, billedligt om at være tilbageholdende over for bejlere, eller måske snarere: om at holde balancen.
Den Saligeden afdøde.
holdte paaforetrak, gik ind for.
167
TroldhætteTrollhättan ved Göta älv 70 km nordøst for Göteborg. Elven danner her et fald på 32 m, og i middelalderen begyndte man at udnytte vandkraften. I 1700-tallet påbegyndtes anlæggelsen af en kanal med sluser; det blev afbrudt, men i 1800 indviedes et kanal- og slusesystem. H.C. Andersen besøgte Trollhättan i 1837.
saaledes ensådan en.
168
Kjoleknælang mandsdragt, enkeltradet og med ærmeopslag.
Halsklædeklæde, som mænd bar stramt snoet om halsen eller bundet i sløjfe under flippen.
Grændsentil herregårdens enemærker, grund.
Tyrke-Troden islamiske tro på en forudbestemt skæbne.
Gud raadelad Gud råde.
169
flinktrask.
David og Jonathanjf. 1. Samuelsbog 18,1-3. Efter at David havde fældet filisteren Goliath, opstod der mellem ham og kong Sauls søn Jonathan et venskabsforhold, som er blevet indbegrebet af trofast venskab.
løber jeg gierne medvil jeg gerne være med.
170
drikker … Bryllupholde bryllupsfest.
løber udskynder sig ud.
godt Skrogskikkeligt skrog.
Cooper(s)den amerikanske forfatter J.F. Cooper (1789-1851), kendt for sine indianerromaner, fx The Last of the Mohicans, 1826, dansk Den sidste Mohikaner, 1828.
stikke … udtømme.
tageafbilde.
Stente(n)overgang over et gærde, tit af planker, der danner et eller flere trin.
blevblev af.
snarthurtigt.
171
tage paatage til i styrke.
Parykblokkene … Skydebanenen parykblok er en træblok, som en paryk blev formet over eller anbragt på, når den ikke var i brug; her billedligt om en tør, gammeldags, indskrænket person. Med »han« hentydes måske til de unge akademikeres politiske fører, den karismatiske nationalliberale Orla Lehmann (1810-1870), kendt for sin kritik af enevælden. I sin tale ved en fest på Skydebanen 28. maj 1842 proklamerede han løsenet: »Danmark til Eideren!«, men i dagbladet Fædrelandets referat af talerne 30. og 31. maj nævnes ingen parykblokke.
ved Voldenkunne være Vartov, en stiftelse for borgerlige, oprettet af Christian 4. 1607; den lå 1666-1934 på hjørnet af Farvergade og Vester Voldgade. Sløjfningen af voldanlægget omkring det indre København påbegyndtes i 1850’erne og var fuldført 1890.
172
Vold-Skilderhuusvolden var militært anlæg og bevogtet.
Møntergadensidegade til Gothersgade.
versligverdslig.
Daarlighedslethed; dumhed.
Laidediminutiv af pigenavnet Adelaide.
Natur-Theaterfriluftsteater.
Stændernede fire samfundsgrupper adel, gejstlighed, borgere og bønder med hver deres funktion og lovfæstede privilegier og forpligtelser. På baggrund af pres fra det tyske forbund, voksende nationale spændinger og øget utilfredshed med styret indførte Frederik 6. i 1834 rådgivende stænderforsamlinger med repræsentanter for godsejere, bønder (også fæstere) og byernes grundejere. 1849 ophævedes alle standsprivilegier, og et tokammersystem blev indført som ny repræsentationsform.
Ironi af Skjæbnenoprindelsen til udtrykket »skæbnens ironi« er ukendt. I et utrykt manuskript fra 1840 omtaler N.F.S. Grundtvig det som et modeudtryk.
173
Thomsens AvisKjøbenhavns-Posten, københavnsk nyhedsblad, 1827-1856 og 1858, grundlagt af journalisterne Ove Thomsen (1801-1862) og A.P. Liunge (1798-1879).
Trykkefriheds-Selskabet»Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug«, stiftet 1835. Trykkefriheden blev indført 1770, men indskrænkedes 1771 og blev yderligere begrænset efter Struensees fald. Under A.P. Bernstorffs styre udvidedes trykkefriheden igen, men blev på ny beskåret 1799 og endnu mere begrænset efter Trykkefrihedsselskabets oprettelse.
Enkens Skjærvjf. Markus 12,41-44.
Mult(erne)bøde, pengestraf.
Liberalfrisindet; med forholdsvis frie politiske synspunkter. I Danmark vandt liberalismen frem blandt borgerskabet i 1830’erne og 1840’erne. Den kom til udtryk i den nationalliberale bevægelse; her var liberalismen kombineret med et ønske om Danmark til Ejderen og opløsning af helstaten, dvs. Danmark med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg.
de Gamle … Ørkenenikke identificeret som citat.
Katechismuskort fremstilling af den kristne børnelærdoms hovedstykker (forklaring til trosbekendelsen, De ti Bud m.v.). Luther udsendte en stor og en lille katekismus 1526; den første var beregnet som vejledning for præster og lærere, den sidste var for lægfolk og kom senere i mange skolebogsudgaver. Her tænkes nok på den såkaldte »Balles Lærebog«, 1791, af biskop N.E. Balle.
man skal være … underdanigBalles Lærebog citerer Paulus’ Brev til Romerne 13,12: »Hvert Menneske skal være de høie Øvrigheder underdanigt, thi der er ingen Øvrighed uden af Gud« (udg. fra 1840, s. 91).
Kejser Napoleonden franske hærfører Napoleon Bonaparte, kejser af Frankrig 1804-1814 og igen 1815 (»De 100 dage«).
CarélArmand Carrel (1800-1836), fransk journalist og løjtnant. Blev i 1823 dødsdømt pga. oprørske sympatier, men frikendtes. Grundlagde sammen med den nationalliberale L.A. Thiers o.a. den senere republikanske avis Le National.
Vandfaldet i Frederiksberghavei forbindelse med Frederiksberg Haves omlægning lod kronprinsregenten (senere Frederik 6.) i 1802 anlægge et vandfald ved Kildeøen. Vandfaldet blev siden sløjfet; genskabt 2004.
lader … gaaedropper.
Skandinaviskaf skandinavisme, dvs. en bevægelse, der virker for at fremme samarbejde og samfølelse mellem de nordiske lande. I 1840’erne var der ikke mindst i studenterkredse stor interesse herfor.
174
skytterskøtter, passer.
Jomfruekvindelig hushjælp, tit med et vist ansvar, fx husjomfru.
det var ikke af mine Ansigterhendes ansigt var ikke noget for mig.
forlibtforelsket.
vare stadige tilblev ved med.
176
Har I tabt demer I gået fra dem?
Rousseau … HeloiseJulie ou La Nouvelle Heloïse, roman, 1761, dansk 1798-1800, af den schweiziskfranske forfatter og filosof J.-J. Rousseau (1712-1778). Korses udtalelse om kedsommeligheden er ikke lokaliseret som citat fra romanen.
Svanerkuvertdekorationer af bordservietter.
Jeg pudsler … gierneikke identificeret som citat.
CalderonePedro Calderón de la Barca (1600-1681), spansk dramatiker.
Lopes de VegaLope Félix de Vega Carpio (1562-1635), spansk forfatter.
flaterefå til at tage sig ud.
Kanevasåbent vævet bomuldstøj til broderi eller lærred til maleri.
177
Tivoligrundlagt 1843 af Georg Carstensen.
Men saa … udenforsidste strofe, galt citeret, af den såkaldte Tivolivise fra 1843, »En høist mærkværdig nye Vise om det splinternye Tivoli med samt dets Yndigheder« af T.I. Voli, pseudonym for Peter Faber (1810-1877), telegrafdirektør og forfatter af humoristiske viser, farcer m.m. Medforfattere er J. F. Hagen, Adolph v.d. Recke, Adolph Steen. Første strofe lyder: »Og dersom Du morer Dig daa’lig / Paa Rosenlund og paa Fredsberg, / Saa skal Du ta’e ind paa Tivaali, / Og see om du morer dig der«. Sidste strofe lyder: »Og saa er det ganske umulig / Naar hjemad i Porten man gaaer, / At see hvem der var paa Tivaali / Og hvem der stod udenfor«.
Stamherre(n)den søn, der skal arve familiens gods, sædvanligvis den ældste.
178
ældremodent.
Ormom sygelige tilstande, man antog var fremkaldt af indvoldsorme.
mærkeligtbemærkelsesværdigt.
Lichtenbergsk-voltairiskG.C. Lichtenberg (1742-1799), tysk satiriker; F.M. Voltaire (1694-1778), fransk forfatter, kendt for sin elegante, spydige ironi.
Verdensbarnverdsligt orienteret person.
Dronning PomarePomare 4., dronning af den franske stillehavsø Tahiti 1827-1877. Her havde kristendommen siden ca. 1800 vundet frem, men under indbyggernes modstand. 1836 udviste Pomare to franske jesuitter, der var ankommet uden tilladelse. Den franske konge Louis Philippe sendte et krigsskib til øen, som blev påtvunget et fransk protektorat. Efter et modstandsforsøg måtte de indfødte i 1846 underkaste sig; dronningen måtte flygte og siden nøjes med en status som skyggeherskerinde.
tscherkesiske KrigeRusserne indledte i 1816 krig mod de kaukasiske bjergfolk, som enten var uafhængige eller anerkendte tyrkisk eller persisk overherredømme, heriblandt tjerkesserne i det nordvestlige Kaukasus. Tjerkesseren Shamil forsøgte at samle sunnittiske og shiittiske muslimer til fælles modstand mod de kristne; trods vekslende krigslykke var hans stilling ved udgangen af 1844 usvækket.
Thorwaldsen … Italienden europæisk berømte billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) boede og arbejdede 1797-1838 i Rom, hvor han især fordybede sig i antikken. Han havde forbindelse til italienske og andre ikke-danske kredse, og hans atelier blev samlingssted for danske kunstnere.
180
Katun(s)lærredsagtigt, tætvævet bomuldstøj.
Wilhelm Tellschweizisk sagnhelt; skal have levet i slutningen af 1200-tallet og første halvdel af 1300-tallet; var if. overleveringen en fremragende bueskytte. Figuren er kendt fra Fr. Schillers skuespil Wilhelm Tell, 1804, dansk 1805, og fra G. Rossinis opera Guillaume Tell, 1824, opført på Det Kongelige Teater 1842.
Fenelonhunden er måske opkaldt efter F. de la Mothe-Fénelon (1651-1715), en fransk gejstlig; hans af Odysseen inspirerede Télémaque, er blevet brugt som lærebog i fransk; en ny dansk oversættelse kom 1835.
bryde sig omkere sig om, tage notits af.
Folkerettenher nok: folkets ret; egl. om de retsregler, som bestemmer staternes indbyrdes rettigheder.
udenbortset fra.
181
Positionerstillinger, der indøves ved danseundervisning (fra 1. til 5. position).
LætitiaLætitia Bonaparte (1749-1836), mor til Napoleon 1.
182
Napoleone … tace, tace»Ah! Taci! Ah! Taci, taci, incauto«, (italiensk) »Ti dog! Ti dog! ti, uforsigtige« fra Gennaros dialog med Orsini i III akt af operaen Lucrezia Borgia, 1834, af G. Donizetti; opført på Hofteateret af italienske sangere 1842. Bassangeren Napoleone Torre medvirkede ved opførelser af operaen, men ikke som Gennaro, hvis parti skal udføres af en tenor.
Er det atligner det noget at.
raskkæk.
183
reentrentrigtigt.
Stambogbog, i hvilken man til erindring lod venner og bekendte skrive et vers, en sentens eller lignende.
184
Pibe(r)lille fløjte (som publikum kunne pibe en forestilling ud med).
tørbør, må.
gaaer ind paa Ansigtet(om teaterpublikum) går ind som kendt af kontrolløren.
185
lumpenringe.
Huusmandtyende.
Præsten vadsker sigikke identificeret som gængs talemåde.
186
Poeter … Træernejf. Magister Stygotius i Ludvig Holberg Jacob von Tyboe, 1725, I,6.
Du danske Bøgeskov … findedigtet er af H.C. Andersen, men er ikke trykt andetsteds i hans levetid.
qvægerlindrer.
Lovpris.
Hvad Graven skal medhvad graven skal med for.
187
naarhvis.
188
I hvor from hun erhvor from hun end er.
189
HervegGeorg Herwegh (1817-1875), tysk lyriker af republikansk sindelag. Udgav 1841 sine Gedichte eines Lebendigen, i hvilken han krævede politiske forandringer. Bogen  blev forbudt, men fremkaldte en heftig »Herweg-feber«.
190
saa Gudsgu.
Contrafeienham på billedet.
Studierskitser, udkast.
fiinskarpsindig.
191
Kiøbenhavnspostentidsskriftet Kjøbenhavns-Posten (se note til s. 173) forholdt sig polemisk til Heiberg.
hvad skal De løbe her i Skovenhvad skal De løbe her i skoven for.
Det troer jeg nokdet tror jeg gerne.
193
Frakkelangskødet dragt for mænd.
haleindhente.
195
Kasper Hauseret gådefuldt tysk hittebarn, truffet 1828 i Nürnberg efter angiveligt at have levet indespærret i mørke. Hans uoplyste herkomst, mystiske død 1833 ved et giftattentat og især hans sene kulturelle socialisation æggede fantasien i samtid og eftertid.
Ug … Tgefter en ældre karakterskala er den første karakter, udmærket godt, den højeste; den anden, temmelig godt, er langt nede på skalaen.
vor Tale … neijf. Matthæus 5,37; citeres i Balles Lærebog, udg. fra 1840, s. 66.
196
læst forgivet belæring; forelæst.
Nummer tre … Nummer»Nr. tre« var københavnsk navn fra 1840’erne for Johann Strauss d. æ.s populære »Annen-Polka« op. 117, der stod som nr. tre i de nodebøger, H.C. Lumbyes danseorkester i Tivoli brugte.
flautflovt, åndløst.
Hjob … Potteskaarjf. Jobs Bog 2,7-8 og 42,11-17.
Procurator(en)brugt som betegnelse for snu, pengegrisk sagfører.
197
afficeretude af flippen.
Her paa Jorden … Censur … maa trykkesikke identificeret som citat. »Imprimatur«, (latin) maa trykkes, er bogcensorens eller forfatterens skriftlige tilladelse til at lade noget trykke.
oplæggesudkommer i nyt oplag.
Jorden … Drivhuus … høiereikke identificeret som citat.
Jean Paulegl. Johann Paul Friedrich Richter (1763-1825), tysk forfatter.
den Flittige i Viingaardenjf. Matthæus 21,28.
det tydske Badkunne være Bad Berka i Thüringen, hørende under Weimar-hertugdømmet og med teater, oprettet 1802 under medvirken af J.W. Goethe (1749-1832). Også Bad Lauchstädt i Sachsen og den bøhmiske kurby Marienbad blev besøgt af Goethe.
WahlverwandschaftGoethes roman Die Wahlverwandtschaften, 1809, er et psykologisk eksperiment, som ud fra det kemiske begreb affinitet skildrer, hvordan gemytterne kan tiltrække hinanden, hvordan en ulykkelig erotisk tilbøjelighed mellem to mennesker kan overvindes eller, hvis man giver efter for den, kan føre til undergang.
198
den tydske Mikkelbetegnelse for den typiske tysker som en brav, men indskrænket person. Figuren fik sin endelige udformning i 1840’erne, hvor den eksemplificerede det søvnige, upolitiske folk.
Venskab … Redenmåske fejlcitering af aforismen »Friendship is love without his wings« (»L’Amitié est l’amour sans ailes«), som skyldes G.G. Byron; skrevet 1806, trykt 1831.
fordærvetødelagt.
hældte mig over med Flidoverhældte mig med vilje.
199
Vittighedåndrighed.
staae paa Maden … Skridt»Post cenam stabis aut passus mille meabis«, (latin) lige efter maden skal du stå [dvs. rejse dig op] eller tilbagelægge 1000 skridt; fra »Regimen sanitatis Salernitatum«, læredigt fra 1200-tallet med helseregler.
Thorwaldsens GratierThorvaldsens statue De tre Gratier, 1817-1819.
veedkender.
Skiønheds Maaletlegemsmålene for den fuldendte kvinde.
Jordsmonetsjordoverfladens.
hvor blive … Benene?hvor bliver benene af?
Carnation(en)efterligning af den menneskelige hudfarve.
201
buttvært.
visther nok: givetvis.
Positiv(et)lirekasse; her skabet med spilleværk, der er omtalt s. 165.
Lumbyedansekomponisten H.C. Lumbye (1810-1874).
Molinaskymølledans (fx »Den toppede høne«).
den hvide DameLa dame blanche, opera, 1825, af F.-A. Boïeldieu, opført på Det Kongelige Teater 1826. Operaens elskende par genkender hinanden efter længere tids adskillelse, han dog først, da han gennemskuer hendes forklædning som genfærdet »den hvide dame«.
202
Livstykkeyndlingsstykke.
har jeg beholdthusker jeg.
203
Farvel lille Grethevisen »Ak, kæreste Hr. Guldsmed«, 1844, af F.L. Høedt med musik af Niels W. Gade har omkvædet »Farvel, farvel lille Grethe«. I visen, der er formet som en dialog mellem Grethes kæreste og guldsmeden, fremføres afskedsordene sørgmodigt af den første, men livligt af den sidste.
Malboroughden middelalderlige vise »Malbrouck s’en va-t-en guerre« (fransk) Mallebrok i krigen drager; blev kendt o. 1775. Den blev under den spanske arvefølgekrig med den ændrede titel »Marlborough er død i krigen« brugt som spottevise mod den engelske feltherre hertug John af Marlborough (1650-1722). Melodien er brugt i bl.a. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret, 1826.
204
Ridicultlatterligt.
den Stumme i Porticioperaen La muette de Portici, 1828, af D.F.E. Auber; tekst af E. Scribe og G. Delavigne; oversat af J.L. Heiberg, opført på Det Kongelige Teater 1830. Et folkeligt oprør mod en tyrannisk neapolitansk vicekonge bryder ud foranlediget af, at oprørslederen Masaniellos stumme søster Fenella efter at være forført og svigtet af vicekongens søn beskyldes for at være dennes forførerske og fængsles. Hun flygter og tages til fange igen, men befries af Masaniello og hans folk, der nu vil hævne Fenella. Historien bygger på begivenheder i 1600-tallet under det spanske herredømme i Napoli, hvor fiskeren Tommaso Masaniello i 1647 satte sig i spidsen for en oprørsbevægelse. La muette de Portici blev i de politisk urolige 1830’ere opfattet som en »revolutionsopera«.
Lænderlande.
piil af Kartoffelvel sammenblanding af talemåden »Pil af, grønært« (jf. ODS VII, 286,9) og skældsordet »kartoffel« (dvs. »støder«, »snørestøvle« eller lignende; jf. H.F. Feilberg Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmaal, 1886-1914, bd. 2, s. 99).
205
Corenspondencefejl for korrespondance.
almindelige Hospitalalmindeligt Hospital, plejehjem i Amaliegade for fattiglemmer og hospital, drevet af Københavns fattigvæsen.
Skrigher nok: højt råb.
206
Battement-Stok(ken)barre til brug ved balletøvelser, her battement, dvs. bevægelse med det ene ben, mens kroppen hviler på det andet.
lagt ind paa to N’erindlagt anonymt, som N.N.
207
sætter sigfalder til ro, tager af.
Fianteriefjanteri, tosseri.
Uglspilnar, opkaldt efter en figur fra en senmiddelalderlig europæisk folkebog med grove og muntre beretninger om narren Till Uglspil; udkom første gang i Danmark i midten af 1500-tallet.
208
bliver … altereretbliver bragt i sindsbevægelse.
Gemytfølelsesdybde.
gamle Danmarkder hentydes vel til Oehlenschlägers »Fædrelands-Sang« (»Der er et yndigt Land«, skrevet 1819, trykt 1823).
Codans BølgeØstersøen eller havene omkring Danmark i almindelighed; formentlig en hentydning til B.S. Ingemanns fædrelandssang »Vift stolt paa Kodans Bølge«, 1815.
Spitsborgerlighed(ens)småborgerlighed.
et godt Blad … monopoliserede Journalerhentyder nok til tidens uvilje mod enevældens pressepolitik. If. en forordning af 1799 var udgivelsen af aviser betinget af et kongeligt privilegium, og en række straffebestemmelser begrænsede ytringsfriheden. I 1837 havde Frederik 6. yderligere indført straf for det vide begreb »uforsvarlig Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed«. I modsætning til de privilegerede, konservative dagblade Berlingske Tidende og Dagen var den liberale oppositionspresse konstant truet af beslaglæggelse og dens redaktører af bøder og censur. Med »et godt Blad« menes måske blade som det kontroversielle Corsaren, i de første år (1840-1846) udgivet af M.A. Goldschmidt.
Landmilicefondetfond til understøttelse af invalider af landmilitsen, oprettet 1805; landmilits: soldater, der var udskrevet blandt landbefolkningen, og som kun blev samlet i krigstid.
Industriefondetmåske Det reiersenske Fond, oprettet 1793 til støtte for håndværk og industri.
Pensions Kassenfør 1849 om et fond, hvoraf embedsmænds pension blev udredet. Fondet, hvis midler blev tilvejebragt ved overskud fra postvæsenet, administreredes af finansministeriet.
Amtsrepartitions-Fondeten amtskommunes kasse eller pengebeholdning.
Fondet ad usus publicosstiftet af Frederik 5. 1765; midlerne var beregnet til at støtte offentlige formål efter kongens nærmere bestemmelse. Fra denne fond modtog digteren i 1833 et rejsestipendium. Fonden ophævedes 1842.
den synkende Fondfond af statsindtægter, bestemt til afbetaling af statsgælden.
210
afhandlesforhandles om, diskuteres.
211
Ismaeljf. 1. Mosebog 21,9-21.
212
Partheniaden kvindelige hovedperson i Ørknens Søn.
Et Kongerige for en Hest»A horse! A horse! My kingdom for a horse!«. Replik af titelpersonen i Shakespeares tragedie Richard III, V,4, 1592, dansk 1818.
213
bliverforbliver.
Haandenhåndskriften.
214
udmærketstrålende, flot.
Partietægteskabet.
Raphaelegl. Raffaello Santi (1483-1520), italiensk maler og arkitekt. Han forblev ugift, var fra 1514 forlovet med Maria Bibbiena, som døde kort før brylluppet.
Apellesgræsk maler fra 300-tallet f.Kr.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fierde Scene Femte Scene Siette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Anden Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fierde Scene Femte Scene Siette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene

Del

[Sassy_Social_Share]