H.C. Andersen

Lygtemændene er i byen, sagde mosekonen

Der var en mand som engang vidste så mange nye eventyr, men nu var de sluppet for ham, sagde han. Eventyret der af sig selv gjorde visit, kom ikke mere og bankede på hans dør. Og hvorfor kom det ikke? Ja, det er sandt nok, manden havde i år og dag ikke tænkt på det, ikke ventet at det skulle komme at banke på, og det havde vist heller ikke været her, thi udenfor var krig, og indenfor sorg og nød, som krigen fører med sig.

Stork og svale kom fra deres lange rejse. De tænkte på ingen fare, og da de kom, var reden brændt, menneskenes huse brændt, leddet af lave, ja, rent borte, fjendens heste trådte på de gamle grave. Det var hårde, mørke tider, men også de får ende.

Og nu havde de ende, sagde man, men endnu bankede ikke eventyret på eller lod høre fra sig.

»Det er vel dødt og borte med de mange andre,« sagde manden. Men eventyret dør aldrig!

Og der gik over et helt år, og han længtes så såre.

»Mon dog ikke eventyret skulle komme igen og banke på?« Og han huskede det så levende i alle de mange skikkelser det var kommet til ham. Snart ungt og dejligt, foråret selv, en yndig lille pige med skovmærkekrans om håret og bøgegren i hånden, hendes øjne skinnede som dybe skovsøer i klart solskin. Snart var det også kommet som bissekræmmer, havde åbnet kramkisten og ladet silkebånd flagre med vers og indskrift fra gamle minder. Men allerdejligst var det dog når det kom som gammel morlille med sølvhvidt hår og med øjne så store og så kloge, da vidste hun ret at fortælle om de allerældste tider, længe endnu før prinsesserne spandt på guldten, mens drager og lindorme lå udenfor og passede på. Da fortalte hun så levende at der kom sorte pletter for øjnene af enhver som hørte derpå, gulvet blev sort af menneskeblod. Grueligt at se og at høre, og dog så fornøjeligt, for det var så længe siden at det var sket.

»Mon hun ikke mere skulle banke på?« sagde manden og stirrede mod døren så at der kom sorte pletter for øjnene, sorte pletter på gulvet. Han vidste ikke om det var blod eller sørgeflor fra de tunge, mørke dage.

Og som han sad, kom ham i tanke om ikke eventyret havde skjult sig, ligesom prinsessen i de rigtige gamle eventyr, og ville nu søges op. Blev hun fundet, da strålede hun i ny herlighed, dejligere end nogensinde før.

»Hvo ved! Måske ligger hun skjult i det henkastede stråhalm der vipper på brøndkanten. Forsigtig! Forsigtig! Måske har hun gemt sig i en vissen blomst, lagt ind i en af de store bøger på hylden!«

Og manden gik hen, åbnede en af de allernyeste til at få forstand af, men der lå ingen blomst, der stod at læse om Holger Danske. Og manden læste at hele den historie var opfundet og sat sammen af en munk i Frankrig, at det var en roman der var blevet »oversat og prentet udi det danske sprog«, at Holger Danske slet ikke havde været og altså slet ikke kom igen, som vi havde sunget om og så gerne ville troet på. Det var med Holger Danske som med Wilhelm Tell, kun mundsvejr, ikke til at forlade sig på, og det stod i bogen skrevet sammen med stor lærdom.

»Ja, jeg tror nu hvad jeg tror!« sagde manden, »der gror ikke vejbred hvor ingen fod har trådt

Og han lukkede bogen, satte den på hylden og gik så hen til de friske blomster i vindueskarmen; dér måske havde eventyret skjult sig i den røde tulipan med de guldgule kanter, eller i den friske rose, eller i den stærkt farvede kamelia. Solskinnet lå mellem bladene, men ikke eventyret.

»Blomsterne her stod i sorgens tid, var alle langt smukkere, men de blev skåret af, hver en, bundet i kranse, lagt ned i kiste, og over den bredtes flaget. Måske med de blomster er eventyret jordet? Men derom måtte blomsterne have vidst, og kisten havde fornemmet det, jorden havde fornemmet det, hvert lille græsstrå der skød frem, ville have fortalt det. Eventyret dør aldrig!

Måske har det også været her og banket på, men hvo havde dengang øre for det, tanke for det? Man så mørk, tungsindig, næsten vred til forårets solskin, dets fuglekvidder og alt det fornøjelige grønne. Ja, tungen kunne ikke bære de gamle, folkefriske sange, de blev skrinlagt med så meget vort hjerte havde kært. Eventyret kan godt have banket på, men det er ikke hørt, ikke sagt velkommen, og så er det blevet borte.

Jeg vil gå at søge det op.

Ud på landet! Ud i skoven ved den åbne strand!«

Derude ligger en gammel herregård med røde mure, takket gavl og vajende flag på tårnet. Nattergalen synger under de fintfrynsede bøgeblade mens den ser på havens blomstrende æbletræer og tror at de bærer roser. Her har i sommersolen bierne travlt, og med summende sang sværmer de om deres dronning. Efterårsstormen ved at fortælle om den vilde jagt, om menneskeslægter og skovens løv der farer hen. Ved juletid synger de vilde svaner ude fra det åbne vand, mens inde i den gamle gård ved kakkelovnsilden man føler sig stemt til at høre sange og sagn.

Ned i den gamle del af haven hvor den store allé af vilde kastanjer lokker med sit halvmørke, gik manden der søgte eventyret. Her havde engang vinden suset for ham om »Valdemar Daa og hans døtre«. Dryaden i træet, det var eventyrmor selv, havde her fortalt ham »Det gamle egetræs drøm«. I mormors tid stod her beskårne hække, nu voksede kun bregner og nælder. De bredte sig over henslængte rester af gamle stenfigurer. Der voksede dem mos i øjnene, men de kunne lige så godt se som før, det kunne manden efter eventyr ikke, han så ikke eventyret. Hvor var det?

Hen over ham og de gamle træer fløj krager i hundredvis og skreg: »Herfra! Herfra!«

Og han gik fra haven hen over gårdens voldgrav, ind i ellelunden. Der stod et lille sekskantet hus med hønsegård og andegård. Midt i stuen sad den gamle kone som styrede det hele og vidste nøjagtigt om hvert æg der blev lagt, hver kylling der kom ud af ægget, men hun var ikke eventyret som manden søgte. Det kunne hun bevise ved kristelig døbeattest og vaccinationsattest, begge lå i dragkisten.

Udenfor, ikke langt fra huset, er en høj med rødtjørn og guldregn. Her ligger en gammel gravsten der for mange år siden kom herhid fra købstadskirkegården, et minde om en af byens hæderlige rådmænd. Hans hustru og hans fem døtre, alle med foldede hænder og pibekrave, står omkring ham udhugget i stenen. Man kunne så længe betragte denne at den ligesom virkede på tankerne og disse igen på stenen så at denne fortalte om gamle tider. I det mindste var det således gået manden der søgte eventyret. Idet han nu kom her, så han en levende sommerfugl sidde lige i panden på rådmandens udhuggede billede. Den slog med vingerne, fløj et lille stykke og satte sig igen tæt ved gravstenen for ligesom at vise hvad der groede. Der groede en firkløver, der groede hele syv ved siden af hinanden. Kommer lykken, kommer den fuldtop! Han plukkede kløverne og puttede dem i lommen. Lykken er lige så god som rede penge, men et nyt, dejligt eventyr var dog endnu bedre, tænkte manden, men det fandt han ikke der.

Solen gik ned, rød og stor, engen dampede, mosekonen bryggede.

Det var ud på aftenen, han stod alene i sin stue, så ud over haven, over eng, mose og strand. Månen skinnede klar, der lå en damp hen over engen som var den en stor sø, og det havde her engang også været, der gik sagn herom, og i måneskinnet viste sig syn for sagn. Da tænkte manden på hvad han inde i byen havde læst, at Wilhelm Tell og Holger Danske ikke havde været til, men i folketroen bliver de dog, som søen herude, levende syn for sagn. Jo, Holger Danske kommer igen!

Idet han således stod og tænkte, slog noget ganske stærkt på vinduet. Var det en fugl? En flagermus eller en ugle? Ja, dem lukker man ikke ind om de banker på. Vinduet sprang op af sig selv, en gammel kone så ind på manden.

»Hvad behager!« sagde han. »Hvem er hun? Lige ind i første etage ser hun. Står hun på stige?«

»De har en firkløver i lommen,« sagde hun, »ja, De har hele syv, hvoraf den ene er en sekskløver!«

»Hvem er hun?« spurgte manden.

»Mosekonen!« sagde hun. »Mosekonen som brygger. Det var jeg i færd med. Tappen sad i tønden, men en af de små moseunger rev i kådhed tappen af, kylede den lige herop imod gården hvor den slog mod vinduet. Nu løber øllet af tønden, og det er ingen tjent med.«

»Sig mig dog!« sagde manden.

»Ja, vent lidt!« sagde mosekonen, »nu har jeg andet at tage vare!« og så var hun borte.

Manden var ved at lukke vinduet, så stod konen der igen.

»Nu er det gjort!« sagde hun, »men det halve øl kan jeg brygge om i morgen, om det bliver vejr dertil. Nå, hvad har De så at spørge om? Jeg kom igen, for jeg holder altid mit ord, og De har i lommen syv firkløvere, hvoraf den ene er en sekskløver, det giver respekt, det er ordenstegn som gror ved landevejen, men ikke findes af enhver. Hvad har De så at spørge om? Stå nu ikke der som en løjerlig tip, jeg må snart af sted til min tap og min tønde!«

Og manden spurgte om eventyret, spurgte om mosekonen havde set det på sin vej.

»Ih, du store brygning!« sagde konen, »har De endnu ikke nok af eventyret? Det tror jeg da rigtignok at de fleste har. Her er andet at tage vare, andet at passe på. Selv børnene er kommet ud over det. Giv smådrengene en cigar og småpigerne en ny krinoline, det holder de mere af! Høre på eventyr! Nej, her er sandelig andet at tage vare, vigtigere ting at udrette!«

»Hvad mener De med det?« sagde manden. »Og hvad ved De om verden? De ser jo kun frøer og lygtemænd!«

»Ja, tag De Dem i agt for lygtemændene!« sagde konen, »de er ude! De er sluppet løs! Dem skal vi tale om! Kom De til mig i mosen hvor min nærværelse er nødig, der skal jeg sige Dem det hele, men skynd Dem lidt mens Deres syv firkløvere med den ene sekser er friske, og månen endnu er oppe!«

Væk var mosekonen.

Klokken slog tolv på tårnuret, og før den slog kvarterslag, var manden ude i gården, ude af haven og stod i engen. Tågen havde lagt sig, mosekonen holdt op at brygge.

»Det varede længe før De kom!« sagde mosekonen. »Troldtøj kommer hurtigere frem end mennesker, og jeg er glad ved at jeg er født troldtøj.«

»Hvad har De nu at sige mig?« spurgte manden. »Er det et ord om eventyret?«

»Kan De da aldrig komme videre end at spørge om det?« sagde konen.

»Er det da om fremtidspoesien De kan tale?« spurgte manden.

»Bliv bare ikke højtravende,« sagde konen, »så skal jeg nok svare. De tænker kun på digteriet, spørger om eventyret ligesom om hun var madammen for det hele! Hun er nok bare den ældste, men hun går altid for den yngste. Jeg kender hende nok! Jeg har også været ung, og det er ingen børnesygdom. Jeg har engang været en ganske net elverpige og danset med de andre i måneskinnet, hørt på nattergalen, gået i skoven og mødt eventyrfrøkenen, der altid var ude at føjte. Snart tog hun natteleje i en halvt udsprunget tulipan eller i en engblomme, snart smuttede hun ind i kirken og svøbte sig i sørgefloret der hang fra alterlysene.«

»De ved dejlig besked!« sagde manden.

»Jeg skulle da sagtens vide lige så meget som De ved!« sagde mosekonen. »Eventyr og poesi, ja, de er to alen af ét stykke: De kan gå at lægge sig hvor de vil. Al deres værk og tale kan man brygge efter og have bedre og billigere. De skal få dem hos mig for ingenting. Jeg har et helt skab fuldt af poesi på flasker. Det er essensen, det fine af den, urten, både den søde og beske. Jeg har på flaske alt hvad menneskene behøver af poesi for om helligdagene at få lidt på lommetørklædet at lugte til.«

»Det er ganske forunderlige ting De siger,« sagde manden. »Har De poesi på flasker?«

»Mere end De kan tåle!« sagde konen. »De kender vel historien om »Pigen som trådte på brødet for ikke at smudske sine nye sko«? Den er både skrevet og trykt.«

»Den har jeg selv fortalt,« sagde manden.

»Ja, så kan De den,« sagde konen, »og ved at pigen sank lige ned i jorden til mosekonen just som Fandens oldemor gjorde visit for at se bryggeriet. Hun så pigen som sank, og udbad sig hende til postament, en erindring om besøget, og hun fik hende, og jeg fik en foræring som jeg har intet gavn af, et rejseapotek, et helt skab fyldt med poesi på flasker. Oldemor sagde hvor skabet skulle stå, og der står det endnu. Se engang! De har jo Deres syv firkløvere i lommen, hvoraf den ene er en sekskløver, så vil De nok kunne se det!«

Og virkeligt, midt i mosen lå ligesom en stor elletrunte, det var oldemors skab. Det stod åbent for mosekonen og for enhver i alle lande og i alle tider, sagde hun, når de kun vidste hvor skabet stod. Det var til at åbne for og bag, på alle sider og kanter, et helt kunststykke, og så dog kun ud som en gammel elletrunte. Alle landes poeter, især vort eget lands, var her lavet efter, gejsten af dem var spekuleret ud, recenseret, renoveret, koncentreret og sat på flaske. Med stort instinkt, som det kaldes når man ikke vil sige geni, havde oldemor taget det i naturen der ligesom smagte af den eller den poet, sat lidt djævelskab til, og så havde hun hans poesi på flaske for hele fremtiden.

»Lad mig se engang!« sagde manden.

»Ja, men der er vigtigere ting at høre!« sagde mosekonen.

»Men nu er vi ved skabet!« sagde manden og så derind. »Her er flasker af alle størrelser. Hvad er der i den? Og hvad i den?«

»Her er det de kalder majduft!« sagde konen, »jeg har ikke prøvet den, men jeg ved at slår man af den kun en lille slat på gulvet, så står der straks en dejlig skovsø, med åkander, brudelys og vilde krusemynter. Man hælder bare to dråber på en gammel stilebog, selv fra nederste klasse, og så bliver bogen en hel duftkomedie som man meget godt kan opføre og falde i søvn over, så stærkt dufter den. Det skal nok være en høflighed mod mig at der står skrevet på flasken: »Mosekonens bryg.«

Her står skandaleflasken. Det ser ud som om der kun var snavset vand i den, og det er snavset vand, men med bruspulver af bysladder; tre lod løgn og to gran sandhed, rørt om med en birkekvist, ikke fra en spidsrod, lagt i saltlage og skåret ud af synderens blodige krop, eller en stump fra skolemesterens ris, nej, lige taget fra kosten der fejede rendestenen.

Her står flasken med den fromme poesi udi salmetone. Hver dråbe har klang som smæld af Helvedes porte og er lavet af tugtelsens blod og sved. Nogle siger det er kun duegalde, men duerne er de frommeste dyr, de har ingen galde, siger folk der ikke kan naturhistorie.«

Her stod flasken for alle flasker, den bredte sig i det halve skab: flasken med hverdagshistorier. Den var bundet til både med svineskind og med blæreskind, for den kunne ikke tåle at tabe af sin kraft. Hver nation kunne her få sin egen suppe, den kom eftersom man vendte og drejede flasken. Her var gammel tysk blodsuppe med røverboller, også tynd husmandssuppe med virkelige hofråder der lå som rødder, og hen over dem svømmede filosofiske fedtøjne. Der var engelsk guvernantesuppe og den franske potage à la Kock lavet på haneben og spurveæg, på dansk kaldet cancansuppe. Men den bedste af supperne var den københavnske. Det sagde familien.

Her stod tragedien på champagneflaske, den kunne knalde, og det skal den. Lystspillet så ud som fint sand til at kaste folk i øjnene, det vil sige det finere lystspil. Det grovere var også på flaske, men bestod kun af fremtidsplakater, hvor navnet på stykket var det kraftigste. Der var udmærkede komedienavne, således: »Tør du spytte i værket?«, »En på gummerne«, »Det søde asen« og »Hun er sprøjtefuld!«

Manden faldt ganske hen i tanker derved, men mosekonen tænkte længere frem, hun ville have ende på det.

»Nu har De vel set nok i kramkisten,« sagde hun, »nu ved De hvad der er, men det vigtigere De skulle vide, ved De ikke endnu. Lygtemændene er i byen! Det har mere at betyde end poesi og eventyr. Jeg skulle nu holde mund dermed, men det må være en styrelse, en skæbne, noget der går mig over, det er sat mig i kværken, det må herud. Lygtemændene er i byen! De er sluppet løs! Tag eder i agt, mennesker!«

»Det forstår jeg ikke et ord af!« sagde manden.

»Vær så god at sætte Dem på skabet!« sagde hun, »men fald ikke ind i det og slå flaskerne itu, De ved hvad der er i dem. Jeg skal fortælle den store begivenhed, den er ikke ældre end fra i går, den er hændt tidligere. Denne har endnu tre hundrede og fireogtresindstyve dage at løbe på. De ved vel hvor mange dage der er i året?«

Og mosekonen fortalte.

»Her var stort på færde i går ude i sumpen. Her var barnegilde! Her blev født en lille lygtemand, her blev født tolv af det kuld, som det er givet at de kan, om de vil, træde op som mennesker og agere og kommandere imellem disse ligesom om de var født mennesker. Det er en stor begivenhed i sumpen, og derfor dansede som smålys hen over mose og eng alle lygtemænd og lygtekoner. Der er også hunkøn, men de er ikke i omtale. Jeg sad på skabet dér og havde på mit skød alle de tolv små, nyfødte lygtemænd. De skinnede som sankthansorme, de begyndte allerede at hoppe, og hvert minut tog de til i størrelse så at før et kvarter var omme, så hver af dem lige så stor ud som far eller onkel. Nu er det en gammel medfødt lov og begunstigelse at når månen netop står som den stod i går, og den vind blæser som blæste i går, så er det givet og forundt alle de lygtemænd som i den time og i det minut fødes, at kunne blive mennesker og hver af dem, et helt år igennem, rundt om øve deres magt. Lygtemanden kan løbe landet rundt og verden med om han ikke er bange for at falde i søen eller blæses ud i en svær storm. Han kan fare lige lukt ind i mennesket, tale for ham og gøre alle bevægelser han vil. Lygtemanden kan påtage sig hvilken som helst skikkelse, mand eller kvinde, handle i deres ånd, men med hele sin egen yderlighed så at der kommer ud af det hvad han vil. Men i ét år må han vide og forstå at føre tre hundrede og femogtresindstyve mennesker på gal vej, og det i stor stil, føre dem bort fra det sande og det rigtige, da opnår han det højeste en lygtemand kan drive det til, at blive løber foran Fandens stadskaret, få gloende brandgul kjole og luen lige ud af halsen. Det kan en simpel lygtemand slikke sig om munden efter. Men der er også fare og stort bryderi for en ærgerrig lygtemand der agter at spille en rolle. Får mennesket øjnene op for hvem han er, og kan blæse ham væk, så er han væk og må tilbage i sumpen. Og dersom, før året er omme, lygtemanden betages af længsel efter at komme til sin familie, opgiver sig selv, så er han også væk, kan ikke længere brænde klart, går snart ud og kan ikke tændes igen. Og er året endt, og han da endnu ikke har ført tre hundrede og femogtresindstyve mennesker bort fra sandheden og hvad godt og dejligt er, så er han dømt til at ligge i råddent træ og skinne uden at kunne røre sig, og det er den frygteligste straf for en livlig lygtemand. Alt dette vidste jeg, og alt dette sagde jeg de tolv små lygtemænd jeg sad med på skødet, og de var som ellevilde af glæde. Jeg sagde dem at det var det sikreste og mageligste at opgive æren og ikke at bestille noget. Det ville de unge blus ikke, de så sig allerede gloende brandgul med luen ud af halsen. »Bliv hos os!« sagde nogle af de gamle. »Driv spil med menneskene!« sagde de andre. »Menneskene tørrer vore enge ud, de dræner! Hvad skal der blive af vore efterkommere?«

»Vi vil flamme mig flamme!« sagde de nyfødte lygtemænd, og så var det afgjort.

Her blev straks minutbal, kortere kunne det ikke være! Elverpigerne svingede sig tre gange rundt med alle de andre for ikke at synes storagtige; de danser ellers helst med sig selv. Så blev der givet faddergave: »kastet smut«, som det hedder. Foræringerne fløj som kiselsten hen over mosevandet. Hver af elverpigerne gav en flig af deres slør: »Tag den!« sagde de, »så kan du straks den højere dans, de vanskeligste sving og vendinger når det kniber. Du får den rette holdning og kan vise dig i de strunkeste selskaber.« Natravnen lærte hver af de unge lygtemænd at sige: »Bra’, bra’, brav!« sige det på det rette sted, og det er en stor gave der lønner sig selv. Uglen og storken lod også noget falde, men det var ikke værd at tale om, sagde de, og så taler vi ikke om det. Kong Valdemars vilde jagt fór just hen over mosen, og da det herskab hørte om stadsen, sendte de til foræring et par fine hunde der jager med vindens fart og nok kan bære en lygtemand eller tre. To gamle marer som ernærer sig ved at ride, var med ved gildet. De lærte straks fra sig den kunst at slippe ind igennem et nøglehul, det er som om alle døre stod åbne for en. De tilbød at føre de unge lygtemænd til byen, hvor de vidste god besked. De red sædvanligvis gennem luften på deres eget lange nakkehår, som de havde bundet knude på for at sidde hårdt, men nu satte de sig hver skrævs over den vilde jagts hunde, tog på skødet de unge lygtemænd der skulle ind at forlede og forvilde menneskene – hutsch, var de borte. Det var alt sammen i går nat. Nu er lygtemændene i byen, nu har de taget fat, men hvordan og hvorledes, ja, sig mig det! Jeg har en vejrtråd igennem min storetå, den siger mig altid noget!«

»Det er et helt eventyr!« sagde manden.

»Ja, det er da kun begyndelsen til et!« sagde konen. »Kan De fortælle mig hvorledes lygtemændene nu tumler og ter sig, i hvilke skikkelser de er trådt op for at få menneskene på gale veje?«

»Jeg tror nok,« sagde manden, »der kunne skrives en hel roman om lygtemændene, hele tolv dele, en om hver lygtemand, eller måske endnu bedre, en hel folkekomedie!«

»Den skulle De skrive!« sagde konen, »eller hellere lade være.«

»Ja, det er mageligere og behageligere,« sagde manden, »så slipper man for at tøjres i avisen, og det er tit lige så trangt som for en lygtemand at ligge i råddent træ, skinne og ikke turde sige et muk.«

»Mig er det lige fedt!« sagde konen, »men lad hellere de andre skrive, de som kan, og de som ikke kan. Jeg giver fra min tønde en gammel tap, den lukker op skabet med poesi på flasker, derfra kan de få hvad der skorter for dem. Men De, min gode mand, synes mig nu at have blækket Deres fingre nok til, og må være kommet til den alder og sathed ikke hvert år at løbe efter eventyr, nu her er langt vigtigere ting at gøre. De har vel dog forstået hvad der er på færde?«

»Lygtemændene er i byen!« sagde manden, »jeg har hørt det, jeg har forstået det! Men hvad vil De at jeg skal gøre? Jeg vil jo blive dænget over om jeg ser og siger folk: Se engang, der går en lygtemand i hæderlig kjole –!«

»De går også i skørter,« sagde konen. »Lygtemanden kan påtage sig alle skikkelser og træde op på alle steder. Han går i kirke, ikke for Vorherres skyld, måske er han faret i præsten! Han taler på valgdag, ikke for land og riges skyld, men kun for sin egen, han er kunstner, både i farvepotten og i teaterpotten, men får han ganske magten, så er potten ude! Jeg snakker, og jeg snakker, jeg må ud med hvad der sidder mig i kværken, til skade for min egen familie; men jeg skal nu være menneskenes redningskone! Det er sandelig ikke med min gode vilje eller for medaljens skyld. Jeg gør det galeste jeg kan, jeg siger det til en poet, og så får da snart hele byen det at vide!«

»Byen lægger sig det ikke på hjertet!« sagde manden. »Det vil ikke anfægte et eneste menneske, de tror allesammen at jeg fortæller et eventyr, idet jeg med den inderligste alvor siger dem: »Lygtemændene er i byen, sagde mosekonen, tag eder i agt!«

Del

[Sassy_Social_Share]

Henvis til værket

H.C. Andersen: Lygtemændene er i Byen, sagde Mosekonen. Udg. af [INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk

Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession