IX

Granada

Den nu almindelige Vei for Diligencen fra Malaga over Bjergene til Granada er længere, end den tidligere til Hest over Velez-Malaga og Alhama; denne var engang meget usikker, men derfor reiste Folk i store, bevæbnede Karavaner; sædvanligviis gjorde den enkelte Reisende Accord med Smuglere, som rede denne Vei og kjendte Sted og Forhold. Vor Landsmand, Digteren Molbech, har i sine Reisebilleder: En Maaned i Spanien givet os en frisk, malende Skildring af denne Fart og af Livet i Malaga og Granada.

Det var mørk Aften, da vi naaede Bjergene; det stærke Lygtelys paa Vognen viste os rundt om nøgne Klipper og dybe Afgrunde, der bleve endnu dybere, idet Lyset kun beskinnede den øverste Deel. Heroppe sluttede sig til os bevæbnede Soldater, der havde at vaage over Sikkerheden og skulde paa den meest eensomme Deel af Veien ledsage Diligencen. Det var ikke et Aar siden at et Overfald havde fundet Sted, det eneste, man i den sidste Tid vidste at nævne. Dagen efter vare Røverne blevne grebne; det var Bønderfolk, een Familie; den yngste Søn skulde være Soldat, og for at faae Penge til at frikjøbe ham, var Overfaldet skeet.

Lygten foran paa vor Vogn lyste ud i en vild, øde Natur; det blæste, Luften var tyk og graa. Collin og jeg havde Hjørnepladse, en ung Spanier af et særdeles smukt Ydre sad midt imellem os og sov hele den lange Nat; det kunde jeg ikke og længtes derfor inderligt efter Dagningen, for at see mig om. Det dagedes først, da vi naaede den lille Stad Loja, der ligger malerisk paa Klippehøiden. Floden Xenil danner et Vandfald i den maleriske Bjergkløft Infiernos de Loja. Byens Mærkværdighed er dens friske, kølige Kildevand, der rundt om sprudler fra Rør og Væld; det var for os, der i flere Uger kun havde faaet Drikkevandet i lunken Tilstand, en sand Vederqvægelse, en paradisisk Hilsen. Snart gjennem rige Korn- og Viinmarker naaede vi Santa-Fé. I Krigen med Maurerne havde her Isabellas og Ferdinands Tropper en stor Teltleir, den afbrændte i een Nat; men da Herskerparret havde svoret at blive her indtil Maurerne vare forjagne, begyndtes strax paa Opførelsen af en By med Mure og Taarne; Columbus blev her første Gang stedet til Audiens. Resterne af Santa-Fés Mure faldt i et Jordskjælv 1807. Det hele Landskab laae nu foran os, rigt dyrket: Olieskove og Viinmarker strække sig rundt om, engang gjødet med Blod af Maurer og Christne; Sagn og Sange melde derom.

Endelig naaede vi Granadas Forstad; Veien igjennem den syntes aldrig af faae Ende; vi fore ad lange Gader, langs med gamle Mure, og endelig tilsidst holdt vi ved Byens Port; men her var ikke let at slippe ind for Trængsel og Tummel. Bepakkede Muuldyr vilde ind, Vogne, forspændte med Oxer, skulde ud, endelig havnede vi da paa Alameda foran Diligencecontoret, hvor vor Landsmand, Hr. Visby kom og førte os til et godt Hotel, faa Skridt derfra. Vi fik to lyse, gode Værelser ud til Promenaden med Sierra Nevadas sneebedækkede Høider lige for. Under vore Vinduer vrimlede det med Kjørende og Gaaende, Kirkeklokkerne ringede; vi hørte Sang og Jubel. Her syntes lysteligt at være! Hr. Visby viste mig paa Bjerghøiden tæt op til Byen en gammel Muur med et rødligt fiirkantet Taarn, der var ikke noget Særligt at see; det var Alhambra, det beskrevne, trylleriske Alhambra, Maalet for vor Reise. Mere fremtrædende og lovende viste sig deroppe en Villa med hvide Mure, en rig Privatmands Bolig. Alt skulde vi see, men i Dag kun det Nærmeste hernede i Qvarteret, hvor vi boede.

Den hele Stad var i Bevægelse og Travlhed; Dronningen med sin Gemal, Børn og et stort Følge vilde om tre Dage indtræffe. Det var første Gang siden Isabella den Catholskes Tid, at Granada skulde see sin Dronning.

Ud mod Alameda, foran Hovedgaden, var reist af Træ og Papir en marmormalet Triumphbue, med Statuer af Gips og Lærred. Ved Illumination i den stille Aften og Nat maatte det Hele være af stor Virkning, nu i Solskinnet saae det coulissemæssigt ud. Overalt i Gaderne, hvor gamle Bygninger stode under Nedbrydning, var denne Forstyrrelse skjult ved store Sætstykker af Papir og Lærred, bemalede som Qvadersteen. Paa de Pladse, hvor Fundamenter tidligere vare, men ikke selve Monumentet, blev dette, i Form af en Obelisk, tømret af Lægter og Lærred; man kom til at tænke paa Keiserinde Catharinas Reise i Rusland, hvor hele Byer af Coulisser og Skjermbrætter stilledes op i Afstand, for at Hendes keiserlige Majestæt kunde glæde sig ved at see, hvor befolket det udstrakte Landskab var. Mellem Alamedas Træer ophang man Guirlander af brogede Papirslygter, og hen over den brede Gade, som førte til den Bygning, hvor Dronningen skulde boe, blev fra Huus til Huus, i den øverste Etage, spændt Toug ved Toug, der skulde behænges med Lamper i det Utallige, et broget Straaleloft høit over Vrimlen. Tæt ved, i det velbevarede mauriske Qvarteer, hvor Boutik og Brolægning uforandret findes i den gamle Skikkelse, strækker sig en senere anlagt lang, smal Gade, beboet af Handlende; her fra alle Vinduer hang lange blaae og røde Flor, et Sceneri som til en Slørdands paa Theatret. I al denne lette, luftige Pragt vare anbragte store Glaslysekroner, besatte med Lys; den hele Gade kom til at straale som en lang, glimrende Balsal.

Nær ved den guldførende Darro, der i sit udtørrede Leie for Øieblikket kun var som en Rendesteen, laae en gammel Bygning i maurisk Stiil; gjennem den hesteskoformede Port kom man ind i en stor, græsgroet Gaard; en tyk Vandstraale pladskede i det sprukne Steenbassin midt i Gaarden, og denne selv overskyggedes af et eneste Viintræ, der kæmpestort udbredte sine tykke Grene over det hele betydelige Gaardsrum. To Esler og en halv Snees Muuldyr stode herinde, gamle Sadler og Seletøi laae henslængte, man kunde ypperligt i denne Omgivelse have fremstillet Don Quixotes Indvielse til Ridder i Vertshuset, han tog for et Slot. En ung Pige i ildfarvet Skjørt og hvide Særkeærmer, Lindaraja kan ikke have seet bedre ud, sad paa Steenkummen og vaskede Ansigt og Skuldre, hun var istand til med sine sorte Øine at stikke Ild i et Menneske, dersom han var et Menneske. En deilig, ung Spanierinde, i en maurisk Gaard, ja det var Nok at tænke paa en heel Dag; men man fik ikke Tid dertil, det ene deilige Billede fortrængte det andet. Her var saa meget Nyt at see, selv Forstuerne i hvert lille Huus tiltrak sig Opmærksomheden. Gulvet har der overalt en ziirlig Brolægning i Figurer af alle Kaleidoskopets vexlende Skikkelser, eller forestillende en Vase, en stor Blomst eller en flakt Ørn. Hvad jeg imidlertid meest længtes efter at see var Alhambra. Næste Morgen gik jeg med Collin derop.

Fra Floden Darros udtørrede Flodleie skraaner Gaden op mod Granadas Mure. En gammel Port, med Carl den Femtes Vaaben hugget i Stenen, fører ud i en tredobbelt Poppel-Allee, den samme Vei endnu hvor Maurerkongerne, hvor Zegrier og Abencerrager rede med vaiende Faner og skingrende Trompeter; nu var man ifærd med at ophænge brogede Papirslygter, der skulde lyse østerlandsk Pragt ind i den mørke, lange Allee, naar Dronningen besøgte Alhambra.

Til Venstre i Alleen kommer man ad en kortere men mere steil Vei derop. Vandet rislede, pladskede, og styrtede her mellem det frodige Grønne; spinkle Cypresser og tynde, slanke Popler strakte sig i den blaae Luft foran Alhambras røde, gamle Mure. Ved en stor, konstigt udhugget Marmorkumme dreier Veien, og man er i en lang Poppel-Allee7 tæt foran Dommerporten, over hvis hesteskoformede Bue sees udhugget en aaben Haand med oprakt Finger, og indenfor, paa den modsatte Side, en Nøgle. Bygmesterens Ord i Anledning af disse to Hieroglypher ere bekjendte: »Alhambras Mure skulle staae saalænge til Haanden griber fast om Nøglen!«

To Soldater staae Vagt i Porten, og gjennem denne kommer man op ad en Skraaning, mellem gamle Mure, ud paa en vidtudstrakt Terrasse, der til hver Side frembyder et herligt Skue over en Deel af Byen og Campagnen. Vi stille os mellem de to dybe Brønde heroppe, og vende Ryggen mod Ruiner af Mure og Taarne, der omslutte Viin- og Kjøkkenhaver, ligefor os have vi da hele Alhambra-Høiden. Maurerne lode disse Brønde grave; det klareste, iiskolde Vand løftes her fra en svimlende Dybde; i store Leerkrukker blev det baaret af Muuldyr ned til Granada; et Par gamle Koner sad ved Brønden og solgte Vandet glasviis. Vi traf heroppe mange Fremmede; en stor Deel Arbeidsfolk slæbte paa blomstrende Myrtegrene i Knipper, brogede Lamper og malede Papirs-Skjolde til at pynte med; det saae forstyrrende, skrammelagtigt ud imellem de mægtige, alvortalende Ruiner. Som et heelt Akropolis, strækker sig her den hele minderige Grund. Nærmest og beherskende det Hele, staaer i Fiirkant, af mægtige Qvadersteen, Carl den Femtes ufuldførte Slot. Det var hans Villie, at dette i Pragt og Storhed skulde overtræffe al den Herlighed, Maurerne havde bygget heroppe, og for at give Plads blev altsaa en Deel af Alhambra revet ned, men det kongelige Værk staaer ufuldført, i smuk Stiil vel, men en Colos uden Tag, med vindueløse Karme, gjennemsuset af Vinden. Øieblikkets Festlighed i Anledning af Dronningens Ankomst havde ogsaa behængt disse Mure med utallige brogede Lamper.

Bag Slottet ligger Kirken Santa Maria de la Alhambra, og bag denne er en lille By med fattige Huse og store Viinhaver; i disse træffer man tidt under den knudrede Viinstok Rester af et rigt Mosaikgulv, omstyrtede, deiligthugne mauriske Gesimser og Buer. Efter en Vandring der, kommer man igjen tilbage til den store Terrasse, hvor, fra Klippehøiden ned over Cypresser og Popler, man seer den dybtflydende Darro. »Men hvor er dog«, spørger man sig selv, »det egenlige Alhambra med sin Løvegaard, med Ambassadeurernes Sal, og Lindarajas fortryllende Have?«

Paa Terrassen ved Carl den Femtes ufuldførte Slot, seer man hen imod Muren et Par smaa dybtliggende Haver, med to, tre lave Huse; bag disse og inde i selve Muurbefæstningen i de forfaldne Taarne, der, under den prunkløse Skat, maa Trylleriet søges.

Fra et af de smaa Huse, gjennem en lille, almindelig Dør, kommer man til Maurerkongernes rige Gaarde og Sale. Jeg havde Vanskelighed ved at erholde Tilladelse til at komme ind; man var i stor Travlhed derinde med at udsmykke til Ære for Hendes Majestæt Dronningen. Et Par venlige Ord og nogle Pesetas skaffede imidlertid Adgang.

Deiligt, men overraskende smaat, var her. Jeg fandt ikke den Storhed og Udstrækning, jeg havde tænkt mig; dog idet jeg vandrede gjennem disse Buer, disse Gaarde, disse Sale, syntes de at udvide sig, det var, som gik jeg i en Phantasiens forstenet Kniplings-Bazar, hvor Vandet sprang i klare Straaler, rislede hen i Marmorgulvets hugne Render og fyldte de store Marmor-Bassiner, hvori Guldfiskene svømme. Væggenes nederste Deel, Brystningen, bestaaer af brogede Porcellains-Kakkelovnsfliser, Væggene selv er en upoleret hvidguul Porcellain af marmoragtigt Udseende, saa konstigt gjennemhugget, som var det et Kniplingsslør, lagt hen over rød, grøn og gylden Grund. Snirkler og Indskrifter løbe arabeskartede, forvirrende for Øiet, ind og ud af hverandre og klare sig dog, ret beseet, som bestemte, regelrette Former. Væggene udslynge Vers til Guds og Propheten Mahomeds Priis; Væggene mæle om Maurerkongernes Stordaad, om ridderlig Tapperhed og Skjønhedens Magt. Alhambra er, som en gammel Legendebog, fuld af phantastisk slynget Billedskrift, lagt paa Guld og Farver, hvert Kammer, hver Gaard er et forskjelligt Blad, samme Historie, samme Sprog og dog altid et nyt Capitel.

Sala de los Embajadores, hvor Maurerkongerne modtoge de fremmede Ambassadeurer, er endnu for Størstedelen i sin gamle Herlighed; men hvorledes gjengiver man den i Ord; hvad hjelper det at fortælle, at Brystningen er grønne Porcellainsfliser, at Væggene i hele deres Høide synes bedækkede med et Tyl, hængt hen over Guld-Brocade og Purpur, og at dette Tyl er en hugget Steenmasse, et Filigran-Arbeide, hvori de hesteskoformede Vinduesbuer, med svævende Marmorsøiler, giver Lysning; rosetteformede Aabninger, hugne ovenover Karmene, forøger Daglyset, saa at det prægtigt udskaarne Træloft ret kan sees. Ikke Ordet, men Photographien kan gjengive Billedet, og dog foran dette er man bunden til en bestemt Plet; man maa bevæge sig herinde, ret samle og nyde den hele Skjønhed, gaae hen til det aabne Vindue, see ned i den snevre, vildromantiske Dal, som Darro gjennemstrømmer, derpaa dreie sig, see ud i den aabne Forhalle til de luftige, lette Buer, hvis Forziringer synes forstenede Slyngplanter, der omslutte ligesom laterna magicahenkastede arabeskartede Indskrifter.

Løvegaarden pranger med slig en Herlighed. Brysseler-Kniplinger, vævede af Porcellain, et Tyls Broderi af Steen, understøttet af slanke Marmorkolonner, danner her Skillevæg, Buer, Kiosker og Alkover. Løverne derimod ere daarligt udførte; klodsede og tunge ligge de midt i Gaarden om Springvandet. Her, til Venstre, ud mod Darro, træder man ind i de to Søstres Sal, saaledes benævnet efter to store Marmorplader i Gulvet. Man var ifærd med at udsmykke, som de kaldte det, den i sig selv deiligst smykkede Storsal. Hen over Væggene hang man tunge Tæpper af Klæde og Fløiel, med Guldtresser og Qvaste; de skjulte for Meget af den egenlige Herlighed, kun Loftet var frit at see og beundre i dets uforstyrrede gamle Pragt; det løftede sig med Guld og Udskæring. Det var at see op i, som saae man ind i Bægeret af en forunderlig, deiligtformet Blomst.

Ligeoverfor, paa den anden Side af Løvegaarden, træder man ind i Abencerragernes Sal. Den var endnu fri for Udpyntning og stod i sin, fra Maurernes Tid, oprindelige Smagfuldhed. Midt paa Gulvet saae vi den mægtige Marmorkumme, endnu farvet af Abencerragernes uskyldige Blod; det er trængt ind i Stenen og anklager, gjennem Folkeslægter, den ulykkelige Boabdil. Til denne Sal knytter sig den eneste Spøgelsetro, siger man, Spanien eier; her jamrer det i Natten, her høres selsomme Skrig og Veeraab af usalige Aander.

En heel Labyrinth af Galerier, Kiosker og Stuer føres vi igjennem; vi stige ned i smaa Gaarde, ind i herlige Badekamre, ved hvis Indgang staae marmorhugne Nympher og grinende Satyrer. Lyset falder dæmpet gjennem stjerneformede Aabninger; store Marmorbassiner indbyde til Badning. Endnu sees i Murene Jernrør, der førte det kolde og varme Vand herned. Man stiger igjen nogle Trin, kommer over Galerier, med spinkle Marmorsøiler under Buerne, seer ned i smaa Blomsterhaver og i Gaarde med konstige Udhugninger og naaer en Slags Pavillon el Mirador del Lindaraja, der er Noget af det Yndigste, Eleganteste og meest Smagfulde, man kan see. El Mirador er en svævende Karnap, en Deilighedsblomst i hele denne vidunderlige Bygningsbouquet. Den hænger ud over Fjeldkløftens opadklattrende Grønne, ud over Popler og Cypresser, og man har Skuet af en Deel af Byen, de nærliggende Viinhaver og Bjerge. Vort Ophold herinde blev kun kort; Arbeidsfolkene kom for ogsaa at udsmykke og pynteliggjøre her. Al den Stads var en heel Forstyrrelse! det kunde tillades, at man i Myrtegaarden stillede Blomster i Potter, derved blev tættere med Grønt mellem de store Marmor-Bassiner, men man pyntede ogsaa med Palmer af Papir og det i et Land, hvor Palmerne groe. Det var for mig, som om jeg saae en deilig, antik Statue maies ud med Fastelavnsriis.

En architektonisk Drøm« har Hackländer betegnende kaldt Alhambra; Drømmen var nu en seet Virkelighed, den, jeg aldrig glemmer; opfyldt og overvældet kom jeg tilbage til Granada.

Fra Hr. Schierbeck i Barcelona bragte jeg et Anbefalingsbrev til hans spanske Svoger Don José Larramendi; paa Brevet stod hans Navn og Titel: Teniente coronel de Regimiento Cordoba. Idet jeg spurgte og søgte, fik jeg igjen et nyt Beviis paa Spaniernes Høflighed og Tjenstagtighed mod den Fremmede. I Fonda de la Alameda, hvor vi boede, vare flere høie Militaire indqvarterede, mellem disse en General; udenfor hans Dør sad altid en Soldat; denne spurgte jeg om Regimentet Cordoba og Larramendi. Karlen gik strax med mig ud paa Gaden, om i Stræder og videre frem, spurgte sig bestandig for, men forgjeves, førte mig derpaa hen paa et militairt Contor, og der fik vi nøiagtig opgivet Oberst Larramendis Bolig; hen til den førte Karlen mig. Jeg vilde nu betale ham for hans Uleilighed; han saae paa mig med store, forundrede Øine, rystede med Hovedet og vilde ikke lade sig overtale til at modtage Betaling for sin Tjenstagtighed; mit Haandtryk modtog han og siden daglig min Hilsen, naar jeg gik forbi ham paa Gangen.

Gjennem en lille Gaard, med et sprudlende Væld, mellem Laurbærhækker og Granattræer, kom jeg ind i Stuerne, hvor Larramendi, hans Kone og Svigermoder boede, omgivne af en stor Børneflok. Jeg blev modtagen, som var jeg en længe ventet, kjær Ven. Faa Mennesker have viist en saa utrættelig Iver for at være os til Tjeneste, som denne livlige, elskværdige Mand viste Collin og mig under vort hele Ophold i Granada; ikke en Dag gik, uden at han kom til os og havde et veltænkt Forslag til hvorledes Dagen bedst kunde benyttes; sin Tjener sendte han os ofte, da denne bedre end Fremmede i Hotellet kunde udrette et eller andet Ærende, om vi havde et saadant. Jeg veed, at han tidt arbeidede til langt ud paa Natten, for at han kunde have sine Forretninger fra Haanden og da længere være sammen med os. Han var god, betænksom og ungdommelig, frisk i Sind og Hjerte, Samlivet med ham udgjør en Deel af vort behageligere Liv i Granada. Lidt Fransk talte han, Collin tog stærkt Tilløb i det Spanske, og hvor min Glose-Kundskab ikke strakte til, maatte Opfindsomhed og Mimik erstatte; ledsaget af ham fik vi Adgang til mangt et festsmykket Sted, hvor vi ellers som Fremmede ikke vare komne ind.

Et Besøg gjorde vi med ham til Regimentet Cordobas storartede Caserne-Bygning, der ligger tæt ved Byen, mellem det rige, forladte Kloster Cartuja og Zigeuner-Qvarteret. Den udstrakte Plads her op til Byens Mure var for ikke mange Tider siden vovelig at besøge om Aftenen, end sige ud paa Natten, Overfald og Mord fandt da hyppigt Sted; nu var her en anderledes Sikkerhed i og om Granada, og for Øieblikket saae her festligt pynteligt ud, Flag vaiede, et prægtigt Telt, med de spanske røde og gule Farver, var reist, det dannede tre store Afdelinger, hvis Gulve vare belagte med rødt Fløiel. Her skulde Dronningen ved sin Ankomst modtages af Stadens høie Øvrighed.

Pladsen var opfyldt af Borgere, Bønder, Soldater og Zigeunere; her var Liv og Røre. Muuldyr skrege, Hunde bjæffede; en Gadesanger istemte sin snøvlende Sang; en blind Improvisator declamerede og hans Dreng solgte trykte Viser. Jeg gav den Blinde en real, Larramendi sagde ham, at jeg var en Udlænding, langveis borte, fra den anden Side Frankrig, og nu improviserede den Blinde et Digt til mig, jeg forstod det naturligviis ikke, men den hele Folkekreds rundt om, Unge og Gamle, halvnøgne Drenge og pyntede Bønder, applauderede ham paa det Stærkeste.

Solstraalerne brændte ganske infernalsk, det var en Vederqvægelse at træde ind i Officerernes kølige Vagtstue. Friskt Kildevand fra Alhambras Brønde satte Dug i Karaflen, de lange, stilkede Sukkerbrød, Zugarillos, forsvandt, som ved en Taskenspillers Konst, naar de berørte Vandet i Glassene og gave Velsmag, Cigarer bleve budt om; her blev ret kammeratligt.

I Gaarden vrimlede det med Soldater, Trapperne bleve slidte af dem; de løb og sprang afsted i fuld Mondur og i halv Paaklædning. Vi saae Sovesalen, den er stor og luftig, med et deiligt udskaaret Loft i maurisk Stiil. Vi saae Eqviperingssalen, med Klædningsstykker lige fra Skjorter til Lommetørklæder; Kjøkkenet straalede med blanktpolerede Kar og Gryder. I Sygestuen var Luften frisk og god. Vi kom i Marketenderiet, egenligt for at see smukke Øine; de fandtes her. Datteren, en sextenaarig Pige, var en virkelig Skjønhed, Haar og Øine gnistrende sorte, Tænderne friske og hvide. Hun var som en deilig, nys udsprungen Blomst at see paa. Bedstemoderen havde et høist charakteristisk Ansigt; hun vilde gjøre Stads af os, førte os derfor fra Disken, hvor Soldaterne kom og fik deres Glas Anisette, og ind i Stuen tæt ved, der skulde det være finere at være. Paa Gulvet laae Klipfisk i Bunker og en heel Stabel krandseformede Brød; colossale Løg hang paa Væggen, og over disse et Vievands Kar og et stort Trækors. Den unge Pige bragte os svulmende Druer; hvor var hun smuk, slank og svævende! Øinene talte, Munden behøvede det ikke; de Øine vare nok til at gjennemstrømme med Lys og Ild et heelt Digt, saa at man brændte sig paa det.

Nede paa Pladsen og i Gaderne bølgede Vrimlen. Bønderne slede Fløiel, kunde man sige, Buxer og Trøier vare af dette Stof, violet eller blaat; Lædergamacherne sluttede sig pynteligt om Læggen, Beenklæderne nede om Knæet vare aabne, hvorved Gangen blev friere; Fruentimmerne bare de meest skrigende Farver. Alt saae pynteligt og broget ud i Gaderne og i de aabne Boutiker og Gaarde. Her vare skjønne Øine! Vor Herre har ikke sparet paa disse; og de Øine kom ikke alene fra Landet, de hørte ogsaa hjemme i Byen, i Husenes forskjellige Etager.

I Norden er der om Efteraaret Nætter, hvori hele Himlen blinker med Stjerneskud, her blinkede de ved Dagen; jeg maatte bringe nogle af disse Blink paa Papiret i Vers eller Prosa, men jeg havde intet Papir hjemme, vidste jeg, og gik derfor med Oberst Larramendi ind til en Papirhandler, for hvem min Reisefælle og jeg præsenteredes som Fremmede fra det Land Dinamarca. Vi talte om Zamoras Ophold der, og vi talte om andalusiske Øine; da jeg nu vilde betale Papiret, var Svaret: det er betalt! Larramendi havde gjort Tegn, som Spanierne gjøre det i Caféerne, at den Fremmede er hans Gjest; jeg vidste, at jeg ikke fik Lov at klare Sagen, men da jeg nu en otte Dage efter kom alene i samme Boutik for at kjøbe Papir, lød igjen Svaret, da jeg vilde betale, »det er betalt!« »Nei,« sagde jeg, »det er ikke muligt! i Dag er jeg alene, Ingen med mig!« »Jo, jeg er med!« sagde Papirhandleren, »mit Huus er Deres!« Jeg kom naturligviis aldrig mere i mit Huus, men fortælle det maa jeg, for at fremhæve den spanske Høflighed og Opmærksomhed.

Om Aftenen var Regimentsmusik paa forskjellige Pladse og netop lige under vor Balcon, hvor en af Generalerne boede. Der spilledes af La Traviata, un ballo in maschera og flere af disse verdiske Galopade-Operaer; det var Regimentet Cordoba, der spillede. Oberst Larramendi var hos os. Pladsen dernede var opfyldt af Mennesker, Luften var varm og mild, der kom en frisk Luftning fra de sneebedækkede Bjerge.

Senere paa Aftenen sad jeg her alene: Granadas historiske Minder opfyldte mig; her var saa smukt, her sprudlede endnu det levende Liv, jeg var glad ved at være her. Tre Uger turde Opholdet blive, een og tyve lysende, deilige Levedage, jeg vilde ret nyde dem, ret skjønne paa denne Naadegave fra Gud, og dog – Erindringerne fra Granada gjemme mere Bitterhed end Sødme. Tankeløshed, ikke ond Villie just, det Overmodige i Mennesket, plumrer os tidt det rene, klare Væld, vi skulle drikke af, – men denne Aften i Granada og Erindringen om de henfarne Reise-Dage, rummede Skjønhed og Glæde. Jeg var i Maurernes gamle Stad, havde seet Alhambra, var selv bleven bestraalet af andalusiske Øine; Bouquet paa Bouquet af Spaniens Herlighed var i min Flyven tilkastet mig.

Det var Torsdagen den niende October, at Dronningen holdt sit Indtog for første Gang i Granada. Fra den tidlige Morgen bølgede Menneskevrimlen gjennem Gaderne; her var Stads at see! hen over alle Balconer laae brogede, guldbroderede Tæpper, eller i det mindste et hvidt Lagen, pyntet med en rød Bord. Flag og Faner vaiede; Lamper, Ballon- og Blomsterguirlander hang saa tæt, at de dannede et heelt Solseil over den brede Gade. I det lange Stræde bag de gamle mauriske Boutiker vaiede, fra øverste til nederste Etage, lange, røde og hvide Flor, som var det Luftaanders Slør i en Sylphe-Ballet; store Glaslysekroner, og over hver en svævende Guldkrone, vare ophængte; Alt arrangeret som af lyksalige Børn. Balconerne vare opfyldte med Mennesker, meest Damer, en Rigdom af spansk Deilighed. Og hvilken Farvevexel i Klæderne, særligt nede paa Gaden; Bønderne fra Campagnen og Bjergene viste sig i en Pragt til at males! her vare Grupper, her vare Motiver til Tegning; der kom en Bonde paa sit Esel, foran ham hang en Tværkurv, og i den sad til hver Side en deilig lille Pige, vist hans Børn; de vare komne med til Granada idag, for at see Dronningen her og al den Herlighed; Forundring og Glæde lyste ud af deres Øine.

Først Klokken Fire om Eftermiddagen indtraf Hendes Majestæt. Man fortalte, at hun var kommen til Modtagelses-Teltet en halv Time tidligere end Autoriteterne, som der skulde hilse paa hende, og at hun havde maattet vente paa dem.

Der var en Jubel! alle Kirkeklokker ringede; store Skarer af Zigeunere dandsede med Castagnetter og underlige Strænge-Instrumenter gjennem Gaderne; et støiende, bacchantisk Tog. De sorthaarede, brune Skikkelser vare forunderligt vildt udmaiede, jeg kom til at tænke paa, hvorledes Børn, naar de lege Komedie og faae Lov til at benytte hvad de ville af gamle Klæder, der hænge i Garderoben, da tage Alt og hænge paa sig. Zigeunerne havde her ogsaa taget Alt hvad der skinnede og gloede; Silkebaand, Silkelommetørklæder, Blomster og Guldstads hang i Haaret; de brusede afsted gjennem Gader og over Pladse:

»Hen til Porten Bivarrambla!«

Fra Balconer og Havemure klappede Tilskuerne. Trængselen tog til, Musikchorene spillede rundt om; Fanfare lød: »Viva la reina!«8 Roser bleve plukkede Blad for Blad, den hele Rose vilde være for tung i Faldet, enkelte Blade svævede ned om Dronningen, der sad i en Vogn, trukken af hvide, smukke andalusiske Heste.

Dronningen saae god og glad ud; der var i hendes Ansigt noget Aabent, der vakte Tillid og Hengivenhed; Jubelen for hende syntes inderlig og stor. Kongen sad ved hendes Side og ligeoverfor den unge Infantinde og hendes lille Broder Alfons, Prinds af Asturien. Toget kjørte til Domkirken, Dronningens første Besøg. Røgelsen strømmede gjennem den aabne Kirkeport, der var omringet af Mennesker; de hang paa Murens Udbygninger, paa Steenhelgenernes Fundament. Fra Kirken kjørte Dronningen under Mængdens Jubel til sin festlig indrettede Bolig; Lommetørklæder flagrede, Rosenblade dryssedes. Den solklare Dag skiftede over i Aftenglands og nu var Granada Eventyrenes Stad, man var i tusind og een Nats Feeverden. Høit, hen over Gaden, hang som et Canevas Tæppe af brogede Lamper, eller som en Sky af straalende Colibrier.

Herfra, gjennem den reiste Triumphport, traadte man ud paa den nye Alameda, der langs med Darro strækker sig hen mod Byens Muur; store, brogede Balloner hang i Rækker, Guirlander ved Guirlander, hvert Huus viste sin Opfindsomhed i at illuminere; vort Hotel var kun tarveligt belyst, desprægtigere derimod straalede frem der i Nærheden den store Caserne; Lamperækker i alle Afsatser, Vinkler og Hjørner gave i Ild-Contur hele den forunderlige Bygnings Form; den syntes saa sammensanket, som om Affaldet fra hver tænkelig Bygnings Stiil var her taget i Brug. Her ere tunge Mure, som fra et gammelt gothisk Castel, her ere Søiler, spiralformede, som de fandtes i Kong Salomons Tempel, og i Nicherne staae Rococo Statuer, Grenaderer med Bispehuer; det ene Stykke mere barokt end det andet.

En utallig Menneskevrimmel bevægede sig frem og tilbage, alle Bænke vare optagne, Folk sad paa Stole langs Husene, men længst ude, hvor den nye Alameda ender, var ogsaa Grændsen for Illumination og Spadserende; her begynder den egenlige gamle Alameda, som, dannende en Vinkel, gaaer langs med Granadas Mure. Jeg veed ingen Spadseregang saa storartet som denne, saa ægte sydlandsk, paradisisk i den hede Sommertid. Her, som sagt, var aldeles øde, ikke et Menneske, ikke en Lampe at see.

Ældgamle, forunderlig høie Træer, staae opstillede i Række, slynge deres tykke, bladfulde Grene ind i hverandre, danne et for Sollyset uigjennemtrængeligt Løvtag, der løfter sig saa høit, saa høit. Laurbærbuske, Oleander og tætbladede Hækker skjerme paa Siderne mod den stærke Sol; Xenil løber tæt forbi for snart at forenes med Darro; derom er en Sang, som Børnene synge:

Det klare Vand strømmer i steenhugne Render paa begge Sider af Alleen; i denne staae to gigantisk reiste Springvand med Steenfigurer, formede af en vild Phantasie; kun i Arabesk-Slyngninger har jeg seet lignende, en Mellemting af Planter og Menneske-Vanskabninger; i deres Gruelighed øve de en Magt; man kan ikke rive sig løs fra disse barokke, eiendommelige Troldskikkelser. Vandspringene staae betegnende, som Fortids Zirater, endnu levende ved deres rislende Vandstraaler. Den Smule Sollys, der ved Dagen falder herind, er som et Smiil fra hine Tider; Aftenens Mørke er uforandret blevet det samme. Ingen Gasflamme lader sit Blink af den nye Tid lyse her. Al Festens Glands for Isabella den Anden brødes mod denne Helligdoms Skygge.

»Nu er overalt i Spanien fuldkomment sikkert!« havde man sagt, »dog« tilføiede Een og Anden, »efter Solnedgang skal man i Granada ikke gaae alene i den gamle Alameda,« men just her var saa vidunderligt lokkende, saa høitløftende over Hverdagslivet! og nu, da ved Festlighederne den nye Alameda tæt ved besøgtes med Mennesker, nu da Alle vare saa glade, Alle fyldte af Fornøielsen, hvo skulde da vilde øve ond Gjerning? Det var saa fristende at komme bort fra den summende Trængsel, saa lokkende at træde ind i den næsten mulmmørke, stille, store Allee, hvor kun det rislende Vand mælede om Liv og Røre.

Jeg gik nogle Skridt fremad og holdt Haanden ud foran mig, at jeg ikke skulde støde imod. Langt nede i Alleen saae jeg et lysende Punkt, som bevægede sig. Der kom En med et Lys i Haanden; Luften var saa stille, her behøvede man ikke Lygte, man kunde trygt bære det brændende Lys, det vilde ikke viftes ud. Der kom en ung Pige, et Barn, her under Spaniens Sol kunde hun kaldes en ung, deilig Brud. Hun blev saa angest ved Mødet; stakkels Barn! Ingen ventede hun her i den mørke, afsides Alameda; hun kom fra en Veninde, hvis Moder fulgte hende, de skulde til en Udkant af den belyste Promenade. Den unge Pige var sin egen Kertesvend, bar selv Lyset, der straalede ind i hendes deilige Ansigt. Hun stod stille, zittrede, syntes jeg, stod som en Gazelle, der vilde tage Løb.

»Tro ikke ondt om mig!« sagde hun. »Jeg troer kun alt Godt!« sagde jeg og talte, som jeg kunde det, men tilvisse saa overordenligt daarligt Spansk, at snart den velsignede Humor, Cervantes har lært os har sit Hjem i dette Land, gav hende Mod igjen. »De er ingen Spanier?« sagde hun. Jeg fortalte, at jeg var høit oppe fra Norden, fra Danmark, hvor engang Spanierne havde været og vi holdt af dem. »Jeg var dengang et Barn,« sagde jeg, »en spansk Soldat tog mig paa sine Arme, kyssede mig og trykkede Madonnas Billede paa min Mund, det er min tidligste Erindring; jeg var den Gang tre Aar gammel!« Hun forstod hvad jeg fortalte; hun smilede, tog min Haand, hendes var saa fiin, Haandtrykket var som et Kys, et Barnekys.

Fra denne Aften vil jeg ridderligt forsvare Spanierinden. Men hvor blev hun af? Fortæl lidt mere! Det var min Musa, jeg mødte, Gitanaen med de havblaae Øine. – Det blev mørkt, bælgmørkt rundt om, da hun forsvandt, og derfor, til Ære for hende, vil jeg illuminere den hele Allee med mine Digte fra Granada.

Digte fra Granada, blussende Blomster, forsvindende der i al den rige Straalepragt. Raketter knaldede og lyste, Maanen selv kom, som i Wandsbecker Bote, tilsidst frem og lyste ved Illuminationen, visende Sierra Nevadas Sneetinder. Og som Festglandsen var denne Dag, Aften og Nat, blev den gjennem hele sex Døgn, den Tid Dronningen forundte Granada sin Nærværelse. Her var en Rigdom af Enkeltheder, saa overvældende mange, at de ikke kunne samles og meddeles; jeg drev omkring ved Dag og Aften, hvorhen mine Fødder vilde føre mig. Det Eventyrlige blev hverdags.

Paa Pladsene vare opreiste Triumphbuer, meest i maurisk Stiil; smukkest og rigest var det paa den store Plads

»– nær ved Porten Bivarrambla,«

hvor i gammel Tid Turneringerne holdtes; ogsaa nu, som ved hine beskrevne og besungne Fester, prangede alle Balconer med brogede Tæpper og skjønne Qvinder, og hvor Kamppladsen selv havde været, var nu hensat smaa Haver; Vandstraalerne sprang ud fra konstige Lilier og Tulipaner.

Paa Plaza Nueva, hvor Gaden lukker sig over Darro, var et heelt Opstil med bemalede Figurer, udskaarne i Blikplader, Maurer og Spaniere i Kamp; de stode paa smaa Mosterrasser og skøde paa hverandre, Skuddet var en Vandstraale; afskaarne Myrtegrene, stukne ned rundt om, skulde forestille store Træer. Her var altid en Vrimmel af Børn og fornøiede Bønderfolk; smukke Skikkelser, maleriske Grupper; dog kunde man ogsaa en enkelt Gang møde et Syn, der stødte Øiet, jeg saae her en Krøbling, han var født eenarmet, det skulde sees og derfor var Skjorteærmet revet bort; heelt oppe ved Skuldren, hvor Armen begynder, stak frem et lille Stykke Kjød, det lignede en Finger, havde kun eet Led, som det ideligt bøiede, for at vække Opmærksomhed. Der laae ved Indgangen til Domkirken to Albinos, Fader og Søn, Tiggere; de syntes at sove, altid at sove, selv mens Luften bævede af Klokkeklang og Vivaraab. En enkelt Gang, som var det Søvngængeri, løftede Faderen sig, blinkede med de røde Øine mellem de hvide Øienhaar, strakte Haanden ud efter en Gave; her foran Kirken maatte Menneskene jo være stemte til god Gjerning. De stakkels to værgeløse Flaggermuus i Menneskeskikkelse! de hvide Muus og de hvide Kaniner vare deres lysskye Kammerater, Dagen var deres Plage, Natten deres Levedag; men nu var Natten blendende som Dagen, et saadant Lyshav straalede gjennem Maurernes gamle By. Anderledes vel, men ikke prægtigere, havde Festlighederne lydt og Herligheden lyst, da Zegrier og Abencerrager i gyldne Rustninger, med vaiende Faner og prangende Indskrifter, rede til Kamp og Ridderspil. Halvmaanen blinkede og Østerlandets skjønne Døttre saae til fra de silkesmykkede Balustrader. Granadas meest pragtfulde Nutidsfest var jeg Vidne til, den brændte med Orientens Farvepragt og Solglands ind i min Erindring; Sang, Castagnetter og Instrumenters Lyd blandede sig med Kirkeklokkernes Klang, en saadan Storhed gaaer ikke ind af det ene Øre og ud af det andet. Det Skjønne, det Herlige bliver i Minde.

Granada har som Rom været mig en af de interessanteste Byer i Verden, et Sted, hvor jeg troede at kunne groe fast, og dog paa begge Steder skulde jeg fornemme Stemninger, som de Lykkelige, mindre Benervede, kalde sygelige.

Og i saadanne Stemninger skriver man Vers – Vers med bitter Smag, jeg gjorde det; til Straf skal Verset trykkes, det har ikke fortjent det, men jeg har fortjent det.

Med den Sang indeni, drog jeg afsted i Granadas Gader; Lystigheden svulmede rundt om, Bønder og Soldater sad ved Bordene med Xeres og Malaga i store Ølglas, Biscuit og tunge Druer laae opstablede foran. Fyrværkeriet lyste fra Alhambra, Villaerne deroppe paa Bjerget straalede med Lamperækker. Overalt, hvor man kom, var Trængsel, Lystighed og godt Humeur, det sprudlede, aandede rundt om mig, medens Tankens Frøkorn skød Stængel og blev Træ, hvorfra de sorte, bittre Frugter kunde rystes ned i Versemaal, een eneste kan være nok.

Hverken spansk Komedie eller spansk Ballet havde jeg endnu seet i Spanien, det var ikke Aarstiden, dog her i Granada, ved den festlige Sammenstimlen af Mennesker, havde man aabnet Theatret, det laae tæt ved Fonda de la Alameda og var indvendigt blevet malet op og pyntet med røde og grønne Silkefestons, Scenen derimod frembød de værste slidte, gamle Skjermbrætter, jeg endnu har seet. Her blev denne Aften givet en Vaudeville og en Ballet.

I fremmed Land hvor Ingen kjender En, eller bryder sig om at kjende En, har man den Velværen, uhildet at være sig selv; man er ikke omtaaget af tusinde Hensyn, bevidst eller ubevidst, man behøver ikke at frygte for at Ens Mening trommes ud og, som et Pidskesmæld i Alperne, faaer en Lavine af Krænkelse til at rulle over sig; man fornemmer strax, om man sidder i en Kreds af forelskede Løver, eller i en Kreds af smaa Zeuser fra Kritikens Olymp; man tør gaae fra Middelmaadigheden uden at forarge eller bemærkes af Kredsen; man seer og siger Feilen hos den, der staaer i Scenens første Geled, og tør glæde sig ved og klappe for Talentet, der endnu ikke er kommet i Nummer.

Med denne sikkre Følelse kom jeg, med denne sikkre Følelse sad jeg og lod den tarvelige Orchestermusik lire fort; jeg resignerede ved de Fjællebods Decorationer, resignerede endogsaa ved Komedien, der opførtes, den støvlede saa privat over Scenen, at jeg strax forstod, den havde ikke med Konst at gjøre; hele min Forventning samlede sig nu til Brændpunktet: Balletten; en saadan kjendte jeg endnu ikke i Spanien; paa intet af Theatrene havde jeg seet spanske Dandse i det spanske Land. Kun paa aaben Gade og i Forstue havde jeg i Murcia og Cartagena af Folket selv fornummet Castagnetternes Pulsslag, seet Bolero og Seguidilla, disse gracieuse, til Lidenskab voxende Dandse, hvad vilde Scenen ikke frembyde?

Balletten begyndte, den endte, – jeg saae den hele. Indholdet var et Slags Begyndelse til en af Casortis Pantomimer. En rædsom lang Karl, der saae ud som en keitet Haandværkssvend, traadte frem i Kappe og med Guitar, han greb i Strængene; den Elskede viste sig med Vifte ved Vinduet; snart steg hun ned paa Gaden, men de fik ikke Tid til at uddandse deres Kjærlighed; hendes Fader kom ud af Huset, Elskeren kastede sin Kappe over hende, hun løb afsted, og for nu at give hende Forspring, stillede han sig med sin Cigar foran den Gamle, bad ham om at faae tændt, det kunde ikke afslaaes; de gjorde begge Flikflak med Benene, det blev meget vanskeligt at faae Ild i Cigaren, og da den endelig brændte, var Jomfruen langt borte; og de pilede efter hende. Changement! Scenen forandredes til, hvad vi ville kalde et Slags Alleenberg, hvor der var en heel Deel Jomfruer forsamlede; de dandsede med Castagnetter, men det var som om de ikke havde lært det endnu, som om de aldrig havde været i Spanien. Det var en udsøgt Samling af grimme Fruentimmer, det maa have været svært i Andalusien at finde saa mange. Nu indtraf de Elskende, hvem Jomfruerne strax bade om at dandse den Dands, de vidste nok, og saa gjorde de nogle Gliedermanns Been for dem, »den er det!« skulde det betyde. Dandsen begyndte, men saa kom Fatter, og han kom i gode Hænder; hveranden Jomfru tog fat og snurrede ham rundt, hver tredie Jomfru skjenkede ham en Snaps, han drak den, blev glad og gemytlig; de Elskende knælede, han velsignede dem, og hele Selskabet dandsede Madrilena. Det var Balletten.

Jeg foldede mine smaa Hænder og raabte ikke: »Allah!« men »Bournonville! Bournonville, hvor er Du stor!« Jeg styrtede ud i den friske Luft, i den illuminerede Stad, som Maanen seilede hen over; jeg skulde ikke mere i Theatret i Granada; jeg havde seet Konsten der. Academiets Udstilling skulde vi see den næste Dag.

Oberst Larramendi førte os ind i Konstacademiet; der var Udstilling, først fra Naturens Haand i hele Kongeriget Granada, der vare colossale Pærer, Meloner, Løg, Græskar, alle udmærkede, men det kunde man ikke sige om Alt hvad her var fra Konstens Hænder. Spanien har Murillo, Velasquez, det indskriver endnu nye Navne af Betydning; her, som i andre Lande, mylrer med Konstnere, Alle ville have deres Lys paa Konstens Høialter, og der findes mange Lys, de store Alterlys tændes, brænde, lyse for Andre og fortære sig selv, det er deres Historie; men de ere just ikke alle indviede Voxkerter, der sættes frem, der ere mange Slags Lys, Stearin-, Vox- og Tællelys; nogle ere støbte, mange kun dyppede, nogle faae lang Tande, nogle løbe, andre sprutte, der er Vand i Tællen.

Saadant Noget har jeg tidt følt paa de forskjellige Udstillinger, jeg har besøgt, og jeg følte det ogsaa her. Hvad som meest glædede mig, var af en ung Spanier, Martin, hvem jeg, før jeg forlod Udstillingen, lærte at kjende. Academiet havde tildeelt ham Præmie for et helligt Billede, jeg vilde have givet ham den for hans Genrestykker.

Dronningen kjørte denne Dag op paa Alhambra til Banquieren Calderons prægtige Villa. Vi skulde fra en Have i Gaden tæt ved Byens Port see hele Toget, Oberst Larramendi førte os derhen, en ældre Baronesse med sin Datter beboede Huset; her vare mange Fremmede, meest Damer, vi sad paa Havens Muur og Terrasse, under mægtige Træer med Qvæder og Granatæbler. Damerne plukkede Roser itu og lode de fine Blade svæve ned over Dronningen, idet hun kjørte forbi. Husets Tjenestepige, i sort Silkekjole som de Andre og den smukkeste af dem Alle, lod ogsaa Rosenbladene flyve; hvor var hun smuk, ung, slank, svævende! vandblaae Øine havde hun, lange, sorte Silkefryndser til Øienhaar, skinnende Tænder og Smiil om Munden. Hun forstod godt at jeg beundrede hendes Deilighed, hun brød en duftende Blomst, gav mig den, og fløi saa afsted som en Svale flyver, og den skal man lade flyve!

Et Par Gange endnu, fra min egen Balcon, saae jeg Dronningen; hun med sin Gemal og Børn kjørte ud i Campagnen til et Laurbærtræ, under hvilket Isabella den Første, i Kampen med Maurerne, da hun engang var nær ved at blive fanget, skjulte sig. Træet og den lille Eiendom, hvorpaa det stod, var nu kjøbt af den regjerende Dronning; Veien derud førte over Zenil og Darro, netop hvor de to Floder forene sig. Darros vandfyldte Leie var for Øieblikket ikke bredere end en Rendesteen, man kunde skræve over, Zenils kun en flad Bæk; saa ringe tog sig ud for Øieblikket de to Floder, som i Historiens og Digtningens Verden bære store Navne; dog efter et Regnskyl, som det vi oplevede i Barcelona, kunne de vel hævde disse.

Efter sex Dages festlige Ophold forlod Dronningen Granada for at besøge Malaga.

Collin og jeg flyttede op til Alhambra, i Fonda de los siete suelos, der ligger op til Alhambras Mure, netop ved den tilmurede Port, gjennem hvilken Maurerkongen Boabdil red ud, da hans Skjæbne blev at beseires af Ferdinand og Isabella, og at see sig og sit Folk jaget ud af det Land, hvor de i Aarhundreder havde været Herrer.

Nede i Granada følte man endnu den varme Sommerdag, men heroppe i »siete suelos« var altfor afkølet, kun sjeldent faldt Solstraalerne mellem Løvet ind i Stuerne; man boede under skyggefulde Træer, ved pladskende Væld og rindende Vande; paradisisk maa her være i den glødende Sommertid, nu var det mig ikke varmt nok. – I Haven under Viinløvstræerne blev Middagsbordet dækket; Opvarteren løb med opsmøgede Skjorteærmer, tyndtklædt for afrikansk Varme, jeg trak min Vinterfrakke paa, da jeg skulde sidde her. Vandet var velsignet friskt og koldt, det smagte os bedre end den altid hede, spanske Viin, men det kolde Vand heroppe er smeltet Sneevand fra Sierra Nevada, og i al sin Velsmag saaledes ikke det sundeste. Før jeg tænkte derover, følte jeg mig syg. Collin kom i det brændende Solskin hjem fra en af sine Excursioner, hans Hoved smertede ham, som om det var kløvet, han var endnu mere syg end jeg, lagde sig strax tilsengs og forlangte en Læge. Men hvor var en saadan at finde? Jeg løb ned til Granada; Larramendi fik fat paa Lægen ved Regimentet Cordoba, der lovede snarest at indfinde sig. Jeg var i en Grad nerveus og afkræftet, da jeg gik hjem til Alhambra, at jeg var ved at segne. Doctoren fandt os Begge lidende, Collin havde stærk Feber. Det var en piinlig, lang Nat, som fulgte.

Paa Reise tør man ikke blive syg, og bliver man det, der er megen Alvor i den Sag; men i Alvorens Time lære Venner at skatte hvad de ere for hinanden, man glemmer sig selv, og der lyser Pintseflammer over alt det Gode og Fortræffelige, der er blevet os hverdags hos vore Kjære. Sympathien fornemmer, den har slaaet Rødder til et Træ, som man saa gjerne troer vil groe ind i Evigheden.

Den følgende Dag var det allerede bedre, og den paafølgende kunde vi igjen begynde vore smaa Udflugter; mine vare, og bleve senere dagligt, til det nærliggende Generalife, Maurerkongernes Sommerslot, Sultanaernes skyggefulde, vandgjennemrislede Have.

Kun nogle Skridt fra Fonda de los siete suelos ligger udenfor Alhambras gamle Mure en lille Venta, et Viintræ breder der sit Løvtag, under hvilket Bønder og Byfolk tidt tømme deres Viinflaske; en lille Bæk med glasklart Vand gjør Grændse ud mod Veien, et Par henkastede store Steen træder man paa; her er hverken Bro eller Bræt. Bag om Huset dreier en bred Kjørevei ind i en udstrakt Viin- og Kjøkkenhave, der pranger med Oranger og Granattræer, med Popler og Elme. Længst herinde ligger en venlig, skinnende hvid Villa, man kommer til den gjennem en Allee af gamle Cypresser og trævoxne Viinstokke, det er Generalife, Maurerkongernes Sommerslot, Sultanaernes kjæreste Opholdssted. Endnu blomstre her de smaa, terrassestillede Haver, med deilige, stærktduftende Blomster, og med rislende, klare Bjergstrømme. Stedet tilhører en rig, italiensk Familie, som aldrig kommer her, men sørger for dets Vedligeholdelse.

Et Par Slag med Jernhammeren, Porten aabnes, og vi træde ind i en lille aflang Have, hvor de blomstrende Myrtehækker staae beskaarne, som vore gammeldags Buxboms-Indhegninger; Vandet, klart og gjennemsigtigt, risler, styrter og bruser afsted gjennem et langt Marmor-Bassin. Til Høire prange Mure med Slyngplanter i rig Fylde, og Terrasser, hvor vi see de deiligste mørkerøde Roser mylre frem, ældgamle Cypresser løfte deres mørkegrønne Søiler. Til Venstre fører en mauriskbygget Buegang til de ved Corridor og Buer forenede Pavillons. Rundt om prange phantastiske Indslyngninger af Zirater og Vers, hugne og indgravede i den haarde Porcellains-Væg. Vi ere i et nyt Alhambra, mindre i Rigdom og Udstrækning, end det kongelige store ligeoverfor, men mere gjennemaandet af Liv. En Række Portraiter, deriblandt Boabdils, ogsaa Ferdinands og Isabellas, see ned til os fra Væggene. Haven selv blomstrer som i Sultanaernes Tid, mægtige Cypresser, der engang skyggede over hine fornemme Skjønne, groe her endnu i Kraft og Deilighed. Man stiger fra Terrasse til Terrasse, der vexler med Marmortrapper og opadskraanende Stier, belagte med brogede Smaastene. Øverst seer man paa hiin Side Havemuren kun den nøgne, stenede Grund; Bjerget skraaner opad, dets Kam bærer Ruiner af et gammelt, maurisk Fort. Engang strakte sig her blomstrende Haver, nu er det kun den tidselpikkede Cactus, der her sætter Blomst. Nede i Dybet flyder Darro, fra dens modsatte Bred løfter sig Jordsmonnet skraanende opad med Ruiner af et Kloster og med fattige Huse mellem udstrakte Viinhaver; her laae engang pragtfulde Marmorbade; Urtegaardsmanden støder Tid efter anden paa kostelige Mosaikgulve; vilde Laurbærhækker lægge deres hædersgrønnende Grene hen over skjulte Minder.

Generalife drog mig oftere til sig end selve Alhambra. Her var en Rosenduft, som i Digtninger fra hiin gamle Tid; de klare Vande styrtede endnu med den samme Rislen og Brusen; de ældgamle, mægtige Cypresser, stumme Vidner til hvad Sagn og Sange melde, stode med friske Grene i den Luft, jeg aandede; her levede jeg saaledes tilbage i den henfarne Tid, at det neppe havde overrasket, om Skikkelser fra Maurernes Dage vare skredne forbi i raslende Damask og funklende Brocade.

Digtere og Historikere omtale Abencerragerne som de skjønneste, meest ridderlige Mænd i Granada, deres Ædelmod og Menneskekjærlighed fremhæves, og der meldes, at alle Landets Qvinder, fra det fattigste Huus til Alhambras mægtigste Sultana, havde den største Sympathie for denne Slægt, og dette vakte hos de lige saa mægtige Zegrier Misundelse, der snart blev til dødeligt Fjendskab; da derfor nede i Granada, paa Maurerkongens Bud, skulde holdes Ridderspil, men med usaarlige Vaaben, kom Slægten Zegri forræderisk med dræbende Spyd og trængte ind paa Abencerragerne, disse grebe da ogsaa til det skarpe Værge. Kongen med sine Hofmænd sprang i Skræk og Overraskelse ned paa Kamppladsen og bød de Kæmpende skilles ad. Hadet voxte gjennem Aaringerne. Da var det, melde Historieskriverne, at fire Riddere af Slægten Zegri traadte frem for Kong Boabdil og fortalte, at de i Aftenstunden vare traadte ind i Generalifes Have, og der skjulte havde været Vidne til, at en af de stolte Abencerrager havde siddet Haand i Haand med den skjønneste Sultaninde, ja de havde seet og fornummet Kys. Boabdil lod i sin vilde Opblussen alle Abencerragerne kalde op til Alhambra; enkeltviis traadte de ind i Salen, der endnu bærer deres Navn; hver Een blev nedhugget og hans Hoved henkastet i den store Marmorkumme, hvorfra Blodet snart farvede Vandet i Alhambras Canaler. En af Pagerne, som havde været Vidne til sin Herres Mord, slap ud af Slottet og ned paa Veien, mødte og advarede en Skare af de hidkaldte Abencerrager, der da iilsomt vendte tilbage.

En ridderlig Kamp, en Guds Dom, skulde vidne i Sagen, for eller imod den skjønne, ulykkelige Sultaninde. Klædt i Sort stod hun paa det aabne Torv. De fire anklagende Zegrier mødte velbevæbnede, for i Kampen at hævde, ved Guds Dom, deres Udsagns Sandhed. Gud sendte Stridsmænd for hende, hedder det, de kæmpede, hævdede hendes Ære og frelste den, idet de i Kampen dræbte de fire Zegrier.

Stumme, mægtige Cypresser i Generalifes Have, hvad vidne I? Hvad have I seet? – Boabdils Fald, Maurernes Undergang! Til Eder naaede Jammerens Raab, da Alhama var falden.

Og Maurerne forsamledes og han forkyndte dem sit Tab; den Ældste af Præsterne forkyndte ham sin Skjæbne.

og han nævner Abencerragerne, og de Fremmede i Cordoba og Dommen. Sangen slutter:

Mægtige Cypresser i Generalifes Have, I hørte det, I saae første Gang den christne Fane vaie fra Alhambras høieste Taarn. I mægtige Cypresser ville groe i min Tanke, naar jeg hjemme i Norden gaaer under Bøgene eller sidder i den eensomme Stue ved Kakkelovnsflammen, og hvad nu kaldes Øieblikket, da er »gamle Minder«.

I Generalifes Have var det jeg fornam Vinterens første Berørelse, et Vindpust, et Kys, der fik Løvtræerne til at kaste i et Nu de gule Blade. Jeg var fra min Stue i »de los siete suelos«, gaaet ud i Solskinnet, der var stærkt nok til øieblikligt at opvarme mig, naar jeg frøs i den skyggebegravne Fonda. Kun et Par hundrede Skridt hen over Alleerne havde jeg at gaae, og da stod jeg ved Fjeldranden ud mod Granada, Solen brændte der og gjennembagte de støvede Cacteer, som med tunge Blade væltede ud over Skrenterne. Her laae en elendig Barakke, hvor en heel Zigeunerfamilie boede, de brune Unger løb der næsten altid nøgne med de marelokkede, sorte Haar ned over Skuldrene; de vare gjennemvarmede af Sommerdages Solskin i deres Levetid, de frøs ikke. Dybt nede saae jeg Granadas Gader, jeg saae den solbestraalede, nye Alameda, jeg saae hele den frodige Campagne, den rige Vega; det unge Korn paa Marken stod saa friskt grønt, som det var Foraarstiden, der i Sommerens sidste Dage pludselig var sprungen over Vinteren og nu allerede begyndte at raade dernede. Jeg saae heelt ud mod Bjergene, bag hvilke Malaga ligger, Veien jeg nu snart igjen skulde befare; Sierra Nevada løftede sin grønne Terrasse høit over Krat og Frugthaver; høiere oppe tog Bjerget vilde Former og øverst prangede det med evig Snee og Gletscher. Mit Øie fulgte Darro og Xenil i deres Forening, slyngende sig gjennem den frugtbare Dal. Med Eet løftede sig dernede en Røg, den tog til, bredte sig, som var det Røgen af en Skov- eller Hedebrand; paa tre forskjellige Steder, langt borte viste den sig; det var ikke Røg eller Ild, det var Støvet fra Landeveien, der blev løftet og baaret af en Stormvind. Rundt om mig, hvor jeg stod, var endnu blikstille, Vinden var ikke naaet hertil, men faa Øieblikke efter, idet jeg herfra traadte ind i Generalifes Have, kom pludseligt Skyer jagende forbi Solen, der fulgte et Vindkast, en Susen i Luften, Løvet faldt; det var, som rystede en Kæmpehaand Havens Træer. Det blev koldt, jeg syntes i et Nu at være flyttet hjem i Norden, studsede, skyndte mig ud af Haven, som kunde jeg løbe bort fra Efteraaret. Sydfra kom den iiskolde Vind, den foer hen, Skyerne med, – og Solen skinnede.

Norden havde kastet en Sneebold over i Afrikas Sandørken, den kastedes igjen tilbage, derfor den iisnende Vind, der ikke var mildnet ved noget Solkys. Anderledes kunde jeg ikke forklare det.

Vilde jeg igjen ret ind i Sommeren, rigtig gjennemvarmes, da behøvede jeg kun at stige ned i Granadas Gader, der var Luften varm, Solstraalerne brændte tilbage fra de hvide Huse og Mure, den samme glødende Luft raadede i Campagnen; for nu at faae saadan Opvarmelse, igjen at fornemme at jeg var i det solhede Spanien, gik jeg ned i Byen, ud af Porten til Cartuja, det for sin Rigdom og kostelige Pragt, som for sin udstrakte blomstrende Have, berømte Cartheuser-Kloster. Alle Fremmede, ja Folk i Granada selv sagde og gjentoge: »Har De ikke seet Cartuja, da har De ikke seet den største Herlighed, Granada har at fremvise; intetsteds i Verden seer De en saadan Herlighed! man kan ikke reise bort uden at have seet Cartuja.«

Veien derud var støvet og lang, Solstraalerne brændte, jeg fik lidt for meget af spansk Sol. Der var i hele Klosteret kun en eneste geistlig Herre, han førte os om; Klosterets Munke vare alle forjagne. Guld og Marmor var her nok af, men det forekom mig, at jeg i Italien, navnlig i Rom, havde seet lige saa Meget, som der var traadt frem i en mere smagfuld Form. Af al Herligheden i Cartuja har jeg i min Erindring kun beholdt ret levende et paa den hvide Muur, i en af Klosterets Haller, malet Kors; det er ikke muligt at see at det kun er malet; jeg maatte troe den geistlige Herre paa hans Ord og ikke mine Øine, thi de sagde: det er et virkeligt ophængt Kors. Døren til Kirken er af Elfenbeen, Perlemor og Palisander, det er den Herlighed, man saa høit berømmer, og hvorved Cartuja skal i Pragt og Storhed stilles sammen med Alhambra og Generalife.

Veien hjem førte gjennem Zigeuner-Qvarteret, en Barakby i en Cactusørken; de tunge, graagrønne Blade med deres Millioner spidse Syle dannede et uigjennemtrængeligt Krat; den røde Frugt blussede frem fra Bladenes piggede Rand. Hvor tidt mon vel Kniven er sleben til Drab herinde, hvor Barnet voxer op: »▶baaret i Synd og født i Misgjerning◀;« men hvor tidt har ikke ogsaa her Guds Solskin og Kjærlighed lyst til hans Skabning, meer end eet ædelt Træk aabenbaret sig, værd at besynges i Glæde og til Forherligelse. Mennesket skabtes i Guds Billede, det findes ogsaa i Pariaens Slægt. Du deilige Barn med de havblaae, sjælfulde Øine, Dig jeg saae, Dig, hvis Stemme jeg hørte, skal jeg møde Dig her mellem de henslængte, usle Barakker, Du Sangens Musa fra Eventyrenes Land! der sad foran et af Husene en gammel, sortbruun Gitana i broget Skjørt og med store Sølvringe i sine Øren; det graasprængte Haar faldt ned om de næsten sorte Skuldre, hun havde et langt Bambusrør i Haanden, det følte hun for sig med; hun var blind. Hun hørte paa vore Fodtrin at vi ikke vare af hendes Slægt; hun strakte Haanden ud, jeg lagde en Peseta i den; hun fremmumlede nogle Ord, som jeg ikke forstod; nogle halvnøgne, solbrunede Børn løb med deres bare Fødder altfor nær de piggede Cacteer og afskar med en lang Kniv den røde Frugt, sorte Øine gnistrede ud fra et Par af Barakkerne, men Sangens Musa kom ikke, og uden hende skal ikke Digteren synge. Derfor er her ingen Sang fra Zigeunerbyen.

Solen gik ned, da jeg nærmede mig Darro, ved hvis Leie den med Træer og Hækker bratopgaaende Fjeldhøide bærer Alhambra. Her var en Ro, en Stilhed, Alt saa alvorsfuldt drømmende.

Mellem Alhambras høie Mure og Generalifes Have, ikke langt fra Fonda de los siete suelos, tæt forbi den lille Venta, gaaer ned til Byen en Kjørevei saa steil, at den neppe kan befares af Vogne; en Bue af den gamle Vandledning fra Generalife ind til Alhambra danner ligesom en Portal over Veien. Figentræer og blomstrende Ranker hænge til begge Sider i rig Fylde over de forfaldne Mure. Det klare, gjennemsigtige Vand fra Generalifes Have risler over Steenbrokkerne; her, ind i Muur og Jordskrent, strække sig en Mængde dybe Huler, foran en af disse saae jeg oftere et gammelt Ægtepar sidde; maaskee de boede her; en Dag kogte Konen Mad ved en lille Ild, hun her havde tændt; senere saae jeg dem begge To have den Nydelse at ryge en Cigar; det vil sige, de skiftedes til at ryge een og den samme, først Manden saa Konen, der var noget ægteskabeligt Trofast deri, man kunde tegne det og skrive derunder »Huuslig Lykke og dog kun een Cigar«, ikke at tale om, at de slet ikke havde Huus til deres huslige Lykke.

I steil Skraaning helder Veien sig med bestandig Slyngning mellem Alhambras Muur og en Klippebratning, en Æltning af Leer, Kalk og uendelig smaa Stene; enkelte Partier ere overgroede med Cactus, man seer ligesom en heel Styrtning, et Fald af gigantiske Bladeplanter. Veien her er en af de meest romantiske Huulveie, man kan tænke sig; ved hver Svingning, enten man seer frem eller tilbage, viser sig et nyt Billede, steile, truende Klipper, røde Mure og fremspringende Taarne; et af disse er ved sin slanke, svævende Bygning, sin ægte mauriske Stiil, fortryllende deiligt, jeg kunde ikke vende mit Øie derfra, det var, som maatte tilvisse en af de skjønne Sultaninder atter vise sig her, hvor, uforstyrret af al Nutids Nyt, man gled tilbage i hiin for os ved Digtning saa romantiske Tid.

Veien kaldes de Dødes Vei, idet her om Aftenen de Døde føres fra Alhambra ned for at jordes; jeg gik den oftere, en Bro fører over Darro, der tæt ved i Gaden ligger et gammelt maurisk Badehuus, nu forvandlet til Beboelsesleilighed og Oplagssted for den Papirfabrik, vor Landsmand, Hr. Visby, forestod. Huset har iøvrigt ikke det sædvanlige mauriske Præg, de lette Søiler, de hesteskoformede Vinduer, det er tungt bygget med en Mængde Rococo Forziringer. En søilebaaret Buegang omslutter i Fiirkant en Have, vildgroet med Roser, Oleander og Granattræer; Vandet pladsker og risler derinde som overalt i Granada.

Salvator Rosa vilde, om han havde levet her, vistnok taget de Dødes Vei til Baggrund for en eller anden Røverscene. Det var saa nervepirrende at vandre her efter Solnedgang; de høie Cacteer løftede deres tunge Blade, som Hoveder, der tittede frem; Mørket rugede inde i de dybe Muurrevner og Jordhuler, og mødte man nu et Par bevæbnede Bønder eller saae formummede Skikkelser bære den Døde i aaben Kiste, da behøvede man ikke en Don Quixotes opstyltede Phantasie for at leve ind i Riddertid og Røvertid. Indbydende var her til Overfald, og en lille Forestilling om samme fik vi da ogsaa heroppe og det seet i al Beqvemmelighed, fra vor egen Balcon.

En Deel unge Karle havde drukket lidt for meget i den viinskjenkende Venta ved Generalifes Have; Kjærester vare med og maaskee Aarsag til Striden.

Collin og jeg sad i vore Stuer og hørte langt borte et gjennemtrængende Hviin; jeg troede, det var Skrig af Dyr; det gjentoges, det lød nærmere, og snart fornam vi, at det var Fruentimmer, der udstødte disse Angestens Hyl. Ovre hos Gjenboens lukkede man Døre og Porte, ligesaa hos os. Vi traadte ud paa Balconen, det var mulmmørkt i Alleen, kun fra vor Fonda faldt Lysskjæret hen over Veien mod Gjenboens hvide Muur. Et Menneske skreg høit: »hjelp! hjelp! han myrder mig!« og i vild Flugt styrtede En forbi, forfulgt af to Andre. Vi saae deres Knive blinke. Fruentimmerne flygtede ind i det mørke Krat. Dybe, hæse Mandsstemmer bandede, skjældte, der hørtes en Allarm, en Pryglen, man fornam hvert Slag; det var, som om de med en vældig Knippel bankede Sophapuder ud. Slagene faldt saa tunge og stærke; et eneste vilde have knækket min Rygrad; det var uhyggeligt, rædsomt!

Næste Morgen laae Valpladsen udenfor i Skjønhed og Ro; Solstraalerne spillede mellem Træernes Grene, Vandspringet pladskede, det klare Vand i Grøfterne strømmede forbi og bar Blade af friskafplukkede Roser. Castagnetter klang; en smuk, ung Knøs, klædt i Fløiel og med velkæmmet Haar, dandsede midt paa den støvede Vei med en neppe tolvaarig Pige, reenlig, men fattig klædt, hun var i kornblaa Kjole og rosenrødt Forklæde, en guul Georgine havde hun i sit sorte Haar, Dandsen var gracieus og tilsidst fuld af Lidenskab; Bifaldsklap og Penge kastedes til dem fra Balconerne.

Der kom en Flok festligklædte Zigeunere, vist en heel Familie, Fruentimmerne i skrigende Farver og med ildrøde Blomster i det skinnende sorte Haar, ogsaa de ganske smaa Børn, der bleve baarne, havde hver en Blomst i Haaret, de vilde op til Alhambra.

Da jeg kort efter kom derhen, for endnu engang at see dets Herlighed, maatte jeg og mange Fremmede vente en god Stund. Løvegaarden og de to Søstres Sal bleve efter Hendes Majestæt Dronningens Befaling photographeret af en berømt, engelsk Photograph; han var i fuldt Arbeide, Ingen turde indlades, det vilde forstyrre. Vi saae fra den aabne Bue derind; hele Zigeunerfamilien, som jeg nylig havde seet komme, var kaldt herop for at danne levende Personer i Billederne. De stode og laae grupperede i Gaarden; et Par af de mindste Børn vare aldeles nøgne, to unge Piger, med Georginer i Haaret, stode i Dandsestilling og holdt Castagnetter; en gammel, uendelig grim Zigeuner, med et langt, graat Haar, heldede sig op til en af de slanke Marmorsøiler og spillede paa Zambomba, et Slags Rumlepotte; en fed, endnu ganske kjøn Kone, med et opkiltret, broget Skjørt, slog Tambourin. Billedet var færdigt i et Nu, som jeg ikke kan give det i Beskrivelse. Maaskee seer jeg det igjen, men det var tilvisse sidste Gang, jeg saae Alhambra.