Kometen
Og Kometen kom, skinnede med sin Ildkjærne og
»Kom og see det Himlens Tegn! kom og see det pragtfulde Syn!« blev der sagt, og Alle skyndte sig at see.
Men inde i Stuen sad endnu en lille Dreng og hans Moder; Tællelyset brændte, og Moder syntes at der var
Det var en gammel Overtro, og den havde hun.
Den lille Dreng skulde just leve mange Aar paa Jorden, leve og see Kometen, naar den efter mere end tresindstyve Aar viste sig igjen.
Den lille Dreng saae ikke Høvlspaanen i Lyset, havde heller ikke Tanke om Kometen, der første Gang i hans Liv skinnede fra Himlen. Han sad med en
»Gud unde Dig Aar her paa Jorden, saa mange, som de Bobler Du blæser!«
»Saa mange, saa mange!« sagde den Lille. »Sæbevandet kan aldrig blæses op!« og den Lille blæste Boble paa Boble.
»Der flyver et Aar! der flyver et Aar, see hvor de flyve!« sagde han ved hver Boble, der løsnede sig og fløi. Et Par foer ham lige ind i Øinene; det sved, brændte, han fik Taarer i Øinene. I hver Boble saae han lagt et Fremtids-Syn, skinnende, glimrende.
»Nu kan man see Kometen!« raabte Naboerne. »Kom dog ud; sid ikke derinde!«
Og Moder tog den Lille ved Haanden; han maatte lægge Kridtpiben, slippe Legetøiet med Sæbeboblerne; Kometen var der.
Og den Lille saae den lysende Ildkugle med den straalende Hale; Nogle sagde, at den viste sig tre Alen lang, Andre, at den var Millioner Alen; man seer saa forskjelligt.
»Børn og Børnebørn kunne være døde før den viser sig igjen!« sagde Folk.
De Fleste af dem, som sagde det, vare ogsaa døde og borte, da den atter viste sig; men den lille Dreng, for hvem Høvlspaanen stod i Lyset og Moderen troede om: »han døer snart!« han levede endnu, var gammel og hvidhaaret. »Hvide Haar er Alderens Blomster!« siger Ordsproget, og han havde mange af de Blomster; han var nu en gammel Skolemester.
Skolebørnene sagde, at han var saa klog, vidste saa Meget, kjendte Historie, Geographi og hvad man veed om Himmellegemerne.
»Alt kommer igjen!« sagde han; »bid bare Mærke i Personer og Begivenheder og I skulle kjende, at de altid komme igjen, i anden Kjole, i andet Land.«
Og Skolemester havde da fortalt om
Og han talte om Kometen, som var i Vente, Kometen, han havde seet som lille Dreng. Skolemester vidste om Himmellegemerne, tænkte over dem, men glemte derfor ikke Historie og Geographi.
Sin Have havde han anlagt i Skikkelse af et Danmarks Landkort. Her stode Urter og Blomster, som de bedst høre hjemme i Landets forskjellige Egne. »Hent mig Ærter!« sagde han, og saa gik man til det Bed, der forestillede Lolland. »Hent mig Boghvede!« og saa gik man til Langeland. Den deilige blaae Entian og Porsurten vare at finde oppe paa Skagen, den glindsende Christtjørn ovre ved Silkeborg. Byerne selv vare antydede ved
Nu var Kometen i Vente, og om den fortalte han og hvad Folk i gamle Dage, da den sidst var her, havde sagt og dømt. »Komet-Aaret er et godt Viin-Aar,« sagde han, »man kan spæde Vinen med Vand, det mærkes ikke. Viinhandlerne skulle holde saa meget af Komet-Aar.«
Luften stod med Skyer hele fjorten Nætter og Dage, Kometen kunde ikke sees, men den var der.
Den gamle Skolemester sad i sit lille Kammer tæt op til Skolestuen. Det bornholmske Uhr fra hans Forældres Tid stod i Krogen, de tunge Blylodder hverken løftedes eller sank,
»
Der klang Visen, som Husets gamle Pige havde sunget for ham som Barn:
»
Nu løde Melodier fra det første Bal, en
Hans Øine vare heftede mod Vinduet, en Sky derude paa Himlen gled bort, han saae i den klare Luft Kometen, dens skinnende Kjærne, dens lysende Taageslør.
Det var som om han havde seet det den Aften igaar, og dog laae et heelt rigt Menneskeliv imellem den Tid og nu; dengang var han Barn og saae i Boblerne »fremad«, nu viste Boblerne »tilbage«. Han følte Barnesind og Barnetro, hans Øine lyste, hans Haand sank ned paa Tangenterne; – det klang som sprang der en Stræng.
»Kom dog og see, Kometen er her!« blev der raabt af Naboerne. »Himlen er saa deilig klar! kom dog for rigtig at see!«
Den gamle Skolemester svarede ikke, han var afsted for rigtig at see; hans Sjæl var afsted paa større Bane, i et videre Rum, end Kometen gjennemflyver. Og den blev der igjen seet paa fra det rige Slot, fra det fattige Huus, af Stimlen paa Gaden og af den Eensomme paa den veiløse Hede. Hans Sjæl blev seet paa af Gud og af de kjære Forudgangne, dem, han længtes efter.
Kometen
Trykt første gang i engelsk oversættelse med titlen »The Comet« i Riverside Magazine, der udkom i juni 1869. Oversætteren er ikke identificeret. Trykt første gang på dansk i For Ide og Virkelighed, udgivet af R. Nielsen, Bj. Bjørnson og Rud. Schmidt, årgang 1869, der udkom i august 1869 (BFN 988). Optaget i Eventyr og Historier. Ny Samling, der udkom den 30. marts 1872. Sidstnævnte udgave følges her.
BFN 1017/V,126-129/VII,351-353.
Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til det danske førstetryk
254 | 4: fra Stimlen < af Stimmelen – 6: Himlens < Himmelens – 10: Tællen < Talgen – 19: Spølkumme < Spølkum – 20: den dyppede han < det dyppede han nu – 25: gjennem < igjennem – 30: Der ... der < Der … der – 32: ind i < i |
255 | 5: den < det – den < det – 12: er Alderens < ere Aldrens – 16: Historie, < Historie og – Himmellegemerne < himmelske Legemer – 24: Geßler < Gesler – 38: Lolland < Laaland – 40: vare < var |
256 | 2: Aarer < Anker – 8: ikke < ikke« – 9: Aar.« < Aar. – 34: sunget < sjunget – 38: Den, som < den som – 39: kan < kun |
257 | 1: løde < lød – 20: af Stimlen < af Stimmelen – Under teksten: H. C. Andersen. |
254 | |
truede med sit Riis | viser en komethale sig på himlen som et ris, varsler det ifølge folketroen ulykke; jf. Thiele III, 133. |
en Høvlspaan … mod ham | jf. Thiele III, 165: »Naar Talgen bliver staaende paa et brændende Lys uden at smelte, da kaldes den, naar den bøier sig udad »en Høvlespaan«, og varsler Døden paa den Side, hvor den vender hen.« |
klinket | repareret ved hjælp af metalkrampe(r). |
Spølkumme | stor, flad kop uden hank og underkop. | 255 |
Vilhelm Tell | schweizisk nationalhelt. Ifølge sagnet vakte jægeren Tell landfogden Gesslers vrede, da han nægtede at tage huen af for den hat, der var ophængt på en stang foran kirkedøren i Altdorf som symbol på det habsburgske herredømme over Schweiz. Som straf skulle han skyde et æble af sin søns hoved. Inden han skød, stak han en pil i sit bælte, som var tiltænkt Gessler, i fald skuddet ramte drengen. Episoden blev ifølge sagnet indledningen til den schweiziske frihedskamp. |
Palnatoke | sagnhelt kendt fra Saxos Danmarkshistorie. I 10. bog, kap. 7, beretter Saxo om Palnatoke, eller Toke, som han kaldes i Peter Zeebergs oversættelse, der praler af sine store evner som bueskytte. På stor afstand kan han ramme et æble på en pæl. Kongen forlanger, at staven erstattes med Tokes søn. »Derpå tog han tre pile op af koggeret, lagde den første til strengen og plantede den i det mål, han sigtede på. Havde den ramt drengens hoved, havde sønnens ulykke utvivlsomt bragt faderen i fare: et fejlskud ville have betydet døden for såvel den, der ramte, som den ramte.« (Saxos Danmarkshistorie, oversat af Peter Zeeberg, 2000, 2. bind, s. 19). |
den samme Historie … Ægypten | der hentydes til achaimenidekongen Kambyses (konge 529, død 522 f.Kr.), søn af Kyros 2. den Store. Den græske historiker Herodot (ca. 480-420 f.Kr.) beretter i 3. bog, kap. 35, i sin Historie om, hvordan Prexaspes på forespørgsel fortæller Kambyses, at perserne anser ham for at være fordrukken. Kambyses modbeviser påstanden ved at demonstrere, hvor sikkert han håndterer sin bue ved at sigte på Prexaspes søn og dræbe ham, jf. Herodots Historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, bind 1, s. 180. |
Postamenter | statuer. |
St. Knud | Knud 4. den Hellige (død 1086), konge af Danmark fra 1080, dræbt den 10. juli 1086 i Sankt Albani Kirke, Odense, som afslutning på en opstand i Jylland, der måske var foranlediget af kongens store donationer til kirken og de høje skatter. Ophøjet til helgen 1100. |
Lindormen | Knud den Hellige optræder med en lindorm eller drage i sit våbenskjold på en degnestol fra Hvidbjerg; lindormen er ifølge folketroen en stor menneskeædende slange. | 256 |
Absalon | (ca. 1128-1201), statsmand og ærkebiskop, omdannede i 1162 familiens benediktinerkloster i Sorø til en cistercienserstiftelse og begunstigede klosteret af både sit privatgods og sit embedsgods. |
Perpendikelen | pendulet. |
Vist ingen … bandt | citat fra P.H. Hastes (1765-1831) »Hannes Strikkevise«, trykt i V.K. Hjort Sange for unge Piger, 1799, under titlen »Strikkevise for unge Piger«. |
Amazone | i græsk sagnhistorie et mytisk folk bestående udelukkende af kvinder. De formerede sig med mænd fra nabofolkene, men kun pigebørnene fik lov til at leve; disse fik en streng militær opdragelse. |
Her er … kan forstaae | forfatteren er ikke identificeret. | 257 |
Menuet | pardans, der danses med små trin og i langsomt tempo. |
Molinaski | mølledans; yndet dans i begyndelsen af 1800-tallet. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Kometen. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession