H.C. Andersen

Maurerpigen

Original Tragedie i fem Akter

1840

Opført første gang 18. december 1840

Det er saa temmelig bekjendt, at jeg har prøvet en tung Barndom, og om end senere en god Gud har ført mig fremad, har jeg dog Skridt for Skridt maattet udstaae mange Kampe. Ved min første Fremtræden som Digter, fik jeg Publicum for mig og nogle Enkelte mod mig; jeg taug mod disse og søgte ved ethvert nyt Arbeide at give mit bedste Svar. Da Digteren Hertz 1833 reiste udenlands, fik ogsaa jeg et kongeligt Reisestipendium; det blev misundt mig: jeg havde jo alt culmineret, der vilde intet mere blive af mig, var de Enkeltes Tale. En Anonym skrev da i »Kjøbenhavnsposten« et Smædedigt over mig; jeg var netop kommen til Paris, jeg hang med Veemod ved Hjemmet, men Ingen skrev mig til; da kom endelig efter en Maaneds Forløb et stort, ufrankeret Brev, jeg aabnede det og fandt kun en Convolut om den »Kjøbenhavnspost«, hvori det onde Digt mod mig var indrykket; rimeligviis har Forfatteren sendt mig det. Saaledes var i Udlandet min første Hilsen fra Hjemmet.

Ved min Hjemkomst skrev jeg Improvisatoren, en Bog, der hævede mig i Mængdens Øine, saa man ikke længer som før forsøgte at spotte og forhaane mig. Jeg skrev derpaa Romanerne »O. T.,« og »Kun en Spillemand,« hvilke ligesom Improvisatoren ere blevne oversatte i Sverrig og Tydskland, hvor man har overvurderet deres Værd, og givet mig et Navn, jeg først ved bedre Værker maa gjøre mig værdig til. Efter Romanerne fulgte mine Børne-Eventyr, som man her hjemme har optaget med stort Bifald. Fra mine tidligere dramatiske Arbeider turde man vel i denne Retning intet godt vente sig af mig; imidlertid troede jeg dog selv at burde vove et nyt Forsøg, og da jeg vidste, at man frakjendte mig Flid og Udholdenhed til at udføre et større versificeret Digt, skrev jeg paa rimede Vers Dramaet Mulatten; hvor meget jeg led og stred, førend jeg fik dette paa Scenen, er ikke ubekjendt; jeg betragter det som en halv Naades-Sag, at det blev antaget; det vandt imidlertid et Bifald, jeg aldrig turde drømme om, ja blev endogsaa indbringende for Theaterkassen. Jeg troede nu at have sikkret mig en mildere Fremfærd, men Tiden har viist mig, at det er anderledes; i Bladet »Fædrelandet« søgte en Anonym at forringe mit Dramas Værd ved at lægge en betydende Vægt paa, at Stoffet var laant af en bekjendt Novelle; det var hadefuldt nedskrevet, men saaledes grupperet, at de Svagere i Aanden maatte sige, »han mener det ikke saa slemt!« Jeg besluttede da at svare, som jeg her har svaret, ved at skrive et nyt Arbeide, selv til dette opfinde Stoffet, og nøie tage Hensyn til vort Theater og dets Kræfter, og jeg skrev: »Maurerpigen

Dette Arbeide fremlægger jeg her for Publicum. Ved at læses kan det ikke gjøre den Virkning, som Mulatten har gjort; det har færre lyriske Steder, alt er og skal være beregnet paa Scenen, paa Fremstillingen, derfra og derefter maa det dømmes. Hvorvidt jeg har været heldig, vil Tiden afgjøre; selv faaer jeg ikke mit Stykkes Skjæbne at vide førend paa hiin Side Alperne, thi snart, og førend dets Opførelse, forlader jeg Hjemmet, tildeels for at glemme en og anden lidt Krænkelse, tildeels for at samle nye Kræfter til at levere noget Bedre. Den Trøst bringer jeg med mig til Udlandet, at baade Frederik den Sjette og Christian den Ottende have viist mit Talent stor Naade og Opmuntring, at jeg mellem Danmarks ædleste og første Mænd har fundet oprigtige Venner, og at det kun er nogle Faa, ikke Publicum, der have viist mig Uvillie.

I det jeg reiser, er min Bøn til Gud, at jeg maa vende tilbage til mit Hjem med større Kraft i Sjælen og istand til at skjænke det Arbeider, som maae bringe mine Fjender til at blive mine Venner. Alle Kjære et hjerteligt Lev vel.

H. C. Andersen Kjøbenhavn, de sidste Dage i October 1840

  • ALHAKEM, Maurernes Konge
    Hr. Dr. Ryge
  • NIAMA, hans Datter
    Jomf. Ryge
  • Kongen af Cordova
    Hr. Holst
  • ZAVALA, en ung Hidalgo
    Hr. Hansen, jun.
  • DIEGO, hans Vaabenbroder
    Hr. Gundersen
  • Erkebiskoppen af Cordova
    Hr. Kragh
  • CARDENIO, Høvding i den spanske Hær
    Hr. Hvid
  • RAPHAELLA, en fattig, forældreløs Pige
    Mad. Holst
  • Prindsessen af Frankrig
    Jomf. Fabritius
  • PABLO,
    Lazaros
    Hr. Phister
  • AURELIO,
    Hr. Schram
  • SANTIAGO,
    Hr. Pätges
  • Hoffolk. Krigere. Hyrder. Folk

Første Act

En vild Fjeldegn paa Grændsen mellem Cordova og Granada, stjerneklar Aften; en stor Deel Krigere have her i Leiren flokket sig om RAPHAELLA, der improviserer for dem; hun staaer paa en Fjeldblok, noget høiere end de andre, og er midt i sin Improvisation om Hærens sidste Seier over Maurerne. Scenen fyldes ved andre Grupper; nogle sladdre om en Vagtild, to spille Terninger, een læner sig med sin Guitar op til et Træ, medens en anden knælende læser sin Rosenkrands; det hele aander bevægeligt sydligt Liv.

Første Scene

MÆNGDEN der jublende afbryder Raphaella.

Brava, Raphaella! Brava!

RAPHAELLA vedbliver.

– – »Bjergets Blomst drak Blod med Roden,

Mens foroven Sværdets Klinge

Lyste, som en Cherub-Vinge;

Men i Dalen, der hvor Floden

Nedad mod Granada strømmed’,

Eensom, uden Rytter svømmed’

Hesten over, for at sige:

Græd du smukke Maurerpige! –

Høit paa Bjerget Christenhæren,

Knælende i Morgenglandsen,

Dybt tilbedende Monstrantsen,

Synger høit: Gud ene Æren! –

Snart om Landsen Laurbærkrandsen

Veier der i Folkedandsen!«

MÆNGDEN

Brava, Raphaella! Brava!

De dandse jublende omkring hende, enkelte slaae paa Tambouriner, andre skyde i Luften.

Anden Scene

DE FORRIGE. CARDENIO
CARDENIO

I er’ muntre!

NOGLE

Generalen!

ZAVALA

Raphaella sang om Slaget,

Hun improviserte for os.

Dog der var eet Træk, hun glemte,

Hendes egen Heltedaad.

DIEGO

Hvor hun modig, midt i Kampen

Trængte frem og frelste Fanen,

Rev den til sig, da i Støvet

Blodbestænkt den laae blandt Døde.

ZAVALA

Og hun svingede den dristigt

Ind imellem Maurer-Sabler

Og vor unge Fyrstes Hoved;

Hun har frelst Cordovas Konge!

MÆNGDEN

Leve, Raphaella! leve!

RAPHAELLA

Det var Selvforsvar, som drev mig,

Jeg var revet med i Striden,

Maatte handle eller falde!

CARDENIO

Et Trup Ryttere sig nærme,

Det er Budskab fra Cordova!

Sørgefesten er til Ende,

Og om nogle Timer ringe

Kirkeklokkerne til Kroning.

DIEGO

Han, med hvem i Aar og Dage

Vi har levet her i Leiren,

Og betragtet som en Broder,

Er nu Fædrelandets Konge!

RAPHAELLA

Jeg var aldrig i Cordova!

Hvilken Tummel, hvilken Jubel

Vil der være næste Morgen,

Naar vor unge Konge hyldes!

Gid jeg kunde staae i Vrimlen,

See ham komme ung og dristig

Med den kongelige Krone

Om sin høie smukke Pande!

See de prægtigt klædte Grander, Høre Sangen og med Folket

Raabe, leve, leve, Kongen!

O hvor det var herligt! herligt!

klapper i Hænderne.

ZAVALA

Heller bliver jeg i Leiren!

Jeg har ingen Længsel efter

Disse tomme, stolte Feste.

Ei Cordova har Terrasser,

Luftige, som disse Fjelde,

Slottets Vægge har ei Farver

Som Naturen rundtomkring os!

DIEGO halv høit.

Men Cordova eier Qvinder.

Efter dem vi her maae klage!

ZAVALA ligeledes.

Her jeg Underblomsten finder,

Spanien ei til den har Mage!

Under disse Replikker ere to væbnede Bud fra Cordova traadte ind med Breve, hvilke de overrække Cardenio.
RAPHAELLA

Hvad mon disse Breve melde!

DIEGO

Om hans Kroning, om hans Bryllup –!

RAPHAELLA

Bryllup!

DIEGO

Ja, jeg veed det ikke,

Men man siger jo, hans Fader

Før sin Død har valgt for ham

Frankrigs unge Kongedatter!

Andre nævnede Niama,

Maurerkongens smukke Datter!

RAPHAELLA hæftig

Maurerkongens, Fjendens Datter!

Nei, da skulde hun døe Døden,

Eller han sin Krone miste!

ZAVALA

Alt for dristig er din Tale!

RAPHAELLA

O, jeg føler Gift i Blodet,

Naar paa dette Folk jeg tænker.

Denne africanske Bølge,

Som vil overskylle Spanien,

Styrte Korset, Landets Skikke! –

Nei, han ægter hende ikke!

DIEGO

Du er, som den stille Bjergsø,

Dyb og klar og gjennemsigtig,

Men din Tanke, som en Stormvind,

I et Nu oprører Søen!

RAPHAELLA

Kongen tænker ei paa Bryllup!

CARDENIO som har gjennemlæst Brevene.

Hæren rykker ikke fremad!

Kongen vil, at indtil videre

Intet skeer imod Granada!

Enkelte, de staae navngivne,

Har endnu i denne Nat

At begive sig fra Leiren,

Og indtræffe i Cordova!

Her staaer ogsaa Raphaella.

træder tilbage mellem Teltene.
RAPHAELLA

Jeg er kaldt.

BUDET

Et Brev, Signora,

Er mig givet med til Eder.

RAPHAELLA griber det.

Hvad til mig?

ZAVALA

Fra hvem?

RAPHAELLA

Fra Kongen!

læser:

»Leirens Datter! Raphaella!

Dig, som skjærmed’ mig i Kampen,

Vil jeg takke i Cordova.

Reis endnu i Dag. Jeg Kongen!«

Scenen er imidlertid bleven tom paa Zavala og Raphaella nær.

Tredie Scene

ZAVALA. RAPHAELLA
ZAVALA

Raphaella reiser ikke!

RAPHAELLA

Jo, jeg reiser! Kongen vil det,

Og jeg selv har Lyst at komme

Til den nye, rige Verden,

Som jeg kjender kun af Drømme.

O, hvor jeg mig glæder til det,

Ja, jeg som et Barn mig glæder!

ZAVALA

Kongen viser dig stor Naade!

RAPHAELLA

Ja, hvor det er smukt og trofast,

At han under al den Travlhed

I Cordova sig erindrer

Selv den Ringeste i Leiren!

Mig han husker, mig han kalder!

Men Du synes saa alvorlig.

Hvilket Ansigt!

ZAVALA

Jeg kan ikke

Sige, at det just fornøier

Mig, at du gjør denne Reise!

RAPHAELLA

Mig det derimod fornøier.

Jeg skal see vor ædle Konge,

See de festligt klædte Damer,

Vrimlen i Cordovas Gader,

Og den skjønne store Kirke,

Høre Messe læst i Choret,

Knæle der for Herrens Moder!

ZAVALA

Men hvis Kongen nu forlanger,

At du blive skal ved Hoffet,

Siig mig da, hvad vil du svare?

RAPHAELLA

Det vil Kongen ei forlange!

Sig, hvad skulde der jeg gjøre,

Jeg en fattig Hyrdepige,

Jeg alene der ved Hoffet,

Uden Slægt og uden Venner!

ZAVALA

Den, en Konge hylder, tro mig,

Faaer strax Hyldest af dem Alle!

RAPHAELLA

Stakkels Zavala!

ZAVALA

Mig ængster

Det, at du er kaldt af Kongen.

RAPHAELLA

Ja jeg veed det! – kjender Grunden,

Du er skinsyg!

ZAVALA

Vel, det er jeg!

Du det siger! og i Ordet

Ligger, hvad du maa begribe.

Raphaella, Dig jeg elsker,

Du er mig mit Liv, min Tanke,

Uden Dig jeg ei kan leve!

RAPHAELLA

Det har du vist sagt til hundred’!

ZAVALA

Sagt maaskee, men aldrig meent det,

Meent det, som i denne Time,

Følt det som i mange Uger!

Du mig binder her til Leiren,

Du opflammer Modet hos mig.

»Raphaella, Fædrelandet«

Er mit Valgsprog og min Tanke!

Og jeg skulde roligt taale,

At en Anden eied’ dig!

Nei, om selv det saa var Kongen!

RAPHAELLA

Kongen! hvilken daarlig Tanke!

ZAVALA

Jeg har seet ham her i Leiren

Stirre paa dig, Raphaella,

Med et Blik –! min Tanke brænder!

Du har frelst hans Liv i Kampen,

Nu han kalder Dig til Hoffet,

Og Du kommer! Du vil komme?

RAPHAELLA

Zavala! vor unge Konge

Tænker ridderligt og mandigt,

Aldrig vil han kunne glemme

Sig og Æren, Fædrelandet!

ZAVALA

Bliv min Hustru! – Ja, min Hustru!

RAPHAELLA

Jeg er kun en Hyrdes Datter,

Er forældreløs og fattig!

Husk, at Du er adelsbaaren!

ZAVALA

Ja, min Slægt er god, som Kongens,

Men det er min hele Rigdom.

Guldet er slidt af vort Vaaben,

Den forgyldte Ridderlandse

Er nu lig med Hyrdestaven!

RAPHAELLA

Hvis Du mener mig det ærligt,

Bør jeg ogsaa skrifte ærligt!

Af dem Alle her i Leiren

Troer jeg, at du er mig kjærest,

Men jeg elsker dig dog ikke,

I det mindste ei saaledes,

Som jeg troer at man maa elske!

ZAVALA

Men ifald vor unge Konge

Var som jeg, og intet mere,

Talte her som jeg nu taler,

Siig, hvad vilde du ham svare?

RAPHAELLA

Du gjør mange sære Spørgsmaal!

ZAVALA

Ei du svarer!

RAPHAELLA

Daarlig Tale

Kan man ikke svare paa!

Jeg! jeg skulde elske Kongen?

ZAVALA

Raphaella, du maa blive!

Reis dog ikke til Cordova!

Det vil bringe mig til Vanvid!

RAPHAELLA

Nei det bliver ei saa slemt!

Jeg jo veed med alle Andre,

At du blusser op og slukkes,

At din Kjærlighed skal minde

Om en Leg hos Dalens Piger.

Roser kaste de i Luften,

Gribe dem, idet de falde,

Men idet den ene Rose

Gribes, er alt Øiet hæftet

Paa den næste, de vil fange!

ZAVALA

Du er grusom og ubillig!

RAPHAELLA

Og jeg reiser til Cordova!

ZAVALA

Vil den Gunst du mig forunde,

At jeg maa ledsage dig!

RAPHAELLA

Men mig syntes, nys dig kjeded’

Byen, Hoffet, Alt derinde!

»Ei Cordova har Terrasser,

Luftige, som disse Fjelde!

Slottets Vægge har ei Farver,

Som Naturen rundtomkring os!«

ZAVALA

O din Spøg er som det Purpur,

Hvormed Oxen paa Arena

Tirres til en større Vildhed!

RAPHAELLA

Men jeg gav jo intet Afslag!

Jeg tillader, at du bliver

Min Ledsager til Cordova;

Kun, jeg har Betingelser!

ZAVALA

Jeg vil Alt, hvad du forlanger!

RAPHAELLA

Du maa ei om Elskov tale!

Du maa ikke ved min Spøg

Blive Oxen paa Arena!

Du skal gjøre mig opmærksom

Paa det Smukke og det Sjeldne,

Jeg der første Gang skal see!

ZAVALA

Jeg skal ei din Tillid svigte!

RAPHAELLA

Hurtig da, kun kort er Natten.

ZAVALA

Vi med den omkap maa ride.

RAPHAELLA

Fremad, saa at Hestens Mane

Bølger om os som en Fane!

ZAVALA

Ingen Flugt dog Flammen slukker!

RAPHAELLA hæver Fingeren.

Zavala!

ZAVALA afsides idet han følger hende.

Jeg Blomsten plukker!

Fjerde Scene

Et prægtigt Værelse paa Slottet i Cordova KONGEN og ERKEBISKOPPEN
KONGEN

– Ja, hun hedder Raphaella,

Og, som jeg fortalte Eder:

Hun har frelst mit Liv i Kampen!

ERKEBISKOPPEN

Og hun eier ingen Slægtning?

KONGEN

Hendes Moder vogted’ Gjeder

Paa Sjerra-Nevadas Bjerge,

Der for Maurerne hun flygted’

Og fandt Tilhold i vor Leir!

Kun et Barn var Raphaella,

Paa sin Moders Ryg hun hængte

Indsyet i et Gjedeskind!

Det er, som man har fortalt mig!

ERKEBISKOPPEN

Hvo var Raphaellas Fader!

KONGEN

Vist en Smugler eller Hyrde!

Ja, hun er af ringe Byrd!

Dog om Blomsten groer i Engen

Eller i en Fyrstes Have,

Har den lige Skjønheds Rang.

ERKEBISKOPPEN

Moderen indprænted’ Barnet

Blodigt Had til Maurer-Folket,

Kjærlighed til Fædrelandet.

KONGEN

Da hun døde, blev den Lille

Givet Pater Guardian.

ERKEBISKOPPEN

Han blev skudt af Fjendens Pile!

KONGEN

Barnet blev da Leirens Datter,

Hele Hærens kaarne Yndling;

Der jeg voxte op med hende!

Knap jeg mærkede, hvor Barnet

Blev en underdeilig Jomfru;

Rosenknoppen blev en Rose!

Aldrig saae I slig en Skjønhed;

Der er noget gjennemsigtigt,

Luftigt, let, og dog saa kraftigt

I de yndigt bløde Former!

Orientens Elskovs-Drømme

Svømme i de sorte Øine.

Let bevægelig for Alt

Leer hun ofte gjennem Taarer;

Livsglad er hun som et Barn,

Og dog tankefuld som Gubben.

ERKEBISKOPPEN

Alt, min Konge, hvad I siger,

Tyder paa, I er forelsket!

KONGEN

Ja forelsket! ret forelsket,

Som en Søn af Spanien er det!

Fromme Fader, det sig sømmed’,

At jeg ved min Faders Død

Viste større Sorg, men altid

Holdt han mig jo fjernet fra sig,

Vi har kjendt saa lidt hinanden!

Fromme Fader, det sig sømmed’,

At jeg nu, som Landets Konge,

Havde kun for Landet Tanke,

Men min Skjønheds Rose skjuler

Graven! skjuler selv mit Rige!

Kun til den gaaer Tankens Veie!

Skjønheds Rosen maa jeg eie!

ERKEBISKOPPEN

Hvad en Konge vil, det skeer!

Her endnu i Dag hun kommer!

I har hende kaldt til Hoffet!

KONGEN

Ja, men derfor er hun ikke

Min endnu!

ERKEBISKOPPEN

Men hun vil blive!

Fjeldets smukke Blomst vi plante

Ind i Eders Urtegaard.

KONGEN

Og I vil vor Pagt velsigne?

Og hun blive skal min Dronning?

ERKEBISKOPPEN

Konge, I kan kalde hende

Eders Hustru, Eders Dronning,

Give hende søde Navne

Indenfor Palaiets Vægge,

Landet selv behøver ikke

Just at vide, om der findes

I Lønkammeret hos Kongen

En udsprungen deilig Rose,

Eller ene Bønnebogen;

Det som Konge I betroer

Kun til Eders Skriftefader.

KONGEN

Tør ei hele Landet vide,

At hun er min ægte Hustrue!

Vi forstaae vist ei hinanden!

Skulde jeg, Cordovas Konge,

Være mindre riddersindet

End den Ringeste i Leiren!

Hvor hun viser sig, der er det,

Som det Helligste blev baaret

Os forbi; hver syndig Tanke

Svinder hen, man bliver bedre!

Prøve vil I vist mit Hjerte.

I kan ei til Synd mig raade!

ERKEBISKOPPEN

Hvad der kaldes Synd hos Nogle,

Er ei derfor Synd hos Andre,

Alt beroer paa Tid og Forhold.

Meget tør ei siges Barnet,

Hvorom Manden frit tør tale!

I er Mand, Cordovas Konge!

Staaer man høit i denne Verden,

Maa man dømmes anderledes

End den Enkelte blandt Mængden;

Større Hensyn leder Kongen.

KONGEN

Nylig sagde I jo til mig,

Hvad en Konge vil, det skeer!

Og dog stræber I at bøie

Min bestemte faste Villie.

ERKEBISKOPPEN

Hvad en Konge vil, det skeer,

Thi det Bedste kun vil Kongen.

Eders Fader paa sin Dødsseng

Har besluttet, at I ægter

Frankrigs unge Kongedatter!

Det er Gavn for Eders Rige!

Den Gang I blev kaldt fra Leiren,

Samme Tid gik der Gesandter

Til det franske Hof, min Konge!

KONGEN

Jeg blev ikke spurgt derom,

Og kun har jeg nu en Villie;

Derfor strax et nyt Gesandtskab

Sendes did med Brev og Budskab.

ERKEBISKOPPEN

Hvorfor vil I krænke Frankrig,

Skaffe Landet slig en Fjende!

Stol ei paa Cordovas Adel,

Den er Eder ikke gunstig.

KONGEN

Men for mig er hele Folket!

Kommer Frankrig her som Fjende,

Jeg er opfødt jo i Leiren,

Kamp er mig et Hverdagsliv.

ERKEBISKOPPEN

Vil I, vore Olieskove

Tændes skal som Hærens Vagt-Ild?

Vil I, vore skjønne Dale

Skal omskabes til en Valplads?

KONGEN

Vil I, at min rene Lillie

Frækt nedtrædes skal i Dyndet!

Selv ved Tanken har I syndet.

Lyde skal man Kongens Villie!

Gaa! Ved Festen sees vi atter!

ERKEBISKOPPEN i det han gaaer.

Han maa ægte Frankrigs Datter!

Femte Scene

KONGEN alene.

Min skal Raphaella være!

Kongekronen skal hun bære,

Ved min ridderlige Ære!

Om jeg vaager, om jeg blunder,

Kun paa dig, paa dig jeg grunder,

Dig, min Skjønheds Blomst, mit Under!

Folkets Gunst jeg ei skal slippe,

Folket! svage Rør, til Knippe

Bundne sammen, er den Klippe,

Hvorpaa Kongens Throne hviler.

Men just her i Klippe-Grunden

Har jeg Diamanten funden,

Som hver anden vil fordunkle,

Den skal i min Krone funkle! gaaer.

Sjette Scene

En høitliggende prægtig maurisk Forhal i Slottet i Cordova; en Terrasse i Baggrunden fører ned til Gaderne; man seer Domkirken og ud over en Deel af Staden. Midt i Hallen er en kunstig udhugget Brønd med en lav Steencarnis om. Malerier smykke Væggene, Indgangene paa hver Side ere skjulte med nedhængende, rige Tæpper. ZAVALA og RAPHAELLA komme op fra Terrassen.
ZAVALA

Her er Kongens Slot!

RAPHAELLA

Jeg svimler

Ved den store Pragt og Rigdom.

ZAVALA

Over Byens høie Porte

Veied’ Faner, lød Musik!

Instrumenterne de blinked’

Som et Guld i Solens Straaler!

Hvor du saae lyksalig ud.

RAPHAELLA

Alt bebuder Kronings-Festen.

ZAVALA

Næsten ved hvert Huus i Gaden

Spurgte du, er dette Slottet.

RAPHAELLA

Ja, thi det var altfor prægtigt!

Mosaik og Steenfigurer

Smykkede jo Væg og Nischer;

Kostelige, rige Tæpper,

Som til Sanct Rosaliefesten,

Hang fra Vinduer og Altaner,

Skjønne Damer sad’ der oppe,

Saae ud over Folkevrimlen.

ZAVALA

Og hvad siger du om Slottet.

RAPHAELLA

O, det er et Marmorbjerg!

Hver af disse høie Buer

Er en deilig Billedbog!

ZAVALA

Bronzehestene dernede,

Med de store stærke Vinger,

Over Porten –

RAPHAELLA

– Syntes mig

Velbekjendte fra de mange

Eventyr, der er fortalt mig.

ZAVALA

Herfra seer man hele Staden,

Som en hvidgraa stor Koralgreen

I en Kurv med Blomst og Frugter!

RAPHAELLA

O hvor disse Vandspring kjøle!

Hvor her er en Duft af Roser!

Søilerne de staae saa slanke,

Skaarne ud, som gjort’ af Knipling!

Hvilke skjønne Malerier!

Dette der, er det et Jordskjælv?

En til Hest sig styrter ned

I den skrækkelige Afgrund.

ZAVALA

Det er Curtius, hiin Romer,

Som adlød Oraklets Villie,

Og for Fædrelandets Frelse,

Sprang med Hest og i sin Rustning

I det Svælg, som Jorden aabned’.

RAPHAELLA

For sit Fædreland! han kaldtes,

Sagde du?

ZAVALA

Han kaldtes Curtius!

RAPHAELLA

Curtius! jeg vil huske Navnet!

Man har sagt mig, at vi Spanier

Er’ i Slægt med Romerfolket!

ZAVALA

Mærkeligst af Alt herinde,

Det er denne Brønd af Marmor,

Den gaaer gjennem hele Klippen.

En usynlig Bjergflod ruller

Sine Bølger dybt dernede;

Man kan høre Vandets Brusen!

RAPHAELLA

Lad mig see!

ZAVALA griber hendes Haand.

Vær dog forsigtig!

RAPHAELLA

Hold mig fast! – O hvilken Dybde! –

Der er noget sælsomt, egent,

Selv i dette! seer sig om. Nei hvor prægtigt!

Loftet er af Cedertræ,

Og med Farver og Forgyldning!

Underligt af Rankens Blomster

Voxe Mennesker og Fugle!

Hvo har bygget disse Haller,

Hvo har sprængt den Brønd i Klippen?

ZAVALA

Alt er gjort af Maurer-Konger!

RAPHAELLA hæftig.

Gjort af Maurer! Er det Sandhed!?

Og Cordovas christne Konger

Vælge dette Slot til Bolig.

ZAVALA

Selv beundrer du jo Pragten!

RAPHAELLA

Men sin Skjønheds Glands den tabte

Ved det ene Ord, du sagde!

Det er gjort af Maurer. Tro mig!

Dersom jeg var Landets Konge,

Lod jeg dette Slot staae øde,

Vilde Duer, Fjeldets Ørne

Kunde boe i Maurer-Hallen.

ZAVALA

Kongen kommer!

RAPHAELLA

Kongen!

ZAVALA

Kongen

Og Cordovas høie Adel!

Syvende Scene

KONGEN med det hele Hof og en Deel af Cordovas Geistlighed. DE FORRIGE
CHOR AF HOFFOLK

Kongens Tanke ligner Æther-Draaben,

At den gjennemtrænge kan og styrke!

Han er Billed paa den Gud, vi dyrke,

Og hans Ord os Tilsagn er som Daaben.

Kongens Tanke ligner Æther-Draaben!

KONGEN i det han seer Raphaella.

Raphaella, vær velkommen

I min Stad og her paa Slottet!

Ædle Riddere, jeg skylder

Denne Pige, at jeg lever

Og erkjende kan og lønne

Eders Værd. – Du Leirens Datter!

Kongen vil med denne Kjæde

Binde dig til Fædrelandet.

hænger sin Guldkjæde om hendes Hals.
RAPHAELLA

Altid var jeg bunden til det

Ved saa hellig, stærk en Kjæde,

Som den er, der binder Barnet

Til sin Moder.

ERKEBISKOPPEN træder frem.

Fromme Datter,

Jeg, i Religionens Navn,

Dig velsigner, at du frelste

Kongen for sit Fædreland,

Og sin Brud, Cordovas Dronning,

Frankrigs ædle Kongedatter.

Raphaella knæler.

KONGEN

Erkebisp! – jeg er beredt!

ERKEBISKOPPEN

Fred i Hjertet! gaaer.

KONGEN til Raphaella.

Her du bliver!

RAPHAELLA

Til imorgen! ikke længer!

KONGEN

Altid, jeg det vil –! jeg Kongen!

giver et Tegn, Kroningstoget ordner sig, han betragter Raphaella.

See ei saa alvorlig paa mig!

Er det saa, at vi skal mødes?

RAPHAELLA

Konge, I er altfor naadig

Mod et stakkels fattigt Barn!

Tak, fordi at I forundte

Mig den Lykke at beskue

Eders kongelige Pragt.

Tak, at ikke I forglemte

Den, som er den ringeste

Mellem alle Spaniens Qvinder!

KONGEN

Du er fri, og Hærens Yndling,

Folkets Barn! ved dig jeg vinder

Just mit Folk. Jeg elsker dig!

RAPHAELLA forfærdet.

Konge, ti!

med blødere Stemme.

Min høie Konge!

KONGEN

Efter Kirken her vi mødes!

Toget sætter sig i Bevægelse. Folkevrimlen stimler til.
CHOR AF MANDSSTEMMER

Lad kun Livets Bølger stærke

Slaae mod Stranden,

Kjækt gaaer Manden

Med det kongelige Mærke:

Guld i Hjertet, Guld om Panden.

De vandre til Kirken.
ALMINDELIGT CHOR

Over Altaner

Fra Vindue og Tag,

Prægtige Faner,

Brogede Flag

Veie og prange.

See dog hvor mange!

Festlige Dag.

Raphaella staaer hensjunken i sig selv; saasnart Kongen stiger ned af Terrassen, griber hun Zavalas Haand og fører ham frem i Forgrunden, under hele denne Scene lyder fra Kirken:

»Gratias agimus tibi propter magnam gloriam domine! deus, rex coelestis, pater omnipotens.«

RAPHAELLA

Du har sagt, at du mig elsker,

At du være vil min Husbond!

ZAVALA

Intet høiere jeg ønsker!

RAPHAELLA

Vel, her er min Haand!

ZAVALA

Du vil!

RAPHAELLA

Ja, men strax! – og du maa love,

At gaae med mig ufortøvet

Fra Cordova!

ZAVALA

Det jeg lover!

RAPHAELLA

Nogle Dage, muligt Uger,

Maa du leve med mig, eensomt

Paa Sjerra Nevadas Fjelde!

ZAVALA

Elskov søger Eensomheden.

Bjergets Vildnis er et Eden!

RAPHAELLA

Ned ad Bjerget mod Cordova

Gaaer en Fjeldsti, skjult og ukjendt;

For at vide den, Granada

Sikkert gav sin bedste Skat.

Mig min Moder viste Stien,

Vi paa den kan naae til Stedet,

Hvor endnu der staaer en Hytte,

Engang stod min Moders der!

Følg mig! vær min Ven, – min Husbond!

tager en Ring af sin Finger.

Denne Ring, tre kunstigt gjorte

Slanger, Bly og Jern og Guld,

Har jeg arvet fra min Moder!

Den trolover mig med dig!

ZAVALA

Dig jeg lever! Dig jeg følger

Over Bjerge, over Bølger,

Til hver fremmed eensom Strand!

RAPHAELLA

Alt for Dig, mit Fædreland!

griber hans Haand; de ile bort ned af Terrassen. Messen inde i Kirken og Klokkernes Lyd vedblive.

Anden Act

Første Scene

En Hytte paa Bjergene; midt paa Gulvet et ophøiet Ildsted.
ZAVALA ene.

Den Gang jeg var Barn, da græd jeg,

Naar den deilige Bambino,

Som min Søster havde pyntet,

Ikke strax blev givet mig;

Men saasnart jeg havde Dukken,

Brød jeg mig ei mere om den!

Siden, o hvor tidt, som Dreng

Kravled’ jeg ved Fjeldets Afgrund

For at faae en broget Blomst,

Og jeg rev den op med Roden

Kyssed’ den og smed den bort!

Nu er Qvinden min Bambino,

Qvinden er min Skjønheds Blomst!

Kun i Elskovs søde Nyden

Aander ret man Livets Duft!

Spaniens Roser er’ saa skjønne,

Frugterne saa lifligt søde,

De maae plukkes! og jeg plukker! –

Jeg min Troldblomst har beseiret,

Men jeg maatte ogsaa sværme,

Som en ung forelsket Hyrde.

Nu mig kjeder Hyrdelivet! –

Jeg i denne Morgen stod

Paa den Fjeldpynt, hun har viist mig,

Hvorfra man kan see Granada.

Kuplerne i Solen lyste

Og foran mig laae Alhambra

Med de skjønne Rosenhaver,

Hvor de klare Vande springe!

Og jeg tænkte mig derinde

Hos de smukke Maurerpiger.

Nu gaaer vist Granadas Konge

Eensom mellem sine Qvinder,

Og han seer mod disse Bjerge,

Og han ønsker, at han kunde

Med sin Hær, lig Fjeldets Steengjed,

Kravle over dem og gribe

Kongekronen i Cordova.

O hvor gjerne gav han ikke

Sit Alhambras skjønne Houris

For den døde Skat, jeg eier,

For min hemmelige Viden.

Hvis vi kunde vexle Tanker,

Millioners Lykke vexled’;

Paa saa svage Fødder er det,

Menneskenes Fremtid bygger!

Anden Scene

ZAVALA. RAPHAELLA
RAPHAELLA

Du vil ud igjen paa Jagten.

ZAVALA

Blodet bliver mig for døsigt,

Her i denne snevre Hytte.

Jeg kan ei bestandig sidde,

Som en ung forelsket Gartner,

Og besee min sjeldne Blomst!

RAPHAELLA

Gaa du kun! jeg føler Hunger!

Skyd os Vildt og pluk os Frugter!

Siden, naar Cordovas Konge

Er formælet, vil vi vandre

Bort igjen fra denne Hytte.

ZAVALA

Han da søger dig, og atter

Har vi Elskovs – Eventyret!

RAPHAELLA

Nei, thi kongeligt han tænker

Og som Konge vil han handle!

Frygt kun ei! tag dine Vaaben.

Brug din Arm og brug dit Øie,

Og du kan dig ikke kjede:

Hver en Blomst og hvert et Græsstraa

Er en Digtning, du kan læse,

Skyerne, selv Luftens Klarhed,

Fylde kan med sære Tanker!

ZAVALA

Jeg seer til det Virkelige!

Skyen veed jeg bringer Skylregn,

Træerne hinanden ligne,

Vandringen paa Bjerget trætter,

See ei ned paa mig derfor;

Jeg det allerbedste skatter,

Livet, Menneskenes Tumlen!

Men hvo er det? Hvo kan komme?

Tredie Scene

DE FORRIGE. MAURERKONGEN og NIAMA, træde ind.
MAURERKONGEN

Tilgiv, vi trænge ind i Eders Hytte.

Vildfarne komme vi.

ZAVALA

Tag Plads herinde!

MAURERKONGEN

Jeg øined’ dette Sted og steg her op,

Min Datter fulgte med, mens vore Muuldyr

Vi bandt her under Fjeldet. Kan I vise

Os Veien til Granada?

ZAVALA

I er Kjøbmand!

MAURERKONGEN

Ja paa en Maade! I er, seer jeg ret,

En Ven af denne Stand, I hjælper til,

At Varene omsættes paa det Bedste.

ZAVALA

Der tog I Feil! jeg er just ikke Smugler,

Dog heller ikke Hyrde –! jeg er Vært

For Eder og for Eders smukke Datter.

Hvil Eder ud! jeg hente skal Forfriskning,

Kun Skade, Forraads Kammeret, vi have,

Er altfor stort, det Vildt, vi vil anrette,

Det springer endnu lystigt om derude!

Og Fuglene, som vi vil sætte frem,

De maae først skydes ned. Dog jeg er hurtig!

MAURERKONGEN

Hvad Bordet gjelder, veed jeg bedre Raad!

Mit ene Muuldyr har en god Oppakning

Af Mad og Drikke; vil I hjælpe mig,

Saa kan vi bringe Maden her i Hytten.

Friskt Vand og stærke Druer skal ei mangle!

ZAVALA

Jeg er beredt, og har I hvilet ud,

Jeg viser Eder Veien til Granada.

Faae Ilden til at brænde Raphaella!

RAPHAELLA til Zavala.

Du kjender dem jo dog!

ZAVALA

Ja, det er Maurer!

MAURERKONGEN

Følg med! gaaer.

ZAVALA

Den Kjøbmand byder nok saa dristigt!

gaaer.

Fjerde Scene

NIAMA. RAPHAELLA
RAPHAELLA for sig.

Maurerkongen! ja, ham er det!

Jeg i Slaget saae hans Ansigt,

Denne Pige er hans Datter.

NIAMA

Hvorfor er du saa alvorlig?

Seer du os her ikke gjerne!

Du er taus! – du stakkels Pige,

Er du stum?

RAPHAELLA

Du er min Fjende!

NIAMA

Jeg! hvorfor?

RAPHAELLA

Du er en Maurer!

NIAMA

Men vi ere Qvinder begge,

Luft og Land er fælleds for os!

RAPHAELLA

Du tilhører Africa!

NIAMA

Fra den africanske Strandbred

Har man plantet en Granatkjærn’

Nær ved Darro; naar den trives

Til et Træ, er da ei Blomsten

Darros Blomst, ei Africas?

RAPHAELLA

Du har ei den Tro, som jeg!

NIAMA

Troer du ei, en mægtig Guddom

Har os skabt og elsker os

Høiere end vi kan elske!

Troer du ikke, at det Sande

Og det Gode og det Skjønne,

Blev den Treklang her i Verden,

Som udtaler Livets Liv!

RAPHAELLA

Du er Maurerkongens Datter?

NIAMA

Ja, det er jeg! og jeg lover,

At din Gjæstfrihed skal blive

Rigt belønnet –!

RAPHAELLA

Tør du da

Love mig, at jeg skal møde

Endnu tredie Gang din Fader!

Men i Kampen, for at kunne –!

Dog jeg kan ei sige Ordet,

Der er noget Uforklarligt

I dit Øie, i din Stemme,

Som afvæbner mig imod dig!

Her paa Jorden er vi Fjender!

NIAMA

Fjender? kan en Qvinde hade!?

RAPHAELLA

Du er her min Gjæst. Frygt ikke!

tænder Ilden.
NIAMA efter et kort Ophold.

Du er vist i Eensomheden

Voxet op!

RAPHAELLA

Nei, midt i Kampen!

Mellem Mænd!

NIAMA

Der fik din Tanke

Denne Haardhed, men dit Øie

Tyder paa en indre Perle,

Som igjennemstraaler Leeret!

RAPHAELLA

Du kan smigre!

NIAMA

Giv mig Haanden!

RAPHAELLA

Nei, jeg rækker ei min Fjende,

Fædrelandets Fjende, Haanden!

NIAMA

Det, vi kalde Fædreland,

Er dog kun en lille Arne.

Nei den hele, vide Verden

Er vort store Fædreland!

RAPHAELLA

Ja, det kan Nomaden tænke!

Jeg! – Jeg er en Spanierinde!

Femte Scene

DE FORRIGE. ZAVALA. MAURERKONGEN
MAURERKONGEN

Hvor Ilden brænder lystigt! Skjæret dandser,

Som gjennemsigtige Lysalfer, henad

De brune Vægge!

ZAVALA

Gjæsterne beværte!

Den Skik er ny, men ikke at forkaste,

Naar Værten intet har. Bred Matten ud!

Tag Plads!

MAURERKONGEN til Raphaella.

Du vil dog sidde ved min Side!

RAPHAELLA

Jeg er ei hungrig, Konge!

MAURERKONGEN

Du mig kjender!

ZAVALA

Granadas Konge!

MAURERKONGEN

Ja, han er din Gjæst!

til Raphaella.

Du kjender mig! og jeg har seet Dig før?

RAPHAELLA

Ja, der hvor Seiren var for Landets Børn!

ZAVALA

Hvorledes kom Granadas Konge her?

MAURERKONGEN

Jeg har ledsaget, som Du seer, min Datter!

Alhambras Haver er’ ei hende nok.

Castanieskoven lokkede til Bjerget,

Og Bjerget selv os førte til din Hytte!

NIAMA

Alhambras Haver eie Kunst og Pragt,

Og hver en Muur er ganske skjult af Roser,

Saa der seer ud, som i en fri Natur.

Men jeg jo veed, at bag de tætte Hække

Er en Begrændsning, og min Tanke seer

Den Fængsels Muur, som gjør mig til en Fange!

Og jeg faaer Lyst at flyve udenfor.

ZAVALA

Alhambras Datter bør det sig at have

Den samme Frihed, som Alhambras Duer!

MAURERKONGEN

Den friske Morgen i Castanie-Skoven

Er hendes bedste kongelige Drik,

Hun er lyksalig ved en Roses Duft,

ved Nattehimlens Gjennemsigtighed;

Snart flyver dristig hun paa Ørknens Hest,

Og snart hun drømmer i en Baad paa Søen.

NIAMA

I Evighedens Kjede blev Minutet

Et Led, jeg griber det, dets Guld jeg prøver!

ZAVALA

Vor Tro paa Livets Lykke blev da fælles!

Det er Minutets Skjønhed man maa gribe,

De Andres Stræben er i Grunden tom.

Som Sisyphus, de vælte Stenen opad,

At den igjen skal styrte. Asiens Stæder,

Med Deres Pragt, det skjønne Grækenland,

Er rullet ned, som Stenen. Held enhver,

Som griber Guldet, Øieblikket skjænker!

NIAMA

De skjønne Steder rulled’ ned, som Stenen,

Men Jordens Slægter vandre roligt fremad,

Liig Abraham med sine rige Hjorder.

ZAVALA

Hver Stad jeg sammenligner med et Træ,

Og Menneskene der er Træets Blade,

De sig udfolde og de falde af,

Og nye Blade komme for at falde,

Tilsidst gaaer Træet med og andetsteds

Et lignende groer frem for og at falde.

Det er den smukke Kredsgang i vort Liv,

En Vandren fremad i den store Cirkel.

NIAMA

Hvad der er stort og skjønt kan aldrig døe!

Hvad hver begavet Aand har virket her,

Staaer som et Lyspunkt, straaler som en Stjerne

I Tiderne! Og nye Stjerner fødes,

Saa prægtige, at mange, som nu øines,

Fordunkles vil, men alle smelte sammen

Til Glorie om vor Jord: Oplysnings Glorien.

MAURERKONGEN til Raphaella.

Men du er taus og staaer saa langt herfra!

ZAVALA

Syng os en Sang!

RAPHAELLA

Jeg kjender ingen!

ZAVALA

Dands!

Det gør Du smukt!

NIAMA

Hun vil det ikke.

RAPHAELLA

Man skal jo underholde sine Gjæster!

Et Eventyr kan jeg fortælle Eder.

Det er om en af Eders egne Fædre!

Om Maurerkongen Hakkam. Han fik Lyst

At bygge sig en Villa paa en Mark,

Som var en fattig Kones Eiendom;

Hun afslog hvert et Tilbud, men tilsidst

Man hende reent jog bort; hun gik til Cadi,

Fortalte ham sin Nød, hvad var at gjøre!

Snart var den kongelige Villa bygt,

Og Rosentræer planted’ over Marken,

Og Hakkam boede her. Da kom en Dag

Den kloge Cadi, han steg af sit Æsel

Og bøiede sig dybt, i det han holdt

En Sæk i Hænderne: »Min vise Fyrste!«

Udbrød han; »vil I naadig mig forunde,

At jeg med denne Jord tør fylde Sækken.«

Og Hakkam gav sit ja. Nu var den fyldt.

»Endnu jeg har en Bøn,« blev Cadi ved,

»Den største Bøn, I vil ei vredes paa mig!

Hjelp mig at lægge Sækken paa mit Æsel!«

Og Hakkam loe, og vilde hjelpe ham,

Men Sækken var saa tung, at den stod fast,

Den kunde ikke rokkes. »Gode Cadi,

Den er mig altfor tung!« var Hakkams Ord.

»For tung!« gjensvared’ Cadi, »og den er

Jo dog den mindste Deel af denne Mark,

Som Du har taget paa ulovlig Maade,

Hvordan vil Du dens hele Tyngde bære,

Naar Du med denne Uretfærdighed

Betynget træder frem for Alles Dommer!«

Og Hakkam angred’ og gav Alt tilbage.

Jeg har ved Enkens Ager altid tænkt mig

Det hele Spanien! ja mit skjønne Spanien!

Og Hakkam selv, ja han er Maurerskaren,

Der røvede vort Land og bygged’ her.

Men ingensinde kom Samvittigheden

Som Cadi og fortalte ham hans Uret.

MAURERKONGEN

Nei, Maurerfolket er en ædel Magier,

Der i Oasen traf en fattig Hyrde,

Og gav ham af sin rige Lædskedrik,

Indbød ham i det Pragttelt, han opslog,

Og lærte ham, hvad Mennesket tør vide.

NIAMA

Som stride Strømme Menneskene mødes,

Og er dog eet Krystal; i Oceanet,

I Evighedens store Ocean,

Der ville de hensmelte i hinanden!

Der mødes vi!

MAURERKONGEN tankefuld.

O jeg veed ikke selv,

Men denne Hytte har jeg seet i Drømme!

NIAMA til sin Fader.

Jeg er ei længer træt!

RAPHAELLA til Zavala

Du er saa taus!

Du stirrer saa paa hende!

ZAVALA

O, det var

En Tanke kun!

RAPHAELLA

Men jeg begriber den!

Skee hvad der maa!

ZAVALA

Dit Øie brænder!

MAURERKONGEN

Viis os da Veien!

ZAVALA

Jeg skal vise den!

Før Solens Nedgang er I ved Granada.

NIAMA til Raphaella.

For første og maaskee for sidste Gang

Vi mødes her i Verden, hvorfor da

Ei skilles venligt ad. Jeg har den Tro,

Profetens Paradiis og Christi Himmel

Er, som Naturen her, eet Rige kun,

Og at Alkjærlighedens Rosenhæk,

Som blomstrer der, udbreder lige stærk

Den samme Duft til Christen, som til Maurer!

de gaae.

Sjette Scene

RAPHAELLA ene.

»For første og maaskee for sidste Gang

Vi mødes her i Verden!« sagde hun;

Ja, det er vist, forstod jeg Zavala!

Han i sin Magt har Fædrelandets Fjende!

Han holder Slangens Hoved i sin Haand,

Mod Klippen knuses det! – den unge Pige,

Hun var saa mild imod mig! var saa blid

Og fuld af Tillid –! Myrdes maae de ikke!

I aaben Kamp skal Fjende møde Fjende!

Jeg vil forhindre Mord.

gaaer mod Udgangen, hvor hun møder Zavala.
RAPHAELLA

Hvad er der skeet!

ZAVALA

Slet intet! jeg har glemt min Bøsse her!

RAPHAELLA griber hans Haand.

Du i din Magt har Fædrelandets Fjender!

Men dine Gjester er’ de! Gjestfriheden

Er hellig, veed du. Jeg forstod din Tanke,

Den brændte i dit Blod og i dit Øie!

ZAVALA

Vær uden Frygt!

RAPHAELLA

Ja, sværg ved Korset først!

ZAVALA

Jeg sværger, dersom det Dig kan fornøie!

gaaer.
RAPHAELLA ene.

Hvorfor var han saa glad? – Jeg saae jo nys,

At han var opfyldt af en mægtig Tanke,

En Tanke, som jeg troede at forstaae,

Og den var Døden, vore Fjenders Død!

Men jeg tog Feil! hvad mon han tænkte paa,

Hvad bragte saadan Blodet i hans Kinder,

Hvad sendte disse Flammer i hans Øine!

sætter sig ved Arnen; efter et Ophold

Tør jeg vel være skinsyg! jeg, hans Hustru,

Der dog som Hustru ikke elsker ham!

Syvende Scene

Vild Skov KONGEN AF CORDOVA træder ind.
KONGEN

I sødt duftende Geranier,

Voxet fast til Myrtehækken,

Som et Hegn her langs med Bækken,

Under mægtige Castanier,

Saae I hende? Mon hun sad

Her ved Bækken? Mon hun plukked’

Eders duftopfyldte Blad –.

Bækken elskovssalig sukked’

Vist, da hendes Haand den rørte!

Muntre Fugl, mon Dig hun hørte,

Syng da dine Sange atter,

Dem Du sang for Uskylds Datter.

Alting straaler, neden, oven;

Skjønheds Fee gik gjennem Skoven! –

Purpur-Kaabe, Konge-Krone

Ligger paa Cordovas Throne!

Han, som arved’ denne Byrde,

Sneg sig bort, som en forelsket Hyrde,

Bort fra Festens Sale,

Til de grønne Dale,

Til de tætte Skove, for at finde

Skjønheds-Feen, hans Hyrdinde!

Først naar hun er fundet,

Vil jeg til Cordova gaae tilbage;

Der nu Festen standser, og de klage:

Kongen er forsvundet!

han lytter.

Til mit Øre

Naaer jo Klangen

Af et Jagthorn. Jeg kan høre

Jægersangen.

Vil de Skovens Ulve fælde?

Mon det gjelde

Mig? der omme

Fra det tætte Krat de komme!

Skjult der bag Geraniehækken,

Halv i Bækken,

Som en Svane,

Speider jeg hiin Caravane!

skjuler sig.
CHOR AF MAURER

Alhakem! Niama!

Bækken græder, Skoven sørger,

Echo bange med os spørger

Om de Kjære, reent forsvundne,

Ikke fundne,

Alhakem! Niama!

de drage bort.

Ottende Scene

Et andet Sted i Skoven med Udsigt til Granada og Alhambra MAURERKONGEN. NIAMA og ZAVALA træde ind.
NIAMA

Hvor disse Skov-Terrasser dog er’ smukke!

Viinløvet og de tætte Grene danne

Et Drapperie, der skjuler for at vise!

MAURERKONGEN

Det faste Moslag er, som gjennemvirket Af Nelliker og tusind andre Blomster.

Hver Strime, skaaret ud af sligt et Teppe,

Blev jo den allerskjønneste Guirlande.

ZAVALA

Vi er ved Maalet! der I see Granada!

peger ned i Dalen.
NIAMA

Og vort Alhambra! see Comares Taarn!

ZAVALA

Granada er en gylden, ægte Perle

I Spaniens Skjød.

NIAMA

Her øiner jeg min Have!

En dunkel Plet kun, mellem hvide Mure!

Men indenfor, hvor lever der og blomstrer!

MAURERKONGEN

Dernede flyder Darro, den strøer Guldkorn

Paa Sivene.

NIAMA

Hvor Dalen dog er grøn!

Og hvilket Liv! de mange hvide Lam,

De sorte Bøfler og de raske Heste,

See, hvor de springe! see den store Røgsky

Fra Hyrdens Blus, hvor den sig hæver smukt!

ZAVALA

Derinde i Granadas snevre Gader

Er nu en Travlhed og en broget Tummel.

Tilsløred’ gaae de deilige Signoraer,

Og Negerdrengen bærer efter dem

Hjem fra Bazaren kostelige Guldstof!

NIAMA

I var der aldrig!

ZAVALA

Aldrig! Nu vi skilles!

Her imellem disse Cacter og Lianer

Snoer sig en Sti ned til Orange-Skoven,

Dernede veed I bedre Vei end jeg!

Men bring min Hilsen til den skjønne Stad,

Og til Alhambras underfulde Rigdom!

MAURERKONGEN

Men har I ikke Lyst at følge med os?

Saa sikkert som vi vandred’ her med Eder,

Saa trygt skal der I kunne følge os,

Og frit og uforhindret gaae tilbage!

NIAMA

O ja! følg med!

ZAVALA

Naar I forlanger det,

Er Eders Ord en kjær, en sød Befaling!

Stor er min Lyst!

MAURERKONGEN

Nu vel! saa vær vor Gjæst!

NIAMA

Da skal I see, hvor mine Blomster trives!

Selv paa Balkonen, der, som Svalen,

I Luften hænger paa det høie Taarn.

MAURERKONGEN

Og I skal see Arabiens bedste Ganger,

Med Sider, som af Staal, med sølvhvid Manke,

Der bølger om de stærke, fine Been.

Dens Næsebor er som Mimosas Blade,

Dens Øie sjælfuldt, som et Menneskes,

Paa den man synes ride paa en Fugl!

ZAVALA

Til Marmor-Slottet gaaer jeg fra min Hytte.

NIAMA

Din Rose der vil Mahomed beskytte!

MAURERKONGEN

Jeg stiger først.

han stiger ned.

NIAMA følger ham.

Og i dit Fjed jeg gaaer.

ZAVALA

Hold fast i Hækken her!

NIAMA

Nei see, den slaaer

Til Afsked nok saa kjækt mig paa min Kind.

MAURERKONGEN dybere nede, saa han ikke sees.

Sæt Foden her paa Grenen.

ZAVALA

Dristig ind

I Paradisets Have, for at nyde

Den Skjønheds Frugt, en Konge kun tør bryde!

følger efter.

Tredie Act

Alhambra

Scenen er en Gaard indesluttet af Buegange, een af disse danner den forreste Deel af Scenen. Gaarden selv er opfyldt med Dandsende og Syngende, Sangen gjelder de Hjemkomne. Under Mellemspillet til hvert Vers spadserer Maurerkongen med ZAVALA, begge i dyb Samtale, gjennem Buegangen, saasnart de ere borte følger det næste Vers og saaledes fremdeles, Dandsen derimod vedbliver bestandig, kun træde de Dandsende ikke ind i den forreste Gang, uden naar den er tom for Hovedpersonerne. Negerdrenge med Purpur-Belte og store Guldringe om de nøgne Been og Arme, svinge Røgelsekar, andre udføre de bekjendte Lege med Rør og Ringe.

Første Scene

MAURERENS SANG

1.

Dristigt fløi Alhambras Duer

Op hvor Bjerget staaer med Snee,

Nattemulmet der dem truer,

Da faaer Svalen dem at see!

CHOR

Fjeldets Svale drak af Zenils Vande.

2.

»Hvil kun her, saa skal jeg vaage!

Eller følg nu med mig frem!

Gjennem Mulm og Bjergets Taage

Skal jeg finde Veien hjem«.

CHOR

Fjeldets Svale drak af Zenils Vande.

3.

Vega blomstrer dybt dernede,

Paa Citrontræes-Duften kjendt.

Duerne see deres Rede;

De med Svalen hjem er vendt.

CHOR

Fjeldets Svale drak af Zenils Vande!

ZAVALA idet han med Maurerkongen vandrer gjennem Buegangen.

Er det en Drøm, den hele Herlighed!

En Marmor Alkoran er jo Alhambra!

I Guld, Lazur og Mosaik staaer Ordet!

Hver Sal belagt med glimrende Fajance,

Og ved hvert Leie springer Vandets Straaler

I Allabastes Kummer! Alt er Vellugt!

Fra hvert et Vindue seer man Paradiset,

Dets skjønne Houris svæve rundt omkring os!

I denne Glands ved slige Melodier,

Og hos en Cherub, som Niama er det,

Kan sikkert aldrig Sorgen naae Alhambra.

MAURERKONGEN

Husk paa, at Sorgen bygger, som en Svale

ved Hyttens Rørtag, som ved Marmor-Kuplen! –

Betragt herfra Sjerra-Nevadas Bjerge!

Høit over Skovene, hvor Skyen hænger

Som hvide Svaner, der staaer Eders Hytte!

ZAVALA

Saa lille og saa fattig!

MAURERKONGEN

Dog den minder

Mig om min Ungdoms første Elskovs Drøm!

de vandre dybere ind i Buegangen
, Niama
kommer med sine Piger.
NIAMA

Kom med i Haven, under Cedertræet

Groe smukke Roser, vi dem ville plukke,

Og de skal svømme om i Marmor-Kummen

Tæt ved hans Leie; selv jeg strøer dem der,

At han i Middags Heden sødt kan blunde!

Hun gaaer. Det næste Vers af Sangen følger, de Dandsende komme nærmere; saasnart disse igjen ere mere tilbage, vandrer Maurerkongen og Zavala forbi i fortsat Samtale.
MAURERKONGEN

– Det var min første store Sorg; min sidste,

Min større Sorg, den kan I ikke dele,

Som Spanier og som Christen!

ZAVALA

Lykken kommer

Maaskee ved En, den Allerringeste!

Jeg føler mig sært dragen hen til Eder,

Og lover, lover her, idet jeg hæver Haanden! –

MAURERKONGEN

Hvad er det for en Ring? hvor fik I den?

griber hans Haand.
ZAVALA

Min Hustru gav mig den!

MAURERKONGEN

Hvad! Eders Hustru!

O, sig mig, hvad I veed om hendes Slægt!

Ja, Ringen er det! disse trende Slanger

Af Bly og Jern og Guld, heelt kunstigt gjorte!

Jeg kjender den! – Fortæl mig om din Hustru! –

de vandre bort. Det tredie Vers af Sangen følger, Dandsen bliver mere jublende, Musiken stærkere; Maurerkongen og Zavala komme tilbage.
ZAVALA

– Den lille mørke Plet, der som en Maane

Staaer paa den faste Skulder, har jeg kysset

Med Brudgoms Lyst.

MAURERKONGEN

O hvor jeg er lyksalig!

Viid, jeg var ung, jeg var kun sexten Aar!

Da traf jeg paa Sjerra-Nevadas Bjerge

En deilig, nødbrun, fjortenaarig Pige!

Jeg elsked’, som en Africaner elsker!

Hun maatte være min! med Magt hun blev det!

Vild, som en Tiger, deilig, som en Houris!

Her har hun levet, og jeg har indbildt mig,

At jeg var elsket, thi vort Barn hun elsked’;

Og jeg var tryg, skjøndt tidt i sine Drømme,

Hun talte, som kun Mordersken kan tale.

En Morgen var hun borte med sit Barn;

Et broget Shawl hang endnu fra Altanen,

Det veied’ hendes Seier, men min Sorg!

ZAVALA

Og intet andet Spor var der af hende?

MAURERKONGEN

Nei, intet før i Dag! – det er min Ring!

Og Mærket kjender jeg paa Barnets Skulder!

Jeg har mit Barn, min førstefødte Datter!

Vi maae til Hytten, vi maae hente hende!

ZAVALA

Ja Konge! men vi først vil hente Eder

Cordovas Krone! – Nu, nu er jeg Eders!

Husk paa: vor Lykke har kun faa Minuter,

De gribes maae, og vi skal naae til Maalet,

Det er i Dag, Cordovas Fest har Ende;

Træt hviler da hver Ridder og hver Tigger!

Jeg veed en Sti, et Bjerg-Pas skjult for Alle,

Det i Historien skal vinde Navn, som

Las Navas de Tolosa. Jeg er Hyrden,

Men denne Hyrde fører Maurerfolket.

MAURERKONGEN

Hvad siger Du!

ZAVALA

I denne Nat jeg viser Eder Stien!

Og næste Dag I hersker i Cordova.

NIAMA kommer.

See, hvilke Roser! dersom det er Sandhed,

At Blomstens Følelser er lutter Duft,

Da eie de et Hjerte, som min Fader!

MAURERKONGEN

Mit søde Barn! min yndige Niama!

Ja, Lykken maatte komme til Alhambra!

Derpaa fik jeg jo Dig som Underpant.

Syng Digter om en Konges rige Seier,

Og om hvad bedst et Faderhjerte eier.

CHOR

Fjeldets Svale drak af Zenils Vande!

Anden Scene

Raphaellas Hytte Ved Ildstedet har hun opreist et Kors, gjort af Grene og sammenbundet med Bark.
RAPHAELLA alene.

Hvor kan Zavala dog blive?

Nu er alt et Døgn tilende,

Og han kommer ei tilbage!

Har De ham maaskee forraadt!

Blodet i mig bliver Slanger!

Ei han kommer! – Her er eensomt! –

Da jeg vaagnede imorges,

Fandt jeg Døren sprunget op,

Og en kraftig Vedbend’-Ranke

Hang herind. Man siger jo,

Sligt betyder, at der kommer

Op ad Dagen En, man elsker,

Eller og vor bedste Ven!

Elske ham, det gjør jeg ikke!

Men min bedste Ven, det er han!

Vedbend’-Ranken har bebudet,

At han kommer, ja han kommer!

Derfor har jeg pyntet mig!

Udenfor, ei langt fra Hytten,

Fandt jeg denne Purpur-Lillie,

Og jeg fletted’ den i Haaret.

Den er Tegn paa stærke Flammer!

Staaer der ikke saa i Sangen!

O den Sang, den gjør mig Plage!

Det er ikke Melodien,

Som jeg altid har for Øret,

Nei, det er dens Ord; de fylde

Underligt min hele Tanke,

Som om Sangen var om mig!

hun gjentager Digtet men afbryder det ved hver Strophes Slutning.

»I de stille duftopfyldte Skove,

Under brede Palmeblade, sove

Vilde Duer; paa de grønne Grene

Skinne de, som Sølv og Ædelstene.

Caravanen kommer, og saa ene

Rider Agib mellem Hoben der!«

afbryder.

Hvem kan jeg min Agib kalde?

bliver ved.

»I den klare Sø, hvor Maanen skinner,

Svømme Fiske om med Purpur-Finner!

Taus ved Bredden hviler Caravanen;

Agib vaager, sidder ved Platanen;

Ubevægelig, som han, staaer Tranen

I det vaade Sand. Hvad tænke de.«

hun afbryder.

Tidt kan Tanken ei udtales!

hun vedbliver Digtet.

»Tranen tænker paa, hvor Solen brænder;

Agibs Sol har hvide, fine Hænder,

Faste Skuldre! o hvor sødt at kunne

Helde Hoved op til dem og blunde, –

Blunde! nei, det allermindst han kunde!

Blod og Tanke brænder som en Ild!«

afbryder.

Hæsligt er det Vers! det skulde

Ingen Qvinde kunne mindes!

vedbliver.

»Pige, frisk og skjær, som Mandel-Blomsten,

Glæd Dig salig kun til Atterkomsten!

Agib kommer! derfor Du med Villie

Fletter, mens Du dandser over Tillie,

I dit sorte Haar en Purpur-Lillie,

Ham et Tegn paa Ilden i Dit Bryst!«

Og jeg fletted’ Purpur-Lillien

Ind i mine sorte Lokker,

Vented’ ham, som jeg ei elsker!

efter et Ophold.

Før jeg som en stille Indsø

Fyldtes kun af Himlens Billed,

Himlen var mit Fædreland!

Men fra Øieblikket, da

Zavala mig kaldte Hustru,

Steg fra Søens Grund et Billed,

Hvor det useet havde slumret,

Og jeg maatte gyse for det!

O, far hen! – hvor tidt har ikke

Pater Guardian i Leiren

Præd’ket om den onde Aand,

Som os frister og fordærver!

Nu er den mig ikke fremmed!

Den har fulgt mig fra den Time,

Jeg forlod Cordovas Mure!

idet hun vender sig mod Korset.

Simple Kors, som selv jeg fletted’

Af de smidigt grønne Grene,

Fattigt og dog rigt paa Trøst!

Du og Bønnens Naphta-Kilde

Styrke mig!

tager Blomsten af Haaret.

Er denne Lillie

Billed paa mit Hjerte, tag da

Blomst og Hjerte, Du paa Korset!

hun knæler.

Tredie Scene

RAPHAELLA. KONGEN AF CORDOVA
KONGEN idet han træder ind.

Det er hende! men hun beder!

RAPHAELLA knælende.

Høit jeg her min Synd vil skrifte,

Selv om Zavala det hørte,

Thi den er en ond Indvirkning

Fra det Djævelske. O, vee mig!

Altid har jeg i min Tanke

Ham, Cordovas unge Konge,

Altid staaer hans Billed for mig,

Vee mig! – ja! jeg elsker ham!

Korsets Herre, Dig forbarme!

Udsluk denne Rædsels Flamme,

Riv hans Billed af min Sjæl! –

hun seer Kongen.

Jesus!

KONGEN

Raphaella!

RAPHAELLA

Vee mig!

Svind igjen i Luften,

Taagebilled, skabt af Aander!

KONGEN

Himlens Moder være lovet,

Jeg er Kjød og Blod, som Du!

Held mig, at jeg har Dig fundet!

RAPHAELLA

Er det Eder! O hvad vil I!

KONGEN

Du var borte! Dig jeg søgte!

Og midt under Festens Jubel,

Sneg jeg mig useet og ukjendt

Bort fra Slottet, fra Cordova;

Jeg til Ingen har betroet mig;

Dig jeg søgte, Du er fundet,

Jeg har hørt dit Skriftemaal,

Du mig elsker Raphaella!

RAPHAELLA

Gaa, hvis jeg Dig ei skal hade!

KONGEN

Jeg vil gaae, naar Du mig følger!

O, vend ei dit Øie fra mig!

Meer end mine Fædres Krone,

Meer end Lyset, meer end Livet,

Elsker jeg Dig, Raphaella!

O, hvor Ordet dog er fattigt!

Det er kun en Gniers Penning

Mod det fulde Hjertes Rigdom!

Tal, o tal! jeg har jo hørt det,

Veed, Du elsker mig.

RAPHAELLA

Nu vel!

Konge! ja jeg elsker Dig!

Elsker Dig som Fædrelandet,

Til hvis Lykke Du er bunden!

Dig og det har jeg forladt,

Vandret til en fjendtlig Grændse,

Lagt mit Hoved til en Jord,

Der ved Maurer blev forbandet!

Øiet, som har Dig forarget,

Er bortrevet og henkastet,

For at Du, som Mand og Konge,

Kunde staae for Fædrelandet.

Let var ei den Kamp, jeg kjæmped’,

Og nu kommer Du, dæmonisk,

for at Kampen skal fornyes,

Mens Du siger: Du mig elsker!

KONGEN

Dine Grunde kun er Taage,

Dem vil Sandheds Sol fordunste. Intet binder her Dig.

RAPHAELLA

Konge,

Jeg er Hustru! Zavalas!

KONGEN

Hustru!

RAPHAELLA

Men Du har jo Magten

Til hvert helligt Baand at sprænge!

Du er stærk, kun ikke over

Dine egne Lidenskaber!

KONGEN

O, hvad skal der blive af mig!

RAPHAELLA

Hvad der eengang var – en Mand!

Overvind din Sjæle Svaghed,

Skjul den, som en rædsom Vunde,

Som Spedalskhed! Ingen see den!

Troen paa en Konges Styrke

Er den halve Kraft hos Folket!

KONGEN

Kan det være Folkets Lykke,

At jeg, som i Eventyret

Prindsen, halv forstenet sidder,

Uden Elskov, uden Lykke,

Eensom, klædt i Purpur-Kaaben,

Paa min kongelige Throne.

RAPHAELLA

Eensom skal ei Kongen være,

Ham er valgt en ædel Hustru

Frankrigs unge Konge-Datter!

Veed Du vel, med hvilket Offer

Hun forlader Barndoms Hjemmet?

Spanien har hun alt betraadt,

Nærmer sig Cordovas Mure,

Og Du Konge, hendes Brudgom,

Kommer hende ei i Møde,

Tænker paa en daarlig Elskov,

Krænker tvende stakkels Qvinder.

Er det ridderligt og mandigt!? –

Jeg har seet Dig, glad, begeistret

For Dit skjønne Fædreland,

Seet Dig, som en Helt i Slaget!

Troer Du, ellers Raphaella

Elsked’ Dig? O vee mig! vee mig!

Vær, som Du engang har været,

Og Dit Fædreland og Folket

Skal velsigne Dig, min Konge!

KONGEN

Gjennem Dig jeg saae Naturen,

Saae mit skjønne, rige Spanien;

Ved Din Side jeg i Slaget

Følte Heltens Kraft og Villie!

Herlig laae min Fremtid for mig,

Med den Indskrift: »Magt og Frihed,

Kjærlighed.«

RAPHAELLA

Magten eier Du som Konge,

Frihed har Du jo som Mand,

Kjærligheden – –

KONGEN

– Skal jeg miste!

Den er Hjertet, som forbinder

Hine tvende, stærke Vinger,

Magt og Frihed, at de kunne

I en Eenhed flyve fremad,

Saa at hele Jorden undrer!

RAPHAELLA

Tidt staaer i vort eget Indre

Ikke Gud, men Ørknens Guldkalv.

Vee os, naar den sønderbrydes,

Livets Drik vil smage bitter!

KONGEN

Ørknens Guldkalv har Du opreist,

For en falsk Idee Du knæler,

Den har stødt Dig ud i Verden,

Gjort os begge ulyksalig!

RAPHAELLA

Konge, det er Tid vi skilles!

KONGEN

Dig jeg skulde lade blive

Ene her, hvor Fjender leve,

Hvo skal kunne Dig beskjærme!

RAPHAELLA

Eget Mod og denne Bøsse!

peger paa Geværet paa Væggen.
KONGEN

Naar nu Maurer-Skaren kommer? –

Jeg har seet dem vaabenklædte

Klavre op af Bjergets Side! –

Mængden vil Dig overvælde,

De vil binde Dine Hænder,

Tage Dig som Seiers Bytte! –

RAPHAELLA

For Granada er jeg ukjendt;

For dets Mænd er her jeg sikker!

KONGEN

Just ad denne Kant de kom.

Tæt her ved, hvor Fjeldet synes

Omspændt af et Næt med Vedbend,

Groe to kjæmpestore Cedre,

Der jeg saae en talløs Skare! –

RAPHAELLA

Hvor de høie Cedre voxe! –

KONGEN

Der jeg saae dem!

RAPHAELLA

Og først nu

Siger Du mig dette! vee os!

Bjerget har da en Forræder! –

Konge! vid, Dit Riges Krone

Hænger denne Nat paa Grenen

Tæt ved Alfar-Vei! – kom, hurtigt!

KONGEN

Er der Fare for Cordova?

RAPHAELLA

Skjult for Alle har jeg tænkt mig

Denne Vei! den er forraadt dem!

Hurtig! Alting maae vi vove!

Nu er ikke Tid at drømme,

Tænke paa en daarlig Elskov.

Nogle Hyrder maae vi samle,

Vi behøve ikke mange,

Stedet selv vil kjæmpe for os!

KONGEN

Hvor de høie Cedre voxe,

Steg den stærke Skare opad!

RAPHAELLA

Dristigt Konge! denne Time

Ved en kraftig Daad udslette

Vil den Daarskab, meer end Daarskab,

Du begik, ved at forlade

Dit Cordova for en Qvinde!

KONGEN

Troer Du, det Cordova gjelder!

RAPHAELLA

Troer Du, at Granadas Kjæmper,

Som en Flok af unge Drenge,

Lege Skjul i disse Bjerge!

Hvad jeg frygtede, er skeet.

Zavala har de vist dræbt,

Ellers var han her tilbage.

river Geværet ned af Væggen.

Konge! jeg er Eders Kriger!

Bjergets Hyrder vil vi samle,

Kom! det gjelder Fædrelandet!

fører ham med sig.

Fjerde Act

Første Scene

Et snevert Pas i en vild Fjeldegn. Scenen er saa smal som muligt. KONGEN. RAPHAELLA. BEVÆBNEDE HYRDER
RAPHAELLA

Disse faste Klippemure

Er’ vort Værn, vor bedste Hjælper.

KONGEN

Brave Hyrder, vi er’ Skjoldet

Foran Fædrelandets Hjerte!

Svigte vi, da vil Halvmaanen

Plantes snart, hvor Korset straaler.

ALLE

Viva, Kongen! og Cordova!

RAPHAELLA

Tag af Sagnets friske Kilde

En Begeistrings Lædskedrik,

Hør, hvorledes Sønnen handler,

Fædrelandets Søn.

ALLE

Vi hør’!

RAPHAELLA

Den Gang Pesten ødelagde

Mange underskjønne Lande,

Kom en ung, forelsket Hyrde

Fra sit Arbeid; og han længtes

Efter Hjemmet og sin Brud;

Og han saae alt Røgen hvirvle

Fra den fædrelige Arne.

Da kom der fra Skovens Tykning

Frem en høi og hvidklædt Qvinde,

Og hun sagde: jeg er Pesten!

Lande har jeg gjennemvandret

Og er træt, Du maa mig bære!

Løft mig dristig paa Din Skulder,

Og jeg skal ei dræbe Dig!

Og hun svandt, men da han hæved’

Hov’det opad, saae han hende

Sidde paa hans venstre Skulder,

Let og luftig; hendes Klæder

Flagrede i Aftenvinden.

Og han tænkte paa den Rædsel,

Som han bar paa sine Skuldre,

Og skjøndt Hjertet slog af Længsel

Efter Bruden ved hans Arne,

Vendte han dog Hjemmet Ryggen,

Vandred’ over andre Bjerge,

Altid længer bort fra Hjemmet.

Hvor han kom, Ligklokken ringed’,

Thi han førte Døden med sig. –

Efter mange Aar og Dage

Stod han paa et Fjeld ved Floden

I en Egn, han maatte kjende,

Ja, han øined atter Hjemmet,

Og af overvættes Længsel

Slog hans Hjerte, men han bar jo

Døden hjem til alle Sine.

Og han nævnede de Navne,

Som var’ ham meest dyrebare,

Styrted’ sig da ned i Floden,

For at døe og frelse Hjemmet!

Og den hvide Qvinde flygted’

Fra en Egn, der havde Sønner,

Som for Hjemmet hengav’ Livet!

Blomsterne fik dobbelt Fylde,

Frugterne langt større Safter.

Ved den Ene frelstes Landet!

Derfor synger Skjalden om ham,

Og hans Daad staaer i hvert Hjerte!

Har I ret forstaaet Sagnet?

Egen Lykke skal man offre,

Give Alt for Fædrelandet!

ALLE

Viva! viva!

KONGEN

Ha, hvo kommer!

Anden Scene

DE FORRIGE. FLERE BEVÆBNEDE HYRDER
EN AF HYRDERNE

Venner!

EN ANDEN HYRDE

Jeg har samlet disse!

DEN FØRSTE

Der er Oprør i Cordova,

Jeg har været der imorges!

KONGEN

Oprør!

DEN FØRSTE

Under Kronings-Festen,

Medens Dandsen stod paa Slottet,

Kongen var med eet forsvunden!

Folket raabte: vi vil see ham!

Og da Kongen ikke kom,

Trængte Hoben ind paa Slottet,

Stormed’ gjennem Byens Gader –!

KONGEN

Du har været i Cordova!

DEN FØRSTE

Kun med Nød jeg slap derfra!

Adlen er ei Kongen gunstig.

Sikkert er han deres Fange,

Men nu kæmper Folket for ham!

Hvis ei Kongen udleveres,

Vil det lyse i Cordova!

KONGEN

Ei han er der! her staaer Kongen!

ALLE

Kongen!

RAPHAELLA

For at døe med Eder,

Eller seire over Fjenden!

ALLE

Viva!

KONGEN

Kom! fordeler Eder!

Hæng paa Fjeldet bag hver Busk,

Og send Døden til vor Fjende!

RAPHAELLA

Jeg seer skarpt! saa snart de komme,

Skal jeg give Eder Tegnet!

bryder en Green af et Træ.

Denne være skal vor Fane!

Naar jeg hæver den, da skyder!

De fordele sig; Kongen med nogle Enkelte tage Plads paa den høiere liggende Deel af Fjeldet ud over Snevringen.

Tredie Scene

Have i Alhambra Til Venstre en Balustrade ud imod Granada
NIAMA med sine Piger. De spille og synge for hende i den smukke Aften, hun staaer tankefuld imellem dem, endelig udbryder hun.
NIAMA

Over Middelhavets Vande

Til de africanske Strande

Til den daarende Fata-Morgane,

Drog i Aftenen Skyers Caravane.

Himlen, som et Verdens Hav ophængt,

Gjennemsigtigt, gjennemtrængt

Af et Lys, som Perlen, er min Skranke!

Dog, paa Bjerget er min Tanke!

læner sig drømmende til Altanen og seer ned ad.

Som et broget Klippe-Brud

Sees Staden;

Liig en Huulvei Gaden

Strækker sig; dens Stribe sig forgrener,

Skjuler Hverdags Livets Scener. –

Under Byens Mure Vei sig baner

Der et Brudetog, med Blus og Faner;

Mægtige Plataner

Slynge deres Grene tætte,

Hvori Rankerne sig flette,

Skjule Toget. Nu jeg seer det atter!

Skjønheds Datter

Sidder paa Camelen. Prægtigt broget,

Skrider fremad Toget.

Klart fra Bækken

Falder Blussets Gjenskin op paa Hækken,

Der staaer hvid med duftende Jasminer.

Atter det indtriner

I den sorte Tykning; men mit Øre

Glædes Skud kan høre

Lyd af Cymbler og af Tambouriner.

Ak! paa Bjerget er min Tanke!

Bjerget, hvor i Taagen Ørnen voxer

For vort Øie, hvor de vilde Oxer

Fik en viid Arena, gaae nu de,

Som jeg muligt aldrig meer skal see,

Mine Kjære!

Seier eller Død vil for dem være!

Som i Ørknen Folket for Jehova,

Vandrer Mahoms Børn. Lev vel!

Fører blev jo Englen Gabriel,

Seiers Stien veed han til Cordova!

Ak, paa Bjerget er min Tanke! –

Høit paa Minareten seer jeg stande

Storken; Fugl fra mine Fædres Lande,

Løft Din Vinge,

Hilsen dem og Budskab mig Du bringe!

Hvil Dig paa Cypressen, hvis de faldt,

Har De seiret alt,

Da skal Du sidde

Kneisende i Palmens Kuppel-Midde!

Ak –! paa Bjerget er min Tanke!

Piger, hør Niama kalder!

Syng, saa Veemods Dug paa Sjælen falder.

MAURERPIGERNES SANG

Melodier ømme

Er en Duft af bedste Drømme,

Er en Efterklang for Jordlivs Vrimlen

Af Fortids Himlen!

Der hvor Ordet tier

Fæste sig de stærke Melodier,

En Regnbue skabt for Verdens Vrimlen,

En Bro til Himlen!

NIAMA

Kundskabs Træet skyggede i Eden

Over hele Folkestammen,

Den blev spredt, dem Englen drev med Flammen;

Aandens Kundskabs Træ herneden

Kalder atter alle Slægter sammen,

Der, hvor Træet groer er Eden,

Klart jeg seer det over Nutids Skranke!

– Dog paa Bjerget er min Tanke!

CHOR

Melodier ømme o. s. v.

Fjerde Scene

Fjeldstien Slaget er endt. RAPHAELLA og HYRDERNE, lidt efter MAURERKONGEN. ZAVALA
ALLE

Seier! Seier!

RAPHAELLA

Gud al Ære!

Cid, din Aand har kæmpet med os!

Maurerkongen er vor Fange!

Maurerkongen, Hjerteblomsten

Paa det africanske Gifttræ!

Før ham frem og den Forræder,

Som forraadte Fædrelandet!

Maurerkongen og derefter Zavala føres frem.
MAURERKONGEN

O, mit Barn, saadan jeg seer Dig!

RAPHAELLA

Seirens lykkelige Datter!

O, min bedste Drøm er opfyldt,

Thi Dig seer jeg, som min Fange!

Hvor er Zavala! siig, har Du

Myrdet ham?

MAURERKONGEN

Ulykkelige!

peger paa ham.
RAPHAELLA

Zavala! nei, løft Dit Hoved!

See paa mig! hvor kom Du her?

Hvo har Veien viist dem?

ZAVALA

Jeg!

RAPHAELLA

Du! saa skal Du døe!

griber Geværet, sigter, men vakler og taber det.

Guds Moder!

Nei, jeg kan ei!

ZAVALA

Raphaella!

MAURERKONGEN

O mit Barn! min stakkels Datter!

RAPHAELLA

Hendes Gud beskytte hende!

til Zavala.

Man har tvunget Dig med Sværdet,

Tvunget Dig at vise Vei!

Du har kunnet frygte Døden,

Frygte Pinsler! har ei styrtet

Dig fra Fjeldet i en Afgrund,

Du maa døe!

ZAVALA

Du vil ei dræbe

Mig, din Mand!

RAPHAELLA

Det er Din Gjerning,

Som Dig dræber! vær forbandet,

Du og han!

ZAVALA

Han er din Fader!

Det er ham, Dit Hjerte savned’;

Du er ingen Spaniers Datter,

Alt jeg skal Dig aabenbare!

RAPHAELLA

Gift Du aander! skyd ham! skyd!

Fædrelandet han forraadte!

EN AF HYRDERNE

Dø, Forræder!

skyder ham.
ZAVALA

Det er Døden!

falder.
RAPHAELLA holder for Øinene.
MAURERKONGEN

Qvinde! dræb nu ogsaa mig!

Men i Døden jeg bekræfter,

At Du er en Maurerpige!

Denne Ring, jeg har paa Fingren,

Selv jeg givet har Din Moder!

Du har gynget paa min Arm!

Jeg har kysset Modermærket

Paa Din Skulder! – Lad dem dræbe

Ogsaa mig! – Du er min Datter!

RAPHAELLA

Mig Du selv med Ordet dræber!

Vend Dit Øie fra mig! Vee!

Femte Scene

DE FORRIGE. KONGEN AF CORDOVA kommer med de andre Hyrder ned fra den høiere Deel af Fjeldet.
RAPHAELLA iler ham imøde, slynger sin Arm om hans Hals, idet hun med Skræk seer paa Maurerkongen.

Frels mig for ham! for mig selv!

KONGEN

Held mig! Dig jeg skylder Seiren!

Maurerkongen er vor Fange!

Han skal bindes fast til Halen

Af den Hest, hvorpaa Du holder

Indtog i Cordovas Gader!

RAPHAELLA

Han –! O Du har ikke hørt det!

Han tør kalde sig min Fader!

Dette Folk jeg blodigt hader,

Det, han vil, at jeg tilhører! –

Zavala var Fjendens Fører,

Han er dræbt –!

MAURERKONGEN

Du er min Datter!

Har Din Moder aldrig sagt Dig,

Naar hun lærte Dig, som Lille,

At forbande Maurerfolket,

At Du var en Maurers Datter!

RAPHAELLA

Aldrig!

MAURERKONGEN

Har Din Moder aldrig

Nævnet høit i sine Drømme

Navnet Alhakem!

RAPHAELLA

Nei! nei!

skjuler sit Ansigt.
KONGEN

Tal ei meer! Dit Ord jo dræber!–

Raphaella, Du er min!

Du er Spaniens kaarne Datter,

Fædrelandets!

RAPHAELLA

Fædrelandets?

KONGEN til Maurerkongen.

Ei Din Læbe talte Sandhed!

Thi lad den da brat forstumme!

Du skal døe, men ei vanæres!

Læs Din Bøn og luk Dit Øie!

MAURERKONGEN

Hvad der skeer, er Allahs Villie!

RAPHAELLA

Han maa døe! –

træder hen til ham.

– Men først Du sværge

Ved hvad Du erkjender helligt,

Ved Dit Barn, Niamas Lykke,

At jeg ikke er Din Datter!

MAURERKONGEN

Du det er!

RAPHAELLA

Nei! – Nei!

styrter om.
MAURERKONGEN

Hun er det!

KONGEN

Jeg det troer, og denne Tanke

Tidt i Leiren har opfyldt mig! –

Hendes Fader ei jeg dræber,

Men kom nu Du til Cordova,

Kunde jeg Dig ikke frelse,

Derfor fly, fly før hun vaagner!

Som en Drøm forsvandt fra hende!

MAURERKONGEN

Konge, jeg forstaaer Dig ikke!

KONGEN

Du har sprængt mig Kobberlænken

Mellem Zavala og hende!

Fri min Skjønheds Svane svømmer

Med en maurisk Kongekrone!

Naar hun er Cordovas Dronning,

Vær da Du Cordovas Gjæst!

MAURERKONGEN

Du er ung, Du er en Christen,

Har Din Fjende i Din Magt!

KONGEN

Du er fri! men bort! hun vaagner!

MAURERKONGEN

Allah skjærme Dig og hende!

gaaer.

Sjette Scene

DE FORRIGE uden MAURERKONGEN
RAPHAELLA hæver Hovedet.

Jeg har drømt! o, rædsomt var det!

KONGEN

Hvil Dit Hoved op til mig!

Lad mig trykke Dine Hænder

Fast til mine varme Læber!

RAPHAELLA

Konge, Du Dig glemmer! Vee mig! seer sig om.

Dette Sted, og disse Døde!

Zavala –! – Og Maurerkongen!

Er han dræbt?

KONGEN

Jeg gav ham Frihed!

RAPHAELLA

Frihed! Fædrelandets Fjende!

KONGEN

Veien nu gaaer til Cordova!

Hvor Du kommer, der er Seiren,

Folkets Datter! Landets Dronning!

Jeg jo veed, Du elsker mig!

RAPHAELLA

Elsker! Kan i denne Time

Du til mig om Elskov tale!

Har min Husbond ei forraadt

Dig, Din Krone, Fædrelandet!

Enke blev jeg denne Stund!

Her Du hørte Maurerkongen

Sværge, at jeg var hans Datter! –

Nei! umuligt! – Jeg skal vise,

At Cordova jeg tilhører!

Jeg vil kjæmpe for dets Konge!

Jeg vil kjæmpe ved hans Side!

For hans Ret, for Fædrelandet!

Og profetisk skal min Stemme

Lyde der for hele Folket.

Til Cordova!

griber Grenen og svinger den over sit Hoved.

Du skal seire! –

Jeg gaaer da til mine Bjerge!

Femte Act

Slottet i Cordova

Som i Slutningen af første Act. Stormklokkerne ringe; man seer det røde Blus fra en antændt Bygning, en Hob »Lazaros« have leiret sig midt paa Gulvet om nogle Tønder og Kar med Viin. Det hele aander en bachanalsk Lystighed.

Første Scene

PABLO synger.

1.

Naar det fra Bjergene blæste for koldt,

Bedstemoer frøs og paa Ildpotten holdt,

Der, hvor paa Gaden en Smed havde smedet,

Vidste hun, Stenene godt vare heded’;

Her hun sig satte, hun strakte sig da.

Ah! ah!

Man hjelper sig, ja!

Men man kan dog ha’ det meget bedre!

CHOR

Pærefuld

Sætter indvendig Guld,

Og Guld – kan det være bedre!?

PABLO

2.

Lys i et Kræmmerhuus sat paa en Stok,

Reist midt paa Gaden, det Tegn er nok,

Under den sover jeg trygt med Familie,

Ingen vil kjøre os over med Villie!

Saa trygt vi ligge og strække os da!

Ah! ah!

Man hjelper sig, ja!

Men man kan dog ha’ det meget bedre!

CHOR

Pærefuld o. s. v.

PABLO

3.

Fløiel og Silke foragter jeg ei,

Kun han faaer Prygl, som er bedre end jeg!

Pøbel er Pøbel i bedste Forening,

Kongen selv kan ha’ godt af vor Mening;

Ah! ah!

Man hjelper sig, ja!

Men man kan dog ha’ det meget bedre!

CHOR

Pærefuld

Sætter indvendig Guld,

Og Guld – kan det være bedre!?

PABLO

Det sidste Vers i Visen, det var Sludder –

Nei, det var ikke Sludder, jeg har gjort den!

Men man kan ikke digte, mindre tænke,

For Klokke-Ringen og for Bøsseskud!

Hurra! nu har vi Oprør!

AURELIO

Deiligt Oprør!

PABLO

Hold Mund! det er kun Folk som mig, der taler!

See, hvor det brænder! Gid det var hos Bispen!

Forlad min Synd, du hellige Botolphus!

Paa Bispen skal man troe og ikke troe,

Han er en Lux! forlad mig Sancta Gerdrud!

Han vilde sige, Kongen var forsvunden,

Var løben bort! jo vist, nu løber man,

Naar man den samme Dag har faaet Kronen.

Forputtet er han! Bisp og Adelskab

Har gjemt ham, veed vi nok! De vil regere!

AURELIO

Men i Cordova leve brave Folk,

Vi er for Kongen! og er Kongen borte,

Regere vi.

PABLO

De slaaes i Gaderne,

Stormklokken ringer! – Kan Du sige mig,

Hvor blev Prindsessen af, den franske Donna,

Der kom, netop som de indbildte os,

At Kongen var forsvunden.

AURELIO

Erkebispen

Tog jo mod hende tæt ved Byens Port;

Men vi var’ muntre just herindenfor.

Saa gik de nok ind af en Bagdør begge!

Anden Scene

DE FORRIGE. SANTIAGO
SANTIAGO

Det er ei Tid at strække Eder her!

Vor Konge lever, er her i Cordova!

ALLE

Hvad, Kongen!

SANTIAGO

I Triumph af Folket ført,

Han kommer her til Slottet.

sparker til Viinkarret.

Og her ligge

I med jert Kram og spærrer Toget Veien!

PABLO

Stød ei til Vinen, bliver Vinen stødt,

Saa løber den! lee med! for jeg er vittig!

AURELIO

Hvor kommer Kongen fra?

SANTIAGO

Fra Kamp med Maurer!

Det er en Mand, han slaaes paa Kroningsdagen,

Han dandser ei paa Roser! Konge leve!

ALLE

Vor Konge leve!

AURELIO

Lad os møde ham!

ALLE

Afsted til Kongen!

de ile ud.
SANTIAGO

Ved hans Side red

En deilig Qvinde, om det var Prindsessen

Af Frankrig, som skal være Dronning,

Det veed jeg ei, men Alle raabte Hurra!

Og jeg, jeg raabte Hurra! det var prægtigt!

Og vore Fanger, Rangspersonerne,

Blev ført’ for Kongen midt paa Stadens Torv!

AURELIO

Men alle Klokker ringe jo til Storm!

SANTIAGO

De blev’ i Vanen! lad dem ringe ud!

Hør Folkets Jublen, Sang og Glædes-Skud.

De komme op mod Slottet.

BEGGE TO

Leve Kongen!

Tredie Scene

KONGEN. RAPHAELLA. ERKEBISKOPPEN. HOF og FOLK
CHOR AF FOLK

Glæde! Glæde!

Luftning fra ukjendte Bjerge!

Sorgens Kjæmper blive Dverge,

Glæde! Glæde!

KONGEN

Det er i Faren, man skal kjende Venner,

Og Folket, seer jeg, er min bedste Ven!

Jeg leve vil og virke for dets Lykke!

RAPHAELLA

Saa seer jeg atter dette Sted igjen!

KONGEN

Her staaer min gode Aand! see, Leirens Datter,

Den fattige, forældreløse Pige,

Med hvem jeg voxte op, i hvem jeg saae

En Skjønheds Blomst af Folkets egen Midte.

Man valgte for mig Frankrigs Kongedatter!

Jeg valgte Folkets!

MÆNGDEN

Held, Cordovas Dronning!

KONGEN

O Raphaella, da jeg ved din Side

Med Jubel drog igjennem Byens Gader,

Man nævned’ Dig og mig! dit Øie funkled’!

Føl, hvad Du blive kan for Fædrelandet!

RAPHAELLA skjuler Ansigtet.
KONGEN

Du kæmper med dig selv! Du elsker mig! –

ERKEBISKOPPEN træder frem af Skaren.

Kirkens Hoved bør det sig

Ei at frygte verdslig Styrke!

Høit for Dig og høit for Folket

Siger jeg, din valgte Brud,

Frankrigs kongelige Datter,

Har betraadt dit Riges Grændser,

Er alt her i dette Slot;

Du kom hende ei imøde,

Hun, som gav sig hen til Dig!

Eensom, fremmed i sit Rige,

Blev jeg hendes Ven og Tjener,

Men nu vil Du krænke hende,

Sende hende hjem til sine –!

KONGEN

Ei et Ord!

ERKEBISKOPPEN

Jo, jeg vil tale,

Selv om det blev sidste Gang!

Du din Faders Minde krænker!

Du –!

KONGEN

Ha, ti!

ERKEBISKOPPEN

Jeg Dig advarer!

Løfter Frankrig mod Dig Sværdet,

Splitter det Din Kongekrone!

Kronens Ring omfatter Landet,

Brister Ringen, Alt da brister!

KONGEN til Soldaterne.

Griber ham!

RAPHAELLA

Nei, gjør det ikke!

End i Aften er her Bryllup,

End i Aften Bryllupstoget

Vandre skal til Herrens Alter!

griber Kongens Haand.

Konge, jeg er din! ja din!

Meer end selv Din Sjæl begriber!

Men endnu i denne Aften,

Nu i denne Time skee det!

KONGEN

Du det vil!

RAPHAELLA

Jeg vil det Konge.

ERKEBISKOPPEN

Hyrderne, som fulgte Eder,

Og som kjæmped’ med mod Fjenden,

Har et Budskab – er det Sandhed,

Da er denne Pige ikke

Længer, hvad hun før har været,

Leirens Datter, Folkets Barn,

Nei, hun er en Maurerpige,

Kongen af Granadas Datter!

ALLE

Maurerpige!

RAPHAELLA

Spanierinde

Er jeg! det I skal erkjende!

Konge, overvind Din Vrede,

Og Du skal faae riig Belønning! –

Hellige og fromme Fader!

Døm mig ikke, før I hører!

Jeg vil skrifte her for Eder;

Min, Cordovas, Eders Lykke

Ligger i mit Skriftermaal!

Konge, lad dem festligt smykke

Kirken, Slottet, – og jeg lover,

At jeg vil i denne Time

Mig hengive for mit Land!

Ja hengive!

KONGEN

Min Du bliver!

– Lad i alle Byens Gader

Høit Trompeterne forkynde

Kongens Lykke, Kongens Bryllup!

Paa hvert Torv skal Vinen springe,

Folket nyde skal og drømme

Om min altfor store Lykke!

CHOR

Glæde! Glæde!

Luftning fra ukjendte Bjerge o. s. v.

de drage bort.

Fjerde Scene

RAPHAELLA. KONGEN. ERKEBISKOPPEN. HOFFOLK
RAPHAELLA til Kongen.

Her vi skilles nu, men mødes

Snart, som der jo staaer i Skriften,

Bryllupsklædte for Guds Aasyn.

KONGEN

Du er bleg, saa dybt bevæget!

RAPHAELLA

Ja, thi Kampen, jeg har kæmpet,

Er for stor vist for en Qvinde!

Ja, jeg elsker Dig! jeg elsker

Dig saa høit, som – Fædrelandet!

KONGEN

Faa Minuter og vi mødes,

Til Forening evig!

RAPHAELLA

Evig!

ERKEBISKOPPEN

Med min Krumstav skal jeg skille

Dem, selv foran Herrens Alter!

RAPHAELLA

Siig mig, dersom jeg var falden

Blandt de Kæmpende i Slaget,

Havde Du da ei, for Folket

Og dit Fædreland, forenet

Dig med Frankrigs Kongedatter!

KONGEN

Var Du død, hvad var da Livet!

Alt jeg havde sagt til hende,

Og hun selv, man har fortalt mig,

Hun er stille, Gud hengiven;

Hun vist havde rakt mig Haanden,

Og vi skulde vandret sammen,

Men i vore Tanker adskilt,

Ret som Dagens Lys og Nattens!

RAPHAELLA

Aftenrøden dem forener!

Smyk Dig Konge, til Dit Bryllup!

Jeg er færdig, før Du venter,

Kun det Slør, en Brud skal bære,

Fæster jeg i mine Lokker!

KONGEN

Gud for Dig, og for Cordova!

gaaer med Hoffolkene.

Femte Scene

RAPHAELLA. ERKEBISKOPPEN
ERKEBISKOPPEN

Aldrig, aldrig jeg tilsteder,

At Du bliver Landets Dronning!

RAPHAELLA

Du tilsteder, at jeg bliver

Meer, langt meer, dets gode Skytsaand!

Veed Du ei, at Kongemagten

Er en salomonisk Ring,

Som har Magt mod hver en Villie,

Kun ei mod en større Aand,

Dydens Cherub er den største!

Før den franske Kongedatter,

Useet, men i denne Time,

Til mit Kammer! jeg skal smykke

Hende med mit Brude-Slør;

Hun i mit Sted gaaer til Kirken,

Ukjendt med vor raske Handling;

Og mens der Du dem forener,

Gaaer jeg stille fra Cordova,

Gaaer igjen til mine Bjerge;

Vort Bedrag vil Gud tilgive,

Gud, som veed den Kamp, jeg kæmper!

ERKEBISKOPPEN

Ja tilgive og belønne! –

Vær velsignet, Mahoms Datter!

RAPHAELLA

Nei, jeg er en Christen-Pige!

Fra min allerførste Tanke

Var jeg Christen! – Sagde ikke

Selv en maurisk Qvinde til mig:

»Fra den africanske Strandbred

Har man plantet en Granat-Kjærn’,

Nær ved Darro, naar den trives

Til et Træ, er da ei Blomsten

Darros Blomst, ei Africas!«

ERKEBISKOPPEN

Indenfra just Daaben kommer!

Den Du eier, den Dig styrke

Til at handle, som Du handler!

Drag, som Hagar, ud i Ørknen, Troen er din Ismael!

RAPHAELLA

Før nu hid Cordovas Dronning!

ERKEBISKOPPEN

Til Dit Kammer skal jeg bringe

Lønligt Frankrigs unge Datter!

gaaer.

Sjette Scene

RAPHAELLA ene.

Kun ved Handling vinder Livet

I Betydning! ja, det være!

Skal jeg ikke kunne miste

Det, jeg aldrig turde eie!

Frankrigs unge Konge-Datter!

Jeg skal hænge Brudesløret

Om Dit Ansigt; hvis jeg kunde

Flette disse mine Taarer

Som Juveler i dit Haar,

Kongeligt Du skulde smykkes! –

Musiken fra Gaden lyder op til hende.

Hvor de juble! – Jeg vil handle!

gaaer.

Syvende Scene

Musiken og Jublen tiltager; en dandsende Mængde med brogede Faner kommer op af Terrassen; National Dands. Erkebiskoppen med Geistlige stiger op fra Terrassen og stiller sig foran Indgangen til Kongens Værelse; Nonner og Hoffets Damer foran Raphaellas.
(Vexelsang)

Lyksalig er den Mand og Qvinde,

Som alt paa Jorden her hinanden finde!

Hvor de knæle,

Voxe Roser, Pagtens Eftermæle,

Billedet paa deres Sjæle!

MÆNGDEN

Der er Glæde i Cordova!

Kongen og den kongelige Brud træde hver ud fra sit Værelse, midt paa Scenen mødes de og række hinanden Haanden, de vandre til Kirken; Sangen blander sig med Kirkeklokkernes Lyd. Scenen bliver atter tom, Aftenrøden belyser Horizonten, Kirkens brogede Ruder ere bestraalede af Lyset indvendig fra.

Ottende Scene

RAPHAELLA træder alene ud.

Fædrelandet aander Glæde,

Kan da Raphaella græde! –

Nu de for Guds Alter træde!

Hør, hvor festligt Orglet klinger! –

Gid jeg havde Svalens Vinger!

Selv jeg er i disse Dale

Kun en fremmed, vildsom Svale!

Alt, hvorfor jeg her har stridt,

O, af det blev intet mit!

Ei hos Maurer findes Hjemmet,

I Cordova er jeg fremmed.

Bort! – men Ingen mig maa finde!

stirrer hen for sig og udaander derpaa et let Skrig.

Curtius! – jeg er Spanierinde! –

Tak for Tanken, Gud i Himlen!

Jeg maa ikke sees af Vrimlen!

Ingen til min Vei skal kjende!

Mit Farvel jeg ham maa sende! –

Man hører den jublende Musik af Brudetoget, som kommer tilbage, Folkets glade Sang, Raphaella river Pilen af sit Haar og ridser paa Randen af Marmor-Brønden, medens Vrimlen høres at komme nærmere og nærmere.

»Konge, viis Dig Kronen værd!

Raphaella for Dig beder!«

– Stærke Død, løft nu dit Sværd!

Gjennem alle Evigheder

For mit Fædreland jeg beder!

Styrter sig i Dybet, medens Mængden jubler

»Der er Glæde i Cordova!«

Teppet falder hurtigt, idet Musiken gaaer over i en vild Dissonants.
Lemma er udeladt i udgaven ANDERSEN. Det forekommer på førstetrykkets titelblad
1
Lemma er udeladt i udgaven ANDERSEN. Det forekommer på førstetrykkets titelblad

Maurerpigen

Original Tragedie i fem Akter

Opført første gang på Det Kongelige Teater 18. december 1840 med musik af J.P.E Hartman. Udkom første gang 19. december 1840. BFN 393

Partitur: KT-A 0362 Orkesterbiblioteket.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

418,13Santiago < Santiazo
421,19Maurer-sabler < Maurer-sablen
424,27nær. /Tredie Scene / ZAVALA. RAPHAELLA / ZAVALA < nær. / ZAVALA
448,35gaaer. < gaaer,
456,5Cadi, »og < Cadi,« og
465,26hjem.« < hjem.
469,9Fjeldets < »Fjeldets
473,13elsker mig. < elsker mig,
477,32Væggen. < Væggen,
485,1Maurerkongen. < Maurerkongen
496,21Blev ført’ < Blev, ført’
497,22Dronning! < Dronning
498,27Sværdet, < Sværdet
504,30knæle, < knæle.
505,34jeg beder! < jeg beder!«

Lektor, cand.mag. et art. Henrik Schovsbo har medvirket ved udarbejdelsen af noterne til Maurerpigen.

415
Secretair Hartmann1J.P.E. Hartmann (1805-1900), der var den førende komponist af romantiske værker for scenen, var 1829-1870 juridisk sekretær i den borgerlige Indrulleringskommission.
R. af D.ridder af Dannebrogordenen.
416
HertzHenrik Hertz udgav anonymt Gjengangerbreve, 1830. Her kaldes H.C. Andersen »Hellig Andersen« efter Slagelses (uofficielle) helgen, Hellig Anders, der red fra Jerusalem til Slagelse på én dag. Det hedder her om den unge, ulærde og udannede H.C. Andersen, at han rider »Beruust af Phantasiens Øl / Paa Musens nattegamle Føl, / Den slagelseske Krik med lamme Sider, / Mens Pøblen holder ham for en Prophet / Af en Poet«; og han og hans tilhængere bebrejdes, at de ikke har lært, »hvad Gyldighed / Et grundigt Studium i Poesie / Har selv for den, der troer sig et Genie« (kapitlerne »Toget mod Algier« og »Den massive Poesie«). Hertz trådte 1832 frem som forfatter til dette og andre anonyme skrifter, bl.a. i Kjøbenhavnsposten.
Reisestipendium1833 fik H.C. Andersen rejsestipendium fra Fonden ad usus publicos og rejste 22. april 1833. – 3. august 1834 i Tyskland, Frankrig, Schweiz og Italien. En del af tiden i Italien tilbragte han med Hertz.
culmineret … de Enkeltes Talei brev til Edvard Collin, dateret 12. september 1833, skriver H.C. Andersen om Chr. Molbechs anmeldelse af hans digtsamling Aarets tolv Maaneder, 1832: »Man har sagt om mig i Maanedskriftet for Litteratur: »en Digter, som Eengang lovede noget«« (Brevveksling med Edvard og Henriette Collin, DSL 1933-1937). En sådan udtalelse ses ikke ordret i anmeldelsen, men Molbech kritiserer H.C. Andersen for, at han som digter ikke disciplinerer og udvikler sig, men på trættende vis fremturer med at »røre de samme Strænge, hvis tidligste barnlige Toner man gierne hørte, fordi de undertiden virkelig klang i rene og dybe Accorder« (Maanedsskrift for Litteratur, 1833, s. 872).
Improvisatorenroman af H.C. Andersen, 1835, bygger bl.a. på rejseindtryk fra Italien. Romanen blev H.C. Andersens internationale gennembrud, oversattes, ligesom de følgende O. T., 1836, og Kun en Spillemand, 1837, hurtigt til de europæiske hovedsprog.
Børne-Eventyrudsendt i hefter fra 1835.
Mulattenromantisk drama, 1840.
jeg led og stredMulatten mødte inden antagelsen hård modstand hos især Chr. Molbech, dengang meddirektør ved Det Kongelige Teater.
417
Fædrelandetnationalliberal avis, 1834-1882. Anmeldelsen blev bragt 16. februar 1840.
bekjendt Novelle»Les épaves« (fransk: de herreløse), 1834, af den franske forfatterinde Charles (egl. Fanny-Henriette) Reybaud (1802-1871). Se indledende note til Mulatten (s. 600); om kritikken af H.C. Andersen i forbindelse hermed, se ANDERSEN bd. 10, s. 35.
førend … forlader jeg HjemmetMaurerpigen havde premiere 18. december 1840. 31. oktober samme år var H.C. Andersen rejst til Italien.
Frederik den Sjette og Christian den Ottendedanske konger, regerede henholdsvis 1808-1839 og 1839-1848.
418
Alhakemen maurisk konge med dette navn har ikke eksisteret.
Maurerne(s)oprindelig latinsk betegnelse for folk fra Nordafrika; i Spanien betegnelse for de muslimske kulturer, der beherskede dele af Spanien fra 711 til den sidste by, Granada, faldt 1492, erobret med hjælp fra den nærliggende katolske by Cordoba; denne var i 1236 endegyldigt blevet erobret af den castilianske konge Ferdinand 3. Stykket må antages at foregå engang i perioden 1236-1492.
Hr. Dr. RygeJohan Christian Ryge (1780-1842), fremtrædende kongelig skuespiller, læge.
Jomf. RygeNathalia Ryge (1815-1895), kongelig skuespiller, datter af J.C. Ryge.
Hr. HolstWilhelm Holst (1807-1898), kongelig skuespiller.
Hidalgospansk (lav)adelsmand.
Hr. Hansen, jun.Edvard Hansen (1820-1874), skuespiller.
Hr. GundersenGunder E. Gundersen (1817-1890), kongelig skuespiller.
Hr. KraghChristian Kragh (1802-1884) kongelig skuespiller.
Hr. HvidChristoffer Hvid (1803-1872) kongelig skuespiller.
Mad. HolstElisabeth Holst, f. Heger (1811-1891), kongelig skuespiller.
Jomf. Fabritiusej identificeret.
Hr. PhisterLudvig Phister (1807-1896), fremtrædende kongelig skuespiller, især kendt som komiker.
Lazaros(spansk) fattigfolk.
Hr. SchramPeter Ludvig Nicolaj Schram (1819-1895), kongelig skuespiller.
Hr. PätgesJohan Anton Pätges (1807-1883), kongelig skuespiller, bror til Johanne Luise Heiberg.
420
Rosenkrandssnor med større og mindre kugler eller perler, brugt ved den katolske andagt. Man læser sin rosenkrans ved at bede en bøn for hver kugle, et ave Maria for de mindre, et fadervor for de større. Rosenkrans er også betegnelsen for de bønner, der skal bedes.
Brava, Raphaella, bravaMaurerpigen er skrevet i firføddede trokæer for at svare til den klassiske spanske romances ottestavelsesvers.
Cherub(-Vinge)vogter af Paradisets have med flammesværd, jf 1. Mosebog 3,24; også om engel i almindelighed.
Monstrantsenbeholder af ædelmetal til opbevaring af nadverbrødet.
Veiervajer.
422
Grander(spansk) (høj)adelsmænd.
Festeældre form af »fester«.
425
KirkeCordobas domkirke, bygget som moské i 700-tallet, men blev, efter at de kristne havde generobret byen, indrettet til kristen kirke. 1523 gennemtvang kejser Karl 5. og den katolske kirke mod byens ønske, at der blev bygget en katedral inde i moskeen.
427
vistgivetvis.
429
daarligtåbelig.
altallerede.
ubilligurimelig.
430
Purpur … Arenaom tyrefægtning.
431
Manemankehår.
Slottetsandsynligvis opdigtet af H.C. Andersen, men kunne være Alcázar, et kongeslot i Cordoba med stort haveanlæg. Oprindelig et maurisk palads, ombygget 1327 eller 1328 af kong Alfonso 11.
Sjerra-Nevadas Bjergeøst for Granada.
433
Byrdafstamning, herkomst.
(Pater) Guardianden ledende præst i et (franciskaner- eller kapuciner)kloster.
434
Palai(ets)palæ, slot.
435
Tørbør.
436
Olieskoveolivenskove.
437
Rørstrå.
Brønder en konstruktion; i Det Kongelige Teaters regiprotokol er indføjet en bemærkning om, at den skal være en »Efterligning af det berømte Kunstværk i Alhambra«, sandsynligvis efter H.C. Andersens ønske.
(Steen)carnisgesims.
rigeprægtige.
438
Sanct Rosaliefesten4. september fejres denne oprindeligt sicilianske middelalderlige helgeninde.
Bronzehestene … Vingermå være en konstruktion; bevingede heste forekommer ikke i maurisk billedkunst. En hest med vinger optræder i et af Tusind og én nats eventyr, i den danske udgave fra 1745 under titlen »Historien Om Den tredie Calender, en Kongelig Prints«. Eventyrene kom til Europa med franskmanden Gallands oversættelse fra 1704. Dansk titel: Tusende og En Nat. Historien er også kendt under titlen »Agib, Kongesønnen«, jf. Christian Winthers oversættelse, 1001 Nats smukkeste Eventyr, 4. udg. 1900 (1. udg. 1863).
439
Malerier … Jordskjælv … CurtiusMarcus Curtius var en romersk sagnhelt, der som repræsentant for det ædleste, Rom ejede, nemlig tapre riddere, ofrede sig for byen år 362 f.Kr. Der findes flere fremstillinger af Curtius, især i italienk renæssance og gerne med paralleller til Kristus og kristne martyrer (fx Paolo Veronese »Marcus Curtius«, ca. 1535, og som detalje i F. di Giorgio Martini »Hyrdernes tilbedelse«, ca. 1485-1495). Et maleri med dette motiv fandtes dog næppe i 1200-1400-tallets Cordoba.
Mærkeligstmest bemærkelsesværdig.
440
Underligtforunderligt.
441
Æther(-Draaben)medicinvæsken æter.
443
Gratias … omnipotens(latin) Vi takker dig for din store herlighed, herre! Gud, himmelske konge, almægtige fader. Svarer med få afvigelser til messeleddet Gloria i den katolske messe (gudstjeneste).
444
videkende.
kunstigtkunstfærdigt.
Dig jeg leverfor dig jeg lever.
445
Bambino(italiensk) lille barn, her vel dukke; også om Jesusbarnet (fx i en julekrybbe).
AlhambraGranadas mauriske slotskompleks, der fra ca. 1250 blev opført på en klippe uden for byen. Bygherren var den arabiske emir Alahmar den Prægtige (f. 1195). Alhambra blev de mauriske kongers højborg.
446
Hourisopvartende jomfruer i det islamiske paradis.
formæle(t)indgå ægteskab.
448
Varenevarerne.
stærke Druerstærk vin.
byderbefaler.
450
Granatkjærn’kerne af granatæbletræet. Frugten har givet navn til byen, i hvis våben den findes.
Darrosydspansk flod, Granadas vandforsyning.
451
det Sande Og det Gode og det Skjønneformlen går tilbage til det antikke græske begreb »kalokagathia«(»skønhed-og-godhed«), der betegnede karakteren hos den, der var sjæleligt skøn (ædel) og god (retsindig). Begrebet genoplivedes i Weimarklassicismen af Goethe og Schiller; i den danske guldalder blev det en slags koncentrat af det idealistiske verdensbillede, idet man mente, at de tre begreber i sidste instans var ét.
452
Leeretdet stof, Gud skabte mennesket af; den menneskelige natur.
Lysalferde jordiske svartalfer og de himmelske lysalfer var ifølge nordisk folketro småvæsener, der færdes nær jorden og vandet.
Mattenmåtten.
454
SisyphusSisyfos, græsk mytologisk figur. Som straf for oprør mod guderne ruller han i underverdenen i evighed en stor sten op ad et bjerg, hvorfra den igen ruller ned.
At denfor at den.
Abrahamgammeltestamentlig patriark og hyrdehøvding, fx 1. Mosebog 1225.
og (at falde)også.
455
Hakkamegl. Hakam, navn på flere mauriske herskere i Cordoba.
Cadi(arabisk) religiøs dommer, der dømmer efter koranen.
456
Magieregl. mager, persisk præst; senere: stjernetyder og østerlandsk vismand.
stirrer saastirrer sådan.
459
Geranie(r)planter af storkenæbslægten med røde, lilla eller blå blomster; kan have en krydret duft. Pelargonier kaldes ofte fejlagtigt geranier.
460
Echobjergnymfe, personifikation af genlyden. Den romerske digter Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.) fortæller i Methamorphoses sagnet om, hvordan Echo tæredes hen af ulykkelig kærlighed til Narcissos, så til sidst kun stemmen var tilbage.
spørger Omspørger efter.
gjennemvirket Af Nellikermed indvævede nelliker.
Strimestribe (i tøj).
Guirlandeblomsterranke.
Comares TaarnComarèstårnet med Gesandternes Sal, som er Alhambras største.
461
Bazar(en)gade eller torv med købmandsboder.
Cacterflertal for kaktus.
462
Mimosas Bladeskælver ved mindste berøring.
MahomedMuhammed. H.C. Andersen synes at forudsætte, at Muhammed er guddommelig, ikke blot Allahs profet, som almindeligt antaget i Islam.
Hæk(ken)tornet krat, buskads.
465
Lege med Rør og Ringeringspil.
Zenil(s)eller Genil, flod ved Granada.
466
Vegafrodig slette mellem bjergene omkring Granada.
Alkoran(arabisk) normalt koran, islams hellige bog.
Lazur(arabisk) »himmel«, blå, gennemskinnelig farve, fx i kakler.
glimrendeskinnende.
Allabast(es)marmorlignende gips.
Cherubengel.
468
Shawlsjal.
veied’vajede (som tegn på).
Las Navas de Tolosaegl. »los Navas«, sydspansk Landsby, hvor spanierne 1212 besejrede maurerne. 1812 mødtes spanierne og franskmændene i et slag her, hvorfor stedet er kendt som national slagmark.
469
Underpantpant; oftest brugt billedligt.
bliveblive af.
470
ikke saaikke sådan.
Agibjf. note til s. 438.
Atterkomstengenkomsten.
Tilliegulv, især i festsal.
471
Naphta(-Kilde)betegnelsen blev tidligere brugt om den brændbare mineralske olie, der visse steder findes i jorden. Ordet blev også brugt billedligt.
473
Øiet … forargetjf. Matthæus 5,29.
fordunsteforsvinde (om tåge).
474
Vundesår.
Ingen see deningen bør se den.
Prindsen, halv forsteneti eventyret »Historie om en Fiskere« fra Tusinde og Een Nat optræder en konge, hvis krop hans onde dronning har forvandlet til sort marmor fra bæltestedet og ned. Også kendt med titlen »Fiskeren og ånden«.
daarligtåbelig.
475
undrerundrer sig.
Ørknens-Guldkalvafgudsbillede, jf. 2. Mosebog 32.
479
HalvmaanenIslams ikon, som korset er kristendommens.
Viva(kongen) leve.
Den Gang Pesten ødelagdesagnet er ikke identificeret. »Den sorte død« hærgede Europa og Afrika ca. 1340-1450.
482
da skyderskyd så.
483
Fata-Morganeluftspejling i ørknen, oprindelig opfattet som gøglesyn sendt af feen Morgana.
Cymbler … Tambourinerslagtøjsinstrumenter brugt i sydlandsk folkemusik.
muligtmåske.
Jehovanavn for den jødiske og kristne Gud.
Mahom(s Børn)Muhammed.
Gabrieli jødedommen og kristendommen navn på ærkeengel; Gabriel spiller også en rolle i islam som den, der bragte Muhammed åbenbaringerne fra Allah.
484
Minaret(en)tårn ved den muslimske moske, hvorfra der kaldes til bøn.
485
CidEl Cid, (arabisk) »herren«, også kendt under navnet Rodrigo (Ruy) Diaz de Vivar, spansk krigshelt (ca. 1030-1099), udførte store bedrifter i kampene mellem spaniere og maurere, snart på den ene, snart på den anden side. Berømt i litteraturen som den spanske helt.
489
Kobberlænkenmåske fejl for Kobbellænken (om bånd, der binder heste eller hunde sammen). Manuskript til tekststedet findes ikke; SS har: »Kobberlænken«.
493
Lazarosfattigfolk.
bachanalsk(vildt) festligt; efter Bacchus, den romerske gud for vin og orgier; i græsk mytologi Dionysos.
494
hellige Botolphussøfarende og fiskeres helgen, kendt som Budolf.
Luxgavtyv.
Sancta Gerdrudsjælenes beskytter på vej til dødsriget.
501
staaer i Skriftenjf. Matthæus 22,1-14.
502
færdigher måske: parat.
503
salomonisk RingSalomon grundede som konge i Israel (ca. 960-920 f.Kr.) det hellige eller sakrale kongedømme (1. Kongebog 1-11), og ringen var hans (magiske) myndighedstegn.
Hagar … IsmaelHagar var Abrahams slavinde, med hvem han fik sønnen Ismael, 1. Mosebog 16. Da hans lovformelige hustru Sara fødte sønnen Isak, jog Abraham Hagar og Ismael ud i ørknen, hvor Ismael ifølge Koranen blev stamfar til de arabiske nomadefolk, som muslimerne nedstammer fra.
505
Curtiusse note til s. 439.
Pil(en)sølvpil, et hårsmykke.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[fortale] Første Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Anden Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Tredie Act. Alhambra Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Femte Act. Slottet i Cordova Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene

Del

[Sassy_Social_Share]