Johan Peter Emilius Hartmann

Ved en Aftenunderholdning i Foraaret 1832 hørte man første Gang Oehlenschlægers Digt »Guldhornene« fremsagt som Melodrama til en Musik af J. P. E. Hartmann, en ung Componist, af hvem Musikens Venner allerede kjendte enkelte lovende Arbeider; denne Aften hørtes første Gang i det kongelige Theater en Musik af ham. Den sluttede sig til »Guldhornene«, et Varsel blev det, at ham skulde forundes at hæve mangt et Tonekonstens Guldhorn fra den danske Jordbund.

Det var et Stykke Poesiens Guld af Oehlenschlæger, hvori Hartmann indgravede Klangfigurer og satte sin Indskrift, hvilken vi nu, efter i Aaringers Række at have fornummet de Kræfter, hans Snille fik, dybere forstaae; just i »Guldhornene« ligger ligesom antydet hele Hartmanns kommende Virken. De klingende Runer mæle om den dybe danske Grund-Accord, vi siden høre svulme frem i »Liden Kirsten«, det Hjerteslag, i enkelt Melodi, vi fornemme hos »lille Kathrine« og »flyv Fugl, flyv over Furresøens Vover«, her bølger Luftning fra »en Sommerdag«, her bruser det om »Hakon Jarls Ouverture«, »Slaget ved Stiklestad« og »Thorvaldsens Sørgemarche«, der lød som om

Betegnende ere de Ord, der nylig bleve sjungne ved Festen for Hartmann:

Melodramaet »Guldhornene« var som en lille Vignet for Hartmanns kommende Værker.

»Hvem er denne Hartmann?« spurgte Mange dengang. Enkelte vidste et Slags Besked og sagde: »Det er Sønnesønnen af ham, som componerede »Kong Christian stod ved høien Mast!«« ja, det sagde man dengang, »han er en Sønnesøn af ham, der satte Musik til Ewalds »Fiskerne« og »Balders Død««. En Enkelt sagde vittigt, aldrig savnede vi det Slags Vittige: »Det er en Sekretair ved den borgerlige Indrulleringscommission!« Ja, det var Hartmanns Embede og det er det endnu; det klinger ganske snurrigt, ligesom det, at Skotlands store Digter Burns var et Slags Toldbetjent. Man vidste naturligviis ogsaa om hans Privatliv, vidste, at han havde taget sin juridiske Examen med bedste Charakteer og nylig var gift med en Datter af Agent, Grosserer Zinn og stod sig ret godt. – Mellem Tilhørerne sadde to Mænd, begge af Dygtighed, begge høist forskjellige i musikalsk Anskuelse, Weyse og Siboni, men de To mødtes i at føle Interesse for den unge Componist og vise ham Deeltagelse, og han var modtagelig for hvert nyttigt Vink.

»Hvem er denne Hartmann?« det spørge vi nu ikke længere her i Danmark; Enhver, som har Sind og Hjerte for god Musik, kjender Componisten til »Liden Kirsten«, »Dryadens Bryllup« og Sangene om »Salomon og Sulamith«.

I »Dansk Pantheon« er Hartmanns Levnet fortalt og hans Værker til den Tid opregnede; der og i mundtlig Meddelelse samlede vi nogle Træk.

Det er vel en halv Snees Aar siden, da stod paa Hjørnet af Bredgaden og Garnisonspladsen en gammel Bygning; der boede Organisten til Garnisonskirken, og her blev født, den 14de Mai 1805, Johan Peter Emilius Hartmann. Musik klang fra Stamtræet; Moderen, Christiane Wittendorf, var en Datter af Organisten paa Fredensborg, Faderen, August Vilhelm Hartmann, tidligere Violinist i det kongelige Kapel, dengang Organist ved Garnisonskirken, var Søn af den i den danske Musikverden berømte Schlesier Johan Hartmann, hvis mange Værker desværre gik tabt, da Christiansborg brændte. Velstaaende Folk vare Forældrene, og et ægte christeligt Sind havde de i Eie. Deres Huus var et Musikens Hjem; jevnligt blev her spillet Kvartetter. Hartmanns Fader havde selv et ikke ringe Compositionstalent, men holdt strengt og beskedent sine Arbeider tilbage. Den lille Søn, vor Hartmann, viste tidligt stor Lyst til Musik, og Faderen blev hans Lærer i Violin- og Klaveerspil. Den Lilles høieste Ønske var at bringe det saa vidt, at han kunde blive Kapelmusikus, men den fornuftige Fader, som vidste, at dette just ikke var nogen stor Lykke, holdt ham til at studere, og ved Hjelp af en Slægtning, nuværende Conferentsraad Sibbern, kom den unge Hartmann i Borgerdydsskolen. Dog, det at componere opgav han ikke, og Faderen lagde intet Baand paa ham i denne Retning, men opmuntrede ikke heller. En Dag havde den tolvaarige Søn fuldendt et Musikstykke og lagt de skrevne Noder paa Kakkelovnen for at tørres, Faderen saae Compositionen igjennem og gav den derpaa tilbage med de Ord: »Ja den er tør, min Dreng!«

Tidligt tog Faderen ham med paa Orgelet, ja tillod ham endog under Kirketjenesten at spille til Psalmesangen, men i Begyndelsen hændede det mere end een Gang, at Faderen pludseligt greb ham i Armen: »Naa, vil Du spille rigtigt, Dreng!« Snart var han imidlertid vel øvet og phantaserede tidt og smukt paa Orgel og Fortepiano. Componisten Weyse blev glad overrasket ved de geniale Tanker og det fornuftigt Gjennemførte hos den unge Componist og satte det igjennem, at den unge Hartmann blev taget ud af Skolen for at kunne anvende mere Tid paa at vinde musikalske Kundskaber. Studierne bleve imidlertid ikke opgivne, men fra nu af havde han i Weyse en trofast Ven, til hvem han viste enhver Composition.

Det var netop paa denne Tid, at der var kommet ligesom en ny Strømning i den kjøbenhavnske musikalske Verden. Ved den dygtige Sanglærer Siboni fik italiensk Musik Fremgang; den ildfulde Italiener søgte at hævde sit Fædrelands Compositioner, der ligge saa smukt for Menneskestemmen; hele den fornemme Verden sluttede sig til Siboni; denne musikalske Smag var aldeles mod Weyses Natur og Anskuelse; den Modstrid og Modstand, han herved mødte, bevirkede maaskee, at den store Componist stillede sig endmere dansk, endmere nordisk. Hartmann, hans begavede Discipel, sluttede sig forstaaende til ham; imidlertid læste vor unge Componist samvittighedsfuldt til juridisk Embedsexamen, som han i 1827 og 28 tog med bedste Charakteer. Nu begyndte en friere musikalsk Virksomhed.

Ansat som Lærer ved Musikconservatoriet, hvor Siboni var Direkteur, fik han Leilighed til nærmere at kjende denne dygtige Mand, og om de end vare forskjellige i mange Anskuelser, mødtes de dog snart i Venskab. Hartmann componerede aldrignogen Sang, uden at den blev viist til Siboni, ligesom til Weyse, Begges Vink og Raad bleve efter Overveielse benyttede.

Nu kom et nyt Afsnit i de stille henglidende Ungdomsaar, han forlod sine Forældres Huus, for selv at eie et lykkeligt Hjem. Hans unge Hustru, Emma Zinn, var en høitbegavet Kvinde med stor musikalsk Dannelse, og vi have af hende flere melodieuse Musikstykker. Ved hendes Humor og Naivetet fik Hjemmet her en egen poetisk Tillokkelse; det var et lykkeligt Ægtepar, med to Mennesker ret skabte for hinanden.

I disse første lykkelige Aar componerede Hartmann sin første Opera »Ravnen« og under denne Virken blev, som sagt, ogsaa Melodramaet »Guldhornene« givet os; snart fulgte Operaen »Corsarerne«, der ligesom »Ravnen« vakte stor Deeltagelse og Opmærksomhed, uagtet den unge Componist var gaaet sin egen Vei og slet ikke slaaet ind i den Retning, Modesmagen forlangte. Kjøbenhavnernes Musiksmag var dengang ikke udviklet, men det skulde den blive. I Aaret 1836, paa Weyses Fødselsdag, blev Musikforeningen stiftet. Hartmann var en af dens første Begrundere og har indtil nu vedblevet at være en af dens mest virksomme Ledere.

Componisten Marschner kom til Kjøbenhavn, gjorde Bekjendtskab med Hartmann og vakte hos ham Lysten til en Reise i Udlandet for nøiere at kjende det Dygtige der. Ved Marschner kom Hartmann i Forbindelse med den tydske Musikhandels mest betydende Mænd, ligesom han paa denne Reise lærte at kjende Componisterne Rossini, Paër, Spontini og Spohr; denne sidste var det især, han sluttede sig til og hos hvem han mødte stor Sympathi. Hartmann havde medbragt sin første Symphoni i G Moll og ved denne vandt han aldeles den store Mester; de kom i Brevvexling og Spohr skrev, at han vilde bringe »Ravnen« paa Theatret i Cassel. Det kom ikke istand af Mangel paa en Sangerinde for Armillas Parti.

I Mai 1846 kom »Liden Kirsten« til Opførelse og vandt en Erkjendelse, der som den ædle Viin er tagen til med Aarene; ogsaa til Udlandet er denne Opera naaet, man har opført den paa det storhertugelige Theater i Weimar, hvor denne ægte danske Musik vandt stor Opmærksomhed hos Musikens Elskere.

Endnu var ikke Sorgen traadt ind i Hartmanns lykkelige Hjem; det rige Tonevæld sprudlede i Huuslivets Solskin, han følte sig uendelig lykkelig. Nu kom Aaret 1851, da kaldte Gud bort fra ham hans elskelige Hustru Emma, og netop idet hendes Kiste førtes fra Huset hen til Garnisons Kirke, døde et elsket Barn; de to Grave staae som een, pyntet med Blomster, tæt op til det Hjem, hvor Hartmann tilbragte sin Ungdoms Tid. Ogsaa hans livsfriske, herlige Datter Sophie, gift med Componisten Gade, kaldte Gud herfra. Tunge Dage, dyb Hjertesorg, ogsaa disse modtage vi fra Herren, vor Gud. Med fromt christent Sind hældede den Bedrøvede sig til Ham, der aldrig slipper os i Sorg og Savn.

Det hyggelige Hjem blev her endnu; elskværdige Døttre, opvakte Sønner sluttede sig her om ham, han havde Børneverdenens Solskin. Der kom Ro og Fortrøstning.

Hartmanns anden Hustru Thora Jacobsen, en varm Sjel, et christeligt og trofast Sind, stræber med kjærligt Hjerte at bevare Hjemmets Hyggelighed, der saa ganske hører til for en Natur som Hartmanns. Enhver, som kjender ham, vil sige, at i ham smelter Mennesket og Konstneren sammen; forenede straale de ud fra hans Værker. Vi gjenkjende ham i de naive Toner om Storken i Pharaos Land; vi gjenkjende hans Inderlighed i:

ligesom hans Genialitet i Storhed bruser gjennem »Sørgemarchen ved Thorvaldsens Jordefærd.«

Man træffer i Konst og Videnskab Mænd, hos hvem vi møde en saa stor Elskelighed, en saa tiltrækkende Personlighed, at man glemmer Storheden for Mennesket; i vort eget Land have vi Exempler herpaa i H. C. Ørsted og Thorvaldsen; hos begge aabenbarede sig et barnligt Sind, en Naivetet, en elskelig Uskyld, og til disse Naturer hører unegtelig Hartmann; derfor slutte de Unge sig saa varmt og saa snart til ham, derfor feirede danske Studenter nyligt en Fest for ham og afslørede hans Buste; ▶»den første Steen til den danske Studenterbygning◀.« Og Sandhed var der i Sangen:

Ungdomsfriskhed er der endnu hos ham, rigt sprudler Tonevældet.

Senest bleve fuldendte to Ouverturer, een til »Axel og Valborg«, een til »Correggio«. Operaen »Ravnen« er igjen tagetfrem, paany gjennemcomponeret, efter de Fordringer, Componisten nu har til sig selv; Dialogen er blevet Recitativ, og de gozziske Masker, dem man her ikke forstode, borttagne; omtrent en tredie Deel af dette musikalske Værk er blevet et nyt Arbeide for Scenen. Allerede ere et Par Acter af Bournonvilles nye Ballet »Valkyrien« fuldendte, en Balletdigtning, der synes at ligge saa ganske for Hartmanns Omraade og lover en Tonedigtning, charakteristisk og melodieus, som vi fik den i anden Act til »Et Folkesagn«.

Gud lægge Aar til Hartmanns Dage! Thi der rummes endnu en rig Skat, som Billedskriften paa »Guldhornene« antydede. Navnet Hartmann har en mægtig Klang; det leve lydeligt i Slægten! det leve i Toner og Meiselslag! –

og tilvisse det findes her! Hjerte eier Hartmann! trofast er han i Venskab, hjelpsom og elskelig i Omgang; hos ham er den Aandens Uskyld, som Konstens Aladdin maa eie for at hente dens vidunderlige Lampe.