Liden Kirsten og Prinds Buris

Der var en Duft af det friske Hø,

Og Luften var klar som den stille Sø,

En deilig Stjerne funklede i Øster.

Med Kind mod Kind to Lykkelige sad,

Ret som i Rosen sidder Blad ved Blad;

Det var Prinds Buris og Kongens Søster.

Et Kys, endnu eet, saa skiltes de ad.

En Drossel fløited’ sit Elskovs-Qvad.

I Pragt, med bitter Frugt stod Tjørnehækken;

Dugdraaben faldt som Taare ned i Bækken.

En Midnat var det, med Vold og Magt

Prinds Buris blev blindet, i Lænker lagt,

Mens lystig Musik lød fra Slottets Sale.

Der dandsed’ en Qvinde med Skarlagens Flig,

Valdemars Søster, bleg som et Liig.

Som det skarpe Sværd faldt Kongens Tale:

»I Dandsen groer Kinden nok frisk og rød,

Som Konge-Rosen, Prinds Buris brød.

For Sladderens Gift jeg udsletter din Brøde!«

– Og Kongen dandsed’ sin Søster tildøde.

Et Fangetaarn var der ved Vesterviig,

Der jordede man Liden Kirstens Liig.

Hvidtjørnen sin Blomst paa Graven lagde.

Hver Aften aabnedes Taarnets Dør,

Og ud kom en Blind, saa svag som et Rør;

Fra Fængslet til Graven hans Lænke rakte.

Om denne Naade han Kongen bad.

Og Duggen som Taarer faldt fra hvert Blad.

Paa Kirstens Grav brast Buris’s Hjerte.

– Et Sagn, en Sang er nu hiin Elskovs Smerte.