Kong Christian d. Ottende
Drog’ Folkeskarer til Amalienborg;
De Alle følte, hvad i ham de eied’,
Bad for hans Liv, bad ret i Angst og Sorg;
Thi meer og meer de Alle ham forstode,
Hvor oplyst, folkelig han fremad gik,
Hans Villie var saa inderlig det Gode,
Han saae med Hjertets og med Aandens Blik,
Den Ringeste han gjerne vilde glæde,
Det Dygtige han skatted’ og forstod.
O, altfor tidlig maae vi ham begræde;
Vi Alle tabte, da han os forlod.
Der er saa stille nu i Kongeborgen,
Hvor Fader-Hjertet slog og hvor det leed;
Der indenfor og udenfor boer Sorgen;
Gud see med Trøst til hver Bedrøvet ned.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Kong Christian d. Ottende. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.