I Jurabjergene

I den tidlige Morgen gaaer man med Banetoget fra Paris, og udpaa Aftenen er man i Schweiz ved Neufchatel. Landskab paa Landskab vexler, Tankerne løfte sig som Sæbebobler, Sommerfugle, henflagrende Rosenblade. Midtveis, før man naaer Dijon, gaaer Toget over store Bjerghøider, i en rig, malerisk Natur; man flyver gjennem den ene store Tunnel efter den anden, snart er man som lukket inde i Bjerget, snart paa dets Høide og seer ud over Dybder og Dale, over bugtende Floder og rislende Bække.

Med Morgentoget forlod jeg Paris, jog gjennem Frankrig og havde, da Solen gik ned, naaet Grændsen mod Schweiz. Jurabjergene med deres friske Grønne, med Ege, Bøge og Graner løftede sig i de sidste røde Straaler, og snart blaanede Aftenen og blev Nat.

Nyet lyste, Stjernerne blinkede.

Jernbaneveien er hugget i Slyngninger om Klipperne; Skinnerne ligge mange Steder, i lang Strækning, tætved den bratte Afgrund. Toget smutter som en Fiirbeen hen ad Klippen og gjennem dens hugne Gjennemfarter; man seer i Dybden under sig Byer og Huse.

Snart blev det Nat dernede; Lysene blinkede op til os. Hvad jeg saae, seer jeg endnu; det photographerede sig i Tanken, og det blev lagt i et lille Vers paa det hvide Blad i Reisebogen:

Neufchateller-Søen blinkede; snart holdt vi paa Banegaarden; Omnibussen førte os til det kjendte, prægtige Hotel »Bellevue«, tæt ved Søen; en Baad med Musik gled derude; Lamper lyste, Stjerner lyste. Aftnen var saa stille.

Paa saa smuk en Aften, paa en saa drømmende Nat fulgte en Uveirsdag; ogsaa den er tegnet ned:

Paa en saadan Dag gaaer man ikke ud, man bliver inde; men er Veiret smukt den næste Dag, da flyver man ud og seer sig om. Jeg fløi med Banetoget op ad Bjerget, op over Skyerne til Vennerne i Locle, Uhrmagerbyen, hvor ved festlige Leiligheder Danebroge vaier i vor dygtige Landsmand Jules Jürgensens Have – deroppe, hvor jeg i Ungdomstiden fuldendte min Digtning: »Agnete og Havmanden.« Den Gang var Reisen herop besværlig, flere Timer lang, med Diligence, nu gaaer det med Damp paa Jernbane: den skraaner opad et langt Stykke, saa er man paa Holdeplads, Locomotivet tages fra forude, et nyt spændes fast bagtil, saa at de sidste Vogne vil blive de første op ad en ny Skraaplan, op til næste Afsats, hvor der igjen venter Locomotiv til ny Opadskraaning; det er en virkelig »Reise i Zigzag.«

Øverst oppe gaaer Banetoget gjennem een af de største Tunneler, 4,200 Metre lang, og efter netop at have seet Daglys og aandet den friske Luft, farer man øieblikkeligt ind i en anden mindre Tunnel, halv saa lang kun, eller, nøiagtigere sagt, 2,300 Metre, og man naaer den smukke Bjergby Chaux de Fonds, bekjendt af sine Uhrfabriker og af Maleren Robert, der er født her1. Hans Forældres Huus ligger udenfor Byen, netop hvor Locles Grund begynder. Chaux de Fonds har 19,000 Indvaanere.

Locle har kun halvt saa mange Indvaanere, men, saavidt jeg har forstaaet, er det den egentlige Fabrikby.

For 180 Aar siden var her slet ingen Uhrmager. Da hændte det sig, at en engelsk Hestepranger, paa Reisen over Jurabjergene, kom i den Forlegenhed, at hans Uhr gik itu. Han talte derom, og man viste ham hen til Smeden Daniel Jean Richard, en behændig Mand, der rigtignok aldrig før havde seet et Uhr; men han saae paa det og lovede at gjøre det istand. Dristigt tog han det fra hinanden og satte det igjen sammen med Snille; det var helet og gik. Men under dette Arbeide havde han faaet Lyst til at gjøre et Uhr til sig selv; han vilde det, og det lykkedes ham. Nu dreiede sig al hans Tanke kun om Uhrmagerkonsten; han lod sine syv Sønner oplære i den og grundede snart i Locle det første Uhrmagerværksted.

For hundrede Aar siden var her neppe sex Værksteder; nu beskjæftige sig i og om Locle 20,000 Mennesker med denne Konst: hver har overtaget sin Deel af Uhret.

Fra vor bekjendte, hædrede Landsmand Jules Jürgensen, der lever og arbeider her med sine dygtige Sønner, udgaae aarligt og i stort Antal til Amerika Uhre, som bære Indgravningen: Jules Jürgensen Copenhague.

Efterat jeg 1833 første Gang havde besøgt Locle, gav jeg i min Roman: O. T. en Skildring af denne interessante Bjergby i den dybe Dal øverst paa Jura-Tinden, fortalte om den underjordiske Vandmølle, der drives af en Strøm, hvis Vælde og Udstrømning Ingen kjender, fortalte om Doubfaldet paa Schweizergrændsen mod Frankrig. Alt dette tør vi ikke gjentage her, men sige ville vi dog vore mange Landsmænd, som nu i Sommertiden flyve til Schweiz: læg Veien over Neufchatel, gjør da de to Timers Fart til Locle, besøg det, tilfods eller tilvogns gjennem de mod Frankrig sprængte Klipper, see ned i det solbelyste Land og fornem den pludselige Overgang fra Bjergsiden med Gran og Birk til den varmere, milde Luft under Bøgetræerne paa den franske Side.

Snart, om ikke mange Aar, har Locle sat sit Monument for Smeden Daniel Jean Richard.