1.

En geographisk Beskrivelse af det menneskelige Hoved

Betragte vi vort Hoved, saa er dette dog en ganske forunderlig Klode. Det yderste og meest fremragende Forbjerg kaldes Næsen, og er meget brat paa den ene Side; her findes ogsaa to dybe Huler, hvor man ofte mærker ganske underlige Phænomener; det er vistnok Vulkaner, der ikke ganske ere udbrændte. Tæt herved sees et langt Svælg, en Afgrund, som bærer det Navn: Munden; det har deilige røde Koral-Kyster, og stiger man over disse, finder man de nydeligste Klipper af Elfenbeen, der strække sig i to lange Rader og danne den yderste Grændse. Paa begge Sider af Næsen og Munden ligge to deilige Landstrækninger, der bakke sig noget og ere ganske begroede med Roser; stiger man høiere op, da finder man to underlige, ovale Indsøer med Saltvand, de ere bestandig i Bevægelse, og besidde en forunderlig Kraft. Man kan blive ganske underlig ved at stirre ned i dem! Det er, som skuede man ind i en heel Aandeverden; man ahner en Salighed, der ikke lader sig udsige! – Høit over Søerne reiser sig et Bjerg, og herinde bygge de mægtige Alfer, Phantasie og Fornuft. En Aandeverden rører sig derinde. Her har Erindringen ophængt alle sine mægtige Billeder; her, i de stolte magiske Speile, afspeiler sig det hele Menneskeliv. Alle Hjertets Drømme stige her som bevingede Smaae, og her har Gud og Fornuften sit hellige Alter. – Forlade vi Bjerget og vandre videre, da komme vi til en uhyre Skov; men her tør ingen Geograph vove sig ind, af Frygt for at løbe vild i denne tæt begroede, uhyre Strækning.

2.

Betragter Aanden den Uendelighed af Verdener over os, da svinder vor Jord, med sine Bjerge og Have, hen i et Punkt, et Intet, i det store Verdens Rum. – Men denne, det store Alts Hensmelten i et lille Afbillede, er kun vor Aands Umodenhed her til at opfatte det Uendelige. Eengang, i vor Fuldendelses Stigen, vil Aanden være stærk nok til at skue den utallige Verdens-Vrimmel i sin sande Storhed, ikke som nu, i Kloder, der smelte hen i lysende Punkter, men som uendelige Verdener, hver med uendelige Under. Hvad vi nu beundre, skjøndt vi kun see den uformede Hermes-Støtte, hvor Lemmerne ere antydede, vil da staae, som et mægtigt Phidias-Billede i sine stærke, glimrende Farver.

4.

Der ligger dog noget ganske Forunderligt, noget dybt Magnetisk, i Læsning! Vi see paa de sorte Bogstaver, og gjennem Øiet stiger et levende Billede ind i Sjælen; et Billede, der griber os, som den mægtige Virkelighed.

5.

Jeg har lagt Mærke til, at hos de fleste adelige Forfattere have sædvanligviis deres Tanker langt flere Ahner, end de selv.

6. I en Vens Stambog, da han reiste til Udlandet