Improvisatoren
Original Roman i to Dele
Conferentsraad Collin
og
hans fortræffelige Hustru,
Jonas Collin (1776-1861) og Henriette Christine Collin, født Hornemann (1772-1845). Jonas Collin var en af den sene enevældes dygtigste og mest indflydelsesrige embedsmænd, og da man på teatercensor og professor Knud Lyne Rahbeks forslag i 1822 besluttede at sørge for den unge H.C. Andersens uddannelse, var det Jonas Collin, der skaffede pengene fra Fonden ad usus publicos, som han administrerede med majestætens godkendelse. Han påtog sig rollen som formynder for den unge H.C. Andersen og optog ham i sit hjem.i hvem jeg fandt Forældre,
i hvem jeg fandt Sødskende,
Hjemmets Hjem,
bringer jeg, med sønligt og broderligt Hjerte, dette,
det Bedste, jeg eier.
Forfatteren
Første Deel
I
Min første Omgivning
Jeg hørte hende gjentage for Nabokonen, hvilken uskyldig Engel jeg var, og det behagede mig meget; min Uskyldighed blev mindre derved; Forfængelighedens
Capucinermunken
»Du er jo en rask Dreng!« sagde han, »nu skal Du see
Dette mit første Besøg i Klosteret beskjæftigede i lang Tid min Phantasie, og staaer endnu forunderligt levende for mig. Munken syntes mig et ganske andet Væsen, end de andre Mennesker, jeg kjendte; det, at han boede hos de Døde, der i den brune Kjortel næsten saae ud som han, de mange Historier, han vidste at fortælle om hellige Mænd og forunderlige Mirakler, samt min Moders store Ærbødighed for hans Hellighed, gjorde, at jeg begyndte at tænke paa, om jeg ikke ogsaa kunde blive saadan en Mand.
Min Moder var Enke, havde ikke andet at leve af, end hvad hun kunde fortjene ved Syning og ved at leie en stor Stue bort, vi før selv havde beboet; vi boede paa det lille Tagkammer og en ung Maler Federigo, var flyttet ind i Salen, som vi kaldte den. Det var en livsglad, rask, ung Mand, langveis borte fra, langt ude, hvor de ikke kjendte Madonna og Jesusbarnet, sagde min Moder. Han var fra Dannemark. – Jeg begreb dengang ikke, at der kunde være mere end eet Sprog, og troede derfor, at han var døv, naar han ikke forstod mig; jeg raabte derfor Ordene saa høit jeg kunde, han loe af mig, bragte mig tidt Frugt og tegnede mig Soldater, Heste og Huse. Vi bleve snart bekjendte; jeg holdt meget af ham og min Moder sagde ogsaa tidt, at det var saadan et skikkeligt Menneske! En Aften hørte jeg imidlertid en Samtale mellem min Moder og Munken Fra-Martino, der gav mig en særegen Følelse for den unge Kunstner. Min Moder spurgte, om den Fremmede dog virkelig skulde være evig fordømt til Helvede. »Han og flere af de Fremmede,« sagde hun, »ere jo dog meget skikkelige Folk, der aldrig gjøre noget Ondt! De ere gode mod de Fattige, de betale nøiagtigt og bestemt; ja, tidt synes jeg virkelig, at de ikke begaae slige Synder, som mange af vore!«
»Ja,« svarede Fra-Martino, »det er vel sandt! de ere som oftest saare skikkelige Folk, men veed I, hvoraf det Hele kommer. Seer I: Djævelen, som gaaer om i Verden, veed, at Kjætterne nu engang tilhøre ham, og saa frister han dem aldrig; derfor kan de sagtens være skikkelige, sagtens undgaae Lasten; derimod en god catholsk Christen er et Gudsbarn og Djævelen maa derfor her bruge sine Anfægtelser; han frister, og vi Svage bukke under! men en Kjætter, som sagt, fristes aldrig af Kjødet eller Djævelen!«
Derimod kunde min Moder Intet svare, og sukkede dybt over den stakkels unge Mand; jeg begyndte at græde, thi jeg syntes, at det var dog en blodig Synd, at han skulde brændes evigt, han, som var saa god og som tegnede mig saa smukke Billeder.
En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet: »onde Peppo«, eller ogsaa »Kongen paa den spanske Trappe«1, hvor han daglig havde sin Residents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han fra sin tidligste Barndom faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en Rem, der holdt et løst Bræt, og ved Hjelp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem, som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, paa den spanske Trappe, tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: »
»Din Tyv!« skreg min Onkel, »skal Du stjæle Pengene fra mig! Du som ikke engang er en ordentligt Krøbling! Kan ikke see! det er den hele Skavank han har; og saa tager han mig Brødet af Munden!«
Mere hørte og saae jeg ikke, men løb forskrækket hjemad med den
Der var saa sort og fælt, hvor han boede; i det ene Værelse var slet intet Vindue, og i det andet sad det høit oppe paa Muren med klinede, sønderbrudte Ruder. Meubler var der heller ingen af, uden en stor bred Kasse, han brugte til Seng, og to Bøtter, hvori han gjemte sine Klæder. Jeg græd altid, naar jeg skulde derhen, og vist er det ogsaa, at,
Paa Gjenboens Huus var der et Madonnabillede, som der altid brændte en Lampe foran. Hver Aften, naar det ringede til
Sangen om Aftenen var saaledes det eneste Foreningspunkt mellem mig og de andre Børn; jeg levede stille, ganske i min egen selvskabte Drømmeverden, kunde hele Timer ligge paa Ryggen med Ansigtet mod det aabne Vindue, og see paa den forunderlige, deilige blaa Luft, Italien eier, det sære Farvespil ved Solens Nedgang, naar Skyerne hang med et violfarvet Skjær paa den guldgule Grund. Tidt ønskede jeg, at kunne flyve der langt ud over
Men jeg vil skride til en Begivenhed, der let kunde have gjort Ende paa hele mit Livs Eventyr, før der endnu kom nogen Forvikling deri.
III
Blomsterfesten i Genzano
Det var i Junimaaned, Dagen nærmede sig til den berømte Blomsterfest, der aarlig høitideligholdes i Genzano8. Min Moder og Marijucce havde der en fælleds Veninde, som med sin Mand holdt Osterie og Kjøkken9. De havde alt i flere Aar besluttet at tage ud til denne Fest, men altid var der indtruffet Forhindringer; denne Gang blev det sat igjennem. Dagen før Blomsterfesten skulde vi afsted, da det var en lang Vei; af Glæde sov jeg ikke hele Natten forud.
Solen var endnu ikke oppe, da
Den store Stilhed i Gaderne, den jernbeslaaede Stadsport, den milevidt udstrakte
Fra Albano skulde vi gaae til Fods den korte smukke Vei over Ariccia; Receda og Gyldenlak voxte vildt ved Veien, de tætte, saftige
Den korte Vei var snart tilbagelagt og Angelines Huus opspurgt; det laae paa den Kant af Genzano, som vender mod Nemisøen; det var et smukt Huus; ud af Muren sprang et Kildevæld ned i Steenbasinet, hvor Æslerne trængte sig om for at drikke.
Vi traadte ind i Osteriet: der var en Summen og Brummen! Maden kogte og brasede paa Skorstenen. En Vrimmel af Bønder og Byfolk sad ved de lange Træborde, drak deres Viin og spiste deres Presciutto. Deilige Roser stode i den blaae Krukke foran Madonnabilledet, hvor Lampen ikke ret vilde brænde, fordi Røgen trak derhen. Katten løb over Ostene, der laae paa Hylden, og vi vare nær faldet over Hønsene, som hoppede om paa Gulvet. Angeline tog meget fornøiet mod os, og vi kom op af den steile Trappe tæt ved Skorstenen, hvor vi fik vort eget Kammer, og kongelige Retter, efter mine Begreber; alt var prægtigt, selv Folietten med Viin var pyntet ud; der sad som Prop i Flasken en udsprunget Rose. De kyssedes alle tre, jeg fik ogsaa et Kys, og maatte tage det enten jeg vilde eller ei; Angeline sagde, jeg var saa pæn, og min Moder klappede mig paa Kinden med den ene Haand, medens hun med den anden pyntede paa mig, trak Trøien, der var mig for kort, snart ned over Hænderne, snart igjen op om Hals og Bryst, saaledes som den skulde sidde.
Efter Bordet ventede os alt en heel Fest, vi skulde ud at plukke Blomster og Grønt til Krandse. Gjennem en lav Dør kom vi nu ud i Haven; denne var kun nogle Alen i Omfang og udgjorde, saa at sige, kun een eneste Løvhytte. Det tynde Rækværk foran var forstærket ved de brede, faste Blade af Aloen, der her groede vildt og dannede et naturligt Gjærde. Søen laae blikstille dybt i det store runde Krater, fra hvilket engang Ilden havde sprudlet mod Skyen. Vi gik ned af den
Solen brændte saa hedt, og først nede ved Søen selv, hvor Platanerne, med urgamle Stammer voxte ud i Vandet og dykkede de med Viinløv omsnoede Grene ned i Vandspeilet, fandt vi det kjøligt til at fortsætte Arbeidet; smukke Vandplanter nikkede, som om de drømte, under den tætte Skygge; de kom med i Krandsen. Snart naaede ikke Solstraalerne mere ned til Søen, men spillede kun paa Tagene i Nemi og Genzano, Dunkelheden udbredte sig alt hvor vi sad; jeg havde fjernet mig fra de Andre, men kun nogle Skridt, da min Moder var bange for, at jeg skulde falde i Søen, der var dyb og Skrænten brat. Ved de faa Steenlevninger af det gamle Dianatempel laae et omhugget Figentræ, som Vedbenden alt begyndte at binde fast igjen til Jorden; jeg var krøbet op paa dette, flættede ogsaa en Krands og sang af en
»– Ah rossi, rossi fiori,
Un mazzo di violi!
Un gelsomin d’amore –«
da jeg pludselig blev afbrudt ved en sælsom hvislende Stemme:
»– Per dar al mio bene!«
Pludseligt stod der en høi gammelagtig Kone af en forunderlig rank Holdning, og i den Dragt Bønderkonerne i Fraskati sædvanligt bære. Det lange hvide Slør, som hang fra Hovedet ned over Skulderen, bidrog til at vise Ansigt og Hals endnu mere mulatfarvede, end de maaskee vare; Rynke laae ved Rynke, saa den hele Hud lignede et sammenskrumpet Næt; de sorte Øiestene syntes at udfylde Øiehulerne. Hun loe og saae derpaa øieblikkeligt stift og alvorligt paa mig, som var hun en Mumie, man havde stillet op under Træerne.
»Rosmarinernes Blomster,« sagde hun, »blive smukkere i dine Hænder! Du har en Lykke-Stjerne i Øiet!«
Jeg saae forundret paa hende, i det jeg trykkede Krandsen, jeg bandt paa, op mod mine Læber.
»Der sidder Gift i de smukke Laurbærblade!10 Bind din Krands, men smag ikke paa Bladene!«
»Ha! kloge Fulvia fra Fraskati!« udbrød Angeline, der traadte frem af Hækken. »Binder Du ogsaa Krandse til Festen imorgen, eller« sagde hun med mere dæmpet Stemme, »binder Du andre
»Et klogt Øie!« vedblev Fulvia og saae uforandret paa mig, »Solen gik igjennem
»Ja,« sagde min Moder, der kom til med Marijucce, »naar han faaer den sorte Kjole og den brede Hat, kommer det an paa, om han skal svinge Røgelse eller gaae gjennem Tornebuske!«
At hun herved sigtede til, at jeg skulde i den geistlige Stand, syntes
»Den brede Hat,« sagde hun, »vil ikke skygge hans Pande, naar han staaer for Folket, naar hans Taler lyde som Musik, høiere end Nonnernes Sang bag Gitteret og stærkere end Tordenen i Albanerbjergene! Lykkens Stol er høiere, end
»O Gud!« sukkede min Moder og rystede lidt vantro, skjøndt hun gjerne gad høre den glimrende Spaadom. »Han er et fattigt Barn, Madonna veed, hvorledes det vil gaae ham! Lykkevognen er høiere, end Albanerbondens Vogn og Hjulet gaaer rundt,
»Har Du seet, hvorledes de to store Hjul paa Bondens Vogn dreie sig? Den nederste
»Og kan jeg ikke komme med paa Lykkevognen?« sagde min Moder, halvt spøgende, men udstødte i det samme et Skrig, thi en uhyre Rovfugl slog ned tæt ved i Søen, saa Vandet i samme Nu stænkede os i Ansigtet ved den Kraft, hvormed den slog det rolige Vandspeil med sine store Vinger. Høit fra Luften havde den med sit skarpe Blik opdaget en stor Fisk, der stod ubevægelig, som et Rør, tæt ved Vandfladen; med Pilens Flugt greb den sit Bytte, borede de skarpe Kløer ind i Fiskens Ryg og vilde nu atter hæve sig, men Fisken, som vi kunde see paa det pidskede Vand, var af en særdeles Størrelse og næsten af lige Kræfter med sin Fjende; den søgte derfor at drage ham ned med sig. Fuglens Kløer sad for fast inde i Fiskens Ryg, til at den kunde slippe sit Bytte, og nu begyndte der en Kamp mellem dem, hvorved den blikstille Sø zittrede i store Buer. Snart saae man den glindsende Ryg af Fisken, snart slog Fuglen de brede Vinger mod Vandet og syntes at bukke under. Nogle Minuter varede Kampen. Begge Vingerne laae et Øieblik stille, udbredte paa Vandet, som hvilede de sig, med eet sloge de høit sammen, man hørte et Knæk, den ene Vinge sank ned, medens den anden pidskede Vandet til Skum og derpaa forsvandt. Fisken skjød ned til Bunden med sin Fjende, hvor de begge, Øieblikke efter, maatte døe.
Tause havde vi Alle seet paa denne Scene; da min Moder atter vendte sig til de Andre, var Sybillen borte. Dette tillige med den lille Begivenhed, der, som man vil see, mange Aar efter virkede ind paa min Skjæbne, og saaledes dobbelt prægede sig i min Erindring, bevirkede, at vi Alle meget hurtigt og temmelig tause skyndte os hjemad. Mørket syntes at strømme ud af de tætte Træers Blade, de ildrøde Aftenskyer skinnede tilbage fra Vandspeilet, Møllehjulet bruste med eensformige Toner, Alt syntes at have noget dæmonisk ved sig. Medens vi gik, hvidskede Angeline sælsomme Ting, hun havde hørt forudsige af den Gamle, der forstod at koge Gift og Elskovsdrikke, og nu fortalte hun om den stakkels Therese i Olevano, der Dag for Dag svandt hen af Sorg og Længsel efter den flinke Gjuseppe, som var draget paa Vandring Nord paa, over Bjergene; hvorledes den Gamle da havde kogt Urter i en
De fire Væger bleve tændte i Messinglampen, een af vore Krandse hængt omkring den og en Ret
Hvorledes udtaler jeg det første Skue af Gaden, det brogede Billede, saaledes, som jeg da opfattede det. – Den hele lange Gade, der hæver sig i en sagte Skraaning, var overdynget med Blomster, Underlaget var blaat; det saae ud, som havde man plyndret alle Marker, alle Haver, for at faae af samme Farve Blomster nok til den hele Gade; over disse laae som lange Striber store grønne Blade med Rose ved Rose; i Afstand derfra, en lignende Stribe, og imellem disse var overdynget med mørkerøde Blomster, saa at en stor Bort saaledes dannedes om det hele Teppe. Midten af dette forestillede Stjerner og Sole, som man havde gjort ved at øse en Mængde gule Blomster gjennem stjernedannede og runde Former; mere Flid havde Navnetrækkene kostet, her var Blomst lagt ved Blomst, Blad ved Blad. Det hele var et levende Blomstertæppe, et Mosaik-Gulv, rigere paa Farvepragt end, Pompeji kan opvise det. – Ingen Vind rørte sig, Blomsterne laae faste, som var det tunge, fasttrykte Ædelstene. – Fra alle Vinduer hang store Tepper ned over Muren, alle virkede af Blade og Blomster, der dannede hellige Billeder. – Her ledte Joseph Æselet, der bar Madonna med Barnet; Roser dannede Ansigt, Fødder og Arme, Levkoier og blaa Anemoner hendes flagrende
Solen brændte varmt, alle Klokkerne klang over os og
O, Guds Moder, hvilken Jammer! jeg føler endnu en sælsom Skjælven, naar jeg tænker tilbage derpaa. Da jeg kom til mig selv, laae jeg med Hovedet i Marijucces Skjød, hun skreg og jamrede; ved Siden laae min Moder udstrakt og rundt om var en snever Kreds af de fremmede Mennesker; de sky Heste havde kjørt over os, Hjulet var gaaet over min Moders Bryst, Blodet strømmede hende udaf Munden, hun var død!
Jeg saae, de trykkede de
De løbske Heste vare imidlertid standsede tæt udenfor Byen, i det de tørnede mod et Træ; en fornem Herre paa nogle og fyrgetyve Aar, halvdød af Skræk, havde man hjulpet ud af Vognen; de sagde, han var af
Næste Aften, før det ringede til Ave Maria, førte de mig hen i Klosteret, for at see min Moder sidste Gang; hun laae i den snævre
Ved Døren stode alt Liigbærerne og Følget,
I den maaneklare Nat reiste vi bort fra Genzano; Federigo og to Fremmede vare med. Tætte Skyer hang om Albanerbjergene; jeg saae paa de lette Taager, som i Maaneskinnet fløi over Campagnen; de Andre talte kun lidt og snart sov og drømte jeg om Madonna, om Blomsterne og min Moder, der levede, smilte og talte til mig.
IV
Onkel Peppo. Natten i Colosseum. Afskeden
Hvad skulde der nu egentligt gjøres med mig, det var Spørgsmaalet, da vi kom til Rom og ind i min Moders Huus. Fra-Martino stemte for, at jeg kom ud i Campagnen til Marijucces Forældre, to skikkelige Hyrdefolk; de 20 Scudi vilde være dem en Rigdom, der kunde skaffe mig en Plads hos dem, som deres eget Barn; men jeg var jo ogsaa halvt et Led af Kirken, og kom jeg nu ud i Campagnen, kunde jeg ikke længer svinge Røgelsekarret i Capucinerkirken. Federigo fandt ogsaa, at det var bedst, at jeg blev i Rom hos nogle ærlige Folk; han vilde ikke, sagde han, at jeg skulde blive en raa, eenfoldig Bonde. Medens Fra-Martino raadførte sig i Klosteret, kom imidlertid min Onkel Peppo humpende paa sine Træklodse; han havde hørt min Moders Død og at der var tilfaldet mig 20 Scudi, og for disse sidste især kom han for ogsaa at gjøre sin Stemme gjældende. Han erklærede, at han, som den Eneste jeg nu havde i Verden, maatte tage sig af mig, at jeg skulde følge med ham, hvad der ellers blev tilbage i Huset var nu hans, saavelsom de 20 Scudi. Marijucce forsikkrede med stor Ivrighed, at Fra-Martino og hun havde ordnet Alt paa det Bedste, og lod ham vide, at han som Krøbling og
Federigo forlod Værelset, og de to Tilbageblevne lode nu hinanden gjensidigt høre den egennyttige Aarsag til deres Omhu for mig. Onkel Peppo spyede al sin Gift, og Marijucce stod som en
»Seer Du, mit Barn!« sagde han, »er det ikke et deiligt Æsel! og flyve kan det, flyve som en
»Hvor har Du stjaalet det smukke Barn!« spurgte hans Bekjendter ham, idet vi reed forbi, og saa blev da min Historie fortalt og gjentaget næsten ved hvert Hjørne. Konen, som solgte Vand med Citronskaller i, gav os ogsaa for den lange Fortælling et heelt Glas til at dele, og forærede mig en Piniefrugt til at tage med, thi Kjærnerne vare alle borte. Før vi naaede under Tag, var Solen alt nede. Jeg talte ikke et Ord, men trykkede Hænderne for Ansigtet og græd. I et lille
»Jo vist, jo vist!« sagde han, »sov nu, men glem ikke Dit Ave Maria! naar Mennesket sover, vaager Djævelen! slaae Korsets Tegn over Dig, det er en Jernmuur, som den brølende Løve ikke kan trænge igjennem; bed fromt, og bed, at Madonna vil straffe med
Længe gik han og puslede inde i det andet Kammer, nu hørte jeg forskjellige Stemmer og saae Lampen skinne gjennem en Sprække ind til mig. Jeg reiste mig, men ganske sagte, thi de tørre Maisblade raslede stærkt og jeg frygtede for, at han skulde høre det og da komme ind igjen. Gjennem Sprækken saae jeg nu, at de to Væger i Lampen vare tændte, der laae Brød og Roer paa Bordet og Folietten med Viin gik rundt i Selskabet. Alle vare de Tiggere, Alle Krøblinge; jeg
»Kan Drengen bruges til noget?« spurgte den Ene. »Har han nogen Skavank?«
»Nei, Madonna har været ham saa god!« sagde Peppo: »han er slank og velskabt, som et Adelsbarn.«
»Det var en stor Ulykke!« sagde de Allesammen. Den blinde Cathrine tilføiede, at jeg jo let kunde faae et lille Knæk, der kunde skaffe mig mit jordiske Brød, til Madonna gav mig det himmelske.
»Ja,« sagde Peppo, »havde min Søsterdatter været fornuftig, da kunde Drengen have gjort sin Lykke! en Stemme har han, o, som de kjære Guds Engle! han er skabt for
De talte om min Alder, om hvad der endnu kunde skee og hvad der burde gjøres for min Lykke! jeg begreb ikke, hvad det var de vilde foretage med mig, men jeg indsaae tydeligt, at det var noget Ondt, de havde for og jeg skjælvede af Skræk. Hvorledes skulde jeg dog komme bort! Det alene fyldte min hele Sjæl; hvorhen? Ja, det tænkte jeg slet ikke paa. Jeg krøb ud paa Gulvet og hen til den aabne Luge; ved Hjælp af en Træblok kom jeg op; jeg saae ikke et eneste Menneske paa Gaden, Dørene vare alle lukkede. Det var et stort Spring, jeg maatte gjøre, vilde jeg ned derudenfor; jeg havde ikke Mod til at springe; da syntes jeg man greb i Døren, man vilde ind til mig; jeg foer sammen af Skræk og lod mig glide ned af Muren. Jeg faldt haardt, men dog paa Jord og Grønsvær.
Snart reiste jeg mig og løb da, ubevidst hvorhen, gjennem de snevre, bugtede Gader; en Mand, som sang høit og slog med sin Stok i Steenbroen, var den eneste, jeg mødte. Endelig stod jeg paa en stor Plads, Maanen skinnede, jeg kjendte Stedet, det var forum romanum,
Maanen oplyste
Det var næsten som Dag i det klare Maanelys; hver Gjenstand viste sig tydeligt, jeg hørte Nogen komme; om det var mig de søgte? I min Angest tyede jeg ind i det kjæmpestore Colosseum, der laae som et heelt Fjeldpartie foran mig. Jeg stod i den dobbelte Buegang, der heel og stor, som var den fuldendt igaar, strækker sig om den halve Bygning; her var ganske mørkt og isnende koldt; jeg gik nogle Skridt fremad mellem Colonnerne, men sagte, ganske sagte, thi Lyden af mine Fodtrin gjorde mig mere angest; jeg saae en Ild, antændt paa Jorden, og kunde foran den kjende Omridsene af tre menneskelige Skikkelser; var det Bønder, som her havde valgt sig Natteleie, for ei at ride ved Nattetid over den øde Campagne? Var det maaskee Soldaterne, der havde Vagt i Colosseum eller endogsaa Røvere? Jeg syntes at høre deres Vaaben klirre og trak mig derfor sagte tilbage, hvor de høie Piller staae uden anden Hvælving end den, Buske og Slyngplanterne danne; sælsomme Slagskygger faldt i Maaneskinnet paa de høie Mure. Qvaderstenene, gledne ud af deres regelmæssige Sammensætning og begroede med Eviggrønt, saae ud, som de vilde styrte ned og kun endnu hang fast ved de tætte Ranker.
Oppe i den mellemste Søilegang gik Folk, sikkert Reisende, der sildigt i det smukke Maaneskin besaae denne mærkelige Ruin; en hvidklædt Dame var med i Selskabet. Endnu seer jeg tydeligt dette sælsomme Malerie, hvor de kom til Syne, forsvandt og atter viste sig mellem Colonnerne, belyste af Maaneskinnet og den røde Fakkel. Luften var saa uendelig mørkeblaa og Krat og Buske saae ud som det sorteste Fløiel, hvert Blad aandede Nat. Mit Øie fulgte de Fremmede. Endnu efter at de reent vare mig af Syne, saae jeg det røde Skjær af Faklen, men ogsaa dette forsvandt, og alt rundtom var dødstille.
Bag et af de mange Træ-Altre, der staae Side ved Side inde i Ruinen og vise Christi Korsvandring, satte jeg mig paa en sønderbrudt Capitel, der laae i Græsset. Stenen var kold, som Iis, mit Hoved brændte, der var Feber i mit Blod; sove kunde jeg slet ikke og nu faldt det mig ind, alt hvad man havde fortalt mig om denne gamle Bygning, om fangne Jøder, som havde maattet reise disse store Steenblokke, for
Det raslede i Krattet over mig, jeg saae op og syntes at see noget bevæge sig! ak ja, rundt om viste min Phantasie mig blege, mørke Skikkelser, som murede og hamrede; jeg hørte tydeligt hvert Slag, de sloge, saae de magre, sortskjæggede Jøder bortrive Græs og Buske og vælte Steen paa Steen, til den hele uhyre Bygning stod opreist paa ny, og nu var Alt een Menneskevrimmel, Hoved ved Hoved; det Hele syntes uendeligt større, eet levende Kjæmpelegeme.
Jeg saae
Da jeg atter aabnede Øinene, var min Feber forbi, men jeg var afkræftet og som betynget med Træthed.
Jeg laae virkeligt paa Trappen op til det store Trækors; jeg betragtede nu den hele Omgivning, den havde slet intet skrækkende; en dyb Høitidelighed laae over det Hele; en Nattergal sang i Krattet oppe paa Muren; jeg tænkte paa det kjære Jesusbarn, hvis Moder jo ogsaa var min, nu jeg ingen havde, slyngede mine Arme om Korset, hvilte Hovedet til det og sov snart en rolig, styrkende Søvn.
Den maa have varet i flere Timer; jeg vaagnede ved Psalmesang; Solen skinnede paa den øverste Deel af Muren, Capucinerne vandrede med brændende Kjærter fra Altar til Altar og sang deres »
Hvor glad blev jeg ikke, da Fra-Martino førte mig med til Klosteret, og hvor ganske glemte jeg ikke al min Nød, da jeg sad i hans lille Celle, hvor de gamle Træsnit vare klistrede paa Væggen og Orangetræet rakte de grønne duftende Grene ind af Vinduet. Fra-Martino havde ogsaa lovet mig, at jeg ikke skulde komme til Peppo. »En Tigger,« hørte jeg, han sagde til de Andre, »en betlende Krøbling, der ligger paa Gaden og søger Almisse, kan Drengen ikke overgives til!«
Ved Middagstid bragte han mig Roer, Brød og Viin, og sagde da ret høitideligt, saa mit Hjerte bævede derved: »Stakkels Dreng! havde din Moder levet, da vare vi ikke blevne skilte ad, Kirken havde beholdt Dig, og Du var voxet op i dens Fred og Beskjærmelse! nu maa Du ud i den urolige Sø, svømme paa det løse Bræt, men tænk paa din blodige Forløser og den himmelske Jomfrue! hold fast ved dem, Du har i hele den vide Verden slet ingen, uden dem.«
»Hvor skal jeg hen?« spurgte jeg; og nu fortalte han mig, at jeg kom ud i Campagnen til Marijucces Forældre, paalagde mig at ære dem, som Fader og Moder, adlyde dem i, hvad de forlangte og aldrig glemme mine Bønner og de Lærdomme, han havde givet mig. Mod Aften stod Marijucce med sin Fader ved Klosterdøren, for at afhente mig; Fra-Martino førte mig ud til dem. I Klæder saae da Peppo næsten pynteligere ud, end denne Hyrde, man nu overgav mig til. De forrevne, støvede Læderstøvletter, de nøgne Knæ og den spidse Hat med Lyngblomsten i, var det, som først faldt mig i Øie. Han bøiede Knæ, kyssede Fra-Martino paa Haanden og sagde om mig, at jeg var en smuk Dreng, og at han og hans Kone vilde dele deres Bid med mig. Marijucce gav ham nu Pengepungen med al min Rigdom, og vi gik saa alle fire ind i Kirken; de holdt en stille Bøn, jeg knælte ogsaa, men kunde ikke bede, mit Øie søgte alle de kjendte Billeder, Jesus, der seilede paa Skibet høit over Kirkens Dør, Englen paa Altartavlen og den deilige Sanct Michael! selv Dødningehovederne med den grønne Vedbende-Krands om maatte jeg sige mit Farvel. Fra-Martino lagde sin Haand paa mit Hoved og gav mig ved Afskeden en lille Bog med Træsnit: »
V
Campagnen
Den mægtige Steppe om det gamle Rom var altsaa nu mit Hjem. Den Fremmede fra hiin Side Bjergene, der, begeistret for Kunst og
Rundt om kun det lave, gule Græs og høie halvvisne Tidsler. Vi kom forbi et Kors, opreist som Tegn paa, at her var En myrdet; tæt ved hang Morderens sønderlemmede Dele, en Arm og en Fod; det var mig ængstende, og blev det i en høiere Grad, da det ei stod langt fra mit nye Hjem. Dette var ei meer eller mindre end en af de gamle, forfaldne Grave, hvoraf der fra Oldtiden findes her saa mange; de fleste Hyrdefolk i Campagnen flytte ind i en saadan, fordi her staaer alt, hvad de behøve til Ly, ja ofte selv til Beqvemmelighed; de fylde enkelte Fordybninger, mure nogle Huller til, lægge et Rørtag over og Boligen er færdig. Denne laae paa en Høi og havde sine to Etager. De to korinthiske Søiler ved den smalle Dør vidnede om Bygningens
»See, her ere vi!« sagde Benedetto, og det var de første Ord, han havde talt til mig paa hele Veien.
»Boe vi der?« spurgte jeg og saae snart paa det skumle Huus, snart tilbage paa den sønderlemmede Røver. Uden at svare mig, raabte han nu paa Konen: »Domenica! Domenica!« og jeg saae en gammelagtig Kone, hvis hele Klædning var en grov
Saaledes vedblev hun i en Strøm af Ord og førte os ind i det snevre Rum, som kaldtes Stue, men som siden, syntes mig stort som Vaticanets Sale. Jeg troer i Sandhed ogsaa, at dette Hjem har virket meget ind paa mit poetiske Gemyt, den snevre, lille Plads var for min Phantasie som
Domenica læste til Bords og Benedetto velsignede Maden; da vi saa vare mættede, førte den gamle Moder mig op ad Stigen, gjennem den sønderbrudte Muurhvælving op til anden Etage, hvor vi alle sov i to store Nischer, eengang Grave. Dybest inde var der redt for mig, ved Siden af stode to Stænger paa Kryds, hvori hang en Art Køie, som Vugge for et lille Barn, jeg troer det var Marijucces; det laae ganske stille; jeg lagde mig ned, en Steen var gledet ud af Muren, jeg kunde, gjennem Aabningen, see den blaa Luft udenfor og det mørke Epheu, der som en Fugl bevægede sig i Vinden. I det jeg lagde mig, foer et broget, glimrende Fiirbeen hen over Muren, men Domenica trøstede mig med, at de Stakler vare mere bange for mig, end jeg for dem; de vilde ingen Fortræd gjøre mig! læste saa et Ave Maria over mig og fløttede Vuggen hen i den anden Nische, hvor hun og Benedetto sov. Jeg slog det hellige Kors for mig, tænkte paa min Moder, paa Madonna, paa mine nye Forældre og paa den henrettede Røvers blodige Haand og Fod, som jeg havde seet tæt ved Huset, og de krydsede alle sælsomt i mine Drømme denne første Nat.
Næste Dag begyndte med Regnveir, det vedvarede hele Ugen og holdt os inde i den snevre Stue, hvor der var et halvt Tusmørke, uagtet Døren stod aaben, naar Vinden bar fra. Jeg maatte vugge det lille Barn, der laae i Segldugsvuggen, Domenica spandt paa sin Haandteen, fortalte mig om Røverne i Campagnen, som dog aldrig gjorde dem Fortræd, sang mig fromme Sange, lærte mig nye Bønner, og fortalte om Helgener, jeg ikke før havde kjendt. Løg og Brød var vor sædvanlige Spise, og det smagte mig godt, men jeg kjedede mig, indelukket i det snævre Rum; da furede Domenica tæt udenfor Døren en Canal, en lille bugtet Tiber, hvori Vandet flød guult og langsomt; smaa Pinde og Rør var min Trækflaade, og jeg lod den da seile forbi Rom lige til
Da Regntiden var tilende stod ogsaa Himlen hele Maaneder i sit uforanderlige Blaa; jeg fik Lov at løbe om derude, kun ikke for langt og for nær hen ad Floden, thi de bløde Jordskrænter kunde let styrte ned med mig, sagde Domenica; der græssede ogsaa de mange Bøfler og de vare vilde og farlige, dog havde just disse en egen, sælsom Interesse for mig. Det Dæmoniske, der ligger i Bøffelens Blik, den sælsomme røde Ild, som spiller fra Pupillen, vakte hos mig en Følelse, liig den, der driver Fuglen ind i Slangens Gab. Deres vilde Flugt, hurtigere end Hestens, deres indbyrdes Kamp, hvor Kraft tørnede mod Kraft, tiltrak sig min hele Opmærksomhed; jeg ridsede da i Sandet Figurer, som skulde betyde, hvad jeg havde seet, og for at gjøre det tydeligere, sang jeg derom med egen Text og med egen Melodie, til stor Glæde for den gamle Domenica, som sagde, at jeg var et klogt Barn og sang smukt, som Englene hos Gud Fader.
Dag fra Dag brændte Solen varmere, dens Straaler var et Ildhav, der strømmede over Campagnen; de stinkende Vande forpestede Luften, vi kunde kun Morgen og Aften være ude, saaledes havde jeg ikke kjendt det inde i Rom paa det luftige monte Pincio; jeg husker nok den hede Tid der, naar Tiggerne bad om en Skilling, ikke til Brød, men til et Glas Iisvand. Jeg mindes især de deilige, grønne Vandmeloner, der laae oven paa hinanden, skaarne i to Stykker, og viste det purpurrøde Kjød med de sorte Kjærner; mine Læber smægtede dobbelt ved Erindringen derom! – Lodret brændte Solen, min Skygge syntes jeg vilde skjule sig for den under mine Fødder. Bøflerne laae som døde Masser paa det afsviede Græs eller, grebne af Raserie, fløi med Pilens Fart omkring i store Kredse. Da inddrak min Sjæl et Billede af Vandrerens Liden i Africas brændende Ørken.
I to Maaneder laae vi, som i et Vrag paa Verdenshavet. Ikke en eneste Levende besøgte os. Alt blev besørget om Natten eller i den tidlige Morgenstund; den usunde Luft og den brændende Hede gjød Feberild i mit Blod, ingen kold Draabe var der til at lædske med; hver Sump var udtørret; lunkent, guult Vand gled søvnigt igjennem Tiberen, Melonens Saft var opvarmet, selv Vinen, skjøndt den stod skjult nede mellem Steen og Gruus, smagte suur og halvkogt, og ikke en Sky, ikke en eneste Sky steg op paa Horizonten. Dag og Nat, altid det evige uendelige Blaa. Hver Aften og Morgen bade vi om Regn eller frisk Luftning, hver Aften og Morgen saae Domenica mod Bjergene, om ikke en Sky vilde hæve sig; men kun Natten bragte Skygge, den lumre Natte-Skygge, kun
Først da, men kun ved Solens Op- og Nedgang, luftede det atter; men en Sløvhed, en Døds-Slappelse, skabt ved denne Lidelses Hede og den frygteligste Kjedsommelighed, laae over mit hele Væsen. Fluer og alle plagende Insecter, som ved Varmen syntes tilintetgjorte, hævede sig med den første Luftning til dobbelt Liv; i Myriader overfaldt de os med giftige Stik; Bøflerne udenfor vare tidt som bedækkede af denne surrende Vrimmel, der overfaldt dem som Aadsler; plagede til Raserie styrtede de sig da i Tiberen, og væltede sig i det gule Vand. Romeren, der i de hede Sommerdage stønner i de næsten uddøde Gader og sniger sig langs med Huset, som vilde han inddrikke den Skygge, som kun glider ned over Muren, har dog ingen Idee om Lidelserne i Campagnen, hvor hvert Aandedrag er svovlet, forpestet Ild, hvor Insecter og Kryb, som pinende Dæmoner, martre dem som ere fordømte til at leve i dette Flammehav.
September bragte mildere Dage, den førte ogsaa en Aften Federigo ud, for at gjøre Skizzer af den afbrændte Natur; han aftegnede vort sælsomme Huus, Retterstedet og de vilde Bøfler, gav mig Papir og Blyant, for at jeg ogsaa kunde kradse Billeder, og lovede, at naar han kom igjen, vilde han tage mig en Dag med til Rom, at jeg kunde besøge Fra-Martino, Marijucce og alle mine Venner, der rigtignok syntes reent at glemme mig; men det gjorde da ogsaa Federigo.
Vi vare alt i November, men den skjønneste Tid, jeg endnu havde prøvet her. Det luftede fra Bjergene, og hver Aften saae jeg det rige Farvespil paa Skyerne, som kun Syden eier, som Maleren ikke kan og ikke vover at give sine Billeder. De sælsomme, olivengrønne Skyer paa
En Aften, jeg saaledes sad i mine Drømmerier, fandt jeg paa at stirre gjennem et prikket Blad ind i Solen. Domenica sagde, at det skadede mine Øine og, for at gjøre Ende paa denne Leeg, lukkede hun Døren til. Tiden faldt mig lang, jeg bad om at maatte gaae ud, og da hun tillod det, sprang jeg glad hen og lukkede op, men i samme Øieblik styrtede en Mand ind, saa jeg faldt til Jorden; i eet Slag slog han Døren til; jeg saae netop hans blege, forstyrrede Ansigt, hørte ham sælsomt udstønne Madonnas Navn, da et vældigt Stød rystede Døren, saa Plankerne i den brast og faldt ind til os, men hele Aabningen fyldtes med Hovedet af en Bøffel, der viste sine onde brændende Øine.
Domenica gav et Skrig, greb mig ved Armen og sprang et Trin op af Stigen, der førte til det øverste Kammer. Den dødblege Fremmede kastede sky sit Øie omkring og da han opdagede Benedettos
»Men alle I Hellige!« var det første Domenica udbrød, »hvad er dog det? I har jo taget Livet af Dyret!«
»Madonna være lovet!« svarede den Fremmede, »hun frelste mit Liv, og Du var min gode Engel!« sagde han til mig, og løftede mig fra Jorden. »Du aabnede Frelsens Dør for mig!« Han var endnu ganske bleg og de kolde Vanddraaber stode ham paa Panden.
Vi hørte, at det ingen Udlænding var, saae, at det maatte være en
»Sancta Maria bed for os!« udbrød Domenica, »ja hun har frelst Eder, den hellige Guds Moder! og min lille Antonio var En af de Udkaarne! ja, ham har hun kjær! Eccellenza veed ikke, hvilket Barn han er! læse kan han Alt, hvad trykt og skrevet er! og ridse saa naturligt, at man ordentligt kan see Meningen ganske tydeligt. Peterskuppelen, Bøflerne, ja den tykke Pater Ambrosio har han tegnet, og saa har han en Stemme; – Eccellenza skulde høre ham synge, de pavelige Sangere
»Det er dog ikke hendes Søn?« spurgte den Fremmede; »han er saa ung endnu.«
»Og jeg saa gammel!« svarede hun, »nei gammelt Figentræ har ikke slige smaa Hjerteskud! det stakkels Barn har ingen anden Fader og Moder i denne Verden, end mig og min Benedetto! Men vi ville heller ikke miste ham, selv naar vi ikke have en Rest af Skillingerne mere! Men Du hellige Jomfrue!« afbrød hun sig selv og tog fat i Hornene paa Bøffelen, af hvis Hoved Blodet strømmede ind i Stuen. »Vi maa have Dyret bort! man kan hverken komme ud eller ind for det. Ak ja! det sidder klemt ganske fast! vi slippe ikke ud, før Benedetto kommer. Bare vi ikke faae Fortræd, for det Dyret er dræbt!«
»Vær kun ganske rolig, gode Kone!« sagde den Fremmede! »jeg svarer for Alt! hun kjender vel nok Borgheserne –?«
»O
»Ja,« sagde Domenica, »er det ikke ubegribeligt af det Barn, og er det ikke saa naturligt, at man virkelig kan see, hvad det skal betyde! Bøflerne, Baadene og vort lille Huus! see! og dette skal være mig! det ligner dog ganske accurat, paa Couleuren nær, den kan han ikke tegne med Blyant! Syng for Eccellenza!« sagde hun til mig, »syng saaledes, som Du kan det, med din egen Mening! ja, han kan sætte hele Historier og Prædikener sammen, saa godt som nogen Munk! Naa, lad os høre! Eccellenza er en naadig Herre, han forlanger det og Du kan nok holde din Tone!«
Den Fremmede smilte, og morede sig over os begge to. At jeg improviserede, og at Domenica fandt det mesterligt, er vist, men hvad jeg egentligt sagde og hvorledes, erindrer jeg ikke, kun det, at Madonna, Eccellenza og Bøffelen, var den poetiske Treklang i det Hele, staaer mig endnu tydeligt. Eccellenza sad taus og Domenica læste i denne Taushed Forbauselse over mit Genie. »Bring Drengen med,« vare de første Ord, han sagde, »jeg venter Eder imorgen tidlig! Dog nei! – kom mod Aften, een Time før Ave Maria! naar I komme, skal mine Folk vide Besked, at I strax kunne blive ført ind. Men hvor slipper jeg nu ud? Har I aldeles ingen Udgang uden denne, hvor Dyret ligger, og hvorledes kommer jeg, sikker for Bøflerne, til min Vogn ved Ponte Molle?«
»Ja, komme ud,« sagde Domenica, »er der for Eccellenza slet ingen Mulighed i! ja, jeg kan nok, og vi andre kunne det, men det er ingen Vei for saadan en høi Herre! Ovenfor er der jo et Hul, hvor man kan krybe ud, og saa, ganske godt, lade sig glide ned; det kan saamæn jeg paa min gamle Alder! men det er, som jeg siger, ikke noget at byde fremmede Folk og et fornemt Herskab!«
Eccellenza steg imidlertid op ad den smalle Stige, stak Hovedet gjennem Hullet i Muren og forsikkrede, at det var en Vei, saa god, som ned af Trappen ved Capitoliet. Bøflerne havde ogsaa trukket sig hen mod Tiberen, og paa Veien, ikke langt fra os, kjørte en Mængde Bønder, søvnigt og langsomt henad mod den store Landevei. Disse vilde han slutte sig til; bag deres med Rørknipper belæssede Vogne, var han sikker for Bøflerne, dersom et nyt Angreb skulde finde Sted. Endnu engang paalagde han Domenica at komme næste Dag, en Time før Ave Maria, rakte hende derpaa sin Haand til at kysse, klappede mig paa Kinden og gled derpaa ned mellem det tætte Epheu. Vi saae ham snart indhente Vognene og forsvinde bag disse.
VI
Besøget i Palazzo Borghese. Barndomshistorien ender
Benedetto og et Par Hyrdefolk bragte siden Dyret bort fra Døren; der var en Fortællen og Snakken, men kun det husker jeg tydeligt, at næste Morgen var jeg alt før Dag vaagen og staaet op, for henimod Aften at kunne vandre til Byen med Domenica. – Mine Søndagsklæder, som i flere Maaneder havde ligget under Laas og Lukke, kom nu frem, og en smuk Rose blev hæftet paa min lille Hat. Skoene vare den svageste Deel i min Paaklædning, og det vilde have været en vanskelig Opgave at bestemme, om de forestillede det de kaldtes, eller om de ikke snarere vare de gamle romerske Sandaler.
Hvor Campagnen dog var lang, og hvor Solen brændte! Aldrig har siden
Vi gik op af de brede Marmortrapper. I Nischerne stode deilige Statuer; for een af disse neiede Domenica fromt og slog Korsets Tegn, hun troede at det var Madonna; siden lærte jeg, at det var
Vi maatte vente nogle Øieblikke, og Eccellenza traadte ud; en smuk, hvidklædt Dame med store, levende Øine, som hun hæftede stivt paa os, fulgte med. Hun betragtede mig med et forunderligt fast, men kjærligt Blik, strøg mig Haarene fra Panden og sagde til ham: »Ja, som jeg sagde, en Engel har frelst Eder! jeg vædder, Vingerne sidde skjulte bag den hæslige, snevre Klædning.«
»Nei,« svarede han, »jeg læser paa hans røde Kinder, at Tiberen vil sende mange Bølger i Havet, før hans Vinger voxe ud! den gamle Moder vil heller ikke, at han maa flyve bort. Ikke sandt! I vil ei miste ham?«
»Nei, det var at mure mig Vindue og Dør til i min lille Hytte! hvor der vilde blive mørkt og eensomt! nei, det søde Barn kunde jeg ikke miste.«
»Men dog for iaften?« sagde Damen, »nogle Timer kan han blive hos os, saa henter I ham; det er smukt Maaneskin at gaae hjem i, og Røvere er I jo ikke bange for?«
»Ja, Drengen bliver her en Timestid, og I kjøber Eder imidlertid eet og andet, I trænge til der hjemme!« sagde Eccellenza og stak Domenica en lille Pung i Haanden. Jeg hørte intet mere, thi Damen førte mig med sig ind i Salen og lod ham og den gamle Moder blive ene tilbage.
Den rige Pragt, det fornemme Selskab blændede mig ganske; snart saae jeg paa de smilende Englebørn, der tittede frem mellem de grønne Ranker malede paa Væggen, snart paa de violetstrømpede Senatorer og rødbenede Cardinaler, der altid havde staaet mig som Halvguder, men i hvis Kreds jeg nu syntes optaget. Dog allermeest maatte jeg betragte den smukke
Det fornemme Selskab, ja baade Cardinalerne og Senatorerne tilsmiilte mig god Dag, og en ung, smuk Mand, klædt som Officererne i
Jeg tænkte paa de rige Sale, den venlige Dame og de mange Bifalds-Klap, drømte vaagen og i Søvne den samme deilige Drøm, der snart blev til Virkelighed, den skjønne Virkelighed.
Mere end eengang blev jeg hentet til Rom, den smukke venlige Dame morede sig over mit egne Væsen, jeg maatte fortælle, ret pluddre, som var det for gamle Domenica; hun havde stor Glæde deraf og roste mig for Eccellenza. Han var mig ogsaa god og dobbelt god, fordi han var den uskyldige Aarsag til min Moders Død; han sad i Vognen, da de løbske Heste foer hen over vore Hoveder. Den smukke Dame hedte Francesca; hun tog mig tidt med sig ind i det rige Billedgallerie, Borghesernes Palais indeslutter; mine naive Spørgsmaal og Yttringer foran de herlige Billeder fik hende til at lee; hun fortalte dem igjen til de Andre og Alle loe med hende. Om Formiddagen vare Salene opfyldte med Fremmede fra hiin Side Bjergene. Malerne sad og copierede de forskjellige Stykker, men ud paa Eftermiddagen vare Malerierne i deres egen Eensomhed; da gik Francesca og jeg dernede, og hun fortalte mig mange Historier, som Billederne gave Anledning til.
Hvorfor Englene kaldtes Amoriner, hvorfor de gik og skjød, ja der vare mange Ting, jeg vilde have en tydeligere Forklaring om, end den Francesca øieblikkelig gav mig.
»Du maa læse selv derom,« sagde hun, »der er meget, Du selv maa lære at kjende, men Begyndelsen dertil er ikke moersom! den lange Dag maa Du sidde med din Bog paa Bænken, kan ikke lege med Gjederne i Campagnen, eller gaae her og see paa dine smaa Venner! Hvad var Dig kjærest, enten at kunne ride med Hjelmbusk og Sabel ved den hellige Faders Kareth, faae slig en prægtig Rustning fra Top til Taa, som den, Du har seet Fabiani har paa, eller at forstaae alle de skjønne Billeder, Du fik at see, kjende den hele Verden omkring Dig, og vide tusinde Historier, skjønnere, end de jeg har fortalt Dig.«
»Men kan jeg da aldrig mere komme til Dig?« spurgte jeg; »
»Du husker jo nok din Moder, dit kjære Hjem hos hende? Da vilde Du jo altid blive der, tænkte ikke paa Domenica, ikke paa mig, og nu ere vi de nærmeste for Dig. Om kort Tid kunde det igjen være anderledes, saaledes gaaer det hele Livet!«
»Men I døe dog ikke, som min Moder!« spurgte jeg, og fik Taarer i Øinene.
»Døe eller skilles ad maae vi Alle! der vil komme en Tid, vi ikke kunne være sammen, som nu, og da vilde jeg vide Dig glad og lykkelig!«
En Strøm af Taarer var mit Svar, jeg følte mig saa ulykkelig, uden selv ret at tydeliggjøre mig Grunden dertil. Francesca klappede mig paa Kinden, sagde, at jeg ogsaa var alt for blød, og at det slet ikke var godt i denne Verden. Nu kom Eccellenza til med den unge Officier, der havde sat Krandsen paa mit Hoved, da jeg første Gang improviserede for dem. Han hed Fabiani, og holdt ogsaa meget af mig.
Der er Bryllup, glimrende Bryllup i Villa Borghese! lød det, nogle Aftener efter, ud til Domenicas fattige Huus paa Campagnen; Francesca var Fabiani’s Brud og skulde om faa Dage følge ham til hans Godser ved Florents. Brylluppet stod tæt ved Rom i Borghesernes Villa, i den smukke tætte Skov af Laurbær og eviggrønne Ege, hvor de høie Pinier Vinter og Sommer løfte deres altid lysegrønne Krone op i den blaa Luft. Den Gang, som nu, var Skoven et Forlystelsessted for Romerne og de Fremmede; de rige
»Det er nok sidste Gang,« sagde den gamle Moder, »at vi To, medens mine Øine ere aabne, gaae over Campagnen! Blanke Gulve og brogede Tepper skal Din Fod betræde, det har ikke gamle Domenica; men Du var et godt Barn,
VII
Skolelivet. Habbas Dahdah. Divina comedia. Senatorens Brodersøn
Signora var reist bort med sin Gemal, jeg var
Hvert Selskab, det politiske, som det kirkelige, Forsamlingen i Kroen og den fornemme Kreds om den Riges Spilleborde, hver have de sin
Som Ældre har jeg tidt tænkt over Poesien, denne sælsomme,guddommelige Indskydelse. Den staaer mig, som det rige Guld i Bjerget; Dannelse og Opdragelse ere de snilde Bjergmænd, som vide at rense det; stundom kan man støde paa ganske ublandede Stykker: Naturdigterens lyriske Improvisationer. Een Aare bringer Guld, en anden Sølv, men der findes ogsaa Tin og ringere Metaller, som ikke ere at foragte, tidt kunne de ved Polering og
Saaledes gik enhver Tale ud paa, kun at hæve Petrarca og nedsætte Dante, skjøndt de smukt burde staae ved Siden af hinanden, som den duftende Natviol og den blomstrende Rosenhæk19. Alle Sonnetterne maatte vi lære udenad, Dante læste vi ikke et Ord af, kun ved Habbas Dahdahs Daddel lærte jeg, at han bevægede sig i Himlen, Skjærsilden og Helvede, tre Elementer, der i høieste Grad tiltalte mig og indaandede den meest brændende Lyst til at kjende dette Arbeide, men det maatte være hemmeligt; Habbas Dahdah havde ikke tilgivet mig, at jeg berørte denne forbudne Frugt.
En Dag, da jeg paa piazza Navone20 vandrede om mellem de opstablede Oranger, Jernskramleriet, der laae hen af Jorden, de gamle Klæder og hele dette Pulterkammer-Chaos, Pladsen frembyder, kom jeg til et Bord med gamle Bøger og Billeder. Her laae Karicaturer med Macaronislugere, Madonnaer med Sværdet i det blødende Hjerte, og slige høist forskjellige Sager. Et Bind af
»divina comedia di Dante!« Min Kundskabens forbudne Frugt paa ondt og godt! Jeg kastede Metastasio og greb efter hiin, men den hang mig for høit, kun tre Paoli kunde løse den ned; jeg vendte Skillingen i Haanden, til den brændte som Ild, men den vilde ikke fordobles, og kun ned til denne Priis kunde jeg stemme Sælgeren, thi det var Italiens bedste Bog,
»Hvert Blad,« sagde han, »er saa godt, som en Præken! Det er en Guds Prophet, ved hvis Haand man gaaer gjennem Helveds Luer ind i det evige Paradiis! I kjender den ikke, unge Herre! ellers slog I strax til, om jeg endogsaa forlangte en
Ak, jeg havde gjerne ogsaa givet tre, havde jeg kun havt dem, men nu blev jeg, som Ræven om de sure Druer, vilde ogsaa vise min Lærdom og krammede en Deel af Habbas Dahdahs Taler ud imod Dante, i det jeg hævede Petrarca.
»Ja, ja!« sagde Bogkræmmeren, da han med megen Heftighed og Begeistring havde forsvaret sin Digter; »I er for ung, og jeg for meget Lægmand til at vi kunne bedømme slige Folk! Lad hver være god for sig! I har ikke læst ham! I kan ikke! Et ungt varmt Blod kan ikke selv føde Galde mod saadan en Verdens Prophet!«
Da jeg nu ærligt tilstod ham, at min Dom var ene bygget paa min Lærers Udsagn, tog han af Begeistring for sin Digter Bogen, og skjød den til mig, forlangte kun, som Opreisning for den Paolo, han fik mindre, at jeg nu læste den og da ikke fordømte Italiens Stolthed, hans kjære, himmelske Dante.
O hvor jeg blev lyksalig for Bogen! den var nu min, min evige Eiendom. Tvivl havde jeg altid næret til den bittre Habbas Dahdahs Dom; min Nysgjerrighed og Bogkræmmerens Begeistring satte mig i den høieste Spænding, saa at jeg neppe kunde oppebie det Øieblik, hvor jeg, useet af Andre, første Gang kunde begynde paa Bogen.
Et nyt Liv lod den oprinde for mig! min Phantasie fandt i Dante et uopdaget Amerika med en større, en yppigere Natur, end den jeg før havde kjendt; mægtigere Fjelde, rigere Farvepragt! jeg oplevede det store Hele, led og nød med den udødelige Sanger. Indskriften over Helvede klang mig ideligt, som Dommedagsklokker paa min Vandring med ham dernede.
»Igjennem mig man gaaer til Smertens Stad,
Igjennem mig til Smertens evige Væren,
Igjennem mig til de Forbandede.
Retfærdighed drev ham, der har mig bygget,
Almagt, Urkjærlighed, Alvidenhed,
De have grundet disse mine Mure!«
Jeg saae denne Luft, altid sort, som Ørkenens Sand, der hvirvler i Stormen, Adams Sæd falde, lig Høstens Blade, mens jamrende Aander hylte i Luftstrømmen. Men Taarer trængte mig i Øiet ved Synet af de ædle Store, der, udeelagtige i Christendommen, her fandt et Opholdsted.
Dagen syntes mig lang og tung, som den forgyldte Blykaabe, Hyklerne maae bære i det dantiske Helvede. Med Uro i Hjertet sneg jeg mig til min forbudne Frugt og inddrak Skrækkebilleder, der straffede mig for min indbildte Synd. Selv følte jeg Stikket af Dybets Slanger, der stikke og hvirvle hen i Flamme, hvorfra de nyfødte, som en
De andre Skolarer, som sov paa Værelset med mig, vaagnede tidt om Natten ved mit Skrig, fortalte om min sælsomme, usammenhængende Tale om Helvede og de Fordømte. Den gamle
Det var nu almindeligt antaget, at jeg havde Anfægtelser af den Onde; min Seng blev besprængt med Vievand, man holdt mig til, nøie at læse et vist Antal Bønner, før jeg gik til at sove; intet kunde virke skadeligere imod min Helbredelse, end just denne Fremgangsmaade mod mig, mit Blod kom derved i en større Bevægelse, jeg selv i en mere ængstelig Spænding, da jeg kjendte Grunden, og saae, hvorledes jeg røbede den. Endelig naaede jeg da Overgangspunktet, kom fra Stormen i et Slags Havblik.
Mellem alle Skolarer stod ingen ved Hoved eller Fødsel høiere end Bernardo, den livsglade, næsten for overgivne Bernardo. Det var hans daglige Spads, at ride paa den udstaaende Tagrende, høit over fjerde Etage, og at ballancere paa et Bræt mellem de to Hjørnevinduer under Taget. Alle Forvirringer i vor lille Skolestat gjaldt for at komme fra ham, og kom sædvanligt ogsaa. Klosterets Stilhed og Ro søgte man at udbrede over os og den hele Bygning, men Bernardo var den forstyrrende
Sin bestemte Mening havde Bernardo i enhver Ting, og hvor han mellem Kameraderne ikke kunde gjøre den gjældende med Ordet, vare ogsaa Hænderne til Tjeneste, for at indpode paa Rygstykkerne hans saftgrønne Ideer; altid var han saaledes den dominerende. Høist forskjellige i vore Naturer, fandt der dog det bedste Forhold Sted mellem os. Jeg var nu alletider den Eftergivende, men selv dette gav ham Anledning til at spotte mig.
»Antonio!« sagde han, »jeg kunde prygle Dig, vidste jeg derved at kunne sætte lidt Galde i Dig. Vilde Du bare kun eengang vise Characteer! slaae mig med knyttet Haand ind i Ansigtet, naar jeg drillede Dig, saa kunde jeg blive Din oprigtigste Ven, men nu har jeg slet intet Haab om Dig!«
En Morgenstund, da vi to just vare ene i Salen, satte han sig op paa Bordet foran mig, saae mig leende ind i Ansigtet, og sagde: »Du er dog en større Skjælm, end jeg! Du spiller jo fortræffeligt Comedie!
Jeg blev som et Blod og spurgte, hvor han kunde beskylde mig for Sligt.
»Har Du ikke selv denne Nat i Søvne beskrevet mig Djævelen lige ud af divina comedia. Skal jeg fortælle Dig en Historie? Du har jo megen Phantasie, og maa fornøie Dig over Skildringer! I Helvede er der ikke blot Ildsøer og forpestende Moser, som Du nok veed af Dante, men ogsaa store Damme, ganske tilfrosne, Iis og Iis, hvor Sjælene evigt ere frosne fast; naar man har passeret disse, kommer man ind i det allerdybeste Dyb, hvor de ere, som have forraadt Velgjørere, og hvor altsaa Lucifer er, som Oprøreren mod Gud, vor største Velgjører. Han staaer skjult i Iis til Brystet, har Gabet spilet op og inde i det holder han Brutus,
Min Hemmelighed var røbet, men jeg kunde stole paa Bernardos Taushed. Et fortroligere Forhold knyttedes mellem os; vore Samtaler, naar vi vare ene, dreiede sig om »divina comedia«; denne opfyldte og begeistrede mig, jeg maatte udtale hvad der beskjæftigede min Sjæl og mine Tanker: Dante og hans udødelige Værk blev saaledes mit første Digt, som jeg nedskrev paa Papiret.
I Udgaven til divina comedia stod hans Levnetsbeskrivelse, rigtignok kun en Skizze, men nok for mig til at opfatte et eget Billede deraf. Jeg besang i ham og
Bernardo hørte mit Digt og fandt det ganske mesterligt. »Antonio«, sagde han, »det maa Du fremsige til Festen! Det vil ærgre Habbas Dahdah! Det er kosteligt! Ja, ja, det og intet andet skal Du fremsige!«
Jeg gjorde en benægtende Bevægelse.
»Hvad?« udbrød han, »Du vil ikke? Da vil jeg! pine ham skal jeg med den udødelige Dante! Herlige Antonio, lad mig faae dit Digt! Jeg fremsiger det! Men saa maa det rigtignok gaae for mit! Vil Du ikke nok miste dine smukke Fjer, til at pynte Alliken med? Du er jo et mageløst føieligt Menneske, og her er det et smukt Træk af dig! Du siger jo ja?«
Hvor gjerne vilde jeg ikke føie ham, hvor gjerne selv see denne Spøg; der behøvedes altsaa ikke mange Overtalelser.
Det var den Tid Skik i Jesuiterskolen, som endnu i
»Og I, Bernardo«, sagde Habbas Dahdah den Dag vi skulde opgive vort Thema, »I, Bemardo, har vel intet valgt? I hører ei til Sangfuglenes Slægt, Eder kunne vi overspringe!«
»O nei,« var Svaret, »jeg vover det denne Gang! jeg har tænkt at besynge en af Digterne! Rigtignok ikke den største, det Mod har jeg ikke endnu, men jeg har tænkt paa en af de mindre, denne Dante!«
»Ei, ei!« svarede Habbas Dahdah, »han vil træde op, og træde op med Dante! det bliver et Mesterstykke! det gad jeg nok høre! Men da alle Cardinalerne komme og Alverdens Fremmede, bliver det nok bedst, at opsætte denne Lystighed til Carnevalstiden!« og nu gik han ham forbi, men Bernardo lod sig ikke saaledes afspise, og
Selv skulde man rigtignok ganske behandle sit Arbeide, men det var intet ringe Middel til at vinde Habbas Dahdah og frembringe en Art Solglands paa dette Regnveirs-Ansigt, at man gav ham Digtet til Gjennemlæsning, bad ham om Raad og Hjælp; almindeligviis omarbeidede han da det hele Digt, flikkede og syede paa det, saa at det blev ligesaa slet som før, men paa en anden Maneer; kom da en eller anden Fremmed til at rose Digtet, vidste han da ogsaa at fortælle, at man jo gav disse Forsøg nogle smaa Stænk af sit eget Vid, polerede det grove af, o. s. v. o. s. v.
Mit Digt over Dante, som Bernardo nu vilde sige som sit, fik han da slet ikke at see.
Endelig var Dagen der. Vognene rullede alt til Porten; de gamle Cardinaler i deres røde Kapper med de lange Slæb traadte ind og toge Plads i de pyntelige Lænestole. Placater over vore Navne og i de Sprog, i hvilke hver af os oplæste Digte, bleve uddeelte. Habbas Dahdah holdt Indlednings-Talen, og nu fulgte Digte i syrisk, caldæisk, coptisk, ja selv i sanskrit, i engelsk og andre sælsomme Tungemaal, jo mere fremmed og forunderligt Sproget klang, desstørre blev Bifaldet, Bravo og Klap steg under den hjerteligste Latter.
Med skjælvende Hjerte traadte jeg frem og udtalte de faa Stropher til mit Italien. Et gjentaget Bravo-Raab hilsede mig fra den hele Forsamling, de gamle Cardinaler tilklappede mig Bifald og Habbas Dahdah smilede saa venligt, det var ham muligt, og bevægede prophetisk Krandsen mellem sine Hænder, thi i det Italienske var kun Bernardo tilbage, og det var ikke at formode, at det engelske Digt, der fulgte efter hans, skulde vinde nogle Laurbær. Nu traadte Bernardo frem ved Cathedret. Med Uro fulgte mit Øie og Øre ham. Dristig og stolt fremsagde han mit Digt om Dante; en dyb Stilhed herskede i Salen. Alle syntes grebne af den forunderlige Kraft, han lagde deri. Jeg kjendte jo hvert Ord, men de lød mig som Digterens Sang, naar den har faaet Tonevinger. Det meest eenstemmige Bifald tilfaldt ham. Cardinalerne reiste sig op, Alt var som tilende, Krandsen tilfaldt Bernardo; kun for Ordens Skyld hørte man det efterfølgende Digt; det fik ogsaa sine Klap, men derpaa vendte man strax tilbage igjen til Skjønheden og Begeistringen i Digtet om Dante.
Mine Kinder brændte som Ild, mit Bryst svulmede, jeg følte en uendelig navnløs Salighed, min hele Sjæl inddrak al den Virak, man bragte Bernardo; jeg saae hen paa ham, han var en ganske anden, end jeg nogensinde tilforn havde seet ham at være; dødbleg, med Øiet imod Jorden, stod han som en Forbryder, han, der ellers saae Alle kjekt ind i Øinene. Habbas Dahdah gjorde en lignende Figur og syntes i Adspredelse at ville plukke Krandsen itu; en af Cardinalerne tog den, og satte den om Hovedet paa Bernardo, der bøiede Knæ, i det han knugede begge Hænder for Ansigtet.
Efter Festen søgte jeg Bernardo. »I Morgen!« raabte han og rev sig løs.
Den følgende Dag mærkede jeg, hvorledes han undgik mig, og det bedrøvede mig, thi mit Hjerte hang forunderligt fast ved ham, det trængte til en Sjæl i denne Verden og havde udseet sig ham.
To Aftener gik; da hang han om min Hals, trykkede min Haand og sagde: »Antonio! jeg maa tale med Dig, længer kan jeg ikke udholde det! og vil det heller ikke! Da man trykkede mig Krandsen om mit Hoved, var det, som tusinde Torne. Berømmelsen klang som Spot! Det var jo Dig, Æren tilkom! jeg saae Glæden i dit Øie, og veed Du det?: Jeg hadede Dig! – ja, Du staaer mig ikke længer saaledes, som før, det er en ond Følelse, jeg beder Dig om Forladelse derfor, men vi maa skilles ad, her hører jeg dog ikke hjemme! jeg vil bort! ikke næste Aar staae til Spot for de Andre, naar de stjaalne Fjær mangle mig! Min Onkel skal og maa sørge for mig. Jeg har sagt ham det! jeg har endogsaa kunnet tigge ham derom! jeg har været under min Natur og – jeg synes, Du er Skyld i det Hele! Jeg har en Bitterhed mod Dig, som piner mig, piner mig til Sjælen! – kun i et nyt Forhold kunne vi blive Venner –! og vi ville være det, lov mig det Antonio!«
»Du er
»Vi
»Han gik jo som et Stjerneskud!« sagde Habbas Dahdah ironisk, »han forsvandt, i det man mærkede Glandsen! det Hele var Knald, og det, det er ogsaa Digtet! Jeg har det jo, for at denne Skat kan opbevares. Du hellige Jomfrue! naar man seer ret paa det, hvad er det saa! – Er det Poesie! ud og ind løber det uden Form eller Skikkelse; først troede jeg, det skulde være en Vase, siden et fransk Viinglas eller en
VIII
Et ukjært og et kjært Møde. Den lille Abbedisse. Den gamle Jøde
Vi savnede alle den vilde, overgivne Bernardo, og ingen savnede ham mere end jeg; der blev en Tomhed rundt om, syntes jeg; mine Bøger vare mig ikke nok, i min Sjæl klang
»Felicissima notte, Antonio!«22 lød det til mig. En deilig stolt Hest gjorde
I Corso vrimlede det med Equipager, en Række Vogne med Romere og Fremmede foer opad, en anden nedad; de gjorde deres Aftenpromenade; Folk stode i Klynger om Kunsthandlerens udhængte Kobberstik, og Betlerne holdt sig til for at faae en Skilling; det var vanskeligt at komme frem, vilde man ikke vove sig ind mellem Vognene; jeg var netop sluppet igjennem, da en Haand holdt mig fast i Kjolen, og jeg hørte en bekjendt hæslig Stemme hvisle: »bon giorno, Antonio!« jeg saae ned: der sad min Onkel, den hæslige Peppo, med de to visne Been bundne op om Siderne, og med Træpladerne til at skyde sig frem paa. Saa nær havde vi ikke i mange Aar været hinanden; jeg havde altid undgaaet ham ved store Omveie, skyet den spanske Trappe, hvor han sad, og naar jeg i en Procession eller med de andre Skolarer maatte forbi ham, da søgt paa det bedste at skjule Ansigtet.
»Antonio! mit eget Blod!« sagde han og holdt mig i Kjolen. »Kjender Du ikke nok din Morbroder Peppo? Tænk paa Sanct Joseph23, saa har Du mit Navn! Ak! hvor Du er blevet stor og mandig!«
»Slip mig!« skreg jeg, thi Folk rundt om saae paa os.
»Antonio!« sagde han, »kan Du huske, da vi red sammen paa det lille Æsel? Du søde Barn! ja nu rider Du paa en høiere Hest, vil ikke kjendes ved din fattige Morbro’er! vil aldrig komme til mig paa Trappen! Du har dog kysset mig paa Haanden, sovet paa min Smule Straa! vær ikke utaknemmelig, Antonio –!«
»Slip mig dog!« raabte jeg og rev Kjolen ud af hans Hænder, foer ind imellem Vognene, der krydsede hinanden og kom i en Sidegade; mit Hjerte bankede af Skræk, af – ja hvad skal jeg kalde det, krænket Stolthed; jeg syntes mig forhaanet for alle Mennesker, der havde seet os; men kun nogle Øieblikke var denne Følelse herskende, da vaagnede en anden, en langt bittrere. Hvert Ord han havde sagt, var jo Sandhed, jeg var jo hans Søsters eneste Barn. Jeg følte det Grusomme i min Opførsel, skammede mig for Gud og mig selv, det brændte mig som Ild i Hjertet; havde jeg nu været ene med Peppo, jeg kunde have kysset ham paa de hæslige Hænder og bedt ham om Forladelse. Jeg var rystet i mit Inderste.
Da ringede Klokken til Ave Maria fra Kirken Sanct Agostino; min Synd laae tungt paa min Sjæl, og jeg gik ind for at bønfalde Guds Moder. Tomt og mørkt var det under de høie Buer, Lysene paa de forskjellige Altere brændte matte og døsige, uden Straaler, kun som
»Signore, Antonio!« sagde en Stemme tæt ved mig, »Eccellenza er kommet og den skjønne Signora! De ere her fra Firenza og have deres Guds Engel med! vil I strax gjøre Eders Besøg og bringe Eders Hilsen?«
Det var den gamle Fenella, Portnerens Hustrue i Palazzo Borghese. Min Velgjørerinde var her med Mand og Barn; i nogle Aar havde jeg ikke seet dem. Min Sjæl blev Glæde, jeg fløi afsted og snart gjenhilste mig de kjære venlige Ansigter.
Fabiani var mild og naadig, Francesca moderlig glad, ved at see mig; hun bragte mig deres lille Datter Flaminia, et venligt Barn med forunderlig lyse Øine; hun rakte mig strax Munden til Kys, gik gierne til mig, og vi vare i to Minuter alt gamle Bekjendter og Venner. Hun sad paa min Arm og loe høit af Glæde, naar jeg dandsede rundt med hende i Salen og sang en af mine gamle, lystige Viser.
»Gjør mig ikke min lille
I deres Kjærligheds Lykke havde de lovet Kirken det første Barn, og Paven havde alt skjænket den Lille paa Vuggen det hellige Tegn; som Slægtning af Borghesernes rige Familie stod den
Hun viste mig sit Jesusbarn, sine smaa hvidklædte Nonner, der hver Dag gik i Messen, stillede dem op i to Rader paa Bordet, som Ammen havde lært hende, og fortalte mig nu, hvor smukt de sang og bad til det deilige Jesusbarn. Jeg tegnede hende lystige Bønder, der i deres lange uldne Kjortel dandsede om Steentritonen,
Fabiani og Francesca spurgte mig om Jesuiterskolen, om min Sundhed og Tilfredshed, lovede altid at være mig god og ønskede mig den bedste Lykke. »Vi maa daglig sees,« sagde hun, »kom ret flittigt, medens vi ere her.« Ogsaa om gamle Domenica paa Campagnen spurgte hun, og jeg fortalte, hvor lykkelig den Gamle var, naar jeg en enkelt Gang i Høsten eller Foraaret kom ud til hende, hvor hun da stegte Castanier til mig og syntes at blive ung igjen, ved at tale om de Dage vi vare sammen; ogsaa maatte jeg hver Gang see den lille Krog, jeg havde sovet i, og Billederne, jeg havde ridset, som hun gjemte endnu ved sin viede
»Hvor han bukker moersomt,« sagde Francesca til Fabiani, idet jeg ved Afskeden gjorde min Compliment. »Det er fortræffeligt, at Aanden bliver uddannet, men Legemet maa heller ikke forsømmes, det sees der meget paa i denne Verden! men det vil komme? Ikke sandt Antonio!« og smilende rakte hun mig Haanden at kysse paa.
Det var kun nogle Timer ud paa Aftenen, da jeg igjen stod nede paa Gaden, for at vandre hjemad, men Alt var bælmørkt. Da var i Rom endnu ikke Lygterne komne i Brug; de tilhøre, som bekjendt, de sidste Aaringer; Lampen foran Madonnabilledet var det eneste Lys i de ujevne, snevre Gader. Jeg maatte gribe for mig, for ikke at støde paa, og saaledes bevægede jeg mig langsomt fremad, med Tankerne opfyldte af denne Eftermiddags Begivenheder.
Idet jeg gik, stødte min Haand mod en Gjenstand.
»For Djævelen!« lød en bekjendt Stemme, »stød mig ikke Øinene ud, for saa seer jeg endnu mindre!«
»Bernardo!« udbrød jeg glad, »saa træffes vi dog engang!«
»Antonio! min kjære Antonio!« raabte han og greb mig under Armen. »Det er jo et lystigt Møde! hvor kommer Du fra? Fra et lille Eventyr? Det ventede jeg ikke af Dig! men grebet er Du paa Mørkets Veie! Hvor er Slavecorporalen,
»Jeg er ganske ene!« sagde jeg.
»Ene!« gjentog han. »Du er i Grunden en rask Fyr! Du skulde i den pavelige Garde, maaskee kunde vi faae Dig i ordentlig Gang endnu!«
Jeg fortalte ham i faa Ord om Eccellenzas og Signoras Ankomst og yttrede nu min Glæde over dette vort Møde. Hans Glæde var ikke mindre, vi tænkte nu slet ikke paa Mørket og sladdrede fort, idet vi vandrede fremad, uden at tænke paa, hvorhen, eller i hvad Retning.
»Seer Du Antonio!« sagde han, »nu har jeg først lært, hvad Livet er! Du kjender det slet ikke! det er for lystigt, til at sidde bort paa den haarde Skolebænk og høre Habbas Dahdahs skimlede Taler! Min Hest kan jeg tumle, Du saae mig jo i Dag? og de smukke Signora’er sende mig Blikke, o saa brændende! jeg er jo en ganske kjøn Karl, som Uniformen klæder! det forbandede Mørke her er! Du kan slet ikke faae mig at see! Mine nye Kamerader have ført mig an, det er ikke Bænkeslidere, som I. Vi tømme vort Bæger paa Statens Vel, have ogsaa smaa Eventyr, men det kan din Hellighed ikke taale at høre om! Hvor Du dog er et daarligt Mandfolk! Antonio, jeg har faaet ti Aars Erfaring i disse faa Maaneder! Nu føler jeg min Ungdom, den bruser i mit Blod, svulmer i mit Hjerte, og jeg nyder den, nyder den i store Drag, mens endnu mine Læber brænde, og jeg føler denne kildrende Tørst!«
»Dit Selskab er ikke godt, Bernardo!« sagde jeg.
»Ikke godt!« afbrød han, »præk mig ikke Moral! hvad kan Du sige mod min
»Hvad tænker Du paa!« svarede jeg, »hvis man i Jesuiterskolen fik at vide, at jeg havde været der med en af Officiererne i den pavelige Garde.«
»Jo, det var en stor Ulykke! drikke et Glas Viin og høre de fremmede Kunstnere synge deres Viser i Hjemmets Sprog, tydsk, fransk, engelsk og vor Herre veed, hvilke Tungemaal! det gaaer lystigt, kan Du troe!«
»Hvad der er passende for Dig, er lovstridigt for mig, tal ikke til mig derom og –« afbrød jeg mig selv, idet jeg fra den lille Sidegade hørte Latter og Bravoraab, og gjerne vilde lede Samtalen andetsteds hen, »der staae saamange Folk samlede! hvad mon det kan være! jeg troer, de gjøre Kunster tæt under Madonnabilledet!« og nu drog jeg ham med derhen.
Karle og Drenge af den laveste Klasse havde spærret Gaden; de gjorde en aflang Kreds om en gammel Jøde, der, som vi hørte, skulde tvinges til at springe over en Stok, som en af Karlene holdt, vilde han slippe ud af Gaden.
Bekjendt er det, at i Rom, Christenhedens
Den gamle Mand, vi her saae, var i den mørke Aften ene kommet igjennem Gaden, hvor Drengene legede og Karlene stode i deres
»Spring Jøde!« skreg alle Drengene, »Abrahams Gud hjælper Dig nok!«
»Hvad ondt har jeg dog gjort Eder?« sagde han, »lad mig gamle Mand vandre min egen Vei, og spot ikke de graa Haar foran hende, I selv bede om Forbarmelse!« og han pegede paa Madonnabilledet tæt ved.
»Troer Du,« sagde Karlen, »Madonna bryder sig om en Jøde? Vil Du springe, din gamle Hund!« og nu knyttede han Haanden imod ham, og Drengene gjorde Kredsen tættere.
Da sprang Bernardo frem, stødte de nærmeste til Side, rev i et Nu Stokken ud af Karlens Haand, svingede sin Sabel over ham, holdt Stokken, han havde taget, frem foran Karlen selv og raabte med stærk, mandig Stemme. »Spring nu du, eller jeg kløver Dig dit Hoved! Nøl ikke! ved alle Hellige jeg hugger Dig gjennem Pandeskallen, springer Du ikke.«
Karlen stod som himmelfalden, mellem den forbausede Mængde. De tordnende Ord, den dragne Sabel og den pavelige Officierdragt, Alt electriserede ham, og uden at svare et Ord, gjorde han et høit Spring over Stokken, som han nylig havde holdt frem for den arme Jøde. Hele Forsamlingen var ligesaa overrasket, ingen vovede at sige et Ord, men saae forundrede paa, hvad der skete. Neppe var Karlen sprunget over, før Bernardo greb ham i Skulderen og klappede ham paa Kinden med den flade Klinge:
»Bravo min Hund! godt gjort! endnu engang samme Kunststykke, og saa, tænker jeg, Du har nok af Hunde-Kunsterne!«
Karlen maatte springe og Forsamlingen, der gik over til den lystige Side deri, raabte Bravo og tilklappede Bifald.
»Hvor er Du Jøde?« spurgte Bernardo! »Kom, jeg vil følge Dig!« – men han var borte, Ingen svarede.
»Kom!« sagde jeg, da vi vare ude af Klyngen, »kom, lad dem sige, hvad de vil, jeg drikker en Fogliet Viin med Dig; Din Skaal vil jeg drikke! Venner maa vi altid blive, i hvilket Forhold vi end komme!«
»Du er en Nar Antonio!« svarede han, »og jeg i Grunden ogsaa, at jeg har ærgret mig over den raa Karl! jeg tænker, han nu ikke saa snart lader nogen springe!«
Vi gik ind i Osteriet, ingen af de lystige Gjester lagde Mærke til os. I et Hjørne stod et lille Bord; her lode vi os bringe en Fogliette og klinkede nu paa vort gunstige Møde og fortsat varigt Venskab; saa skiltes vi ad. Jeg gik til Jesuiter-Skolen, hvor den gamle Custode,
IX
Jødepigen
At jeg uden Tilladelse havde været en Aften ude, ja endog drukket Viin med Bernardo paa et Osterie, ængstede mig siden, men Tilfældet var mig gunstigt; ingen havde savnet mig, eller ogsaa havde de, som den gamle Custode, troet, at jeg havde Frihed; jeg var jo bekjendt som det roligste, det samvittighedsfuldeste Menneske. Dagene glede stille hen og bleve til Uger; jeg læste flittigt og besøgte
Jeg læste paa den Tid Virgil;
Jeg var alt i den store,
Forgjæves vandrede jeg gjennem
Da hoppede en let Skikkelse med Fjerbusk og klingende Sporer over Gangen, og jeg efter, – det var Bernardo; hans Glæde var ikke mindre, end min; i Hast drog han mig med sig, thi han havde tusinde Ting at fortælle, sagde han:
»Du veed ikke, hvad jeg har lidt og lider endnu! Du skal være min Doctor! Du alene kan hjælpe mig med de magiske Urter!« og nu førte han mig gjennem den store Sal, hvor
»Du er dog ikke syg?« spurgte jeg, »Du kan ikke være det! dine Øine og Kinder brænde jo lyslevende!«
»O ja, de brænde,« sagde han, »jeg brænder fra Taa til Isse! men alting er godt, Du er min gode Lykkestjerne, Du bringer deilige Eventyr og gode Ideer, Du maa hjælpe! sæt Dig dog! Du veed ikke, hvormeget jeg har oplevet siden den Aften, vi sidst saae hinanden; Dig vil jeg betroe det Hele, Du er en ærlig Ven, og maa selv med i Eventyret!«
Han tillod mig ikke at tale, jeg maatte høre, hvad der saaledes bevægede ham!
»Husker Du Jøden?« sagde han, »den gamle Jøde, som Drengene vilde skulde springe, og hvorledes han løb bort, uden at sige Tak for min ridderlige Hjælp? Jeg havde i det mindste siden glemt ham og den hele Historie! Nogle Dage efter kommer jeg forbi, hvor man gaaer ind til Ghetto; jeg lagde ikke Mærke dertil, før Soldaten, der havde sin Post ved Porten, gjorde mig Honneur, thi jeg hører jo nu til Rangspersonerne; jeg hilser da igjen, og seer derved tæt indenfor Porten en deilig Flok sortøiede Pigebørn af den hebraiske Race, og saa kan Du nok tænke, jeg fik Lyst at trave igjennem den snevre, smudsige Gade. Det er da en heel Synagoge derinde, Husene tæt paa hinanden op imod Luften, i alle Vinduer gik det: »
»Det er jo som en Digtning det Hele!« udbrød jeg, »det kunde deiligt sættes i Vers.«
»Du veed ikke, hvor jeg siden piinte mig, hvor jeg i Hovedet byggede op og rev saa ned igjen, for at træffe sammen med min smukke
»Hvad vil Du, jeg skal gjøre? Jeg begriber ikke, hvorledes jeg kan udrette noget her!«
»Du kan Alt, naar Du vil! Hebraisk er jo et deiligt Sprog, en poetisk Billedverden, det skulde Du lægge Dig efter, og tage en Jøde til at lære Dig det! jeg betaler Alt! Du tager den gamle Hanock, for det har jeg udspioneret, at han hører til den lærde Deel i Ghetto; naar nu dit troskyldige Væsen har indtaget ham, saa kommer Du ogsaa i Bekjendtskab med Datteren og tager Dig da af mine Sager; men i Gallop, i flyvende Gallop; jeg har brændende Gift, Kjærlighedens brændende Gift i mit Blod. Gaae endnu i Dag til Jøden!«
»Det kan jeg ikke!« svarede jeg, »betænker Du slet ikke mine Forhold, hvilken Rolle jeg kom til at spille; og
»O det forstaaer Du dig ikke paa!« afbrød han mig, »Jødepige eller ei, det gjør intet til Sagen, naar kun Varerne ere gode! Nu, Du velsignede Unge! min egen fortræffelige Antonio! læg Dig saa efter det Hebraiske! vi ville begge to studere det, kun paa forskjellig Maade! vær fornuftig og tænk paa, hvormeget Du derved kan gjøre for min Lykke!«
»Du veed,« sagde jeg, »hvor inderligt jeg med hele min Sjæl hænger ved Dig! Du veed, hvor din overveiende Kraft griber ind i mine Tanker, i min hele Villie! var Du ond, da kunde Du fordærve mig! – jeg maa ind i din magiske Kreds! Jeg bedømmer ikke dine Livs-Anskuelser efter mine, enhver maa vist følge sin Natur! jeg troer heller ikke, det er Synd, den Maade Du griber Glæden paa, thi saaledes er nu Du engang skabt, jeg er en ganske Anden! Overtal mig ikke til et Eventyr, der, om det end falder vel ud, dog aldrig var til din sande Lykke!«
»Godt, godt!« afbrød han mig, og jeg saae det fremmede, stolte Blik, han saa ofte havde viist mod Habbas Dahdah, naar denne ved sin Stilling var den afgjørende! »godt Antonio! det var ogsaa et Spøg, det Hele! Du skal ikke løbe i Skriftestolen for min Skyld! men hvad Ondt der var i, at Du lærte lidt Hebraisk og det af min Jøde, begriber jeg ikke! men ikke et Ord derom! – Tak for Besøget! vil Du spise? vil Du drikke? Her er til Tjeneste!«
Jeg var forstemt; Tonen, hvori han talte, hele hans Maade at være paa var som den Fornærmedes. Isnende Kulde og fornem Høflighed mødte mit varme Haandtryk. Forstemt og bedrøvet forlod jeg ham snart.
Jeg følte, han havde Uret, at jeg havde handlet, som jeg burde, og dog kom der Øieblikke, hvori jeg syntes at jeg havde været ond imod ham. I denne min Kamp med mig selv gik jeg igjennem Jødeqvarteret og haabede paa min Lykkesstjerne, at den vilde føde et Eventyr til Gavn for min kjære Bernardo, men jeg saae ikke engang den gamle Jøde; fremmede Ansigter tittede rundt om fra Vinduer og Døre; skidne Børn laae paa Fortouget mellem alskens Skramlerie af Jern og Klæder, det evige Skrig, om man vilde sælge eller kjøbe, bedøvede mig næsten. Nogle unge Piger spillede, fra Vindue til Vindue, Fjerboldt over Gaden; den ene var ret smuk, – skulde det være Bernardos Elskede? Uden at ville det, tog jeg Hatten af, men skammede mig derover og strøg mig med Haanden om Panden, som var det Varmen og ikke Pigen, jeg blottede mit Hoved for.
X
Eet Aar fremad. Det romerske Carneval. Sangerinden
Skulde jeg uafbrudt følge Traaden, der knytter sig til Bernardos Kjærlighed og min Vandring gjennem Ghetto, da maatte jeg springe et heelt Aar af mit Liv over; men dette Aar havde, med al sin jevne Gang, langt mere for mig, end at det gjorde mig de tolv Maaneder ældre. Det var en Art Mellemact i mit Livs Drama.
Sjældent saae jeg Bernardo, og mødtes vi, var han vel den lystige, raske Ungersvend, han pleiede, men fortrolig som før syntes han mig slet ikke; det kolde, fornemme Blik tittede frem bag Venskabs Maske; det forstemte og bedrøvede mig! spørge, hvorledes det gik hans Kjærlighed, havde jeg ikke Mod til.
Ret ofte kom jeg i Borghesernes Palais og fandt hos Eccellenza, Fabiani og Francesca et sandt Hjem, dog ofte Anledning til dyb Smerte. Min Sjæl var opfyldt af Taknemmelighed for Alt, hvad jeg skyldte dem Alle her, hvert alvorligt Blik kastede da strax Skygge over min Livslyst. Francesca roste mine gode Egenskaber, men vilde nu ogsaa fuldkommengjøre mig; min Holdning, Maaden jeg udtrykte mig paa, mødte hendes Kritik, og den var stræng, vistnok for stræng; tidt bragte den mig Taarer i Øinene, skjøndt jeg var alt et stort 16-Aars Menneske. Den gamle Eccellenza, som havde kaldt mig fra Domenicas Hytte til sit prægtige Hjem, var mig endnu hjertensgod, som første Gang vi mødtes, men ogsaa han havde Signoras Opdragelses-Maade med mig! Hans store Interesse for Planter og sjeldne Væxter deelte jeg ikke nok, og han kaldte det Mangel paa Lyst til det Grundige. Mit eget Jeg, fandt han, beskjæftigede mig for meget; jeg gik ham ikke nok udenfor mig selv, lod ikke Aandens Radier skjære den store Verdens Cirkel. »Husk min Søn,« vedblev han da, »at Bladet, der kun ruller sig i sig selv, visner!« Men, efter hver heftig Tale, klappede han mig igjen paa Kinden og trøstede ironisk med, at det var en slem Verden, man levede i, man maatte presses, som Blomsterne, skulde Madonna faae skjønne Exemplarer af os. Fabiani tog Alt fra den lystige Side, loe af dem med deres velmeente Forelæsninger, idet han forsikkrede, jeg blev dog aldrig lærd, som Eccellenza, eller pikant, som Francesca, men en tredie Characteer, der hører med til Livet, og det en Characteer, som ei var at forkaste. Da kaldte han sin lille Abbedisse, og hos hende glemte jeg snart mine smaa Sorger.
Det følgende Aar vilde de tilbringe i Norditalien, saaledes at de bleve i de varme Sommermaaneder i Genua, og Vinteren i Milano; mig forestod paa samme Tid det store Skridt, med en Slags Examen at træde op i
Før Familiens Afreise var et stort Bal i det Borghesiske Palais, hvortil jeg ogsaa var indbudet. Beegkrandse brændte udenfor, og alle Faklerne, der bares foran Gjesternes Vogne, bleve stukne ind i Jernarmene paa Muren, saa denne syntes en heel Ildcascade. Pavelige Soldater tilhest holdt ved Porten. Den lille Have var pyntet med brogede Papirslygter, Marmortrappen prægtigt oplyst; der duftede af Blomster, thi paa hvert Trin langs Muren stode Vaser med Blomster og smaa Orange-Træer. Soldaterne
»Jeg har fanget en anden lille Guldfugl,« sagde han, »den er mere tam og har sjunget mig Grillerne bort! vi ville derfor lade den anden flyve! den er da ogsaa borte, er sluppet ud af Jødeqvarteret, ja af Rom selv, skal jeg troe mine Folk!«
Endnu engang stødte vore Glas sammen, Champagnen og den lystige Musik gjød dobbelt Liv i vort Blod! – Bernardo var igjen midt i Dandsen, jeg stod ene, men med hiint Lyksalighedens Havblik i Sjælen, hvori man gjerne gad trykke den hele Verden til sit Bryst. Nede paa Gaden jublede de fattige Drenge ved Gnisterne, der fløi fra Beegkrandsene; jeg tænkte paa min egen fattige Barndom, hvorledes jeg ogsaa havde leget som de, og nu stod som hjemme oppe i den rige Balsal, mellem Roms første Familier. Tak og Kjærlighed til Guds Moder, der saa kjærligt havde ført mig frem i Verden, fyldte min hele Sjæl, mit Knæ bøiede sig tilbedende; de lange tætte Gardiner skjulte mig jo for alle de Andre. Jeg var uendelig salig.
Natten fløi hen; to Dage gik endnu og hele Familien drog fra Rom. Habbas Dahdah indprægede mig hver Time, hvad dette Aar vilde bringe mig, Navnet og Værdigheden af Abbate. Jeg læste flittigt, saae næsten aldrig Bernardo eller nogen Bekjendt; Uger gik og bleve til Maaneder, og disse bragte Dagen, der, efter endt Prøve, iførte mig den sorte Dragt og den korte Silkekaabe.
Alt sang mig
Det var de første Dage i Februar, Mandeltræerne blomstrede, Orangetræerne gulnede meer og meer, det lystige Carneval forestod, som var det en Fest til Hæder for min Optrædelse i Abbatestanden,
Carnevalet var al min Tanke. Jeg besøgte i den tidlige Morgen Piazza del Popolo for at see Forberedelserne til Veddeløbet, gik om Aftenen corso op og ned, idet jeg betragtede de brogede Carnevalsdragter, der vare hængt ud, Figurerne med Maske og i fuld Costume. Jeg leiede en Advocats Dragt, som en af de lystigste Characterer, og sov næsten ikke hele Natten; jeg maatte jo ordentligt overtænke og indstudere min Rolle.
Den kommende Dag syntes mig en hellig Fest; jeg var lykkelig som et Barn. Rundtom i Sidegaderne reiste Confettikræmmerne deres Diske og Borde og udbredte de brogede Varer25; corso blev feiet og de brogede Tepper hængt ud fra alle Vinduer. Henimod Klokken tre, efter den franske Maade at regne Timerne paa26, var jeg paa Capitoliet, for at nyde Festens Begyndelse for første Gang. Balkonerne vare opfyldte med fornemme Fremmede; Senatoren sad i Purpur paa en Fløiels Throne, nydelige smaa Pager, med Fjær i deres Fløiels Barret, stode paa høire og venstre Side foran den pavelige Schweitser-Garde. Nu traadte en Skare af de ældste Jøder ind; med blottede Hoveder knælede de foran Senatoren. Jeg kjendte den midterste, det var Hanoch, den gamle Jøde, hvis Datter havde saa megen Interesse for Bernardo. Den Gamle førte Ordet, holdt en Slags Tale, hvori han, efter gammel Vedtægt, bad om Tilladelse for sig og sit Folk, at de endnu eet Aar
Jeg truede dem Alle med Processer, viste dem i min Bog Lovstederne, der forbøde en saa luxuriøs Klædedragt som deres, og nu, applauderet af dem Alle, hoppede jeg ind i den lange corso, der fra Gade var forvandlet til Maskeradesal. Fra alle Vinduer og rundt om Balkoner og opreiste Loger hang brogede Tepper, langs Husenes Væg stod en uendelig Række af Stole, »kostelige Pladse til at see fra,« som Opraaberen forsikkrede. Vogn fulgte paa Vogn, for største Delen med Maskerede, i to lange Rækker, en opad, en nedad; paa enkelte vare selv Hjulene omvundne med Laurbærgrene, det Hele syntes bevægelige Lysthuse, og mellem disse tumlede sig den lystige Menneske-Vrimmel. Alle Vinduer vare opfyldte med Tilskuere. Nydelige Romerinder, i Officierdragt og med
Jeg traf en udmajet Moerlil, ledsaget af sin Cicisbeo; Veien var os for nogle Øieblikke afskjaaret ved en Kamp mellem en Flok Polichineller, og den gode Madam maatte prøve min Veltalenhed.
»Signora!« sagde jeg, »er det at holde Eders Løfte? Er det at holde den romerske, catholske Skik, som I burde! Ak, hvor er nu
Et eftertrykkeligt Slag af hendes Vifte, lige i mit Ansigt, var Svaret, men efter Grundigheden i dette, maa jeg ganske uskyldig have truffet Sandheden.
»Er Du gal Antonio!« tilhvidskede hendes Ledsager mig, og de smuttede bort mellem
»
Paa
Jeg fik Plads paa et af Stilladserne. Under mig bølgede Vrimmelen; den lod sig ikke forstyrre af Soldaterne, som
For Enden af Gaden paa Piazza del popolo førtes Hestene frem for Skranken. De syntes alt halv vilde. Brændende Svamp var klæbet dem paa Ryggen, smaa Raketter bag Ørene og løse Jernplader, der i Løbet sporede til Blods, hæftet paa Siderne. Staldknægtene kunde neppe holde dem, Kanonskuddet lød, Touget for Skranken faldt og nu fløi de, som en Stormvind, forbi mig opad corso.
Festen var endt for i Dag. Jeg skyndte mig hjem, for at kaste min Dragt, og fandt da i Værelset Bernardo, som ventede paa mig.
»Du her!« udbrød jeg, »og din
»Stille!« sagde han og truede spøgende med Fingeren, »lad det ei komme til en Æressag imellem os! – Hvor kunde Du dog faae den bizarre Idee just at sige det, Du sagde! – men vi ville give
Jeg var villig til at følge ham, hver Draabe af det lystige Carneval vilde jeg inddrikke. Det blev en vigtig Aften for os Begge. I min
Det var i Theater Alibert, Roms første Operahuus, vi skulde see den nye Sangerinde som Dido. Den prægtige
Ouverturen begyndte. Det var i Toner
Nu træder Dido op. I det hun viste sig paa Scenen blev en dyb Taushed over det hele Publicum; hendes hele Væsen, kongelige og tillige lette, yndige Anstand greb alle, som mig, og dog var hun slet ikke, som jeg tænkte mig en Dido. Hun stod der, et zart, yndigt Væsen, uendelig skjøn og aandig, som Raphael kunde tænke sig en Qvinde. Sort som Ibenholt laae Haaret om den skjønne, hvælvede Pande, det mørke Øie fuldt af Udtryk. Et stærkt Bifalds-Klap hævede sig, det var Skjønheden, man hyldede, ene Skjønheden, thi endnu havde hun ikke sjunget en Tone. Jeg saae tydeligt en Rødme flyve over hendes Pande, hun bøiede sig for den beundrende Mængde, der med dyb Taushed nu fulgte hendes gjennemtænkte skjønne Betoning af
»Antonio!« raabte Bernardo halv høit til mig, og rykkede mig i Armen, »det er hende! – Jeg maa have mistet min Forstand, eller det er hende, min bortfløine Fugl! ja, ja, jeg kan ikke tage feil, Stemmen er ogsaa hendes! jeg husker det alt for godt!«
»Hvem mener Du?« spurgte jeg.
»Jødepigen fra Ghetto,« svarede han; »og dog synes det umuligt, reent umuligt! hun kan jo ikke være den samme!«
Han blev taus og tabte sig i Beskuelsen af det forunderlige skjønne
Da siden Æneas tilstaaer hende, at han gaaer bort, at de jo ei ere gifte, han ikke kjender deres Brudefakkel, hvor forbausende vidste hun da ikke at udtrykke Overgangen i sin Sjæl, Overraskelsen, Smerten, Raseriet; og nu sang hun sin store Aria; det var som Dybets Bølger, der sloge mod Skyerne! hvorledes udtaler jeg denne hele Toneverden, som her aabenbarede sig; min Tanke søgte et legemligt Billede for disse Toner, der ikke syntes at stige fra et Menneske-Bryst, og jeg saae Svanen udaande sit Liv i Sang, i det den snart slog med Vingerne i de høie
Og dog stod dette Nummer i Stykket tilbage for Duetten i anden Act, hvor hun beder Æneas blot ei øieblikkelig at drage bort, ei saaledes forlade hende, der for hans Skyld krænkede
Æneas forlader hende og nu staaer hun et Øieblik bleg og marmorkold, som en
Man saae Baalet, Søsteren Anna havde reist, Gaarden behængt med sorte Krandse og Liigløv, i den fjerne Baggrund fløi Æneas’s Snekke over den oprørte Sø. Dido stod med hans glemte Vaaben, hendes Sang lød dybt og tungt og steg da atter i Høide og Kraft, som de faldne Engles Jammer. Baalet blussede, Hjertet brast i Toner.
Som en Storm bruste Bifaldet, da Teppet rullede ned. Vi vare alle ude af os selv i Begeistring over den herlige Kunstnerinde, hendes Skjønhed og ubegribelige deilige Stemme.
»Annunziata! Annunziata!« lød det fra Parterre og alle Loger, da hævede Forhænget sig og hun stod der, bly og yndig, med Øiet fuldt af Kjærlighed og Mildhed. Blomster regnede ned omkring hende, Damerne svingede med deres hvide Lommetørklæder, og Herrerne jublede henrykt hendes Navn; Teppet faldt, men Jublen syntes mere at tiltage, hun maatte atter frem og holdt da ham ved Haanden, som havde udført Æneas
Tæppet hævede sig nu ikke mere, men idelig og idelig lød det samme Skrig; man vilde længer see hende, længer udøse sin Hyldest. Fra Siden af Tæppet traadte hun nu frem, gik langs med Lamperne og sendte Kys og Tak til den jublende Mængde. Glæden straalede hende ud af Øinene, der laae en Lyksalighed, jeg ikke kan udsige, i hendes hele Aasyn, det var vist et af de lykkeligste Øieblikke i hendes Liv. Men var det maaskee ogsaa ikke i mit? Jeg deelte Glæden med hende, som Jublen med de Andre; mit Øie, min hele Sjæl inddrak hendes Billede, jeg saae intet, tænkte intet uden: Annunziata.
Mængden forlod Theatret, jeg blev revet med Strømmen, der bevægede sig om Hjørnet, hvor Sangerindens Vogn holdt; man knugede mig op til Muren, Alle vilde endnu engang see hende. Alle toge Hatten af, og jublede hendes Navn. Jeg raabte det med, og mit Hjerte svulmede sælsomt derved. Bernardo havde trængt sig hen til Karetdøren, og holdt den aaben for hende. Jeg saae, at man i et Nu spændte Hestene fra, og de begeistrede unge Mennesker grebe fast, for selv at drage hende hjem; hun takkede, og bad dem med bævende Stemme at lade være, men kun hendes Navn i den høieste Jubel lød igjennem Gaden. Bernardo steg op paa Trinet udenfor Vognen og beroligede hende, selv greb jeg fast i Vognstangen, og følte mig lyksalig som de andre. Kun altfor snart bruste det Hele bort, som en deilig Drøm.
Jeg var heldig nok at støde sammen med Bernardo, han havde jo talt til hende, været hende ganske nær.
»Nu, hvad siger Du Antonio? Er dit Hjerte endnu ei bevæget! Gløder Du ei gjennem Marv og Been, saa er Du ikke værd at kaldes Mand! Begriber Du nu, at jeg kunde elske hende ved første Møde? Begriber Du nu, hvorledes Du har staaet Dig selv i Lyset, da jeg vilde føre Dig ind hos hende, og at det nok var værd at lære Hebraisk, for at sidde paa Bænke med slig en Skabning. Ja Antonio, jeg tvivler slet ikke, i hvor uforklarligt det Hele synes, hun er min Jødepige! hende var det, som jeg for et Aar siden saae hos den gamle Hanock, hende var det, som skjænkede mig Cypervinen og forsvandt. Jeg har hende igjen, hun er her og som en herligere Phønix steget op fra Reden: det hæslige Ghetto.
»Det er umuligt, Bernardo!« svarede jeg, »ogsaa hos mig vækker hun Erindringer, der modsige, at hun kan være en Jødinde! sikkert er hun af den eneste saliggjørende Kirke. Har Du ret betragtet hende, som jeg gjorde det, maatte Du see, at det ikke er
»Du er jo ordentlig begeistret, Antonio!« afbrød han, »nu smelter Jesuiter-Skolens Iis! – Hvad hun talte? Ja hun var frygtsom og dog stolt af, at I vilde Bengler foer igjennem Gaden med hende. Hun trak Sløret tæt op om sit Ansigt og knugede sig op i en Side af Vognen; jeg beroligede hende og sagde alt, hvad mit Hjerte kunde have sagt til Skjønhedens og Uskyldighedens Dronning, men ikke engang min Haand vilde hun modtage, da jeg vilde hjælpe hende ud!«
»Men
»Ja, Du kjender ikke Verden, ikke Qvinderne! hun har lagt Mærke til mig, og det er altid noget!«
Jeg maatte nu læse ham mit
Min Sjæl Dig fulgte, men med jordisk Svimlen,
Den stolte Gang, som kun en Dante gik;
Paa Toner giennem Dybene og Himlen,
Nys ledte mig din Sang, dit
Hvad Dante kun med Ord i Stenen tvang,
Du mig med Toner dybt i Sjælen sang.
Jeg vidste ingen Aandens Verden mere rig og skjøn, end den i Dantes Digtning, men denne, syntes jeg, stod nu med et høiere Liv, i en langt større Klarhed for mig, end før; hendes smeltende Sang, hendes Blik, Smerten og Fortvivlelsen, hun havde vidst at fremstille, havde saa ganske givet
XI
Bernardo som deus ex machina(latin) egentlig gud fra maskinen, dvs. som hejses ned fra snoreloftet af maskineriet på teatret; person, som medfører en uventet, lykkelig vending i handlingen. . La Pruova d’un Opera seriaLa prova d’un opera seria (italiensk; prøven på en alvorlig opera), komisk opera fra 1805 af Francesco Gnecco (ca. 1769-1810 eller 1811). . Min første Improvisation. Den sidste Carnevalsdag
Næste Formiddag saae jeg slet ikke Bernardo, forgjæves søgte jeg efter ham; flere Gange maatte jeg ogsaa over Piazza colonna, ikke for at see paa
»Hun –!« stammede jeg, og Blodet suste for mine Øren, »driv ikke Spøg med mig! Hvor vil Du føre mig hen?«
»Til hende, Du har besjunget!« svarede han, »til hende, Du og vi Alle sværme for, den guddommelige Annunziata!« og nu trak han mig ind ad Porten med sig.
»Men forklar mig dog, hvorledes Du er kommet til hende, hvorledes Du kan føre mig derind?«
»Siden, siden, skal Du faae Alt at vide!« svarede han, »sæt nu bare et lystigt Ansigt op!«
»Men min Paaklædning!« stammede jeg, og pyntede ihast paa mig.
»O, Du er deilig, min Ven! ganske allerkjæreste! see nu ere vi ved Døren.«
Den aabnedes, og jeg stod foran Annunziata. Hun var i en sort Silkekjole, et
»Min naadige Signora, her har jeg den Ære at presentere Poeten, min Ven, den fortræffelige Abbate Antonio, en Yndling af den borghesiske Slægt!«
»Signore vil tilgive,« sagde hun, »men det er i Sandhed ikke min Skyld, at jeg saaledes paatrænger Dem mit Bekjendtskab,
Bernardo vidste at spøge derover, jeg stammede en Undskyldning og nogle Ord om min Lykke, min Glæde over at være ført til hende.
Mine Kinder brændte, hun rakte mig Haanden og i min Henrykkelse trykkede jeg den til mine Læber. Hun presenterede den fremmede Herre for mig, det var Selskabets Capelmester. Den gamle Dame kaldte hun sin Pleiemoder, men denne saae alvorligt, næsten strængt paa mig og Bernardo, men jeg glemte det snart igjen ved Annunziatas Venlighed og muntre Lune.
Kapelmesteren sagde mig ogsaa noget
»Hør ikke paa ham!« afbrød Annunziata. »De veed ikke, i hvilken Elendighed han vil styrte Dem! Componisterne tænke slet ikke paa deres Offer, og Publicum endnu mindre. De vil i Aften i: La Pruova d’un Opera seria ret see Billedet af den stakkels
Componisten vilde gjøre Indvendinger, Annunziata loe og traadte hen for mig.
»De skriver et Stykke,« sagde hun, »aander deres hele Sjæl i de yndigste Vers! Eenheden, Charactererne, Alt er vel udtænkt, men nu kommer Componisten, han har her en Idee, der maa anbringes, deres maa bort, her vil han have
Capelmesteren vilde afbryde, men Annunziata tillod det ikke, og blev ved: »nu kommer Directeuren, veier, maaler og vrager, og De maa være hans underdanige Tjener selv i Dumhed og Urimelighed. Maskinmesteren forsikkrer, at Theatrets Kræfter ikke tillade dette Arrangement, denne Decoration, at man ei vil lade denne nye male; De maa altsaa forandre det og det i Stykket, det kaldes i Theatersproget »at bøie det.« Theatermaleren tillader ikke, at dette Sætstykke anbringes i hans nye Decoration, den Replik, som hentyder derpaa, maa altsaa bøies! Nu kan Signora ikke slaae
Lystigt klang Musikken op til os udenfra; Carnevalsmaskerne summede over Pladsen og gjennem Gaderne. En stærk Jubel, blandet med Bifaldsklap, kaldte os Alle hen til det aabne Vindue. Nu saa nær Annunziata, mit Hjertes
Under Vinduet havde over 50 Polichineller samlet sig, de valgte deres Konge, han besteg en lille
Man havde seet hende, hørt hans Ord og hendes Svar, et Viva tonede i Luften, og Blomster-Bouquetter fløi op omkring hende; en af dem streifede hendes Skulder og fløi ind paa mit Bryst, jeg trykkede den fast der; det var mig en Skat, jeg ikke vilde miste.
Bernardo var opbragt over, som han kaldte det, Polichinelkongens Uforskammenhed, vilde øieblikkelig ned og
Tjeneren meldte den første Tenorsanger, han medbragte en Abbate og en fremmed Kunstner, som vilde presenteres for Annunziata. Øieblikket efter kom et nyt Besøg: fremmede Kunstnere, som introducerede sig selv, bragte hende deres Hyldest. Vi vare alt et heelt Selskab; der taltes om den lystige
Hvor forskjellig var ikke Annunziata fra det Væsen, min Sjæl havde tænkt, ved at see og høre hende Aftenen forud; her i sit Hjem syntes hun en livsglad, næsten overgiven Skabning! dog ogsaa dette klædte hende usigeligt og tiltalte mig forunderligt, hun vidste at henrive mig og Alle ved sine lette spøgende Bemærkninger, og den kloge, vittige Maade, hvorpaa hun udtrykkede sig. – Pludselig saae hun paa sit Uhr, sprang hurtigt op og undskyldte, at Toilettet ventede hende, hun skulde jo denne Aften optræde som Primadonna i »La pruova d’un opera seria.« Med et venligt Nik til os hoppede hun ind i Sideværelset. –
»Hvor Du har gjort mig lykkelig, Bernardo,« raabte jeg høit til ham da vi vare udenfor; »hvor hun er elskelig, elskelig som i Sang og Spil! – Men
»Hvorledes jeg er kommet der!« svarede han, »o ganske simpelt; jeg fandt det var min Pligt, som en af Roms unge Nobili, som Officier ved den pavelige Æresvagt, og som Beundrer af alt Skjønt, at jeg gjorde min Opvartning; Kjærlighed behøver ikke det halve af disse Grunde. – Saaledes traadte jeg op, og at jeg nok kan introducere mig, lige saa godt som de, Du selv saae arivere uden Opraaber eller Custode, kan vel ikke betvivles. – Naar jeg er
»Du elsker hende?« spurgte jeg, »elsker hende ret oprigtigt?«
»Ja meer nu, end før!« udbrød han, »og hvad min Yttring for Dig angaaer, at hun er Pigen, der rakte mig Vinen hos den gamle Jøde, da tvivler jeg aldeles ikke derpaa, hun kjendte mig, da jeg traadte frem for hende, det mærkede jeg tydeligt, selv den gamle Jødemutter, som ikke taler et Ord, men kun sidder og slaaer Takt med Hovedet og taber Masker af Strikketøiet, er et
Om Aftenen vilde vi samles i Theatret; Trængselen var stor, forgjæves søgte jeg efter Bernardo, han var ikke at finde; jeg fik en Plads, rundt om var opfyldt, Heden tung og trykkende, mit Blod var alt forud i en sælsom feberagtig Bevægelse, jeg syntes halv at drømme de sidste to Dages Begivenheder. Alt var som en Drøm. Intet Stykke kunde være mindre skikket til at bringe Ligevægt i mit bevægede Sind, end det, som nu begyndte.
Jubel og Blomsterkrandse hilsede Annunziata, da hun traadte ind; det Lune, hun viste, Munterheden, kaldte man den høieste Kunst, jeg kaldte det Natur; saaledes havde hun saa ganske været der hjemme, og da nu hendes Sang tonede, som var det tusind Sølvklokker, der vexlede i bløde Harmonier, inddrak hvert Hjerte den Glæde, hun sang, den Glæde, der laae i hendes Øie! – Duetten mellem hende og
Uden synderlig Forbindelse ere store Bravournummere fra andre Stykker lagte ind; ved den
Mod Stykkets Slutning forsikkrer Componisten, at Alt er fortræffeligt, at Ouverturen nu kan begynde, han uddeler nu Musiken til det virkelige Orchester, Prima donna hjælper ham, Tegnet gives, og begge falde da ind med de skrækkeligste Øreog Hjerteskjærende Dissonantser, applaudere »Bravo, Bravo!« og Publicum med. Latteren overdøvede næsten Musiken, men jeg var angrebet til Sjælen og følte mig i en halvsyg
En Time efter at hun alt var i sit Hjem, drog vor Skare hen paa Piazza colonna; Musikanterne bleve stillede under Balkonen, hvor vi endnu saae Lys bag de lange Gardiner; min hele Sjæl var i Bevægelse, jeg tænkte kun paa hende, min Sang blandede sig dristigt med de Andres, jeg havde et Solonummer og alt som jeg sang, svandt Alt for mig i den Verden jeg udaandede, min Stemme fik en Kraft, en Blødhed, jeg ikke før havde anet. De Andre rundtom kunde ikke tilbageholde et svagt Bravo, men nok for mig, til at blive opmærksom paa min egen Sang; en forunderlig Glæde sneg sig i mit Bryst, jeg følte den Gud, der rørte sig i mig, og da Annunziata viste sig paa Balkonen, bøiende sig dybt og takkende os, syntes jeg, det kun var mig alene det gjaldt; jeg hørte mig selv høit over Choret, hvor min Stemme bevægede sig, som Sjælen i det store Tonelegeme. I en halv Begeistringsruus kom jeg til mit Hjem, min forfængelige Tanke drømte kun om Annunziatas Glæde over min Sang, jeg havde jo forbauset mig selv.
Næste Dag aflagde jeg min Visit hos hende; jeg traf alt Bernardo og flere Bekiendter der. Hun var henrykt over den deilige Tenorstemme, hun havde hørt ved Serenaden, jeg blev som et Blod. En af de Tilstedeværende røbede, at jeg var Sangeren, da drog hun mig hurtig hen til Claveret og forlangte, at jeg skulde synge en Duet med hende; jeg stod som skulde jeg paa Retterstedet, forsikkrede, at det var umueligt, man bad, og Bernardo skjændte, fordi jeg vilde berøve dem at høre Signora; hun tog mig ved Haanden, og jeg var en fangen Fugl; det hjalp nu ikke, at jeg slog med Vingerne, jeg maatte synge. Det var en mig bekjendt Duet; Annunziata slog an og hævede sin Stemme; med bævende Toner begyndte jeg min
»Menneske!« hvidskede Bernardo, »Du har forbauset mig!« og nu fortæller han Alle, at jeg besad endnu et Talent, ligesaa prægtigt, jeg var ogsaa Improvisator, og at jeg maatte glæde dem, ved at give en Prøve derpaa. Min hele Sjæl var i Bevægelse, smigret for min Sang, og noget sikker paa min egen Kraft, behøvedes kun Annunziatas Bøn, og for første Gang som Ældre havde jeg Dristighed nok, til at vove at improvisere; jeg greb hendes Guitar, hun opgav mig Ordet: »Udødelighed!« Jeg overtænkte det rige Æmne, greb nogle Accorder og begyndte nu min Digtning, som den fødtes i min Sjæl. Min
Et stormende Bifald hilsede mig da jeg endte denne
Fra Verdens store Skueplads førte jeg dem paa den mindre Scene, skildrede den store Kunstnerinde, der ved Spil og Toner rev hvert Hjerte med sig. Annunziata slog Øiet ned, thi det var hende, jeg tænkte, hende man maatte see, i den Skildring, jeg gav. Og naar nu den sidste Tone hendøde, Tæppet faldt, og selv den brusende Jubel henduftede, da var ogsaa hendes Kunstværk dødt, et deiligt Liig, jordet i Tilskuerens Bryst. Men en Digters Hjerte er som Madonnas Grav, Alt vorder Blomster og Duft, den Døde stiger herligere derfra, og hans mægtige Sang toner for hende: »Udødelighed!«
Mit Øie hvilede paa Annunziata; Tanke og Læbe havde udtalt sig, jeg bøiede mig dybt, og alle omringede mig med Tak og Smiger.
»De har inderlig glædet mig!« sagde Annunziata, og saae mig fortroeligt ind i Øiet; jeg vovede at kysse hendes Haand.
En høiere Interesse for mig var ved min Digtning vakt hos hende, hun følte alt da, hvad jeg først senere erkjendte, at min Kjærlighed til hende havde bragt mig til at sætte hendes Kunst og den, der udøvede den, paa en Udødeligheds Plads, den ei kunde opnaae. Den dramatiske Kunst er som Regnbuen en himmelsk Pragt, en Bro mellem Himlen og Jorden, den beundres og forsvinder med hver sin Farve.
Daglig aflagde jeg hende mit Besøg. De faa Carnevalsdage, som vare tilbage, fløi hen som en Drøm, men jeg nød dem ret, thi hos Annunziata inddrak jeg en Livsglæde, jeg aldrig før havde kjendt.
»Du begynder jo at blive et Menneske!« sagde Bernardo, »et Menneske, som vi Andre, og har dog endnu kun nippet til Bægeret. Jeg tør sværge paa, at Du aldrig har kysset en Pige, aldrig hvilet dit Hoved til hendes Skulder! Hvis Annunziata nu elskede Dig –?«
»Hvad tænker Du paa!« svarede jeg halv vred, og Blodet brændte i mine Kinder! »Annunziata! den herlige Qvinde, der staaer saa høit over mig!«
»Ja min Ven, høit eller lavt! hun er et Fruentimmer, og Du en Poet, deres Forhold kan man aldrig bedømme! har Poeten først Plads i Hjertet, saa har han ogsaa Nøglen, der kan lukke Elskeren ind!« –
»Det er Beundring for hende, der opfylder min Sjæl! jeg hylder hendes Munterhed, hendes Forstand og den Kunst, hun udøver! elske hende? den Tanke er endnu aldrig opstaaet hos mig.«
»Hvor alvorlig og høitidelig!« udbrød Bernardo leende. »Du er ikke forelsket! nu, det er jo sandt, Du er jo ogsaa et af disse aandelige
Fem lange Uger vilde Annunziata forlade os. Hun var engageret for Theatret i Florenz og Afreisen bestemt til den første Dag i Fasten.
»Nu faaer hun en ny Flok Tilbedere!« udbrød Bernardo; »de gamle blive da snart glemte, ja selv din smukke Improvisation, hvorfor hun sendte Dig saa kjærlige Blikke, at man ordentlig kunde blive ganske forskrækket derover! Men det er en Nar, som kun tænker paa een Qvinde! vi have dem alle! Engen staaer fuld af Blomster, man kan plukke overalt!« –
Om Aftenen vare vi sammen i Theatret; det var sidste Gang, Annunziata optraadte før sin Afreise. Vi saae hende atter som Dido, og i Spil og Sang stod hun høit som første Gang, et Høiere kunde der ikke være; det var Kunstens Fuldendelse. Hun var mig igjen det rene Ideal, jeg hiin Aften havde opfattet. Det muntre Lune, den lette Overgivenhed, hun aandede i Opera Buffa og i selve Livet, syntes mig en broget Verdensdragt, hun tog paa; den klædte hende godt, men i Dido viste sig hendes hele Sjæl, hendes egentlige og aandelige Jeg. Henrykkelse og Jubel hilste hende; høiere var den neppe for
Med et rørt Hjertes oprigtige Tak, sagde hun os Alle Lev vel, og lovede at vende snart tilbage igjen. Et gjentaget »Brava!« opfyldte Huset; man vilde atter og atter see hende, og i Triumph, som første Gang, drog man hendes Vogn gjennem Gaderne; jeg var mellem de forreste! Bernardo jublede begeistret, som jeg, i det vi holdt fast ved Vognen, hvor Annunziata smilte, lykkelig, som et ædelt Hjerte kan være det.
Næste Dag var den sidste for Carnevalet, og den sidste, Annunziata endnu var i Rom. Jeg kom for at gjøre min Afskeds-Visit. Hun var stærkt bevæget over den Hyldest, man havde skjænket hendes Talent; hun glædede sig alt til ved Paaske at vende her tilbage igjen, uagtet Florenz, ved sin skjønne Natur og de herlige Billedgallerier, var hende et kjært Opholdsted. Ved nogle smaa Træk gav hun mig nu et saa klart Billede af Sted og Omgivning, at jeg tydeligt saae det Hele, de skovgroede
»I Gipsaftryk kjender jeg den herlige Statue,« svarede jeg! »I
»Men intet er jo ufuldkomnere! den døde Gipsmasse gjør Udtrykket dødt! Marmoret giver Liv og Sjæl, i det bliver Stenen kjødfuldt, det er som Blodet rullede under den fine Hud. – Gid De var med i Florenz, for at beundre og tilbede. Jeg vilde være deres Guide, som De i Rom maa være min, naar jeg kommer tilbage!«
Jeg bukkede dybt og følte mig smigret og lykkelig ved hendes Forlangende. »Først efter Paaske, see vi dem atter?« –
»Ja til Peters-Kirkens
Hun rakte mig Haanden, jeg kyssede den, og vovede halv i Spøg at sige: »Vil de bringe den medicæiske Venus mit Kys!«
»Altsaa mig gjælder dette ikke!« sagde Annunziata; – »Nu, jeg skal ærligt besørge det!« Hun nikkede derpaa saa mildt, og takkede mig for de glade Timer, jeg havde forskaffet hende ved min Sang og Improvisation! »Vi sees igjen!« udbrød hun, og som en Drømmende forlod jeg Værelset.
Udenfor mødte jeg den gamle Dame, der venligere end sædvanligt hilsede paa mig; i min bevægede Sindsstemning kyssede jeg hende paa Haanden, hun klappede mig mildt paa Skuldren, og jeg hørte hende sige: »De er et godt Menneske!« og saa var jeg paa Gaden, lykkelig ved Annunziatas Venlighed og henrykt over hendes Aand og Skjønhed. –
Jeg følte mig ret oplagt til at nyde denne sidste Carnevalsdag; jeg kunde ikke forestille mig, at Annunziata reiste bort, vor Afsked havde været saa let, Gjensynet forekom mig at være næste Morgen. Uden Maske tog jeg dog lystig Deel i Kampen med Confetti. Alle Stolene langs hele Gaden vare besatte, alle Stilladser og Vinduer opfyldte, Vognene kjørte op og ned og den brogede Menneskevrimmel trængte sig, som en bølgende Strøm, imellem dem. For at aande lidt friere, maatte man dristigt springe foran en af Vognene, det lille Rum imellem den, der var foran, og den, der fulgte efter, var det eneste, i hvilket man nogenlunde kunde bevæge sig. Musiken bruste, lystige Masker sang, og bag fra en af Vognene udbasunede
Min Søvn var kun kort. Jeg tænkte i den smukke Morgenstund paa Annunziata, som nu maaskee i dette Øieblik forlod Rom, tænkte paa de lystige Carnevalsdage, der syntes at have skabt et nyt Liv for mig, og nu, med al deres Jubel og Vrimmel vare forsvundne. Jeg havde ingen Ro! jeg maatte ud i den friske Luft. Alt var der med Eet forandret. Alle Døre og Boutikker lukkede, faa Mennesker paa Gaden, og i corso, hvor den lystige Vrimmel igaar neppe kunde trænge sig frem, gik nu nogle Slaver i deres hvide Klædning med de brede, blaa Striber og feiede Confetti bort, der som Hagl laae over Gaden; en ussel Hest, med sit Høeknippe bundet ved Siden, hvilket den aad af, trak den lille Karre, hvori Feieskarnet samledes. En Veturin holdt foran et Huus, belæssede sin Kareth ovenpaa med Kasser og Æsker, trak en stor
XII
Fasten. Allegris Misererenistemmigt miserere (dvs. hymne) af den italienske komponist Gregorio Allegri (1582-1652), skrevet til det pavelige kor til opførelse i påsken i Det Sixtinske Kapel. i det sixtinske Capel. Besøget hos Bernardo. Annunziata
Stille og dræbende lang gled Dagen hen; Tanken opførte og gjentog mig Carnevalets Skuespil, mit eget Livs store Begivenhed, hvori Annunziata spillede Hovedrollen. Men Dag for Dag tiltog Eensformigheden og denne Gravstilhed rundtom. Jeg følte en Tomhed, som mine Bøger ikke kunde udfylde, Bernardo havde før været mit Alt, nu var det, som der laae en Kløft mellem os, jeg følte mig tvungen i hans Nærhed, og meer og meer blev det mig klart, at det var Annunziata, der ene og alene beskjæftigede mig. Øieblikke var jeg lyksalig i denne Følelse, men der kom Timer, der kom Nætter, hvori jeg tænkte paa Bernardo, som tidligere end jeg havde elsket hende; ham var det jo ogsaa, der havde ført mig til hende; ham havde jeg forsikkret, at det kun var Beundring og intet mere, jeg følte for hende, ham, min eneste Ven, ham, jeg saa tidt havde forsikkret om mit Hjertes Trofasthed, mod ham var jeg falsk og ond. Da brændte Angerens Brand i mit Hjerte, men Tanken kunde dog ikke løsrive sig fra Annunziata. Enhver Erindring om hende, mine gladeste endte Timer, tilsmilte mig den dybeste Veemod. Saaledes betragte vi det livsskjønne smilende Billede af en kjær Død, og jo mere levende, jo venligere det smiler, des stærkere Veemod griber os. Livets store Kampe, man saa ofte i Skolen havde talt til mig om, og som jeg da troede bestod i Vanskeligheden med en Lectie, eller Uvillie over en Lærers Urimelighed, følte jeg nu først begynde. Burde jeg ikke nedkjæmpe denne Lidenskab, der var vakt hos mig, da vilde min forrige Ro vist indtræde. Til hvad kunde ogsaa denne Kjærlighed lede? Annunziata stod høit i sin Kunst, dog vilde Verden fordømme mig, om jeg forlod min Stilling og fulgte hende; Madonna selv vilde vredes, til hendes Priis var jeg født og opdraget; Bernardo maatte aldrig kunne tilgive mig, og – jeg vidste jo slet ikke, om Annunziata elskede mig. Dette var mig i Grunden den bittreste Tanke. Forgjæves kastede jeg mig i Kirken for Madonnas Billede, forgjæves bad jeg hende styrke min Sjæl i min store Kamp, selv her steg min Synd, Madonna lignede mig Annunziata; det forekom mig, at hvert skjønt Qvindeansigt ligesom stræbte efter det Aandens Udtryk, der laae hos Annunziata. »Nei, jeg vil rive disse Følelser ud af min Sjæl,« sagde jeg, »jeg vil aldrig oftere see hende!« – Jeg begreb nu fuldkomment, hvad jeg før ikke kunde indsee, at man kunde føle Trang til at martre sit Legeme, søge at betvinge den aandelige Kamp ved at pine Kjødet. Mine brændende Læber kyssede Madonnas kolde Marmor-Fod, og Øieblikke vendte Fred tilbage i min Sjæl; jeg tænkte paa min Barndom, da min kjære Moder endnu levede, hvor lykkelig jeg da havde været, hvor mange Glæder selv denne tause Tid før Paaske havde bragt mig. Endnu var jo Alt det samme, som den Gang. Paa Hjørner og Pladse stode som før de smaa grønne Løvhytter, smykkede med Sølv- og Guld-Stjerner; rundt om hang endnu de prægtige Skjolde med Versene, der fortalte hvilke kostelige Retter for Fasten her tillavedes. Hver Aften tændtes de brogede Papirslygter under de grønne Grene; hvor havde jeg ikke, som Lille, glædet mig derved! hvor lykkelig havde jeg ikke været ved Spækhøkerens prægtige Boutik, der i Fasten straalede mig som en Phantasieverden, de nydelige Engle af Smør, der dandsede i et Tempel, hvor sølvomvundne Pølser dannede Søiler og en Parmesan-Ost Kuppelen. Mit første Digt havde jo været om denne Herlighed, og Spækhøkerens Signora havde kaldt det en divina comedia di Dante! – Da kjendte jeg ikke denne herlige Sanger, men heller ikke nogen Sangerinde; – kunde jeg kun glemme Annunziata!
Med Processionen vandrede jeg til
Den sidste Uge af Fasten var kommet; de Fremmede strømmede tilbage til Rom. Næsten Vogn paa Vogn rullede ind af
Jeg fik en Plads tæt indenfor Skranken, ikke langt fra, hvor de pavelige Sangere vare placerede paa Balkonen. En Deel Engellændere sad bag ved mig, jeg havde under Carnevalet seet dem i brogede Maskerade-Dragter, her bar de lignende; Officierer skulde de nok forestille selv de tiaars Drenge! Alle havde kostbare Uniformer, af de meest iøinefaldende Stoffer og Sammensætninger. Een bar saaledes lyseblaa Frakke med Sølvbroderie, Guld paa Støvlerne og en Art Turban med Perler og Fjer. Det var ikke noget Nyt ved Festerne i Rom, hvor Uniformen hjælper til en bedre Plads; rundt om smilte man deraf, men kun kort Tid beskjæftigede det mig.
De gamle Cardinaler kom i deres prægtige violette Fløiels Kapper, med den hvide Hermelins
Lectionerne begyndte27, men det var mig umuligt at lade Øiet dvæle ved de døde Bogstaver, det hævede sig med Tanken mod det store Verdens Alt, Michel Angelo med Farver har aandet paa Loft og Vægge. Jeg betragtede hans mægtige Sybiller og underherlige Propheter, hver er Stof for en Kunstafhandling! mit Øie inddrak de mægtige Træk, de skjønne Grupper af Engle; det var mig ikke malede Billeder, levende stod Alt deroppe! Kundskabens rige Træ, hvor Eva rakte Adam Frugten, den mægtige Gud, som svævede hen over Vandene, ikke baaret af Englene, som de ældre Mestere viste ham, nei, Englenes Skare hviler paa ham og hans flagrende Klædning. Vel havde jeg seet Malerierne før, men aldrig havde de saaledes grebet mig, som nu, min exalterede Stemning, Menneskevrimlen, maaskee selv min Tankes Lyrik gjorde, at jeg forunderlig poetisk opfattede det Hele; jeg maatte, og mangt et Digterhjerte har vel følt, som mit!
De dristige
Christus staaer dømmende paa Skyen, og Apostelen og Moderen udstrækker Haanden, bedende for den arme Menneskeslægt. De Døde løfte deres Gravstene; salige Aander svæve tilbedende mod Gud, medens Afgrunden griber sine Offere. Her vil en opadsvævende Sjæl frelse sin fordømte Broder, hvem Afgrunden alt holder i Slangeknuder; Fortvivlelsens Sønner slaae med knyttede Hænder deres Pande, og synke i Dybet. I dristige Forkortninger styrte og svæve Legioner mellem Himmel og Helved. Englenes Deeltagelse, Udtrykket af de Elskende, som mødes, Barnet, der ved Basunens Lyd trykker sig til Moderens Bryst, er saa naturligt og skjønt, at man troer sig selv som ført ind mellem dem, der lytte til Dommen. Michel Angelo har udtalt i Farver, hvad Dante saae og sang for Jordens Slægter.
Den nedgaaende Sol kastede just de sidste Straaler ind gjennem de øverste Vinduer. Christus og de Salige rundt om ham vare stærkt belyst, medens det nederste Partie, hvor de Døde staae op, og Dæmonen støder sin Baad med de Fordømte fra Land, var næsten i Mørke. Just i det Solen gik ned, endte den sidste Lection, det eneste Lys, der endnu var tilbage, blev slukket; den hele Billedverden svandt i Mulmet for mig, men i samme Nu brusede Musik og Sang; hvad Farverne legemligt havde aabenbaret, steg nu i Toner; Dommedagen med dens Fortvivlelse og Jubel klang over os.
Kirkens Fader, afført sin pavelige Pragt, stod foran Altret, tilbad det hellige Kors og paa Basunens stærke Vinger lød det rystende Chor:
I denne Toneverden inddrak min Sjæl Kraft og Livs Fylde. Jeg følte mig glad og stærk, som jeg længe ikke havde været det. Annunziata, Bernardo, alle mine Kjære bevægede sig i min Tanke. Saaledes som jeg i dette Øieblik elskede disse, maa salige Aander elske hinanden. Den Fred jeg i Bønnen søgte, men ikke fandt, strømmede her ved Toner ind i mit Hjerte.
Da Miserere var til Ende, Alle borte, sad jeg hos Bernardo paa hans Værelse. Ærligt rakte jeg ham Haanden, talte som min begeistrede Sjæl drev mig til, min Læbe fik Veltalenhed; Allegris Miserere, vort Venskab, mit hele sælsomme Livs Eventyr gav Stof nok dertil; jeg fortalte, hvor aandelig sund Musiken havde gjort mig, hvor tungt mit Hjerte forhen havde været, min Liden, Angest og Melancholie, den lange Fastetid, uden dog at sige, hvad Deel han eller Annunziata havde deri, men det var ogsaa den eneste lille Fold i Hjertet, jeg ikke udviklede for ham. Han loe af mig, sagde jeg var et daarligt Mandfolk, det var Hyrdelivet hos Domenica, og Signora – al denne Fruentimmer Opdragelse og endelig Jesuiterskolen, der havde fordærvet mig. Mit hede, varme italienske Blod var spædt med Gjedemelk, min
»Vi ere meget forskjellige, Bernardo!« sagde jeg, »og dog hænger mit Hjerte forunderligt ved dig, tidt ønsker jeg, at vi altid kunde være sammen!« »Det vilde være daarligt for Venskabet!« svarede han, »nei da vilde det være slidt op før vi vidste det! – Venskab er som Kjærlighed, det bliver stærkest ved Skilsmissen. Jeg tænker tidt paa, hvor det i Grunden maa være kjedeligt at være gift! idelig og idelig at see hinanden, og det ind i alle Folder. De fleste Ægtefolk ere da ogsaa kjede af hinanden, det er kun et Slags Anstand, en Art Godmodighed, der holde dem sammen i Længden. Jeg føler det godt med mig selv, at om mit Hjerte brændte nok saa hæftigt, og hendes, jeg elskede, brændte, som mit: naar Luerne mødtes, vilde de slukkes. Kjærlighed er en Længsel, og Længselen døer, naar den opfyldes!«
»Men naar nu din Kone,« sagde jeg, »var smuk og klog som –«
»– Som Annunziata!« tog han Ordet, i det jeg et Øieblik standsede, for at finde en Gjenstand for mit Udtryk. »Ja, Antonio, saa vilde jeg see paa den smukke Rose, saalænge den var frisk; og naar Bladene visnede, Duften tabte sig, – ja, Gud maa vide, hvad Lyst jeg fik! i dette Øieblik har jeg en ganske sælsom, og jeg har før følt noget lignende! – Jeg kunde have Lyst at see, hvor rødt dit Blod er, Antonio! men jeg er et fornuftigt Menneske, Du er min Ven, min oprigtige Ven! vi ville ikke slaaes, selv om vi mødtes paa samme Elskovs Eventyr!« og nu loe han høit, trykkede mig hæftig til sit Bryst og sagde halv spøgende, »jeg overlader Dig min tamme Fugl, den begynder at blive følsom, og vil vist behage dig! Følg med i Aften! fortrolige Venner maa intet skjule for hinanden, vi ville have en lystig Aften! paa Søndag giver den hellige Fader
»Jeg følger ikke med Dig!« svarede jeg.
»Du er feig, Antonio,« svarede han! »lad dog ikke Gjedemælken reent faae Bugt med Blodet! dit Øie kan brænde som mit! sandseligt kan det brænde, det har jeg seet! din Liden, din Angest, din
»Du fører en Tale, Bernardo,« svarede jeg, »som fornærmer mig!«
»Men taale den maa Du dog!« svarede han; da steg mig Blodet op i Kinderne, men Taarer trængte ogsaa i mit Øie.
»Kan Du saaledes ville lege med min Hengivenhed for Dig!« udbrød jeg. – »Du troer, jeg staaer imellem Dig og Annunziata, troer, at hun har seet venligere til mig, end til Dig?«
»O nei!« afbrød han, »Du veed nok, at jeg ingen stærk Phantasie har! Men lad hende være udenfor vor Tale! Og hvad din Hengivenhed angaaer, den Du altid omtaler, saa forstaaer jeg det ikke; vi give hinanden Haanden, vi ere Venner, fornuftige Venner, men dine Begreber ere overspændte, mig maa Du tage, som jeg er.«
Dette var omtrent
Næste Dag kaldte Skjærtorsdagsklokkerne mig til Peterskirken. I dens mægtige Forhal, hvis Størrelse jo skal have bragt en Fremmed til at troe, at denne var hele Kirken, fornyede sig Trængselen, som i Gaderne og over
Sangen tonede over os, to store Chor svarede hinanden fra forskjellige Steder i Kirkens Kors. Alle trængte hen for at see Fodvaskningen, som nu begyndte.28 Fra Skranken, bag hvilken de fremmede Damer sad, nikkede En venligt til mig. Det var Annunziata. Hun var kommet, var her i Kirken, mit Hjerte bankede stærkt. Jeg stod hende saa nær, at jeg kunde sige mit Velkommen!
Hun var alt kommet igaar, men for silde til at høre Allegris Miserere, dog havde hun ved ave maria besøgt Peterskirken.
»Den forunderlige Dunkelhed,« sagde hun, »gjorde, at Alt imponerede mere, end nu ved Dagen! Ikke et Lys brændte, uden Lamperne ved
Hendes gamle Veninde, som jeg nu først opdagede, da hun bar et langt Slør, nikkede venligt. Den festlige Ceremonie var tilende, forgjæves saae de efter deres Tjener, der skulde føre dem til Vognen. En Deel unge Herrer vare blevne opmærksomme paa Annunziata, hun syntes urolig, vilde bort, jeg vovede at tilbyde at føre dem ud af Kirken til deres Vogn. Den Gamle tog mig strax under Armen, men Annunziata gik ene ved Siden; jeg havde ikke Mod at byde hende Armen, men da vi naaede Døren, og Strømmen rev os med, følte jeg hendes Arm under min; det gik mig som Ild gjennem Blodet.
Jeg fandt Vognen; da de vare inde i den, bad Annunziata mig tage tiltakke med Middagen hos dem. »Kun et tarveligt Maaltid,« sagde hun, »som vi kunne nyde det i Fasten!«
Jeg var lykkelig! den gamle Dame, som ikke hørte godt, forstod nok af Udtrykket i Annunziatas Ansigt, at det var en Indbydelse, men meente, at det var til at kjøre med! øieblikkelig gjorde hun Sædet foran i Vognen ryddelig for Kaaberne og de Schawler, der laae, tog mig i Haanden og sagde: »ja vær saa god, Hr. Abbate! her er Plads nok.«
Det var ikke Annunziatas Mening; jeg saae en let Rødme glide over hendes Kinder, men jeg sad alt foran hende, og nu foer Vognen afsted.
Et lille fyrsteligt Taffel ventede os. Annunziata talte om sit Ophold i Florenz og om Festen i Dag, spurgte mig om Fasten i Rom, og hvorledes jeg havde tilbragt denne Tid, et Spørgsmaal, jeg ikke saa ganske oprigtigt besvarede.
»De seer da Jødedaaben paa Løverdag?« spurgte jeg, men kastede i det samme et Blik til den gamle Dame, som jeg reent havde glemt.
»Hun hørte det ikke!« svarede Annunziata, »havde hun hørt det, vilde hun dog neppe have rødmet! Kun hvor hun kan følge med, gaaer jeg, og for hende vilde det ikke være passende, at komme til vor Fest i Constantins Døbecapel29. Heller ikke mig interesserer det, thi kun sjældent er det af Overbeviisning, Tyrken eller Jøden, som der pranger med sin Daab, bliver omvendt. Jeg erindrer fra min Barndom, hvilket ubehageligt Indtryk det hele Syn deraf gjorde paa mig. Jeg saae en lille Jødedreng paa sex til syv Aar blive døbt; han kom frem i smudsige Skoe og Strømper, med dunet, uredt Haar og til alt dette, som en grel Contrast, en prægtig, hvid Silkekjole, Kirken havde givet ham. Forældrene, ureenlige som Drengen, fulgte efter; de havde solgt hans Sjæl til en Salighed, de ikke selv erkjendte!«
»De har seet det som Barn her i Rom?« spurgte jeg.
»Ja,« svarede hun og rødmede, »men dog er jeg ikke Romerinde!«
»Da jeg første Gang saae Dem, hørte deres Sang, var det mig, som havde jeg kjendt Dem før! jeg veed ikke selv, men jeg troer det endnu! byggede vi paa en Sjælevandring, vilde jeg troe, at vi begge havde været Fugle, hoppet paa samme Green og kjendt hinanden ret længe. Er der slet ingen Erindringer i deres Sjæl? Intet, der siger Dem, at vi have seet hinanden før?«
»Slet Intet!« svarede Annunziata, og saae mig fast ind i Øiet.
»At De nylig sagde mig, at De som Barn havde været her i Rom, ikke, hvad jeg troede, tilbragt al deres Barndom i Spanien, vakte en Erindring i min Sjæl, den samme jeg følte, da De første Gang stod for mig som Dido. Har De aldrig som Barn, ved Julefesten, holdt Tale for Bambino i Kirken araceli, som vi andre Børn?«
»Det har jeg!« udbrød hun, »og De, De, Antonio, var den lille Dreng, der vandt Alles Opmærksomhed? –«
»Men blev fortrængt af dem!« svarede jeg.
»Det var Dem, Antonio!« udbrød hun høit, greb begge mine Hænder, og saae mig med et ubeskriveligt mildt Udtryk ind i Øiet; den gamle Veninde rykkede sin Stol nærmere og saae alvorligt paa os. Annunziata fortalte hende det Hele, og hun smilte nu til vor Gjenkjendelses-Scene. –
»Hvor min Moder og Alle talte om dem!« sagde jeg, »deres fine, næsten aandige Former, deres bløde Stemme! ja jeg var skinsyg paa dem, min Forfængelighed tillod ikke, at en anden saa ganske fordunklede mig. – Hvor sælsomt krydse dog ikke Livets Veie!« –
»Jeg husker dem godt!« sagde hun, »de havde en lille kort Trøie med mange blanke Knapper i, det interesserede mig da meest hos dem!« »De,« svarede jeg, »havde en prægtig rød Sløife paa Brystet, men det var dog ikke det, men deres Øie, deres kulsorte Haar, der meest greb mig! – Ja jeg maatte gjenkjende dem, de er endnu den samme, kun mere udviklede Træk, jeg vilde have kjendt dem, selv under en større Forandring. Jeg yttrede det strax for Bernardo, der modsagde mig, tænkte sig en ganske anden – –!«
»Bernardo!« afbrød hun, og jeg syntes hendes Stemme skjælvede.
»Ja,« svarede jeg noget forvirret, »han troede ogsaa at kjende dem, at have seet dem, vilde jeg sige, seet dem i et Forhold, der maatte tilintetgjøre min Formodning. – Deres sorte Haar, deres Blik, ja de vil ikke vredes derover, han forandrede ogsaa strax sin Mening, han troede ved første Øiekast, at De var« – jeg standsede – »at de var – ikke af den catholske Kirke, og altsaa kunde jeg jo heller ikke have hørt dem prædike i Araceli.« »At jeg var maaskee af samme Tro, som min Veninde her?« sagde Annunziata, og pegede paa den gamle Dame. Jeg nikkede uvilkaarlig, men greb i det samme hendes Haand og spurgte, »er de vred paa mig?«
»Fordi deres Ven gjør mig til en Jødepige?« spurgte hun smilende, »De er et underligt Menneske!« – Jeg følte, at vort Barndomsforhold gjorde os fortroligere, hver Sorg var glemt, men ogsaa hver Beslutning, aldrig at see, aldrig at elske hende. Min Sjæl brændte kun for hende.
Gallerierne vare lukkede disse to Dage endnu før Paaske, Annunziata yttrede, hvor herligt det kunde være, dersom man i denne Tid, og da ret i Mag, kunde vandre om i et af dem; men det var ikke let muligt. Ønsket fra hendes Læber var en Befaling, jeg kjendte jo Custode og Portner, alle Betjente, der endnu vare tilbage i Palazzo Borghese, hvor en af Roms interessanteste Samlinger findes, hvor jeg som Barn havde gaaet med Francesca, og gjort Bekjendtskab med hver lille Amorin paa Francesco Albanis Aarstider.
Jeg bad, om jeg næste Dag maatte føre hende og den gamle Dame derhen, hun takkede mig, og jeg var uendelig lykkelig.
I Eensomheden hjemme kom Erindringen om Bernardo! nei han elsker hende ikke, trøstede jeg mig selv med, hans Kjærlighed er kun Sandselighed, ikke reen og stor, som min! Vor sidste Samtale syntes mig endnu bittrere, end den var, jeg saae kun hans Stolthed, følte Fornærmelserne mod mig, og inddrak hos mig selv en større Vrede, end jeg nogensinde havde følt. Hans Stolthed er krænket, ved at Annunziata syntes venligere mod mig end mod ham; vel har han ført mig til hende, men maaskee var hans Tanke da snarere, at jeg vilde blive til Spot; derfor forbausedes han over min Sang, over min Improvisation, han havde ikke drømt om, at jeg skulde træde op ved Siden af hans skjønne Skabning, hans Frihed og Dristighed. – Nu har han troet at skræmme mig fra oftere at besøge hende. En god Engel vilde det anderledes! hendes Mildhed, hendes Øie, Alt siger mig, at hun elsker mig, at hun har Godhed for mig, ja meer end Godhed, thi hun maa føle, jeg elsker hende!
Saligt trykkede jeg hede Kys mod Puderne, men med Kjærligheds Lykken steg Bitterheden mod Bernardo. Jeg ærgrede mig over mig selv, at jeg ikke havde mere Characteer, mere Heftighed og Galde; nu havde jeg hundrede fortræffelige Svar, jeg skulde have givet ham, da han sidst behandlede mig som en Dreng, hver lille Fornærmelse af ham stod mig nu levende. For første Gang følte jeg ret Blodet koge i mine Aarer, en Hæftighed, de reneste og bedste Følelser, blandet med en afskyelig Bitterhed, berøvede mig al min Søvn. Først mod Morgenstunden blundede jeg lidt, men blev da styrket og let om Hjertet; jeg underrettede Custoden om de fremmede Damer, jeg vilde føre i Galleriet, og var nu hos Annunziata. Vi kjørte alle tre til Palazzo Borghese.
XIII
Billedgalleriet. Nøiere Forklaring. Paaskefesten. Min Skjæbnes Vendepunkt
Det var mig en ganske egen Følelse at føre Annunziata ind, hvor jeg som Dreng havde leget, hvor Signora havde viist mig Malerierne og moret sig over mine naive Spørgsmaal og Yttringer. Jeg kjendte hvert Stykke, men Annunziata kjendte dem bedre, kjendte dem aandeligt; hendes Bemærkninger vare saa træffende; med øvet Blik og naturlig Sands udpegede hun hver Skjønhed. – Vi stode foran det berømte Stykke, af
»Med Aand og Flammer er det malet!« – afbrød hun mig, »jeg beundrer Kunstnerens Pensel i Colorit og Udtryk, men jeg lider ei, han har valgt denne Gjenstand, jeg fordrer selv i Maleriet et Slags Sømmelighed, en ædel Reenhed i Valget af en Gjenstand. Derfor tiltaler heller ikke
»Men Kunstværkets Skjønhed,« afbrød jeg, »kan dog bringe os til at oversee det Uædle i Sujettet.«
»Aldrig,« svarede Annunziata, »Kunsten i enhver af dens Grene er høi og hellig, og Reenhed i Aanden griber mere, end Reenhed i Former; derfor kan de ældre Mesteres naive Fremstillelser af Madonna røre os dybt, skjøndt de ofte synes Billeder fra China: disse skarpe Former. Alt er saa stivt og haardt! Aanden maa være reen i Malerens Billede, som i Digterens Sang, enkelte Udskeielser vil jeg tilgive, kalde dem noget grelt og beklage, at Kunstneren fik dette Indfald, men jeg vil dog kunne glæde mig ved Heelheden!«
»Men,« afbrød jeg, »Afvexling af forskjellige Sujetter gjør det interessant; ideligt at see – –!«
»De misforstaaer mig! Jeg vil slet ikke, at man altid skal male mig Madonna! nei, jeg er lykkelig ved det herlige Landskab, den levende Scene af Folkelivet, Skibet i Storm og Salvators30 Røversituationer! men jeg vil ikke noget Umoralsk i Kunstens Rige, og det kalder jeg selv
»Jeg kjender det,« svarede jeg, »det hænger ved Siden af
»Ja,« svarede Annunziata, »gid at ogsaa Indskriften hang under ham, og ikke sad paa det andet hæslige Billede.«
Vi stode nu foran Francesco Albanis Aarstider; jeg fortalte hende, hvad Indtryk de smaa Amoriner havde gjort paa mig, som Barn, hvorledes jeg havde levet og tumlet mig her i dette Gallerie.
»De har nydt lykkelige Livspuncter i Deres Barndom!« udbrød hun og undertrykkede et Suk, der maaskee gjalt hendes egen.
»Deres har vist ikke færre!« svarede jeg, »De stod som et lykkeligt, beundret Barn, da jeg første Gang saae Dem, og da vi anden Gang mødtes, henrev De hele Rom og – syntes lykkelig, er det jo ret i Hjertet!«
Jeg havde bøiet mig halv ned imod hende, hun saae mig ind i Øiet med et forunderligt vemodigt Blik, i det hun udbrød: »det beundrede, lykkelige Barn blev fader- og moderløs, en
Hun taug, rystede med Hovedet og sagde: »det er slet intet Eventyr, der kan more en Fremmed, og jeg veed ikke, hvor jeg kan sladdre om Sligt!« – Hun vilde reise sig, men jeg greb hendes Haand, i det jeg spurgte: »er jeg Dem da saa fremmed?« – Hun stirrede et Øieblik taus hen for sig, smilte vemodigt, og sagde: »jo, jeg har ogsaa havt skjønne Livsøieblikke, og,« tilføiede hun med sin sædvanlige Munterhed, »kun disse vil jeg tænke paa! vort Barndomsmøde, deres sælsomme Tilbagedrømmen i det Forbigangne smitter ogsaa mig, og faaer Hjertet til at see paa sine Billeder, istedetfor paa Kunstværkerne her uden om os!«
Da vi forlod Galleriet og kom til hendes Hotel, havde Bernardo været der for at aflægge Visit; man havde sagt ham, at hun var kjørt ud med den gamle Dame, og jeg var fulgt med. Hans Lidenskabelighed herover forudsaae jeg, men istedetfor at bedrøves, som før, havde min Kjærlighed til Annunziata vakt Trods og Bitterhed mod ham; at jeg fik Characteer og Villie, havde han jo saa ofte ønsket, selv om jeg blev ubillig mod ham; nu skulde han see det hos mig.
Idelig klang for mit Øre Annunziatas Ord om den foragtede Jøde, der tog den vildsomme Fugl under sine Vinger; hun maatte altsaa dog være den samme, Bernardo havde seet hos den gamle Hanoch; det interesserede mig uendeligt, men hun var ikke at bevæge til at tage Traaden fat. – Da jeg næste Dag kom, var hun paa sit Værelse, for at indstudere en ny Rolle; jeg underholdt mig længe med den gamle Dame, der var mere døv, end jeg havde troet; hun syntes saa taknemmelig, fordi jeg talte med hende. Det faldt mig ind, at hun første Gang havde seet venligt til mig, efter min Improvisation, og at jeg da troede, hun havde maattet høre den.
»Det har jeg ogsaa!« forsikkrede hun, »af Udtrykket i Deres Ansigt og de enkelte Ord, der naaede mig, forstod jeg det Hele. Og det var smukt! saaledes forstaaer jeg ogsaa ganske Annunziatas
Da jeg forlod Huset lød just Glædesskuddene. I alle Gader, paa Pladsene, fra Altaner og Vinduer skjød man med smaa Kanoner og Pistoler, som Tegn paa, at nu var Fasten endt. De sorte Tæpper i Kirker og Capeller, som Malerierne i fem lange Uger havde været skjulte med, faldt i samme Nu; Alt var Paaskeglæde. Sorgens Tid var omme, imorgen oprandt Paaske, Glædens Dag, og dobbelt glad for mig, jeg var jo da indbudet at følge Annunziata til Kirkefesten og Kuppelbelysningen.
Alle Paaskeklokker ringede, Cardinalerne rullede afsted i deres brogede Vogne, overlæssede med Betjenter bag paa; de rige Fremmedes Eqvipager, Fodgjængernes Vrimmel, Alt opfyldte ganske de snevre Gader. Fra Engelsborg veiede de store Faner med det pavelige Vaaben og Madonnas hellige Billede. Paa Peterspladsen var Musik, og rundt om solgtes Rosenkrandse, Træsnit, som forestillede Paven, der uddeelte Velsignelse. Fontainerne spillede med deres Kjæmpestraaler, og rundt om paa Buegangene vare anbragte Loger og Bænke, der allerede ligesom Pladsen, var næsten opfyldt. Snart strømmede en næsten lige saa stor Skare ud af Kirken, hvor Processioner og Sang, Fremviselse af hellige
»Hvor han var bleg,« sagde Annunziata, »er han syg?«
»Jeg troer det ikke,« svarede jeg, men vidste nok, hvad det var, der sugede ham Blodet af Kinderne. Det modnede min Beslutning; jeg følte, hvor høit jeg elskede Annunziata, at jeg for hende kunde gjøre Alt, gav hun mig sin Kjærlighed, hende vilde jeg følge, jeg tvivlede ikke paa mit dramatiske Talent, og om min Sang vidste jeg hvilket Indtryk den gjorde, jeg vilde altid med Hæder kunne fremtræde paa Scenen, vovede jeg først dette Skridt! elskede hun mig, hvad Fordringer havde da Bernardo? Han kunde jo beile til hende, var hans Kjærlighed stærk som min, og elskede hun ham, ja, da vilde jeg øieblikkelig træde tilbage. Dette skrev jeg endnu samme Dag i et Brev til ham, og jeg tør troe, at det aandede et varmt og trofast Hjerte; thi mangen Taare faldt paa Papiret, da jeg der nævnede vort tidligere Forhold, og hvor forunderligt mit Hjerte havde klynget sig til ham. Da Brevet var sendt bort, følte jeg mig langt roligere, skjøndt Tanken om at miste Annunziata, som en
Efter Ave Maria fulgte jeg Annunziata og den gamle Dame i deres Vogn, for at see Kuppeloplysningen. Hele Peterskirken med dens høie Kuppel, de to mindre ved Siden og hele Façaden var smykket med
»Men det er dog skrækkeligt!« udbrød hun. »Det ulykkelige Menneske, der maa fastsætte det øverste Blus paa Korset over den store Kuppel. Jeg svimler ved Tanken derom!«
»Det er en Høide, som Ægyptens Pyramider! der hører Dristighed til at svinge sig derud og fastgjøre Tougene. Den hellige Fader lader ham ogsaa give Sacramentet, før han stiger derud.«
»Saaledes skal et Menneskes Liv voves,« sukkede hun, »og det blot for et Øiebliks Pragt og Glæde!«
»Men det er ogsaa til Guds Forherligelse!« svarede jeg, »og hvor ofte vove vi det ikke for mindre.« Vognene bruste forbi, de fleste kjørte til monte pincio, for derfra i Afstand at see den belyste Kirke, og hele Byen som svømmede i dens Glands. »Det er dog en smuk Idee,« sagde jeg, »at fra Kirken straaler alt Lyset ud over Staden! maaskee har
»Om Forladelse!« afbrød hun, »De husker nok ikke, at Maleriet var
Vi rullede bag om Søilegangen og vare snart udenfor. Vognen holdt ved det lille Vertshuus paa Veien opad Bjerget, Kirkens Kuppel tog sig herligt ud, den syntes bygget af brændende Sole. Façaden var rigtignok skjult, men ogsaa dette havde en egen Virkning, Glandsen, som udbredte sig fra den oplyste Luft, gjorde at det saae ud som den af Stjerner straalende Kuppel svømmede paa et Lyshav. Musiken og Klokkerne klang til os, men rundt om var dobbelt Nat og Stjernerne stode kun som hvide Puncter høit i den blaa Luft, som havde de dæmpet deres Skjær over Romas glimrende Paaskeild. Jeg steg af Vognen og gik ind i det lille Vertshuus, for at hente nogle Forfriskninger. Da jeg atter traadte ud i den snevre Gang, hvor Lampen brændte for Madonnabilledet, stod Bernardo for mig, bleg, som da han i Jesuiterskolen modtog Krandsen. Øiet brændte som den Febersyges, han greb min Haand med en Vanvittigs Kraft og Vildhed. »Jeg er ingen Morder, Antonio!« sagde han med sælsom dæmpet Stemme, »ellers stødte jeg min Sabel i Dit falske Hjerte, men slaaes skal Du med mig, enten Din Feighed vil det eller ei! Kom, kom med mig!«
»Bernardo, er Du
»Skrig kun høit!« gjentog han med dæmpet Stemme, »faae Mængden til at hjelpe Dig, da Du ei ene tør staae mod een; før man binder min Haand, er Du Dødens!« Han rakte mig en Pistol, »kom, skyd med mig, eller jeg bliver Din Morder!« og nu rev han mig med udenfor, jeg holdt Pistolen, han havde rakt mig, forsvarende frem imod ham.
»Hun elsker Dig! og stolt vil Du vise det for Romerfolket, for mig, som Du bedrog med falsk, sledsk Tale, skjøndt jeg aldrig opfordrede Dig dertil!«
»Du er syg, Bernardo! vanvittig, kom mig ikke nær!« Han trængte ind paa mig, jeg stødte ham bort – da hørte jeg Skuddet, min Haand zittrede, Alt var i Røg rundt om, men et sælsomt Suk, Skrig kan jeg ei kalde det, naaede mit Øre, mit Hjerte. – Min Pistol var gaaet af, Bernardo laae foran i sit Blod! Som en Nattevandrer stod jeg der og holdt Pistolen fast knuget i Haanden; først da jeg hørte Stemmer omkring af Husets Folk, hørte Annunziatas Skrig: »Jesus Maria!« saae hende og den Gamle foran mig, følte jeg den hele Ulykke, »Bernardo!« raabte jeg fortvivlet, og vilde kaste mig over hans Liig, men Annunziata laae knælende foran det og søgte at standse Blodet. Jeg seer endnu hendes blege Ansigt, det faste Blik, hun hæftede paa mig. Jeg var som bundet til Stedet hvor jeg stod!
»Red Dem, red Dem!« raabte den gamle Dame, og trak mig i Armen.
Da raabte jeg, overvældet af Smerte: »Uskyldig er jeg! Jesus Maria! jeg er uskyldig! Mig vilde han myrde, selv gav han mig Pistolen, og den gik af ved et Tilfælde!« Og hvad jeg maaskee ellers ikke havde vovet høit at sige, udtalte jeg nu i min Fortvivlelse: »Annunziata, vi elskede Dig! For Dig vilde jeg døe, som han! Hvem var Dig kjærest af os to? Siig mig i min Fortvivlelse, om Du elsker mig, saa vil jeg flye!«
»Bort!« stammede hun og gjorde et Tegn med Haanden, i det hun idelig beskjæftigede sig med den Dræbte.
»Flye!« raabte den gamle Dame.
»Annunziata, hvem var Dig kjærest af os to?« spurgte jeg, overvældet af Smerte. Da bøiede hun sit Hoved ned mod den Døde, jeg hørte hun græd, og saae hendes Læber berøre Bernardo’s Pande.
»Gensdarmerne!« raabte man rundt om: »Flye, flye!« og som af usynlige Hænder blev jeg revet ud af Huset.
XIV
Bønderne fra Rocca del Papaby i Albanerbjergene 22 km sydøst for Rom. . Røverhulen. Mit Livs Parceromersk skæbnegudinde.
Hun elsker Bernardo! lød det i mit Hjerte, det var Dødens Piil, der gjød Gift i alt mit Blod, drev mig afsted og
Instinctmæssig brød jeg gjennem Krat og Buske, klattrede over Murene, som indhegne Viinhaverne paa Bjerget. Peterskuppelen lyste høit i Luften; saaledes skinnede ogsaa rundt om
Flere Timer vandrede jeg uafbrudt fremad; jeg standsede først foran den gule Tiber, der afskar mig Veien; fra Rom og ned til Middelhavet vilde jeg ikke finde en Bro, eller selv en Baad, der kunde føre mig over. Den uventede Hindring var et Knivsnit, der for et Øieblik overskar Ormen, som gnavede mit Hjerte, men snart voxte den sammen igjen, og jeg følte dobbelt min hele Ulykke.
Kun faa Skridt fra mig laae en Gravruin, den var i Omfang større end den, jeg som Barn havde levet i hos gamle Domenica, men mere ødelagt. Ved de nedfaldne Steenblokke saae jeg tre Heste tøiret fast; de fortærede Høebundtet, der hang dem under Brystet.
Til Gravstuen var en viid Aabning, nogle Trin dyb; indenfor brændte en Ild. To stærkt byggede Bønderkarle, i Faareskindspeltse, som Ulden vendte ud paa, og med store Støvler og en spids Hat, hvorpaa Mariabilledet var heftet, strakte sig om Ilden og røg af deres korte Piber; en mindre Skikkelse, indsvøbt i en stor graa Kappe og med en bred, nedslaaet Hat, lænede sig op til Muren, i det han drak af Foglietten paa Levvel og lystigt Gjensyn. Neppe havde jeg overskuet den hele Gruppe, før jeg ogsaa var opdaget. De grebe deres Geværer, der laae ved Siden, som frygtede de Overfald, og traadte mig rask imøde.
»Hvad søger I her?« spurgte de.
»En Baad, for at komme over Tiberen!« svarede jeg.
»Da kan I søge længe! Her gaaer hverken Flydebro eller Færge, fører man dem ikke selv med.«
»Men,« begyndte den Anden, i det han maalte mig fra Top til
Taa: »I er slemt kommet fra Landeveien, Signore, og det er ikke sikkert ud paa Natten!
»I skulde,« sagde den Anden, »have taget lidt Vaaben med! see det have vi gjort, tredobbelte Løb paa Flinten og en Pistol i Beltet, om Flinten klikkede!«
»Ja, jeg har saamæn taget en god lille Foldekniv med,« sagde den Første, og trak ud af Beltet en skarp poleret Kniv, som han legede med i Haanden.
»Stik den i Foderalet igjen, Emidio! den fremmede Signore bliver mig saa bleg; det er en ung Mand, som ikke kan fordrage saa skarpe Vaaben! De tage hans Par Scudi fra ham, de første, de bedste Kjæltringer! Os skal de ikke saa let faae Bugt med. Veed I hvad,« sagde Karlen til mig, »giv os Eders Penge i Forvaring, saa ere de sikkre, kan I troe!«
»Alt hvad ieg har, kunne I tage!« svarede jeg, kjed af Livet og sløv af Smerten. »Store Summer faae I ikke.« Det var mig tydeligt nok, i hvilket Selskab jeg befandt mig; hurtigt greb jeg i Lommen, hvor jeg vidste var to Scudi, men til min Forundring fandt jeg en Pung deri. Jeg tog den op, den var et qvindeligt Arbeide; jeg havde seet den før i Hænderne paa den gamle Dame hos Annunziata; hun maatte i de sidste Øieblikke have stukket den i min Lomme, for at jeg kunde have en Nødskilling paa min ulykkelige Flugt. De grebe alle Tre efter den fyldte Pung, jeg rystede dens Indhold ud paa den flade Steen foran Ilden.
»Guld og Sølv!« udbrød de, i det de blanke
»Dræb mig nu,« sagde jeg, »er det Eders Hensigt? saa har jeg Ende paa min Lidelse.«
»Madonna mia!« udbrød den Første: »Hvad tænker I om os? Vi ere skikkelige Bønder fra Rocca del Papa. Vi slaae ikke en christen Broder ihjel! Drik Eder en Slurk Viin med, og fortæl os, hvad der driver Eder paa denne Reise!«
»Det bliver min egen Hemmelighed!« sagde jeg, og greb efter Vinen, man rakte mig, thi mine Læber brændte efter en Lædskedrik.
De hviskede hinanden nogle Ord i Øret; Manden med den brede Hat reiste sig nu op, nikkede fortroligt til de Andre, saae mig spottende i Ansigtet, og sagde: »I faaer en kold Nat oven paa den varme, lystige Aften!« Han gik, og snart hørte vi ham trave henad Campagnen.
»I vilde jo over Tiberen?« sagde den Ene, »kommer I ikke med os, saa faaer I længe at vente! sæt Eder op paa Hesten hos mig, thi svømme bag efter ved dens Hale, har I vel mindre Lyst til!«
Sikker var jeg ikke paa dette Sted, jeg følte mit Hjem var hos de Fredløse. Karlen hjalp mig op paa den stærke,
»Lad mig faae dette Toug om Eder,« sagde Karlen, »ellers glider I af og bunder ikke!« Nu slog han en Strikke fast om mit Bryst og mine Arme, slyngede den om sig selv med, saa at vi sadde Ryg mod Ryg; det var mig ikke muligt at røre Hænderne. Langsomt og prøvende med Foden gik Hesten ud i Strømmen, snart stod Vandet høit om Boverne, kraftigt arbeidede den sig over til den modsatte Bred. Saasnart vi vare her, løsnede Karlen Strikken, der holdt mig fast til ham, men kun for at binde mine Hænder endnu fastere til Buggjorden.
»I kunde styrte af og knække Halsen!« sagde han, »hold kun fast, for nu skjære vi over Campagnen!« Han trykkede Fødderne i Siden paa Hesten; den Anden gjorde som han, og nu foer de som veløvede Ryttere hen over den store, øde Slette. Jeg holdt mig fast med Hænder og Fødder. Vinden greb i Karlens lange, sorte Haar, det flagrede mig om Kinderne. Vi foer forbi sammenstyrtede Grave, jeg saae de sønderbrudte Vandledninger og Maanen, der blodrød hævede sig paa Horizonten, mens lette, hvide Taager fløi os forbi.
At jeg havde dræbt Bernardo, at jeg var skilt fra Annunziata og mit Hjem, og nu i vild Flugt foer over Campagnen, bundet til Røverens Hest, – alt syntes mig en Drøm, en skrækkelig Drøm; gid jeg snart maatte vaagne og see dette Skrækkebillede forsvinde! jeg præssede mine Øine til og følte kun den kolde Vind fra Bjergene blæse mig om Kinderne.
»Nu ere vi snart under Bedstemoders Skjørter,« sagde Rytteren, i det vi naaede Bjergene. »Er det ikke en god Hest, vi have, men han har ogsaa i Aar faaet
Dagningen begyndte alt at skinne paa Horizonten, i det vi droge ind mellem Bjergene.
»Hun begynder at lyse,« sagde den anden Rytter, »Signore
kunde faae ondt i Øinene, jeg vil give ham en Solskjærm!« og nu kastede han mig et Tørklæde over Hovedet, bandt det fast, saa jeg ikke kunde skimte det mindste; mine Hænder vare bundne, jeg var saa ganske deres Fange, og i min Smerte fandt jeg mig i Alt. Jeg mærkede, vi steg opad, men snart gik det atter ned; Grene og Buske sloge mig i Ansigtet; det var en aldeles ubanet Vei. Tilsidst maatte jeg stige af, de ledte mig, men ikke et Ord blev talt; nu gik det ned af en Trappe gjennem en snever Aabning. Min Sjæl havde været for beskjæftiget med sig selv, til at mærke, hvad Retning man havde taget med mig ind i Bjergene, dog meget dybt kunde det ikke være. Først flere Aar efter, er Stedet blevet mig bekjendt, mangen Fremmed har gjæstet det, og mangen Maler gjengivet det i Former og Farver. Vi vare ved det gamle
Længe blev jeg ikke overladt til mig selv, man begyndte en Art Examen med mig, min Stand, min Formues Omstændighed og Familie. Jeg sagde dem, at alt hvad jeg eiede, havde de alt taget, at Ingen i Rom, dersom de fordrede Løsepenge for mig, vilde give dem saameget som en Scudo, og at jeg var en fattig Fugl, der længe havde gaaet med den Tanke, at reise til Neapel, for at gjøre mit Talent som Improvisator gjeldende! Jeg skjulte ikke den egentlige Grund til min Flugt, mit ulykkelige Vaadeskud, dog uden at nævne de nærmere Omstændigheder. »De eneste Løsepenge, I erholde for mig,« sagde jeg, »ere de, Retfærdigheden giver Eder, naar I udlevere mig. Gjør det, for Øieblikket har jeg selv intet bedre Ønske!«
»Det var et lystigt Ønske!« sagde den ene af Mændene: »I har vel nok i Rom en lille Glut, der giver sine Guld-Ørenringe for Eders Frihed! I kan endnu komme til at improvisere i Neapel; vi ere Mænd for at skaffe Eder over Grændsen! Eller skal Løsepengene være Haandpenge paa Broderskab, saa er ogsaa her min Haand! I er kommet mellem ærlige Folk, skal I vide! Men sov Eder nu Eftertanke til, her er Sengen, og I skal faae en Overdyne, som har prøvet Vinterblæst og Sirocco-Regn: min brune Kappe der paa Knagen!« Han kastede den til mig, pegede paa Straamaatten for Enden af Bordet, og forlod mig, idet han istemte den albanske Folkesang: »
Jeg kastede mig ned paa Leiet, uden Tanker om Hvile. Alle de sidste Begivenheder foresvævede mig som fæle Skrækkebilleder, dog lukkede mit Øie sig; min legemlige Kraft var som udtømt, jeg sov fast og dybt den hele Dag.
Da jeg igjen vaktes, følte jeg mig forunderlig styrket. Alt som havde rystet min Sjæl, syntes mig nu en Drøm, men mit Opholdsted, de mørke Ansigter rundtom, sagde mig snart, at mine Erindringer vare Virkelighed.
En Fremmed, med Pistoler i Beltet og den lange graa Kappe løst over den ene Skulder, sad skrævs paa Bænken og var i dyb Samtale med de andre Røvere. I Hjørnet af Hvælvingen sad endnu den gamle mulatfarvede Kone og spandt paa sin Haandteen, uforandret som før, et Billede, malet paa den mørke Grund. Friske Trægløder laae paa Steenfliserne foran hende og udbredte Varme. »Skudet er gaaet igjennem Siden!« hørte jeg den Fremmede fortælle; »noget Blod har han mistet, men om en Maaned er det Hele forbi!«
»Ei, Signore!« raabte min Rytter, da han saae mig vaagne: »tolv Timers Søvn er en god Hovedpude! Naa, Gregorio bringer Nyheder fra Rom som vist vil fornøie Eder! I har slemt traadt paa Slæbet af det høie Senat! Ja det er jo Eder! Alle Omstændigheder træffe sammen. I har jo skudt Senatorens Brodersøn paa Pelsen. Det var et dristigt Skud!«
»Han er død?« vare de eneste Ord, jeg kunde fremstamme.
»Nei ikke saa ganske,« svarede den Fremmede, »og døer vel heller ikke denne Gang. I det mindste siger Doctoren det. Den fremmede, smukke Signora, der skal synge som en Nattergal, vaagede hele Natten ved hans Seng, til Doctoren forsikkrede, at hun kunde være rolig, der var aldeles ingen Fare!«
»I har skudt feil baade efter hans og efter hendes Hjerte! Lad de Fugle flyve, de gjør et Par, og bliv hos os! Vort Liv er lystigt og frit, en lille Fyrste kan I blive, og Faren derved er ikke større, end den, der hænger ved enhver Krone! Viin skal I faae, Eventyr og deilige Piger for den ene, der glippede. Bedre er det, at drikke Livet i eet lystigt Drag, end suge det i Draaber.«
»Bernardo lever! jeg er ikke hans Morder!« den Tanke gjød nyt Liv i min Sjæl, men Smerten over Annunziata kunde den dog ikke dulme. Rolig og bestemt svarede jeg Manden, at de kunde handle med mig, som de vilde, min Natur, min hele Opdragelse og Anskuelse forbød mig at træde i nogen anden Forbindelse med ham, end den, Tilfældet havde ført mig i. »600 Scudi er den mindste Sum, som indløser Eder!« sagde Manden med mørkt Alvor! »de komme inden sex Dage, eller I er vor! levende eller død! Eders smukke Ansigt, min Godhed for Eder hjælper ikke. – Uden de 600 Scudi har I kun Valget mellem Broderskab med os, eller Broderskab med de Mange, der Favn i Favn kysses nede i Brønden. Skriv til Eders Ven, eller den smukke Sangerinde, igrunden maae de dog være Eder taknemlige, da I har bragt det til en Erklæring mellem dem. De betale vist gjerne den usle Sum for Eder! for saa godt Kjøb er endnu ingen reist fra vort Vertshuus. Tænk!« vedblev han leende, »I havde fri Befordring hertil, og nu Kost og Natteleie hele 6 Dage! Ingen kan sige, det er ubilligt!«
Mit Svar var uforandret.
»Trodshoved!« sagde han, »det lider jeg af Dig, og det vil jeg sige, selv i det jeg skyder Dig Kuglen i Hjertet. Vort raske Liv maa henrive en ungdommelig Sjæl, og Du er Digter, Improvisator, kan ikke gribes ved en dristig Flugt! naar jeg nu bad Dig besynge: den stolte Kraft mellem Klipperne, maatte Du da ikke rose og hæve det Liv, Du nu synes at nedsætte. Drik af Bægeret og lad os høre Din Kunst, skildre skal Du os, hvad jeg nylig sagde Dig, den stolte Kraft, som Bjergene saae den, og gjør Du det som Mester, lægger jeg endnu en Dag til for Din Nølen.« – Han rakte mig Citharen der hang paa Muren, Røverne flokkede sig om mig med Opfordring til at synge.
Nogle Øieblikke betænkte jeg mig. Om Skoven, om Klipperne skulde jeg synge, jeg, som i Grunden aldrig havde været imellem dem; min Vandring Natten forud var jo med tilbundne Øine, og under mit Ophold i Rom besøgte jeg kun Pinieskoven i Villa Borghese og
Min Sang var endt, et høit Bifaldsklap hilste mig, men mit Øie var ufravendt fra den gamle Qvinde i Krogen; midt under min Sang saae jeg jo, hvor hun lod Haandtenen synke, fæstede det mørke, skarpe Blik paa mig, just fra dette syntes jeg hiin Barndoms Scene, jeg havde skildret i min Sang, fornyedes! hun reiste sig op og traadte nu med raske Skridt hen imod mig, idet hun udbrød:
»Du har sjunget Dine Løsepenge! – Tonernes Klang er stærkere end Guldets, jeg saae din Lykkestjerne i Øiet, da Fisk og Fugl gik ned at døe i den dybe Grund! – Flyv mod Solen min dristige Ørn, den Gamle sidder i Reden og glæder sig ved din Flugt. Ingen skal binde Din Vinge!« –
»Kloge Fulvia!« sagde Røveren, der havde opfordret mig til at improvisere, og nu bøiede sig med en forunderlig Alvor for den Gamle, »kjender Du Signore? har Du hørt ham improvisere før?«
»Jeg har seet Stjernen i hans Øie!« sagde hun, »seet den usynlige Glands, som Straaler om Lykkens Børn! han bandt sin Krands, han skal binde en skjønnere, men med ubundne Hænder! – Om sex Dage vil Du skyde min unge Ørn, fordi den ikke vil bore sin Klo i Fiskens Side! Sex Dage skal han hvile i Reden her, og da flyve mod Solen!« – Nu aabnede hun et lille Skab paa Vægen, tog et Papir deraf, og vilde skrive; »Blækket er haardt, som den tørre Fjeldvæg, men Du har nok af den sorte Vædske; rids Dig i Haanden, Cosmo, den gamle Fulvia tænker ogsaa paa Din Lykke!« – taus greb Røveren sin Kniv, ridsede sig let i Huden og vædede Pennen i Blodet. Den Gamle gav mig den og bød mig skrive: »Jeg reiser til Neapel!« – »Dit Navn der under!« sagde hun, »det er et paveligt Segl!« – »Hvortil skal det føre?« hørte jeg en af de Yngre halv høit sige, idet han kastede et uvilligt Blik mod den Gamle! –
»Faaer Ormen Stemme?« sagde hun, »vogt Dig for den brede Fod, der knuser Dig!«
»Vi troe paa din Viisdom, kloge Moder!« sagde den Ældre! »Din Villie er
Der blev ikke talt mere. Den muntre Stemning vendte atter tilbage, Viinflasken gik rundt. Fortroligt klappede man mig paa Skulderen, gav mig det bedste Stykke af Vildtet, der blev spiist, men den Gamle sad som før uforandret og spandt paa sin Haandteen, mens den Yngre lagde friske Gløder for hendes Fødder, i det han sagde: »Du fryser, gamle Moder!« – Af hendes Tale, af Navnet jeg hørte, kjendte jeg nu, at det var hende, som havde spaaet mig som Barn, da jeg med min Moder og Marijucce bandt Krandse ved Nemisøen. – Jeg følte, min Skjæbne laae i hendes Haand. »Jeg reiser til Neapel!« havde hun ladet mig skrive; det var mit eget Ønske, men hvorledes kom jeg over Grændsen, uden Pas? Hvorledes skulde min Fremtid blive i den fremmede By, hvor jeg ingen kjendte? træde op som Improvisator, idet jeg var flygtet fra Nabostaten, vovede jeg ikke. Mine Kundskaber i Sprog og en forunderlig barnlig Tillid til Madonna styrkede min Sjæl, selv Tanken om Annunziata, der gik over til en forunderlig Vemod, bragte en Ro i min Sjæl, en Ro, som Skipperens, naar hans Skib er sjunket, og han, ene i den lille Baad, driver mod en ubekjendt Kyst.
Den ene Dag gled hen efter den anden, Mændene kom og gik, selv Fulvia var en heel Dag borte, og jeg var ene i Hulen med een af Røverne.
Det var et ungt Menneske, paa omtrent 21 Aar, uædle Ansigtstræk, men et forunderligt melancholsk Blik, der ofte gik over til Vildhed, som Dyrets; et skjønt, langt Haar ned over Skulderen characteriserede hans Udvortes. Længe sad han taus med Hovedet paa Armen, nu vendte han sig til mig, idet han sagde: »Du kan læse, læs mig en Bøn af denne Bog,« og nu tog han en lille Bønnebog frem, jeg læste, og den inderligste Andagt lyste af hans store mørke Øine.
»Hvorfor vil Du forlade os,« sagde han, og rakte mig godmodig Haanden, »Meeneed og Falskhed boer i Byen, som i Skovene, men Skoven har dog friskere Luft og færre Mennesker.«
Der opstod en Art Fortrolighed mellem os, og jeg gjøs for hans Vildhed, men rørtes ved hans Ulykke.
»Du kjender vel Sagnet om Fyrsten af
Jeg saae ham taus ind i Øiet, jeg havde ikke Ord til at yttre ham Medfølelse.
»Du troer, jeg aldrig har kjendt Kjærlighed! aldrig, som Bien, drukket af den duftende Kalk!« udbrød han. »Der reiste en fornem engelsk Dame til Neapel, en deilig Pige havde hun med, Sundhed i Kinderne og Ild i Øiet; Kammeraterne tvang dem Alle til at stige ud af Vognen og ligge tause paa Jorden, medens der plyndredes; de to Qvinder og en ung Mand, Elskeren kan jeg troe det var, førte vi op mellem Bjergene; ham bandt vi til et Træ, den unge Pige var smuk, var Brud, – jeg kunde ogsaa være Fyrste af Savelli! – da siden Løsepengene kom for de tre, vare Pigens røde Kinder borte, Øiet brændte ikke saa stærkt, det kom af den megen Skygge mellem Bjergene!« Jeg vendte mig bort fra ham, halv undskyldende tilføiede han: »Pigen var Protestant, ingen Christen, en Datter af Satan!«
En Stund sad vi begge tause. »Læs endnu en Bøn for mig,« sagde han, og jeg læste den.
Mod Aften kom Fulvia; hun rakte mig et Brev, men tillod mig ikke at læse det. »Bjergene have deres vaade Kappe om sig; det er Tid at flyve ud. Spiis og drik, vi have en lang Vandring, og der voxer ingen Pagnotter32 paa den nøgne Fjeldsti.« Den unge Røver satte i Hast Spise frem, jeg nød deraf, og nu kastede Fulvia en Kappe over sine Skuldre, og rev mig med sig gjennem de mørke, udhulede Gange. »I Brevet ligger Dine Vinger!« sagde hun, »ingen Grændsesoldat skal krumme Dig en Fjer, min unge Ørn! Ønskeqvisten ligger ved Siden, der giver Dig Guld og Sølv, til Du selv har hentet Dine egne Skatte!«
Med de nøgne, magre Arme greb hun ind i det tætte Epheu, der hang som et Tæppe foran Hulens Indgang; det var mørk Nat udenfor, en fugtig Taage indhyllede Bjergene. Jeg holdt fast i hendes Kjortel; neppe kunde jeg følge hendes raske Skridt paa den ubanede Vei i Mørket, som en Aand skred hun fremad; Buske og Hækker vege til begge Sider.
Nogle Timer havde vor Vandring medtaget, vi vare i en snæver Dal mellem Bjergene; der laae en Straa-Hytte, som man finder dem i
»Lykkens Hest vil gaae bedre i Trav, end Campagnens Æsel!« sagde Fulvia. Bonden trak Æselet med mig ud af Hytten. Mit Hjerte var dybt bevæget af Taknemmelighed mod den sælsomme Gamle, jeg bøiede mig for at kysse hendes Haand, men hun rystede med Hovedet, strøg mit Haar tilbage fra min Pande; jeg følte hendes kolde Kys, saae hende endnu engang vinke med Haanden og Grene og Hækker skjulte os for hinanden, Bonden pidskede Æselet, og løb saa omkap med det op ad Stien, jeg talte til ham, han udstødte en svag Lyd, og viste mig ved Tegn, at han var stum. Min Nysgjerrighed efter at læse Brevet, Fulvia havde givet mig, lod mig intet Øieblik Ro, jeg tog det frem, og aabnede det. Der var forskjellige Papirer, men Mørket forbød mig at tyde et eneste Ord,
Daglyset var nu stærkt nok til, at jeg kunde see, hvad Brevet indesluttede; det var et Pas, udstedt paa mit eget Navn af det romerske Politi, og viseret af den neapolitanske Gesandt, ved Siden laae en Vexel paa 500 Scudi til Huset
Fulvia havde Ret, her var Vinger og Ønskeqvist. Jeg var fri! et Taknemmeligheds Suk steg fra mit Hjerte. Snart naaede vi en mere banet Vei; her sad nogle Hyrder og spiste deres Frokost. Min Fører gjorde Holdt, de syntes at kjende ham; han gjorde Tegn med Fingrene, og de indbød os at tage Deel i Maaltidet, der bestod af Brød og Bøffelost, hvortil de drak Æselmelk, jeg nød nogle Bid med, og følte mig styrket derved; nu viste min Fører mig en Sti, og de Andre forklarede mig, at den førte ned ad Bjerget langs Sumpene til Terracina, hvorhen jeg nok kunde naae før Aften. Jeg skulde kun bestandig følge denne Sti, med Bjergene til Venstre, den vilde efter nogle Timers Gang føre til en lang Canal, der gik fra Bjergene til den store Landevei, hvis lange Allee jeg snart, naar Taagerne fordunstede, vilde faae at see. Ved at følge Canalen, kom jeg ud til Veien, tæt ved det øde Kloster, hvor der nu holdes Vertshuus; det kaldes
Gjerne havde jeg givet min Fører en lille Gave; men jeg havde slet Intet! da faldt det mig ind, at jeg jo havde de to Scudi, der vare i min Lomme, da jeg forlod Rom, jeg havde jo kun givet Pungen med Pengene, der var stukket til mig som Nødskilling. To Scudi var altsaa for Øieblikket alle mine rede Penge, den ene skulde min Fører have, den anden maatte jeg beholde at leve for, til jeg kom til Neapel, hvor jeg først kunde gjøre Brug af min Vexel. Jeg greb i Lommen, men forgjæves var min Søgen; man havde for længe siden skilt mig ved min lille Eiendom. Jeg havde slet intet! saa løste jeg mit Silketørklæde, jeg bar om Halsen, gav Manden det, rakte de Andre Haanden, og gik saa ene ad Stien ned mod Sumpene.
Anden Deel
I
De pontinske Sumpe. Terracina. En gammel Bekjendt. Fra-Diavolosegentlig Broder Djævel, røverhøvding henrettet 1806. Hans historie fortælles i bl.a. i operaen Fra Diavolo, 1830, af D.F.E. Auber og Eugène Scribe. Fødeby. Orangehaven ved Mola di Gaetabefæstet forstad til Gaeta mellem Terracina og Napoli. . Den neapolitanske Signora. Neapel
Mange tænke sig ved de pontinske Sumpe kun en moradsig Grund, en øde Strækning med stillestaaende, slimet Vand, en sørgelig Vei at gjennemreise; tvertimod, Sumpene have mere tilfælleds med den rige Lombarder-Slette, ja de ere endogsaa rigere paa Fylde, Græs og Urter staae med en Saftfuldhed og Yppighed, Norditalien ikke kan opvise.
Ingen Vei kan heller være ypperligere end den, der fører over Sumpene; det er som paa en Plan, Vognen ruller hen under den uendelig lange Linde-Allee, hvis tætte Grene skygge mod de brændende Straaler. Paa begge Sider strækker sig den uendelige Slette med sit høie Græs og sine friske, grønne Sumpvæxter; Canaler krydse hinanden og suge Vandet til sig, der rundt om staaer som Damme og Søer med Siv og den bredbladede Aakande. Til Venstre, naar man kommer fra Rom, strække sig de høie Abruzzer med flere smaae Byer, der som Bjergslotte skinne med deres hvide Mure fra den graae Klippe. Til Høire den grønne Slette ned mod Havet, hvor Forbjerget Cicello hæver sig, nu landfast, fordum
Alt som jeg gik, opløste sig Taagen, der svævede over den grønne Flade, hvor Canalerne skinnede som Lærred paa
Min syge Sjæl lod mig i Naturen her see et Billede paa Livets falske Lykke; saaledes seer Mennesket næsten altid Verden gjennem Følelsens Brille og den staaer sort eller purpurfarvet, ligesom Glassets Farve er han seer den igjennem.
Omtrent en Time før ave maria havde jeg Sumpene bag ved mig; Bjergene med deres gule Fjeldmasser nærmede sig mere og mere, og tæt foran laae Terracina i den fyldige,
Mit Øie var blændet ved det skjønne Malerie; stille drømmende gik jeg ind i Terracina. Da laae Havet for mig; første Gang saae jeg Havet, det underdeilige Middelhav. Det var Himlen selv i det reneste
Mit Øie var bundet som min Fod; al min Sjæl aandede Henrykkelse. Det var, som om det Legemlige inden i mig, Hjerte og Blod, blev til Aand, opløste sig i den, for at kunne svæve ud mellem disse to Himle: det uendelige Hav og Himlen oven over. Taarerne strømmede mig ned over Kinderne, jeg maatte græde som et Barn.
Tæt ved hvor jeg stod laae en stor, hvid Bygning; Brændingen slog imod Grunden, den var reist paa. Dens underste Etage imod Gaden var en eneste Buegang, inde i hvilken de Reisendes Vogne holdt. Det var Værtshuset i Terracina, det største og skjønneste paa hele Veien mellem Rom og Neapel.
Pidskesmæld gav Echo fra Fjeldvæggen: en lukket Vogn med fire Heste for rullede hen mod Værtshuset. Bevæbnede Tjenere sad paa Sædet bag Vognen; en bleg, mager Herre, indhyllet i en stor, broget Slaabrok, strakte sig inden i.
Jeg erfarede, at det var en Engellænder, der alt i ti Dage havde gjennemreist Nord- og Mellem-Italien og i den Tid gjort sig bekjendt med disse Lande, havde i een Dag seet Rom og vilde nu til Neapel for at bestige Vesuv, og da med Dampskibet til Marseille for ogsaa at lære at kjende det sydlige Frankerige, men haabede at gjøre dette af i en endnu kortere Tid. Endelig kom otte velbevæbnede Ryttere, Postillonen knaldede, og Vogn og Ryttere forsvandt gjennem Porten ved den store, gule Klippe.
»Med hele sin Eskorte og alle sine Vaaben er han dog ikke saa sikker som mine Fremmede,« sagde en lille, fiirskaaren Karl, der legede med sin Pidsk. »De Engellændere maae holde meget af at kjøre, altid gaaer det i Gallop! Det er sælsomme Fugle!
»Har I mange Fremmede i Eders Vogn?« spurgte jeg.
»Eet Hjerte i hvert Hjørne,« svarede han. »Seer De, det gjør fire Mand stærk. Men i
Vi bleve enige, og jeg var hjulpet ud af den Forlegenhed, hvori min fuldkomne Mangel paa rede Penge satte mig.34
»Haandpenge vil De vel sagtens have, Signore?«spurgte Veturinen og holdt et Fem-Paolo-Stykke imellem Fingrene.
»Besørg min Plads ved Bordet og en god Seng,« svarede jeg, »imorgen kjøre vi jo?«
»Ja, vil
Man anviiste mig et Værelse udtil Havet, hvor den friske Vind luftede, hvor de lange Brændinger tumlede sig, et Billede forskjelligt fra Campagnen, og dog bragte den store Udstrækning mig til at tænke paa Hjemmet der, og paa gamle Domenica; det bedrøvede mig, at jeg ikke flittigt nok havde besøgt hende; hun elskede mig af sit fulde Hjerte og var sikkert den eneste, der gjorde det. Eccelenza, Francesca, ja, de havde vel ogsaa Kjærlighed for mig, men den var af en særegen Farve. Velgjerninger bandt os sammen, og hvor disse ikke kunne gjengives, bliver altid, mellem Giveren og Modtageren, en Kløft, som Aar og Dage vel kunne dække med Hengivenhedens Slyngplanter, men aldrig udfylde. Jeg tænkte paa Bernardo og Annunziata – mine Læber smagte salte Draaber, de kom fra Øiet, eller – maaskee fra Søen under mig, Brændingen stænkede jo høit op paa Muren.
Næste Morgen, før Dag, rullede jeg med Veturinen og hans Fremmede bort fra Terracina. Ved Grændsen gjorde vi Holdt; det var just i Dagningen. Alle stege ud af Vognen, medens vore Pas bleve efterseete. Nu saae jeg først ret mit Selskab. I dette var en Mand paa omtrent nogle og tredive Aar, temmelig blond og med blaae Øine; han tiltrak sig min Opmærksomhed; jeg maatte have seet ham før, men hvor, kunde jeg ikke erindre; de enkelte Ord, jeg hørte ham tale, røbede ogsaa, at han var en Udlænding.
Vi bleve noget længe opholdte med Passene, da de fleste vare i fremmede Sprog, som Soldaterne ikke forstode. Den Fremmede tog imidlertid en Bog frem med rene Blade og skizzerede sig det Parti, hvor vi stode: de to høie Taarne med Porten, som Landeveien gaaer igjennem, de maleriske Huler tæt ved, og i Baggrunden den lille By høit oppe paa Bjergene.
Jeg traadte nærmere til, og han gjorde mig opmærksom paa, hvor smukt Gjederne stode grupperede inde i den største Hule. I samme Nu sprang de iveiret; et stort Riisknippe, der laae i een af de mindre Aabninger ned til Hulen og tjente som Dør for Nedgangen, blev trukket bort, og Par for Par hoppede Gjederne ud, som Dyrene, da de gik af Noahs Ark. En ganske lille Bondedreng sluttede Truppen; hans lille, spidse Hat med Seglgarns baandet om, de forrevne Strømper og Sandaler, dertil den korte, brune Kappe, han havde kastet om sig, gav ham et malerisk Udseende. Ovenover Hulen trippede Gjederne mellem de lave Hækker; Drengen stillede sig paa et Fjeldstykke, der ragede ud over Hulen og saae paa os og paa Maleren, der aftegnede ham og den hele Omgivning.
»
»Hvem hedder Frederik?« spurgte een af de Mægtigste ved Bordet.
»Det gjør jeg,« svarede den Fremmede, »mit Navn er Frederik, paa italiensk Federigo.«
»Altsaa Federigo Six?«
»O, nei! Det er min Konges Navn, som staaer øverst paa Passet.«
»Ja saa!« sagde Manden og læste langsomt op: »
»Ja,« svarede den Fremmede leende, »jeg er en Barbar, der er kommet til Italien for at cultiveres. Nede staaer mit Navn, det er Frederik ligesom min Konges, Frederik eller Federigo.«
»Det er en Engellænder!« sagde den ene af de Skrivende.
»O nei, nei!« svarede den anden, »Du blander altid Nationerne sammen; Du kan jo læse, at han er fra Norden: det er en Russer!«
Federigo, Danmark, de Navne sloge som Lynglimt i min Sjæl. Det var jo min Barndoms Ven, min Moders Logerende, ham, jeg havde været i Katakomberne med, og som forærede mig sit smukke Sølvuhr, tegnede mig de deilige Billeder.
Passet var rigtigt, og Grændsesoldaterne indsaae det dobbelt, da han stak dem en Paolo i Haanden, for at de ikke skulde trække os Tiden ud.
Saasnart vi vare udenfor, gav jeg mig tilkjende for ham; han var virkelig den, jeg troede, vor danske Federigo, som havde boet hos min Moder. Han yttrede en levende Glæde ved at gjenkjende mig, kaldte mig endogsaa sin lille Antonio; der var tusinde Ting at spørge om og meddele hinanden gjensidig. Min forrige Nabo i Cabrioletten fik han til at skifte Plads med sig, og nu sad vi sammen; endnu engang trykkede han mine Hænder, loe og spøgte.
Jeg fortalte ham i faa Træk mine Livsbegivenheder fra jeg var i Domenicas Hytte til jeg blev Abbate, gjorde saa et Spring fremad, uden at berøre de sidste Begivenheder, og endte med den korte Sætning – nu reiser jeg til Neapel.
Han erindrede godt Løftet, han gav mig, da vi i Campagnen saae hinanden sidste Gang, at hente mig en Dag ned til Rom; men kort efter nødte et Brev fra hans Fædreland ham til at reise den lange Vei hjem, saa at han ikke mere fik mig at see. I Hjemmet blev hans Kjærlighed til Italien med hvert Aar stærkere, den drev ham nu anden Gang ud. »Og nu nyder jeg først Alt,« sagde han, »drikker ret Luften i store Drag, kjender igjen hver Plet, hvor jeg før har været. Her vinker mig mit Hjertes Fædreland, her er Farver, her er Former. Italien er et Velsignelsens Fyldehorn!«
Tiden og Veien fløi bort i Federigos Selskab, jeg mærkede slet ikke noget langt Ophold ved Doganen i
»Der ligger mit skidne
»Her er Fra-Diavolos Fødeby!« raabte de inde i Vognen, da vi rullede ind i det snevre, smudsige Itri, som Federigo fandt saa malerisk-smuk. Byen ligger høit paa en Klippe ved den dybe Afgrund; Hovedgaden var paa de fleste Steder kun bred nok for een Vogn. De fleste Stue-Etager vare uden Vinduer, i disses Sted en stor, bred Port, gjennem hvilken man saae som ned i en mørk Kjælder; overalt opfyldt med skidne Børn og Koner; Alle rakte Haanden frem for at tigge. Konerne loe, og Børnene skreg og vrængede med Munden af os. Man turde ikke stikke Hovedet ud af Vognen, for ei at faae det knuust mellem den og de fremspringende Huse, fra hvilke Steenaltanerne paa enkelte Steder hang høit ud over os, saa det syntes, som kjørte vi gjennem en Buegang. Sorte Vægge saae jeg til begge Sider, Røgen banede sig Vei gjennem de aabne Porte op ad de sodede Mure.
»Det er en deilig By,« sagde Federigo og klappede i Hænderne.
»En Røverby er den,« sagde Veturinen, da vi vare udenfor, »det halve Folk har jo Politiet ladet flytte hen til en ganske anden By bag Bjergene og ladet andre rykke ind; men det hjælper ikke, Alt bliver Ukrudt, som plantes der. Men de Stakler skulle jo ogsaa leve.«
Beliggenheden her ved den store Landevei mellem Rom og Neapel indbød just til Røverie; rundtom var Skjul i de tætte
Federigo gjorde mig opmærksom paa en fritstaaende, eensom Muurcollos, overvoxet med Gjedeblade og Slyngplanter. Det var
»Til hans Villa i Mola di Gaeta skal Veturinen kjøre os,« sagde Federigo. »Det er det bedste Værtshuus og en Udsigt, som maaler sig med Neapels.«
Bjergformationen var saa smuk, Vegetationen saa frodig; nu rullede vi gjennem en Allee af høie Laurbærhækker, og det omtalte Hotel laae for os. Camerieren35 stod alt med Servietten og ventede os paa den brede Trappe, hvor Buster og Blomster prangede.
»Eccellenza,
»Ak ja, det er mig!« svarede hun. »Her kommer jeg med min Kammerpige, som Cicisbeo; det er hele Følget, jeg har ikke et eneste af mine egne Mandfolk. Hvad tænker han om mit Mod, at reise saaledes fra Roma til Napoli?«
Som en Lidende kastede hun sig paa Sophaen, støttede sin smukke Kind paa den lille buttede Haand og begyndte at studere Spisesæddelen: »
»Kan vi alt see Neapel?« spurgte jeg.
»Ikke endnu,« svarede Federigo, »men Hesperien,
Vi stege ud paa
Mit Øie var blændet af den store Deilighed.
»Seer Du Vesuv, hvor det ryger!« sagde Federigo og pegede til Venstre, hvor Bjergkysten fortonede sig som lette Skyer, der hvilede sig paa det ubegribeligt deilige Hav. Med Barnets Sjæl greb jeg den rige Herlighed, og Federigo var lykkelig som jeg. Vi maatte ned under de høie Appelsintræer, og jeg kyssede den gyldne Frugt, som den hang paa Grenene, tog af den Mængde, der laae paa Jorden, og lod dem som Guldkugler spille i Luften og ud over den svovlblaae Søe. –
»Deilige Italien!« jublede Federigo. »Ja saaledes stod dit Billede for mig i det fjerne Norden! I min Erindring viftede denne Duft, jeg her aander ved hver Luftning. Jeg tænkte paa dine Olieskove, naar jeg saae vore Pile; jeg drømte om Orangernes Fylde, naar jeg saae de gyldne Æbler i Bondens Have ved den duftende Kløvermark. Men det grønne Vand i Østersøen blev aldrig blaat som det deilige Middelhav; Nordens Himmel blev aldrig saa høi og saa riig paa Farver som det varme, herlige Syden.« Hans Glæde var Begeistring, hans Tale blev Poesie.
»Hvor jeg har længtes i Hjemmet!« sagde han. »Den er lykkeligere, som aldrig saae Paradiset, end han, som var der og vendte bort derfra for aldrig at komme tilbage. Mit Hjem er skjønt; Danmark er en blomstrende Have, der kan maale sig med Alt paa hiin Side Alperne; det har Bøgeskove og Havet. Men hvad er jordisk Skjønhed mod den himmelske? Italien er Phantasiens, Skjønhedens Land; dobbelt lyksalig den, som hilser det atter!« – Og han kyssede, som jeg, de gule Oranger, Taarerne trillede ned af hans Kinder, og han tog mig om Halsen, hans Læber brændte paa min Pande. – Da aabnede mit Hjerte sig ogsaa ganske for ham; han var mig jo ikke fremmed, var min Barndoms Ven. Jeg fortalte ham mit Livs sidste store Begivenhed og følte mig let om Hjertet ved at kunne meddele mig, høit nævne Annunziata, min Smerte og Ulykke, og Federigo hørte med den oprigtige Vens Deeltagelse. Jeg fortalte om min Flugt, om Eventyret i Røverhulen, om Fulvia og hvad jeg vidste om Bernardos Helbredelse; trofast rakte han mig Haanden og saae mig med de lyseblaae Øine deeltagende ind i Sjælen. Et dæmpet Suk lød bag Hækken tæt ved os; men de høie Laurbær og de af Frugt nedtyngede Apelsin-Grene skjulte Alt; man kunde godt have staaet og hørt, hvad jeg fortalte, det havde jeg ikke tænkt paa. Vi løftede Grenene til Side, og tæt ved os, foran Indgangen til Resterne af
»Ak unge Herre!« udbrød hun, »jeg er ganske uskyldig deri. – Jeg sad alt her,
Vi sad atter i Vognen og rullede afsted. Den hele Egn rundt om tog til i Yppighed; med Mandshøide voxte tæt ved Veien den bredbladede Aloe, benyttet til Gjærde. De store Grædepile syntes med deres nedhængende bevægelige Grene at kysse deres egen Skygge paa Jorden.
Ved Solens Nedgang passerede vi Floden Garigliano, hvor fordum det gamle
Signora var forunderligen taus ved Aftensbordet; men det undgik mig ikke, hvor hendes Blik hvilte paa mig, og da jeg næste Morgenstund før Afreisen traadte ud for at drikke mit Glas Kaffe37, traadte hun mig med megen Elskværdighed imøde. Vi vare ganske ene, hun rakte mig Haanden og sagde godmodig og fortrolig: »De bærer dog intet Nag til mig? Jeg skammer mig ret for dem, og dog gik det Hele saa uskyldigt til.«
Jeg beroligede hende og forsikkrede at jeg havde den største Tillid til hendes Qvindelighed. –
»De kjender mig endnu slet ikke,« sagde hun, »men det kan skee; mueligt kan min Mand være Dem til nogen Nytte, nu De kommer til den store, fremmede By. De maa besøge mig og ham. De har vel ingen Bekjendtskaber, og en ung Mand kan saa let tage Feil i Valget.«
Jeg takkede hende hjerteligt for hendes Deeltagelse; den rørte mig; overalt finder man dog gode Mennesker.
»Napoli er en farlig By,« sagde hun; men Federigo traadte ind og afbrød os.
Snart sad vi igjen i Vognen, Glasvinduerne vare slaaede ned, vi vare alle mere bekjendte og nærmede os vort fælleds Maal Neapel. Federigo var henrykt over de maleriske Grupper, vi mødte. Koner med røde Kaaber, som de havde trukket op over Hovedet, rede forbi paa deres Æsler; det spæde Barn diede ved Brystet, eller et noget større Barn sov i Kurven ved deres Fødder. En heel Familie reed paa een Hest; Konen sad bag ved Manden, lagde sin Arm og sit Hoved paa hans Skulder og syn
tes at sove; Manden havde foran sig deres lille Dreng, der sad og legede med Pidsken: det var en Gruppe, som
Luften var graa, det regnede lidt; vi kunde hverken see Vesuv eller Capri. Kornet stod saftigt grønt paa Marken under de høie Frugttræer og Poplerne, som Vinen slyngede sig op ad.
»Seer De?« sagde Signora, »vor Campagne er et heelt Taffel med Brød, Viin og Frugt; og snart skal De see vor lystige By og det svulmende Hav!«
Mod Aften naaede vi dertil. Den prægtige Toledogade laae for os, ja det var en Corso!38 Oplyste Boutikker; Borde udenfor, betyngede med Oranger og Figen, som Lamper og brogede Lygter beskinnede. En Strøm med Stjerner syntes den hele Gade med sine utallige Lys, i den frie Luft. Paa begge Sider høie Huse med Altaner foran hvert Vindue, ofte rundt om Hjørnet med; Damer og Herrer stode derude, som det endnu var lystigt Carneval. Den ene Vogn krydsede forbi den anden; nu snublede Hestene paa de glatte Lavafliser, hvormed Gaden var brolagt; nu kom smaae Cabrioletter paa to Hjul; fem til sex Mennesker sad i den lille Vogn, lasede Drenge bag paa, og nede under, i det gyngende Næt, laae en halvnøgen
Vi dreiede om til Largo del Castello39: samme Støien, samme Vrimmel mødte os. Rundtom oplyste Theatre med brogede Malerier udenfor, der viiste Hovedscenen i Stykket, man spillede. – Høit fra et Stillads støiede en Bajaz-Familie: Konen raabte op, Manden blæste i Trompet, og den mindste Søn pryglede dem begge to med en mægtig Ridepidsk, mens en lille Hest stod paa Bagbenene nedenfor og læste af en opslagen Bog. – En Mand stod og fægtede og sang midt imellem en Flok Matroser, der sad paa Huk; det var en Improvisator, sagde man. En gammel Karl læste høit af en Bog;
»Monte Vesuvio!« hørte jeg Signora raabe, og nu saae jeg for Enden af Pladsen, hvor Fyrtaarnet staaer, Vesuv rage høit i Luften, og den ildrøde Lava som en Blodstrøm vælte sig ned af dets Side. Over Krateret stod en Sky, skinnende rød af den glødende Lava; men kun i et Nu saae jeg det Hele. Vognen rullede over Pladsen med os til Hotellet
»Er dette Fastetid!« hørte jeg ham raabe. »Er dette Tiden Himmelen viet, Tiden, vi skulle ydmyge i Kjødet, vandre i Sæk og i Aske! Carneval er det! Carneval al Tid, ved Nat og ved Dag, Aar ud og Aar ind, til I henfare i Helvedes Dyb! Der kunne I tvine, der kunne I grine, holde Dands og Festino i Helvedes evige Pøl og Pine!«
Hans Stemme hævede sig meer og meer; den bløde neapolitanske Dialekt klang i mit Øre som bølgende Vers, Ordene bøiede sig melodisk om hinanden. Men Alt som hans Stemme steeg, skreeg ogsaa Polichinel høiere og gjorde doppelt saa lystige Spring, som Folket applauderede; da greb Munken i helligt Raserie Korset ud af Haanden paa Manden, som holdt det, styrtede frem dermed og viiste den Korsfæstede, i det han raabte: »See, det er den sande Polichinel! Ham skal I see! Ham skal I høre, derfor fik I Øine og Øre! Kyrie eleison!« Og slagen af det Hellige styrtede den hele Mængde paa Knæ og istemmede: »Kyrie eleison!« Selv Marionetspilleren lod sin Pollichinel synke. Jeg stod ved vor Vogn, forunderlig grebet af den hele Scene.
Federigo maatte skaffe til Signora en Vogn, at hun kunde komme hjem; hun rakte ham Haanden til Tak, men slog sine Arme om min Hals, jeg følte et brændende varmt Kys paa mine Læber og hørte hende sige: »velkommen til Napoli!« Fra Vognen, som rullede bort med hende, kastede hun endnu Kys med Fingrene. Vi stege op i Hotellet til Værelserne, Camerieren anviste os.
II
Smerte og Trøst. Nærmere Bekjendtskab med Signora. Professoren. Brevet. Misforstod jeg hende? –
Da Federigo var til Sengs, sad jeg endnu paa den aabne Altan ud til Pladsen med Vesuv foran mig; den forunderlige Verden, i hvilken jeg syntes at være hendrømt, tillod mig ikke at sove. Efterhaanden blev det mere og mere stille paa Gaden under mig, Lysene slukkedes; det var ogsaa efter Midnat. – Mit Øie hvilede paa Bjerget, hvor Ildsøilen hævede sig fra Krateret op mod den blodrøde, brede Skymasse, der med denne syntes en mægtig Pinie af Ild og Flamme; Lavastrømmen var dens Rødder, med hvilke den omsluttede Bjerget. Min Sjæl var greben ved det store Skuespil, Gudsstemmen, som talte fra Vulkanen, som fra den stille, tause Nathimmel. Det var et Øieblik, som vi kunne have dem, hvor saa at sige Sjælen Ansigt til Ansigt skuer sin Gud: jeg begreb hans Almagt, Viisdom og Godhed, han, for hvem Lynet og Hvirvelvinden ere Tjenere, uden hvis Villie ingen Spurv falder til Jorden. Mit eget Liv stod klart for mig, jeg saae en saa forunderlig Ledelse og Styrelse i det Hele; selv hver Ulykke, hver Sorg var Overgangen til noget Bedre. Min Moders ulykkelige Død ved de løbske Heste syntes jo at afskjære mig al bedre Fremtid, i det jeg stod som et fattigt, hjælpeløst Barn; men var det maaskee ikke den egentlige og ædlere Grund, der siden drev Eccellenza til at sørge for min Opdragelse, da han var den uskyldige Aarsag i min Ulykke. Striden mellem Marijucce og Peppo, de frygtelige Øieblikke, jeg tilbragte i hans Huus, dreve mig ud i Verdens Strømmen; men uden at være kommen til gamle Domenica paa den øde Campagne, var maaskee aldrig Eccellenza blevet opmærksom paa mig. Jeg gjennemgik saaledes i Tankerne Scene for Scene af mit Liv, og fandt den høieste Viisdom og Godhed i den hele Kjæde. Kun da jeg kom til det sidste Leed, syntes Alt at slippe. Bekjendtskabet med Annunziata var som en Vaardag, der i et Nu havde aabnet hver Blomsterknop i min Sjæl; ved hende kunde jeg have blevet Alt, hendes Kjærlighed vilde have fuldendt mit Livs Lyksalighed. Bernardos Følelse var kun Sandselighed; leed han end øieblikkeligt ved at miste hende, hans Smerte vilde dog være kort, han vilde snart vide at trøste sig; men at Annunziata elskede ham, tilintetgjorde jo Alt for mig. Jeg begreb ikke her Almagtens Viisdom, følte kun Smerte over alle mine tilintetgjorte Drømme. En Zithar klang i det samme under Altanen; jeg saae en Mand med Kappen løst over Skuldrene gribe i Strengene, og Elskovstoner bævede fra dem. Lidt efter aabnede sig Gjenboens Dør ganske sagte, og Manden forsvandt bag ved den. – En lykkelig Elsker, der gik til Kys og Omfavnelse! – Jeg saae paa den stjerneklare Luft, det blanke sortblaae Hav, der skinnede rødt af Lavaen og Eruptionerne. – »Herlige Natur!« udbrød da mit Hjerte, »Du er min Elskerinde! Du trykker mig til dit Hjerte, aabner mig din Himmel, og hver din Luftning kysser mig paa Læbe og Pande! Dig vil jeg synge, din Skjønhed, din hellige Storhed! Gjentage vil jeg for Folket de dybe Melodier, Du synger for min Sjæl. Lad mit Hjerte bløde; Sommerfuglen, der spræller paa Naalen, glimrer jo skjønnest; Floden, i det den som Vandfald styrter fra Fjeldet og knuses i Skum, vorder herligere! det er Sangerens Lod. Livet er jo dog kun en kort Drøm. Naar jeg i hiin Verden igjen møder Annunziata, vil hun ogsaa elske mig; alle rene Sjæle elske hinanden; Arm i Arm, flyver de salige Aanders Række mod Gud.«
Saaledes drømte min Tanke, og Mod og Kraft til at optræde som Improvisator, ogsaa en mægtig Lyst dertil, opfyldte mig min hele Sjæl. Kun een Ting laae mig endnu tungt paa Hjertet: hvad vilde Eccellenza og Francesca sige om min Flugt fra Rom, min Optrædelse som Improvisator? De troede mig flittig og stille ved mine Bøger i Rom. – Denne Følelse lod mig ingen Ro, jeg maatte endnu i Nat skrive dem til. Med sønlig Tiltro fortalte jeg Alt, saaledes som det var skeet, hver enkelt Omstændighed, min Kjærlighed til Annunziata, og den eneste Trøst jeg fandt i Naturen og Kunsten; endte med den indstændige Bøn om et Svar, saa mildt som deres Hjerte kunde give mig det; før det kom skulde jeg ikke gjøre et Skridt, ikke træde offentligt frem. – Længer end en Maaned vilde de ikke lade mig vansmægte. – Mine Taarer faldt paa Brevet, idet jeg skrev det, men jeg følte en Lettelse derved, og da det var endt, sov jeg snart fast og roligt, som jeg længe ikke havde gjort det.
Den følgende Dag ordnede Federigo og jeg vore Sager; han flyttede ind i sit nye Logie i een af Sidegaderne, jeg blev i Casa tedesca, hvor jeg kunde see Vesuv og Havet, to Verdensundre, der vare mig fremmede. – Flittigt besøgte jeg
Der kom til Federigo og mig en Indbydelse fra Professor Maretti og hans Frue Santa. Øieblikkeligen troede jeg, det var en Feiltagelse; jeg kjendte jo ingen af disse, og Indbydelsen syntes at gjælde mig, jeg skulde medbringe Federigo. Paa mine nøiere Spørgsmaal fik jeg at vide, at Maretti var meget lærd, var Antiquar, og at Signora Santa nyligt var kommet hjem fra et Besøg i Rom; jeg og Federigo havde nok gjort hendes Bekjendtskab paa Reisen. Altsaa vor neapolitanske Signora!
Ud paa Aftenen gik jeg med Federigo derhen. Vi fandt et talrigt Selskab i den oplyste Sal, hvor det glatte Marmor-Gulv gav Reflex af Lysene, mens en mægtig
Signora eller, da vi jo veed hendes Navn, Santa kom os med aabne Arme imøde. Den lyseblaae Silkedragt klædte hende godt; havde hun været lidt mindre fyldig, kunde hun have gjaldt for meget smuk. Hun presenterede os for sit Selskab, og bad os at være som hjemme.
»I mit Huus komme kun Venner; De ville snart kjende den hele Forsamling.« Og nu nævnede hun en Mængde Navne og pegede paa Personerne. »Vi sladdre, vi dandse, høre lidt Sang, og Timerne flagre hen!« Hun anviiste os Plads. En ung Dame satte sig til Claveret og sang; det var netop den samme Arie, som Annunziata sang i Dido; men da lød den med anderledes Udtryk, greb Sjælen med mægtigere Kraft. Dog maatte jeg med de Andre tilklappe Sangerinden Bifald, og nu greb hun nogle Accorder og spillede en lystig Dands; tre til fire Herrer toge deres Damer og svævede over det blanke glatte Gulv. Jeg trak mig op til et Vindue, en lille spinkel Mand, med bevægelige Glas Øine, bukkede dybt for mig; jeg havde seet ham som en lille
»Det er intet min Ven,« svarede han, »intet mod den store
Jeg talte om
»O decus Phoebi, et dapibus supremi
Grata testudo Jovis!«
»Har han nu faaet fat paa Dem!« sagde Santa leende, der kom til, »saa er De nok midt inde i
»Men naar nu jeg, Husets Frue, bad dem, kunde de dog ikke afslaae.«
»Jo, før jeg vilde bære mig saa keitet ad, at vi maaskee begge faldt paa det glatte Gulv.« –
»Et deiligt Syn!« udbrød hun og hoppede over til Federigo, og snart svævede de begge over Gulvet.
»En munter Kone!« sagde Manden og tilføiede: »smuk, ret smuk Hr. Abbate!«
»Meget smuk!« svarede jeg høfligt, og saa vare vi, Himlen maa vide det, inde i de etruriske Vaser. Han tilbød sig at være min Guide i Museo bourbonico og udviklede mig nu, hvilke Mestre de havde været, som havde malet disse
»Er De endnu inde i den Historie?« spurgte Santa, i det hun atter kom til. »Fortsættelsen følger!« raabte hun leende, trak mig bort fra den Lærde og hviskede halvt høit: »Lad dem dog ikke genere af min Mand! – Munter skal de være, Lystigheden skal de tage Deel i! jeg vil helbrede dem! fortælle skal de mig, hvad de har seet, hørt og nydt!«
Jeg fortalte, hvor godt jeg syntes om Neapel, fortalte, hvad der laae mig nærmest, en lille Vandring, jeg denne Eftermiddag havde gjort gjennem
»De har altsaa gjort Bekjendtskaber?« sagde hun leende og hævede Pegefingeren. »Naa, det er jo ikke at blive forlegen over, i deres Alder lader Hjertet sig ikke nøie med en Fasteprædiken!«
Det var omtrent hvad denne Aften lærte mig om Signora Santa og hendes Ægtemand. Der laae i hendes Maade at udtrykke sig paa en Lethed, en Naturlighed, Neapolitanerinden egen, en Hjertelighed, der forunderligt drog mig til hende. Manden var lærd, og det var jo ingen Feil; i Musæet kunde han være mig den bedste Ledsager. Han var det ogsaa, og Santa, som jeg oftere aflagde Visit, blev mig ved hvert mere underholdende; den Opmærksomhed, hun viiste mig, smigrede mig, og hendes Deeltagelse aabnede mit Hjerte og mine Læber. Jeg kjendte saa lidt til Verden, var i Meget et Barn endnu, greb derfor den første Haand, som venligt raktes mig, og gav for Haandtrykket min hele Fortrolighed.
En dag berørte Santa mit Livs vigtigste Moment, Adskillelsen fra Annunziata, og jeg fandt en Trøst, en Lettelse i at udtale mig for den Deeltagende. At hun vidste at udpege store Skyggesider hos Bernardo efter den Skildring, jeg gjorde af ham, var mig et Slags
»Hun er for lille for Scenen!« sagde hun, »altfor zart skabt, det maa de dog indrømme mig? Noget Legeme maa der til, saalænge vi ere i denne Verden. Jeg veed nok, hvorledes ogsaa her i Napoli alle unge Herrer vare berusede af hendes Skjønhed. Stemmen var det, den mageløse, deilige Stemme, der rev dem hen i den Aands Verden, i hvilken hendes fine Skikkelse hører hjemme. Var jeg Mandfolk, jeg kunde aldrig blive forelsket i slig en Skabning, jeg maatte jo frygte, hun gik itu ved den første Omfavnelse.«
Hun fik mig til at smile, og det var maaskee ogsaa Hensigten dermed, tænkte jeg. Annunziatas Talent, Forstand og ubesmittede Hjerte lod hun
I de sidste Aftener havde jeg, grebet af den nye Naturs Skjønhed om mig og min egen exalterede Tilstand, skrevet nogle smaae Digte:
»Har de nylig,« spurgte hun mig en Dag, »seet den smukke Kone ved Posilipo, det romantiske Huus, der er halv en Kirke?«
»Kun eengang siden!« svarede jeg!
»Hun var meget kjærlig?« spurgte Santa! »Børnene vare da ude som Guider og Manden paa Søen? Vogt dem vel Signore, paa den Side af Napoli ligger
»Kjære Ven,« sagde hun fortrolig, »jeg kjender de Ting bedre! – Deres Hjerte blev opfyldt af Kjærlighed, den første stærke Kjærlighed, for hende, som jeg ikke vil kalde uværdig, men som dog behandlede dem mindre oprigtigt! – siig mig ikke et Ord derimod – hun udfyldte deres Sjæl, og de har maattet løsrive dette Billede, opgive hende, som de har forsikkret mig, men derved er der blevet en Tomhed i deres Sjæl, som trænger til at udfyldes. Før levede de kun i deres Bøger og Drømme, Sangerinden har ført dem ned til Menneskeverdenen, de er blevet Kjød og Blod med os Andre, og dette fordrer sin Ret. Og hvorfor skulde det ikke? – Jeg bedømmer aldrig et ungt Menneske strængt; desuden, Mænd kunne handle, som de ville!« –
Jeg modsagde hende i dette sidste, men om det Øde, der var blevet i min Sjæl efter Tabet af Annunziata, følte jeg hun havde Ret, men hvad kunde vel udfylde det tabte Billede?
»De er ikke et Menneske som Andre! en poetisk Figur er de, og seer de, selv den ideale Annunziata vil have en Mand; derfor kunde hun foretrække Bernardo, der staaer saa dybt under dem!« – »Men,« vedblev hun, »de faaer mig til at tale saaledes, som jeg som Dame neppe kunde; deres forunderlige Uskyldighed, og ringe Kjendskab til Verden, faae Andre til at blive ligesaa naiv i Tale, som de er i Tanke!« og nu loe hun høit og klappede mig paa Kinden! En Aften sad jeg med Federigo, og han blev lystig og fortrolig, fortalte mig om lykkelige Dage i Rom, hvorledes hans Hjerte ogsaa havde banket; Marijucce spillede med i Eventyret.
I Maretti’s og Santas Huus kom flere unge Mennesker; de dandsede godt, talte fortræffeligt for sig, kjærlige Blikke fik de af Damerne, Agtelse af Mændene; kun kort Tid havde jeg kjendt dem, og de betroede mig Hjerte-Anliggender, som jeg hos Bernardo forskrækkedes over, og som kun min indgroede Kjærlighed til ham lod mig gjerne oversee! – ja, de vare alle forskjellige fra mig. – Skulde virkelig Santa have Ret, skulde jeg være kun en poetisk Figur i denne Verden! At Annunziata elskede Bernardo, var jo Beviis noksom derpaa; mit aandelige Jeg var hende maaskee kjært, men jeg selv kunde ikke vinde hende. –
En Maaned havde jeg alt været i Neapel og endnu intet hørt om hende eller Bernardo; da bragte Posten mig et Brev, med bankende Hjerte greb jeg det, saae paa Segl og Udskrift, hvem det kunde være fra, hvad det vilde bringe, jeg kjendte det borghesiske Vaaben og den gamle Eccellenzas Skrift! – jeg vovede neppe at aabne det. »Evige Guds Moder«, bad jeg, »vær naadig imod mig! Din Villie skee i Alt til det Bedste!« Jeg aabnede Brevet, og læste:
Signore!
»Medens jeg troede, at de benyttede den Leilighed jeg havde aabnet dem til at lære noget og blive et nyttigt Led af Samfundet, gaaer de ganske andre Veie, forskjellige fra min Hensigt med Dem. – Som den uskyldige Aarsag til Deres Moders Død, har jeg gjort mit for Dem; vi ere qvit! – Træd De op som Improvisator, som Digter, hvad og hvorledes De vil, men giv mig, som det eneste Beviis paa den, deres noksom omtalte Taknemlighed, aldrig at knytte mit Navn, min Omhu for Dem til Deres Offentlighed; den meget store Tjeneste, De skulde have gjort mig, at lære noget, vilde De ikke, den meget lille, at nævne mig som Velgjører, er mig saa meget imod, at De ikke vil kunne forvolde mig større Ærgrelse!« –
Blodet knugede sig om mit Hjerte, mine Hænder sank mat ned i Skjødet, men græde kunde jeg ikke; det vilde have lettet min Sjæl! »Jesus Maria!« stammede jeg, mit Hoved sank ned mod Bordet; bedøvet, uden Tanke, uden Smerte selv, laae jeg i uforandret Stilling. Jeg havde ikke Ord at bede til Gud og de Hellige, ogsaa de, som Verden, syntes at have forskudt mig. – Da kom Federigo.
»Er du syg Antonio?« spurgte han, og trykkede min Haand. »Man maa ikke saaledes mure sig inde, med sin Sorg! hvem veed, hvor lykkelig du var blevet med Annunziata? –Hvad der er det bedste for os, skeer alle Tider, det har jeg selv meer end eengang lært, om ikke paa den behageligste Vei!« –
Taus rakte jeg ham Brevet, han læste det; imidlertid fik mine Taarer frit Løb, men jeg skammede mig for at lade ham see min Graad og vendte mig bort, men han trykkede mig i sine Arme, og sagde: »græd kun! græd Smerten ud, saa bliver det bedre!« – Da jeg var noget roligere, spurgte han mig, om jeg havde taget nogen Bestemmelse. Da gik en Tanke gjennem min Sjæl, jeg forsonede derved Madonna, til hvis Tjeneste jeg alt som Barn havde været viet, der fandt jeg Beskjærmelse og min Fremtid afgjort. »Det er bedst, jeg bliver Munk!« sagde jeg, »dertil har min Skjæbne modnet mig, for mig er der ikke mere i denne Verden, jeg er jo ogsaa en poetisk Figur, intet Menneske, som I andre! ja, i Kirkens Skjød er ene Fred og Hjem for mig!«
»Vær dog fornuftig Antonio!« sagde Federigo, »lad Eccellenza, lad Verden see, at der er Kraft hos dig, lad Livets Modgang løfte og ikke styrte dig! – Men jeg tænker og haaber, at det kun er i Aften, at du vil være Munk, i Morgen, naar Solen skinner dig klart ind i Hjertet, vil Du ikke være det! – Du er jo Improvisator, Digter, har Aand og Kundskaber, Alt kan blive herligt, fortræffeligt. Imorgen tage vi en Cabriolet, jage ud til
»Vær dog rolig og fornuftig! nu spadsere vi lidt, lade Vinden blege de røde Øine, og saa besøge vi Signora Maretti! hun skal lee dig munter, eller græde med dig, til du er træt deraf, hun kan bedre dermed, end jeg!« Saa vandrede vi op og ned af den store Gade og tilsidst til Marettis Huus.
»Endelig kommer de dog en Aften udenfor Regelen!« udbrød Santa venligt, da vi traadte ind.
»Signor Antonio er i sin
»
»Ornatus viridi tempora pampino,
Liber vota bonos ducit ad exitus!«
Jeg var ene med Santa.
»Har De skrevet noget Nyt?« spurgte hun. »De seer ret ud til at have digtet et af de smukke Stykker, der saa forunderligt tale til Hjertet. Jeg har flere Gange tænkt paa dem og deres Tasso, og følt mig ganske veemodig ved Erindring, skjøndt de nok veed, at jeg ikke hører til de grædende Søstre! Vær nu i godt Humeur! see paa mig! siig mig noget smukt! – De veed Intet? Siig da noget om min nye Kjole! seer De, hvorledes den sidder? En Digter maa have Sands for Alt! – Jeg er slank som en Pinie! ordentlig mager! Ikke sandt?«
»Det seer man strax!« svarede jeg.
»Smigrer!« udbrød hun. »Er jeg ikke som sædvanligt? Kjolen hænger ganske løs om mig! Er det nu noget at blive rød over? De er ogsaa et Mandfolk! Vi maae have dem i Fruentimmer Selskab, faae dem opdraget lidt! Det kunne vi især med! – Nu sidde De to, min Mand og Federigo, op til Ørene i den velsignede Oldtid, lad os leve for Nutiden, det har man mere Fornøielse af; smage skal de vor ypperlige Falerner-Viin, og det nu, siden kan de gjøre det om igjen med de to andre!«
Jeg afslog det og søgte at knytte en almindelig Samtale om Dagens Begivenheder, men jeg følte kun altforvel, hvor adspredt jeg var. »Jeg er dem kun til Plage!« sagde jeg, reiste mig op og vilde tage min Hat; »tilgiv mig Signora, jeg er ikke vel og det er det, som gjør mig uselskabelig.«
»De maa ikke forlade mig!« sagde hun og trak mig tilbage paa Stolen, saae mig deeltagende og fuld af Bedrøvelse ind i Øiet, »hvad er der skeet? Hav Fortrolighed til mig! jeg mener dem det saa ærligt og godt! Lad ikke min Overgivenhed have saaret dem! Det er nu min Natur! siig mig, hvad der er skeet! Har de faaet Breve! Er Bernardo død?«
»Nei! Gud være lovet!« svarede jeg, »det er andre Ting! ganske andre!« – jeg vilde ikke tale om Eccellenzas Brev, og dog sagde jeg Alt i min Smerte og tillidsfulde Aabenhjertighed, og med Taarer i Øinene bad hun mig da, ikke at være bedrøvet. – »Jeg er stødt ud i Verden,« sagde jeg, »forladt af Alle, Ingen, slet Ingen elsker mig mere!« –
»Jo, Antonio!« udbrød hun! og jeg følte hendes Haand glide over min Pande, og brændende Læber trykte et Kys paa den, »De er elsket! De er smuk, De er god! jeg elsker dem, elsker dem, Antonio!« og fuld af Lidenskab slyngede hun sine Arme om mig! hendes Kind hvilte mod min. Mit Blod blev som Flamme, en Zittren gik gjennem mit hele Legeme, det var som mit Aandedrag standsede, aldrig havde jeg følt noget lignende; da raslede det ved Døren, den aabnedes, og Federigo og Manden traadte ind.
»Deres Ven har Feber!« sagde hun i sin sædvanlige lette Tone, »han var nærved at forskrække mig, bleg og rød i et Nu, jeg troede han vilde besvime i mine Arme, men nu er det bedre! ikke sandt Antonio?« og nu som om intet var skeet, intet sagt, spøgte hun over mig. Jeg hørte mit eget Hjerte banke, og en Følelse af Skam og Uvillie opstod i min Sjel, jeg vendte mig fra hende, Syndens deilige Datter.
»
Falerner-Vinen satte Perler i Glasset, Santa klinkede med mig, og sagde med et forunderligt Blik: »paa bedre Tider!«
»Paa bedre Tider!« gjentog Federigo, »ja de komme! man maa aldrig forsage!«
Maretti stødte ogsaa Glasset mod vort, i det han nikkede: »paa bedre Tider!« Santa loe høit og klappede mig paa Kinden.
III
Vandring i Herculanum og Pompeji. Aftenen paa Vesuv
Næste Morgen kom Federigo at afhente mig. Maretti steeg i Vognen med, friske Luftninger viftede fra Søen, og vi rullede omkring Bugten fra Neapel til Herculanum.
»Hvor Røgen hvirvler fra Vesuv!« sagde Federigo og pegede paa Bjerget. »Vi faae det herligt i Aften!«
»Det hvirvlede anderledes,« sagde Maretti, »det gik som Skyernes Skygge hen over den hele Egn Anno 79
Strax hvor Neapels Forstad slipper, begynde Byerne Sanct Giovanni, Portici og Recina, der saaledes grændse til hinanden, at de kunne betragtes som een By. Vi vare ved Maalet, før jeg tænkte det! foran et Huus i Recina gjorde vi Holdt. Under Gaden her, under den hele By, ligger Herculanum skjult. Lava og Aske dækkede i nogle Timer den hele Stad, man glemte dens Tilværelse, og Byen Recina reiste sig ovenover.
Vi traadte ind i det nærmeste Huus, i Gaarden var en stor, aaben Brønd, en Spiral-Trappe snoede sig ned igjennem den.
»Seer De Signori,« sagde Maretti, »det var post Christum 1720, at Prindsen af Elboeuf lod denne Brønd grave. Strax da man kom nogle Fod ned, fandtes Statuer, saa blev Gravningen forbudt og,
Dagen skinnede ned paa en lille Deel af den, det var Bænkene paa Herculanums store Theater. Vor Ledsager tændte et Lys til os hver, og vi stege ned til Brøndens Dyb og stode nu paa Trinene, hvor Tilskuerne for sytten hundrede Aar siden havde, som et Kjæmpelegem, leet, følt og jublet ved den fremstillede Livsbegivenhed.
En lille lav Dør tæt ved førte os ind i en stor rummelig Gang; vi steg ned til Orchestret, saae der de forskjellige Rum for de enkelte Musici, Paaklædnings-Værelserne og Scenen selv. Storheden af det Hele greb mig. Kun stykkeviis kunde det bely
ses for os, dog syntes det mig langt større end
Vi dreiede til Høire i Recinas Gade, og en udgravet Plads laae foran os, men af en ringe Størrelse; den var Alt, hvad Solen skinnede paa af Herculanum, vi saae en enkelt Gade, Huse med smaa, snevre Værelser, rød- og blaamalede Vægge; lidet kun imod hvad der ventede os i Pompeji.
Recina laae bag ved os, og nu saae vi rundt om en Slette, der syntes et beegsort, fraadende Hav, størknet til
»Denne Ødelæggelse har jeg selv seet!« sagde Maretti, »et Barn var jeg, i Alder imellem
Som Rankerne snoe sig med tunge Druer fra Træ til Træ og synes een eneste Guirlande, knytter sig om Neapels Bugt By til By;40 den hele Vei, paa den nyligt omtalte ødelagte Strækning nær, syntes een Toledogade. De lette Cabrioletter, overlæssede med Mennesker, Ryttere til Hest og til Æsels krydsede hinanden, Caravaner af Reisende, Damer og Herrer, bidroge til Maleriets Liv.
Altid havde jeg tænkt mig Pompeji nede i Jorden, ligesom Herculanum, men saaledes er det slet ikke. Oppe fra Bjerget har det skuet ud over Viinhaverne til det blaa Middelhav. Vi stege ved hvert Skridt, og stode nu foran en gjennembrudt Vold af sortgraa Aske, som enkelte grønne Hækker og Bomuldsplanter søgte at give et venligere Udseende. Vagthavende Soldater lode sig see, og vi traadte ind i Forstaden til Pompeji.
»De har læst Brevene til Tacitus?« sagde Maretti. »De har læst den yngre Plinius, nu skal De see Commentarer til hans Værk, som Ingen have dem!«
»Gravgaden« heed den lange Gade, hvor vi stod, her var Monument ved Monument, foran to saae man runde, smukke Divaner, med skjønne Udziringer; her havde i hiin Tid Pompeji Døttre og Sønner hvilet sig paa deres Spadseretoure ud af Byen; fra Gravene skuede de ud over den blomstrende Natur og den levende Færsel paa Landeveien og i Bugten. Nu saae vi en Række Huse paa begge Sider, alle med Boutikker; som Skeletter med tomme Øienhuler stirrede de paa mig; rundt om viste sig Spor af Jordskjælvet, der tidligere end den store Ødelæggelse rystede Byen. Flere Huse viste, at de stode under Bygning just da Ild og Aske begrov dem for Aarhundreder; ufuldførte
Nu først vare vi ved Byens Mure; opad disse gik brede Trappetrin, som paa et Amphitheater; foran os strakte sig en lang, snever Gade, brolagt, som Neapel, med brede Lavafliser, Rester altsaa af en langt tidligere Eruption, end den, som for syttenhundrede Aar siden ødelagde Herculanum og Pompeji. Dybe Hjulspor furede sig ned i Stenen, paa Husene læstes endnu Beboernes Navne, indhuggede der, medens de selv levede; enkelte Steder hang endnu Skildte, eet af disse tilkjendegav, at her i Huset forfærdigedes Mosaikarbeider.
Alle Værelser vare smaa, Lysningen faldt ind gjennem Loftet eller af en Aabning over Døren; en fiirkantet
Vi stod foran
»Sallust!« sagde Maretti og løftede paa Hatten: »
Et stort Malerie med
Vi gik over forum til Jupiters Tempel, Solen skinnede paa de hvide Marmor Søiler, bag ved laae det rygende Vesuv, beegsorte Skyer væltede ud af Krateret, og hvid som Snee laae den tykke Damp over Lavastrømmen, der banede sig Vei ned ad Bjergsiden.
Vi saae Theatrene og satte os paa de trappeformige Bænke. Scenen med sine Colonner, sit murede Bagtæppe med Udgangsporte, Alt stod, som havde man spillet igaar; men ingen Toner vilde mere lyde fra Orchestret, ingen
Først imod Aften vilde vi bestige Vesuv, da var den glødende Lava og Maanelyset af større Virkning. Fra Recina toge vi Æsler og rede opad Bjerget. Veien gik mellem Viinhaver og eensomme Gaarde, men snart svandt Vegetationen ind i smaa forkuede Hækker og tørre sivagtige Stængler. Det blæste koldt og stærkt, ellers var Aftenen uendelig smuk. Solen syntes, i det den sank, en brændende Ild, Himlen straalede som Guld, Havet var et
Nu kom vi til en Slette, dækket med den jernsorte Lava, uden Vei eller Sti. Vore Æsler prøvede forsigtigt med Foden, før de traadte fast; saaledes naaede vi kun langsomt en høiere Deel af Bjerget, der, som et Kap, ragede frem i dette døde, forstenede Hav. Gjennem en snever
En stor Flade med mægtige Lavastykker, kastede mellem hverandre, udbredte sig her for Øiet; midt paa stod endnu en Askehøi: det var Keglen med det dybe Krater; som en Ildfrugt hang Maanen lige over, saa høit var den steget, først nu kunde vi for Bjerget see den, men kun i et Nu; i det næste hvirvlede med Tankens Hurtighed en kulsort Røg ud af Krateret, det blev mørkt Nat rundt om, den dybe Torden rullede inde i Bjerget, det bævede under vore Fødder, vi maatte holde fast ved hinanden, for ei at falde, og nu lød et Skrald, som hundrede Kanoner kun svagt kunne efterligne, Røgen skiltes ad og en Ildsøile stod sikkert en
»Vesuv er i Søndags Humeur!« sagde Føreren! og vinkede os længere frem. Jeg troede, Vandringen havde Ende, men Føreren pegede frem over Sletten, hvor den hele Horizont var en skinnende Ild, kjæmpestore Skikkelser bevægede sig som sorte Skyggebilleder mod den stærke Ildgrund; det var Reisende, der stode mellem os og den nedadstrømmende Lava; vi var for at undgaae denne gaaet Bjerget om, og besteeg det fra den østlige, modsatte Side; i dets urolige Tilstand kunde vi ikke nærme os selve Krateret, men vel Stedet, hvor Lavastrømmene, som Kildevæld, strømmede ud af Bjerg-Siden; vi lode derfor Krateret blive paa venstre Haand gik frem over Bjergsletten; og kravlede over de store Lavablokke; der var ei Veie eller Sti. Det blege Maanelys, det røde Fakkelskjær paa den ujevne Grund gjordte, at hver Skygge, hver Spalte syntes en Afgrund, da vi kun saae det dybe Mørke; atter lød den mægtige Torden under os, Alt blev Nat og en ny Eruption lyste for os. Kun langsomt, gribende for os med Hænderne, gik og klattrede vi mod Maalet, men snart følte vi, at Alt var varmt, hvad vi rørte ved, mellem Lavastykkerne dampede det hedt, som ved en Ovn. Nu laae en jevnere Slette foran os: en Lavastrøm, der kun var tvende Døgn gammel, dens øverste Skorpe var alt sort og fast af Luftens Indvirkning, men neppe en halv Alen tyk, under den stod Favne dyb den glødende Lava; fast som Iisskorpen paa en Indsøe, laae her den størknede Hinde over et Ildhav. Der skulde vi over, paa den anden Side laae atter de ujevne Blokke, hvorpaa Fremmede stode og skuede ned over den nye Lavastrøm, man først der fik at see. – Een for Een gik vi med Føreren foran, ud paa Skorpen, det varmede gjennem Saallerne! rundt om havde Heden sprængt store Revner i den, og vi saae under os den røde Ild; var Skorpen bristet, vare vi styrtede ned i et Ildhav. Prøvende satte vi Foden til og traadte dog fast, for hurtig at komme et Skridt videre, thi det brændte os Fødderne, og som Jernet, der begynder at afkjøles og vorder sort, men ved Berørelsen øieblikkeligt faaer sit Ildskjær igjen, viste sig her samme Virkning: paa Sneen bliver sorte Spor, her ulmede røde. Ingen af os talte et Ord, saa rædselsfuldt havde ikke Tanken forestillet sig det. En Engellænder vendte med sin Fører tilbage, han kom mig forbi paa den samme Ø-Skorpe, hvor Revnerne vare rundt om.
»Ere her Engellændere imellem?« spurgte han! – »Italienere og en Dansk,« svarede jeg! »
Vi traadte ned, og neppe mere end nogle Skridt fra Stedet, hvor vi stode, saae vi Lavastykket, med Bragen synke gjennem den brudte Skorpe, og en Sky af Gnister hvirvle høit i Veiret, men jeg bævede ikke, jeg følte min Gud var mig nær, det var et Livs Øieblik for mig, hvori Sjælen skuede ind i sin Udødeligheds Lykke, hvor der ei er Frygt, eller Smerte, thi den kjender sig og sin Gud. Rundt om os spruddede Gnister fra smaa Kratere, og fra det større fulgte hvert Minut nye Eruptioner; det susede i Luften, som naar Fuglenes Skare med eet flyver op fra en Skov. Federigo var henrykt som jeg, og Nedfarten af Bjergsiden i den bløde Aske svarede til vort bevægede Gemyt; vi fløi, det var et Fald gjennem Luften, vi gled, løb, sank; Asken laae blød, som nysfalden Snee paa Bjergene; kun ti Minuter brugte vi ned, hvad vi havde brugt en Time til opad. Vinden havde lagt sig, vore Æsler ventede os dernede, og i Eremithytten sad vor Lærde, som ikke vilde gjøre den trættende Vandring opad. Jeg følte mig som oplivet paa ny, mit Blik vendte sig ideligt tilbage; Lavaen laae som kolossale, nedfaldne Stjerner, Maanen lyste som Dag, vi kjørte langs Havbugten, saae Maanens og Lavaens Reflex i to lange Straaler, en rød og blaa, bæve hen over Vandspeilet. Jeg følte en Kraft i min Sjæl, en Klarhed i mine Begreber, ja, tør jeg sammenligne et Mindre med et Større, da har jeg det Beslægtede med
Vor Lærde indbød os at følge sig hjem; øieblikkelig havde jeg en Forlegenheds Følelse, en sælsom Angest ved, efter det sidste Optrin mellem Santa og mig, at see hende igjen, men den større, vigtigere Beslutning i min Sjæl tilintetgjorde snart denne mindre. Hun tog mig venligt i Haanden, skjænkede i vore Glas, var naturlig og munter, saa jeg tilsidst bebreidede mig selv min strænge Dom over hende; hos mig, følte jeg, laae den besmittede Tanke; hendes Medfølelse og Deeltagelse, der synlig stærkt havde udtalt sig, havde jeg betragtet som sandselig Lidenskab, ved Venlighed og Spøg, som min Stemning nu gjorde naturlig hos mig, søgte jeg at gjøre min sælsomme Opførsel, Dagen forud, god igjen, hun syntes at forstaae mig og i hendes Blik læste jeg Søsterens inderlige Deeltagelse og Kjærlighed.
De havde endnu aldrig hørt mig improvisere, de fik mig dertil, jeg besang vor Vandring til Vesuv, og Klap og Begeistring hilsede mig. Hvad Annunziatas tause Blik havde sagt, strømmede i Veltalenhed fra Santas Læber, og hun blev dobbelt smuk ved sin Tale, Øiet brændte med Tankeblik ind i min Sjæl.
IV
Et uventet Møde. Min Optrædelse paa Sant Carlo
Det var afgjort, jeg vilde optræde som Improvisator. Dag for Dag følte jeg mere Mod dertil, i Marettis Huus og i enkelte Familier, hvis Bekjendtskab jeg der havde gjort, bidrog jeg ved mit Talent til Selskabets Underholdning, og høstede den største Lov og Opmuntring. Det var en Vederqvægelse for min syge Sjæl, jeg følte en Lyksalighed derved, en Taknemlighed mod Forsynet, og ingen, der kunde læse min Tanke, vilde have kaldt den Ild Forfængelighed, som brændte i mit Øie, det var ubesmittet Glæde! jeg havde ordentligt en Slags Angest ved den Lov, man tildeelte mig, jeg frygtede at være den uværdig, eller ikke altid at kunne bevare den; jeg følte dybt og vover at sige det, skjøndt det gjælder mig selv saa meget: Roes og Opmuntring er den bedste Skole for en ædel Sjæl, hvorimod Strænghed og ubillig Dadel enten forkuer den eller vækker Trods og Overmod; jeg har lært det af egen Erfaring. Maretti viste mig megen Opmærksomhed, gik med Hensyn til mig meget udenfor sin sædvanlige Interesse, førte mig til Personer, der kunde være mig til Gavn at kjende, paa den Bane, jeg havde valgt mig, Santa selv var uendelig mild og elskværdig mod mig, og dog var det, som noget holdt mig borte fra hende; altid kom jeg med Federigo, eller naar jeg vidste, at Selskabet nu kunde være samlet, jeg frygtede for, at det sidste Optrin skulde fornyes igjen, dog dvælede mit Øie paa hende, naar hun ikke blev det vaer, og jeg maatte finde hende smuk. Det gik mig, som det ofte gaaer i Verden, man bliver drillet, det bliver fortalt, at man elsker En, man aldrig tænkte paa eller aldrig lagde stort Mærke til, men nu kommer Lysten til at see, hvad der kan være hos hende, hvorfor just hun skulde være blevet vort Valg. Man faaer Nysgjærrighed, denne bliver Interesse, og Interessen har man Exempler paa bliver Kjærlighed. Hos mig gik det kun til Opmærksomheden, en Slags sandselig Beskuen, jeg aldrig før havde kjendt, men just herved opstod en Hjertebanken, en Angest, der gjorde mig undseelig og holdt mig i Afstand fra hende.
To Maaneder havde jeg alt været i Neapel, den første Søndag, som kom, var ansat til min Optræden paa det store Theater Sant Carlo; man gav Operaen
Jeg tumlede mig snart paa Promenaden, i Caffeerne, i de forskjellige Theatre, andre Øieblikke drev mit bevægede Sind mig ind i Kirkerne for Madonnas Fod, jeg skriftede hver Syndens Tanke og bad om Mod og Kraft, til at følge den mægtige Drift i min Sjæl. – »
Jeg havde ikke Mod til at træde nærmere, dog maatte jeg faae fuldkommen Vished. Jeg gik langs Væggen hen til en aaben Dør ind i en stor, halvdunkel Sal, for derfra, uden selv at sees, nøiere at betragte ham. I Salen var et Tusmørke, røde og hvide Glaslamper kastede en svag Lysning, en kunstig Have var anlagt herinde, Løvhytter opreiste, men med malede Blikblade, Trækar med Orangetræer smukt opstillede derimellem; udstoppede Papagøier med brogede Fjer vippede paa Grenene, medens et Positiv i dæmpede Toner spillede yndige, lette Melodier der gik til Hjertet. En mild Kjøling viftede gjennem de aabne Døre fra
Ham, den troløse letsindige Bernardo, havde Annunziata foretrukket for mig! allerede saakort efter sin Kjærligheds Lykke kunde han glemme hende, vanhellige sine Læber paa et Skjønheds-Billed, formet af Dynd! Jeg styrtede ud af Værelset, ud af Huset, mit Hjerte bankede af Vrede og Smerte, først mod Morgenstunden fik jeg Hvile.
Det var Aftenen, som nu kom, jeg skulde træde frem, paa Sant Carlo Theatret; Tanken derom, Eventyret igaar satte min hele Sjæl i Bevægelse. Inderligere har mit Hjerte aldrig bedt til Madonna og de Hellige, jeg gik til Kirken, lod Præsten give mig det hellige Brød, Frelserens blodige Legeme, bad det styrke og rense mig, og jeg følte dets underfulde Kraft; kun een Tanke greb endnu forstyrrende ind i den Rolighed som var mig nødvendig, om Annunziata var her, om Bernardo var fulgt efter hende. Federigo bragte mig Vished, hun var her ikke, derimod havde Bernardo alt været her fire Dage, efter hvad Listerne over de Ankomne berettede. Santa, vidste jeg, havde Feber, men vilde dog i Theatret. Placaterne vare opslagne, Federigo fortalte Historier og Vesuv kastede Ild og Aske stærkere end sædvanligt, Alt var i Virksomhed.
Operaen var begyndt, da Karethen om Aftenen hentede mig til Theatret. Havde Parcen siddet ved min Side, med Saxen hævet mod min Livstraad, jeg troer jeg havde raabt: klip til! Gud, led Alt til det Bedste! var min Bøn og Tanke.
I Foyeen fandt jeg en Mængde af Scenens Kunstnere og nogle skjønne Aander, selv en Improvisator, Professoren i det franske Sprog, Santini; jeg var af Maretti gjort bekjendt med ham. Conversationen var let, de spøgte og loe; de Syngende i »Barberen« kom og gik, som var det fra en Selskabsdands, Scenen var deres vante Hjem.
»Vi skal
Jeg forsikkrede, at jeg aldeles ikke var forberedt paa Sligt.
»Ja, det siger man!« sagde han leende, »men godt, godt! De er en fornuftig ung Mand, det gaaer Dem glimrende.«
Stykket endte, jeg stod alene paa den tomme Scene. »Skafottet er reist!« sagde Regisseuren leende og gav Tegnet til Maskinmesteren. Teppet rullede op.
Jeg saae kun en sort Afgrund, kunde kun skjelne de forreste Hoveder ved Orchestret, og de første Loger i den fem Etages høie Bygning; en tyk, varm Luft bølgede mig imøde. Jeg følte en Fatning, der undrede mig selv; vel var min Sjæl i Bevægelse, men den var, som den maatte være, for bøielig og let at undfange hver Tanke, som Luften er klarest, naar i Vinteren en skarp Kulde gaaer gjennem den, saaledes følte jeg Spænding og Klarhed paa eengang. Alle mine aandelige Evner vare vakte, som de her skulde og maatte!
Enhver kunde paa en Seddel opgive mig en Gjenstand, jeg skulde improvisere over, en Politi-Secretair eftersaae den først, om intet lovstridigt blev opgivet, derpaa kunde jeg vælge; paa den første læstes:
Hurtigt overtænkte jeg mit Stof, en lille Fortælling dannede sig deraf, og nye Ideer fødtes ideligt under Sangen. – Jeg
begyndte med en Skildring af den forladte Kirke ved Posilipo, uden just at sige dette Navn, det romantiske Hjem havde tiltalt mig og jeg gav et Billede af Kirken, der nu var blevet Fiskerens Huus; en lille Dreng laae i Sengen under Vinduet hvor
Samme Bifald, som før, hilste mig atter, mit Mod og min Begeistring steg; i ethvert opgivet Navn fandt jeg Erindringer af mit eget Liv, som jeg kun behøvede at udtale. – Jeg skulde improvisere om Tasso, det var mig selv, Leonore var Annunziata, vi saae hinanden ved Ferraras Hof, jeg led med ham i Fængselet, aandede atter Frihed med Døden i Hjertet, i det jeg skuede fra Sorrent over det bølgende Hav til Neapel, sad med ham under Egen ved St. Onophrii Kloster, Capitoliets Klokke ringede til hans Kroningsfest, men Døds-Englen kom, rakte først sin Krone: Udødelighedens! –
Mit Hjerte bankede hæftigt, jeg var angrebet derved, revet med i Tankernes Flugt; endnu et Digt gav jeg, det var det sidste:
Mit Digt havde rørt til Taarer, et mægtigt Bifald lød fra alle Sider, og efter Teppets Fald blev jeg to Gange fremkaldt. En Lyksalighed, en navnløs Glæde gjennemstrømmede mig, men knugede tillige mit Hjerte, som skulde det briste; da jeg kom ud af Scenen, og man omfavnede og lykønskede mig, brast jeg i Graad, en hæftig Krampe Graad.
Med Santini, Federigo og nogle af Sangerne holdtes der en lystig Aften, min Skaal blev drukket, jeg var lykkelig, men min Læbe som bundet.
»Han er en Perle!« sagde Federigo om mig i sin Lystighed, »hans eneste Feil er, at han ogsaa er en
Sildigt kom jeg hjem, og med Bøn og Tak til Madonna og Jesus Christus, der ikke havde forladt mig, sov jeg snart dybt og fast.
V
Santa. Eruptionen. Gamle Forhold
Næste Morgen var jeg for Federigo et nyfødt Menneske, jeg kunde udtale min Glæde, det kunde jeg ei Aftenen forud, Livet rundt om tiltalte mig mere, jeg følte mig ældre, syntes at være mere modnet ved den Opmuntrings Dug, der var faldet paa mit Livstræ. Santa maatte jeg aflægge en Visit, hun havde jo iaftes hørt mig, jeg længtes efter ogsaa her at inddrikke hendes Roes, som ikke vilde mangle. Maretti tog henrykt imod mig, men Santa havde den hele Nat, efter at hun kom fra Theatret, lidt stærkt af Feber; i dette Øieblik sov hun, og Søvnen vilde styrke, jeg maatte love at komme igjen efter Middag; denne tilbragte jeg med Federigo og mine nye Venner, Skaal blev drukket paa Skaal, den hvide Lacrymæ Christi og Calabreser-Vinen vexlede, jeg vilde ikke drikke mere, mit Blod brændte, Champagnen skulde kjøle. Muntre og glade skiltes vi ad; da vi kom ud paa Gaden, lyste Luften af Vesuv, og den stærke Lavastrøm; flere kjørte alt ud, for at see det rædsomme skjønne Naturspil; jeg gik til Santa, det var kun kort efter
Et deiligt hyggeligt Værelse med lange tætte Gardiner for Vinduerne, en smuk Marmor Statue af Amor, som hvæssede sine Pile, en
»Antonio!« udbrød hun, »det gik jo herligt! lykkelige Menneske! Alle har De henrevet! O, De veed ikke, hvor angest jeg var for Dem, hvor mit Hjerte bankede, og hvor saligt jeg aandede igjen, da De saaledes overtraf min største Forventning!« –
Jeg bukkede for hende, spurgte til hendes Sundhed, hun rakte mig Haanden og forsikkrede, at det var bedre! – »Ja meget bedre!« – sagde hun og tilføiede, »De seer ogsaa ud, som nyskabt! De var smuk, meget smuk! da Begeistringen henrev Dem, saae De idealsk ud! Det var Dem, jeg saae i hvert Digt! ved den lille Dreng med Maleren i Katakomberne, tænkte jeg mig Dem og Federigo!” –
»Det var det ogsaa!« afbrød jeg, »selv har jeg oplevet, hvad jeg sang!«
»Ja,« svarede hun, »Alt har De selv oplevet, Kjærligheds Lykke, Kjærligheds Smerte, gid De blive lykkelig, som De fortjener!«
Jeg sagde hende, hvilken Forandring jeg syntes der var foregaaet med mit hele Væsen, hvor ganske anderledes Livet tiltalte mig og hun greb min Haand, saae mig med det mørke udtryksfulde Øie ind i Sjælen, hun var smuk, smukkere end sædvanligt, en fiin Rødme brændte paa Kinderne, det sorte glindsende Haar hang glat tilbage fra den smukt formede Pande. Den yppige Væxt gav et
»Ja, Verden skal De leve for,« sagde hun, »De er dens Eiendom, Millioner vil De glæde og henrykke, lad derfor ikke Tanken om en Enkelt gribe forstyrrende ind i Deres Lykke, De er Kjærlighed værd, De henriver ved Deres Aand, ved Deres Talent, ved« – hun drog mig ned paa Divanen hos sig. – »Vi maae tale alvorligt, vi har jo ikke ret kunnet tale sammen siden hiin Aften, da Sorgen laae saa tungt paa Deres Sjæl! – De syntes da, ja hvad skal jeg kalde det, – at have misforstaaet mig – –!«
Det havde mit Hjerte ogsaa, og tidt havde jeg bebreidet mig dette, »jeg er ikke deres Godhed værd!« udbrød jeg, trykkede et Kys paa hendes Haand, saae hende med Reenhed i Sjæl og Tanke ind i det mørke Øie, og dog brændte hendes Blik, hvilende alvorligt, næsten kan jeg sige gjennemskuende paa mig. Havde en Fremmed seet os, han vilde have læst Skygge, hvor der var Reenhed og Lys. Det var, kunde mit Hjerte høit udsige, som Broder mod Søster, Øie og Tanke her mødtes.
Hun var selv bevæget, jeg saae hendes Bryst hæve sig stærkt, hun løste en Sløife, for at aande friere. »De er mig værdig!« sagde hun, »Aand og Skjønhed er enhver Qvinde værdig!« hun lagde sin Arm om min Skulder og saae mig ind i Øiet; og med et Smiil, saa uendeligt talende, sagde hun, »og jeg kunde troe, at De kun drømte i en Idealverden! Fiinhed og Klogskab har De, og de have Seiren mellem dem. Derfor brændte Feber i mit Blod, derfor var jeg syg! – De har kunnet gjøre alt ved mig! Antonio, Deres Kys, Deres Kjærlighed er min Drøm, min Tanke!« – hun trykkede mig fast til sit Bryst, hendes Læber var Ild, den strømmede ind i mit Blod, i min Sjæl, i min Tanke – –! Evige Guds Moder, dit hellige Billede styrtede ned fra Væggen paa mit Hoved; det var ei ved Tilfældet, nei, Du rørte min Pande, greb mig, i det jeg vilde synke i Lidenskabens Mal-Strøm.
»Nei! nei!« skreg jeg og sprang op, mit Blod var som sydende Lava.
»Antonio!« raabte hun, »dræb mig! dræb mig, men gaae ikke fra mig!« – hendes Kinder, hendes Øine, Blik og Udtryk var Lidenskab, og dog var hun saa smuk, et Skjønheds Billede, malet med Flammer, jeg følte en Zittren i alle mine Nerver, og uden Svar forlod jeg Værelset, foer ned af Trapperne, som om en ond Aand forfulgte mig.
Alt var Flamme udenfor, som i mit Blod, Luftstrømmen bølgede Varme, Vesuv stod i glødende Ild, Eruptionerne oplyste Alt rundt om! Luft, Luft! forlangte mit Hjerte, jeg ilede ned paa Molo43, ved den aabne Sø-Bugt, og satte mig tæt ved, hvor Brændingerne brødes. Blodet trængte mig op i mine Øine, jeg kjølede min Pande med det salte Vand, rev min Kjole op, for at hver Luftning kunde kjøle, men Alt var Flamme, Havet selv skinnede, som Ild, af den røde Lava, der væltede ned af Bjerget! hvor jeg saae, stod hun malet med Flamme og saae mig med det bedende, brændende Ildblik ind i Sjælen! »dræb mig, men forlad mig ikke!« lød det for mit Øre; jeg pressede Øinene til, vendte min Tanke mod Gud, men den sank tilbage, det var som Syndens Flamme havde svedet dens Vinger. En ond Samvittighed maa kunne knuse, kan Tanken om den saaledes lamme Mod og Styrke.
»Vil Eccellenza have en Baad til Torre del Annunziata?« sagde en Stemme tæt ved mig, og Navnet Annunziata aandede Bevægelse igjen i min Sjæl.
»Lavastrømmen gaaer tre Alen i Minutet;« sagde Karlen, der med Aaren holdt Baaden fast ind til Land; »om en halv Time skulle vi være der!« –
»Havet vil kjøle!« tænkte jeg og sprang i Baaden, Karlen stødte fra Land, heisede Seilet, og nu fløi vi, som baaret af Vinden, henover det blodrøde, glødende Vand, en kjølig Vind blæste mig om Kinden, jeg aandede friere og følte mig roligere og bedre, da vi stødte mod Land paa den anden Side af Bugten. »Aldrig mere vil jeg see Santa!« besluttede jeg fast i mit Hjerte, »flye vil jeg Skjønhedens Slange, som viser mig Kundskabens Frugt. – Tusinde ville spotte mig derover, men heller disses Latter, end mit Hjertes Jammerskrig! Madonna lod sit hellige Billede falde fra Væggen, at ikke jeg skulde falde!« Dybt følte jeg hendes beskjærmende Naade!
En forunderlig Glæde gjennemstrømmede mig, alt Ædelt og Godt jublede Seiershymner i mit Hjerte, jeg var Barn igjen med Sjæl og Tanke: »Fader, led alt til det Bedste for mig!« og livsglad og som var min Lykke for evig grundet, vandrede jeg gjennem den lille Byes Gader ud paa Landeveien.
Alt var i Bevægelse, Vogne og Kabrioletter overlæssede med Mennesker joge forbi, man skreg, jublede og sang, Alt lyste i Flamme rundt om. Lavastrømmen havde naaet en af de smaae Byer, der laae paa Bjergsiden, Familierne flygtede derfra, jeg saae Koner med smaa Børn ved Brystet og den lille Byldt under Armen, hørte deres Jammer, og maatte med de første dele den lille Sum, jeg havde hos mig; jeg fulgte Strømmen op mellem Viinhaverne, som indhegnes af de hvide Mure, og henimod hvor Lavaen tog Retning. En stor Viin-Mark laae imellem os og den, og flere Favne høi, som en glødende Ilddynd, bevægede Floden sig fremad over Bygninger og Mure; de Flygtendes Jamren, de Fremmedes Jubel over det imponerende Syn, Kudskenes og de Handlendes Skrigen, Grupper af fulde Bønder, der stod i Klynger om Aqvavithandlerne, de Kjørende og Ridende, Alt belyst af den røde Ild, var et Malerie, som ikke i sin Heelhed kan gjengives. Man kunde gaae ganske nær Lavastrømmen, der flød sin bestemte Gang; mange stak Stokke i den eller Penge, som de lode tage ud igjen, indklemt i et Lavastykke. Rædsomt skjønt var det, naar et Partie af Ildmassen ved sin Høide løsrev sig, det var som Bølgens Brænding! det nedfaldne Stykke laae som en straalende Stierne udenfor Strømmen; Luften afkjølede først de fremstaaende Kanter, de bleve sorte og det hele Stykke syntes da et straalende Guld i et kulsort Næt. Paa et af Viintræerne havde de ophængt et Madonnabillede, i det fromme Haab, at Ilden skulde standse for det Hellige, men i samme afmaalte Gang skred den fremad; Heden sved Bladene paa de høie Træer, de bøiede sig med Kronen nedad mod Ilden, som de vilde bede om Naade. Forventningsfuldt hvilte mangt et Blik paa Madonnas Billede, men Træet bøiede sig dybt med hende for den røde Ildstrøm, den var kun nogle Alen derfra. Da saae jeg en Capucinermunk tæt ved mig løfte Armen høit i Veiret, og raabe, at Madonnas Billede brændte! »redder hende, som hun vil redde Eder fra Ildens Luer!« men Alle bævede og stirrede der hen; da styrtede en Qvinde frem, raabte Madonnas Navn og ilede mod den glødende Død, men i samme Nu saae jeg en ung Officeer til Hest, med dragen Kaarde, drive hende tilbage, skiøndt Ilden stod, som en Bjergmuur op ved deres Side.
»Vanvittige!« raabte han, »Madonna trænger ei til din Hjælp! hun vil, at det slet malede Billede, vanhelliget af en Synders Hænder, skal brænde i Ilden!« Bernardo var det, jeg kjendte hans Stemme; hans raske Beslutning havde reddet et Menneskes Liv, hans Tale hævet alt Forargelse; jeg maatte agte ham, og ønskede i Hjertet at vi aldrig vare blevne skilte fra hinanden. Dog følte jeg mine Pulseslag, jeg havde ei Lyst og Mod til at see ham Ansigt mod Ansigt.
Ildstrømmen havde alt skjult Træet og Madonnabilledet, jeg stod længere fjernet derfra, støttende mig til en Muur, hvor en Deel Fremmede sad om et Bord.
»Antonio, er det Dig!« hørte jeg en Stemme udbryde, jeg troede, det var Bernardo; en Haand trykkede min, det var Fabiani, Eccellenzas Svigersøn, Francescas Gemal, der havde kjendt mig som Barn, og nu, hvad jeg maatte troe af Brevet, jeg fik, var vred paa mig, som de Andre, havde forstødt mig, som De.
»Naa, skal vi mødes her!« sagde han. »Det vil glæde Francesca at see dig! – Men smukt er det ikke af dig, at du ei har søgt os op, vi have jo været otte Dage i
»Det har jeg slet ikke vidst!« svarede jeg, »desuden –«
»Ja, Du er jo med eet blevet et ganske andet Menneske! har faaet Kjærlighed og,« tilføiede han mere alvorligt, – »endogsaa Dueller! hvorfor Du formeligt deserterer, noget jeg slet ikke bifalder! Eccellenza har løseligt meldt os det, og vi vare forbausede derover! han har nok skrevet Dig til igjen, og vel ikke i de mildeste Udtryk?«
Mit Hjerte bankede stærkt, jeg følte mig tilbage igjen i den Kjæde, Velgjerninger havde bundet mig med, bedrøvet yttrede jeg min Smerte over, saa ganske at være stødt bort fra dem Allesammen.
»Nei, nei, Antonio!« sagde Fabiani, »det kan ikke være saaledes! kom med i min Vogn! Francesca skal overraskes ved din Nærværelse iaften; vi kan snart naae til Castelamare, og i Vertshuset faae vi nok Plads til Dig! Du skal fortælle mig, hvad der er skeet; det er en Daarskab at fortvivle, Eccellenza er hæftig, Du kjender ham, men alt bliver godt igjen!«
»Nei, det kan det ikke,« svarede jeg halvt høit, draget tilbage i min Smerte.
»Det skal og vil!« sagde Fabiani bestemt og førte mig hen til Vognen.
Jeg maatte fortælle ham Alt. »Du improviserer dog ikke!« spurgte han med et Smiil, da jeg fortalte om min Flugt og om Fulvia i Røverhulen.
»Det klinger saa poetisk, som om det var din Phantasie og ikke din Hukommelse, der her spillede Hovedrollen! – Strængt, altfor strængt!« sagde han, da han hørte Eccellenzas Brev, »men du seer jo nok, just fordi han holder af dig, var det saa alvorligt! Du har dog ikke senere traadt op paa noget Theater?« –
»Igaar Aftes!« svarede jeg.
»Det var dristigt!« udbrød han. »Hvorledes gik det af?«
»Herligt! lykkeligt!« svarede jeg med glad Stemme. »Et stort Bifald fik jeg, blev to Gange kaldt frem!«
»Er det muligt? Du gjorde Lykke?«
Der laae en Tvivl i dette Udtryk, som saarede mig dybt, men Taknemmeligheds Forholdet bandt min Læbe, som min Tanke. Jeg følte et Slags Forlegenhed ved at fremstilles for Francesca, og jeg vidste jo hvor stræng og alvorlig hun kunde være. Fabiani trøstede mig halv spøgende med, at der ikke skulde blive holdt Bod og Straffeprædiken, skjøndt lidt kunde jeg jo alletider have godt af. –
Vi kom til Hotellet.
»Ah, Fabiani!« raabte en ung, pyntet, friseret Herre, der hoppede os imøde. »Det er vel du kommer! din Signora er utaalmodig! – Ah!« udbrød han, i det han bemærkede mig, »Du bringer den unge Improvisator med! Cenci, ikke sandt?«
»Cenci?« gjentog Fabiani, og saae forundret paa mig.
»Et Navn jeg antog paa Affichen!« svarede jeg.
»Ogsaa det!« udbrød han, »naa, det var jo ret fornuftigt!«
»Han kan synge om Kjærlighed!« sagde den Fremmede. »Du skulde have været i Sant Carlo iaftes! det er et Talent!« Han rakte mig forbindtligt Haanden og bevidnede sin Glæde over at gjøre mit behagelige Bekjendtskab. »Jeg spiser iaften med Eder!« sagde han til Fabiani, »jeg inviterer mig selv paa vor fortræffelige Sanger, og du og din Frue ville vel ikke nægte mig Adgang!«
»Du er altid velkommen, veed du nok!« svarede Fabiani.
»Men saa presenteer mig dog for den fremmede Herre!«
»Ceremonier behøves ikke her!« sagde Fabiani, »han og jeg kjende hinanden saa nøie; mine Venner behøve ikke at præsenteres for ham. Det vil være ham en stor Ære, at gjøre dit Bekjendtskab!« –
Jeg bukkede, men følte mig ikke ret tilfreds med Fabiani’s Maade at udtrykke sig paa.
»Nu, saa maa jeg presentere mig selv!« sagde den Fremmede. »Dem har jeg alt den Ære at kjende, mit Navn er Genaro, Officeer ved Kong Fernandos Garde, og,« tilføiede han leende, »af god neapolitansk Familie! Mange give den endogsaa Nummer eet. Det kan gjerne være, det er rigtigt! især holde mine Tanter meget derpaa! Usigeligt kjært er det mig, at lære at kjende en ung Mand med Deres Talent, Deres –«
»Stille dog!« afbrød Fabiani, »han er ikke vant til Sligt! nu kjende I jo hinanden! Francesca venter! der forestaaer en Forsonings Scene mellem hende og din Improvisator! maaskee kan du der faae Leilighed til at vise din Veltalenhed!«
Det ønskede jeg ikke, han havde sagt, men de vare jo Venner, hvor kunde Fabiani sætte sig ind i min piinlige Stilling. Han førte os ind til Francesca, uvilkaarlig holdt jeg mig nogle Skridt tilbage.
»Endelig, min fortræffelige Fabiani!« udbrød hun.
»Endelig!« gjentog han, »og to Gjæster bringer jeg med!«
»Antonio!« raabte hun høit og Stemmen sank atter, »Signore Antonio!« Hun fæstede et strængt alvorligt Blik paa mig og paa Fabiani; jeg bøiede mig, vilde kysse hendes Haand, men hun syntes ikke at bemærke det, rakte den til Genaro og yttrede, hvor kjært det var hende at see ham ved Aftensbordet. »Fortæl mig om Eruptionen!« begyndte hun, »har Lavastrømmen forandret sin Retning?« –
Fabiani fortalte derom og endte med, at han havde truffet mig der, at jeg var hans Gjæst, og Naade skulde nu gaae for Ret.
»Ja,« udbrød Genaro, »vel veed jeg ikke, hvori han har forsyndet sig, men Geniet maa man tilgive Alt!«
»De er i deres ypperlige Humeur!« sagde hun og nikkede nu ret naadigt til mig, i det hun forsikkrede Genaro, at hun slet intet havde at tilgive. »Hvad bringer De ellers for Nyheder?« spurgte hun ham. »Hvad mælde de franske Aviser? Hvorledes tilbragte De Aftenen igaar?«
Det første Spørgsmaal skilte han sig snart fra, det andet behandlede han med større Interesse.
»Jeg var i Theatret, hørte sidste Act af Barberen! Josephine sang som en Engel, men naar man har hørt Annunziata, saa kan ingen tilfredsstille! Jeg kom ogsaa meest, for at høre Improvisatoren.«
»Tilfredsstillede han Dem?« spurgte Francesca.
»Han overgik min, ja Alles, høieste Forventning!« svarede han. »Det er slet ikke for at smigre ham, og hvad bryder han sig vel ogsaa om min ringe Kritik! det var en Improvisation! han var inde i sin Digtning, og rev os Alle med sig! der var Følelse! der var Phantasie! han sang om Tasso, om Sappho, om Katakomber! det vare Digte, der burde opbevares!«
»Et lykkeligt Talent, man ikke nok kan skatte og beundre!« udbrød Francesca. »Gid jeg havde været der!«
»Men vi have jo Manden med!« sagde Genaro, og pegede paa mig.
»Antonio?« udbrød hun spørgende. »Han har improviseret!«
»Ja, som en Mester!« svarede Genaro, »men De kjender ham jo, og maa altsaa have hørt ham!«
»Ja ret ofte,« svarede hun leende; »vi beundrede ham alt, som lille Dreng.«
»Jeg bekrandsede ham endogsaa den første Gang, jeg hørte ham,« sagde Fabiani ligeledes i Spøg. »Han besang min Kone! da vare vi endnu ikke gifte! og som Elsker hyldede jeg hende altsaa selv i hendes Sanger! Men nu til Bords! Du fører min Francesca, og da vi ingen flere Damer have, tager jeg Improvisatoren. Signore Antonio! jeg udbeder mig din Arm!« Han førte mig derpaa efter de Andre ind i Spisestuen.
»Men du har aldrig nævnt Cenci for mig, eller hvad egentlig vor unge Herre hedder!«
»Vi kalde ham Antonio,« sagde Fabiani, »vi vidste jo slet ikke af, at det var ham, der var traadt op som Improvisator! see det var just Aarsagen til den omtalte Forsonings-Scene. Du maa vide, han er paa en Maade Søn af Huset. Ikke sandt, Antonio?« jeg bukkede med et taknemmeligt Blik. »Det er et fortræffeligt Menneske, hans Characteer er der ikke det mindste at udsætte paa! men han vil ikke lære noget!«
»Men naar han nu bedre kan læse sig alting til af Naturens store Bog, hvorfor skulde han da ikke det?«
»De maae ikke ved deres Roes fordærve os ham!« sagde Francesca spøgende, »vi troede, han sad i sine Classikere, i Physik og Mathematik, og saa svæver han i Kjærlighed til en ung Sangerinde fra Neapel!«
»Det viser han har Følelse!« sagde Genaro, »og var hun smuk? hvad hed hun?«
»Annunziata!« sagde Francesca, »et sjeldent Talent, en ganske udmærket Qvinde!«
»Hende har jeg selv været forelsket i! han har en god Smag! Annunziatas Skaal, Hr. Improvisator!«
Han klinkede med mig. Jeg kunde intet Ord sige, det piinte mig, at Fabiani saa let blottede mine Saar for en Fremmed, men han saae jo det Hele fra en ganske anden Side, end jeg.
»Ja,« vedblev han, »han har endogsaa duelleret for hendes Skyld, skudt Senatorens Brodersøn i Siden, da de vare Rivaler; saa maatte han afsted! Himlen veed,
»Senatorens Brodersøn,« gjentog Genaro, »nu det interesserer mig! han er i disse Dage kommet her til, er traadt i kongelig Tjeneste, jeg har været sammen med ham en Aften! – En smuk, interessant Mand – ah, nu begriber jeg alt! Annunziata kommer her snart, Elskeren er fløiet i Forveien, har sat sig fast, og snart læse vi nok paa Affichen, at Sangerinden lader sig høre for sidste, allersidste Gang!«
»De troer, han gifter sig med hende?« spurgte Francesca, »men det vilde dog være en Skandale for hans Familie!«
»Man har Exempler paa,« sagde jeg med bævende Stemme, »at en Adelsmand før har fundet sig hædret og lykkelig ved at erholde en Kunstnerindes Haand!«
»Lykkelig maaskee!« afbrød hun, »men aldrig hædret!«
»Jo, min naadige Signora!« tog Genaro Ordet, »jeg vilde føle mig hædret, valgte hun mig! og det samme troer jeg saa om enhver anden!« De talte meget, ret meget om hende og Bernardo, de glemte, hvor tungt hvert Ord maatte falde paa mit Hjerte.
»Men De maae glæde os med at improvisere! Signora giver dem et Thema!«
»Ja,« sagde Francesca leende, »besyng os Kjærlighed, det er jo noget, som interesserer Genaro, og som Du jo kjender!«
»Ja Kjærlighed og Annunziata!« udbrød Genaro.
»En anden Gang vil jeg alt, hvad De forlanger af mig!« sagde jeg, »men i Aften er det mig umuligt! jeg er ikke ganske vel! uden Kappe seilede jeg over Søen; ved Lavastrømmen var saa varmt, og derpaa kjørte jeg hertil i den kjøle Aften!« –
Genaro bad mig indstændigt, dog at improvisere, men jeg kunde ikke paa dette Sted og over dette Thema.
»Han har allerede Kunstnermaneren!« sagde Fabiani, »han vil lade sig nøde! vil Du da heller ikke følge med os imorgen til
Jeg bukkede forlegent, i det jeg ikke syntes at kunne undslaae mig.
»Ja, han maa med!« udbrød Genaro, »og naar han staaer i de græske Templer, saa kommer Aanden over ham, og han synger som en
»Vi reise imorgen!« vedblev Fabiani, »hele Touren er
Et Nei havde maaskee, som Tiden viser, forandret min hele Skjæbne! denne korte Reises fire Dage røvede mig, tør jeg sige, sex Ungdomsaar! Og Mennesket er frit? Ja vi kunne frit gribe i Traadene, der ligge for os, men hvor de ere knyttede fast, see vi ikke. Jeg takkede, gav mit Ja –, greb Traaden, der trak min Fremtids Forhæng tættere sammen.
»Imorgen tale vi med hinanden!« sagde Francesca, da vi efter Bordet skiltes ad, og hun rakte mig sin Haand at kysse.
»Endnu iaften skriver jeg Eccelenza til!« var Fabianis Ord, »jeg vil forberede Forsonings-Scenen!«
»Og jeg vil drømme om Annunziata!« udbrød Genaro! »derfor bliver jeg jo ikke udfordret!« tilføiede han leende, i det han trykkede mig i Haanden.
Jeg selv skrev et Par Ord til Federigo, fortalte ham om mit Møde med Eccellenzas Familie, og at jeg i nogle faa Dage gjorde en lille Udflugt sydpaa med dem. Jeg havde endt Brevet, tusinde Følelser bevægede mit Bryst. Hvormeget havde ikke denne Aften bragt mig. Hvor mange Begivenheder krydsede ikke her hverandre.
Jeg tænkte paa Santa, paa Bernardo ved det brændende Madonnabillede, og nu de sidste Timer her i gamle Forhold. Igaar havde et heelt Publicum, for hvem jeg var fremmed, tiljublet mig Bifald, jeg var beundret og hædret, endnu i denne Aften havde en Qvinde, rig paa Skjønhed, bønfaldet om et kjærligt Blik af mig, og Timer efter stod jeg mellem Bekjendter, Venner, dem jeg skyldte Alt, og var kun det fattige Barn, hvis
Men Fabiani og Francesca havde jo været elskværdige imod mig! de havde modtaget den forlorne Søn, givet mig Plads ved deres Bord, indbudet mig til Lystreisen imorgen, Velgjerning var lagt til Velgjerning, jeg var dem kjær! – Men den Riges Gave, rakt med en let Haand, ligger tungt paa den Fattiges Hjerte!
VI
Reisen til Paestum. De græske Templer. Den blinde Pige
Italiens Deilighed findes ikke i Campagnen og Rom, jeg kjendte den kun fra Vandringen ved Nemisøen og ved hvad jeg havde seet paa min Reise til Neapel, dobbelt maatte jeg derfor gribes her af den rige Herlighed, ja næsten mere end den Fremmede, der kjender andre Landes Skjønhed og altsaa har en Sammenligning. Som en Feeverden, jeg har seet i Drømme, ja levet i, ligger disse Dages Udflugt for mig, men hvorledes udtaler jeg det Billede, min Sjel inddrak og ligesom lod gaae over i dens Blod?
Naturskjønheder kunne aldrig gives ved Fortælling. Ordene følge jo, som løse Mosaikstykker, efter hverandre, det hele Billede sammensættes stykkeviis, man gribes ikke, som i Naturen, af den store Heelhed og altid bliver der Mangler. Man giver de enkelte Dele og lader saa den Fremmede selv sætte sig det sammen; men kunde man hos Hundrede see det opfattede Billede, Alle vilde de fremvise et høist forskjelligt. Det gaaer med Naturen, som med et smukt Ansigt, ved at udpege Enkelthederne deri, bliver dog ikke Heelheden begribelig, man maa gaae til en bekjendt Gjenstand, og kun naar man da med mathematisk Vished kan sige: de ligne hinanden paa den eller den Enkelthed nær, opstaaer et nogenlunde fyldestgjørende Begreb.
Opgav man mig, at improvisere over Hesperiens Skjønhed, jeg vilde med Sandheds Træk skildre, hvad mit Øie her inddrak, og Du, som aldrig saae Syd-Italien, din Phantasie maatte hæve hver Skjønhed endnu mere, det blev dog ei rigt nok! Naturens Phantasier overgaae Menneskenes.
I den smukke Morgen kjørte vi fra Castelamare. Jeg seer endnu det rygende Vesuv, den smukke Bjergdal med de store Viinskove, hvor de saftige grønne Ranker hang fra Træ til Træ, de hvide Bjergslotte paa de grønne Klipper eller halv skjulte i mørke Olieskove. Jeg seer
Jeg seer endnu den vilde Bjergformation, de eensomme Taarne, hvor Næt vare udspændte for at fange Søfuglenes Skare, dybt under os laae
Salerno, Middelalderens lærde By, var Maalet for denne vor første Dagreise.
»
»Begge bør vi lære af!« svarede jeg, »Vinen og Brødet bør følges ad!«
Francesca fandt, jeg talte fornuftigt.
»Talen mangler ham ikke!« sagde Fabiani, »men Gjerningen! Nu skal du vise denne Antonio, naar du kommer til Rom!«
Til Rom? jeg til Rom? denne Tanke var aldrig faldet mig ind, mine Læber taug, men min Bevidsthed sagde mig, at jeg ikke kunde, ikke vilde nu gjensee Rom og træde i de gamle Forhold?
Fabiani vedblev at tale, de Andre med ham og vi vare i Salerno. Vort første Besøg gjaldt Kirken.
»Her kan jeg være
»
»Ja vist! er det ikke saaledes?« spurgte han Kirkebetjenten.
»Som Eccelenza siger!« svarede denne.
»Det er en Feiltagelse!« udbrød jeg, i det jeg betragtede Monumentet nøiere. »Alexander er jo ikke begravet her, det er mod al Historie! See kun, det er
Strax da vi traadte ind i Kirken, havde man viist os en lignende Sarcophag med
Ved ave Maria sad jeg ene med Francesca paa Hotellets store Altan. Fabiani og Genaro spadserede, jeg skulde underholde min naadige Frue.
»Hvilket herligt Farvespil!« sagde jeg og pegede paa Havet, der mælkehvidt udstrakte sig fra den med brede Lavafliser brolagte Gade til den rosenrøde, skinnende Horizont; Bjergkysten var indigoblaa; denne Pragt af Farver kjendte jeg ikke i Rom.
»Skyen har alt sagt felicissima notte!« udbrød Francesca og pegede paa Bjerget, hvor en Sky laae høit over Villaer og Olieskove, og dog dybt under den gamle Borg, der med sine to Taarne nærmede sig Bjergtoppen.
»Der gad jeg boe og leve!« udbrød jeg; »høit over Skyen, see ud over det evigt vexlende Hav!«
»Der kunde Du improvisere,« sagde hun smilende, »men ingen vilde høre paa Dig og det var dog en stor Ulykke, Antonio!«
»O ja!« svarede jeg ligeledes i Spøg, »skal jeg være oprigtig! ganske uden Bifald, det er som Træet uden Solskin. Det har vidstnok i Fængselet gnavet ligesaameget paa Tassos Livsblomst, som hans Kjærligheds Ulykke!«
»Kjære Ven!« afbrød hun lidt alvorlig, »nu talte jeg om dig, og ikke om Tasso! hvad har han her at gjøre ?«
»Det var et Exempel!« svarede jeg, »Tasso var Digter og –!«
»Du troer nu ogsaa at være det! kjære Antonio, for Himlens Skyld, nævn dog aldrig et udødeligt Navn, naar der tales om dit! tro dog ikke, Du er Digter, er Improvisator, fordi du har et let bevægeligt Gemyt og kan opfatte disse! det kunne Tusinde, som du! Gjør dig ikke selv ulykkelig dermed!«
»Men Tusinde have dog for nyligt tilklappet mig Bifald!« svarede jeg, og mine Kinder brændte; »det er jo da naturligt, at jeg har den Tanke, den Overbeviisning –! og jeg veed, De glædes ved min Lykke, ved hvad godt der er ved mig!«
»Ingen af alle dine Venner kan det mere, end jeg! Vi skatte Alle dit fortræffelige Hjerte, din ædle Characteer, for disse vil Eccellenza ogsaa tilgive, det tør jeg love! Du har herlige Evner, der kunne udvikles, men det maae de virkeligt, Antonio! Alt kommer ikke af sig selv! Arbeide maa man! Dit Talent er et smukt Selskabs-Talent, mange Venner kan du glæde dermed, men det er ikke stort nok for det Offentlige!«
»Men,« vovede jeg at sige, »Genaro, som ikke kjendte mig, var jo dog henrykt over min første Optrædelse!«
»Genaro!« gjentog hun, »ja med al Agtelse for ham, sætter jeg dog ingen Priis paa hans Kunstdom! og det store Publicums? Ja i det Capitel hører Kunstneren tidt høist forskjelligt fra alle Andre! Godt er det, du ikke blev pebet ud, det vilde inderligt have bedrøvet mig. Nu er det gaaet ret stille af! og snart vil Alt være glemt, baade du og din Improvisation! Du havde jo ogsaa et fremmed Navn! Om tre Dage ere vi igjen i Neapel, og Dagen derpaa gaaer det til Rom! Betragt da det Hele, som en Drøm, det har det ogsaa været, og viis os ved Flid og Stadighed, at du er vaagnet igjen! Siig nu ikke et Ord! Jeg mener dig det godt, jeg er den Eneste, som siger dig Sandheden!« Hun rakte mig Haanden, jeg turde kysse den.
Næste Morgen skulde vi afsted i det tidlige Daggry, for at kunne naae Paestum, opholde os der nogle Timer og samme Dag igjen være tilbage i Salerno; thi man kan ikke overnatte i Paestum, og Veien dertil er usikker. Ridende Gensdarmer fulgte os som Eskorte.
Orangehaver, Skove kan jeg kalde det laae til begge Sider, vi kom over Floden Sela, hvor Grædepile og Laurbærhækker speilede sig i det klare Vand. Den vilde Bjergformation indsluttede et frodigt Kornland. Aloer og Cactus voxte vildt ved Veien, Alt var Yppighed og Fylde, og nu saae vi foran os de over to tusinde Aar gamle Templer, byggede i den reneste, skjønneste Stiil; disse, en ussel Kro, tre fattige Huse og nogle Rørhytter, vare nu den hele berømte By. Ikke en Rosenhæk saae vi, og Rosernes Mængde og Fylde gav engang Paestum sin Berømthed, da laae et Purpur-Skjær over disse Marker, nu vare de blaa, uendelige blaa, som Bjergenes Række; duftende Violer bedækkede den store Slette, skjød op mellem Tidsler og Hække. Et Frugtbarhedens Vildnis bugnede rundtom; Aloe, vilde Figen og den røde
Her har man Siciliens Natur, dens Fylde og Vildhed, dens græske Templer og dens Armod. Hele Klynger af Tiggere stode om os, de lignede Vilde fra Sydhavets Øer. Mænd i lange Faareskinds Pelse med Ulden ud, nøgne sortbrune Been og det lange sorte Haar løst om det bruungule Ansigt; Piger med de deiligste Former, halvnøgne, det korte lasede Skjørt flænget itu op over Knæet, en Art Kappe af hæsligt bruunt Tøi løst om de nøgne Skuldre, og det lange, sorte Haar bundet i en Knude. Øiet straalede Flamme.
En ung Pige, neppe meer end elleve Aar, deilig, som Skjønheds Gudinden, og dog lignede hun ikke Annunziata, ei heller Santa; jeg maatte tænke paa den medicæiske Venus, som Annunziata havde fortalt mig. Jeg kunde ikke elske, men beundre, bøie mig dybt for Skjønheds-Formerne.
Hun stod lidt fjernet fra de andre Betlere, et bruunt fiirkantet Stykke hang løst over den ene Skulder, den anden, Bryst og Arme, var, som Fødderne, aldeles blottede; at hun ogsaa havde Sands og Tanke for at pynte sig, viste det glat opbundne Haar, hvor en blaa Violbouquet var hæftet fast og hang med
Genaro blev hende først vaer, og skjøndt hun ikke havde sagt et Ord, rakte han hende sin Gave, tog hende under Hagen og sagde, at hun var for smuk til det øvrige Selskab. Francesca og Fabiani deelte hans Mening. Jeg saae en fiin Rødme bæve under Pigens brune Hud, hun hævede sit Blik, og jeg saae hun var blind.
Gjerne havde jeg ogsaa givet hende Penge, men jeg vovede det ikke. Da de Andre gik ind i Vertshuset, forfulgte af Betlerne, vendte jeg hurtigt om og trykkede hende en Scudo i Haanden; paa Følelsen syntes hun at kjende dens Værdie, hendes Kinder brændte, hun bøiede sig ned. Sundhedens, Skjønhedens friske Læber berørte min Haand, det gik mig gjennem Blodet, jeg rev mig løs og fulgte efter de Andre.
Qvas og Qviste brændte i et stort Baal inde paa Kaminen, der næsten indtog hele Værelsets Brede. Røgen hvirvlede hen under det sodede Loft, vi maatte tye udenfor; bag de høie, skyggende Grædepile blev vor Frokost tilberedt, medens vi gik til Templerne. Et Vildnis maatte vi over, Fabiani og Genaro toge hinanden i Hænderne og dannede saaledes en Bærestol for Francesca.
»En frygtelig Promenade!« raabte hun leende.
»O Eccellenza!« sagde den ene af vore Førere, »nu er her prægtigt! for tre Aar tilbage stod her anderledes tæt med Tjørne, og i min Barndom laae Sand og Jord høit op om Søilerne!«
Mængden bejaede hans Tale, og vi vandrede fremad, fulgte af den hele Tiggerskare, der taus beskuede os; mødte vort Blik een af Betlerne, strax udstrakte hans Haand sig mekanisk til Betlen, og et
»Freden og Theatret!« udbrød Genaro, »
Vi sad paa Fodstykket af en afbrudt Søile. Genaro havde drevet Betlerne bort, stille nød vi den rige Natur rundt om. De blaa Bjerge, det nære Hav, Stedet selv, hvor vi vare, greb mig sælsomt. Improviseer nu for os! havde Fabiani sagt og Francesca tilnikkede mig samme Ønske. Jeg lænede mig til den nærmeste Søile og sang paa en af min Barndoms Melodier, hvad Øiet saae: Naturens Skjønhed, Kunstens herlige Mindesmærker, og jeg tænkte paa den fattige blinde Pige, for hvem al denne Herlighed var lukket. Hun var dobbelt fattig, dobbelt forladt. Taarer kom mig i Øiet, Genaro klappede i Hænderne og Fabiani og Francesca indrømmede: »Følelse har han!«
De steeg ned af Templets Trin, jeg fulgte langsomt efter; bag Søilen, ved hvilken jeg havde staaet, sad eller rettere laae, under den duftende Myrthehæk, en Skabning med Hovedet ned i Skjødet og Hænderne fast knugede over Nakken; det var den blinde Pige.
Hun havde hørt min Sang, hørt mig synge hendes Længsel og Savn! det skar mig i min Sjæl! Jeg bøiede mig ned over hende, hun hørte Bladene rasle, hævede sit Hoved, og jeg syntes, at hun saae blegere ud. Jeg vovede ikke at røre mig; hun lyttede.
»Angela!« udbrød hun halv høit.
Jeg veed ikke hvorfor, men jeg holdt min Aande tilbage; hun sad et Øieblik taus. Det var Grækenlands Skjønhedsgudinde, med Øiet uden Seekraft, der dog saae ind i Sjælen, som Annunziata havde skildret hende. Hun sad paa Templets Fodstykke mellem de vilde Figener og den duftende Myrthehæk; hun trykkede en Gjenstand til sine Læber og smilte; det var min Scudo hun havde, jeg blev ganske varm derved, bøiede mig uvilkaarligt dybere – mit Kys brændte paa hendes Pande.
Hun udstødte et Skrig, et gjennemtrængende Skrig, der jog mig Dødens Rædsel gjennem Sjælen. Som den forskrækkede Hind sprang hun op, og var borte! jeg saae intet mere, Alt bevægede sig omkring mig, jeg fløi afsted over Tjørn og Krat.
»Antonio! Antonio!« hørte jeg Fabiani raabe langt bag ved mig, og jeg kom atter til Fatning. »Løber du Harer op?« spurgte han. »Eller var det den poetiske Flugt, du tog?«
»Han vil vise os,« sagde Genaro, »at han kan flyve, hvor vi kun komme frem i Fod-Gang! dog tør jeg nok vove samme Flugt!« Han stillede sig ved min Side, for at tage Løb.
»Troe I, at jeg med min Signora paa Armen da kan holde Skridt med Eder?« udbrød Fabiani. Genaro standsede.
Da vi kom til Vertshuset, søgte mit Øie forgjæves den blinde Pige, ideligt lød hendes Skrig for mit Øre, jeg hørte mit eget Hjerte banke derved. – Det var som havde jeg gjort en Synd. Først havde jeg jo, uskyldig vel, sjunget Sorg og Smerte i hendes Sjæl, ved at tydeliggjøre hende sit Tab, jaget Skræk og Angest i hendes Sjæl, trykket et Kys paa hendes Pande, det første, jeg endnu havde givet en Qvinde. Havde hun seet paa mig, da havde jeg ikke vovet det, hendes Ulykke, hendes Værgeløshed gav mig Mod. Og jeg bedømte Bernardo saa strængt? Jeg, som var et Syndens Barn som han, som de Alle. Jeg kunde have knælet for hende, bedt om Tilgivelse; hun var intet Sted at opdage.
Vi steg paa Vognen, for at kjøre tilbage til Salerno igjen, endnu engang saae jeg om efter hende, men vovede ikke at spørge, hvor hun kunde være. Da udbrød Genaro: »Hvor er den blinde Pige?«
»Lara?« sagde vor Fører, »hun sidder nok i Neptun-Templet! der er hun for det meste!«
»
Lara hed hun altsaa. Jeg sad med Ryggen mod Kudsken, saae, hvor Tempel-Søilerne fjernede sig meer og meer, men i mit Hjerte lød Pigens Angest-Skrig, min egen Smerte. Paa Veien havde en Flok Zigeunere leiret sig og gjort en stor Ild i Grøften, hvor de kogte og brasede. Den gamle Zigeunermoer slog paa Tambourin og vilde spaae os, men vi jog forbi. To sortøiede Piger forfulgte os et langt Stykke. De vare smukke, og Genaro morede sig over deres lette Flugt og brændende Øine, men skjønne og ædle som Lara vare de ikke.
Mod Aften kom vi til Salerno, for næste Morgen at gaae til Amalfi og derfra til Capri.
»Kun een Dag,« sagde Fabiani, »blive vi i Neapel, naar vi nu komme der, sidst i Ugen maae vi være hjemme i Rom! Du kan jo snart ordne dine Sager, Antonio?«
Jeg kunde ikke, vilde ikke tilbage til Rom, men en Blyhed, en Frygt, den min Armod og Taknemmelighed i alle mine Livsaar havde indaandet mig, gjorde at jeg kun vovede at fremstamme: at Eccellenza vidst vilde vredes over denne Dristighed at komme tilbage.
»Vi skulle sørge for alt!« afbrød mig Fabiani.
»Tilgiv mig, men jeg kan ikke!« stammede jeg og greb Francescas Haand! »Jeg føler dybt, hvad jeg skylder Dem!« –
»Intet derom Antonio!« svarede hun og lagde sin Haand paa min Mund. Fremmede bleve i det samme meldte, jeg stod taus i Krogen, følte, hvor svag jeg var. Fri og uafhængig som Fuglen, var jeg for to Dage siden, og
VII
Eventyret i Amalfi. Den blaa Grotte paa Capri
Hvor smukt tog ikke Salerno sig ud fra Søen, da vi i den smukke Morgenstund seilede bort; sex raske Roerkarle brugte Aarerne, ved Roret sad paa Huk en lille Dreng, deilig til at male, han hed Alphonso. Vandet var glasgrønt. Hele Kysten til Høire syntes mægtige hængende Haver, anlagte af Phantasiens dristige
Den store Skjønheds Fylde overvældede mig. Gid at alle Jordens Slægter kunde skue denne Herlighed! – Ingen Storm fra Nord eller Vest bringer Kulde og Vinter til denne blomstrende Have, paa hvis Terrasse Amalfi ligger. Kun fra Øst og Syd kommer Luftningen, den varme Luftning fra Orangernes og Palmernes Land hen over det deilige Hav.
Fra Bredden, høit op af Bjergsiden, hænger Byen med sine hvide Huse med de flade østerlandske Tage, høiere oppe stige Viinhaverne, en eensom Pinie løfter sin grønne Skjærm op i den blaa Luft, hvorpaa Bjergryggen, det gamle Castel med sin Ringmuur, tjener Skyen til Leie.
Fiskerne maatte bære os fra Baaden gjennem Brændingen op paa Land. Dybe Huler i Klipperne gik ind under Byen, i enkelte skyllede Vandet op, andre stode tomme, Baadene laae paa Siden, og en Vrimmel lykkelige Børn legede derinde, de fleste kun i en Skjorte eller med en lille Vest, der udgjorde deres hele Paaklædning. Halvnøgne Lazaroni strakte sig i det varme Sand, den brune Hætte var trukket om Ørene, det var den vigtigste Bedækning, medens de sov deres Middagssøvn. Alle Kirkeklokker klingede, et Tog af unge Geistlige i Lilla-Klædninger gik os med Psalmesang forbi. En frisk Blomsterkrands hang om den Korsfæstedes Billede.
Til Venstre, høit over Byen, ligger et prægtigt stort Kloster foran en dyb Bjerghule; dette er Herberg for alle Fremmede. Francesca kom i en Bærestol, vi andre fulgte bagefter op ad den i Klippen indhuggede Vei, det klare blaa Hav laae dybt under os. Vi vare ved Klosterets Port, den dybe Klippehule tæt ved gabede os imøde. Tre Kors med Frelseren og Røverne stode derinde og over dem paa Klippens Stene, knælede Engle i brogede Klæder og med store hvide Vinger. Intet Kunstværk, alt formet af Træ og overmalet! men et fromt, troende Hjerte aander sin egen Skjønhed i det raatformede Billede.
Gjennem den lille Klostergaard steg vi snart op til de os anviste Værelser; fra mit Vindue saae jeg det uendelige Hav, ned til Sicilien, som sølvhvide Punkter stode Skibene paa den fjerne Horizont.
»Hr. Improvisator!« sagde Genaro, »skal vi ikke stige ned i de lavere Regioner, og see, om Skjønheden der er saa stor, som her! den qvindelige er det sikkert! thi de engelske Damer, vi have her til Naboer, ere dog ogsaa altfor kolde og blege! De har dog Sands for Qvinderne? Om Forladelse! Det er jo just disse, som have drevet dem ud i Verden og forskaffet mig en behagelig Aften og et interessant Bekjendtskab!«
Vi steg ned af Fjeldstien.
»Den blinde Pige ved Paestum var dog smuk!« sagde Genaro. »Jeg troer jeg
Vi kom nu til Byen, der laae, om jeg saa kan sige, forunderlig pakket paa sig selv. Imod den vilde det snevre Ghetto i Rom være en
Tæt ved det lille Taarn paa den fremspringende Klippegrund, hvorfra man seer den smukke Bugt til
Huset, vi stod ved, var høist malerisk, i Væggen var indmuret til Stads nogle Marmor-Capiteler og en smuk Arm og Fod, fundne i Gruset. Paa Taget selv var en deilig Have af Oranger og frodige Slyngplanter, der som grønne Fløiels Tepper hang ud over Muren; foran blomstrede et Vildnis af
»Den smukkeste Pige eier altsaa dette Huus?« sagde Genaro. »Vil hun som Huusmoder give to trætte Vandringsmænd en Lædskedrik?«
»Huusmoderen vil det med Fornøielse!« sagde hun leende og de sneehvide Tænder hævede de røde friske Læber; »jeg vil bringe Vinen herudenfor, men jeg har kun een Slags!«
»Naar De skjænker den, bliver den fortræffelig!« sagde Genaro; »jeg drikker den helst, naar en ung Pige, saa smuk som De, skjænker mig den!«
»Men Eccellenza maa tage til Takke med Konen i Dag!« –
»De er gift,« sagde Genaro leende! »saa ung!«
»O jeg er meget gammel!« sagde hun og loe.
»Hvor gammel?« spurgte jeg. Hun saae mig spøgende ind i Øiet og svarede »28 Aar.« Hun var neppe mere end 15, men deiligt udvoxet; en
»Otte og tyve?« sagde Genaro, »en smuk Alder, som klæder dem godt? – De har længe været gift?«
»20 Aar!« sagde hun, »spørg kun mine Døttre ad!« og de smaa Piger, vi havde seet lege, kom hen til os. »Er det Eders Moder?« spurgte jeg, skjøndt jeg nok vidste, at det ikke var saa. De saae leende paa hende, nikkede derpaa ja og klyngede sig kjælent op til hende. Hun bragte os Vinen, en herlig Viin, og vi drak hendes Skaal.
»Det er en Digter, en Improvisator,« sagde han og pegede paa mig. »Han har gjort alle Damerne i Neapel forrykt i Hovedet. – Men han er en Steen, en sælsom Krabat, tænk, han hader alle Fruentimmer, har aldrig endnu kysset en Qvinde!«
»Det er umuligt,« sagde hun og loe.
»Jeg er derimod af en ganske anden Slags, jeg elsker alt Smukt, kysser alle skjønne Læber, er hans tro Følgesvend og forsoner saaledes Verden og Qvinderne, hvor vi komme. – Jeg faaer det ogsaa, indkræver det som en Rettighed hos enhver smuk Qvinde, og venter nu ogsaa her min
»Jeg fritager baade Dem og den anden Eccellenza; jeg har heller ikke noget at gjøre med at betale Tribut, det er noget, som min Mand altid gjør af!« –
»Og hvor er han?«
»Ikke saalangt borte!« svarede hun.
»Saa smuk en Haand har jeg endnu ikke seet i Neapel!« sagde Genaro; »hvad koster et Kys paa den?« –
»En
»Et paa Læberne altsaa det dobbelte?« sagde Genaro.
»Det er slet ikke at erholde! det er min Mands Forpagtning!« og nu skjænkede hun atter den varmende, stærke Viin, spøgte og loe med os, men i Spøgen fik vi dog at vide at hun kun var 14 Aar, gift forrige Aar med en ung smuk Mand, der for Øieblikket var i Neapel og først kom hjem imorgen. – De smaa Piger vare hendes Sødskende og i Besøg hos hende, til Manden kom hjem. – Genaro bad dem om en Bouquet Roser, og de løb for at plukke, han havde lovet dem en
Forgjæves bad han om et Kys, sagde tusinde søde Smigrerier, slyngede sin Arm om hendes Liv, og hun løsrev sig, skjændte, men kom dog altid tilbage, thi det morede hende dog. Han tog en Louisdor imellem Fingrene, fortalte, hvilke skjønne Baand der kunde kjøbes for den, hvor deiligt de vilde pynte i hendes mørke Haar; og denne hele Pragt kunde hun erholde ved blot at give ham et Kys, et eneste Kys.
»Den anden Eccellenza er meget bedre!« sagde hun og pegede paa mig. – Mit Blod brændte, jeg tog hendes Haand, sagde, hun skulde ikke høre ham, det var et slet Menneske, ikke see paa hans fristende Guld, men hevne sig paa ham, ved at give mig et Kys.
Hun saae paa mig.
»Han har kun sagt et eneste sandt Ord i al sin Tale, det, at jeg endnu aldrig havde kysset en Qvinde; jeg har bevaret mine Læber rene, til jeg fandt den smukkeste, og nu haaber jeg, at De belønner Dyden!«
»De er jo en ypperlig Forfører,« sagde Genaro, »stikker han ikke mig, der er saa drevet i Haandværket!«
»De er ond med Deres Guld,« sagde hun »og for at De skal see, at jeg hverken bryder mig om det eller om et Kys, saa skal Digteren have det!« Nu trykkede hun sine Hænder om mine Kinder, hendes Læber berørte mine, og hun forsvandt bag Huset.
Da Solen var gaaet ned, sad jeg oppe i Klostret i mit lille Værelse, og saae fra Vinduet ud over Havet; det var rosenrødt og gik i lange Brændinger, Fiskerne trak deres Baade op paa Sandet, og da Mørket steg skinnede Lysene klarere, Brændingerne vare svovlblaa; Alt var saa uendeligt stille; da sang Fiskerne med Koner og Børn en
Længer kunde jeg ikke udholde det, gik ned til Havet, hvor de lysende Brændinger brødes, hvor Fiskeren sang og Vinden luftede. Jeg steg op paa den murede Bro, hvor jeg havde staaet i Dag. En Skikkelse, indsvøbt i en stor Kappe, sneg sig tæt forbi mig, det var Genaro, saae jeg. Han gik ad Stien til det lille hvide Huus, jeg fulgte efter. Nu svævede han tæt forbi Vinduet, gjennem hvilket Lampen skinnede ud til os. Her tog jeg Plads, skjult mellem det nedhængende Viinløv, og kunde nu see ind i Stuen. Der var et lignende Vindue paa den modsatte Side, en høi Trappe førte til Sideværelset.
De to smaa Piger laae, næsten afklædte, kun med Skjørtet løst om sig, og sang foran det lille Bord, hvor Crucifixet og Lampen stod; den ældre Søster, Huusmoderen, som hun jo var, knælede i Midten. Det var Madonna med to Engle, en levende Altartavle, som malet af Raphael, jeg saae for mig. Hendes mørke Øie var hævet i Veiret, Haaret hang i rig Fylde ned over den nøgne Skulder, Hænderne foldede sig over det ungdommelige, skjønne Bryst.
Mine Pulseslag gik raskere, jeg vovede neppe at aande. Nu reiste de sig alle tre; hun fulgte Smaapigerne op ad Trappen til Sideværelset, lukkede Døren til, og gik nu og puslede i den forreste Stue. Jeg saae, hun tog op af en Skuffe en rød Tegnebog, vendte den flere Gange og smilte, var ogsaa
Et Øieblik efter hørte jeg en sagte Banken paa det modsatte Vindue, forskrækket saae hun derhen, lyttede, det bankede igjen, og jeg hørte nogen tale, men kunde ikke gribe et eneste Ord.
»Eccellenza!« raabte hun høit, »hvad vil De? Hvorfor kommer De her paa denne Tid? For Himlens Skyld! Jeg er vred, meget vred derfor!«
Han sagde atter noget.
»Ja, ja, det er sandt!« raabte hun, »De har glemt deres Tegnebog! min lille Søster var nede i Vertshuset, for at bringe Dem den, men De boer vist oppe i Klosteret! I Morgenstunden havde hun søgt Dem der. Her er den!«
Hun tog den frem, han sagde igjen nogle Ord, hun rystede med Hovedet.
»Nei, nei! hvad tænker De paa! jeg aabner ikke Døren! De kommer ikke ind!« Nu gik hun hen til Vinduet og lukkede det op, for at række ham Bogen. Han greb efter hendes Haand, hun lod Bogen falde, den blev liggende paa Vindues-Karmen. Genaro strakte nu Hovedet ind, den unge Kone traadte hurtigt over til Vinduet hvor jeg stod, nu kunde jeg høre hvert Ord, Genaro sagde.
»Og De vil ikke tillade mig at kysse deres smukke Haand til Tak? Ikke modtage den ringeste Findeløn? – Ikke engang række mig et Bæger Viin! Jeg brænder af Tørst! det er der jo slet intet ondt i. – Hvorfor ikke tillade mig at træde ind?«
»Nei,« sagde hun, »vi have intet at tale om paa denne Tid, tag hvad De har glemt, og lad mig faae Vinduet lukket!«
»Jeg gaaer ikke,« sagde Genaro, »før De rækker mig Deres Haand, før De giver mig det Kys, De bedrog mig for i Dag og gav til det dumme Menneske!« –
»Nei, nei,« sagde hun, men loe dog i sin Vrede. »De vil tiltvinge Dem hvad De ikke faaer!« sagde hun, »derfor vil jeg ikke, gjør det ikke!«
»Det er sidste Gang!« sagde Genaro i en blød, bedende Tone, »sikkert sidste Gang, vi sees, og De kan nægte mig kun det, at række mig Haanden! mere forlanger jeg ikke, skjøndt mit Hjerte har tusinde Ting at sige dem. – Madonna vil jo, at vi Mennesker skulle elske hinanden, som Broder og Søster! som Broder vil jeg dele mit Guld med Dem! – pynte Dem skal De og blive dobbelt saa smuk som De er! Alle Veninderne ville misunde Dem, Ingen skal see vor Lykke!« og nu i et rask Spring var han inde af Vinduet.
Hun udstødte et Skrig: »Jesus Maria!« jeg greb voldsomt i Vinduet, hvor jeg stod, Glasset klirrede, og som drevet af en usynlig Magt, foer jeg om til det aabne Vindue, i det jeg rev en Lægte løs, der laae over Viinløvhvelvingen, for dog at have et Slags Vaaben.
»Er det Dig, Nicolo?« raabte hun høit.
»Mig!« svarede jeg dybt og fast. Jeg saae Genaro flygte igjen ud af Vinduet, hans Kappe flagrede i Vinden, og Lampen slukkedes, det blev ganske mørkt i Værelset.
»Nicolo!« raabte hun ved Vinduet, og hendes Stemme bævede. »Du her igjen? Madonna være lovet!«
»Signora!« stammede jeg.
»Alle I Hellige!« hørte jeg hende sige; Vinduet fløi til; jeg stod som naglet fast derude. Nogle Øieblikke vare forbi, og jeg hørte hende sagte gaae hen af Gulvet, Døren til Kammeret aabnes og lukkes igjen. Hun bankede noget fast, som slog hun Søm og
Da jeg kom til Klosteret, blev jeg just kaldet til Aftensbordet, ingen havde savnet mig! men Genaro kom ikke, Francesca var urolig, Fabiani sendte Bud paa Bud, endelig kom han; han havde spadseret paa Bjergene og forvildet sig, fortalte han, men havde til Lykke truffet en Bonde, der havde ført ham paa den rette Vei.
»Deres Kjole er ogsaa ganske flænget,« sagde Francesca, Genaro greb i Fligen; »ja det Stykke sidder i en Tornebusk!« sagde han, »jeg mærkede det nok! – Himlen veed ogsaa,
Vi loe af hans Eventyr, jeg kjendte det bedre, vi drak paa hans Sundhed, Vinen var ypperlig, vi bleve ret oprømte. Da vi siden kom paa vore Værelser, hvor kun en Dør skilte mit fra Genaros, kom han halv afklædt ind til mig, loe, og lagde fortrolig Haanden paa min Skulder, bad mig ikke drømme for meget om den smukke Kone, vi havde seet i Dag! –
»Kysset fik dog jeg!« sagde jeg spøgende.
»O ja, det fik De!« sagde han leende, »og troer De, jeg er blevet Stedbarn?«
»Ja det synes det dog!« sagde jeg! –
»Stedbarn er jeg endnu aldrig blevet,« sagde han i en kold Tone, der laae næsten noget Bittert deri, men et let Smiil spillede igjen om Munden, og han hvidskede: »kunde De tie, skulde jeg fortælle Dem noget!«
»Fortæl mig!« bad jeg, »Ingen skal høre en Stavelse af mig!« Jeg ventede nu, at høre hans Beklagelse over det slet udfaldne Eventyr, det var ogsaa dette.
»Jeg glemte i Dag med Villie min Tegnebog ovre hos den smukke Kone, for at have en Skingrund til at komme der ved Aften, for saa er Konerne ikke saa strænge. Der er det, jeg har været; ved at kravle over Havemuren og op mellem Hækkerne, har jeg revet Kjolen itu!«
»Og den smukke Kone?« spurgte jeg.
»Hun var dobbelt smuk,« sagde han og nikkede betydningsfuldt, »dobbelt smuk og slet ikke stræng, da vi vare ene! det vidste jeg nok. Dig gav hun eet Kys, mig gav hun tusinde og sit Hjerte som Tilgift. Jeg vil drømme om min Lykke den hele Nat! stakkels Antonio!« han kyssede ad mig paa Fingrene og hoppede til Seng.
Morgenhimlen var som bedækket med et graat Flor, da vi forlode Klosteret; ved Stranden ventede vore raske Roerkarle, der igjen bar os ud i Baaden. Reisen gik til Capri, Himlens Flor brast i lette Skyer, Luften blev dobbelt høi og klar, ikke en Bølge rørte sig, som et
»Du greb i det mindste i Tornene!« tænkte jeg, og nikkede bejaende.
Det store uendelige Hav ned til Sicilien og Africa udbredte sig for os, til venstre laae Italiens Klippekyst med sine sælsomme Huler, foran enkelte af disse laae smaa Byer; de syntes at være traadte ud af Hulerne, for at sole sig lidt, inde i de andre sad Fiskerne, de kogte deres Mad og tjerede deres Baade bag den høie Brænding.
Havet syntes en feed, blaa Olie, vi stak Haanden ned i det, og den syntes blaa som det. Skyggen paa Vandet, Baaden kastede, var det reneste Sortblaa, Aarens Skygge en bevægelig Slange i alle Nuancer af Blaat.
Herlige Hav! jublede jeg, intet i den hele Natur, Himlen undtagen, er skjøn, som Du! jeg erindrede, hvorledes jeg som Barn ofte havde ligget paa Ryggen og drømt mig op i den blaa uendelige Luft; nu syntes min Drøm at være opløst i Virkelighed.
Vi kom forbi tre smaae Klippeøer »
Vandfladen slumrede om det nøgne steenrige Cap Minerva, hvor Oldtiden lod
Kun fra een Side er Øen Capri tilgjængelig; rundtom steile, lodrette Klippemure, mod Neapel skraane de amphitheatralsk med Viinhaver, Oranger og Olieskove; nede ved Stranden ligge nogle Fiskerhytter og en Vagt; høiere oppe mellem de grønne Haver titter Byen Anna Capri frem, en ganske lille
Paa Æsler skulde vi efter Middagsbordet ride op til Ruinerne af Tibers Villa, men nu ventede Frokosten, og mellem den og det følgende Maaltid vilde Francesca og Fabiani udhvile sig, for at samle Kræfter til den forestaaende Promenade. Genaro og jeg følte ingen Trang dertil. Øen syntes mig ikke større, end at vi nok i et Par Timer kunne roe om den og see de høie Klippeporte, der mod Syd hæve sig isolerte op af Vandet.
Vi toge en Baad og to Roerkarle, det blæste lidt, saa at vi kunde bruge Seil den halve Vei omkring. Søen brødes mod de lave Skjær. Fiskegarn laae udspændte mellem dem, saa vi maatte skyde et Stykke uden om disse; det var en deilig lystig Fart i den lille Baad. Snart saae vi fra Havet op mod Himlen kun de lodrette Klipper, de graae Steenmasser, i Revnerne hist og her en Aloe eller en vild Levkoi, men ikke Fodfæste selv for Steengjeden. Nede i Brændingen, der slog op som en blaa Ild, voxte paa Klippen de blodrøde Søæbler, der vaade af Vandet havde en dobbelt Glands, det syntes som Klippen blødte ved hvert Bølgeslag.
Nu laae det aabne Hav til Høire, Øen til Venstre; dybe Huler, hvis øverste Aabning ragede lidt over Vandet, viste sig i Klippen, enkelte bleve kun synlige i Brændingen. Dernede bygge Sirenerne, det blomstrende Capri, vi kravle om paa, er kun Taget over deres Klippeborg.
»Ja onde Aander bygge der,« sagde den ene Roerkarl, en gammel Mand med sølvhvidt Haar. »Deiligt skal der være, men de slippe ikke deres Rov, og kommer En igjen ud derfra, da har han ikke Forstand for denne Verden!« – Og han viste os længere frem en Aabning noget større end de andre, dog ikke stor nok til at vor Baad, endog uden Seil og om vi strakte os ud i den, kunde for Bredde eller Vidde, komme derind.
»Det er Hexehullet,45« hvidskede den Yngre, der sad ved Roret, og nu dreiede mere ud fra Klippen. »Derinde er alting Guld og Ædelstene, men man brænder op i Ildslue, kommer man derind! –
»Gid jeg havde en af Sirenerne her i Baaden,« sagde Genaro. »Men smuk skulde hun være! vi skulde nok komme ud af det!«
»Deres Lykke hos alle Damer,« sagde jeg leende, »vilde ogsaa gjelde her!«
»Paa den svulmende Sø skal man just kysse og omfavne, det er Bølgernes evige Leeg! Ak,« sukkede han, »havde vi nu den smukke Kone fra Amalfi. Det var en Qvinde! ikke sandt! De nippede jo dog til Læbernes Nectar. Hvor hun kunde synes kostbar, tilbageholdende, De skulde have seet hende iaftes, hun brændte hæftigere end jeg!«
»Nei, nei!« sagde jeg halv uvillig over hans uforskammede Pralen. »Det er ikke saa, jeg veed det bedre!«
»Hvorledes forstaaer jeg dette!« spurgte han, og saae mig forundret ind i Ansigtet. »Jeg har seet det selv, Tilfældet førte mig derhen; jeg tvivler ellers ikke om, at De har større Lykke, men denne Gang vil De kun spøge med mig!« – Han saae endnu taus paa mig.
»Jeg gaaer ikke,« gjentog jeg leende efter Genaro »før De giver mig det Kys, De bedrog mig for og gav det dumme Menneske!«
»Signore! De har beluret mig,« sagde han alvorligt, og jeg saae ham blive ganske hvid i Ansigtet. »Hvor tør De fornærme mig? De slaaes med mig, eller De har min Foragt!«
Den Virkning havde jeg ikke ventet, min Tale vilde have gjort paa ham.
»Genaro, det er ikke Deres Alvor!« udbrød jeg og tog hans Haand; han trak den tilbage, svarede mig ikke, men befalede Matroserne at sætte i Land.
»Ja, vi maae Øen omkring!« sagde den Gamle, »kun hvor vi gik ud fra, kunne vi komme ind igjen.«
De brugte Aaren, og snart nærmede vi os de høie Klippebuer i det blaa svulmende Vand; men Vrede og Bedrøvelse bevægede mit Sind, jeg saae paa Genaro, der pidskede med sin Stok i Vandet.
»
»Hvor styre vi hen?« spurgte Genaro.
»Tilbage, tilbage,« sagde den Unge.
»Hele Øen om igjen?« spurgte jeg.
»Ind under Læ, tæt ved Klippevæggen, Skypumpen tager Retning længer ud ad!« –
»Brændingen vil slaae Baaden itu mod Klippen!« sagde den Gamle, og greb rask i Aaren. –
»Evige Gud!« stammede jeg, thi den sorte Sky-Søile kom med Vindens Hurtighed hen over Vandet, som vilde den gaae langs med Capris Fjeldvæg, hvor vi vare; den vilde hvirvle os op med sig, eller trykke os ned i Dybet, tæt ved den lodrette Klippekyst. Jeg greb i Aaren med den Gamle, Genaro hjalp den Yngre, men vi
»Sancta Lucia frels os!« raabte begge Søfolkene, slap Aarene og sank paa Knæ!
»Grib dog Aaren!« raabte Genaro, men dødblege, saae de mod Himlen. – Da susede Orkanen over vore Hoveder; til Venstre ikke langt fra os, gik den sorte Nat over Bølgerne, de løfted os høit, høit i Veiret, slog skumhvide over Baaden. Luften præssede, som vilde Blodet ud gjennem Øiet, det blev Nat, Dødens Nat. Jeg følte kun eet, at Havet laae over mig; at jeg, at vi alle vare Havets, Dødens Bytte. Min Bevidsthed forlod mig. –
Mere end Vulkanens Storhed, stærkt som Adskillelsen fra Annunziata, staaer det Syn for mig, jeg saae, da mit Øie atter aabnedes. Den blaa Æther var dybt under mig, over mig og rundt om. Jeg rørte Armen, og som electriske Ildfunker glimrede Millioner Stjerneskud om mig. Af Luftens Strømme blev jeg baaret; jeg var vistnok død, svævede nu gjennem Ætheren til Guds Himmel; dog en tung Vægt laae paa mit Hoved, det var min jordiske Synd; den bøiede mig ned ad, Luftstrømmen slog over mit Hoved, det var, som den kolde Sø; mekanisk greb jeg frem for mig, jeg følte en fast Gjenstand, og klamrede mig om den, en Dødsmathed gik gjennem mit hele Væsen, jeg følte, der var ei Blod, ei Marv i mig; mit Liig laae vist paa Havets Dyb, det var min Sjæl, der nu steg mod sin Skjæbne. »Annunziata!« sukkede jeg. Mit Øie lukkede sig atter. Denne Afmagt har vistnok varet længe. – Jeg aandede atter, og følte mig mere styrket, min Bevidsthed var sundere. – Jeg laae paa en kold fast Masse, som paa en Klippespids, høit i den uendelige blaa Æther, der lyste rundt om; over mig hvælvede sig Himlen, med sælsomme kegleformede Skyer, blaa som den, alt var Ro, alt saa uendeligt stille; men en isnende Kulde følte jeg i mit hele Væsen; langsomt reiste jeg Hovedet. Mine Klæder vare blaa Luer, mine Hænder skinnede som Sølv, og dog følte jeg, at de vare legemlige. Mine Tanker anstrængte sig: hørte jeg Døden eller Livet til? Jeg rakte Haanden ned i den sælsomme, skinnende Luft under mig. Det var Bølgen, jeg greb i, og dog var den Flamme, blaa, som det brændende Spiritus, men koldt, som Vandet; Draaberne, der stænkede i Veiret, skinnede rosenrøde; som Skypumpen ude paa Søen men mindre og tindrende blaa, stod en Søile, uformet og høi, tæt ved mig. Var det min Skræk, min Erindring, der viste mig dette Billede; jeg vovede efter nogle Øieblikke sagte at berøre det; det var fast som Steen, kold som den, jeg strakte Haanden ud i det halvdunkle Rum bag ved og mødte faste, glatte Mure, men mørkeblaa som Nathimlen. Hvor var jeg? – En skinnende Sø var det, jeg havde antaget for Luft under mig, den brændte svovlblaa, men uden Hede. Var det den, der oplyste Alt rundt om, eller lyste Klippevæggene og Buen høit over mig. Var det Dødens Bolig, Grav-Cellen for min udødelige Aand! et jordisk Opholdsted var det ikke. I alle Overgange af Blaat lyste Enhver Gjenstand, jeg selv stod i en Glands, som strømmede Lyset ud inden fra.
Tæt ved mig var en hugget Trappe, den syntes af mægtige Saphirer, hvert Trin var uhyre Blokke af denne funklende Steen; jeg steg derop, men Klippestykker lukkede Indgangen for mig. Var jeg ei værdig at træde det Himmelske nærmere. Med et Menneskes Vrede imod mig, var jeg gaaet ud af Verden. Hvor var Genaro, hvor de to Roerkarle? – Jeg var ene, ganske ene; jeg tænkte paa min Moder, paa Domenica, Francesca, paa dem Alle, og følte, at min Phantasie skabte intet Blændværk, den Glands, jeg skuede, var til, saaledes som jeg selv var det, aandelig eller legemlig. I en Klipperevne stod en løs Gjenstand, jeg berørte. Det var en Konka, tung og stor; den var fyldt med Guld og Sølvmynter, jeg følte de enkelte Stykker, og mit Opholdsted blev mig mere sælsomt. Tæt ved Vandfladen, ikke langt fra hvor jeg stod, saae jeg en klar blaa Stjerne, den kastede en eneste lang Straale, ætherreen hen over Vandspeilet, og som jeg saae, formørkedes den som Maanen, en sort Gjenstand viste sig, og en lille Baad gled hen over det brændende blaa Vand, det var som om den steg op af Dybet og svømmede let hen over det; en gammel Mand roede langsomt, Vandet skinnede rosenrødt ved hvert Aareslag. I den anden Deel af Baaden sad endnu en menneskelig Skikkelse, en Pige var det, kunde jeg see. Tause, ubevægelige, som Steenbilleder sad de, kun den Gamles Hænder rørte sig med Aaren. Et forunderligt dybt Suk naaede til mig, det var, som om jeg kjendte det igjen; – de roede om i en Cirkel, nærmede sig derpaa Stedet, hvor jeg stod. Den Gamle lagde Aaren op i Baaden, Pigen hævede Hænderne i Veiret og udbrød dybt og smerteligt: – »Gudsmoder, forlad mig ikke. – Her er jeg jo, som du har sagt!«
»Lara,« raabte jeg høit! Det var hende. Jeg kjendte Stemmen, jeg kjendte Skikkelsen, det var Lara, den blinde Pige fra Tempelruinerne i Paestum.
»Giv mig Øiets Lys! lad mig skue Guds deilige Verden!« sagde hun. Det var, som om den Døde havde talt, det bævede mig gjennem Sjælen, den Verdens Skjønhed, jeg ved min Sang havde aandet Anelse om i hendes Bryst krævede hun af mig. – Min Læbe forstummede, taus udbredte jeg Armene, hun hævede sig endnu engang. »Giv mig!« stammede hendes Læber, og hun sank tilbage i Baaden. Vandet stænkede som Ilddraaber op om den. Et Øieblik bøiede den Gamle sig over hende, steg derpaa op, hvor jeg stod, hans Blik hvilte paa mig, jeg saae ham gjøre Korsets Tegn i Luften, derpaa greb han den mægtige Kobberkonka, satte den i Baaden og steg selv derud; instinktmæssigt fulgte jeg efter, hans forunderlige mørke Blik stirrede ubevægeligt paa mig; nu greb han Aaren, vi seilede mod den lysende Stjerne, en kold Luftstrøm trængte os imøde, jeg bøiede mig over Lara, en snever Klippeaabning sluttede sig om os, men kun et Øieblik, da laae Havet, det store Hav, i sin uendelige Udstrækning foran os, og bag ved reiste sig op mod Himlen de lodrette Klipper; en lille mørk Aabning var det, vi var kommet ud af, tæt ved var en lav Skrænt, overvoxet med enkelte Hækker og mørkerøde Blomster; Nyet skinnede forunderligt klart.
Lara hævede sig i Veiret. – Jeg vovede ikke at røre hendes Haand, en Aand var hun, Aander var det Hele, følte jeg, intet Drømmebillede af min Phantasie.
»Giv mig Urterne!« sagde hun og strakte Haanden ud. – Det var, som jeg maatte følge Aandens Stemme. Jeg saae paa de grønne Hækker, de røde Blomster, der voxte paa den lave Skrænt under de høie Klipper, jeg steg af Baaden, plukkede Blomsterne, de duftede sælsomt, jeg rakte Bouquetten, Dødens Mathed gik gjennem mine Lemmer, jeg sank i Knæ, men endnu saae mit Øie, hvor den Gamle slog Korsets Tegn, tog Blomsterne, løftede Lara i en større Baad, der laae ved Siden; den mindre blev bundet bag ved, Seilet heiset, og de seilede bort, hen over Søen; jeg strakte mine Hænder efter dem, men Døden gik tungt over mit Hjerte, det var som om det brast.
»Han lever!« var det første Ord, jeg atter hørte; jeg slog Øiet op og saae Fabiani og Francesca; der stod endnu en Fremmed hos mig, han holdt min Haand og saae mig alvorligt og tænkende ind i Øiet. Jeg laae i et smukt stort Værelse, det var Dag. – Hvor var jeg? Feber brændte i mit Blod, kun langsomt og efterhaanden erfarede jeg, hvorledes jeg var kommet her, hvorledes jeg var reddet.
Da Genaro og jeg igaar ikke vendte tilbage, havde man været meget urolig for os; Fiskerne hørte man heller ikke til, og da en Skypompe var seet at gaae sydligt om Kysten, var vor Skjæbne som afgjort. To Fiskerbaade bleve strax sendte ud til at omseile Øen, saa at de mødte hinanden, men intet Spor af os eller Baaden var at opdage; Francesca havde grædt, hun var mig dog saa god, med Smerte beklagede hun Genaro og de stakkels Søfolk. – Fabiani havde ingen Ro, selv maatte han med at søge, hver lille Klipperift vilde han speide, om ikke een af os ved Svømning havde reddet sig derhen, men nu maaskee leed den skrækkeligste Død, Angestens og Hungerens; thi fra ingen Side der kunde man stige op til Menneskene. I den tidlige Morgen roede han ud med fire raske Karle, undersøgte de fritstaaende Klippeporte i Søen, de enkelte Klipperevner. Roekarlene vilde ikke nærme sig det frygtelige Hexehul, men Fabiani befalede dem at styre hen imod den lille grønne Skrænt. – Da han nærmede sig Stedet, saae han, lidt ovenfor, en Skikkelse ligge udstrakt, det var mig, jeg laae som et Liig mellem de grønne Hækker; mine Klæder vare halvtørrede af Vinden, de tog mig i Baaden, han dækkede mig til med sin Kappe, gned mit Bryst og mine Hænder, og følte da, at jeg aandede svagt; de fik mig i Land og under Lægens Behandling, – jeg var atter blandt de Levendes Tal, Genaro og begge Søefolkene vare druknede. Jeg maatte fortælle, hvad jeg kunde erindre, og jeg talte om den sælsomme straalende Hule, hvor jeg var vaagnet, om Baaden med den gamle Fisker og den blinde Pige, de sagde Alle, det var min Phantasie, en Feberdrøm i Natteluften, selv maatte jeg jo troe det og dog kunde jeg ikke, det stod altfor levende i min Sjæl.
»Ved Hexehullet fandt de ham?« spurgte Lægen, og rystede med Hovedet.
»De troer dog ikke, at dette Sted har mere Kraft, end ethvert andet?« spurgte Fabiani.
»Naturen er en Kjæde af Gaader,« sagde Lægen, »de færreste have vi endnu løst!« –
Det blev som Dag i min Sjæl. Hexehullet, den Verden, vore Sømænd havde talt om, hvor Alt var glimrende, var Ild og Straaler! Havde Søen kastet mig derind? Jeg erindrede den snevre Aabning, jeg seilede ud igjennem. Var det Virkelighed eller Drømme? Havde jeg skuet ind i en Aandeverden? Madonnas Naade havde frelst og beskjærmet mig. Min Tanke drømte sig tilbage i den straalende skjønne Hal, hvor min Skytsengel hed Lara. Sandhed var det Hele, ingen Drøm! jeg havde seet, hvad først Aar efter blev opdaget og nu er Capris, ja Italiens skjønneste Eie:
VIII
Hjemreisen
Francesca og Fabiani bleve endnu to Dage paa Capri, for at vi kunde gjøre Reisen sammen tilbage til Neapel. – Var jeg før enkelte Gange saaret ved deres Tale, deres Maade at behandle mig paa, saa mødte jeg nu saa megen Omhu og Kjærlighed, at jeg af ganske Hjerte klyngede mig til dem. »Du maa følge med os til Rom,« sagde de, »det er det Fornuftigste og Bedste.« Min sælsomme Frelse, det forunderlige Syn i Hulen virkede ind paa mit exalterede Gemyt, jeg følte mig saa ganske i den usynlige Leders Haand, der kjærligt leder Alt til det Bedste, at jeg nu greb alt Tilfældigt, som en Styrelse, var resigneret; og da Francesca venligt trykkede min Haand, og spurgte, om jeg havde Lyst at leve i Neapel med Bernardo, forsikkrede jeg, at jeg vilde, maatte til Rom.
»Vi vilde have grædt mange Taarer for Dig, Antonio!« sagde Francesca og trykkede min Haand, »Du er vort gode Barn! Madonna har holdt sin skjærmende Haand over Dig!« –
»Eccellenza skal vide,« sagde Fabiani, »at den Antonio, han var vred paa, er druknet i Middelhavet, og at vi bringe den gamle, fortræffelige Antonio hjem med!«
»Den stakkels Genaro,« sukkede da Francesca, »han havde et ædelt Hjerte, Liv og Aand! Et Mønster var han i Alt!«
Lægen sad flere Timer hos mig; han var egentlig fra Neapel og kun i et Besøg paa Capri. Tredie Dag fulgte han med os tilbage, jeg var da fuldkommen vel, sagde han, legemlig maaskee, men ikke sjælelig; jeg havde skuet ind i Dødens Rige, følt Dødsengelens Kys paa min Pande, Ungdommelighedens
Næste Morgen, den sidste jeg var i Neapel, hang mit Blik med Veemod paa Vesuv, som jeg nu sidste Gang saae, men tætte Skyer indhyllede Bjergtoppen, det syntes ei at ville sige: Lev vel! – Havet var blikstille, jeg tænkte paa mit Drømmebillede: Lara i den straalende Grotte; snart vilde Alt, mit hele Ophold her i Neapel, være som en Drøm; jeg greb Avisen diario di Napoli, som Camerieren havde bragt, mit Navn stod deri: en
Vi forlod Neapel; de høie Viinhaver lukkede for den. I fire Dage gik det hjemad, tilbage til Rom, samme Vei jeg for to Maaneder siden havde reist med Federigo og Santa. Jeg saae atter Mola di Gaeta med sine Orange-Haver, nu duftede Træerne med Blomster; jeg gik i Gangen, hvor Santa havde siddet og hørt mit Livs-Eventyr; hvor mange store Begivenheder havde ikke i den korte Tid siden knøttet sig der til! Vi kjørte gjennem det snevre Itri, og jeg tænkte paa Federigo. Ved Grændsen, hvor Passene bleve efterseete, stode endnu Gjederne i den store Klippehule, som han havde tegnet af; den lille Dreng saae jeg ikke. – Natten var vi i Terracina; Morgenluften var uendelig klar, jeg sagde mit Lev vel til Havet, der havde trykket mig i sine Arme, lullet mig i den skjønneste Drøm, og viist mig Skjønheds-Billedet, Lara. Langt ude i den ætherklare Horizont saae jeg endnu Vesuv med sin blegblaa Røgstøtte, det Hele var som aandet med Duft paa det skinnende
»Et muntert Ansigt, Antonio,« sagde Fabiani, da vi rullede ind af Porta Sant Giovanni;
»Nu ere vi hjemme!«sagde Francesca.
»Ja, hjemme!« gjentog jeg, og tusinde Følelser bevægede sig i mit Bryst. Om nogle Øieblikke skulde jeg staae Skoleret for Eccellenza, jeg gruede for Mødet og syntes dog, at Hestene ikke fløi hurtigt nok afsted.
Vi holdt for Palazzo Borghese.
To smaa Værelser i øverste Etage bleve mig anviste; endnu havde jeg ikke seet Eccellenza. Vi bleve kaldte til Bords. Jeg bukkede dybt for ham.
»Antonio maa nok sidde mellem mig og Francesca!« vare de første Ord, jeg hørte af ham.
Samtalen faldt let og naturlig, hvert Øieblik ventede jeg, at en bitter Bemærkning skulde møde mig, men ikke et Ord, ikke en Hentydning paa, at jeg havde været borte, eller at Eccellenza havde været ilde stemt mod mig, som hans Brev udtalte. Denne Mildhed rørte mig, dobbelt skattede jeg al den Kjærlighed, som mødte mig, og dog kom der Timer, hvori min Stolthed følte sig krænket ved – at jeg ingen Skjænd havde faaet.
IX
Opdragelsen. Den lille Abbedisse
Palazzo Borghese var nu mit Hjem, jeg behandledes med mere Mildhed og Venlighed, enkelte Gange kom vel den gamle belærende Tone, den saarende, lette Maade at behandle mig paa, men jeg vidste, de meente mig det saa godt.
I de varmeste Maaneder forlod de Rom, jeg var ene i det store Pallais; mod Vinteren kom de tilbage, og alle gamle Forhold voxte sammen. Man glemte at ogsaa jeg blev ældre, at jeg ikke længer var Barnet fra Campagnen, der greb hvert givet Ord, som en Troes-Artikel, eller
Som en mægtig Sø, hvor Bølge knuste Bølge, ligger et Tidsrum af sex Aar for mig, jeg har svømmet over den, Gud være lovet! Du, som følger mig i mit Livs Eventyr, flyv hurtig efter. Indtrykket af det Hele vil jeg give Dig i nogle faa Streger: det var min aandelige Opdragelses Kamp, Svenden, man behandlede som
Et fortræffeligt Menneske med Talent, som der kunde blive noget af, gjaldt jeg for, og Alle toge sig af min Opdragelse. Min Afhængighed gav dem Tilladelse, som jeg stod i Forhold til, min Godmodighed Alle de andre. Levende og dybt følte jeg det Bittre i min Stilling, og dog bar jeg den. Det var en Opdragen!
Eccellenza klagede over min Mangel paa Grundighed; det hjalp ikke, hvormeget jeg end læste, det var dog kun den søde Honning, som passede for min Kram, jeg sugede ud af Bøgerne. Venner af Huset og Velyndere af mig sammenlignede mig hver med Idealet for deres Interesse, og jeg maatte altsaa falde. Mathematikeren sagde, at jeg havde formegen Phantasie, for liden Besindighed. Den Lærde, at jeg ikke beskjæftigede mig nok med det latinske Sprog. Politikeren spurgte mig altid i Selskabets Nærværelse om politiske Nyheder, som jeg ikke var hjemme i, og han spurgte kun, for at krænke den Fattige. En ung Nobile, der kun levede for sine Rideheste, jamrede over mine ringe Kundskaber i Hestevæsenet, og istemte med de Andre et miserere over, at jeg havde mere Interesse for mig selv, end for hans Heste. En adelig Veninde af Huset, der ved sin Rang og en sjelden
Det Skjønne, det Ædle i enhver Ting greb og henrev mig. I rolige Øieblikke tænkte jeg tidt paa alle mine Opdragere og syntes da, at de i den hele Natur og Verdenslivet, som min Tanke og Sjæl levede for, stode mig som travle Haandværksfolk. Verden selv var mig en deilig Pige, der i Aand, Form og Klædning havde min hele Opmærksomhed, men Skomageren sagde: »betragt dog hendes Sko! de ere ganske fortrinlige, de ere Hovedsagen!« Skræddersken raabte: »nei Kjolen! see dog hvilket Snit! det maa alene beskjæftige Dem! gaae ind i Farven, i Sømmene, studeer det til Grunden!« »Nei,« skreg Haarskjæreren, »denne Fletning maa De analysere, hengive dem til!« »Sproget er dog mere!« udbrød Sproglæreren. »Nei Holdningen!« sagde Dandsemesteren. Du gode Gud! sukkede jeg! Heelheden er det, som griber mig! jeg seer nok det Skjønne i hver, men jeg kan ikke blive Skrædder eller Skomager, for at føie Eder! mit Kald er, at opfatte Skjønheden af det Hele. I gode Mænd og Qvinder, værer derfor ikke vrede og fordømmer mig? – »Det er ham for lavt! ikke høit nok for hans poetiske Aand!« spottede de Alle. Intet Dyr er dog grusomt, som Mennesket! havde jeg været rig og uafhængig, da havde Farverne snart vexlet. Alle vare de klogere, grundigere og fornuftigere, end jeg! Jeg lærte at lee forbindtligt, hvor jeg kunde have grædt, bukke, hvor jeg ringeagtede, høre opmærksomt paa Daarens tomme Snak; Forstillelse, Bitterhed og Livslede vare Frugterne af den Opdragelse, som Omstændighederne og Menneskene paatoge sig med mig. Man pegede altid paa mine Mangler, skulde der da slet ingen aandelige, gode Sider være hos mig? Selv maatte jeg søge om disse, see at gjøre dem gjældende; man styrede min Tanke paa mit eget Jeg og bebreidede mig derpaa, at jeg lagde Mærke til mig selv.
Politikeren kaldte mig Egoist, fordi jeg ikke ene og alene beskjæftigede mig med hans Kram; en ung Dilettant i det Æsthetiske, og Slægtning af Borgheserne, lærte mig, hvorledes jeg skulde tænke, digte og dømme, og altid paa en Maade, at enhver Fremmed saae, det var Adelsmanden, der lærte Hyrdedrengen, den Fattige, som maatte være dobbelt taknemmelig ved, at han nedlod sig til ham. Han, som interesserede sig for de smukke Heste, og ene og alene for disse, sagde, at jeg var det forfængeligste Menneske, fordi jeg ikke havde Øie kun for hans Heste. Mon de ikke Alle vare Egoister? Eller havde de Ret? Maaskee! jeg var et fattigt Barn, man havde gjort saa meget for. Men havde ikke mit Navn Adel, da havde min Aand, og uendeligt følte den hver den mindste Ydmygelse. Jeg som med hele min Sjæl havde klynget mig til Menneskene, forvandledes nu som
Jeg var ikke længer god, som jeg før havde været, dog hed jeg: et ypperligt, et fortræffeligt Menneske! min Sjæl studerede Bøger, Naturen, Verden og mig selv, og dog sagde man: han vil ingen Ting lære! Denne Opdragelse varede i sex Aar, ja i syv, kan jeg sige, men det var ved det sjette Aars Slutning, at der kom en ny Bølgebevægelse i min Livssø. Sex lange Aar havde vistnok flere Begivenheder at meddele, flere, der vare mere fremtrædende, end mange af de tidligere jeg har nævnet, men alle smelte de dog sammen i een eneste Giftdraabe, som hvert Talent, der ikke eier Guld eller Slægt, kjender som Aandedraget.
Jeg var Abbate, havde et Slags Navn i Rom som Improvisator, thi i Academia Tiberina havde jeg improviseret og læst Digte op, og altid faaet det meest stormende Bifald, men Francesca havde ogsaa Ret, der klappedes for Alt, hvad der blev læst. Habbas Dahdah stod som en af de første i Academiet, det vil sige, han var den som talte og skrev meest, alle hans Colleger sagde, han var altfor eensidig, gnaven og uretfærdig, og dog taalte de ham mellem sig, og han skrev og skrev. Han havde gaaet mine, som han kaldte dem, Vandfarvestykker igjennem, men det Spor af Talent, han eengang, da jeg i Skolen bøiede mig i Støvet for hans Mening, havde fundet hos mig, var dødt i Fødselen, mine Venner burde forhindre at ingen af mine Digte, der kun vare poetiske Misfostre, kom for Lyset; Ulykken var, sagde han, at store Genier havde skrevet i en ung Alder, og saa skulde jeg nu ogsaa med!
Aldrig hørte jeg om Annunziata; hun stod mig som en Død, der i Dødsøieblikket havde lagt sin kolde Haand knusende paa mit Hjerte, for at dette maatte vorde pirreligere for hver smertelig Berørelse. Mit Ophold i Neapel, alle Erindringer derfra, var et Skjønhedens forstenende Medusahoved. Naar den hede Scirocco blæste, huskede jeg paa de milde Luftninger ved Paestum, paa Lara og den straalende Grotte, i hvilken jeg havde seet hende. Naar jeg stod som Pebling for mine mandlige og qvindelige Opdragere, kom Erindringen om Bifaldet i Røverhulen, som i det store Sant Carlo. Naar jeg stod fremmed i Krogen, tænkte jeg paa Santa, der strakte sine Arme efter mig og sukkede: »dræb mig, men forlad mig ikke!« Det var sex lange, lærerige Aar, jeg var nu sex og tyve Aar.
Flaminia, den lille Abbedisse, som de havde kaldt hende, Francescas og Fabianis Datter, der alt fra Vuggen af den hellige Fader var viet til Himmelbrud, havde jeg ikke seet, siden jeg dandsede med hende paa min Arm og tegnede hende lystige Billeder. Hun opdroges i Rom i Nonneklosteret ved
Ofte naar jeg gik gjennem Quadri fontanæ, hvor Klosteret laae, tænkte jeg paa det venlige Barn, jeg havde dandset med paa Armen, hvor forandret hun nu var blevet, hvor stille hun levede bag de snevre Mure. En enkelt Gang havde jeg ogsaa været derinde i Klosterkirken og hørt Nonnernes Sang bag Gitteret. Mon den lille Abbedisse sad mellem dem? tænkte jeg, men vovede ikke at spørge, om Kostgjængerne toge Deel i Sangen og Kirkemusiken. Een Stemme klang saa forunderligt høit og veemodigt over de Andres, den lignede meget Annunziatas, jeg syntes at høre hende igjen, og alle Erindringer fra hiin Tid vaktes igjen i min Sjæl.
»Næste Mandag kommer vor lille Abbedisse!« sagde Eccellenza; jeg var forunderlig længselsfuld efter at see hende. En fangen Fugl, som jeg selv, syntes hun mig, de toge Fuglen ud af Buret, for at den med en Traad om Benet kunde nyde Friheden i Guds Natur.
Ved Middagsbordet saae jeg hende første Gang igjen. Hun var, som man havde sagt mig, temmelig udvoxet, noget bleg, og ved første Øiekast vilde Ingen sige hun var smuk, men der laae noget inderligt Godt i hendes Ansigt, en forunderlig Mildhed var udbredt over det.
Ved Bordet vare kun nogle af de nærmeste Slægtninge. Ingen sagde hende, hvem jeg var; hun syntes ikke at kjende mig, men med en Venlighed, hvortil jeg ikke var vant, svarede hun mig paa de enkelte Ord, jeg sagde. Jeg følte, at hun ingen Forskjel gjorde mellem os, drog ogsaa mig ind i Samtalen; hun maa vistnok ikke kjende mig, tænkte jeg.
De vare alle oprømte, fortalte Anecdoter og komiske Smaatræk af Daglivet, og den lille Abbedisse loe. Det gav mig Mod, jeg kom frem med nogle Ordspil, som just paa den Tid spillede en stor Rolle i flere Kredse i Byen; men kun den lille Abbedisse loe, de Andre standsede i Smilet, sagde, det var noget daarligt Stads, det var ikke noget at fortælle; jeg forsikkrede, at næsten paa alle andre Steder i Rom morede man sig derover.
»Det er jo noget
Det beskjæftigede mig i Sandhed kun saare lidet, men jeg vilde ogsaa bidrage mit til Munterheden, og hvad jeg fortalte, forekom mig ret morsomt og gjaldt for at være det. Jeg blev forstemt og taug.
Om Aftenen var der en Deel Fremmede, jeg holdt mig beskedent tilbage. Den store Kreds havde sat sig om den fortræffelige Perini, han var paa min Alder, men Adelsmand, munter og i Sandhed saare underholdende, eiede alle mulige Selskabs Talenter; man vidste, han var morsom og vittig, og fandt da ogsaa Alt hvad han sagde, at være det! Jeg stod noget tilbage, hørte, hvor de Alle loe, især Eccellenza. Jeg traadte nærmere, det var just de selv samme Ordspil, jeg i Dag havde været saa ulykkelig, første Gang at komme frem med, Perini nu fortalte, han hverken tog fra, eller lagde til, gav dem med selv samme Ord og Miner, som jeg, og de loe Alle.
»Det er meget komisk!« raabte Eccellenza, og klappede i Hænderne. »Meget komisk! ikke sandt?« sagde han til den lille Abbedisse, der stod ved hans Side og loe.
»Jo, det syntes jeg ogsaa i Middags, da Antonio fortalte os det!« udbrød hun. Der laae slet intet bittert i dette Udbrud, det var med hendes naturlige Mildhed; jeg kunde have sjunket for hendes Fødder.
»O det er superb!« sagde Francesca om Ordspillene.
Mit Hjerte bankede stærkt; jeg traadte hen til Vinduet bag de lange Gardiner og aandede den friske Luft.
Jeg har anført dette lille Træk; hver Dag, som fulgte, bragte lignende, men den lille Abbedisse var et elskeligt Barn, der saae mig med Mildhed og Kjærlighed ind i Øiet, som hun vilde bede om Forladelse for deres Synd imod mig. Jeg var ogsaa for svag, jeg havde Forfængelighed nok, men ikke Stolthed! det laae dog vist i min fattige Fødsel, i min første Opdragelse, min Afhængighed og det ulykkelige Taknemmeligheds Forhold, jeg altid havde staaet i. Stedse erindrede jeg, hvad jeg skyldte min Omgivning og det bandt min Tunge, min Stoltheds Beslutninger. Det var vist nok ædelt, men altid Svaghed.
I en uafhængig Stilling kunde jeg slet ikke komme, saaledes som Tingene nu stode. Min Pligtfølelse, min Samvittighedsfuldhed
Paa denne Tid havde jeg just fuldendt et stort Digt: David, min hele Sjæl havde jeg aandet deri. Dag for Dag, i de sidste Aar, under idelig Opdragen, ved Erindringen om min Flugt til Neapel, Begivenhederne der og min første stærke Kjærligheds Sønderknuselse, havde mit hele Væsen faaet en stærkere poetisk Retning: Øieblikke stod det hele Liv, som et poetisk Digt for mig, hvori jeg selv havde en Rolle, Intet forekom mig ubetydeligt og hverdags, selv min Smerte, Ubilligheden mod mig var Poesie. Mit Hjerte trængte til at udgyde sig, og i David fandt jeg et Stof, der svarede til min Stemning. Jeg følte levende det Fortræffelige i, hvad jeg her havde skrevet, og min Sjæl var Taknemmelighed og Kjærlighed, thi Sandhed er det, aldrig sang eller digtede jeg en Strophe, som forekom mig heldig, uden jeg med barnlig Tak vendte mig til den evige Gud, fra hvem jeg følte det var en Gave, en Naade han lod indstrømme i min Sjæl! jeg var lykkelig over mit Digt, hørte med frommere Sind Alt, hvad jeg antog for Ubillighed mod mig, i det jeg tænkte: naar de høre dette, da ville de føle, hvilken Uret de gjøre mig, de ville med dobbelt Kjærlighed komme mig imøde. Mit Digt var færdigt, intet jordisk Øie, uden mit, havde endnu seet det. Som en
»Men det er jo Dig selv,« udbrød Francesca! »Dig selv ude paa Campagnen!«
»Ja, det kunde man jo nok vide!« sagde Eccellenza, »han maa have sig selv med! det er virkeligt et eget Genie, det Menneske har! i Alt muligt veed han at faae sig selv frem!«
»Versene skulde files lidt mere!« sagde Habbas-Dahdah. »Jeg raader til
Det var, som man alt havde knust mig Armen paa min skjønne Billedstøtte. Jeg læste endnu nogle
»Den David slaaer ikke Philisteren ihjel!« sagde Habbas Dahdah; ellers sagde man, at der var ret artige Ting deri, det Barnlige, det Følsomme vidste jeg ganske net at udtale. Jeg stod taus og bukkede, som Forbryderen for en naadig Dom. Den Horatsiske Regel tilhvidskede Habbas Dahdah mig, trykkede mig ellers ret venskabeligt i Haanden, og kaldte mig Digter; men nogle Øieblikke efter, da jeg knugede mig forlegen hen i en Krog, hørte jeg ham sige til Fabiani, mit Arbeide var noget til Fortvivlelse sammenjadsket Tøi!
Man miskjendte mig og det, men min Sjæl kunde ikke bære det, jeg gik ind i den store Sal tæt ved, hvor Ilden brændte paa Kaminen, krampagtigt knugede jeg Digtet i mine Hænder. Alt mit Haab, alle mine Drømme i eet Øieblik knust; jeg følte mig saa uendelig liden, et mislykket Aftryk af ham, i hvis Billede jeg var skabt. Hvad jeg havde elsket, trykket til mine Læber, indaandet min Sjel, min levende Tanke, kastede jeg fra mig, ind i Kaminen, mit Digt blussede op i de røde Luer.
»Antonio!« raabte den lille Abbedisse tæt ved, og greb ind i Ilden om de brændende Blade; hendes Fod gled ved den raske Bevægelse, hun styrtede om mod Ilden, det saae skrækkeligt ud; hun udstødte et Skrig, jeg styrtede over hende, reiste hende op, Digtet var alt i Luer, de Andre kom forskrækkede til.
»Jesus Maria!« raabte Francesca. Den lille Abbedisse laae dødbleg i mine Arme; hun hævede Hovedet, smilte og sagde til Moderen: »Min Fod gled! jeg har nok brændt Haanden lidt! havde Antonio ikke været, var det blevet værre!« Jeg stod som en Synder, kunde ikke sige et Ord; hun havde stærkt brændt den venstre Haand, der blev stor Bevægelse i hele Huset. Man fik ikke at vide, at jeg havde brændt mit Digt, jeg ventede, at man senere vilde spørge mig om det, men da jeg ikke talte derom, var der heller ingen der nævnte det; slet ingen? Jo een: Flaminia, den lille Abbedisse; jeg saae i hende Husets gode Engel, ved hendes Mildhed, hendes søsterlige Sind, vendte enkelte Gange min hele barnlige Tiltro tilbage, jeg var som bundet til hende. Meer end 14 Dage var hendes Haand syg, Saaret brændte, men det brændte ogsaa i mit Hjerte.
»Flaminia, jeg er Skyld i det Hele!« sagde jeg en Dag, jeg sad ene hos hende; »for min Skyld har De disse Smerter!«
»Antonio,« sagde hun, »tie for Guds Skyld dermed! lad ingen høre et Ord derom, Du gjør Dig jo selv Uret, min Fod gled, det kunde have blevet langt ulykkeligere, havde Du ikke været! jeg maa jo takke Dig, og det føler ogsaa Fader og Moder. De holde meget af Dig Antonio, meer end Du troer!«
»Dem skylder jeg Alt,« sagde jeg, »hver Dag lægges nye Velgjerninger til!«
»Tal ikke derom Antonio, de have en egen Maade at behandle Dig paa, men de troe nu, det er den rigtige! Du veed ikke, hvormeget Godt Moder har fortalt mig om dig! vi have jo alle Feil Antonio, Du selv« – hun standsede – »ja, hvor kunde Du være saa ond, at brænde det smukke Digt?«
»Det var ei bedre værd!« sagde jeg »forlængesiden skulde jeg have kastet det i Ilden!«
Flaminia rystede med Hovedet. »Det er en slem ond Verden!« sagde hun! »ja der var meget bedre hos Søstrene i det stille, venlige Kloster!«
»Ja!« udbrød jeg, »uskyldig og god, som De, er jeg ikke, mit Hjerte erindrer mere den bittre Draabe, end hver Velsignelsens Lædskedrik, man rækker mig!«
»I mit kjære Kloster var det meget bedre, end her, hvor I dog ogsaa alle elske mig!« sagde hun oftere, naar vi vare ene sammen. Min hele Sjæl bøiede sig mod hende, thi jeg følte, hun var min bedre Følelses, min Uskyldigheds gode Engel; jeg syntes ogsaa at spore en større
Hun talte saa gjerne med mig om, hvad der beskjæftigede mig meest: Poesien, den herlige guddommelige Poesie, og jeg fortalte hende om de store Mestre, og ofte steg Begeistring i min Sjæl, min Læbe blev veltalende; hun sad da med de foldede Hænder, som en Uskylds-Engel og saae mig ind i Øiet.
»Hvor Du dog er lykkelig, Antonio!« sagde hun, »lykkelig frem for Tusinde, og dog synes jeg, det er ængsteligt i den Grad at høre Verden til, som Du, som enhver Digter maa. Hvormeget Godt kan ikke Dit Ord gjøre, men ogsaa hvormeget Ondt!« Hun yttrede sin Forundring over, at Digterne kunne idelig synge om jordisk Kamp og Færdsel, hun syntes, at den Guds Prophet, en Sanger var, kun maatte synge om den evige Gud og om Himlenes Glæde.
»Men Digteren synger Gud i hans Skabninger!« svarede jeg, »forherliger ham i det, han frembragte til sin Forherligelse!«
»Jeg forstaaer det ikke!« sagde Flaminia, »jeg føler klart, hvad jeg vilde sige, men jeg har ikke et Ord for det. Den evige Gud, det Guddommelige i hans Verden og i vort eget Hjerte, skulde Digteren udtale, lede os til hans Hjerte og ikke ud i den vilde Verden!« Og hun spurgte mig, hvorledes det var at være Digter, hvorledes man følte sig, naar man improviserte; og jeg forklarede hende denne aandelige Sundheds Tilstand saa godt det var mig muligt.
»Tanken, Ideen,« sagde hun, »ja den forstaaer jeg nok! den fødes i Sjælen, kommer fra Gud, det kjende vi Alle, men de smukke Vers, Maaden hvorpaa man udsiger denne Bevidsthed, forstaaer jeg ikke!«
»Har De ikke,« spurgte jeg, »ofte i Klosteret lært en eller anden smuk Psalme eller hellig Legende, der var sat i Vers; ofte, som De mindst tænkte derpaa er ved et eller andet udvortes Tilfælde en Idee opstaaet hos Dem, hvorved Erindringen er vakt om dette eller hiint Digt, De har da kunnet nedskrive det paa Papiret; Verset, Rimet selv har ledet Dem til at erindre det følgende, idet Tanken, Indholdet stod dem klart; saaledes gaaer det ogsaa Improvisatoren og Digteren, mig i det mindste! Tidt synes jeg, det er Erindringer, Vuggesange fra en anden Verden, der vaagne i min Sjæl og som jeg maatte gjentage.«
»Hvor ofte har jeg ikke følt noget Lignende!« sagde Flaminia, »men aldrig været istand til at udtale det. Denne forunderlige Længsel, som greb mig, uden at jeg selv vidste hvorefter. Jeg synes derfor saa ofte, slet ikke at høre hjemme her i denne vilde Verden. Det Hele synes mig en stor underlig Drøm! derfor længes jeg ogsaa igjen efter mit Kloster, efter min lille Celle! Jeg veed ikke hvorledes det er, Antonio, men der saae jeg saa ofte, i Drømme, min Brudgom Jesus og den hellige Jomfrue, nu komme de sjeldnere til mig, jeg drømmer om saa megen verdslig Pragt og Glæde, om saa meget Ondt! jeg er vist ikke længer saa god som før, da jeg var hos Søstrene! hvorfor skal jeg være borte fra dem nu saalænge? Veed Du hvad, Antonio, Dig vil jeg skrifte det for! jeg er ikke uskyldig længer, jeg vil saa gjerne pynte mig! og det fornøier mig, naar de sige jeg er smuk. I Klostret sagde de mig, at det var Syndens Børn, der tænkte paa Sligt!«
»O var min Tanke uskyldig, som Deres!« sagde jeg, bøiede mig ned for hende, og kyssede hendes Haand. Hun fortalte mig, at hun endnu erindrede, hvorledes jeg havde dandset med hende paa Armen, da hun var Lille, og tegnet hende Billeder.
»Som
»Det var hæsligt gjort! blev Du da ikke vred paa mig?«
»Menneskene have revet mit Hjertes bedste Billeder itu, og jeg er dog ikke vred paa dem!« sagde jeg, og hun klappede mig kjærligt paa Kinden; meer og meer blev hun mit Hjerte kjær, det blev jo stødt bort fra Alle i Verden, hun alene var kjærlig og deeltagende.
I de to varmeste Sommermaaneder flyttede de Alle ud til
Gjerne og ofte red Flaminia med sin Pige paa deres Æsler rundt om Bjergdalen ved Tivoli, jeg
»Det seer ud,« sagde Flaminia, »som om den hele By stod paa løse Klippestykker, Vandet snart vilde rive med sig. Der oppe i Gaderne drømmer man ikke derom, men hopper let hen over en aaben Grav!«
»Det gjør vi jo alletider!« svarede jeg; »det er viist og lykkeligt, at det tildækkedes for vore Øine. De brusende Vandstrømme, vi her see styrte, have noget rædsomt, men hvor langt frygteligere maa det ikke see ud under Neapel, hvor Ilden hvirvler, som Vandet her!«
Jeg fortalte hende da om Vesuv, min Vandring derop, fortalte om Herculanum og Pompeji, og hun inddrak hvert Ord af min Læbe. Hjemme maatte jeg fortælle hende mere om al den Deilighed, hiin Side Sumpene.
Havet kunde hun ikke ret begribe, thi kun høit fra Bjergene havde hun seet det, som et Sølvbaand i Horizonten. Jeg sagde hende, at det var, som Guds Himmel laae spændt ud paa Jorden, og hun foldede sine Hænder og sagde: »Gud har dog gjort Verden uendelig smuk!« –
»Derfor skal man heller ikke vende sig fra hans Værks Herlighed, og mure sig ind i det mørke Kloster!« vilde jeg have sagt, men vovede det ikke.
Vi stod en Dag ved det gamle
»Hvor deiligt!« udbrød Flaminia, »improviseer nu ogsaa for mig, Antonio!« sagde hun, »siig mig nu et Digt om hvad Du seer!«
Jeg tænkte paa mit Hjertes Drømme, der alle knustes, som Strømmen her, og jeg føiede hende og sang: Livet var det, der bruste fort, som Strømmen, men ikke hver Draabe inddrak Sollys, det var kun over det Hele, over en heel Menneskehed, at Skjønheds Glorien bøiede sig.
»Nei jeg vil ikke have noget Sørgeligt!« sagde Flaminia, »Du skal ikke synge for mig, uden naar Du ret gjerne vil! Jeg veed ikke, hvorledes det er, Antonio, men Dig betragter jeg slet ikke som de andre Herrer, jeg kjender! Dig kan jeg sige Alt, hvad jeg tænker, Du synes mig nær, som min Fader og Moder!«
Jeg havde ogsaa hendes Fortrolighed, som hun min; der var saa meget, der rørtes i min Sjæl, jeg trængte til Meddelelse. En Aftenstund fortalte jeg hende noget af mit Barndoms Liv, om Vandringen i Katakomberne, om Blomsterfesten i Genzano, og min Moders Død, da Eccellenzas Heste kjørte over os. Derom havde hun aldrig hørt!
»O Gud!« sagde hun, »saa ere jo vi Skyld i din Ulykke! stakkels Antonio!« Hun tog min Haand og saae mig bedrøvet ind i Øiet. Gamle Domenica havde hun megen Interesse for, spurgte, om jeg besøgte hende flittigt, og jeg skammede mig ved at maatte tilstaae, at jeg i de sidste Aar høiest to Gange havde været derude, men i Rom havde jeg oftere seet hende og da altid deelt min lille Formue med hende, men det var jo ikke noget at tale om.
Hun bad mig altid at fortælle mere, og jeg fortalte mit hele Ungdoms Liv, om Bernardo og Annunziata, og hun saae mig med det uendelig fromme Blik ind i Sjælen. Uskyldighedens Nærhed ledte mine Ord. Jeg fortalte om Neapel, selv Skyggesiden berørte jeg, men let, saare let, og dog gjøs hun ved, hvad jeg fortalte, gjøs for Santa, Skjønhedsslangen i mit Paradiis.
»Nei, nei!« udbrød hun da, »der vilde jeg aldrig hen! Ikke Havet, ikke det brændende Bjerg kan opveie al den Synd og Afskyelighed, den store By indeslutter. Du er god og from, derfor har Madonna beskjærmet Dig!«
Jeg tænkte paa Gudsmoders Billede, der faldt ned fra Væggen, da mine Læber mødte Santas, men dette kunde jeg ikke fortælle Flaminia, mon hun da havde kaldt mig god og from? Jeg var en Synder, som de Andre; Omstændighederne, Gudsmoders Naade havde vaaget over mig; i Fristelsens Øieblik var jeg svag, som Alle de jeg kjendte.
Lara fik hun usigelig kjær. »Ja,« sagde hun, »da Din Aand var i Guds Himmel, kunde kun hun komme til Dig! Jeg kan ret tænke mig hende, tænke mig den blaa, straalende Grotte, hvor Du sidst saae hende!« Annunziata vilde hun ikke ret skatte. »Hvor kunde hun elske den hæslige Bernardo? Jeg vilde heller ikke, at hun skulde være Din Kone. Et Fruentimmer, der saaledes kan træde frem for et heelt Publicum, et Fruentimmer –! ja jeg kan ikke ret gjøre det tydeligt, hvad jeg mener! Jeg føler nok, hvor smuk hun var, hvor klog, hvor mange Fortrin hun havde fremfor andre Qvinder, men jeg synes dog ikke, at hun skulde eie Dig. Lara var Dig en bedre Skytsengel!«
Jeg maatte fortælle om min Improvisation, og hun syntes, at i det store Theater var det langt skrækkeligere, end hos Røverne i Bjerghulen. Jeg viste hende den
Det morede hende at see Alt, hvad der stod i Bladet fra den fremmede By; med eet saae hun op paa mig og udbrød: »Men Du har jo ikke sagt mig, at Annunziata var i Neapel paa samme Tid, som Du! Her staaer det, hun vil træde op imorgen, altsaa paa den Dag, Du reiste!«
»Annunziata!« stammede jeg, og stirrede i Bladet, som jeg saa ofte havde seet paa, men rigtignok aldrig læst andet af, end det der stod om mig. »Det har jeg ikke seet!« udbrød jeg, og vi saae tause paa hinanden. »Gud skee Lov, jeg ikke mødte hende, ikke saae hende, hun var jo ikke min!«
»Men om det skete nu?« spurgte Flaminia, »vilde det da ikke glæde Dig?«
»Det vilde være mig en Smerte!« udbrød jeg, »en Lidelse! Den Annunziata, som henrev mig, som endnu staaer idealsk i min Erindring, vilde jeg ikke gjenfinde, hun vilde være mig et nyt Væsen, som kun smerteligt berørte et Minde, jeg maa glemme! maa betragte som Dødens Eiendom! Hun staaer mellem mine Døde!«
En Eftermiddag, det var meget varmt, kom jeg ind i den store fælleds Sal, hvor de tætte, grønne Slyngeplanter skyggede ned over Vinduet. Flaminia sad med Haanden under Kinden, hun sov en let Søvn, det syntes, som holdt hun kun for Spøg Øinene lukkede. Hendes Bryst hævede sig, hun drømte. »Lara!« sagde hun. I Drømme svævede hun vist med mit Hjertes Drømmebillede i hiin straalende Verden, hvor jeg sidst havde seet det. Et Smiil bævede om hendes Læber, hun slog Øiet op. »Antonio! Du her?« sagde hun, »jeg har sovet og drømt! Veed Du vel, om hvem?«
»Lara!« sagde jeg, thi ogsaa hende maatte jeg tænke paa, ved at see Flaminia med lukkede Øine.
»Jeg drømte om hende!« sagde hun. »Vi fløi begge ud over det store, deilige Hav, Du har fortalt mig om. Der laae midt i Vandet et Bjerg, der sad Du saa bedrøvet, som Du ofte kan være det! Hun sagde da, vi ville flyve ned til ham, og hun dalede ned fra Luften, jeg vilde med hende ned til Dig, men Luften holdt mig høit oppe, og ved hvert Vingeslag for at følge hende, fløi jeg dog længer bort. Men da jeg troede, der laae tusinde Mile mellem os, var hun ved min Side og Du ogsaa!«
»Saaledes samler Døden os!« sagde jeg. »Døden er dog rig! den eier Alt, hvad der er vort Hjerte kjærest!« Jeg talte med hende om alle mine kjære Døde, selv min Tankes, min Kjærligheds Døde, og ofte vendte vi tilbage til de samme Erindringer.
Da spurgte hun mig, om jeg ogsaa vilde tænke paa hende, naar vi nu skiltes ad. Snart var hun jo i Kloster, var Nonne, Christi Brud, da saae vi aldrig hinanden mere.
En dyb Smerte greb mig ved Tanken derom, jeg følte ret levende, hvor kjær Flaminia var blevet mig.
En Dag, da hun med sin Moder og mig spadserede i Haven ved
»Madonna lønne den unge Eccellenza og hans smukke Brud!« raabte han efter os.
Francesca loe høit, mig gik det brændende hedt gjennem Blodet; jeg havde ikke Mod til at see paa Flaminia. I min Sjæl var vakt en Tanke, jeg aldrig havde vovet at afsløre for mig selv. Langsomt, men varigt, var Flaminia voxet ind i mit Hjerte, det maatte forbløde, følte jeg, skulde vi skilles ad. Hun var den Eneste, min Sjæl endnu klyngede sig til, den Eneste som kjærligt mødte mine Tanker og Følelser. Var dette Kjærlighed? Elskede jeg hende? Den Følelse, Annunziata havde vakt i min Sjæl, var ganske anderledes, selv Synet af Lara; Erindringen om hende havde noget langt mere beslægtet med hiin Følelse. Aand og Skjønhed henrev mig hos Annunziata; det ideale Skjønne blændede mig ved det første Skue af Lara, fik mit Hjerte til at svulme. Nei, saaledes var ikke min Kjærlighed til Flaminia. Det var ei den vilde, brændende Lidenskab; det var Venskab, Broderens meest levende Kjærlighed. Jeg følte det Forhold, hvori jeg stod til hendes Slægt, deres Bestemmelse med hende og fortvivlede, thi jeg kunde ikke skilles fra hende, hun var mig mit Alt, mit Kjæreste i denne Verden; men jeg kjendte ikke Ønsket, at trykke hende til mit Hjerte, aande Kys paa hendes Læber, som min hele Tanke vilde hos Annunziata, som en usynlig Magt drev mig til hos den blinde Pige, der var mig ganske fremmed.
»Den unge Eccellenza og hans smukke Brud!« som Tiggeren havde raabt, gjenlød idelig i min Sjæl; jeg søgte at læse hvert Ønske paa Flaminias Læbe, hang som hendes Skygge ved hende. Naar de Andre vare tilstede, blev jeg forstemt og sorgfuld. Jeg følte de tusind Baand, som trykkede mig; jeg blev taus og adspredt, kun for hende fik jeg Veltalenhed. Hun var mig saa kjær, og jeg skulde miste hende.
»Antonio!« sagde hun, »Du er syg, eller der er skeet noget, jeg ikke maa vide. Hvorfor?
»Da vil jeg,« sagde hun, »føle mig lykkelig, meget lykkelig, ved igjen at komme tilbage hos de fromme Søstre. Der har jeg først ret hjemme! Ofte vil jeg da tænke paa den Tid, jeg var ude i Verden, tænke paa Alt, hvad Du har fortalt mig, tænke paa Dig og paa hvor god Du var imod mig. Det vil være en smuk Drøm, det synes jeg allerede. Jeg skal bede for Dig, bede, at den onde Verden aldrig maa fordærve Dig, at Du maa blive meget lykkelig, og Verden maa glædes ved Dine Sange, og Du maa kunne føle, hvor god den kjære Gud er mod Dig og os Allesammen!«
Da trængte Taarerne frem i mine Øine, jeg sukkede dybt: »da faae vi aldrig hinanden mere at see!«
»Jo, hos Gud og Madonna!« sagde hun og smilte fromt. »Der skal Du vise mig Lara! der faaer hun ogsaa sine Øines Lys! Ak, ja, hos Madonna er det dog bedst!«
Vi flyttede igjen ind til Rom; om nogle Uger, hørte jeg dem tale om, skulde Flaminia tilbage til Klosteret og kort derefter tage Sløret. Mit Hjerte knugedes af Smerte, og dog maatte jeg skjule det. Hvor eensomt og øde vilde der ikke blive, naar hun forlod os, hvor fremmed og forladt skulde jeg da staae! hvilken Hjertesorg, – jeg søgte at skjule den, – at være munter, at være en ganske anden, end jeg var.
De talte om Stadsen ved hendes Indvielse, som var det en Glædesfest. Men kunde hun ogsaa gaae bort fra os? Bedaaret hendes Sandser havde de, bedaaret hendes Forstand. Det smukke lange Haar skulde skjæres af hende, Liigklædet bredes over den Levende, hun skulde høre Gravklokkerne ringe, og først som død opstaae til Himmelbrud. Jeg sagde det til Flaminia, med Dødsangst bad jeg hende, at tænke paa, hvad hun gjorde, saaledes at gaae ned i sin Grav.
»Lad Ingen høre, hvad Du siger, Antonio!« sagde hun med en Alvor, jeg aldrig havde hørt hos hende, »Verden holder Dig alt for fast! see mere mod det Himmelske!« Hun rødmede, som et Blod, greb min Haand, som havde hun talt for haardt, og sagde med den inderligste Mildhed: »Du vil jo ikke bedrøve mig, Antonio!«
Da sank jeg ned for hendes Fødder, en Helgen stod hun for mig; min hele Sjæl klyngede sig til hende; hvormange Taarer græd jeg ikke om Natten; min stærke Følelse for hende syntes mig en Synd, hun var jo Kirkens Brud. Daglig saae jeg hende, daglig lærte jeg at skatte hende høiere; som en Søster talte hun til mig, saae mig ind i Øiet, rakte mig Haanden, sagde, hun længtes efter mig, at jeg var hende kjær. Krampagtigt skjulte jeg den Dødsnat, der laae i min Sjæl, og det lykkedes mig, man saae den ikke. Gud sende det Hjerte Døden, der lider, som jeg led.
Skilsmissens Øieblik stod skrækkeligt for mig, derfor hvidskede en ond Aand i mit Øre: »Du elsker hende,« og jeg elskede hende jo dog ikke, som jeg havde elsket Annunziata, mit Hjerte bankede ikke saaledes, som da min Læbe berørte Laras Pande; »siig Flaminia, at Du ei kan leve uden hende, hun hænger jo dog ved Dig, som Søster ved Broder! Siig, Du elsker hende! Eccellenza og hele Familien vil fordømme Dig, støde Dig ud i Verden! men med hende mister Du jo ogsaa Alt! Valget er let!«
Hvorofte svævede ikke Tilstaaelsen paa mine Læber, men mit Hjerte bævede, jeg forstummede; det var en Feber, en Dødsfeber, der rørte mit Blod, min Tanke.
Alt blev arrangeret i Palaiet til et glimrende Bal, en Blomsterfest for Offerlammet. Jeg saae hende i den rige, prægtige Dragt, hun var uendelig yndig.
»Vær nu glad, som de Andre!« hviskede hun til mig. »Det bedrøver mig, at see Dig sorgfuld! tit vil jeg vist for Din Skyld tænke tilbage paa Verden, naar jeg sidder i mit Kloster, og det er en Synd, Antonio! Lov mig, at Du vil blive mere fornøiet! Lov mig, at Du tilgiver Fader og Moder, at de ere lidt haarde imod Dig! De mene Dig det bedre. Lov mig, at Du ikke vil tænke saa meget paa Verdens Bitterhed, og vær altid god og from, som Du nu er det, da tør jeg nok tænke paa Dig, nok bede for Dig, og Madonna er god og naadig!«
Hendes Ord vare Dødssuk i mit Hjerte. Jeg seer hende endnu den sidste Aften, før hun forlod os; hun var saa rolig, hun kyssede sin Fader og den gamle Eccellenza, talte om Afskeden, som var det kun paa nogle Dage.
»Siig nu ogsaa Antonio Lev vel!« sagde Fabiani; han var rørt, de Andre syntes det ikke. Hurtigt traadte jeg hen til hende, og bøiede mig, for at kysse hendes Haand.
»Antonio!« sagde hun; hendes Stemme var saa blød, Taarerne brast mig ud af Øinene. »Bliv lykkelig!« sagde hun.
Jeg veed ikke selv, jeg vilde rive mig løs; for sidste Gang saae jeg hende ind i det fromme, milde Ansigt.
»Farvel!« sagde hun, og dog kom ikke en Lyd over hendes Læber; hun bøiede sig over mig, hun kyssede mig paa Panden og sagde: »tak for al Din Kjærlighed, min kjære Broder!«
– Mere veed jeg ikke; jeg var ude af Salen, var paa mitVærelse, hvor jeg kunde græde; det var som en Verden sank bort under mig.
– – Og jeg saae hende igjen! Da Tidens Fylde kom, saae jeghende. Solen skinnede saa varmt og muntert. Jeg saae Flaminia i al sin rige Pragt og Herlighed blive ledet op til Alteret af Moder og Fader, jeg hørte nok, hvor der blev sjunget, og der var mange Mennesker rundt om, men tydeligt staaer kun for mig det blege, milde Ansigt, en Engel var det, som knælede med Præsterne for Høialtret. Jeg saae, hvor de toge det kostelige Slør af hendes Hoved, og det fyldige Haar gled ned over Skuldrene, jeg hørte Saxen afskjære det; de afførte hende de rige Klæder, hun strakte sig ud paa Liigbaaren; Liiglagnet og det sorte Tæppe med Dødninghovederne paa blev bredt over hende. Kirkeklokkerne ringede til Begravelse, de istemte Sangen for den Døde! ja død var hun, jordet for denne Verden. Det sorte Gitter for Klostrets Chorgang hævede sig, Søstrene stode i de hvide Liin og sang Englenes Velkommen for den nye Søster, Biskoppen rakte hende Haanden, den Døde opstod som Himmelbrud. Elisabeth hed hun nu. Jeg saae det sidste Blik, hun sendte ud over Forsamlingen; derpaa rakte hun Haanden til den nærmeste Søster og traadte ind i Livets Grav! – Det sorte Gitter faldt! – Jeg saae endnu hendes Omrids, den sidste Flig af Kjolen, – og hun var borte.
X
Gamle Domenica. Opdagelsen. Aftenen i Nepi. Terni. Skipperens Sang. Venedig
I Palazzo Borghese toge de mod Gratulationer. Flaminia-Elisabeth var jo Himmelbrud. Francescas Alvor skjultes ikke ved det kunstlede Smiil, den Ro, der laae i hendes Ansigt, var flygtet fra hendes Hjerte. Fabiani sagde forunderligt bevæget til mig: »Du har tabt din bedste Velynderske; Du har Grund til at være bedrøvet! – Hun bad mig give nogle Scudi til gamle Domenica; Du har vist fortalt om din gamle Pleiemoder? Bring hende disse, det er Flaminias Gave!«
Døden laae som en Slange om mit Hjerte; min Tanke var Livslede, jeg bævede for den, thi et Selvmord syntes mig den lyseste Side. Tomt og dødt var der i de store Sale. Ud i den frie Luft! tænkte jeg, til Barndoms Hjemmet, hvor Domenica sang Vuggeviser for mig, hvor jeg legede og drømte.
Gold og afsvedet laae Campagnen, ikke et grønt Blad talte om Livshaab, den gule Tiber væltede sine Bølger mod Havet, for at forsvinde. Jeg saae igjen den gamle Gravstue, med det tætte Epheu over Taget og ned af Muren, den lille Verden, jeg som Barn havde kaldt min. Døren stod aaben; en glad veemodig Følelse rørte sig i mit Hjerte, jeg tænkte paa Domenicas Kjærlighed, hendes Glæde ved at see mig. Eet Aar var det sikkert, siden jeg sidst var herude, og næsten otte Maaneder, siden jeg talte med hende i Rom, og hun bad mig dog ret snart at komme ud til sig; ofte havde jeg tænkt paa hende, talt om hende med Flaminia, men Sommer-Opholdet i Tivoli, min bevægede Sjælsstemning, siden jeg kom tilbage, havde gjort, at jeg ikke var gaaet ud i Campagnen. – Jeg
Jeg rakte ham Haanden, han vilde kysse den. »Nei, nei, Pietro!« sagde jeg; »næsten lader det, som jeg havde glemt mine gamle Venner! men det har jeg ikke!«
»Nei, det sagde ogsaa den gode gamle Moder!« udbrød han. »O Madonna! hvor hun vilde have blevet glad, havde hun seet Eder!«
»Hvor er Domenica?« spurgte jeg! –
»Ak!« svarede han, »nu har hun et halvt Aar ligget i Jorden! hun døde, medens Eccellenza var i Tivoli! hun var kun nogle Dage syg, men i al den Tid talte hun om den kjære Antonio! ja Eccellenza bliver ikke vred, at jeg kalder Dem ved dette Navn, hun holdt saa meget af Dem! »Gid mine Øine maatte see ham, før de lukkes«, sagde hun, og længtes saa meget! – da jeg nok kunde mærke, hun ikke levede Natten over, gik jeg om Eftermiddagen til Rom; jeg vidste nok, De vilde ikke blive vred for min Bøn; jeg vilde bede Dem, at følge med mig hjem til den gamle Moder; men da jeg kom, var De og Herskabet taget til Tivoli; saa gik jeg bedrøvet hjem; da jeg kom her til Huset, var hun allerede sovet ind!« Han holdt Hænderne for Øiet, og græd. Hvert Ord han sagde mig, faldt mig tungt paa Hjertet, jeg havde været hendes Dødstanke, og paa samme Tid havde min Tanke svævet vidt omkring, langt fra hende. Havde jeg dog sagt hende Lev vel, før jeg reiste til Tivoli! jeg var intet godt Menneske! Jeg gav Pietro Pungen fra Flaminia, og Alt hvad jeg selv havde, og han sank ned paa sine Knæ for mig, sagde, jeg var deres Skytsengel. Det klang som Spot i mit Hjerte. Med dobbelt Smerte, sønderknust til Sjælen, forlod jeg Campagnen. Jeg veed ikke, hvorledes jeg kom hjem?
Tre lange Dage laae jeg, uden Bevidsthed, i en heftig Feber. Gud veed, hvad jeg har talt, men Fabiani kom ofte til mig, man havde givet mig den døve Fenella til Sygevogterske. Aldrig nævnte man Flaminia. Syg var jeg kommet hjem fra Campagnen, og havde strax lagt mig til Sengs, hvor Feberen yttrede sig.
Langsomt vendte mine Kræfter tilbage; forgjæves søgte jeg at tilkjæmpe mig et Lune, en Munterhed, jeg slet ikke eiede. Det var omtrent sex Uger efter den Tid, Flaminia tog Sløret, at Lægen tillod mig at gaae ud. Jeg veed ikke selv, jeg gik til
Det var en mørk Aften, et Lysskjær faldt fra Klostervinduet ned af Muren, jeg lænede mig op til Hjørnehuset, stirrede paa det lyse Punkt, og tænkte paa Flaminia. »Antonio!« sagde en Stemme tæt ved mig. »Antonio, hvad gjør Du her?« – Det var Fabiani. »Følg med mig hjem!« – Jeg fulgte, vi talte ikke et Ord paa Gaden; han vidste Alt, som jeg selv, følte jeg; en Utaknemmelig var jeg! jeg havde ikke Mod at see paa ham. Vi vare ene i Værelset.
»Du er endnu syg, Antonio!« sagde han, og der laae en underlig Alvor i hans Stemme. »Du trænger til Bevægelse, Adspredelse; Du vilde have godt af, at tumle Dig mere i Verden! Eengang greb Du jo alt Friheds Vingerne; maaskee var det urigtigt, at jeg lod Fuglen igjen komme i Buur. Mennesket skal i Grunden altid have sin Villie, styrter han da i Ulykke, har han kun sig selv at bebreide det! Du er gammel nok til selv at styre dine Skridt! En lille Reise kan være Dig gavnlig, det siger Lægen ogsaa. Du har jo kun seet Neapel, besøg Nord-Italien! Jeg skal sørge derfor; det er bedst for Dig, nødvendigt, og« tilføiede han med en Alvor, en Strænghed, jeg ikke kjendte hos ham: »jeg er overtydet om, Du aldrig vil glemme de Velgjerninger, vi have gjort imod Dig! aldrig paaføre os Krænkelse, Skam og Sorger, som Ubesindighed eller blind Lidenskab kan paaføre. Et Menneske kan Alt, hvad han vil, naar han kun vil det Gode!«
Som en Lynstraale slog hans Ord mig til Jorden, jeg bøiede mine Knæ, og trykkede hans Haand til mine Læber. »Jeg veed nok, vi altid gjorde Dig Uret,« sagde han, halvspottende, »vare ubillige og strænge. Ingen vil mene Dig det ærligere og oprigtigere, end vi. Du vil høre smukkere Talemaader, kjærligere Ord, men ikke med sand Trofasthed, som vi gav den. Eet Aar kan Du jo tumle Dig ude! Lad os saa see, hvad der rører sig i Dig, hvorledes vi have gjort Dig Uret!« Han forlod mig.
»Har Verden endnu nye Smerter for mig, flere Giftdraaber? selv den eneste Lædskedrik: Friheden, at flyve ud i Guds Verden, dryppes mig som Ædder i min dybe
Næste Morgen reiste vi derfra, vi kom til
Vi kom gjennem en Have; en yppig Orange Allee strakte sig imellem Fjeldvæggen og Floden, der bruste piilsnart afsted; jeg saae alt mellem Fjeldene en Sky af Vandstøv staae høit i Veiret, Regnbuen spillede paa den. Vi steg op mellem et Vildnis af Rosmariner og Myrther, og høit fra Bjergets Top over den skraa Fjeldvæg styrtede den uhyre Vandmasse, en mindre Arm af Floden bevægede sig som et bredt Sølvbaand tæt ved, de forenedes under Fjeldet for at danne en bred Cascade, der, melkehvid, hvirvlede sig ned i den sorte Afgrund. Jeg tænkte paa
»Her blev ifior en Engellænder skudt af Røverne,« sagde vor Guide, »det var Banden fra Sabiner-Bjergene, skjøndt man kan sige, de havde hjemme i hele Bjergegnen, fra Rom og til Terni; Øvrigheden er nu altid saa meget om sig, de fik da Fingre paa tre Stakler! jeg saae dem blive kjørt til Byen, lænkede paa Vognen. Ved Porten sad den kloge Fulvia fra Sabiner-Bjergene, som vi kaldte hende, hun var gammel og dog altid ung, hun vidste det, som mangen Munk kunde faae Kardinalshatten for; hun spaaede deres Skjæbne i forblommede Ord. Siden sagde man, det var hemmelige Tegn; hun stod i Ledtog med dem. Iaar
Til Havet, det underfulde Hav! det er en ny Verden for mig! til Venezia, den sælsomt svømmende By,
Det havde været min Plan, at gaae først til Florents, derfra over Bologna og Ferrara; jeg forandrede den, forlod Veturinen i
»Signore!« sagde Camerieren, »et Skib til Venezia er seilfærdig, men De vil vel først besee vor By?«
»Til Venezia!« raabte jeg. »Strax, strax! det er just mit Ønske!« En uforklarlig Følelse drev mig afsted. Jeg steg ombord, lod min lille Vadsæk følge efter, og saae kun ud over det uendelige Hav. »Farvel mit Fædreland!« nu først syntes jeg ret at flyve ud i Verden, da min Fod ikke længer betraadte Jorden. En forandret Natur vidste jeg, at Norditalien vilde vise mig. Venedig selv var jo forskjellig fra alle Italiens Byer, en rigtsmykket Brud for det mægtige Hav. Den venetianske
»Kys de røde Læber, i Morgen er Du Dødens! Elsk, medens dit Hjerte er ungt, dit Blod er Ild og Flamme! de graa Haar ere Dødens Blomster, da er Blodet Iis, da slukkes Flammen! Kom i den lette Gondol! under dens Tag sidde vi skjulte, vi dække for Vinduer og Dør, Ingen see Dig min Pige! Ingen see vor Kjærligheds Lykke. Vi gynge paa Bølge! Bølgerne favnes, som vi. Elsk, medens Ungdommen brænder i dit Blod, den tause Nat og Bølgen kun kjende din Lykke! Alderen dræber med Frost og med Snee!«
Mens han sang, smilte og nikkede han til de Andre rundt om, og de sang i Chor om Kys og Kjærlighed, medens Hjertet var ungt! det var en lystig Vise, meget lystig, og dog klang den som en magisk Dødssang i mit Hjerte. Ja, Aarene flygte, Ungdoms-Flammen slukkes. Kjærlighedens hellige Olie lod jeg flyde hen over Jorden, den tændtes ei til Lys og Varme; vel udbredte den ikke Fordærvelse, men den gik i Graven, uden at have lyst eller brændt. Intet Løfte bandt mig jo, ingen Forpligtelse! hvorfor greb min Læbe ikke efter den Kjærligheds Lædskedrik, den brændte for. Jeg havde en Følelse, ja, hvad skal jeg kalde den, Misfornøielse med mig selv: var det den vilde Ild i mit Bryst, der udbrændte min Forstand? Jeg følte en Bitterhed over, at jeg var flygtet fra Santa. Madonnas hellige Billede faldt ned! – Det var det rustne Søm, som brast, og Jesuiterskolens Klostertugt, Gjedemelken i mit Blod jog mig bort med Riset. Hvor smuk var ikke Santa! jeg saae hendes brændende elskovsfulde Blik, og jeg ærgrede mig over mig selv! – Hvorfor skulde jeg ikke ligne Bernardo, ligne tusinde, ligne alle mine unge Venner, ingen, ingen havde været en Daare, som jeg. Kjærlighed vilde mit Hjerte, Kjærlighed vilde Gud, der havde nedlagt denne Følelse hos mig! – Men jeg er ung endnu, Venedig er en lystig By, har deilige Qvinder! hvad giver Verden mig for min Dyd, mit barnlige Sind, Spot og Tiden bringer Bitterhed og graa Haar! og jeg sang i Chor med de Andre paa Skibet om Kys og Kjærlighed, medens Hjertet var ungt.
Det var en Feber, Smertens Vanvid, som skabte disse Tanker i min Sjæl. Han, som gav mig Livet, mine Følelser, og ledte min hele Skjæbne, vil kjærligt dømme mig. Der gives Kampe, Tanker selv, som de fleste Dødelige ei vove at udtale, thi Uskylds-Engelen i vort Bryst bøier sig for Synden. De, som fik deres Hjertes Længsel opfyldt, kunne philosophere smukt moralsk over min Tale!
I Morgenstunden øinede jeg dets hvide Bygninger og Taarne, de syntes en Skare Skibe med udspændte Seil; til Venstre strakte sig det
Ved Morgenluftningen bleve mine Følelser mildere; jeg var mere rolig. Jeg tænkte paa Venedigs Historie, Stadens Rigdom og Pragt, dens Selvstændighed og Overmagt, de mægtige
Jeg steg ned i den sorte Gondol, og seilede ind i en død Gade, hvor Alt var Vand, ikke Fodbred til at gaae paa. Store Bygninger vel, aabne Døre, med Trappen ned i Vandet; ind i de store Porte gik Vandet, som en Canal, og Gaardsrummet selv syntes kun en fiirkantet Brønd, hvor man kunde seile ind, men neppe vende Gondolen. Vandet havde sat sin grønlige Sliim op ad Murene, de store Marmorpalaier syntes at synke sammen; i de brede Vinduer var slaaet raae Bræder op mod de forgyldte halvraadne Bjelker. Stykke for Stykke syntes det stolte Kæmpelegeme at falde hen; det Hele havde noget Ængsteligt. Klokkerne taug, og ikke en Lyd, uden Aarens Pladsken i Vandet, hørtes, intet Menneske saae jeg endnu, en død Svane laae det prægtige Venedig paa Bølgen. Vi krydsede om i andre Gader, smaa, smalle murede Broer hang over Kanalerne, nu saae jeg Mennesker, der hoppede over mig, ind imellem Husene, eller ind i Murene selv, for jeg saae ingen Gader, uden hvor Gondolen gleed; »Men hvor gaaer man?« spurgte jeg min Gondolier, og han pegede ved Broerne paa smalle Slipper mellem de høie Huse; Gjenboe kunde række Gjenboe Haanden fra siette Etage over Gaden; tre Mennesker kunde maaskee gaae forbi hinanden dernede, hvor ingen Solstraale fandt Vei. – Vor Gondol var forbi, og Alt var igjen dødstille.
»Er det Venezia! Havets rige Brud, Verdens Beherskerinde!«
Jeg saae den prægtige Marcus Plads. »Her er Liv!« sagde man. Hvor langt anderledes i Neapel, ja selv i Rom paa den levende Corso! og dog var Marcuspladsen Venedigs Hjerte, hvor endnu Livet rørte sig. Boutiquer med Bøger, Perler og Billeder pyntede de lange Buegange, hvor der dog ikke var levende nok; en Flok Græker og Tyrker i brogede Dragter og med den lange Pibe ud af Munden, sad stille udenfor Kaffehusene, Solen skinnede paa Marcuskirkens gyldne Kupler og paa de
Jeg besøgte
Da Aftenen kom, da Maaneskinnet kastede sit usikkre Lys og udbredte stærkere Skygger, følte jeg mig her mere hjemme; i Aandeverdenens Time blev jeg først fortrolig med den døde Brud. Jeg stod ved det aabne Vindue, den sorte Gondol gled hurtigt over det mørke Vand, som Maanen skinnede paa. Jeg tænkte paa Skipperens Sang om Kys og Kjærlighed, følte en Bitterhed mod Annunziata, der havde foretrukket den letfærdige Bernardo for mig, og hvorfor – maaskee just for det Piquante, hans Letfærdighed gav ham, – saaledes ere jo Qvinderne! jeg følte Bitterhed selv mod den uskyldige, fromme Flaminia, Klosterets Stilhed og Fred var hende meer, end min stærke broderlige Kjærlighed. – Nei, nei, jeg elskede ingen af dem mere, der var Tomhed i mit Bryst for alt, hvad jeg før havde kjær. Paa ingen af dem vilde jeg tænke, og som en synkende Aand, svævede da min Tanke mellem Skjønhedsbilledet Lara og Syndens Datter Santa. Jeg steg i en Gondol, og lod den føre mig gjennem Gaderne i den tause Aften. Roekarlene istemte deres Vexelsang, som ei var af
XI
Stormen. Soirée hos min Banquier. Podestaens Søsterdatter
De Breve, jeg bragte med, forskaffede mig Bekjendtskaber, Venner, som man kalder det, og jeg var Signore Abbate! Ingen Lærde hørte paa mig. Man fandt det Gode, jeg sagde, fortræffeligt, jeg havde ogsaa Talenter. Af Eccellenza og Francesca var jeg vant til, stedse at høre Meddelelser, der krænkede mig, de fortalte mig altid, hvad der maatte være mig ukjært at høre, næsten var det, som de samlede alt Ondt mod mig, for at de kunde sige mig, at der vare mange, der slet ikke meente mig det saa godt. Her faldt ogsaa dette bort. Rigtignok havde jeg altsaa ikke oprigtige Venner, thi det var disse, som sagde mig Ubehageligheder. Jeg følte ikke længer mit underordnede Forhold, som ikke engang Flaminias Godhed havde kunnet hæve.
Jeg havde besøgt
Det mørke Billede opfyldte min Tanke, min hele Sindsstemning gav det en stærk Colorit. Alvorlig som en Kirke, erindrende om Graven og det usynlige Hellige, stod mig den hele Natur. For mit Øre klang Flaminias Ord, at den Guds Prophet, en Sanger var, skulde stræbe kun at udtale Guds Forherligelse: dette Stof var det høieste. Den udødelige Sjæl skulde synge om det Udødelige, Øieblikkets Glimmer vexlede i Farvespil og svandt med Minutet, som fødte det, og jeg følte en opblussende Kraft og Begeistring, men snart sank den igjen afmægtig tilbage. Taus steg jeg i Gondolen, der førte mig til Lido. Det store aabne Hav laae foran mig, Søen gik i lange Brændinger, jeg tænkte paa Havbugten ved Amalfi.
Nær ved mig, mellem Tang og Stene, sad en ung Mand og skizzerede, vistnok en fremmed Maler; han forekom mig bekjendt, jeg traadte nærmere, han reiste sig, vi kjendte hinanden. Det var Poggio, en ung venetiansk Adelsmand, jeg alt nogle Gange havde været i Selskab med hos de Familier, jeg havde lært at kjende.
»Signore!« udbrød han; »De paa Lido! Er det Havets Skjønhed eller,« tilføiede han, »andre Skjønheder, der fører Dem saa nær
Vi rakte hinanden Haanden. Jeg vidste om ham, at han ikke havde Formue, derimod et stort Talent, som Maler, han syntes af en lykkelig, næsten overgiven Natur, og dog havde man hvidsket mig i Øret, at han i sin Eensomhed var den største
»En saadan blaa bølgende Slette«, sagde han og pegede paa Havet, »har ikke Rom! Havet er dog Jordens Skjønneste! det er ogsaa
»Venetianeren maa især elske det,« sagde jeg, »betragte det som Bedstemoderen, der bærer ham, leger med ham, for sin smukke Datter Venezias Skyld!«
»Nu er hun ikke længer smuk, hun bøier Hovedet!« svarede han.
»Men hun er jo dog lykkelig under
»Det er stoltere at være Dronning paa Havet, end
Vi havde siddet der vist to Timer, da mine Roekarle kom og spurgte, om jeg ikke vilde vende tilbage, thi der stod en Storm paa, Søen var i stærk Bevægelse, og mellem Lido og Venedig gik alt store Bølger, den lette Gondol kunde saa let kuldseile.
»En Storm!« udbrød Poggio. »Den har jeg jo ønsket i mange Tider, den maa De ikke give Slip paa!« sagde han til mig, »den lægger sig nok igjen ud paa Aftenen, og lægger den sig ikke, saa er her Leilighed til, at man kan lægge sig, og luunt og godt lade den gaae over sit Hoved, medens Bølgeslagene synge os i Søvn!«
»Jeg kan her fra Øen altid faae en Gondol,« sagde jeg til Karlen, og tillod ham at gaae. Stormen greb med raske Tag i Vinduet. Vi traadte udenfor. Den nedgaaende Sol belyste den mørkegrønne oprørte Sø, skumhvide reiste Bølgerne sig og dukkede igjen; langt ude, hvor Skyerne stode som Fjelde med Vulkanens Lyn, øinede vi nogle Skibe, men snart vare de os igjen af Syne; Brændingen slog høit op paa Strandbredden og overstænkede os med sine salte Draaber. Jo høiere Bølgerne sloge, des høiere loe ogsaa Poggio, klappede i Hænderne og raabte Bravo til det vilde Element; hans Exempel smittede, i den oprørte Natur følte mit syge Hjerte sig bedre. Det var snart mørk Aften. Jeg lod Værtinden bringe den bedste Viin, og vi drak Stormens og Havets Skaal, og Poggio sang om Kys og Kjærlighed, Visen, jeg havde hørt paa Skibet.
»Venetianerindernes Skaal!« sagde jeg, og han klinkede for de smukke Romerinder. Havde en Fremmed seet os, han havde tænkt, vi vare to lykkelige Ungersvende.
»De romerske Qvinder gjelde for de skjønneste!« sagde Poggio; »vær nu ærlig! hvad siger De?«
»Jeg anseer dem ogsaa derfor!«
»Vel,« sagde Poggio, »men Skjønhedens Dronning lever dog i Venezia! De skulde see vor
Jeg tænkte paa Flaminia, og min øieblikkelige opblussende Munterhed var forbi.
»De bliver alvorlig!« sagde han, »Vinen er jo fortræffelig, og Bølgerne synge og dandse til vort
»Gjør Podesta intet Huus?« spurgte jeg, for at sige noget.
»Ikke ofte!« svarede Poggio, »har han Selskab, saa er dette meget udsøgt! den Skjønne er sky, som en Antilope, ængstelig bly, som endnu ingen Qvinde af dem, jeg har kjendt men,« tilføiede han med et spottende Smiil, »det er jo ogsaa en Maade at gjøre sig interessant paa! Himlen veed, hvorledes det ret hænger sammen med det Hele. Seer De: vor Podesta havde to Søstre, begge vare de mange Aar borte fra ham; den Yngste var gift i Grækenland, og hun skal være Moder til den deilige Pige, den anden Søster er endnu Jomfru og det en gammel Jomfru, hun bragte den Smukke her til for omtrent fire Aar siden!«
Et pludseligt Mørke afbrød ham i hans Tale, det var som den sorte Nat knugede os i sin Favn, i samme Nu oplyste det røde Lyn Alt om os. Tordenbraget fulgte, det mindede mig om Vesuvs Eruptioner. Vort Hoved bøiede sig, uvilkaarligt gjorde vi Korsets Tegn.
»Jesus Maria!« sagde Vertinden, der traadte ind, »det er en Angest og Gru! sex af vore bedste Fiskere ere paa Søen, Madonna holde sin Haand over dem! Den stakkels Agnese sidder med fem Børn, det vil blive en Elendighed!«
Gjennem Stormen hørte vi Psalmesang. – Paa Strandbredden, hvor Bølgerne brødes i den favnehøie Brænding, stod en Skare Qvinder og Børn med det hellige Kors; en ung Kone sad taus, og Blikket hvilte paa Søen, et lille Barn diede hende, og et noget større stod ved Siden og lagde sit Hoved i hendes Skjød. Med det sidste mægtige Lyn syntes Uveiret at fjerne sig, det lysnede i Horizonten, og klarere skinnede det hvide Skum paa den brusende Sø.
»Der ere de!« raabte Konen, sprang op og pegede mod et kulsort Punkt, der meer og meer blev tydeligt.
»Madonna være dem naadig!« sagde en gammel Fisker, der, med den tætte, brune Hætte over Hovedet, stod med foldede Hænder og stirrede paa den mørke Gjenstand. I samme Nu forsvandt den under en skummende Styrtesø.
Den Gamle havde seet ret; jeg hørte de Fortvivledes Jammer, den steg, som Havet blev roligere, Himlen klarere, og Visheden derved stærkere. Børnene slap det hellige Kors, lod det falde i Sandet og klyngede sig grædende om deres Moder, men den gamle Fisker hævede Korset, trykkede et Kys paa Frelserens Fod, løftede det høit op og nævnte Madonnas hellige Navn.
Mod Midnat var Himlen reen, Søen roligere, og Fuldmaanen kastede sin lange Straale hen over den blikstille Bugt mellem Øen og Venedig. Poggio steg med mig i Gondolen, vi forlode de Ulykkelige, som vi ikke kunde hjelpe eller trøste.
Aftenen efter mødtes vi hos min Banquier, en af de rigeste i Venedig; Selskabet var meget stort, af Damerne kjendte jeg ingen, og havde heller ikke Interesse for nogen.
Man begyndte at tale om Uveiret Aftenen forud. Poggio greb Ordet, fortalte om Fiskernes Død, Familiernes Ulykke, og tilkjendegav tydeligt nok, hvor let en stor Deel af denne Nød kunde afhjelpes, hvorledes en kjærlig Gave fra hver vilde udgjøre en Sum af stor Betydenhed for de Ulykkelige, men Ingen syntes at forstaae ham, man beklagede, løftede paa Skuldren, og talte igjen om andre Ting. Nu begyndte de selskabelige Talenter at gjøre sig gjeldende, Poggio sang en lystig
»De synger ikke?« spurgte Husets Frue mig, da han havde endt!
»Jeg vil have den Ære at improvisere for Dem!« sagde jeg, i det en Tanke opstod i min Sjæl.
»Han er Improvisator!« hørte jeg dem hvidske rundt om; Damernes Øine spillede, Herrerne bukkede, jeg tog Guitaren, og bad dem opgive mig et Thema.
»Venezia!« raabte en Dame, og saae mig kjækt ind i Øiet; »Venezia!« gjentog de unge Herrer, thi Damen var smuk. Jeg greb nogle Acorder, skildrede Venedigs Pragt og Glands i dens Lykkes Dage, som jeg havde læst om den, som min Phantasie havde drømt sig den, og Alles Øine flammede, man drømte endnu, at det var saa. Jeg sang om den Skjønne paa Balkonen i den maaneklare Nat, tænkte paa Santa og Lara; hver af Damerne troede, det gjaldt hende, og tilklappede mig Bifald.
»Hun er her!« hvidskede Poggio til mig! »Podestas Søsterdatter!« men vi forhindredes i at tale mere sammen, man bad mig om endnu en Gang at improvisere, en Deputation af Damer og en gammel Eccellenza forebragte Ønsket; jeg var villig, thi det var mit eget Ønske, jeg havde forudseet det, jeg ønskede kun i et af de opgivne Themaer at faae Leilighed til at skildre Stormen, jeg havde seet, de Ulykkeliges Nød, og ved Sangens Magt seire, hvor ikke Veltalenheden havde kunnet det. – Man opgav mig Titians
»Ingen Lykke kan være større, end Deres!« sagde Husets Frue, »det maa være en uendelig salig Følelse at besidde et Talent som Deres, at kunne henrive og glæde sin hele Omgivning.«
»Det er en lykkelig Følelse!« sagde jeg.
»Udtal os den i et smukt Digt!« sagde hun bedende, »det er Dem saa let, at man glemmer, hvor ubillig man er i, saa ofte at opfordre Dem paa ny!«
»Jeg veed een Følelse,« svarede jeg, og min Tanke gav mig Dristighed, »jeg veed een Følelse, som ikke opveies af nogen anden. Den skaber ethvert Hjerte til Digter! vækker den samme Lyksaligheds Bevidsthed, og jeg er saa stor en Troldmand, at jeg er istand til at vække den i ethvert Hjerte, men denne Kunst har det særegne, at den ikke kan gives, men maa kjøbes!«
»Vi maa lære den!« raabte de Alle.
»Her paa dette Bord samler jeg Summerne. Hvo som giver den største, bliver meest indviet i den!«
»Jeg lægger min Guldkjæde!« sagde strax en af Damerne, loe, og lagde den i Spøg paa Bordet.
»Jeg alle mine Spillepenge!« sagde en anden og smilte over mit Indfald.
»Men det er Alvor!« sagde jeg, »man faaer ikke det Indsatte tilbage!«
»Vi vove det alligevel,« sagde de mange, der alle havde lagt Penge, Kjæder og Ringe, i det de dog havde en Tvivl til mit Kunststykke.
»Ja, men naar nu Følelsen ikke kommer over mig!« sagde en gammel Militair, »faaer jeg saa ikke mine to Ducater igjen?«
»De er fritaget for at vove det!« sagde Poggio, jeg bukkede bejaende.
Alle loe, alle vare forventningsfulde efter at see Resultatet, og jeg begyndte at improvisere; en hellig Flamme gjennembævede mig, jeg sang om det stolte Hav, Venezias Brudgom, om Havets Sønner, de kjække Sømænd og Fiskeren i sin lille Baad; skildrede en Storm, Hustruens og Brudens Længsel og Angest, skildrede, hvad jeg selv havde seet: Børnene, som slap det hellige Kors, og klyngede sig til Moderen, den gamle Fisker, som kyssede Krucifixet, det var som en Gud talte igjennem mig, jeg var Redskab for hans stærke Ord. En dyb Taushed herskede i Salen, mangt et Øie græd. Da førte jeg dem ind i Armods Hytte, bragte de Ulykkelige Hjælp og Liv ved vor lille Gave, og jeg sang, hvor saligere det var at give, end at tage, sang den Glæde, som opfyldte mit Bryst, opfyldte hvert Hjerte, der kjærligt havde bragt sin Skjærv, det var en Følelse, som intet kunde opveie, den guddommelige Stemme var det, som talte i hvert Bryst, gjorde det helligere og mere aandigt, hævede det til Digter! Og som jeg talte, steg min Stemme i Kraft og Fylde, – Alle havde jeg vundet for mig; et stormende Bravo jublede mig imøde, da jeg ved Sangens Slutning rakte Poggio de rige Gaver, for at komme de Ulykkelige til Hjælp.
En ung Dame sank ned for mine Fødder, skjønnere Triumph kunde aldrig mit Talent have bragt mig, hun greb min Haand, og med Taarer i de forunderlige mørke Øine saae hun mig taknemmelig ind i Sjælen; sælsomt greb mig dette Blik, dette Skjønheds Udtryk, det var, som jeg havde engang i Drømme seet det.
»Gudsmoder lønne Dem!« stammede hun, og Blodet brændte i hendes Kinder, hun skjulte sit Ansigt, foer tilbage for mig, af Skræk over hvad hun havde gjort; dog
»Fortræffelige Menneske!« sagde han, »jeg agter og ærer Dem! Skjønheden bringer Dem sin Hyldest, hun, der ved et Blik kan gjøre Tusinde lykkelige, bøier sig for Dem i Støvet!«
»Hvem var hun?« spurgte jeg med dæmpet Stemme.
»Den Skjønneste i Venedig!« svarede han, »Podestas Søsterdatter!«
Det forunderlige Blik, Skjønheds Skikkelsen stod levende aftrykt i min Sjæl; uforklarlige Erindringer vaktes, og ogsaa jeg udbrød: »hun var skjøn!«
»De kjender mig nok ikke, Signore?« sagde en gammelagtig Dame, som traadte hen foran mig. »Det er en Deel Aar siden, jeg havde den Ære at gjøre Deres Bekjendtskab!« Hun smilte, rakte mig Haanden og takkede for min Improvisation. Jeg bukkede høfligt, hendes Træk syntes mig bekjendte, men
»Jeg erindrer det!« udbrød jeg, »ja, nu kjender jeg Dem! mindst ventede jeg, at vi skulde mødes i Venedig!«
»Min Broder, jeg holdt Huus for,« sagde hun, »er død for fire Aar siden! Nu er jeg her hos den ældre Broder. Tjeneren skal bringe dem vort Kort. Min Søsterdatter er et Barn, et forunderligt Barn, hun vil bort, øieblikkelig bort! jeg maa føie hende.« – Den gamle Dame rakte mig Haanden og forlod Værelset.
»Lykkelige Menneske!« sagde Poggio, »det var Podestas Søster! De kjender hende, har hendes Indbydelse, det halve Venedig vil misunde Dem. Knap nu Kjolen vel til om Hjertet, naar De kommer der, at De ikke saares, som de Fleste, der neppe nærme sig i den Grad det fjendtlige Batterie.«
Den Skjønne var borte. Øieblikkelig havde Følelsen henrevet hende, hun var sjunket for mine Fødder, men i samme Nu vaktes hendes stærke Blufærdighed og sky Tilbageholdenhed; Angest og Skræk drev hende derfor bort fra den store Kreds, hvor hun havde tiltrukket sig Opmærksomhed, og dog lød kun hendes
Bevidstheden om en god Handling kastede en Lysstraale i min Sjæl, jeg følte en ædel Stolthed, følte min Lykke, at eie Sangens Gave. Al den Roes og Kjærlighed, jeg rundt om mødte, smeltede hver Bitterhed i min Sjæl, det var som min aandelige Kraft, renere og bedre, hævede sig efter sin bittre Skindød; jeg tænkte paa Flaminia, og tænkte paa hende uden Smerte, hun vilde søsterligt have trykket min Haand. Hendes Ord, at kun det Guddommelige, Guds Forherligelse burde Digteren synge, lyste klart i min Sjæl, jeg følte atter Kraft og Mod, en mild Ro udbredte sig over mit hele Væsen, og første Gang i mange, mange Tider kjendte jeg igjen til Glæden. Det var en lykkelig Aften. Poggio klinkede med mig! vi sluttede Venskab og beseglede det med et broderligt Du. Sildigt kom jeg hjem, men jeg følte ikke til Søvn, Maanen skinnede saa klart paa Vandet i Canalerne, Luften var saa høi og blaa. Med Barnets fromme Tro foldede jeg mine Hænder og bad: Fader tilgiv mig mine Synder! giv mig Kraft til at være et godt og ædelt Menneske, og da tør jeg jo nok erindre Flaminia, tænke paa Søsteren, styrk ogsaa hendes Sjæl, lad hende aldrig drømme om min Smerte! Vær os god og naadig, evige Gud! Og jeg følte mig let om Hjertet; Venedigs tomme Canaler, gamle Palaier syntes mig en skjøn svømmende Feeverden.
Næste Morgen var jeg forunderligt oprømt, en ædel Stolthed var vakt i mit Bryst, jeg var lykkelig ved mine aandelige Evner og Gud taknemmelig. Jeg tog en Gondol, for at aflægge min Visit hos Podestaen, hvis Søster jeg jo kiendte; ærligt talt, havde jeg ogsaa Lyst til nærmere at see den unge Dame, der saa levende havde hyldet mig, og gjaldt for Skjønhedens Dronning.
»Palazzo d Othello?« sagde Gondolieren, og førte mig gjennem den store Canal til en gammel Bygning, medens han fortalte, at
De toge Alle mod mig, som mod en kjær Slægtning. Rosa, Podestaens gamle Søster, talte om den kjære afdøde Broder, om det levende, lystige Neapel, som hun nu i fire Aar ikke havde seet. »Ja,« sagde hun, »Maria længes ogsaa, og vi reise, vi reise, naar nogen mindst troer det, jeg maa see Vesuv og det deilige Capri endnu engang, før jeg døer.«
Maria traadte ind, rakte mig søsterligt og dog med en forunderlig Blyhed, Haanden; skjøn var hun, ja jeg syntes, skjønnere, end da hun igaar bøiede sig for mig. Poggio havde Ret, saaledes maatte den Yngste af Gratierne see ud, intet qvindeligt Væsen var skjønnere formet, Lara maaskee? Ja Lara! den blinde Pige, i sine Pjalter, med den lille Viol-Bouquet i Haaret, var skjøn som Maria i sin rige Pragt! De lukkede Øine havde talt til mit Hjerte stærkere, end dette sælsomme mørke Ildblik; hvert Træk var Vemod, som hos Lara, men i det aabne mørke Øie laae en Fred, en Glæde, Lara aldrig havde kjendt. Der var saa meget hos hende, der bragte mig til at tænke paa den blinde Tiggerpige, hvem hun aldrig havde seet, selv mit Hjertes forunderlige Ærbødighed her, som for noget Høiere. Mine aandelige Evner vandt større Bøielighed, min Veltalenhed blev rigere. Jeg behagede dem Alle, følte jeg, og Maria syntes at yde mig den samme Beundring, som Skjønheden aftvang mig for hende. Jeg betragtede hende, som Elskeren betragter en herlig qvindelig Statue, der fuldkommengjør Billedet af hans Elskede. I Maria fandt jeg Laras Skjønhed, næsten som i et Speilbillede, og Flaminias hele søsterlige Sind; man maatte have Fortrolighed til hende. Det var mig, som om vi længe havde kjendt hinanden.
XII
Sangerinden
En stor Livsbegivenhed ligger mig her saa nær, at den næsten fortrænger alt andet; som Skovens høie Pinie, drager den Blikket bort fra det lave Underkrat, kun flygtigt skildrer jeg derfor Mellemgrunden. Jeg kom ofte i Podestaens Huus, jeg var dets oplivende Genius, sagde de. Rosa fortalte om sit kjære Neapel og jeg læste for hende divina comedia,
»Det er meget smukt!« sagde Maria.
»Det maa De gjemme, at
»Min Brud!« gjentog jeg alvorligt, »jeg har ingen, slet ingen!«
»Men hun kommer!« sagde Rosa. »De faaer en Brud, og det den smukkeste af dem Alle!«
»Aldrig!« gjentog jeg og stirrede paa Jorden, idet jeg følte, hvormeget jeg havde tabt. Maria blev ogsaa taus ved min Mismod; hun havde glædet sig saameget til at overrække mig Gaven, faaet den af Poggio, til hvem den var givet, og nu stod jeg forstemt, skjulte det saa daarligt; Halsbaandet holdt jeg i min Haand, jeg havde saa gjerne skjænket det til Maria, men Rosas Ord standsede min Beslutning. Maria havde vist gjættet min Tanke, thi i det jeg hæftede mit Øie paa hende, gled en let Rødme over hendes Ansigt. – –
»De kommer sjeldent til os!« sagde min rige Banquiers Frue en Dag, jeg aflagde Visit, »altfor sjeldent kommer De her, men til Podestaens! ja, der er mere moersomt! Maria er jo Venezias første Skjønhed, og De vor første Improvisator. Det er ogsaa et godt Partie! Pigen skal have et prægtigt Gods i Calabrien; det er hendes Arvepart, eller kjøbt for Arven. Vær dristig, og det lykkes. De bliver misundt af hele Venezia!«
»Hvor kan De troe,« svarede jeg, »at en saa egennyttig Tanke boer i mig. Jeg er saa langt fra at elske Maria, som nogen kan være det! Hendes Skjønhed griber mit Hjerte, som alt Skjønt, men det er ikke Kjærlighed! og at hun har Formue, gjør ikke Udslaget hos mig!«
»Den bør man dog ogsaa see paa!« sagde Fruen. »Kjærlighed er først et Livs Lyksalighed, naar det staaer sig vel med Kjøkken og Kjælder. Det er disse, man skal leve af!« Hun loe og rakte mig Haanden.
Det forbittrede mig, at man kunde tænke, endogsaa tale saaledes om mig. Jeg besluttede, at komme langt sjeldnere til Podestaens,
Jeg gik ind, fik en lille, smudsig Billet, og man førte mig til en Loge nærmest ved Theatret. Der var to Rækker Loger over hinanden, Tilskuerpladsen ret dyb, men Scenen selv syntes en Presenteerbakke, synderligt Mange vilde ikke rummes der, og dog gave de en ridderlig Opera, med Fægtninger og Optog. Logerne vare indvendigt smudsige og forrevne, Loftet syntes at knuge det Hele sammen. En Mand i Skjorteærmer kom frem at tænde Lamperne. Folk sladdrede høit nede paa Pladserne. De Musicerende kom i Orchestret; de kunde kun give Qvartet-Musik. Enhver Ting tydede paa, hvad det Hele vilde blive, men første Act vilde jeg dog holde ud. – Jeg betragtede Damerne rundt om, ingen af dem behagede mig, nu traadte en ung Herre ind i Sidelogen, jeg havde i Selskab seet ham før, han smilte og rakte mig Haanden, havde ikke troet, at vi skulde mødes her, »men,« hvidskede han, »man kan tidt faae ret behageligt Naboskab. I dette matte Maaneskin gjør man let Bekjendtskab!« Han pluddrede fort, der blev hysset, thi Ouverturen begyndte. Det klang meget sørgeligt, Teppet rullede op; det hele Chor bestod af to Damer og to Herrer, de saae ud, som vare de hentede fra Markarbeide, og derpaa iførte ridderlige Dragter.
»Ja!« sagde min Nabo, »Solopartierne ere ofte ikke saa ilde besatte. Her er en Komiker, der kunde træde op paa ethvert stort Theater! – Ak du gode Gud!« afbrød han sig selv, idet Stykkets Dronning traadte ind med to Damer. »Skal vi nu have hende! ja saa giver jeg ikke en halv
Det var en lille uanseelig Skikkelse, med et fiint skarpt Ansigt, indadliggende mørke Øine, der traadte op. Dragten sad ogsaa daarligt paa hende; det var Armod, der traadte op som Dronning, dog var det med en Anstand, som forundrede mig, den stak sælsomt af til det Hele; en ung, smuk Pige vilde den have klædt fortræffeligt. Hun traadte hen ved Lamperne, – mit Hjerte bankede stærkt, jeg vovede neppe at spørge om hendes Navn, jeg troede, mit Øie bedrog mig. »Hvad hedder hun?«
»Annunziata!« svarede han mig. »Synge kan hun ikke, og saa skal man see paa det lille Sprinkelværk!« Som ædende Gift faldt hvert Ord i mit Hjerte, jeg sad som naglet fast, mit Øie stod ubevægeligt for hende. Hun sang; nei, det var ikke Annunziatas Stemme! mat, tonløs og usikker hævede den sig.
»Der er virkelig Spor af en god Skole!« sagde min Naboe, »men Kræfterne ville ikke slaae til!«
»Hun ligner ikke,« stammede jeg, »sin Navne Annunziata, en ung Spanierinde, der glimrede en Gang i Rom og Neapel!«
»Ak jo,« svarede han, »det er hende selv! For 7 til 8 Aar siden sad hun paa den høie Hest! da var hun ung, skal have havt en Stemme, som en
»Ja,« svarede jeg »nogle Gange.«
»Det maa være en fæl Forandring! beklageligst er det i Grunden for hende. Hun skal i en lang, svær Sygdom have mistet Stemmen! det er alt en fire til fem Aar siden! men det kan Publicum ikke gjøre ved! Klapper De for gammelt Bekjendtskab? Jeg skal hjelpe! det vil fornøie den Gamle!« han klappede stærkt, nogle i Parterret fulgte hans Exempel, men der lød ogsaa en stærk Hyssen, i det Dronningen stolt gik ud af Scenen. Det var Annunziata!
»
Hun traadte atter frem paa Scenen; hvor hun saae lidende og gammel ud! det var et sminket Liig, som skræmmede mig. – Jeg var forbittret paa Bernardo, der kunde forlade hende for Skjønhedens Tab, og dette var det dog, som nu saarede mig saa dybt; Annunziatas Sjælelige maatte jo være det samme, som før!
»Er De ikke vel!« spurgte den Fremmede mig, thi jeg saae dødbleg ud.
»Her er trykkende varmt!« sagde jeg, reiste mig, forlod Logen og kom ud i den frie Luft; jeg ilede igjennem de snevre Gader, tusinde Følelser bevægede mit Bryst, jeg veed ikke, hvor jeg gik. – Jeg stod igjen uden for Theatret, en Karl tog just Placaten ned, for at sætte en ny til næste Dag.
»Hvor boer Annunziata?« hvidskede jeg ham i Øret; han dreiede sig om, saae paa mig, og gjentog »Annunziata? Signore mener nok, Aurelia? Hende, der var Mandfolket derinde? Jeg skal vise Dem Huset, men endnu er hun ikke færdig!«
»Nei, nei!« svarede jeg, »Annunziata, hende der sang Dronningens Partie!« Karlen maalte mig med Øiet. »Den lille Magre?« spurgte han, »ja hun, troer jeg, er ikke vant til Besøg! men det har da sine Grunde! jeg skal vise Signore Huset! De betænker mig nok derfor; men træffe hende kan De ikke, før om en Time, saalænge varer Operaen endnu!«
»Vent mig her!« sagde jeg, steg i en Gondol, og lod dem roe mig omkring, hvor de vilde. Min Sjæl var inderlig bedrøvet, jeg maatte endnu eengang see Annunziata, tale med hende; hun var ulykkelig! men hvad kunde jeg gjøre for hende! Smerte og Bedrøvelse drev mig afsted.
En Time var netop forløbet, da Gondolen laae med mig udenfor Theatret, hvor Karlen ventede.
Gjennem de snevre, smudsige Slipper førte han mig til et gammelt, forfaldet Huus; øverst oppe i Qvisten brændte Lys, han pegede derop. »Der boer hun?« udbrød jeg.
»Jeg skal føre Eccellenza!« han trak i Klokkestrængen.
»Hvem er det?« spurgte en qvindelig Stemme ovenfra.
»Marco Lugano!« svarede han, og Døren aabnedes. Der var mørk Nat indenfor, Lampen foran det lille Madonnabillede var gaaet ud, kun den røde
»Er der nye Forandringer til i Morgen, Marco Lugano?« hørte jeg Stemmen spørge; det var Annunziatas; hun stod i Døren, et lille Silketørklæde var bundet over Haaret, en mørk, stor Overkjole hang løst omkring hende.
»Fald ikke, Marco Lugano!« sagde hun og gik foran ind i Stuen, jeg fulgte efter. –
»Hvem er De! hvad søger De her?« udbrød hun forskrækket, da hun saae mig.
»Annunziata!« udbrød jeg smerteligt! Hun stirrede paa mig.
»Jesus Maria!« raabte hun, og trykkede Hænderne for Ansigtet.
»En Ven,« stammede jeg, »en tidligere Bekjendt, som De engang skaffede megen Glæde, megen Lykke, opsøger Dem, vover at række Dem Haanden!« Hun tog Hænderne fra Ansigtet, dødbleg, som et Liig stod hun; det mørke, aandfulde Øie brændte. Ældre var Annunziata blevet, lidende saae hun ud, men der vare Rester endnu af den forsvundne Skjønhed, det samme sjælfulde Blik, omsvævet af Veemod.
»Antonio,« sagde hun, og jeg saae en Taare i hendes Øie, »saaledes skal vi mødes! Forlad mig! vore Veie gaae vidt fra hinanden, Deres opad, til Lykken, min nedad – ogsaa til Lykken!« sukkede hun smerteligt.
»Stød mig ikke bort fra Dem!« udbrød jeg. »Som en Ven, som en Broder kommer jeg, mit Hjerte driver mig dertil! De er ulykkelig, De hvem Tusinde jublede Glæde for, som Tusinde lyksaliggiordes ved!« –
»Lykkehjulet dreier!« sagde hun, »Lykken følger kun Ungdom og Skjønhed, for deres Triumphvogn spænder Verden sig, Forstand og Hjerte er Naturens sletteste Medgift, de glemmes for Ungdom og Skjønhed, og Verden har altid Ret!«
»De har været syg Annunziata!« sagde jeg, og mine Læber bævede.
»Syg, meget syg, henved et Aar! men jeg døde ikke deraf!« vedblev hun med et bittert Smiil, »Ungdommen døde, Stemmen døde, og Publicum blev taus ved at see disse to Liig i eet Legeme! Lægerne sagde, de vare skindøde, og Legemet troede det! Legemet trængte til Klæder og Spise, al sin Rigdom gav det for disse i to lange Aar; saa maatte det sminke sig, træde op, som eiede det endnu de Døde levende, men det traadte op i Skyggen, for at man ikke skulde forskrækkes derover, paa det lille Theater, hvor faa Lamper brændte, hvor Alt var halvdunkelt, viste det sig igjen. Men man mærkede dog, at Ungdom og Stemme vare døde, begravne Liig. Annunziata er død, der hænger hendes levende Billede!« og hun pegede op paa Væggen.
I det fattige Værelse hang et Malerie, et Brystbillede, med en riig forgyldt Ramme, der stak forunderligt af til den anden Fattigdom rundt om. Det var Annunziatas Billede, malet som Dido, det var hendes Billede, som hun stod i min Sjæl, det aandige skjønne Ansigt med Stoltheden paa sin Pande; jeg saae ned paa den virkelige Annunziata, hun holdt Hænderne for Ansigtet og græd.
»Forlad mig! glem min Tilværelse, som Verden har glemt den!« bad hun, og vinkede med Haanden.
»Jeg kan ikke,« sagde jeg, »ikke saaledes forlade Dem! Madonna er god og naadig, Madonna hjelper os Alle!«
»Antonio!« sagde hun alvorligt, »kan De spotte mig i Ulykken! Nei, De er ikke, som al den øvrige Verden, det troede jeg ogsaa engang om Dem. – Men jeg begriber Dem ikke, da Alle endnu tiljublede mig Bifald, da Verden ødslede Smiger og Roes paa mig, forlod De mig, forlod mig saa ganske, og nu, da hver Glands, som henrykkede Verden, er borte og Alle see mig som en fremmed, ligegyldig Gjenstand, kommer De til mig, opsøger mig –!«
»Selv stødte De mig fra Dem,« udbrød jeg, »stødte mig ud i Verden! min Skjæbne, min
»Jeg har seet Dem igjen!« udbrød hun, »seet Dem endnu engang i denne Verden! jeg føler De er et godt, et ædelt Menneske. – De vil blive lykkeligere, end jeg! Svanen har udsjunget. Skjønheden er henblomstret, jeg er ganske ene! af den lykkelige Annunziata er kun Billedet der paa Væggen! – Een Bøn har jeg! De vil ikke afslaae mig den! Annunziata, som engang glædede Dem, beder derom!«
»Alt, Alt lover jeg!« udbrød jeg, og trykkede hendes Haand til mine Læber.
»Betragt, som en Drøm, hvad De har seet denne Aften! Mødes vi i Verden, da kjende vi ikke hinanden! Nu skilles vi!« hun rakte mig Haanden. »I en bedre Verden mødes vi! her skilles vore Veie! Lev vel, Antonio! Lev vel!«
Da sank jeg, overvældet af Smerte, ned for hende. Jeg veed intet mere, hun ledte mig som et Barn, og jeg græd, som det. »Jeg kommer! jeg kommer atter!« sagde jeg, og forlod hende. »Lev vel!« hørte jeg hende sige, men saae hende ikke mere. Alt var mørkt nedad, og paa Gaden. »Gud! hvor ulykkelige kunne dine Skabninger være!« jamrede jeg og græd, ingen Søvn kom i mine Øine. Det var en Sorgens Nat.
Under tusinde Planer, jeg opfattede og forkastede igjen, gik den følgende Dag. Jeg følte min Armod! en fattig Dreng, man havde taget fra Campagnen, var jeg kun, min større Aandsfrihed havde just lagt mig i Afhængighedens Lænker! men mit Talent syntes jo at aabne mig en glimrende Vei, – kunde den blive mere glimrende, end Annunziatas, og hvorledes endte den? Den brusende Flod, som straalte med Vandfald og Regnbuer, endte i Elendighedens pontinske Sumpe.
Endnu eengang maatte jeg see Annunziata, tale med hende. Det var den anden Dag efter vort Møde, at jeg igjen steg op af de snevre, mørke Trapper. Døren var lukket; jeg bankede paa, en gammel Morlil aabnede Sidedøren, spurgte, om jeg vilde see Værelset, det var ledigt; men det var nok for lidet for mig. – »Men Sangerinden?« spurgte jeg. – »Hun er flyttet!« svarede den Gamle, »flyttet alt igaar morges! reist, troer jeg! det gik i en stor Fart!« – »De veed ikke, hvorhen!« spurgte jeg. – »Nei, hun talte ikke et Ord derom! men de ere gaaet til
Jeg gik til Theatret, Truppen havde igaar givet sidste Forestilling; nu var der lukket. – Hun er borte! den ulykkelige Annunziata! Bernardo var dog Skyld i hendes Ulykke, i hele den Retning, mit Liv havde taget; havde han ikke været, havde hun kunnet elske mig, hendes Kjærlighed vilde have givet min Aand en større Kraft og Udvikling. Havde jeg den Gang fulgt hende og var optraadt, som Improvisator, vilde maaskee min Triumph have knyttet sig til hendes, vi havde skiftet Plads. Alt var blevet anderledes. Kummer havde ikke furet hendes Pande.
XIII
Poggio. Annunziata. Maria
Poggio besøgte mig, spøgte over min Forstemthed, men jeg kunde ikke sige ham Grunden; Ingen kunde jeg sige den.
»Du seer jo ud, som der blæste en slem Scirocco! Er det fra Hjertet, denne varme Luftning kommer? Den lille Fugl derinde kunde brænde op, og da det ingen Fugl Phoenix er, saa er den ikke indrettet paa det! den maa
»Det er en smuk Idee om en Digter!« udbrød jeg.
»Christus blev et Menneske, som vi Andre, steg selv ned i Helvede til de Fordømte! det Guddommelige maa blande sig med det Jordiske, skal der komme et mægtigt Produkt derud af –! men, det er jo en prægtig Forelæsning, jeg begynder paa. Een skulde jeg jo rigtignok holde, det gav jeg Løfte paa, men jeg troer, det var over et andet Thema. Hvad betyder det, at Herren med eet forlader sine Venner. I tre Dage har han ikke været i Podestaens Huus! det er stygt, meget stygt af ham! Familien er ogsaa vred. Endnu i Dag maa Du hen og, knælende som en anden
»Jeg har ikke følt mig vel, ikke været ude!« –
»Nei, kjære Ven, det veed man bedre! forleden Aften var Du jo henne at see Operaen
»Poggio,« sagde jeg alvorligt, »Dig vil jeg sige Grunden, hvorfor jeg ikke har været der, hvorfor jeg sjeldnere vilde komme der!« Jeg sagde, hvad Banquierens Frue havde hvidsket mig i Øret, at Venedig talte om, at jeg vilde vinde den smukke Maria, som havde Formue, havde et Gods i Calabrien.
»Naa!« udbrød Poggio, »det maatte de da gjerne sige om mig! derfor vil Du ikke komme der? Ja vidst, det sige Folk, det troer jeg selv, for det er saa naturligt! men enten vi have Ret eller Uret, saa er det ikke billigt, at være uartig imod Familien. Maria er smuk, meget smuk, har Forstand og Følelse, og Du elsker hende ogsaa, det har jeg altfor tydeligt seet!«
»Nei, nei!« udbrød jeg! »Min Tanke er der saa langt fra Kjærlighed! Maria har Lighed med et blindt Barn, jeg engang har seet, et Barn, der underligt tiltalte mig, som Børn kunne det! Denne Lighed har ofte grebet mig hos Maria, og fæstet mit Blik fast paa hende!«
»Maria har ogsaa været blind,« sagde Poggio i en noget alvorlig Tone, »hun kom nok blind fra Grækenland, hendes Onkel, Lægen i Neapel, har opereret hende!«
»Min Blinde var ikke Maria!« sagde jeg.
»Din Blinde,« gjentog Poggio lystigt, »det var nok en underlig Person, det blinde Barn, der faaer Dig til at stirre paa Maria, og søge Lighed! ja det er nu billedligt talt! det er den lille blinde Amor, Du engang har gjort Bekjendtskab med, og han faaer Dig til at see paa Maria! Nu tilstaaer Du det jo selv! før vi veed af det, declareres Brylluppet, og I drage bort fra Venezia!«
»Nei Poggio!« udbrød jeg, »Du fornærmer mig med denne Tale, jeg gifter mig aldrig! min Kjærligheds Drøm er forbi, jeg drømmer den aldrig, kan det ikke! Ved den evige Gud og alle Hellige, aldrig vil eller kan jeg« –
»Stille! stille, gjør ingen Ed derpaa!« raabte Poggio, »jeg vil troe Dig og sige alle Folk imod, som forsikkre, at Du elsker Maria, og I skulle være et Par! men sværg ikke paa, aldrig at gifte Dig, maaskee er Brylluppet nærmere, end Du troer! selv i dette Aar, det kan gjerne være!«
»Dit maaskee!« svarede jeg, »men mit aldrig!«
»Naa, saa Du troer, at jeg skulde gifte mig!« udbrød Poggio; »nei kjære Ven, jeg har ikke Raad til at holde Kone, den Fornøielse koster altfor meget!«
»Dit Bryllup staaer før mit,« svarede jeg, »maaskee den smukke Maria selv bliver Din, og medens Venedig siger, jeg vil række hende Haanden, er det Dig, hun rækker sin!«
»Det var daarligt gjort!« svarede han og loe, »nei, da under jeg hende en bedre Mand, end mig. Skal vi vædde,« vedblev han, »Du bliver gift, det være sig nu med Maria eller en anden Dame, Du bliver Ægtemand, og jeg Pebersvend. To Flasker Champagne vædde vi, som drikkes paa Din Bryllupsdag.«
»Det tør jeg!« sagde jeg, og smilte. Nu maatte jeg følge med ham til Podestaens. Den gamle Rosa skjændte paa mig, Podestaen ogsaa. Maria var taus, mit Øie hvilte paa hende, Venedig sagde jo, at hun var min Brud. Rosa klinkede med mig!
»Ingen Dame bør drikke Improvisatorens Skaal,« sagde Poggio »han har svoret det smukke Kjøn et evigt Had, han vil aldrig gifte sig!«
»Evigt Had?« svarede jeg; »fordi jeg ikke gifter mig, kan jeg jo nok skatte og ære det Skjønne hos det Kjøn, som meest opliver og mildner alle Livets Forhold!«
»Ikke giftes!« raabte Podestaen, »det var den daarligste Tanke, Deres Genie har født! men smukt er det heller ikke af Vennen,« sagde han spøgende til Poggio, »at udpege den!«
»Det er for at prostituere ham!« sagde Poggio, »han kunde ellers let forelske sig i denne hans eneste slette Tanke, og fordi den var saa glimrende, antage den som original, og ordentligt holde fast ved den!« Man spøgte med mig, drillede mig, jeg maatte være munter; kostelige Retter og herlig Viin sattes frem. – Jeg tænkte paa Annunziatas Armod, om hun maaskee hungrede. »De har lovet at læse
Jeg kom, jeg kom ret ofte, thi jeg følte, hvor kjær, jeg var dem! Henved en Maaned gik efter min sidste Samtale med Poggio, intet havde jeg kunnet opspørge om Annunziata, jeg maatte stole paa Tilfældet, der vilde knytte den eengang sønderbrudte Traad. En Aften, jeg var hos Podestaen, syntes Maria mig forunderlig tankefuld, en levende Smerte stod udtrykt i hendes Aasyn. Jeg havde læst for hende og Rosa, under Læsningen selv syntes hun mig adspredt. Rosa forlod Værelset; aldrig havde jeg endnu været ene med Maria, en sælsom, uforklarlig Anelse, som forestod der mig noget Ondt opfyldte mit Bryst. Jeg søgte at begynde en Samtale om Silvio Pellico, om det politiske Livs Indvirken paa hans Digteraand.
»Hr. Abbate!« afbrød hun mig, og syntes ikke at have hørt et Ord af min Tale, hele hendes Tanke syntes henvendt paa een eneste Gjenstand. »Antonio!« vedblev hun med bævende Stemme, og Blodet brændte i hendes Kinder, »jeg maa tale med Dem! en Døende har jeg rakt min Haand derpaa, at jeg vilde det!« – Hun standsede; jeg stod taus, grebet af de faa Ord.
»Vi ere jo dog ikke saa fremmede for hinanden?« sagde hun, »og dog er dette Øieblik mig saa skrækkeligt!« Hun blev dødbleg.
»Gud i Himlen!« udbrød jeg, »hvad er der skeet?«
»Guds forunderlige Styrelse drager mig ind i Deres Livsbegivenheder, gjør mig deelagtig i en Hemmelighed, i et Forhold, ingen Fremmed skulde kjende! men min Læbe er taus, hvad jeg lovede den Døende, har jeg ikke sagt, selv ikke den gode Rosa!« Hun tog en lille Pakke frem: »den er til Dem, den vil vist kunne sige Dem Alt, jeg har lovet at levere den i Deres Hænder! i to Dage har jeg eiet den, jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde opfylde mit Løfte, nu er det løst! vær taus, som jeg skal være det!«
»Fra hvem kommer den,« spurgte jeg; »
»Evige Gud!« sagde hun, og forlod Værelset. Jeg ilede hjem og aabnede den lille Brevpakke. Der laae en Deel løse Papirer i; det første, jeg saae, var min egen Skrift, et lille Vers, skrevet med Blyant; men underneden med Blæk tre sorte Kors, som det var en Gravskrift. Det var Digtet, jeg engang kastede for Annunziatas Fødder, første Gang jeg saae hende. »Annunziata!« sukkede jeg dybt! »evige Guds Moder! det kommer fra hende!« Mellem Papirerne laae en lille forseglet Seddel, og uden paa skrevet: »Til Antonio!« jeg rev den op, – ja det var fra hende. Det Halve var skrevet, saae jeg, samme Nat, jeg om Aftenen var hos hende; de nederste Linier syntes nyere, de vare forunderligt blegt og zittrende skrevne. Jeg læste.
»Jeg har seet Dig, Antonio! seet Dig endnu engang! Det var mit eneste Ønske, og dog frygtede jeg for det Øieblik, som man frygter for Døden, der dog bringer Lykke. Det er kun Timer siden, jeg saae dig; naar Du læser dette, er det vist Maaneder, men længer heller ikke! Der fortælles jo, at den, som har seet sig selv, maa døe kort efter! Du var Halvdelen af min Sjæl! Du var min Tanke, Dig har jeg seet! Du saae mig i min Lykke, i min Elendighed! Du var den Eneste, som endnu kjendtes ved den fattige, forglemte Annunziata! – Men jeg fortjente det ogsaa, Antonio! nu tør jeg sige Dig det, thi naar Du læser det, er jeg død. Jeg elskede Dig, elskede Dig fra mine lykkelige Dage til mit sidste Øieblik. Madonna vilde ei, at vi skulde forenes i denne Verden, og hun skilte os ad. Jeg vidste Din Kjærlighed, før Du hiin ulykkelige Aften, da Skudet ramte Bernardo, tilstod den! Min Smerte over Ulykken, der skilte os ad, den store Jammer, der knugede mit Hjerte, bandt min Tunge, jeg skjulte mit Ansigt ved den Dødes Legeme, og Du var borte, jeg saae Dig ikke mere! Bernardo var ei dødeligt saaret, jeg gik ikke fra ham, før jeg havde Vished derom! Har det vakt Tvivl i din Sjæl om min Kjærlighed til Dig? Jeg vidste ikke, hvor Du var, kunde ikke erfare det. Nogle Dage efter kom en sælsom gammel Qvinde til mig, og rakte mig en Seddel, hvorpaa Du havde skrevet: »jeg reiser til Neapel.« Dit Navn stod derunder, hun sagde, Du maatte have Pas og Penge; jeg fik Bernardo til at bede sin Onkel, Senatoren, derom. Da var mit Ønske en Befaling, da havde mit Ord Kraft, jeg fik, hvad jeg ønskede. Bernardo var ogsaa bedrøvet for Dig! Han blev frisk igjen, og han elskede mig, jeg troer det, elskede mig oprigtig; men Du alene fyldte min Tanke. Han forlod Rom, jeg skulde til Neapel, min gamle Venindes Sygdom nødte mig til at blive en Maaned i Mola di Gaeta. Da vi siden kom til Neapel, hørte jeg om en ung Improvisator, Cenci, der, den Aften jeg kom, var optraadt paa Theatret; jeg anede det var Dig – jeg fik Vished derom. Min gamle Veninde skrev Dig strax til, nævnte vel ikke vort Navn, men hvor vi boede, – Du kom ikke; hun skrev igjen, rigtignok uden Navn, men Du maatte have kjendt, fra hvem det sendtes. Hun skrev: »Kom Antonio! Skrækken fra sidste ulykkelige Øieblik, vi vare samlede, er vel overstaaet! – Kom snart, betragt det som en Misforstaaelse, Alt kan blive godt, kun udsæt det ikke med at komme!« Men Du kom ikke! – Brevene havde Du læst, fik jeg at vide, og Du var reist, strax reist tilbage til Rom! Hvad maatte jeg troe? Din Kjærlighed var alt forbi! Jeg var ogsaa stolt, Antonio! Verden havde gjort min Sjæl forfængelig! Jeg glemte Dig ikke, jeg opgav Dig, og led derved! Min gamle Veninde døde, hendes Broder fulgte efter; de havde været som Forældre imod mig, jeg stod ganske ene i Verden, men var jo dens Yndling, var ung og smuk, glimrende ved min Sang. Det var det sidste Livs Aar! Jeg blev syg paa Reisen til Bologna, meget syg, mit Hjerte led! Antonio, jeg vidste ikke, at Du kjærligt tænkte paa mig, at Du engang, naar al Verdens Lykke faldt, endnu vilde trykke et Kys paa mine Hænder! – Eet Aar laae jeg syg, min Formue, samlet i de to Aar, jeg havde været Sangerinde, smeltede bort; – jeg var fattig og dobbelt fattig, thi min Stemme var borte, Sygdommen havde afkræftet mig; der gik Aar, henved syv lange Aar, – da mødtes vi. – Du har seet min Armod! Du har vist hørt, hvorledes de hyssede af den Annunziata, der engang droges i Triumph gjennem Roms Gader? Bitter, som min Skjæbne, er ogsaa Tanken bleven det! – Du kom til mig, som et Slør faldt Alt fra mit Øie, jeg følte det: Du havde oprigtigt elsket mig. Jeg stødte Dig ud i Verden, sagde Du til mig. Du vidste ikke, hvor jeg havde elsket Dig, strakt mine Arme efter Dig! Jeg har seet Dig, dine Læber har glødet paa min Haand, som i ældre, bedre Tider! vi ere skilte ad, jeg sidder igjen alene i det lille Kammer, imorgen forlader jeg det, maaskee Venezia! vær ikke bedrøvet for mig, Antonio, Madonna er god og naadig! tænk venligt paa mig, det er den Døde, der beder Dig, Annunziata, som har elsket Dig, og beder nu og – i Himlen for Dig!« – Mine Taarer strømmede, medens jeg læste det, det var som mit Hjerte vilde opløse sig i Graad. Den anden Deel af Brevet var skrevet kun for nogle Dage siden. Det var den sidste Afsked. »Min Nød nærmer sig sin Ende! Madonna være lovet for hver Glæde, hun sendte mig, hun være lovet for hver Sorg! – I mit Hjerte er Døden! Blodet strømmer fra det! Kun eengang endnu, og saa er det forbi! Venezias smukkeste og ædleste Pige er din Brud, har man sagt mig! I blive lykkelige, det er en Døendes sidste Ønske! Jeg vidste ingen i Verden, jeg kunde give disse Linier, mit sidste Farvel, uden hende; hun vil komme, siger mit Hjerte mig, den som staaer paa Afskedstrinet mellem Liv og Død, vil et ædelt qvindeligt Hjerte ikke afslaae den sidste Lædskedrik! Hun vil komme til mig! Lev vel, Antonio! min sidste Bøn paa Jorden, min første i Himlen er for Dig, for hende, som vil være Dig, hvad jeg aldrig kunde have blevet. Forfængelig var min Sjæl, Verdens Roes gjorde det; maaskee var Du aldrig blevet lykkelig med mig, ellers havde Madonna ikke skilt os ad. Farvel! Farvel! jeg føler Fred i mit Hjerte, min Smerte er forbi, Døden er nær! Bed ogsaa Du og Maria for mig!« –
Annunziata.
Den dybeste Smerte har ingen Ord, – bedøvet, synkende sammen, sad jeg og stirrede paa Brevet, der var vaadt af mine Taarer. Annunziata havde elsket mig! Hun var den usynlige Aand, som førte mig til Neapel, Brevet havde været fra hende, og ei fra Santa, som jeg havde troet. Annunziata havde været syg, smægtet i Armod og Elendighed, og nu var hun død, vistnok død! – Den lille Seddel, jeg havde givet Fulvia, med Underretningen: »jeg reiser til Neapel,« og som hun havde bragt Annunziata, laae i Brevpakken, desuden et aabent Brev fra Bernardo, hvori han sagde hende sit Lev vel og sin Bestemmelse, at han forlod Rom og traadte i fremmed Tjeneste, men der stod ikke, hvilken. Maria havde hun givet Brevpakken til mig, Maria nævnet hun som min Brud; det tomme Rygte havde ogsaa naaet Annunziata, og hun havde troet det, havde kaldt Maria til sig! Hvad kunde hun have sagt? Jeg erindrede, med hvilken Angest Maria havde talt til mig, altsaa vidste hun nu, hvad Venedig dømte om os to! Jeg havde ikke Mod til at tale med hende, og dog maatte jeg det, hun var jo min og Annunziatas gode Engel.
Jeg tog en Gondol, og var snart i Værelset, hvor Rosa og Maria sad med deres Haandarbeide. Maria var forlegen, jeg havde ikke Mod at sige, hvad der ene og alene beskjæftigede mig, jeg svarede adspredt paa ethvert Spørgsmaal, Sorgen knugede min Sjæl; da greb Rosa min Haand og sagde:
»De har havt en stor Sorg! Hav Fortrolighed til os! Kunne vi ikke trøste, vi kunne sørge med en oprigtig Ven!«
»De veed jo Alt!« udbrød jeg, og min Smerte fik Luft.
»Maria maaskee!« svarede Rosa. »Men jeg veed saa godt som Intet!«
»Rosa!« sagde Maria bedende og greb hendes Haand.
»Nei, for Dem har jeg ingen Hemmeligheder!« sagde jeg, »Alt skal jeg fortælle! ogsaa det er en Lindring!« Og jeg fortalte om min fattige Barndom, om Annunziata og min Flugt til Neapel; men da jeg saae Maria med foldede Hænder foran mig, som Flaminia havde siddet, som endnu et Væsen sad for mig, taug jeg. Om Lara, om Drømmebilledet i Grotten havde jeg ikke Mod at tale i Marias Nærhed, det hørte jo heller ikke til Historien om Annunziata. Jeg gik strax til vort Møde i Venedig og vor sidste Samtale. Maria trykkede Hænderne for Øiet og græd. Rosa taug.
»Derom har jeg intet vidst, intet anet!« sagde hun. »Fra Søstrenes Hospital blev sendt et Brev til Maria, en døende Qvinde bad hende ved alt Helligt og Godt, ved hendes eget Hjerte, dog at komme derhen! Jeg fulgte med hende i Gondolen, men ene skulde hun komme, jeg blev hos Søstrene, medens hun gik til den Døendes Seng!«
»Jeg saae Annunziata!« sagde Maria. »De har faaet, hvad hun bad mig bringe Dem!«
»Og hun sagde?« udbrød jeg.
»»Giv Antonio, Improvisatoren det, men useet af Andre!« – Hun talte om Dem, talte som en Søster, som en god Aand kan tale – og jeg saae Blod, – Blod ved hendes Læber – hun slog sine Øine op i Døden, og –!« – Maria brast i Graad.
Taus trykkede jeg hendes Haand til mine Læber, takkede for hendes Fromhed og milde Sind, at hun var gaaet til Annunziata. Jeg forlod dem, traadte ind i Kirken og bad for den Døde. –
Aldrig har jeg mødt større Inderlighed og Venskab, end fra dette Øieblik i Podestaens Huus; en kjær Broder var jeg for Rosa og Maria, ethvert af mine Ønsker søgte de at aflure mig; selv i de mindste Smaating saae jeg deres Omhu for mig.
Jeg besøgte Annunziatas Grav. Kirkegaarden var en svømmende Ark, med høie Mure, hævende sig op af Vandet, Øen med de Dødes Have. En grøn Plet med mange sorte Kors saae jeg for mig. Jeg fandt den Grav jeg søgte. »Annunziata« var den hele Indskrift; en frisk, smuk Krands af grønne Laurbær hang over Korset, vistnok en Gave fra Rosa og Maria. Jeg takkede dem begge derfor. Hvor skjøn var ikke Maria i sin Mildhed, hvilken forunderlig Lighed havde hun ikke med mit Skjønhedsbillede Lara, naar hun slog Øiet ned; de forekom mig, i hvor uforklarligt det syntes, at være een Person.
Paa denne Tid indtraf et Brev fra Fabiani; jeg havde nu været paa fjerde Maaned i Venedig, det undrede ham, han syntes, jeg ikke burde anvende længere Tid paa denne By, men besøge Milano eller Genua; dog stod det ganske til mig selv, hvad jeg helst vilde, kunde jeg gjøre. Hvad holdt mig ogsaa i Venedig, den var mig Sorgens By, som den havde hilset mig ved min Ankomst, mit Livs bedste Drøm havde her opløst sig i Taarer. Maria og Rosa ere mig kjærlige Søstre, Poggio en elskværdig, trofast Ven, jeg finder ingen som de, men vi maae jo dog skilles ad, her finder min Smerte kun Næring! Ja bort! bort! det var min Beslutning. Jeg vilde forberede Rosa og Maria paa det; de maatte jo dog vide det. Om Aftenen sad jeg hos dem i den store Sal, hvor Balconen gik ud over Kanalen. Maria vilde, at Tjeneren skulde bringe Lampen ind, men Rosa syntes, det var smukkere i det klare Maaneskin. Orangetræet duftede saa stærkt.
»Syng for os, Maria!« sagde Rosa, »syng den smukke Sang, Du har lært om
Paa sælsomme bløde Toner sang Maria da en forunderlig stille Vuggesang. Text og Melodie smeltede sammen, og viste for Hjerte og Tanke Skjønhedens Hjem under den ætherklare Bølge.
»Der er noget saa aandigt, saa gjennemsigtigt i den hele Sang!« sagde Rosa.
»Saaledes maa Aanden aabenbare sig uden Legeme!« udbrød jeg.
»Saaledes svømmer Verdens Deilighed for den Blinde!« sukkede Maria.
»Men saa skjøn er den ikke, naar Øiet aabnes?« spurgte Rosa.
»Ikke saa skjøn, og dog skjønnere!« svarede Maria.
Da fortalte Rosa, hvad
Jeg tænkte paa Lara, med den blaa Violbouquet i det mørke Haar, Orangetræets Duft førte mig ogsaa til Paestum, hvor Violerne og de røde Levkøier voxe om Tempel-Ruinerne. Vi talte om Naturens store Skjønhed, om Havet og Bjergene, og Rosa længtes efter sit skjønne Neapel. Da fortalte jeg dem, at min Afreise var nær, at jeg alt om nogle Dage forlod Venedig.
»De vil forlade os?« sagde Rosa bedrøvet. »Derpaa havde jeg slet ikke tænkt!«
»De kommer ikke mere til Venedig?« spurgte Maria! »De kommer ikke mere til Deres Venner?«
»Jo! jo sikkert!« udbrød jeg, og skjøndt det slet ikke var min Plan, forsikkrede jeg nu, at fra Milano vendte jeg tilbage til Rom over Venedig; men mon jeg selv troede det? Jeg var ved Annunziatas Grav, tog et Blad af Krandsen, der hang, og gjemte det, som vilde jeg aldrig mere vende tilbage. Det var ogsaa sidste Gang, jeg kom her. Hvad Graven gjemte, var Støv, i mit Hjerte stod dets Skjønheds Aftryk, og hos Madonna byggede Aanden, hvis Billede det var. Annunziatas Grav og den lille Stue, hvor Rosa og Maria rakte mig Haanden til Afsked, saae alene min Graad og Bedrøvelse.
»Find en ædel Qvinde, der kan oprette
»Kom glad tilbage!« sagde Maria. Jeg kyssede hende paa Haanden, hendes Øie hvilte smerteligt bedrøvet paa mit. Podesta stod med det skummende Champagne-Glas, og Poggio istemte en lystig Reisesang om det rullende Hjul og Fuglenes Sang i den fri Natur! Han fulgte mig i Gondolen over til
»Hvor kan Du spøge i dette Øieblik,« sagde jeg, »Du veed min Bestemmelse!« Vi skiltes ad.
XIV
Veronas Mærkværdigheder. Milanos Domkirke. Mødet ved Napoleons Triumphbue. Drøm og Virkelighed. Den blaa Grotte
Vognen rullede afsted. Jeg saae den grønne
Alt var en stor Slette, men frodig grøn, som de pontinske Sumpe. De høie Grædepile hang som store Cascader ud over Grøfterne, rundt om stode Altre med Madonnas hellige Billede, enkelte af disse havde Tiden afbleget, Murene selv, de vare malede paa, vare sjunkne i Ruiner, men paa enkelte Steder stode ogsaa nyligtmalede Billeder med Moderen og Barnet. Jeg lagde Mærke til, at Veturinen løftede paa Hatten kun for de nye Billeder, de gamle og afblegede, syntes han ei at bemærke. Det greb mig forunderligt. Maaskee lagde jeg mere deri, end der var! Selv det Hellige, det Rene, Madonnas eget Billede, blev overseet og glemt, fordi de jordiske Farver vare afblegede.
Over
Man fortalte mig om Familierne
Mit Hjerte bankede som i Feberhede, jeg havde ingen Ro. Til Milano! tænkte jeg, der er nu mit Hjem, og jeg stræbte derefter. Mod Slutningen af Maaneden var jeg der. Nei, der var dog langt bedre i Venedig, langt mere hjemligt. Jeg følte mig ene og gjorde dog intet Bekjendtskab, afleverede intet af de mange Anbefalings Breve, man havde forsynet mig med.
Det kjæmpestore Theater med sine tilhyllede Loger, der hæve sig i sex
Ene vandrede jeg om i den store By, gjennem de skyggefulde Gader, ene sad jeg paa mit Værelse, begyndte at digte en Tragoedie: Leonardo da Vinci; her havde han jo levet, her havde jeg seet hans
En Fremmed stod med sin Guide og beskrev i en Bog Enkelthederne, man fortalte ham; han saae ud som en Mand paa tredive Aar; jeg gik ham forbi, han havde to neapolitanske Ordener, han saae op paa Buen, jeg kjendte ham, det var Bernardo. Han havde ogsaa seet mig, sprang mig imøde, trykkede mig i sine Arme, og loe høit: »Antonio, tak for sidst! det var jo en lystig Afsked, med Knald og Effect! Vi ere dog Venner endnu, skal jeg troe?«
Det gik mig iiskoldt gjennem Blodet. »Bernardo,« udbrød jeg, »mod Norden, under Alperne skal vi gjensee hinanden!«
»Ja, og jeg kommer fra Alperne selv! fra Gletscher og Laviner! jeg har seet Verdens Ende, deroppe paa de kolde Bjerge!« og han fortalte mig, at han i den hede Sommer havde været i Schweits. De tydske Officierer i Neapel havde fortalt ham saa meget om Schweitserlandets Storhed, og det var jo en let Flugt med Dampskibet fra Neapel til Genua, og saa var man saa langt, han havde været i
Vi fulgtes ad til det nye Amphitheater, og siden til Byen; han fortalte mig, at han nu gik til Genua, vilde der besøge sin Brud og hendes Forældre, at han stod paa Springet til at blive en sindig Ægtemand, indbød mig at følge med, og hvidskede mig da leende i Øret: »Du fortæller intet om mine tamme Fugle, om vor lille Sangerinde, og alle disse Historier! Nu har Du selv lært, at de høre med til et ungt Hjertes Historie; min Brud kunde ellers let faae Hovedpine, og det holder jeg for meget af hende til!«
Det var mig umuligt, at nævne Annunziata for ham; jeg følte, han havde aldrig elsket hende, som jeg.
»Følg med mig!« udbrød han. »Genua har smukke Piger, og nu er Du jo blevet gammel og fornuftig, og har nok Sands derfor. Neapel har dannet Dig! Ikkesandt? Om tre Dage vil jeg reise! Følg med, Antonio!«
»Men jeg reiser imorgen!« sagde jeg uvilkaarlig; det havde aldrig været min Tanke, men nu var det sagt.
»Hvorhen?« spurgte han.
»Til Venedig!« svarede jeg.
»Du maa forandre din Plan!« vedblev han, og trængte mere ind paa mig. Jeg forsikkrede ham saa længe om Nødvendigheden af min Afreise, at jeg selv ogsaa syntes, at jeg maatte bort. Jeg havde ingen Ro eller Hvile, og ordnede alt til Afreisen, som om det længe havde været min Bestemmelse.
Det var den usynlige Leder, Guds forunderlige Omhu, som førte mig fra Milano. Det var mig umuligt at sove om Natten; i korte vilde Feberdrømme og i en sygelig vaagen Tilstand, laae jeg nogle Timer paa Sengen. Til Venedig! raabte Stemmen i mit Bryst.
Jeg saae Bernardo sidste Gang, bad ham hilse sin Brud og fløi saa afsted tilbage, hvor jeg var reist fra, for to Maaneder siden.
Enkelte Øieblikke forekom det mig, som jeg havde faaet Gift, som denne gjærede i mit Blod. En uforklarlig Angest drev mig afsted, – hvad mon der forestod mig?
Jeg naaede Fusina, saae igjen Venedig med sine graa Mure, Marcustaarnet og Lagunerne, da svandt med eet min sælsomme Uro, min Længsel og Angest, og der opstod en anden Følelse, hvad skal jeg kalde den: Skam over mig selv, Misfornøielse, Utilfredshed. Jeg begreb ikke, hvad jeg vilde her, følte, hvor taabeligt jeg havde handlet, og syntes, at Alle maatte sige det, Alle maatte spørge mig: »Hvad vil Du igjen i Venedig.«
Jeg kom til mine Værelser, i Hast klædte jeg mig om, Rosa og Maria maatte jeg strax besøge,
Gondolen nærmede sig Palaiet. Hvilke sælsomme Tanker kunne ikke opstaae i et Menneske-Bryst. Om Du nu kom til Lystighed og Gilde? Om Maria var Brud? Om Brylluppet nu stod? Men jeg elskede hende jo ikke, havde jeg tusinde Gange sagt til mig selv, tusinde Gange forsikkret Poggio og enhver, som udtalte denne Tanke.
Jeg saae igjen de graa-grønne Mure, de høie Vinduer, og mit Hjerte bankede af Længsel. Jeg traadte ind; alvorlig og taus aabnede Tjeneren Døren, yttrede ingen Forundring ved mit Komme, det var, som ganske andre Ting beskjæftigede ham. »Podesta er altid hjemme for Dem, Signore!« sagde han.
Der var Dødsstille i den store Sal, Gardinerne vare trukne for. Her har
»De ere borte!« sagde han, »en lille Reise have de gjort til Padua med en anden Familie. De komme her igjen imorgen eller overmorgen!«
Jeg veed ikke, hvorfor, men jeg fik en Tvivl til hans Ord, maaskee var det Feberen i mit Blod, den vilde Feber, som min Smerte havde næret, og som nu nærmede sig sin Modenhed, for at bryde frem. Den var det dog, som havde virket ind paa hele mit Sjælelige, bevirket den hele Reise her tilbage.
Ved Aftensbordet savnede jeg Rosa og Maria; Podesta var heller ikke, som han pleiede at være. Det var, sagde han, en Retssag, der forstemte ham, men ellers intet af Betydenhed. »Poggio kan man heller ikke faae fat paa! Alle Ulykker træffe sammen og De er syg! jo, det er en lystig Soirèe! Vinen maa see at bringe os i Lune! – Men De bliver dødbleg!« raabte han med eet, og jeg følte, at Alt svævede bort for mig. Jeg svømmede hen ad Tilintetgjørelsens Flod.
Det var Feber, en hæftig Nervefeber.
Jeg erindrer kun, at jeg følte mig i et hyggeligt halvdunkelt Værelse; Podesta sad hos mig, sagde, jeg skulde blive hos ham, og vilde da snart være rask igjen. Rosa skulde pleie mig! Maria nævnede han slet ikke.
Min Tilværelse var en halv slumrende, halv vaagen Tilstand. Siden hørte jeg, de sagde, at Damerne vare komne; jeg skulde snart faae dem at see, og jeg saae ogsaa Rosa, men hun var bedrøvet, jeg syntes, hun græd, det kunde jo ikke være for mig, thi jeg følte mig allerede stærkere. Det blev Aften, der var en ængstelig Taushed rundt om, og dog en Bevægelse; man svarede mig ikke tydeligt paa mine Spørgsmaal, mit Øre var skarpt, jeg hørte, at mange Mennesker rørte sig i Salen under os, Aareslagene af flere Gondoler; og som jeg halv blundede, fik jeg Vished; de troede jeg sov. Maria var død! Poggio havde meldt mig om hendes Sygdom, og at hun atter var blevet frisk, men et Tilbagefald havde givet hende Døden. I denne Aften blev hun begravet, men de
»Antonio!« hvidskede Rosa, og jeg saae hende. Lampen brændte paa Bordet, foran min Seng laae en knælende Skikkelse og græd. Jeg kjendte den, jeg skuede Virkeligheden for mig; al min Skræk var kun i den vilde Feber.
»Lara! Lara!« udbrød jeg. Hun trykkede Hænderne for sine Øine. Hvad mon jeg havde sagt i min Feberphantasie? Hiint Syn stod levende for min Erindring, og i Marias Øie læste jeg, at hun havde været Vidne til mit Hjertes Bekjendelse.
»Feberen er forbi!« hvidskede Rosa.
»Ja, jeg føler mig saa vel, saa vel!« udbrød jeg, og saae paa Maria. Hun reiste sig, og vilde forlade Værelset. »Gaae ikke fra mig!« bad jeg, og strakte Hænderne efter hende. Hun blev, stod taus og rødmende foran mig. »Jeg drømte, at De var død!« sagde jeg.
»Det var en Feberdrøm!« afbrød Rosa, og rakte mig Medicinen, Lægen havde foreskrevet.
»Lara! Maria! hør mig!« udbrød jeg. »Det er ingen Feberdrøm! Jeg føler Livet vendt tilbage i mit Blod! Hele mit Liv maatte da være en sælsom Drøm. Vi have seet hinanden før! De har hørt min Stemme engang, ved Paestum, ved Capri, De kjender den igjen! Lara! jeg føler det, Livet er saa kort, hvorfor da ikke række hinanden Haanden i dette korte Møde!« Jeg strakte min Haand imod hende, hun trykkede den til sine Læber; »jeg elsker Dig, har altid elsket Dig!« sagde jeg, og hun laae taus og knælende foran mig. –
»Jeg har altid elsket Dig!« sagde hun, »Du sang Længsel og Smerte i mit Bryst, da jeg blind og ene med mine Drømme, kun kjendte Violernes Duft og den varme Sol! som dens Straaler brændte dit Kys paa min Pande, brændte i mit Hjerte! Den Blinde eier kun en Aandens Verden, og i den saae jeg Dig. Natten efter, jeg havde hørt din Improvisation i Neptun-Templet i Paestum, havde jeg en sælsom Drøm, den blandede sig med Virkeligheden. En Zigeunerkone havde spaaet mig, at jeg skulde faae mit Syn igjen. Jeg drømte om hende, at hun sagde, jeg skulde med Angela, min gamle Pleiefader, roe over Søen til Capri; i Hexehullet der skulde jeg vinde mine Øines Lys, Livets Engel vilde række mig Urterne; som
Jeg fortalte hende da, hvor sælsomt hendes Livs Eventyr greb ind i mit, hvorledes jeg havde seet hende med den Gamle i den forunderlige Grotte. At den Gamle selv tog den tunge Konka, vilde jeg ei sige; men jeg fortalte, at jeg rakte hende Urterne.
»Men,« udbrød hun, »Aanden sank i Jorden, da den rakte mig Urterne, saaledes har Angela fortalt mig!«
»Det har syntes ham saa! jeg var afkræftet, mine Fødder kunde ikke bære mig, jeg sank i Knæ og tilsidst livløs om i det grønne Krat!«
Hiin forunderlige straalende Verden, hvor vi mødtes, var det Uopløselige, den faste Knude mellem det Overnaturlige og Virkeligheden.
»Vor Kjærlighed er dog en Aandens Verden!« udbrød jeg, »til Aandens Verden gik alle vore Kjære, mod den svæve vi selv i vort Jordliv, hvorfor da ikke troe paa den, den er just den store Virkelighed!« og jeg trykkede Lara til mit Hjerte, hun var skjøn, som da jeg første Gang saae hende.
»Jeg kjendte Dig paa Stemmen, da jeg atter hørte Dig i Venedig!« sagde hun; »mit Hjerte drev mig til Dig, jeg troer selv i Kirken, for Guds Moders Aasyn, var jeg sjunket for Dine Fødder! Jeg saae Dig her, lærte meer og meer at skatte Dig, førtes anden Gang ind i dit Liv, da Annunziata velsignede mig som Din Brud! – men Du stødte mig bort, sagde Du elskede Ingen mere! – ingen Qvinde vilde Du række din Haand! Aldrig nævnede Du Lara, Paestum eller Capri, naar du talte om dit Livs sælsomme Skjæbne! da troede jeg, Du elskede mig ikke, at Du havde glemt, hvad der ei laae dit Hjerte nær!«
Jeg trykkede Forsoningens Kys paa hendes Haand, sagde, hvor sælsomt hendes Blik havde fængslet min Læbe; først da Legemet laae bundet til Døden, da min Aand selv svævede i Aandernes Verden, som vor Kjærlighed saa forunderligt knyttedes til, havde jeg vovet at udtale mit Hjertes Tanke.
Ingen Fremmed, kun Rosa og Podesta vidste vor Kjærligheds Lykke. Hvor gjerne havde jeg ikke sagt den til Poggio. Daglig havde han, under min Sygdom, flere Gange besøgt mig, jeg syntes ordentligt, han saae bleg ud, da jeg kom op og i det klare Sollys trykkede ham til mit Hjerte.
»Poggio, kom i Aften til os!« sagde Podesta; »men kom vist! De seer kun Familien, Antonio og tre Venner til.«
Alt var festligt smykket.
»Det er som til en Navnefest!« sagde Poggio; og Podesta førte ham og Vennerne til det lille Capel, hvor Lara rakte mig Haanden. En blaa Viol-Bouquet havde hun hæftet i det mørke Haar. Den blinde Pige fra Paestum stod seende, dobbelt skjøn for mig. Hun var min.
Alle lykønskede os, Glæden var stor, Poggio sang lystigt, og drak Skaal paa Skaal.
»Jeg tabte Væddemaalet!« sagde jeg, »men jeg tabte gjerne, thi mit Tab var min Lykkes Vinding!« og jeg trykkede et Kys paa Laras Læber.
Som brusende Toner lød de Andres Glæde; min og Laras var stum, taus, som Natten, der favnede os, da Alle vare borte.
Livet er ingen Drøm, følte jeg. »Kjærligheds Lykke er Virkelighed!« udbrød jeg og Bryst mod Bryst tabte Tanken sig i en Salighed, som kun en Gud har kunnet aande i det menneskelige Bryst.
To Dage efter fulgte Rosa os fra Venedig. Vi gik til den Eiendom, der var kjøbt for hendes Formue. Siden Bryllupsaftenen havde jeg ikke seet Poggio; nu kom et Brev fra ham, jeg læste det:
»Væddemaalet har jeg vundet, og dog tabt.«
Han var ikke at finde i Venedig.
Francesca fandt Lara elskelig, jeg selv havde vundet saa uendeligt paa Reisen, hun, Eccellenza og Fabiani, alle bifaldt mit Valg. Habbas Dahdah selv smilte over hele Ansigtet, da han lykønskede mig.
Af gamle Bekjendter lever endnu48 Onkel Peppo, han sidder paa den spanske Trappe, hvor han vist endnu mange Aar vil sige sit »bon giorno!«
Den sjette Marts 1834 var en stor Deel Fremmede samlede i Vertshuset hos Pagani, paa Øen Capri. Alles Opmærksomhed var henvendt paa en ung Calabreserinde, hvis Skjønhed greb dem; det skjønne, mørke Øie hvilte paa hendes Mand, som hun rakte Armen. Det var mig og Lara. Tre lykkelige Aar havde vi nu været gift, og besøgte nu paa en Reise til Venedig, Øen Capri, hvor vort Livs forunderligste Eventyr hørte hjemme, hvor det vilde opklare sig. I Hjørnet af Værelset stod en gammel Dame og holdt Armene om et lille Barn! en fremmed Herre, temmelig høi og noget bleg, med stærke Træk og iført en blaa Frakke, nærmede sig Barnet, legede med det og var henrykt over dets Deilighed; han talte Fransk, men til Barnet enkelte italienske Ord, gjorde lystige Spring for det, fik det til at lee, og det rakte ham Munden til at kysse; han spurgte, hvad det hed, og den gamle Dame, min kjære Rosa var det, sagde: »Annunziata!« »Et deiligt Navn,« sagde han, og kyssede den Lille, mit og Laras Barn. – Jeg nærmede mig ham, han var Dansk; der var endnu en Landsmand af ham i Stuen, en alvorlig lille Mand, med et klogt Blik, han var i en hvid Frakke; jeg hilste paa dem, det var jo Federigos og den store
Vi gik ned til Strandbredden, og steg i de smaa Baade, der vare indrettede for at føre de Fremmede om til den anden Side af Øen. Hver Baad rummede kun to Mennesker, een sad i hver Ende, og Roerkarlen i Midten.
Jeg saae det klare Vand under os, det hilste min Erindring med sin luftige Klarhed. Roerkarlen stødte Aaren rask fra sig og Baaden, hvori jeg og Lara var, fløi afsted med Pilens Hurtighed. Vi kom langt foran alle de Andre. Snart saae vi ikke længere Capris amphitheatralske Side, hvor de grønne Viinhaver og Orangetræer smykke Fjeldene, lodrette stode nu de høie Steenvægge op mod Skyen. Vandet var blaat, som det brændende Svovl, de blaa Brændinger sloge mod Klippen hen over de blodrøde Søæbler, som voxte dernede. Vi vare alt paa Øens modsatte Side, og saae kun den lodrette Klippe og i den over Vandfladen en lille Aabning, der syntes ikke stor nok for vor Baad.
»Hexehullet!« udbrød jeg og alle Erindringer herfra vaagnede i min Sjæl.
»Ja, Hexehullet!« sagde Roerkarlen, »saaledes kaldtes det før; men nu veed man, hvad det er!« Han fortalte os da om de to tydske Malere, Fries og Kubitz, der for tre Aar siden havde vovet at svømme derind, og saaledes opdaget den forunderlige Deilighed, som nu alle Fremmede maatte see. Vi nærmede os Aabningen, der neppe meer end en Alen ragede op over det skinnende blaa Hav. Roerkarlen tog Aaren ind, vi maatte strække os ud i Baaden, som han nu styrede med Haanden og vi gled ind, i et mørkt Dyb, under den uhyre Klippe, som det store Middelhav beskyllede. – Jeg hørte Lara aande tungt, det havde ogsaa noget forunderligt rædsomt; men kun et Øieblik, og vi vare i en mægtig stor Hvælving, hvor Alt skinnede som Ætheren. Vandet under os var, som en blaa, brændende Ild, der oplyste det Hele. Rundt om var tillukket, men under Vandet forlængede sig den lille Aabning, vi seilede igjennem, den naaede til Havets Dyb, fyrgetyve Favne ned og udvidede sig der til samme Brede. Det stærke Sollys udenfor kunde da virke Lysning ind paa Bunden af Grotten, og strømmede nu som en Ild igjennem det blaa Vand, der syntes forvandlet til en brændende Spiritus. Alt gav Gjenskin deraf; Klippebuen, Baaden, Alt syntes gjennemstrømmet af Æther, og at gaae over i samme. Draaberne, der ved Aareslaget stænkede i Veiret, skinnede røde, som friske Rosenblade. Det var en Feeverden, Aandens sælsomme Rige. Lara foldede sine Hænder, hendes Tanke mødte min. Her havde vi engang været, her havde Sørøveren gjemt sin Skat, da ingen vovede at nærme sig Stedet. Nu var hvert overnaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordlivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under, og dog vil Mennesket ikke troe derpaa.
Den lille Aabning til Hulen lyste, som en klar Stjerne, den fordunkledes, og nu steg, som fra Dybet, de Andres Baade. De kom ind til os. Alt var Andagt og Beskuelse. Protestanten, som Katholiken, følte her, at Underværker vare til.
»Vandet stiger!« sagde en af Søfolkene. »Vi maa ud, ellers lukkes Aabningen, og da maa vi blive herinde, til Vandet falder igjen!«
Vi forlode den sælsomme straalende Hule, det store aabne Hav laae udstrakt for os, og bag ved den mørke Aabning til Grotta azzurra.
»Wheil stands the Coliseum, Rome shall stands,
When falls the coliseum, Rome shall fall;
And when Rome falls – the world –«
Byron.
- 1
- Fra den spanske Plads gaaer en bred Steentrappe i Høide med de 4-Etages Huse opad
monte pinciobjerg op imod Villa Borghese, Borghesefamiliens villa med tilhørende park, begge anlagt 1605. til de der liggende Gader; denne Trappe er især Forsamlingsstedet for Roms Tiggere, og bærer Navn af den spanske Trappe efter Pladsen, den støder til.↩
- 2
- Gravmælerne her ere uden al Prydelse; derimod finder man i den hellige
JanuariiJanuarius (død 303). Latiniseret form af Skt. Gennaro, martyr fra Diokletians tid, Napolis skytshelgen. Katakomber ved Neapel Helgenbilleder og Inscriptioner, men slet gjorte. Paa de Christnes Grave ere afbildede en Fisk, i hvis græske Navn:Ιχυνζ(ichthys, græsk) fisk; jf. H.C. Andersens note. Den korrekte græske formulering er: Ιησοῦς χριστός θεοῦ ύἱός σωτήρ. ligge Begyndelsesbogstaverne til Ιησούς Χριστός, Υιός του Θεού, Σωτήρας: (Jesus Christus, Guds Søn, Frelser).↩
- 3
Det berømte Malerieder er tale om en tidlig fresko af den italienske maler Guido Reni (1575-1642). : St. Michel, Erkeengelen, ungdommelig skjøn og med store Vinger, sætter sin Fod og Spydet paa Djævelens Hoved.↩
- 4
- Den Deel af Rom, som ligger paa høire Side af Tiberen.↩
- 5
- En romersk Folkedands til en meget eensformig Melodie. Den dandses af Een eller To, dog uden at disse komme i Berørelse med hinanden; som oftest er det to Mænd, eller to Qvinder, der med raske hoppende Trin og stigende Hurtighed bevæge sig i en Halvcirkel. Armene ere i lige saa stor Bevægelse, som Benene, og forandre uafladelig Stilling med den naturlige Ynde, som er Romerfolket egen. Fruentimmerne pleie i Dandsen at løfte Skjørtet lidet eller selv at slaae Takten paa Tambourin, som ellers en Tredie udenfor angiver ved den eensformige Trommen, hvis Afvexling ene bestaaer i den større eller mindre Hurtighed, hvormed Slagene følge paa hinanden.↩
- 6
- Pilen, Landsby-Fruentimmerne bære i Haaret, har hos Pigerne en knøttet Haand, hos de Forlovede og Gifte en aaben.↩
- 7
- Skinke.↩
- 8
- En lille By paa Albanerbjergene, tæt ved Landeveien mellem Rom og Sumpene.↩
- 9
- »Osteria e cucina«, det sædvanlige Skildt for mindre Herberger og Spiseqvarteer i Italien.↩
- 10
- Prunus Laurocerasus, der voxer meget villig her mellem Bjergene.↩
- 11
- Bønderne stige op paa deres høie Vogne, ved at sætte Foden ind paa Sparren, idet Hjulet dreier den opad.↩
- 12
Nyphæa albaNymphæa alba, Hvid Nøkkerose.