I Sverrig
Digteren, Vennen,
den ædle
tilegnet
I
Vi reise
Det er deiligt Foraar; Fuglene synge, – Du forstaaer ikke deres Sang? Saa hør den da i fri Oversættelse.
»Sæt Dig paa min Ryg!« siger Storken, vore grønne Øers hellige Fugl, »jeg bærer Dig over Sundet. Sverrig har ogsaa friske duftende Bøgeskove, grønne Enge og Kornmarker; i
»Flyv med mig«, siger Svalen, »jeg flyver over
»Kom med! kom med!« skriger den urolige Maage og flyver i ventende Kredse. »Kom med til
»Hvil Dig mellem vore udspændte Vinger!« synge de vilde Svaner. »Lad os bære Dig op til de store Søer, de evigt brusende
Det er Fuglenes Sang! skulle vi
Sverrig! hvor i Oldtid hellige
Sverrig! Du Land for den dybe Følelse, de inderlige Sange, Hjem for de klare Elve, hvor vilde Svaner synge i Nordlysskjær. Du Land, paa hvis dybe stille Søer
II
Trollhättanse kort 1-2. Byens attraktion var Göta älvs vandfald og et omfattende slusesystem, som gjorde elven farbar mellem Kattegat og Vänern. Arbejdet blev indledt 1749, Trollhätte kanal åbnedes 1800, og sammen med Göta kanal, der blev udgravet fra 1810 til 1832, dannede den en vandvej gennem Sverige.
Hvem traf vi ved Trollhättan? Ja, det er en mærkelig Historie og den ville vi fortælle.
Vi stege i Land ved den første Sluse, og stode som i et
»Om tre Timer ere vi gjennem Sluserne«, sagde Capitainen, »i den Tid kunne De see Faldene. Ved Værtshuset deroppe træffes vi igjen«.
Vi gik ad Stien gjennem Skoven, en heel Skare barhovede Drenge omringede os, Alle vilde de være vore Førere; den ene skreg i Munden paa den anden, hver gav sin modsigende Forklaring, hvor høit Vandet stod og hvor høit det ikke stod, eller kunde staae; der var ogsaa her stor Uenighed blandt de Lærde. Og snart standsede vi paa en lyngrød Klippe, en svimmelgjørende Terrasse; foran os, dybt nede, det brusende Vand:
Og det havde her heller ikke vore skrigende smaa Førere, stumme stode de, og da de igjen begyndte med Forklaringer og Fortællinger kom de ikke langt dermed, thi en gammel Herre, Ingen af os havde tidligere lagt Mærke til ham, men han var nu mellem os, trængte anderledes igjennem med sin forunderlig klingende Stemme; han vidste Besked om Stedet og om gamle Dage, som om disse havde været igaar.
»Her paa Klippeholmene,« sagde han, »var det i hedenske Tider, som de jo kaldes, at Kjæmperne afgjorde deres Strid.
»Ja, Skrædderklinten!« raabte alle Drengene, »den styrtede i Aaret 1755.«
»Styrtede!« sagde Manden, ligesom i Forundring over at Andre end han kunde vide det. – »Alting styrter en Gang, og Skrædderen strax. Røverne havde stillet ham op paa Klippen og forlangte, at vilde han løses fra dem, da skulde hans Løsepenge være, at han deroppe ihast syede en Klædning færdig; og han prøvede ogsaa paa det, men ved det første Sting, idet han trak Traaden ud, svimlede han ned i det brusende Vand; og saa fik Klippen Navn af Skrædder-Klinten. En Dag fangede Røverne en ung Pige, hun forraadte dem; hun tændte en Ild derinde i Hulen, Røgen blev seet, Hulen fundet og Røverne fangne og dræbte
Og vi gik videre, langs Faldet, henimod
»Over til Øen der kan da aldrig Nogen komme?« sagde Een af vort Selskab, pegende mod den større Ø ovenfor det øverste Fald.
»Jeg veed dog een,« sagde den Gamle og nikkede med et
»Ja det kunde min Bedstefader,« sagde den største af Drengene, »men ellers kommer der knap nogen hvert hundred Aar. Korset, der er sat op derovre, har min Bedstefader sat. Det havde været en haard Vinter, hele
En af de Reisende citerede
»Vildt Göta störtade från Fjällen,
Hemsk Trollet från sit Toppfall röt!
Men Snillet kom och sprängd stod Hällen,
Med Skeppen i sit Sköt!«
»Stakkels Trold,« vedblev han, »det gaaer
Den snaksomme Gamle gjorde en Grimasse, mumlede noget i Skjægget – – men vi vare netop ved Broen udfor Vertshuset, Dampskibet gled gjennem den aabnede Vei, Enhver skyndte sig med at komme ombord, og snart tog det Fart hen ad Elven oven for Faldet, som om dette slet ikke var.
»Og det lader sig gjøre!« spurgte den Gamle. Han kjendte slet ikke til Dampskibe, havde aldrig før i Dag seet et saadant, og derfor var han ogsaa snart oppe, snart nede; nu stod han ved Maskineriet og stirrede ned paa den hele Sammensætning, som skulde han tælle Nagler og Skruer, nu var han høit paa
Hele Natten paa Wenern sov han ikke; han studerede Dampskibsfarten; og da vi i Morgenstunden fra Søen steg op ad Sluse-Terrasserne, høiere og høiere, fra Sø til Sø, hen over Høisletten, høiere, altid høiere, var han i en Travlhed, der syntes ikke at kunne blive større; og vi naaede
»Og Alt dette gaaer naturligt til,« sagde han, »simpelt og begribeligt. Skibene gaae mod Vind og mod Strømmen, seile op over Skove og Bjerge, Vandet maa løfte, Dampen maa drive?«
»Ja,« sagde jeg. – »Ja,« sagde han, og atter ja, med et Suk – – det forstod jeg ikke den Gang, men Maaneder efter forstod jeg det, og til den Tid vil jeg strax gjøre Springet, og vi ere igjen ved Trollhättan. Jeg kom her
»Götha kom i dans från
Kölar spelte på dess lugna flod;
Plötsligt ur en borg af hällar
Trollhättan i hennes förväg stod.
Skum och fasa Trollet kring sig spydde,
Seglarn såg, och bäfvade och flydde.
Snillet kom – med mäktig hand
Slog det klippan, som föll ner och lydde.
Ock knöt så ihop, i evigt band
Ocean och fjällboens land.«
Jeg saae op fra Bogen og hvem stod foran mig, stod for at gaae igjen – den Gamle fra Trollhättan; medens jeg havde flakket om heelt op til
»Man spiser Frokost i London, og samme Dag drikker man Thee i Edinburgh.«
»Det kan jeg,« sagde Manden, og det sagde han som om Ingen uden han kunde det.
»Jeg kan ogsaa,« sagde jeg, »og jeg har gjort det.«
»Og hvem er da De?« spurgte han.
»En sædvanlig Reisende,« svarede jeg, »en Reisende, der betaler for Befordringen. Og hvem er De?«
Da sukkede Manden. »De kjender mig ikke, min Tid er forbi, min Magt er ingen, Blodløs er stærkere end jeg.« – – Og saa var han borte.
Da begreb jeg hvem han var! ja hvor en stakkels Bjergaand maa være tilmode, der kun hvert Aarhundred kommer op for at see, hvorledes det gaaer fremad paa Jorden. Det var Bjergaanden og ingen anden, thi i vor Tid er ethvert oplyst Menneske betydeligt klogere; og jeg saae med en Slags stolt Følelse paa min Tidsalder, med de susende Hjul, de tunge Hammerslag, Saxen der klipper saa blødt i Metalplader, de tykke Jernstænger, der knækkes som en Stang Lak, og Musiken, hvor Hammerslaget lyder: »Banko, Banko, hundredtusind Banko!« og alt ved Damp – ved Aanden og Aanden.
Det var Aften; jeg stod paa Høiden ved Trollhättans gamle Sluser, saae Skibene med udspændte Seil glide hen over Engen, som Spøgelser, store og hvide.
III
Fugl PhønixFøniks; ifølge græske sagn en fugl, som i en evig cyklus brænder sig selv op og derefter genopstår af sin egen aske. Den blev brugt i kristen sammenhæng som billede på evighed og udødelighed.
I Paradisets Have, under Kundskabstræet, stod en Rosenhæk; her, i den første Rose, fødtes en Fugl, dens Flugt var som Lysets, deilig dens Farve, herlig dens Sang.
Men da Eva brød Kundskabens Frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra
Fuglen omflagrer os, hurtig som Lyset, deilig i Farve, herlig i Sang. Naar Moderen sidder ved Barnets Vugge er den ved Hovedpuden, og slaaer med Vingerne en Glorie om Barnets Hoved. Den flyver gjennem Nøisomhedens Stue, og der er Sol-Glands derinde, den fattige
Men Fugl Phønix er ikke alene Arabiens Fugl, den flagrer i Nordlys-Skjær paa
Fugl Phønix! Kjender Du ham ikke? Paradisets Fugl, Sangens hellige Svane. Paa
Fugl Phønix! Kjender Du ham ikke? Han sang dig
Paradisets Fugl! fornyet hvert Aarhundred, født i Flammer, død i Flammer, dit Billed indfattet i Guld hænger i de Riges Sale, selv flyver Du tidt vildfaren og eensom, – et Sagn kun: Fugl Phønix i Arabien.
– I Paradisets Have, da du fødtes under Kundskabstræet, i den første Rose, kyssede vor Herre dig og gav dig dit rette Navn – Poesien.
IV
Kinnekullese kort 2.
Kinnekulle, du Sverrigs
Den mindst besøgte Side af Kinnekulle har just det meest Characteristiske; derhen ville vi. Veien gaaer endnu et langt Stykke paa denne Side af Bjerget, trinviis ned ad i lange Terrasser af rige Marker; lavere endnu trænger Steenskiferen sig frem pletviis, et grønt Mos ligger over den, det seer ud som
Sletten aabner sig her bag Kinnekulle, milevidt mod Horizonten strækker den sig; en Regnbyge staaer paa Himlen, Blæsten er taget til; see hvor Regnen som et formørkende
I Kirkens Gang til Venstre staaer endnu fra gammel Tid et udskaaret Træbillede, broget malet; Farverne ere endnu stærke; det er Guds Moder med Jesusbarnet. Der er hængt friske Blomsterkrandse om hendes og Barnets Hoved, duftende Guirlander slynge sig om Fodstykket, saa festligt som paa
Gudsmoders Billed synes at forynges ved de friske Krandse; de duftende Blomster have her en Kraft, som Poesien har den, de drage de hensvundne Aarhundreders Dage tilbage i vor Tid. Det er som om den slukte Glorie om Billedet lyste igjen; Blomsterne dufte, man troer at fornemme Røgelse strømme atter gjennem Kirkegangen, det lysner om Alteret som tændtes de indviede
V
Bedstemoder
Bedstemoder er saa gammel, hun har saa mange Rynker og et ganske hvidt Haar, men hendes Øine de skinne ligesom to Stjerner, ja de ere meget smukkere, de ere saa milde, saa velsignede at see ind i. Og saa kan hun de deiligste Historier, og hun har en Kjole med store, store Blomster, det er saadant noget tykt
Nu er Bedstemoder død. – Hun sad i Lænestolen og fortalte en lang, lang deilig Historie: »Og nu er den ude,« sagde hun, »og jeg ganske træt, lad mig nu sove lidt.« Og saa lagde hun sig tilbage og hun trak Veiret, hun sov; men det blev mere og mere stille, og hendes Ansigt var saa fuldt af Fred og Lykke, det var ligesom der gik Solskin over det, og saa sagde de, hun var død. Hun blev lagt i den sorte Kiste, hun laae svøbt i det hvide Linned, hun var saa smuk, og dog vare Øinene lukkede, men alle Rynkerne vare borte, hun laae med Smiil om Munden; hendes Haar var saa sølvhvidt, saa ærværdigt, man blev slet ikke bange ved at see paa den Døde, det var jo den søde,
Paa Graven, tæt under Kirkemuren, plantede de et Rosentræ, og det stod fuldt med Blomster, og Nattergalen sang over det, og inde fra Kirken spillede Orgelet de smukkeste Psalmer, der stode i Bogen under den Dødes Hoved. Og Maanen skinnede lige ned paa Graven; men den Døde var der ikke; ethvert Barn kunde ved Nattetid roligt gaae hen og plukke en Rose der ved Kirkegaards-Muren. En Død veed mere end alle vi Levende vide, den Døde kjender den Angest vi ville føle for Noget saa sælsomt, som det at de kom til os; de Døde ere bedre end vi alle, og saa komme de ikke. Der er Jord over Kisten, der er Jord inden i den. Psalmebogen med dens Blade ere Støv, Rosen med alle sine Erindringer er faldet i Støv; men ovenfor blomstre nye Roser, ovenfor synger Nattergalen og Orgelet spiller; man tænker paa den gamle Bedstemoder med de milde, evig unge Øine. Øine kunne aldrig døe! vore skulle eengang see hende, ung og smuk, som da hun første Gang kyssede den friske, røde Rose, der nu er Støv i Graven.
VI
Cellefængselet
Ved Adskillelse fra andre Mennesker, ved Eensomhed med sig selv i vedvarende Taushed, skal Forbryderen straffes og forbedres; derfor byggede man Cellefængseler. I Sverrig findes flere, og nye bygges. Jeg besøgte første Gang et i Mariestad. Som et stort Lyststed ligger denne Bygning, hvidkalket, smilende, med Vindue ved Vindue i en smuk Natur, ved et rindende Vand tæt udenfor Staden. Men snart opdager man, at der hviler en Gravs Stilhed over den, det er som om Ingen boede her, eller som en i
VII
Tiggerdrenge
Maleren
Ved Canalveien mellem Wenern og
Den mindste havde omkring sig Noget, der vist engang havde været en meget
Den anden Dreng havde kun Beenklæder paa, de vare ogsaa lasede, men Laserne vare bundne fast ind til Lemmerne, bundne med Seilgarn; een Traad ved Anklerne, een under Knæet og een ovenover, og dertil rundt om Livet; han holdt dog sammen om hvad han havde, og det er altid respectabelt.
»Pak jer!« raabte Capitainen fra Skibet, og Drengen med de fastbundne Laser vendte sig om, og vi – – ja, vi saae ikke andet end Seilgarn, i Sløife,
VIII
WadstenaVadstena; se kort 2.
Ovre i Sverrig er det ikke blot paa Landet, men selv i flere af Kjøbstæderne der, at man seer hele Huse af Græstørv eller med Græstørvs Tag, ja enkelte ere saa lave, at man let kan springe derop og sidde paa det friske
Mellem Motala og Wadstena, tæt ved Landeveien, er et
Til Baggrund for dette Billede ligger
Saaledes tænkte den fromme Abbedisse, og der har været Søstre, der tænkte og handlede som hun; men ogsaa det er vist, at i samme Have stod et
Der reiste sig om Aftenen en Storm fra Søen, og om Morgenen efter laae det store Træ omkastet, Stammen var knækket over, og ud af den var væltet spæde Menneskebeen; i Græsset laae skinnende de hvide Been af dræbte Nyfødte
Den fromme, men kjærlighedlidende Søster Ingrid, denne Wadstenas
Hvor rører de unge Hjerters Nød! den lyder til os fra det muldne Pergament, den klinger i gamle Sange; bed den graa Moerlille i Græstørvhuset synge dig om den unge, tunge Sorg, om Frelsens Engel – og Engelen kom i mange Skikkelser. Du vil høre
Den Gamle synger dig ogsaa om
Nætter og Dage kjæmpede han mod sin Elskov, Nætter og Dage leed han i unævnelig Qval, – men tilsidst – der behøves kun een Dugdraabe, eller een Solstraale, for at den fuldmodne Rose aabner sig. – Agda maatte han
Allt öfver skön Agdas arm
Hun var død for ham og Verden.
Men en Nat i ondt Veir, mens Regnen strømmede ned, kom Olof Tyste til Klostrets Muur, kastede Rebstigen over den, og hvor høit end Wettern løftede sine Bølger, fløi Olof og liden Agda denne Høstnat hen over det bundløse Dyb.
Om Morgenen tidlig savnede Nonnerne liden Agda; hvor blev der en Raaben og Skrigen: Klostret er vanæret! – Abbedissen og Mickel Kræmmer svore, at Hævn og Død skulde ramme de Flygtende. Linköpings strænge Biskop
Her skulde deres Bryllup staae; Gjæsterne vare indbudne, og en Munk fra det nærliggende
Tung og bitter var deres Vandring – tilsidst fandt de dog et Hjem; det var i
Gjæster vare indbudne, Grøden sat frem, og nu kom Sognets Geistlige for at læse Bønnen, men medens han læste kjendte han Olof og Agda, og Bønnen blev Forbandelse over de to; Angest og Skræk kom over Alle; man jog de Banlyste ud af Huset, ud i den stærkeste Frost, hvor Ulvene gik i Flokke og Bjørnen ikke var nogen Fremmed. Og Olof fældte
»Vor Herre er almægtig og naadig, han vil ikke slippe os,« sagde hun. »Han har En her paa Jorden, En, som kan frelse os, En, der har prøvet som vi at vandre om mellem Fjender og vilde Dyr; det er Kongen. – Kong
Kongen var i Wadstena, derhen havde han samlet Rigets
Og gjennem Skove og ad
Og Kongen saae med Mildhed til dem, og da hans
»Krist gif en sådan Engel
Kom’ tog’ båd’ mig och dig!«
Nu skinner Solen gjennem den aabne Klosterport, – det er i vore Dage, – lad Sanddruheden lyse ind i vore Hjerter, lad os erkjende ogsaa Klostrets Deel af Gud! ei hver Celle var just et Fængsel, hvor den fangne Fugl slog fortvivlet mod Ruden, ogsaa her fandtes Solskin fra Gud i Hjerte og Sind; ogsaa herfra udgik Trøst og Velsignelse; om de Døde kunde opstaae af Graven, de vilde vidne derom; om vi saae dem i Maaneskinnet løfte Ligstenen og skride frem mod Klostret, de vilde sige: »velsignet være disse Mure!« om vi saae dem i Sollyset svæve paa Regnbueskjær, de vilde sige: »velsignet være disse Mure!«
Hvor forandret er Du nu, Du det rige, mægtige Wadstenakloster, hvor Landets fornemste Døttre vare Nonner, Landets unge adelige Sønner bare Munkekutten! herhid gik
Vi gaae hen imod Klosterbygningen, den gamle Rest der endnu er tilbage, vi træde ind i St. Birgittas Celle, den staaer uforandret endnu; lav, snever og lille er den; fire smaabitte Ruder er hele Vinduet, men man seer derfra ud over Haven, hen over Wettern, det samme skjønne Landskab, Helgeninden saae som Ramme om sin Gud, medens hun læste sin Morgen- og Aftenbøn. I Gulvets Teglsteen er indgravet en
Fra den fattige Celle træde vi ind i en endnu ringere, en endnu mere snever og kold, hvor det ringe Daglys falder ind af en lang Sprække i Muren; aldrig var der Glas for, Vinden blæser herind; hvo var hun, som engang boede her?
Vor Tid har indrettet lyse, lune Værelser tæt ved, en heel Række aabner sig langs den brede Gang, man hører lystig Sang, – men ogsaa Latter og Graad, underlige Skikkelser nikke til os. Hvo ere disse? Sanct Birgittas rige Kloster, hvorhen Konger valfartede, er nu Sverrigs
Træd let hen over Gulvet, din Fod træder paa Frommes Grave! den flade
Een Grav søge vi, den kjendes ikke, glemt er den, som hun i sin Levetid blev det; og hvo var hun? Klostersøsteren
Vi træde ind i Sacristiet; her under dobbelte Kistelaag hviler Resterne af en Tidsalders Helligste i Norden, Wadstena-Klostrets Glands og Krone, St. Birgitta. Den Nat hun fødtes viste sig paa Himlen, siger Legenden, en straalende Sky, og paa den stod en majestætisk Jomfru, som sagde: »
Stor og herlig var engang Wadstena. Stor Klostrets Vælde, som St. Birgitta i Døden saae den; hvor er nu Klostrets Magt? Gravstenen gjemmer den, kun Gravene tale om den. Her, under vor Fod, kun faa Trin fra Kirkedøren, er i Stenen hugget fjorten Ringe, de melde, at fjorten Gaarde bleve skjænkede Klostret, for at han, som smuldrer her, kunde faae denne Plads fjorten Fod indenfor Kirkedøren; det var
Gustav den Første Wasa var Herskermagtens Sol, i den maatte Klosterstjernen blegne. Endnu staaer i Steenomrids Wadstenas rige Slot, som han reiste med Taarn og Spiir tæt ved Klostret. Fjernt ude fra Wettern sees det, som stod det endnu i sin Herlighed; nærved, i maaneklare Nætter, synes det uforandret det samme, thi de favnetykke Mure staae, Udhugningerne over Vinduer og Porte hæve sig i Lys og Skygge, Voldgravene rundt om, der kun ved den smalle Kjørevei skilles fra Wettern, optager som Speilbilled den mægtige Bygning.
Vi staae foran den ved Daglyset; ikke een Rude findes, Brædder og gamle Dørre ere slaaede fast i Vindueskarmen; kun paa de to Taarne staae Kuplerne, tunge, brede, lignende kolossale Paddehatte. Den enes Jernspiir kneiser endnu rankt i Veiret, det andet er bøiet og som Viseren paa en Solskive, viser det Tiden – Tiden der er gaaet. De andre to Kupler ere nedfaldne, Faar springe mellem Bjælkeresterne, og nederst er Rummet benyttet til Kostald.
Vaabenet over Porten har ei
Vi gaae ind i
Her staae vi i det kongelige Brudekammer, hvorhen Kong Gustav førte sin tredie Gemalinde,
Gustav af de
I November hjemkom Ridder Gustav af de tre Roser; hans kloge, ædle Moder Kristina Gyllenstjerna mødte ham ved Landets Grændse, forberedte ham, trøstede og mildnede hans Sind; i langsomme Reiser fulgte hun ham til Wadstena, hvor de begge af Kongen bødes at blive Julen over. De adløde, men at komme til Kongens Taffel eller andet Sted, hvor Dronningen fandtes, dertil var Ridder Gustav ikke at bevæge. Julen nærmede sig. En Søndagaften sad Gustav trøstesløs, Natten blev lang og søvnløs, ved Daggry søgte han ind i Byens Kirke til
Fra en
Kun naar de store Træluger aabnes i Salene falde Solstraalerne herind; i deres dreiende Søiler svæver Støvet, der løftes af Lufttrækket. Herinde er nu Oplag af Korn. Fede, store Rotter bygge i disse Haller. Ædderkoppen spinder til Sørgefaner under Bjælkerne. Det er Wadstena Slot.
Veemodige Tanker opfylde os. Vi vende Øiet derfra henimod det lave Huus med Græstørvtaget, hvoroppe det lille Lam græsser under Kirsebærtræet, som bestrøer det med sine duftende Blade. Ned til Græstørven bøier Tanken sig fra det rige Kloster, fra det stolte Slot, og Solen slukkes over Græstørven, og den gamle Moerlille gaaer at sove under Græstørven; under den ligge Wadstenas mægtige Minder.
IX
Marionetspillerenperson, der styrer de bevæglige dukker på et dukketeater ved hjælp af stænger eller snore (marionetteater).
Der var paa Dampskibet en
Det var i Slagelse, sagde han, jeg gav en Forestilling paa Postgaarden, og havde brillant Huus og brillant Publicum, aldeles
Og jeg, som Landsmand, fortæller det naturligviis strax igjen, blot for at fortælle.
X
Skjærgaardene
Canalreisen gjennem Sverrig gaaer først bestandig opad, gjennem Elve og Søer, Skov og Klippeland; fra Høiden seer man ud over Skovstrækninger og Vande, og lidt efter lidt synker Fartøiet igjen ned af Bjergterrassen; ved
Vi flyve mod Vind og Sø, som var det
»Dagen er saa lang og lys, Sælhunden sidder derude paa Stenen og gøer i den tidlige Morgen, og alle Dampskibene fra Canalen maa her forbi! jeg kjender dem allesammen! og naar saa om Aftenen Solen gaaer ned, er det en heel Historie at see ind i Skyerne over Landet; i Sølv og i Guld, i Rødt og i Blaat staae Bjerge med Slotte, seilende Drager, der have Guldkam, eller en gammel Kjæmpe med Skjæg til Maven, altsammen af Skyer, og altid skifte de. Ved Efteraarstid kommer Stormveiret, da er det nu tidt en Angest, naar Fader er ude at hjælpe Skibe i Havsnød, men man bliver ligesom et nyt Menneske derved. Om Vinteren ligger Isen fast, og man kjører fra Ø til Ø og til det faste Land; og faae vi Besøg af Bjørnen og Ulven, saa tage vi hans Skind til Vinterpels! varmt er der i Stuen, og der læses og fortælles om gammel Tid!«
Ja gamle Tid, hvor ruller du op med Erindringer just her i disse Skjærgaarde. Gamle Tid, da Alt tilhørte den Tappre. Disse Vande, disse Klippeøer og Strande saae Helte, mere storvirkende end godvirkende, de svingede, til
Disse dybe Vande bar Vikingens Skib, og naar den Stærke i Kampen løftede Jernankeret og kastede det mod Fjendens Fartøi, saa Planken gik itu, styrtede I eders mørke, tunge Søer ind i Rummet, saa Skuden sank. Den vilde
Da hæver sig for os igjen paa Øen derhenne, hvor Vinden nu suser i den unge Fyrreskov, Huset af Bjælker, Taget med Bark; gjennem Lufthullet hvirvler Røgen fra Ilden paa den brede Steen i Hallen, hvor tætved
Du kommende Sanger, Du meisle af Sagnene de forsvundne Skikkelser, Du befolke disse Øer, og lade os ved Aandens Kraft glide forbi Oldtidsminder, klare og sande, som vi ved Dampens Magt nu flyve forbi det faststaaende Sceneri, det svulmende Hav, Klipper og Skjær, Fastland og skovgroede Øer.
Vi ere alt
Oldtids-Minder gjennemflyve Tanken! Oldtids Skueplads for
XI
Stockholm
Vi
Runerne trille! seer Du. I den hvidgraa Morgentaage komme skovgroede Klipper tilsyne; talløse Skarer af vilde Fugle bygge trygt deres Rede her, hvor Mälarens
Skyerne jage forbi, Aarene som de.
Jæger og Fisker reiser sig en Hytte; – den staaer igjen forladt her, hvor kun Søefuglene have hjemme; hvad skræmmer saa disse talløse Flokke? Maage og Vildand flyve skrigende om, der hamres og pæles,
Skyerne gaae, Aarene gaae. Seer Du, hvor Gavlene voxe, der kommer
Fra
Vi stige ned af den brede Kongetrappe; foran den, hvor fordum Olof Skjødkonning spændte Jernkjæder over Mälarens Løb, er nu en prægtig Bro med Boutiker foroven og »
Det er Broen her, som forbinder Stockholm med Norrmalm, hvor største Delen af den fornemme Verden boer i to lange, berlineragtige Gader; dog af alle de store Huse ville vi kun besøge eet, og det er Theatret.
Vi gaae ind paa Scenen selv, den har historisk Betydning. Her ved første Coulisse fra Lamperækken tilhøire, idet vi see ned mod Tilskuerpladsen, blev Gustav den Tredie
Dette Theater var Jenny Linds Barndomshjem; her har hun, som lille Pige, sunget med i Choret, her er hun først fremtraadt og opmuntrende hilset som Barn; her har hun fattig og sorrigfuld, da Stemmen forlod hende, udgydt Taarer, opsendt fromme Bønner til sin Gud; herfra fløi Nordens Nattergal ud over Landene og forkyndte Kunstens Reenhed og Hellighed. Hvor det er smukt, fra Vinduet heroppe at see ud over Vandet til Strømparterren, til det store, prægtige Slot, til
Vi staae heroppe. Hvilken anden Verdens By har en bedre Udsigt over den salte Fjord, over den friske Sø, over Taarne, Kupler, sammendyngede Huse og et Slot, som
Derned, derind gaae vi i den stille Aften. En Aandeverden hersker herinde. See, i de hvælvede Gange sidde paa træudhugne Heste Rustninger, der engang bares af Magnus Ladulås, Christian den Anden,
Hvor her er helligt under disse Hvælvinger! Aarhundreders Mægtige samledes her, forgjængelige som de mølædte Faner, stumme og dog saa talende. Og udenfor rører sig Livet; Verden gaaer sin gamle Gang; Slægter skifte i de gamle Huse, Husene skifte, men altid er dog Stockholm Sverrigs Hjerte, Birgers Stad, hvis Aasyn bestandig forynges, bestandig forskjønnes.
XII
Djurgården
Djurgården er et heelt Stykke Land, af vor Herre selv gjort til Have. Kom med derover, vi ere endnu i Byen, men foran
Kom med til
»
Et
Vid de cypresser, som ströddes.«
Maler, grib Pensel og Palet og mal
XIII
En Historie
I Haven vare alle Æbletræerne sprungne ud, de havde skyndt sig med at faae Blomster før de fik grønne Blade, og i Gaarden vare alle Ællingerne ude og Katten med, han slikkede rigtignok Solskin, slikkede den af sin egen Pote; og saae man hen ad Marken, da stod Kornet saa mageløst grønt, og der var en Qviddren og
Men inde i Kirken stod Præsten paa Prædikestolen og talte saa høit og saa vredt; han sagde: at Menneskene vare saa ugudelige, og at Gud vilde straffe dem derfor, og at naar de døde, kom de Onde ned i Helvede, hvor de skulde evigt brænde, og han sagde, at deres
Om Aftenen ved Sengetid saae Præsten sin Kone sidde stille og tankefuld.
»Hvad feiler Dig?« sagde han til hende.
»Ja hvad jeg feiler,« sagde hun, »jeg feiler, at jeg ikke rigtig kan samle mine Tanker, at jeg ikke rigtig kan faae det Du sagde til at gaae op, at der var saa mange Ugudelige, og at de skulde brænde evigt! evigt, ak hvor langt! – Jeg er kun et syndigt Menneske, men jeg kunde ikke bære det over mit Hjerte at lade selv den værste Synder brænde evig, og hvorledes skulde da vor Herre kunne det, han som er saa uendelig god, og som veed, hvorledes det Onde kommer udenfra og indenfra. Nei, jeg kan ikke tænke det, skjøndt Du siger det!«
Det var Efteraar, Løvet faldt af Bladene, den alvorlige, strenge Præst sad ved en Døendes Seng, en from Troende lukkede sine Øine; det var Præstekonen.
»Faaer Nogen Fred i Graven og Naade hos sin Gud, da er det Dig!« sagde Præsten, og han foldede hendes Hænder og læste en Psalme over den Døde.
Og hun blev ført til Graven; to tunge Taarer trillede ned over den alvorlige Mands Kinder; og i Præstegaarden var det stille og tomt, Solskinnet derinde var slukket, hun var gaaet bort.
Det var Nat, en kold Vind blæste hen over Præstens Hoved, han slog Øinene op, og det var ligesom om Maanen skinnede ind i hans Stue, men Maanen skinnede ikke; en Skikkelse var det, der stod foran hans Seng; han saae sin afdøde Kones Gjenfærd, hun saae paa ham saa inderligt bedrøvet, det var som vilde hun sige noget.
Og Manden reiste sig halvt op, strakte Armene ud imod hende: »Du ikke heller forundt den evige Ro? Du lide? Du, den Bedste, den Frommeste!«
Og den Døde bøiede sit Hoved til et Ja og lagde Haanden paa Brystet.
»Og kan jeg skaffe Dig Ro i Graven?«
»Ja!« lød det til ham.
»Og hvorledes?«
»Giv mig et Haar, kun et eneste Haar af Hovedet paa den Synder, hvis Ild aldrig vil slukkes, den Synder, som Gud vil nedstøde i Helvede til evig Pine.«
»Ja saa let maa Du kunne løses, Du Rene, Du Fromme!« sagde han.
»Saa følg mig!« sagde den Døde. »Det er os saa forundt. Ved min Side svæver Du hvorhen Dine Tanker vil; usynligt for Menneskene staae vi i deres hemmeligste
Og hurtig, som baaret af Tanken, vare de i den store Stad; og fra Husenes Væg lyste med Ildbogstaver
»Ja derinde, som jeg troede det, som jeg vidste det,« sagde Præsten, »huse de den evige Ilds Indviede.« Og de stode foran den prægtig oplyste
»Vort Bal kan maale sig med Kongens,« sagde han, og vendte sig mod Gadestimlen; fra Top og til Taa lyste den Tanke ud af ham: »fattige Pak, der gloer ind af Porten, I ere imod mig
»Hovmod!« sagde den Døde, »seer Du ham?«
»Ham,« gjentog Præsten. »Ja, men han er en Taabe, kun en Nar, og vil ikke dømmes til evig Ild og Pine!«
»Kun en Nar!« lød det gjennem det hele Hovmodens Huus, det vare de alle der.
Og de fløi indenfor den Gjerriges nøgne fire Vægge, hvor skindmager, klapprende af Kulde, sulten og tørstig Oldingen klamrede sig med al sin Tanke til sit Guld; de saae hvor han, som i Feber, sprang fra det elendige Leie, og tog en løs Steen ud af Muren, der laae Guldpenge i et Strømpeskaft, han befølte sin lasede Kjortel, hvori Guldstykker var syet ind, og de fugtige Fingre zittrede.
»Han er syg, det er Vanvid, et glædesløst Vanvid, omspændt af Angest og onde Drømme!«
Og de fjernede sig i Hast og stode ved Forbrydernes Brix, hvor de i lang Række sov Side ved Side. Som et vildt Dyr foer een op af Søvne, udstødende et fælt Skrig; han slog med sine spidse Albuer til Kammeraten, og denne vendte sig søvnig:
»Hold Kjæft dit Qvæg og sov! – det er hver Nat –!«
»Hver Nat!« gjentog han, »ja hver Nat kommer han, hyler og qvæler mig. I Hidsighed har jeg gjort eet og andet, vredt Sind er jeg født med, det har bragt mig anden Gang herind; men har jeg gjort galt, saa har jeg jo min Straf. Kun eet har jeg ikke bekjendt. Da jeg sidst kom ud herfra og forbi min Huusbonds Gaard, saa kogte der op i mig eet og andet – jeg strøg en Svovlstikke hen ad Muren, den løb lidt nær Straataget, Alting brændte, der kom Hidsighed over det, ligesom den kommer over mig. Jeg hjalp med at redde Qvæg og Indboe. Ingen Levende brændte uden en Flok Duer, der fløi ind i Ilden, og saa Lænkehunden. Den havde jeg ikke tænkt paa. Man kunde høre den hyle – og dette Hyl hører jeg altid endnu, naar jeg vil sove, og kommer jeg isøvn, saa kommer ogsaa Hunden, saa stor og laadden; han lægger sig paa mig, hyler, trykker mig, qvæler mig. – Saa hør dog hvad jeg fortæller, snue kan Du, snue den hele Nat, og jeg ikke et kort Qvarteer.« Og Blodet skinnede den Hidsige frem i Øinene, han kastede sig over Kammeraten, og slog ham med knyttet Haand i Ansigtet.
»Vrede Mads er blevet gal igjen!« hed det rundt om, og de andre
»I dræbe ham,« raabte Præsten, »den Ulykkelige!« og idet han forhindrende udstrakte Haanden over Synderen, han som
Da galede Hanen.
»Forbarmende Gud! Du vil give hende den Ro i Graven, som jeg ikke har kunnet indløse.«
»Den har jeg nu,« sagde den Døde, »det var dit haarde Ord, din mørke Mennesketro om Gud og hans Skabninger, der drev mig til dig! kjend Menneskene, i selv de Onde er der en Deel af Gud, en Deel, der vil seire og slukke Helvedes Ild.«
Og et Kys blev trykket paa Præstens Mund, det lyste omkring ham; Guds klare Sol skinnede ind i Kammeret, hvor hans Hustru, levende, mild og kjærlig, vakte ham af en Drøm, sendt fra Gud.
XIV
UpsalaUppsala; se kort 1-2.
Der siges almindeligviis: Erindringen er en ung Pige med lyseblaa Øine, de fleste Digtere sige det, men vi ere ikke altid enige med de fleste Digtere; til os kommer Erindringen i ganske forskjellige Skikkelser, alt efter det Land eller den By, hvor hun hører hjemme. Italien sender hende som en yndig
Vi lægge ind til
Det første Aar under Danmarks Krig mod
Herlige Melodier, I holde os fast, saa vi glemme, at Solen gaaer ned og Maanen op.
Se, hvilken Glans utöfver land och stad!«
synges der, og vi see:
Blixtrar, som vore den en ädelsten.«
Did op gaaer da vor Vei, før os, Erindrings-Alf, ind i Slottet,
Stille, hør den livlige Sang! Gunnar Wennerberg, »Gluntarnes« Digter og Componist, synger med
Her er aandfuldt og hyggeligt, man bliver i godt Humeur herinde, man føler sig glad i sin Tid, lykkelig fjern fra de Rædselsminder, Historien mæler om indenfor disse Mure.
Vi kunne først høre herom, naar Melodierne tie, naar de venlige Skikkelser forsvinde og de festlige Lys slukkes herinde; fra Historiens Blade bruser det da saa, at man gyser af Rædsel. Det var i
Kong Erik den Fjortende, hvis mørke Mistro tidt steg til Vanvid, troede, at Adelen stod ham efter Livet; hans Yndling
Kong Erik sidder paa Kongestol, han lader tænde Fakler og Lys, det hjælper ikke, der er mørkt inden i ham og Tankernes Skorpioner stikke hans Sjæl. »Jeg har jo igjen frigivet Niels Sture,« mumler han, »jeg har ladet opslaae paa alle Gadehjørner og udraabe ved Herolder, at Ingen tør tale andet end Godt om Niels Sture. Jeg har i hædrende Hverv sendt ham til et fremmed Hof, for at beile for mig! – han har Opreisning nok – men aldrig glemmer han eller hans mægtige Slægt den Spot og Spee, jeg lod ham lide. Alle ville de forraade mig, dræbe mig!« Og Kong Erik byder, at hele Stures Slægt skal bringes hid som Fanger.
Kong Erik sidder paa Kongestol, Solen skinner, men ikke ind i Kongens Hjerte. Niels Sture træder ind med Jaord fra den kongelige Brud, og Kongen trykker hans Haand, lover ham vel – og Aftenen efter er Niels Sture
Kong Erik ruller sig i sit mørke Sind, han har ikke Hvile, han har ingen Ro, mellem Angst og Mistro jages han afsted til Upsala Slot.
I samme Stund kom Gøran Persson; han meldte, at Kong Eriks Broder Johan var sluppet af sit Fængsel, og at Oprøret brød løs. Og Erik løb med den skarpe Dolk ind til Niels Sture. »Er Du der, Rigsforrædder!« raabte han, og stødte den i Stures Arm. Sture drog Dolken ud igjen, tørrede Blodet af, kyssede paa Haandtaget, gav den igjen til Kongen og bad: »Skaan mig Herre, jeg har ikke fortjent Eders Unaade!« Og Erik lo høit: »ho! hør kun den
I Sidegangen her fører en lille Trappe op til et hvælvet Kammer, hvor i Træ-Skabe gjemmes Konge-Kroner og Spiir, tagne fra de Dødes Kister; i Krogen hænger Niels Stures blodige Klædning og Ridderhat, en lille Silkehandske er heftet fast i den, det var hans
Vi stige ned fra det lille Kammer, fra de Dødes Guld og Sølv, og vandre i
Lys og broget skinne Væggene i det store Capel bag Høialteret; i
Monumentet stod der, og i den botaniske Have byggedes en Hal under prægtige Løvtræer, hans Buste sattes der, men Mindet om ham selv, hans Hjem, hans egen lille Have, hvor trives den? Før os derhen.
Hiin Side Fyrisaa, hvor Gaden skraaner nedad, hvor rødmalede Træhuse prange med levende Græstag, saa frisk, som var det ogsaa en Plante-Terrasse, ligger Linnés Have. Vi staae derinde; hvor eensomt, hvor vildt bevoxet; høie Nelder skyde op mellem gamle opløbne Hækker. Ingen Vandplanter trives mere i det lille, hentørrede Vandbasin; de før beskaarne Hækker sætte friske Skud, uden at standses ved Gartnerens Sax. Mellem disse Hækker var det, at Linné stundom saae sin Dobbeltgjænger
Hvor en stor Mand har levet og virket, bliver Stedet selv som en Deel af ham; det Hele som det Enkelte har afspeilet sig i hans Øie, det er gaaet ind i hans Sjæl og blevet et Led med den og Verden.
Vi træde ind i
I Stuen her, i denne Henstinken levede den Gamle lykkeligt, og opnaaede en meget høi Alder, beskjæftiget med at oversætte
Fra Lærdommens Hule ville vi gaae til dens Begravelse, det vil da sige dens aabne Begravelse: det store Bibliothek; vi gaae fra Sal til Sal, op ad Trappe og ned ad Trappe, langs med Hylderne og bag ved dem; og rundt om staae Bøgerne, disse Aandens Forsteninger, der igjen kunne levendegjøres ved Aand. Hjertensgod og mild, det levende Menneskehjerte midt imellem det Forstenede, gaaer her en venlig gammel Mand, Bibliothekaren Professor
Her laae det gamle Upsala, nu er her kun et Par Bøndergaarde.
Gjennem den dybe Gang, gravet dybt herind i Høien, komme vi til
XV
Salabyen er anlagt af Gustav 2. Adolf i 1624 til sølvminen, der har været i drift fra før 1500-tallet. Se kort 2.
Sverrigs store Konge,
I Vertshuset hvor jeg kom var samme Gravstilhed som paa Gaden; Porten var vel lukket, men inde stode alle Døre paa viid Gab, Gaardhanen gik midt i Stuen og galede, for dog at vise, at der var Nogen hjemme; iøvrigt var Huset ganske malerisk, det havde aaben Altan ud til Gaarden, ud til Gaden havde været altfor livligt. Der hang det gamle Skildt og knagede i Blæsten, det var ligesom det var levende. Jeg saae det fra mit Vindue, jeg saae ogsaa, hvor Græsset paa Gaden havde faaet Magt over Brolægningen. Solen skinnede klart, men som i
Fra Altanen saae jeg ind i Naboens Gaard; der var ikke en Sjæl at see, men der havde leget Børn derinde; der var lavet en lille Have af bare tørre Pinde, de vare stukne ned i den bløde Jord og vandede; Potteskaaret, der vist havde været Vandkande, laae der endnu. Pindene betød Rose og
Jeg kjendte Ingen her i Byen, Ingen førte mig, saa gik jeg med Køerne, og kom til Kirkegaarden; Køerne gik forbi, jeg steg over
XVI
Den stumme Bogidéen til dette kapitel kommer fra en historie fortalt af etatsråd Thomas Prehn (1801-1874) under H.C. Andersens ophold i Uppsala 1849: »Prehn fortalte om en Begravelse han havde seet ved Dannemora; ude i Bondegaarden stod i en opreist Løvhytte af Sirener Liget i aaben Kiste. (Dette kan give Indledning til en Historie, under Ligets Hoved et Herbarium, den stumme Bog, hver Blomst fortæller et Afsnit af hans Liv)« (Dagbøger III, s. 319).
Ved Landeveien inde i Skoven laae en eensom Bondegaard, man kom lige gjennem Gaardsrummet; Solen skinnede der, alle Vinduer stode aabne, Liv og Røre var der indenfor, men i Gaarden, i en Løvhytte af blomstrende
»Hvem er den Døde?« spurgte vi, og Svaret var: »den gamle Student fra Upsala! han skal engang have været
Hvor underligt er det dog, – vi kjende det vist Alle, – at tage gamle Breve frem fra vor Ungdomstid og læse disse; da dykker ligesom et heelt Liv op med alle dets Forhaabninger, alle dets Sorger. Hvor mange af de Mennesker, som vi i hiin Tid levede saa inderligt med, ere nu som døde for os, og dog leve de endnu, men vi have i mange Tider ikke tænkt paa dem, hvem vi engang troede altid at skulle holde fast ved, gjensidig dele Sorg og Glæde med.
Det visne Egeblad i Bogen her minder om Vennen, Vennen i Skoletiden, Vennen for hele Livet; han heftede dette Blad paa Studenterhuen i den grønne Skov, da Pagten blev sluttet for det hele Liv. – Hvor lever han nu? – Bladet gjemt, Venskab glemt –! Her er en fremmed Drivhuusplante, for
Den blomstrende Sirene hælder sin friske, duftende
XVII
Sæther-DalenSäterdalen; snæver v-formet dal med rig natur mellem byen Säter og Dalälven. Se kort 2.
Alt var istand, Vognen vel seet efter, selv en Pidsk med en god
Og Sivene
Taalmodighed, du
Og Alting flød i Gaarden saa chaotisk gemytligt, Gjødning og Markredskaber,
Det var en lang Aften, »
Jeg sov en Time, jeg sov vel to, og vaagnede saa ved et Vræl ude fra Landeveien. Jeg foer i Veiret, det var Tusmørke, Natten paa denne Tid blev ikke mørkere! Klokken var henimod eet. Jeg hørte, at der blev taget med stærke Tag i Porten, en dyb Mandsstemme raabte høit, og der blev slaaet med en
»Er her Reisende,« raabte en Stemme, »her er Ild paa Huset.« Nu kom jeg i Klæderne og ud af Døren og hen til Trappen; Røg var der ikke at see, men da jeg stod i Gaarden, – hele Gaarden var af Træ, lang og udstrakt, – saae jeg Flammer og Røg. Ilden var kommet fra Bagerovnen, som Ingen var ved, en Reisende, som tilfældig kom her forbi saae det, vrælte, dundrede paa Porten, og – Qvinderne hvinede og Køerne brølte, da Ilden stak sin røde Tunge ud mod dem.
Nu kom Sprøiten, Ilden blev slukket; det var den lyse Morgen; jeg stod paa Veien, neppe hundred Skridt fra den berømte Dal. Man kan ligesaa godt springe i den, som gaae i den, og jeg sprang, og Regnen skyllede og Vandet piblede, det var en eneste Kilde det Hele. Løvtræerne vendte Vrangen ud af bare Skylregn, og de sagde, som Sivene igaar: »vi drikke med Toppen, vi drikke med Foden og med den hele Krop, og staae dog paa eet Been, Hurra! det regner og det skyller, vi suse og vi synge, det er vor egen Vise, og den er splinterny!«
Ja, det sang ogsaa igaar Sivene, men det var den samme og det samme. Jeg saae – og saae – og om Sæther-Dalens Skjønhed veed jeg kun, –
XVIII
Midsommerfesten i Leksandse kort 2.
Paa den anden Side Dal-Elven, som Veien nu tredie eller fjerde Gang igjen førte os over, laae Leksand. Det et Stykke fra Kirken reiste maleriske
Smukkere, end at følge den lige Kjørevei ind i Byen, er det at gaae heroppe paa Skrænten langs Elven; Stien fører mellem Græsmark og Løvtræer hen til Præstegaarden. Derinde blev Aftenen tilbragt, hos den venlige Præstefamilie; Huusfaderen var nylig død, de gik Alle i Sorg. Den unge Datter havde noget, jeg veed ikke selv hvori det var, men jeg maatte tænke paa
Da jeg om Aftenen gik fra Præstegaarden,
Næste Morgen var Midsommerfesten, det var Søndag, det var den 24de Juni, en deilig, solklar Dag. Det mest maleriske Skue ved Festen er, at see Folkene fra de forskjellige Sogne komme skareviis i store Baade over Siljans Søen og stige iland.
Vi kjørte ud til Landingsstedet
Hvilken skjærende Farvepragt! ildrøde og græsgrønne Forklæder skinne os imøde. Qvindernes Klædning er iøvrigt et sort Skjørt, rødt
»
Ved fælleds Hjælp de Byen naaer
Og vi naaede ogsaa Byen og Kirken, derhen strømmede de Alle; man sagde, at der var over femtusinde Mennesker samlede. Klokken ni begyndte Gudstjenesten. Orgel og Prædikestol vare pyntede med blomstrende Sirener; Børnene sad med Siren-Blomster og Birkegrene; de ganske Smaa havde hver et Stykke Knækkebrød, som de fornøiede sig med at spise. Der var
Det første Indtryk af det Hele var gribende, men kun det første; her var altformeget, der forstyrrede; gjennem Sangen lød Barneskrig og Larm af Gaaende; og dertil kom en utaalelig Lugt af Løg; næsten Alle førte de med sig smaa Løg-Knipper, som de sad og spiste af; jeg kunde ikke udholde det, og gik ud paa Kirkegaarden; her, som altid i Naturen, var det gribende, det var helligt. Kirkeportene stode aabne, Orgelklangen og Psalmesangen lød herud i Guds Solskin ved den aabne Sø. De Mange, der ikke kunde faae Plads inde i Kirken, stode her udenfor og sang med af Psalmebogen; rundtom paa Gravstederne, der næsten alle ere af støbt Jern, sad Mødre og gav deres Smaa Die; Livets Kilde sprang over Død og Grav. En ganske ung Bonde, han var saa smuk, stod og læste Indskriften paa en Grav:
»
ach hur skönt att kunne döe
Kristelige skjønne Tankesprog, Vers, vistnok af Psalmebogen, læstes rundt om paa Gravene, og de bleve alle læste, thi Kirketjenesten varede flere Timer, Noget, der imidlertid aldrig kan være godt for Andagten.
Endelig strømmede Skaren fra Kirken. De ildrøde og græsgrønne Forklæder skinnede; mere og mere blev Menneskemassen tættere, og trængte fremad; de hvide Hovedtøier, Lin og hvide Ærmer var Farvestyrken, det saae ud som en heel Procession i de catholske Lande. Der blev igjen Liv og Røre paa Veien med Gaaende og med Kjørende, og hen over Søen roede igjen de overfyldte Baade bort. Men dog var der endnu Folk tilbage. Karle og Mænd stode i Grupper i Leksands brede Gade, fra Kirken og op til Vertshuset. Jeg boede her og maa bekjende, at mit danske Maal klang dem alle saare fremmed; jeg
Som jeg sidder i min Stue, kommer Vertindens lille Datterdatter ind, et net lille Barn, der var lykkelig ved at see min brogede
»Jeg bager de bedste Pebernødder i Dalarne«, sagde hun, »men de have de gamle Faconer fra min Mormoers Tid; Herren klipper nu saa vel, skulde han ikke kunne klippe os nogle nye Faconer!«
Og jeg sad den hele Midsommeraften og klippede Faconer til Peberkager: Nøddeknækkere med Ridderstøvler, Veirmøller, der var baade Mand og Mølle, men i Tøfler og med Dør paa Maven, og Dandserinder, der med det ene Been pegede mod
»Det skal blive nye Faconer!« sagde hun, »men de ere svære.« Jeg haaber, at jeg i Dalarne lever i nye Faconer af Peberkager.
XIX
Ved Siljan-Søen
Vi ere høit oppe i Dalarne, vi ere ved Siljansøen, »Dalarnes Øie«, hvori
Deiligt er her ved Midsommertid. De fjerne Bjerge fortone sig saa reent blaa, Sollyset strømmer ud over den klare, blanke Vandflade, hvor stundom Ørkenens Fee, Middelhavets Troldhex,
Deiligt er her en Sommerdag, deiligt er her ved Vintertid, om end Qviksølvet fryser i den stærke Kulde. Himlen her er da dobbelt høi og blaa; Granskoven staaer grøn i den hvide Snee.
Sundhed, Arbeidslyst og fornøiet Sind er Dalbondens Rigdom;
Da under Kong Carl Johan en af dennes Sønnesønner kom op i Dalarne, traadte en gammel Bonde hen til ham, trykkede hans Haand og bad: »Vil Du ogsaa hilse din gamle Farfaer i Stockholm!«
Dalfolket elsker Sang og Dands: »
Velsignet være de Harper, som klang, de Stemmer, som sang Forsoning! velsignet være den nye Tid! Lad os alt i denne Verden forstaae og elske hverandre! det er saa godt, at Naboer og Brødre boe i Enighed og Venskab. Fredens Sollys i Gud straale over Landene!
Dalarnes historiske Minder vende vort Blik tilbage til hine blodige Tider; – fra Dalarne opgik Sverrigs Eenhedsstjerne.
Skandinaviens Dronning Margareta var ingen kjærlig Moder for sit svenske Land. Kong Erik af Pommern, hvem en kommende Digter vil føre for Nationernes Domstol, var endnu haardere mod det; hans Navn lød i Forbandelse under raa Fogeders Grusomhed; »
Historien kaster en Glands over Dalarne. Fra Historiens Blade synger det for dine Ører, naar Du besøger disse Egne.
Ved Siljan-Søen, hvor
Dalfolket vidste, at han var deroppe, det vidste, at han havde givet sig hen til dem, og hver og een svor i sit Hjerte, at han, som alle Dalkarles Gjæst, skulde være tryg hos ham, Ingen vilde vorde en Forræder, som Arendt paa Ornæs.
Swen i Isala troede ikke Gustav sikker hos sig, og ønskede at have ham høiere op i Skoven til
Og Gustav drog over
Mora-Karlene vaklede i deres Forsæt, de fleste raadede Gustav til at drage længere bort, ud over den norske Grændse, og modløs drog han afsted, han opgav sit Fædreneland.
Allerede øinede han de norske Fjelde; dybt bedrøvet standsede han; sulten og tørstig var han; Klokkerne klang fra
I Mora hyldedes han, og drog saa med 1000 Mand til store Kopparberget og fangede Bergsfogeden og Christjerns andre Mænd. De Fredløse søgte ham, alt Folket, hvor han kom, sluttede sig til ham, hans Hær var voxet til 15000 Mand, da den ved
»
Än haglet nedfaller ur skyn
staaer der i den gamle Sang. Dal-Pilene susede hen over Dal-Elvens Strømme.
»
»
Der sänkte de så många Jutar ned.
Så kördes de Danska ur Swerige
Og Gustav med sine Dalkarle drog fremad til Upsala, frem til Kamp ved Brunkeberg og
»
Will Gud mig lifwet unna, jag gör Eder godt igen
Til Dalarne, hvor Gustav vandrede vildsom og forfulgt! til Dalarne, hvor Folket er nøisomt og glad, hvor de gamle Staalpile og Buer ere ophængte over Ovnen, hvor Dandsen gaaer rundt om Maistangen i Skjærsommer, ville vi komme, Maler og Digter! lidt af de to ere vi dog allesammen, thi ellers forstod vi dem ikke.
Vognen er forspændt, Holdkarlen venter. Fra Leksand kjøre vi langs Søen ad Rättvik og Mora. Karlen vil fortælle dig om Kong Gustav, hvert Barn her kjender ham; og er Du dansk og Bonden fornemmer det, da vil han med venligt Smiil tale til Dig om de gamle, fjendtlige Tider, og hvor godt det nu er! vi kjende hinanden, og ere hinanden saa lige! Dansken kommer herop i Besøg, og Svensken gaaer ned til de Danske; de svenske Krigsfolk have skrevet hjem og fortalt, hvor godt og vel de fandt det som Venner i Danskens Land; han vil fortælle Dig, hvor
Solen skinner klart over de mørke, skovgroede Bjergaase og over Søens stille Flade. Fra Veien ved
»Velkommen til os!« lyder det, og vi føres ind i Provstegaardens store Havesal; her er vinterkoldt, skjøndt det dog er Midsommer, men snart lunes her godt; store Træstykker stilles paa Kant i begge Kaminerne, Ilden knittrer og løfter sin Flamme høit op i Skorstenen. Kjære Naboer, Præsten, Lægen, Venner fra Nabolavet samles,
Efter Bordet gjøre vi en Vandring ned til Kirken, de brogede, malede Billeder herinde beskinnes just af det stærke Sollys. Udenfor Kirkens Dør staaer Fattigbøssen,
Vi vandre gjennem Skoven forbi en lille Kornmark. »Her kom jeg ifjor,« fortalte os en af vore Ledsagere. »Midt paa Marken gik en Person, jeg troede det var Præsten, og vilde til at raabe god Dag, men betids saae jeg at det var
Fra Skoven komme vi ud paa den brede Kjørevei, hvorfra Rättvik Kirke, Søen og de fjerne Bjerge danne et deiligt Billed; vi ere ved den nye
Endnu en Vandring til Præstens Huus under de høie Træer med Udsigt til Søen. I de smaa Stuer er saa hyggeligt og smukt; fra de store Bogreoler skinne bekjendte Navne; hele Skandinaviens nye Literatur venter her paa Vintertiden for at aabne sin Tryllehave, naar Iis og Snee ligger udenfor, og Dalarne er som lagt udenfor Europa. Poesi og Videnskab sprudler med evige Kilder, medens Naturen maa blunde sin Vintersøvn.
Fra Rättvik drage vi til Mora, hvor Gustav talte til Menigheden; vi drage op til
Maler, tag Skizzebog og Farver, drag op i Dalarne, Billed ved Billed vil aabenbare sig for dig.
Kom her i Foraarstid, naar de unge Karle drage i Leir til Vaabenøvelse, stil Dig ved Veien, lidt fra hvor Ledet aabnes, og hele Stimmelen kommer med Spillemanden foran. Børn og Gamle staae paa Høien under den hængende Birk og vinke Levvel.
Træd ind i »Klädstugan«, rigere Farvepragt end her frembyder ingen Stue i Tyrkernes farvebrogede Hjem. Klædningsstuen er sædvanligviis et fritstaaende Træhuus, der opbevarer Formuen af Klædningsstykker, det er reist paa høie Pæle, for at ikke Rotter eller slige Dyr skulle slippe derop, Trappen stilles op til Døren og Du kommer ind. Under Loftet og hen ad Væggene hænge, udspændt paa Tøndebaand, Fruentimmernes Skjørter og
»Det er ikke noget at male!« siger Du maaskee, naa, saa er det noget at see, kom kun.
Maler og Digter, tag hinanden i Haanden, kom op til Dalarne, det fattige Land er rigt paa Skjønhed og Poesie, rigest dog ved Siljan-Søen.
XX
Tro og Videnskab
(Prædiken i Naturen)
Sandhed kan aldrig stride mod Sandhed, Videnskaben aldrig stride mod Troen, vi tale naturligviis om dem begge i deres Reenhed; de mødes og de bestyrke Menneskets herligste Tanke: Udødelighed. Og dog siger Du: jeg var roligere, jeg var tryggere, da jeg som Barn lukkede mit Øie ved min Moders Bryst og sov ind, uden Grublen, rullende mig ene ind i Troen. Denne
Du skjælver idet Du seer Almagten, der aabenbarer sig i Alkjærligheden, det Væsen, hvor, efter Menneske-Udtryk – Forstand og Hjerte er eet; Du skjælver idet Du veed, at han har kaaret Dig til Udødelighed.
Jeg veed det i Troen, i Bibelens hellige, evige Ord. Videnskaben lægger sig som en Steen over min Grav, men min Tro er det, som sprænger den.
Det er ikke saa! den mindste lille Blomst prædiker fra sin grønne Stilk, i Videnskabens Navn: Udødelighed, hør den! ogsaa det Skjønne fører Beviset for Udødelighed og med den Forvisning fra Tro og Videnskab, vil den Udødelige ikke skjælve i sin høieste Nød, Bønnens Vinger vil ikke løsnes, Du vil troe paa Kjærlighedens evige Love, som Du troer paa Forstandens Love.
Naar Barnet river Blomster af Marken og bringer os den hele Haandfuld, hvor een sidder op, een ned, kastede mellem hverandre, da er det i hver enkelt vi see Skjønheden, denne Harmoni i Farver og i Former, som gjør vort Øie saa vel. Instinktmæssigt ordne vi, og hver enkelt Blomst smælter sammen i en Skjønheds Heelhed, saa at vi see ikke paa den, men paa den hele Bouquet. Opfattelsen af Skjønheds-Harmonien er et Instinkt i os, den ligger i vort Øie og i vort Øre, disse Broer mellem vor Sjæl og det Skabte om os. I alle vore Sandser er en saadan guddommelig Gjennemstrømning i vort hele Væsen, en Stræben efter det Harmoniske, som det viser sig i alt det Skabte, selv i Luftens Pulseslag, synliggjorte i Klangfigurer.
I Bibelen staaer det Udtryk: »
Men see vi nu til Mennesket, for hvem vi have det høieste, det helligste Udtryk: »
Menneskelivet, det Høieste her paa Jorden, kom altsaa ikke under Harmoniens Skjønheds Love! det er utænkeligt, det er en Uret, og kan saaledes ikke finde Sted.
Livets Disharmoni ligger i, at vi kun see en lille Deel af vor Tilværelse, nemlig den her paa Jorden; der maa være et fortsat Liv, en Udødelighed.
Det prædiker Du for os, Du mindste Blomst, som Alt hvad skabt er i Skjønhed og Harmoni. Hørte vor Tilværelse op i Døden her, da var det Fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke Retfærdighed og Kjærlighed, som Alt i Naturen og Aabenbaringen besegler det; og
I denne rige Bevidsthed løftes vi mod Gud, grundsikkre i, at hvad der skeer med os, skeer til vort Bedste! vort jordiske Øie formaaer kun at see til en vis Grændse ind i Rummet, vort sjælelige Blik naaer ogsaa kun til et vist Maal, men hiin Side det maa de samme Alkjærlighedens Love herske, som her. Den evige Forstands Forudviden kan ikke ængste os; vi Mennesker kunne i os selv fatte et Begreb om den. Vi vide fuldkomment, hvad Udvikling der i de forskjellige Aarstider maa finde Sted, vi vide Tiden for Blomsterne og for Frugterne, hvilke Arter der ville fremkomme og trives, Modenhedens Tid, naar Stormene maa herske og naar det er de visse Regntider. Gud maa, og det i en uendelig høiere Grad, have samme Kundskab til sit Skabte: Universets Kloder, som vor Jord, og Menneskeslægten her; han maa vide: – og her blive Aartusinder for ham, som en Dag for os, – da maa den Udvikling, den Blomstren i Menneskeslægten finde Sted, da vil de Lidenskabens, de Udviklingens Storme herske og under disse Characterer komme til Udvikling, Personer blive mægtige Drivhjul, hver være et født Guds Menneske. Historien viser os dette, Led griber ind i Led, i Aandens Verden som i det materiel Skabte; Viisdoms-Øiet, Fader-Øiet omfatter det Hele! – og skulle vi da ikke kunne, i Hjertets Nød hernede, bede med Fortrøstning til denne Fader, bede som Frelseren bad:
Just ved at vandre med aabne Øine paa Videnskabens Vei see vi Forkyndelsens Herlighed. Menneskeslægtens Viisdom er kun
XXI
I Skoven
Vi ere et langt Stykke over Elven, vi have forladt Kornmarkerne og ere netop komne ind i Skoven, hvor vi holde ved det lille Vertshuus, som til Midsommersfest er pyntet over Dør og Vinduer med grønne Grene. Hele Kjøkkenet er pyntet med Birk og blomstrende Rønnebærgrene; Knækkebrødet hænger paa lange Stænger under Loftet, Skovørkenens
Skovensomhed, saadanne Billeder opruller Du her for Tanken. Skovensomhed, gjennem dine hvælvede Sale drager Folket med Qvæg og Huusgeraad, nu ved Sommertid; Børn og Gamle drage til den eensomme Græsgang, hvor Echoet boer, hvor Folkesangen springer frem, som den vilde Bjergblomst.
Lifligt de synge:
Långt bort i fjella;
Der gal göken,
Der vexer löken,
Der springer svala,
Der är godt att vara,
Dit ska’ vi fara
Seer Du
»
Som uti skogen står!
Åh, utan skor och tofflor!
Det går väl, som det går
Hist holdes Maaltid, her er man ifærd med at lægge en Mine for at sprænge Klippestykket; – – og stærkere og stærkere falder Regnen, og prægtigere dufter Gran og Birk.
Det er deiligt i Skoven!
XXII
Stemninger
1.
(
Hvil sødt,
Som var Du lagt i Dødens Skrin,
Du min Erindrings Rose
Du er ei Verdens meer, Du er kun min.
For Dig jeg synger, mine Taarer trille.
Natten er smuk, Natten er stille; –
Dødt! – Alt er dødt!
2.
(
I Bøgenes Ly, hvor
Hvor gjerne Vandreren kommer,
Hvor Storken i Træet bygger og boer,
Og
Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav,
Grav der min Grav!
Ja, giv mig en Grav ved det aabne Hav,
I Ly af de duftende Bøge,
Den vilde Rose skal groe paa min Grav,
og Børn der Legeplads søge.
Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav,
Grav der min Grav!
XXIII
FahlunFalun; se kort 1-2.
Vi vare endelig ude af Skoven, og saae foran os en By i tyk Røg-Omhylling, som de fleste engelske Fabrikbyer vise sig, men her var Røgen grønlig, det var Staden Fahlun. Veien gik nedad mellem store Banker, blevne til af det fra Smelteovnene bortkastede Affald, der seer ud som udbrændt størknet Lava; ingen Spire var at see, intet Græsstraa pippede frem ved Veikanten, ingen Fugl fløi forbi, en stærk Svovllugt, som mellem Kraterne i
Vi gik ud til Kobbergruben, der giver hele Egnen Navn af »
I enkelte Schachter stiger man ned ved et Maskineri, bestaaende af to lige for hinanden stillede Jerntrapper, der vexelviis bevæge sig op og ned, saa at man ved at træde over paa det opadstigende Trin til den ene Side og derpaa over paa det andet idet det gaaer i Veiret, bestandig løftes opad; ved at gaae paa de nedad synkende kommer man saaledes ogsaa efterhaanden til Bunden. Det er meget let, blev der sagt, man maa kun stige rask til, at ikke Foden kommer imellem og bliver knust, og saa maa man huske paa, at her ikke er Rækværk, og lige udenfor er den dybe Afgrund, som man kan styrte i. – Den dybeste Schacht har lodret Dyb af over hundrede og halvfemsindstyve Favne; her er iøvrigt slet ingen Fare, siges der, man maa kun ikke være
Ved en af de store Aabninger, »
Vi gik til »Væxthuset«, som det kaldes, hvor
Ligesaa dampende, udbrændt og væxtløs som Grube-Egnen er paa denne Side Byen, ligesaa forfriskende, grønt og frodigt er det paa den modsatte Side af Fahlun; høie løvfulde Træer voxe tæt op til de yderste Huse. Man er strax i den friske Gran- og Birkeskov ud til Søen og til de fjerne, blaanende Bjerghøider ved
Her i Fahlun var Skuet gemytligt. Brudeparret smilte, Brudeternerne ligesaa, og Forsamlingen loe og raabte Hurra; paa den øvrige Deel af Torvet og i Gaderne rundt om var dødsstille og eensomt. Aftenrøden skinnede endnu, den gik over i Morgenrøden, det var Midsommertiden.
XXIV
Hvad Straaene sagde
Ude paa Indsøen gled en Baad, og Selskabet deri sang svenske og danske Sange; men ved Bredden, under den høie Hængebirk, sad fire unge Piger, saa smukke, saa svævende; og de rykkede hver op af Græsset fire lange Straa, og bandt disse to og to sammen, foroven og forneden. »Nu skulle vi see, om de hænge fast i en Fiirkant,« sagde Pigerne, »skeer det, da gaaer i Opfyldelse hvad jeg tænker paa!« og de bandt og de tænkte – Ingen fik at vide den hemmelige Tanke, Hjertets stille Ønske. En lille Fugl sang dog derom. Den Enes Tanke fløi over Hav og Land, over de høie Bjerge, hvor
Og hvor var den Andens Tanke? Ogsaa i fremmed Land, i Krudtdampen, mellem Blink af Kanoner og Vaaben, hos ham, Barndomsvennen, kjæmpende for
Den Tredie smilede, der var Ironi i Smilet. Skulde vor bedagede Ungkarl og den gamle Frøken derhenne, som nu vandre saa unge, smile saa unge og tale saa unge med hinanden, ikke blive et Brudepar før Kukkeren kukker næste Aar, see det gad jeg vide!« og Smilet sad Tænkerinden om Munden, men hun udtalte ikke sin Tanke, Straaene bleve skilte ad, og Ungkarl og Pebermø altsaa ogsaa. »Det kan dog gjerne skee alligevel,« tænkte hun vist; det laae der i Smilet, det laae der i Kastet, hvormed hun smed Straaene hen.
»Der er Intet jeg vil vide, Intet jeg er nysgjerrig efter!« sagde den Fjerde, men bandt dog Straaene sammen; thi ogsaa her var et Ønske levende – men ingen Fugl har sjunget derom; Ingen gjætter derpaa; gyng Dig kun tryg i Hjertets Lothus-Blomst, Du skinnende Colibri, dit Navn skal ikke udtales, og Straaene sagde ogsaa her – »uden Haab!«
»Nu De, nu De!« raabte de unge Piger til en Fremmed, langveis fra Nabolandet, fra
»Jeg vil gjemme disse fire Straa, bundne prophetisk i Krands for Seier og Fred!« sagde den Fremmede, og var Oraklet sandt, da tegner jeg dem det hele Billed, som vi sidde her under de hængende Birke ved Søen og see paa Säthers blaa Bjerge, hver af os bindende Straa ved Straa.
Et rødt Mærke blev skrevet i
Et rødt Mærke blev samme Tid skrevet i Danmarks Historie, med sit Blod skrev den danske Soldat et Seiersmærke:
XXV
Digter-Skiltet
Skulde man male Digteren et Skilt, da vilde det vist være det meest betegnende, at male af
I mere end tusinde og een Skikkelse sidder Sultan-Publicum og lytter. Lad os betragte et Par af disse Skikkelser.
Der sidder en gusten, gnaven Lærd; hans Livstræ bærer glosebeskrevne Blade, Flid og Udholdenhed kryber som Snegle paa den Svinelæders Bark; der er gaaet ham Møl i Maven, den er slet, meget slet. Tilgiv Sangens rige Fylde, den uoverlagte Begeistring, det friske, unge Sind! halshug ikke Schehersad! men han halshugger hende aldeles.
Der sidder en verdensprøvet Syjomfru; hun kommer fra fremmede Familier, fra et eensomt Kammer, hvor hun sad og fik Menneskekundskab; hun kjender det Romantiske. Tilgiv, o Jomfru, om ikke Fortællingen
»Halshug!« siger Syjomfruen.
Der sidder en Skikkelse i
Schehersad er halshugget!
Vise, oplyste Sultan! Du kommer i Skoledrengens Skikkelse; Romere og Grækere, spændte i Bog-Remmen, bærer Du paa din Ryg, som
Unge, festklædte Diplomat, paa hvis Bryst vi i Ordenstegn kunne tælle, hvor mange Hoffer Du med dit høie Herskab har besøgt, eller hvor tidt Du har bragt Breve, nævn med Mildhed Schehersads Navn! tal om hende paa fransk, at hun kan adles over sit Modersmaal; oversæt af hendes Sang kun een Strophe, saa slet Du kan, men bær den ind i den straalende Salon, og hendes Dødsdom hæves i Naadens søde »
Mægtige Knuser og Opløfter: Bladenes
Halshug ikke!
Endnu een Skikkelse ville vi see, den farligste af dem Alle, ham med den stormflodsvulmende Lovsang paa Læberne, den blinde Enthusiast. Vadskevandet fra Schehersads Fingre er ham et
Det er Digterskiltet, mal det!
»Sultanen og Schehersad.«
Men hvorfor ingen af de værdige Skikkelser, de milde, ærlige og skjønne; de komme ogsaa, og paa dem fæster Schehersad sit Øie, ved dem hæver hun kjækt sit stolte Hoved høit mod Stjernerne, og synger om Harmonien deroppe og hernede i Menneskenes Hjerte.
Dette vilde gribe forstyrrende ind i Skiltet »Sultanen og Schehersad«. Dødssværdet hænger over hende medens hun fortæller, og Sultan-Skikkelsen maa lade os vente, at det vil falde. Schehersad er den seirende, veed vi af Arabiens Fortælling, Digteren er det, som hun; seirende, riig er han, selv i sit fattige Kammer, i sine eensomste Timer, da skyder frem Rose ved Rose, Boble ved Boble, Himlen lyser med Stjerneskud, som skabtes en ny Stjernehimmel, og den gamle rullede hen. Verden faaer det ikke at vide, det er Digterens egen Fest, rigere end Kongers kostelige Fyrværkeri. Han er lykkelig, som Schehersad er det, han er seirende, han er mægtig; Phantasien smykker hans Vægge med Tapeter, ingen Drot eier dem prægtigere. Følelsen lader Skjønheds-Accorden klinge til ham fra Menneskeslægtens Bryst; Forstanden løfter ham gjennem det Skabtes Herlighed til Gud, uden at han glemmer at staae med faste Fødder paa den sikkre Jord. Han er mægtig, han er lykkelig, som Faa, vi ville ikke have ham paa Miskjendelsens Synderbænk til Ynk og Beklagelse, vi male bare hans Skilt, dyppe i Farverne paa Verdens Vrangside, og faae det Forstaaelige af
»Sultanen og Schehersad.«
See det er det! – halshug ikke Schehersad!
XXVI
Dal-ElvenDalälven; se kort 2.
Før
Klar som et Havs Bølger strømmer den mægtige Elv, i uendelige Bugter, gjennem Skovørkener og vexlende Sletter, snart udvidende sit dybe Leie, snart indtrængt, afspeilende de hældende Træer og eensomme Byers røde Bjælkehuse, snart styrtende som
Søg herop! her er en Billed-Rigdom at finde, i det Du følger fra det piblende Væld ovenfor Finnens Hytte, og speider i hver Forgrening af Strømmene de optage. Ved den norske Grændse, i
Vi dvæle ved den mørke Skovørk, hvor Elven synes at samle i sig Naturens hele dybe Alvor; Strømmen vælter sit klare Vand over
Vi følge Strømmen gjennem Siljan-Søen, hvor Overtroen seer Nøkken svømme som Flodhest med tanggrøn Manke, og hvor Luftspeiling viser Trolddoms-Syner paa den varme Sommerdag.
Vi seile paa Strømmen fra Siljan-Søen ind under Præstegaardens hængende Pile, hvor Svanerne samles i Flokke. Vi glide langsomt med Heste og Vogn paa den store Færge hen over den dybe, stride Strøm under Bålstads maleriske Kyst, her breder Elven sig og ruller majestætisk gjennem et Skovlandskab, udstrakt og stort, som Nord-Amerika eier det.
Vi see den rivende Strøm under
Og nu som Slutnings-Pragtbillede i Dalelvens Liv, før det taber sig i Østersøens Vande, viser sig Elfkarlebyfaldet.
Vi kom hertil fra Gefle, og saae allerede langt borte paa Veien de blaa Skyer af det knuste stigende Vandstøv løfte sig over de mørkegrønne Trætoppe. Vognen holdt nær ved Broen, vi traadte ud, og tæt foran os styrtede den hele, fulde Elv.
Maleren kan ikke give os paa Lærredet det sande levende Billede af et Vandfald, Bevægelsen deri mangler. Hvorledes vil man kunne beskrive det med Ord, udtale denne majestætiske Storhed, Farve-Skjønhed og piilsnare Fart, – man kan ikke, men man prøver dog derpaa, sætter stykkeviis med Ordene et Omrids sammen af det Speilbilled, vort Øie gav os, og som selv den stærkeste Erindring dog kun har i usikkre Streger.
Ovenfor Faldet deler Dal-Elven sig i tre Arme, de to omslutte en skovgroet Klippe-Ø, og styrte sig ned om dens glat afskaarne Steenvægge; det høiere Fald af disse er det rigeste; den tredie Arm gjør en Omvei, og kommer til Hovedstrømmen igjen først nedenfor de forenede Fald, der styrter sig ud, for ligesom at standse de to større, og rives nu i kogende Hvirvler bort med den piilsnare Strøm, der jager afsted, skummende mod de murede Piller, som bære Broen, som maatte de rives med. Landskabet, da vi saae det, oplivedes til Venstre ved en Mængde Geder, der græssede mellem Nøddebuskene, de vovede sig heelt ud til den yderste Skrænt, opfødte her og vante til Vandets dumpe Tordendrøn; til Høire fløi en Skare skrigende Fugle hen over de prægtige Egetræer. Kærrer, hver med een Hest for, og hvor Kjørekarlen stod opreist med Tømmen i Haanden, kom paa den brede Skovvei fra »
Derhen ville vi, for at tage Afsked med Dal-Elven paa et af dens mest deilige Steder, en Plet, der levende henflytter den Fremmede ligesom i et langt sydligere Land, i en langt rigere Natur, end han anede den fandtes heroppe. Veien er smuk, Egen voxer her frodig og stærk med mægtig Bladkrone.
»Øens Bruk« ligger saa idyllisk deilig.
Vi kom derhen; der var Liv og Røre! Møllehjulene gik, svære Bjælker bleve gjennemsavede, Jern smedet paa Ambolten, og Alt ved Vandets Kraft. Arbeidernes Huse danne en heel By; det er en lang Gade med rødmalede Træhuse, under maleriske Ege og Birke. Grønsværet var saa fløielsblødt at see, og oppe paa
Vi traf ikke Verten hjemme, men Gjæstfrihed er altid Huus-Alf her. Vi fik det hjemligt og godt. Fisk og Fuglevildt blev fremsat dampende og duftende, som i de skjønne, fortryllede Slotte. Haven selv var en Fortryllelse; her stod tre
Den Arm af Dal-Elven, som gaaer uden om Haven, er bestrøet med
Det er her et Landskab i Midsommer for Nøkkens Leeg og Elverpigernes Dandse. Her i Fuldmaanens Glands maa
Paa den anden Side af Øens Bruk bruser Hovedstrømmen, den fulde Dal-Elv. Hører Du de eenstonende Drøn! det er ikke fra Elfkarlebyfaldet det naaer herhid, det er tæt herved, det er
Lad os her mellem Klippestenene ved Bredden sidde i den røde Aftensol, der strøer Guldglands paa Dal-Elvens Vande. Herlige Flod! Kun et Par Secunders Arbeide har Du i Møllerne derhenne, og Du styrter Dig skummende over Elfkarlebyklipperne ned i dit dybe Flodleie, der fører Dig til Østersøen, din Evighed.
XXVII
Billeder i det Uendelige
Ja, Billeder i det Uendelige, en Rigdom af Skjønhed er der i Verden om os, og det selv i det Smaa, i det øieblikkeligt Forsvindende, det, som Mængden slet ikke agter paa.
Vanddraaben fra den stillestaaende Vandpyt har en heel levende Verden i sig, men Døgnets Draabe af Hverdagslivet har ogsaa i sig en Verden af Billeder i Skjønhed og Poesi, luk bare dit Øie op for den.
Seeren, Digteren skal pege hen herpaa, og ligesom synliggjøre den med Mikroskopets Klarhed og Bestemthed, og da vil ogsaa Mængden see den, og siden paa sin egen Livsvandring selv
Det stillestaaende Huusliv har sin Billed-Rigdom, hvad maa da ikke Reiselivet have den! selv der, hvor det kaldes trivielt, Billed ved Billed i det Uendelige opruller dog, om endogsaa Alt kun i det Smaa, i det meget Smaa, manglende alle store Momenter, dem man kalder Begivenheder, Landskaber, historiske Grupper, kort Blomsterne i Reise-Guirlanden; men denne selv er der dog – og af den ville vi give lidt, af dette Bladgrønne, disse i hinanden glidende Smaabilleder, der komme og forsvinde, poetisk hver, malende hver, og dog ikke nok til at stilles ene paa Staffeliet for at beskues.
En Times Tid fra Reisen give vi, een af de Timer, hvor, det kan der ogsaa siges, der egentligt ikke passerede noget, ingen Ting var at see, til at fortælle om, det var – ligesom gjennem Skoven hen ad Landeveien.
Intet at fortælle og dog saa meget.
Tæt ved Veien var en høi Banke, overgroet med Enebærbuske; de ligne i deres friske Tilstand Cypressen, men her vare de alle visne, og havde aldeles Farve som
Vi kjørte forbi en Bondegaard, og netop idet vi kom forbi den aabne Port og saae ind til Hovedbygningen, hvis Tag var af Græstørv, og hvor en Mand laae ovenpaa og
I Skoven var hele Jorden overvoxet med Lilieconvaller, der blomstrede og duftede, det var næsten bedøvende. Solstraalerne faldt stærkt mellem nogle høie Fyrretræer, netop ned paa en Ædderkops colossalt udspændte Væv, hvori alle Traadene, der paa langs og paa tværs med mathematisk Nøiagtighed nærmede sig hverandre, glindsede som fine
Vi kom til Vertshuset; der var uordentligt inde og ude, Alt var paa urette Plads. I Stuen havde Fluerne saaledes gjødet de hvidkalkede Vægge, at de kunde gjælde for malede; Meublerne vare
Vi gik hen af Veien, der laae et Huus, hvidtet og venligt, ganske Modsætning til Gaarden. Døren stod aaben; derinde sad en ung Moder og græd ved sit døde Barn; der stod en ganske lille Dreng ved Siden af hende, den Lille saae med kloge, spørgende Øine paa Moderen, aabnede de smaa Hænder, i hvis Huulhed han skjulte en lille Sommerfugl, han havde fanget og bragt; og Sommerfuglen fløi hen over det lille Liig; Moderen saae paa den og smiilte, hun forstod vist Tilfældets Poesi.
Og Hestene vare spændte for og Vognen rullede med os, og Billed paa Billed rullede op, i Skoven, paa Veien, og i Tanken med, Billeder i det Uendelige!
XXVIII
Ved Dannemorase kort 2. Jernmalmminen Dannemora gruva i Uppland 100 km nord for Stockholm har været i drift siden 1400-tallet.
Kjender Du Svimmel! Bed, at hun ikke griber Dig, denne Høidernes mægtige
Sidst mødtes vi med hende ved Dannemoras uhyre Svælg, hvorhen vi kom ad en bred, jevn, prægtig Landevei gjennem den friske Skov. Hun sad paa Fjeldvæggens yderste Kant. Hun stødte med sine sylespinkle Been til Tønden, der paa svære Bjælker hænger i Jernkjæder ud fra den taarnhøie Brokant ved Afgrunden. Den Reisende løftede ud over Dybet sin Fod, satte den paa Tønden, hvor en af Arbeiderne modtog ham og holdt ved ham, og Kjæderne raslede,
»Rædsomt!« sagde han ogsaa, den brave, agtbare Fremmede, vi traf der ved Dannemoras store Svælg. Det var en Mand fra Skaane, altsaa fra samme Gade, som Sjellænderen, naar
»Men, saa lad være at stige ned!« sagde jeg, »hvorfor vil De det?«
»Man maa jo, naar man først er her!« sagde han. »Det er det Kjedelige ved at reise, at man skal see Alting; man kan jo ikke være andet bekjendt! det er jo en Skam for En, naar man kommer hjem, og da ikke har seet Alting, hvad de Andre spørge om!«
»Har De ikke Lyst, saa lad være! see paa Reisen hvad der fornøier Dem! – Gaae De her to Skridt nærmere end De nu staaer, og bliv rigtig svimmel, saa har De fornummet Farten. Jeg skal holde paa Dem, jeg skal beskrive Dem alt det Øvrige!«
Og det gjorde jeg, og Sveden sprang ham ud af Panden.
»Ja, saadan er det!« sagde han, »jeg kan tydeligt fornemme det!«
Jeg beskrev det smudsig-graa Sneelag, som Sol-Varmen aldrig tøer op, Kulden dernede og Hulerne og Ilden og Arbeiderne o.s.v. o.s.v.
»Ja saaledes skulde man kunne tale om det!« sagde han. »Det kan De, for De har seet det!«
»Ikke mere end De!« sagde jeg. »Hen til Svælget kom jeg, Dybden saae jeg, Sneen dernede, Røgen, der væltede ud af Hullerne, men da jeg skulde skræve ud i Tønden, – tak! Svimmelen kildrede mig med sit sylelange Been, og saa blev jeg hvor jeg var. Farten ned har jeg følt gjennem Rygrad og Fodsaaler, og det saa godt som Nogen. Farten er det
»Men det er dog saa mærkeligt!« sagde Manden, og tog frem sin »
I det samme lød nede fra Dybet Klokkerne; det var til Tegn paa, at Arbeidstiden for i Dag var endt; Aftenrøden skinnede endnu heroppe paa Træernes Toppe, men nede i det dybe langt udbredte Svælg var det Tusmørke, derfra og ud af de sorte Huller mylrede Arbeiderne frem; de saae ud som Fluer, bitte smaa, de klattrede op ad de lange Stiger, der i delte Afsatser hang op af den steile Klippevæg; høiere og høiere gik det, opad, opad, og altid bleve de større. Jernkjæderne peb i Bjælkestilladset, og Tønden heisedes i Veiret; tre, fire unge Karle stode med Træsko paa Tøndens Kant, sladdrede lystigt og stødte med Foden mod Klippevæggen, saa de slingrede fra den; og dybt nede blev det mørkere og mørkere, det var som om Afgrunden blev dybere endnu dernede.
»Det er rædsomt!« sagde Manden fra Skaane. »Man burde dog have været dernede! bare for at man kunde bande paa, man havde været der! De har dog vist været dernede!« sagde han igjen til mig.
»Tro hvad De vil!« svarede jeg, og det samme siger jeg til Læseren.
XXIX
Svinene
Den kjære
»Øh!« sagde det derinde, og Karreten klagede og knagede, det var jo en sørgelig Ende den havde taget. »Det er forbi med det Skjønne!« det sukkede den, det sagde den, eller det kunde den have sagt.
Vi kom her igjen om Efteraaret, Karreten stod her, men Svinene vare borte, de vare Herrer i Skoven. Regn og Rusk regjerede, Blæsten rev af Træerne alle Blade, og undte dem ikke Ro eller Hvile. Trækfuglene vare borte. »Det er forbi med det Skjønne!« sagde Karreten, og gjennem Naturen gik samme Suk, og fra Menneske-Hjertet klang det:
»Det er forbi med det Skjønne! med den deilige grønne Skov, med det varme Solskin og Fuglenes Sang, forbi! forbi!«
Det sagde det, og det knagede i Stammerne af de høie Træer, og der hørtes et Suk, saa inderligt dybt, et Suk, lige fra Hjertet af den vilde Rosenbusk, og den der sad der, det var Rosenkongen; kjender Du ham! han er bare Skjæg, det deiligste rødgrønne Skjæg; han er god at kjende. Gaae hen til de vilde Rosenhækker, og naar i Høsten alle Blomster ere borte, og kun de røde Hyben staae tilbage, see man tidt mellem disse en stor rødgrøn Mosblomst, det er Rosenkongen; der groer ham et lille grønt Blad ud af Toppen, det er hans Fjer, han er paa Rosenbusken det eneste Mandfolk af sin Slags, og ham var det der sukkede.
»Forbi! forbi! – det Skjønne er forbi! Roserne ere borte, Træernes Blade falde af! her er vaadt, her er raat! Fuglene, som sang, tie stille, Svinene
Det var kolde Nætter, det var graa Dage, men Ravnen sad paa Grenen og sang alligevel: »
Under de høie Træer i Huulveien var der stor Søle, og her laae Svineflokken, Store og Smaa, de fandt Stedet saa mageløst; »
De Gamle laae stille, for de tænkte; de Unge derimod vare saa vimse, de havde ingen Ro paa sig; een lille Griis havde Krølle paa Halen, den Krølle var Moderens Glæde, hun troede, at Alle saae paa Krøllen og tænkte kun paa Krøllen, men det gjorde de ikke, de tænkte paa sig selv og paa det Nyttige, og paa hvad Skoven var til. Altid havde de hørt, at den Olden, som de aad, voxte paa Roden af Træerne, og altid havde de derfor rodet der, men nu kom en lille Een, for det er altid de Unge der komme med det Nye, han paastod, at Olden faldt ned fra Grenene, han havde selv faaet een lige paa Hovedet, og det havde givet ham Ideen, saa havde han gjort Iagttagelser, og nu var han ganske vis i sin Sag. De Gamle stak Hovederne sammen, »øh!« sagde Svinene, »øh! Stadseriet er forbi! Qvidderiet af Fugle er forbi! Frugter vil vi have! hvad der kan ædes, det duer, og vi æde Alting!«
»Oui! oui!« sagde de Allesammen.
Men Svinemoderen saae paa sin lille Griis med Krøllen paa Halen. »Man maa ikke glemme det Skjønne!« sagde hun.
»Bra’, bra’!« skreg Kragen, og fløi ned for at blive ansat som Nattergal; een skulde der jo være, og saa blev Kragen strax ansat.
»Forbi, forbi!« sukkede Rosenkongen; »alt det Skjønne er forbi!«
Der var vaadt, der var graat, der var Kulde og Blæst, og gjennem Skoven og hen over Marken pidskede Regnen som lange Vandtaager. Hvor ere Fuglene, som sang, hvor ere Blomsterne paa Engen og de søde Bær i Skoven? Forbi, forbi!
Da skinnede der et Lys fra Skovhuset, som en Stjerne tændtes det og kastede sin lange Straale ud mellem Træerne; der lød en Sang derinde fra; deilige Børn legede der om den gamle Bedstefader, han sad med Bibelen paa Skjødet og læste om Gud og det evige Liv, og talte om Vaaren, der atter vilde komme, talte om Skoven, der skulde grønnes paany, Roserne, der vilde blomstre, Nattergalene, der vilde synge, og det Skjønne der igjen skulde sidde paa Høisædet!«
Men Rosenkongen hørte det ikke, han sad i det vaade, kolde Veir og sukkede: »forbi, forbi!« – –
Og Svinene vare Herrer i Skoven, og Svinemoder saae paa sin lille Griis og hans Krølle.
»Der bliver altid Nogen, som har Sands for det Skjønne!« sagde Svinemoder.
XXX
Poesiens Californien
Naturskattene afsløres os som oftest ved et Tilfælde, en Hund farvedes om Snuden ved den knuste
»Ja, i gamle Dage,« siger Mængden, »da kom Alting anderledes af sig selv! vor Tid har ikke slige Aabenbarelser, nu maa man slide og slæbe, vil man have Noget, man maa grave ned i de dybe Schachter efter Metallerne, der mere og mere tage af!« – og pludselig rækker Jorden sin
»Men i Poesien er alt det Største og Herligste fundet og vundet!« siger den
Tal ikke saa! lykkelig er Du, Digter, der fødtes i vor Tid! Du arver alle de herlige Skatte, som dine Forgængere gav Verden, Du lærer af dem, at kun det Sande er evigt, det Sande i Naturen og Mennesket.
Vor Tid er Opdagelsernes Tid, – ogsaa Poesien har sit nye Californien.
»Hvor ligger det?« spørger Du.
»Kysten er saa nær, at Du ikke tænker paa, at der er den nye Verden. Som en kjæk
Det var i Bibliotheks-Salen –, for
Det var i den friske, duftende Skov, i Afskedens sidste Time; Kjærligheds Kys til Levvel blev Indvielsens Daab for det kommende Digterliv; og Skovens friske Duft blev rigere, Fuglenes Qviddren blev Melodier, der kom Sollys og kjølende Luftstrømme. Naturen bliver dobbelt deilig hvor en Digter gaaer.
Og som en
»Kom med mig, skal Du see Verden, som en Digter kan have Gavn deraf!« sagde hun. »Jeg tænder min Løgte, den er
Og det var som om Scenen
»Følg med mig til Liv og Sandhed!« raabte den anden Skikkelse, Ynglingen, der var deilig som en Cherub; en Flamme lyste fra hans Pande, et Cherubsværd blinkede i hans Haand. »Jeg er Videnskaben!« sagde han, »min Verden er større, den stræber efter Sandhed!«
Og der blev en Klarhed rundt om. Spøgelsebillederne blegnede; det var ikke ud over Verden, der var seet, Overtroens Løgte havde kun viist Laterna magica Billeder paa den gamle Muur-Ruin, og Vinden havde drevet vaade Dunster i Skikkelser forbi.
»Jeg giver Dig en rig Erstatning! Sandhed i det Skabte, Sandhed i Gud!«
Og gjennem den stillestaaende Sø, hvorfra Taagespøgelserne steg, mens Klokkerne klang fra den sjunkne Borg, faldt Lyset ned paa en gyngende Planteverden; een Draabe af Sumpvandet, løftet mod Lysets Straale, blev en levende Verden med Dyr i sælsomme Skikkelser, kjæmpende og nydende, en Verden i en Vanddraabe. Og Videnskabens skarpe Sværd kløvede den dybe Hvælving og lyste derind, hvor Basilisken dræbte, og Dyrets Krop opløste sig i en dødbringende Dunst, dens Klo strakte sig fra det gjærende Viinfad, dens Øine var en Luft som brændte, naar den friske Vind berørte den. Og i Sværdet laae et Krafttryk, saa Guldgranet smededes til en Flade, tynd som det Taagelag vi aande paa Glasruden, og i Sværdodden lyste det, saa at den tynde Spindelvævstraad syntes at svulme til Ankertoug, thi man saae de stærke Sammensnoninger af talløse finere Traade. Og ud over Jorden selv lød Videnskabens Røst, saa Miraklernes Tid syntes vendt tilbage; henover Jorden bleve tynde Jernbaand lagte, og henad disse paa Dampens Vinger fløi med Svaleflugt de tungt belæssede Vogne, Bjergene maatte aabne sig for Tidsalderens Kløgt, Sletterne maatte løfte sig. Og gjennem tynde Metaltraade fløi med Lynets Hurtighed Tanken i Ord til fjerne Byer. »Livet! Livet!« klang det gjennem den hele Natur. »Det er vor Tid! Digter, Du eier den, syng den i Aand og Sandhed!«
Og Videnskabens Genius løftede Sværdet, det lysende, løftede det saa vidt ud i Rummet, og da – hvilket Syn! Det var, som naar gjennem Muursprækken en Solstraale lyser ind i et mørkt Rum, og viser sig for os som en dreiende Colonne af Myriader Støvgran; men hvert Støvgran her var en Verden! det var vor Stjernehimmel, det Syn han saae.
»Et Punkt kun, et Støvgran her er din Jord, hvis Undre forbause Dig! et Støvgran kun, og dog en Stjerne mellem Stjerner. Som de Myriader Støvgran, synligt svævende i Solstraalens dreiende Søile fra Muurrevnen ind i det mørke Rum, dreier sig den lange Colonne Verdener, Du kalder din Stjernehimmel, men endnu fjernere staaer Melkeveiens hvidlige Taage, en ny Stjernehimmel, en anden Colonne, begge to Radier kun i Hjulet! men hvor stort er dette selv, hvor mange Radier gaae saaledes ud fra det store Midtpunkt, Gud.
Saa vidt naaer dit Øie, saa klar er din Tidsalders Horizont! Søn af Tiden, vælg, hvo skal være din Ledsager. Her er din nye Bane! med din Tids Største, foran din Tids Slægter flyve Du! Som den blinkende Lucifer lyse Du i Tidens Morgenrøde.
Ja i Videnskaben ligger Poesiens Californien! Hver den, som kun seer tilbage og ikke klart fremad, vil, ihvor høit og hæderligt han staaer, sige, at laae der en saadan Rigdom i Videnskaben, den var for længe siden benyttet af store, udødelige Skjalde, der havde aabent Blik for Kundskaben; men lad os huske, da Thespis talte fra sin Kærre havde Verden ogsaa Vise; Homer havde sjunget sin udødelige Sang, og der fremtraadte dog nye Arter, fødte af en Sophokles og Aristophanes; Nordens Sagaer og Mythologi var saa godt som en ukjendt Skat for Scenen, da Øhlenschlæger viste, hvilke mægtige Skikkelser herfra kunde skride os forbi.
Det er ikke vor Tanke, at Digteren skal versificere de videnskabelige Opdagelser, Læredigtet er og bliver i sin bedste Form dog altid en mekanisk Dukke kun, der ikke har det friske Liv. Videnskabens Sollys skal gjennemtrænge Digteren, med klart Øie skal han opfatte Sandheden og Harmonien i det Smaa og i det uendelige Store, det skal luttre og berige Forstanden og Phantasien, vise ham nye Former, der endmere levendegjør Ordet. Selv de enkelte Opdagelser ville give en saadan ny Flugt. Hvilken Eventyr-Verden kan ikke oprulle under Mikroskopet, naar vi deri overføre vor Menneskeverden; Electromagnetismen kan blive en Livsenstraad i nye Lystspil og Romaner, og hvormangen humoristisk Digtning vil ikke voxe frem, idet vi fra vor støvgranlille Jord med dens smaa, hovmodige Mennesker see ud i det uendelige Verdens-Alt fra Melkevei til Melkevei. Et Exempel paa hvad vi her mene springer frem i hiin gamle høiadelige Dames Ord: »Er hver Stjerne en Klode som vor Jord, og har Kongeriger og Hoffer – hvor uendelig mange Hoffer! – Mennesket maa svimle!«
Vi sige ikke som hiin franske Forfatterinde: »lad mig nu kun døe, Verden har ingen Opdagelser flere!« o der er saa uendeligt Meget i Hav, i Luft og i Jord, Underværker, som Videnskaben skal hæve, Underværker, større end Digterens Phantasi kan skabe.
En Skjald vil komme, der med Barnesind, som en ny Aladdin, træder ind i Videnskabens Hule, med Barnesind sige vi, thi ellers ville Naturkræfternes stærke Aander gribe ham og gjøre ham til deres Tjener, medens han med Poesiens Lampe, der altid er og bliver det menneskelige Hjerte, staaer som Hersker, og bringer underfulde Frugter fra de dunkle Gange, og mægter at bygge Poesiens nye Slot, skabt i een Nat af tjenende Aander.
I Verden selv gjentage Begivenhederne sig, Menneskecharactererne vare og blive i Aartusinder altid de samme, og som de røre sig i de gamle Skrifter, maae de røre sig i de nye, Videnskaben alene opruller altid noget Nyt! Lys og Sandhed i Alt hvad skabt er straaler ud herfra med altid guddommeligere Klarhed.
Mægtige Billede af Gud, bestraal Menneskeheden! Og naar dens sjælelige Øie vænnes til Glandsen, vil den nye Aladdin komme, og Du skal med ham, der kort, klart og rigt synger Skjønheden i det Sande, gjennemvandre Poesiens Californien.
Sverige 1 og 2
Siden kaldet Oluf den Hellige.
»Løven i Ørkenen«.
Paa
»Gluntarne,« Duetter af Gunnar Wennerberg.
Gothisk Oversættelse af de fire Evangelier, og tilskrives den berømte Erkebisp Ulfilas.
1350.
Melodien til denne og flere Sange fra Dalarne findes i Svenska vallvisar och hornlatar, utgifna af Richard Dybeck 1846.
- 1
Siden kaldet Oluf den Hellige.
↩
- 2
»Løven i Ørkenen«.
↩
- 3
Paa
↩Clara Kirkegaardkirkegård ved Sankta Clara kyrka i Stockholm. i Stockholm er Bellman begravet, men Ingen veed Stedet, hans endnu levende Samtidige kunne ingen Oplysning give om det.
- 4
»Gluntarne,« Duetter af Gunnar Wennerberg.
↩
- 5
Gothisk Oversættelse af de fire Evangelier, og tilskrives den berømte Erkebisp Ulfilas.
↩
- 6
1350.
↩
- 7
Melodien til denne og flere Sange fra Dalarne findes i Svenska vallvisar och hornlatar, utgifna af Richard Dybeck 1846.
↩
- 8
↩I en anden Grube fandt man 1635 en Død, af friskt Udseende, næsten som en Sovende, men hans Klædning og de gamle Kobbermønter, der fandtes hos ham, vidnede om, at det var 200 Aar siden han her omkomjf. ovennævnte rejseguide, s. 221. .
I Sverrig
Trykt første gang 19. maj 1851.
BFN 591
Kapitlet »Fugl Phønix« er trykt første gang i Den nye Børneven, illustreret Tidsskrift for Børn, bd. II 1.hefte, maj 1850 (BFN 567/IV,50-51/VII,234-235); jf. ANDERSEN bd. 1, s. 488. Kapitlet »Bedstemoder« er trykt første gang under titlen En Historie i Freia. Nordisk Album for Poesi og Kunst, bd. I nr. 1, som udkom den 5. oktober 1845 (BFN 481/IV,46-49/VII,233-234); jf. ANDERSEN bd. 1, s. 377.
Kommentaren bygger på den tekstkritiske udgave af I Sverrig ved Mogens Brøndsted, 2003, i serien Danske Klassikere (DSL/Borgen).
Forkortelser
Afzelius | A.A. Afzelius Swenska Folkets Sago-Häfder, eller Fädernelandets historia, sådan hon lefwatr och till en del ännu lefver i Sägner, Folksånger och andra Minnesmärken. Till Läsning för Folket bd. I, 1839 og bd. V, 1843 |
Bohlin | Handbok för resande i Sverige; innehållande skildringar af de särskilta provinserne och deres egenheter, med beskrifning öfver kanaler, städer, helsobrunnar, bruk, grufvor, herrgårdar och märkvärdigheter, 2. udg., 1847 |
Broocman | Carl Fredric Broocman Beskrifning öfwer the I Öster-Götland Befintlige Städer, Slott, Sokne-Kyrkor, Soknar, Säterier, Öfwer-Officers-Boställen, Jernbruk och Prestegårdar, med mera bd. I-II, 1760 |
Dybeck | Richard Dybeck (udg.) Svenska vallvisor och hornlåtar, med norska artförändringar, 1846 |
Fryxell | Anders Fryxell Berättelser ur Swenska Historien, bd. I (Hedniska Tiden, 3. opl.), 1828, bd. II (3. opl.), 1831 og bd. III (2. opl.), 1831 |
Geijer/Afz | E.G. Geijer & A.A. Afzelius: Svenska Folk-Visor från forntiden bd. I-III, 1814-1816 |
Kleberg | Tönnes Kleberg H.C. Andersen och Uppsala. Särtryck ur Kungl. Humanistiska Vetenskaps-Samfundets i Uppsala Årsbok, 1952 |
Pontin | E.M.C. Pontin Förr och nu i Wadstena. Vandringar och hvila sommaren 1846, 1846 |
T-album | Trollhätta-album. Samling af de vackraste och märkvärdigaste utsikter vid och omkring Trollhättan med tegninger af Leonard Björkfeldt, prosatekster af Orvar Odd, pseudonym for O.P. Sturzen-Becker, og faktatekster af signaturen J.J., 1846 |
Tekstrettelser
15,21 | De < de |
17,29 | Sköt < sköt |
21,1 | Trollhättans < Trollhättas |
22,10 | Fugl < Fug |
47,26 | Menneske-Selskab.« < Menneske-Selskab |
47,26 | Deres < deres |
49,2 fn | Grund < grund |
57,29 | I < i |
79,15 | spurgte < Spurgte |
80,17 | Græsstraa –! < Græsstraa –!« |
82,5 | kom < om |
92,4 fn | Ornæs < Ørnæs |
95,13 | fn män, / Will < män, Will |
104,1 | fn 1350 < 1530 |
105,10 | ska’ < sk’a |
113,7 | Dem < dem |
113,9 | De < de |
124,19 | De < de |
124,21 | Dem < dem |
129,3 | Tilfælde, < Tilfælde |
132,26 | Morgenrøde.« < Morgenrøde. |
12 | |
Bernhard v. Beskow | (1796-1868), svensk forfatter, hofmarskal og baron samt sekretær i Svenska Akademien fra 1834. Han tog sig af H.C. Andersen under hans ophold i Stockholm 1849. | 13 |
Skaane | Skåne; det sydligste landskab i Sverige. |
Halland(s) | landskab i det vestlige Sydsverige langs Kattegatkysten mellem Skåne og Göteborg. |
Aas | langstrakt højdedrag, hvis kerne består af aflejringer af grus og sand. |
Skjærgaard(ene) | farvand ud for en kyst med skær, holme eller små øer. |
piilsnare | pilsnare; lynhurtige. |
Sulitelma, Øens Øie | højfjeldsmassiv i Lappland ved grænsen mellem Sverige og Norge. Det samiske navn er blevet oversat med såvel øens øje som øens tærskel og solens øje. Se kort 1. |
Nordhavet | Norskehavet. |
hiin Side | på den anden side af. |
Jemteland | Jämtland. |
Fos(sene) | afsnit af et vandløb, hvor vandet styrter fra et højt til et lavere niveau i terrænet, eller hvor vandet på grund af indsnævring eller større fald har stærk strøm. |
Budstikke | kort stav af træ eller jern, der blev brugt som en slags legitimation ved overbringelse af en meddelelse. |
hvor … gaaer ned | der er tale om midnatssol, det vil sige det fænomen, at solen er over horisonten døgnet rundt om sommeren. Midnatssol forekommer nord for den nordlige polarcirkel og syd for den sydlige polarcirkel. |
lægge den paa Hjertet | tage den som en opfordring. |
skotte | kaste et hurtigt sideblik. | 14 |
Guder kom fra Asiens Bjerge | forestillingen om, at de nordiske guder skulle være indvandret fra Asien til Sverige kendes blandt andet fra to værker, der begge tilskrives den islandske skjald Snorri Sturluson (ca. 1178-1241): 1) Edda, skrevet omkring 1225 (dansk-islandsk-latin Edda Islandorum, 1665). 2) »Ynglingesaga« fra Heimskringla, der sandsynligvis er skrevet i 1230’erne (dansk Norske Kongers Krønicke oc bedrifft / indtil unge Kong Haagens tid / som døde, 1594). Idéen om asiatiske indvandrere, der blev regnet som guder, er udbredt og genfindes i svensk og dansk digtning og historieskrivning helt ind i 1800-tallet. |
Linné | Carl von Linné (1707-1778), svensk naturforsker. Kendt for sin systematisering af botanikken. |
Carl den Tolvte(s) | Karl 12. (1682-1718), svensk konge fra 1697. Kendt som soldaterkongen, der sejrede i første fase af den Store Nordiske Krig (1700-1721), inden krigslykken vendte ved nederlaget ved Poltava i 1709. |
den opreiste Steen … Lützen | i Slaget ved Lützen i 1632 faldt den svenske kong Gustav 2. Adolf (1594-1632, konge fra 1611), som lagde grunden til Sveriges stormagtstid. Svenskerne vandt trods omfattende tab slaget og til minde om den faldne konge rejstes efterfølgende en importeret svensk sten i nærheden af det sted, hvor han faldt. I 1803 blev inskriptionen »GA 1632« tilføjet. |
Nordens Fee | Nordens Fata (italiensk: feen) Morgana, der ifølge en legende bor under vandet i Messinastrædet og bygger fantastiske slotte af den rene luft. |
Linnæa | en halvbusk af kaprifoliefamilien. Opkaldt efter Carl von Linné. |
Jenny(s) | den svenske sopran Johanna (Jenny) Lind (1820-1887) var kendt og fejret verden over fra midten af 1840’erne. |
Harpe(n) | vindharpe, hvis strenge lyder, når vinden blæser i dem. | 15 |
Trollhättan | se kort 1-2. Byens attraktion var Göta älvs vandfald og et omfattende slusesystem, som gjorde elven farbar mellem Kattegat og Vänern. Arbejdet blev indledt 1749, Trollhätte kanal åbnedes 1800, og sammen med Göta kanal, der blev udgravet fra 1810 til 1832, dannede den en vandvej gennem Sverige. |
engelsk Have-Anlæg | naturligt afvekslende have i modsætning til den symmetriske franske barokhave. |
storartet | storslået. |
Troldhättafaldene(s) | samlebetegnelse for de naturlige fald som Göta älv har ved Trollhättan. |
Saug(møller) | sav. |
Helvedsfaldet | Helvetes-fallen; det næstsidste af Trollhätte-faldene. |
Sverrigs største Indsøe | Vänern; se kort 1-2. |
Engtaage | fordampningståge, der dannes over vådområder, når vandet er varmere end luften. På dansk også kaldet mosekonens bryg. | 16 |
Kjæmpen Stærkodder … hende ikke | historien om Stærkodder og Agn Alafoster fortælles i T-album (s. I f.). |
onde Røvere … fangne og dræbte | H.C. Andersen væver to historier fra T-album sammen. Dels historien om røverne (s. II), dels historien om Skräddareklinten ved Gullö-faldene ifølge hvilken en skrædder var dømt til døden, men fik mulighed for at redde sit liv ved at sy en dragt på det yderste af klippen (s. III). |
Topøen | Toppö. |
siirlige | sirlige; velordnede, nydelige. |
Polhems Slusen | påbegyndt af og opkaldt efter den svenske opfinder og industrimand Christopher Polhem (1661-1751). | 17 |
eget | særegent, sælsomt. |
Wenern | Vänern. |
lagt til | tilfrosset. |
Tegnér(s) | Esaias Tegnér (1782-1846), svensk digter. Tegnér, der var medlem af Svenska Akademien fra 1814 og biskop i Växjö fra 1824, regnedes i 1800-tallet for Sveriges nationaldigter. |
Vildt Göta … | (svensk) Vildt styrtede Göta [elv] fra fjeldene, / Fælt brølede trolden fra sit Topfald! / Men det menneskelige snilde kom og sprængt stod klippen, / Med skibene i sit skød! H.C. Andersen har noteret sig dette og de følgende citater fra Trollhätta gæstebog i sin dagbog 6.9. august 1849 (Dagbøger III, s. 377-380). Tegnérs digt er formodentlig fra et besøg i 1815, men gæstebogen fra dette år er ikke bevaret. Digtet blev trykt under titlen »I boken ved Trollhättan« i Esaias Tegnérs samlade skrifter, bd. 4, udgivet af Carl Wilhelm Böttiger, 1848, s. 166. |
tilagters | tilbage. | 18 |
Hjulkasserne | skærmene omkring dampskibets skovlhjul. |
Besked i Egnen vidste han | han havde et godt kendskab til egnen. |
Motala | se kort 1-2. |
Tørneros … det er Blodløs | Adolph Törneros (1794-1839), professor i æstetik og latin. Anekdoten genfortælles af Per Daniel Amadeus Atterbom (1790-1855) i hans »Minnes-teckning« i Bref och dagboks-anteckningar af A. Törneros. Utgifna efter hans död, bd. II, 1842, s. VII. |
Motalas store Fabrik | Motala maskinfabrik blev grundlagt 1822 i forbindelse med byggeriet af Göta kanal. |
Stang Lak | stangformet stykke lak til forsegling af dokumenter. |
omkastede | hulter til bulter. |
Kjædler | kedler. |
favn(elange) | ældre længdeangivelse svarende til 188,28 cm. |
stiller af | bremser op, standser. | 19 |
Banko | en af banken udstedt værdi (en aldrig udmøntet mønt), der som regel var mere stabil end mønten. Betegnelsen blev brugt både i Danmark og Sverige. |
Daler | møntenhed, der blev brugt i Danmark fra middelalderen til 1873. I 1851, hvor I Sverrig udkom, var den nøjagtige betegnelse rigsbankdaler. |
i Høsten paa min Tilbagereise | H.C. Andersen besøgte Trollhättan første gang 25. juni 1837, dernæst på vej mod Stockholm 22. maj 1849 og på vejen ned igen 5.9. august (Dagbøger II, s. 11; III, s. 299-300, 375-381). |
sladdrende | snakkende. |
veni, vidi, obstupui | (latin) jeg kom, jeg så, jeg forbløffedes. Omskrivning af indskriften »veni, vidi, vici« (jeg kom, jeg så, jeg sejrede) som den romerske diktator (Gajus) Julius Cæsar (102/110-15 f.Kr.) ifølge den romerske forfatter Sueton (70-130 e.Kr.) skulle have båret i sit triumftog efter sejren i Slaget ved Zela i Pontos 47 f.Kr. |
Brugspatron | brukspatron (svensk), ejer af en virksomhed. |
flaue | flove; banale. |
(Skrift-)Dynge | bunke. | 20 |
Götha kom … | (svensk) Götha kom i dans fra Seves fjelde, / Køle spillede på dens rolige flod; / Pludselig fra en borg af klipper / Stod Trollhättan hende i vejen. / Skum og rædsel spyede trolden omkring sig, / Sejleren så, og bævede og flygtede. / Det menneskelige snilde kom – med mægtig hånd / Slog det klippen, der faldt ned og adlød. / Og knyttede således sammen, i evigt bånd / Ocean og fjeldboens land. Af Tegnér indført i gæstebogen 28. juni 1804. Digtet var, da I Sverrig udkom, endnu ikke publiceret, så der er reelt tale om et førstetryk. Digtet blev efterfølgende optaget i Esaias Tegnérs samlade dikter, bd. 1, 1964, s. 131 under titlen »I en minnesbok vid Trollhättan«. |
Seve(s) | ældre navn for Den Skandinaviske Fjeldkæde. |
Siljan(s) | se kort 1-2. |
Hjelmaren | Hjälmaren; se kort 2. | 21 |
Sluseportene … Kobberporte | Den hemmelige ret, Vehmgerichte eller Femegerichte (tysk), hentyder til en middelalderlig westfalisk domstolspraksis, der fandt sted under åben himmel. Omsat til underjordiske huler og iblandet frimurerritualer blev det et populært motiv i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet. Motivet kan blandt andet findes i den svenske forfatter Anders Fredric Skjöldebrands (1757-1834) drama Herman von Unna, 1795 (dansk Herman von Unna. Drama i fem Akter, 1802), hvor en stor jernport åbnes med bulder og brag og afslører domstolen (IV, 2). Opført på Det Kongelige Teater 66 gange i perioden 1800-1836. | 22 |
Phønix | Føniks; ifølge græske sagn en fugl, som i en evig cyklus brænder sig selv op og derefter genopstår af sin egen aske. Den blev brugt i kristen sammenhæng som billede på evighed og udødelighed. |
Straffe-Englens Flammesværd | i 1. Mosebog 3,23-24 uddriver Gud Adam og Eva af Paradisets Have og sætter keruberne med flammesværd til at vogte vejen til Livets Træ. I den ikonografiske tradition og flere steder i H.C. Andersens skrifter er det en engel (ofte ærkeenglen Gabriel), der uddriver. |
Dragkiste | kommode eller kiste med store skuffer. |
Lapland(s) | Lappland; landskab i Nordsverige. |
Fahlun(s) | Falun; se kort 1-2. |
Kulgrube(r) | mine eller brud, hvor der udvindes kul. |
Lotus(bladet) | nelumbo nucifera; lotusblomsten symboliserer Buddhas trone i indisk kunst. |
Ganges | hellig indisk flod. |
Hindupigen(s) | pige, der religiøst tilhører Indiens dominerende religion hinduismen, der er et kompleks af religiøs filosofi, sociale værdier og kulturel praksis. |
Thespis(karren) | Thespis er i antik tradition opfinderen af tragedien og den første, der opførte en tragedie i Athen i 534 f.Kr. Fra den romerske digter Horats’ (65 f.Kr.-8 e.Kr.) Ars Poetica kendes den historisk ukorrekte beskrivelse af Thespis, der med sine remedier drager fra by til by: »Ukjendt tragisk Digt Thespis har først opdaget, / Og om i Byerne dermed paa Vogne draget« (Horaz om Digtekunsten til Cn. og L. Piso, oversat af Laurids Sahl, 1778, s. 36). |
(Thespis)karren | kærren; enkel, tohjulet vogn. |
bærme(besmurte) | smuds, snavs. |
Shakspear(s) | William Shakespeare (1564-1616), engelsk forfatter. |
Odins Ravn | ifølge nordisk mytologi flyver Odins ravne Hugin og Munin rundt i verden, og når de vender hjem, sætter de sig på hans skuldre og hvisker om, hvad de har set. |
Sangerfesten … Riddersal | en digterkappestrid, der ifølge sagnet fandt sted på Wartburg Slot i Tyskland 1207. |
Marseillaisen | krigssang fra 1792 af Claude-Joseph Rouget de Lisle (1760-1836), siden 1795 Frankrigs nationalsang. |
Bog-Guld | tyndt udhamret guld til dekorering. Det samme som bladguld. Her brugt i betydningen mindre værdifuldt. | 24 |
Kinnekulle | se kort 2. |
hængende Have | hentyder til Babylons hængende haver, der regnes for et af verdens Syv Underværker og var en have i flere terrasser med et særligt vandingssystem. Sammenligningen skyldes, at Kinnekulle har en terrasseret profil, der kan ses vidt omkring. |
Den ældgamle Landsbykirke | det er uklart, hvilken kirke, der sigtes til, da området ved Kinnekulle rummer flere kirker fra middelalderen. |
Træbul | træstamme. |
Mariestad(s) | se kort 2. |
Kirketaarn | tilhørende Mariestad domkyrka, der blev opført 1593-1619. |
Wenersøen | Vänern. |
Hellekis | Hällekis; se kort 2. |
Grottarne | (svensk) grotterne. |
romerske Campagne(s) | flodsletten Campagna di Roma omkring Rom og Tiberens nedre løb. Den blev afvandet i antikken og brugt som kornkammer, men dræningssystemerne brød senere sammen, og området forsumpede. |
Aaringer | år. |
Allunsteen | alunskifer; sort brændbar lerskifer. Skifer er en grå eller sort, finkornet bjergart, som let spalter i tynde flager. |
Rødsten(en) | stenart dannet ved grusaflejring fra istiden. |
Trap | basaltmasser i trappelignende formationer. | 25 |
luvslidt(e) | så slidt at luven, det vil sige den side af et stykke stof eller tøj, der vender udad, er væk. |
via appia | den antikke vej Via Appia gik fra Rom til Capua. I 200-tallet blev Via Appia, der blev påbegyndt 312 f.Kr., udvidet således, at den strakte sig fra Rom til Brindisi med en længde på 539 km. |
uden det | undtagen det. |
Leckø gamle Slot | Läckö slott på Kållandsö (se kort 2). Anlagt i slutningen af 1300-tallet og senere udbygget til et barokslot. |
Lidkøping | Lidköping; se kort 2. |
Blomberg | herregård. |
Geijer(s) | Erik Gustaf Geijer (1783-1847), svensk digter og historiker. Hans datter, Johanna Ulrika Agnes Geijer (1824-1885), var gift med ejeren af Blomberg, Adolf Ludvig Hamilton (1820-1896). |
Blommen paa Kinnekulle | den svenske forfatter Gustaf Henrik Mellins (1803-1876) historiske novelle Blomman på Kinnekulle (blomsten på Kinnekulle), 1829. |
Flor | løst vævet stof, der fx bruges som slør for ansigtet. |
Dryade(r) | kvindelig træ- eller skovnymfe, der ifølge græsk mytologi var knyttet til et bestemt træ og døde sammen med det. |
Husaby-Kirke | Husaby kyrko; romansk stenkirke, hvis ældste del er fra ca. 1100. |
den gamle catholske Bispegaard | ruinerne af en stor bispegård fra 1400-tallet. |
Kløvse | (fynsk dialekt) klase. |
ældgamle Grave | på kirkegården finder man blandt andet tidlige kristne gravsten med runeristninger. |
Old mortality | figur i den skotske forfatter Walter Scotts (1771-1832) roman The Tale of Old Mortality (gamle dødeligheds fortælling), 1816, der blandt andet vedligeholder en række gravsteder. |
sire(de) | udsmykke. |
plump(e) | med en for stor, grov eller klodset form. |
Catholicismens Tid | Sverige var katolsk indtil omkring 1600, hvor man endeligt overgik til protestantismen. | 26 |
Sacristi(ets) | sakristi; siderum i en kirke ved siden af koret hvor præsten kan klæde om, og hvor man opbevarer de ting, der bruges til gudstjenesten. |
Klostret(s) | muligvis menes der ruinerne af en biskopborg fra 1400-tallet nær ved kirken. |
Madonnas egen Fødselsfest | katolsk helligdag, der falder 8. september. |
Kjærter | kærter; høje lys. |
Kleven | Kinne-Kleva; se kort 2. |
Carnis(ser) | karnis; gesims med s-formet profil. |
hindustansk | det vil sige tilhørende hinduismen, Indiens dominerende religion, der er et kompleks af religiøs filosofi, sociale værdier og kulturel praksis. |
Ghatsbjerget | i dette tilfælde en bjergkæde, der strækker sig langs Indiens vestkyst fra Satmala Hills til landets sydspids. |
Ellora | by i Indien, der er kendt for et kompleks af 34 templer, der er udhugget i klipperne i byens omegn. |
Bramin | hinduistisk præst. |
Kailasæ Templet | Kailasa; et shivatempel ved Ellora fra 700-tallet. |
Ramayana | indisk heltedigt, tilskrevet munken Valmiki (ca. 300 f.Kr.). |
Mahâbhârata | indisk nationalepos, der skal være nedskrevet ca. 400 e.Kr. af vismanden Vyasa, men som anses for at gå tilbage til 400 f.Kr. og omhandle endnu ældre sagnstof. |
Kragemaal | hjemmelavet sprog, ofte kun forståeligt for indviede. |
P-Maal | børnesprog, hvor hver stavelse i et ord gentages med p foran. |
Brockhaus’s Conversations-Lexicon | tysk leksikon, der under varierende titler er udkommet i adskillige udgaver gennem tiden. Første udgave, der kom 1796-1811, bar titlen Conversationslexicon mit vorzüglicher Rücksicht auf die gegenwärtigen Zeiten. Forlægger af de første udgaver var Friedrich Arnold Brockhaus (1772-1823). |
Sakuntalâ, Wikramorwasi | den indiske digter Kalidasas (ca. 400-tallet e.Kr.) dramaer Vikramorvashiya (svensk Vikrama och Urvasi eller hjelten och nymfen. Ett indiskt skådespel, 1846) og Shakuntala (dansk Sacontalá eller Den Uheldige Ring, Et Indiansk Drama, 1793). |
Uttaram Râma-tscharitram | Uttararamacarita (Ramas senere levned); skuespil af den indiske digter Bhavabhuti (slutningen af 600-tallet-begyndelsen af 700-tallet), der bygger på det indiske epos Ramayana. | 27 |
Sanskrit(-Litteratur) | indisk sprog, der er dannet på baggrund af et antal nordindiske dialekter, og som især anvendtes i religiøse, sprogvidenskabelige og litterære tekster fra ca. 1200 f.Kr. til ca. 400 e.Kr. | 28 |
(Silke)tøi | tøj; stof. |
allevenligst | allervenligst; så venligt som overhovedet muligt. | 29 |
eiegod(e) | ejegod; overordentlig god. | 30 |
Pestens Tid | pesten har flere gange hærget Europa, mest voldsomt i årene 1347-1352 hvor omkring 25% af Europas befolkning omkom. Den sidste epidemi i Norden var i 1710-1713. |
Vaaning | bolig. |
Slutteren | fangevogteren. |
reenlig | renlig; proper, velholdt. |
Steenbroen | stenbroen; brolægningen. |
Aftrædelses-Værelset | værelse til midlertidigt ophold, eventuelt til afklædning. |
Bohave | det, der hører til en boligs udstyr og indretning. | 31 |
Tilhold og Condition | tilholdssted og tjeneste. |
Inqvisitionens marterfulde Fængsler | inkvisitionen var en middelalderlig pavelig domstol, der blev oprettet i 1231 med det formål at bekæmpe kætteri. Inkvisitionen bredte sig til det meste af det katolske Europa, og havde igennem mange år et ry for at være særdeles voldelig og blodtørstig. Nyere forskning har dog delvist afkræftet dette. |
marterfulde | rummende heftig smerte. |
Bagne(rne) | (fransk) tugthus, slavefængsel. |
Venedigs hede Blykamre | fængselsrum under blytagene på Dogepaladset i Venedig (Palazzo Ducale), hvor temperaturen blev meget høj, når solen stod på. | 32 |
Callot | Jacques Callot (1592-1635), fransk tegner og raderer. |
Hoffmanns »i Callots Maneer« | hentydning til den tyske forfatter Ernst Theodor Amadeus Hoffmanns (1776-1822) Fantasiestücke in Callot’s Manier, 1814-1815. |
Capitano de Baroni | (italiensk) slynglernes anfører. Radering af Callot fra den såkaldte tiggerserie Gueux fra 1622. |
Pjaltebod | bod tilhørende en pjaltekræmmer, det vil sige en person, der handler med gamle klude med mere. |
Wigen | Viken; se kort 2. |
skidne | beskidte. |
industriøse | foretagsomme. |
corpulent | korpulent; kraftig, tyk. |
Trøie | trøje; der menes formentlig en jakke med for. |
Pullen | pulden; den øverste, hvælvede del af en hat, kasket eller hue. | 33 |
gentil | elegant og beleven af opførsel. | 34 |
Wadstena | Vadstena; se kort 2. |
Grønsvær | græs, græsplæne. |
Græstørvs Huus … Foraarssol | da H.C. Andersen var i Uppsala 7. juni 1849, fortalte den svenske digter Carl Wilhelm Böttiger (1807-1878) ham om et hus i Dalarna, hvor en kvinde lod sit får græsse på taget (Dagbøger III, s. 317). Da han 27. juli tog fra Vadstena til Motala, så han igen mange huse »med blomstrende Græstørvs Tag, just for en Morlille til at græsse sit Lam« (Dagbøger III, s. 364). |
botanisere(nde) | studere blomster og planter i naturen. | 35 |
Wettern | Vättern; se kort 1-2. |
Luft-Syn | spejlbillede kastet tilbage fra en eksisterende genstand til et luftlag, der viser genstanden nærmere eller anderledes, end den er. |
Wadstena Slot | Vadstena slott; oprindeligt bygget i 1545 som en fæstning, men i 1555 ombygget til et slot. Det ophørte med at være kongelig residens i begyndelsen af 1700-tallet og husede siden en tekstilfabrik, et kornmagasin og et statsligt brænderi. |
de Dødes … Mindernes by | H.C. Andersen citerer og bygger her på Pontin, s. 9. |
Herculanum | Herculaneum; romersk by, der sammen med Pompeji og Stabiae blev begravet ved Vesuvs udbrud 79 e.Kr. |
Helgenkrøniken … Elskovsvisen | generaliserende om middelalderlige genrer, der bearbejder og overleverer historiske hændelser. |
kniple | sammenflette tråde i bestemte mønstre med særlige pinde. |
Klostret(s) | Vadstena kloster; opførslen blev muliggjort af kongelige donationer 1346, hvorefter klostret blev opført efter den hellige Birgittas (1303-1373) anvisninger. |
Sanct Brittas Løg | Allium Ursinum; ramsløg opkaldt efter den hellige Birgitta (jf. Pontin, s. 74). |
Kong Johan og Abbedissen Anna Gylte … Rede | Johan 3. (1537-1592), svensk konge fra 1568. Historien fortælles hos Pontin (s. 68) og Broocman (s. 168), som H.C. Andersen i sin dagbog angiver som kilde (Dagbøger III, s. 363-364). |
Abbedisse(n) | kvindelig forstander for et nonnekloster. |
svare for | være ansvarlig for. |
Pæretræ … Nyfødte | sagnet fortælles i to varianter hos Pontin (s. 69-70) og hos Broocman (s. 168). |
hvo | hvem. |
maatte | skulle. |
Heloise | Héloïse (ca. 1100-1164), fransk abbedisse. Førte i 1130’erne en brevveksling med sin elskede Pierre Abélard (1079-1142). Brevvekslingen kendes gennem Abélards selvbiografi Historia calamitatum (mine trængslers historie), ca. 1133. |
Bröderne och … | (svensk) Brødrene og søstrene spiller på instrumenter, drikker vin og danser med hinanden i haven! Upræcist citeret efter Pontin (s. 62). |
Nonne-Phantomernes … Robert | hentydning til den tyske komponist Giacomo Meyerbeers (1791-1864) opera Robert le diable, 1831 (dansk Robert af Normandiet. Opera i fem Acter, 1833) med libretto af Eugène Scribe (1791-1861) og Germain Delavigne (1790-1868). Den omtalte situation findes i III, 2. Pontin associerer til operaen i en note (s. 62). |
Phantomerne(s) | spøgelserne. | 36 |
dømmer ikke … ikke dømmes | hentydning til Matthæus 7,2 hvor Jesus siger til den lyttende folkeskare: »Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes«. |
den Reneste og Bedste | Jesus. |
Jag … återkallas | (svensk) Jeg tør ikke for nogen, undtagen for dig alene bekende, at jeg formår dårligt at ende mit Ave Maria eller læse mit paternoster, uden at komme i tanker om dig. Ja! I selve messen ser jeg for mig dit smukke ansigt og vor kærlige omgang. Jeg synes ikke, jeg kan skrifte (mig) for noget andet menneske. Jomfru Maria, St. Birgitta og himlens hærskarer vil måske straffe mig for det? Men du ved godt, hjertenskæreste, at jeg aldrig har samtykket til disse regler med fri vilje og hensigt. Mine forældre har vel indsat min krop i dette fængsel, men hjertet kan ikke så hurtigt tilbagekaldes fra verden. Upræcist citeret efter Pontin (s. 60). |
Ave Maria | (latin) Hil dig, Maria. Katolsk bøn til Jomfru Maria. |
Pater Noster | paternoster, (latin) vor far. Bønnen fadervor på latin, tidligere brugt om den katolske rosenkrans, der er en særlig bøn. |
St Birgitta | Birgitta af Vadstena (ca. 1303-1373), grundlægger af Birgitterordenen. Helgenkåret i 1391. |
Visen om Klosterrovet … | visen om »Herr Carl eller Klosterrofvet« findes hos Geijer/Afz (bd. I, s. 179 ff.) og Pontin (s. 53 f.). |
Christ give at … | upræcist citeret efter Geijer/Afz (bd. 1, s. 181) eller Pontin (s. 54). |
Skjøn Agda og Olof Tyste | historien fortælles af Pontin (s. 101-112). Pigens navn er Pontins opfindelse. |
Romeo … Julie | titelpersonerne i William Shakespeares (1564-1616) kærlighedstragedie Romeo and Juliet, 1594-1595 (dansk Romeo og Julie, 1811). |
dølge | skjule noget så det ikke opdages. | 37 |
sige det | fortælle det. |
den svarta mull… | (svensk) den sorte muld / (helt) over skøn Agdas arm! Citat fra Pontin (s. 104), der låner fra folkevisen om »Axel Thordson och skön Walborg« (Geijer/Afz, bd. I, s. 176) og indsætter Agdas navn i stedet. Muldpåkastelsen forklares begge steder som en del af nonneindvielsen. |
Hans Brask | (1464-1539), biskop i Linköping (se kort 2) fra 1513. Modstander af reformationen. |
Banstraale(n) | dannet af at bandlyse. Udelukkelse fra den katolske kirke og dens sakramenter. |
Hellekis | der er sandsynligvis tale om Hällekis herregård, der kendes allerede fra 1300-tallet. |
Husaby | se kort. |
Budgaffelen | budstikken. En kort stav af træ eller jern, der blev brugt som en slags legitimation ved overbringelse af en meddelelse. |
Guldkroken | ældre navn på egnen omkring byen Hjo (se kort 2) på vestsiden af Vättern. |
Westergötland | Västergötland; se kort. | 38 |
Ved | det faste, hårde stof som et træs stamme og større grene består af, og som blandt andet kan bruges som brænde. |
Gustav Wasa | Gustav 1. Vasa (1496-1560), svensk konge fra 1523. Historien om, hvordan han gemmer sig for den danske kong Christian 2.s (1481-1559, konge af Danmark-Norge 1513-1523 og af Sverige 1520-1523) fogeder og forsøger at rejse dalabønderne til modstand, fortælles af H.C. Andersen i kapitlet »Ved Siljan-Søen«. |
vansmægte(t) | lide, sulte og tørste. |
gaa(et) vildsom | fare vild. |
Dalarne | landskab, der omfatter den indre, nordlige del af Mellemsverige. |
Stænder | en række grupper, som man tidligere inddelte et lands befolkning i. I Danmark normalt fire: adel, gejstlighed, borgere og bønder. |
raade | bestemme. |
Bod | soning af synder, man har begået. |
ubanede Veie | ikke anlagte veje, det vil sige gennem uforstyrret natur. |
Hu alt længe stod til | længe havde ønsket sig. |
prange | vise sig i stor pragt for at imponere. | 39 |
Valfart(er) | rejse til et helligt sted som en person foretager af religiøse grunde, fx af fromhed, som bod eller for at opnå noget. |
Rosenkrands | krans, som almindeligvis består af fem store perler, hver adskilt af ti mindre. Bruges af katolikker til at holde regnskab med en serie meditationer og bønner. |
Snille | begavelse. |
Helgenindens Trone | Birgitta blev helgenkåret af pave Bonifacius 9. (pave 1389-1404) i 1391. |
Daarekiste | galehus, sindssygehospital. |
Blaakirken | Vadstena klosterkirke, også kaldet Blåkyrkan, blev påbegyndt ca. 1369 og indviet 1430, men stod først helt færdig 10 år senere. Klosteret blev ophævet 1595 og frem til 1900- tallet brugt til hospital. |
Blaasteen(s) | i dette tilfælde blå kalksten. | 40 |
Hertug Magnus | Magnus Vasa (1542-1595), søn af Gustav 1. Vasa. Residerede i Vadstena i 1560’erne og led af sindssyge. Hans gravmonument i klosterkirken er udført i slutningen af 1500-tallet af den nederlandske skulptør Hans Fleming (ca. 1545-1623) i samarbejde med Bernt von Münster (d. 1610). |
prunk(løse) | pynt, stads. |
Philippas … Hvile | Filippa (1394-1430), dronning af Danmark, Norge og Sverige fra 1406. Gift med kong Erik 7. af Pommern (ca. 1382-1459, konge af Norge fra 1389, af Danmark og Sverige fra 1396. Afsat i alle tre riger 1439-1441). Hun regerede Unionssriget under kongens udenlandsrejser og mobiliserede Københavns borgere, da en række af de tyske hansestæders flåde ville angribe byen i 1428, mens Erik søgte ly i Sorø. Ifølge traditionen led hun under Eriks utroskab, misundelse og voldsomhed, hvilket til sidst fik hende til at søge til Vadstena kloster, hvor hun døde. |
Elisabeth … Villie | Håkon 6. Magnusson (1340-80, konge af Norge fra 1344) blev 1359 forlovet med Valdemar 4. Atterdags (ca. 1320-1375, konge af Danmark fra 1340) datter, Margrete (1353-1412). Aftalen blev ophævet efter Valdemars generobring af Skåne, og Håkon forlovede sig da med Elisabeth, datter af greve Gerhard 5. af Holsten (1323-1350). Brylluppet blev forhindret, og efter nye forhandlinger giftede Håkon sig med Margrete 1363. Historien fortælles hos Pontin (s. 44). |
Hofstat | hofpersonale. |
Margrethe | dronning Margrete 1. regerede Danmark og Norge som formynder for sin søn fra 1380, og efter hans død 1387 blev hun de facto regent af Danmark, Norge og senere Sverige. |
Sanct Brittas Datterdatter | Ingegerd Knutsdotter (ca. 1356-1412), datter af Märtha Ulfsdotter (1319-1399), som var den unge dronning Margretes hofmesterinde. Ingegerd blev den første formelt viede abbedisse i Vadstena kloster. |
Sagnet … der bluedes derved | ifølge Pontin (s. 42) og Afzelius (bd. V, s. 66) kyssede hun munkene på hånden, og en munk rakte en flig af sin kutte frem i stedet. |
af Birger … | fordansket citat efter Pontin (s. 14). H.C. Andersen er mindre fordømmende i sin skildring af Birgitta og klostervæsenet end Pontin. |
Birger Brahe(s) | Birger Petersson (Persson) (d. 1327), lagmand og rigsråd i Uppland og far til Birgitta. Han er tidligere blevet opfattet som stamfader til Braheslægten. |
egne | særegne, usædvanlige. |
Ulf Gudmarsson | (1298-1344), svensk lagmand og rigsråd. Gift med Birgitta Birgersdotter (senere den hellige Birgitta) og ejer af gården Ulvåsa, nordøst for Motala ved søen Boren. |
Du skal være … | fordansket citat efter Pontin (s. 14). | 41 |
Nidaros … Skriin | resterne af Olav 2. Haraldsson (Olav den Hellige) (d. 1030) lå i et skrin på højalteret i Nidarosdomen i Trondheim (Nidaros) i Norge og var et yndet pilgrimsmål i middelalderen. |
den hellige Katarina | Katarina af Vadstena (ca. 1331-1381), datter af Birgitta og Ulf Gudmarsson. Hun blev betragtet som en helgen, men nåede aldrig at blive kanoniseret. |
Sagn i Folket | fortælles hos Pontin (s. 75). |
Reformationens Tid | det historiske forløb i 1500-tallet, der ledte til en splittelse af den vesterlandske kristenhed og til dannelsen af de protestantiske kirker i Nordeuropa som et religiøst alternativ til den katolske kirke. |
Bo Jonsson Grip | (d. 1386), svensk stormand og drost (højeste embedsmand). Han var gavmild mod kirken og støttede planerne for Birgittas kanonisering og bygningen af Vadstena kloster. Han skal have været brutal og hensynsløs i sin erhvervelse af rigdomme. Om gravstenen jf. Pontin (s. 50, 243). |
Brøst | skade, mangel. | 42 |
brase(des) | stege i fedtstof på en pande. |
Drypsteen | drypsten; istaplignende kalkdannelse som opstår i huler, hvor der afsættes kalk fra nedsivende grundvand. |
Broders Dødsdom | Johan 3. blev dømt til døden for højforræderi mod broderen Erik 14. (1533-1577, svensk konge 1560-1568) ved en rigsdag, men dommen blev aldrig eksekveret (jf. Fryxell, bd. III, s. 240-246). |
Maria Stuart | Maria 2. Stuart (1542-1587), dronning af Skotland 1542-1567. Både Pontin (s. 216-218, 222-225) og Fryxell (bd. III, s. 246-247) fortæller om hertugens forelskelse. |
Havfruens Skikkelse | der blev skabt sagn og ballader om hertugens mellemværende med havfruen og elverpigerne. Ifølge nogle af disse straffede havfruen hans standhaftighed med vanvid, og næste gang stod han ikke imod, men kastede sig ud i voldgraven til hende (jf. Geijer/Afz, bd. II, s. 178). |
Drabant(-Salen) | fyrstelig livvagt. |
Dalkarl(enes) | (svensk) mand fra Dalarna. |
Svante Stenson Sture | (1517-1567), greve og rigsråd. Gift med Märta Eriksdotter (Leijonhufvud) (1520-1584). Historien fortælles hos Fryxell (bd. III, s. 169). H.C. Andersen henviser dog til et svensk konversationsleksikon i sin dagbog 3. august 1849 (Dagbøger III, s. 373). |
Margareta Leijonhufvud | Margareta Eriksdotter (Leijonhufvud) (1516-1551), Gustav 1. Vasas anden dronning. |
Katarina Stenbock | Katarina Gustavsdotter (Stenbock) (1535-1621), Gustav 1. Vasas tredje dronning og søsterdatter til Gustav 1. Vasas anden dronning. |
Ridder Gustav(s) | Gustaf Johansson Roos (1531-1566), svensk greve og rigsråd. Søn af Johan Turesson af Tre Rosor (1490’erne-1556) og Kristina Nilsdotter Gyllenstierna (1494-1559). Den ulykkelige kærlighedshistorie fortælles hos Pontin (s. 127-185). |
tre Roser | Tre Rosor; navnet på to svenske adelsslægter, der ikke er indbyrdes beslægtet. Navnet er en senere tids konstruktion efter de tre roser i familiernes våbenskjold. |
Carl den Femte | Karl 5. (1500-1558), tysk-romersk kejser 1519-1556 og konge af Spanien 1516-1556. | 43 |
Ja-Ordet | forlovelsen, der var juridisk bindende. |
ubrødelig | ubrydelig. |
glemt ude | glemt, forbigået. |
Andragende | anmodning. |
Torpa | gods i Länghem sogn, Västergötland, som tilhørte Stenbock-slægten. |
Jagt | mindre, enmastet sejlskib med bred agterende, storsejl og to eller tre forsejl. | 44 |
Silfverdug | silverduk (svensk), sølvklæde. |
Stammemoderen | Gustav Johansson nedstammer på mødrene side fra Birgitta Turesdotter Bielke (ca. 1410-1436), Karl Knutssons (1409-1470, senere Karl 8.) første kone, og altså ikke fra den hellige Birgitta selv (jf. Pontin, s. 180). |
Kung Gustav … | (svensk) Kong Gustav ... holder jeg meget af, men ... Roosen ... glemmer jeg aldrig! Upræcist citeret efter Pontin (s. 185). |
Løndør | skjult dør. |
Grev Johan af Østfriesland | bror til grev Edzard 2. af Østfriesland (1532-1599), som blev gift med Katarina Vasa (1539-1610), datter af Gustav 1. Vasa. |
Cecilia | Cecilia Vasa (1540-1627), datter af Gustav 1. Vasa. Hendes eftermæle er domineret af forskellige varianter af historien om grev Johans natlige besøg på Vadstena slott. Historien fortælles af Pontin (s. 96-205) og Fryxell (bd. III, s. 209-212). | 45 |
Prinds Erik | (1533-1577), søn af Gustav 1. Vasa. Konge af Sverige 1560-1568 under navnet Erik 14. |
trættes | skændes. |
føie | føje; kort. |
Atterkomst | genkomst. |
Sqvalderen(s) | skvalderen; sladderen. |
Lin | linned; fint, glat, tætvævet stof af hør, der ofte anvendes som hovedbeklædning af kvinder. | 46 |
Marionetspiller(en) | person, der styrer de bevæglige dukker på et dukketeater ved hjælp af stænger eller snore (marionetteater). |
gammelagtig | gammel. |
luttret | lutret; renset, forædlet. |
polytechnisk Candidat | Den Polytekniske Læreanstalt (nuværende Danmarks Tekniske Universitet) blev oprettet 1829 og havde da to kandidatuddannelser: mekanik (maskiningeniør) og anvendt naturvidenskab (kemi). Hans Christian Ørsted (1777-1851) var direktør frem til sin død. |
uconfirmeret | der ikke har nået konfirmationsalderen. |
Det meste … Præstens | det meste gik over min forstand. |
Fod i Hose | enkelt, sammenhængende. |
Hose | beklædningsgenstand, der brugtes i middelalderen og senere. Hosen sad tæt om benet fra hoften og ned, eventuelt med fod, og var lavet af uld, læder, silke, fløjl eller linned. | 47 |
Napoleon | Napoleon 1. (1769-1821), fransk kejser 1804-1814 og 1815. |
Luther | Martin Luther (1483-1546), tysk kirkereformator. |
Nissebuk | nisse. |
Mare | væsen, der ifølge folketroen plager sovende ved at sidde (ride) på brystet af dem og derved forårsage trykken for brystet, åndenød og onde drømme. |
Troldtøi | troldtøj; almindeligvis samlebetegnelse for overnaturlige væsner som trolde og feer, her brugt i betydningen overnaturligt, magisk. | 49 |
Heelt | helt; hele, helhed. |
Primadonna | den førende kvinde i et sanger- eller skuespillerensemble. Bruges overført som betegnelse for en selvoptaget, krukket person, der uberettiget kræver særbehandling. |
hele Commersen | hele herligheden. |
raisonerer | ræsonnerer; diskuterer, gør vrøvl. | 50 |
tvinede | tudede. |
Johanna Montfaucon | den tyske forfatter August von Kotzebues (1761-1819) sørgespil Johanna von Montfaucon. Ein romantisches Gemälde aus dem vierzehnten Jahrhundert, in fünf Acten, trykt i Neue Sammlung Deustcher Schauspiele, 15. årgang, 11. bind, 1800 (dansk Johanna Montfaucon. Sørgespil i 5 Akter, 1802). Opført 35 gange på Det Kongelige Teater mellem 1802 og 1822. |
Dyveke | den danske forfatter Ole Johan Samsøes (1759-1796) skuespil »Dyveke. Et Sørgespil i fem Acter«. Trykt i O. J. Samsøes efterladte digteriske Skrifter, bd. 2, 1796. Opført 77 gange på Det Kongelige Teater mellem 1796 og 1856. |
gesvindt | hurtigt. |
Skandinav | tilhænger af skandinavismen, en bevægelse, der virkede for tættere sammenknytning og samarbejde mellem de nordiske lande, og som havde sin blomstringstid i 1840’erne og 1850’erne. | 51 |
Mem | by ved Göta kanals udmunding i Slätbaken, som fører ud i Østersøen (se kort 2). Her blev kanalen indviet i 1832. |
Stegeborgs Ruiner | gods beliggende på en holm i Slätbaken. Det var oprindeligt et fæstningsanlæg fra 1200-tallet, der i de følgende århundreder blev omdannet til et kongeligt renæssanceslot, men som forfaldt fra slutningen af 1600-tallet. |
høibyrdede | højbyrdede; af fornem slægt. |
kuler | blæser op. |
Havgudens … Hest | i græsk mytologi bevæger havguden Poseidon sig over havet i en vogn trukket af hurtigt flyvende heste. |
Lods(en) | person, der er beskæftiget med at lede skibe gennem vanskeligt farvand, fx ind i og ud af en havn. |
skruppede | ru, ujævne. |
idelig | stadig. | 52 |
Banehug | dødbringende sår. |
Næs(set) | landområde, der danner et fremspring ud i havet eller i en sø. |
Strandhug | strandhugst; røverisk overfald på en kyststrækning, begået af pirater eller vikinger. |
Holmgang(en) | tvekamp, som foregik på en holm eller en anden afgrænset plads, og som blev brugt til afgørelse af visse retlige stridigheder i det gamle Norden. Holmgang forekommer ofte i sagaerne. | 53 |
Berserk | bersærk; kriger, der i kamp blev grebet af vildt og ustyrligt raseri, tidligere forstået som en kriger uden rustning (bar serk). |
Archipel | øhav, oprindeligt brugt om Ægæerhavet. |
Brøst | fejl. |
Mjødkarret | kar rummende mjød, der er en sød alkoholisk drik fremstillet ved gæring af honning i vand tilsat fx malt og krydderier. |
Sætstokkene | udskårne bjælker på hver sin side af højsædet (det fornemste sæde). |
Fostbrødre | to personer, der har indgået en venskabspagt ved at blande blod. |
beskjærme(de) | beskærme; beskytte. |
det hvide Hav | Hvidehavet; havbugt i Barentshavet syd for Kolahalvøen. |
Zobel | særlig kostbart skind af mårtypen zobel. |
Sangen | der hentydes til Esaias Tegnérs (1782-1846) Frithiofs Saga, 1825. |
guldsømmede | syet eller pyntet med guldtråd. |
Garderike | (af oldnordisk Gar´∂aríki) middelalderlig vestnordisk (islandsk) betegnelse for Rusland. |
guldknudet | med indvævede eller påsyede guldknuder. |
Thinge | ting; forsamling af vigtige og indflydelsesrige personer i et sogn, en landsby eller lignende, der holdt rådslagning og afgjorde retssager. |
det gjælder … Lønning | denne øvelse blev brugt af Harald Hildetands kæmper, som det fortælles i 7. bog af Saxos (ca. 1160efter 1208) latinske danmarkshistorie Gesta Danorum (dansk Den Danske Krønicke, 1575). |
silde | sene. |
i Aften og | også i aften. |
Stegerset(s) | køkkenet. |
Sod | afkog, suppe. |
Braavigen | Bråviken; se kort 2. | 54 |
Upsals | Uppsalas. |
Sigurd Ring … Kyster | i islandske sagaer og Saxos Gesta Danorum 7. og 8. bog fortælles om Bråvallaslaget mellem sagnkongerne Harald Hildetand og Sigurd Ring. |
æsket | udfordret. |
Straadød(en) | det at dø i sengen af sygdom eller alderdom; if. den gamle nordiske tro kom krigere, der døde i sengen til det mørke dødsrige Hel, mens krigere, der døde i kamp, kom til gudernes hjemsted, Valhal. |
Marathons Slette | på denne slette i Grækenland besejrede en talmæssigt underlegen athensk styrke en persisk invasionsstyrke i 490 f.Kr. |
Skjoldmøer | kvindelige krigere. |
Odin | den øverste gud i nordisk mytologi. |
Bane | (årsag til) voldsom død. |
Baalet | ligbrænding var almindelig i Danmark og i store dele af Europa, indtil kristendommen ændrede denne skik. |
opmanede | opfordrede. |
Drot | hersker. |
Svithiot | Svithiod; oldnordisk navn for sveernes rige, hvormed man forstod enten blot området omkring Mälaren eller hele Sverige. |
saa | sådan. |
Idræt | bedrift. |
(Jern)skovler | årer. | 55 |
kaste Runer | bedrive trolddom ved hjælp af runer. |
Birger Jarl(s) | (d. 1266), magtfuld svensk statsmand. Opfattes traditionelt som Stockholms grundlægger i midten af 1200-tallet. |
Mälaran(s) | Sveriges tredjestørste sø; se kort. |
søde Vande | sötvatten (svensk), ferskvand. |
Saltsøen | Saltsjön i Stockholms indre havn syd for Djurgården, hvis vand er mere saltholdigt end Mälarens. |
Kong Agne … Finlændere | sagnet om den svenske kong Agne, der blev dræbt af sin brud, fortælles i »Ynglingesaga« i Snorri Sturlusons Heimskringla og hos Afzelius, bd. I, s. 53. |
Olof Skjødkonning … lille By | Olof Skötkonung (ca. 980-1022), Sveriges første kristne konge fra 990’erne. Om det mislykkede forsøg på at fange den norske konge Olav 2. Haraldsson (Olav den Hellige, d. 1030) i Stocksund fortælles blandt andet i »Olav den Helliges saga« i Snorri Sturlusons Heimskringla og hos Afzelius, bd. II, s. 48. |
est | er. |
Sigtuna | en af Sveriges ældste byer og biskopsæder. Se kort 2. |
Kongedyb | Snorri benævner den udgravne kanal Kongesund, af nogle forstået som den nuværende Söderström ved Slussen, men der er uenighed om sagnets historiske forankring. |
Castel | kastel; fæstningsværk. |
Kärna | (svensk) kerne. I midten af 1200-tallet lod Birger Jarl opføre et fæstningsværk på Stadsholmen (nuværende Gamla Stan), som blev til det senere Stockholms slott. I midten var et rundt tårn, som kaldtes Kärnan og senere Tre kronor. |
Brunkeberg Sand-Aas | en del af Stockholmsåsen. |
Rørstrands-Søen | søen har ligget i forbindelse med Karlbergssjön og Klara sjö i det nuværende Norrmalm i Stockholm. |
Clara Kloster | Sankta Klara kloster; opkaldt efter den italienske nonne Clara af Assisi (1194-1253). Klosteret blev grundlagt i 1289, efter at den svenske kong Magnus Ladulås (ca. 1240-1290, konge fra 1275) året før havde doneret land på området Rörstrand. Klosteret blev revet ned i 1527 efter ordre af Gustav 1. Vasa. | 56 |
Ladulås’s Sønner | Birger (ca. 1280-1321), Erik (ca. 1282-1318) og Valdemar (begyndelsen af 1280’erne-1318), der kæmpede indbyrdes om magten efter faderens død. |
tydske Albrechts … inde | Albrecht af Mecklenburg (ca. 1338-1412), konge af Sverige 1363-1389. H.C. Andersen hentyder til de såkaldte Käpplinge-mord, der findes omtalt i et håndskrift fra 1400-tallet. I 1388 indledte dronning Margrete 1. en belejring af Stockholm, efter at de svenske stormænd havde vendt Albrecht ryggen og tilbudt Margrete magten. Belejringen kulminerede i februar året efter i Slaget ved Falköbing, hvor Albrecht led nederlag. Endnu var Stockholm dog på mecklenburgernes hænder, og der opstod en hadefuld stemning mellem de tyske og svenske indbyggere. Uroligheder i sommeren 1389 eller 1392 ledte angiveligt til, at mange svenske mænd blev myrdet på øen Käpplingen (i dag kaldet Blasienholm). |
Christian den Anden … Bøddel | (1481-1559), konge af Danmark-Norge 1513-1523 og af Sverige 1520-1523. Umiddelbart efter sin kroning til konge af Sverige 4. november 1520 lod Christian 2. over 80 af sine modstandere henrette i Det Stockholmske Blodbad 8.-9. november. To måneder tidligere havde han lovet det belejrede Stockholm fuld amnesti, hvis de ville antage ham som konge. |
hvor den svenske … Hær | 1471 stod slaget på Brunkeberg mellem Christian 1. (1426-1481, konge af Danmark fra 1448, af Norge fra 1449 og af Sverige 1457-1464) og Sten Sture den ældre (ca. 1440-1503). Den danske konge havde dog også en del af den svenske almue på sin side, nemlig den upplandske. |
Maistangen | majstangen; en stang med en eller flere tværstænger og udsmykket med blade og blomster. Kendt i Europa fra middelalderen og indført i Sverige i 1600-tallet, hvor den i stedet blev brugt til midsommerfejringen. |
Indtog | Gustav 1. Vasa holdt sit indtog i Stockholm i 1523. |
de gamle Mure … Byer ere een | bebyggelserne uden for den middelalderlige bymur, Norrmalm, Södermalm og Kungsholmen blev indlemmet i byen 1635. Gustav 2. Adolf havde intentioner om omfattende byforandringer, særligt gadereguleringen efter branden 1625, men dette såvel som samlingen af byen blev først gennemført efter hans død med Carl Fleming (1592-1644) som hovedmand. |
Versailles sminkede Guddom | slottet Versailles blev opført 1623, men ombygget til det nuværende slot af den franske konge Ludvig 14. den Store (1638-1715, konge fra 1643), der også kaldes solkongen, idet han lod sig dyrke som hoflivets sol. |
Tessins Slot | efter branden 1697 blev Stockholms slott genopbygget som et barokslot tegnet af Nicodemus Tessin den yngre (1654-1728). Det blev dog først taget i brug 1750. |
Kunst og Videnskab … Gustav den Tredie | den svenske kong Gustav 3. (1746-1792, konge fra 1771) var ligesom den franske solkonge kendt som støtte af kunst og videnskab; skrev dramaer, der forherligede landets fortid. |
Billed | bronzestatuen af Gustav 3. er skabt 1791 af den svenske tegner og billedhugger Johan Tobias Sergel (1740-1814), men stod først på Skeppsbron 1808. |
Akasie(n) | akacie; tæt træ eller busk med små, smalle mørkegrønne blade og mange små gule eller hvide blomster. |
saxisk | fra det tyske Sachsen. |
Endymion | i græsk mytologi en jæger, der var elsket af månegudinden Selene og fik sit ønske om evig søvn opfyldt af himmelguden Zeus. Statuen fra 100-tallet e.Kr. blev fundet under udgravningerne af Hadrians Villa i Rom og købt til slottets samling af Gustav 3. |
Fogelbergs Odin | marmorstatue fra 1830 af den svenske billedhugger Bengt Erland Fogelberg (1786-1854). |
Sergells Amor og Psyche | marmorstatue fra 1787 af Johan Tobias Sergel. Ifølge myten forbød Amor sin elskede Psyke at se hans ansigt, men en nat lod hun en olielampe lyse på hans sovende skikkelse. En dråbe varm olie afslørede hende, hvorefter han forlod hende. Statuen skal fastholde afskedsøjeblikket. |
Strømparterren | Stockholms første offentligt anlagte park fra 1832 på Helgeandsholmen. |
Necken | (svensk) nøkken; i nordisk folketro et væsen i menneske- eller hesteskikkelse, der lever i søer og vandløb og lokker mennesker i druknedøden. |
Djurgården | Stockholms nordøstlige område; fra ca. 1680 kongeligt jagtområde og siden gradvist overgået til udflugts- og forlystelsesområde. |
Villa reale | offentligt parkanlæg ud mod havet i Napoli anlagt 1780, nu Villa Communale. |
Jungfernstieg | (tysk) jomfrutrappe; promenade i Hamburg beliggende på sydvest-siden af den kunstige sø Binnen-Alster. | 57 |
myrdet paa Maskeraden | Gustav 3. døde efter et attentat under en maskerade 16. marts 1792 på Stockholms opera. |
Harleqvin(er) | Harlekin; figur fra den italienske maskekomedie commedia dell’arte. Oprindeligt en grov, enfoldig figur, siden fiffig og drilagtig. |
Polichinelle(r) | Pulcinella; pukkelrygget og langnæset figur i den italienske maskekomedie commedia dell’arte. |
Ladugårdslandet | nuværende Östermalm. |
Skibsholmen | Skeppsholmen; lille ø i Saltsjön i det centrale Stockholm. I perioden 1634-1968 var øen Stockholms flådestation. |
beeg(sort) | beg; sort, klistret masse, som fremkommer ved kogning af tjære. |
Transparent | gennemsigtigt billede belyst bagfra. |
gothisk(e) | gotisk; byggestil med smalle, spidse og opadstræbende former. |
Illumination | dekorativ belysning. | 58 |
Stagnelius | Erik Johan Stagnelius (1793-1823), svensk digter. |
Nicander | Karl August Nicander (1799-1839), svensk digter og oversætter. |
Kong Enzio | Nicanders digtcyklus »Konung Enzio, Den siste Hohenstaufen. Lyrisk Digt i Romanser«, der udgør første bind af Nya Dikter, 1827. |
Lejonet i öknen | (svensk) løven i ørkenen; digtcyklus fra 1838. |
det friske Drueblad … dræbte Sangeren | H.C. Andersen mødte Nicander på sin Sverigesrejse i 1837 og bemærkede, at digteren drak dygtigt (Dagbøger II, s. 22-23). |
Vunden | smerten, sorgen. |
Strada Balbi | hovedgade i Genova. |
Ridderholms-Kirken | Riddarholmskyrkan; opført i slutningen af 1200-tallet som kirke til franciskanerklosteret på Riddarholmen og siden brugt til grave og mindesmærker, fx er en stor del af Sveriges regenter begravet her. Det luftige smedejernsspir kom først til 1838-1846. |
Carl den Niende | Karl 9. (1550-1611), svensk konge fra 1604. |
blunde | sover, slumrer. | 61 |
Slottet | Stockholm slott; opført i 1200-tallet, ud- og ombygget flere gange siden. Slottet er den svenske konges officielle residens. |
Dalkulle(n) | dalkulla (svensk), kvinde fra Dalarna. Fra 1820’erne til 1860’erne roede dalkullar de såkaldte kull-både i Stockholm; i 1830’erne indførte man dog hjulbåde, der blev drevet med håndsving af dalkullar i folkedragt. |
Bosporus | Bosporusstrædet, 30 km langt stræde ved Istanbul. |
Pera | bydel i Istanbul. |
Skalmeie(toner) | skalmeje; folkeligt træblæseinstrument. |
Eqvipager | ekvipager; hestevogne med forspand. |
Villa-Borghese | fyrsteslægten Borgheses lystslot og parkanlæg i Rom. |
Bystrøms Villa | opført 1839-1844 af den svenske billedhugger Johan Niclas Byström (1783-1848). Hans kunstsamling var i villaen indtil 1853. |
Øen med … Slot | øen Stadsholmen, hvor blandt andet Stockholms slott findes. |
Casa santa d’Italia | (italiensk) Italiens hellige hus. Casa santa hentyder til et pilgrimsmål i Loreto, hvor domkirken rummer et lille hus, der er omgivet af en marmorudsmykket skal. Det er ifølge overleveringen Jomfru Marias hus, som er blevet båret dertil af engle. |
pompeiansk | pompejansk; der er her formodentlig tale om en særlig pompejansk stilart, der er præget af dels lette, fladebetonede arkitekturbilleder med figurbilleder af kvinder, eroter, landskaber eller mytologiske scener og dels af mere illusionistiske arkitekturbilleder. | 62 |
Madonna … Drapperi | ikke identificeret. |
Drapperi | draperi; løsthængende beklædningsgenstand med mange folder. |
Pigen med Blomsterguirlanden | der er tale om statuen Ung kvinna med blomsterkrans i håret, der i dag befinder sig på Stockholms Nationalmuseum. Statuen er udateret. |
Hero … Amor | der er tale om statuen Hero spanande efter Leander fra 1827, der i dag befinder sig på Stockholms Nationalmuseum. I græsk sagnhistorie måtte Hero ikke møde sin elskede Leander, der boede på den anden side af Hellespont. Hero lyste for Leander om natten, når han svømmede over til hende, men en stormfuld nat omkom han i bølgerne. Byströms statue skildrer Hero, der spejder i mørket med sin fakkel, og hun har dermed begge arme i en bue over hovedet. Ved hendes side står Amor med en flig af hendes kappe og gemmer sit ansigt i sine hænder. |
Amorinsælgersken | ikke identificeret. |
badende Qvinder | villaen skal have rummet syv badende kvinder (Baigneuser), hvoraf fire stod samlet i en rotunde. Villaens statuer blev spredt ved salget af Byströms samling i 1853. |
Liin | fint linnedtøj, oftest undertøj. |
graciøse | yndefulde. |
Bellmans kolossale Bronzebuste | Byströms bronzebuste af den svenske digter Carl Michaël Bellman (1740-1795) blev bestilt 1823 og afsløret på Djurgården 1829. |
anakreontiske Sange | muntre digte om vin og kærlighed, efter den græske digter Anakreon (ca. 580 f.Kr.-ca. 495 f.Kr.). Der sigtes her til Bellmans Fredmans Epistlar, 1790 og Fredmans Sångar, 1791. |
Bolle | større skål med lav fod. |
Movitz proberer sit Valdhorn | hentydning til Fredmans epistel nr. 62, hvor det blandt andet hedder: »Movitz Valdthornet proberar, / Och sin Tuggbuss valkar i mund« (Fredmans Epistlar, 1790, s. 207). |
Movitz | fader Movitz; fast figur i Bellmans Fredmans Epistlar. |
proberer | prøver. |
Valdhorn | andet navn for instrumentet horn. |
Oberons Horn | Oberon er alfernes konge i et oldfransk epos, Les Prouesses et faitz du noble Huon de Bordeaux (den ædle Huon fra Bordeaux’ bedrifter) fra 1200-tallet. I den tyske digter Christoph Martin Wielands (1733-1813) versepos Oberon. Ein Gedicht in Vierzehn Gesängen, 1780 (dansk Oberon, et Heltedigt I tolv Sange, 1792) tvinger Oberons horn omgivelserne (de urene af hjertet) til at danse. |
Ulla … Tuppen | Ulla Winblad og Mutter på Tuppen; faste figurer i Bellmans Fredmans Epistlar. |
hej kära … | (svensk) hej kære sjæl, fugt din aske! Upræcist citeret efter Fredmans epistel nr. 1, Fredmans Epistlar s. 1. |
Teniers | David Teniers (1610-1690), flamsk maler. Skildrede blandt andet bønder på kroen. |
Bouteiller | flasker. |
Dithyrambe | dityrambe; henført, hymneagtigt digt, ofte med hyldest af nogen eller noget. |
hur ögat … | (svensk) hvor øjet græd / ved de cypresser som blev strøet. Upræcist citat fra Fredmans epistel nr. 27, Fredmans Epistlar s. 77. Cypresgrene blev allerede i den romerske kejsertid brugt ved begravelsesceremonier. |
Mænade(n) | ekstatisk kvinde, der ifølge græsk mytologi ledsagede Dionysos (lat. Bacchus), den græske gud for vin og ekstase. |
Henrykkelsen(s) | ekstasen. |
Anadyomene | (græsk) den af havet opdukkende. Tilnavn til kærlighedsgudinden Afrodite. |
Saloppe | luftigt, løstsiddende og ærmeløst stykke overtøj til kvinder. |
Buxer og gamle Skoe | hentydning til epistel nr. 23, Fredmans Epistlar, s. 61, hvor det blandt andet hedder: »Et troget hjerta platt jag föraktar; / Tvi både Far och Mor! / Här ligger jag i rännsten och betraktar / Mina gamla skor. / Tvi tocka hasor! / Rocken i trasor«. | 63 |
Clara Kirkegaard | kirkegård ved Sankta Clara kyrka i Stockholm. | 64 |
Qvinkeleren | kvinkeleren; kvidren, sang i kunstfærdige triller. |
Orm | her nagende samvittighed eller kval. |
uden | men i stedet. | 65 |
Vraa | krog. | 66 |
Dødssynderne(s) | de syv dødssynder i den katolske tradition kan ikke tilgives og fører derfor til evig fortabelse. De syv er i den skolastiske tradition: hovmod, griskhed, vellevned, misundelse, frådseri (herunder drukkenskab), vrede og dovenskab. |
Portal | monumentalt udformet eller arkitektonisk udsmykket port eller indgang til en større bygning. |
Sveitseren | svejtser; portneren, vagten. |
Carnailler | kanaljer; slyngler, simple personer. | 67 |
Kjæltring(er) | kæltring; fræk, ussel eller utiltalende person. |
alt | allerede. | 68 |
Upsala | Uppsala; se kort 1-2. |
Mignon | figur i Wilhelm Meisters Lehrjahre. Ein Roman, 1795-1796 (dansk Wilhelm Meisters Læreaar. En Roman, 1801-1802) af den tyske digter Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Mignon synger om Italien i »Kennst du das Land« (3. bog, 1. kap.). |
Bellini(s) | Vincenzo Bellini (1801-1835), italiensk komponist. |
Knøs | stor dreng eller ung mand. Betegnelsen bruges undertiden nedsættende. |
Plaid(en) | et langt, ternet stykke uldstof, der er en del af højskotternes nationaldragt. |
Tidselblomsten | Skotlands nationalblomst. |
Burns | Robert Burns (1759-1796), skotsk digter. Ofte betragtet som Skotlands nationaldigter. |
phrygiske … Ganymed | en frygisk hue er en antik hovedbeklædning, en tophue i blødt stof, der gik ned om ørerne. Frygien var et område i Lilleasien, og i græsk kunst bar personer af orientalsk herkomst ofte en sådan hue, heriblandt Ganymedes. Han var i græsk sagnhistorie den skønneste af dødelige og blev bortført af guderne til at være mundskænk for herskerguden Zeus. |
Det var 1843 … en sort Kant | de nordiske studenterhuer opstod i forbindelse med skandinavismens blomstring i midten af 1800-tallet. Ved et studentermøde i Uppsala 1843 bar værterne hvide huer med sort rand, så de kunne genkendes, og ved et møde i København 1845 bar de svenske studenter de samme huer med en blågul kokarde på. |
Upsala Slot(sgaard) | Uppsala slott; blev oprindeligt bygget 1549 af Gustav 1. Vasa. |
Gustas Wasas Monument | en buste af støbejern, der er modelleret af Bengt Erland Fogelberg (1786-1854) og hviler på fire kanoner. |
den Blod-Elv … Nationer | Danmark og Sverige har gennem tiden ligget i krig med hinanden adskillige gange, fx i Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570) og Den Skånske Krig (1675-1679). |
Doctor Faust(s) | sagnomspunden troldmand fra reformationstiden og et yndet motiv i folkebøger, forskellige teaterformer og i digtningen, heriblandt Goethes Faust. Eine Tragödie (1. del 1808, 2. del 1832). |
Riddarholmen | ø beliggende i søen Mälaren i det centrale Stockholm. | 69 |
Caleidoskop | kalejdoskop; kikkertlignende legetøj med indbyggede spejle, der viser farvede glasstykker i skiftende symmetriske mønstre, når røret drejes. |
Rosetter | symmetriske, runde ornamenter i form af stiliserede blomster. |
Havblik | havets blanke flade i vindstille vejr. |
Fyrisaa | å, der løber igennem Uppsala og ud i Mälaren. |
gamle Upsalas Høie | i Gamla Uppsala, øst for det nuværende Uppsala, står Uppsalas høje, heriblandt tre såkaldte kongehøje fra ca. 475-550. |
Kirke | Uppsala domkyrka; anlagt ca. 1273 i gotisk stil og udstyret med to tårne i 1400-tallet. Den blev genopbygget efter en omfattende brand i Uppsala 1702. |
Notre-Dame | (fransk) Vor Frue. Hovedkirken i Paris i gotisk stil, som blev opført mellem 1163 og ca. 1345. Notre-Dame har som Uppsala domkyrka to tårne. |
løfter … Himlen | ikke identificeret. |
Universitetet | Uppsala universitet; grundlagt 1477. Hovedbygningen fra 1778 til 1887 var Gustavianum, der blev bygget i 1620’erne og udstyret med en kuppel i 1660’erne. Den bygning, H.C. Andersen refererer til, er dog muligvis biblioteket, Carolina Rediviva (det genoplivede Carolina, opkaldt efter det første universitetshus, Academia Carolina), der har været synligt fra Fyrisån og rager mere imposant op i bybilledet. Biblioteksbygningen blev indviet 1834 og bogsamlingerne endeligt overflyttet 1841, men den blev også brugt til forelæsninger og festligheder ved midten af århundredet. |
Bolværket | beklædning af træ eller jernbeton på en moles eller en kajs lodrette side ud mod vandet. |
Linnés Have | Uppsala universitets botaniske have var oprindeligt anlagt af den svenske polyhistor Olof Rudbeck den ældre (1630-1702) i 1655. Haven blev restaureret og udvidet af Linné i 1740’erne. I slutningen af 1700-tallet flyttedes den fra sin plads inde i byen til den nuværende plads i slottets barokhave. Den gamle have kaldtes Linnés have og blev blandt andet brugt til kartoffelavl, mens orangeriet (væksthuset) blev overtaget af en studenterforening. |
Insurgenterne | (latin) oprørerne. Hentydning til slesvig-holstenerne, der krævede en fri forfatning, hvilket førte til Treårskrigen 1848-1851 mellem Danmark og hertugdømmet. |
i de danske Brødres Række | i krigen deltog både norske og svenske frivillige, og i Sverige blev der arrangeret pengeindsamlinger til fordel for de danske styrker. |
Maidagen | majdagen; fejringen af 1. maj udviklede sig i 1800-tallet i Lund og Uppsala til en studenternes fest med faste indslag, som begynder med bål og forårssange på Valborgsmässoafton 30. april. | 70 |
Westeraas | Västerås; se kort 1-2. |
Hegelianer | tilhænger af den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831). |
Sexa | (svensk) et glas brændevin med lidt at spise til, eller blot et lettere aftensmåltid, oprindeligt afholdt kl. 18. |
Baun | bavn, brændestabel, der antændtes især i krigstid som advarselssignal på et højtliggende punkt; her i overført betydning. |
Gjæstgiveren(s) | gæstgiveren; en person, der driver et sted, hvor man kan få mad, drikke og overnatning. |
Herre min … | (svensk) Herre min Gud, hvor den måne lyser / Se, hvilken glans ud over land og by! Citat fra »En månskensnatt på Slottsbacken« fra Gunnar Wennerbergs (1817-1901) Gluntarne. En samling duetter (drengene), 1849-1851. |
Högt opp … | (svensk) Højt oppe i slottet hver eneste rude / Lyner, som var den en ædelsten. Citat fra samme sted som ovenfor. |
Landshøvding(ens) | amtmand, øverste embedsmand i et len. Landshøvdingen har sin bolig på slottet. |
Notabilitet(er) | kendt og indflydelsesrig person. |
ham, hvis Snille | Elias Magnus Fries (1794-1878), svensk botaniker, særligt kendt for sin systematisering af svampe. Han var professor i anvendt økonomi i Uppsala fra 1834 og i botanik fra 1851. |
»Blomsternes … Ø« | der hentydes til den svenske digter Per Daniel Amadeus Atterboms (1790-1855) »Blommorna« (blomsterne), trykt i Poetisk kalender, 1812 og sammes versdrama Lycksalighetens Ö. Sagospel i fem Äfventyr (lyksalighedens ø), 1824-1827. |
ham … Verden | Carl Wilhelm Böttiger (1807-1878), svensk digter. En lang række af Böttigers digte blev sat i musik af tidens komponister. |
Hustruen | Disa Gustava Tegnér (1813-1866). |
Frithiofs vidtberømte Skjald | Esaias Tegnér, der i 1825 udsendte Frithiofs Saga. |
hieroglyphisk | hieroglyfisk; symbolsk. | 71 |
Beronius | Otto Beronius (1820-1895), bassanger i Uppsalas studentermiljø. Wennerberg skrev Gluntarne til sig selv og Beronius og opkaldte duetterne efter vennens tilnavn, Glunten. |
hiin | den. |
Saul(s) | Israels første konge i Det Gamle Testamente. Gud forkastede ham på grund af hans ulydighed og udvalgte i stedet hans tjener David som Israels kommende konge. Af misundelse forsøgte Saul flere gange at dræbe David (1. Samuelsbog). |
Kain(s) | Eva og Adams første søn, der dræbte sin bror Abel af misundelse og blev dømt fredløs af Gud (1. Mosebog 4,1-16). |
Niels Sture | Niels Svantesson Sture (1543-1567) var den første, der blev stukket ned af Erik 14. og hans livvagter under de såkaldte Sturemord i Uppsala 1567. Han og andre adelsmænd var anklaget for højforræderi, da kongen pludselig selv eksekverede nogle af dødsdommene. |
Svøbe(r) | pisk med kort skaft og lang snor. |
Gøran Persson | (ca. 1530-1568), Erik 14.s sekretær og rådgiver. |
Erik troede … Niels Sture i Fængsel | efter Fryxell (bd. III, s. 283-286). |
Slag ved Svarteaa | Slaget ved Svarterå, der også kaldes Slaget ved Axtorna, fandt sted den 20. oktober 1565 under Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570). Det blodige slag, der var krigens største, stod mellem en svensk hær tællende 12000 mand under ledelse af Jakob Henriksson Hästesko (d. 1567) og en dansk hær tællende 8000 mand, der overvejende udgjordes af kavaleri, under ledelse af Daniel Rantzau (1529-1569). Slaget endte med en dansk sejr over de svenske tropper (Fryxell, bd. III, s. 278-280). |
Bohus | se kort 2. |
Svartsjø Kongegaard | Svartsjö kungsgård i Uppland. Gustav 1. Vasa indrettede her et møntværk 1541 og påbegyndte bygningen af et renæssanceslot. |
Taffel | fornemt måltid. |
Herold(ernes) | embedsmand ved et fyrstehof, der blandt andet havde til opgave at udråbe kundgørelser, overbringe budskaber og sørge for at etiketten blev overholdt ved fx ridderturneringer eller modtagelse af fornemme gæster. |
Rakker(ens) | person som indsamlede affald, parterede ådsler eller hjalp bødlen ved henrettelser. |
Øg | gammel, udslidt hest. |
klinede | klistrede. | 72 |
Fange med | også fange. |
Alt vil han … gav ham saa Dødshug | efter Fryxell (bd. III, s. 298-300). |
Skjelm | skælm; forbryder, bedrager. | 73 |
Fæstemøe(s) | fæstemø; ugift kvinde, der har givet en mand løfte om ægteskab. |
Kirkens … Marmor-Sarkophager | en række fremtrædende svenske personligheder har et rigt udsmykket gravsted i Uppsala domkyrka, fx Erik den Hellige (d. 1160) og Johan 3. (1537-1592, konge af Sverige 1568-1592). |
Fresco | (italiensk) frisk. Maleteknik, hvor der males på våd murpuds. Historiebillederne i Uppsala domkyrka er udført 1831-1837 af den svenske maler Johan Gustaf Sandberg (1782-1854). |
tre Gemalinder(s) | 1) 1531 gift med Katharina af Sachsen-Lauenburg (1513-1535) 2) 1536 gift med Margareta Eriksdotter (Leijonhufvud) (1516-1551) 3) 1552 gift med Katarina Gustavsdotter (Stenbock) (1535-1621). |
Marmorværk af Sergell | marmorbuste forestillende naturforskeren Carl De Geer (1720-1748) af Johan Tobias Sergel. Slægten De Geer kom fra Belgien over Holland til Sverige med finans- og industrimanden Louis De Geer (1587-1652). |
Monument | Linnés mindesten er sat 1798. |
amici | (latin) venner. |
discipuli | (latin) disciple, elever. |
Linné … Dobbeltgjænger | anekdoterne om Linnés hallucinationer støttes dog hverken af hans egne skrifter eller af senere kendere. |
Orangeri(erne) | væksthus til overvintring af appelsintræer eller andre sydlandske frugttræer. |
Herbarium | samling af pressede, tørrede planter. | 74 |
Ødman | Samuel Ödmann (1750-1829), svensk teolog, naturforsker og komponist. Oversatte, omarbejdede og udgav en lang række rejseskildringer. Portrættet er dog formodentlig af historikeren Johan Henrik Lidén (1741-1793) (jf. Kleberg, s. 242). |
Bussemænd | skræmmebilleder. |
Reiser i Africa | der er tale om Ödmanns Mungo Parks Resa I Det inre af Africa, Åren 1795 til 1797. Sammandrag, 1800. Oversat efter den skotske læge Mungo Parks (1771-1806) rejsebeskrivelse Travels in the Interior Districts of Africa, 1799. |
Polypen | her et fastsiddende polypdyr såsom et koraldyr. | 75 |
Schrøder | Johan Henrik Schröder (1791-1857), fra 1830 professor i arkæologi og bibliotekar ved universitetsbiblioteket i Uppsala. H.C. Andersen omgikkes ham ved sine Uppsalabesøg 1837 og 1849. |
Tegnérs … Palnatoke | Tegnér arbejdede med oversættelser af blandt andet Adam Oehlenschlägers (1779-1850) »Hakon Jarl hin Rige. Et Sørgespil« (Nordiske Digte, 1807) og Palnatoke. Et Sørgespil, 1809 i vinteren 1840-1841, men de blev aldrig færdige til udgivelse. |
Codex argenteus | (latin) sølvbogen. Også kaldet sølvbiblen efter den dominerende brug af sølvblæk. Det er en afskrift fra 500-tallet af en gotisk (østgermansk) oversættelse af Det Nye Testamente fra 300-tallet, tilskrevet den gotiske biskop Wulfila (ca. 311-ca. 383). |
de la Gardie(s) | Magnus Gabriel De la Gardie (1622-1686), svensk greve, rigskansler og kansler for Uppsala universitet. Han fremmede blandt andet forskningen i og indsamlingen af oldnordiske skrifter og donerede dele af sin egen samling til Uppsala universitet. |
Thunbergs japanske Manuskripter | Carl Peter Thunberg (1743-1828), svensk botaniker og læge. Rejste blandt andet i Japan og udgav Flora Japonica (den japanske flora), 1784. |
Danmarks Kirke … mod de Danske | Danmarks kyrka; ifølge gammel tradition er kirken bygget for krigsbyttet efter et slag mellem svenskere og danskere 1160. De tidligste dele af kirken er imidlertid fra ca. 1300. |
Odins, Thors og Freyrs Grave | i nordisk mytologi var Odin den almægtige, vise (fader)gud, Thor kraftens og kampens gud og Frej den mandlige gud for frugtbarhed. I Gamla Uppsala, øst for det nuværende Uppsala, står Uppsalas høje, heriblandt tre såkaldte kongehøje fra ca. 475-550. Ifølge en tradition, der muligvis går helt tilbage til Adam af Bremens (ca. 1040-ca. 1081) skildringer i Historia Hammaburgensis Ecclesiae (den hammaburgiske kirkes historie), ca. 1072 havde højene navn efter de tre guder, som dyrkedes i Gamla Uppsalas tempel. |
Den lave Kirke | Gamla Uppsala kyrka menes at være påbegyndt i 1100-tallet og ifølge en ikke bevist tradition oven på resterne af det hedenske tempel i Uppsala. |
det sølvringede Horn … Carl Johan | om besøget i Gamla Uppsala 5. juli 1837 skriver H.C. Andersen i sin dagbog: »derpaa drak vi Mjød af Horn med Indskrift: »Den 3 Juni 1834 behagede hans Mayst Kung Carl XIV Johan att dricka Mjød ur detta horn på Odins hög«« (Dagbøger II, s. 20). |
Carl Johan | Karl 14. Johan (1763-1844), oprindeligt Jean Baptiste Bernadotte, valgt som svensk tronfølger 1810, konge af Sverige og Norge fra 1818. |
hiin | hin; førnævnte. | 76 |
Askekrukkerne | den østlige høj blev undersøgt i 1847 og viste sig at indeholde en kremeret mand og brændte rester af fyrstegaver. |
Ynglingeslægten(s) | slægt af (sagn)konger i Gamla Uppsala; ifølge »Ynglingesaga« i Snorri Sturlusons Heimskringla blev kongerne Aun, Egil og Adils kremeret og lagt i højene i Uppsala. | 77 |
Sala | byen er anlagt af Gustav 2. Adolf i 1624 til sølvminen, der har været i drift fra før 1500-tallet. Se kort 2. |
Tysklands Redningsmand | Gustav 2. Adolf kom grundet en alliance med Frankrig til at stå som den førende protestantiske leder i kampen mod den (katolske) tyskromerske kejser under Trediveårskrigen (1618-1648). Gustav 2. Adolf faldt selv i kampen og blev hurtigt mytologiseret som den protestantiske tros redningsmand. |
Ebba Brahe | (1596-1674), svensk grevinde, hvis kærlighedsforbindelse med Gustav 2. Adolf blev forhindret. |
Favn(e) | ældre længdeangivelse svarende til 188,28 cm. |
ligger i … nejd | (svensk) ligger i en lille dal, i en flad og lidet behagelig egn. Upræcist citeret efter H.C. Andersens rejsehåndbog: Abraham Bohlin Handbok för resande i Sverige; innehållande skildringar af de särskilta provinserne och deres egenheter, med beskrifning öfver kanaler, städer, helsobrunnar, bruk, grufvor, herrgårdar och märkvärdigheter, 2. udg., 1847, s. 200. |
Physiognomi | fysiognomi; en persons udseende, især ansigtstrækkene. |
Isenbod | isenkramforretning. |
Pebersvend(ens) | mand, der som 30-årig ikke er blevet gift. |
Balsamine | blomsten flittig-Lise. |
skotsk Søndag | af engelsk Scotch Sunday. Betegnelse for en dag, hvor man ikke arbejder eller lignende, men derimod helliger sig religiøse gøremål. Svarer til sabbatten. |
Youngs Nattetanker | den engelske præst og digter Edward Youngs (1683-1765) The Complaint, or Night Thoughts on Life, Death, and Immortality, 1742-1745 (dansk Forsøg til en Oversættelse af Dr. Edward Youngs Klager eller Nattetanker om Liv, Død og Udødelighed. Forfattet i Ni Sange, 1767). | 78 |
Geranium | storkenæb. |
Aronstave | i 4. Mosebog 17,16-26 fortælles det, hvordan Gud udvælger Aron og hans slægt til at stå for helligdommen ved at lade hans stav sætte skud og bære blomster og frugter. |
Stente(n) | lille dobbelt stige, der fører over et gærde eller hegn. |
Anno | (latin) år. | 79 |
Den stumme Bog | idéen til dette kapitel kommer fra en historie fortalt af etatsråd Thomas Prehn (1801-1874) under H.C. Andersens ophold i Uppsala 1849: »Prehn fortalte om en Begravelse han havde seet ved Dannemora; ude i Bondegaarden stod i en opreist Løvhytte af Sirener Liget i aaben Kiste. (Dette kan give Indledning til en Historie, under Ligets Hoved et Herbarium, den stumme Bog, hver Blomst fortæller et Afsnit af hans Liv)« (Dagbøger III, s. 319). |
Sirener | syrener. |
flink | dygtig. |
Helsen | sundhed, godt helbred. |
Liigdugen | ligdugen; klæde, der lægges over eller svøbes om den døde. |
piilsnare | pilsnare; lynhurtige. | 80 |
fiin | fin; sart. |
Urtegaard | urte- og blomsterhave. |
Nøkrosen | nøkkerose; plante af åkandefamilien. |
Nælde | plante med takkede, parvis modstillede blade, undselige blomster og (oftest) særlige brændehår, der ved berøring afgiver en sviende, syreholdig væske. |
Lillieconvalle | liljekonval; 15-25 cm høj giftig plante med (oftest) to brede, riflede blade og hvide, klokkeformede, velduftende blomster, der sidder på en opret stængel. |
Gjeddeblad | kaprifolie; (slyng)plante med parvist modstillede blade og velduftende blomster, der sidder samlet i grupper på seks. |
Klasse | klase. | 81 |
Sæther-Dalen | Säterdalen; snæver v-formet dal med rig natur mellem byen Säter og Dalälven. Se kort 2. |
Snært | snor i en pisk. |
Slanter | slantar (svensk), småpenge. |
svinglede | svajede frem og tilbage. |
Krik | nedsættende betegnelse for en hest. |
Hammel(en) | tværstang foran en hestevogn, som forbinder trækdyr og vogn. |
Mutter | (svensk) møtrik. |
Skaglerne | rebene, som forbinder hestenes seletøj med hammelen. |
Bringetøiet | seletøjet, hvori hesten trækker med den forreste del af brystet (bringen). | 82 |
slunkne | dovne, matte. |
Forgemak(ket) | værelse foran et audiensrum, venteværelse. |
Stave(r) | kort, tyndt og ofte buet bræt. |
(Hønse)hamme | skind (med fjer). |
Holdkarlen | hållkarl (svensk), person som holder opsyn og forsyner rejsende med nye heste med videre. |
Sold | sigte. |
Sup | (svensk) dram, brændevin. |
pflegmatisk | flegmatisk; sindigt, trægt. |
men Aftenen gik … den nye Barselstue | replik i det af H.C. Andersen anonymt udgivne drama Den nye Barselstue. Originalt Lystspil i een Act, der blev opført første gang på Det Kongelige Teater 26. marts 1845. Replikken i den trykte udgave fra 1850 lyder »saa gik hele Aftenen« (5. scene, s. 20) og tilhører en rebslager, der har skrevet et stykke, som han med lidt mad og drikke og snak indimellem kan få hele aftenen til at gå med. BFN 566. |
vist | sikkert. |
Hedemora eller Brunnbäck | se kort 2. |
smudsige | beskidte. |
Prygl | stok, knippel. | 83 |
Sengefjælen | sengekanten. |
Jernkrampe | jernkrog. |
den har vadsket sig | almindelig vending med betydningen at være særlig fremragende eller bemærkelsesværdig i forhold til andet (af samme slags). | 85 |
Leksand | se kort 2. |
Klokketaarn | tilhørende Leksand kyrka, hvis ældste dele er opført i 1200-tallet. |
Hør(rens) | 50-130 cm høj plante med tynde stængler og små, lyseblå eller hvide blomster. |
fine | spinkle, smukke. |
Nyet var tændt | nymånen viste sig for første gang. |
Siljans Søen | Siljan; se kort 1-2. | 86 |
Barkedalen | Barkdalen ved Leksand, hvor kirkegængere, der kom ad søvejen, lagde til. |
sætte sin Stads i lave | rette på det fine tøj. |
Pattebørn | børn, der endnu dier hos moderen. |
Livstykke | snøreliv; en slags tætsiddende vest, der snøres foran. |
gurkemeie(guul) | gurkemeje; mildt, let bittert, gult krydderi, der blandt andet indgår i karry. |
Paletots | løstsiddende overfrakker. |
Gondol(er) | lang, smal, fladbundet båd, der har høje stævne og drives frem ved hjælp af én åre. | 87 |
Den Halte … | upræcist citat fra Thomas Rasmussens (1744-1800) ABC og Læsebog, 1798, s. 29. |
Altergang | det at gå op til alteret i en kirke og dér modtage nadveren. |
Pulpitur(er) | galleri i en kirke, med plads til stole, bænke eller orgel. |
Ach hur … | (svensk) Ak, hvor sødt at have levet, / ak hvor skønt at kunne dø! Efter salmen »Mina ögon snart sig lycka« af Johan Olof Wallin (1779-1839), hvor det i femte strofe hedder: »Ack, hur sällt, att hafwa lefwat! Ack, hur skönt att kunna dö!«. Salmen blev trykt i Den Swenska Psalmboken, nr. 482, 1820, s. 376. Den Swenska Psalmboken, redigeret af teologen og digteren Johan Olof Wallin (1779-1839), der selv bidrog med 119 numre, blev godkendt af den svenske konge i 1819; brugt frem til 1937. | 88 |
brød da paa det Svenske | prøvede på svensk. |
Natsæk | rejsetaske til fornødenheder som nattøj og toiletsager. |
Saffian | safian; fint skind, der er farvet på den side af læderet, som dyrets pels har dækket, den såkaldte narvside. |
Minaret(er) | højt, slankt tårn med balkon i tilknytning til en moské. |
Syvstjernen | en gruppe stjerner i stjernebilledet Tyren. Kaldes også Plejaderne. | 90 |
Soller-Øen | Sollerön; ø i Siljan. |
skinnende hvide Kirke | Sollerö kyrka; opført 1779-1785 som erstatning for et trækapel fra begyndelsen af 1500-tallet. |
Fata Morgana | (italiensk) feen Morgana. Ifølge en legende bor Fata Morgana i et krystalslot under vandet ved Messinastrædets bjerge. Hendes magiske kræfter er så store, at hun kan bygge fantastiske slotte af den bare luft. |
Nøkken | i nordisk folketro et mandligt væsen i menneske- eller hesteskikkelse, der lever i søer og vandløb og lokker mennesker i druknedøden. |
Sangen | en særlig form for arbejdssang i den svenske sæterkultur, kaldet kulning. Det er en kraftig, vibratofri signalsang i et ekstremt højt register, der blev brugt af sæterpigerne til at kalde på dyrene eller kommunikere med hinanden. |
Lur(en) | hornlignende blæseinstrument fra bronzealderen, formet som et op til 2 1⁄2 m langt bøjet rør med et mundstykke i den ene ende og en cirkelformet plade i den anden. |
Kulbrænderen(s) | kulsvieren, som fremstiller trækul. |
selv føler … siger han Du | efter Afzelius: »Till största delen hafwa de af urminnestider warit oladborna män och Husdrottar, ändock en ringa torpa warit hela deras område ... Dalkarlens frimodiga lugna anseende, hans redliga trofasta »Du«, der med han helsar alla, wore det än sjelfwa Konungen, göra hans tilltal behagligt för de i hjertat Swenska, emedan det är ett minne från wår folkstams gyldene tider« (bd. V, s. 83). |
Husdrott | huskonge. |
Nyckel-Harpen | (svensk) nøgleharpen. Et folkeligt strygeinstrument med tangenter (nøgler) på halsen til at afkorte strengene. |
Bockhornet | (svensk) bukkehornet. Dyrehorn blev brugt på sæteren til forskellige signaler. | 91 |
Danskens Herredømme | der hentydes til unionstiden 1397-1523, hvor de tre nordiske riger var samlet. Perioden var dog præget af adskillige kampe og oprør, og fra 1464 var Sverige kun periodevist indlemmet i unionen. |
Dansken har … Svenskens Land | H.C. Andersen hentyder sandsynligvis til de danske krigshandlinger mod Sverige under Christian 2. og Christian 4. Allerede som ung mand havde Christian 2. deltaget i erobringen af Sverige i 1497 og i de efterfølgende kampe, da Sverige i 1501 atter løsrev sig. I 1517 genoptoges krigen mod Sverige og 1520 var Stockholm belejret. Christian 2. lovede byen fuld amnesti, hvis den ville anerkende ham som konge, hvilket efterfølgende skete. Kort efter sin kroning lod Christian 2. alligevel en lang række af sine modstandere henrette offentligt i det, der siden er blevet kendt som Det Stockholmske Blodbad. Knap 100 år efter indledte Christian 4. den såkaldte Kalmarkrig (1611-1613), hvorunder både danske og svenske byer led hårdt. |
den svenske Soldat … i Danmark | H.C. Andersen hentyder her til de to såkaldte Karl Gustav-krige 1657-1658 og 1658-1660. I sommeren 1657 erklærede Frederik 3. (1609-1670, konge af Danmark og Norge fra 1648) krig mod Sverige, der på dette tidspunkt førte krig mod Polen. Den svenske konge Karl 10. Gustav (1622-1660, konge af Sverige fra 1654) trak imidlertid sin hovedstyrke hjem og indledte et angreb på Danmark. Den svenske hær trængte hurtigt frem og 24. oktober 1657 vandt svenskerne en knusende sejr ved Frederiksodde, hvor flere tusinde danske soldater omkom eller blev taget til fange. Krigen afsluttedes ved Roskildefreden 26. februar 1658, der betød at Danmark blandt andet måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge. Allerede i august samme år erklærede Karl 10. Gustav Danmark krig igen, hvorefter den svenske hær besatte Sjælland og belejrede København. Danmark fik imidlertid hjælp af sine allierede, der blandt andet talte Polen, og svenskernes forsøg på at storme København i februar 1659 mislykkedes. Året efter døde Karl 10. Gustav og en fredsaftale blev etableret. |
Swenska Folkets sago-Häfder … Hustruen for Hølæsset | af Arvid August Afzelius (1785-1871), se litteraturliste. De nævnte ugerninger beskrives i værkets bd. V, s. 8283. |
Jøsse Erikson | (d. 1436), jyskfødt foged i Västmannland og Dalarna. Hans mishandling af bønder beskrives efter Afzelius (bd. V, s. 83-85). |
Geßler | den tyranniske foged Hermann Gessler i sagnet om Vilhelm Tell. På Gesslers foranledning blev Tell tvunget til at skyde til måls efter et æble på sin søns hoved (se fx brdr. Grimms Deutsche Sagen, bd. 2, 1818, s. 227 ff.). |
Engelbrecht Engelbrechtsson | (d.1436), svensk lavadelsmand og oprørsleder. Både Pontin (s. 80 ff.) og Afzelius (bd. V, s. 85-114) beretter om Engelbrechts befrielseskamp. |
Kopparberget | (svensk) kobberbjerget. Navn på såvel området som malmminen i Falun. Se kort 1-2. |
fribaaren | født af frie forældre, stolt. |
Hærderne | skuldrene. | 92 |
Rättvik og Mora | se kort 2. |
Christjern(s) | Christian 2. (1481-1559), konge af Danmark 1513-1523 og af Norge 1520-1523. |
det blaa Taarn | tårn i det tidligere Københavns Slot, der blev brugt som fængsel til prominente fanger. |
Kalø Slot | kongeligt borganlæg på en holm i Kalø Vig, hvor Gustav 1. Vasa blev sat i arrest 1518. Den svenske konges eventyr er genfortalt efter Afzelius (bd. V, s. 238-261). |
indtog for | gjorde venlig stemt over for. |
Calmar | Kalmar; se kort 1. |
Blodbadet | Det Stockholmske Blodbad; umiddelbart efter sin kroning til konge af Sverige 4. november 1520 lod Christian 2. over 80 af sine modstandere henrette i Det Stockholmske Blodbad 8.-9. november. To måneder tidligere havde han lovet det belejrede Stockholm fuld amnesti, hvis de ville antage ham som konge. |
Rankhyttan | gård ved søen Runns sydøstlige strand. |
Anders Pehrsson | (d. 1534), bjergmand i Dalarna. Støttede Gustav 1. Vasas frigørelseskamp. |
Gustavs Moder … Kjøbenhavn | Gustav 1. Vasas mor, Cecilia Månsdotter (ca. 1475-1522), blev som følge af Gustavs oprør i Sverige fængslet og sammen med flere af sine døtre ført til Blåtårn i København, hvor hun døde af pest. |
Lill-Aaen | Lillälven; forbinder søen Runn med Dalälven. Afzelius skriver dog også »Lill-ån« (bd. V, s. 246). |
Ørnæs | Ornäs; navn på såvel en gård som byen ved den sydvestlige bred af Runn; se kort 2. |
Arendt Pehrsson | (d. ca. 1548), storbonde i Dalarna. Forsøgte at fange Gustav 1. Vasa, som imidlertid blev reddet af Arendts hustru, Barbro Stigsdotter. | 93 |
Korsnæs | Korsnäs; se kort 2. |
Sandwik(s-Hyttorna) | Sandviken; se kort 2. |
Svardsjø | Svärdsjö; se kort 2. |
Hr. Jonn | ikke identificeret. |
Hr. Swen | Sven Elfsson, kongelig skytte fra Isala, ca. 5 km nord for Svärdsjö. |
snildelig | snarrådig. |
Hvad staaer Du … tærske | oversat efter Afzelius (bd. V, s. 249). |
gaber efter | glor på. |
tærske | skille kerner fra kornaks eller andre afgrøder ved at slå på dem med et særligt redskab kaldet en plejl, køre dem gennem en maskine eller lignende. |
Marnäs | se kort 2. |
Maths og Pehr Olofsson | kongelige skytter. | 94 |
Mora | se kort 2. |
Ulmelands By | Utmeland; ca. 1⁄2 km syd for Mora. |
Maths Larsson(s) | ifølge overleveringen en bonde ved navn Tomt-Mats Larsson, gift med Tomt-Margit Larsson. |
Christjerns Grumhed … Enke | den svenske adelsdame Kristina Gyllestierna (1494-1559) var i 1511 blevet gift med den svenske rigsforstander Sten Sture den yngre (1492/1493-1520), der flere gange lå i krig med Christian 2. Sture døde i februar 1520, og da Christian 2. samme år indtog Stockholm og gennemførte Det Stockholmske Blodbad, blev hun tilfangetaget og ført til Danmark, hvor hun under hårde vilkår sad fænglset i Blåtårn 1521-1524. |
Christjern, Adelens Tyran | i 1517 blev Christian 2.s elskerinde Dyveke (ca. 1490-1517) pludselig syg og døde kort efter. Selv om dødsårsagen var uvis, blev der rejst anklage mod lensmanden på Københavns Slot, Torben Oxe (d. 1517). På trods af at rigsrådet efterfølgende frifandt Oxe, lykkedes det Christian 2. at få ham dømt og henrettet. Dette skabte efterfølgende et skarpt modsætningsforhold mellem Christian 2. og adelen/rigsrådet. |
Love | Christian 2. havde vidtrækkende reformplaner for riget og udarbejdede 1521 to love, en for købstæderne og en for landet, hvori han blandt andet forbød herremænd at sælge eller bytte fæstebønder som var de dyr. |
Lima | se kort 2. |
Kirke | Lima kyrka; stenkirke fra middelalderen, der nedbrændte i 1852. |
Sälens By | se kort 2. |
Høvding | Afzelius skriver »höfwidsman«: høvedsmand, anfører (bd. V, s. 256). |
Lars Olofsson | Lars Olofsson Björnram (d. ca. 1572). Indtog en fremtrædende rolle i svenskernes sejr over de danske styrker i Slaget ved Vesterås i slutningen af april 1521. | 95 |
Brunbäck Færge | Brunnbäcks Färja; færgested ved Dalälvens udmunding nær Avesta. Se kort 2. |
Och flera Dalpilar … | (svensk) og flere dalpile svømmede dér i luften, / end der falder hagl ned fra himlen. Citat fra »Den allmänna Dalwisan om Konung Gösta och Pilkriget« (Afzelius, bd. V, s. 261). Jf. også Geijer/Afz (bd. II, nr. 62). |
Et Folk … | oversat efter Afzelius (bd. V, s. 260). |
Beldenack | Jens Andersen (d. 1537), kaldet Beldenak (skaldet), biskop i Fyn 1501-1529. |
Brunbäcka älf … | (svensk) Brunbäcka elv er meget dyb og ligeså bred, / der sænkede de så mange jyder ned. / Sådan blev de danske jaget ud af Sverige. Upræcist citeret efter Afzelius (bd. V, s. 260). |
Seiersindtog i Stockholm | med støtte fra Lübeck lykkedes det i 1523 Gustav 1. Vasa at indtage Stockholm, der indtil da havde været på danske hænder. Samme år kronedes Gustav til svensk konge. |
I hafwen med mig … | (svensk) I har stået med mig som trofaste svenske mænd; vil Gud unde mig livet, gør jeg jer det godt igen. Citat fra en vise om »Dalkarlarne och Kung Gösta« hos Afzelius (bd. V, s. 283). Jf. også Geijer/Afz (bd. II, nr. 62): »I haven med mig ståndit, / Som trogne Svenske Män; / Vill Gud mig lifvet unna, / Jag gör Eder godt igen« (s. 270). | 96 |
brav | godt. |
Bergsäng | se kort 2 (mellem Leksand og Rättvik). |
Mora Kirke(s) | Mora kyrka, hvis ældste dele stammer fra ca. 1300. Kirken brændte i 1671, men genopførtes med blandt andet det nuværende spir. |
Rättvik Kirke | Rättvik kyrka, hvis ældste dele stammer fra ca. 1300. Udbygget flere gange gennem tiden, blandt andet 1778-1783, hvor kirkens tårn tilføjedes. |
primula farinosa | melet kodriver. |
Punschebolle(n) | punchebolle; bowle eller skål hvori der serveres punch. |
Lazarus | person i »Lignelsen om den rige mand og Lazarus« i Lukas 16,19 ff. Lazarus er en fattig mand, der fuld af sår dør foran en rig mands port. Lazarus er også navnet på en død mand, som Jesus vækker til live (Johannes 11,1 ff.). |
Nalle | (svensk) bamse. H.C. Andersen noterer sig historien i sin dagbog 20. juli 1849 (Dagbøger III, s. 349). | 97 |
(Havre)kjærv | kærv; neg. |
skjøttede | skøttede; passede. |
Bade-Anstalt | i Lerdal ved Rättvik åbnede et koldtvandskurbad 1848. |
Gräfenberg | koldtvandskurbad i østrigsk Schlesien (nu Tjekkiet), grundlagt 1820. |
Porphyr-Værket | Elfdals Porfyrverk i Älvdalen (se kort 2), grundlagt 1788. |
Finnernes Hytter | finner indvandrede fra slutningen af 1500-tallet til blandt andet Dalarna og etablerede sig med svedjebrug i ubefolkede skovområder. De brugte en særlig byggestil med blandt andet røgstue, hvor der er udtræk gennem stuen i stedet for skorstenen, og sauna. | 98 |
Kjortler | flertal af kjortel; løsthængende beklædningsgenstand som er af varierende længde, har vide ærmer eller slidser til armene, og som man tager på ved at trække den over hovedet. |
Lintøiet | undertøjet. |
malet | såkaldte dalmålningar, som blev udført af omrejsende malere i perioden 1780-1870. Motiverne var de karakteristiske kurbits-blomster (græskarblomster) eller hentet fra Biblen eller historien, hvor personerne optrådte i lokale dragter. |
Propheten Elias … trukket af Solheste | i 2. Kongebog 2,11 fortælles det, hvordan profeten Elias blev hentet til himlen i en ildvogn forspændt med ildheste. |
Jakob, der brydes med Jehova | i 1. Mosebog 32,25-30 fortælles det, hvordan Jakob ved floden Jabbok kæmper en hel nat med en fremmed mand, der viser sig at være Gud, som han tvinger til at velsigne sig. |
Livkjole | herrejakke med skøder. | 99 |
Forudvidenhed | det at vide noget forud, altings forudbestemthed. |
Det skulle … Kundskabens Træ | jf. 1. Mosebog 3,1 ff. | 100 |
Gud i Aand og Sandhed | udtrykket stammer fra Johannes 4,21-24. |
skabt i Guds Billede | jf. 1.Mosebog 1,27. |
intet at … | ikke identificeret. |
det var mig … | hentyder muligvis til Jesus’ ord om Judas’ forræderi ifølge Mattæus 26,24: »Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født«; jf. også Markus 14,21. Der kan dog også være tale om en hentydning til myten om den frygiske kong Midas, der fangede en silen (et fabelvæsen med menneske- og hestetræk) fra guden Dionysos’ følge. Midas spurgte silenen om sandheden om livet og fik svaret, at det bedste er aldrig at blive født. | 101 |
peger man os hen paa | henviser man os til. |
Coraldyret(s) | koraldyr; opfattet som et lavere, primitivt dyr. |
tag denne Kalk … | Jesu ord da han kort før sin død bad til Gud ved Oliebjerget, jf. fx Lukas 22,42. |
vederqvæges | vederkvæges; forfriskes, trøstes. |
Oliegreen | olivengren; kristent symbol på fred og forsoning. | 102 |
et Spand | af lille udstrækning. | 103 |
Manna | små vingede frugter fra elmetræet. I religiøs sammenhæng kendes manna fra 2. Mosebog 16, hvor det fortælles, at Gud lod det regne med manna fra himlen for at brødføde jøderne på deres lange vandring gennem ørkenen. |
Linnéa | Linnaea borealis. Spæd, stedsegrøn halvbusk med klokkeformede, hængende blomster. | 104 |
Bacchanter | dyrkere af vinguden Bacchus. |
Oldtids-Skrifter … forynget Skikkelse | formodentlig en sammenføring af græsk mytologi, nemlig historien om Leda, der blev forført af Zeus i svaneskikkelse, og nordiske sagn om kvinder i fuglehamme. I den tyske forfatter Karl August Musäus’ (1735-1787) eventyr »Der geraubte Schleier. Oder das Märchen à la Montgolfier« fortælles om, hvordan feer, der nedstammer fra Leda, flyver til en foryngende kilde. Musäus’ eventyr, der findes i Volksmärchen der Deutschen, bd. 3, 1784, s. 111 ff., blev oversat til dansk af Adam Oehlenschläger som »Det ranede Slør« og trykt i Eventyr af forskiellige Digtere; sammendragne og oversatte med Bemærkninger, bd. 2, 1816, s. 127 ff. Også Henrik Hertz (1797/1798-1870) benytter motivet i sin Svanehammen, Romantisk Skuespil i tre Acter, 1841 hvor Ledas datter, Helene, er fløjet til Norden i en svaneham. |
Hyperboreernes Land | i oldgræsk forestillingsverden et lykkeligt land højt mod nord, hvis navn i antik etymologi forklares som oven for Boreas, nemlig nordenvinden. |
Sagn om »Digerdødens Tid« … fundet | efter Fryxell (bd. II, s. 95). |
Digerdøden(s) | (svensk) pestdøden, som kom til Sverige i 1350. | 105 |
Klang! sade … | (svensk) Klang! sagde bjælden / Langt væk i fjeldene, / Der kukker gøgen, / Der vokser løget, / Der springer svalen, / Der er godt at være, / Derhen vil vi rejse! Citat fra Dybeck (nr. 18, s. 26). |
Tog(et) | optog, procession. |
Pindevogn | vogn med sider af tremmeværk. |
Ved | det faste, hårde stof som et træs stamme og større grene består af, og som blandt andet kan bruges som brænde. | 106 |
Stackars du … | (svensk) Stakkels dig min dreng, / Som står i skoven! / Åh, uden sko og træsko! / Det går vel, som det går. Citat fra Dybeck (nr. 22, s. 29). | 107 |
Moll | mol; toneart, der normalt opfattes som vemodig eller sørgelig. |
faur | fager; skøn. |
Dur | toneart, der bygger normalt opfattes som lys og optimistisk. |
Skovmærken | skovurt i krapfamilien. |
Kukkeren | gøgen. | 108 |
Fahlun | Falun; se kort 1-2. |
Solfatara | vulkankrater ved Napoli. |
Sot | sygdom. |
okkerguult | gullig, lys brun farve. |
Farvetinte | farvenuance. |
stora Kopparberget | (svensk) det store kobberbjerg. |
Kobberærts | kobbermalm. |
Schillers »Gangen til Jernværket« | den tyske digter Friedrich von Schillers (1759-1805) »Der Gang nach dem Eisenhammer. Ballade«. Trykt i Musenalmanach für das Jahr 1798, 1797, s. 306 ff. | 109 |
stora Stöten | dette store grubehul blev dannet ved et skred i minen i 1687. |
Fyrrespaan | harpiksholdigt stykke træ, der bruges som fakkel. |
forvoven | dumdristig. |
svindel | svimmel. |
Stiger(ne) | grubeformand. |
lykkeligt | heldigt. | 110 |
Fedt Mads … de sidste Gang mødtes | minearbejderen Matts Israelsson med tilnavnet Fet omkom ved et fald i mineskakten omkring 1677 og blev fundet velbevaret så sent som 1719. Kendskabet til den fantastiske historie blev udbredt gennem den tyske forfatter Gotthilf Heinrich von Schuberts (1780-1860) særdeles populære Ansichten von der Nachtseite der Naturwissenschaft, 1808 (svensk Betraktelser öfver naturvetenskapens minst utredda eller ännu ej upplösta problemer, 1819). Historien fortælles s. 215-216; i Bohlin fortælles historien s. 221. |
I en anden … omkom | jf. ovennævnte rejseguide, s. 221. |
Vitriol(en) | kobbersulfat, der blandt andet bruges til farver, er et almindeligt biprodukt fra kobberminer. |
ir(ret) | grønlig eller brunlig belægning på en genstand af kobber, messing eller bronze, fremkommet ved atmosfærens påvirkning med ilt, fugt og kuldioxid eller ved kemisk behandling. |
Säther | Säter; se kort 2. |
Tableau | (fransk) billede. Hentyder til en yndet selskabsleg eller -underholdning i 1800-tallet, hvor en eller flere personer stillede sig i en position til at forestille et kendt maleri, en mytologisk scene eller lignende. |
Brudeterner | brudepiger. | 112 |
Mulen | muldyret. |
Mignons skjønne Land | Italien. Mignon er en figur i romanen Wilhelm Meisters Lehrjahre. Ein Roman, 1795-1796 (dansk Wilhelm Meisters Læreaar. En Roman, 1801-1802) af den tyske digter Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Hun synger om Italien i »Kennst du das Land« (3. bog, 1. kap.). |
Keiseren mod Ungarerne | kejser Frans Josef 1. (1830-1916, kejser af Østrig fra 1848 og fra 1867 konge af Ungarn) nedkæmpede i 1849 en ungarsk oprørshær. | 113 |
den grønne Ø … svenske Land | i nordisk mytologi fik gudinden Gefion så meget land af kong Gylfe i Sverige, som hun kunne pløje på et døgn. Med sine fire jættesønner (okser) pløjede hun hele Sjælland løs og skabte derved Mälaren. |
Almanak(en) | bog med kalender og forskellige astronomiske oplysninger. Ofte indeholder den også (simple) fortællinger eller andre kulturelle, religiøse eller meteorologiske oplysninger knyttet til de enkelte dage, måneder eller årstider. |
Slaget ved Fredericia | slag under Treårskrigen (1848-1851). 6. juli 1849 besejrede den danske hær en slesvig-holstensk hær ved Fredericia. | 114 |
Tusind og een Nat … Sultanen | Sheherazade er en figur i Alf layla walay (dansk Tusende og En Nat, Hvorudi Paa en fornøielig Maade fortælles allehaande selvsomme Arabiske Historier og forunderlige Hændelser, saa vel som behagelige Elskovs Begivenheder, tillige med de Østerlandske Folkes Ceremonier og Sædvane, 1745), en arabisk rammefortælling med persiske og eventuelt indiske aner, der omtales første gang i 800-tallet og når til Europa i Antoine Gallands (1646-1715) franske oversættelse Les mille et une nuits, 1704-1717. I rammefortællingen er sultanen blevet bedraget af sin første hustru, og derfor dræber han alle de efterfølgende efter bryllupsnatten, men den kloge og modige Sheherazade holder sig i live ved at fortælle en lang række fængslende eventyr. |
spænder | optager stærkt, er spændende. |
Sloprok | slåbrok. |
Durchlaucht(en) | tiltaleform til fyrster og kongelige (højhed). |
Stilk | slægtsgren. |
Spieß | Christian Heinrich Spieß (1755-1799), tysk forfatter af gyserfortællinger og røverromaner. |
Atlas bar Himlen | titan i græsk mytologi hvis straf for deltagelse i titanernes oprør mod Zeus er at skulle bære himmelhvælvingen på sine skuldre. | 115 |
Charmant | (af fransk) charmerende. |
Zeus | i græsk mytologi himmelguden og Olympens overhoved. |
Jupiter | romersk himmel- og overgud. |
Suite | ledsagende, opvartende følge. |
Kastaliavæld | kilde på Parnassosbjerget ved Delfi, der ifølge legenden har fået sit navn efter en pige, der druknede sig for at undslippe Apollons forfølgelse. Den blev anset for at kunne skænke poetisk inspiration. |
Apotheose | apoteose; et menneskes ophøjelse til guddom mens det er i live eller efter døden. |
Skafot | opbygget forhøjning til offentlig henrettelse af forbrydere, ofte ved halshugning. | 117 |
Dal-Elven | Dalälven; se kort 2. |
Homers Heltetid | digternavnet, hvem de store græske heltedigte Iliaden og Odysseen (formodentlig ca. 700 f.Kr.) er blevet tilskrevet. De første fuldstændige oversættelser til dansk blev foretaget af Christian Wilster (1797-1840) som Homers Iliade, 1836 og Homers Odyssee, 1837. |
Schubert … Elfkarleby Fald | Friedrich Wilhelm von Schubert (1788-1856), tysk teologiprofessor. Udgav blandt andet en rejsebeskrivelse fra en rejse i de nordiske lande kaldet Reise durch Schweden, Norwegen, Lappland, Finnland und Ingermannland in den Jahren 1817, 1818 und 1820, 1823-1824. Schuberts omtale af Dalälven og dens fald findes i bd. 2, s. 8 f. |
Elfkarleby Fald | Dalälvens nederste og største vandfald ved Älvkarleby (se kort 2), nu vandkraftværk. |
Fos | afsnit af et vandløb, hvor vandet styrter fra et højt til et lavere niveau i terrænet, eller hvor vandet på grund af indsnævring eller større fald har stærk strøm. |
Bålstad | muligvis Båtsta ca. 3 km nordvest for Borlänge (se kort 2). Österdalälven og Västerdalälven mødes dog lidt længere mod vest, nemlig syd for Siljan. |
Sernasogn | Särna; se kort 2. |
Njupeskärs Vandfald | Sveriges højeste vandfald på Fulufjällets nordlige skråning. |
Porphyrgrund | område med forekomst af porfyr, der er en bjergart dannet af magma, med større korn af mineraler i den finkornede grundmasse. |
Porphyr-Vaser | vaser fremstillet af porfyr. | 118 |
Avesta(’s) | se kort 2. Fra 1636 lå her et kobberforædlingsværk. |
Schubert sammenligner … Schaffhausen | sammenligningen med Rhinfaldet ved Schaffhausen i Schweiz findes i Schuberts Reise durch Schweden, Norwegen, Lappland, Finnland und Ingermannland in den Jahren 1817, 1818 und 1820, bd. 2, 1823, s. 9. Sammenligningen nævnes af Bohlin, der også konstaterer at vandmassen er større i Älvkarlebyfaldet (s. 74). |
Rhinen | 1320 km lang flod i Mellem- og Nordvesteuropa. |
Halvtredie | 2,5. |
svenske Miil | en ældre svensk mil er ca. 10,7 km. |
Gefle | Gävle; se kort 1 og 2. |
den murede høie Bro | Karl 13.s bro; træbro fra 1816. | 119 |
Øens Bruk | Älvkarleö bruk; grundlagt 1652-1662 til jernfremstilling. Fra slutningen af 1600-tallet havde det også savværk. |
Herregaarden | den nuværende herregård blev bygget i 1700-tallet. |
comfort | (engelsk) bekvemmelighed, velvære. |
henplantede Bøgetræer | bøgetræer vokser kun vildt i de sydlige dele af Sverige. |
Orange(r) | appelsin. |
Holm(e) | lille, ubeboet ø. |
Klokker | blomster af klokkefamilien. |
Kodriver | plante med en krans af store blade ved grunden og gule, blå eller rødlige blomster med fem flige. |
brunfjedrede | med brune fjer. | 120 |
Dryade(n) | kvindelig træ- eller skovnymfe, der ifølge græsk mytologi var knyttet til et bestemt træ og døde sammen med det. |
Laa-Fossen | Lanforsen; fos i den nedre Dalälv, hvori der siden 1500-tallet blev bedrevet laksefiskeri, nu kraftværk. | 121 |
blive den vaer | opdage den. |
thi | for. |
Mephistopheles’s Haar | af H.C. Andersens dagbog 20. juni 1849 fremgår det, at djævleskikkelsen fra sagnene om Faust almindeligvis udstyres med rødt hår (Dagbøger III, s. 328). | 122 |
pudsede af | gjorde istand. |
Prisme(r) | genstand af gennemsigtigt materiale, fx glas, kvarts eller plastic, med plane flader der skærer hinanden. Kan bryde en lysstråle og spalte den i forskellige farver. |
invalide | beskadigede, ubrugelige. | 123 |
Dannemora | se kort 2. Jernmalmminen Dannemora gruva i Uppland 100 km nord for Stockholm har været i drift siden 1400-tallet. |
Lore-Ley | Lorelei; 132 m højt, næsten lodret klippeparti ved Rhinen. Gennem kunsteventyr og sagn er Lorelei blevet personificeret som en fortryllende og forførende kvinde, der lokkede sejlende (mænd) i døden. Fremtrædende behandlinger af Lorelei-figuren findes i Clemens Maria Brentanos (1778-1842) digt »Zu Bacharach am Rheine« fra den anonymt udgivne roman Godwi oder Das steinerne Bild der Mutter. Ein verwilderter Roman, 1801-1802 (2. del, 36. kapitel) og Heinrich Heines (1797-1856) digt »Ich weiß nicht, was soll es bedeuten«, der blev trykt i Der Gesellschafter oder Blätter für Geist und Herz, 26. marts 1824. |
Sylphide(rnes) | sylfide; kvindelig luftånd. Oprindeligt beskrevet af den schweiziskfødte læge og alkymist Paracelsus (1493-1541) i værket »Liber de nymphis, sylphis, pygmaeis et salamandris et de caeteris spiritibus« (en bog om nymfer, sylfider, pygmæer og salamandre og andre ånder), der blev trykt i Gesamtausgabe, udgivet af Johann Huser, bd. XI, 1590. |
Tridse(rne) | trisse; drejelig, cirkelrund skive (i en blok) med en rille i randen som et tov eller lignende kan ligge i. | 124 |
Sundet | Øresund. |
Piquante | pikante. |
Harzen | nordligt beliggende bjergområde i Tyskland. |
Rammelsberg | bjerg med sølvmine. |
Hallein … Saltkogeriet | by i Østrig med saltmine, hvorigennem besøgende kunne gå og rutsche ad meget stejle gange til bjergets fod. |
Katakombe(r) | underjordisk, ofte lang og forgrenet gang med gravsteder hugget ind i væggene. |
Handbok för Resande … halvfemsindstyve Favne | oversat med en del udeladelser efter Bohlin s. 139 f. |
(Dannemora-)Jerngrube(r) | mine eller brud, hvor der udvindes jern. | 126 |
Charles Dickens … om Svinet | (1812-1870), engelsk romanforfatter. H.C. Andersen hentyder til Dickens’ beskrivelse i 6. kapitel af rejseskildringen American Notes for general Circulation, 1842. |
Sanct Antonius … sin Glorie | den hellige Antonius (d. 356), kristen eneboer. Antonius fremstilles i billedkunsten ofte med et svin som attribut. |
den forlorne Søn | hentydning til »Lignelsen om den fortabte søn« i 15,11 ff. Her fortælles om en mand, der havde to sønner. Den yngste fik sin del af faderens ejendom og rejste ud i verden, hvor han ødslede alt, han havde, bort. Han søgte derefter hen til en byens borgere, der sendte ham ud for at passe svin. |
Saffian(s) | safian; fint skind, der er farvet på den side af læderet, som dyrets pels har dækket, den såkaldte narvside. | 127 |
gaae paa Olden | ernære sig ved at spise olden, der er en betegnelse for bog og agern. |
bra’ | (svensk) godt. |
oui | (fransk) ja. | 129 |
Purpur-Snekke | purpursnegl; den rødviolette purpurfarve blev fra oldtiden udvundet af sekret fra forskellige arter af snegle. |
Guldaare | det første store moderne guldfuld i Nordamerika blev gjort i North Georgia 1828, det næste i American River i Coloma, Californien 1848. |
Guldfinger | fingeren mellem lang- og lillefinger, kaldes også guldbrand. Her brugt i betydningen guldåre. |
Californiens Halvø | Den Californiske Halvø, på spansk kaldet Baja California, har siden Den Mexicansk-Amerikanske Krig (1846-1848) hørt til Mexico. |
Monte-Christo(’s) | hovedperson i romanen Le Comte de Monte-Cristo, 1845-1846 (dansk Greven af Monte-Christo, 1845-1846) af den franske forfatter Alexandre Dumas (1802-1870), der når sine mål ved hjælp af en gemt skat på øen Monte-Christo. |
Aladdins-Hulen | hule, der indeholder fantastiske skatte. Kendes fra eventyret om Aladdin fra 1001 Nat, der dannede forlæg for Adam Oehlenschlägers Aladdin, eller Den forunderlige Lampe. Et Lystspil, hvor hulen også er beskrevet (Poetiske Skrifter, bd. 2, 1805, s. 166 f.). |
Skjeppe(n) | skæppemålet; 1 skæppe = 17,39 liter. |
sygne(nde) | hensygne; langsomt miste kræfterne og blive svagelig. |
Ærts(et) | erts; malm, det vil sige en geologisk dannelse, der indeholder et grundstof, ofte et metal, eller et mineral i en mængde, så udnyttelse kan betale sig. |
Leander | helt i græsk kærlighedssagn, som svømmede over det smalle Dardanellerstræde til sin elskede Hero, ledet af lyset, som hun havde sat i sit tårn i Sestos. | 130 |
Peer og Poul | tilfældige eller ligegyldige mennesker. |
Globe(r) | globus. |
Foliant(er) | bog i folioformat. Bruges normalt som betegnelse for en meget stor bog. |
harnisk(klædte) | rustning. |
krystede | pressede. |
Herkules paa Skilleveien | i den græske forfatter Xenophons (ca. 425-354 f.Kr.) Memorabilia (latin: mindeværdige hændelser) gengives en fortælling af sofisten Prodikos, hvori den græske halvgud Herakles (latin: Hercules) som ung står over for valget mellem to veje: slethedens og godhedens, personificeret ved to kvinder. |
smuk som Engelen … Tobias | i den gammeltestamentlige apokryf, Tobits Bog 5-12, fortælles om Tobias, der på en rejse blev ledsaget af ærkeenglen Rafael. Rafael beskrives dog ikke som værende smuk. |
virket | broderet, indflettet. |
arabeskagtig | som et ornament af fantastiske, sammenslyngede figurer. |
bedre end den Diogenes bar | Diogenes fra Sinope (ca. 400-325 f.Kr.), græsk filosof og grundlægger af den kyniske skole. Ifølge en anekdote ledte han med en lygte midt på dagen efter et ærligt menneske. |
idelig | som varer ved, som bliver ved at gentage sig. |
gothisk(e) | gotisk; byggestil med smalle, spidse og opadstræbende former. |