Kong Saulkong Saul var Israels første konge, o. 1000 f.Kr.
Opera i fem Acter
| SAUL, Konge i Israel |
| SAMUEL, Dommer |
| DAVID |
| ZILLA, en |
| Tre Hexekvinder |
| Flygtninge |
| CHOR af Præster, Krigere og Folket |
Første Act
Kong Sauls Telt
Det er aabent i Baggrunden. Offringen begynder, Kongen staaer mellem Præsterne; rundt om er sluttet Kreds af Soldater og Folk.Jehova,
Vend dine Øine ikke herfra!
Du har Israels Folk udkaaret!
Ved
Du er Israels Gud.
Du vil os høre,
Du vil os føre
Af Trængslerne ud.
Du i din Vælde
Fjenderne fælde!
Offer-Røgen sig svinge
Gjennem Himlens Pauluner!
Mægtigt klinge
Nu er det skeet. Her var ei Tid at spørge,
Hvor
Offerpræsten. Ei han kommer,
Vil ei komme. Alt syv Dage ere omme;
Ei er Tid til Dvælen.
Du i Hæren er Sjælen,
Kraften og Aanden;
Villien har Sværdet i Haanden.
Israels Gud,
Du os høre,
Du os føre
Af Trængslerne ud.
Er jeg
Hvi sænker sig en
Fra Tanken til mit Hjerte.
Skal ud fra Skyen Kraftens Lyn
Just klare op mit Kongesyn,
Hvad er Minutets Smerte!
Ud i Leiren,
Ud til Seiren!
Og med hver en Fugletunge
Høit at sjunge,
Vingen øve,
Kraften prøve!
Det er Davids Harpespil
Davids Stemme, jeg den hører,
Altid sælsomt den mig rører,
Milde Syner frem den fører,
Syner, som mit Hjerte vil.
Hos de raske Vaabendrenge
Vil jeg gribe Harpens Strænge;
Kraftigt længe
Toner Klangen.
Der er Lædskedrik i Sangen.
Her i Teltet ved min Side
Sidde han.
Disse Toner bløde, blide
Mildne kan,
Løfte, holde, Kraft gjenføde.
»Kraftigt længe toner Klangen,
Der er Lædskedrik i Sangen.«
Du er her med Sangens Magt.
Mine Brødre har jeg bragt
Krigerens Magt er ei stor som din,
Hjertets Sorg Du veed at dæmpe.
Du kan de truende Syner bekjæmpe,
Grib nu Harpen før Kampens Gang.
Konge, Du vil, og Harpen faaer Klang.
Hvilke Toner, bløde, stærke,
Davids Strængespil.
Jeg mit Hjerteslag kan mærke!
Vi lytte til.
Din Sjæl være ung,
Da er ingen Byrde Dig tung.
Sjung!
Hjertet svulme i Glæde,
Glædes-Taarer Du græde!
I Glæde,
Glædes-Taarer Du græde!
Fra
Sin Haan og sin Gift kaad slynger han ud.
Han en Enekamp
Skjøndt din Datter Michal har Du lovet til den,
Som i Kampen bestaaer; Ingen vovede den.
Ingen vovede den,
Og dog lovede Du den,
Som i Kampen bestod,
Michal, deilig og god.
Kong Saul, jeg Seirens Priis skal naae,
Jeg vil i Kamp med Kæmpen gaae
Og haaber ham at fælde.
Gud lede vil mit
Og Kæmpens Haan og Spot i Hast
Er Lyd som af en Bjælde.
Mit Hjerte paa din Lykke troer.
Mod og Villie gjør Dig stor,
Du vil slaae, som Du kan synge.
Tag mit Sværd!
Nei, kun min Slynge;
Jeg med den vil Lykken prøve;
Den har fældet Bjørn og Løve,
Nu den fælde Haan og Spot.
Heltens Hjerte Intet skrækker.
Styrk ham,
For din Fod jeg her nedlægger
Harpen, i hvis spændte Strænge
Hjertets Toner bæved’ længe.
Nu til Kamp, nu er det Tiden!
Med ham til Striden!
Nu er Hjertet af Angst
Kun et Vindstød og Bladet er vendt.
Hvad der vil komme har Ingen kjendt.
Kong Saul, Du bøier ei dit Hoved ned,
Din Villie lader Du raade,
Din egen Strid Du ei stred!
Jehova vil i sin Naade
Den strengeste Lydighed,
Den er ham bedre
End Offret af
Konge, Ypperstepræst tillige vil Du være!
Din Konge Du ære
Er Lovens Bud.
Kongernes Konge er Gud!
Som en Ravn herind Du fløi,
Ei dit Skrig skal Angst forvolde.
Jeg er ei dit Legetøi,
Den, Gud kaared’, Gud vil holde.
Hvo gav Dig Kronen,
Fattige Hyrde? –
– Mose Love, Religionen
Vil du omstyrte.
– Snart er Du i Angest stedt,
Ikke Du og ei din Æt
Skal beholde Kongetronen!
– Jeg har intet til din Trøst,
Snart en Anden bærer Kronen,
Hør i mig Gud Herrens Røst!
Han faldt! see det blodige Lig!
Glædesskrig, Jammerens Skrig
Sig blande!
Gjennem Hjerte, gjennem Pande
Tanken lyner!
Fremtids-Syner kan jeg skue,
De gaae frem i Glands og Lue.
Heltens Kampdaad vil vi synge,
Kun med Hyrdestav og Slynge
David frem i Kredsen gik.
Kæmpen faldt ved første Kast;
Sværdet ved hans Lænd i Hast
David greb, dets skarpe Blad
Skilte Krop og Hoved ad.
Tusinde dræbtes af Saul,
Ti Tusinde dræbtes af David.
Er, Michal, din Haand i min Høire lagt,
O giv saa et Kys mig paa Panden.
Hvorfra denne store, sælsomme Magt,
Der bøier Kvinden for Manden.
Mig ramme de Ord, der i Sangen er lagt,
Man sprænge ei Kronen fra Panden.
Jeg har i Kong Saul min Storhed og Magt,
Thi herske han og ingen Anden.
Han, som har min Moder paa Baalet bragt,
Der staaer han! nu har jeg ham – Manden!
Tusinde dræbtes af Saul,
Ti Tusinde dræbtes af David!
Høit Sangen har meldet,
Ti Tusind Du fælded’,
De
Og Michal i Ære
Da hører Dig til.
Han vil, han skal bløde.
Indvies de Døde.
Til Kamp skal jeg møde.
Syng Seirs-Melodier
Ved Goliaths Fald!
Hvilken Flamme i mit Hjerte!
Er det Fryd,
Er det Glæde eller Vee?
Fremtids-Syner kan jeg see.
Tusinde dræbtes af Saul,
Ti Tusinde dræbtes af David!
Anden Act
I Kongeborgen
JONATHAN med CHORET træde ind for at udsmykke Have, Sale og Gange.Røg med
Udbred kostelige Tepper,
Frembær gyldne, rige Kar!
Unge Kvinder synge Sange,
Smukke Børn frembære Vinen,
Unge Stridsmænd vise Kræfter,
Sværd og Spyd
Give Lyd!
Kong Saul gav David sin Datter Michal!
En Fest, en kongelig Fest paa mit Bud! –
Blomster og Sange,
Og om mit Hjerte
Hvad bøier saa din stærke Aand?
Min onde Dæmon!
Nat er i dit Øie.
Mit Hjerte er lagt i Lænker og Baand –
Du har ei hørt mit Ord? –
Udtal Dig nøie!
Jeg er din Villies høire Haand.
En Fest! en kongelig Fest. Jeg mit Løfte har holdt,
Men han – han har mig Kvaler forvoldt –
Jeg har Ord fornummet –
De være forstummed’!
Ja, naar hans Legem i Døden er koldt,
Synerne svinde – sprængt er hvert Baand!
Kong Saul!
Du er min Villies høire Haand!
Ved den jublende Fest
Være Døden Gjest,
Ingen ham kjender,
Dagen ender.
Vee, hvad har jeg hørt! et Lyn i Sjælen.
Her er ei Tid til Dvælen.
Kom Du, min Sanger,
Min Helt og min Brudgom,
Jeg er nu Harpen,
Der klinger ved Dig!
Ingen Blomst pranger
Dig liig i Skjønhed,
Den fik kun Solglands,
Du heelt er Sjæl.
O, hvor livsaligt
Hjerterne bæve,
Det ret at elske,
Det er at leve.
Kong Saul gav David sin Datter Michal!
Du er her! jeg har Dig fundet!
Vee! min Tunge er som bundet,
Spørg ei, her er Tiden kort,
David, Broder, skynd Dig bort!
Hvad er skeet?
Undfly din Fare,
Denne Fest er kun en Snare.
–
Broder, frels ham! Blodet strømmer
Som en Ild i mine Aarer.
Føl min Angst, see mine Taarer!
Ei jeg dette Sted forlader,
Kongeborgen – hos din Fader!
Og jeg selv har Mod og Sværd.
Hos min Fader! Stakkels Fader!
Hans Ungdoms-Tid med Straaleskrift
Forkyndte Mildhed, Ædelmod,
En Mand i Tanke og Bedrift!
Hvor var han kjæk og mild og god;
Men der har viist sig onde Aander,
Og i Minutet de har Magt,
De vil din Død! Min Sjæl sig vaander,
Men Alt har jeg nu Vennen sagt.
Snart er’ de herinde,
De tage dit Liv!
Min Brud, min Veninde,
Min yndige Viv.
At blive er Døden,
O skynd Dig, min Ven!
I glædeligt Møden
Vi samles igjen!
Gud, Du har ham,
Frels og bevar ham!
Rul Dig, min Tanke, i Dig selv,
Jeg vil Dig ei udgrunde!
Hans mørke Øie raaber: skjælv!
Ei veed jeg, hvad han kunde –!
I To her sammen!
I To alene!
Og hvor er Festens
Udkaarne Herre
Paa Kongens Borg?
– Jeg veed det ikke.
Tilgiv din Datter,
I dine Blikke
Er meer end Sorg.
Jeg veed din Tungsind,
Din Sjæle-Smerte;
Men større Hjerte
End dit er ikke
I Kongeborg.
Vil I forraade?
Bag søde Stemmer
Sig Braadden gjemmer –
Ha, hvor er David?
Han kommer ei!
Han kommer ei! –
Jeg har ham frelst,
Og hvad jeg vilde helst,
Dig, Fader, har jeg frelst,
Frelst for Dig selv,
For det Onde gjort fri!
Forræderi!
Du skal bøde, bløde,
Blive Orme-Føde,
Gaae til de Døde!
Du, Jehova, hør Fortvivlelsens Bøn!
Faderen løfter Sværd mod sin Søn!
Festens Glæde nu kun bliver begrædt!
Over Sønnen har Faderen Ret.
Bring Davids Hoved! Kongen vil det!
Tredie Act
Klippehule
ZILLA og andre Hexekvinder træde ind med Blus ogMed Blus og flagrende Hør, saa mange
Vi gaae i Hulens mulmmørke Gange;
Her Kryb og Flagermuus snildt vi fange,
Lydløst de sværme, lyssky og bange.
Ind i Klippedybet
Til Flagermusen og Krybet
Kommer den jagede Hexekvinde,
Menneskets Hjælperinde.
Vi lave til den, som i Sot sig vaander,
En Livsens Drik;
Vi fremkalde Aander
For Menneskenes omtaagede Blik.
Derfor lønne os de Stærke
Med
Løfte mod os Staalet,
Dømme os til Baalet.
Den Synd var Sauls i Ungdoms Overmod.
Jeg var et Barn, men glemmer ingensinde
Det Rædselssyn. Min Moder stod
I Flammerne, blev brændt som Hexekvinde.
Vee Dig, Saul! det skal hævnes!
Det skal hævnes!
Saul, Du skal stævnes
Til Fortvivlelsens Død.
Alt Ondt han forbrød.
David bedrog han,
Forjog han,
Myrde ham vilde han.
– Udmattet, hungrende
David fandt Tilflugt hos
Templets Ypperstepræst
Abimelek.
Denne gav Flygtningen
Alterets
Derfor Kong Saul i
Vrede og Vanvid
Hans Slægt, alt hvad leved’ –
David er frelst!
Dræbt med Morder-Staalet,
Hundred til Døden
Har Kong Saul.
Han min Moder har dræbt.
Hævn hun raaber endnu fra Baalet.
Hævntiden kommer!
Saul! din Blodskyld er din Dommer!
Tys! vi maa vente, taale og tøve –
Stille! hver sin Gjerning øve.
Med Blus og flagrende Hør
Ind fra Sumpens Rør
Vi gaae i de kjølige Huler,
Søge hvad Mørket skjuler.
Her er et Skjulested, kun kjendt af Faa,
Sig vidt og vildsomt strække disse Huler.
I din Haand, Herre, er vi hvor vi gaae,
I Bønnen til Dig jeg mit Hoved skjuler.
Landflygtige, forstødt’ som Du,
Vi er din Hær og Livvagt nu.
Din Fader, al din Slægt, din Hjemstavns By
For min Skyld ødelagt!
Schakalens Hule aabner os sit Ly,
Men Seirens Sol engang gaaer op paany.
I tunge Tider,
Naar Hjertet lider
Og Alle slippe,
Er Gud den
Hvorpaa vi trygge
Kan bo og bygge.
Tys! Noget sig rører,
Fodtrin jeg hører.
Hvo kommer her?
I Skjul Enhver!
Hvo nærmer sig fra Bjergets tætte Skove?
Hvor kjøligt og hvor godt!
Her kan Du sove,
Hvil tryg, jeg vil staae Vagt.
I din Haand er mit Hoved nu lagt.
Det bløde Mos et Leie Dig bereder,
Din kongelige Kappe jeg udbreder,
En Times Søvn Dig styrke og husvale!
I disse Klippesale
Søvnen dale,
Drømmen tale
Og husvale.
Der var en Tid, i Mindet jeg den seer,
Der var en Tid, den kommer aldrig meer!
Jeg hang ved Livet med en saadan Lyst,
Som Barnet hænger ved sin Moders Bryst.
Min Sjæle-Lyst jeg kunde juble ud;
I Lykken ydmyg, takfyldt mod min Gud.
Nu er det skiftet om – min Tanke brænder,
Mig selv jeg ikke kjender –!
Brudt er min
Men endnu ei min Kongekrone faldt.
Her jeg skulde kunne
Stille blunde,
Sove uden Drømme,
Glemsels Bæger tømme!
– Blide Søvn, kom nu,
Konge være Du!
Saul er det! Saul!
Din Dødsens Fjende!
Gud gav ham i din Haand.
Og med hans Liv din Kval har Ende,
Som Konge Israels Folk Dig hilse vil.
Jeg myrde ham –! Jeg myrde ham, som sover
I Gud og Tryghed! nei, det tør ei skee!
O, vee mig! vee!
Han drømmer. –
Søvnens Svane med ham svømmer
Ned ad Rædslers Flod.
Blod!
Hvor er mod ham jeg lykkelig og rig!
Han skal mig kjende.
Jeg skjærer af hans Kappe denne Flig,
Ei David er hans Fjende.
Jeg har min Faders Morder i min Magt.
Min hele Slægt han Undergang har bragt,
Jeg kan mig ei bekjæmpe!
Min Hævnlyst dæmpe!
O Jehova, Du mine Tanker klare!
Vaagn op, Kong Saul, Du er i Fare!
Ha, hvo kalder!
– Bøddelsværdet falder –
David! – David kan jeg kjende!
Jeg er ei din Fjende,
Jeg er uden Svig.
Konge, jeg mig nærmer
Dig som din Beskjærmer.
Jeg stod ved din Side,
Du paa mig kan lide.
At Du det kan vide
Mæle Kappens Flig!
David, jeg troer Dig!
Du er uskyldig –!
Jeg i mit Hjerte
Nærer det Onde.
Kan Du tilgive?
Nu er jeg din!
Konge, Du lider!
Prøvelsens Aander
Slide Dit Hjerte.
Toner fra Harpen
Kan dem forjage.
Heelt er jeg din!
Skrækfyldte Minder,
Blodige Tanker
Gjemmer jeg, bærer jeg;
De sønderslide.
Hvad maa jeg lide!
Hvo har en Kamp vel
At ligne mod min!
Kan Du tilgive?
Vil Du mig følge,
Være en Broder,
Blive en Ven!
(Omfavner ham.)
Ved Michals Hjerte,
I Kongeborgen,
Nyd Løn for Sorgen
Og glem hver Smerte.
Min ædle Konge,
Fra dine Øine
De store Taarer
Paa Kinden trille;
Jeg tør Dig troe.
Som Blink i Natten,
Som Aftnens
Glimt af det Gode
Snart glemmes vil.
Hør, Lyd af Stemmer!
Hvad skeer her inde?
Hils Eders Konge!
Bøi Knæet for ham,
Saul,Israels Konge!
Saul, Israels Konge!
Fjerde Act
En pragtfuld Sal i Kongeborgen
I mig er et Mørke; det knuger mit Sind,
Aldrig Guds Solskin vil lyse derind.
Verdens Deilighed, rundten om,
Skinnende Boble, skjør og tom!
Løgn boer i Smilet, Løgn boer i Taaren,
Breder Klædet paa Vuggen og Baaren.
David, med Uskyld i Øine og Mund,
Dig bobler Vellyst i Hjertets Grund.
Dig og mig selv og dem Alle jeg kjender,
Kun i os selv vi begynder og ender.
Den Vished groe:
Der er ei Een, Du heelt kan troe.
(Synker sammen; bryder derpaa ud:)
Løft Dig, mit Mod,
Du stolte Svane!
Vil Du Blod?
Det er din Vane,
At dykke deri de stærke Vinger!
Afgrundens Syn Du da betvinger.
Slangen hvisler! hør hvor yndigt!
Himmelsk – og dog saa syndigt!
Kildrende,
Til Taarer bevægende,
Smerten sig stiller.
David, Harpespiller,
Din Konst gjør Du godt. –
Tonernes Drot,
Troldmand! Du kan forjage
Nattens Syner. Strængens Klage
Kalder Fryd fra Ungdoms Dage,
Svulmende som Stormens Magt.
Trolddom er i Harpen lagt,
Tonerne mig sødt betage – –!
– De bedrage!
Alt er Bedrag!
(River Harpen fra David og sønderhugger den med sit Sværd.)
– Knust i eet Slag.
Vanvid fører Dig!
Varslende hører jeg
Stemmen, som siger mig:
Tro ei Kong Saul!
Du staaer i Pagt,
Under skjulte Gaader,
Med Dæmonen, som raader,
Som hos mig tøver,
Som det Onde øver,
Som har i Lænker mig lagt.
Fra ham er din Magt!
Hvad Haab er tilbage!
Aldrig gjenkomme de lyse Dage.
Smuldrende, raadnet
Være dit Livs-Træ!
End er jeg Konge,
Min Arm skal Dig naae!
Smerten og Sorgen
Har Kongeborgen
Ligesaa tung som
Ei jeg forlader
Den lidende Fader,
Følg Du med Vennen,
Vær Trøst i hans Nød.
Moder og Fader
Følger sin Husbond
I Fare og Død.
Det er Tiden
Til Striden
For Liv og Land!
Kong Saul, hold Stand!
Uforfærdet
Grib Sværdet!
Philisternes Hær
Som et uhyre Vand
Overskyller dit Land,
Bølgen er nær.
Er jeg i Nøden
Skal jeg døe, jeg og min Æt!
Svaret Du skjuler.
Svaret jeg har:
I Endors Huler
Hos Hexen Saul henter Svar.
Min Konge!
Forstaae
Mit Vink og følg mig!
I Storhed dølg Dig
For Folkets Skare.
Over Israels Folk nu Stormene henfare!
Hexen i Endor skal klare
For mig hvad kommer.
Vee os, hvad talte Samuel, Folkets Dommer.
Nu gryer du Hævnens Morgen!
Angst herinde, Angst derude,
I Krigsbasunerne de tude –
Kong Saul gaaer til Hexen i Endor!
– Hun er i Kongeborgen,
Hun har speidet, hun har hørt.
– Saul, Du er til Maalet ført –
I Angst bestedt. –
Dø skal Du og al din Æt!
I dit Hjerte trænge Staalet!
Moder! nu staaer Du i Glands paa Baalet!
Lad os ile til Templet – ydmygt knæle.
Herren styrker de svage Sjæle!
Femte Act
Klippehule hos Hexen i Endor
TRE HEXEKVINDERI Angest bestedt.
Vee Kong Saul og hans Æt.
Taage og Dunster
Sig hæve,
Hexens Konster
Skal ham gjennembæve.
Blændende Lys
Male Skikkelser vilde;
Angestens Gys
Være Dands ved vort Gilde.
Løsner Storm og Vind,
Skift med farvede Flammer,
Blegne skal hans Kind
I Hexens Kammer.
Nu træder Kongen ind
I Hulens dæmrende Lysning; –
Der gaaer en Gysning
Gjennem Tankens Vildhed.
– – Alt er Stilhed.
Jeg er her nu!
Hvad søger Du?
Hvor gaaer din Vei?
Jeg veed det ei! –
Kong Saul søger Hexen i Endor!
Du kjender din Konge. Kvinde,
Ansigt til Ansigt staae vi herinde!
Du fik Magt i Aandernes Rige,
Har Fremmanelses-Gaven.
Paa dit Bud de Døde stige
Fra Graven.
Hvem skal jeg kalde?
Samuels Skygge.
Jeg skal mane de Døde?
Min Lykke,
Mine Sønners, Kampens Udfald, –
Kjende
Vil Du! – Mørket alt sig sænker,
Dødningeblus sig tænde.
Nu briste Gravens Lænker,
Hører Du Aanderne synge.
Død er Samuel, Folkets Dommer,
Fra Graven han kommer.
Ord ere lagte paa Prophetens Tunge.
Over mig bruser Rædslernes Hav.
Ved den Magt, Kræfterne mig gav,
Samuel, stig af din Grav.
Saul, Du er givet
I Philisternes Hænder.
David blev salvet
Til Israels Konge!
Vee mig! (Styrter til Jorden; Spøgelse-Synet forsvinder.)
Min Livsdrøm opfyldt jeg seer,
Det skoggerleer
I Hjertet her inde. (Leer vildt.)
Triumph!
Triumph, Du haanede Hexekvinde!
Nu først Livet jeg kjender!
– Saul, vaagn op! dine Fjender
Er’ over dig.
I Fortvivlelse det ender
For mig. (Styrter ud af Hulen.)
Jeg er ved Maalet!
Blod-Roser groe fra Baalet.
Scenen forandres til Leiren.
Han døer! min Broder døer!
End sænker sig ei Nattens Slør,
Jeg Eders milde Aasyn kjender,
Jeg føler Eders varme Hænder,
Trofaste, elskelige To!
– Tak, David, Du blev tro,
Stred for min Faders Sag.
– Hvor Solen skinner dog paa denne Dag,
Den trænger i mit Hjerte.
Nu døer al Smerte.
Vor Broder, vor Ven!
Det er som om han blunded!
Seiren er vundet!
Kampen døer hen.
Mit Drømmeslot fra Grund til Gavl I Grus!
Tag mit Sværd! dræb Kong Saul
Og al hans Hus. – –
Alt var en Skuffelse, en broget Drøm!
Nu synker den og jeg i Glemsels Strøm!
Seiren er vundet!
Angstens Nat forsvundet.
Kong Saul i sit Blod!
Vi have Fjenden traadt under Fod,
Seirens Sange vi sjunge!
Ind i Eden,
Ind til Freden,
Hvor ei Hjerterne bløde,
Vandre de Døde.
David er Israels Konge!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Kong Saul. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 13: Skuespil IV 1850-1876. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.