Kjøbenhavn

Kjøbenhavn, Du livsglade By,

Gammel og dog saa ung og saa ny!

Ingen kan bedre end Du vise frem

Mangt et velsignet, hyggeligt Hjem.

Holbergs Scene Du reiste igjen,

Du har en Guldskat i Thorvaldsen;

Du giver Læsning fra Kæmpegraven,

Oldtid ristet i Runestaven.

Midt i Vinteren ruller Du op

Karneval med Champagne-Galop!

Damer og Herrer i Vinter-Svøb

Fryde sig ude ved Skøjteløb;

Træernes Grene, med Sne belagt,

Ligne Koraller fra Havdybet bragt.

Bjælderne klinge, og Kanetoget

Flyver forbi, saa lystigt og broget.

Lærke, Skovmærke forkynder os Vaar;

Da Du det dejligste Skue faaer:

Ude i Øresund glide forbi

Hundredvis Skibe, et helt Trylleri.

Og i Sommeren, brændende tør,

Har Du en kølig Park ved din Dør,

Tivoli, der kan Du rigtig more

Unge og Gamle, de Smaa og de Store.

Kjøbenhavn med det glade Humeur,

Gud holde ved, at det aldrig døer!

Kongestad, Danmarks Hjerte og Skjold,

Alt, hvad Dansk er, være din Vold!

Sammenhold, Snille og Dygtighed

Være dit Mærke, være dit Meed;

Kjøbenhavn, ved Vinter og Sommer,

Hjerteby for alt Godt, hvad kommer!