Klokkedybeti »Bemærkninger«, 1868, skriver H.C. Andersen om klokkedybet: »Klokkedybet er udsprunget af Folketroen om Aamanden i Odense Aa og Sagnet om Kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani Kirketaarn.« (denne udgave bind 3, s. 383). Sagnet kendes fra J.M. Thieles Danske Folkesagn, bind I, 1818, s. 29, hvor det dog er klokkerne i Skt. Knuds Kirke, der fløj, fordi man ringede for stærkt med dem.
»Ding-dang! ding-dang!« klinger det fra Klokkedybet i Odense Aa. – Hvad er det for en Aa? – Den kjender hvert Barn i Odense-By, den løber nedenom Haverne, fra Slusen til Vandmøllen hen under Træbroerne. I Aaen voxe gule
»Ding-dang! ding-dang!« klang Klokken, da Taarnet stod, og en Aften, da Sol gik ned og Klokken var i sit stærkeste Sving, rev den sig løs og fløi gjennem Luften; det blanke Malm skinnede gloende i de røde Straaler.
»Ding-dang! ding-dang! nu gaaer jeg i Seng!« sang Klokken og fløi ud i Odense-Aa, hvor der var dybest, og derfor kaldes nu det Sted Klokkedybet; men ikke fik den Søvn eller Hvile der! hos Aamanden ringer og klinger den, saa at det stundom høres herop igjennem Vandet, og mange Folk sige, at det betyder: nu skal der Nogen døe, men det er ikke derfor, nei den ringer og fortæller for Aamanden, som nu ikke længer er alene.
Og hvad fortæller Klokken? Den er saa gammel, saa gammel, er der sagt, den var til, længe før Mo’ermo’ers Mo’ermo’er blev født, og dog er den i Alder et Barn kun imod Aamanden, der er en gammel, en stille, en underlig Een med Aaleskinds Buxer og Skælfiskes Trøie med gule Aaknappe i, Siv om Haaret og Andemad paa Skjægget og det er just ikke kjønt.
Hvad Klokken fortæller, skal der Aar og Dage til at give igjen; den fortæller ud og ind, tidt og ofte det samme, snart kort, snart langt, ligesom den lyster; den fortæller om gamle Tider, de haarde, de mørke Tider.
»Ved Sanct Albani Kirke deroppe i Taarnet, hvor Klokken hang, kom Munken, han var baade ung og smuk, men tankefuld som ingen Anden; han saae fra Lugen ud over Odense-Aa, da dens Leie var bredt og Mosen en Sø, han saae over den og den grønne Vold, »
Ja, saadan fortæller Klokken.
»Der kom i Taarnet Bispens
»Der var en Konge, de kaldte ham
»Kirkeklokken hænger høit, seer vidt omkring, faaer Besøg af Fuglene og forstaaer deres Sprog, til den suser Vinden ind af Laage og
»Men det blev mig for meget at høre og vide, jeg
Saaledes lyder det fra Klokkedybet i Odense-Aa, det har Mo’ermo’er fortalt.
Men vor Skolemester siger: »der er ingen Klokke, der kan ringe dernede, for den kan ikke! – og der er ingen Aamand dernede, for der er ingen Aamand!« og naar alle Kirkeklokker klinge saa lysteligt, saa siger han, at det ikke er Klokkerne, men at det egentligt er Luften, der klinger, Luften er det, der giver Lyd – det sagde ogsaa Mo’ermo’er, at Klokken havde sagt – deri ere de enige og saa er det vist! »Vær agtsom, vær agtsom, vogt nøie Dig selv!« sige de begge To.
Luften veed Alt! den er om os, den er i os, den mæler om vor Tanke og vor Gjerning, og den mæler det længer end Klokken nede i Dybet i Odense-Aa, hvor Aamanden boer, den mæler det ud i det store Himmel-Dyb, saa langt, saa langt, evigt og altid, til Himmeriges Klokker klinge: »ding-dang! ding-dang!«
Klokkedybet
Trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1857, der udkom i december 1856 (BFN 774). Optaget i Nye Eventyr og Historier. Anden Samling, som udkom 15. maj 1858. Sidstnævnte udgave følges her.
BFN 761/III,98-100/VII,191-193.
Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket
239 | 32: derfor < det |
241 | 13: og Aar < Aar – Under teksten: H. C. Andersen |
239 | |
Klokkedybet | i »Bemærkninger«, 1868, skriver H.C. Andersen om klokkedybet: »Klokkedybet er udsprunget af Folketroen om Aamanden i Odense Aa og Sagnet om Kirkeklokken, der svang sig ud fra Albani Kirketaarn.« (denne udgave bind 3, s. 383). Sagnet kendes fra J.M. Thieles Danske Folkesagn, bind I, 1818, s. 29, hvor det dog er klokkerne i Skt. Knuds Kirke, der fløj, fordi man ringede for stærkt med dem. |
Aaknappe | åkande. |
brunfjedrede Rør | brunfjerede rør. |
Munkemose | mosedrag syd for Odense Å, nu omdannet til park. |
Blegmandens Eng | lokalitet på åens sydside, nu del af byen. |
det gamle Frøken-Kloster | Odense Adelige Jomfrukloster ved Albani Torv, oprettet i 1716 i den gamle bispegård, som blev opført 1504-1508. |
Aamanden | i folketroen kræver åmanden eller nøkken, et overnaturligt væsen i menneskeeller hesteskikkelse, med mellemrum et menneskeliv. |
Sanct Albani | kvaderstenskirke, indviet til Vor Frue og senere til den engelske helgen Sankt Albanus; placeret ved det sydvestlige hjørne af Albani Torv, nedrevet 1539. | 240 |
Nonnebakken | bakke syd for Odense Å. |
fjollede | her: sindssyge. |
Strængespil | strengeinstrument, lyre eller cither. |
Knud | Knud den Hellige, dræbt den 10. juli 1086 i Albani Kirke som afslutning på en opstand i Jylland, der måske var foranlediget af kongens store donationer til kirken og de høje skatter. |
Erik | Erik Ejegod (ca. 1056-1103, konge fra 1095), deltog i de kampe, der førte til Knud den Helliges død, men undslap. |
Benedikt | dræbt i Albani kirke 1086. |
den falske Blake | ifølge Saxos Danmarkshistorie (11. bog, kap. 14) var Blakke Knuds forræderiske fortrolige, der selv måtte lade livet ved kongemordet. | 241 |
Lydhuller | glamhuller (så lyden fra klokkerne kan sprede sig fra tårnet). |
mægtede | magtede. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Klokkedybet. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession