De, som i Herren døe, de har det bedst,

Vi Levende ei kunne Savnet glemme;

Hver Dag blev Dig en lille Glædesfest,

Naar Du saae dine Kjære om Dig hjemme.

Og Ung og Gammel følte sig saa glad,

Thi Du forstod dem, som de Dig forstode;

Din lyse Tanke i dit Øie sad;

Ak! Dig vi mistede, Du Eiegode!

I Tiden sløves let den Ældres Blik,

Den Ældre kan ei hver en Stræben fatte;

Men Du med Ungdoms Ild med Tiden gik,

Det Gode i den vidste Du at skatte!

En sjelden Qvinde var Du, mild og klog,

Taalmodig, kristelig Du bar hver Smerte,

Din anden Bibel var Naturens Bog,

Den læste Du, som i dit eget Hjerte!

Naar man har levet og er mæt af Aar,

Da, siger Verden, maa jo Døden komme!

Men naar man selv med Sorg ved Kisten staaer,

Da synes Aarene for hurtigt omme.

Du gik til ham, som Du dit Hjerte gav,

Du gik fra Jorden ind til evig Glæde;

Men vi har for vort Øie kun din Grav –

– Det gjør saa vel at kunne ret udgræde!