Kjærlighedens Vægter-Vers

Kom Elskede! lyd mig i det!

Et Kys for hvert et Klokkeslet!

Ni Kys, ak, vil Du bare see,

Det er jo kun tre Gange tre;

Giv fra hver Muse et til mig

Og saa et lille et fra Dig!

De ti Guds Bud Du mærke maa;

Især lad Dig for Øie staae,

Thi glemmes det – o Hjerte, skjælv!

Husk: »elsk Din Næste, som Dig selv!«

Det siger Gud og Præsten,

Og jeg – er Næsten!

Jeg drømmer Dig, jeg synger Dig,

Du ene Sjælen er i mig,

Er dog saa kold – men Elskovs Gud,

Har lært mig smukt det elv’te Bud:

»Du sollst Dich nicht verblüffen lassen,«

for Qvinten eller Bassen.

Ved Midnat stige Aander frem,

I Hjertet dybt de har sit Hjem,

Til Punkt og Prik de ligne Dig,

Og holde grusomt Huus med mig.

Ak! Klokken tolv, o Smerte!

Det spøger i mit Hjerte.

Eet Hjerte, som bestaaer af to,

Er Livets Lykke, kan Du troe!

Eet, det veed Gud, jeg give vil,

Læg Du saa smukt det andet til,

Da vil ei Lykken tøve.

Vi kan jo sagtens prøve!

See, Øieblikket, uden Ro,

Gaaer mellem Evigheder to;

Derfor de to, som een, kun staae,

Med os det ligedan vil gaae,

Naar vi, som Evigheden,

Nu mødes smukt herneden!

Tre Herberg her os Himlen gav,

Vor Vugge, Verden og vor Grav.

Ved Vuggen sidde Skjæbnens Tre,

De synge Livets Lyst og Vee.

De sikkert sang en Mand for Dig!

O siig, om ei de nævned’ mig?

Ved Dig min Sjæl paa Livet troer,

Og Verden er mig skjøn og stor!

Men svigter Du, det hænder let!

Da vil jeg sove – glemme det.

Bag fire Fjælle Hjertet sover,

Og Græsset groer derover!