I Menneske-Form staaer Fjeldet hist,

Skjøndt uden Øine og Hjerte;

Dog var det engang en Yngling forvist,

Der deelte hver Skabnings Smerte.

Som Sneen hans Tanke var reen og puur,

Han elskede Gud og den hele Natur,

Saa høit som et Hjerte kan elske.

Han gav af sin Følelse, Tillid og Tro,

Til hver, som kom ham imøde,

Ja laante dem selv sine Øine to,

At skue Guds Morgenrøde.

Men medens Lyset for ham var slukt,

Til Legetøi bleve hans Skatte brugt’,

Den blinde, godhjertige Daare!

Da saae han engang, som bedst han gik,

Et Barn – nei! en fuldvoxen Pige;

Det var det barnlige, aabne Blik,

Og dog den ældres tillige!

Hver Tanke saa klart i Øiet stod –

For hende han gav sit Ungdoms Blod,

Og hver en flammende Tanke.

Han gav hende Hjertet i sit Bryst,

Det var et kosteligt Smykke,

Sin dybe Længsel, sin høie Lyst,

Sin Tillid og jordiske Lykke.

Han gav hende glad sine Øine to, –

Hun græd – og svoer ham ubrødelig Tro,

Og – hopped’ saa bort som de Andre.

Nu staaer han ene – et iiskoldt Fjeld,

Der føler ei Glæde, ei Smerte;

Thi tømt er Tankens og Følelsens Væld,

Han har ei Øine, ei Hjerte;

Og Sollyset aldrig hans Indre naaer,

Vildt Stormen over hans Hoved gaaer;

– Gud styrke hvert sorrigfuldt Hjerte!