Maurerpigen
Original Tragedie i fem Akter
1840
Det er saa temmelig bekjendt, at jeg har prøvet en tung Barndom, og om end senere en god Gud har ført mig fremad, har jeg dog Skridt for Skridt maattet udstaae mange Kampe. Ved min første Fremtræden som Digter, fik jeg Publicum for mig og nogle Enkelte mod mig; jeg taug mod disse og søgte ved ethvert nyt Arbeide at give mit bedste Svar. Da Digteren
Ved min Hjemkomst skrev jeg
Dette Arbeide fremlægger jeg her for Publicum. Ved at læses kan det ikke gjøre den Virkning, som Mulatten har gjort; det har færre lyriske Steder, alt er og skal være beregnet paa Scenen, paa Fremstillingen, derfra og derefter maa det dømmes. Hvorvidt jeg har været heldig, vil Tiden afgjøre; selv faaer jeg ikke mit Stykkes Skjæbne at vide
I det jeg reiser, er min Bøn til Gud, at jeg maa vende tilbage til mit Hjem med større Kraft i Sjælen og istand til at skjænke det Arbeider, som maae bringe mine Fjender til at blive mine Venner. Alle Kjære et hjerteligt Lev vel.
H. C. Andersen Kjøbenhavn, de sidste Dage i October 1840
| NIAMA, hans Datter | |||
| Kongen af Cordova | |||
| ZAVALA, en ung | |||
| DIEGO, hans Vaabenbroder | |||
| Erkebiskoppen af Cordova | |||
| CARDENIO, Høvding i den spanske Hær | |||
| RAPHAELLA, en fattig, forældreløs Pige | |||
| Prindsessen af Frankrig | |||
PABLO,
AURELIO,
SANTIAGO,
|
|||
| Hoffolk. Krigere. Hyrder. Folk |
Første Act
Første Scene
Brava, Raphaella! Brava!
– – »Bjergets Blomst drak Blod med Roden,
Mens foroven Sværdets Klinge
Lyste, som en
Men i Dalen, der hvor Floden
Nedad mod Granada strømmed’,
Eensom, uden Rytter svømmed’
Hesten over, for at sige:
Græd du smukke Maurerpige! –
Høit paa Bjerget Christenhæren,
Knælende i Morgenglandsen,
Dybt tilbedende
Synger høit: Gud ene Æren! –
Snart om Landsen Laurbærkrandsen
Anden Scene
I er’ muntre!
Generalen!
Raphaella sang om Slaget,
Hun improviserte for os.
Dog der var eet Træk, hun glemte,
Hendes egen Heltedaad.
Hvor hun modig, midt i Kampen
Trængte frem og frelste Fanen,
Rev den til sig, da i Støvet
Blodbestænkt den laae blandt Døde.
Og hun svingede den dristigt
Ind imellem Maurer-Sabler
Og vor unge Fyrstes Hoved;
Hun har frelst Cordovas Konge!
Leve, Raphaella! leve!
Det var Selvforsvar, som drev mig,
Jeg var revet med i Striden,
Maatte handle eller falde!
Et Trup Ryttere sig nærme,
Det er Budskab fra Cordova!
Sørgefesten er til Ende,
Og om nogle Timer ringe
Kirkeklokkerne til Kroning.
Han, med hvem i Aar og Dage
Vi har levet her i Leiren,
Og betragtet som en Broder,
Er nu Fædrelandets Konge!
Jeg var aldrig i Cordova!
Hvilken Tummel, hvilken Jubel
Vil der være næste Morgen,
Naar vor unge Konge hyldes!
Gid jeg kunde staae i Vrimlen,
See ham komme ung og dristig
Med den kongelige Krone
Om sin høie smukke Pande!
See de prægtigt klædte
Raabe, leve, leve, Kongen!
O hvor det var herligt! herligt!
klapper i Hænderne.
Heller bliver jeg i Leiren!
Jeg har ingen Længsel efter
Disse tomme, stolte
Ei Cordova har Terrasser,
Luftige, som disse Fjelde,
Slottets Vægge har ei Farver
Som Naturen rundtomkring os!
Men Cordova eier Qvinder.
Efter dem vi her maae klage!
Her jeg Underblomsten finder,
Spanien ei til den har Mage!
Hvad mon disse Breve melde!
Om hans Kroning, om hans Bryllup –!
Bryllup!
Ja, jeg veed det ikke,
Men man siger jo, hans Fader
Før sin Død har valgt for ham
Frankrigs unge Kongedatter!
Andre nævnede Niama,
Maurerkongens smukke Datter!
Maurerkongens, Fjendens Datter!
Nei, da skulde hun døe Døden,
Eller han sin Krone miste!
Alt for dristig er din Tale!
O, jeg føler Gift i Blodet,
Naar paa dette Folk jeg tænker.
Denne africanske Bølge,
Som vil overskylle Spanien,
Styrte Korset, Landets Skikke! –
Nei, han ægter hende ikke!
Du er, som den stille Bjergsø,
Dyb og klar og gjennemsigtig,
Men din Tanke, som en Stormvind,
I et Nu oprører Søen!
Kongen tænker ei paa Bryllup!
Hæren rykker ikke fremad!
Kongen vil, at indtil videre
Intet skeer imod Granada!
Enkelte, de staae navngivne,
Har endnu i denne Nat
At begive sig fra Leiren,
Og indtræffe i Cordova!
Her staaer ogsaa Raphaella.
Jeg er kaldt.
Et Brev, Signora,
Er mig givet med til Eder.
Hvad til mig?
Fra hvem?
Fra Kongen!
»Leirens Datter! Raphaella!
Dig, som skjærmed’ mig i Kampen,
Vil jeg takke i Cordova.
Reis endnu i Dag. Jeg Kongen!«
Tredie Scene
ZAVALA. RAPHAELLARaphaella reiser ikke!
Jo, jeg reiser! Kongen vil det,
Og jeg selv har Lyst at komme
Til den nye, rige Verden,
Som jeg kjender kun af Drømme.
O, hvor jeg mig glæder til det,
Ja, jeg som et Barn mig glæder!
Kongen viser dig stor Naade!
Ja, hvor det er smukt og trofast,
At han under al den Travlhed
I Cordova sig erindrer
Selv den Ringeste i Leiren!
Mig han husker, mig han kalder!
Men Du synes saa alvorlig.
Hvilket Ansigt!
Jeg kan ikke
Sige, at det just fornøier
Mig, at du gjør denne Reise!
Mig det derimod fornøier.
Jeg skal see vor ædle Konge,
See de festligt klædte Damer,
Vrimlen i Cordovas Gader,
Og den skjønne store
Høre Messe læst i Choret,
Knæle der for Herrens Moder!
Men hvis Kongen nu forlanger,
At du blive skal ved Hoffet,
Siig mig da, hvad vil du svare?
Det vil Kongen ei forlange!
Sig, hvad skulde der jeg gjøre,
Jeg en fattig Hyrdepige,
Jeg alene der ved Hoffet,
Uden Slægt og uden Venner!
Den, en Konge hylder, tro mig,
Faaer strax Hyldest af dem Alle!
Stakkels Zavala!
Mig ængster
Det, at du er kaldt af Kongen.
Ja jeg veed det! – kjender Grunden,
Du er skinsyg!
Vel, det er jeg!
Du det siger! og i Ordet
Ligger, hvad du maa begribe.
Raphaella, Dig jeg elsker,
Du er mig mit Liv, min Tanke,
Uden Dig jeg ei kan leve!
Det har du
Sagt maaskee, men aldrig meent det,
Meent det, som i denne Time,
Følt det som i mange Uger!
Du mig binder her til Leiren,
Du opflammer Modet hos mig.
»Raphaella, Fædrelandet«
Er mit Valgsprog og min Tanke!
Og jeg skulde roligt taale,
At en Anden eied’ dig!
Nei, om selv det saa var Kongen!
Kongen! hvilken daarlig Tanke!
Jeg har seet ham her i Leiren
Stirre paa dig, Raphaella,
Med et Blik –! min Tanke brænder!
Du har frelst hans Liv i Kampen,
Nu han kalder Dig til Hoffet,
Og Du kommer! Du vil komme?
Zavala! vor unge Konge
Tænker ridderligt og mandigt,
Aldrig vil han kunne glemme
Sig og Æren, Fædrelandet!
Bliv min Hustru! – Ja, min Hustru!
Jeg er kun en Hyrdes Datter,
Er forældreløs og fattig!
Husk, at Du er adelsbaaren!
Ja, min Slægt er god, som Kongens,
Men det er min hele Rigdom.
Guldet er slidt af vort Vaaben,
Den forgyldte Ridderlandse
Er nu lig med Hyrdestaven!
Hvis Du mener mig det ærligt,
Bør jeg ogsaa skrifte ærligt!
Af dem Alle her i Leiren
Troer jeg, at du er mig kjærest,
Men jeg elsker dig dog ikke,
I det mindste ei saaledes,
Som jeg troer at man maa elske!
Men ifald vor unge Konge
Var som jeg, og intet mere,
Talte her som jeg nu taler,
Siig, hvad vilde du ham svare?
Du gjør mange sære Spørgsmaal!
Ei du svarer!
Kan man ikke svare paa!
Jeg! jeg skulde elske Kongen?
Raphaella, du maa blive!
Reis dog ikke til Cordova!
Det vil bringe mig til Vanvid!
Nei det bliver ei saa slemt!
Jeg jo veed med alle Andre,
At du blusser op og slukkes,
At din Kjærlighed skal minde
Om en Leg hos Dalens Piger.
Roser kaste de i Luften,
Gribe dem, idet de falde,
Men idet den ene Rose
Gribes, er
Paa den næste, de vil fange!
Du er grusom og
Og jeg reiser til Cordova!
Vil den Gunst du mig forunde,
At jeg maa ledsage dig!
Men mig syntes, nys dig kjeded’
Byen, Hoffet, Alt derinde!
»Ei Cordova har Terrasser,
Luftige, som disse Fjelde!
Slottets Vægge har ei Farver,
Som Naturen rundtomkring os!«
O din Spøg er som det
Hvormed Oxen paa Arena
Tirres til en større Vildhed!
Men jeg gav jo intet Afslag!
Jeg tillader, at du bliver
Min Ledsager til Cordova;
Kun, jeg har Betingelser!
Jeg vil Alt, hvad du forlanger!
Du maa ei om Elskov tale!
Du maa ikke ved min Spøg
Blive Oxen paa Arena!
Du skal gjøre mig opmærksom
Paa det Smukke og det Sjeldne,
Jeg der første Gang skal see!
Jeg skal ei din Tillid svigte!
Hurtig da, kun kort er Natten.
Vi med den omkap maa ride.
Fremad, saa at Hestens
Bølger om os som en Fane!
Ingen Flugt dog Flammen slukker!
Zavala!
Jeg Blomsten plukker!
Fjerde Scene
– Ja, hun hedder Raphaella,
Og, som jeg fortalte Eder:
Hun har frelst mit Liv i Kampen!
Og hun eier ingen Slægtning?
Hendes Moder vogted’ Gjeder
Paa
Der for Maurerne hun flygted’
Og fandt Tilhold i vor Leir!
Kun et Barn var Raphaella,
Paa sin Moders Ryg hun hængte
Indsyet i et Gjedeskind!
Det er, som man har fortalt mig!
Hvo var Raphaellas Fader!
Vist en Smugler eller Hyrde!
Ja, hun er af ringe
Dog om Blomsten groer i Engen
Eller i en Fyrstes Have,
Har den lige Skjønheds Rang.
Moderen indprænted’ Barnet
Blodigt Had til Maurer-Folket,
Kjærlighed til Fædrelandet.
Da hun døde, blev den Lille
Givet
Han blev skudt af Fjendens Pile!
Barnet blev da Leirens Datter,
Hele Hærens kaarne Yndling;
Der jeg voxte op med hende!
Knap jeg mærkede, hvor Barnet
Blev en underdeilig Jomfru;
Rosenknoppen blev en Rose!
Aldrig saae I slig en Skjønhed;
Der er noget gjennemsigtigt,
Luftigt, let, og dog saa kraftigt
I de yndigt bløde Former!
Orientens Elskovs-Drømme
Svømme i de sorte Øine.
Let bevægelig for Alt
Leer hun ofte gjennem Taarer;
Livsglad er hun som et Barn,
Og dog tankefuld som Gubben.
Alt, min Konge, hvad I siger,
Tyder paa, I er forelsket!
Ja forelsket! ret forelsket,
Som en Søn af Spanien er det!
Fromme Fader, det sig sømmed’,
At jeg ved min Faders Død
Viste større Sorg, men altid
Holdt han mig jo fjernet fra sig,
Vi har kjendt saa lidt hinanden!
Fromme Fader, det sig sømmed’,
At jeg nu, som Landets Konge,
Havde kun for Landet Tanke,
Men min Skjønheds Rose skjuler
Graven! skjuler selv mit Rige!
Kun til den gaaer Tankens Veie!
Skjønheds Rosen maa jeg eie!
Hvad en Konge vil, det skeer!
Her endnu i Dag hun kommer!
I har hende kaldt til Hoffet!
Ja, men derfor er hun ikke
Min endnu!
Men hun vil blive!
Fjeldets smukke Blomst vi plante
Ind i Eders Urtegaard.
Og I vil vor Pagt velsigne?
Og hun blive skal min Dronning?
Konge, I kan kalde hende
Eders Hustru, Eders Dronning,
Give hende søde Navne
Indenfor
Landet selv behøver ikke
Just at vide, om der findes
I Lønkammeret hos Kongen
En udsprungen deilig Rose,
Eller ene Bønnebogen;
Det som Konge I betroer
Kun til Eders Skriftefader.
At hun er min ægte Hustrue!
Vi forstaae vist ei hinanden!
Skulde jeg, Cordovas Konge,
Være mindre riddersindet
End den Ringeste i Leiren!
Hvor hun viser sig, der er det,
Som det Helligste blev baaret
Os forbi; hver syndig Tanke
Svinder hen, man bliver bedre!
Prøve vil I vist mit Hjerte.
I kan ei til Synd mig raade!
Hvad der kaldes Synd hos Nogle,
Er ei derfor Synd hos Andre,
Alt beroer paa Tid og Forhold.
Meget tør ei siges Barnet,
Hvorom Manden frit tør tale!
I er Mand, Cordovas Konge!
Staaer man høit i denne Verden,
Maa man dømmes anderledes
End den Enkelte blandt Mængden;
Større Hensyn leder Kongen.
Nylig sagde I jo til mig,
Hvad en Konge vil, det skeer!
Og dog stræber I at bøie
Min bestemte faste Villie.
Hvad en Konge vil, det skeer,
Thi det Bedste kun vil Kongen.
Eders Fader paa sin Dødsseng
Har besluttet, at I ægter
Frankrigs unge Kongedatter!
Det er Gavn for Eders Rige!
Den Gang I blev kaldt fra Leiren,
Samme Tid gik der Gesandter
Til det franske Hof, min Konge!
Jeg blev ikke spurgt derom,
Og kun har jeg nu en Villie;
Derfor strax et nyt Gesandtskab
Sendes did med Brev og Budskab.
Hvorfor vil I krænke Frankrig,
Skaffe Landet slig en Fjende!
Stol ei paa Cordovas Adel,
Den er Eder ikke gunstig.
Men for mig er hele Folket!
Kommer Frankrig her som Fjende,
Jeg er opfødt jo i Leiren,
Kamp er mig et Hverdagsliv.
Vil I, vore
Tændes skal som Hærens Vagt-Ild?
Vil I, vore skjønne Dale
Skal omskabes til en Valplads?
Vil I, at min rene Lillie
Frækt nedtrædes skal i Dyndet!
Selv ved Tanken har I syndet.
Lyde skal man Kongens Villie!
Gaa! Ved Festen sees vi atter!
Han maa ægte Frankrigs Datter!
Femte Scene
Min skal Raphaella være!
Kongekronen skal hun bære,
Ved min ridderlige Ære!
Om jeg vaager, om jeg blunder,
Kun paa dig, paa dig jeg grunder,
Dig, min Skjønheds Blomst, mit Under!
Folkets Gunst jeg ei skal slippe,
Folket! svage
Bundne sammen, er den Klippe,
Hvorpaa Kongens Throne hviler.
Men just her i Klippe-Grunden
Har jeg Diamanten funden,
Som hver anden vil fordunkle,
Den skal i min Krone funkle! gaaer.
Sjette Scene
Her er Kongens Slot!
Jeg svimler
Ved den store Pragt og Rigdom.
Over Byens høie Porte
Veied’ Faner, lød Musik!
Instrumenterne de blinked’
Som et Guld i Solens Straaler!
Hvor du saae lyksalig ud.
Alt bebuder Kronings-Festen.
Næsten ved hvert Huus i Gaden
Spurgte du, er dette Slottet.
Ja, thi det var altfor prægtigt!
Mosaik og Steenfigurer
Smykkede jo Væg og Nischer;
Kostelige, rige Tæpper,
Som til
Hang fra Vinduer og Altaner,
Skjønne Damer sad’ der oppe,
Saae ud over Folkevrimlen.
Og hvad siger du om Slottet.
O, det er et Marmorbjerg!
Hver af disse høie Buer
Er en deilig Billedbog!
Med de store stærke Vinger
Over Porten –
– Syntes mig
Velbekjendte fra de mange
Eventyr, der er fortalt mig.
Herfra seer man hele Staden,
Som en hvidgraa stor Koralgreen
I en Kurv med Blomst og Frugter!
O hvor disse Vandspring kjøle!
Hvor her er en Duft af Roser!
Søilerne de staae saa slanke,
Skaarne ud, som gjort’ af Knipling!
Hvilke skjønne
Dette der, er det et Jordskjælv?
En til Hest sig styrter ned
I den skrækkelige Afgrund.
Det er Curtius
Som adlød Oraklets Villie,
Og for Fædrelandets Frelse,
Sprang med Hest og i sin Rustning
I det Svælg, som Jorden aabned’.
For sit Fædreland! han kaldtes,
Sagde du?
Han kaldtes Curtius!
Curtius! jeg vil huske Navnet!
Man har sagt mig, at vi Spanier
Er’ i Slægt med Romerfolket!
Det er denne Brønd af Marmor,
Den gaaer gjennem hele Klippen.
En usynlig Bjergflod ruller
Sine Bølger dybt dernede;
Man kan høre Vandets Brusen!
Lad mig see!
Vær dog forsigtig!
Hold mig fast! – O hvilken Dybde! –
Der er noget sælsomt, egent,
Selv i dette! seer sig om. Nei hvor prægtigt!
Loftet er af Cedertræ,
Og med Farver og Forgyldning!
Voxe Mennesker og Fugle!
Hvo har bygget disse Haller,
Hvo har sprængt den Brønd i Klippen?
Alt er gjort af Maurer-Konger!
Gjort af Maurer! Er det Sandhed!?
Og Cordovas christne Konger
Vælge dette Slot til Bolig.
Selv beundrer du jo Pragten!
Men sin Skjønheds Glands den tabte
Ved det ene Ord, du sagde!
Det er gjort af Maurer. Tro mig!
Dersom jeg var Landets Konge,
Lod jeg dette Slot staae øde,
Vilde Duer, Fjeldets Ørne
Kunde boe i Maurer-Hallen.
Kongen kommer!
Kongen!
Kongen
Og Cordovas høie Adel!
Syvende Scene
KONGEN med det hele Hof og en Deel af Cordovas Geistlighed. DE FORRIGEKongens Tanke ligner
At den gjennemtrænge kan og styrke!
Han er Billed paa den Gud, vi dyrke,
Og hans Ord os Tilsagn er som Daaben.
Kongens Tanke ligner Æther-Draaben!
Raphaella, vær velkommen
I min Stad og her paa Slottet!
Ædle Riddere, jeg skylder
Denne Pige, at jeg lever
Og erkjende kan og lønne
Eders Værd. – Du Leirens Datter!
Kongen vil med denne Kjæde
Binde dig til Fædrelandet.
Altid var jeg bunden til det
Ved saa hellig, stærk en Kjæde,
Som den er, der binder Barnet
Til sin Moder.
Fromme Datter,
Jeg, i Religionens Navn,
Dig velsigner, at du frelste
Kongen for sit Fædreland,
Og sin Brud, Cordovas Dronning,
Frankrigs ædle Kongedatter.
Raphaella knæler.
Erkebisp! – jeg er beredt!
Fred i Hjertet! gaaer.
Her du bliver!
Til imorgen! ikke længer!
Altid, jeg det vil –! jeg Kongen!
See ei saa alvorlig paa mig!
Er det saa, at vi skal mødes?
Konge, I er altfor naadig
Mod et stakkels fattigt Barn!
Tak, fordi at I forundte
Mig den Lykke at beskue
Eders kongelige Pragt.
Tak, at ikke I forglemte
Den, som er den ringeste
Mellem alle Spaniens Qvinder!
Du er fri, og Hærens Yndling,
Folkets Barn! ved dig jeg vinder
Just mit Folk. Jeg elsker dig!
Konge, ti!
Min høie Konge!
Efter Kirken her vi mødes!
Lad kun Livets Bølger stærke
Slaae mod Stranden,
Kjækt gaaer Manden
Med det kongelige Mærke:
Guld i Hjertet, Guld om Panden.
Over Altaner
Fra Vindue og Tag,
Prægtige Faner,
Brogede Flag
Veie og prange.
See dog hvor mange!
Festlige Dag.
Raphaella staaer hensjunken i sig selv; saasnart Kongen stiger ned af Terrassen, griber hun Zavalas
»
deus, rex coelestis, pater omnipotens.«
Du har sagt, at du mig elsker,
At du være vil min Husbond!
Intet høiere jeg ønsker!
Vel, her er min Haand!
Du vil!
Ja, men strax! – og du maa love,
At gaae med mig ufortøvet
Fra Cordova!
Det jeg lover!
Nogle Dage, muligt Uger,
Maa du leve med mig, eensomt
Paa Sjerra Nevadas Fjelde!
Elskov søger Eensomheden.
Bjergets Vildnis er et Eden!
Ned ad Bjerget mod Cordova
Gaaer en Fjeldsti, skjult og ukjendt;
For at
Sikkert gav sin bedste Skat.
Mig min Moder viste Stien,
Vi paa den kan naae til Stedet,
Hvor endnu der staaer en Hytte,
Engang stod min Moders der!
Følg mig! vær min Ven, – min Husbond!
Denne Ring, tre
Slanger, Bly og Jern og Guld,
Har jeg arvet fra min Moder!
Den trolover mig med dig!
Over Bjerge, over Bølger,
Til hver fremmed eensom Strand!
Alt for Dig, mit Fædreland!
Anden Act
Første Scene
Den Gang jeg var Barn, da græd jeg,
Naar den deilige
Som min Søster havde pyntet,
Ikke strax blev givet mig;
Men saasnart jeg havde Dukken,
Brød jeg mig ei mere om den!
Siden, o hvor tidt, som Dreng
Kravled’ jeg ved Fjeldets Afgrund
For at faae en broget Blomst,
Og jeg rev den op med Roden
Kyssed’ den og smed den bort!
Nu er Qvinden min Bambino,
Qvinden er min Skjønheds Blomst!
Kun i Elskovs søde Nyden
Aander ret man Livets Duft!
Spaniens Roser er’ saa skjønne,
Frugterne saa lifligt søde,
De maae plukkes! og jeg plukker! –
Jeg min Troldblomst har beseiret,
Men jeg maatte ogsaa sværme,
Som en ung forelsket Hyrde.
Nu mig kjeder Hyrdelivet! –
Jeg i denne Morgen stod
Paa den Fjeldpynt, hun har viist mig,
Hvorfra man kan see Granada.
Kuplerne i Solen lyste
Og foran mig laae
Med de skjønne Rosenhaver,
Hvor de klare Vande springe!
Og jeg tænkte mig derinde
Hos de smukke Maurerpiger.
Nu gaaer vist Granadas Konge
Eensom mellem sine Qvinder,
Og han seer mod disse Bjerge,
Og han ønsker, at han kunde
Med sin Hær, lig Fjeldets Steengjed,
Kravle over dem og gribe
Kongekronen i Cordova.
O hvor gjerne gav han ikke
Sit Alhambras skjønne
For den døde Skat, jeg eier,
For min hemmelige Viden.
Hvis vi kunde vexle Tanker,
Millioners Lykke vexled’;
Paa saa svage Fødder er det,
Menneskenes Fremtid bygger!
Anden Scene
ZAVALA. RAPHAELLADu vil ud igjen paa Jagten.
Blodet bliver mig for døsigt,
Her i denne snevre Hytte.
Jeg kan ei bestandig sidde,
Som en ung forelsket Gartner,
Og besee min sjeldne Blomst!
Gaa du kun! jeg føler Hunger!
Skyd os Vildt og pluk os Frugter!
Siden, naar Cordovas Konge
Er
Bort igjen fra denne Hytte.
Han da søger dig, og atter
Har vi Elskovs – Eventyret!
Nei, thi kongeligt han tænker
Og som Konge vil han handle!
Frygt kun ei! tag dine Vaaben.
Brug din Arm og brug dit Øie,
Og du kan dig ikke kjede:
Hver en Blomst og hvert et Græsstraa
Er en Digtning, du kan læse,
Skyerne, selv Luftens Klarhed,
Fylde kan med sære Tanker!
Jeg seer til det Virkelige!
Skyen veed jeg bringer Skylregn,
Træerne hinanden ligne,
Vandringen paa Bjerget trætter,
See ei ned paa mig derfor;
Jeg det allerbedste skatter,
Livet, Menneskenes Tumlen!
Men hvo er det? Hvo kan komme?
Tredie Scene
Tilgiv, vi trænge ind i Eders Hytte.
Vildfarne komme vi.
Tag Plads herinde!
Jeg øined’ dette Sted og steg her op,
Min Datter fulgte med, mens vore Muuldyr
Vi bandt her under Fjeldet. Kan I vise
Os Veien til Granada?
I er Kjøbmand!
Ja paa en Maade! I er, seer jeg ret,
En Ven af denne Stand, I hjælper til,
At
Der tog I Feil! jeg er just ikke Smugler,
Dog heller ikke Hyrde –! jeg er Vært
For Eder og for Eders smukke Datter.
Hvil Eder ud! jeg hente skal Forfriskning,
Kun Skade, Forraads Kammeret, vi have,
Er altfor stort, det Vildt, vi vil anrette,
Det springer endnu lystigt om derude!
Og Fuglene, som vi vil sætte frem,
De maae først skydes ned. Dog jeg er hurtig!
Hvad Bordet gjelder, veed jeg bedre Raad!
Mit ene Muuldyr har en god Oppakning
Af Mad og Drikke; vil I hjælpe mig,
Saa kan vi bringe Maden her i Hytten.
Friskt Vand og
Jeg er beredt, og har I hvilet ud,
Jeg viser Eder Veien til Granada.
Faae Ilden til at brænde Raphaella!
Du kjender dem jo dog!
Ja, det er Maurer!
Følg med! gaaer.
Den Kjøbmand
Fjerde Scene
NIAMA. RAPHAELLAMaurerkongen! ja, ham er det!
Jeg i Slaget saae hans Ansigt,
Denne Pige er hans Datter.
Hvorfor er du saa alvorlig?
Seer du os her ikke gjerne!
Du er taus! – du stakkels Pige,
Er du stum?
Du er min Fjende!
Jeg! hvorfor?
Du er en Maurer!
Men vi ere Qvinder begge,
Luft og Land er fælleds for os!
Du tilhører Africa!
Fra den africanske Strandbred
Har man plantet en
Nær ved
Til et Træ, er da ei Blomsten
Darros Blomst, ei Africas?
Du har ei den Tro, som jeg!
Troer du ei, en mægtig Guddom
Har os skabt og elsker os
Høiere end vi kan elske!
Troer du ikke, at det
Og det Gode og det Skjønne
Blev den Treklang her i Verden,
Som udtaler Livets Liv!
Du er Maurerkongens Datter?
Ja, det er jeg! og jeg lover,
At din Gjæstfrihed skal blive
Rigt belønnet –!
Tør du da
Love mig, at jeg skal møde
Endnu tredie Gang din Fader!
Men i Kampen, for at kunne –!
Dog jeg kan ei sige Ordet,
Der er noget Uforklarligt
I dit Øie, i din Stemme,
Som afvæbner mig imod dig!
Her paa Jorden er vi Fjender!
Fjender? kan en Qvinde hade!?
Du er her min Gjæst. Frygt ikke!
Du er vist i Eensomheden
Voxet op!
Nei, midt i Kampen!
Mellem Mænd!
Der fik din Tanke
Denne Haardhed, men dit Øie
Tyder paa en indre Perle,
Som igjennemstraaler
Du kan smigre!
Giv mig Haanden!
Nei, jeg rækker ei min Fjende,
Fædrelandets Fjende, Haanden!
Det, vi kalde Fædreland,
Er dog kun en lille Arne.
Nei den hele, vide Verden
Er vort store Fædreland!
Ja, det kan Nomaden tænke!
Jeg! – Jeg er en Spanierinde!
Femte Scene
Hvor Ilden brænder lystigt! Skjæret dandser,
Som gjennemsigtige
De brune Vægge!
Gjæsterne beværte!
Den Skik er ny, men ikke at forkaste,
Naar Værten intet har. Bred
Tag Plads!
Du vil dog sidde ved min Side!
Jeg er ei hungrig, Konge!
Du mig kjender!
Granadas Konge!
Ja, han er din Gjæst!
Du kjender mig! og jeg har seet Dig før?
Ja, der hvor Seiren var for Landets Børn!
Hvorledes kom Granadas Konge her?
Jeg har ledsaget, som Du seer, min Datter!
Alhambras Haver er’ ei hende nok.
Castanieskoven lokkede til Bjerget,
Og Bjerget selv os førte til din Hytte!
Alhambras Haver eie Kunst og Pragt,
Og hver en Muur er ganske skjult af Roser,
Saa der seer ud, som i en fri Natur.
Men jeg jo veed, at bag de tætte Hække
Er en Begrændsning, og min Tanke seer
Den Fængsels Muur, som gjør mig til en Fange!
Og jeg faaer Lyst at flyve udenfor.
Alhambras Datter bør det sig at have
Den samme Frihed, som Alhambras Duer!
Den friske Morgen i Castanie-Skoven
Er hendes bedste kongelige Drik,
Hun er lyksalig ved en Roses Duft,
ved Nattehimlens Gjennemsigtighed;
Snart flyver dristig hun paa Ørknens Hest,
Og snart hun drømmer i en Baad paa Søen.
I Evighedens Kjede blev Minutet
Et Led, jeg griber det, dets Guld jeg prøver!
Vor Tro paa Livets Lykke blev da fælles!
Det er Minutets Skjønhed man maa gribe,
De Andres Stræben er i Grunden tom.
Som
Med Deres Pragt, det skjønne Grækenland,
Er rullet ned, som Stenen. Held enhver,
Som griber Guldet, Øieblikket skjænker!
De skjønne Steder rulled’ ned, som Stenen,
Men Jordens Slægter vandre roligt fremad,
Liig
Hver Stad jeg sammenligner med et Træ,
Og Menneskene der er Træets Blade,
De sig udfolde og de falde af,
Og nye Blade komme for at falde,
Tilsidst gaaer Træet med og andetsteds
Et lignende groer frem for
Det er den smukke Kredsgang i vort Liv,
En Vandren fremad i den store Cirkel.
Hvad der er stort og skjønt kan aldrig døe!
Hvad hver begavet Aand har virket her,
Staaer som et Lyspunkt, straaler som en Stjerne
I Tiderne! Og nye Stjerner fødes,
Saa prægtige, at mange, som nu øines,
Fordunkles vil, men alle smelte sammen
Til Glorie om vor Jord: Oplysnings Glorien.
Men du er taus og staaer saa langt herfra!
Syng os en Sang!
Jeg kjender ingen!
Dands!
Det gør Du smukt!
Hun vil det ikke.
Man skal jo underholde sine Gjæster!
Et Eventyr kan jeg fortælle Eder.
Det er om en af Eders egne Fædre!
Om Maurerkongen
At bygge sig en Villa paa en Mark,
Som var en fattig Kones Eiendom;
Hun afslog hvert et Tilbud, men tilsidst
Man hende reent jog bort; hun gik til
Fortalte ham sin Nød, hvad var at gjøre!
Snart var den kongelige Villa bygt,
Og Rosentræer planted’ over Marken,
Og Hakkam boede her. Da kom en Dag
Den kloge Cadi, han steg af sit Æsel
Og bøiede sig dybt, i det han holdt
En Sæk i Hænderne: »Min vise Fyrste!«
Udbrød han; »vil I naadig mig forunde,
At jeg med denne Jord tør fylde Sækken.«
Og Hakkam gav sit ja. Nu var den fyldt.
»Endnu jeg har en Bøn,« blev Cadi ved,
»Den største Bøn, I vil ei vredes paa mig!
Hjelp mig at lægge Sækken paa mit Æsel!«
Og Hakkam loe, og vilde hjelpe ham,
Men Sækken var saa tung, at den stod fast,
Den kunde ikke rokkes. »Gode Cadi,
Den er mig altfor tung!« var Hakkams Ord.
»For tung!« gjensvared’ Cadi, »og den er
Jo dog den mindste Deel af denne Mark,
Som Du har taget paa ulovlig Maade,
Hvordan vil Du dens hele Tyngde bære,
Naar Du med denne Uretfærdighed
Betynget træder frem for Alles Dommer!«
Og Hakkam angred’ og gav Alt tilbage.
Jeg har ved Enkens Ager altid tænkt mig
Det hele Spanien! ja mit skjønne Spanien!
Og Hakkam selv, ja han er Maurerskaren,
Der røvede vort Land og bygged’ her.
Men ingensinde kom Samvittigheden
Som Cadi og fortalte ham hans Uret.
Nei, Maurerfolket er en ædel
Der i Oasen traf en fattig Hyrde,
Og gav ham af sin rige Lædskedrik,
Indbød ham i det Pragttelt, han opslog,
Og lærte ham, hvad Mennesket tør vide.
Som stride Strømme Menneskene mødes,
Og er dog eet Krystal; i Oceanet,
I Evighedens store Ocean,
Der ville de hensmelte i hinanden!
Der mødes vi!
O jeg veed ikke selv,
Men denne Hytte har jeg seet i Drømme!
Jeg er ei længer træt!
Du er saa taus!
Du
O, det var
En Tanke kun!
Men jeg begriber den!
Skee hvad der maa!
Dit Øie brænder!
Viis os da Veien!
Jeg skal vise den!
Før Solens Nedgang er I ved Granada.
For første og maaskee for sidste Gang
Vi mødes her i Verden, hvorfor da
Ei skilles venligt ad. Jeg har den Tro,
Profetens Paradiis og Christi Himmel
Er, som Naturen her, eet Rige kun,
Og at Alkjærlighedens Rosenhæk,
Som blomstrer der, udbreder lige stærk
Den samme Duft til Christen, som til Maurer!
Sjette Scene
»For første og maaskee for sidste Gang
Vi mødes her i Verden!« sagde hun;
Ja, det er vist, forstod jeg Zavala!
Han i sin Magt har Fædrelandets Fjende!
Han holder Slangens Hoved i sin Haand,
Mod Klippen knuses det! – den unge Pige,
Hun var saa mild imod mig! var saa blid
Og fuld af Tillid –! Myrdes maae de ikke!
I aaben Kamp skal Fjende møde Fjende!
Jeg vil forhindre Mord.
Hvad er der skeet!
Slet intet! jeg har glemt min Bøsse her!
Du i din Magt har Fædrelandets Fjender!
Men dine Gjester er’ de! Gjestfriheden
Er hellig, veed du. Jeg forstod din Tanke,
Den brændte i dit Blod og i dit Øie!
Vær uden Frygt!
Ja, sværg ved Korset først!
Jeg sværger, dersom det Dig kan fornøie!
Hvorfor var han saa glad? – Jeg saae jo nys,
At han var opfyldt af en mægtig Tanke,
En Tanke, som jeg troede at forstaae,
Og den var Døden, vore Fjenders Død!
Men jeg tog Feil! hvad mon han tænkte paa,
Hvad bragte saadan Blodet i hans Kinder,
Hvad sendte disse Flammer i hans Øine!
Tør jeg vel være skinsyg! jeg, hans Hustru,
Der dog som Hustru ikke elsker ham!
Syvende Scene
I sødt duftende
Voxet fast til Myrtehækken,
Som et Hegn her langs med Bækken,
Under mægtige Castanier,
Saae I hende? Mon hun sad
Her ved Bækken? Mon hun plukked’
Eders duftopfyldte Blad –.
Bækken elskovssalig sukked’
Vist, da hendes Haand den rørte!
Muntre Fugl, mon Dig hun hørte,
Syng da dine Sange atter,
Dem Du sang for Uskylds Datter.
Alting straaler, neden, oven;
Skjønheds Fee gik gjennem Skoven! –
Purpur-Kaabe, Konge-Krone
Ligger paa Cordovas Throne!
Han, som arved’ denne Byrde,
Sneg sig bort, som en forelsket Hyrde,
Bort fra Festens Sale,
Til de grønne Dale,
Til de tætte Skove, for at finde
Skjønheds-Feen, hans Hyrdinde!
Først naar hun er fundet,
Vil jeg til Cordova gaae tilbage;
Der nu Festen standser, og de klage:
Kongen er forsvundet!
Til mit Øre
Naaer jo Klangen
Af et Jagthorn. Jeg kan høre
Jægersangen.
Vil de Skovens Ulve fælde?
Mon det gjelde
Mig? der omme
Fra det tætte Krat de komme!
Skjult der bag Geraniehækken,
Halv i Bækken,
Som en Svane,
Speider jeg hiin Caravane!
Alhakem! Niama!
Bækken græder, Skoven sørger,
Om
Ikke fundne,
Alhakem! Niama!
Ottende Scene
Hvor disse Skov-Terrasser dog er’ smukke!
Viinløvet og de tætte Grene danne
Et Drapperie, der skjuler for at vise!
Det faste Moslag er, som
Hver
Blev jo den allerskjønneste
Vi er ved Maalet! der I see Granada!
Og vort Alhambra! see
Granada er en gylden, ægte Perle
I Spaniens Skjød.
Her øiner jeg min Have!
En dunkel Plet kun, mellem hvide Mure!
Men indenfor, hvor lever der og blomstrer!
Dernede flyder Darro, den strøer Guldkorn
Paa Sivene.
Hvor Dalen dog er grøn!
Og hvilket Liv! de mange hvide Lam,
De sorte Bøfler og de raske Heste,
See, hvor de springe! see den store Røgsky
Fra Hyrdens Blus, hvor den sig hæver smukt!
Derinde i Granadas snevre Gader
Er nu en Travlhed og en broget Tummel.
Tilsløred’ gaae de deilige Signoraer,
Og Negerdrengen bærer efter dem
Hjem fra
I var der aldrig!
Aldrig! Nu vi skilles!
Her imellem disse
Snoer sig en Sti ned til Orange-Skoven,
Dernede veed I bedre Vei end jeg!
Men bring min Hilsen til den skjønne Stad,
Og til Alhambras underfulde Rigdom!
Men har I ikke Lyst at følge med os?
Saa sikkert som vi vandred’ her med Eder,
Saa trygt skal der I kunne følge os,
Og frit og uforhindret gaae tilbage!
O ja! følg med!
Naar I forlanger det,
Er Eders Ord en kjær, en sød Befaling!
Stor er min Lyst!
Nu vel! saa vær vor Gjæst!
Da skal I see, hvor mine Blomster trives!
Selv paa Balkonen, der, som Svalen,
I Luften hænger paa det høie Taarn.
Og I skal see Arabiens bedste Ganger,
Med Sider, som af Staal, med sølvhvid Manke,
Der bølger om de stærke, fine Been.
Dens Næsebor er som
Dens Øie sjælfuldt, som et Menneskes,
Paa den man synes ride paa en Fugl!
Til Marmor-Slottet gaaer jeg fra min Hytte.
Din Rose der vil
Jeg stiger først.
han stiger ned.
Og i dit Fjed jeg gaaer.
Hold fast i
Nei see, den slaaer
Til Afsked nok saa kjækt mig paa min Kind.
Sæt Foden her paa Grenen.
Dristig ind
I Paradisets Have, for at nyde
Den Skjønheds Frugt, en Konge kun tør bryde!
Tredie Act
Alhambra
Første Scene
1.
Dristigt fløi Alhambras Duer
Op hvor Bjerget staaer med Snee,
Nattemulmet der dem truer,
Da faaer Svalen dem at see!
Fjeldets Svale drak af
2.
»Hvil kun her, saa skal jeg vaage!
Eller følg nu med mig frem!
Gjennem Mulm og Bjergets Taage
Skal jeg finde Veien hjem«.
Fjeldets Svale drak af Zenils Vande.
3.
Paa Citrontræes-Duften kjendt.
Duerne see deres Rede;
De med Svalen hjem er vendt.
Fjeldets Svale drak af Zenils Vande!
Er det en Drøm, den hele Herlighed!
En Marmor
I Guld,
Hver Sal belagt med
Og ved hvert Leie springer Vandets Straaler
I
Fra hvert et Vindue seer man Paradiset,
Dets skjønne Houris svæve rundt omkring os!
I denne Glands ved slige Melodier,
Og hos en
Kan sikkert aldrig Sorgen naae Alhambra.
Husk paa, at Sorgen bygger, som en Svale
ved Hyttens Rørtag, som ved Marmor-Kuplen! –
Betragt herfra Sjerra-Nevadas Bjerge!
Høit over Skovene, hvor Skyen hænger
Som hvide Svaner, der staaer Eders Hytte!
Saa lille og saa fattig!
Dog den minder
Mig om min Ungdoms første Elskovs Drøm!
Kom med i Haven, under Cedertræet
Groe smukke Roser, vi dem ville plukke,
Og de skal svømme om i Marmor-Kummen
Tæt ved hans Leie; selv jeg strøer dem der,
At han i Middags Heden sødt kan blunde!
– Det var min første store Sorg; min sidste,
Min større Sorg, den kan I ikke dele,
Som Spanier og som Christen!
Lykken kommer
Maaskee ved En, den Allerringeste!
Jeg føler mig sært dragen hen til Eder,
Og lover, lover her, idet jeg hæver Haanden! –
Hvad er det for en Ring? hvor fik I den?
Min Hustru gav mig den!
Hvad! Eders Hustru!
O, sig mig, hvad I veed om hendes Slægt!
Ja, Ringen er det! disse trende Slanger
Af Bly og Jern og Guld, heelt kunstigt gjorte!
Jeg kjender den! – Fortæl mig om din Hustru! –
– Den lille mørke Plet, der som en Maane
Staaer paa den faste Skulder, har jeg kysset
Med Brudgoms Lyst.
O hvor jeg er lyksalig!
Viid, jeg var ung, jeg var kun sexten Aar!
Da traf jeg paa Sjerra-Nevadas Bjerge
En deilig, nødbrun, fjortenaarig Pige!
Jeg elsked’, som en Africaner elsker!
Hun maatte være min! med Magt hun blev det!
Vild, som en Tiger, deilig, som en Houris!
Her har hun levet, og jeg har indbildt mig,
At jeg var elsket, thi vort Barn hun elsked’;
Og jeg var tryg, skjøndt tidt i sine Drømme,
Hun talte, som kun Mordersken kan tale.
En Morgen var hun borte med sit Barn;
Et broget
Det
Og intet andet Spor var der af hende?
Nei, intet før i Dag! – det er min Ring!
Og Mærket kjender jeg paa Barnets Skulder!
Jeg har mit Barn, min førstefødte Datter!
Vi maae til Hytten, vi maae hente hende!
Ja Konge! men vi først vil hente Eder
Cordovas Krone! – Nu, nu er jeg Eders!
Husk paa: vor Lykke har kun faa Minuter,
De gribes maae, og vi skal naae til Maalet,
Det er i Dag, Cordovas Fest har Ende;
Træt hviler da hver Ridder og hver Tigger!
Jeg veed en Sti, et Bjerg-Pas skjult for Alle,
Det i Historien skal vinde Navn, som
Men denne Hyrde fører Maurerfolket.
Hvad siger Du!
I denne Nat jeg viser Eder Stien!
Og næste Dag I hersker i Cordova.
See, hvilke Roser! dersom det er Sandhed,
At Blomstens Følelser er lutter Duft,
Da eie de et Hjerte, som min Fader!
Mit søde Barn! min yndige Niama!
Ja, Lykken maatte komme til Alhambra!
Derpaa fik jeg jo Dig som
Syng Digter om en Konges rige Seier,
Og om hvad bedst et Faderhjerte eier.
Fjeldets Svale drak af Zenils Vande!
Anden Scene
Hvor kan Zavala dog
Nu er alt et Døgn tilende,
Og han kommer ei tilbage!
Har De ham maaskee forraadt!
Blodet i mig bliver Slanger!
Ei han kommer! – Her er eensomt! –
Da jeg vaagnede imorges,
Fandt jeg Døren sprunget op,
Og en kraftig Vedbend’-Ranke
Hang herind. Man siger jo,
Sligt betyder, at der kommer
Op ad Dagen En, man elsker,
Eller og vor bedste Ven!
Elske ham, det gjør jeg ikke!
Men min bedste Ven, det er han!
Vedbend’-Ranken har bebudet,
At han kommer, ja han kommer!
Derfor har jeg pyntet mig!
Udenfor, ei langt fra Hytten,
Fandt jeg denne Purpur-Lillie,
Og jeg fletted’ den i Haaret.
Den er Tegn paa stærke Flammer!
Staaer der
O den Sang, den gjør mig Plage!
Det er ikke Melodien,
Som jeg altid har for Øret,
Nei, det er dens Ord; de fylde
Underligt min hele Tanke,
Som om Sangen var om mig!
»I de stille duftopfyldte Skove,
Under brede Palmeblade, sove
Vilde Duer; paa de grønne Grene
Skinne de, som Sølv og Ædelstene.
Caravanen kommer, og saa ene
Rider
Hvem kan jeg min Agib kalde?
»I den klare Sø, hvor Maanen skinner,
Svømme Fiske om med Purpur-Finner!
Taus ved Bredden hviler Caravanen;
Agib vaager, sidder ved Platanen;
Ubevægelig, som han, staaer Tranen
I det vaade Sand. Hvad tænke de.«
Tidt kan Tanken ei udtales!
»Tranen tænker paa, hvor Solen brænder;
Agibs Sol har hvide, fine Hænder,
Faste Skuldre! o hvor sødt at kunne
Helde Hoved op til dem og blunde, –
Blunde! nei, det allermindst han kunde!
Blod og Tanke brænder som en Ild!«
Hæsligt er det Vers! det skulde
Ingen Qvinde kunne mindes!
»Pige, frisk og skjær, som Mandel-Blomsten,
Glæd Dig salig kun til
Agib kommer! derfor Du med Villie
Fletter, mens Du dandser over
I dit sorte Haar en Purpur-Lillie,
Ham et Tegn paa Ilden i Dit Bryst!«
Og jeg fletted’ Purpur-Lillien
Ind i mine sorte Lokker,
Vented’ ham, som jeg ei elsker!
Før jeg som en stille Indsø
Fyldtes kun af Himlens Billed,
Himlen var mit Fædreland!
Men fra Øieblikket, da
Zavala mig kaldte Hustru,
Steg fra Søens Grund et Billed,
Hvor det useet havde slumret,
Og jeg maatte gyse for det!
O, far hen! – hvor tidt har ikke
Pater Guardian i Leiren
Præd’ket om den onde Aand,
Som os frister og fordærver!
Nu er den mig ikke fremmed!
Den har fulgt mig fra den Time,
Jeg forlod Cordovas Mure!
idet hun vender sig mod Korset.
Simple Kors, som selv jeg fletted’
Af de smidigt grønne Grene,
Fattigt og dog rigt paa Trøst!
Du og Bønnens
Styrke mig!
Er denne Lillie
Billed paa mit Hjerte, tag da
Blomst og Hjerte, Du paa Korset!
Tredie Scene
Det er hende! men hun beder!
Høit jeg her min Synd vil skrifte,
Selv om Zavala det hørte,
Thi den er en ond Indvirkning
Fra det Djævelske. O, vee mig!
Altid har jeg i min Tanke
Ham, Cordovas unge Konge,
Altid staaer hans Billed for mig,
Vee mig! – ja! jeg elsker ham!
Korsets Herre, Dig forbarme!
Udsluk denne Rædsels Flamme,
Riv hans Billed af min Sjæl! –
hun seer Kongen.
Jesus!
Raphaella!
Vee mig!
Svind igjen i Luften,
Taagebilled, skabt af Aander!
Himlens Moder være lovet,
Jeg er Kjød og Blod, som Du!
Held mig, at jeg har Dig fundet!
Er det Eder! O hvad vil I!
Du var borte! Dig jeg søgte!
Og midt under Festens Jubel,
Sneg jeg mig useet og ukjendt
Bort fra Slottet, fra Cordova;
Jeg til Ingen har betroet mig;
Dig jeg søgte, Du er fundet,
Jeg har hørt dit Skriftemaal,
Du mig elsker Raphaella!
Gaa, hvis jeg Dig ei skal hade!
Jeg vil gaae, naar Du mig følger!
O, vend ei dit Øie fra mig!
Meer end mine Fædres Krone,
Meer end Lyset, meer end Livet,
Elsker jeg Dig, Raphaella!
O, hvor Ordet dog er fattigt!
Det er kun en Gniers Penning
Mod det fulde Hjertes Rigdom!
Tal, o tal! jeg har jo hørt det,
Veed, Du elsker mig.
Nu vel!
Konge! ja jeg elsker Dig!
Elsker Dig som Fædrelandet,
Til hvis Lykke Du er bunden!
Dig og det har jeg forladt,
Vandret til en fjendtlig Grændse,
Lagt mit Hoved til en Jord,
Der ved Maurer blev forbandet!
Er bortrevet og henkastet,
For at Du, som Mand og Konge,
Kunde staae for Fædrelandet.
Let var ei den Kamp, jeg kjæmped’,
Og nu kommer Du, dæmonisk,
for at Kampen skal fornyes,
Mens Du siger: Du mig elsker!
Dine Grunde kun er Taage,
Dem vil Sandheds Sol
Konge,
Jeg er Hustru! Zavalas!
Hustru!
Men Du har jo Magten
Til hvert helligt Baand at sprænge!
Du er stærk, kun ikke over
Dine egne Lidenskaber!
O, hvad skal der blive af mig!
Hvad der eengang var – en Mand!
Overvind din Sjæle Svaghed,
Skjul den, som en rædsom
Som Spedalskhed!
Troen paa en Konges Styrke
Er den halve Kraft hos Folket!
Kan det være Folkets Lykke,
At jeg, som i Eventyret
Uden Elskov, uden Lykke,
Eensom, klædt i Purpur-Kaaben,
Paa min kongelige Throne.
Eensom skal ei Kongen være,
Ham er valgt en ædel Hustru
Frankrigs unge Konge-Datter!
Veed Du vel, med hvilket Offer
Hun forlader Barndoms Hjemmet?
Spanien har hun alt betraadt,
Nærmer sig Cordovas Mure,
Og Du Konge, hendes Brudgom,
Kommer hende ei i Møde,
Tænker paa en
Krænker tvende stakkels Qvinder.
Er det ridderligt og mandigt!? –
Jeg har seet Dig, glad, begeistret
For Dit skjønne Fædreland,
Seet Dig, som en Helt i Slaget!
Troer Du, ellers Raphaella
Elsked’ Dig? O vee mig! vee mig!
Vær, som Du engang har været,
Og Dit Fædreland og Folket
Skal velsigne Dig, min Konge!
Gjennem Dig jeg saae Naturen,
Saae mit skjønne, rige Spanien;
Ved Din Side jeg i Slaget
Følte Heltens Kraft og Villie!
Herlig laae min Fremtid for mig,
Med den Indskrift: »Magt og Frihed,
Kjærlighed.«
Magten eier Du som Konge,
Frihed har Du jo som Mand,
Kjærligheden – –
– Skal jeg miste!
Den er Hjertet, som forbinder
Hine tvende, stærke Vinger,
Magt og Frihed, at de kunne
I en Eenhed flyve fremad,
Saa at hele Jorden
Tidt staaer i vort eget Indre
Ikke Gud, men
Vee os, naar den sønderbrydes,
Livets Drik vil smage bitter!
Ørknens Guldkalv har Du opreist,
For en falsk Idee Du knæler,
Den har stødt Dig ud i Verden,
Gjort os begge ulyksalig!
Konge, det er Tid vi skilles!
Dig jeg skulde lade blive
Ene her, hvor Fjender leve,
Hvo skal kunne Dig beskjærme!
Eget Mod og denne Bøsse!
Naar nu Maurer-Skaren kommer? –
Jeg har seet dem vaabenklædte
Klavre op af Bjergets Side! –
Mængden vil Dig overvælde,
De vil binde Dine Hænder,
Tage Dig som Seiers Bytte! –
For Granada er jeg ukjendt;
For dets Mænd er her jeg sikker!
Just ad denne Kant de kom.
Tæt her ved, hvor Fjeldet synes
Omspændt af et Næt med Vedbend,
Groe to kjæmpestore Cedre,
Der jeg saae en talløs Skare! –
Hvor de høie Cedre voxe! –
Der jeg saae dem!
Og først nu
Siger Du mig dette! vee os!
Bjerget har da en Forræder! –
Konge! vid, Dit Riges Krone
Hænger denne Nat paa Grenen
Tæt ved Alfar-Vei! – kom, hurtigt!
Er der Fare for Cordova?
Skjult for Alle har jeg tænkt mig
Denne Vei! den er forraadt dem!
Hurtig! Alting maae vi vove!
Nu er ikke Tid at drømme,
Tænke paa en daarlig Elskov.
Nogle Hyrder maae vi samle,
Vi behøve ikke mange,
Stedet selv vil kjæmpe for os!
Hvor de høie Cedre voxe,
Steg den stærke Skare opad!
Dristigt Konge! denne Time
Ved en kraftig Daad udslette
Vil den Daarskab, meer end Daarskab,
Du begik, ved at forlade
Dit Cordova for en Qvinde!
Troer Du, det Cordova gjelder!
Troer Du, at Granadas Kjæmper,
Som en Flok af unge Drenge,
Lege Skjul i disse Bjerge!
Hvad jeg frygtede, er skeet.
Zavala har de vist dræbt,
Ellers var han her tilbage.
river Geværet ned af Væggen.
Konge! jeg er Eders Kriger!
Bjergets Hyrder vil vi samle,
Kom! det gjelder Fædrelandet!
Fjerde Act
Første Scene
Disse faste Klippemure
Er’ vort Værn, vor bedste Hjælper.
Brave Hyrder, vi er’ Skjoldet
Foran Fædrelandets Hjerte!
Svigte vi, da vil
Plantes snart, hvor Korset straaler.
Tag af Sagnets friske Kilde
En Begeistrings Lædskedrik,
Hør, hvorledes Sønnen handler,
Fædrelandets Søn.
Vi hør’!
Mange underskjønne Lande,
Kom en ung, forelsket Hyrde
Fra sit Arbeid; og han længtes
Efter Hjemmet og sin Brud;
Og han saae alt Røgen hvirvle
Fra den fædrelige Arne.
Da kom der fra Skovens Tykning
Frem en høi og hvidklædt Qvinde,
Og hun sagde: jeg er Pesten!
Lande har jeg gjennemvandret
Og er træt, Du maa mig bære!
Løft mig dristig paa Din Skulder,
Og jeg skal ei dræbe Dig!
Og hun svandt, men da han hæved’
Hov’det opad, saae han hende
Sidde paa hans venstre Skulder,
Let og luftig; hendes Klæder
Flagrede i Aftenvinden.
Og han tænkte paa den Rædsel,
Som han bar paa sine Skuldre,
Og skjøndt Hjertet slog af Længsel
Efter Bruden ved hans Arne,
Vendte han dog Hjemmet Ryggen,
Vandred’ over andre Bjerge,
Altid længer bort fra Hjemmet.
Hvor han kom, Ligklokken ringed’,
Thi han førte Døden med sig. –
Efter mange Aar og Dage
Stod han paa et Fjeld ved Floden
I en Egn, han maatte kjende,
Ja, han øined atter Hjemmet,
Og af overvættes Længsel
Slog hans Hjerte, men han bar jo
Døden hjem til alle Sine.
Og han nævnede de Navne,
Som var’ ham meest dyrebare,
Styrted’ sig da ned i Floden,
For at døe og frelse Hjemmet!
Og den hvide Qvinde flygted’
Fra en Egn, der havde Sønner,
Som for Hjemmet hengav’ Livet!
Blomsterne fik dobbelt Fylde,
Frugterne langt større Safter.
Ved den Ene frelstes Landet!
Derfor synger Skjalden om ham,
Og hans Daad staaer i hvert Hjerte!
Har I ret forstaaet Sagnet?
Egen Lykke skal man offre,
Give Alt for Fædrelandet!
Viva! viva!
Ha, hvo kommer!
Anden Scene
Venner!
Jeg har samlet disse!
Der er Oprør i Cordova,
Jeg har været der imorges!
Oprør!
Under Kronings-Festen,
Medens Dandsen stod paa Slottet,
Kongen var med eet forsvunden!
Folket raabte: vi vil see ham!
Og da Kongen ikke kom,
Trængte Hoben ind paa Slottet,
Stormed’ gjennem Byens Gader –!
Du har været i Cordova!
Kun med Nød jeg slap derfra!
Adlen er ei Kongen gunstig.
Sikkert er han deres Fange,
Men nu kæmper Folket for ham!
Hvis ei Kongen udleveres,
Vil det lyse i Cordova!
Ei han er der! her staaer Kongen!
Kongen!
For at døe med Eder,
Eller seire over Fjenden!
Viva!
Kom! fordeler Eder!
Hæng paa Fjeldet bag hver Busk,
Og send Døden til vor Fjende!
Jeg seer skarpt! saa snart de komme,
Skal jeg give Eder Tegnet!
Denne være skal vor Fane!
Naar jeg hæver den,
Tredie Scene
Over Middelhavets Vande
Til de africanske Strande
Til den daarende
Drog i Aftenen Skyers Caravane.
Himlen, som et Verdens Hav ophængt,
Gjennemsigtigt, gjennemtrængt
Af et Lys, som Perlen, er min Skranke!
Dog, paa Bjerget er min Tanke!
Som et broget Klippe-Brud
Sees Staden;
Liig en Huulvei Gaden
Strækker sig; dens Stribe sig forgrener,
Skjuler Hverdags Livets Scener. –
Under Byens Mure Vei sig baner
Der et Brudetog, med Blus og Faner;
Mægtige Plataner
Slynge deres Grene tætte,
Hvori Rankerne sig flette,
Skjule Toget. Nu jeg seer det atter!
Skjønheds Datter
Sidder paa Camelen. Prægtigt broget,
Skrider fremad Toget.
Klart fra Bækken
Falder Blussets Gjenskin op paa Hækken,
Der staaer hvid med duftende Jasminer.
Atter det indtriner
I den sorte Tykning; men mit Øre
Glædes Skud kan høre
Lyd af
Ak! paa Bjerget er min Tanke!
Bjerget, hvor i Taagen Ørnen voxer
For vort Øie, hvor de vilde Oxer
Fik en viid Arena, gaae nu de,
Som jeg
Mine Kjære!
Seier eller Død vil for dem være!
Som i Ørknen Folket for
Vandrer
Fører blev jo Englen
Seiers Stien veed han til Cordova!
Ak, paa Bjerget er min Tanke! –
Høit paa
Storken; Fugl fra mine Fædres Lande,
Løft Din Vinge,
Hilsen dem og Budskab mig Du bringe!
Hvil Dig paa Cypressen, hvis de faldt,
Har De seiret alt,
Da skal Du sidde
Kneisende i Palmens Kuppel-Midde!
Ak –! paa Bjerget er min Tanke!
Piger, hør Niama kalder!
Syng, saa Veemods Dug paa Sjælen falder.
Melodier ømme
Er en Duft af bedste Drømme,
Er en Efterklang for Jordlivs Vrimlen
Af Fortids Himlen!
Der hvor Ordet tier
Fæste sig de stærke Melodier,
En Regnbue skabt for Verdens Vrimlen,
En Bro til Himlen!
Kundskabs Træet skyggede i Eden
Over hele Folkestammen,
Den blev spredt, dem Englen drev med Flammen;
Aandens Kundskabs Træ herneden
Kalder atter alle Slægter sammen,
Der, hvor Træet groer er Eden,
Klart jeg seer det over Nutids Skranke!
– Dog paa Bjerget er min Tanke!
Melodier ømme o. s. v.
Fjerde Scene
Seier! Seier!
Gud al Ære!
Maurerkongen er vor Fange!
Maurerkongen, Hjerteblomsten
Paa det africanske Gifttræ!
Før ham frem og den Forræder,
Som forraadte Fædrelandet!
O, mit Barn, saadan jeg seer Dig!
Seirens lykkelige Datter!
O, min bedste Drøm er opfyldt,
Thi Dig seer jeg, som min Fange!
Hvor er Zavala! siig, har Du
Myrdet ham?
Ulykkelige!
Zavala! nei, løft Dit Hoved!
See paa mig! hvor kom Du her?
Hvo har Veien viist dem?
Jeg!
Du! saa skal Du døe!
Guds Moder!
Nei, jeg kan ei!
Raphaella!
O mit Barn! min stakkels Datter!
Hendes Gud beskytte hende!
Man har tvunget Dig med Sværdet,
Tvunget Dig at vise Vei!
Du har kunnet frygte Døden,
Frygte Pinsler! har ei styrtet
Dig fra Fjeldet i en Afgrund,
Du maa døe!
Du vil ei dræbe
Mig, din Mand!
Det er Din Gjerning,
Som Dig dræber! vær forbandet,
Du og han!
Han er din Fader!
Det er ham, Dit Hjerte savned’;
Du er ingen Spaniers Datter,
Alt jeg skal Dig aabenbare!
Gift Du aander! skyd ham! skyd!
Fædrelandet han forraadte!
Dø, Forræder!
Det er Døden!
Qvinde! dræb nu ogsaa mig!
Men i Døden jeg bekræfter,
At Du er en Maurerpige!
Denne Ring, jeg har paa Fingren,
Selv jeg givet har Din Moder!
Du har gynget paa min Arm!
Jeg har kysset Modermærket
Paa Din Skulder! – Lad dem dræbe
Ogsaa mig! – Du er min Datter!
Mig Du selv med Ordet dræber!
Vend Dit Øie fra mig! Vee!
Femte Scene
Frels mig for ham! for mig selv!
Held mig! Dig jeg skylder Seiren!
Maurerkongen er vor Fange!
Han skal bindes fast til Halen
Af den Hest, hvorpaa Du holder
Indtog i Cordovas Gader!
Han –! O Du har ikke hørt det!
Han tør kalde sig min Fader!
Dette Folk jeg blodigt hader,
Det, han vil, at jeg tilhører! –
Zavala var Fjendens Fører,
Han er dræbt –!
Du er min Datter!
Har Din Moder aldrig sagt Dig,
Naar hun lærte Dig, som Lille,
At forbande Maurerfolket,
At Du var en Maurers Datter!
Aldrig!
Har Din Moder aldrig
Nævnet høit i sine Drømme
Navnet Alhakem!
Nei! nei!
Tal ei meer! Dit Ord jo dræber!–
Raphaella, Du er min!
Du er Spaniens kaarne Datter,
Fædrelandets!
Fædrelandets?
Ei Din Læbe talte Sandhed!
Thi lad den da brat forstumme!
Du skal døe, men ei vanæres!
Læs Din Bøn og luk Dit Øie!
Hvad der skeer, er Allahs Villie!
Han maa døe! –
– Men først Du sværge
Ved hvad Du erkjender helligt,
Ved Dit Barn, Niamas Lykke,
At jeg ikke er Din Datter!
Du det er!
Nei! – Nei!
Hun er det!
Jeg det troer, og denne Tanke
Tidt i Leiren har opfyldt mig! –
Hendes Fader ei jeg dræber,
Men kom nu Du til Cordova,
Kunde jeg Dig ikke frelse,
Derfor fly, fly før hun vaagner!
Som en Drøm forsvandt fra hende!
Konge, jeg forstaaer Dig ikke!
Du har sprængt mig
Mellem Zavala og hende!
Fri min Skjønheds Svane svømmer
Med en maurisk Kongekrone!
Naar hun er Cordovas Dronning,
Vær da Du Cordovas Gjæst!
Du er ung, Du er en Christen,
Har Din Fjende i Din Magt!
Du er fri! men bort! hun vaagner!
Allah skjærme Dig og hende!
Sjette Scene
Jeg har drømt! o, rædsomt var det!
Hvil Dit Hoved op til mig!
Lad mig trykke Dine Hænder
Fast til mine varme Læber!
Konge, Du Dig glemmer! Vee mig! seer sig om.
Dette Sted, og disse Døde!
Zavala –! – Og Maurerkongen!
Er han dræbt?
Jeg gav ham Frihed!
Frihed! Fædrelandets Fjende!
Veien nu gaaer til Cordova!
Hvor Du kommer, der er Seiren,
Folkets Datter! Landets Dronning!
Jeg jo veed, Du elsker mig!
Elsker! Kan i denne Time
Du til mig om Elskov tale!
Har min Husbond ei forraadt
Dig, Din Krone, Fædrelandet!
Enke blev jeg denne Stund!
Her Du hørte Maurerkongen
Sværge, at jeg var hans Datter! –
Nei! umuligt! – Jeg skal vise,
At Cordova jeg tilhører!
Jeg vil kjæmpe for dets Konge!
Jeg vil kjæmpe ved hans Side!
For hans Ret, for Fædrelandet!
Og profetisk skal min Stemme
Lyde der for hele Folket.
Til Cordova!
Du skal seire! –
Jeg gaaer da til mine Bjerge!
Femte Act
Slottet i Cordova
Første Scene
1.
Naar det fra Bjergene blæste for koldt,
Bedstemoer frøs og paa Ildpotten holdt,
Der, hvor paa Gaden en Smed havde smedet,
Vidste hun, Stenene godt vare heded’;
Her hun sig satte, hun strakte sig da.
Ah! ah!
Man hjelper sig, ja!
Men man kan dog ha’ det meget bedre!
Pærefuld
Sætter indvendig Guld,
Og Guld – kan det være bedre!?
2.
Lys i et Kræmmerhuus sat paa en Stok,
Reist midt paa Gaden, det Tegn er nok,
Under den sover jeg trygt med Familie,
Ingen vil kjøre os over med Villie!
Saa trygt vi ligge og strække os da!
Ah! ah!
Man hjelper sig, ja!
Men man kan dog ha’ det meget bedre!
Pærefuld o. s. v.
3.
Fløiel og Silke foragter jeg ei,
Kun han faaer Prygl, som er bedre end jeg!
Pøbel er Pøbel i bedste Forening,
Kongen selv kan ha’ godt af vor Mening;
Ah! ah!
Man hjelper sig, ja!
Men man kan dog ha’ det meget bedre!
Pærefuld
Sætter indvendig Guld,
Og Guld – kan det være bedre!?
Det sidste Vers i Visen, det var Sludder –
Nei, det var ikke Sludder, jeg har gjort den!
Men man kan ikke digte, mindre tænke,
For Klokke-Ringen og for Bøsseskud!
Hurra! nu har vi Oprør!
Deiligt Oprør!
Hold Mund! det er kun Folk som mig, der taler!
See, hvor det brænder! Gid det var hos Bispen!
Forlad min Synd, du
Paa Bispen skal man troe og ikke troe,
Han er en
Han vilde sige, Kongen var forsvunden,
Var løben bort! jo vist, nu løber man,
Naar man den samme Dag har faaet Kronen.
Forputtet er han! Bisp og Adelskab
Har gjemt ham, veed vi nok! De vil regere!
Men i Cordova leve brave Folk,
Vi er for Kongen! og er Kongen borte,
Regere vi.
De slaaes i Gaderne,
Stormklokken ringer! – Kan Du sige mig,
Hvor blev Prindsessen af, den franske Donna,
Der kom, netop som de indbildte os,
At Kongen var forsvunden.
Erkebispen
Tog jo mod hende tæt ved Byens Port;
Men vi var’ muntre just herindenfor.
Saa gik de nok ind af en Bagdør begge!
Anden Scene
Det er ei Tid at strække Eder her!
Vor Konge lever, er her i Cordova!
Hvad, Kongen!
I Triumph af Folket ført,
Han kommer her til Slottet.
Og her ligge
I med jert Kram og spærrer Toget Veien!
Stød ei til Vinen, bliver Vinen stødt,
Saa løber den! lee med! for jeg er vittig!
Hvor kommer Kongen fra?
Fra Kamp med Maurer!
Det er en Mand, han slaaes paa Kroningsdagen,
Han dandser ei paa Roser! Konge leve!
Vor Konge leve!
Lad os møde ham!
Afsted til Kongen!
Ved hans Side red
En deilig Qvinde, om det var Prindsessen
Af Frankrig, som skal være Dronning,
Det veed jeg ei, men Alle raabte Hurra!
Og jeg, jeg raabte Hurra! det var prægtigt!
Og vore Fanger, Rangspersonerne,
Blev ført’ for Kongen midt paa Stadens Torv!
Men alle Klokker ringe jo til Storm!
De blev’ i Vanen! lad dem ringe ud!
Hør Folkets Jublen, Sang og Glædes-Skud.
De komme op mod Slottet.
Leve Kongen!
Tredie Scene
KONGEN. RAPHAELLA. ERKEBISKOPPEN. HOF og FOLKGlæde! Glæde!
Luftning fra ukjendte Bjerge!
Sorgens Kjæmper blive Dverge,
Glæde! Glæde!
Det er i Faren, man skal kjende Venner,
Og Folket, seer jeg, er min bedste Ven!
Jeg leve vil og virke for dets Lykke!
Saa seer jeg atter dette Sted igjen!
Her staaer min gode Aand! see, Leirens Datter,
Den fattige, forældreløse Pige,
Med hvem jeg voxte op, i hvem jeg saae
En Skjønheds Blomst af Folkets egen Midte.
Man valgte for mig Frankrigs Kongedatter!
Jeg valgte Folkets!
Held, Cordovas Dronning!
O Raphaella, da jeg ved din Side
Med Jubel drog igjennem Byens Gader,
Man nævned’ Dig og mig! dit Øie funkled’!
Føl, hvad Du blive kan for Fædrelandet!
Du kæmper med dig selv! Du elsker mig! –
Kirkens Hoved bør det sig
Ei at frygte verdslig Styrke!
Høit for Dig og høit for Folket
Siger jeg, din valgte Brud,
Frankrigs kongelige Datter,
Har betraadt dit Riges Grændser,
Er alt her i dette Slot;
Du kom hende ei imøde,
Hun, som gav sig hen til Dig!
Eensom, fremmed i sit Rige,
Blev jeg hendes Ven og Tjener,
Men nu vil Du krænke hende,
Sende hende hjem til sine –!
Ei et Ord!
Jo, jeg vil tale,
Selv om det blev sidste Gang!
Du din Faders Minde krænker!
Du –!
Ha, ti!
Jeg Dig advarer!
Løfter Frankrig mod Dig Sværdet,
Splitter det Din Kongekrone!
Kronens Ring omfatter Landet,
Brister Ringen, Alt da brister!
Griber ham!
Nei, gjør det ikke!
End i Aften er her Bryllup,
End i Aften Bryllupstoget
Vandre skal til Herrens Alter!
griber Kongens Haand.
Konge, jeg er din! ja din!
Meer end selv Din Sjæl begriber!
Men endnu i denne Aften,
Nu i denne Time skee det!
Du det vil!
Jeg vil det Konge.
Hyrderne, som fulgte Eder,
Og som kjæmped’ med mod Fjenden,
Har et Budskab – er det Sandhed,
Da er denne Pige ikke
Længer, hvad hun før har været,
Leirens Datter, Folkets Barn,
Nei, hun er en Maurerpige,
Kongen af Granadas Datter!
Maurerpige!
Spanierinde
Er jeg! det I skal erkjende!
Konge, overvind Din Vrede,
Og Du skal faae riig Belønning! –
Hellige og fromme Fader!
Døm mig ikke, før I hører!
Jeg vil skrifte her for Eder;
Min, Cordovas, Eders Lykke
Ligger i mit Skriftermaal!
Konge, lad dem festligt smykke
Kirken, Slottet, – og jeg lover,
At jeg vil i denne Time
Mig hengive for mit Land!
Ja hengive!
Min Du bliver!
– Lad i alle Byens Gader
Høit Trompeterne forkynde
Kongens Lykke, Kongens Bryllup!
Paa hvert Torv skal Vinen springe,
Folket nyde skal og drømme
Om min altfor store Lykke!
Glæde! Glæde!
Luftning fra ukjendte Bjerge o. s. v.
Fjerde Scene
RAPHAELLA. KONGEN. ERKEBISKOPPEN. HOFFOLKHer vi skilles nu, men mødes
Snart, som der jo
Bryllupsklædte for Guds Aasyn.
Du er bleg, saa dybt bevæget!
Ja, thi Kampen, jeg har kæmpet,
Er for stor vist for en Qvinde!
Ja, jeg elsker Dig! jeg elsker
Dig saa høit, som – Fædrelandet!
Faa Minuter og vi mødes,
Til Forening evig!
Evig!
Med min Krumstav skal jeg skille
Dem, selv foran Herrens Alter!
Siig mig, dersom jeg var falden
Blandt de Kæmpende i Slaget,
Havde Du da ei, for Folket
Og dit Fædreland, forenet
Dig med Frankrigs Kongedatter!
Var Du død, hvad var da Livet!
Alt jeg havde sagt til hende,
Og hun selv, man har fortalt mig,
Hun er stille, Gud hengiven;
Hun vist havde rakt mig Haanden,
Og vi skulde vandret sammen,
Men i vore Tanker adskilt,
Ret som Dagens Lys og Nattens!
Aftenrøden dem forener!
Smyk Dig Konge, til Dit Bryllup!
Jeg er
Kun det Slør, en Brud skal bære,
Fæster jeg i mine Lokker!
Gud for Dig, og for Cordova!
Femte Scene
RAPHAELLA. ERKEBISKOPPENAldrig, aldrig jeg tilsteder,
At Du bliver Landets Dronning!
Du tilsteder, at jeg bliver
Meer, langt meer, dets gode Skytsaand!
Veed Du ei, at Kongemagten
Er en
Som har Magt mod hver en Villie,
Kun ei mod en større Aand,
Dydens Cherub er den største!
Før den franske Kongedatter,
Useet, men i denne Time,
Til mit Kammer! jeg skal smykke
Hende med mit Brude-Slør;
Hun i mit Sted gaaer til Kirken,
Ukjendt med vor raske Handling;
Og mens der Du dem forener,
Gaaer jeg stille fra Cordova,
Gaaer igjen til mine Bjerge;
Vort Bedrag vil Gud tilgive,
Gud, som veed den Kamp, jeg kæmper!
Ja tilgive og belønne! –
Vær velsignet, Mahoms Datter!
Nei, jeg er en Christen-Pige!
Fra min allerførste Tanke
Var jeg Christen! – Sagde ikke
Selv en maurisk Qvinde til mig:
»Fra den africanske Strandbred
Har man plantet en Granat-Kjærn’,
Nær ved Darro, naar den trives
Til et Træ, er da ei Blomsten
Darros Blomst, ei Africas!«
Indenfra just Daaben kommer!
Den Du eier, den Dig styrke
Til at handle, som Du handler!
Drag, som
Før nu hid Cordovas Dronning!
Til Dit Kammer skal jeg bringe
Lønligt Frankrigs unge Datter!
Sjette Scene
Kun ved Handling vinder Livet
I Betydning! ja, det være!
Skal jeg ikke kunne miste
Det, jeg aldrig turde eie!
Frankrigs unge Konge-Datter!
Jeg skal hænge Brudesløret
Om Dit Ansigt; hvis jeg kunde
Flette disse mine Taarer
Som Juveler i dit Haar,
Kongeligt Du skulde smykkes! –
Hvor de juble! – Jeg vil handle!
Syvende Scene
(Vexelsang)
Lyksalig er den Mand og Qvinde,
Som alt paa Jorden her hinanden finde!
Hvor de knæle,
Voxe Roser, Pagtens Eftermæle,
Billedet paa deres Sjæle!
Der er Glæde i Cordova!
Ottende Scene
Fædrelandet aander Glæde,
Kan da Raphaella græde! –
Nu de for Guds Alter træde!
Hør, hvor festligt Orglet klinger! –
Gid jeg havde Svalens Vinger!
Selv jeg er i disse Dale
Kun en fremmed, vildsom Svale!
Alt, hvorfor jeg her har stridt,
O, af det blev intet mit!
Ei hos Maurer findes Hjemmet,
I Cordova er jeg fremmed.
Bort! – men Ingen mig maa finde!
Tak for Tanken, Gud i Himlen!
Jeg maa ikke sees af Vrimlen!
Ingen til min Vei skal kjende!
Mit Farvel jeg ham maa sende! –
»Konge, viis Dig Kronen værd!
Raphaella for Dig beder!«
– Stærke Død, løft nu dit Sværd!
Gjennem alle Evigheder
For mit Fædreland jeg beder!
»Der er Glæde i Cordova!«
Henvis til værket
H.C. Andersen: Maurerpigen. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 11: Skuespil II 1836-1842. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.