H.C. Andersen

Liden Kirsten

Originalt, romantisk Syngestykke i een Act

1846

Opført første gang 12. maj 1846
  • Fru MALFRED
  • KIRSTEN, hendes Datter
  • ETLE, hendes Slægtning
  • Moer INGEBORG, en Bondekone
  • SVERKEL, hendes Søn
  • NARREN
  • Riddere, Damer og Bønderfolk

Tiden omtrent 1100

Fru Malfreds Borg; midt i Gaarden voxer en stor Lind, Hyldetræer brede sig hen under en fremspringende Altan, paa hvilken Liden KIRSTEN sidder med ETLE, der fletter hendes Haar.
KIRSTEN

I Klostret, hvor de fromme Nonner boe,

Hvor Lampen brænder for Guds Moders Billed,

Der finder Tanken Fred og Hjertet Ro,

Hver bitter Sjæletørst vil blive stillet.

ETLE

Bedre dog i Fruer-Borg,

Hvor Musikken klinger:

Der i Dandsen hver en Sorg

Bort fra Hjertet springer.

Skoven har saa sød en Duft,

Jægerhornet kalder.

Kom og drik den friske Luft,

Kom, see Dyret falder!

KIRSTEN

Klokkeklang,

Ottesang,

Bøn ved Altrets Kjerte

Glæder meer mit Hjerte!

ETLE

Ak, det er sidste Gang i denne Verden,

Jeg flætter Eders smukke, lange Haar!

Imorgen gaaer I fra os, gaaer i Kloster,

Den smukke Flætning bliver skaaret af,

– End er det Tid, gaae ikke ned i Graven!

KIRSTEN

Guds Moder staaer i Silke og i Guld

Paa Altret, hvor de gyldne Lamper brænde,

Hun eier Trøst for hver en Sorrigfuld,

Hvor kan man bedre boe, end boe hos hende.

ETLE

Paa den blaa, den salte Sø,

Er det Lyst at være!

Til den sommergrønne Ø

Skal os Baaden bære;

Der er lystig Kildetid,

See dog Flag og Krandse,

Alle Godtfolk strømme did

Og de Unge dandse.

KIRSTEN

Klokkeklang,

Ottesang,

Bøn ved Altrets Kjerte

Glæder meer mit Hjerte!

ETLE

Da seer I aldrig meer den grønne Skov,

I kommer aldrig mere ned til Stranden,

Seer ei de smukke Børn –

KIRSTEN

Fra Klostrets Vindue

Jeg seer jo Skoven og det aabne Hav,

Fra Kirkens Chor jeg hilser mine Venner!

ETLE

Og Sverkel, Eders kjække Pleiebroder?

KIRSTEN

Jeg var et Barn, men han en Ungersvend,

Da han forlod os. O, hvor jeg holdt af ham!

Han kommer ei, jeg faaer ham ei at see,

Men derom Etle, ville vi ei tale.

Jeg elsker Klostrets Ro, min Moder vil det, –

Vor Biskop har mig mindet om vort Løfte.

BØNDERFOLK AF BEGGE KJØN træde dandsende ind i Gaarden; Mjøden skjænkes for dem.
CHOR

Den Spillemand sin Harpe tog,

Stolt paa hver Streng han slog.

Tys!

Kirsten og Etle bortfjerne sig.
NARREN

1.

Den Spillemand sin Harpe tog,

Stolt paa hver Stræng han slog.

Tys!

Det klang fra den første, som Jordens Drøn,

Den anden ret lød, som Englenes Bøn,

Den tredie vildt, som Flammens Bragen,

Den fjerde dybt, som Bølgens Klagen:

Rask afsted!

»Jeg følger dog ikke med!«

Sagde skjøn Jomfrue.

CHOR

Rask afsted! etc.

2.

Han gik den slagne Landevei,

Hørte man Sangen ei?

Tys!

Alle de Smaabørn kom løbende til,

De dandsede rundt ved hans Strængespil,

Selv Elskende kom fra det Fjerne,

De kyssedes og fulgte gjerne.

Rask afsted!

»Jeg følger dog ikke med!«

Sagde skjøn Jomfrue.

CHOR

Rask afsted! etc.

3.

Han greb i Harpen anden Gang,

Underligt da det klang!

Tys!

Alle Smaafugle kom flyvende til,

Alle de sang til hans Strængespil,

Hvert Skovens Dyr sprang frem fra Hækken,

Selv Fisken svømmed’ op mod Bækken.

Rask afsted!

»Jeg følger dog ikke med!«

Sagde skjøn Jomfrue.

CHOR

Rask afsted! etc.

4.

Den tredie Gang han slog hver Stræng,

Neiede Mark og Eng.

Tys!

Floder og Bjerge med Stene og Træer,

Dandsede med, som de kunde enhver;

Ja Sol og Maane, Stjernekrandsen,

De maatte alle med i Dandsen.

Rask afsted!

»Jeg følger dog ikke med!«

Sagde skjøn Jomfrue.

CHOR

Rask afsted! etc.

NARREN

Nu, drik, vær glad!

MOER INGEBORG

Det er en sælsom Skik,

At Aftnen før en Jomfrue gaaer i Kloster,

Skal først hun see al verdslig Pragt og Glæde!

Her lystigt er i Riddersal og Borggaard.

Min stakkels Sverkel vil det vist bedrøve,

De to, de var’, som Søster og som Broder!

NARREN

Som Søster og som Broder –! ja, vi veed det.

MOER INGEBORG

Hr. Nilaus og Fru Malfred vare unge,

De saae min lille Søn, fik Godhed for ham;

Han kom paa Slottet, lærte Ridder-Skik,

Og da de siden selv fik liden Kirsten,

De to, de var’, som Søster og som Broder.

NARREN

Og hvad de var’, det var’ de! ikke sandt. –

Det gaaer tilbage op i gamle Dage;

I havde været gift omtrent eet Aar,

Da fik I Tvillinger, den ene døde,

Den Tid endnu Fru Malfred hedte Jomfrue;

Hr. Nilaus var en snild, en høvisk Ridder,

Men vi er’ alle kun af Kjød og Blod; –

Før Bryllupsdagen græd et lille Barn; –

Det bragte Ridder Nilaus ned til Eder,

Det var den liden Sverkel; Eders døde; –

– Da Nilaus og Fru Malfred fik hinanden,

Ja vist, saa fandt de, Drengen var saa smuk,

De tog sig af ham, lod ham godt oplære;

– Saa fik de liden Kirsten og de to

Blev ret som Broder og som Søster. Seer I!

INGEBORG

For Herrens Altar tør jeg sværge,

At Sverkel er mit Kjød og Blod!

De toge ham i deres Favn og Værge,

Vort ædle Herskab! O de var ham god.

Nu har han tjent sig Spore til og Sværd,

Han er den bedste Ridders Lykke værd,

Keiseren tjener han i Miklegard!

NARREN

»Tanker er toldfrie!« – siger Narren.

INGEBORG

Han os forlod, ak, hvor den Tid er gaaet.

Den Gang var liden Kirsten otte Aar.

Vi om hans Hjemkomst Brev og Bud har faaet,

Men ventet har jeg nu i Høst og Vaar.

Gud veed om mine Øine see ham meer –!

Bag Klostrets Gitter Søsteren han seer.

Keiseren tjener han i Miklegard.

NARREN

»Tanker er’ toldfrie« –! siger Narren.

SVERKEL i ridderlig Reise-Dragt, er traadt midt ind i Borggaarden og staaer foran hende

God Aften, Moder! kan du kjende mig?

INGEBORG

Min Søn! min Søn! –

Himlen hørte min Bøn;

Hvor jeg stod, hvor jeg sad,

Eet kun jeg bad:

Dig at gjensee, Dig at favne.

SVERKEL

Velsignet alle hellige Navne!

INGEBORG

Det er for stor en Glæde!

Jeg kan kun græde, græde –!

CHOR

Hr. Sverkel! hvilken Glæde!

Nei, see dog paa de to:

De baade lee og græde.

SVERKEL

Du vilde ikke tro,

Jeg kom igjen tilbage

I dine Levedage!

CHOR

De lykkelige to!

NARREN

Skjøndt udenlandske Skikke

Forandre nok saa nemt,

Jeg haaber, I dog ikke

Har ganske Narren glemt!

INGEBORG

Guds Moder Du gav Glæde,

Dig hører Prisen til,

Lys og et Altarklæde

Til Tak jeg bringe vil!

ETLE

Jeg fletter liden Kirstens Haar,

Jeg hendes Fryd og Sorg forstaaer,

O, hvor mit Hjerte banker!

SVERKEL

Fra Palmer og fra Ranker,

Hvor Aandens Storværk boer,

Fløi Hjertets bedste Tanker

Her hjem hvor Bøgen groer!

Jeg er hos mine Kjære,

Seer Hjemmets kjendte Sted.

ALLE

Guds Moder Priis og Ære,

I Tid og Evighed!

INGEBORG

Min Søn, fortæl hvad Du har seet!

Ak, ogsaa her er meget skeet!

Fortæl dog lidt Din gamle Moer! –

Nei, hvor han dog er smuk og stor,

Har gyldne Sporer, er saa fiin,

Det er en Søn! og han er min.

SVERKEL

Fru Malfred er dog karsk og glad?

Og liden Kirsten –?

INGEBORG

Veed Du hvad?

Nei, det er sandt, Du Intet veed!

Du kommer just til Lystighed –!

ETLE og NARREN

Iaften er her Bal og Sang,

Imorgen Alt er Klostergang.

INGEBORG

Iaften verdslig Glands og Pragt,

Imorgen Suk og Nonne-Dragt!

ETLE og CHOR

I Kloster liden Kirsten gaaer,

Iaften Afskeds-Gildet staaer;

Iaften Dands, imorgen Suk;

Hun er saa god, saa ung og smuk!

FRU MALFRED kommer hurtigt ned fra Trappen.

Sverkel!

SVERKEL flyver i hendes Arme.

Moder!

FRU MALFRED

O, Du kjære!

ETLE og INGEBORG

Kan der større Lykke være!

Kirsten iler hen mod Sverkel, men standser igjen.
SVERKEL

Liden Kirsten! det er hende!

Hvert et Træk jeg kan gjenkjende,

Rosenknoppen er udsprunget,

Barnet er en Jomfru vorden.

Ude har mit Hjerte sjunget:

»Skjønheds-Blomsten groer i Norden!«

Vær ei taus!

KIRSTEN

Hvor ungdomsglad,

Ret, som da vi skiltes ad!

KIRSTEN, INGEBORG, ETLE, SVERKEL

Alle Minderne gjenfødes,

Hver en Blomst i Soelskin staaer;

O hvor saligt, sødt at mødes

Efter lange, lange Aar!

Minderne saa selsomt sjunge,

Jubel dæmper hvert et Suk!

SVERKEL, KIRSTEN

Vi er begge to jo unge,

Hele Verden er saa smuk!

ETLE og INGEBORG

Hvor han har en Engle-Tunge,

Naar han taler døer hvert Suk.

SVERKEL griber liden Kirstens Haand.

Imorgen Du vil i Kloster gaae;

Kjær Søster, det ender ikke saa!

De Griller vi dandse i Aften hen.

Du dandser jo nok med din Barndoms Ven?

Da sidst vi dandsed’, paa min Arm Du sad,

Et deiligt Barn, saa livsaligt og glad.

(De stige op ad Trappen).
CHOR

Natten lang

Dands og Sang,

Til Musik og Bægerklang.

ETLE

Først i Fakkeldandsen gaae

Riddersmand med Frue,

Mummespil saa følger paa,

Det er værd at skue.

PIGERNE

Blus og Lys og Fakler brænde,

Ingen dog hinanden kjende!

Større Stads jeg aldrig saae.

NARREN

Følg nu med i Borgestue,

Der vor Lystighed skal staae.

CHOR

Natten lang,

Dands og Sang,

Til Musik og Bægerklang.

De tage hinanden i Hænderne og dandse Gaarden rundt. Naar Scenen er tom, forandres den til:

Riddersalen

paa Fru Malfreds Borg. Den er praktfuld oplyst.

SVERKEL

Ja, jeg er hjemme! ja, jeg er i Danmark!

Ei længer Himlen staaer i evigt blaat,

Den vexler smukt med Skyer, Vinden lufter,

Skovmærken sødt i Bøgelunden dufter,

Her er mit Hjem, saa hyggeligt og godt!

Ret som en Drøm staaer al min Vandring nu; –

En Drøm – og mens jeg drømte blev det Morgen

Og Rosenknoppen aabned’ sig, som Rose;

Jeg maa den trykke til min hede Læbe,

Den Blomst er min, jeg elsked’ den som Knop;

Jeg trykkede alt da mit Kys paa den,

Et sødt Levvel, ret som min Drøm begyndte.

I Kjærlighed er ingen Sorg for tung,

O, hvad er selv at lide og at savne!

Hvor det er lykkeligt at være ung,

Men lykkeligst sin søde Brud at favne.

LIDEN KIRSTEN (kommer).
SVERKEL

Seer du, jeg er her alt og festlig smykket,

Du dandser jo den første Dands med mig?

Den første og den anden og den tredie!

Jeg er en sjælden Gjæst jo, den hjemkomne,

Din Broder og din allerbedste Ven!

KIRSTEN

Min Broder og min allerbedste Ven!

SVERKEL

I Vindues Karmen seer jeg endnu sidde

Den gamle Jernring, hvor jeg tidt og ofte

Fastbandt den ene Ende af mit Scherf

Og holdt saa i den anden. Husker du

Da satte Du dig op, det var din Gynge.

Saa gynged’ Du paa Bølge over Havet,

Til Miklegaard og til Jerusalem.

KIRSTEN

I Haven planted’ vi et Rosentræ,

Det groer endnu; seer Du dets høie Grene

Naae op til Vinduet.

SVERKEL

Det staaer fuldt af Roser.

KIRSTEN

Og med de smukkeste, vi har i Haven.

SVERKEL

Og husker Du den Vise, jeg Dig lærte.

KIRSTEN

Om »Gangerpilten«; tidt jeg husker den.

SVERKEL

Jeg sang den ude, og da var det for mig,

Som sad jeg hos dig i mit kjære Danmark,

Men ene sang jeg der den hele Vise,

Ei smukt med Vexelsangen, som vi sang den,

Naar jeg var Gangerpilten, Du Prindsessen.

– O, syng den for mig, da er jeg ret hjemme,

En Drøm er Reisen og de mange Aar;

Jeg sidder atter hos min liden Kirsten

Ved Tavlebordet, hvor vi spille sammen,

Og hører om hun husker Visen ret,

Jeg lærte hende. Du begynder først.

KIRSTEN

Og Gangerpilten svarer da Prindsessen.

(De sætte sig til Tavlebord.)
Vexelsang

1.

Hør Ungersvend, siig ikke nei,

Leeg Tavlebord med mig.

SVERKEL

Jeg eier ei det røde Guld,

At sætte op mod Dig.

KIRSTEN

Sæt Du kun op din gode Hat,

Og fast om den er graa,

See jeg min Perle-Snor har sat,

Tag den, kan Du den faae.

BEGGE

Den første Gang Guldterning paa Tavlebordet randt,

Den Ungersvend han tabte, men Jomfruen hun vandt.

KIRSTEN

2.

Hør Ungersvend, siig ikke nei,

Leeg Tavlebord med mig.

SVERKEL

Det røde Guld jeg eier ei,

At sætte op mod Dig.

KIRSTEN

Sæt Du din Kjortel da paa Spil,

Ja fast om den er graa,

Min Krone af Guld jeg sætte vil,

Tag den, kan Du den faae.

BEGGE

Den anden Gang Guldterning paa Tavlebordet randt,

Den Ungersvend han tabte og Jomfruen hun vandt.

KIRSTEN

3.

Hør Ungersvend, siig ikke nei,

Leeg Tavlebord med mig!

SVERKEL

Jeg eier ei det røde Guld

At sætte op mod Dig.

KIRSTEN

Din Lykke har Du ret i Spil,

Nu vel, sæt dine Skoe.

Mod dem mig selv jeg sætte vil,

Min Ære og min Tro.

BEGGE

Den tredie Gang Guldterning paa Tavlebordet randt,

Den Jomfrue tabte Spillet, men Ungersvenden vandt.

KIRSTEN

4.

Til Fruerbuur den Jomfru gaaer,

»Var jeg slig Skjæbne værd!«

SVERKEL

Den Ungersvend i Gaarden staaer,

Stolt støttet til sit Sværd.

KIRSTEN

Gud lad mig døe, var hendes Bøn.

SVERKEL

»De Taarer blive spildt,

Du faaer den bedste Kongesøn,

Og ingen Gangerpilt!«

KIRSTEN

Er Du den bedste Kongesøn, jeg Dig da hører til,

Mig selv, mit hele Hjerte, jeg glad Dig give vil.

BEGGE

Mig selv, mit hele Hjerte, jeg glad Dig give vil.

(Riddere og Fruer i selsomme Udklædninger, nogle som allegoriske Personer, andre i fremmede Klædninger, foran hver en Smaadreng med en brændende Fakkel. Fru Malfred, Narren.)
CHOR

Hil være vor Indgang i Riddersal,

Vort Mummespil!

End staaer liden Kirsten i Jomfruers Tal,

Men bort hun vil.

Imorgen!

Imorgen er Sorgen!

ETLE og NARREN

Skoe og Støvler lystigt knirke,

Majet ud er hver en Gjæst!

Salen her er nu vor Kirke,

Det er som en Æselfest.

»Hinham! hinham!«

EN SKARE UNGE PIGER (dandse om liden Kirsten).

Fra Klostret til Kirken er Nonnens Gang,

Fri Jomfrue dandser paa Tillie,

Hun synger sit Hiertes gladeste Sang,

Hun følger sin egen Villie!

NARREN og DE UNGE JÆGERE

Ungmøens Haar er et Jægergarn,

Nonnen maa Garnet miste!

Rosen i Haugen, det Skjønheds Barn,

Blev ei til for at lægges i Kiste!

FRU MALFRED

Imens Musikken aander Sjæle-Lyst,

Gaae tunge Tanker gjennem dette Bryst.

SVERKEL (til liden Kirsten.)

Jeg Din Dandser være vil,

Vil Du kaare mig dertil?

KIRSTEN

Dandsen vil jeg træde.

CHOR

Natten kan rumme en Verden af Glæde!

(Dands).
NARREN

1.

Hr. Lave han reed sig under Ø,

Der fæsted’ han sig saa væn en Mø,

»Jeg rider med!« sagde Jon.

Nu førte han Bruden til sit Hjem,

Riddere og Svende fulgte med dem.

»Jeg rider med!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge hr. Jon.

2.

Satte de Bruden paa Brudebænk,

Løste de ei hendes Snørelænk,

»Jeg løser den!« sagde Jon.

Lukkede derpaa den Dør saa brat,

»Siig nu Hr. Lave fra mig god Nat,

Jeg bliver her!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon.

3.1

Hr. Lave raaber høit paa sin Brud,

Han banker paa Døren: »Hr. Jon kom ud!«

– »See om jeg gjør!« sagde Jon.

Aarle om Morgenen, det var Dag

Mældtes for Kongen den hele Sag.

»Jeg vil nok med!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon.

4.

Hr. Lave klager for Kongen da:

»Een har taget min Brud mig fra!«

– »Det gjorde jeg!« sagde Jon.

Kongen sagde til hver især:

»Da maa I bryde om hende et Spær

– »Ja, her er jeg!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon.

SVERKEL

End vi mødes i Dandsens Rad!

KIRSTEN

Morgenen skiller os evigt ad!

NARREN

5.

Den første Dyst de tilsammen reed,

Hr. Lave han faldt til Jorden need;

»Der ligger han!« sagde Jon.

Drog saa til Hjemmet, rask afsted,

Bruden ham vented’ ved Borgens Led.

»Du blev dog min!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon.

De Dandsendes Række bevæger sig i Baggrunden, Sverkel og Kirsten staae i Forgrunden.
SVERKEL

O giv mig ja! – Ved Daggry maa vi skilles!

Du gaaer i Kloster, aldrig meer vi sees! –

Jeg elsker Dig saa høit et Hjerte kan!

Ak, skal vi skilles?

KIRSTEN

Nei!

SVERKEL

Du er da min!

KIRSTEN

Din!

SVERKEL

Saa sødt det klang!

O, siig det nok en Gang!

Du vil ei skilles meer fra mig?

KIRSTEN

Jeg elsker Dig!

FRU MALFRED, som er traadt frem og betragter dem.

Søster og Broder!

SVERKEL og KIRSTEN

Velsign os Moder!

FRU MALFRED

Den første Bøn, jeg altid beder,

Det Bønnen er for Eder.

SVERKEL

Kjær Moder, o vi skilles ikke,

Ej liden Kirsten i Kloster gaaer,

Den friske Livsluft skal hun drikke,

Ej Blomsten visne i sin Vaar.

Jeg elsker hende, og Du, jeg veed,

Velsigne vil vor Kjærlighed.

KIRSTEN

Jeg er hans Brud!

FRU MALFRED

Evige Gud!

CHOR

I Tugt og Ære

Har Dine Børn hinanden kjære.

SVERKEL

Giv liden Kirsten mig til Brud.

FRU MALFRED

Nei! nei! aldrig, o Gud!

CHOR

Du førte ham fra Hyttens Straa,

Du aanded’ Adel i hans Hjerte;

Det Bedste, Høieste at naae,

Du og Din Husbond Sønnen lærte.

KIRSTEN

Han er mig kjær!

FRU MALFRED

I skilles maa!

BEGGE

Det vil og kan Du ikke,

At skilles er vor Død.

CHOR

Om korte Øieblikke

Er endt hver Angst og Nød!

SVERKEL

O, Moder!

KIRSTEN

Moder!

FRU MALFRED

Han er din Broder!!!

Det er min Synd min Smerte,

Han ogsaa hvilte under dette Hjerte.

Det er den Synd, som mig forfulgte,

Som Læben dulgte!

Mit Øie græd et Taarehav,

Og Dig, mit Alt jeg Klostret gav; –

Tilgivelse!

KIRSTEN

Min Moder!

SVERKEL

Jeg hendes Broder!

CHOR

Hvad har jeg hørt! O, bittre Øieblik!

ETLE

Det Bedste, som af Gud vort Hjerte fik,

Er her en Gift, som bringer Synd og Døden.

FRU MALFRED

Hvad er min Bod for Brøden!

SVERKEL

Gud styrke Dig, jeg bliver aldrig glad!

CHOR

– Aldrig glad!

SVERKEL til Kirsten.

Og Du, min Søster, vi maa skilles ad!

CHOR

– Skilles ad!

KIRSTEN

Men Broder tør jo nok paa Søster tænke!

FRU MALFRED til Sverkel.

O bliv, Du som mig ene Trøst kan skjænke!

CHOR

Ak Ingen, Ingen dem i Hjertet trøster.

ETLE

Hun gaaer i Kloster, han i Verden ud –

CHOR

Vee! Broder har trolovet sig med Søster!

FRU MALFRED til Sverkel.

O, bliv! o, bliv! forbarm Dig, Gud!

SVERKEL

Kjær Moder siig mig da hvordan,

Jeg liden Kirsten glemme kan.

FRU MALFRED

Beed Hjort og Hind, søg Ridderspil,

Da liden Kirsten glemmes vil!

SVERKEL

For Hjort og Hind og Ridderspil

Ej liden Kirsten glemmes vil!

Jeg glemmer ei min Sjæls Attraa!

Farvel, farvel! – vi skilles maa.

KIRSTEN

Hver Fugl, som flyver under Ø,

Dig hilser fra Din Fæstemø.

SVERKEL

Saa liden Fugl er der ei til, Den jo Gjenhilsen bringe vil.

CHOR

Lunden vil stande med Blomst og Blad,

Aldrig dog her bliver Tanken glad.

INGEBORG iler frem.

De stakkels Børn! min eiegode Frue!

De skal ei skilles ad! jeg Løftet bryder,

En større Pligt, en hellig Kraft mig byder.

Han er min Søn, mig blev han givet!

Ved dette Hjerte har han aandet Livet.

Min Søn! min Søn!

ALLE

O tal! mit Hjerte bæver!

INGEBORG

Det Barn, som Eders Husbond bragte mig,

Er dødt, saa sandt, som her jeg staaer. Ja dødt!

I turde det ei vide og han bød mig

At sige dengang, at mit Barn var Eders.

Jeg vilde ikke; – men saasnart jeg saae,

Hvor bleg og svag I var, hvor inderligt

I kysset Barnet, græd og smilte, ja,

Da blev jeg blød, og syntes det var Ret!

Jeg kunde ikke nænne at fortælle –

Mit Barn er det! men Dit har vi begravet

Der under Hyldebuskene ved Muren.

FRU MALFRED

Som Engles Trøst det klang!

CHOR

Guds Solskin blev os givet.

SVERKEL til Ingeborg.

O Moder, anden Gang

Du skjænker Sønnen Livet.

NARREN

Munken han reed sig under Ø,

Fæsted’ som Nonne den vænneste Møe.

»Jeg rider med!« sagde Jon.

Første Dyst, de tilsammen reed,

Munken faldt brat til Jorden ned.

»Nonnen blev min!« sagde Jon.

CHOR og DANS

Vi binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon!2

FRU MALFRED og INGEBORG

Guds Moder Du min Glæde veed,

Dig skal mit Hjerte prise!

KIRSTEN

En Synd er ei vor Kjærlighed! –

SVERKEL

Ved den just Gud vi prise!

ETLE

Ej liden Kirsten i Kloster gaaer,

I Dandsen hun hos sin Brudgom staaer.

NARREN

Og Narren synger sin Vise!

CHOR

Død er Sorgen!

Glæde, Lykke gjæster Borgen

I den aarle, friske Morgen!

De dandse om Brudgom og Brud.

Dette Vers udelades ved Opførelsen.

Her ender Stykket ved Opførelsen.

Lemma forekommer ikke på side 235. Derfor er forklaringen knyttet til den næste relevante forekomst af lemma på side 237.
1

Dette Vers udelades ved Opførelsen.

2

Her ender Stykket ved Opførelsen.

3
Lemma forekommer ikke på side 235. Derfor er forklaringen knyttet til den næste relevante forekomst af lemma på side 237.

Liden Kirsten

Originalt, romantisk Syngestykke i een Act

Opført 12. maj 1846 på Det Kongelige Teater med musik af J.P.E. Hartmann (1805-1900). Udkom samme dag. BFN 487

Partitur: MAms 4475 mu 9705.2800 (Musikhåndskrifter). Trykte noder: J.P.E. Hartmann Liden Kirsten, op. 44, 1981. E-noder: Liden Kirsten (fuldstændigt klaverudtog).

Forlæg er folkevisen »Sverkel og hans Søster«, DgF 436, der i modsætning til Liden Kirsten ender tragisk. H.C. Andersen skriver i dagbogsoptegnelse fra Rom 10. november 1833 efter at have hørt om en ung pige, der »blev gjort til Nonne«: »jeg læste i Kjæmpeviserne og fandt her Leilighed til Lignende Situation for Scenen i Romanzen »Hrr Sverkel«, som jeg vil benytte til et Drama« (Dagbøger I, s. 228). I løbet af 1846 indførte H.C. Andersen og Hartmann forskellige ændringer, både tekstlige og musikalske, så operaen fik den form, der bringes i det nævnte klaverudtog. Jf. i øvrigt Erik Sønderholm »Hans Christian Andersen als Opernlibrettist«, Anderseniana, 1996, s. 44.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

221,14dandse. < dandse;
228,21Bægerklang. < Bægerklang,
234,22ud!« < ud!
234,23gjør!« < gjør!
234,35jeg! < jeg?
235,11sagde Jon. < sagde Jon:
220
Fruer-Borgvel fruerstue eller fruerbur, kvindernes opholdsrum på slotte, herregårde.
Ottesanggudstjeneste, der holdes før daggry (kl. 3 om natten).
221
Kildetidom den periode, hvor folkeovertroen tilskrev hellige kilder særlig helbredende kraft, nemlig omkring Skt. Hans (24. juni), Mariæ besøgelsesdag (2. juli) og den mellemliggende tid, som kaldtes »kildetiden«; dette blev desuden betegnelsen for sommerforlystelsernes højsæson, idet der omkring kilderne gerne voksede markeder op med gøgl og andre forlystelser.
223
Underligtforunderligt.
224
Ridder(-Skik)adelsmand, der ved særlig opdragelse og ceremoniel var optaget i en fyrstes kreds og havde forpligtet sig til at bruge kraft og mod i det godes tjeneste. Som syvårig kom adelssønnen i pagetjeneste hos en anden adelig for at lære at lyde og tjene.
snildher nok: sympatisk.
tjent sig Sporegjort sig værdig til ridderslaget og ridderens gyldne sporer.
Keiseren … MiklegardMiklagaard eller Miklagard var den norrøne (oldnordiske) litteraturs navn for Konstantinopel. Her tjente i vikingetid og tidlig middelalder skandinaviske lejesoldater som den byzantinske kejsers livvagt, væringegarden.
Tanker er toldfrieDgO VII:1, 903.
226
Prisenlovprisningen.
Altarklædeklæde, som hænges over alterets forside (modsat alterdugen, som dækker alterbordet).
Det er en Sønhvilken søn, sikken en søn.
228
Fakkeldandsenrituel dans, oftest som brudedans.
Mummespilmaskespil.
kjendegenkende.
Borgestuefolkestue.
229
prakt(fuld)måske afledt af den ældre form »pract«.
Ja, jeg er hjemmesåvel tekst som melodi er i 1846 ændret til den nu kendte version, jf. oplysninger herom ovenfor.
230
Gangerpilten»Tærningspillet«, DgF 238; også kendt under titlen »Prinsessen sad i højenloft«.
Gangerpilt(en)page.
231
Vexelsangteksten citeret mere eller mindre ordret efter DgF 238.
Tavlebord(et)eller tavlbord: bord til bræt- eller terningespil.
232
Smaadrengdreng i pagetjeneste.
233
Hinham(latin), efterligning af et æsels skryden. Især i Frankrig afholdt man i middelalderen ved midvinter og i juleugen en kirkelig fest for det vilde æsel, jf. 1. Mosebog 16,12, hvor det hedder om Ismael (se note til s. 305): »Han skal blive et vildæsel af et menneske ... han skal leve på tværs af sine brødre«. Her æredes også æselet som det dyr, der bar Maria og barnet under flugten til Ægypten og Kristus ved indtoget i Jerusalem. Ved festerne blev et æsel, som bar Madonna i skikkelse af en ung pige med et spædbarn, gennet ind i kirken. If. et håndskrift, som menes at stamme fra 1000-tallet, afsluttede man i den derpå følgende messe (»Missa solemnis«) den enkelte messedel (som Introitus, Kyrie, Gloria etc.) med et æsels skryden, og i stedet for ved slutningen af messen at sige »Ite missa est« (gå bort, forsamlingen er bortsendt) brød præsten ud i en trefoldig skryden (»hinham«), hvorefter menigheden tilsvarende tre gange svarede med »hinham« og ikke med »Deo gratias« (lovet være Gud).
Tilliegulv.
Haugenhaven.
234
Lave … Jonefter folkevisen »Lave og Jon«, DgF 390.
I binde op Hjelmenifør jer hjelmen.
Snørelænksølvlænke, som et snørliv, livstykke o. lign. blev snøret med.
bryde … et Spærbryde en lanse; tage en kamp.
235
Du er da minså er du min.
tør3har lov til.
239
Beedjag.
Ridderspildystridt, turnering.
under Øpå, langs stranden, et folkeviseudtryk.
Den joat den ikke.
241
aarletidlige.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[skuespillet] [gården på Fru Malfreds borg] Riddersalen

Del

[Sassy_Social_Share]