Jens Adolf Jerichau og Elisabeth Jerichau, født Baumann

Til egen huuslig Lykke og til Gavn for Kunsten, mødtes og forenedes disse to, hvis Liv og Virken vi her give i en tro, kort Skizze.

Jens Adolf Jerichau er født den 17de April 1816 i Assens i Fyen; hans Fader, der som Kjøbmand havde en lille Handel, døde tidlig fra Kone og mange Børn; fjorten Aar gammel blev Sønnen, Jens Adolf, sat i Huset hos en Maler i Odense for der at lære Maler-Haandværket, og en Kontract sluttet om en Læretid paa fem Aar, i hvilke Mesteren skulde lære ham »det finere Maleri,« det vilde sige, at male Portraiter og Landskaber, noget Mesteren slet ikke forstod eller gav sig af med, hans »finere Maleri,« var kun Forziringer og Ornamenter, sædvanligviis malede igjennem Skabeloner.

Et Aar gik, og endnu var det kun blevet ved at sætte Farver paa Vægge og Vindueskarme, »det Finere maa vi vente med,« sagde Mesteren, »hvad skulde jeg ellers lære dig i de sidste Aar.«

Det kun Haandværksmæssige trykkede den opvakte Dreng, og paa egen Haand tegnede han Figurer, Landskaber og Ornamenter, om hvilke Mesteren sagde: »vidste jeg det ikke bedre, vilde jeg troe, at jeg selv havde gjort dem!« ja da han engang skulde male som Forziring paa en Muur en Morian, sagde han: »det er bedst Du tegner den op, saa skal jeg corrigere!«

Paa det andet Læreaar var det den unge, geniale Natur umueligt længer her at holde det ud, en indre Trang drev ham afsted, hemmeligt pakkede han sin Kuffert, og før Mester vidste det, var han borte.

Reisen gik til Kjøbenhavn, hvor den unge Jerichau bragte det til at faae Adgang til Kunstacademiets Skole. Moderen, der sad med flere Børn, kunde ikke understøtte ham meget, og uagtet han snart vandt begge Sølvmedaillerne, var det dog ikke nok til at lette ham hans Ophold; hertil kom endnu, at der var en Uklarhed i det gjærende unge Sind, han var uvis om han skulde udvikle sig til Maler eller Billedhugger. Enkelte Gange opgav han ganske sig selv, og troede at han aldrig blev Kunstner; al Skoletvang var ham trykkende, en Uro var over ham, han syntes, at Ingen forstod ham, og forstod endnu ikke sig selv; kun det klaredes for ham, at hans Sind og Tanke drev ham til at være Billedhugger.

Vi finde i det Kongelige Academies Udstillingskatalog for 1837 af Eleven Jerichau en Balders Statue i Gips og en Christus efter Michel Angelo. Ved Udstillingen 1838 nævnes en Gruppe forestillende »Tro, Haab og Kjærlighed,« en »Amor-Statue« og en Skizze til et Gravmæle.

I Aaret 1838 sendte Regjeringen et Skib til Italien for at hjemhente Thorvaldsen og hans Værker. Jerichau følte en uimodstaaelig Lyst til at gaae med Skibet, for i Rom at studere Kunsten og der selvstændig udvikle sig. Christian den Ottende, den Gang Arveprinds, gav ham, da han søgte derom, Tilladelse til at følge med Skibet, men Jerichau havde ikke endnu endt sine academiske Studier hjemme og kunde altsaa intet Stipendium faae. Penge maatte han have eller ogsaa opgive Reisen, og Gud lagde det til det Bedste.

I Kjøbenhavn var en ældre Dame, der selv med Talent for at male, skattede og fulgte alt Godt og Herligt i Kunsten; eet af hendes høieste Ønsker var at komme til Udlandet og see Mesterværkerne der; Tid efter anden havde hun, sparsommeligt, henlagt nogle faae Penge, som nu vare blevne en Sum af flere hundrede Rigsdaler, disse gave hun Jerichau, overtydet om, at hans Reise vilde blive til større Udbytte for Kunsten, end om hun kom afsted.

Jerichau gik ombord, men her følte han sig snart trykket og eensom; mistvivlende om sig selv fortrød han næsten at være taget afsted; forknyt og med tungt Sind kom han til Rom, men her modtog Thorvaldsen ham saa hjerteligt, saa deeltagende, og ved det Velkomstkys, den store Mester gav ham, løftede sig igjen det fortrykte, sorgfulde Sind.

Men kun kort Tid bleve de sammen, Thorvaldsen selv reiste hjem til Danmark; Jerichau havde faaet Lov til at studere i hans Atellier; Thorvaldsens Værker og Antikerne, paa hvilke det gamle Rom er saa rigt, opfyldte og beskjæftigede den unge Kunstners Tanke, og paa samme Tid samlede han sig efter Naturen en Mængde Studier af Dyre-Hoveder, især Hunde, Bøfler og Gjeder. – Saaledes hengik et Par ikke lyse og ikke lette Aaringer. De Penge han havde bragt med til Rom, vare forlængst givne ud, han blev syg, faldt fra een Sygdom i en anden og med sit første Arbeide, en Adonis Statue, havde han detUheld, at den styrtede sammen for ham, før den blev støbt; fattig, mismodig og syg gik han i den store By.

Hjemme i Kjøbenhavn, fra de første Academies Aar, havde Jerichau sluttet inderligt Venskab med den noget yngre Kunstner, Thorald Læssøe1, et Venskab, der prøvet og styrket gjennem Aarene, varer ved; til ham havde han hjemsendt nogle Skizzer og Udkast til paatænkte Værker.

Hendes Majestæt, Enkedronning Caroline Amalie saae disse Tegninger og var da den første af Alle, der gjorde en Bestilling hos Jerichau, den første, der gav ham Leilighed til at udføre et Arbeide, og til dette opgav hun ham Frisen: »Alexander og Roxanes Bryllup.«

Endnu legemlig svag og under Sorg og Savn, tog Jerichau fat paa Arbeidet og havde det fuldendt netop (1845), da der til Indtægt for Fuldendelsen af Domkirken i Cöln, var i Rom en Udstilling, og paa denne blev hans Arbeide seet. Den kraftige Opfattelse og Udførelse af Emnet, dertil den smukke, antike rene Stiil, der viste sig her, tildrog sig Kunstneres og Kunstkjenderes Opmærksomhed, men denne selv blev først almindelig og Jerichau kom først ret i Omtale, da han senere udstillede sin colossale Gruppe, »Herkules og Hebe;« imidlertid forskaffede Frisen ham dog det, at han af Doktor Abendroth fik en Bestilling paa »Penelope.«

Gipseren, som afstøbte Herkules og Hebe Gruppen, havde opstillet nogle Stykker af denne i sit Værksted paa Corso, den berømte tydske Maler Cornelius, kom tilfældigviis forbi, blev staaende og betragtede disse Arbeider, forundret spurgte han om Kunstnerens Navn, og da han hørte det og hvor han boede, opsøgte han ham og udtalte sin Glæde over, at et saa fortræffeligt Arbeide som dette var bragt af en Landsmand til Thorvaldsen, den store Mester, der Aaret forud var død.

Professor Adolf Stahr fra Oldenborg, som da opholdt sig i Rom omtalte i tydske Blade, paa det meest hædrende den unge danske Billedhuggers Geni og Dygtighed, men nu vaagnede Misundelsen hos andre Kunstnere i Rom, og de søgte at nedsætte Jerichaus Værk, ved at sige, ▶at Herkules kun var en restaureret Gjengivelse af den berømte Torso fra Belvedere, som findes i Vaticanet. Jerichau svarede med at lade opstille en Afstøbning af dette Kunstværk ved Siden af sit, og hans Seier var fuldkommen; men nu blev der talt om hvilken Forfængelighed detvar af det unge Menneske at stille sit Arbeide sammen med en Antik◀, og idet man vel indrømmede Fortjenesten ved hans Værk, begrændsede man hans Dygtighed ved at sige, at han kun kunde efterligne Antiken; da var det at han 1846 efter den levende Model formede sin Pantherjæger, og Meningerne deelte sig i, om hiint eller dette Værk var hans fortrinligste.

Aaret forud var en ung polsk Malerinde, Elisabeth Baumann, kommet til Rom og der, efter nogle Ugers Besøg i Bjergene, hvor hun henrevet af Folkelivet og Naturen, strax havde gjort Udkast til et stort Maleri, forestillende italienske Qvinder ved Brønden. Maleren Cornelius, der alt tidligere, ved at see hendes polske Billeder, levende og varmt havde udtalt sig, ja sagt de Ord: »hun er det eneste Mandfolk i den düsseldorfske Skole!« fik ved at see dette i Carton fornyet stor Interesse for hende.

Det var i Warschau den 21de November 1819, at Anna Maria Elisabeth Baumann fødtes af tydske Forældre. Hos disse, i et stort gammelt Huus paa en Skrænt ud mod Weichselfloden med Omgivelse af store Haver og Gaarde, havde hun et kjærligt, hyggeligt Hjem.

Ved Revolutionens Udbrud blev det stille, velsignede Familieliv forstyrret, og Forældrene troede, at det var bedst for Børnene, at de sendtes bort og saaledes kom nu Elisabeth til en gammel, ugift Tante i Danzig; her, overladt til sig selv, levede hun helst eensomt med Naturen. De nylig ved Revolutionen modtagne Indtryk forøgedes ved Krigsbegivenhederne, og det blev hende en Trang, i Skizze, at bringe paa Papiret mangt et Moment hun havde seet. En Reise til Kiew, hvor hun besøgte en gift Søster, gav hende nye Motiver til Billeder, idet hun grebes af det Maleriske i de brogede Nationaldragter hos Russer, Polakker og Jøder. Den unge Pige, som ikke var uden Talent for Musik, vendte sig meer og meer fra denne, idet Tegning og Malning tog hele hendes Interesse og Tid. Venner og Bekjendte raadede hende til at udvikle sig kunstnerisk, det blev meer og meer hendes Lyst, og Forældrene tillod hende derfor i et Aarstid at tage Ophold i Berlin. De Skizzer og Udkast, hun her medbragte og viste til Professor Hübner, bleve af ham erklærede for aldeles talentløse. I sin store Bedrøvelse herover kunde hun dog endnu ikke opgive den Vei, som hun af hele sin Sjæl og Tanke alt havde valgt, og da hun for Hübner udtalte det, var hans Raad, at hun jo kunde tage til Düsseldorf, der vilde det nok blive hende klart, at hun ikke burde vælge den Bane, hun nu tænkte at gaae.

Hun kom til Düsseldorf, Uger og Maaneder gik, men intet af hendes Arbeider endnu tydede paa Fremskridt. Imidlertid havde hun skizzerende henkastet nogle Scener af det polske Folkeliv, disse vakte Director Schadows Opmærksomhed og han gav hende det Raad at følge sin egen Natur og Indgivelse, og nu, i Løbet af to Maaneder, fuldendte hun, under Professor Carl Sohns Veiledning, i naturlig Størrelse to Billeder af det polske Folkeliv, som ved deres Fremstilling, Kraft og Farve, i høi Grad vakte Opmærksomhed. Det ene: en polsk Bondekone flygtende med sine tre Børn,2 det andet, ▶en polsk Bondefamilie paa den afbrændte Tomt af deres Hytte◀;3 af dette sidste have vi paa den kjøbenhavnske Udstilling 1848 seet en lille Skizze.

Den levende Erkjendelse af sand Talent, Kunstnerinden nu rundt om erholdt, gav hende Mod, og ene reiste hun til Rom, hvor hun indtraf 1845; og, som vi have sagt, strax besøgte Bjergene, og begyndte sit store Maleri. Mellem de mange Kunstnere som kom og saae dette, var ogsaa Jerichau; senere, i de forskjellige Kredse af kunstelskende Fremmede, mødtes de jevnligen, de vare jo begge de to, som i Kunstverdenen der, for Øieblikket vare i meest Omtale.

Elisabeth Baumann var og er, som vi nu Alle kjende hende, en aaben, genial Natur med inderlig og dyb Følelse, dertil fuld af Liv og Elskværdighed. Med stor Inderlighed vidste hun at foredrage polske og russiske Folkesange, kjendte de slaviske Nationaldandse og udtrykte sig dertil færdigt i flere Sprog. Efter nogle Maaneders Forløb forlovede Jerichau sig med Elisabeth Baumann, og Aaret efter, (den 19 Februar 1846) bleve de viede i det preussiske Gesandtskabs Capel paa Capitoliet i Rom.

De følte sig lykkelige i deres Ægteskab, erkjendtes for dygtige Kunstnere, deres Arbeider erholdt Roes og Anerkjendelse, men der kom ingen Kjøber. Jerichau var uden offentlig eller privat Understøttelse, og snart, idet han troede kun at see Fattigdom for sig, sank han hen i en nerveus melancholsk Tilstand. Med den inderligste Kjærlighed, ved kjækt at holde Sindet oppe, virkede og levede Hustruen for ham; hans trofaste Ven, Maleren Læssøe, pleiede aandelig og legemlig, den sygnende Ven, som var nær ved at gaae tabt for Kunsten. Men da Nøden syntes at være størst, var ogsaa Hjælpen nærmest.Netop paa sin Fødselsdag, den 14de April 1846 fik Jerichau pludselig, fra Kong Christian den Ottende, der havde læst og hørt om Gruppen »Herkules og Hebe« en Bestilling paa denne, og endnu samme Dag fra Fyrst Galotzin i Petersborg en lignende Bestilling paa »Panterjægeren« og faae Dage derefter en tredie Bestilling, nemlig et Grav Monument for Göthes Sønnedatter Alma. Det var, som om Lykken vilde strømme ind paa ham.

Nu kom der Mod og Livslyst, men hans Sundhed var brudt, og fordrede, at han, som Lægerne bød det, maatte styrkes i et nordligt Clima, ved de modtagne Bestillinger saae han sig i Stand til at reise, og gik saaledes med sin Kone tilbage til Danmark, hvor han tilbragte Sommeren 1846; styrket kom han derpaa i Efteraaret igjen til Rom.

Her i hans Attelier besøgte ham en Dag ▶Prindssesse Albrecht af Preussen; hun saae hans Arbeider og opmuntrede ham til at concurrere med nogle fremmede Kunstnere i at indlevere Skizzen til en colossal Christus◀, som hun agtede at bestille. Jerichau gav sin Skizze og vandt Prisen. Lykkelige Dage vare komne, han følte sig rask, var i Virksomhed og nød Erkjendelse, ogsaa hans begavede Hustrues Talent blev almindeligt erkjendt, idet hun nu ganske havde fuldendt sit før omtalte store Maleri, der ved sin Farveglands og Opfatningsaand tyder paa de gamle venetianske Mesteres Indvirkning. Ogsaa her var det Professor Adolf Stahrs hædrende Anmeldelse og Kunstcritik,4 der bidrog til at vække Udlandets Opmærksomhed paa dette, den Gang, hendes betydeligste Værk5.

I Foraaret 1847 reiste Jerichau anden Gang til Kjøbenhavn, idet han kun heroppe i den koldere Luft følte sig styrket; under sit Ophold her fik han af Grev Wilhelm Moltke til Bregentved Bestilling paa en Flora-Statue, samt paa en Gjentagelse af den tidligere fuldendte Penelope.

I Efteraaret kom Jerichau igjen til Rom, og fuldendte den af Prindssesse Albrecht bestilte colossale Christus Figur og begyndte tillige paa et nyt, større Kunstværk, af stor Betydning: Gruppen Adam og Eva efter Syndefaldet; paa dette Værk blev han Medlem af Kunstacademiet i Kjøbenhavn.

Den 20de Januar 1848 døde Kong Christian den Ottende. Sørgebudskabet herom naaede snart til Rom, og dybt bedrøvetstod Jerichau ved Tabet af sin første og bedste Beskytter. Nu udbrød Revolutionen i Paris, dens Bevægelser sporedes i Kirkestaten, Revolutions-Interesser fortrængte Kunstens, Rom blev snart øde, rige Fremmede, Kunstyndere og Kunstnere forlode den beleirede By og 1849 gik ogsaa Jerichau med Kone og Barn derfra, efterladende sit Atellier med de der i Marmor paabegyndte Arbeider.

I Kjøbenhavn, hvorhen de kom og indrettede sig, havde de strax den Sorg, at det syge Barn døde. Elisabeth Jerichaus Arbeider kom her første Gang paa Udstillingen i April 1849, men de fandt en mindre varm Paaskjønnelse end hendes geniale Opfatningsmaade vistnok fortjente, bedrøvet, idet hun i Kjærlighed til sin Mand her ønskede at voxe fast, at erkjendes som Borgerinde i Land og Kunst, fornyede sig den tidligere Selv-Miskjendelsestid hos hende; dog drev hendes livlige Natur og kunstneriske Dygtighed hende snart igjen til Virksomhed, og i saa faae Uger, som hun brugte til at tilegne sig det danske Sprog, for klart og godt i Tale og Skrift at udtrykke sig, i saa faae Aar har hun vundet Rang i Danmark, som genial Kunstnerinde.

I Vinterens Løb blev Jerichau ansat som Professor ved det kongelige Kunstacademi. I Familielivet aabnede sig alle de første og bedste Kredse for ham og hans Hustru. Selv havde de her fundet og vundet et hyggeligt Hjem under lykkelige Forhold, og i den nordlige friske Luft følte han sig styrket paa Sjæl og Legeme. Tidligere paabegyndte Arbeider fuldendtes, saaledes paa Bestilling af Kong Frederik den Syvende: »Fredens Engel,« der som Monument nu staaer paa Hans Majestæts Moders Grav i Rom.

Krigsaarene her hjemme vare begyndte, men under disse gik gjennem det danske Folk en frisk Aands-Strømning, den føltes i Poesi og Kunst, og vi saae i Jerichau og Kones Attelier, fremspringe flere værdifulde Arbeider. Han modelerede den herlige store Gruppe: Dødens og Opstandelsens Engle, en sovende Høstpige og en Slavinde i Lænker6.

Fra Fru Jerichau erholdt vi en Mængde Malerier, af hvilke vi maae fremhæve i 1848, Portraitet af hendes Mand; 1849 Portrait-Maleri af Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalie; Billedet af den islandske Pige; 1850 ▶Portrait af et Barn der fra sin Ammes Arm strækker Haanden ud imod en Papegøie◀ og endelig Maleriet »Danmark;« den kraftige, herlige Qvindeskikkelse, der med Oltidssmykker om Pande og Hals, bærende Sværd og Danebrog, skrider frem gjennem den rige Kornager.

I Aaret 1851 gav hun os det deilige Stykke: »en Bondepige læsende i Bibelen,« det blev kjøbt af Kunstforeningen i Kjøbenhavn. 1852 malede hun det uendeligt skjønne Billede, »danske Bønderbørn legende med Faar,« et Værk, der unegtelig hører til det Fortrinligste af denne Kunstnerinde; det viser, hvor fast hun er voxet til den danske Jordbund, og hvor genialt hun veed at gribe og gjengive det Nationale. Kort efter udstillede hun, et i Omfang større Billede, der viiste de rige Indtryk hendes Sjæl endnu gjemte fra Syden, det var en romersk Carnevalsscene, hvor en Gruppe smukke Qvinder fra en Loggia kaste Blomster og Confetti7.

Strax efter, endnu samme Foraar, reiste hun til London, hvor Aaret forud ved den store Udstilling, Jerichaus Pantherjægeren, samt de to colossale Hunde, i Stiil som de antike Løver, bestilte af Baron Hambro vare sete og kjendte. Et Anbefalings-Brev fra Enkedronning Caroline Amalie hvis Portrait Malerinden selv havde at overbringe Dronning Victoria, forskaffede hende den engelske Dronnings Naade og høie Beskyttelse. I Bridgewaters Galleri var blevet opstillet »Carnevalsstykket,« »den islandske Pige,« Portraiterne af Etatsraad Thomsen, H. C. Andersen og Adolf Jerichau. »Times« omtalte denne Udstilling særdeles anerkjendende og rosende, og fremhævede, at Billedernes bedste Anbefaling var, at de kunde gjøre sig gjældende ved Siden af de bedste gamle Mesterværker. Hendes Majestæt Dronning Victoria lod give Befaling til, at alle Malerierne henførtes til Buckinham Palace og der opstilledes; selv udvalgte Hendes Majestæt sig Billedet af »den islandske Pige.«

I Eftersommeren kom Fru Jerichau igjen tilbage til Danmark og fuldendte 1853 sit store Stykke: »Huus Andagt8,« et af hendes anerkjendte, fortrinligste Arbeider, og som vi derfor, i den korte Skizze vil slutte med, uagtet andre Billeder af Betydning, f. Ex. en dansk Bondekone hældende sig over sit lille Barn9, maaskee endnu burde omtales.

Til Jerichaus seneste Virksomhed hører Busterne af Thomsen og Andersen, samt de to af Universitetet bestilte Arbeider, et Crusifix og en colossal Statue: Kong David, bestemt til at staae udenfor Indgangen til Frue-Kirke, ligeoverfor en Moses Statue modeleret af Bissen.

Og hermed vilde vi slutte denne korte Skizze, medens der endnu for Jerichau og hans Hustru ligger en riig Fremtid, riig i deres huuslige Lykke og riig i Kunsten; i begge disse have de en gjensidig lykkelig Indvirken paa hinanden, og medens hans Indflydelse paa Correctheden i hendes Tegning er af stor Betydning, er hun igjen, ved sin Aandsfrihed og Livlighed, den styrkende Aand og ligesom Baandet mellem ham og den travle Omverden; en Hæder er det hende idet for Verden hendes Navn knyttes til Jerichaus, dog mere skatter hun det, i engere Kreds at nævnes som hans trofaste Hustru og deres Børns kjærlige Moder.

Danmark har i de to et genialt, rigt begavet Kunstnerpar, deres Slægt og Venner har i dem to hjertelige, velsignede Mennesker.