H.C. Andersen

I børnestuen

Far og mor og alle søskende var på komedie, kun lille Anna og hendes gudfar sad ene hjemme.

»Vi vil også have komedie!« sagde han, »og den kan begynde straks!«

»Men vi har intet teater,« sagde lille Anna, »og vi har ingen til at agere! Min gamle dukke kan ikke, for hun er så ækel, og min nye må ikke få sine pæne klæder krøllede!«

»Man kan altid få de agerende når man tager hvad man har!« sagde gudfar. »Nu rejser vi teatret. Her stiller vi en bog, der én og så nok én, i skævt geled. Nu tre på den anden side, der har vi kulisserne! Den gamle æske her ligger, kan være bagtæppe, vi vender bunden ud. Teatret forestiller en stue, det kan da enhver se! Nu skal vi have de som agerer! Lad os se hvad der findes her i legetøjskuffen! Først personerne, så laver vi komedien, det ene holder da på det andet, og det bliver udmærket! Her ligger et pibehoved, og her ligger en umage handske, de kan godt være far og datter!«

»Men de er kun to personer!« sagde lille Anna. »Her ligger min brors gamle vest! Kan den ikke spille komedie?«

»Den er stor nok til det!« sagde gudfar. »Den skal være kæresten. Den har ikke noget i lommerne, det er allerede interessant, det er halv ulykkelig kærlighed! – Og her har vi nøddeknækkerens støvle med spore på! Potz, blitz, mazurka! Han kan trampe og knejse. Han skal være den ubelejlige frier som frøkenen ikke synes om. Hvad slags komedie vil du nu have? Sørgespil eller familiestykke?«

»Familiestykke!« sagde lille Anna, »det holder de andre så meget af. Kan du et?«

»Jeg kan hundrede!« sagde gudfar. »De mest velsete er efter det franske, men de er ikke pæne for små piger. Vi kan jo imidlertid tage et af de netteste, indvortes ligner de allesammen hverandre. Nu ryster jeg posen! Kukkelurum! Splinternyt! Nu er de splinternye! Hør nu plakaten.« Og gudfar tog en avis og lod som om han læste op:

Pibehoved og godt hoved,

Familiestykke i én akt.

Personerne er:

Hr. Pibehoved, far.

Frøken Handske, datter.

Hr. Vest, kæreste.

Von Støvle, frier.

Og nu begynder vi! Tæppet går op, vi har intet tæppe, men så er det oppe. Alle personerne er inde, så har vi dem straks. Nu taler jeg som far Pibehoved. Han er vred i dag, man kan se han er røget merskum:

»Snik snak snurre, basselurre! Jeg er herre i mit hus! Jeg er far til min datter! Vil man høre efter hvad jeg siger! Von Støvle er en person man kan spejle sig i, safian i overdelen og sporer på nederdelen, snikke, snikke, snak! Han skal have min datter!«

»Pas nu på vesten, lille Anna!« sagde gudfar. »Nu taler vesten. Den har ombøjet krave, er meget beskeden, men kender sit eget værd og har ret til at sige hvad den siger:

»Pletfri er jeg! Boniteten må også tages i overvejelse. Jeg er af ægte silketøj, og jeg bærer snore!«

»På bryllupsdagen, ikke længere! De holder ikke kulør i vasken!« Det er hr. Pibehoved som taler. »Von Støvle er vandtæt, stærk i skindet og dog så fin, kan knirke, klirre med spore og har fysiognomi af Italien

»Men de skulle tale på vers!« sagde lille Anna, »det skal være det yndigste!«

»Det kan de også!« sagde gudfar. »Og når publikum befaler, man taler! – Se på den lille frøken Handske, hvor hun strækker fingre:

»Heller’ alle dage

Handske uden mage!

Ak!

Jeg kan ikke overvind’ ’et!

Jeg revner i skindet.« –

»Snak!«

Det var far Pibehoved, nu taler hr. Vest:

»Elskede Handske!

Om selv de blev spanske,

min skal du blive!

Nu svor Holger Danske.«

Støvle slår ud, tramper i gulvet, klirrer med spore og river tre kulisser om.«

»Det er udmærket dejligt!« sagde lille Anna.

»Stille, stille!« sagde gudfar, »stumt bifald viser at du er et dannet publikum i første parket. Nu synger frøken Handske sin store arie med knæk:

»Jeg kan ikke tale,

så må jeg gale

kykkeleky, i de høje sale!«

Nu kommer det spændende, lille Anna! Det er det vigtigste i komedien. Ser du hr. Vest knapper sig op, sin tale kaster han lige ud til dig for at du skal klappe. Lad bare være! Det er finere. Hør hvor det rasler i silketøjet: »Vi er på det højeste! Vogt Dem! Nu kommer intrigen! De er pibehoved, jeg er det gode hoved – vup, er De væk!« Så du det, lille Anna?« sagde gudfar. »Det er et udmærket sceneri og komediespil: Hr. Vest greb gamle Pibehoved og puttede ham i lommen, der ligger han, og vesten taler:

»De er i min lomme, i min dybeste lomme! Aldrig kommer De derfra før De lover at forene mig med Deres datter, Handske til venstre; jeg rækker højre!«

»Det er rædsomt dejligt!« sagde lille Anna.

»Og nu svarer gamle Pibehoved:

»Jeg bliver så ør!

Det er ikke som før.

Hvor er mit humør?

Jeg føler mig mangler mit hule rør.

Ak aldrig før

var jeg således skør. –

O, tag mit hoved

af lommen atter,

og vær forlovet

så med min datter!«

»Er komedien allerede ude?« sagde lille Anna.

»Bevar’ os vel!« sagde gudfar, »den er kun ude for hr. Støvle. De elskende knæler, den ene synger:

»Fatter!«

Den anden:

»Tag hoved atter,

velsign så søn og datter!«

De velsignes, holder bryllup og møblerne synger i kor:

»Knik, knak,

mange tak!

Nu er stykket ude.«

Og så klapper vi!« sagde gudfar, »kalder dem allesammen frem, møblerne med. De er af mahogni!«

»Er vor komedie nu lige så god som den de andre har i det rigtige teater?«

»Vor komedie er meget bedre!« sagde gudfar, »den er kortere, den er frit tilkørt, og tiden er gået til tevand!«

Del

[Sassy_Social_Share]

Henvis til værket

H.C. Andersen: I Børnestuen. Udg. af [INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk

Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession