KongenKongen er Christian 2. (1481-1559), konge i Danmark-Norge 1513-1523, i Sverige 1520-1523. Som barn var han en overgang i huset hos den borgerlige rådmand Hans Bogbinder, hvis sønner, bl.a. borgmester i København Ambrosius Bogbinder, var aktive i gennemførelsen af reformationen, som Christian knyttede sig til. 1506-1512 styrede Christian Norge på faderen, kong Hans’, vegne med en hårdhed, der gjorde adelen til hans modstandere, både i Norge og Danmark, men han blev dog valgt som konge i begge lande 1513. Den adelige ærkebiskop Erik Valkendorf kronede 1514 Christian til norsk konge i Oslo; senere faldt Valkendorf i unåde hos kongen, da dennes elskerinde Dyveke i 1517 pludselig døde, idet Valkendorf, som påstået af Dyvekes mor Sigbrit Villoms, formodedes at være medskyldig i datterens død. Sigbrit stammede fra Amsterdam og var med Dyveke flyttet til Bergen, hvor Christian 2. trådte i forbindelse med mor og datter 1507 eller 1509. Sigbrit fulgte med Christian til København og bevarede sin rolle som vigtig finansrådgiver. Frem for kongens og Valkendorfs planer om at genfinde Grønland og Vinland og vinde opdagerhæder virkede hun for økonomiske reformer efter hollandsk mønster, bl. a. bedre metoder i landbruget (hollænderne på Amager). Hun bevarede denne indflydelse også efter datterens død 1517. Den berygtede godsejer Torben Oxe, befalingsmand på Københavns Slot, efterstræbte Dyveke – slotsskriveren Hans Faaborg og andre angav ham. Ved Dyvekes død udbredtes det rygte, at Oxe havde forgivet hende med forgiftede kirsebær, og han blev henrettet. Den virkelige årsag til Dyvekes død kendes ikke, men hendes (borgerlige) mor var stærkt hadet af de ledende adelskredse, heriblandt søhelten Søren Nordby.Tiden var i religiøst røre og Christian var ikke upåvirket deraf. Men at den katolske munk står bag giftmordet i et forsøg på at bremse indflydelsen ved hoffet fra den spirende reformation er H.C. Andersens tildigtning. Forbilledet er antagelig pater Anton, en person i O.J. Samsøes sørgespil Dyveke, 1796, der optræder som giftmorder uden hjemmel i Samsøes kilde, Arild Hvidtfeldt. Stykket opførtes med succes både i 1796 og i 1834.Christian, som i 1515 var blevet gift med den tyske kejser Karl 5.s søster Elisabeth, regnedes til Europas betydeligste fyrster og søgte med mange midler at sikre sig de nordiske lande som arve- og enevoldsriger. Han søgte at knække modstanden, i Sverige ved det stockholmske blodbad (8. november 1520), men det blev begyndelsen til enden. Trods store og fremsynede lovgivningsarbejder fik han i alle sine tre lande befolkningen mod sig. Der rejste sig opstand i Sverige, ledet af rigsforstanderen Gustav 1. Vasa. 1522 udbrød en åben krig med hansestæderne, og i selve Danmark var der utilfredshed med krigspolitiken. Ved et forlig i Bordesholm nær Kiel i august 1522 måtte han gøre store indrømmelser til sin farbror Frederik, hertugen af Gottorp, hvad der ramte ham hårdt. Da oprøret brød ud i Nørrejylland, mistede han helt modet. Om bord på orlogsskibet »Løven« flygtede han og hans familie 13. april 1523 med en flåde til Nederlandene. Under falske forudsætninger rejste Christian fra udlandet til Danmark og blev 1532 fængslet og indsat i Sønderborg Slot, if. ældre historikere kun i selskab med sin dværg. Siden skærpedes fængslet if. overleveringen yderligere, og han fik alene selskab af en gammel soldat. Senere tids historieforskning har dog vist, at fangenskabet var mildt, jf. Inge Adriansen »Myten om det runde Bord« i Skalk 1993, nr. 5.Da Christian blev frataget magten, blev hertug Frederik af Gottorp, konge i Danmark-Norge som Frederik 1. Ved dennes død 1533 udbrød der borgerkrig (»Grevens Fejde« 1533-1536). Mange interesser, religiøse (for og mod Lutherdommen), handelsmæssige og magtpolitiske, var bragt i spil. De nævnte aktører, Lübecks borgmester Jørgen Wullenweber, en lybsk militær eventyrer, Markus Meier, og den jyske fribytter skipper Clement virkede alle for borgerskabets og den fængslede konges sag. Grev Christoffer af Oldenburg kæmpede for sin slægtning Christian 2. Han var luthersk sindet og var leder af Københavns forsvar til erobringen 1536. Paradoksalt faldt den lutherske by for reformatoriske angribere – så modsætningerne var ikke så enkle endda. Allerede under Frederik havde de lutherske kredse nydt en vis beskyttelse. Ved hjælp af bl.a. feltherren Johan Rantzau overtog hans søn magten som Christian 3., og efter Københavns erobring 1536 kunne den nye konge indføre en luthersk kirkeordning.I 1546 kom det til et forlig mellem de to fætre Christian 2. og Christian 3., hvorved Christian 2. opgav ethvert krav på rigerne mod at få indtægterne fra Kalundborg Slot. I 1549 udfriedes Christian 2. fra fangenskabet og sejlede til Assens, hvor han mødtes med Christian 3. Sammen drog de til Kalundborg, hvor Christian 2. fik bolig på slottet. Her døde han 1559. drømmer
Originalt romantisk Drama i een Act
1844
| CHRISTJERN, Konge af Danmark |
| BENTH, en gammel Soldat |
| En Riddersmand |
| Madame SIGBRITH |
| DYVEKE |
| ERIK WALKENDORF |
| SORTEBRODER |
| FAABORG, Skriver hos Slotsherren |
(Scenen er i Kongens Fængsel paa Sønderborg Slot.)
Ja, det gaaer løierligt i denne Verden!
Det havde mindst jeg tænkt, da jeg i Bergen
For første Gang saae Eder, at vi to
Saaledes skulde boe og bygge sammen,
Jeg blive Eders hele Tjenerskab;
Min gode Konge! – Men jeg troer, han sover,
Kong Christjern sover! – Dybt han trækker Veiret;
Sov sundt og godt! sov længe! hver en Time,
Han sover, er en Fængsels Time mindre. –
Jeg sidder her og sladdrer,
Jeg er det gamle Stueuhr, der altid Slaaer sine samme
Dog, det fornøier ham at høre mine
Historier, og det fornøier mig
Igjen at leve op i gamle Tider. –
Hvorledes mon det rører sig derude?
Hvorledes staaer det til i Land og Rige?
Mon Christjern faaer igjen sin Kongekrone?
Den simple Mand vil blive glad derved,
Du elsker ham, han elsker Dig igjen! –
Han selv, som Barn, har spiist med Haandværksmanden,
Og nu i Aar og Dag deelt Sovekammer
Med gamle Benth, den fattige Soldat.
O nei, han vinder aldrig meer sin Krone;
De Stærke frygte ham, – ja, ja de frygte;
Hans Frihedstime slaaer, naar Døden kommer,
Men jeg vil leve for ham og fortælle
Historier. Mit gamle Kongebarn!
Hvor han seer godt ud! dette barske Træk,
Det tyder paa, han fødtes til at herske.
– Nei see, der spinder jo en Ædderkop!
Det lille brune Dyr, hvor flinkt det løber
Op ad sin Spind! – Det skal betyde Lykke!
For Kongen eller mig? O, for os begge,
– Han drømmer! Kongen drømmer! – Jeg vil lægge
Min gamle Kappe over Benene,
At ei han fryser. Jeg kan sidde luunt
Her i
Naar Dannerkongen ikke har det bedre, Saa sidder jeg jo næsten alt for godt.
Jeg føler mig saa glad i denne Aften,
Saa mange gamle Tanker komme frem, Dem kan de ikke lukke for med Laas.
Det er, som forestod mig noget godt.
Hm! Ædderkoppen sagde jo det samme!
Nu vil jeg see, om jeg kan sove lidt.
Jeg troer det gaaer! – jeg drømmer! Kongen drømmer!
Hvad hører jeg! er
Hans Tale hued’ mig, jeg leed ham godt.
Ja vist, fordi han var af Eders Mening,
Han havde Lyst, som I, at lede op Det gamle
Det skal! Vi Danske bleve fødte Sømænd, Og Norge eier Tømmer nok til Flaader.
Jeg nægter ei, det er min Yndlingstanke,
At finde atter det nu glemte
Hver Bog derom har jeg studeret nøie,
Den raske Skipper Præben
At
Og naar I havde fundet nu derhen,
Hvad saa! Hvad Handel kunde drives der?
Og hvilke Varer hentes ned til Danmark?
Nei, nei, Hr. Erik Walkendorf! søg heller
At Nordens Riger kunne reise sig,
Tag Holland til Exempel. Troe I mig,
Der Eng og Ager, Haandværksmand og Handel
Er, som sig bør og skal. Lad Grønland ligge,
Der voxer intet Guld, I vil et Navn kun!
Jeg holder med den gjæve Walkendorf,
Jeg ogsaa vilde sende Skibe ud,
At finde det længst glemte Verdensland,
Men derfor skulde her ei blive glemt
At plantes Kaal. – Og da jeg nævner Kaal, Hvert adeligt
Af Stokken, hvis det kneisede for høit!
Jeg skulde vise, Norden havde atter
En
Ret lystigt ved mit Hof! ja, I kan troe mig!
Fik jeg vel Lov at være med ved
O, ja! thi lærd er I og taler godt;
Jeg vilde kun see om mig Dygtighed,
Alt stort og godt, den høie Aandens Adel,
Den, som vor Herre
I mener Lærde, Kunstnere, Genier?
Jeg mener Alt, hvad der er
Det er den egentlige høie Adel! De Andre, som kun have Vaabenmærket, Dem kalder jeg med Ret: Skjoldholdere!
De bære jo kun Banneret for disse.
Som Konge kan jeg skabe nok af hine,
Jeg hænger Titler paa dem, overlader
Saa Skrædderen at gjøre Resten.
Barn!
Da jeg var lille og med Moder leved’
I Amsterdam, hvor man jo, som
Boer halv i Vandet, gik vor Trappe ned
I en Kanal; der sad jeg med mit Fartøi.
Og veed I hvad det var? det var en Træsko!
Jeg kaldte den min lille, smukke Baad.
Da fik jeg høre om de høie Herrer,
Der ved hver Fest vandt større Rang og Titel.
Jeg syntes om det, og den næste Søndag
Lod ogsaa jeg min Træsko avancere
Fra Baad til Mudderpram, og næste Gang
Til
Saa til Fregat,
Men altid var og blev den dog en Træsko!
Vel talt og tænkt! jeg kunde kysse Eder!
Ja saa!
Min Skriver, kommet her igaar.
Og I har vundet mig ved Eders Tale,
Ved Eders raske Væsen!
Med min Træsko,
Mit Admiralskib har jeg taget Eder?
Et eget Ansigt har han! veed I hvad,
Hans Haand seer mere ud til Sværd end Pen! –
Det er da første Gang I bringer os
En Mand af Eders Folk, – og da han er det,
Saa skjænker jeg i Dag en sjelden Viin,
En Viin fra Frankerige. I kan drikke
Prinds Christjerns Skaal!
Den danske Vildbjørns Skaal!
Ja, drik kun den!
Der siges meget ondt
Om ham.
Han har en kraftig Characteer,
Han
Han er en Helt!
I kalder ham en Vildbjørn, og det er han!
– Han har ei gjort sig elsket her i Norge.
Mod
Han handled haardt og ondt.
Var han ulydig. – Hvorfor seer I paa mig?
Fordi ham ligner I, om hvem I taler!
Bisp Hammer?
Hr. Statholder, I er
Nei, jeg er ikke kjendt! I tager Feil.
Jeg ligner Christjern, det var denne Lighed,
Hvorfor jeg fik min gode Tjeneste.
Saavidt jeg troer, saa sidder Prindsen nu
Og skriver til sin kongelige Fader.
Lidt ud paa Aftenen skal han træde Dandsen;
I veed, de Rigeste af Borgerne
Vil give Bal paa Raadhuset i Nat,
Der er en Stimmel alt af Folk paa Gaden.
I er ei Christjern? Vil ei være ham?
Saa skal I heller ikke! det er bedst.
Da tør jeg mere frit betragte Eder. –
Drei Hov’det lidt, det halve staaer i Skygge.
Saaledes da seer Danmarks Konge ud?
Saaledes. Og I lider just det hos ham,
At ei han ganske er som andre Hofmænd?
Hans hele Ungdoms-Liv har huet mig.
Det klinger halvt, som af en Krønike,
En Kongesøn i Kost hos
En Kongesøn, der synger med i Choret
Imellem Skolens stakkels
Han smutted ud af Slottet mangen Nat,
Bestak Slotsgarden og drev om i Byen
Hos Borgerne, hvor der var Traktement.
Og blev saa revset af sin strenge Fader Med Svøbe, som en anden
Jeg lider ham! Alt kjækt og eventyrligt!
Og her er Viin til Skaalen.
Hvilke Skrig!
Der er et Opløb udenfor paa Gaden.
O, det er Almue-Folk, der ere glade!
Det er
Men der er Hestfolk! – Ryttere gjør’ Plads.
Et Folke-Hurra til Prinds Christjerns Skaal;
Jeg drikker den, Gud glæde, styrke ham!
Dog allermeest hans gode Kjæreste!
Og hvorfor det? Endnu har han jo ingen,
Men naar hun findes, er han Mand vel for
At gjøre hende lykkelig!
Nei! Nei!
En Mand, som Christjern, elsker kun sig selv.
Dog, det er ogsaa godt; det driver ham
Til Stordaad! – Ja, han finder vel en Dronning,
Det hører med til en velordnet
De sidde smukt paa Thronen, Haand i Haand.
Men elske de hinanden? Elsker hun ham? –
Ja, som jeg sagde før, jeg siger atter,
Gud styrke, glæde hende!
Men naar han
Nu elsker hende, da er hun hans Halvdeel,
Og da sig selv han elsker jo i hende!
Jeg veed det, Dyveke! jeg veed det vist.
Ha, slip min Haand, – Hr. Skriver! – Walkendorf!
Er dette Venskab mod os, at I fører
Herhid, forklædt, Statholderen. I er ham!
Ja, jeg er Christjern! – Er vi Venner nu?
Jeg hørte om din Skjønhed, Dyveke!
Jeg seer den nu. – Og Du behager mig.
Har jeg saa ondt et Ansigt, som man siger?
I dette Øieblik har Eders Ansigt
Sin Søndagsklædning, – I forstaaer mig vel!
Sit allerbedste Udtryk! disse Træk
Kan sikkert ved et indre Uveir skrække!
Der er Tumult! En drukken Adelsmand
Har dræbt en Borger, der gik fredelig.
Skomagerne har spærret her Qvarteret,
Jeg maa see til at lukke Huus og Dør.
En drukken Adelsmand har dræbt en Borger!
De spille Herrer disse Blodets Børn!
Det gamle, harske Adelsblod.
Jeg skal aarelade dem til Gavns
Gaae strax til Slottet, Erik Walkendorf!
Tag Hest og tag Soldater, adspred Hoben,
Før Adelsmanden fangen hid!
Ja, Herre!
Vil Ingen staae for Borger og for Bonde,
Den gode Kjærne i det danske Land,
Nu, saa vil jeg! Ha, skynd Dig, Walkendorf!
Jeg søger Eder her?
Nei, nei! paa Slottet.
Der staaer i Bibelen de Ord om
De tænkte ondt, men Gud forstod at vende
Det Onde om til Godt! Saaledes tænkte
De Ondt mod mig, der i min Barndom virked’
Ind paa min Fader, at jeg kom fra Hoffet
Og sattes hos en Borgerlig i Kost,
Blev nødt at staae med Peblinger i Choret;
Gud lod et Gode komme ud af det;
Jeg lærte der at elske fattig Mand,
At kjende Borgerstanden, Landets Rod;
Forkastes den, vil Kongekronen visne!
Jeg elsker Roden, holder den i Ære.
Vil Adelen ei blive Frugt paa Træet,
Jeg piller de ormstukne Blomster af,
Og ikke lempeligt! – At være haard
Mod Undermænd, har jeg just lært af dem!
O, Christjern! ædle Prinds! – I taler haardt,
Og I vil misforstaaes – dog ei af mig.
En stor, en kraftig Villie boer i Eder!
Den Gud, som styrer Alt, vil styre Eder.
Farvel! nu har jeg Eder seet, som helst
Jeg vilde!
Gaae ei bort! – End et Minut!
Nu ruller Blodet i mig, som det skal.
Jeg kan ei sige Eder smukke Ting,
Jeg kan ei sukke. – Længe hørte jeg
Af Erik Walkendorf om Eders Skjønhed.
Jeg kom, for selv at see den. I er smuk!
Ja meer end smuk, I har den rette Skjønhed,
Som kommer indenfra, i Blik og Udtryk.
I er mig kjær! – saa kjær! – vi skilles nu,
Men I maa komme, I og Eders Moder,
Til Dands paa Raadhuussalen denne Nat!
Jeg siger det til Erik Walkendorf,
Han fører Eder begge to derop;
Og hvis I ikke komme, da gjør jeg
En Fest paa Slottet og indbyder Eder.
I komme!
Troer I det!
Ja, thi I maa!
Jeg elsker Eder! Hvad kan I vel svare?
Var jeg en Keiserdatter –, vel! mit Svar
Blev da, – thi jeg er ærlig, – det blev, ja!
Men nu er jeg en Datter af Moer Sigbrith,
Som holder Værtshuus her i Bergen – –
Nu!
Hvad svarer da Moer Sigbriths Datter? –
Nei! (vil gaae)
Som Keiserdatter kunde Du mig elske?
Men ikke nu – kun, som min Elskerinde?
Der har I ei forstaaet mig igjen!
I seer mig, som en anden Hverdags-Qvinde,
Ifald jeg elsked Eder, høie Herre!
Ret elsked Eder, som et Hjerte kan det,
Da gav jeg mig til Eder ganske hen,
Og brød mig ikke om, hvad Verden dømte;
Jeg har min egen Dommer i mit Hjerte!
Naar jeg gjør lykkelig, gjør stor og bedre
Den Mand, jeg valgte, frygter jeg ei Spot!
O, Du gjør lykkelig, gjør stor og bedre!
Dit Navn velsignes skal af hele Norden!
– Man har fortalt mig om
De
Et saadant er just Danmark, Norge, Sverrig!
De have samme Blod i deres Aarer,
Det samme Hjerteslag, de samme Sange;
Jeg slynge vil min stærke Arm omkring dem,
Med lige Kjærlighed, til Folkets Lykke!
Men stor og bedre maa jeg være! Du
Kan gjøre mig dertil!
O, Prinds!
Et Svar!
Et ærligt Svar! – –
I kom formummet hid,
Var ikke ærlig strax, og I forlanger
Et ærligt Svar –? Dog, jeg har givet det!
Dølg ei det Smiil, der bæver ved din Læbe!
Din Moder kommer til mit Bal paa Slottet,
Du følger med! – O, nægt mig ikke det!
Du følger med! –
Min Moder lyder jeg!
Din Moder og dit Hjerte, Dyveke!
Min
En Olieqvist
Farvel!
Du vil?
Jeg lyde vil min Moder!
Hun kommer sikkert! – Og Du træder Dandsen?
Jeg glemme vil i Dandsen Nordens Riger!
Og jeg med Dig vil dandse bort fra dem!
Endnu en Dands! en Dands, min Dyveke!
I drømmer, Herre Konge!
Ja, jeg drømmer!
En Ungdoms-Drøm i al dens Deilighed!
Nu er den borte! borte som alt Godt!
Giv mig din Haand! jeg troer endnu paa Troskab!
– – Hvor sælsomt dog med alle gamle Minder!
De har en Duft, som tidt Violerne,
Der gjemtes mange Aar imellem Blade!
Violer! hm! der er en Blomsterduft, En Blomsterduft i Navnet Dyveke!
Han sover! han har drømt om bedre Tider,
Om Dyveke! – Ja, ja! det var i Bergen,
Paa Slottet stod et Bal, jeg selv var med,
Jeg var
Der var en Pragt med Lys og rige Klæder, Alt, hvad der fornemt var i Bergens By, Bevægede sig gjennem Slottets Sale.
Da kom der fra en Side-Dør to Qvinder,
En ældre, det var Sigbrith, og en yngre,
Den smukke Dyveke, saa ungdomsglad.
Der skottet blev til Værtshuusholdersken
Og Datteren, som Kongen dandsed’ med;
Ja, da var Hjertet ungt!
See, siden kom der Budskab, at Kong Hans
Var syg, og Christjern reiste; han blev Nordens Konge.
– I Kjøbenhavn blev reist et prægtigt Huus
Af Steen med høie Gavle og Karnapper,
Der satte han sin lille Turteldue; –
Hun aad de røde Bær, der var forgifted’,
Og død laae Duen i det gyldne Buur.
Det var den bedste Tid, drøm kun om den,
Og ei om Blod, der flød og endnu flyder!
– Mon Kjøbenhavn er faldet –? Ak, mit Hoved
Har ondt af al den Tænken, – Jeg vil sove,
Drøm om din Dyveke! drøm sødt min Konge!
I
Dem tidt lod fryse om de gamle Fødder!
Min fromme Fader!
Dig staaer Veien aaben!
Slotsherren og hans Folk veed her en Bagdør.
Din Herre sender Dig!
Med disse Kirsebær
Til Dyveke!
Og intet Brev? Slet intet?
Nei!
Men et Ord dog! For din Skriftefader
Hold Intet hemmeligt! Husk, naar Du kommer
Engang til Himlens Dør, vil, hvad Du skjulte
For mig, hver Synd, staae som et draget Sværd,
Hvorover Du skal gaae! Siig mig hvert Ord,
Slotsherren, Torben Oxe, sagde Dig!
O, frist mig ikke! jeg har
Hvo veed det bedre vel, end jeg og – Gud!
Jeg veed din Synd, din Herres, Dyvekes!
Slotsherren elsker hende, de vil flygte,
Forlade Danmark!
Herre, Herre!
Synder!
Jeg har ei sagt det, ei forraadt dem!
Hvad!
Skrift ærligt for mig! Siig mig, hvad Du veed.
Jeg gaaer min Herres Ærind; jeg skal give
Den Kurv med Frugt i hendes egne Hænder.
Det har Du gjort, thi jeg er hendes Haand,
Den Haand, som fører hende ind i Himlen!
Hvad veed Du vel om deres Flugt? husk vel,
Jeg kjender dine Synder, men jeg tier!
Jeg tier selv med de udrevne Blade, –
Dit falske Regnskab!
Herre! Herre! ti!
Jeg troer – jeg veed ei ret! – men disse Bær
Er’ nok et Tegn, at Alt er forberedt.
Jeg sige skal: »de ere alle modne!«
Jeg troer – men, Herre, ingen Ting jeg veed –!
I Nat –!
I Nat! – (sagte) saa snart – saa maa hun døe!
Hvad siger I! – O hvor jeg er elendig!
I har min Sjæl, mit Liv! – Hvad gjør I der!
Luk dine Øine til, som Himlen lukker sine
For dine svare Synder!
O, I gjør mig
Ulykkelig!
Ja, hvis et Ord Du siger!
Tag dine Kirsebær, der kommer nogen!
Tilgiv mig fromme Fader, har I ventet!
Du Faaborg! – Men hvor bleg! har Pater Simon
Nu ogsaa været stræng mod Dig!
Det gjøres nødig.
Men i min Stue er ei Skriftestolen
For Torben Oxes Folk! – Du bringer Budskab,
En Kurv med Frugt; de ere alle modne?
»De ere alle modne!«
Hils din Herre!
Min hjerteligste Tak!
Tilgivelse!
O, bed for mig!
Hvad er det! Er Du syg!
Mit Ord har slaget Synden i hans Bryst;
Staae op! gaae bort! – Du har Tilgivelse!
Hvad har han gjort? hvad rysted’ ham saa dybt?
I er for haard! husk, vi er’ alle Syndere!
Og derved trøstes vi! Slotsherren sendte
Ham hid med disse søde, friske Frugter,
Et Tegn paa Hjertets egen onde Frugt,
Paa Kjærligheden mellem ham og Eder!
Hvad mener I? – Synd er den Kjærlighed,
Jeg kunde skjænke Christjern, nu han er Elisabeths! eengang var den uskyldig!
Den var Begeistring for ham! den var Stolthed!
Da var jeg ung! nu er min Tanke ældre!
Jeg har ei skriftet Eder, at jeg elsker
Slotsherren!
Da var vi uden Brøde. Gud det veed!
Han er jo fri –, nu vel!
Fri, siger I!
Er han ei bundet ved sit rige Slægtskab?
Vil ei hans Giftermaal med Eder – krænke –!
Jeg siger ikke Ordet!
Munk! – Dog nei,
Jeg har udtalt mig før, – ei meer herom!
Prøv disse friske Bær, – fortæl mig noget
Om Eders Vandring.
Ei jeg rører dem.
Vend Eder selv fra Synden og dens Frugt!
Ei Torben Oxes Slægt vil taale Eder;
Og ham, ham selv gjør I ulykkelig!
Hans Kjærlighed er nu en Feberruus,
Naar den er endt, han angre vil sin Handling,
Da staaer han fremmed mellem alle sine,
Og kjedes ved sin Due! – Tro I mig!
Hvo taler om vor Kjærlighed?
Hvert Huus! –
Ved Hoffet selv! og Eders Øine, Kinder!
Husk, Gud kan lægge Sorg paa Eders Hoved,
Gift i den friske Blomst – i disse Bær!
En Djævel boer i Eders Kjød og Blod,
I kjæmper ei imod – Og
Er Død! – Husk mine Ord, de ere Herrens!
Nei, Herrens Ord er mildt! jeg veed, i Templet
Han talte mildt, selv til
Paa Eder virker ogsaa
I bliver bibelfast! siig, stod
Med opreist Aasyn, stolt foran sin Mester? Hun ydmyg nedslog Hovedet, og vented’
Den Steen, der skulde ramme.
Er jeg falden,
Da skal jeg reise mig, om Gud han vil!
Du synker meer og meer, som
Hvad har han sagt! – Du evige Forbarmer!
Du Naadens milde Moder, slip mig ikke!
Alt har jeg overveiet, tænkt og prøvet!
Nei, denne Kjærlighed er ingen Synd,
Ei Synd mod Gud, ei heller imod Christjern!
– Jeg elsket er af Torben! Han for min Skyld
Frasiger sig sin Rang, sin Lykke, Danmark!
Vi flygte bort. – Endnu i denne Nat!
»De ere alle modne!« Det var Tegnet.
– Du sidste Gave fra hans Urtegaard
I dette Land! – Endnu i mange Aar
Dit grønne Træ skal sætte Blomst i Vaaren
Og bære Frugt, men ei Du rækker ham den!
Dit gule Blad ei falder paa hans Hoved,
Thi han gaaer ei forbi. Hvor er hans Vei?
Hvor min? der, hvor man elsker, der er Hjemmet!
– Den lille Svale, som har bygget Rede
Ved Taget, hvor Du strækker dine Grene,
Vil sige Dig, hvor jeg og Torben vandre!
»Husk, Gud kan lægge Sorg paa Eders Hoved,
Gift i den friske Blomst – i disse Bær!«
Saa haardt du talte, Simon, strænge Munk!
Gud lægger Kjærlighed i hver en Blomst!
– Saa saftig søde smage disse Frugter.
Min Moder! – Moder, jeg gaaer bort fra Dig!
Du her! – og her er koldt – Du har ei klædt Dig
Til Messesangen – Tag din Pige med Dig!
Der staaer en Skare jo! Det høie Raad
Ved Moder Sigbriths Dør! – Lad dem kun vente!
I satte mig saa lavt, staae derfor lavere
»Ved Høkerkonens Dør!« jeg veed det nok!
O, Moder, gaae fra Vinduet! naar de see Dig,
Opirres de langt mere; luk dem ind!
De ere ældre Mænd, vil’ dine Raad,
Din Tale hos vor høie Herre.
Ja,
Jeg kjender dem! de gjør’ mig til en Hex,
Tillægge mig alt Ondt i disse Riger!
Og vil’ mig ilde, meest dog Søren Nordby,
Hans Tid vil ogsaa komme!
Moder, Moder!
Jeg frygter tidt for Dig, som og for Christjern,
I gribe fast med Jernhaand, den kan briste!
Den danske Adel stikker Hov’der sammen,
Og Holsteens Hertug er ei Danmark god,
Lybekkerne har deres Sind for Sverrig,
Og Folket selv – ja, det er
Men et forkuet Folk har Trælle-Sind!
Hvad taler Du! Kong Christjern er just stærk!
Han staaer i Venskab med de store Magter,
Han rokkes ei! og heller ikke jeg!
Lybekkerne see vredt for Landets Stigen,
Og Adelen, fordi at han er Folkets!
Snart bliver Danmark blomstrende, som Holland.
Derfra det allerede har en Dronning
Og een Minister! (peger paa sig selv). Vi har kaldt herind
En Skare driftige
Amager vil forvandles til en Have
Og Helsingør snart til en hollandsk By!
Hvad siger Folket til det? Adelen?
De lybske Kjøbmænd?
Og Slotsherren da?
Her har nok nylig Torben Oxe været!
Han er Dig ret hengiven; hans Besøg dog,
Hans hele Tale er Dig ikke god!
Hans Tanker blive dine! – disse Bær?
Dem har han sendt mig ved sin Skriver, Faaborg,
Slotsherren selv saae jeg ei i to Dage.
Men tænkte i den Tid desmere paa ham! –
Mig kan man ikke skuffe, siig mig Alt!
Udtal Dig for mig! Ingen er din Ven,
Som Moder Sigbrith – Men, Du er jo bleg!
Din Mund fortrækker sig! dit Øie stirrer!
Jeg faaer saa hjerteondt! Jesus Maria!
Derinde i mig tændes der en Ild! –
Kom, Barn! kom, sæt Dig ned!
O, Sortebroder!
Nu troer jeg at forstaae Dig!
Jesus! Hjelp!
Jeg brænder! – O, hvad har man givet mig!
Hvad er der skeet? – Moer Sigbrith! Dyveke!
Hun døer! min Datter!
Kongen er det! Christjern!
Der gaaer en Taage mellem os – jeg brænder!
O Moder! Moder! – Torben!
Det er Gift!
Forgiftet er de Bær!
Død! Død!
O, hun er død!
Hun nævned’ Torben? nævned’ Torben Oxe!
Fra ham kom disse Bær – hun er forgiftet!
Død! Dyveke! nei, nei, det er umuligt!
Ha, Torben Oxe! Ha! Hvor tyk endogsaa
At Oxens Hals er, skal den blive kløvet
Ved Bøddelsværdet! Blod! jeg vil det! Blod!
Blod! Blod!
Ja Blod, det flyder i hans Drømme!
Det flød paa Stokholms Torv, fordærvet Blod,
Men og uskyldigt! – Det var ingen Storm,
Der rensed’ Luften, nei, en vild Orkan,
Der ikke skaanede det gode Frugttræ.
– Din gode Aand var dengang veget fra Dig;
De havde myrdet hende, Dyveke!
Og du blev vild og mørk! dog, hvad Du gjorde,
Det gjorde Adelsmanden tidt ved Bonden,
Men hvad er fattig Mand! ham kan man skyde,
Og
Det har jeg seet de rige Herrer gjøre.
Du greb med Vælde fat paa Adelsmanden,
Som han paa fattig Mand; Du knækked Vingen
Paa stolten Ravn; da lød ud over Landet
Et Ravneskrig om Christjern den Onde! –
Du havde Hjerte for den Fattige! var kjæk og klog!
Dit Hjerte og dit Hoved’ førte Pennen,
Naar Du skrev Love, men Din onde Engel
Har styret Armen, naar Du løfted’ Sværdet!
– Den danske Adel frygtede Din Kraft
Og Sverrigs Skjæbne, snedigt
Du stoled’ paa Dit Slægtskab, – reiste bort
Med Viv og Børn! jeg stod den Eftermiddag
Paa Volden; Folk løb op og saae mod Stranden;
Der seiled’ Du, paa Løven, bort fra os,
Bort fra dit Rige, fra din Konge-Krone!
Og fattig Mand græd stille, – jeg græd med;
– Du seiled’ bort, Du prøved’ Venskab, Herre!
Det er ei til, har Lykken vendt os Ryggen!
Død er hans Hustrue, Døttrene spredt’ ad;
Din Grav, Moer Sigbrith, Ingen veed i Verden;
– Hvor har Du flakket om, min stakkels Konge!
I
De Solskins Timer, Norge
– Han troede danske Ord – han gik ombord,
Gik ned til Danmark og han var forraadt!
O, Jordens Konger, hvad er Eders Magt,
Naar Verdens Konge vender Eder Ryggen! –
Jeg helde vil mit Hoved til din Seng;
Alt gryer jo Dagen, jeg har sovet lidt kun;
– I mange Aar jeg blive vil din Trøst,
Din Pudelhund, der sover ved din Fod
Og, naar Du døer, vil ligge paa din Grav!
Forræderi! Vee! Benth! – Hm! jeg har drømt kun!
Mit gamle Fængsel!
Troskab sover her!
Det var, som om mit Liv gleed mig forbi;
I Nattens Draabe af din Evighed, Du Naadens Gud, afspeiled sig det Hele.
Jeg syntes jeg var ung, saae Dyveke
I Bergen! – Og jeg var i Kjøbenhavn, Usynlig syntes jeg at see det Hele!
Der dræbte de min Due! – Fra den Time
Kom tunge Skyer, Blod! – I Stokholm flød det! –
Den danske Adel brød den Eed, den svoer mig;
Jeg vildsom drog omkring i fremmed Land,
Mens Holsteens Hertug, som var aldrig Dansk,
Bar Kronen her! – Saa drømte jeg om Bergen,
Om
»Fri Leide«; – og vi seiled ned til Danmark.
Jeg syntes, at det var en maanklar Nat;
Jeg stod ved Roret, øined’ Kjøbenhavn,
Der laae vi stille, vented’ Kongens Bud;
Foran mig sad der paa en Steen i Vandet
En Havfrue, hun ligned’ Dyveke;
De lange Haar hang over hendes Skuldre,
Hun sang: »Du er forraadt min Herre Konge!«
Og Skibet seilede til Flensborg Fjord,
Saa vendte det mod Als, mod Sønderborg,
Det røde Slot sig speilede i Sundet;
Min Dreng, den lille Dverg, græd høit og gjentog
De Ord: Du er forraadt min Herre Konge! –
– Og jeg var Fange! – Drømmen er forbi,
Men Fængsels Tiden ei! – Mit Haar alt graaner. – Der var en Kraft i mig, just til det bedre!
Min Tanke favned’ Nordens skjønne Lande,
Men
Rundt herom Marmorbordet er min Gang
Saatidt, at
Den haarde Steen! – Jeg drømmer i mit Fængsel,
Kong Fredrik drømmer i sin Kobberkiste Om hvad han gjorde mod mig! – Tør jeg dømme!
– Hvor smukt dog Solen skinner der paa Vinduet!
O, hvo der kunde ride gjennem Skoven,
Den friske, grønne Skov! – Hvor staaer det til
I Danmark? Stakkels Bonde! Alt er Strid,
Alt er Partier! Lybek er for mig, –
Det falske Kjøbmands-Raad – og Grev Christoffer!
O, Gud, gjør Danmark godt! hvad der er bedst,
Det skee! riv op med Rod hver ussel Plante,
Der suger Folkets Marv! bryd Ravne-Vingen Paa Adels-Ravnen, som tør hakke Hjertet!
Fred over dette milde, skjønne Land!
Lad Nordens Børn i kjærlig
Som Hjerterne, der staae i Danmarks
Jeg gaaer alene! hold kun fast ved Stigen,
– Nu er jeg
Ædle Herre!
Jeg bringer Budskab.
Ene, uden Vidner?
Lænsmanden,
Hvor gaaer det Land og Rige? Kjøbenhavn,
Er det beleiret? Tal! Hvo sender Eder?
Med Danmark staaer det godt, min ædle Herre!
Brudt er hvert fremmed Aag, selv Bispe-Aaget,
Beleiringen af Kjøbenhavn er endt,
Og Christian den Tredie Landets Herre;
Han sender mig med Brev og venlig Hilsen.
Guds Fred med ham! han mener Danmark godt!
Hans Kronen er, den tunge Konge-Krone!
Selv veed I, høie Herre, den Ulykke
Vort Land faldt i, dengang Kong Fredrik døde!
Et Konge-Valg blev udsat, Geistligheden
Helst vilde skalte, som den syntes bedst,
Og Markus Meier, Jørgen Wullenweber
Forstod den Kunst i oprørt Vand at fiske;
Den oldenborgske Grev Christoffer kom, –
Og Ild og
Lybekkerne greb efter Danmarks Krone,
Gik ind i Holsteen selv, i Hertug-Landet;
Da mødte Johan Rantzau, og med Sværdet
Han stækkede de raske Kjøbmænds Flugt;
I Fyen og Jylland, under Strid og Nød,
Blev Christian hyldet. Oprør var i Landet.
Og Skipper Clement?
Kort var kun hans Lykke.
Nu staaer i Storm og Slud, paa Hedebanken,
Hans Dødninghoved med
I Fyen vil længe huskes Grevens Feide,
Af Rantzau blev den endt ved
Men Kjøbenhavn?
Dets allerværste Fjende
Var indenfor, samt Hunger og Elende!
De holdt det Aaret ud, bad saa om Naade. Paa Knæ bad Hertug Albert og Christoffer.
– Kong Christian holdt sit seierrige Indtog,
Og medens der var Jubel, lod han fængsle
De stolte Bisper; – Midt paa Stadens Torv
Oplæstes deres Rænker imod Riget
Og Religionen, Breve bleve fremlagt’,
Almuen adspurgt, – Luthers Lære indført.
Ha, det er skeet! – jeg takker Dig min Gud!
Du brave, kloge Christian! Gud dig glæde!
Gud høre det! – I græder – Herre Konge!
En gammel Mand, en Fange, – har kun Taarer!
Fra denne Time har I større Frihed!
Saa vil Kong Christian! – Alt staaer der i Brevet!
Hans egen Sikkerhed og Landets Ro
Forbyder ham endnu at gjøre mere.
Jeg kan ei læse Skriften, mine Øine
Er’ blevne svage. Alt gaaer ud i eet.
Kom til en bedre Luft i dette Slot,
Stig ud i Haven, aand den friske Søluft!
I Haven! ned til Stranden! – Sligt et Ærind
Som Eders, det er skjønt, ei sandt Hr. Ridder? –
Jeg seer ei klart, men det kan jeg dog see,
I skjuler Eders Taarer! Haanden skjælver!
– Hvor saae jeg Eder før? – Hvor? – I var ung.1
Jeg skulde tage feil? – Dog Christian Den Tredie kunde det –!
God Morgen, Christjern!
Farbroders Søn! – Min Ven! – Min –! Danmarks Konge!
Guds Fred herinde! Solskin i dit Hjerte!
Tak for de sidste Straaler i min Aften!
Mit Dagværk er fuldendt.
Men ei din Aften!
Vort Danmarks Lykke vil at Een er Konge,
Det lille Land ei taale kan at deles!
Og Din er Kronen, ridderligt Du vandt den!
Og Din er Lykken, Gudsfrygt boer i Dig! –
See
Nu er mit Rige dette lille Kammer,
Solstraalerne paa Ruden alt mit Guld!
Jeg kom herhid fra Flensborg;
Kun nogle faa Udvalgte fulgte mig;
Lænsmanden ene veed, jeg er hos Dig,
Mit Hjerte drog mig til en fangen Frænde.
Et ærligt Haandtryk siger meer end Ordet.
Bær intet Nag – og mindst imod de Døde,
I Verden selv den Bedste har sin
Min skal for Efterverdenen blive skrevet
Af mine Fjender!
Men fra Sønderborg,
Fra disse Mure tale vil en Stemme,
Født af de dybe Suk, Du aanded’ ud,
Den vil sig blande med hvad Godt Du gjorde,
Og Tiden er retfærdig, som en Gud!
Den vilde Svane slog igaar med Vingen
Mod Ruden hist, jeg tog det for et Døds-Tegn,
Men det betød dit Komme, Friheds Haabet.
Vort Slot ved Kallundborg skal være dit!
Der er god Jagt og herlig Fiskefangst!
Du ynder Stedet. Snart, naar Alt er ordnet,
Og alle Parter villig’ i
Du er tilfreds, det siger mig dit Haandtryk.
Kom med til Liv og Luft!
Til Liv og Luft!
Vaagn op, min gamle Sovekammerat!
Benth! Solen skinner! kom til Skov og Strand!–
– Hans Haand er kold!
Saa er han syg!
Guds Droß!
Min gamle Ven! min ærlige Deeltager!
Syg, siger I! nei! han er sjælesund!
Skjøndt Haanden falder, som den visne Green!
En død!
Saa har jeg dog forstaaet ret
Den vilde Svane, da den slog mod Ruden!
En Engel bragte ham sin Morgenhilsen!
Os begge bragtes Frihed! Hans var størst!
Kom op i Luften! – Jeg vil kalde Folk!
Ved venlig Tale og ved gamle Minder Forkortede han mig den lange Tid. Endnu i Nat han tog sin grove Kappe,
Frøs selv, og bredte over min Fødder.
Hvo har gjort mere for mig? Konge! see
En Mand af Folket! O, vær Folket god,
Thi det er Landets Styrke, Landets Hjerte!
To Konger brede over Dig din
Og Vennen græder! – Herren glæde Dig!
Du var en Guldmønt,
Gud strækker ud sin Arm og vi er
En Konge-Krone kun et vissent Løv! –
Kom, Christjern, kom! Guds Solskin vederqvæger,
Han vor og Danmarks dybe Vunde læger!
I en tidligere Tid mødtes begge
- 1
I en tidligere Tid mødtes begge
↩Fyrsterne i Holsteen ved Leventzoet sådant møde mellem Christian 2. og den 22 år yngre Christian 3. har næppe fundet sted. Floden Levensau danner grænsen mellem Slesvig og Holsten. Kong Hans og hans umyndige bror, den senere Frederik 1., blev i 1483 hyldet som hertuger af Slesvig og Holsten. .
Henvis til værket
H.C. Andersen: Kongen drømmer. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 12: Skuespil III 1844-1849. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.