Herren bød, og Jorden stod. – –

– Herlig, som ei Ord kan sige,

Hang den stolt, med Bølge-Blod,

I det blaa Uendelige.

Sol og Stjerne, paa Guds Ord,

Lyste til den nye Jord,

Men dybt i dens Indre brændte

Flammer, som Gud Herren tændte.

Bølgen svulmed’ høi og stor,

Blomstrende stod’ Bjerg og Dale,

Fuglene, i glade Chor,

Sang i Skovens grønne Sale;

Manden sank til Qvindens Bryst,

Drømte hele Himlens Lyst;

Men i Jordens Indre brændte

Mægtigt Flammerne, Gud tændte.

Ene i den store Luft,

Hang den stolt, med sine Fjelde,

Med sin friske Blomster-Duft,

Havet med den stærke Vælde;

Ene med sin ydre Lyst,

Langt fra hvert beslægtet Bryst,

Og mens Blomst og Frugt den sendte,

Flammer i dens Indre brændte.

Aldrig bliver Flammen slukt,

Derfor svulme saa dens Floder;

Mørk den staaer, med Blomst og Frugt.

Arme Jord! Du Skjaldens Moder!

Ak, Din Søn er Dig saa liig,

Derfor græder han med Dig;

Hjertet der sin Sorg skal miste,

Ogsaa Dit, vil eengang briste!