I Maaneskin
Alpescener fra de tyrolske Bjerge
1ste Deel
| MATHIES | en Jæger |
| ROSEL | en Bondepige |
En Løverdag-Aftenlørdag.
Theatret forestiller en Bjergegn med en 1ste Scene
En Blomst paa mit Bryst og een paa min Hat.
Det klæder mig godt, det siger min Skat,
Naa, han vil idag synes just jeg er net,
Et poppelgrønt Baand til – det klæder mig ret!
Ak, det er en Sorg det, at Ugen er lang,
Og Veien er ikke den korteste Gang.
Af Ugens syv Dage er Løverdag sidst
Den kommer kun engang :|: i Ugen for vist. :|:
Hvor var Almanakken velsignet og god
Hvis der ved hver Dag altid Løverdag stod,
Ja, Løverdag! evig og altid kun den,
Da var altid hos mig min kjæreste Ven.
2den Scene
Her er jeg! saa varm! – og jeg dog fornemmer
En Kuldegysen i alle Lemmer!
– Mit Hjerte er tungt – og den Fortræd,
Den mærker man nede i Benene med!
Hvad nytter Klynken, hvad nytter Klage,
Enhver har jo gode og tunge Dage;
Det kan ei forandres, skee hvad der maa!
Der staaer hendes Huus og det vil staae
Naar jeg er borte – ja, Gud veed hvor!
See, Maanen skinner saa rund og stor,
Den gaaer vel sin Vei, men den kommer tilbage.
Mon jeg kommer det? Ak om Aar og Dage,
Ja hvor er jeg saa – begravet maaskee!
Naa, skam Dig Jæger! – Du heller see,
Til Vinduet der, til den lille Rude.
Endnu iaften Du staaer herude,
Endnu er Du her! – imorgen? Ei, hvad!
Saalænge man kan skal man ret være glad!
Duet
Udenfor synger den Ven Du har
Er du ham god, saa giv ham et Svar!
Jeg er Dig god, ja hjertens god,
Det er en Sag du længst forstod.–
(han) Venten er ei for Ungdoms Sind.
(hun) Ude sig røre ei en Vind.
(han) Her er saa koldt, ak luk mig ind.
Kan Du have saa haardt et Sind
At Du strax ei lukker mig ind. Her er saa koldt i Maaneskin.
Vente maatte jeg Vennen min,
Ventetouren være nu Din
Mødets Stund er – i Maaneskin.
3die Scene
Min Rosel!
efterfølges af følgende (overstregede) replikskifte:
Du har mig!
Min Ven!
Mathies!
efterfølges af følgende (overstregede) replikskifte:
Du har mig!
Min Ven!
O, det er velsignet at samles igjen!
Hvor tidt end Du kommer, Du kommer for lidt.
Der er ei i Verden et Hjerte som Dit!
Og derfor ogsaa hver Gang jeg Dig saae,
Min Kjærlighed tiltog!
Hvordan skal det gaae,
Naar saa engang vi hinanden først faae.
Ak, faae Dig –! Gud give det
Men saadan et Ansigt jeg aldrig har seet,
Hvad feiler Dig dog – før blev dandset og leet –
Slet ingen Ting er det, min sødeste Skat.
Fornøiede sees vi! – den deilige Nat,
Det prægtige Maaneskin, er for os To.
Hør Bjergskoven suser og Alt er dog Ro,
Kom, sæt Dig hos mig! – Du holder af mig?
Mathies hvad gaaer der iaften af Dig!
Du skjuler mig noget – maaskee før Du kom,
En lille Fugl har dog sjunget derom! –
Hvad veed Du?
Min Gud er det sandt maaskee
Hvad Folk har fortalt – jeg snart skulde see,
Du kunde gifte Dig, boe i Byen,
Og gaae med
Mathies, jeg al den Herlighed seer!
Ja, det var en Lykke for mig og Dig! –
Det vilde vel falde lidt tungt for mig
At tage herfra hvor jeg altid boede,
Jeg kjender hvert Straa, hvert Træ som det groede,
Jeg kjender ved Navn hver Kalv og hver Ko,
Jeg kjender Kukkeren med, kan Du tro,
Den lille Svale og Gemsernes Flok. –
Jeg kjedet mig aldrig det veed jeg nok.
Jeg vidste at Du, naar Ugen var omme,
Den lange Vei til mig vilde komme.
Jo længere en Vei, desmere man længes,
Men saa er det deiligt at naae til sit Maal.
Med Dig gik jeg gjerne til Verdens Ende!
Ja før jeg gav slip paa Dig, kan Du troe,
Jeg heller gik uden Strømper og Skoe.
Nei, slippe hinanden, vi aldrig vil
Men gifte Os! – det er der længe til!
O, Gud!
Du har glædet Dig!
Inderligt!
Hvor kunne jeg vel lægge Skjul paa Sligt!
Ak der vil tidt falde Løv fra Hækken,
Og meget Vand vil der løbe fra Bækken,
Før vi kunne gifte os, –
Du bliver mig troe! – i Tugt og Ære!
Jeg har for mit Hjerte sat Laas og Lukke,
Kun Du har Nøglen –! Du maa ei sukke –
Alt maa have Tid – vær nu i Humeur! –
Ja lystig, Juchheisa –! nei, ikke som før
Jeg ret kan tralle –
O, mig er der slet Ingenting tilstødt.
Det Hele det er – man skal være fornøiet.
Men det er ei Du –! Du er saa nedbøiet
Saa underlig –
Syng mig en Vise, syng den,
Der altid er mig i Sind og i Tanke. –
Den gjorde at Hjertet slog om i at banke. –
Der nede i Landsbyen Markedet stod,
De Spillemænd spillede op til en
Idet jeg kom ind, – da var jeg tilsinds, –
At gjerne jeg kunde heldt Gift i Vinen. –
Hvis mig en Steenbuk var kommen for Skud,
Jeg havde ei skudt, jeg havde ei truffet,
Jeg kunde ei sidde, jeg kunde ei staae,
Jeg maatte derover hvor Dig jeg saae.
Din Moster skar Ansigt, hun leed ikke mig,
Og Frantz ikke heller – men vi, Du og jeg,
Vi talte og dandsede Natten lang. –
Og siden – saa mødtes vi mangen en Gang.
– Ret ofte Du sang ved Cithren en Sang
Den klinger mig altid endnu for Øret.
O, syng den! jeg det saa inderligt vil,
Mit Hjerte er sygt, jeg trænger dertil.
En Sang kan tidt, det har man mig sagt
Faae over et Hjerte en trøstende Magt.
i sufflørbogen har sangen to strofer, hvoraf strofe 2 er overstreget og lyder: At skilles fra det Hjem er altid svært, Selv Sorgerne kan gjøre det saa kjært. Min gamle Fader elsked’ dette Sted; Herfra gik han ind i Guds Evighed. »I Børn hold sammen smukt i Held og Nød.« Bad han og blandt os var han ikke længer! Saa helligt Stedet blev mig ved hans Død. Ved Barndomshjemmet hele Hjertet hænger. Strofen ses også i et tidligere, ukomplet manuskript (Collinske samling 21, 4°, IV,6,4).
Her vil jeg boe og bygge til min Grav.
Her er jeg født og voxet op saa godt.
:|: Jeg bytter ikke Hytten for et Slot, :|:
Den husker mig paa baade Stort og Smaat
I Gulvet her sees Spor af Vuggens Gjænger,
Jeg har i Minde her saa meget Godt;
Ved Barndomshjemmet hele Hjertet hænger i sufflørbogen har sangen to strofer, hvoraf strofe 2 er overstreget og lyder: At skilles fra det Hjem er altid svært, Selv Sorgerne kan gjøre det saa kjært. Min gamle Fader elsked’ dette Sted; Herfra gik han ind i Guds Evighed. »I Børn hold sammen smukt i Held og Nød.« Bad han og blandt os var han ikke længer! Saa helligt Stedet blev mig ved hans Død. Ved Barndomshjemmet hele Hjertet hænger. Strofen ses også i et tidligere, ukomplet manuskript (Collinske samling 21, 4°, IV,6,4).
Ja, nu har jeg sjunget: men siig dog et Ord,
See ikke saa ned mod den sorte Jord.
Saa mange Tanker har den kaldt hid!
Du sang den ei i
Langsommelig Tid, jeg sang den jo sidst,
Nu sidste Lørdag, det veed jeg forvist!
Den sidste, og denne – ak, naar vil det skee,
Vi atter hinanden en Løverdag see!
Du taler saa sælsomt!
Din Haand!
Den er der!
Hvad tænker Du saa?!
At jeg har Dig saa kjær!
Du er al min Glæde!
– Og Du er al min Qval!
Hvad er det Du siger, Mathies – saa tal!
Forklar Dig! fortæl mig – Du gjør mig saa bange.
I Glæde jeg kom her jo hundrede Gange,
Du hørte mig jodle, Du hørte min Sang.
Iaften jeg kommer nok sidste Gang.
Du stiller Dig an, – mener ikke dermed!
Jeg stiller mig! ja, – jeg er just blevet stillet
Er indkaldt – jeg skal som Soldat nu afsted.
Soldat!
Ja, Soldat!
Og skal bortmarschere –
Imorgen!
Og Løverdag? –
Sees vi ei mere!
Ak, aldrig! –
Maaskee om et Aar, vil Gud!
Mathies, det kan jeg ei holde ud!
Marschere, staae Skildvagt, men ikke her!
Ei see Dig – maaskee ei engang fra Dig høre!
Min Gud!
Jeg gik ei!
Men hvad skal jeg gjøre!
Du skal desertere!
Saa bliver jeg skudt!
Men skriv Du til
Jeg kan ikke skrive!
Saa er Du Soldat – og det maa Du blive.
Det maa jeg!
Men var der i Landsbyen Ingen
Undtagen Dig ene, De kunde tage!
De maatte vel tage hver ung Person
Der hører ei lidt til en
Men gaaer Du i Krig da?
Det er ikke sagt,
Men om det befales, har Kongen jo Magt,
Og Kongen skal lydes –! det siger jeg Dig.
I Krigen! – Du skal ei faae Skam af mig.
1.
I Verden er
Den Ene er den Hvide, den Anden er den Blaae
Dem begge jeg bærer naar jeg i Krigen gaaer,
Dem faaer jeg af min Konge, mens jeg for Landet slaaer!
2.
De Farver ere ægte, de holde alle Aar,
Det blaae, – see op mod Himlen deroppe Farven staaer.
Det hvide, reen er Farven, og den jeg her kan see,
Den skinner deiligt til mig i mine Bjerges Snee.
3.
For Hvidt og Blaat er kjæmpet, er givet Liv og Blod.
Mit Bjerglands kjære Farver; – ei Sønnen dem forlod.
Christ og hans Engleskare gaaer frem i Hvidt og Blaat,
De kjære Landets Farver gjør Sjæl og Øie godt!
Ja, det er rigtigt! og maa det saa være,
Saa bliv Soldat! – og bliv det med Ære!
Jeg hører jo fra Dig!
Ja, det giver Mod!
Saadan skal Du tale – Den Tale var god!
Nu gaaer jeg med lettere Hjerte afsted.
Og tro skal jeg blive, det bliver Du med;
Som
Som graae eller blaa, Du nok kjender Din Ven.
Hvorledes det end saa i Verden gaaer,
Tilsidst vi To dog hinanden faaer!
Ja, Dig eller Ingen! – Alt skee i Guds Navn!
Jeg siger Dig ærligt, jeg vil kun Dit Gavn,
Og skulde det træffe – mens jeg er herfra,
Du kunde ret gjøre Din Lykke – nu da, –
Du er ikke bundet, – det blev mig vel svært
Dog Dit Held er meer end mit eget mig kjært!
Jeg tage en Anden! nei hvordan det gaaer,
Jeg venter paa Dig, i hundrede Aar!
Farvel da! Gud med Dig!
Ak, Du gaaer alt bort!
See Maanen er nede, – det dages
Mathies!
Græd ikke! tænk videre frem,
Syng, arbeid og bed! pas troligt Dit Hjem!
Saa vil det nok gaae! Sørg ikke for mig!
Farvel lille Rosel! Vær Herren med Dig!
Ei mere i Maaneskin aander jeg frit.
Min Arm er min Konges, :|: mit Hjerte er Dit. :|:
Bemærk Dig den Stjerne deroppe, just den!
Den seer vore Veie – :|: den være vor Ven! :|:
Farvel hjertens Ven da! Gud gjøre Dig glad!
Vi kan ikke skilles :|: og skilles dog ad. :|:
Hvad gjør vel en Skramme, hvad gjør selv et Par,
Naar Hjertet kun bliver det Samme, det var!
Ende paa 1ste Deel
2den Deel
Tre Aar efter
En Løverdag-aften
(Det Indre af en Sennhytte. Et Bord og to Stole; paa en Knage hænger Rosels Søndagsklæder; paa en anden Mathies Jægerhabit; to Døre, et Vindue med en knækket Rude.)1ste Scene
Juchhei! her seer jo Alt ud som før!
Den lille Stue med Bord og med Stole;
Paa Knagen der hendes Søndagskjole,
I Krogen den gamle Spinderok.
Hun lever, det er for det Første nok.
Hvordan det staaer til, skal jeg snart erfare.
Paa faae Minutter vi er i det Klare!
Jeg har ingen Frygt, jeg er den som før,
Og hun er det ogsaa; Alt er som sig bør!
Og dog kan jeg ikke sige, hvorledes
Jeg har det; jeg isner og
Naa, det vil gi’e sig, faaer jeg først fat,
Min grønne Kofte, min Jægerhat
Med Gemseskjæget saa stift og stridt –
Min Gud – der hænger den hele Habit;
Ja, Rosel paa mig har Du tænkt saa tidt.
Da Fuglen fløi bort, Du tog som et Minde,
Hver Fjer der var efter den at finde! –
Men det er silde, – og Maaneskin.
Endnu har hun ei drevet Hjorden ind,
Hun
Det skeete ei før paa en Løverdag,
Da var hun alt paa sin Plads ved Birken,
Hvorfra hun kan see ligened til Kirken,
Hun jodlede høit, det lød rundtom;
Da kunde jeg høre, hun vidste jeg kom,
Og ringede Klokken i Taarnet dernede,
Paa Bjerget jeg vidste een for mig bede,
Thi from og gudfrygtig, i Tugt og Ære,
See, det er det en Pige maa være! –
Ak ja, nu kommer hun! – Køerne komme,
Den blakkede Ko gaaer forrest som før,
Nu følge de Andre – der er den fromme
Jeg seer ei den Graae – den jeg altid saae.
Hvor er den henne –
– Min Rosel! nei see! hvor godt hun seer ud,
Saa ganske som før – jeg den selvsamme seer,
Men grumme alvorlig! – hun jodler ei meer!
Nu er de ved Stalden, – saa langsomt det gaaer.
See saa! – først den Røde, – nei, see hvor den staaer
–
Hun maa ikke strax faae mig her at see,
En altfor stor Glæde gjør Hjertet Vee.
Jeg skjuler mig lidt – og kommer saa hid!
Mit Hjerte vil sige mig naar det er Tid!
2den Scene
Her oppe paa Bjerget var lykkeligt før,
Jeg sad hos min Ven og var i Humeur.
Nu sidder jeg ene og græder saa tidt.
:|: Og Tankerne flyve saa vildsomt og vidt. :|:
Langt ude hvor Bjergene reent blaane hen
Der vandrer han ene, mine Tankers Ven.
Derude jeg stirrer med Graad paa Kind.
:|: Ved Dag og ved Aften i Maaneskin. :|:
– I Aar og i Maaneder aldrig ret glad!
– Jeg skulde have Ild paa, koge lidt Mad.
Den smager mig ikke, – mindst Løverdagen:
Den Dag kom Mathies, – ja det er Sagen.
Ved hver en Bid jeg ta’er i min Mund,
Jeg tænker paa ham i den samme Stund.
Maaskee han sulter og lider stor Nød,
Maaskee er han død – nei han er ei død:
Thi dersom han var det, havde han skrevet,
Og Svar paa mit Brev ei udeblevet.
Maaskee var det vanskeligt, reent umuligt
At finde Een der rigtigt og dueligt,
Forstod at skrive hans Hjertes Tanke.
Jeg finder knap Een der kan ret forstaae,
At læse hans Brev, som det læses maa.
Desuden hvad Kjærestefolk har at skrive
Det skal man just ei til en Tredie give,
Den skal ei vide hvert Ord der staaer
– To Breve – og det i tre lange Aar:
Det er ikke meget, det maa jeg sige,
Dog er det en Skat, som et Kongerige.
Med Øinene kan jeg vel ei læse Skrift
Men med mit Hjerte jeg læser det Skrevne:
Og udenad lærte ere Brevene blevne:
Jeg kan dem og veed dem – o det er en Lyst!
Jeg gjemmer dem altid her paa mit Bryst.
Nu Dagen er endt – og Solen er nede;
Og der skinner Stjernen; – den seer nu Mathies!
Bemærk Dig den Stjerne deroppe, just den:
Den seer vore Veie, :|: den være vor
Min Gud
3die Scene
MATHIES. ROSELefterfølges i trykforlægget af følgende overstregede replikskifte:
Min Rosel!
Dig er det!
Just mig!
Det er vist Din Geist!
Nei, jeg er hos Dig!
Ak, hvis Du forsvinder!
Her har du Din Ven!
Nå. Gud være lovet, je har Dig igjen.
Og ikke som Geist, – jeg er levende jeg!
Jo det er Mathies! jo vist det er Dig!
Saa ganske som før! – og den samme Maneer.
Mathies!
efterfølges i trykforlægget af følgende overstregede replikskifte:
Min Rosel!
Dig er det!
Just mig!
Det er vist Din Geist!
Nei, jeg er hos Dig!
Ak, hvis Du forsvinder!
Her har du Din Ven!
Nå. Gud være lovet, je har Dig igjen.
Og ikke som Geist, – jeg er levende jeg!
Jo det er Mathies! jo vist det er Dig!
Saa ganske som før! – og den samme Maneer.
Men siig mig dog bare hvorledes det skeer,
At Du er tilbage, at Dig jeg seer.
Tilladelse fik jeg –
Jeg vandred afsted, jeg tænkte paa Dig,
Og saa blev den kort, den lange Vei!
Men Du, min Rosel, min egen Pige,
Du maa fortælle, nu maa Du sige,
Hvordan det er gaaet Dig fra vi saaes sidst.
O, mig; – kun daarligt! – ja, det er vist, –
Men Dig –! fortæl hvad Du hørte og saae
Fra den Tid Du maatte i Krigen gaae! –
Jeg oplevet meget og ikke meget!
I Krigen min Ven gaaer alt saa gesvindt
Saasnart jeg var kommet i min
Det var som man kun havde ventet paa mig!
Strax heed det: »nu bryder det løst i Italien!«
Godt! Marschen begyndte, fra Morgen til Aften.
Det gik som fra Vuggen jeg havde marscheret.
Og blev der paa Veien en Dag gjort Holdt
Saa øved man Os i excerceren;
For det maa man kunde naar det gaaer løst!
Og Hjertet maa sidde det rigtige Sted,
Og Æren – ja, den maa sidde der med.
Da er man som brav Karl med Livet parat.
En daarlig Karl kan ei være Soldat.
Det seer man paa Dig! – har Du været i Slag!
Ak, det maa dog være en egen Sag!
En Dands er kjærere det maa jeg sige,
Men er man deri, la’er man fem være lige!
Det første Skridt er det Værste at gjøre.
Den Trommen – og Blæsen – og Skyden at høre,
Det er noget Nyt for en ung Rekrut –
Man holder ei af at der bliver skudt! –
Saa gik det mig og det Andre med;
Men alle de Ældre i Regimentet
De gjorde lidt Nar af vor blege Mine.
Og Generalen var skrap at see;
Vor Feldtpræst sagde: »Guds Villie skee!«
Han gav sin Velsignelse, nok saa kjærligt.
Og saa kom Couragen! det gik herligt!
Naar sig Fanen udfolder og Trommerne gaae
Føle Alle som Een rigtig Lyst til at slaae!
Naar saa Kuglerne pibe, de har denne Skik
Siger strax hver Soldat, det er min Musik!
Lader Fjenden os falde, det kan hænde tidt,
Paa den Maade kun kan han blive os qvit,
Der er ikke Een som vil forlade sit Geled,
Naar ei Døden er der og faaer Manden afsted.
Naar Kanonerne dundre, det gjør de ei slet.
Faae en Kugle, – den Bolle fordøies ei let!
Slig en Føde fra Fjenden, den er ei saa sund.
Giv Bollen tilbage i ligemange Pund.
Enhver lige udsat staaer for Kuglernes Fortred
Soldat, Officier og Generalen selv med.
Og man føler og forstaaer der, at man alle Mand
Ere lige Børn af samme Fædreland.
Hjem kom ikke alle som droge afsted.
Nu, de som saa døde, de har vundet Fred.
Det græmme Dig ei det mindste Stykke.
See her Kongens Billed, det er mit Smykke:
Jeg loved’, jeg ei skulde gjøre Dig Skam,
Det har jeg ei og eiheller ham!
O, Du gjør mig stolt! – var jeg dog fulgt med,
Saa kunde jeg som
– For de gaae jo med, har jeg hørt sige –
Imellem dog rakt Dig en Lædskedrik,
Og pleiet Dig, naar et Saar Du fik!
Du fulgte med mig – Du var i min Tanke,
Paa Marsch, i
Der har Du da været?! og syg og saaret –
O, nu er det lægt!
Alt det har Du baaret.
Det er nu længst glemt! – men siig mig nu Du!
Hvordan er det gaaet Dig indtil nu!
– Tre lange Aar ere rullede hen.
Jeg veed Du har bitterlig
Hver Søndag den festlige Dag var saa lang.
Da gik jeg til Kirken og græd mens de sang,
Hver Mandag paa Bjerget saa ensom jeg sad.
Du var al min Tanke og for Dig jeg bad.
Hver Tirsdag – de selvsamme Tanker kom.
»Min Glæde i Verden hvor vandrer Du om!«
Hver Onsdag – den halve Uge var endt.
Mit Hjerte var sygt dog og længsels-bespændt.
Ja, saadan gik Uger – og Maaneder og Aar!
Men nu, det er ogsaa glemt – alt bittert og haardt
Er ligesom om det reent var blæst bort:
Alt hvad Du fortalte, – har sagt – hvad jeg vidste
Mathies, vor Kjærlighed kunde ei briste!
Men – jeg staaer og snakker – og Du har gaaet
Saa langt, – og ikke en Bid har Du faaet!
Du maa være træt, baade sulten og tørstig
Jeg skal hente Brød og Mælk – eller vil Du
Jeg laver lidt varmt!
Det har jeg i Hjertet!
I Hjertet, ja vist det fryser vist ikke
Men Maven behøver dog Mad og Drikke!
4de Scene
Ja, det er min Tanke, det bliver ved den!
Nu snarest jeg kaster Ungkarlen hen,
Jeg veed hvad jeg vil, jeg veed hvad jeg gjør,
Og nu vente længer vi slet ikke bør!
Farvel, Hr Soldat, her Jægeren staaer!
En sød, lille Kone Krabaten faaer!
5te Scene
See saa, han skal ikke just lide Nød.
Her har jeg lidt Ost, lidt Pølse og Brød:
Desuden, en Haandfuld Tobak jeg har gjemt
Fra sidst han var her; da blev den glemt;
Nu vil den smage ham, kan jeg tænke; –
Ak, havde jeg dog lidt Viin at skjænke;
Men jeg har kun Mælk og Kildevand. –
Mathies, maa tænke sig midt i Feldten,
Hvor ikke Alt kan faaes for Enhver,
Nu er han nok inde i Kammeret der,
Har sat sig hen for at faae lidt Hvile,
Og den kan han trænge til især
Thi fra Italien er langt til her!
Jeg takker Dig evige Gud!
Du fri mig fra Fare, fra Sygdom og Død,
Du give mig altid mit daglige Brød.
See ned til min Græsgang der nærer min Ko,
Beskjærm Du Mathies, – min Tanke og Tro –
Jeg takker Dig evige Gud!
O, tak for Din Bøn, den vil høres af Gud!
Et Hjerte saa fromt som Dit, det er ægte!
Men, søde Mathies hvor godt Du seer ud! –
Dit Tøi har Du fundet og strax taget paa!
Saasnart at jeg det hos Din Moster saae,
Strax bad jeg om ikke jeg maatte det gjemme;
Det var en Erindring for mig herhjemme!
Hver evige Time jeg kunde saa see det.
Du fandt det da strax!
Det klæ’er min Skat?
O, yndigt!
Og Gemseskjægget her paa min Hat.
Velsignet!
Sølvskillingen der, skal man bære!
Det er det deiligste Syn der kan være.
Hvad synes Du bedst om, Grønt eller Blaat??
Det Grønne!
Hvorfor?
Det gjør Øinene godt.
Og Grønt er jo Marken og Træerne grønne,
Og Haabets Couleur er den samme kjønne.
Og derfor jeg nu vil gaae klædt i grønt.
Men
Hvorfor ikke; – det er saa kjønt.
Men naar Permissionen nu er forbi,
Saa gaaer Du – det maa vi finde os i!
Men naar jeg nu ikke har Lyst dertil!
Jeg veed nok Mathies hvor nødig Du vil!
Og det er for min Skyld, – men frygt kun ikke!
En brav Soldat maa gaae, naar der kaldes.
Og just som en brav Soldat har Din Pige
Dig allerkjærest! – ja det, tør jeg sige!
Betragt kun det lille Kors paa Dit Bryst
Drag bort i Ære, det er just min Lyst!
Vel talt! – men Rosel Du maa forstaae,
Jeg vil kun det, som jeg bør og maa!
Og hvad er det?
Du vil ikke høre –!
Din Permission –?
Den vil vi gjøre
Til Afsked.
Hvorledes!
Jeg er Invalid!
Det er og det var Du jo ingentid.
Hvad gjør vel en Skramme, hvad gjør selv et Par
Naar Hjertet kun bliver det Samme det var.
Det har Du selv sjunget! –
Nei, er det sandt!
Det Sandheden er – og jeg Afsked vandt.
Men hvor er Du skudt?
I Foden!
– og Hugget!?
I Armen! – og drøie Puf har jeg faaet.
Der sees endnu Spor hvor Kolben har slaaet.
Saa falder det svært at bære
En stadig Marscheren, tilsidst gjør træt,
Mig tynger Tornystren og den maa med!
Den Unge gaaer ind i den Ældres Geled,
Den Ældre faaer Afsked – hver Invalid
Er velforsørget i al hans Tid;
Et Huus er ham reist paa hans gamle Dage.
Men har han som jeg, endnu Kræfter tilbage
Og nok vil prøve hvad Lykken kan bringe,
Han takker og faaer en Sum, – ikke ringe –
De blanke Kroner – og dem har jeg faaet, –
Nu vil jeg –
Min Gud har jeg rigtig forstaaet
Det har Du –! jeg bliver! – er Jæger som før;
Men som Invalid mon jeg komme tør, –
Og vide –
Dit Hjerte er sundt og godt,
Min Skjønhed, – med den gaaer det kun smaat.
Al Skjønhed varer kun ved en Tid,
Den ogsaa bliver tilsidst Invalid.
Nei, ret holde af, være brav og tro
Derfor skal man leve og det vil vi To.
Jeg efter min Moster har arvet jo lidt
Og hvad jeg har faaet er jo ogsaa Dit.
Jeg kjøber et Huus, saa mangler der kun
En lille Kone – hvor findes hun?
Hun findes, – det veed Du jo nok Mathies!
Vi gifter Os! – det er et Paradiis!
Altsaa er vi nu et Par
Vi det i Tugt og Ære var
Paa Bjerget i slutstrofen efterfølges i trykforlægget af to overstregede strofer: I Krigen kaldte man min Ven, Men Freden gav mig ham igjen Paa Bjerget i deiligt Maaneskin. En Løverdag var sorrigfuld. En Løverdag gav Glædens Guld Paa Bjerget i deiligt Maaneskin.
Teppe
Henvis til værket
H.C. Andersen: I Maaneskin. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 13: Skuespil IV 1850-1876. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.