Natten Stjerne-Teltet strammer,

Rundtomkring er Sang begyndt,

Seer Du hist, en Vagtild flammer,

Kjøkken, Sal og Sovekammer

Samme Græstørv give Pynt.

Hvor gaaer det derovre! det tænkes hver Stund,

Hver glemmer hvad Hverdags ham smerter.

Flyv frem danske Løver fra Vaabenets Grund, I favnes nidobbelt af Hjerter.

Trommen røres! Du fornemmer

Livets stærke Pulseslag,

Her er Syner, Tanken gjemmer,

Timer, Hjertet aldrig glemmer,

Fødte under Vaabenbrag.

En Bedstemo’er saae jeg med Børnebørn staae,

Og Veien var blomsterstrøet ganske,

Med foldede Hænder hun bad med de Smaa:

»Vor Herre velsigne de Danske!«

Hjertets friske Inderlige

Vælder frem som stærke Søer,

Een er Villien, ei at vige.

Een er Tanken, Danmarks Rige,

Salig hvo begeistret døer.

Jeg glemmer ei min Vert, Spidsborgeren,

Som han, desværre, tænke tusinde!

Han meente, at vor Tid var ei poetisk,

At nu var det forbi med alt det Skjønne!

Lad Skyer skjule Solen, de gaae bort,

Den straaler evig ung med Lys og Varme.

Vor Tid er alvorsfuld og skabende,

Den store Mester (peger mod Himlen.) hugger ud af Blokken!

Ei nogensinde før stod Livet for mig

Saa broget, saa begeistrende, som nu.

Vel, Feldten er besværlig, men jeg vilde

Dog ei undvære det, at være med.

– Hvor var det smukt, den Morgenstund vi seiled’

Igjennem Svendborg Sund i deiligt Solskin;

Paa Kysten veied’ Flag, Salutskud lød;

Vi vare otte Skibe; – nu kom ▶Skirner

Og Geiser◀, der bugserede Fartøier

Med nye Tropper. Hurra-Raabet lød,

Hornblæserne gjensidigt gav Signaler,

Tambourerne slog Tromme, Sange lød. –

Jeg glemte Tidens Tryk for alt det Skjønne!

O Skjønhed, Du er Blomsten paa vort Livstræ.

Jeg føler det, som Du, men mangler Ordet.

Det er et Liv for Digter og for Maler!

En Billedhugger – hugger sig igjennem!

Det har jeg gjort, igjennem Hegn og Hække.

Ja, gik det altid fremad! – det begeistrer.

Vor Kjæde var i Ilden, sidste Kamp;

Vi havde kun eet Batterie mod Fjendens

Fem, sex; og derfor trak vi os tilbage.

Vi maatte over Grøfter, gjennem Hegn;

Spidskugler hvidslede, og rundtomkring

Fløi Jorden op for Kugler fra Kanoner,

Men saa kom vore Espingoler til,

Artilleriet med, da gik det fremad.

See, det gav Kræfter. Siden sov jeg deiligt

Paa aaben Mark, med mit Gevær i Armen,

Jeg saae ei Blusset af de tændte Gaarde,

Jeg hørte ei Vedetternes Geværskud.

Jeg sov velsignet.

Jeg kan ikke sove,

Og mindst naar der gaae lange, stille Dage,

Hvor Ingenting der skeer. Jeg kjedes ikke!

Jeg har min Verden i mig selv!

Og jeg har min med mig i mit Tornyster.

Tornyster!

Ja, lys-levende og evig!

En Skat for Danmark. Ingen Fjendehaand

Kan røve den fra os.

Hvad mener Du?

Derom Du spørger? Du, en Digter. Vel da! –

Jeg ved mit Ophold i Italien

Besøgte Herkulanum og Pompeji;

Den forbigangne Tid jeg traadte ind i,

Forstod dens Dont og Væsen.

Det er klart.

Og har da ikke Danmark sit Pompeji,

Sit Herkulanum, levende og evigt? See kun!

Her er den Verden, som jeg mener;

En heel Tidsalder, hele Holbergs Tid. –

Som Menneskene følte, talte, gik,

De leve her endnu. Vort Herkulanum.

Du har din Holberg med! det kan jeg lide.

Han ogsaa hugged’ ud, han meisled’ plastisk!

Dog, Tiden har omformet enkelte

Af Skikkelserne.

Nei, kun Draperiet,

Og ikke meget! see kun ret paa Folk.

Hvor er »von Tyboe« da?

Vent Du til Fredstid,

Saa kommer han nok frem! han vil nok findes.

Og Øieblikkets Børn, hvor tro, hvor sande.

Fra gamle Holberg kjender Du din Næste.

»Betænk Dig hvad Du gjør, Erasme Montane, Musarum & Apollinis pulle! her har Du Leilighed at lade see, at Du est en ret Philosophus; – – Tænk, hvad dine Commilitones vil sige, naar de faaer saadant at høre; det er ikke den Erasmus Montanus meer, der hidindtil har forsvaret sin Mening til yderste Blodsdraabe. Om gemene og ulærde Folk bebreide mig min Utroskab mod min Kjæreste, saa vil Philosophi derimod opløfte mig til Skyerne. – – Jeg maa derfor staae imod denne Fristelse. Jeg staaer imod den. Jeg overvinder den. Jeg har alt overvunden den. Jorden er rund. Jacta est alea! Dixi! –«

Fortræffeligt! ak jo, af ny Montaner

Er Exemplarer nok! Jeg kjender mine!

»Jeg tænkte paa inat, da jeg ikke kunde sove, hvorledes Regjeringen her i Hamborg bedst kunde indrettes, saa visse Familier, hvorudi Folk hidtildags ligesom fødes til Bormestere og Raads-Herrer, kunde udelukkes fra den høieste Øvrigheds Værdighed, og en fuldkommen Frihed indføres. Jeg tænkte, man skulde vexelviis tage Bormestere nu af eet Laug, nu af et andet, saa blev samtlige Borgerskab deelagtig udi Regjeringen, og alle Stænder kom til at florere; thi for Exempel, naar en Guldsmed blev Bormester, saae han paa Guldsmedenes Interesse, en Skræder paa Skrædernes Opkomst, en Kandestøber paa Kandestøbernes; og ingen skulde være Bormester længer end en Maaned, paa det at et Laug skulde ikke florere meer end et andet. Naar Regjeringen saaledes blev indrettet kunde vi kaldes et ret frit Folk.«

Det er for alle Folk og alle Tider!

»Hvorfor hedder Een, som er født skjevbenet, Velbaaren? Hvorfor hedder Een høilærd i Dag, som neppe kunde stave igaar? Hvorfor skriver man fransk Udskrift paa et Brev, som gaaer imellem Slagelse og Ringsted? Hvorfor kan man ikke hitte paa et Ord istedet for Franco? Og tusinde andre Ting, som mig er umuligt at opregne!« –

O mageløse Holberg! nei, hvor har Du

Dog kjendt din Tid, vor Tid og alle Tider!

Kom, lad mig slynge denne friske Green,

Som Krands omkring hans Værk. –

Af Kunstnere

Er dog en Digter lykkeligst, thi han

Kan trænge ind i Folket, og Enhver,

Ja selv den Fattigste, kan eie ham,

Saa heel og holden, som jeg har ham her.

Og allerlykkeligst er dog den Digter,

Som tale kan fra Scenens Talerstol;

Det er ei til en Enkelt, men til Mængden

Det hele Sollys gaaer.

Og det har Holberg.

▶Iaar er det et Seculum just siden

Den danske Scene◀ aabnedes og Holberg,

Din Holberg, blev dens Støtte; Skikkelser,

Ei ham uværdig’, født af Blod og Sandhed

Er’ fulgte! –

O, jeg seer en deilig Række.

Den tydske Hr. Spatzier i Virtuosen,

Gulddaasens Falsmaal med Jomfru Trækom,

Hun kommer hjem fra Vandringen i Mosen.

Og Trop og Klister med sin gode Malle,

Jeg husker dem saa godt! jeg husker alle!

Nyboders Folkene, Kaninstokslægten,

Og saa den hele Kreds fra Sparekassen,

Og fra »Debatten!« – dog det siger jeg:

Min Holberg, han gaaer forrest, han er ældst,

I ham jeg feirer i een Sum dem Alle!

Og dog det Halve kun! – Er Lunet Dagen,

Den alvorsfulde Tanke boer i Natten,

Og begge herske.

Holberg er min Deel.

– »er udødelig!«

– »er udødelig!«

3.

Den friske Livsdrik er det Holberg byder,

Som Verden er og bliver, vi den see;

I Hverdagslivets Dunst en Straale bryder,

Og sundt af Verdens Daarlighed vi lee.

Men Aandens Storhed, Verdens bedste Kræfter

Den alvorsfulde Skjald afslører Dig,

Og Du forstaaer hvad Sjælen stræber efter. –

Hersk Dag! – Stig, Nat! – Hver er udødelig!

– »er udødelig.«

Og tændtes ikke festlig alle Kjærter,

Nu, Øieblikkets Nød os bøier ned,

De blusse dog i alle danske Hjerter,

Der fatte Danmarks gyldne Herlighed!

Vel talt min yske Svend! – Giv mig din Haand.

Mit Compagnies Appel! saa maa jeg bort.

Jeg har min Rigdom med mig! har den doppelt.

Min Digter her!

Og her!

Min har jeg her.

Saa er de begge to godt indqvarteret;

Det er de hos de Danske – alle Tider;

I Krigstid med. Farvel! Appellen kalder.

Det lyder smukt ind under Skovens Kroner,

Og leder Tanken hen til Liv i Leiren.

O, kunde jeg med Sangens fulde Toner

Hvert bøiet Hjerte løfte op til Seiren,

Det Sandes Seier, Skjønheds store Seier.

Mit Fædreland, veed Du den Magt Du eier!

Valkyrien, din Fylgie, det er Kunsten,

Du selv i Vaaben, vaabenklædt staaer hun,

Forstaae min Røst og see mig ind i Øiet,

Din Digter-Drøm er Virkelighed selv.

– Tag denne Gran-Green, bragt fra Norges Land,

Og flæt den i din Krands for Danmarks Holberg;

Den minde om det Land, hvor han var Barn,

Hans Værker tydes paa ved Grantræ-Grenen,

Dens Blad er pilespids, men evigt grønt.

– Bag Axels Vold, hvor Kirkens Orgel bruser

Ud over reiste gamle Bautasteen,

Jeg standsed’ ved en Grav, den over ham

Som sang om Danskens Vei til Roes og Magt,

Og viste os ved Baunens Glimt vor Oldtid.

Ei i hans Liv, ei ved hans Grav staaer Blomster,

Johannes Evald! – Og en Røst jeg hørte,

Hans Røst, som den fra Ungdoms-Brystet lød

I Trommehvirvel og ved Fiskerleiet.

»En større Mester har mit Værk fuldendt,

Til Liv steeg Nordens Guder, Nordens Helte!«

Og jeg saae Hakon Jarl og Palnatoke,

Og mellem Runestenene stod Signe,

Frisk, som en Rose, Kjærlighedens Rose;

Og under Kirkens Orgelklang kom Valborg;

Hun nævned’ Skjaldens Navn, – den Levendes.

»Jeg hilser Dig min Kjærlighed!« hun talte.

I Ordet var en Klang, en Magt saa stor,

Og Spydet i min Haand skjød Blomst og Grene,

Og Fremtids Syner steeg, som Du dem troer:

Dit Fædreland er stærkt, og stærkest ene

Just ved det Herligste Alfader gav.

– Ved dine Skjaldes stærke Harpetoner

Staaer Sprogets Magt for Slægter og Nationer!

Ved Videnskaben, ved al Aandens Færd

Har Vølund smedet os det bedste Sværd,

Og Danmarks Herlighed vil ei aftage.

Og Folket vil forstaae, hvad Gud det gav,

Det holder sammen i de tunge Dage,

Og bruser end rundt om et oprørt Hav.

Hør Øieblikket! det vil døe, det næste.

– Du elsket har det Helligste og Bedste,

Det lever! lever! – Frem til Vaabendands.

Hold fast i Tanken Danmarks Hæders Krands.

Valkyrien mig kaldte!

Min Sjæl hun sødt husvalte.

– Lys Festens Kjærter

I alle danske Hjerter,

Som Drømmen tændte dem i mit.

– I Kraft vil staae det Dygtige og Skjønne,

I Danmarks Rige,

Og Kunsten bære Grene, friske, grønne,

Udødelige!