Fru Berta sidder bag Klippens Hang;

Dybt Sorgen i Hjertet boer.

Liden Roland gaaer nu sin egen Gang,

Hans Sorg er ikke saa stor.

»Kong Carl, min Broder! vidt er det bragt,

At jeg kunde flygte fra Dig.

For Kjærlighed gav jeg Ære og Pragt,

Tungt hviler din Vrede paa mig!

Og Du min Husbond, saa kjær og god,

Du sank i Bølgernes Nat.

Jeg som for Kjærlighed Alt forlod,

Har Kjærlighed reent forladt!

Liden Roland, Du mine Øines Lyst,

Kom til mig! min Sorg Du veed.

Du er i Verden min eneste Trøst,

Min Ære, min Kjærlighed!

Liden Roland, gaae til den store Stad!

Ak, betle Du maa min Søn!

Den, som Dig giver Drikke og Mad,

Ønsk ham Guds rigeste Løn!«

Kong Carl just sad til Taffels der

I gyldene Riddersal;

Hans Tjenere løbe travle enhver

Med Nøgle og med Pokal.

Og Strængeleeg, Fløiter og jublende Sang

Bevingede Tanke og Fjed,

Dog naaede ikke den lystige Klang

Til Bertas Eensomhed.

Og ude i Gaarden Tiggerne sad,

Af Spise og Drikke de fik;

De glæded’ sig meer ved den gode Mad,

End ved den skiønne Musik!

Som Kongen kaster sit Blik paa dem,

Igjennem den aabne Dør,

Da trænger en Dreng sig af Skaren frem,

En skjønnere saae han ei før.

Og Drengens Klæder er’ sælsomme nok,

Af Stykker fem, sex eller fleer,

Dog bliver han ei hos Tiggernes Flok,

Mod Kongesalen han seer.

Han kommer i Slottet, som eied’ han det,

Gaaer hen til det dækkede Bord,

Der tager han bort den lækkreste Ret,

Gaaer, uden at sige et Ord!

Da tænker Kongen: »Hvad maa jeg see!

Det var da en egen Maneer!«

For den Gang lader han det da skee,

Det næppe oftere skeer.

Men liden Roland er der igjen;

Alt staaer han i Kongens Hal,

Ja træder lige til Kongen hen

Og tager hans Guld Pokal.

»Nei stop lille Knægt! nu siger jeg nei!«

Udbryder Kongen ihast,

Liden Roland slipper dog Bægeret ei,

Seer paa ham dristigt og fast!

Først meente Kongen det ei saa godt,

Nu loe han: »Du sælsomme Dreng!

Her træder Du ind i mit gyldne Slot

Som var Du i Skov og paa Eng.

Du tager Maden af Kongens Bord,

Som man plukker en Nøddehæk,

Nu Vinen med, og uden et Ord,

Som hented’ Du Vand fra en Bæk!« –

– »Ved Nøddeplukning jeg Ternen fandt,

Og Vand hun fra Bækken bar.

Til Viin og Steeg er min Moder vant

Og det til den bedste man har!« –

– »Din Moder, efter hvad Du har sagt,

Er fiin og fornem da nok?

Har vel et Slot med Glands og Pragt

Og Tjeneres rige Flok?

Siig hvem er vel hendes Bitzer?1

Og hvem hendes Kjeldersvend?« –

– »Min høire Haand, den er Bitzer,

Min venstre er Kjeldersvend.« –

– »Og hvo mon Borgvægter være kan?« –

– »Mine Øine hver evige Stund,« –

»Og hendes Sanger, hvem er vel han?«

– »Ja det er min lille Mund!« –

»Hun snilde Tjenere har for vist,

Men klæder dem sælsomt paa:

Jeg troer at kun hos Regnbuen hist

En Kjole som din jeg saae!«

»Ja Konge, det har sig underligt fat,

Jeg sloges med Drengene tidt!

De gav’ deres Bedstemo’ers Skjørt i Skat,

Dermed har jeg pyntet mig lidt!« –

– »Den flinkeste Tjener, seer jeg nok,

Din fornemme Dame fik!

Hun er vel Dronning for Betlernes Flok,

Nu klares det for mit Blik.

En Dronning! og ei i min Kongehal,

Uagtet hun er mig saa nær!

Tre Damer, tre Herrer vil jeg skal

Strax bringe din Moder her!«

Med Bægeret liden Roland flink

Gaaer bort, det var Lyst at see!

Tre Damer følge paa Kongens Vink,

Dertil de Riddere tre!

Det stod just ikke saalænge paa,

Det gik i Galop afsted!

Den gode Konge dem atter saae

De Damer og Riddere med!

Da raabte Kongen: »Hvad har jeg giort!«

Og sukkede dybt som han stod:

»Jeg har jo spottet for aaben Port,

Min Slægt, mit Kjød og mit Blod!

I Pilgrimsdragt, o bittre Qval,

Du Søster, som Himlen mig gav,

Du kommer i min rige Sal,

Støttet paa Tiggerstav!«

Fru Berta sank for sin Broders Fod,

Saa dødbleg knæled’ hun ned.

Da kogte atter hans stolte Blod,

Han var hende bitter og vred!

Hun nedslog Øiet og taug derpaa,

Hun følte sig dobbelt svag;

Liden Roland ham ind i Øiet saae,

Han hilsed’ sin Mo’erbro’er god Dag!

Da sagde Kongen, mildt blev det sagt,

Liden Roland stemte der til:

»Ja Søster, for Sønnen Du mig har bragt,

Jeg Dig tilgive vil!«

Fru Berta svarer glad der til,

»Jeg savner Broder, Dig!

Liden Roland, Dig gjengjælde vil,

Hvad Du har gjort mod mig!

Liig Dig han vorde Drot, som Mand,

En Helt saa kjæk og bold,

Og bære Farven for mangt et Land

Udi sit Banner og Skjold!

Paa Kongens Taffel Sei’rens Pokal

Gribe han vil, som Mand;

Til Lykke og Ære han bringe skal

Sit sukkende Moderland!«