Kantate ved Hr. Moritz Melchiors og Fru Dorothea Melchiors Sølvbryllup den 17de Juni 1871

Sølvbryllupsklokkerne ringe,

Det er som en Foraarssang,

Naar næste Gang de klinge,

Har Klokkerne Guldets Klang.

Der staaer paa Høibroplads en gammel Gaard,

Der boede »Dyveke« vil Godtfolk sige;

I vor Tid voxte der en Rosenmaard,

Et Barn, en klog, velsignet lille Pige.

Ung Moritz saae derop en Foraarsdag,

Og i det Solskin blev hans Hjerte borte;

Men ei han følte Sorg, nei stort Behag,

Han fik jo eet igjen af »lille Dorthe«.

Det er saa deiligt at mødes,

Hinanden ret at forstaae,

Livsalige Tanker fødes,

De ind i al Evighed naae!

Der gik det glade Par i Ungdomstiden,

Endnu de eie hele Hjertets Vaar,

Skjøndt fem og tyve Aar er gaaet siden

Hun flætted’ Myrtekrandsen i sit Haar,

Og han fornam, at Lykken var ham givet

I Qvinden ædel, klog og hjertegod.

Gik Sorgens Skygger over Jordelivet,

Hun var det Solskin som ham ei forlod.

De dybt hinanden i Hjertet saae,

Hinanden de kunde stole paa

I Glædens og Prøvelsens Dage;

Der lyste ind Velsignelsens Aand

Til gjestfri Arne og hjelpsom Haand,

Til Husbond og Ægtemage.

Ved »Rosenvænget« er voxet frem

Et »Rosenborg«, et Hjertets Hjem,

Der Sølvbryllupsklokkerne ringe,

Og Børn og Børnebørns festlige Tog

Komme med vaiende Danebrog,

De Hilsen og Festsang bringe.