H.C. Andersen

I Maaneskin

Alpescener fra de tyrolske Bjerge

1855 Opført første gang 2. juni 1855

1ste Deel

Segment not found: Løverdag(-Aften) / Løverdag-Aften <dfn data-term="Løverdag(-Aften)" data-definition="lørdag." ref="txtcmnt-304-01"/></dfn>

    En Løverdag-Aften

    Theatret forestiller en Bjergegn med en Sennhytte. Maaneskin, der siden gaaer over i en rød Dagning.

    1ste Scene

    ROSEL (synger)

    En Blomst paa mit Bryst og een paa min Hat.

    Det klæder mig godt, det siger min Skat,

    Naa, han vil idag synes just jeg er net,

    Et poppelgrønt Baand til – det klæder mig ret!

    Ak, det er en Sorg det, at Ugen er lang,

    Og Veien er ikke den korteste Gang.

    Af Ugens syv Dage er Løverdag sidst

    Den kommer kun engang :|: i Ugen for vist. :|:

    Hvor var Almanakken velsignet og god

    Hvis der ved hver Dag altid Løverdag stod,

    Ja, Løverdag! evig og altid kun den,

    Da var altid hos mig min kjæreste Ven.

    (gaaer ind i Hytten)

    2den Scene

    MATHIES (kommer fra Bjergstien)

    Her er jeg! saa varm! – og jeg dog fornemmer

    En Kuldegysen i alle Lemmer!

    – Mit Hjerte er tungt – og den Fortræd,

    Den mærker man nede i Benene med!

    Hvad nytter Klynken, hvad nytter Klage,

    Enhver har jo gode og tunge Dage;

    Det kan ei forandres, skee hvad der maa!

    Der staaer hendes Huus og det vil staae

    Naar jeg er borte – ja, Gud veed hvor!

    See, Maanen skinner saa rund og stor,

    Den gaaer vel sin Vei, men den kommer tilbage.

    Mon jeg kommer det? Ak om Aar og Dage,

    Ja hvor er jeg saa – begravet maaskee!

    Naa, skam Dig Jæger! – Du heller see,

    Til Vinduet der, til den lille Rude.

    Endnu iaften Du staaer herude,

    Endnu er Du her! – imorgen? Ei, hvad!

    Saalænge man kan skal man ret være glad!

    Duet

    MATHIES

    Udenfor synger den Ven Du har

    Er du ham god, saa giv ham et Svar!

    ROSEL

    Jeg er Dig god, ja hjertens god,

    Det er en Sag du længst forstod.–

    BEGGE

    (han) Venten er ei for Ungdoms Sind.

    (hun) Ude sig røre ei en Vind.

    (han) Her er saa koldt, ak luk mig ind.

    MATHIES

    Kan Du have saa haardt et Sind

    At Du strax ei lukker mig ind. Her er saa koldt i Maaneskin.

    ROSEL

    Vente maatte jeg Vennen min,

    Ventetouren være nu Din

    Mødets Stund er – i Maaneskin.

    3die Scene

    ROSEL (kommer ind.)MATHIES
    MATHIES

    Min Rosel!

    ROSEL

    Mathies!

    MATHIES

    O, det er velsignet at samles igjen!

    ROSEL

    Hvor tidt end Du kommer, Du kommer for lidt.

    MATHIES

    Der er ei i Verden et Hjerte som Dit!

    Og derfor ogsaa hver Gang jeg Dig saae,

    Min Kjærlighed tiltog!

    ROSEL

    Hvordan skal det gaae,

    Naar saa engang vi hinanden først faae.

    MATHIES

    Ak, faae Dig –! Gud give det alt være skeet!

    ROSEL

    Men saadan et Ansigt jeg aldrig har seet,

    Hvad feiler Dig dog – før blev dandset og leet –

    MATHIES

    Slet ingen Ting er det, min sødeste Skat.

    Fornøiede sees vi! – den deilige Nat,

    Det prægtige Maaneskin, er for os To.

    Hør Bjergskoven suser og Alt er dog Ro,

    Kom, sæt Dig hos mig! – Du holder af mig?

    ROSEL

    Mathies hvad gaaer der iaften af Dig!

    Du skjuler mig noget – maaskee før Du kom,

    En lille Fugl har dog sjunget derom! –

    MATHIES

    Hvad veed Du?

    ROSEL

    Min Gud er det sandt maaskee

    Hvad Folk har fortalt – jeg snart skulde see,

    Du kunde gifte Dig, boe i Byen,

    Og gaae med guldtresset Hat og Fjer

    Mathies, jeg al den Herlighed seer!

    Ja, det var en Lykke for mig og Dig! –

    Det vilde vel falde lidt tungt for mig

    At tage herfra hvor jeg altid boede,

    Jeg kjender hvert Straa, hvert Træ som det groede,

    Jeg kjender ved Navn hver Kalv og hver Ko,

    Jeg kjender Kukkeren med, kan Du tro,

    Den lille Svale og Gemsernes Flok. –

    Jeg kjedet mig aldrig det veed jeg nok.

    Jeg vidste at Du, naar Ugen var omme,

    Den lange Vei til mig vilde komme.

    MATHIES

    Jo længere en Vei, desmere man længes,

    Men saa er det deiligt at naae til sit Maal.

    ROSEL

    Med Dig gik jeg gjerne til Verdens Ende!

    Ja før jeg gav slip paa Dig, kan Du troe,

    Jeg heller gik uden Strømper og Skoe.

    MATHIES

    Nei, slippe hinanden, vi aldrig vil

    Men gifte Os! – det er der længe til!

    ROSEL

    O, Gud!

    MATHIES

    Du har glædet Dig!

    ROSEL

    Inderligt!

    Hvor kunne jeg vel lægge Skjul paa Sligt!

    MATHIES

    Ak der vil tidt falde Løv fra Hækken,

    Og meget Vand vil der løbe fra Bækken,

    Før vi kunne gifte os, – lad saa være!

    Du bliver mig troe! – i Tugt og Ære!

    ROSEL

    Jeg har for mit Hjerte sat Laas og Lukke,

    Kun Du har Nøglen –! Du maa ei sukke –

    Alt maa have Tid – vær nu i Humeur! –

    MATHIES

    Ja lystig, Juchheisa –! nei, ikke som før

    Jeg ret kan tralle –

    ROSEL

    Hvad er der mødt! –

    MATHIES

    O, mig er der slet Ingenting tilstødt.

    Det Hele det er – man skal være fornøiet.

    ROSEL

    Men det er ei Du –! Du er saa nedbøiet

    Saa underlig –

    MATHIES

    Syng mig en Vise, syng den,

    Der altid er mig i Sind og i Tanke. –

    Den gjorde at Hjertet slog om i at banke. –

    Der nede i Landsbyen Markedet stod,

    De Spillemænd spillede op til en Fiirtour,

    Idet jeg kom ind, – da var jeg tilsinds, –

    At gjerne jeg kunde heldt Gift i Vinen. –

    Men saa seer Dig der sidde – Gud veed,

    Hvis mig en Steenbuk var kommen for Skud,

    Jeg havde ei skudt, jeg havde ei truffet,

    Jeg kunde ei sidde, jeg kunde ei staae,

    Jeg maatte derover hvor Dig jeg saae.

    Din Moster skar Ansigt, hun leed ikke mig,

    Og Frantz ikke heller – men vi, Du og jeg,

    Vi talte og dandsede Natten lang. –

    Og siden – saa mødtes vi mangen en Gang.

    – Ret ofte Du sang ved Cithren en Sang

    Den klinger mig altid endnu for Øret.

    O, syng den! jeg det saa inderligt vil,

    Mit Hjerte er sygt, jeg trænger dertil.

    ROSEL

    En Sang kan tidt, det har man mig sagt

    Faae over et Hjerte en trøstende Magt.

    Den ringe Hytte her jeg holder af.

    Her vil jeg boe og bygge til min Grav.

    Her er jeg født og voxet op saa godt.

    :|: Jeg bytter ikke Hytten for et Slot, :|:

    Den husker mig paa baade Stort og Smaat

    I Gulvet her sees Spor af Vuggens Gjænger,

    Jeg har i Minde her saa meget Godt;

    Ved Barndomshjemmet hele Hjertet hænger.

    Ja, nu har jeg sjunget: men siig dog et Ord,

    See ikke saa ned mod den sorte Jord.

    MATHIES

    Saa mange Tanker har den kaldt hid!

    Du sang den ei i langsommelig Tid.

    ROSEL

    Langsommelig Tid, jeg sang den jo sidst,

    Nu sidste Lørdag, det veed jeg forvist!

    MATHIES

    Den sidste, og denne – ak, naar vil det skee,

    Vi atter hinanden en Løverdag see!

    ROSEL

    Du taler saa sælsomt!

    MATHIES

    Din Haand!

    ROSEL

    Den er der!

    MATHIES

    Hvad tænker Du saa?!

    ROSEL

    At jeg har Dig saa kjær!

    Du er al min Glæde!

    MATHIES

    – Og Du er al min Qval!

    ROSEL

    Hvad er det Du siger, Mathies – saa tal!

    Forklar Dig! fortæl mig – Du gjør mig saa bange.

    MATHIES

    I Glæde jeg kom her jo hundrede Gange,

    Du hørte mig jodle, Du hørte min Sang.

    Iaften jeg kommer nok sidste Gang.

    ROSEL

    Du stiller Dig an, – mener ikke dermed!

    MATHIES

    Jeg stiller mig! ja, – jeg er just blevet stillet

    Er indkaldt – jeg skal som Soldat nu afsted.

    ROSEL

    Soldat!

    MATHIES

    Ja, Soldat!

    ROSEL

    Og skal bortmarschere –

    MATHIES

    Imorgen!

    ROSEL

    Og Løverdag? –

    MATHIES

    Sees vi ei mere!

    ROSEL

    Ak, aldrig! –

    MATHIES

    Maaskee om et Aar, vil Gud!

    ROSEL

    Mathies, det kan jeg ei holde ud!

    MATHIES

    For Bøssen jeg nu skal bære Gevæhr,

    Marschere, staae Skildvagt, men ikke her!

    Ei see Dig – maaskee ei engang fra Dig høre!

    Min Gud!

    ROSEL

    Jeg gik ei!

    MATHIES

    Men hvad skal jeg gjøre!

    ROSEL

    Du skal desertere!

    MATHIES

    Saa bliver jeg skudt!

    ROSEL

    Men skriv Du til Kongen!

    MATHIES

    Jeg kan ikke skrive!

    ROSEL

    Saa er Du Soldat – og det maa Du blive.

    MATHIES

    Det maa jeg!

    ROSEL

    Men var der i Landsbyen Ingen

    Undtagen Dig ene, De kunde tage!

    MATHIES

    De maatte vel tage hver ung Person

    Der hører ei lidt til en Bataillon.

    ROSEL

    Men gaaer Du i Krig da?

    MATHIES

    Det er ikke sagt,

    Men om det befales, har Kongen jo Magt,

    Og Kongen skal lydes –! det siger jeg Dig.

    I Krigen! – Du skal ei faae Skam af mig.

    1.

    I Verden er to Farver de smukkeste jeg saae.

    Den Ene er den Hvide, den Anden er den Blaae.

    Dem begge jeg bærer naar jeg i Krigen gaaer,

    Dem faaer jeg af min Konge, mens jeg for Landet slaaer!

    2.

    De Farver ere ægte, de holde alle Aar,

    Det blaae, – see op mod Himlen deroppe Farven staaer.

    Det hvide, reen er Farven, og den jeg her kan see,

    Den skinner deiligt til mig i mine Bjerges Snee.

    3.

    For Hvidt og Blaat er kjæmpet, er givet Liv og Blod.

    Mit Bjerglands kjære Farver; – ei Sønnen dem forlod.

    Christ og hans Engleskare gaaer frem i Hvidt og Blaat,

    De kjære Landets Farver gjør Sjæl og Øie godt!

    ROSEL

    Ja, det er rigtigt! og maa det saa være,

    Saa bliv Soldat! – og bliv det med Ære!

    Jeg hører jo fra Dig!

    MATHIES

    Ja, det giver Mod!

    Saadan skal Du tale – Den Tale var god!

    Nu gaaer jeg med lettere Hjerte afsted.

    Og tro skal jeg blive, det bliver Du med;

    Som hjempermiteret jeg kommer igjen,

    Som graae eller blaa, Du nok kjender Din Ven.

    Hvorledes det end saa i Verden gaaer,

    Tilsidst vi To dog hinanden faaer!

    ROSEL

    Ja, Dig eller Ingen! – Alt skee i Guds Navn!

    MATHIES

    Jeg siger Dig ærligt, jeg vil kun Dit Gavn,

    Og skulde det træffe – mens jeg er herfra,

    Du kunde ret gjøre Din Lykke – nu da, –

    Du er ikke bundet, – det blev mig vel svært

    Dog Dit Held er meer end mit eget mig kjært!

    ROSEL

    Jeg tage en Anden! nei hvordan det gaaer,

    Jeg venter paa Dig, i hundrede Aar!

    MATHIES

    Farvel da! Gud med Dig!

    ROSEL

    Ak, Du gaaer alt bort!

    MATHIES

    See Maanen er nede, – det dages om kort!

    ROSEL

    Mathies!

    MATHIES

    Græd ikke! tænk videre frem,

    Syng, arbeid og bed! pas troligt Dit Hjem!

    Saa vil det nok gaae! Sørg ikke for mig!

    Farvel lille Rosel! Vær Herren med Dig!

    MATHIES

    Ei mere i Maaneskin aander jeg frit.

    Min Arm er min Konges, :|: mit Hjerte er Dit. :|:

    ROSEL

    Bemærk Dig den Stjerne deroppe, just den!

    Den seer vore Veie – :|: den være vor Ven! :|:

    ROSEL

    Farvel hjertens Ven da! Gud gjøre Dig glad!

    Vi kan ikke skilles :|: og skilles dog ad. :|:

    MATHIES

    Hvad gjør vel en Skramme, hvad gjør selv et Par,

    Naar Hjertet kun bliver det Samme, det var!

    Ende paa 1ste Deel

    2den Deel

    Tre Aar efter

    En Løverdag-aften

    (Det Indre af en Sennhytte. Et Bord og to Stole; paa en Knage hænger Rosels Søndagsklæder; paa en anden Mathies Jægerhabit; to Døre, et Vindue med en knækket Rude.)

    1ste Scene

    MATHIES (som Soldat han bærer Tornister)

    Juchhei! her seer jo Alt ud som før!

    Den lille Stue med Bord og med Stole;

    Paa Knagen der hendes Søndagskjole,

    I Krogen den gamle Spinderok.

    Hun lever, det er for det Første nok.

    Hvordan det staaer til, skal jeg snart erfare.

    Paa faae Minutter vi er i det Klare!

    Jeg har ingen Frygt, jeg er den som før,

    Og hun er det ogsaa; Alt er som sig bør!

    Og dog kan jeg ikke sige, hvorledes

    Jeg har det; jeg isner og gjennemhedes;

    Naa, det vil gi’e sig, faaer jeg først fat,

    Min grønne Kofte, min Jægerhat

    Med Gemseskjæget saa stift og stridt –

    Min Gud – der hænger den hele Habit;

    Ja, Rosel paa mig har Du tænkt saa tidt.

    Da Fuglen fløi bort, Du tog som et Minde,

    Hver Fjer der var efter den at finde! –

    Men det er silde, – og Maaneskin.

    Endnu har hun ei drevet Hjorden ind,

    Hun tager sig Tiden i rigtig Mag,

    Det skeete ei før paa en Løverdag,

    Da var hun alt paa sin Plads ved Birken,

    Hvorfra hun kan see ligened til Kirken,

    Hun jodlede høit, det lød rundtom;

    Da kunde jeg høre, hun vidste jeg kom,

    Og ringede Klokken i Taarnet dernede,

    Paa Bjerget jeg vidste een for mig bede,

    Thi from og gudfrygtig, i Tugt og Ære,

    See, det er det en Pige maa være! –

    (man hører Køernes Klokker)

    Ak ja, nu kommer hun! – Køerne komme,

    Den blakkede Ko gaaer forrest som før,

    Nu følge de Andre – der er den fromme Fru Godel og sorte Marie – og Kløer-Og Hjertermadam – men den Graae.

    Jeg seer ei den Graae – den jeg altid saae.

    Hvor er den henne –? – I, Du min Gud!

    – Min Rosel! nei see! hvor godt hun seer ud,

    Saa ganske som før – jeg den selvsamme seer,

    Men grumme alvorlig! – hun jodler ei meer!

    Nu er de ved Stalden, – saa langsomt det gaaer.

    See saa! – først den Røde, – nei, see hvor den staaer

    Naa endelig! – hun lukker! hun kommer – Nei,

    Hun maa ikke strax faae mig her at see,

    En altfor stor Glæde gjør Hjertet Vee.

    Jeg skjuler mig lidt – og kommer saa hid!

    Mit Hjerte vil sige mig naar det er Tid!

    (gaaer)

    2den Scene

    ROSEL

    Her oppe paa Bjerget var lykkeligt før,

    Jeg sad hos min Ven og var i Humeur.

    Nu sidder jeg ene og græder saa tidt.

    :|: Og Tankerne flyve saa vildsomt og vidt. :|:

    Langt ude hvor Bjergene reent blaane hen

    Der vandrer han ene, mine Tankers Ven.

    Derude jeg stirrer med Graad paa Kind.

    :|: Ved Dag og ved Aften i Maaneskin. :|:

    – I Aar og i Maaneder aldrig ret glad!

    – Jeg skulde have Ild paa, koge lidt Mad.

    Den smager mig ikke, – mindst Løverdagen:

    Den Dag kom Mathies, – ja det er Sagen.

    Ved hver en Bid jeg ta’er i min Mund,

    Jeg tænker paa ham i den samme Stund.

    Maaskee han sulter og lider stor Nød,

    Maaskee er han død – nei han er ei død:

    Thi dersom han var det, havde han skrevet,

    Og Svar paa mit Brev ei udeblevet.

    Maaskee var det vanskeligt, reent umuligt

    At finde Een der rigtigt og dueligt,

    Forstod at skrive hans Hjertes Tanke.

    Jeg finder knap Een der kan ret forstaae,

    At læse hans Brev, som det læses maa.

    Desuden hvad Kjærestefolk har at skrive

    Det skal man just ei til en Tredie give,

    Den skal ei vide hvert Ord der staaer

    – To Breve – og det i tre lange Aar:

    Det er ikke meget, det maa jeg sige,

    Dog er det en Skat, som et Kongerige.

    Med Øinene kan jeg vel ei læse Skrift

    Men med mit Hjerte jeg læser det Skrevne:

    Og udenad lærte ere Brevene blevne:

    Jeg kan dem og veed dem – o det er en Lyst!

    Jeg gjemmer dem altid her paa mit Bryst.

    Nu Dagen er endt – og Solen er nede;

    Og der skinner Stjernen; – den seer nu Mathies!

    Bemærk Dig den Stjerne deroppe, just den:

    Den seer vore Veie, :|: den være vor Ven! :|:

    Min Gud – hvad er det dog – det er Spøgerie!

    (Mathies jodler)

    3die Scene

    MATHIES. ROSEL
    ROSEL

    Mathies!

    Men siig mig dog bare hvorledes det skeer,

    At Du er tilbage, at Dig jeg seer.

    MATHIES

    Tilladelse fik jeg – og har jo to Been, Der nok kan bære mig – jeg var ei seen.

    Jeg vandred afsted, jeg tænkte paa Dig,

    Og saa blev den kort, den lange Vei!

    Men Du, min Rosel, min egen Pige,

    Du maa fortælle, nu maa Du sige,

    Hvordan det er gaaet Dig fra vi saaes sidst.

    ROSEL

    O, mig; – kun daarligt! – ja, det er vist, –

    Men Dig –! fortæl hvad Du hørte og saae

    Fra den Tid Du maatte i Krigen gaae! –

    MATHIES

    Jeg oplevet meget og ikke meget!

    I Krigen min Ven gaaer alt saa gesvindt

    Saasnart jeg var kommet i min Mondering,

    Det var som man kun havde ventet paa mig!

    Strax heed det: »nu bryder det løst i Italien!«

    Godt! Marschen begyndte, fra Morgen til Aften.

    Det gik som fra Vuggen jeg havde marscheret.

    Og blev der paa Veien en Dag gjort Holdt

    Saa øved man Os i excerceren;

    For det maa man kunde naar det gaaer løst!

    Og Hjertet maa sidde det rigtige Sted,

    Og Æren – ja, den maa sidde der med.

    Da er man som brav Karl med Livet parat.

    En daarlig Karl kan ei være Soldat.

    ROSEL

    Det seer man paa Dig! – har Du været i Slag!

    Ak, det maa dog være en egen Sag!

    MATHIES

    En Dands er kjærere det maa jeg sige,

    Men er man deri, la’er man fem være lige!

    Det første Skridt er det Værste at gjøre.

    Den Trommen – og Blæsen – og Skyden at høre,

    Det er noget Nyt for en ung Rekrut –

    Man holder ei af at der bliver skudt! –

    Saa gik det mig og det Andre med;

    Men alle de Ældre i Regimentet

    De gjorde lidt Nar af vor blege Mine.

    Og Generalen var skrap at see;

    Vor Feldtpræst sagde: »Guds Villie skee!«

    Han gav sin Velsignelse, nok saa kjærligt.

    Og saa kom Couragen! det gik herligt!

    Naar sig Fanen udfolder og Trommerne gaae

    Føle Alle som Een rigtig Lyst til at slaae!

    Naar saa Kuglerne pibe, de har denne Skik

    Siger strax hver Soldat, det er min Musik!

    Lader Fjenden os falde, det kan hænde tidt,

    Paa den Maade kun kan han blive os qvit,

    Der er ikke Een som vil forlade sit Geled,

    Naar ei Døden er der og faaer Manden afsted.

    Naar Kanonerne dundre, det gjør de ei slet.

    Faae en Kugle, – den Bolle fordøies ei let!

    Slig en Føde fra Fjenden, den er ei saa sund.

    Giv Bollen tilbage i ligemange Pund.

    Enhver lige udsat staaer for Kuglernes Fortred

    Soldat, Officier og Generalen selv med.

    Og man føler og forstaaer der, at man alle Mand

    Ere lige Børn af samme Fædreland.

    Hjem kom ikke alle som droge afsted.

    Nu, de som saa døde, de har vundet Fred.

    Det græmme Dig ei det mindste Stykke.

    See her Kongens Billed, det er mit Smykke:

    Jeg loved’, jeg ei skulde gjøre Dig Skam,

    Det har jeg ei og eiheller ham!

    ROSEL

    O, Du gjør mig stolt! – var jeg dog fulgt med,

    Saa kunde jeg som Marketenderpige,

    – For de gaae jo med, har jeg hørt sige –

    Imellem dog rakt Dig en Lædskedrik,

    Og pleiet Dig, naar et Saar Du fik!

    MATHIES

    Du fulgte med mig – Du var i min Tanke,

    Paa Marsch, i Qvarteer og paa Lazarettet

    ROSEL

    Der har Du da været?! og syg og saaret –

    MATHIES

    O, nu er det lægt!

    ROSEL

    Alt det har Du baaret.

    MATHIES

    Det er nu længst glemt! – men siig mig nu Du!

    Hvordan er det gaaet Dig indtil nu!

    – Tre lange Aar ere rullede hen.

    Jeg veed Du har bitterlig savnet Din Ven.

    ROSEL

    Hver Søndag den festlige Dag var saa lang.

    Da gik jeg til Kirken og græd mens de sang,

    Hver Mandag paa Bjerget saa ensom jeg sad.

    Du var al min Tanke og for Dig jeg bad.

    Hver Tirsdag – de selvsamme Tanker kom.

    »Min Glæde i Verden hvor vandrer Du om!«

    Hver Onsdag – den halve Uge var endt.

    Mit Hjerte var sygt dog og længsels-bespændt.

    Ja, saadan gik Uger – og Maaneder og Aar!

    Men nu, det er ogsaa glemt – alt bittert og haardt

    Er ligesom om det reent var blæst bort:

    Alt hvad Du fortalte, – har sagt – hvad jeg vidste

    Mathies, vor Kjærlighed kunde ei briste!

    Men – jeg staaer og snakker – og Du har gaaet

    Saa langt, – og ikke en Bid har Du faaet!

    Du maa være træt, baade sulten og tørstig

    Jeg skal hente Brød og Mælk – eller vil Du

    Jeg laver lidt varmt!

    MATHIES

    Det har jeg i Hjertet!

    ROSEL

    I Hjertet, ja vist det fryser vist ikke

    Men Maven behøver dog Mad og Drikke!

    (gaaer)

    4de Scene

    MATHIES (alene)

    Ja, det er min Tanke, det bliver ved den!

    Nu snarest jeg kaster Ungkarlen hen,

    Jeg veed hvad jeg vil, jeg veed hvad jeg gjør,

    Og nu vente længer vi slet ikke bør!

    Farvel, Hr Soldat, her Jægeren staaer!

    En sød, lille Kone Krabaten faaer!

    (gaaer med Jægerhabitten han tager ned fra Knagen)

    5te Scene

    ROSEL

    See saa, han skal ikke just lide Nød.

    Her har jeg lidt Ost, lidt Pølse og Brød:

    Desuden, en Haandfuld Tobak jeg har gjemt

    Fra sidst han var her; da blev den glemt;

    Nu vil den smage ham, kan jeg tænke; –

    Ak, havde jeg dog lidt Viin at skjænke;

    Men jeg har kun Mælk og Kildevand. –

    Mathies, maa tænke sig midt i Feldten,

    Hvor ikke Alt kan faaes for Enhver,

    Nu er han nok inde i Kammeret der,

    Har sat sig hen for at faae lidt Hvile,

    Og den kan han trænge til især

    Thi fra Italien er langt til her!

    (Aftenklokken ringer)

    Jeg takker Dig evige Gud!

    Du fri mig fra Fare, fra Sygdom og Død,

    Du give mig altid mit daglige Brød.

    See ned til min Græsgang der nærer min Ko,

    Beskjærm Du Mathies, – min Tanke og Tro –

    Jeg takker Dig evige Gud!

    MATHIES (er traadt ind som Jæger)

    O, tak for Din Bøn, den vil høres af Gud!

    Et Hjerte saa fromt som Dit, det er ægte!

    ROSEL

    Men, søde Mathies hvor godt Du seer ud! –

    Dit Tøi har Du fundet og strax taget paa!

    Saasnart at jeg det hos Din Moster saae,

    Strax bad jeg om ikke jeg maatte det gjemme;

    Det var en Erindring for mig herhjemme!

    Hver evige Time jeg kunde saa see det.

    Du fandt det da strax!

    MATHIES

    Det klæ’er min Skat?

    ROSEL

    O, yndigt!

    MATHIES

    Og Gemseskjægget her paa min Hat.

    ROSEL

    Velsignet!

    MATHIES

    Sølvskillingen der, skal man bære!

    ROSEL

    Det er det deiligste Syn der kan være.

    MATHIES

    Hvad synes Du bedst om, Grønt eller Blaat??

    ROSEL

    Det Grønne!

    MATHIES

    Hvorfor?

    ROSEL

    Det gjør Øinene godt.

    Og Grønt er jo Marken og Træerne grønne,

    Og Haabets Couleur er den samme kjønne.

    MATHIES

    Og derfor jeg nu vil gaae klædt i grønt.

    ROSEL

    Men tør du?!

    MATHIES

    Hvorfor ikke; – det er saa kjønt.

    ROSEL

    Men naar Permissionen nu er forbi,

    Saa gaaer Du – det maa vi finde os i!

    MATHIES

    Men naar jeg nu ikke har Lyst dertil!

    ROSEL

    Jeg veed nok Mathies hvor nødig Du vil!

    Og det er for min Skyld, – men frygt kun ikke!

    En brav Soldat maa gaae, naar der kaldes.

    Og just som en brav Soldat har Din Pige

    Dig allerkjærest! – ja det, tør jeg sige!

    Betragt kun det lille Kors paa Dit Bryst

    Drag bort i Ære, det er just min Lyst!

    MATHIES

    Vel talt! – men Rosel Du maa forstaae,

    Jeg vil kun det, som jeg bør og maa!

    ROSEL

    Og hvad er det?

    MATHIES

    Du vil ikke høre –!

    ROSEL

    Din Permission –?

    MATHIES

    Den vil vi gjøre

    Til Afsked.

    ROSEL

    Hvorledes!

    MATHIES

    Jeg er Invalid!

    ROSEL

    Det er og det var Du jo ingentid.

    MATHIES

    Hvad gjør vel en Skramme, hvad gjør selv et Par

    Naar Hjertet kun bliver det Samme det var.

    Det har Du selv sjunget! –

    ROSEL

    Nei, er det sandt!

    MATHIES

    Det Sandheden er – og jeg Afsked vandt.

    ROSEL

    Men hvor er Du skudt?

    MATHIES

    I Foden!

    ROSEL

    – og Hugget!?

    MATHIES

    I Armen! – og drøie Puf har jeg faaet.

    Der sees endnu Spor hvor Kolben har slaaet.

    Saa falder det svært at bære Musket,

    En stadig Marscheren, tilsidst gjør træt,

    Mig tynger Tornystren og den maa med!

    Den Unge gaaer ind i den Ældres Geled,

    Den Ældre faaer Afsked – hver Invalid

    Er velforsørget i al hans Tid;

    Et Huus er ham reist paa hans gamle Dage.

    Men har han som jeg, endnu Kræfter tilbage

    Og nok vil prøve hvad Lykken kan bringe,

    Han takker og faaer en Sum, – ikke ringe –

    De blanke Kroner – og dem har jeg faaet, –

    Nu vil jeg –

    ROSEL

    Min Gud har jeg rigtig forstaaet

    MATHIES

    Det har Du –! jeg bliver! – er Jæger som før;

    Men som Invalid mon jeg komme tør, –

    Og vide –

    ROSEL

    Dit Hjerte er sundt og godt,

    Min Skjønhed, – med den gaaer det kun smaat.

    MATHIES

    Al Skjønhed varer kun ved en Tid,

    Den ogsaa bliver tilsidst Invalid.

    Nei, ret holde af, være brav og tro

    Derfor skal man leve og det vil vi To.

    Jeg efter min Moster har arvet jo lidt

    Og hvad jeg har faaet er jo ogsaa Dit.

    Jeg kjøber et Huus, saa mangler der kun

    En lille Kone – hvor findes hun?

    ROSEL

    Hun findes, – det veed Du jo nok Mathies!

    MATHIES

    Vi gifter Os! – det er et Paradiis!

    BEGGE

    Altsaa er vi nu et Par

    Vi det i Tugt og Ære var

    Paa Bjerget i deiligt Maaneskin!

    Teppe

    I Maaneskin

    efter Kobell og Seidl’s »‘s letzti Fensterln«

    Opført første og eneste gang 2. juni 1855 på privatteatret Casino i Amaliegade som del af en beneficeforestilling for skuespilleren Edvard Hansen (1820-1874). Musik af den tyske komponist Ignaz Lachner (1807-1895).

    Casino var oprindelig et vinteretablissement, oprettet af Georg Carstensen, åbnet 1847; lejet af teaterdirektøren H.W. Lange og omdannet til teater 1848. Casino blev også brugt som koncertsal. Det lukkede 1939.

    Trykforlæg til I Maaneskin: Edvard Hansens rollehæfte, Den Laage-Petersenske Samling, nr. 646. Med H.C. Andersens signatur på titelbladet og egenhændige rettelser, ellers afskrift (renskrift). En del tekst er i rollehæftet overstreget, tilsyneladende af anden hånd end H.C. Andersens; det overstregede er sandsynligvis udeladt ved opførelsen og er derfor, med en enkelt undtagelse, som er nævnt i tekstrettelseslisten, ikke medtaget i nærværende udgave, men er opført i noteapparatet.

    Rollehæftets fulde tekst, inklusive de overstregede tekststeder, kan desuden ses i H.C. Andersen. Eventyrdigterens studenterkomedier samt »I Maaneskin« (En bearbejdelse) ved Jørgen Skjerk, 2001.

    Partitur til den danske opførelse synes ikke bevaret. Klaverudtog af Lachners musik findes, fx: ‘S letzti Fensterln« und »Drei Jahrln nach’m letzten Fensterln. 2 Alpenscenen. Ignaz Lachner. Clavier-Auszug ohne Worte. München, Aibl (ikke på Det Kongelige Bibliotek).

    Forlægget er et syngespil i to dele, 1848, af den østrigske forfatter J.G. Seidl (1804-1875): ‘s letzte Fensterln ((tysk) den sidste aftenvisit ved den elskedes vindue) og 3 Jahre nach’m letzten Fensterln (tre år efter den sidste aftenvisit). H.C. Andersen har muligvis oplysningerne på titelbladet fra det ovenfor nævnte klaverudtog; i alle udgaver af stykket står Seidl imidlertid som eneforfatter. Kobell, som er nævnt på titelbladet , er den tyske dialektdigter og mineralog Franz von Kobell (1803-1882), som var en bekendt af H.C. Andersen. Ingen af Kobells digte synes at være forlæg for Seidls syngespil.

    Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

    307,2Theatret < 1 Scene / Theatret
    307,7Skat, < Skat
    307,15stod, < stod
    308,33Maaneskin. < Maaneskin
    309,2Rosel (kommer ind.) Mathies < Mathies [tilføjelsen ses i trykforlæg, men er slettet]
    309,10lidt. < lidt
    312,9Den ringe < 1. / Den ringe
    315,141. / I Verden < I Verden
    316,15kjært! < kjært
    317,11Ende paa 1ste Deel < 1ste Deel [tilføjelsen ses i trykforlæg, men er slettet]
    320,20Min grønne Kofte < Min Kofte [»grønne Trøie« er i trykforlægget slettet og rettet til »Kofte«, sandsynligvis fejlagtigt]
    321,18Naa < naa
    323,7sige, < sige.
    323,8sidst. < sidst
    323,19Aften. < Aften
    324,4skee!« < skee!
    326,13lang. < lang
    327,7hvad jeg gjør < hvad gjør
    328,17Hat. < Hat
    329,8kjønt. < kjønt
    331,15smaat. < smaat
    304
    Løverdag(-Aften)lørdag.
    307
    Sennhyttesæterhytte.
    309
    ROSEL: Mathies!efterfølges af følgende (overstregede) replikskifte:MATHIESDu har mig!ROSELMin Ven!
    altallerede.
    310
    guldtresset Hat og FjerMathies har måske udsigt til at blive områdets jægermester, hvis opgave det er at have opsyn med fyrstens jagtvæsen.
    311
    lad saa væredet må så være.
    Hvad er der mødthvad er der tilstødt dig.
    Fiirtourfolkedans (turdans) i fire afdelinger.
    Men saa seer Dig der sidde – Gud veedH.C. Andersen har rettet fra: »Men saa seer Dig sidde og fandt her Gud veed«; måske en forkert rettelse, da den forstyrrer metret.
    312
    Den ringe Hytte … Hjertet hængeri sufflørbogen har sangen to strofer, hvoraf strofe 2 er overstreget og lyder: At skilles fra det Hjem er altid svært, Selv Sorgerne kan gjøre det saa kjært. Min gamle Fader elsked’ dette Sted; Herfra gik han ind i Guds Evighed. »I Børn hold sammen smukt i Held og Nød.« Bad han og blandt os var han ikke længer!Saa helligt Stedet blev mig ved hans Død.Ved Barndomshjemmet hele Hjertet hænger. Strofen ses også i et tidligere, ukomplet manuskript (Collinske samling 21, 4°, IV,6,4).
    langsommelig Tidmeget lang tid.
    314
    For (Bøssen)i stedet for.
    Kongenden østrigske regent, idet Tyrol i nyere tid, med undtagelse af årene 1805-1814, har hørt under Østrig.
    315
    Bataillonhærafdeling, bestående af kompagnier og mindre end et regiment.
    to Farver … Blaaesiden 1760’erne har der i den østrigske hær været blå og hvide uniformer
    316
    hjempermiteretpå orlov.
    om kortom kort tid.
    320
    Tornisterstiv, firkantet rygsæk til soldatens oppakning.
    gjennemhedesefterfølges i trykforlægget af følgende (overstreget): Jeg er så løierlig – ængstes saa smaat! – / Jeg har det saa godt og dog ikke godt! / Der er over mig som en Troldenes Magt. / Det er som Bly var i Benene lagt, / Og Hjertet slaaer i den sædvanlige Takt. / Jeg veed det, – saasnart som hun nu træder frem, / Saa staaer jeg, kan ikke tælle til fem. / Rundtom er Alt, som i gamle Dage, / Og dog saa nyt, – nu jeg kommer tilbage!
    tager sig Tiden i rigtig Magtager sig virkelig god tid.
    321
    Fru Godel … henne –?er i trykforlægget understreget og efterfulgt af en slutparentes.
    Naa endelig! – /  hun lukkertrykforlægget har i disse to vers nogle sletninger, der forstyrrer metrum og rim. Den oprindelige tekst lyder: Skrub af, – naa endelig! – gaae Eders Vei! / See saa, hun lukker! hun kommer – Nei,
    322
    Ven! /  Min Gudtrykforlægget har: Ven! / (udenfor høres Mathies) / Min Gud. Regibemærkningen er overstreget, måske fejlagtigt.
    ROSEL: Mathies!efterfølges i trykforlægget af følgende overstregede replikskifte:MATHIESMin Rosel!ROSELDig er det!MATHIESJust mig!ROSELDet er vist Din Geist!MATHIESNei, jeg er hos Dig!ROSELAk, hvis Du forsvinder!MATHIESHer har du Din Ven!ROSELNå. Gud være lovet, je har Dig igjen.MATHIESOg ikke som Geist, – jeg er levende jeg!ROSELJo det er Mathies! jo vist det er Dig!Saa ganske som før! – og den samme Maneer.
    323
    og har jo … bære mig –sætningen er i trykforlægget understreget og sat i parentes.
    Monderingmundering, udrustning.
    324
    Marketenderpigemarketendersken sørger for soldaternes proviantering.
    Qvarteeropholdssted for soldater.
    326
    savnet Din Venefterfølges af følgende (overstreget): Hvor fandt Du vel Trøst, hvordan har Du lidt; Tænkt paa mig det har Du og bedet vist tidt.
    329
    tørmå, bør.
    330
    Musketflintebøsse for fodfolk.
    331
    deiligt Maaneskin!slutstrofen efterfølges i trykforlægget af to overstregede strofer:I Krigen kaldte man min Ven,Men Freden gav mig ham igjenPaa Bjerget i deiligt Maaneskin.En Løverdag var sorrigfuld.En Løverdag gav Glædens GuldPaa Bjerget i deiligt Maaneskin.
    Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
    Del/henvis til værket

    Indhold

    1ste Deel En Løverdag-Aften 1ste Scene 2den Scene 3die Scene 2den Deel. Tre Aar efter. En Løverdag-aften 1ste Scene 2den Scene 3die Scene 4de Scene 5te Scene

    Del

    [Sassy_Social_Share]