H.C. Andersen

Kongen drømmer

Originalt romantisk Drama i een Act

1844

Opført første gang 14. februar 1844
  • CHRISTJERN, Konge af Danmark
  • BENTH, en gammel Soldat
  • En Riddersmand
  • Madame SIGBRITH
  • DYVEKE
  • ERIK WALKENDORF
  • SORTEBRODER
  • FAABORG, Skriver hos Slotsherren

(Scenen er i Kongens Fængsel paa Sønderborg Slot.)

(Et lille hvælvet Kammer med en Nische paa hver Side, i den ene en Kamin, i den anden en Alkove, hvis lange nedhængende Gardiner skjule den sovende Konge. Indgangsdøren er tilmuret, men i Loftet sees en Aabning, gjennem hvilken, naar en Stige sættes til, man kommer ned i Kammeret. Midt paa Gulvet et stort Marmorbord).
BENTH (sidder ved Alkoven og fortæller.)

Ja, det gaaer løierligt i denne Verden!

Det havde mindst jeg tænkt, da jeg i Bergen

For første Gang saae Eder, at vi to

Saaledes skulde boe og bygge sammen,

Jeg blive Eders hele Tjenerskab;

Min gode Konge! – Men jeg troer, han sover,

Kong Christjern sover! – Dybt han trækker Veiret;

Sov sundt og godt! sov længe! hver en Time,

Han sover, er en Fængsels Time mindre. –

Jeg sidder her og sladdrer, sladdrer fort;

Jeg er det gamle Stueuhr, der altid Slaaer sine samme Perpendikkelslag.

Dog, det fornøier ham at høre mine

Historier, og det fornøier mig

Igjen at leve op i gamle Tider. –

Hvorledes mon det rører sig derude?

Hvorledes staaer det til i Land og Rige?

Mon Christjern faaer igjen sin Kongekrone?

Den simple Mand vil blive glad derved,

Du elsker ham, han elsker Dig igjen! –

Han selv, som Barn, har spiist med Haandværksmanden,

Og nu i Aar og Dag deelt Sovekammer

Med gamle Benth, den fattige Soldat.

O nei, han vinder aldrig meer sin Krone;

De Stærke frygte ham, – ja, ja de frygte;

Hans Frihedstime slaaer, naar Døden kommer,

Men jeg vil leve for ham og fortælle

Historier. Mit gamle Kongebarn!

(trækker Gardinet lidt til Side og holder Lampen ind i Alkoven.)

Hvor han seer godt ud! dette barske Træk,

Det tyder paa, han fødtes til at herske.

– Nei see, der spinder jo en Ædderkop!

Det lille brune Dyr, hvor flinkt det løber

Op ad sin Spind! – Det skal betyde Lykke!

For Kongen eller mig? O, for os begge,

– Han drømmer! Kongen drømmer! – Jeg vil lægge

Min gamle Kappe over Benene,

At ei han fryser. Jeg kan sidde luunt

Her i Kaminen ved den varme Emmer.

(sætter sig der.)

Naar Dannerkongen ikke har det bedre, Saa sidder jeg jo næsten alt for godt.

(efter et Ophold.)

Jeg føler mig saa glad i denne Aften,

Saa mange gamle Tanker komme frem, Dem kan de ikke lukke for med Laas.

Det er, som forestod mig noget godt.

Hm! Ædderkoppen sagde jo det samme!

Nu vil jeg see, om jeg kan sove lidt.

Jeg troer det gaaer! – jeg drømmer! Kongen drømmer!

(Under Slutningen af Benths Monolog er en sagte Musik begyndt, Tonerne svulme meer og meer, Scenen indhylles i Taageslør, der lidt efter lidt blive gjennemsigtige; naar Alt straaler i klart Lys, seer man for sig et stort gammelt Værelse i Bergen hos Madame Sigbrith.)
(Det er Aften. CHRISTJERN, som ung Prinds, i en borgerlig Klædning. ERIK WALKENDORF, Mad. SIGBRITH og DYVEKE.)
WALKENDORF

Hvad hører jeg! er Skipper Præben reist.

Hans Tale hued’ mig, jeg leed ham godt.

MAD. SIGBRITH

Ja vist, fordi han var af Eders Mening,

Han havde Lyst, som I, at lede op Det gamle Grønland. Hvis I engang bliver

Rigskantsler, skal det sættes vist i Værk!

WALKENDORF

Det skal! Vi Danske bleve fødte Sømænd, Og Norge eier Tømmer nok til Flaader.

Jeg nægter ei, det er min Yndlingstanke,

At finde atter det nu glemte Viinland,

Hver Bog derom har jeg studeret nøie, Examineret Kjøbmænd og Matroser.

Den raske Skipper Præben hjalp sig med

At ridse af et Søkort over Veien.

MAD. SIGBRITH

Og naar I havde fundet nu derhen,

Hvad saa! Hvad Handel kunde drives der?

Og hvilke Varer hentes ned til Danmark?

Nei, nei, Hr. Erik Walkendorf! søg heller

At Nordens Riger kunne reise sig,

Tag Holland til Exempel. Troe I mig,

Der Eng og Ager, Haandværksmand og Handel

Er, som sig bør og skal. Lad Grønland ligge,

Der voxer intet Guld, I vil et Navn kun!

DYVEKE

Jeg holder med den gjæve Walkendorf,

Jeg ogsaa vilde sende Skibe ud,

At finde det længst glemte Verdensland,

Men derfor skulde her ei blive glemt

At plantes Kaal. – Og da jeg nævner Kaal, Hvert adeligt Kaalhoved skulde meies

Af Stokken, hvis det kneisede for høit!

Jeg skulde vise, Norden havde atter

En Margaretha! og der skulde blive

Ret lystigt ved mit Hof! ja, I kan troe mig!

WALKENDORF

Fik jeg vel Lov at være med ved Hove?

DYVEKE

O, ja! thi lærd er I og taler godt;

Jeg vilde kun see om mig Dygtighed,

Alt stort og godt, den høie Aandens Adel,

Den, som vor Herre stemplede dertil!

WALKENDORF

I mener Lærde, Kunstnere, Genier?

DYVEKE

Jeg mener Alt, hvad der er aandigt stort,

Det er den egentlige høie Adel! De Andre, som kun have Vaabenmærket, Dem kalder jeg med Ret: Skjoldholdere!

De bære jo kun Banneret for disse.

Som Konge kan jeg skabe nok af hine,

Jeg hænger Titler paa dem, overlader

Saa Skrædderen at gjøre Resten.

MAD. SIGBRITH

Barn!

DYVEKE

Da jeg var lille og med Moder leved’

I Amsterdam, hvor man jo, som Amphibier,

Boer halv i Vandet, gik vor Trappe ned

I en Kanal; der sad jeg med mit Fartøi.

Og veed I hvad det var? det var en Træsko!

Jeg kaldte den min lille, smukke Baad.

Da fik jeg høre om de høie Herrer,

Der ved hver Fest vandt større Rang og Titel.

Jeg syntes om det, og den næste Søndag

Lod ogsaa jeg min Træsko avancere

Fra Baad til Mudderpram, og næste Gang

Til Pæreskude, derpaa til et Fartøi,

Saa til Fregat, Tredækker, Admiralskib,

Men altid var og blev den dog en Træsko!

CHRISTJERN (som har siddet noget fra de Andre, men været meget opmærksom, springer op.)

Vel talt og tænkt! jeg kunde kysse Eder!

DYVEKE (seer paa ham).

Ja saa!

WALKENDORF

Min Skriver, kommet her igaar.

CHRISTJERN (til Dyveke)

Og I har vundet mig ved Eders Tale,

Ved Eders raske Væsen!

DYVEKE

Med min Træsko,

Mit Admiralskib har jeg taget Eder?

MAD. SIGBRITH (til Walkendorf).

Et eget Ansigt har han! veed I hvad,

Hans Haand seer mere ud til Sværd end Pen! –

Det er da første Gang I bringer os

En Mand af Eders Folk, – og da han er det,

Saa skjænker jeg i Dag en sjelden Viin,

En Viin fra Frankerige. I kan drikke

Prinds Christjerns Skaal!

(seer stift paa ham.)
DYVEKE

Den danske Vildbjørns Skaal!

Ja, drik kun den!

CHRISTJERN

Der siges meget ondt

Om ham.

DYVEKE

Han har en kraftig Characteer,

Han gaaer ei dette Hverdags-Hofmands Trit,

Han er en Helt!

CHRISTJERN

I kalder ham en Vildbjørn, og det er han!

– Han har ei gjort sig elsket her i Norge.

Mod Herluf Hydefad, Oprørerne,

Han handled haardt og ondt. Bisp Karl af Hammer

Var han ulydig. – Hvorfor seer I paa mig?

MAD. SIGBRITH

Fordi ham ligner I, om hvem I taler!

CHRISTJERN

Bisp Hammer?

MAD. SIGBRITH

Hr. Statholder, I er kjendt!

CHRISTJERN

Nei, jeg er ikke kjendt! I tager Feil.

Jeg ligner Christjern, det var denne Lighed,

Hvorfor jeg fik min gode Tjeneste.

WALKENDORF

Saavidt jeg troer, saa sidder Prindsen nu

Og skriver til sin kongelige Fader.

Lidt ud paa Aftenen skal han træde Dandsen;

I veed, de Rigeste af Borgerne

Vil give Bal paa Raadhuset i Nat,

Der er en Stimmel alt af Folk paa Gaden.

DYVEKE

I er ei Christjern? Vil ei være ham?

Saa skal I heller ikke! det er bedst.

Da tør jeg mere frit betragte Eder. –

Drei Hov’det lidt, det halve staaer i Skygge.

Saaledes da seer Danmarks Konge ud?

CHRISTJERN

Saaledes. Og I lider just det hos ham,

At ei han ganske er som andre Hofmænd?

DYVEKE

Hans hele Ungdoms-Liv har huet mig.

Det klinger halvt, som af en Krønike,

En Kongesøn i Kost hos Borgerfolk,

En Kongesøn, der synger med i Choret

Imellem Skolens stakkels Peblinger.

WALKENDORF

Han smutted ud af Slottet mangen Nat,

Bestak Slotsgarden og drev om i Byen

Hos Borgerne, hvor der var Traktement.

CHRISTJERN

Og blev saa revset af sin strenge Fader Med Svøbe, som en anden Skolepog.

DYVEKE

Jeg lider ham! Alt kjækt og eventyrligt!

MAD. SIGBRITH (med Viin).

Og her er Viin til Skaalen.

(Man hører Støi og Raab udenfor)

Hvilke Skrig!

Der er et Opløb udenfor paa Gaden.

WALKENDORF

O, det er Almue-Folk, der ere glade!

Det er saa deres Viis at juble paa.

MAD. SIGBRITH

Men der er Hestfolk! – Ryttere gjør’ Plads.

(gaaer ud i det forreste Kammer)
WALKENDORF

Et Folke-Hurra til Prinds Christjerns Skaal;

Jeg drikker den, Gud glæde, styrke ham!

DYVEKE

Dog allermeest hans gode Kjæreste!

CHRISTJERN

Og hvorfor det? Endnu har han jo ingen,

Men naar hun findes, er han Mand vel for

At gjøre hende lykkelig!

DYVEKE

Nei! Nei!

En Mand, som Christjern, elsker kun sig selv.

Dog, det er ogsaa godt; det driver ham

Til Stordaad! – Ja, han finder vel en Dronning,

Det hører med til en velordnet Hofstat.

De sidde smukt paa Thronen, Haand i Haand.

Men elske de hinanden? Elsker hun ham? –

Ja, som jeg sagde før, jeg siger atter,

Gud styrke, glæde hende!

CHRISTJERN

Men naar han

Nu elsker hende, da er hun hans Halvdeel,

Og da sig selv han elsker jo i hende!

Jeg veed det, Dyveke! jeg veed det vist.

(griber hendes Haand)
DYVEKE

Ha, slip min Haand, – Hr. Skriver! – Walkendorf!

Er dette Venskab mod os, at I fører

Herhid, forklædt, Statholderen. I er ham!

CHRISTJERN

Ja, jeg er Christjern! – Er vi Venner nu?

Jeg hørte om din Skjønhed, Dyveke!

Jeg seer den nu. – Og Du behager mig.

Har jeg saa ondt et Ansigt, som man siger?

DYVEKE

I dette Øieblik har Eders Ansigt

Sin Søndagsklædning, – I forstaaer mig vel!

Sit allerbedste Udtryk! disse Træk

Kan sikkert ved et indre Uveir skrække!

MAD. SIGBRITH (træder ind).

Der er Tumult! En drukken Adelsmand

Har dræbt en Borger, der gik fredelig.

Skomagerne har spærret her Qvarteret,

Jeg maa see til at lukke Huus og Dør.

(gaaer hurtigt ud)
CHRISTJERN

En drukken Adelsmand har dræbt en Borger!

De spille Herrer disse Blodets Børn!

Det gamle, harske Adelsblod. Guds Droß!

Jeg skal aarelade dem til Gavns en Gang.

Gaae strax til Slottet, Erik Walkendorf!

Tag Hest og tag Soldater, adspred Hoben,

Før Adelsmanden fangen hid!

WALKENDORF

Ja, Herre!

CHRISTJERN

Vil Ingen staae for Borger og for Bonde,

Den gode Kjærne i det danske Land,

Nu, saa vil jeg! Ha, skynd Dig, Walkendorf!

WALKENDORF

Jeg søger Eder her?

CHRISTJERN

Nei, nei! paa Slottet.

(Walkendorf gaaer; Larmen tager til og dæmpes efterhaanden)
CHRISTJERN

Der staaer i Bibelen de Ord om Joseph:

De tænkte ondt, men Gud forstod at vende

Det Onde om til Godt! Saaledes tænkte

De Ondt mod mig, der i min Barndom virked’

Ind paa min Fader, at jeg kom fra Hoffet

Og sattes hos en Borgerlig i Kost,

Blev nødt at staae med Peblinger i Choret;

Gud lod et Gode komme ud af det;

Jeg lærte der at elske fattig Mand,

At kjende Borgerstanden, Landets Rod;

Forkastes den, vil Kongekronen visne!

Jeg elsker Roden, holder den i Ære.

Vil Adelen ei blive Frugt paa Træet,

Jeg piller de ormstukne Blomster af,

Og ikke lempeligt! – At være haard

Mod Undermænd, har jeg just lært af dem!

DYVEKE

O, Christjern! ædle Prinds! – I taler haardt,

Og I vil misforstaaes – dog ei af mig.

En stor, en kraftig Villie boer i Eder!

Den Gud, som styrer Alt, vil styre Eder.

Farvel! nu har jeg Eder seet, som helst

Jeg vilde!

CHRISTJERN

Gaae ei bort! – End et Minut!

Nu ruller Blodet i mig, som det skal.

Jeg kan ei sige Eder smukke Ting,

Jeg kan ei sukke. – Længe hørte jeg

Af Erik Walkendorf om Eders Skjønhed.

Jeg kom, for selv at see den. I er smuk!

Ja meer end smuk, I har den rette Skjønhed,

Som kommer indenfra, i Blik og Udtryk.

I er mig kjær! – saa kjær! – vi skilles nu,

Men I maa komme, I og Eders Moder,

Til Dands paa Raadhuussalen denne Nat!

Jeg siger det til Erik Walkendorf,

Han fører Eder begge to derop;

Og hvis I ikke komme, da gjør jeg

En Fest paa Slottet og indbyder Eder.

I komme!

DYVEKE

Troer I det!

CHRISTJERN

Ja, thi I maa!

Jeg elsker Eder! Hvad kan I vel svare?

DYVEKE

Var jeg en Keiserdatter –, vel! mit Svar

Blev da, – thi jeg er ærlig, – det blev, ja!

Men nu er jeg en Datter af Moer Sigbrith,

Som holder Værtshuus her i Bergen – –

CHRISTJERN

Nu!

Hvad svarer da Moer Sigbriths Datter? –

DYVEKE

Nei! (vil gaae)

CHRISTJERN

Som Keiserdatter kunde Du mig elske?

Men ikke nu – kun, som min Elskerinde?

DYVEKE

Der har I ei forstaaet mig igjen!

I seer mig, som en anden Hverdags-Qvinde,

Ifald jeg elsked Eder, høie Herre!

Ret elsked Eder, som et Hjerte kan det,

Da gav jeg mig til Eder ganske hen,

Og brød mig ikke om, hvad Verden dømte;

Jeg har min egen Dommer i mit Hjerte!

Naar jeg gjør lykkelig, gjør stor og bedre

Den Mand, jeg valgte, frygter jeg ei Spot!

CHRISTJERN

O, Du gjør lykkelig, gjør stor og bedre!

Dit Navn velsignes skal af hele Norden!

– Man har fortalt mig om Valkyrier,

De Søstre tre, der flyve Arm i Arm;

Et saadant er just Danmark, Norge, Sverrig!

De have samme Blod i deres Aarer,

Det samme Hjerteslag, de samme Sange;

Jeg slynge vil min stærke Arm omkring dem,

Med lige Kjærlighed, til Folkets Lykke!

Men stor og bedre maa jeg være! Du

Kan gjøre mig dertil!

DYVEKE

O, Prinds!

CHRISTJERN

Et Svar!

Et ærligt Svar! – –

DYVEKE

I kom formummet hid,

Var ikke ærlig strax, og I forlanger

Et ærligt Svar –? Dog, jeg har givet det!

CHRISTJERN

Dølg ei det Smiil, der bæver ved din Læbe!

Din Moder kommer til mit Bal paa Slottet,

Du følger med! – O, nægt mig ikke det!

Du følger med! –

DYVEKE

Min Moder lyder jeg!

CHRISTJERN

Din Moder og dit Hjerte, Dyveke!

Min Duelil! flyv til min Ark, og bring

En Olieqvist, jeg snoer den om min Krone!

DYVEKE

Farvel!

CHRISTJERN

Du vil?

DYVEKE

Jeg lyde vil min Moder!

CHRISTJERN

Hun kommer sikkert! – Og Du træder Dandsen?

DYVEKE

Jeg glemme vil i Dandsen Nordens Riger!

CHRISTJERN

Og jeg med Dig vil dandse bort fra dem!

(Dyveke iler bort; Kongen stirrer efter hende. Musiken falder pludselig ind. Scenen formørkes og bliver atter Fængslet paa Sønderborg; Melodien gaaer over i en sagte, gammeldags Dandsemusik; fra Alkoven høres Christjerns Stemme.)
CHRISTJERN

Endnu en Dands! en Dands, min Dyveke!

BENTH (farer op).

I drømmer, Herre Konge!

CHRISTJERN (i Alkoven).

Ja, jeg drømmer!

En Ungdoms-Drøm i al dens Deilighed!

Nu er den borte! borte som alt Godt!

Giv mig din Haand! jeg troer endnu paa Troskab!

– – Hvor sælsomt dog med alle gamle Minder!

De har en Duft, som tidt Violerne,

Der gjemtes mange Aar imellem Blade!

Violer! hm! der er en Blomsterduft, En Blomsterduft i Navnet Dyveke!

(han sover atter)
BENTH

Han sover! han har drømt om bedre Tider,

Om Dyveke! – Ja, ja! det var i Bergen,

Paa Slottet stod et Bal, jeg selv var med,

Jeg var Drabant! – Musiken klang saa lystigt,

Der var en Pragt med Lys og rige Klæder, Alt, hvad der fornemt var i Bergens By, Bevægede sig gjennem Slottets Sale.

Da kom der fra en Side-Dør to Qvinder,

En ældre, det var Sigbrith, og en yngre,

Den smukke Dyveke, saa ungdomsglad.

Der skottet blev til Værtshuusholdersken

Og Datteren, som Kongen dandsed’ med;

Ja, da var Hjertet ungt! Hvo har ei elsket!

See, siden kom der Budskab, at Kong Hans

Var syg, og Christjern reiste; han blev Nordens Konge.

– I Kjøbenhavn blev reist et prægtigt Huus

Af Steen med høie Gavle og Karnapper,

Der satte han sin lille Turteldue; –

Hun aad de røde Bær, der var forgifted’,

Og død laae Duen i det gyldne Buur.

Det var den bedste Tid, drøm kun om den,

Og ei om Blod, der flød og endnu flyder!

– Mon Kjøbenhavn er faldet –? Ak, mit Hoved

Har ondt af al den Tænken, – Jeg vil sove,

Drøm om din Dyveke! drøm sødt min Konge!

(helder Hovedet op mod Kaminen, Musiken falder ind, som før, man er atter i Kongens Drøm, og seer et stort Værelse i Sigbriths Huus i Kjøbenhavn.)
SORTEBRODER

I lange Rækker staae de udenfor, De høifornemme Herrer! Madam Sigbrith

Dem tidt lod fryse om de gamle Fødder!

FAABORG (fra den anden Side med en Kurv Kirsebær.)

Min fromme Fader!

Dig staaer Veien aaben!

Slotsherren og hans Folk veed her en Bagdør.

Din Herre sender Dig!

FAABORG

Med disse Kirsebær

Til Dyveke!

SORTEBRODER

Og intet Brev? Slet intet?

FAABORG

Nei!

SORTEBRODER

Men et Ord dog! For din Skriftefader

Hold Intet hemmeligt! Husk, naar Du kommer

Engang til Himlens Dør, vil, hvad Du skjulte

For mig, hver Synd, staae som et draget Sværd,

Hvorover Du skal gaae! Siig mig hvert Ord,

Slotsherren, Torben Oxe, sagde Dig!

FAABORG

O, frist mig ikke! jeg har svare Synder!

SORTEBRODER

Hvo veed det bedre vel, end jeg og – Gud!

Jeg veed din Synd, din Herres, Dyvekes!

Slotsherren elsker hende, de vil flygte,

Forlade Danmark!

FAABORG

Herre, Herre!

SORTEBRODER

Synder!

FAABORG

Jeg har ei sagt det, ei forraadt dem!

Hvad!

Skrift ærligt for mig! Siig mig, hvad Du veed.

FAABORG

Jeg gaaer min Herres Ærind; jeg skal give

Den Kurv med Frugt i hendes egne Hænder.

SORTEBRODER (tager Kurven)

Det har Du gjort, thi jeg er hendes Haand,

Den Haand, som fører hende ind i Himlen!

Hvad veed Du vel om deres Flugt? husk vel,

Jeg kjender dine Synder, men jeg tier!

Jeg tier selv med de udrevne Blade, –

Dit falske Regnskab!

FAABORG

Herre! Herre! ti!

Jeg troer – jeg veed ei ret! – men disse Bær

Er’ nok et Tegn, at Alt er forberedt.

Jeg sige skal: »de ere alle modne!«

Jeg troer – men, Herre, ingen Ting jeg veed –!

I Nat –!

SORTEBRODER

I Nat! – (sagte) saa snart – saa maa hun døe!

FAABORG

Hvad siger I! – O hvor jeg er elendig!

I har min Sjæl, mit Liv! – Hvad gjør I der!

SORTEBRODER (Har vendt sig til Siden, og rystet over Bærrene Indholdet af en lille Flaske, han har hos sig.)

Luk dine Øine til, som Himlen lukker sine

For dine svare Synder!

FAABORG

O, I gjør mig

Ulykkelig!

Ja, hvis et Ord Du siger!

Tag dine Kirsebær, der kommer nogen!

DYVEKE (træder ind.)

Tilgiv mig fromme Fader, har I ventet!

Du Faaborg! – Men hvor bleg! har Pater Simon

Nu ogsaa været stræng mod Dig!

SORTEBRODER

Det gjøres nødig.

DYVEKE

Men i min Stue er ei Skriftestolen

For Torben Oxes Folk! – Du bringer Budskab,

En Kurv med Frugt; de ere alle modne?

FAABORG

»De ere alle modne!«

DYVEKE

Hils din Herre!

Min hjerteligste Tak!

FAABORG (synker i Knæ)

Tilgivelse!

O, bed for mig!

DYVEKE

Hvad er det! Er Du syg!

SORTEBRODER

Mit Ord har slaget Synden i hans Bryst;

Staae op! gaae bort! – Du har Tilgivelse!

FAABORG (knuger Haanden for Ansigtet og iler ud)
DYVEKE

Hvad har han gjort? hvad rysted’ ham saa dybt?

I er for haard! husk, vi er’ alle Syndere!

Og derved trøstes vi! Slotsherren sendte

Ham hid med disse søde, friske Frugter,

Et Tegn paa Hjertets egen onde Frugt,

Paa Kjærligheden mellem ham og Eder!

DYVEKE

Hvad mener I? – Synd er den Kjærlighed,

Jeg kunde skjænke Christjern, nu han er Elisabeths! eengang var den uskyldig!

Den var Begeistring for ham! den var Stolthed!

Da var jeg ung! nu er min Tanke ældre!

Jeg har ei skriftet Eder, at jeg elsker

Slotsherren! om vi elskede hinanden,

Da var vi uden Brøde. Gud det veed!

Han er jo fri –, nu vel!

SORTEBRODER

Fri, siger I!

Er han ei bundet ved sit rige Slægtskab?

Vil ei hans Giftermaal med Eder – krænke –!

Jeg siger ikke Ordet!

DYVEKE

Munk! – Dog nei,

Jeg har udtalt mig før, – ei meer herom!

Prøv disse friske Bær, – fortæl mig noget

Om Eders Vandring.

SORTEBRODER

Ei jeg rører dem.

Vend Eder selv fra Synden og dens Frugt!

Ei Torben Oxes Slægt vil taale Eder;

Og ham, ham selv gjør I ulykkelig!

Hans Kjærlighed er nu en Feberruus,

Naar den er endt, han angre vil sin Handling,

Da staaer han fremmed mellem alle sine,

Og kjedes ved sin Due! – Tro I mig!

DYVEKE

Hvo taler om vor Kjærlighed?

Hvert Huus! –

Ved Hoffet selv! og Eders Øine, Kinder!

Husk, Gud kan lægge Sorg paa Eders Hoved,

Gift i den friske Blomst – i disse Bær!

En Djævel boer i Eders Kjød og Blod,

I kjæmper ei imod – Og Syndens Straf

Er Død! – Husk mine Ord, de ere Herrens!

DYVEKE

Nei, Herrens Ord er mildt! jeg veed, i Templet

Han talte mildt, selv til den faldne Qvinde.

SORTEBRODER

Paa Eder virker ogsaa Luthers Lære,

I bliver bibelfast! siig, stod hiin Qvinde

Med opreist Aasyn, stolt foran sin Mester? Hun ydmyg nedslog Hovedet, og vented’

Den Steen, der skulde ramme.

DYVEKE

Er jeg falden,

Da skal jeg reise mig, om Gud han vil!

SORTEBRODER

Du synker meer og meer, som Lucifer!

(gaaer)
DYVEKE

Hvad har han sagt! – Du evige Forbarmer!

Du Naadens milde Moder, slip mig ikke!

Alt har jeg overveiet, tænkt og prøvet!

Nei, denne Kjærlighed er ingen Synd,

Ei Synd mod Gud, ei heller imod Christjern!

– Jeg elsket er af Torben! Han for min Skyld

Frasiger sig sin Rang, sin Lykke, Danmark!

Vi flygte bort. – Endnu i denne Nat!

»De ere alle modne!« Det var Tegnet.

– Du sidste Gave fra hans Urtegaard

I dette Land! – Endnu i mange Aar

Dit grønne Træ skal sætte Blomst i Vaaren

Og bære Frugt, men ei Du rækker ham den!

Dit gule Blad ei falder paa hans Hoved,

Thi han gaaer ei forbi. Hvor er hans Vei?

Hvor min? der, hvor man elsker, der er Hjemmet!

(spiser af Kirsebærrene)

– Den lille Svale, som har bygget Rede

Ved Taget, hvor Du strækker dine Grene,

Vil sige Dig, hvor jeg og Torben vandre!

»Husk, Gud kan lægge Sorg paa Eders Hoved,

Gift i den friske Blomst – i disse Bær!«

Saa haardt du talte, Simon, strænge Munk!

Gud lægger Kjærlighed i hver en Blomst!

– Saa saftig søde smage disse Frugter.

Min Moder! – Moder, jeg gaaer bort fra Dig!

SIGBRITH (træder ind)

Du her! – og her er koldt – Du har ei klædt Dig

Til Messesangen – Tag din Pige med Dig!

(seer ud af Vinduet)

Der staaer en Skare jo! Det høie Raad

Ved Moder Sigbriths Dør! – Lad dem kun vente!

I satte mig saa lavt, staae derfor lavere

»Ved Høkerkonens Dør!« jeg veed det nok!

DYVEKE

O, Moder, gaae fra Vinduet! naar de see Dig,

Opirres de langt mere; luk dem ind!

De ere ældre Mænd, vil’ dine Raad,

Din Tale hos vor høie Herre.

SIGBRITH

Ja,

Jeg kjender dem! de gjør’ mig til en Hex,

Tillægge mig alt Ondt i disse Riger!

Og vil’ mig ilde, meest dog Søren Nordby,

Hans Tid vil ogsaa komme!

DYVEKE

Moder, Moder!

Jeg frygter tidt for Dig, som og for Christjern,

I gribe fast med Jernhaand, den kan briste!

Den danske Adel stikker Hov’der sammen,

Og Holsteens Hertug er ei Danmark god,

Lybekkerne har deres Sind for Sverrig,

Og Folket selv – ja, det er vel for Kongen,

Men et forkuet Folk har Trælle-Sind!

SIGBRITH

Hvad taler Du! Kong Christjern er just stærk!

Han staaer i Venskab med de store Magter,

Besvogret med det stolte Østerrige,

Han rokkes ei! og heller ikke jeg!

Lybekkerne see vredt for Landets Stigen,

Og Adelen, fordi at han er Folkets!

Snart bliver Danmark blomstrende, som Holland.

Derfra det allerede har en Dronning

Og een Minister! (peger paa sig selv). Vi har kaldt herind

En Skare driftige hollandske Bønder;

Vindskibelighed skal de lære Dansken.

Amager vil forvandles til en Have,

Og Helsingør snart til en hollandsk By!

DYVEKE

Hvad siger Folket til det? Adelen?

De lybske Kjøbmænd?

SIGBRITH

Og Slotsherren da?

Her har nok nylig Torben Oxe været!

Han er Dig ret hengiven; hans Besøg dog,

Hans hele Tale er Dig ikke god!

Hans Tanker blive dine! – disse Bær?

(peger paa Kirsebærrene).
DYVEKE

Dem har han sendt mig ved sin Skriver, Faaborg,

Slotsherren selv saae jeg ei i to Dage.

SIGBRITH

Men tænkte i den Tid desmere paa ham! –

Mig kan man ikke skuffe, siig mig Alt!

Udtal Dig for mig! Ingen er din Ven,

Som Moder Sigbrith – Men, Du er jo bleg!

Din Mund fortrækker sig! dit Øie stirrer!

DYVEKE

Jeg faaer saa hjerteondt! Jesus Maria!

Derinde i mig tændes der en Ild! –

SIGBRITH

Kom, Barn! kom, sæt Dig ned!

DYVEKE

O, Sortebroder!

Nu troer jeg at forstaae Dig!

SIGBRITH

Jesus! Hjelp!

DYVEKE

Jeg brænder! – O, hvad har man givet mig!

CHRISTJERN (træder ind).

Hvad er der skeet? – Moer Sigbrith! Dyveke!

SIGBRITH

Hun døer! min Datter!

DYVEKE

Kongen er det! Christjern!

Der gaaer en Taage mellem os – jeg brænder!

O Moder! Moder! – Torben!

(døer).
SIGBRITH

Det er Gift!

Forgiftet er de Bær!

CHRISTJERN

Død! Død!

SIGBRITH

O, hun er død!

CHRISTJERN

Hun nævned’ Torben? nævned’ Torben Oxe!

SIGBRITH

Fra ham kom disse Bær – hun er forgiftet!

CHRISTJERN

Død! Dyveke! nei, nei, det er umuligt!

Ha, Torben Oxe! Ha! Hvor tyk endogsaa

At Oxens Hals er, skal den blive kløvet

Ved Bøddelsværdet! Blod! jeg vil det! Blod!

(Musiken falder ind i en vild Dissonants; Scenen forvandles atter til Fængslet paa Sønderborg; Benth reiser sig halvt fra Kaminen og vender Hovedet hen mod Alkoven, hvor Kongen drømmer.)
CHRISTJERN

Blod! Blod!

BENTH

Ja Blod, det flyder i hans Drømme!

Det flød paa Stokholms Torv, fordærvet Blod,

Men og uskyldigt! – Det var ingen Storm,

Der rensed’ Luften, nei, en vild Orkan,

Der ikke skaanede det gode Frugttræ.

– Din gode Aand var dengang veget fra Dig;

De havde myrdet hende, Dyveke!

Og du blev vild og mørk! dog, hvad Du gjorde,

Det gjorde Adelsmanden tidt ved Bonden,

Men hvad er fattig Mand! ham kan man skyde,

Og bytte med hans Hustru for en Hund!

Det har jeg seet de rige Herrer gjøre.

Du greb med Vælde fat paa Adelsmanden,

Som han paa fattig Mand; Du knækked Vingen

Paa stolten Ravn; da lød ud over Landet

Et Ravneskrig om Christjern den Onde! –

Du havde Hjerte for den Fattige! var kjæk og klog!

Dit Hjerte og dit Hoved’ førte Pennen,

Naar Du skrev Love, men Din onde Engel

Har styret Armen, naar Du løfted’ Sværdet!

– Den danske Adel frygtede Din Kraft

Og Sverrigs Skjæbne, snedigt kasted’ de Dig Rævehandsken, de forlode Dig!

Du stoled’ paa Dit Slægtskab, – reiste bort

Med Viv og Børn! jeg stod den Eftermiddag

Paa Volden; Folk løb op og saae mod Stranden;

Der seiled’ Du, paa Løven, bort fra os,

Bort fra dit Rige, fra din Konge-Krone!

Og fattig Mand græd stille, – jeg græd med;

– Du seiled’ bort, Du prøved’ Venskab, Herre!

Det er ei til, har Lykken vendt os Ryggen!

(efter et Ophold)

Død er hans Hustrue, Døttrene spredt’ ad;

Din Grav, Moer Sigbrith, Ingen veed i Verden;

– Hvor har Du flakket om, min stakkels Konge!

I Holland, England, Tydskland! kort kun var

De Solskins Timer, Norge atter gav Dig! –

– Han troede danske Ord – han gik ombord,

Gik ned til Danmark og han var forraadt!

O, Jordens Konger, hvad er Eders Magt,

Naar Verdens Konge vender Eder Ryggen! –

(sætter sig ved Alkoven og lægger Hovedet op mod Fjællen)

Jeg helde vil mit Hoved til din Seng;

Alt gryer jo Dagen, jeg har sovet lidt kun;

– I mange Aar jeg blive vil din Trøst,

Din Pudelhund, der sover ved din Fod

Og, naar Du døer, vil ligge paa din Grav!

(sover stille hen; Musiken falder sagte ind, som Psalmesang ved en Døendes Leie. Morgensangen udenfor Fængselet smelter sammen med den, de første Solstraaler falde paa Fængselets Gitter høit oppe.)
CHRISTJERN (farer op)

Forræderi! Vee! Benth! – Hm! jeg har drømt kun!

(han stiger ud af Alkoven, men bliver endnu under de første Ord siddende paa Sengekanten; hans Haar er graat, en simpel Klædning dækker Lemmerne.)

Mit gamle Fængsel!

(seer paa Benth)

Troskab sover her!

Det var, som om mit Liv gleed mig forbi;

I Nattens Draabe af din Evighed, Du Naadens Gud, afspeiled sig det Hele.

Jeg syntes jeg var ung, saae Dyveke

I Bergen! – Og jeg var i Kjøbenhavn, Usynlig syntes jeg at see det Hele!

Der dræbte de min Due! – Fra den Time

Kom tunge Skyer, Blod! – I Stokholm flød det! –

Den danske Adel brød den Eed, den svoer mig;

Jeg vildsom drog omkring i fremmed Land,

Mens Holsteens Hertug, som var aldrig Dansk,

Bar Kronen her! – Saa drømte jeg om Bergen,

Om Gyldenstjerne, om det givne Ord,

»Fri Leide«; – og vi seiled ned til Danmark.

Jeg syntes, at det var en maanklar Nat;

Jeg stod ved Roret, øined’ Kjøbenhavn,

Der laae vi stille, vented’ Kongens Bud;

Foran mig sad der paa en Steen i Vandet

En Havfrue, hun ligned’ Dyveke;

De lange Haar hang over hendes Skuldre,

Hun sang: »Du er forraadt min Herre Konge!«

Og Skibet seilede til Flensborg Fjord,

Saa vendte det mod Als, mod Sønderborg,

Det røde Slot sig speilede i Sundet;

Min Dreng, den lille Dverg, græd høit og gjentog

De Ord: Du er forraadt min Herre Konge! –

– Og jeg var Fange! – Drømmen er forbi,

Men Fængsels Tiden ei! – Mit Haar alt graaner. – Der var en Kraft i mig, just til det bedre!

Min Tanke favned’ Nordens skjønne Lande,

Men Kongers Konge bandt min Arm, min Fod.

Rundt herom Marmorbordet er min Gang

Saatidt, at Fingeren slider Fure i

Den haarde Steen! – Jeg drømmer i mit Fængsel,

Kong Fredrik drømmer i sin Kobberkiste Om hvad han gjorde mod mig! – Tør jeg dømme!

– Hvor smukt dog Solen skinner der paa Vinduet!

O, hvo der kunde ride gjennem Skoven,

Den friske, grønne Skov! – Hvor staaer det til

I Danmark? Stakkels Bonde! Alt er Strid,

Alt er Partier! Lybek er for mig, –

Det falske Kjøbmands-Raad – og Grev Christoffer!

(knæler)

O, Gud, gjør Danmark godt! hvad der er bedst,

Det skee! riv op med Rod hver ussel Plante,

Der suger Folkets Marv! bryd Ravne-Vingen Paa Adels-Ravnen, som tør hakke Hjertet!

Fred over dette milde, skjønne Land!

Lad Nordens Børn i kjærlig Eendragt mødes,

Som Hjerterne, der staae i Danmarks Felt!

(Psalmesang oven over lyder ned til Kongen; han staaer et Øieblik grundende; Lemmen i Loftet aabnes, en Stige skydes ned og en Riddersmand kommer.)
RIDDERSMANDEN (til dem oven over, idet han stiger ned)

Jeg gaaer alene! hold kun fast ved Stigen,

– Nu er jeg alt hernede!

(til Christjern)

Ædle Herre!

Jeg bringer Budskab.

CHRISTJERN

Ene, uden Vidner?

Lænsmanden, Ditlev Brokdorp, er ei med!

Hvor gaaer det Land og Rige? Kjøbenhavn,

Er det beleiret? Tal! Hvo sender Eder?

RIDDERSMANDEN

Med Danmark staaer det godt, min ædle Herre!

Brudt er hvert fremmed Aag, selv Bispe-Aaget,

Beleiringen af Kjøbenhavn er endt,

Og Christian den Tredie Landets Herre;

Han sender mig med Brev og venlig Hilsen.

CHRISTJERN

Guds Fred med ham! han mener Danmark godt!

Hans Kronen er, den tunge Konge-Krone!

(tager Brevet)
RIDDERSMANDEN

Selv veed I, høie Herre, den Ulykke

Vort Land faldt i, dengang Kong Fredrik døde!

Et Konge-Valg blev udsat, Geistligheden

Helst vilde skalte, som den syntes bedst,

Og Markus Meier, Jørgen Wullenweber

Forstod den Kunst i oprørt Vand at fiske;

Den oldenborgske Grev Christoffer kom, –

Og Ild og Tvedragt ødelagde Landet;

Lybekkerne greb efter Danmarks Krone,

Gik ind i Holsteen selv, i Hertug-Landet;

Da mødte Johan Rantzau, og med Sværdet

Han stækkede de raske Kjøbmænds Flugt;

I Fyen og Jylland, under Strid og Nød,

Blev Christian hyldet. Oprør var i Landet.

CHRISTJERN

Og Skipper Clement?

RIDDERSMANDEN

Kort var kun hans Lykke.

Nu staaer i Storm og Slud, paa Hedebanken,

Hans Dødninghoved med Bly-Kronen paa!

I Fyen vil længe huskes Grevens Feide,

Af Rantzau blev den endt ved Øxnebjerg.

CHRISTJERN

Men Kjøbenhavn?

RIDDERSMANDEN

Dets allerværste Fjende

Var indenfor, samt Hunger og Elende!

De holdt det Aaret ud, bad saa om Naade. Paa Knæ bad Hertug Albert og Christoffer.

– Kong Christian holdt sit seierrige Indtog,

Og medens der var Jubel, lod han fængsle

De stolte Bisper; – Midt paa Stadens Torv

Oplæstes deres Rænker imod Riget

Og Religionen, Breve bleve fremlagt’,

Almuen adspurgt, – Luthers Lære indført.

CHRISTJERN

Ha, det er skeet! – jeg takker Dig min Gud!

Du brave, kloge Christian! Gud dig glæde!

RIDDERSMANDEN

Gud høre det! – I græder – Herre Konge!

CHRISTJERN

En gammel Mand, en Fange, – har kun Taarer!

RIDDERSMANDEN

Fra denne Time har I større Frihed!

Saa vil Kong Christian! – Alt staaer der i Brevet!

Hans egen Sikkerhed og Landets Ro

Forbyder ham endnu at gjøre mere.

CHRISTJERN

Jeg kan ei læse Skriften, mine Øine

Er’ blevne svage. Alt gaaer ud i eet.

(støtter sig ved Bordet.)
RIDDERSMANDEN

Kom til en bedre Luft i dette Slot,

Stig ud i Haven, aand den friske Søluft!

CHRISTJERN

I Haven! ned til Stranden! – Sligt et Ærind

Som Eders, det er skjønt, ei sandt Hr. Ridder? –

Jeg seer ei klart, men det kan jeg dog see,

I skjuler Eders Taarer! Haanden skjælver!

– Hvor saae jeg Eder før? – Hvor? – I var ung.1

Jeg skulde tage feil? – Dog Christian Den Tredie kunde det –!

RIDDERSMANDEN (rækker ham Haanden).

God Morgen, Christjern!

CHRISTJERN

Farbroders Søn! – Min Ven! – Min –! Danmarks Konge!

CHRISTIAN DEN TREDIE

Guds Fred herinde! Solskin i dit Hjerte!

CHRISTJERN

Tak for de sidste Straaler i min Aften!

Mit Dagværk er fuldendt.

CHRISTIAN DEN TREDIE

Men ei din Aften!

Vort Danmarks Lykke vil at Een er Konge,

Det lille Land ei taale kan at deles!

CHRISTJERN

Og Din er Kronen, ridderligt Du vandt den!

Og Din er Lykken, Gudsfrygt boer i Dig! –

See Lykkens Tumleklode, jordisk Magt I mig, som Gud eengang gav trende Riger!

Nu er mit Rige dette lille Kammer,

Solstraalerne paa Ruden alt mit Guld!

CHRISTIAN DEN TREDIE

Jeg kom herhid fra Flensborg;

Kun nogle faa Udvalgte fulgte mig;

Lænsmanden ene veed, jeg er hos Dig,

Ei mit Besøg tilhører Krønniken.

Mit Hjerte drog mig til en fangen Frænde.

Et ærligt Haandtryk siger meer end Ordet.

Bær intet Nag – og mindst imod de Døde,

I Verden selv den Bedste har sin Brøst!

CHRISTJERN

Min skal for Efterverdenen blive skrevet

Af mine Fjender!

CHRISTIAN DEN TREDIE

Men fra Sønderborg,

Fra disse Mure tale vil en Stemme,

Født af de dybe Suk, Du aanded’ ud,

Den vil sig blande med hvad Godt Du gjorde,

Og Tiden er retfærdig, som en Gud!

CHRISTJERN

Den vilde Svane slog igaar med Vingen

Mod Ruden hist, jeg tog det for et Døds-Tegn,

Men det betød dit Komme, Friheds Haabet.

CHRISTIAN DEN TREDIE

Vort Slot ved Kallundborg skal være dit!

Der er god Jagt og herlig Fiskefangst!

Du ynder Stedet. Snart, naar Alt er ordnet,

Og alle Parter villig’ i Fordraget, Med Konge-Seil et Skib Dig fører did!

Du er tilfreds, det siger mig dit Haandtryk.

Kom med til Liv og Luft!

CHRISTJERN

Til Liv og Luft!

Vaagn op, min gamle Sovekammerat!

Benth! Solen skinner! kom til Skov og Strand!–

– Hans Haand er kold!

CHRISTIAN DEN TREDIE

Saa er han syg!

CHRISTJERN (bøier sig over ham).

Guds Droß!

Min gamle Ven! min ærlige Deeltager!

Syg, siger I! nei! han er sjælesund!

Skjøndt Haanden falder, som den visne Green!

CHRISTIAN DEN TREDIE

En død!

CHRISTJERN

Saa har jeg dog forstaaet ret

Den vilde Svane, da den slog mod Ruden!

En Engel bragte ham sin Morgenhilsen!

Os begge bragtes Frihed! Hans var størst!

CHRISTIAN DEN TREDIE

Kom op i Luften! – Jeg vil kalde Folk!

CHRISTJERN

Ved venlig Tale og ved gamle Minder Forkortede han mig den lange Tid. Endnu i Nat han tog sin grove Kappe,

Frøs selv, og bredte over min Fødder.

Hvo har gjort mere for mig? Konge! see

En Mand af Folket! O, vær Folket god,

Thi det er Landets Styrke, Landets Hjerte!

CHRISTIAN DEN TREDIE (breder Kappen over Benths Ansigt).

To Konger brede over Dig din Liigdug!

CHRISTJERN

Og Vennen græder! – Herren glæde Dig!

Du var en Guldmønt, Præget mangled’ kun!

CHRISTIAN DEN TREDIE

Gud strækker ud sin Arm og vi er Støv,

En Konge-Krone kun et vissent Løv! –

Kom, Christjern, kom! Guds Solskin vederqvæger,

Han vor og Danmarks dybe Vunde læger!

I en tidligere Tid mødtes begge Fyrsterne i Holsteen ved Leventzo.

1

I en tidligere Tid mødtes begge Fyrsterne i Holsteen ved Leventzo.

Kongen drømmer

Originalt romantisk Drama i een Act

Opført første gang 14. februar 1844 på Det Kongelige Teater, anonymt. Udkom første gang 23. februar 1844, ligeledes anonymt. BFN 434

Partitur: KT-A 0434. Orkesterbiblioteket.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

16,2Genier? < Genier
25,19Scenen < Seenen
33,22Og < Og
35,35Skjæbne, snedigt < Skjæbne snedigt
35,36Rævehandsken, de < Rævehandsken de

Lektor, cand.mag. et art. Henrik Schovsbo har medvirket ved udarbejdelsen af noteapparatet til Kongen drømmer.

11
KongenKongen er Christian 2. (1481-1559), konge i Danmark-Norge 1513-1523, i Sverige 1520-1523. Som barn var han en overgang i huset hos den borgerlige rådmand Hans Bogbinder, hvis sønner, bl.a. borgmester i København Ambrosius Bogbinder, var aktive i gennemførelsen af reformationen, som Christian knyttede sig til. 1506-1512 styrede Christian Norge på faderen, kong Hans’, vegne med en hårdhed, der gjorde adelen til hans modstandere, både i Norge og Danmark, men han blev dog valgt som konge i begge lande 1513. Den adelige ærkebiskop Erik Valkendorf kronede 1514 Christian til norsk konge i Oslo; senere faldt Valkendorf i unåde hos kongen, da dennes elskerinde Dyveke i 1517 pludselig døde, idet Valkendorf, som påstået af Dyvekes mor Sigbrit Villoms, formodedes at være medskyldig i datterens død. Sigbrit stammede fra Amsterdam og var med Dyveke flyttet til Bergen, hvor Christian 2. trådte i forbindelse med mor og datter 1507 eller 1509. Sigbrit fulgte med Christian til København og bevarede sin rolle som vigtig finansrådgiver. Frem for kongens og Valkendorfs planer om at genfinde Grønland og Vinland og vinde opdagerhæder virkede hun for økonomiske reformer efter hollandsk mønster, bl. a. bedre metoder i landbruget (hollænderne på Amager). Hun bevarede denne indflydelse også efter datterens død 1517. Den berygtede godsejer Torben Oxe, befalingsmand på Københavns Slot, efterstræbte Dyveke – slotsskriveren Hans Faaborg og andre angav ham. Ved Dyvekes død udbredtes det rygte, at Oxe havde forgivet hende med forgiftede kirsebær, og han blev henrettet. Den virkelige årsag til Dyvekes død kendes ikke, men hendes (borgerlige) mor var stærkt hadet af de ledende adelskredse, heriblandt søhelten Søren Nordby.Tiden var i religiøst røre og Christian var ikke upåvirket deraf. Men at den katolske munk står bag giftmordet i et forsøg på at bremse indflydelsen ved hoffet fra den spirende reformation er H.C. Andersens tildigtning. Forbilledet er antagelig pater Anton, en person i O.J. Samsøes sørgespil Dyveke, 1796, der optræder som giftmorder uden hjemmel i Samsøes kilde, Arild Hvidtfeldt. Stykket opførtes med succes både i 1796 og i 1834.Christian, som i 1515 var blevet gift med den tyske kejser Karl 5.s søster Elisabeth, regnedes til Europas betydeligste fyrster og søgte med mange midler at sikre sig de nordiske lande som arve- og enevoldsriger. Han søgte at knække modstanden, i Sverige ved det stockholmske blodbad (8. november 1520), men det blev begyndelsen til enden. Trods store og fremsynede lovgivningsarbejder fik han i alle sine tre lande befolkningen mod sig. Der rejste sig opstand i Sverige, ledet af rigsforstanderen Gustav 1. Vasa. 1522 udbrød en åben krig med hansestæderne, og i selve Danmark var der utilfredshed med krigspolitiken. Ved et forlig i Bordesholm nær Kiel i august 1522 måtte han gøre store indrømmelser til sin farbror Frederik, hertugen af Gottorp, hvad der ramte ham hårdt. Da oprøret brød ud i Nørrejylland, mistede han helt modet. Om bord på orlogsskibet »Løven« flygtede han og hans familie 13. april 1523 med en flåde til Nederlandene. Under falske forudsætninger rejste Christian fra udlandet til Danmark og blev 1532 fængslet og indsat i Sønderborg Slot, if. ældre historikere kun i selskab med sin dværg. Siden skærpedes fængslet if. overleveringen yderligere, og han fik alene selskab af en gammel soldat. Senere tids historieforskning har dog vist, at fangenskabet var mildt, jf. Inge Adriansen »Myten om det runde Bord« i Skalk 1993, nr. 5.Da Christian blev frataget magten, blev hertug Frederik af Gottorp, konge i Danmark-Norge som Frederik 1. Ved dennes død 1533 udbrød der borgerkrig (»Grevens Fejde« 1533-1536). Mange interesser, religiøse (for og mod Lutherdommen), handelsmæssige og magtpolitiske, var bragt i spil. De nævnte aktører, Lübecks borgmester Jørgen Wullenweber, en lybsk militær eventyrer, Markus Meier, og den jyske fribytter skipper Clement virkede alle for borgerskabets og den fængslede konges sag. Grev Christoffer af Oldenburg kæmpede for sin slægtning Christian 2. Han var luthersk sindet og var leder af Københavns forsvar til erobringen 1536. Paradoksalt faldt den lutherske by for reformatoriske angribere – så modsætningerne var ikke så enkle endda. Allerede under Frederik havde de lutherske kredse nydt en vis beskyttelse. Ved hjælp af bl.a. feltherren Johan Rantzau overtog hans søn magten som Christian 3., og efter Københavns erobring 1536 kunne den nye konge indføre en luthersk kirkeordning.I 1546 kom det til et forlig mellem de to fætre Christian 2. og Christian 3., hvorved Christian 2. opgav ethvert krav på rigerne mod at få indtægterne fra Kalundborg Slot. I 1549 udfriedes Christian 2. fra fangenskabet og sejlede til Assens, hvor han mødtes med Christian 3. Sammen drog de til Kalundborg, hvor Christian 2. fik bolig på slottet. Her døde han 1559.
H. RungHr. Syngemester Rungkomponisten Henrik Rung (1807-1871) var syngemester ved Det Kongelige Teater.
13
sladdrer fortsnakker løs, sludrer uafbrudt.
Perpendikkel(slag)pendul.
14
Kamin(en)åbent ildsted.
Emmerglødende aske, gløder.
Skipper Præbenikke identificeret; formentlig fiktiv person.
GrønlandValkendorf, der havde interesse for etnografi og geografi, udformede instrukser for en ekspedition til Grønland og »lod giøre et Søe-Kort over den Vej, som man skulde tage«; jf. Ludvig Holberg, Dannemarks Riges Historie, Anden Tome, 1733, s. 138 (Holberg bd. 7, s. 103).
Rigskantslerleder af kongens administration; »statsminister«.
vistafgjort.
15
Viinland(oldnordisk) græsningslandet, gammelt navn for Nordamerika.
Examineretudspurgt.
hjalp sigklarede sig.
ridse aftegne.
Kaalhovedfæhoved.
Margaretha(svensk for) Margrete 1., regent i Danmark, Norge og Sverige efter unionen i Kalmar 1397. Denne union brød endelig sammen efter blodbadet i Stockholm 1520.
Hovehoffet.
stemple(de) dertilom indprægning af egenskab uden hensyn til stand, egenskab indgivet af »naturen«.
16
aandigtåndeligt.
Amphibierdyr, der kan leve både i vand og på land, også zoologisk navn for paddernes orden.
Pæreskude … Tredækker … Admiralskiben række skibstyper fra det usleste handelsskib til flådens fornemste krigsskib.
Tredækkerskib med tre dæk, især om krigsskib med tre lukkede batterier (kanondæk).
17
gaaer … Tritopføre sig som.
Herluf Hydefadnorsk storbonde, rejste 1508 oprør mod prins Christians skatter; oprøret blev slået ned og Herluf Hydefad henrettet.
Bisp Karl af Hammerden norske bisp Karl af Hamar (d. 1512). Christian holdt biskoppen uden lovlig dom i langt og strengt fængsel trods kirkens (inkl. pavens) protester; det var med til at skabe uvilje i kirken mod Christian, der på mange punkter var venligt stemt over for kirkelige reformer.
18
kjendtgenkendt.
BorgerfolkHans Bogbinder, se indledende note.
Pebling(er)elev i latinskole; før 1800 tjente disse ofte til føden ved kirkesang. Christian skal som dreng være sat til at synge sammen med kordrenge i Frue Kirke.
20
Skolepogskoledreng.
saasådan.
Hofstatordning af hoffet, det kongelige familieliv, som samtidig var landets regeringscentrum.
21
Guds Droß(dross = pestbyld), almindelig brugt ed i ældre tid; skal have været Christian 2.s yndlingsudtryk.
en Gangendelig, langt om længe.
22
Josephjf. 1. Mosebog 50,20.
24
Valkyrieri nordisk mytologi Odins møer, der bor i Odins Valhal, hvor de er til glæde for de faldne tapre krigere. Som dødens sendebud optræder de, ridende gennem luften, over slagmarken; de vælger de krigere, der skal falde med ære og drage til Odins borg, hvor de skal leve i evigt gilde og kamp.
Søstre trei Johannes Ewalds syngestykke Balders Død, 1774, opført 1778, optræder valkyrierne som tre søstre.
25
Duelil … Ark … Olieqvistfra Dyvekes navn, der betyder »lille due«, associeres til beretningen om Noas ark, der strander på Ararats bjerg efter syndfloden, jf. 1. Mosebog 8,11-12.
26
Drabantvagt.
Hvohvem.
Sortebrodermunk der bærer en sort kutte; især om dominikanerne, anerkendt 1216, en orden, der bl.a. varetog inkvisitionen, dvs. vogtede over troens renhed.
lange Rækker … HerrerDet hedder i P.F. Suhm: Historien af Danmark, Norge og Holsten udi tvende Udtog til den studerende Ungdoms Bedste, 1776: »Rigsraadet var nødt til at giøre Opvartninger hos Sigbrit, om det vilde udrette noget; men hendes Stolthed og Uforskammenhed gik saa vidt, at hun lod mange af dem ofte staae længe uden for sin Dør i Frost og Snee« (her citeret efter P.F. Suhms Udtog af Danmarks, Norges og Holstens Historie til Brug for den studerende Ungdom udg. af Erich Christian Werlauff, 1813, s. 94).
27
svare Synderstore, tyngende synder.
30
omhvis.
31
Syndens Strafjf. Romerbrevet 6,23.
den faldne Qvindejf. Johannes 8,2-11.
Luthers LæreLuther lagde stor vægt på menighedens bibellæsning på modersmålet.
hiin Qvindejf. Johannes 8,2-11.
Lucifer(latin) lysbringer, morgenstjerne; navn på en oprørsk og falden engel, Satan.
33
velganske vist.
Besvogret med … ØsterrigeØstrig med Nederlandene var efter 1506 tilfaldet dronning Elisabeths bror Karl 5.
hollandske Bønder … Havefor at fremme havebruget indkaldte Christian 2. i 1516 hollandske bønder, der fik tildelt landsbyen St. Magleby på Amager med tilhørende marker.
Vindskibelighedstræbsomhed, bjergsomhed, flid.
35
bytte medbytte.
kasted … Rævehandskenhentyder til beretningen om adelens opsigelse af Christian 2., svarende til Holberg Danmarks Riges Historie, Anden Tome (Holberg bd. 7, s. 88). Her fortælles om det møde, kongen havde med adelens repræsentant, landsdommer Mogens Munk, der ender med, at kongen udbeder sig en »Reve-Mynde«, og adelsmanden efter udenomssnak efterlader adelens opsigelsesbrev til kongen i sin »glemte« handske.
36
Holland, England, Tydskland … Norgeefter flugten til Nederlandene 1523 rejste Christian til Tyskland i håb om hjælp; begge dele var forgæves. 1531 samlede han en hær og sejlede til Norge; her blev han hyldet i en del af landet, men bukkede under for dansk og lybsk overmagt.
37
GyldenstjerneKnud Pedersen Gyldenstjerne, dansk adelsmand, mistænkt i forbindelse med Dyvekes død, var med til at lokke kongen til Danmark 1532 under foregivende af »sikkert Leide« (Suhm s. 92).
Kongers KongeGud.
Fingeren slider Fureifølge historikeren H. Behrmann Christian den Andens Fængsels- og Befrielseshistorie, 1812, sled Christian 2. i sit fangenskab på Sønderborg Slot med tommelfingeren en fure i det runde marmorbord. Denne i lang tid levedygtige myte er siden blevet aflivet, jf. Inge Adriansen. Behrmann har sandsynligvis været H.C. Andersens kilde til Kongen drømmer, måske tillige med C.F. Allen Haandbog i Fædrelandets Historie, 1840.
Eendragtenighed, fællesskab.
Felt(om våben) fladen, hvorpå et våbenmærke er anbragt.
38
altallerede.
Ditlev BrokdorpDitlev Brockdorff, amtmand 1519-1523 på Flensborghus, som han forsvarede mod Frederik 1.
Tvedragtstrid, uenighed.
39
Bly-KronenSkipper Clement blev halshugget på Viborg Landsting 1535; hans krop blev lagt på to stejler; hovedet blev kronet med en blykrone og sat på en stage.
Øxnebjergher stod i 1535 den afgørende kamp, der førte til Christian 3.s sejr. – Albert (1503-1547), hertug af Mecklenburg, kom under Grevefejden på opfordring fra Lübeck til København, men formåede ikke at give krigen en ny vending. Da staden overgav sig til Christian 3., måtte Albert knælende gøre afbigt mod ham.
40
Fyrsterne … ved Leventzoet sådant møde mellem Christian 2. og den 22 år yngre Christian 3. har næppe fundet sted. Floden Levensau danner grænsen mellem Slesvig og Holsten. Kong Hans og hans umyndige bror, den senere Frederik 1., blev i 1483 hyldet som hertuger af Slesvig og Holsten.
41
Lykkens Tumleklodebold eller kugle som symbol på lykkens omskiftelighed; også titel på anonym folkebog fra middelalderen, markedstryk helt op i H.C. Andersens tid.
Ei … Krønnikenmit besøg er ikke en officiel, politisk-historisk handling.
Brøstfejl, skrøbelighed.
Fordragetforliget.
42
Liigdugklæde, der lægges over den afdøde, specielt ansigtet.
Præg(et)stemplet mærke i mønt, der er udtryk for dens gyldighed.
43
Støvtit brugt om mennesket som det forgængelige jordiske væsen, dannet af støv, dvs. muld; jf. 1. Mosebog 2,7 og 3,19.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[skuespillet] [Benths monolog] [Christian 2.s drøm]

Del

[Sassy_Social_Share]