Jonna Drevsen og Henrik Stampes Bryllup, den 2. Februar 1850

See nu er Brudehuset gjort,

Nu komme vi med Sangen,

Den er, om ikke noget stort,

Saa dog en Krands paa Stangen,

Et Hjertets Hurra, vældigt, som

Fra Oldtids bedste Helte.

I lykkeligt til Sprogö kom,

Paa Livets »store Belte«.

Nu skal I ud i egen Baad,

I Solskin og i Taage,

Der venter Glæde – ogsaa Graad,

Men lad vor Herre raade.

Staaer Troskab kun ved höien Mast,

Ved Roret Kjærligheden,

Og Hænder to, som holde fast,

Seiladsen er et Eden!

Ved Præstö Strand saae Barnets Blik

Hvad dansk Natur vel eier,

Men ▶hendes Vugge-Gjænge gik

Hvor Danmarks Flag fik Seier◀.

Hver i sin Urtegaard som Knop

Skjöd frem, som det sig sömmer;

I Tiden ruller Blomsten op

Hvad Blomsterknoppen drömmer.

Hvordan han, som ▶Aladdin gik

Og sögte Lykkens Lampe◀,

Hvad Retning hendes Tanker fik

Indtil de stod i stampe,

Det vilde före altfor vidt,

Og Sangen skal sig runde,

Der maa jo ogsaa levnes lidt

For Sagn og Folkemunde.

Ved Bryllups-Færd slaaer Hjertet ungt,

I Blomst staaer Alt herneden; –

»I Verden Intet er for tungt

For Ægtekjærligheden!«

Gid Myrthekrandsen, underfuld,

Som Krandse for Madonna,

I Bryllup vorde Sölv og Guld

For Henrik og for Jonna!