Lygtemændenelysfænomen over moser o.l.; lygtemanden er ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærd), som mentes at frembringe dette lys med en lygte for at lede eller lokke nogen i en bestemt retning (jf. Thiele II, 298-299). er i byen, sagde mosekonenoptræder kun i forbindelse med udtrykket mosekonens bryg, dvs. den tåge, der efter varme dage stiger op fra moser og enge.
Der var en mand som engang vidste så mange nye eventyr, men nu var de
Stork og svale kom fra deres lange rejse. De tænkte på ingen fare, og da de kom, var reden brændt, menneskenes huse brændt,
Og nu havde de ende, sagde man, men endnu bankede ikke eventyret på eller lod høre fra sig.
»Det er vel dødt og borte med de mange andre,« sagde manden. Men eventyret dør aldrig!
Og der gik over et helt år, og han længtes så såre.
»Mon dog ikke eventyret skulle komme igen og banke på?« Og han huskede det så levende i alle de mange skikkelser det var kommet til ham. Snart ungt og dejligt, foråret selv, en yndig lille pige med skovmærkekrans om håret og bøgegren i hånden, hendes øjne skinnede som dybe skovsøer i klart solskin. Snart var det også kommet som
»Mon hun ikke mere skulle banke på?« sagde manden og stirrede mod døren så at der kom sorte pletter for øjnene, sorte pletter på gulvet. Han vidste ikke om det var blod eller sørgeflor fra de tunge, mørke dage.
Og som han sad, kom ham i tanke om ikke eventyret havde skjult sig, ligesom prinsessen i
»Hvo ved! Måske ligger hun skjult i det henkastede
Og manden gik hen, åbnede en af de allernyeste til at få forstand af, men der lå ingen blomst, der stod at læse om Holger Danske. Og manden læste at hele den historie var opfundet og sat sammen af en munk i Frankrig, at det var en roman der var blevet »oversat og prentet udi det danske sprog«, at Holger Danske slet ikke havde været og altså slet ikke kom igen, som vi havde sunget om og så gerne ville troet på. Det var med Holger Danske som med Wilhelm Tell, kun
»Ja, jeg tror nu hvad jeg tror!« sagde manden, »
Og han lukkede bogen, satte den på hylden og gik så hen til de friske blomster i vindueskarmen; dér måske havde eventyret skjult sig i den røde tulipan med de guldgule kanter, eller i den friske rose, eller i den stærkt farvede kamelia. Solskinnet lå mellem bladene, men ikke eventyret.
»Blomsterne her stod i sorgens tid, var alle langt smukkere, men de blev skåret af, hver en, bundet i kranse, lagt ned i kiste, og over den bredtes flaget. Måske med de blomster er eventyret
Måske har det også været her og banket på, men
Jeg vil gå at søge det op.
Ud på landet! Ud i skoven ved den åbne strand!«
Derude ligger en gammel herregård med røde mure, takket gavl og vajende flag på tårnet. Nattergalen synger under de fintfrynsede bøgeblade mens den ser på havens blomstrende æbletræer og tror at de bærer roser. Her har i sommersolen bierne travlt, og med summende sang sværmer de om deres dronning. Efterårsstormen ved at fortælle om den vilde jagt, om menneskeslægter og skovens løv der
Ned i den gamle del af haven hvor den store allé af vilde kastanjer lokker med sit halvmørke, gik manden der søgte eventyret. Her havde engang vinden suset for ham om »Valdemar Daa og hans døtre«.
Hen over ham og de gamle træer fløj krager i hundredvis og skreg: »Herfra! Herfra!«
Og han gik fra haven hen over gårdens voldgrav, ind i ellelunden. Der stod et lille sekskantet hus med hønsegård og andegård. Midt i stuen sad den gamle kone som styrede det hele og vidste nøjagtigt om hvert æg der blev lagt, hver kylling der kom ud af ægget, men hun var ikke eventyret som manden søgte. Det kunne hun bevise ved kristelig døbeattest og vaccinationsattest, begge lå i
Udenfor, ikke langt fra huset, er en høj med rødtjørn og guldregn. Her ligger
Solen gik ned, rød og stor, engen dampede, mosekonen bryggede.
Det var ud på aftenen, han stod alene i sin stue, så ud over haven, over eng, mose og strand. Månen skinnede klar, der lå en damp hen over engen som var den en stor sø, og det havde her engang også været, der gik sagn herom, og i måneskinnet viste sig syn for sagn. Da tænkte manden på hvad han inde i byen havde læst, at Wilhelm Tell og Holger Danske ikke havde været til, men i folketroen bliver de dog, som søen herude, levende syn for sagn. Jo, Holger Danske kommer igen!
Idet han således stod og tænkte, slog noget ganske stærkt på vinduet. Var det en fugl? En flagermus eller en ugle? Ja, dem lukker man ikke ind om de banker på. Vinduet sprang op af sig selv, en gammel kone så ind på manden.
»Hvad behager!« sagde han. »Hvem er hun? Lige ind i første etage ser hun. Står hun på stige?«
»De har en firkløver i lommen,« sagde hun, »ja, De har hele syv, hvoraf den ene er en sekskløver!«
»Hvem er hun?« spurgte manden.
»Mosekonen!« sagde hun. »Mosekonen som brygger. Det var jeg i færd med. Tappen sad i tønden, men en af de små moseunger rev i kådhed tappen af, kylede den lige herop imod gården hvor den slog mod vinduet. Nu løber øllet af tønden, og det er ingen tjent med.«
»Sig mig dog!« sagde manden.
»Ja, vent lidt!« sagde mosekonen, »nu har jeg andet at tage vare!« og så var hun borte.
Manden var ved at lukke vinduet, så stod konen der igen.
»Nu er det gjort!« sagde hun, »men det halve øl kan jeg brygge om i morgen, om det bliver vejr dertil. Nå, hvad har De så at spørge om? Jeg kom igen, for jeg holder altid mit ord, og De har i lommen syv firkløvere, hvoraf den ene er en sekskløver, det giver respekt, det er ordenstegn som gror ved landevejen, men ikke findes af enhver. Hvad har De så at spørge om? Stå nu ikke der som en løjerlig tip, jeg må snart af sted til min tap og min tønde!«
Og manden spurgte om eventyret, spurgte om mosekonen havde set det på sin vej.
»Ih, du store brygning!« sagde konen, »har De endnu ikke nok af eventyret? Det tror jeg da rigtignok at de fleste har. Her er andet at tage vare, andet at passe på. Selv børnene er kommet ud over det. Giv smådrengene en cigar og småpigerne en ny
»Hvad mener De med det?« sagde manden. »Og hvad ved De om verden? De ser jo kun frøer og lygtemænd!«
»Ja, tag De Dem i agt for lygtemændene!« sagde konen, »de er ude! De er sluppet løs! Dem skal vi tale om! Kom De til mig i mosen hvor min nærværelse er
Væk var mosekonen.
Klokken slog tolv på tårnuret, og før den slog kvarterslag, var manden ude i gården, ude af haven og stod i engen. Tågen havde lagt sig, mosekonen holdt op at brygge.
»Det varede længe før De kom!« sagde mosekonen. »Troldtøj kommer hurtigere frem end mennesker, og jeg er glad ved at jeg er født troldtøj.«
»Hvad har De nu at sige mig?« spurgte manden. »Er det et ord om eventyret?«
»Kan De da aldrig komme videre end at spørge om det?« sagde konen.
»Er det da om fremtidspoesien De kan tale?« spurgte manden.
»Bliv bare ikke højtravende,« sagde konen, »så skal jeg nok svare. De tænker kun på digteriet, spørger om eventyret ligesom om hun var
»De ved dejlig besked!« sagde manden.
»Jeg skulle da sagtens vide lige så meget som De ved!« sagde mosekonen. »Eventyr og poesi, ja, de er to alen af ét stykke: De kan gå at lægge sig hvor de vil. Al deres værk og tale kan man brygge efter og have bedre og billigere. De skal få dem hos mig for ingenting. Jeg har et helt skab fuldt af poesi på flasker. Det er essensen, det fine af den, urten, både den søde og beske. Jeg har på flaske alt hvad menneskene behøver af poesi for om helligdagene at få lidt på lommetørklædet at lugte til.«
»Det er ganske forunderlige ting De siger,« sagde manden. »Har De poesi på flasker?«
»Mere end De kan tåle!« sagde konen. »De kender vel historien om »Pigen som trådte på brødet for ikke at smudske sine nye sko«? Den er både skrevet og trykt.«
»Den har jeg selv fortalt,« sagde manden.
»Ja, så kan De den,« sagde konen, »og ved at pigen sank lige ned i jorden til mosekonen just som Fandens oldemor gjorde visit for at se bryggeriet. Hun så pigen som sank, og udbad sig hende til
Og virkeligt, midt i mosen lå ligesom en stor
»Lad mig se engang!« sagde manden.
»Ja, men der er vigtigere ting at høre!« sagde mosekonen.
»Men nu er vi ved skabet!« sagde manden og så derind. »Her er flasker af alle størrelser. Hvad er der i den? Og hvad i den?«
»Her er det de kalder majduft!« sagde konen, »jeg har ikke prøvet den, men jeg ved at slår man af den kun en lille slat på gulvet, så står der straks en dejlig skovsø, med åkander, brudelys og vilde krusemynter. Man hælder bare to dråber på en gammel stilebog, selv fra nederste klasse, og så bliver bogen en hel
Her står skandaleflasken. Det ser ud som om der kun var snavset vand i den, og det er snavset vand, men med
Her står flasken med den fromme poesi udi salmetone. Hver dråbe har klang som smæld af Helvedes porte og er lavet af tugtelsens blod og sved. Nogle siger det er kun duegalde, men duerne er de frommeste dyr, de har ingen galde, siger folk der ikke kan naturhistorie.«
Her stod flasken for alle flasker, den bredte sig i det halve skab: flasken med hverdagshistorier. Den var bundet til både med svineskind og med blæreskind, for den kunne ikke tåle at tabe af sin kraft. Hver nation kunne her få sin egen suppe, den kom eftersom man vendte og drejede flasken. Her var gammel tysk blodsuppe med røverboller, også tynd husmandssuppe med
Her stod tragedien på champagneflaske, den kunne knalde, og det skal den. Lystspillet så ud som fint sand til at kaste folk i øjnene, det vil sige det finere lystspil. Det grovere var også på flaske, men bestod kun af fremtidsplakater, hvor navnet på stykket var det kraftigste. Der var udmærkede komedienavne, således: »Tør du spytte i værket?«, »En på gummerne«, »Det søde asen« og »Hun er sprøjtefuld!«
Manden faldt ganske hen i tanker derved, men mosekonen tænkte længere frem, hun ville have ende på det.
»Nu har De vel set nok i kramkisten,« sagde hun, »nu ved De hvad der er, men det vigtigere De skulle vide, ved De ikke endnu. Lygtemændene er i byen! Det har mere at betyde end poesi og eventyr. Jeg skulle nu holde mund dermed, men det må være en styrelse, en skæbne, noget der
»Det forstår jeg ikke et ord af!« sagde manden.
»Vær så god at sætte Dem på skabet!« sagde hun, »men fald ikke ind i det og slå flaskerne itu, De ved hvad der er i dem. Jeg skal fortælle den store begivenhed, den er ikke ældre end fra i går, den er hændt tidligere. Denne har endnu tre hundrede og fireogtresindstyve dage at løbe på. De ved vel hvor mange dage der er i året?«
Og mosekonen fortalte.
»Her var stort på færde i går ude i sumpen. Her var barnegilde! Her blev født en lille lygtemand, her blev født tolv af det kuld, som det er givet at de kan, om de vil, træde op som mennesker og agere og kommandere imellem disse ligesom om de var født mennesker. Det er en stor begivenhed i sumpen, og derfor dansede som smålys hen over mose og eng alle lygtemænd og lygtekoner. Der er også hunkøn, men de er ikke i omtale. Jeg sad på skabet dér og havde på mit skød alle de tolv små, nyfødte lygtemænd. De skinnede som
»Vi vil flamme mig flamme!« sagde de nyfødte lygtemænd, og så var det afgjort.
Her blev straks minutbal, kortere kunne det ikke være! Elverpigerne svingede sig tre gange rundt med alle de andre for ikke at synes
»Det er et helt eventyr!« sagde manden.
»Ja, det er da kun begyndelsen til et!« sagde konen. »Kan De fortælle mig hvorledes lygtemændene nu tumler og ter sig, i hvilke skikkelser de er trådt op for at få menneskene på gale veje?«
»Jeg tror nok,« sagde manden, »der kunne skrives en hel roman om lygtemændene, hele tolv dele, en om hver lygtemand, eller måske endnu bedre, en hel folkekomedie!«
»Den skulle De skrive!« sagde konen, »eller hellere lade være.«
»Ja, det er mageligere og behageligere,« sagde manden, »så slipper man for at tøjres i avisen, og det er tit lige så trangt som for en lygtemand at ligge i råddent træ, skinne og ikke turde sige et muk.«
»Mig er det lige fedt!« sagde konen, »men lad hellere de andre skrive, de som kan, og de som ikke kan. Jeg giver fra min tønde en gammel tap, den lukker op skabet med poesi på flasker, derfra kan de få hvad der skorter for dem. Men De, min gode mand, synes mig nu at have blækket Deres fingre nok til, og må være kommet til den alder og sathed ikke hvert år at løbe efter eventyr, nu her er langt vigtigere ting at gøre. De har vel dog forstået hvad der er på færde?«
»Lygtemændene er i byen!« sagde manden, »jeg har hørt det, jeg har forstået det! Men hvad vil De at jeg skal gøre? Jeg vil jo blive dænget over om jeg ser og siger folk: Se engang, der går en lygtemand i hæderlig kjole –!«
»De går også i skørter,« sagde konen. »Lygtemanden kan påtage sig alle skikkelser og træde op på alle steder. Han går i kirke, ikke for Vorherres skyld, måske er han faret i præsten! Han taler på valgdag, ikke for land og riges skyld, men kun for sin egen, han er kunstner, både i farvepotten og i teaterpotten, men får han ganske magten,
»Byen lægger sig det ikke på hjertet!« sagde manden. »Det vil ikke anfægte et eneste menneske, de tror allesammen at jeg fortæller et eventyr, idet jeg med den inderligste alvor siger dem: »Lygtemændene er i byen, sagde mosekonen, tag eder i agt!«
Henvis til værket
H.C. Andersen: Lygtemændene er i Byen, sagde Mosekonen. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 3: Eventyr og Historier III 1862-1873. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.