H.C. Andersen

Kunstens Dannevirke

Forspil ved det kongelige danske Theaters hundredeaars Fest 1848

Opført første gang 18. december 1848
    Scenen er ved een af de mindre vigtige Vagtposter.

    Skov-Vei. Havet i Baggrunden

    DE TO FRIVILLIGE, DIGTEREN og BILLEDHUGGEREN, vaabenklædte, som danske Soldater. Vexelsang

    Til Melodierne: »Piben lyder, Trommen skralder« og »Saa kjæmped de Helte af anden April«.

    BILLEDHUGGEREN

    Natten Stjerne-Teltet strammer,

    Rundtomkring er Sang begyndt,

    Seer Du hist, en Vagtild flammer,

    Kjøkken, Sal og Sovekammer

    Samme Græstørv give Pynt.

    DIGTEREN

    Hvor gaaer det derovre! det tænkes hver Stund,

    Hver glemmer hvad Hverdags ham smerter.

    Flyv frem danske Løver fra Vaabenets Grund, I favnes nidobbelt af Hjerter.

    BILLEDHUGGEREN

    Trommen røres! Du fornemmer

    Livets stærke Pulseslag,

    Her er Syner, Tanken gjemmer,

    Timer, Hjertet aldrig glemmer,

    Fødte under Vaabenbrag.

    DIGTEREN

    En Bedstemo’er saae jeg med Børnebørn staae,

    Og Veien var blomsterstrøet ganske,

    Med foldede Hænder hun bad med de Smaa:

    »Vor Herre velsigne de Danske!«

    BILLEDHUGGEREN

    Hjertets friske Inderlige

    Vælder frem som stærke Søer,

    Een er Villien, ei at vige.

    BEGGE

    Een er Tanken, Danmarks Rige,

    Salig hvo begeistret døer.

    DIGTEREN

    Jeg glemmer ei min Vert, Spidsborgeren,

    Som han, desværre, tænke tusinde!

    Han meente, at vor Tid var ei poetisk,

    At nu var det forbi med alt det Skjønne!

    Lad Skyer skjule Solen, de gaae bort,

    Den straaler evig ung med Lys og Varme.

    BILLEDHUGGEREN

    Vor Tid er alvorsfuld og skabende,

    Den store Mester (peger mod Himlen.) hugger ud af Blokken!

    DIGTEREN

    Ei nogensinde før stod Livet for mig

    Saa broget, saa begeistrende, som nu.

    Vel, Feldten er besværlig, men jeg vilde

    Dog ei undvære det, at være med.

    – Hvor var det smukt, den Morgenstund vi seiled’

    Igjennem Svendborg Sund i deiligt Solskin;

    Paa Kysten veied’ Flag, Salutskud lød;

    Vi vare otte Skibe; – nu kom Skirner

    Og Geiser, der bugserede Fartøier

    Med nye Tropper. Hurra-Raabet lød,

    Hornblæserne gjensidigt gav Signaler,

    Tambourerne slog Tromme, Sange lød. –

    Jeg glemte Tidens Tryk for alt det Skjønne!

    O Skjønhed, Du er Blomsten paa vort Livstræ.

    BILLEDHUGGEREN

    Jeg føler det, som Du, men mangler Ordet.

    Det er et Liv for Digter og for Maler!

    En Billedhugger – hugger sig igjennem!

    Det har jeg gjort, igjennem Hegn og Hække.

    DIGTEREN

    Ja, gik det altid fremad! – det begeistrer.

    BILLEDHUGGEREN

    Vor Kjæde var i Ilden, sidste Kamp;

    Vi havde kun eet Batterie mod Fjendens

    Fem, sex; og derfor trak vi os tilbage.

    Vi maatte over Grøfter, gjennem Hegn;

    Spidskugler hvidslede, og rundtomkring

    Fløi Jorden op for Kugler fra Kanoner,

    Men saa kom vore Espingoler til,

    Artilleriet med, da gik det fremad.

    See, det gav Kræfter. Siden sov jeg deiligt

    Paa aaben Mark, med mit Gevær i Armen,

    Jeg saae ei Blusset af de tændte Gaarde,

    Jeg hørte ei Vedetternes Geværskud.

    Jeg sov velsignet.

    DIGTEREN

    Jeg kan ikke sove,

    Og mindst naar der gaae lange, stille Dage,

    Hvor Ingenting der skeer. Jeg kjedes ikke!

    Jeg har min Verden i mig selv!

    BILLEDHUGGEREN

    Og jeg har min med mig i mit Tornyster.

    DIGTEREN

    Tornyster!

    BILLEDHUGGEREN

    Ja, lys-levende og evig!

    En Skat for Danmark. Ingen Fjendehaand

    Kan røve den fra os.

    DIGTEREN

    Hvad mener Du?

    BILLEDHUGGEREN

    Derom Du spørger? Du, en Digter. Vel da! –

    Jeg ved mit Ophold i Italien

    Besøgte Herkulanum og Pompeji;

    Den forbigangne Tid jeg traadte ind i,

    Forstod dens Dont og Væsen.

    DIGTEREN

    Det er klart.

    BILLEDHUGGEREN

    Og har da ikke Danmark sit Pompeji,

    Sit Herkulanum, levende og evigt? See kun!

    (tager en Bog ud af Tornysteret.)

    Her er den Verden, som jeg mener;

    En heel Tidsalder, hele Holbergs Tid. –

    Som Menneskene følte, talte, gik,

    De leve her endnu. Vort Herkulanum.

    DIGTEREN

    Du har din Holberg med! det kan jeg lide.

    Han ogsaa hugged’ ud, han meisled’ plastisk!

    Dog, Tiden har omformet enkelte

    Af Skikkelserne.

    BILLEDHUGGEREN

    Nei, kun Draperiet,

    Og ikke meget! see kun ret paa Folk.

    DIGTEREN

    Hvor er »von Tyboe« da?

    BILLEDHUGGEREN

    Vent Du til Fredstid,

    Saa kommer han nok frem! han vil nok findes.

    Og Øieblikkets Børn, hvor tro, hvor sande.

    Fra gamle Holberg kjender Du din Næste.

    (taler i Charakteer, som Erasmus Montanus.)

    »Betænk Dig hvad Du gjør, Erasme Montane, Musarum & Apollinis pulle! her har Du Leilighed at lade see, at Du est en ret Philosophus; – – Tænk, hvad dine Commilitones vil sige, naar de faaer saadant at høre; det er ikke den Erasmus Montanus meer, der hidindtil har forsvaret sin Mening til yderste Blodsdraabe. Om gemene og ulærde Folk bebreide mig min Utroskab mod min Kjæreste, saa vil Philosophi derimod opløfte mig til Skyerne. – – Jeg maa derfor staae imod denne Fristelse. Jeg staaer imod den. Jeg overvinder den. Jeg har alt overvunden den. Jorden er rund.

    Jacta est alea! Dixi! –«

    DIGTEREN

    Fortræffeligt! ak jo, af ny Montaner

    Er Exemplarer nok! Jeg kjender mine!

    BILLEDHUGGEREN (i Characteer, som Herman von Bremen).

    »Jeg tænkte paa inat, da jeg ikke kunde sove, hvorledes Regjeringen her i Hamborg bedst kunde indrettes, saa visse Familier, hvorudi Folk hidtildags ligesom fødes til Bormestere og Raads-Herrer, kunde udelukkes fra den høieste Øvrigheds Værdighed, og en fuldkommen Frihed indføres. Jeg tænkte, man skulde vexelviis tage Bormestere nu af eet Laug, nu af et andet, saa blev samtlige Borgerskab deelagtig udi Regjeringen, og alle Stænder kom til at florere; thi for Exempel, naar en Guldsmed blev Bormester, saae han paa Guldsmedenes Interesse, en Skræder paa Skrædernes Opkomst, en Kandestøber paa Kandestøbernes; og ingen skulde være Bormester længer end en Maaned, paa det at et Laug skulde ikke florere meer end et andet. Naar Regjeringen saaledes blev indrettet kunde vi kaldes et ret frit Folk

    DIGTEREN

    Det er for alle Folk og alle Tider!

    BILLEDHUGGEREN (som Peer i Jakob von Tyboe).

    »Hvorfor hedder Een, som er født skjevbenet, Velbaaren? Hvorfor hedder Een høilærd i Dag, som neppe kunde stave igaar? Hvorfor skriver man fransk Udskrift paa et Brev, som gaaer imellem Slagelse og Ringsted? Hvorfor kan man ikke hitte paa et Ord istedet for Franco? Og tusinde andre Ting, som mig er umuligt at opregne!« –

    (med sin naturlige Stemme.)

    O mageløse Holberg! nei, hvor har Du

    Dog kjendt din Tid, vor Tid og alle Tider!

    DIGTEREN (bryder en Bøgegreen af).

    Kom, lad mig slynge denne friske Green,

    Som Krands omkring hans Værk. –

    BILLEDHUGGEREN

    Af Kunstnere

    Er dog en Digter lykkeligst, thi han

    Kan trænge ind i Folket, og Enhver,

    Ja selv den Fattigste, kan eie ham,

    Saa heel og holden, som jeg har ham her.

    DIGTEREN

    Og allerlykkeligst er dog den Digter,

    Som tale kan fra Scenens Talerstol;

    Det er ei til en Enkelt, men til Mængden

    Det hele Sollys gaaer.

    BILLEDHUGGEREN

    Og det har Holberg.

    DIGTEREN

    Iaar er det et Seculum just siden

    Den danske Scene aabnedes og Holberg,

    Din Holberg, blev dens Støtte; Skikkelser,

    Ei ham uværdig’, født af Blod og Sandhed

    Er’ fulgte! –

    BILLEDHUGGEREN

    O, jeg seer en deilig Række.

    Den tydske Hr. Spatzier i Virtuosen,

    Gulddaasens Falsmaal med Jomfru Trækom,

    Hun kommer hjem fra Vandringen i Mosen.

    Og Trop og Klister med sin gode Malle,

    Jeg husker dem saa godt! jeg husker alle!

    Nyboders Folkene, Kaninstokslægten,

    Og saa den hele Kreds fra Sparekassen,

    Og fra »Debatten!« – dog det siger jeg:

    Min Holberg, han gaaer forrest, han er ældst,

    I ham jeg feirer i een Sum dem Alle!

    DIGTEREN

    Og dog det Halve kun! – Er Lunet Dagen,

    Den alvorsfulde Tanke boer i Natten,

    Og begge herske.

    BILLEDHUGGEREN

    Holberg er min Deel.

    Mel. Der er et Land, dets Sted er høit i Norden.

    1.

    Ved Issefiord er Bjerget, Du det kjender, Der gaaer jeg hen, see derfra Jeppe kom.

    I mindste Huus, hvor Tællepraasen brænder,

    Er Holbergs Vid nu Bondens Eiendom,

    Comediebogen holder jeg i Haanden,

    Og Smaa og Store glade samle sig.

    Det er en Fest for dem; de føle Aanden,

    Og juble høit, han er udødelig!

    ECCHO (svarer).

    – »er udødelig!«

    DIGTEREN

    2.

    Jeg gaaer til Leireskov, til Hertha-Dalen,

    Hvor Offerstenen staaer i Maanens Lys,

    Seer Oldtids Helte ride frem fra Valen,

    Igjennem Lunden gaaer et helligt Gys.

    Den Skjald, som sprængte Graven for de Døde,

    Saa Nordens Kraft og Elskov viste sig,

    Jeg priser i den lyse Morgenrøde,

    Hør Ecchos Røst: er udødelig!«

    ECCHO

    – »er udødelig!«

    BILLEDHUGGEREN

    3.

    Den friske Livsdrik er det Holberg byder,

    Som Verden er og bliver, vi den see;

    I Hverdagslivets Dunst en Straale bryder,

    Og sundt af Verdens Daarlighed vi lee.

    DIGTEREN

    Men Aandens Storhed, Verdens bedste Kræfter

    Den alvorsfulde Skjald afslører Dig,

    Og Du forstaaer hvad Sjælen stræber efter. –

    Hersk Dag! – Stig, Nat! – Hver er udødelig!

    ECCHO

    – »er udødelig.«

    DIGTEREN

    Og tændtes ikke festlig alle Kjærter,

    Nu, Øieblikkets Nød os bøier ned,

    De blusse dog i alle danske Hjerter,

    Der fatte Danmarks gyldne Herlighed!

    BILLEDHUGGEREN

    Vel talt min yske Svend! – Giv mig din Haand.

    (man hører Appel, som gjentages.)

    Mit Compagnies Appel! saa maa jeg bort.

    Jeg har min Rigdom med mig! har den doppelt.

    Min Digter her!

    (peger paa Tornysteret.)

    Og her!

    (peger paa Panden.)
    DIGTEREN

    Min har jeg her.

    (peger paa Hjertet.)
    BILLEDHUGGEREN

    Saa er de begge to godt indqvarteret;

    Det er de hos de Danske – alle Tider;

    I Krigstid med. Farvel! Appellen kalder.

    (iler ud.)
    DIGTEREN (lyttende til Tonerne).

    Det lyder smukt ind under Skovens Kroner,

    Og leder Tanken hen til Liv i Leiren.

    O, kunde jeg med Sangens fulde Toner

    Hvert bøiet Hjerte løfte op til Seiren,

    Det Sandes Seier, Skjønheds store Seier.

    Mit Fædreland, veed Du den Magt Du eier!

    – I Videnskab og Kunst er lagt

    Vor Styrke og vor Storheds Magt.

    Fra Sagn om Oldtids Storbedrift

    Fra Tycho Brahes Stjerne-Skrift,

    Fra Videnskabens friske Green,

    Som fra den haarde Marmorsteen,

    Det lyder høit fra Havn til Havn,

    Om Danskens Kraft og Danskens Navn.

    Føl, Fædreland, din rige Deel,

    Omfat den inderlig og heel!

    En Bygning, hellig, som en Kirke,

    Er bygget af det danske Sprog,

    Den er vort Aandens Dannevirke,

    Med Himlens givne Dannebrog!

    Velsignet hver af Sjæle-Kald,

    Fra Holberg til den yngste Skjald,

    Der virked’ til det store Værk,

    Nationens Mærke og dens Klippe.

    Gud er med os, han kan ei slippe,

    Mit elskte Danmark, Du er stærk!

    (knæler.)

    Beskjærm os Gud i hvad der end maa møde,

    Læg Du din Sandhed i hvad Skjalden saae:

    At – »ingensteds er Roserne saa røde,

    Og ingensteds er Tornene saa smaa

    (Sætter sig paa en Steen tæt op til Bakken; en svag Musik begynder.)

    Jeg hviler Hoved mod den løse Skrænt,

    Men Øiet seer mod Stjernen, Gud har tændt.

    (Musiken svulmer høiere og høiere, et rødligt Skjær falder over Scenen; tre Valkyrier, til Melodien af Balders Død, svæve frem.)
    ALLE TRE

    Over Skov over Vang, Gaaer Valkyriens Gang, Paa stormstærke Vinger.

    Hver Eeg er et Siv.

    Høit Stridsluren klinger.

    Kjæmp! Kamp føder Liv!

    Er det Budskab hun bringer.

    DEN FØRSTE

    I Skjaldenes Sang,

    DEN ANDEN

    I Nutid,

    DEN TREDIE

    I Fremtid,

    ALLE TRE

    Din Hæder skal klinge!

    Det Bedste Du bringe

    Dit Fædreneland.

    Over Skov, over Vang

    Gaaer Valkyriens Gang

    Paa stormstærke Vinger!

    (De to forsvinde, den tredie træder frem mod Digteren og siger):

    Valkyrien, din Fylgie, det er Kunsten,

    Du selv i Vaaben, vaabenklædt staaer hun,

    Forstaae min Røst og see mig ind i Øiet,

    Din Digter-Drøm er Virkelighed selv.

    – Tag denne Gran-Green, bragt fra Norges Land,

    Og flæt den i din Krands for Danmarks Holberg;

    Den minde om det Land, hvor han var Barn,

    Hans Værker tydes paa ved Grantræ-Grenen,

    Dens Blad er pilespids, men evigt grønt.

    – Bag Axels Vold, hvor Kirkens Orgel bruser

    Ud over reiste gamle Bautasteen,

    Jeg standsed’ ved en Grav, den over ham

    Som sang om Danskens Vei til Roes og Magt,

    Og viste os ved Baunens Glimt vor Oldtid.

    Ei i hans Liv, ei ved hans Grav staaer Blomster,

    Johannes Evald! – Og en Røst jeg hørte,

    Hans Røst, som den fra Ungdoms-Brystet lød

    I Trommehvirvel og ved Fiskerleiet.

    »En større Mester har mit Værk fuldendt,

    Til Liv steeg Nordens Guder, Nordens Helte!«

    Og jeg saae Hakon Jarl og Palnatoke,

    Og mellem Runestenene stod Signe,

    Frisk, som en Rose, Kjærlighedens Rose;

    Og under Kirkens Orgelklang kom Valborg;

    Hun nævned’ Skjaldens Navn, – den Levendes.

    »Jeg hilser Dig min Kjærlighed!« hun talte.

    I Ordet var en Klang, en Magt saa stor,

    Og Spydet i min Haand skjød Blomst og Grene,

    Og Fremtids Syner steeg, som Du dem troer:

    Dit Fædreland er stærkt, og stærkest ene

    Just ved det Herligste Alfader gav.

    – Ved dine Skjaldes stærke Harpetoner

    Staaer Sprogets Magt for Slægter og Nationer!

    Ved Videnskaben, ved al Aandens Færd

    Har Vølund smedet os det bedste Sværd,

    Og Danmarks Herlighed vil ei aftage.

    Og Folket vil forstaae, hvad Gud det gav,

    Det holder sammen i de tunge Dage,

    Og bruser end rundt om et oprørt Hav.

    (Musiken til: »Den Gang jeg drog afsted« høres svagt, Kanonskud antydes, det er Virkeligheden, der ligesom griber ind i hans Drøm.)

    Hør Øieblikket! det vil døe, det næste.

    – Du elsket har det Helligste og Bedste,

    Det lever! lever! – Frem til Vaabendands.

    Hold fast i Tanken Danmarks Hæders Krands.

    (Der falder et Skud, den Sovende springer op, Valkyrien er forsvundet, Daglyset skinner, Melodien: »Danmark deiligst Vang og Vænge« lyder meer og meer stærk.)
    DIGTEREN

    Valkyrien mig kaldte!

    Min Sjæl hun sødt husvalte.

    – Lys Festens Kjærter

    I alle danske Hjerter,

    Som Drømmen tændte dem i mit.

    – I Kraft vil staae det Dygtige og Skjønne,

    I Danmarks Rige,

    Og Kunsten bære Grene, friske, grønne,

    Udødelige!

    (Hele Orchestret falder ind med Slutning af Melodien, og Teppet gaaer hurtigt ned.)

    Kunstens Dannevirke

    Forspil ved det kongelige danske Theaters hundredeaars Fest 1848

    Opført første gang på Det Kongelige Teater 18. december 1848. Udkom samme dag. BFN 540

    Partitur: KT-A 0407. Orkesterbiblioteket (Henrik Rung Kunstens Dannevirke. Forspil af H.C. Andersen).

    Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

    363,27tændt. < tændt
    351
    Dannevirkevoldkompleks, der fra 600-1200-tallet var et forsvar ved rigets sydgrænse. Det sene Dannevirke bestod af store jordvolde, der i anden halvdel af 1100-tallet afsluttedes med Valdemarsmuren, opført i tegl af Valdemar 1. den Store. Under de slesvigske krige kom Dannevirke til at udgøre rygraden i en moderne feltstilling. Nationalromantiske forestillinger om, at Dannevirke skulle kunne holde stand over for tyskerne, gav fæstningsanlægget symbolværdi.
    det kongelige danske Theaters hundredeaars FestNicolai Eigtveds teaterhus på Kongens Nytorv åbnede 1748, formelt i kongens navn, men fra 1750 overdroges det til staden København; kom i 1770 under egentlig kongelig ledelse som »Den Kongelige Danske Skueplads«.
    352
    Frivillige i den danske Hæri 1842 havde den nationalliberale Orla Lehmann fremsat parolen »Danmark til Ejderen«. Meningen var, at Slesvig-Holsten skulle deles og hertugdømmet Slesvig indlemmes i Danmark. Mange tysktalende i Slesvig og Holsten ønskede derimod i håb om et kommende, samlet Tyskland, at hertugdømmerne skulle sluttes til det tyske forbund. Under påskud af, at den danske konge var blevet berøvet sin retmæssige magt, efter at han 21. marts 1848 havde erklæret enevoldsmagten for ophørt og sig selv for konstitutionel konge, oprettede de tysktalende slesvig-holstenere i 1848 en provisorisk regering, hvad der var det samme som et oprør mod regeringen i København. 24. marts indtog oprørerne Rendsborg fæstning. Krigen var nu en realitet, og mange unge danskere meldte sig frivilligt til hæren. Danskerne hær vandt slaget ved Bov 9. april, men slesvig-holstenerne vandt ved Preussens og det tyske forbunds hjælp slaget ved Slesvig 23. april. Tyskerne besatte herefter Jylland. Nu greb stormagterne ind og tvang Preussen til at slutte våbenstilstand og rømme Nørrejylland. I 1849 opsagde danskerne våbenstilstanden. Efter at have tabt slaget ved Kolding 23. april vandt den danske hær ved udfaldet fra Fredericia 5.-6. juli over slesvig-holstenerne. De andre stormagter pressede stadigvæk Preussen, og der blev aftalt en ny våbenstilstand. 1850 blev der sluttet fred mellem Danmark og Preussen, men slesvig-holstenerne kæmpede videre. Kampene ebbede ud efter slaget ved Isted, som fandt sted 25. juli 1850 og blev vundet af danskerne. Ved årsskiftet 1850-1851 ophørte Slesvig-Holsten med at være en selvstændig stat.
    Tre Valkyrieroptræder i Johannes Ewalds heroiske syngespil Balders Død, 1774, opført 1778.
    354
    Piben lydersang fra II akt af C.E.F. Weyses syngestykke Ludlams Hule, 1814, med tekst af Adam Oehlenschläger; opført på Det Kongelige Teater 1816. Trykte noder: C.E.F. Weyse: Romancer og Sange, Wilhelm Hansen (opr. Lose), nr. 32. E-noder: Ludlams Hule.
    Saa kjæmped de Helte af anden Aprildigt af Gottsche H. Olsen i tidsskriftet Ei blot til Lyst, 1802, bd. 1, s. 277 (svensk oversættelse). Melodi af F.L.Æ. Kunzen (af »»Festen i Valhal«, Prolog til H.M. Kongens Fødselsdag« af E. Falsen), 1796. Trykte noder: Folkehøjskolens Melodibog, 6. udg. 1958, s. 399. 2. April var dagen for slaget på Københavns red 1801, da englænderne under admiral Nelson nedkæmpede den danske forsvarslinje i Kongedybet.
    Løver … Hjerterder skelnes mellem det »store« og det »lille« danske rigsvåben; det »lille«, der dengang betragtedes som det egentlige danske våben og nationale symbol, har tre løver og ni hjerter (egl. søblade).
    355
    Svendborg Sundtroppesamlingerne fandt sted på Als, som ligger stik vest for Svendborg Sund, og ved Kolding.
    Skirner … Geiserhjuldampskibe, tilhørende flåden. Postdamperen Skirner gjorde tjeneste ved søtransporterne. Geiser løb 28. marts ind i Flensborg Fjord for at rekognoscere.
    Tambourernetrommeslagerne.
    356
    Batteriegruppe af kanoner på krigsskib.
    Spidskuglerblykugler med spids forpart, brugt i de første rifler.
    Espingolerhåndvåben, som kan afskyde flere kugler ad gangen.
    Vedetternesforposternes.
    Tornysterstiv, firkantet rygsæk til fx soldaters oppakning.
    Herkulanum og Pompejide to syditalienske oldtidsbyer Herculaneum og Pompeji, der blev begravet ved Vesuvs udbrud år 79 og udgravet i 1700- og 1800-tallet. Sammenligningen mellem disse byer og Holbergs komedier stammer fra Oehlenschlägers afsnit »Ludvig Holberg« i artiklen »Om Evalds Liv og Verker« i C. Molbechs tidsskrift Athene, I, for oktober 1813, s. 304.
    358
    von Tyboehentyder til Holbergs komedie Jacob von Tyboe eller den stortalende Soldat, 1725.
    Charakteerrolle i skuespil.
    Erasmus Montanushovedpersonen i Holbergs komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg (trykt 1731, opført på dansk 1747); citaterne Erasme … pulle (Erasmus Montanus, musernes og Apollons kæledægge), her har Du … Skyerne og Jeg maa … Dixi er fra IV,4. Apollon var i græsk mytologi gud for musikken og musernes leder.
    Commilitoneskampfæller, medstuderende.
    359
    Jacta est alea(latin) terningen er kastet, var if. den romerske historieskriver Sveton Cæsars ord, da han 49 f.Kr. overskred floden Rubicon, hvorved han indledte borgerkrigen mod Pompejus.
    Dixi(latin) jeg har talt.
    Herman von Bremenhovedpersonen i Holbergs komedie Den politiske Kandstøber, opført 1722, trykt 1723.
    Jeg tænkte … frit Folkreplik af Herman von Bremen i Den politiske Kandstøber II,3.
    Hvorfor … opregnereplik af tjeneren Jens i Jacob von Tyboe, I,4.
    Francoaf italiensk (porto) franco om forudbetalt porto.
    360
    Iaar … Seculum … Den danske Sceneteateret i Grønnegade, der åbnede 1722, stod ubrugt fra 1728. Da det nye teater (se note til s. 351) åbnede 1748, leverede Holberg komedier til opførelse her.
    Seculumårhundrede.
    Hr. Spatzier i VirtuosenSpatzier, herremanden v. Borgens inspektør i P.A. Heibergs komedie Virtuosen Nr. 2, opført på Det Kongelige Teater 1793.
    Gulddaasen(s)komedie af O.C. Olufsen, opført på Det Kongelige Teater 1793.
    Falsmaal … Jomfru Trækompersoner i Gulddaasen. Faldsmaal er en lommeprokurator (dvs. grisk advokat) og jomfru Trækom proprietær Visbergs husjomfru. Fra 1849-1850 er »Trækom« ændret til »Æbeltoft«.
    Vandringen i Mosenved en list, der skal hindre den træske husjomfrus anslag mod proprietæren og hans datter, bliver hun bortført og sat af i den nærliggende mose.
    Tropperson i J.L. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret, opført på Det Kongelige Teater 1826.
    Klister … Mallepersoner i Heibergs vaudeville De Uadskillelige, opført på Det Kongelige Teater 1827.
    Nyboders Folkenehentyder til den romantiske folkekomedie Capriciosa eller Familien fra Nyboder af A.L. Arnesen og Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1836.
    KaninstokslægtenOle Kaninstok er navnet på en gammel sømand i Capriciosa.
    Sparekassenkomedie af Henrik Hertz, opført på Det Kongelige Teater 1836.
    DebattenDebatten i Politievennen, vaudeville af Henrik Hertz, opført første gang 1835 på Det Kongelige Teater.
    361
    Mel. Der er et Land … Nordenfædrelandssang fra tragedien Svend Grathe, 1824, af C.J. Boye. Melodi af C.E.F. Weyse. Trykte noder: Danm. Melodib. bd. 1, nr. 34.
    Bjerget … Jeppehentyder til Holbergs komedie Jeppe paa Bierget, opført 1722, trykt 1723.
    Leireskov … Hertha-DalenJohannes Ewalds sørgespil Rolf Krage, 1770, foregår ved »Leyre Slot«. Lejre, 8 km vest for Roskilde, tillægges af sagnet en fortid som de danske kongers hovedsæde. Vest for byen ligger området Herthadalen (opr. Ærtedalen), som af lærde i 1600-tallet fik dette navn, fordi man fejlagtigt henlagde den romerske historieskriver Tacitus’ fortælling om gudinden Herthas (egl. Nerthus’) dyrkelse til Sjælland.
    Valenslagmarken.
    SkjaldJohannes Ewald (1743-1781).
    Dunsttåge.
    Daarligheddårskab.
    362
    yskeunge, gæve (folkeviseudtryk).
    363
    Tycho Brahe(s)den danske adelsmand og astronom Tyge Brahe (1546-1601) var en af det lærde Europas mest fremtrædende videnskabsmænd.
    ingensteds … smaa»ak! Ingensteds er Roserne saa røde; / Ak! Ingensteds er Tornene saa smaa; / Og ingensteds er Dunene saa bløde, / Som de, vor Barndoms Uskyld hvilte paa«. 6. strofe af Jens Baggesens digt »Til mit Fædreneland«, 1797.
    Over Skov over Vang … Vingerefterligner valkyriernes terzet i Balders Død, II,1.
    364
    Fylgiekvindelig skytsånd.
    mindeønskeform.
    Axels VoldKøbenhavns (Axelstads) volde.
    Bautasteenpoet. om mindesten, som nordboerne rejste over deres døde. Der hentydes til, at Ole Worm i sin tid havde udvirket en kongelig ordre om, at runesten rundt i riget skulle sendes til København, hvor de stod på Trinitatis Kirkegård. Nogle blev ødelagt af branden 1728. De resterende opstilledes 11. februar 1807 ved indgangen til Universitetsbiblioteket på kirkeloftet.
    GravJohannes Ewalds grav ved Trinitatis Kirke.
    Danskens Vei … Magtallusion til romancen »Kong Christjan stoed ved høien Mast« fra Ewalds syngespil Fiskerne, 1779, II,2.
    Baun(ens)bål, der tændes som signal.
    Trommehvirvel … Fiskerleiethentyder til Ewalds krigseventyr, da han som 15-årig løb hjemmefra sammen med sin bror for at deltage i den prøjsiske syvårskrig, og hans ophold i Rungsted hos fiskemester Jacobsen 1773-1775.
    En større MesterAdam Oehlenschläger (1779-1850); der hentydes formentlig til dennes tolkning, at Ewald var den moderne poesis Johannes Døber (og Oehlenschläger selv dermed frelseren).
    Hakon Jarlfra Hakon Jarl hin Rige, sørgespil af Oehlenschläger, trykt i Nordiske Digte, 1807; opført på Det Kongelige Teater 1808.
    Palnatokesørgespil af samme, opført på Det Kongelige Teater 1809.
    Signeden kvindelige hovedperson i Oehlenschlägers tragedie Hagbarth og Signe, trykt 1815, opført på Det Kongelige Teater 1816.
    365
    Jeg hilser … KjærlighedOehlenschlägers sørgespil Axel og Valborg, opført på Det Kongelige Teater 1810, foregår i Trondhiems Domkirke. I I akt hilser Valborg sin elskede Axels navnetræk med ordene »Jeg hilser dig, min Kjærlighed! God Morgen!«.
    Alfaderoldnordisk arkaiserende navn for Gud.
    Vølundhentyder til Vaulundurs Saga, Oehlenschlägers oldnordiske eventyr, om smeden Vaulundur, trykt i Poetiske Skrifter, II, 1805.
    Den Gang jeg drog afstedvisen »Den tappre Landsoldat«, 1848, af Peter Faber med melodi, 1848, af E. Hornemann. Trykte noder: Danm. Melod. bd. 1, nr. 30.
    Danmark deiligst Vang og VængeDannevirkevisen af præsten Laurids Olufsen Kok (1634-1691), gendigtet flere gange af N.F.S. Grundtvig, senest 1848; melodi, 1810, af P.E. Rasmussen. Trykte noder: Danm. Melod. bd. 1, nr. 20.

    Del

    [Sassy_Social_Share]