H.C. Andersen

Meer end Perler og Guld

Eventyr-Comedie i fire Acter

1849

Opført første gang 3. oktober 1849
  • AANDERNES KONGE
  • PAMPHILIUS, hans første Kammertjener
  • ZEPHISES, berømt, afdød Taskenspiller, optaget i Aandernes Rige
  • ELIMAR, hans Søn
  • HENRIK, dennes Tjener
  • GRETHE, Kokkepige
  • HJERTERKONGE, Hersker paa Sandhedens Ø HJERTERDAME, hans Datter
  • HJERTERKNÆGT, Cavaleer ved Hoffet
  • ANNA, en Englænderinde
  • EN ILDAAND
  • FØRSTE TROLDMAND ANDEN TROLDMAND
  • TO MARER
  • NISSEN
  • VINTEREN
  • SOMMEREN
  • HØSTEN
  • FORAARET
  • STORKEN
  • Feer, Troldmænd og andre Aander, Bevæbnede og Beboere af Sandhedens Land og Abekattenes Rige

(Handlingen foregaaer deels hos Aandernes Konge og i Zephises’s Huus paa Vesterbro, deels i Sandhedens Land og Abekattenes Rige.)

Første Act

Første Scene

Et Forværelse hos Aandernes Konge. Gulv, Loft og Vægge ere af Skyer; rundt om sidde og staae med Bønskrifter og Ansøgninger en Mængde Aander, Feer og Troldmænd; nærmest Indgangen sidder Ildaanden paa en Sky, der ved ham faaer et rødligt Skjær, han selv er ganske rødklædt, har rødt Ansigt og røde Hænder.
CHOR

Mel. af Elisire d’amore: »bravo, bravo Dulcamare.«

Nei, hvor det dog varer længe!

Det er jo en Skam og Tort!

Man maa staae som Skoledrenge,

Ganske spilde Tiden bort!

Feer, Troldmænd, sidde sammen,

Smaat og Stort fra Slot og Kro.

Forgemak og Skjærsilds-Flammen,

Det er lige eet, de to!

FEEN SIP

O, det er utilladeligt, i høieste Grad upassende, at lade Damer vente saalænge, at behandle os, som om vi vare hans Tjenestefolk.

ALLE

Det er skammeligt!

FØRSTE TROLDMAND

Jeg spørger: hvorledes kan man være Aandernes Konge og dog sove saalænge?

ANDEN TROLDMAND

Og jeg spørger: hvorledes kan man være en fornuftig Trold, som De dog er, en Trold af første Classe med fast Ha’e, og tale saa ufornuftigt! han er Aandernes Konge, han maa vaage for Alle, følgelig maa han ogsaa sove for os Alle.

FØRSTE TROLDMAND

Det er hans Pligt at modtage os og høre hvad vi have at foredrage; ja dersom vi vare Mennesker, saa kom vi strax ind, han interesserer sig kun for de Dødelige!

ANDEN TROLDMAND

Deri har I Ret!

FEEN SIP

Var det ikke Maneer hos Menneskene at døe, saa gik det dem bedre, end os.

FEEN SIPPERNIP

Det gjør det! har han ikke endnu igaar optaget iblandt Aanderne et Menneske, der dræbtes af Lynild.

FEEN SIP

Ja, og hvad var det for et Menneske! En Taskenspiller, en Slags Bosco og Døbler, en Hr. Zephises, der paa sine Reiser har tilvundet sig store Midler, og det især ved Beskyttelse af Aandernes Konge. Jeg veed hvad han har faaet fra Naades-Secretariatet.

FEEN SIPPERNIP

Og hvorledes døde denne Hr. Zephises? Lynilden dræbte ham, Lynild i November Maaned og det paa Vesterbro. Det er arangeret det Hele; han skulde nu herop, foretrækkes for os, sættes i Embede, faae Plads og Indbydelse; hør hvor jeg knager af retfærdig Vrede!

FØRSTE TROLDMAND

Jeg knager ogsaa!

ALLE (i stor Heftighed).

Jeg knager! jeg knager!

ILDAANDEN (springer op).

Tschuk – Pu! det er for meget. Jeg Ildaand, Overfyrværker og Kanoneer hos hans Majestæt, Aandernes Konge, spørger Enhver, hvo kan sige, at her i de sidste Aar er kommen nogen Dødelig ind i hans Luftbolig? og hvad det lille Jordslot angaaer, Aftrædelses Værelse maa han dog have dernede, har jeg da ikke paa Fondet ad usus publicos Regning gjort en kostbar Reise ned til Neapel og seet Vesuv efter i Revnerne, for paa det allernøiagtigste at bygge et lignende ovenover Jordslottet? Er det ikke skeet? Tschuk – Pu!

FEEN SIP

Ja hvorfor er det skeet? ikke for andet, end at vi heller ikke paa Jorden, hvor han altid er i godt Humeur, skulde komme og genere. Det er ingen Fornøielse for Damer at fare paa Skyvogne igjennem et Krater, ligesom Hexe i en Skorsteen.

ILDAANDEN

Nei! Flammen gale paa min Tunge! det er gjort alene for at holde Menneskene ude! de lægge sig efter magiske Kunster, de trænge frem med Tiggerbreve, plage ham.

ANDEN TROLDMAND

Ja, ja, det er sandt.

FØRSTE TROLDMAND

Det kan man bilde Narre ind.

ILDAANDEN

Det gjør jeg ogsaa! Og vil I ikke troe mig saa sværger jeg paa den congreviske Raket! der gaaer den!

(lader en Raket stige.)
ALLE DAMERNE

Bevar os!

FEEN SIPPERNIP

De kan jo stikke Ild i vore Klæder.

ANDEN TROLDMAND

I hele Paladset.

ALLE

Kast ham ud! ud med ham.

ILDAANDEN

Mig! en Ildaand!

FØRSTE TROLDMAND

Det have vi gjort ved dem, som vare stærkere end I.

ILDAANDEN

Den, som kommer mig nær, kaster jeg en Ildkugle i Hovedet, saa at den bengalske Flamme skal staae ham ud af Øinene!

CHOR

Mel: Tourbillon Gallop af Lanner.

Sligt et Sprog, den Karl tør føre!

Det jeg skulde roligt høre?

Veed han vel, hvad jeg kan gjøre,

Kjender han min Magt?

Taage, Skylregn, Skyer svære,

Kan jeg i et Nu frembære.

Strax skal her Skypumper være,

Agt sig bare lidt, min Kjære!

ILDAANDEN

Taage, Skylregn, Skyer svære,

Ville I mod mig frembære?

Ha, ved Jordskjælv, Svovl og Tjære!

Jeg Respect skal Eder lære.

Kom kun mod mig, hele Hære!

Mutters ene jeg tør være.

Jeg skal staae og I skal falde,

Knalde nu, hvad der kan knalde!

Anden Scene

PAMPHILIUS. DE FORRIGE
PAMPHILIUS

Mine Herrer og Damer, De holde jo formelig Tyrefægtning her i Forgemakket.

FØRSTE TROLDMAND (flyver ham imøde).

Ah, vor kjære, fortræffelige Hr. Pamphilius!

DAMERNE

Vor smukke Pamphilius!

(trænge sig omkring ham.)
ANDEN TROLDMAND

Min Ven og Mester!

(trænge de andre tilside.)
PAMPHILIUS

Jeg kommer for at melde Dem at Aandernes Behersker er paa Springet med at vaagne og vil i utrolig Hurtighed staae ud af Sengen.

FØRSTE TROLDMAND

Ah, Charmant!

SIP og SIPPERNIP

Den elskelige Herre!

ILDAANDEN

Det falske Pak!

PAMPHILIUS

Er det Dem, Hr. Overfyrværker, der gjør denne Larm?

ILDAANDEN

Blaasyre og Vitriol! mig er det! De bagtalte Aandernes Konge, beløi ham, gjorde Complot!

ALLE

Det er ikke sandt!

ILDAANDEN

Ikke sandt!

ALLE

Afskyelige Bagtaler!

PAMPHILIUS

Mine Damer og Herrer! Dem kjender jeg, deres trofaste Sindelag, deres fine Takt. – Og Dem, Hr. Ildaand, kjender jeg ogsaa; Deres Plads er ikke her! hold Maade med Deres ubesindige Ild, eller jeg lader Dem oversprøite! Nu gaaer De!

ALLE

De gaaer!

ILDAANDEN

Gaaer! jeg behandles som en chemisk Svovlstikke, stryges mod Væggen og kastes bort. Jeg klager for Aandernes Konge! Svovlaand og Salmiak!

(gaaer).

Tredie Scene

DE FORRIGE uden ILDAANDEN
PAMPHILIUS

De ville behage at tale, men den Ene først, og saa den Anden. Hvad er det?

FØRSTE TROLDMAND

Mageløse Hr. Pamphilius, De har vistnok bemærket, hvorledes vi tilsidesættes, og at det er Menneskene, hvem Aandernes Konge overvælder med Velgjerninger; men disse Mennesker misbruge hans Gaver, og lønne ham med Utaknemmelighed.

ANDEN TROLDMAND

Og skulde Nogen være utaknemlige, saa ere vi dog de nærmeste!

FØRSTE TROLDMAND

De tier!

ANDEN TROLDMAND

Jeg har ogsaa en Mening at sige, jeg er en Aand, som lever af mine egne Midler.

FEEN SIP

Det er Feen Bravalla, som er Skyld i det Hele; hendes smukke Stemme har fortryllet hans Majestæt – –

PAMPHILIUS

Og dette er den eneste og almindelige Klage imod Aandernes Konge? Nu vel! De har ikke længer Aarsag til at føre Den. Hun, som ved sin skjønne Sang vistnok udvirkede lidt vel meget for Menneskene, er fjernet for bestandigt; De maa have hørt derom, mine Herrer og Damer. Bravallas Protection faldt i den sidste Tid kun paa Uværdige, og Majestæten lod da i sin Vrede den skjønne Sangerske forvandle til den Fugl Phønix, og forvise til Abekattenes Land, hvor hun i et gyldent Buur bevares paa Omgang hos de første Familier.

ALLE

Er det muligt!

PAMPHILIUS

Dernæst tog Aandernes Konge den Bestemmelse, – den er proklameret, de maae have læst den, mine Herrer og Damer, at ingen Dødelig tør nærme sig hans Slot, uden først at medbringe som Adgangskort en Fjer rykket ud af Fuglen Phønix.

ANDEN TROLDMAND

Og er det saa vanskeligt at erholde en saadan?

PAMPHILIUS

Høist vanskeligt. Den Ansøgende maa begive sig til Abernes Land, finde Adgang der i de første Kredse, og ubemærket tilvende sig denne Fjer; opdages hans Hensigt, forvandles han øieblikkelig til en af Landets ringere Indvaanere.

ALLE

Rædsomt!

PAMPHILIUS

Og efter at De have hørt dette, vil jeg troe og haabe, at hans Majestæt, Aandernes Konge staaer retfærdiggjort og reen.

ALLE

Han leve!

PAMPHILIUS

Mel: Menuetten i Elverhøi.

Tillad at jeg Dem fører frem,

Saalangt som jeg tør føre,

Og derpaa vil jeg melde Dem,

Meer kan jeg ikke gjøre.

FEEN SIP

Vi stille os ved Naadens Port,

Som Majestætens Hale,

Som store Aander har vi stort

Behov til Gratiale.

ALLE (idet de i stolt Række følge Pamphilius).

Vi stille os ved Naadens Port,

Som Majestætens Hale o. s. v.

Fjerde Scene

Soveværelset

Aandernes Konge ligger paa en idealsk Seng af Skyer og Straaler; to smaa Genier sidde hver skrævs over en Sky og spille paa Violin: »il était un roi d’Yvetot«; nærmere Sengen staae to andre Genier, den ene holder Slobrok, Tøfler og Guldkrone, den anden Vandfad og Skaal; saasnart Aandernes Konge strækker sig, tier Musiken.
AANDERNES KONGE (kaster nogle Skyer tilside).

Ai ah! – Hvad er Klokken? – jeg har glemt at trække Uhret op! Hvor er Pamphilius! (ringer) Pamphilius!

(Genierne forsvinde)
PAMPHILIUS (kommer meget hurtigt).

Deres Majestæt!

AANDERNES KONGE

Hvor er Du? hvor bliver Du af? Hvorfor har du ikke kaldt paa mig, og hvem har gjort min Seng istand iaftes?

PAMPHILIUS

Jeg, Herre!

AANDERNES KONGE

En anden Gang giver Du mig ikke vaade Skyer, de skal dampes ud, jeg vil ligge tørt. Troer jeg ikke endogsaa at Du har taget Regnskyer! Og hvad er det for en Larm derude i Forværelset?

PAMPHILIUS

Der er en Mængde høie Aander, Feer og Troldmænd, foruden nogle Hexe, og andre af den lavere Troldklasse.

AANDERNES KONGE

Og hvad ville de igjen?

PAMPHILIUS

De ville have – de ville klage –

AANDERNES KONGE

Jeg er kjed deraf! jeg er heller ikke oplagt i Dag til at tale med den Slags. Bring mig Bønskrifterne herind.

PAMPHILIUS

Deres Majestæt, jeg har allerede Lommen fuld.

AANDERNES KONGE

Giv mig dem! – altid plage, altid klage! (seer i eet af Papirerne) Hvad er dette, Helhæsten og Gravsoen, som længe have været hemmelig forlovede, søge Ægteskab; det gaaer ikke, de ere for nær i Familie. (tager et andet Papir) De tolv Himmeltegn have været i Klammeri; Skytten har skudt et Øie ud paa Steenbukken, denne er sprunget op i Vægtens Tegn og har revet en Skaal af; Tvillingerne have blandet sig i Striden og vilde være sønderrevne af Løven, vare de ikke slupne bag ved Jomfruen. Alle ere de mere eller mindre beskadigede og Krebsen har trukket sig tilbage; de ønske Alle Reparation! det troer jeg nok! men det vil koste. (tager et tredie Skrift). Hvad er det? hvad ville de igjen? De to ældste Marer ønskeigjen at sættes i deres Embede. Ere de fra Forstanden! Skulde jeg igjen indføre Mareridt? det er jo imod al Oplysning! kald dem begge to herind. (Pamphilius gaaer). Jo, det vilde være tidssvarende! den stakkels Menneskeslægt! den har Tryk nok af det Virkelige, den skal ikke trykkes af det Overnaturlige. (det banker.) kom ind!

Femte Scene

PAMPHILIUS med de TO MARER; de ere i Ridedragt. AANDERNES KONGE
DE TO MARER (knælende).

Mel. Hr. Peder kasted Runer!

Vi knæle her! Din Thrones Fod omfavnes.

Hør os, – af mange Mennesker vi savnes. –

AANDERNES KONGE

De Tider svandt for stedse,

Og I har jo Pension,

I være skal tilfredse.

Gaaer bort fra min Person!

DE TO MARER

Favre Ord forstaae vi ingenlunde,

Men Attester har vi, at vi kunne

Mareridt!

AANDERNES KONGE

I har Eders Pension! kan I ikke forstaae dansk? soll ich deutsch sprechen? Dixi! (Han lader lyne rundt om sig, de to Marer kysse grædende hans Kjole.)

AANDERNES KONGE

Jeg beder, kast mig disse over Spange,

Og vove de at komme flere Gange,

Da gjennem Sump og Søer,

Jeg giver dem Motion,

De blive skal til Frøer

Og miste al Pension.

BEGGE MARER

Rædsels-Ord! et Gys mig gjennemfarer!

Herre! hu! tilgiv to gamle Marer,

Uden Haab.

(Dybt nedbøiede forlade de, under de dybeste Reverenzer, Scenen.)

Sjette Scene

AANDERNES KONGE. PAMPHILIUS
AANDERNES KONGE

Har jeg ikke næsten ærgret mig! evige Plager! – de andre Suplicanter kunne komme i Overmorgen, eller om et Aar! Lad Zephises komme, ham, hvem jeg har optaget mellem Aanderne. Hvad bestiller han?

PAMPHILIUS

Han sidder paa en Sky og spiller »Skidt-Mads« med Sneedronningen.

AANDERNES KONGE

»Skidt-Mads«, det har jeg ogsaa engang spillet, da jeg gik om forklædt paa Jorden. »Skidt-Mads« (falder hen i Tanker.) Hvor mange Minder ligger der ikke i det lille Ord »Skidt-Mads«! (Orchesteret spiller: »O glade Barndoms Dage«, efter et kort Ophold udbryder han:) Kald Zephises.

(Pamphilius gaaer.)

Syvende Scene

AANDERNES KONGE

Jeg er glad ved at jeg har faaet Zephises her op! – Da jeg for tyve Aar siden reiste om dernede paa Jorden, lærte jeg ham at kjende:

»Hvor Nilen vander Ægypterens Bred

I Afrikas brændende Lande

som der staaer i Visen. Jeg red paa den vilde Struds, jeg sov i Beduinens Leir, men meest lystigt var Mødet med Zephises. Jeg husker det saa godt, jeg har en god Hukommelse! det var paa tredie Aar at Zephises studerede den ægyptiske Magi. Han blev min Yndling og da vi kom til Wien, kjøbte jeg ham der baade Huus og Have og lod hans Troldkabinet indrette. Der døde hans Kone fra ham, en meget kjøn Kone; han tog sig det forfærdeligt, græd og lamenterede; da gav jeg ham det Løfte, at naar han engang døde, skulde han blive optaget her mellem Aanderne. Igaar blev han dræbt af en Lynstraale, ude paa Vesterbro, jeg hørte det, erindrede mit Løfte, og mine Aander maatte bringe ham herhid. Lad ham komme, Pamphilius! (seer sig om.) Ingen hører mig!

Ottende Scene

ZEPHISES. PAMPHILIUS. AANDERNES KONGE
ZEPHISES (som Aand, i Trylletalar med magiske Charakterer).

Luftens Herre, Aandernes Konge! hvorledes skal jeg takke dig!

AANDERNES KONGE

O, det er ikke værd at tale om! jeg er glad ved at have Dig hos mig! hvad synes Dig om Skyverdenen? er her ikke en deilig frisk Luft! –

ZEPHISES

Ak, Herre, jeg er lyksalig! – men i al min Lyksalighed, i al den Glands og Herlighed, jeg er omgivet af, lider jeg dog uendeligt!

AANDERNES KONGE

Lider?

ZEPHISES

Ja, Herre! Du veed selv, hvorledes Du paa Jorden berigede mig, veed hvilke uhyre Skatte jeg erholdt – !

AANDERNES KONGE

Ja vel! Dine Arvinger ville ikke bande Dig!

ZEPHISES

Jeg byggede for mine Rigdomme en stor Hvælving; Du gav denne en uskatteerlig Kraft, gjorde den elastisk, og praktikabel, jeg kunde pakke den hele Herlighed ind i en Kokosnød og saaledes føre den med mig paa mine Reiser; det gjorde jeg; intet Sted følte jeg mig hjemlig før jeg kom til Vesterbro; der var det, som om alle Minder samlede sig; jeg kunde gaae paa Kjærligheds-Stierne ved Søerne, det var som jeg gik ved Donau; jeg kunde drømme i det magisk belyste Tivoli, hvor Lumby spillede og Raketterne steeg, det var en Nat i Orienten; Jernbanetoget brusede til Roeskilde, jeg saae det travle England; Amager, Østersøens Holland, laa som en Stribe i Horizonten og dog saa nær!

AANDERNES KONGE

Du kjøbte Dig altsaa et Huus paa Vesterbro, og der nedgravede Du Din Kokosnød, Din praktikable Aladdins Hule.

ZEPHISES

Ja Herre, det gjorde jeg. Min store Hvælving med Kongerigers Skatte staaer der, men lukket ved et Trolddoms Ord, som ingen Dødelig veed at løse. Ingen aner at der er en Hule, en Skat, en Verdens Rigdom.

AANDERNES KONGE

Naa, hvad de ikke kjende, det savne de heller ikke, og Du trænger her ikke til Skatte.

ZEPHISES

Men jeg har en Søn, hvem jeg har efterladt, uden Trøst og Hjælp!

AANDERNES KONGE

Har du en Søn?

ZEPHISES

Konge! Husker du ikke meer den lille Elimar?

AANDERNES KONGE

Rigtig! nu husker jeg ham, det var en kjøn Dreng, og klog, som alle Forældres Børn.

ZEPHISES

Jeg er revet fra ham ved en pludselig Død, jeg har ikke faaet Tid til at gjøre Testament, ikke givet mit Barn det ringeste Tegn om min sidste Villie! – Herre, send derfor en af dine Aander ned til min Søn, og underret ham om den hemmelige Hvælving og de uhyre Skatte der! tillad ogsaa, høie Herre, ja det er en endnu dristigere Bøn, men min Søns ædlere Lykke afhænger heraf, tillad ham at komme for din Throne!

AANDERNES KONGE

Alt vil jeg gjøre for Dig og for ham; han skal høre om sine Rigdomme og komme til dem, men faae Adgang til mig, det kan han ikke paa anden Maade, end efter det givne Reskript af 6te Juni: han maa medbringe en Fjer af Fugl Phønix, og den er ikke let at tage.

ZEPHISES

Min Søn vil ikke skye nogen Fare for at komme til Dig!

AANDERNES KONGE

Ja, det er hans Sag!

ZEPHISES

Frels ham fra Mangel og Fortvivlelse!

AANDERNES KONGE

Seer Du, Zephises, nu gaaer det Dig, som mange Forældre, der have Midler og derfor ikke lade deres Børn lære noget; gaaer det galt med Rigdommen og de Gamle falde bort og Børnene skulle sørge for sig selv, ja saa staaer Laban der og vi maae hjælpe! Pamphilius!

Niende Scene

PAMPHILIUS. DE FORRIGE
AANDERNES KONGE

Send øieblikkelig en velgjørende Aand ned til Hr. Zephises Søn, med den Besked, som er ham nødvendig.

PAMPHILIUS

Deres Majestæt, øieblikkelig ere Alle – –

AANDERNES KONGE

Jeg forstaaer Dig; de have Alle fuldt op at gjøre, men det kan ikke hjælpe, Du maa finde Udveie. Allez!

(Pamphilius gaaer.)
ZEPHISES

Herre, hvorledes skal jeg takke Dig!

AANDERNES KONGE

Ved at tie stille! Pamphilius. (Pamphilius kommer øieblikkelig.) Hvad skrive vi idag?

PAMPHILIUS

Den 27de November!

AANDERNES KONGE

Hvad behager! det er en god Historie! har jeg ikke tænkt det; November! og dog Tordenveir paa Vesterbro! der slaaer Lynilden ned, – det skulde snarere være Sneeveir.

PAMPHILIUS

Ja, deres Majestæt, det er den almindelige Klage fra alle Mennesker, Vinteren er varm og Sommeren er kold.

AANDERNES KONGE

Hvorfor giver jeg Aarstiderne Gage? mon for at de skal gjøre Confusion? det kan jeg selv gjøre! Pamphilius! lad Vinteren komme herop. (Pamphilius forsvinder hurtig.) Heida! (Pamphilius kommer igjen.) De andre Aarstider skulle ogsaa komme! bring alle fire herop! gesvindt!

PAMPHILIUS

Naa, i Dag løber jeg nok Benene af mig!

(forsvinder.)
AANDERNES KONGE

En flink Tjener, en prøvet Tjener; nu har jeg til Mortens-Dag havt ham i to tusinde Aar. Der er han med Aarstiderne.

Tiende Scene

DE FIRE AARSTIDER. DE FORRIGE (VINTEREN bærer en sort Pels og Puddelskinds Hue, samt en lille Muffe; han er stærkt sneet til. SOMMEREN er i Nankins Frakke og Beenklæder, har moderne Straahat med en Krands om af Kornblomster og en Parasol i Haanden. HØSTEN er vel ved Magt og har en grøn kort Trøie og Marqueurforklæde paa, Viinløv om Kaskjetten, under Armen en lille Tønde hvorpaa staaer skrevet Most, i Haanden en Viindrueklasse. FORAARET er en ung Blomsterpige med Violer paa Hatten og Blomster i en Kurv.)
AANDERNES KONGE

Kom nærmere! I fire Døgenichter! hvad er det jeg hører. Er det at opføre sig som skikkelige Aarstider? Og han Hr. Vinter, hvad er det for et Liv han fører? Skammer han sig ikke? Er det passende, at han, en gammel udlevet Cavaleer, begynder at faae det med Varme? Hvorfor har han slaaet ned i November? Hvor har han den Lynild fra? jeg har ikke givet ham den! Tal, forklar sig, jeg vil vide det.

VINTEREN (med dyb Bas).

Strenge Herre! jeg kan ikke gjøre for det! Det er Sommeren, der lyner over i mig. Han er en fæl Krakiler.

AANDERNES KONGE

Sommeren har ikke noget at gjøre i Deres Embedstid. Træd frem! (vinker ad Sommeren). Hvad gaaer der af ham? Han opfylder kun daarlig i rette Tid sine Pligter. Jeg troer han drikker, han er jo altid fugtig!

HØSTEN

Deres kongelige Durchlauchtighed, vil tillade mig at tale. Sommeren er sandelig uskyldig! det er Vinteren, der ikke kan lade ham være i Ro. Midt i hans bedste Tid kaster Vinteren ham over med Iistapper, Hagl og Taage, saa at det maa gyse i En; og naar man har maattet taale det, saa er det saa naturligt at Sommeren lyner lidt ind i Vinteren.

SOMMEREN

Ja, det er Sandhedens Ord! Høsten er min eneste Ven! Først hos ham føler jeg at jeg er mig selv, hos ham kommer jeg til Ro, – jeg har det varmeste Hjerte, den bedste Villie, men det er ikke det, som gjør det!

AANDERNES KONGE

Jeg vil ikke høre mere! men det siger jeg, I skulle forliges indbyrdes; gaaer ikke hen og fordærver mig mit lille Foraar! Det er et sødt lille Væsen, det er min bedste Aarstid, Foraaret. (kniber hende i Kinden og giver hende et Guldstykke.) Det har Du til lidt Fornøielse, Du lille Puttehøne, min egen Kjælegriis!

FORAARET

O deres Strænghed, maa jeg kysse Haanden! jeg skal rigtig føre mig saa godt op.

AANDERNES KONGE

Og nu afsted! men husk hvad jeg har sagt! kommer der endnu eengang Klage over Eder, saa veed jeg hvad jeg har at gjøre. Isærdeleshed han, Hr. Sommer, tage sig iagt! vær hellere for heed, end for kold, og giv ikke langvarig Regn, selv om det regner hele Syvsoverdag. Vinteren passe sit! og nu lader han i Dag falde Tøesnee og imorgen Isslag paa Vesterbro. Forstaaer han! afsted!

(De fire Aarstider gaae.)

AANDERNES KONGE

Alt det maa man have i sit Hovede! – naa, kom min kjære Zephises, nu skal jeg sørge for Din Søn, jeg vil gjøre ham lykkelig, saa lykkelig, som et Menneske kan blive det paa Jorden. Jeg veed Din Idee med den syvende Statue, det er en meget god Idee, det er egentlig min! – Men det siger jeg Dig, Du giver ham ikke noget Vink eller Raad, ellers tales vi ved. Nu til Frokosten, jeg har en prægtig Krokodilesylt med Alperoser.

(De gaae under Tordendrøn og Lyn.)

Ellevte Scene

Nede paa Vesterbro

(Et Værelse i Zephises’s Huus.)
HENRIK

Mel. Te voglio bene!

Mit Navn det er Henrik med Ære,

Ved Holberg kom det til Agt,

Halv Engel jeg ogsaa skal være

Det har mig min Kjæreste sagt,

Forstanden i det Hele

Er ikke Lapperi,

:|: Og Hjertet kan man dele

Der er Portion for Ti! :|:

Jeg kan ikke gaae og sørge,

Og miste min gode Couleur,

Hvo kjøber vel og, maa jeg spørge,

Et Menneskes slette Humeur?

Nei glad jeg gaaer gjennem Føret,

Og deilig er Livets Dal,

:|: Men Rigdom er Humeuret,

Det er min Capital! :|:

Men Humeuret begynder at slides lidt om Kanterne; det er galt, min Dreng! men der er meget, der er galt! – de gode Dage ere forbi, de komme ikke mere ind i denne Stue. Min stakkels unge Herre, hvorledes vil det gaae ham? Ikke saa meget som fire Skilling har den Gamle efterladt os, ikke noget uden dette Huus; Humeur har min Herre ikke, han har kun Dannelse og den skal man ikke komme vidt med i vore Dage. Hvad skal han begynde paa? Jeg maa nok tænke for ham. (seer i en Avis) »»Stedfortræder«, Laxegaden anviser,« det er ikke noget for ham! saa er det bedre at blive Rigsdagsmand, saa faaer han dog fire Rigsdaler om Dagen og det er saa godt som aarligt. Imorges græd han og gav mig de sidste fem Rigsdaler, idet han sagde at jeg maatte see mig om en anden Tjeneste; men jeg forlader ham ikke. Jeg har læst en deilig Historie om en romersk Løve, der altid fulgte sin Herre Anton Trokles, og naar et vildt Dyr kan handle saaledes, skulde jeg da være ringere? Der maa gjøres Noget, og det er allerede gjort. Vor Kokkepige Grethe, min værdige Forlovede, som ogsaa er sagt op af Tjenesten, vil jeg unde den Glæde at give første Bidrag. Her er hendes Silkekaabe, den har jeg taget for at sætte den paa Assistentshuset.

Tolvte Scene

GRETHE. HENRIK
GRETHE

Henrik! Hvad staaer Du der med? det er jo mit Tøi, min Silkekaabe.

HENRIK

Ganske rigtig! Seer Du, jeg vil berede Dig en Overraskelse. Jeg vil lade Dig skaffe Penge, sætte Dit Tøi paa Asistentshuset.

GRETHE

Hvorfor sætter Du ikke Dit eget.

HENRIK

Fordi jeg elsker Dig!

GRETHE

– Min gode Silkekaabe, som det just nu er Tiden til at bruge; ja var det da om Sommeren. –

HENRIK

Ja om Sommeren, naar man ikke behøver Kaabe, hvad var det saa? nei nu om Vinteren, nu da Du trænger til den, nu er det stort, det er besyngeligt!

GRETHE

Jeg er ikke gal! – Hid med Kaaben! hvor kan Du faae saadanne Tanker.

HENRIK

Ere vi ikke een Sjæl og een Tanke? Ere vi ikke Forlovede, har vi ikke byttet Guldring?

GRETHE

Jo, jeg har været saa fjantet! jeg kunde have gjort anderledes Partier, jeg kunde have faaet en riig Gaardmand i Valby, og faaet baade Køer og Faar, og nu har jeg kun Dig! –

HENRIK

»Den som ikke er glad ved det Lidet, fortjener ikke det Større.« Har jeg ikke skaffet Dig denne Condition? og i den har Du faaet mig og Dine gode Klæder. Lad os være brave Tyende; der skrives i denne Tid meget om vor Classe, den er istand til at blive første Classe! jeg troede, Du havde Hjerte! (med Udtryk) Grethe! lille Grethe!

GRETHE

Ak, see! der er vor unge Herre.

Trettende Scene

ELIMAR. DE FORRIGE
ELIMAR

Hvad gjøre I her, lad mig være alene!

GRETHE

Ak, hvor han seer ilde ud!

HENRIK

Herre! spiis en Boeuf! man maa ikke give tabt! hvem holder paa En naar man ikke holder selv!

ELIMAR

Tak! gaa bare!

HENRIK

Stakkels Herre! de er istand til at falde i Afmagt og saa kan De ikke kalde paa mig!

ELIMAR

O saa gaae dog! plag mig ikke!

HENRIK

Grethe, med ham er det forbi! han lever ikke hundrede Aar til!

(gaaer med Grethe.)

Fjortende Scene

ELIMAR (alene).

Nu er jeg alene, alene i Ordets dybe Betydning! min Faders Død har kuldkastet al min Lykke. Hvilke sælsomme Begivenheder og Under omgive mig fra min spæde Barndom! Min Faders Liig er paa en overnaturlig Maade pludselig forsvundet. Hvorofte har han ikke dunkelt talt derom! ogsaa om store Skatte, om uhyre Rigdomme, som efter hans Død skulde blive mine, talte han, men altid paa en saa hemmelighedsfuld Maade; jeg forstod ham ikke. Intet findes efter ham, ikke engang Papirer, der kunde sige hvor han har anbragt sin Formue, der neppe kan være ringe. Hvad skal jeg begynde paa!

Mel. Och liten Karin tiente.

Nu briste alle Bobler, som Barne-Øiet saae!

Og intet Solskin kommer fra Skyen tung og graa;

Der springe ingen Roser ud fra den haarde Steen.

Jeg kjender ingen Venner, jeg eier ikke een!

(springer op) Det banker! kom ind!

Femtende Scene

EN LILLE NISSE (med en rød Hue, stikker Hovedet op af Gulvet).
NISSEN

God Dag!

ELIMAR

Hvem er Du?

NISSEN

Nissen.

ELIMAR

Hvem er din Fader!

NISSEN

Nissen.

ELIMAR

Jeg forstaaer Dig ikke!

NISSEN

Jeg hedder ikke Nissen, men jeg er Nissen!

ELIMAR

En Trolddom!

NISSEN

Lidt overnaturligt! jeg er Huusnissen; har Du ikke læst om mig i Danmarks Folkesagn, ny Udgave, Reitzels Forlag, Thieles Trykkeri? (ramser op) »Nissen bærer Vand og feier Kjøkkengulv for Pigerne, og strigler Hestene i Stalden for Karlen, men straffer ogsaa for hvad Uordener, der monne begaaes. Sædvanlig gaaer han klædt i graae Klæder og har dertil en spids rød Hue; men før Mikkelsdag bærer han en rund Hat, saaledes som Bonden.« – Men det er ikke at stole paa, som Du seer! – god Dag! (løfter paa Huen).

ELIMAR

Jeg kjender Dig, Du Nordens Huusalf! lystig og skjælmsk som Puk i Sommernatsdrømmen, trofast og vedhængende er Du; fløtter man fra Huset, sidder Du i Bøtten paa Vognen, nikker og raaber: vi fløtte!

NISSEN

Ja, det var min Bedstefader, der gjorde det!

ELIMAR

Nu har jeg Haab igjen, nu det Overnaturlige atter rækker mig Haanden. Jeg troer paa Under i denne Verden, hvor Alt er Underværker.

NISSEN

Jeg har noget meget behageligt at sige Dig, men jeg maa ikke sige hvem der har sendt mig! jeg har jo faaet min gode Grød her i Huset, og man skal gjøre Gavn for Føden, har gamle Nissen sagt.

ELIMAR

Hvad bringer Du mig? Hvad har du at sige mig?

NISSEN

Ja, det er det! O, jeg rummer det knap i Hoved og i Hue, der er overmaade meget overdraget mig! for man kan nok due til Noget, skjøndt man er lille.

ELIMAR

Tal dog!

NISSEN

Det er jo det jeg gjør! og jeg har faaet en heel Pegl Ønske-Nødder! kjender Du Ønske-Nødder? I hver ligger et lille Underværk, der er til at bruge naar man er i Forlegenhed. Seer Du, her er en Trappe hvor jeg staaer, den har Du ikke kjendt før, og dernede igjen er en Kjælder, den har Du heller ikke kjendt, og der ere uhyre Rigdomme, som din Fader har efterladt Dig; derfor har jeg gjort dette Muldvarpeskud.

ELIMAR

Min Lykkes Sol staaer op!

NISSEN

Ja stiig Du ned med mig, saa stiger den op! følg Du bare med Nissen, for jeg er din Ven.

ELIMAR

Jeg følger Dig!

Mel. af Robert: ja Viin.

NISSEN

Saa kom! saa kom!

ELIMAR

Ja Lykkens Sol, Du lyser!

NISSEN

Gesvindt! gesvindt.

(stiger ned.)
ELIMAR

Velan her er min Haand.

Du ingen Dæmon er, for hvem jeg gyser,

Jeg følger Dig, Du er min gode Aand.

(følger efter.)
CHOR AF AANDER

Usynlig følges Du af Aandehære,

Til Rigdom og til Lykke kjendt af faa!

Dog Guld og Perler er kun en Chimære,

Men Eet er meer – og det Du vinde maa!

Anden Act

(En dunkelblaa, med Guld smykket Hvælving; forrest staae to store Porphyr-Vaser, overfyldte med Perler, Guld og Ædelstene, i Række med disse sees sex kostelige Statuer, paa hvis Fodstykke læses, paa den ene: Louidores, paa den anden Souvereigns o. s. v., det syvende Fodstykke mangler sin Statue, men i dennes Sted ligger paa et stort Stykke hvidt Atlask et sammenrullet Pergament. Orchesteret spiller med dæmpede Instrumenter Melodien af Skatten: »Diamanter, Rubiner«.)

Første Scene

NISSEN. ELIMAR
NISSEN

Kom!

ELIMAR

Er det en Drøm? staaer jeg, som Aladdin i Eventyrenes Hule? hvilken sælsom Glands fra disse Mure, fra dette Gulv, fra disse kostelige Billedstøtter! Perler, Guld! (griber et af Smykkerne) nei, jeg drømmer ikke, det er Virkeligheden selv. Og alle disse Skatte ere mine?

NISSEN (nikker).
ELIMAR

Jeg rummer det ikke i min Tanke. (læser Indskrifterne) Louidorer, Souvereigns, Zechiner, Perler og Guld.

NISSEN

Ligger altsammen paa Kistebunden. (aabner et af Fodstykkerne).

ELIMAR

Men her er en ledig Plads, een Statue mangler; hvad ligger der?

Et Pergament! (tager det). min Faders Haandskrift. (ruller op og læser.)

»Min elskte Søn, de Skatte, Du opdager

I denne Hvælving, var min Eiendom.

Med min Velsignelse Du dem modtager,

Fra Aandernes Behersker Skatten kom.

Hver Gang jeg stedtes for hans Straale-Throne

Een Statue af sjælden Værd jeg fik,

Den største Rigdom under Nordens Zone.

Og dog fæst mod en større Skat dit Blik.

Een Statue her mangler, den Du finde,

Mod den er alle Skatte kun som Muld.

Gaa, søg, og lykkes Dig, Du den kan vinde,

Da vandt Du meer end Perler, meer end Guld.«

NISSEN

Meer end Perler, meer end Guld!

ELIMAR

Meer! – Hvilken Række af Underværker opruller for mig! det er ingen Drøm, det er Sandhed.

NISSEN

Sandhed.

ELIMAR

Jeg var en Tigger, nu er jeg en Crøsus! – Men hvad er det for en syvende Statue, meer end Perler og Guld? – hvor findes den?

NISSEN

Det veed kun Aandernes Konge!

ELIMAR

Hvilken forunderlig Længsel opfylder mig! Hver Statue her er saa skjøn, saa kostelig. Denne er af Marmor, denne af Guld.

NISSEN

Og denne, een eneste Diamant!

ELIMAR

Men den syvende, den som mangler, den som er mere end alle disse uhyre Rigdomme, meer end Perler og Guld! O, hvorfor kan jeg ikke i dette Øieblik synke ned for Aandernes Konge; det er ikke Guldtørst, jeg føler, ikke den Gjærriges fortærende Lyst, nei, det er en Attraa, høiere, bedre, en Længsel, der driver mig til Bedrift, til at vove og vinde. Er der da ingen velgjørende Skytsaand, der kan hjælpe?

NISSEN

Jeg!

ELIMAR

Du! Ja, Du kan, Du vil! Du aabnede mig denne Hvælving, bragte mig alle disse Skatte. Før mig til Aandernes Konge.

NISSEN

Prrr! nei, saa let gaaer det ikke! ja, det er en lang Historie; der har Du den trykt. Det er den kongelige Resolution fra sjette Juni! (rækker ham et Papir).

ELIMAR (læser).

»Vi Aandernes Konge, lede og kjede af uværdige Menneskers evige Plagen og Paatrængenhed, give herved tilkjende, at ingen Dødelig herefter indlades uden at medbringe, som Adgangskort, en Fjær af den Fugl Phønix, der holdes fangen i et Guldbuur udi Abekattenes Land!« Hvor er Abekattenes Land? Vil Du være min Fører? Er det langt herfra?

NISSEN

Langt borte og nærved, ligesom man tager det. Jeg skal lægge Jernbane, saa gaaer det.

Anden Scene

HENRIK (stiger ned af Trappen), GRETHE (følger noget efter). DE FORRIGE
HENRIK

Herre! Nei, Gud Fader bevares! vi komme jo lige lukt ind i Thorvaldsens Musæum! Grethe!

GRETHE (ovenfor).

Er der mørkt!

HENRIK

Himmelsk!

ELIMAR

Hvad vil Du? Hvorfor skriger Du?

HENRIK

Ak! Herre! (seer Indskrifterne) Dukater, Souvereigns, og det rene Væsen! oh! oh! er det Øienforblindelse?

GRETHE (stiger ned).

Hvad er det Hvide!

ELIMAR

Stille! disse Rigdomme ere min Arvepart efter min Fader; men endnu tales der ikke herom; jeg maa først gjøre en Reise, men jeg er snart tilbage igjen, og da skulde vi Alle være lykkelige!

NISSEN

Nu kaster jeg en Ønskenød og der har vi Jernbanen. (I det han slaaer mod Muren aabnes den med et stort Brag og man seer ind i en uendelig lang Tunnel hvor Lygterne i Afstand lyse som smaa Ildkugler.)

GRETHE

Ak, Henrik! (hun falder i Afmagt).

NISSEN

Der er Locomotivet og en god Vogn! tag Henrik med, jeg kan ikke være her og der og tillige. (Et Locomotiv med Vogn kjører frem.)

HENRIK

Herre, Herre! Grethe er besvimet.

Mel. af Gade: »Ak kjæreste Hr. Guldsmed.«

1.

Min egen lille Grethe, Du er jo hos Din Ven,

Og om jeg reiser fra Dig, jeg kommer hjem igjen.

Gaaer selv det gjennem Jorden, og hvor man ei kan gaae,

Du faaer mig dog tilbage, det kan Du stole paa.

Vær glad, vær glad, lille Grethe.

GRETHE

Ak, naadige Herre jeg er ikke vant til Trolddom! det er første Gang.

ELIMAR

See at komme op! vær uden al Frygt! Henrik følger mig paa Reisen; Dig, Grethe giver jeg Portnøglen, jeg kan stole paa din Troskab.

HENRIK

Bedre, end jeg! ak Herre, hvorhen gjælder Reisen. Lad mig dog tage en ordenlig Afsked med Grethe!

NISSEN (støder i sin Pibe).

All right!

ELIMAR

Skynd Dig og følg med! Du, Grethe, gaaer op og lukker vel Nedgangen. Kom ikke her naar vi ere borte, jeg sikkrer Dig ikke for, at Du da forvandles til en Billedstøtte, som disse. Farvel! (stiger ind i Vognen.)

GRETHE

Hu! Lad mig komme op! o mine Been kunne ikke bære mig! Henrik, reis ikke med! reis ikke ind i det gruelige Mørke, det er Trolddom!

HENRIK

Det er den høiere Magi! det er vor gamle Herres Levebrød, og det er nu Sønnens Levevei! Ham maa jeg følge. Du er mit tredie Liv, Grethe, men naar det gjælder min Herre, saa sælger jeg Dig med, Grethe, selv om det var for en Mark.

GRETHE

Hjælp mig op i Stuen, Henrik! hvor reiser I hen?

HENRIK

Det veed jeg ikke, Grethe, men det gaaer længer end til Roeskilde. (En Klokke ringer.)

ELIMAR (i Vognen).

Skynd dig, kom!

HENRIK

Farvel Grethe! Skynd Dig, giv mig reen Vask med, to Skjorter og en Nattrøie, mindre kan det ikke være!

GRETHE

Mel. »Ak kjæreste Hr. Guldsmed.«

2.

Jo, jeg har sat min Lykke her paa et deiligt Kort!

Har jeg fortjent det af Dig at Du vil reise bort?

Hvor kjær Du er mit Hjerte, det føler jeg først nu.

»To Sjæle og een Tanke«, og Tanken, den er Du!

(i det hun stiger op af Trappen.)

Farvel, Farvel, siger Grethe!

HENRIK (paa samme Tid).

Farvel, farvel, lille Grethe!

(raaber efter hende) To Skjorter og en Nattrøie!

ELIMAR

Kom! kom!

HENRIK

Herre, det er jo et Extrat og for Deres Skyld, saa behøver det ikke at afgaae saa nøiagtig, det gjør det ikke engang med de regulaire Tog til Roeskilde; et Qvarteer efter Tiden naar der er meget Gods. (stiger ind i Vognen, Orchesteret spiller Jernbane-Gallop, Nissen piber, Henrik raaber endnu engang)

To Skjorter og en Nattrøie (Toget gaaer.)

Tredie Scene

Værelset ovenover

GRETHE (med en lille Bylt.)

Her er det! her er Uldent og Linned! Henrik! Hvor er Hullet? (I det hun nærmer sig Nedgangen, slaaer en Flamme op, Tordenen ruller og Aabningen lukkes.) O nei! jeg døer af Skræk; saadant Overnaturligt og Undernaturligt tager Livet af mig! Og jeg vil tjene hos saadant et Menneske, der farer lige lukt ind i Jordens Midtpunkt med min Kjæreste? jeg seer ham aldrig meer! aldrig! det er den længste Tid, vi Mennesker kjende; men kommer han tilbage og min unge Herre med, saa skal jeg lave dem et Maaltid, der skal smage, for koge kan jeg.

Mel. af Lucrezia Borgia.

Paa Køkkenet er Grethe klog,

Jo, jeg skal dem traktere!

Jeg kan Hr. Nielsens Kogebog,

Og saa endnu lidt mere!

Det Bedste vil jeg bringe hid,

Hvad Kogekunsten kjender,

Og Dugen den skal skinne hvid

Som friske Jomfru Tænder.

Paa hver Couvert en smuk Bouquet,

En Krands omkring Tarinen!

Drik da, thi jeg fortjener det,

For mig en Skaal af Vinen!

Mel. af Norma: »O kom igjen tilbage.«

O kom igjen tilbage!

I Nætter og lyse Dage,

Sidder jeg med min Klage

Længselsfuld efter Dig!

Ak, den Tanke kan skrække,

Sorg kan mig ødelægge,

Det er et Tab for os begge!

Nei, jeg bør more mig!

Mel.: »In Berlin sagt er.«

Lidt opmuntres bør jeg,

Strax Visitter gjør jeg,

Gjennem Taarer leer jeg,

Ikke Henrik seer jeg.

I Casino gaaer jeg,

Talismanen faaer jeg,

paa Mascerade ta’er jeg,

Dog min Sorg har jeg, Men jeg taer!

Mel.: »Og naar jeg morer mig daarlig.«

Ak jeg vil kun »more mig daa’lig«,

Jeg savner min Hjertenskjær,

Ja, gaaer jeg selv »ind i Tivoli«

Jeg morer mig dog ikke der!

Mel.: »Klokkens Klang.«

Klokkens Klang

Er Længsels Sang.

Store Bededag jeg med de Andre

Hen ad Volden længselsfuldt vil vandre.

Ding, dang! ding, dang – –!

Mel. af Oberon: »al, al, al!«

Ling ling ling ling, ling ling!

Hør nu Klokkernes Slag!

Ling ling! han kommer i Dag,

Han kommer tilbage, han flyver afsted,

Og smukke Presenter til mig har han med!

Mel. »Mein Huon!«

Min Henrik, min Forlovede, nu er jeg saa glad,

Og nu skal Du see hvor Din Grethe kan lave Mad;

Mel. af Lucrezia.

Paa Kjøkkenet er Grethe klog,

Jo jeg skal dem traktere,

Jeg kan Hr. Nielsens Kogebog,

Og saa endnu lidt mere!

Det Bedste vil jeg bringe hid

Hvad Kogekunsten kjender,

Og Dugen den skal skinne hvid

Som friske Jomfru Tænder.

Paa hver Couvert en smuk Bouquet,

En Krands om Sølvtarinen;

Drik da, thi jeg fortjener det,

For mig en Skaal af Vinen!

Fjerde Scene

Abekattenes Land

Stor oplyst Sal

Midt paa Gulvet, paa en ophøjet Plads, staaer et Guld-Buur, hvori sidder Fuglen Phønix, en klagende, melodiøs Violoncelsolo,Thema af Lucia, udtrykker Fuglens Længsel; under Musikken kommer Skovbesidderen og hans Søn, disse ligesom alle de andre Herrer og Damer af Abelandet, ere alle høist elegant klædte, efter nyeste Pariser-Mode, see fuldkommen ud som Mennesker, men have Abe-Ansigter, og imellem, ved Forglemmelse, Abemanerer. SKOVBESIDDEREN og SØNNEN
SØNNEN

Ak, Papa! hør, hør! det er som i Skoven, da jeg sprang om som en lille Vildkat!

SKOVBESIDDEREN

Charmant! Hvad var det Du sagde, min Søn? (bukker for Fuglen.)

SØNNEN

Hvor yndig!

SKOVBESIDDEREN

Du maa ikke være henrykt, før Selskabet er det! og vi ere komne for tidligt. Det er galt. Her er hverken Herren eller Fruen. (seer paa Sønnen) Hovedet lige! Hatten holdes, saa at man seer det hvide Foer inden i; og den ene Handske, saaledes! Complimenterne efter Personerne: dybt, gruelig dybt, eller kun et lille Blink med Øiet. Godt, meget Godt! Hører Du Vognrummel? her kommer hele beau monde! den er baade Soirée musicale og the dansant! Ah! Herren og Fruen!

Femte Scene

HERREN og FRUEN, DE FORRIGE; strax efter hinanden komme de fornemme Gjæster: en FRUE med AMME og GLUT; MALEREN, PIANISTEN MADS, HENRIK, ELIMAR og FLERE

Mel. Af den Stumme: kom hid, hver Markedsgjæst.

CHOR (Gjensidig Hilsen og Præsentation, der gaaer op i de Ord:)

Bon soir! – Bon soir! – Madame! – Monsieur!

O quelle plaisir! – Je suis heureux!

HERREN OG FRUEN (lægge Haanden paa Hjertet).

L’amour!

CHOR

L’amour est pour les coeurs,

Ce que l’aurore est pour les fleurs! –

EN ENKELT

Tør jeg i dette rige Hjem,

Vor største Maler føre frem?

EN ANDEN

Pianisten Mads jeg stille kan,

Med brækket Haandled spiller han!

EN FRUE MED AMME OG BARN

Min Amme, ret et Rundetaarn,

Med samt min lille Høivelbaarn!

EN AF DE FORNEMSTE (fører Elimar og Henrik frem).

To Reisende fra Vesterbro,

Paa Reisedragten man dem kjender!

CHOR (som før).

Bon soir, bon soir o. s. v.

RECITATIVISK
HENRIK

Der hænger Poppegøien!

ELIMAR

Vær forsigtig!

EN DAME (seer paa dem).

Fra Vesterbro (spørger sin Nabo)

Hvor ligger Vesterbro?

NABOEN

Nu skal jeg see! et Lexicon er vigtig!

Min Edition de poche, den kan jeg tro!

(søger i Bogen.)
FRUEN I HUSET (med høitidelig Stemme)

Pianisten Mads!

ALLE

Charmant!

FRUEN

Og Polka Dands!

(Pianisten Mads har med store Bevægelser sat sig til Pianofortet og slaaer an; Maleren bringer sin Mappe, de Gamle vifte sig, de Unge sladdre; der dandses Polka af fire smaa Abe-Herrer.)

Mel.: »Eisele, Beisele«.

ELIMAR

Mens under Dandsen Hver gjør Cour,

Jeg lister mig til Fuglens Buur;

Beundre vil jeg meer og meer,

Og faae tilsidst en lille Fjer!

(nærmer sig Buret).
HENRIK (til en ung Abinde).

De har et Smiil og en Maneer,

Saa man er ikke Skabning meer;

Fra Vesterbro til dette Sted,

Er De min første Kjærlighed!

(Elimar er kommen hen til Buret, har sagte aabnet det, og idet han strækker sin Haand derind, sætter Fuglen sig paa den; i samme Øieblik lyder et stort Brag, og Elimar med Buur og Fugl synker i Jorden. Alle fare forfærdede mellem hverandre.)
CHOR

Mel. af den Stumme: »Afsted, vi Hævn vil tage!«

O Skræk! Fugl Phønix røvet!

(farer ind paa Henrik)

Ha Frække! Vee Dig, Vee!

En Voldsdaad her er øvet!

O Rædsel! – Hvad vil skee!

HENRIK (paa samme Tid.)

O Vee! reent gaaer mig Modet!

Jeg dræbes! Herre, kom!

Det koger mig om i Blodet,

Jeg bliver – vist skabt om!

(forvandles til Abe, men i samme Øieblik sees den lille Nisse paa Stolen tæt ved ham; Nissen griber hans Arm, støder i sin Pibe og begge synke i Jorden under Lyn og Torden, som forøger den almindelige Forvirring.)

Tredie Act

Hos Aandernes Konge

(Han sidder paa sin Throne; ideale Aander dandse og synge.)

Første Scene

CHOR

Mel. af: Liden Kirsten: »Vi spænde op Hjelmen af Guld.«

Hil Dig vor Drot! modtag vor Sang,

Den er ei lang! –

AANDERNES KONGE

Særdeles smukt! men gjem noget til imorgen, det er min Fødselsdag!

(Choret gjentages, idet Skaren dandser bort.)

Anden Scene

PAMPHILIUS. AANDERNES KONGE
PAMPHILIUS

Tre Visitkort.

AANDERNES KONGE (seer paa disse.)

»Afdøde anonyme Forfatter til »Hr. Rasmussen« og »Skinnet bedrager«« han er her udenfor; det er ganske interessant! men lad ham vente. »Kirsten Piil, regjerende Kildenymphe for Tivoli kom«. Stakkel, hun er sat noget tilbage. »Trolden Klat, Professeur de la Magi!« – Jeg glæder mig til at see dem, men først til Gratulationen imorgen, og med Presenter; jeg holder meget af Presenter. Jeg har endnu nogle fra ifjor. (Viser en Gliedermann.) Det er charmant tænkt. (leer.)

PAMPHILIUS

En ypperlig Tanke. (leer)

AANDERNES KONGE

Og Du kjender ikke hans Historie; den er et heelt Eventyr, men det er ikke trykt endnu.

»Der var to Brødre, der gik ud i Verden, for de vilde komme frem. Midt paa Landeveien laa der et stort Huus, og paa Skiltet stod skrevet, at det var det store Dannelseshuus, hvor man i syv Aar maatte gaae i Lære, men saa blev man ogsaa rigtig dannet. »Jeg gaaer ad Skoven til«, sagde den Ene og saa gik han, »og jeg gaaer ind i Dannelseshuset!« sagde den Anden, for han vilde nu være saa sikker paa det. »De maa først lære at staae ordenlig paa Benene,« sagde de til ham derinde; »første Position,« og saa stod han i første Position. »Tale er Sølv, men tie er Guld!« sagde de til ham, og saa taug han reent stille; »ikke tænke paa Dem selv saa man seer det, Øinene lige ud!« og saa var Øinene lige ud. – »Ikke Benene saadan naar De gaaer! jeg maa nok have en Snor i dem!« og saa fik han en Snor i dem; »Ikke Armene saa! en Snor i dem,« og der blev trukket, og han slog ud, og saa var han dannet! og saadan saae han ud! – (viser Gliedermannen.) ham er det!

PAMPHILIUS

Og den anden Broder, ham der gik ind i Skoven.

AANDERNES KONGE

Der var saa velsignet og rart, alle Fuglene sang! – (Man hører udenfor Themaet af Lucia: Fugl-Phønix’s Sang.) sang, som nu! – hvad er det! – hør!

(Pamphilius iler ud.)

Tredie Scene

AANDERNES KONGE (lytter et Øieblik, lægger Haanden paa Hjertet og begynder derpaa ganske sagte, og derpaa stærkere og stærkere at synge til Fuglens Melodie.)

Disse Toner, denne Stemme

I min Hjerte længst har hjemme;

Ak, Erindringer de gjemme,

Straaler om Bravallas Navn!

Fjerde Scene

PAMPHILIUS. AANDERNES KONGE
PAMPHILIUS

Herre, Feen Bravalla, Fugl-Phønix i det gyldne Buur! Zephises Søn er Overbringeren.

AANDERNES KONGE

Bravalla! – jeg bliver nerveus! – tal ikke om dette Øiebliks Svaghed. Ikke en enkelt Fjer, men hele Fuglen selv bringes mig! – det var en dristig Tanke. Lad den komme! nei! – Fugl Phønix bringes ind i Solgemakket, der synker Fjedderhammen, der staae hun igjen i sin Magt og Skjønhed, der mødes vi! Ingen Ydmygelse!

PAMPHILIUS

Og Zephises Søn!

AANDERNES KONGE

Modtager jeg! sørg Du for lille Nissen!

(Pamphilius gaaer.)

Femte Scene

AANDERNES KONGE. (strax derpaa) ELIMAR og HENRIK, (denne har Abe-Ansigt og Abe-Manerer.)
AANDERNES KONGE

Var det imorgen, saa havde det været paa min Fødselsdag.

Mel. Slutnings Thema af Sonnambula.

ELIMAR (knæler, Henrik aber efter.)

Aanders Herre! tør jeg vove

Dig at takke, Dig at love!

Tak for Guld og grønne Skove,

Tak for Gave, tak for Gunst!

AANDERNES KONGE

Vær velkommen i mit Rige.

ELIMAR

Tør jeg vove, bede, sige,

Frels først den Ulykkelige,

Fra den fule Trolddoms Kunst!

(peger paa Henrik.)
AANDERNES KONGE

Jeg forstaar nok hvad Du mener.

Denne Abe er din Tjener,

Jeg ham Skikkelsen forlener,

Den han fordum fik og bar.

ELIMAR

Aanders Herre, høit i Sale,

Vover jeg til Dig at tale,

Vover mig at anbefale,

Du min Fremtids Lykke har.

(Aandernes Konge bøier Henriks Hoved mod Vandfadet og gyder en Skaal Vand over ham. – Henrik springer op med et Skrig, han har mistet Abemasken, og har igjen sine sædvanlige Manerer.)
HENRIK

Føi for Satan, er det Maade!

Flipperne blev ganske vaade.

(forskrækket)

Ak tilgiv mig, Deres Naade!

Er nu Abekatten væk?

AANDERNES KONGE. ELIMAR

Du staar gjenfødt. See i Speilet!

HENRIK

O, jeg er som overseilet!

Har jeg mod Respekten feilet,

Det er skeet af bare Skræk.

Jeg er let i alle Lemmer!

Gamle Henrik jeg fornemmer!

Aldrig jeg den Reise glemmer,

Men Pointet nævnes ei!

Heisa, hopsa, falderalle!

Alle Sorger, alle, alle,

Ere glemte, jeg maa tralle,

La, la, la, la, la, la, hei!

(dandser rundt.)
AANDERNES KONGE

Han er let i alle Lemmer o. s. v.

ELIMAR

Aanders Herre, tør jeg vove,

Dig at takke, Dig at love!

Meer end Guld og grønne Skove,

Gav Du mig! tak for Din Gunst!

ELIMAR

Henrik, Du glemmer hvor Du er! tak Aandernes Konge!

AANDERNES KONGE

Han syntes mig interessantere i sin forrige Skikkelse! men nok derom. (til Elimar.) Og, hvad Dig angaaer, og hvorfor Du er kommet her, jeg veed det, spar din Tale! Din Fader gav jeg sex kostelige Billedstøtter, Du skal erholde den syvende og sidste, som overstraaler alle de Andre, –

ELIMAR

Lad mig synke for Dine Fødder.

AANDERNES KONGE

Ikke tale! det er mig der har Ordet! – Du har allerede seet Beviis paa min Deeltagelse! jeg aabnede Dig den underjordiske Hvælving, jeg lod den lille Nisse føre dig derned, og gav ham den Pegl Ønske-Nødder, som han meget fornuftig har benyttet; jeg har stor Deel i Alt. Du vil erholde den syvende Statue, den der er meer end Perler og Guld!

HENRIK

Det skulde ikke være en lille ottende, deres Majestæt! –

AANDERNES KONGE (vedblivende til Elimar).

Een Betingelse gjør jeg; før Du erholder den syvende Statue, maa Du bringe mig en attenaarig Pige, smuk, god og uskyldig, et Mønster for hver Qvinde, Een, som aldrig har sagt en Usandhed. –

HENRIK

Tak! – Ja tag mig saa Statuen! – Det gaaer aldrig, Deres Majestæt! jeg kan mærke, at De ikke kjender Fruentimmerne; ryk ud med Statuen, hvad er saadant et lumpent Postament for en Stormægtighed, som Deres keiserlige Høihed? –

AANDERNES KONGE

Stille! (til Elimar.) Du tør ikke forelske Dig i hende; uopholdelig bringes hun til mit Jord-Palads; dvæl ikke! Dag eller Time, hver Dvælen bringer Jammer over Dig, og giver Du hende ikke godvillig i min Magt, da maae Du øieblikkelig døe! – Du sværger det!

ELIMAR

Jeg sværger det!

(Tordenen ruller.)
HENRIK

Hu, hvor det rumler i Majestæten!

AANDERNES KONGE

Du, eller hun!

ELIMAR

Jeg eller hun! Men, Herre, selv om det nu bliver mig mueligt at finde en attenaarig Pige, smuk, god og uskyldig, et Mønster for hver Qvinde, hvorledes kommer jeg da efter, om hun aldrig har sagt en Usandhed, selv om kun i Spøg, dog altid en Usandhed?

HENRIK

See Skudsmaalsbogen!

AANDERNES KONGE (til Elimar).

Du har Ret, jeg maa give Dig et Middel til at kjende Qvinden.

HENRIK

Deres Gjennemsigtighed! lad ham spørge mig! han er saa uskyldig, jeg kjender bedre Fruentimmer-Kneb.

AANDERNES KONGE

Nu vel, du sige ham det! – (til Elimar) hvor Du møder en ung smuk Pige, grib hendes Haand, og er hun ikke uskyldig, tro og sanddru, har en eneste Løgn besmittet hendes Læbe, da vil electriske Gnister gjennemfare denne Yngling, det vil virke, som Gigt i alle hans Lemmer. –

HENRIK

Nei, Deres Forfærdelighed, det holder jeg ikke ud, jeg taaler hverken electriske Albustød eller Flyve-Gigt.

AANDERNES KONGE

Et Menneske udholder mere, end det troer. Du er indviet!

HENRIK

Om Forladelse! (vil ud.)

ELIMAR

Hvorhen!

HENRIK

Jeg faaer saa ondt!

AANDERNES KONGE

Du bliver.

HENRIK

Men Deres keiserlige Høihed! jeg er ingen Aande-Krop! jeg er et menneskeligt Væsen, med Hjerte, Lunge, tilstrækkelig Mave o. s. v. o. s. v.! jeg kan ikke tjene, som Electriseer-Maskine!

AANDERNES KONGE

Stille! Der venter Dig ogsaa Glæder, usigelige Glæder, salige Fornemmelser; findes en Qvinde, uskyldig, tro, sandru og som aldrig har løiet, –

HENRIK

Vi have bragt Fugl Phønix, og der er kun een!

AANDERNES KONGE

Hør mig! – findes en saadan Qvinde, da vil Du opfyldes af Salighed, dit Øie vil lee, din Læbe synge, dine Fødder bære Dig i Dandsens Lykke! –

HENRIK

Dandse, Deres Majestæt! Dandse naar Gigten har gjort mig til Hospitals-Lem! –

ELIMAR

Jeg vil sørge for din Fremtid!

HENRIK

Ja, naar jeg ligger i min Grav!

AANDERNES KONGE

Det er min Villie! – Pamphilius!

Sjette Scene

PAMPHILIUS. DE FORRIGE
AANDERNES KONGE

Lad de to gamle Drager, som høre til min Gallavogn, spænde for, det er to stadige Dyr.

PAMPHILIUS

Mægtige Hersker, det er ikke mueligt! den ene har brækket venstre Vinge, og den anden kan ikke længer spye Ild.

AANDERNES KONGE

Hvad gjør vi da! Ah! tag den ene af de smaa Luftballoner, men lær først den lille Nisse at styre den. Hvor Ballonen daler, søg der din Lykke. Ifører Eder hver den kostelige Klædning, jeg giver Eder til Erindring om dette Besøg; den vil kunne bæres og slides endnu af Eders Børn i tredivte Led; Jeg skal ogsaa sørge for godt Veir.

(Pamphilius gaaer.)
ELIMAR

Jeg føler Mod og Begeistring! snart bringer jeg Dig den skjønneste, den bedste af alle Qvinder. (Bøier sig dybt og iler ud.)

Syvende Scene

DE FORRIGE uden ELIMAR
HENRIK

Og jeg, Deres keiserlige Majestæt, jeg gaaer uden Mod eller Fornøielse; det bliver en Tour fra Pinebænk til Pinebænk.

AANDERNES KONGE

Underlige Menneske, er det at være saa frygtsom!

HENRIK

Ja, Deres Høiaandelighed kan sagtens tale, men det er mig, det gaaer ud over. Saa maa jeg bede om en overordenlig Constitution, for ellers holder jeg det ikke ud, der bliver ikke en Pille Fedt paa mig, Grethe vil ikke kjende mig igjen!

AANDERNES KONGE

Grethe! hvad er det for en Person?

HENRIK

O, en mageløs Pige! der er ikke fra Valby til China hendes Lige. Hun er min Forlovede.

AANDERNES KONGE

Du kan engang presentere hende for mig!

HENRIK

Nei, Deres Majestæt! – allerunderdanigst! – det gaaer ikke an, jeg vil nok beholde hende selv. Nei, bliv paa Jorden og ernær Dig redelig! det er hendes Sprichwort. Grethe beholder jeg selv.

Mel. Sjung liten fogel.

Min egen lille Grethe jeg altid seer,

Det er en Pige at kjende,

Der er i Verden vel Grether fleer,

Men ingen Grethe, som hende;

Hun er saa frisk som en Rosenknop,

Og dog kun en Kokkepige,

Men en der er til at spise op,

Selv det er for lidt at sige!

Hun er saa nydelig, klog og rar,

Forlovet blev vi med Ære.

Hver, som i Verden sig en Grethe har,

Forstaaer hvad min Grethe kan være.

Min lille Grethe jeg altid seer,

Det er en Pige at kjende,

Der er i Verden vel Grether fleer,

Men ingen Grethe, som hende!

AANDERNES KONGE

Gratulerer! Du skal komme hjem igjen endnu smukkere end Du er!

HENRIK

Kan jeg stole paa det, Deres Majestæt!

AANDERNES KONGE

Som paa din Grethe!

HENRIK

Ja! ja saa, Deres Keiserlighed!

(gaaer under mange Complimenter.)
AANDERNES KONGE

Pamphilius!

Ottende Scene

PAMPHILIUS. AANDERNES KONGE
AANDERNES KONGE

Bring mig nogle af de nyeste Bøger fra Leiebibliotheket, helst noget rigtigt skandaleust fra Jorden – – – og saa kan Du ryge lidt her; man mærker strax her har været Mennesker.

(gaaer under Torden og Lyn fulgt af Pamphilius.)

Niende Scene

Luft-Egn

Ballonen svæver frem over Skyerne. Henrik og Elimar i prægtige Klæder; Nissen svinger to Faner. Elimar med en lang Kikkert, Henrik med Lorgnet og Theaterkikkert, som han skifteviis bruger.

Mel. Carnevalet i Venedig.

ELIMAR og HENRIK

1.

Vi flyve over Skyen,

See ned paa Land og Stad;

Rødtaget ligger Byen,

Som kogte Krebs paa Fad!

ELIMAR

Jeg har en deilig Kikkert,

Jeg øiner Alt hvad skeer!

HENRIK

Og man seer Alting sikkert,

Naar ovenfra man seer.

2.

Europa som en Jomfru,

Passere vi forbi,

See Spanien er Hoved, Hun er catholsk deri.

ELIMAR

I Frankrig sidder Hjertet,

Det har man mig fortalt.

HENRIK

Og Tydskland det er Maven,

Men der – der er det galt!

HENRIK

3.

Nu seer man kun af Jorden

En lille sølet Egn,

Det er vist Kongens Nytorv,

Hvor der er faldet Regn.

ELIMAR

Men siig mig, hvad er dette,

Der flyver som Vind forbi,

HENRIK

O, det er Mængdens Mening,

Der er ingenting deri.

(En Stork kommer flyvende.)
HENRIK

Herre! der kommer en Stork! den hviler paa Ballonen; god Dag, Peter! – Vil Du tage Brev med til Grethe! bare et Par Ord: Vesterbro Nummer 17, ind af Vinduet ved Vadsken! – Han nikker, Herre! han knæbbrer! – Farvel Peter! hils Grethe! Ah Herre, der gaaer Flyveposten.

ELIMAR

Det bliver koldt heroppe

Vi maa tage Kapper paa!

HENRIK

Jeg seer som Sukkertoppe

To Bjerge i det Blaa!

BEGGE TO

Der ligger en By med Taarne,

Dem aldrig før jeg saae,

De stande saa høivelbaarne

Som noget Taarn kan staae.

(Ballonen forsvinder i Skyen).

Fjerde Act

Sandhedens Land

NB. Alle de her optrædende Indvaanere ere meget ceremonielle, uendelige med Complimenter, men afmaalte, og af et helligt Udseende o.s.v.

Byens Torv

Første Scene

I Baggrunden ligger Slottet; der og i alle Huse seer man Vinduesgardinerne nede, Skudderne lukkede og Jernstænger for. Hjerterknægt med en stor Kikkert, kommer fra Slottet; en Lærd, ligeledes med Kikkert, kommer fra den modsatte Side, de betragte en Gjenstand i Luften og løbe imod hinanden.
BEGGE TO

Om Forladelse! (see igjen opad, og saaledes hele Scenen).

DEN LÆRDE

Den daler.

HJERTERKNÆGT

Den daler, men langsomt.

DEN LÆRDE

Og De antager, at det er –

HJERTERKNÆGT

Den flyvende Hollænder!

DEN LÆRDE

Nei, Fuglen Rok! det er noget Virkeligt dette; den flyvende Hollænder er jo noget Aandevæsen.

HJERTERKNÆGT

Og det er det ogsaa! »Aandernes Eiendom« staaer der i Skroget. Jeg kan læse det, jeg har en god Kikkert; det er Hjerterkonges!

DEN LÆRDE

De dale paa Hønsetorvet.

(løber ud.)
HJERTERKNÆGT

De dale paa Sandhedens Plads; jeg bliver. (trækker sig tilbage).

Anden Scene

Ballonen daler med ELIMAR, HENRIK og NISSEN.
NISSEN

Vær saa god og staa i Land. (Elimar og Henrik stige ud) Jeg kommer med Ballonen, naar jeg hører Signal!

ELIMAR

Hvilken underlig Stad! Alt er saa stille i Gaderne, det er som om det var de Dødes By!

NISSEN (idet han flyver i Ballonen.)

Farvel! god Lykke!

ELIMAR

Tak, min lille Luftskipper! – ja, jeg har jo Signalpiben! (til Henrik) naa, min Ven, hvorfor saa alvorlig? Synes Du ikke om det her?

HENRIK (med et trist Blik den hele Scene igjennem)

Herre, for mig blomstre ingen Roser meer!

ELIMAR

Vær dog intet Barn! det gjælder jo ikke Livet. Det hele er en Prøve.

HENRIK

Ja, men jeg er Prøvekluden! – De kan sagtens, Herre, men jeg – Uh! jeg er allerede saa ladt med Electricitet, saa at Hofteskaalerne løbe over; see, hvor det gaaer mig ud af Fingrene. Ritsch! Ritsch! det er et heelt Batteri! –

ELIMAR

Tie dog stille, og gaae hen og ring paa Portklokken der, at vi kunne faae at vide, hvor vi ere.

HENRIK

Saaledes gaaer Fortvivlelsens Offer.

HJERTERKNÆGT (træder ham imøde.)

Om Forladelse, Fremmede! ved hvilken Troldoms Magt ere I komne her til og hvad forlange I af os?

HENRIK

I taler dansk! Herre, han taler kjøbenhavnsk Dansk!

HJERTERKNÆGT

I vort Land tales alle europæiske Sprog, og det er en Lov, at Konge og Folk hver Maaned tale et forskjelligt; i denne Maaned tales der Dansk.

HENRIK

Det var forbandet heldigt! – Skjøndt vi tale ogsaa alle Sprog lige godt.

ELIMAR

Høistærede! vil De være saa god at sige mig, hvor vi egentlig ere.

HJERTERKNÆGT

Du befinder Dig paa Ærbarhedens Ø, i Sandhedens Rige, Landet for de rene Sæder! Din Fod betræder vor Hovedstads Torv!

ELIMAR

Glæd Dig, Henrik! vi ere ved vore Ønskers Maal!

HENRIK

Gid vi vare langt fra det!

HJERTERKNÆGT

Her er vor Beherskers Slot, jeg er kun hans ringe Tjener.

HENRIK

Han er kun en Tjener og han dutter. Saa det er de rene Sæder!

ELIMAR

Vil Du melde mig hos Beherskeren. Jeg er kommen vidt igjennem Luften over Hav og Bjerge.

HENRIK

Det er Prindsen fra Oprigtighedens Land, og jeg er hans tro Reisemarskalk. Vi komme i en ny Slags Luftmaskine, isoleret fritflyvende Locomotiv, ogsaa kaldet Luft-Dampskrueskib.

ELIMAR

Jeg kommer til Eders Land for at hente mig en Brud, skjænke hende min Kjærlighed og min utrolige Rigdom.

HJERTERKNÆGT

Dine Hensigter ere redelige! jeg skal nøiagtig foredrage det for Beherskeren.

ELIMAR

Gjør mig nu ogsaa bekjendt med Dit Lands Brug og dets Eiendommeligheder.

HJERTERKNÆGT

Paa vor Ø vil Du aldrig møde Kiv eller Strid; vi have ingen Forbindelse med andre Lande, aldrig give vi Gilder eller Feste; vi glimre kun ved Dyd og Sandhed.

HENRIK

Det var satans!

HJERTERKNÆGT

Eensomt er det i vore Gader, vi gaae kun ud, naar det er høist nødvendigt; i vort Hjem sidde vi og tænke kun paa vore Medmenneskers Fortjenester og opsende Takkebønner. Intet letfærdigt Ord gaaer over den unge Mands Læber, og Løgnen straffes med stor Strenghed, alt efter dens skadelige Følger; dog er man mere overbærende mod Fruentimmer end mod Mænd. Bagtalelse kjende vi kun af Navn her paa Sandhedens og Ærbarhedens Ø.

HENRIK

Men tør jeg spørge, naar nu nogen i al Ærbarhed stjæler, bliver han saa taget?

HJERTERKNÆGT

Den, som feiler, maa straffes.

HENRIK

Og faaer sine fem og tyve?

HJERTERKNÆGT

Vi slaae kun Klæderne, ikke Personen, og just det er den største Straf.

HENRIK

Det gjøre vi ogsaa; vi slaae Klæderne, men Personen maa have dem paa.

ELIMAR

Hvorledes er det med Hensyn til Eders Ægteskaber?

HJERTERKNÆGT

Alle unge Piger blive gifte i deres tyvende Aar, og før den Tid tør ingen af dem gaae alene ud, de maae i det mindste være Fire og ledsages af to bevæbnede Mohrer. De see aldrig Balletter, hvori dandses med snevre »Tilladelser«. (gjør en betegnende Bevægelse) De straffes for hver Naivitet, eftersom Naiviteten er Fordærvelsens Bro; de læse kun krigerske Sange, da disse altid ere ærbare, og de tør ikke tale med Drenge af samme Alder i Skoletiden.

ELIMAR

Jeg beklager de Ulykkelige.

HJERTERKNÆGT

Beklager! Udtal ikke dette Ord for vor Behersker, hos hvem jeg vil melde Dig. I Sandhedens Land kan kun Den beklages som ulykkelig, der er blind for vor mageløse Lykke. (gaaer).

HENRIK

Det var en rigtig Fisk! –

Tredie Scene

DE FORRIGE uden HJERTERKNÆGT. Lidt efter komme fire beslørede UNGE PIGER, ledsagede af to MOHRER.
ELIMAR

Af Alt, hvad han sagde, faaer jeg ikke stort Haab om at finde her en Pige, som den, jeg skal bringe til Aandernes Konge. Dog, der komme nogle Fruentimmer, jeg vil forsøge min Lykke! Henrik, vær nu den standhaftige Tinsoldat! (til den nærmeste af de unge Piger) Tilgiv en Fremmed, der vover at tiltale en Skjønhed, som Sløret ikke kan skjule.

DEN UNGE PIGE

En høflig Mand.

DEN ANDEN

Hvilken sælsom Dragt.

ELIMAR

Tør jeg efter mit Lands Skik vove at kysse Deres fine Haand.

HENRIK (farer op)

Au! Au!

ELIMAR (seer paa Henrik og bøier sig for den næste)

Mel.: »Il pescatore!«

Tør jeg Din Skjønhed love.

DEN ANDEN UNGE PIGE

Mange Tak!

ELIMAR

Tør jeg et Haandkys vove?

HENRIK

O, jeg knak!

DEN ANDEN UNGE PIGE

Jeg altid lyde bør!

HENRIK (idet Elimar kysser den Andens Haand)

Au! i Marv og Been det farer!

Herre, det forlænge varer!

Hu! uh! jeg døer!

DE FIRE JOMFRUER(see paa Henrik).

Min Gud, hvad feiler Manden?

ELIMAR

En Idee!

DE FIRE JOMFRUER

Han er nok fra Forstanden!

HENRIK

Herre je–!

ELIMAR

Begge her jeg hilser nu.

(nærmer sig de to Andre).
DE TO SIDSTE

Lydig bør en ung Pige være,

Derfor i al Tugt og Ære –

(de række ham hver Haanden).

HENRIK

Hu, uh, uh, uh!

(styrter om, Pigerne skrige af Forskrækkelse og flygte, fulgte af de to Mohrer.)

Fjerde Scene

ELIMAR og HENRIK
HENRIK

Mel. af Preciosa: »Eensom er jeg« etc.

Herre, hvad skal Enden blive!

Her De Sandheds Offer seer.

Jeg er ikke meer ilive,

Dersom her skal prøves fleer!

ELIMAR

Stakkels Henrik! det gjør mig ondt for Dig!

HENRIK

O Herre, jeg bliver aldrig Menneske mere. De to sidste Jomfruer, de maae have løiet mange Aar før de kom til Verden, det er ikke muligt andet!

ELIMAR

Det er næsten ogsaa utænkeligt at skaffe hvad Aandernes Konge fordrer! dog, jeg opgiver ikke Haabet!

HENRIK

Men jeg opgiver Livet!

ELIMAR

Vil Du, at vi skulle drage til et andet Land?

HENRIK

Det kan ikke hjelpe! de lyve allevegne. Jeg kjender Verden, jeg er ikke som Keiseren i Eventyret, der troede saa lidt paa Løgn, at han lovede sit halve Rige og sin Datter til den, der kunde sige en Løgn.

ELIMAR

Og der var nok, som meldte sig?

HENRIK

Ja, men han troede dem Allesammen! Hele Landet lagde sig efter Løgn, alle Embedsmænd, Smaa og Store; men Keiseren troede alt hvad de sagde og Datteren blev aldrig gift, og Keiseren døde af Løgne-Længsel, Sorg over aldrig at høre en Løgn, – og Løgn er hele Historien!

Femte Scene

DE FORRIGE. HJERTERKNÆGT MED TO BEVÆBNEDE
HJERTERKNÆGT

Fremmede! Landets Hersker kommer i dette Øieblik for her paa Torvet at holde Ret, og ved den Leilighed kan Du blive forestilt og fremføre dit Ønske!

ELIMAR

Modtag min dybeste Tak!

HJERTERKNÆGT

Der er givet Befaling til at din Tjener føres i Daarekisten, og lægges i Lænker, da han har teet sig som en Rasende.

HENRIK

Jeg i Daarekisten, jeg Sandhedens Apostel! jo vi ere rigtig nok kommet til Sandhedens Rige, vi ere komne lige lukt ind i Løgnens Land!

HJERTERKNÆGT

Din Tale er Vanvid!

ELIMAR

Han er min Tjener! Ingen har Ret over ham uden jeg, og jeg indestaaer for hans Forstand og hans rolige Opførsel i Fremtiden.

HJERTERKNÆGT

Vel! men ved første ny Anfald fuldføres Befalingen.

ELIMAR

Henrik, altsaa vogt Dig!

HJERTERKNÆGT

Følg mig, Fremmede og nyd Vederqvægelse i Beherskerens Bolig, det er Landets skjønne, hæderlige Skik!

ELIMAR

Henrik, vogt Dig!

(gaaer med Hjerterknægt.)

Sjette Scene

HENRIK (alene).

Ja, tal De ikke, Herre, jeg skal nok blive i Skindet. Jeg ulykkelige Menneske! jo, vi have vel reist! Hvad gjør jeg dog! (raaber op i Veiret) Ballon! lad Ballonen gaae ned! jeg vil hjem! Hr. Nissen! lille Hr. Nissen! ak, han hører ikke! gid jeg kunde komme bort! jeg siger Tjenesten op, det gaaer ikke i dette Land, det gaaer ingen Steder, selv om vi kom op i Maanen.

Mel. Mary Blane.

De lyve Allesammen,

Enhver paa sin Maneer,

Løgn er der i Madammen,

Løgn i hver Cavaleer!

Elsk Du kun høit din Næste,

Stem i med god Attest,

Men tro selv ei den Bedste,

Saa troer Du allerbedst!

Det er en Løgne-Rede

Den søde, runde Jord!

Dog er her godt hernede,

Og det er Sandheds Ord;

Man veed jo, hele Krammen

Har her ei Blive-Sted;

De lyve Allesammen,

Og jeg – jeg lyver med!

Nu gaaer Brandtrommen! der kommer Landets Behersker. Jeg har seet ham i et Spil Kort før, men der var han Trumph, nu skal vi see hvad han her gjælder!

Syvende Scene

HJERTERKONGE med sin Datter føres i Triumph, ledsaget af Hoffet og det hele Folk; under Chorets Afsyngelse kommer ELIMAR og HJERTERKNÆGT.
CHOR

Mel. af Ravnen: Hil Dig Millo.

Hil Dig Konge, sandhedskjære!

Stor i Aand og i Person!

Dig al Jubel, Dig al Ære,

Med Trompet og med Kanon!

HJERTERKONGE

Oplyste, dannede Pøbel af den høiere og ringere Stand! jeg har ladet Eder forsamle her, for at I skulle være et lysende Vidne til min mageløse Retfærdighed, og til at beskue en Skabning, en Pige, det er forfærdeligt at udsige Ordene! en Pige, der allerede i lang Tid ved Manerer og endelig ved Ord, har traadt dette Lands Skik og Brug under Fødder!

ALLE

Leve Beherskeren!

HJERTERKONGE

Dog før Forhænget hæves til denne os ubehagelige Scene, fører den Fremmede for mig.

(Hjerterknægt bringer Elimar og Henrik.)
HJERTERKONGE

Vær os velkommen, Fremmede! Du er altsaa en Prinds fra Oprigtighedens Land? Men hvad er det for en bedrøvelig Skikkelse ved din Side?

ELIMAR

Det er min Tjener!

HENRIK

Henrik hedder jeg!

HJERTERKONGE

Det er en pudsig Fyr, jeg maa lee af ham. Ha, ha, ha! (til Folket.) Man lee! (Alle lee.)

HENRIK

Det er en dum Nation.

HJERTERKONGE

Og nu til Sagen; jeg har hørt at Du her af Landets Døttre vil vælge Dig en Brud; da Du behager mig og er af Stand, saa see paa min Datter. Det er hende med Guld-Tulipanen i Haanden.

PRINDSESSEN

Fremmede! vant til at lyde min høie, vise Fader, rækker jeg Dig med Glæde Haanden, og jeg seer i dit Øie, at Du er det værd.

(Henrik farer sammen af Smerte idet hun berører Elimars Haand; Elimar seer det, kysser Haanden og slipper den.)
PRINDSESSEN

Han behager mig!

Ottende Scene

ANNA. VAGT. DE FORRIGE
ANNA (iler ind, hun er i en let hvid Dragt og med udslaget Haar. Til Vagten.)

Slip mig, I grusomme Mennesker! (kaster sig foran Thronen.) Høie Herre! hvad har jeg gjort? Hvorfor mishandle mig saaledes? Jeg er en stakkels Pige, uden Forældre, uden Venner, jeg har ikke gjort noget ondt! jeg veed det, jeg er uskyldig!

HJERTERKONGE

Frække Fruentimmer! Hvor tør Du vove at træde for mine Øine før jeg kalder Dig! – Afskyelige Qvinde, der er kun een Mening om Dig i den hele Stad!

ANNA

Men hvad har jeg da gjort?

HJERTERKONGE

Bagtalt! løiet!

ANNA

Nei, det har jeg ikke gjort. Det er de hæslige Mennesker, det er Bispen, det er Sædeligheds-Generalen, det er Borgemesterens Frue og de fæle, letfærdige Sønner!

HJERTERKONGE

Uhørte Frækhed! (til Folket) man ærgre sig med mig. (Pause) Nei, man ærgre sig ikke, det vilde være upassende om vi for denne Forbryderske ærgrede os. (til Anna) Din Fader, den engelske Capitain strandede med sit Skib paa vore Kyster; han fandt sin Død i Bølgerne og vi optoge Dig, Du Forældreløse; Du fik Lov til at sye, baldyre og gaae til Haande i Hovedstadens første Huse; og Du Naadsensbarn lønner med at lyve og bagtale, sige, at Sandheden er ikke stor i vort Land, at der i vort huuslige Liv er Falskhed og Forstillelse! Du belyver Ærbarhed, Uskyldighed! horrible! Man gribe hende, sætte hende i en lille Baad, skyde denne ud paa det vilde Hav og overlade hende til sin Skjæbne.

HJERTERKNÆGT

Før hende bort!

ELIMAR

Hvor hun er smuk! hvor hun seer god og uskyldig ud! en uimodstaaelig Magt driver mig til at prøve hende. Stands! tillad mig Herre, at gjøre denne Pige et eneste Spørgsmaal.

HJERTERKONGE

Det er tilladt!

ELIMAR

Kjære Barn! har Du Tillid til mig?

ANNA

Ak ja! Du seer saa mild ud, Du synes et godt Menneske!

ELIMAR

Giv mig din Haand! (hun rækker ham den).

HENRIK (dandser jublende om).

Mel. Nummer tre.

Heisa, hopsa, Blasen sprang,

Det var rigtigt denne Gang,

Herre, Herre hold nu fast!

Lykken kom i største Hast.

Det er Pigen from og reen,

Jeg maa kysse hver en Een,

Jodle, svinge, bruge Been,

Tralla lalla lala la!

(omfavner Prindsessen og Hofdamerne, der daane af Forfærdelse.)
ANNA (under Sangen til Elimar).

O tag Dig af mig! jeg er uskyldig!

ELIMAR

Ja, det er Du, kjære Pige! Sandhed eier Du i Ord og Aasyn, friske Lillie fra Libanon!

HJERTERKONGE (til Folket).

Har I forstaaet hvad han siger.

ALLE

Jo.

HJERTERKONGE

Jeg har ikke! I forstaae ham heller ikke.

ALLE

Nei!

HJERTERKONGE

Vanvid er over Herre og Tjener.

ELIMAR

Hør mig, Sandhedens Konge! jeg opgiver hver Qvindes Haand i dette Land, kun giv mig denne Pige, jeg fører hende til mit Hjem!

PRINDSESSEN

Afskyelige Mandfolk!

ALLE

Rædsomt!

HJERTERKONGE

Stille! man tier! det hele Folk tier! Gaa! Forblindede! eftersom Du vover at lønne min Gjæstfrihed med Utaknemmelighed. Du har drukket mit Theevand, betraadt min Stue! saa fortjener Du Straf, og Straffen være, at Du faaer hende, og at I øieblikkelig forlade dette Sandhedens og Ærbarhedens Land og gjøre os aldrig den Skam at komme igjen!

ELIMAR

Modtag min Tak (blæser i Signal-Piben).

HENRIK

Det endte godt, de fik hinanden. (Ballonen daler) Admiral, let Anker!

NISSEN

Her er jeg. Stop!

ELIMAR

Og nu Anna, kom! frygt ikke!

HENRIK

Er ikke Retfærdighed her paa Jorden, saa maa man gaae tilveirs efter den.

ELIMAR

Konge! Du veed ikke, hvilken Perle jeg fører fra dit Rige! Du aner ikke dens Værd! (Ballonen stiger med Elimar, Anna, Henrik og Nissen, medens Orchesteret spiller Baccarolen af Maria; imidlertid siger:)

HJERTERKONGE

Ikke see efter dem! det hele Folk slaae Øiet ned! det hele Folk vende Tanken derfra, Folket see paa mig og synge til min Priis, Ærbarhed og Sandhed!

CHOR (som før).

Hil Dig Konge o. s. v.

(De knæle om ham.)

Niende Scene

Værelset paa Vesterbro

GRETHE (kommer).

Ak! det er en lang Tid at være uden Kjæreste og uden Herskab! Jeg kan ikke taale at see i Almanakken hvad man skriver! jeg skulde næsten troe at det var Foraar, men jeg veed det ikke; men det veed jeg, at det er det værste Søle paa Gaden, og saa har jeg saadan en underlig Længsel.

Mel. Kommer ei Vaaren.

1.

Ak Vintren er lang og min Sorg som den,

I Vaaren først kommer min elskede Ven.

Men naar er Vaaren? Jeg længselfuld staaer,

Naar Storken kommer saa er det Vaar!

Jeg spørger: Kommer snart Storken?

2.

Jeg drømte i Nat om min Hjertensven,

Paa Storken han reed og kom hjem herigjen,

Saa fiin i Manerer, i Klæder og Snit,

Med Guld i Lommen og Alting var mit.

Jeg spørger, kommer snart Storken?

(en Stork sætter sig i det samme ned i det aabne Vindue).

Ak ja! der er den! den sidder lige i Vinduet! det er igjen Trolddom, eller det er et tamt Dyr! den nikker, den knæbbrer! jeg kan ikke forstaae Dig! Den har noget om Halsen, det seer ud, som et Brev! ak, naar jeg turde troe, at den var Postbud! (tager Brevet, og læser Udskriften): «Grethe Jensen, Jomfru!« ja, det er mig! og fra Henrik! ak det velsignede Dyr! havde jeg bare en lille Snog eller en lille Frø, han skulde faae den. Hvad bringer Du mig næste Gang? (Storken knæbbrer) Jeg kan ikke forstaae Dig. (Storken bøier Hovedet ned og viser hende to smaa Svøbelsebørn) I fy! han er jo equivok. (Storken flyver) det er høist upassende! hvem skulde troe Sligt og det er virkeligt her, thi jeg staaer ikke i Storke-Tanker. Jeg har jo ogsaa Henriks Brev. Nu maa jeg læse det og saa maa jeg ud til alle Veninder, at de kunne faae godt af det. (læser). »I Ballonen!« – O Gud, i Ballonen! – »jeg er frisk og vel og ønsker at høre det samme fra Dig!« nei hvor han skriver for sig! »Hvad jeg har seet kan jeg ikke sige, og derfor siger jeg det heller ikke! Din i de høiere Regioner trofaste Henrik. Efterskrift: Evig Kjærlighed paa Vesterbro!« Nei, saadant noget kan Ingen af vore Digtere finde paa! (kysser Brevet.)

3.

Jo, Storken den kom! mit Sind er saa blødt,

Den bragte mig Brev, et velsignet og sødt.

Veninder, alle, som elske som jeg,

Min Drøm I drømme, og haabløs ei

I spørge: kommer snart Storken?

(løber ud.)

Tiende Scene

Nat

Vild vulkansk Egn, Flammer slaae op.
USYNLIGT CHOR

Mel. Det underjordiske Bachannale af Robert.

Med blussende Flammer, dæmonisk Hussa,

Hver nysgjerrig Dødelig jages herfra!

Svæv Taage, som Spøgelser, lystig i Dands,

Mens inde i Slottet er Solskin og Glands!

(Under Sangen daler Ballonen med Anna, Elimar, Henrik og Nissen.)
NISSEN

Stop! Her boer Aandernes Konge. (til Elimar) gjør nu Dit, jeg har gjort mit!

ANNA

Hvilket rædsomt Sted! hvilken Flugt gjennem Skyerne!

HENRIK

Vinden killede mig i Haartoppen!

ELIMAR (til Nissen, der svæver bort i Ballonen).

Hvorhen?

NISSEN

Jeg er færdig! Farvel! derind gaaer din Vei! jeg flyver til Vesterbro.

(forsvinder.)
HENRIK

Herre, det er en deilig Indretning, og her er ikke engang en Kro!

(Den dæmoniske Musik og Sang høres igjen.)
ANNA

Hvor er vi? Hvad betyder alt dette? (til Elimar) Du er saa taus, saa bleg! Hvad har jeg gjort?

ELIMAR

O, Anna! jeg føler mig saa ulykkelig.

ANNA

Du, Herre, Ven?

ELIMAR

Din Ven! – O Du veed det ikke; Anna!

ANNA

Jeg forstaaer Dig ikke, jeg forstaaer neppe mig selv! Hvad er der skeet? Hvad har jeg gjort? –

I Stormen jeg stod med blegnende Kind,

Vort Skib var som Fnug for en Hvirvelvind,

Den tunge Bølge i Rummet brød,

Min Fader, Alle fandt deres Død!

Kun jeg blev frelst til den bittre Nød.

Man bragte mig ind i den summende Kube,

Bag smilende Mund saae jeg Ulvens Strube,

Det var, som jeg drømte en Drøm saa fæl.

Da kom Du, jeg saae i dit Øie din Sjel,

Og vaagnede op til en Flugt over Enge.

Over Bjerg, over Sky i Dagningens Skjær.

Det er som havde jeg kjendt Dig længe,

Den korte Tid jeg fik Dig saa kjær,

Som havde vi altid deelt Sorg og Nød,

Som var Du for mig Fader og Moder.

Ja, Du er mig mere end Søster og Broder,

Jeg holder paa Dig i Liv og Død!

ELIMAR

O, Anna, see ikke saa mildt paa mig,

See ikke saa kjærligt, Du fromme, rene!

Din Tillid og Tro kan jeg ikke fortjene!

(afsides).

Jeg elsker hende! – Ondt vil jeg Dig!

Din onde Aand staaer her ved din Side.

O Anna, Anna! hvad maa jeg lide!

ANNA

Hvad er det! dog nei, jeg Dig ikke forstod!

Dog er her en Magt, som isner mit Blod,

Er Du vel en Aand – da er Du en god!

I Frelserens Navn!

(folder sine Hænder over hans Hoved).

O Du græder nu!

Jeg kysser din Taare, uskyldig er Du!

ELIMAR

O Vee mig, den syndigste Eed jeg svoer!

See denne Hule, derinde han boer,

Han, Aandernes Konge, hvem Løftet jeg gav,

Som Abraham bragte sit Barn til Baalet,

Saa bringer jeg Dig, vi staae ved Maalet,

Her skal vi skilles, her er – vor Grav!

ANNA

Det er ikke saa – Du ondt udøve?

Det kan Du ikke, Du vil mig prøve –

Og dog denne Smerte, og dette Blik,

Bekræfte Dit Ord – o laa jeg begravet,

Der dybt i Havet!

Ulykken har fulgt mig fra Barndoms Aar,

Ulykken bringer jeg hvor jeg gaaer!

Din Villie skee!

ELIMAR

Nei, ingensinde!

(styrter ned for hende.)

Tilgiv, Du fromme, Du herlige Qvinde!

Selv vil jeg bøde, lide og bløde,

Ene gaae Straffen imøde!

HENRIK

Herre, jeg kan ikke længer holde det ud! udleveer De mig til Aandernes Konge, saa faaer han dog En, og med al Respect for Herren, jeg troer at jeg kan være ham til mere Gavn! men sørg for Grethe! Herre! nu faaer jeg nok en Idee, for Ideer komme altid som Kyllinger, den ene ovenpaa den anden. Kald paa deres høisalig Fader, faae et Raad af ham, han vidste altid en Udvei, og han staaer sig jo godt med Aandernes Konge! De hører ikke paa mig! – Ak, jeg er næsten lige saa bedrøvet, men hvad kan det hjelpe: Hr. Zephises! – afdøde velsignede Herre! hør os i vor Fortvivlelse, stig ned fra din Aandeverden, og siig os et Trøstens Ord.

(stærkt Tordendrøn.)

Ellevte Scene

DE FORRIGE. AANDERNES KONGE, staaer pludselig paa Klippestykket over Hulen, og strækker sin Haand ud imod dem.
AANDERNES KONGE

Kald ei de Døde!

Eden maa holdes!

Elimar, Elimar!

Husker Du Løftet ei?

Hun eller Du! –

ELIMAR

Hvad har jeg gjort! Vee mig, jeg straffes haardt!

Hvad stræbte jeg dog efter tomme Skatte? –

AANDERNES KONGE

Hun eller Du!

ELIMAR

Vel, Konge, tag da mig, jeg er Dit Bytte!

Thi tankeløs og hjerteløs jeg svor.

Farvel, min Anna, Een vil Dig beskytte,

Den Ene, han, paa hvem den Fromme troer!

ANNA

Du døe for mig!

(til Aandernes Konge.)

Modtag dit Bytte!

(kaster sig hen for Aandernes Konge, der udbreder sin Haand og Kappe over hende.)
ANNA

Nu er Du frelst! – Min Elimar!

(idet Aandernes Konge hæver sin Haand, synker Anna og forsvinder, Elimar udstøder et Skrig.)
AANDERNES KONGE

Mit har jeg faaet!

Dit Du erholde:

Syvende Statue,

Den, som er meer end

Perler og Guld!

ELIMAR

Forbarmelse! giv hende dog tilbage,

Og gjerne maa Du al min Rigdom tage!

Gjør mig kun fattig, fattig alle Dage!

Men frels min friske, første Kjærlighed!

AANDERNES KONGE

Bønner ei røre mig!

Ei tør jeg høre Dig!

Hjem skal jeg føre Dig,

Der skal tilhøre Dig,

Skatten den herligste,

Den, som er meer end

Perler og Guld!

(forsvinder under et vældig Brag; Elimar synker til Jorden, og Scenen forvandles til Hvælvingen, hvor Rigdommen gjemmes; den syvende Statue er der, men tilhyllet med et stort blaat Slør, besat med Stjerner.)

Tolvte Scene

ELIMAR. HENRIK
HENRIK (i det Forvandlingen skeer).

Forbarmelse! det styrter! det vælter! Træer og Stene! Jorden løber! ak! – Hvor ere vi? – Herre, vi ere hjemme! Herre slaae dog Øiet op! hvad kan al den Herlighed hjælpe, naar mit Øie er lukt! – den syvende Statue er her, men ikke pakket heelt ud! –

ELIMAR

Afskyelige Troldes Gøgle-Magt!

Fortvivlelse, Du i mit Bryst maa bygge.

(seer paa Statuen.)

Der staaer den! Aanderne har hid den bragt!

Jeg sønderknuser den, knust er min Lykke!

(Styrter med sit Sværd hen imod Billedstøtten, Sløret falder og Anna staaer der, Hvælvingen klinger med Harpetoner.)
ANNA

Min Elimar!

ELIMAR

Min Anna! hvilket Nu!

Ja meer en Guld og Perler er en Qvinde,

Uskyldig, smuk og elskelig, som Du!

Ja nu forstaaer jeg hvad jeg maatte vinde.

HENRIK (jublende).

Mel: af Regimentets Datter.

Det Søgte blev fundet,

Hver Sorg gaaer i Muld,

En Skat har han vundet,

Meer end Perler og Guld,

GRETHE (kommer til).

O salige Lykke!

Jo det er en Lyst!

Jeg Henrik kan trykke

Igjen til mit Bryst!

HENRIK

O salige Lykke!

Ja det er en Lyst,

Jeg Grethe kan trykke,

Igien til mit Bryst!

HENRIK (griber begge hendes Hænder og seer hende glad ind i Øinene).

Grethe! min egen lille søde Grethe! – Vel er Du ingen Diamant-Støtte – – Hvor er Du født?

GRETHE

Paa Bornholm!

HENRIK

Saa er Du en bornholmsk Diamant!

(synger.)

Jeg Grethe har vundet,

Lad Alt gaae omkuld!

I hende har jeg vundet,

Meer end Perler og Guld.

(Baggrunden aabnes, Aandernes Konge sidder paa sin straalende Throne, omgivet af Genier; Zephises strækker velsignende Haanden ud. Aander og Mennesker juble.)

Hver Fattig, syng Seier!

Er Lykken Dig huld,

I din Kone Du eier,

Meer end Perler og Guld!

NISSEN (dandser rundt, svinger Huen og raaber:)

»Hurra!«

Noten bør placeres længere nede, efter lemma Dixi
1
Noten bør placeres længere nede, efter lemma Dixi

Meer end Perler og Guld

Eventyr-Comedie i fire Acter. Fri Bearbeidelse efter F. Raimund og »Tusinde og een Nat«

Opført første gang 3. oktober 1849 på Casino i Amaliegade. Casino blev åbnet 1847 som et vintertivoli, oprettet af Georg Carstensen. Etablissementet gik fallit, måtte 1848 omdannes til teater og søge om bevilling til at opføre lystspil, folkekomedier og vaudeviller. H. W. Lange blev teatrets første direktør. Casino blev også brugt som koncertsal. Det lukkede 1939.

Meer end Perler og Guld udkom første gang 3. oktober 1849. BFN 553

Partitur: Casino 0302. Orkesterbiblioteket

Supplerende musikoplysninger: Barfoed Møller s. 227-275 (kapitlet »Musikken til »Meer end Perler og Guld« og H.C. Andersen som musikvælger«) samt liste over musikalier sammesteds s. 406-410.

Meer end Perler og Guld er en oversættelse og bearbejdelse af eventyrkomedien Der Diamant des Geisterkönigs, 1824, af den østrigske forfatter Ferdinand Raimund (1790-1856). Stykket er et af Raimunds bidrag til den populære wienertryllekomedie og står i gæld til den orientalske eventyrsamling Tusind og én nat (første europæiske oversættelse: A. Galland Les mille et une nuits, 1704-1717).

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

455,18Bosco < Boseo
461,20d’Yvetot« < d’Yvetot
462,25Vægtens Tegn > Vægtens-Tegn
469,4nærmere! < nærmere?
469,33fordærver < fordærvre
471,16»»Stedfortræder < »Stedfortræder
477,3Porphyr-Vaser < Porhhyr-Vaser
477,5Louidores, paa < Louidores paa
482,11Trappen.) < Trappen,)
482,26ovenover < ovenover,
482,31saadant < et saadant
484,12Oberon < Oberen
486,3Ord:) > Ord:
489,7vor Drot < vort Drot
489,19bedrager«« < bedrager«
495,28Electriseer-Maskine < Electriceeer-Maskine
519,9Nat / Vild < Nat.Vild
452
Pamphiliusjf. udtrykket »Lykkens Pamfilius«, der har baggrund i den romerske komedieforfatter Terents’ skuespil Andria: Pamfilius må ikke få den pige, han elsker, men da det endelig lykkes ham, er han overlykkelig.
Sip … Sippernipallusion til børneremsen om prinsesserne Sip, Sippernip og Sipsippernipsip, der bliver gift med prinserne Skrat, Skradderat og Skratskradderatskrat; se Thiele 2, II, s. 169-170.
Marerif. folketroen kvindelige væsener, der hjemsøgte sovende og gav dem åndenød o. lign. ved at »ride« på dem.
Abekattenes Rigejf. abekattenes land Martinia i Ludvig Holbergs satiriske roman Niels Klims underjordiske Rejse (Nicolai Klimii Iter Subterraneum, 1741; oversat til dansk 1742). H.C. Andersen kan også have ideen fra Th. og H. Cogniards eventyrspil Mille et une Nuits, som han så i Paris 9. marts 1843, jf. Dagbøger II, hvor han omtaler »den forunderlige Lampe, der er i Abernes Land« (s. 320-321).
454
Mel. af Elisire d’amore»bravo, bravo, Dulcamare« er et vers af »Io son ricco e tu sei bella«, barcarole for to stemmer fra II,1 af G. Donizettis opera L’elisir d’amore, 1832, dansk Elskovsdrikken, opført af italienske sangere på Vesterbroes Nye Theater 1841. Trykt klaverpartitur til L’elisir d’amore findes.
455
Ha’edvs. have: ejendom.
foredrageforelægge (for en myndighed).
Maneerskik.
Bosco og Døbleritalieneren Bartolommeo Bosco og østrigeren Ludwig Døbler var berømte tryllekunstnere, som havde optrådt i København i 1830’erne og 1840’erne.
Naades-Secretariatet»Det Kongelige Statssekretariat for Naadessager«, eksisterede 1840-1849.
arangeretældre form af »arrangeret«.
Kanoneerunderofficer i søværnets artillerikorps.
456
Aftrædelses Værelseværelse, hvor man kan trække sig tilbage (fx for at gøre toilette).
Fondet ad usus publico(s)stiftet af Frederik 5. 1765; midlerne var beregnet til at støtte offentlige formål efter kongens nærmere bestemmelse. Fra denne fond modtog digteren i 1833 et rejsestipendium. Fonden ophævedes 1842.
congreviske Raketen type britiske brandraketter, brugt for første gang ved bombardementet af København 1807.
457
bengalsk(e) Flammefarvet fyrværkerilys.
Mel: Tourbillon Gallopden østrigske dansekomponist J.K.F. Lanners opus 142 nr. 26. Trykte noder: Joseph Lanners Werke 1-8. Leipzig, 1889-1890, bd. 7, s. 83.
458
flyverfarer.
trænge sigmaser sig.
Blaasyrecyanbrinte, en flygtig, giftig væske.
Vitrioltidl. om svovlsyre, især med henblik på dens giftige, ætsende virkning.
beløibagvaskede.
459
chemisk Svovlstikkei 1830’erne fremkom fosfortændstikker, som kunne tændes ved at blive strøget hen over en væg.
(Svovl)aandflygtigt stof, essens.
460
Bravallaefter Braavallaslaget, et stort slag, som skal have fundet sted i sagnhistorisk tid på Braavallahede i Östergötland.
Protectionom indflydelsesrig persons hjælp og støtte.
Fugl Phønixif. græsk mytologi en fugl, som efter at have levet en vis tid (sædv. angivet til 500 år) brændte sig selv, hvorefter en ny opstod af dens aske som den eneste i sin art.
bevaresholdes.
paa Omgangom fattiglemmer, der fik kost og logi hos et sogns beboere (her en bestemt kreds) på skift. I Københavnsårene efter skoletiden i Slagelse og Helsingør gik H.C. Andersen selv »på omgang«: »Middagene fik jeg strax og let besat hos mine Venner. – Commandeur Wulffs om Mandagen, Conferrentsraad Collins om Tirsdagen, Etatsraad Olsens om Onsdagen, Fru Müffelmanns om Torsdag, Etatsraad Ørsteds om Fredag, Forvalter Ballings om Løverdag. Søndag havde jeg [ikke] besat, eftersom jeg helst ønskede denne fri, da jeg altid blev indviteret ud og da bedst ønskede denne Dag der til« (H.C. Andersen Levnedsbog, 3. udg. 1962, s. 172).
de førstede førende, bedste.
tørbør, må, har lov til.
461
Mel: Menuetten i Elverhøimenuetten opføres i V,1 af J.L. Heibergs romantiske festspil med musik af Fr. Kuhlau, opført på Det Kongelige Teater 1828. Trykte noder: Erslev nr. 31.
idealsksom svarer til et ideal.
Genierflertalsform af genius: ånd.
Il était un roi d’Yvetottekst, 1813, af den franske visedigter P.-J. de Béranger. Melodi fra den franske vaudeville Les amours de Bastian et Bastienne, 1753. Trykte noder: Musique des chansons de Béranger, Paris ca. 1870, nr. 1.
462
kjed deraftræt af det.
Helhæsten og Gravsoenif. folketroen overnaturlige væsener, hhv. en trebenet hovedløs hest, der varsler død, og genfærdet af en so, der er blevet levende begravet; begge viser sig på kirkegårde om natten og varsler ulykke (jf. Thiele 2, III, s. 294-295 og 296-297).
Reparationerstatning.
det troer jeg nokdet tror jeg gerne.
463
Mel. Hr. Peder kasted Runerromance fra Henrik Hertz’ romantiske tragedie Svend Dyrings Hus, 1837, I,8, med musik af H. Rung. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 2, s. 85. E-noder: En Nat i Roeskilde/»Jeg spiller ud«.
Favre Ord … over Spangeallusioner til Hertz’ romance.
Spang(e)1smal, let bro.
soll ichIch deutsch sprechen(tysk) skal jeg tale tysk?
Dixi(latin) jeg har talt.
Reverenzerhøflighedsgestus.
464
Suplicanterunderdanige ansøgere.
Skidt-Madskortspil, sorteper.
O glade Barndoms Dage»Plaisirs de notre enfance«, synges af Jeannot, Colin, Therése og Colette i III akts finale af N. Isouards syngestykke Jeannot et Colin, 1814, med tekst af C.-G. Etienne; oversat til dansk af N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1818. Nodeeksempel: Barfoed Møller s. 168. Klaverpartitur til Jeannot et Colin findes.
Hvor Nilen vander … Landejf. ANDERSEN bd. 8, s. 44, romance af H.C. Andersen, melodi af H. Rung; indgår i et lille scenearrangement: Gurre. Aftenlandskab, opført 17. april 1842 på Det Kongelige Teater. BFN 416.
465
(Trylle)talardragt, der går til fødderne.
Charakterermagiske tegn.
erholdterhvervede, fik.
bandebande over, forbande.
uskatteerliguvurderlig.
praktikabeltransportabel.
Kjærligheds-Stiernekøbenhavnernes navn for stierne langs de sydøstlige bredder af Skt. Jørgens, Peblinge og Sortedams Sø. Fra Vesterport mod Østerbro gik man først ad Venskabsstien, dernæst ad Ægteskabsstien og til slut ad Skilsmissestien.
Tivoli … LumbyTivoli blev oprettet 1843 af Georg Carstensen. H.C. Lumbye, hvis Strauss-inspirerede dansemusik var populær hos københavnerne, blev straks tilknyttet etablissementet.
Jernbanetoget … RoeskildeRoskildebanen blev indviet 1847 som den første i kongeriget.
Amager, Østersøens Hollandfor at fremme havebruget indkaldte Christian 2. i 1516 en del hollændere, der fik tildelt landsbyen St. Magleby på Amager med tilhørende marker. 1574 fik hollænderne kongelig tilladelse til at bosætte sig andetsteds på Amager; den øvrige befolkning på øen antog efterhånden deres skikke og klædedragt.
466
Aladdins Hulejf. Aladdin i den underjordiske hvælving fuld af skatte i I akt af Oehlenschlägers eventyrspil »Aladdin, eller Den forunderlige Lampe« fra Poetiske Skrifter, bd. 2, 1805. Stykket er en gendigtning af eventyret »Aladdin« fra Tusind og én nat.
veed atforstår at.
467
Reskriptbefaling fra kongen som svar på forespørgsel, rettet til myndigheder.
Labandoven ung person.
øieblikkelig ere Allefor øjeblikket er alle.
Allez(fransk) gå.
468
Confusionforvirring.
Mortens-Dag11. november.
Nankin(s)gulligt bomuldstøj, oprindelig fremstillet i Kina eller Ostindien.
vel ved Magttrivelig.
Marqueurforklædetjenerforklæde; markøren var den, der førte regnskabet i billard på et værtshus eller lignende; tit var han også tjener på stedet.
Mostalkoholisk drik.
469
(Viindrue)klasseklase.
Er det atskal det forestille at.
skikkeligerespektable.
Deres … Durchlauchtighed(tysk fyrstetitel) Deres Højhed.
470
føre mig … opopføre mig.
Syvsoverdag27. juli; hvis det på den dag blev regnvejr, ville det if. folketro regne i syv uger derefter.
Henriknavnet på den fiffige tjener, som er fast figur i Holbergs komedier.
Mel. Te voglio bene»Io te voglio bene assaje« (italiensk), jeg elsker dig meget, vise, 1839, af R. Sacco med melodi af Filippo Campanella; siges at have indledt den neapolitanske sangtradition, canzone napoletana; indgår bl.a. i Bournonvilles ballet Napoli med musik af H.S. Paulli, Edvard Helsted og Niels W. Gade, 1842. H.C. Andersen foredrog lejlighedsvis sangen i private kredse. Trykte noder: A.P. Berggreen Italienske, spanske og portugisiske Folke-Sange og Melodier, 2. udgave 1866, nr. 70, her med titlen »Ømt jeg dig elsker, Pige« (Folke-Sange og Melodier, bd. 7); Fra Teatrene bd. 3, s. 32. E-noder: Meer end Perler og Guld.
Lapperijuks; småting.
471
vel ogvel også.
Føretomstændighederne; terrænets beskaffenhed.
Laxegadengade i indre København, hvor prostituerede holdt til.
see mig om ense mig om efter en.
Tjenesteplads.
Anton Troklesfortællingen om Androkles og løven er bl.a. kendt fra den romerske fortæller Gellius: den dødsdømte slave Androkles kastes for løverne i cirkus, men den vildeste af løverne skåner ham. Grunden er, at Androkles mange år før har forbundet den sårede løves fod og derved reddet dens liv.
værdigerespektable.
sættelåne på.
Assistentshusetstatslig låneinstitution, beliggende i Nybrogade, nær Slotsholmen (nu sæde for Kulturministeriet).
472
fjantetskør.
Den som ikke … det Størreikke identificeret som ordsprog, mundheld el. lign.
Conditionplads.
473
Underundere.
474
Mel. Och liten Karin tientefolkevise fra Västergötland. Trykte noder: A.P. Berggreen Folke Sange og Melodier 2. udg. 1861, bd. 1, nr. 15, Meer end Perler og Guld, C.C. Lose & Delblanco (Vaudeviller opførte paa Kjøbenhavns Theatre, nr. 2). E-noder: Meer end Perler og Guld.
Reitzels ForlagC.A. Reitzel, hvis forretning dengang lå i Købmagergade, blev forlægger for størstedelen af tidens bedste forfattere, for H.C. Andersen fra 1829 og indtil sin død 1853, hvorefter sønnerne Carl og Theodor overtog forretningen; Theodor var herefter H.C. Andersens forlægger.
Thieles Trykkeribogtrykkeri, beliggende i Valkendorfsgade, grundlagt af tyskeren Johan Rudolph Thiele. 1846-1901 lededes trykkeriet af hans sønnesønner Just og Andreas Thiele.
475
Nissen bærer … Bondense Thiele 2, II, s. 261.
Uordenersjuskeri.
Mikkelsdag29. september, festdag for ærkeenglen Michael; var på landet tit skifte- og flyttedag og datoen for betalingstermin. Høstgildet fejredes ofte dagen efter, 30. september.
Huusalfovernaturligt væsen, som man forestillede sig var knyttet til et hus som hjælper for beboerne.
Pukkåd, troldeagtig figur i Shakespeares komedie A Midsummer Night’s Dream, 1594-1596, dansk En Skjærsommernats Drøm, 1816, opført på Det Kongelige Teater 1879. If. Dagbøger III, s. 39 har H.C. Andersen formentlig set en tysk opførelse i 1846.
476
Mel. af Robert»Le vin, le jeu« (fransk) vinen, glæden, drikkekor fra G. Meyerbeers opera fra 1831 Robert le Diable, begyndelsen af I akt; tekst af E. Scribe og G. Delavigne; dansk Robert af Normandiet, oversat af Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1833. Trykte noder: Barfoed Møller s. 119.
Chimærefantasifoster.
477
Porphyr(-Vaser)bjergart med spredte krystaller; grundmassen har en smuk rød, brun, grøn eller sort farve.
Louidor(es)louisd’or, fransk guldmønt, præget 1640-1795; afløstes 1803 af 20-franc-stykker.
Souvereign(s)sovereign, engelsk guldmønt = 1 pund (i 1926 ca. 18 kr.).
Diamanter, Rubinerfra Gérontes arie »Ah! quel bonheur!« (takt 47-68), der indleder II akt af syngespillet Le trésor supposé, 1803, med musik af E.-N. Méhul, tekst af F.B. Hoffmann, dansk Skatten ved N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1804.
Zechin(er)italiensk guldmønt; prægedes indtil 1822; brugtes også i Orienten; afløstes af dukaten (speciedukaten = 2 ½ rigsdaler; alm. dukat = 2 rigsdaler). Ofte nævnt i Tusind og én nats eventyr, jf. hentydningen til Aladdin i eventyrenes hule.
478
Pergamentmanuskript.
CrøsusLydiens konge, hvis rigdom var legendarisk.
479
den kongelige Resolution fra sjette Juniopdigtet, en vits.
Thorvaldsens Musæumpå Slotsholmen, opført 1839-1848.
480
det rene Væsenom stof i ublandet renhed; også om penge.
jeg kan ikke … Straalemester tilligetalemåde: man kan ikke gøre flere ting på én gang.
Straalemesterden brandmand, der betjente strålerøret, sprøjtemester.
Mel. … Ak kjæreste Hr. Guldsmedvise, 1844, af F.L. Høedt, med melodi af Niels W. Gade. Trykte noder: Danm. Melod. bd. 1, nr. 5. E-noder: Meer end Perler og Guld.
481
Pibesignalfløjte.
lukker vellukker godt.
sikkrer … forsikrer imod, garanterer.
482
reen Vaskrent (under)tøj, linned.
deiligt(ironisk) kønt.
To Sjæle og een Tankereplik, der afslutter anden akt af dramaet Der Sohn der Wildnis, 1842, af Friedrich Halm (pseudonym for E.F.J.v. Münch-Bellinghausen); dansk Ørkenens Søn, opført på Det Kongelige Teater 1843. Replikken lyder: »Zwei Seelen und ein Gedanke, / zwei Herzen und ein Schlag«.
regulaireregelmæssige, faste.
Jernbane-GallopKjøbenhavns Jernbane Dampgalop, 1847, af H.C. Lumbye.
483
Mel. af Lucrezia Borgia»Qualunque sia l’evento«, takt 90 ff. af hertugens kavatine »Vieni! la mia vendetta«, II akt af G. Donizettis opera Lucrezia Borgia, 1834, med tekst af F. Romani efter Victor Hugo, opført af italienske sangere på Hofteatret 1842. Trykt klaverpartitur til Lucrezia Borgia findes.
Hr. Nielsens Kogebogkan være H.V. Nielsen Allernyeste Kogebog indeholdende Anviisning til at lave saavel alle simple i en borgerlig Huusholdning brugelige Retter, som ogsaa de til Tractementer forekommende, med mere dertil hørende, 2. udg. 1823.
Tarinenterrinen.
Mel. … O kom igjen tilbagearien »Ah bello a me ritorna«, I,4 af Bellinis opera Norma, 1831, med tekst af F. Romani; oversat af Oehlenschläger, opført på Det Kongelige Teater 1840. Trykt klaverpartitur til Norma findes.
Mel.: »In Berlin sagt er.«(tysk) i Berlin siger han, fra Die Wiener in Berlin, liederposse (dvs. farce med indlagte sangnumre), 1824, af den tyske forfatter Karl von Holtei med musik lånt fra kendte wienerfarcer og -tryllespil; melodien her stammer fra Bäuerles farce Die moderne Wirtschaft oder Don Juans Streiche fra 1821 med musik af Wenzel Müller, opført på Det Kongelige Teater 1825. Trykte noder: Die Wiener in Berlin. Ouverture und Gesänge der Liederposse Die Wiener in Berlin, eingerichtet für das Pianoforte. Klaverpartitur. Hamburg, Cranz, s. 12.
Talisman(en)tryllegenstand, amulet.
484
Mel.: »Og naar jeg morer mig daarlig.«»Tivolivisen« fra 1843, af Peter Faber, Adolph Recke m.fl., går på en melodi, kendt fra gadevisen »O Fortids stolte Minder«. Komponisten ukendt. Tivolivisens første strofe lyder: »Og dersom Du morer Dig daa’lig / Paa Rosenlund og paa Fredsberg, / Saa skal Du ta’e ind paa Tivaali, / Og see om du morer dig der«. Trykte noder: Folkets Sangbog udg. af N.K. Madsen-Stensgaard, 1903, nr. 679.
Mel.: »Klokkens Klang.«»Klokkens Lyd«, klokker Links sang i sc. 6 af J.L. Heibergs vaudeville Nei, opført på Det Kongelige Teater 1836. Melodien er fra en dengang kendt kanon »Fra Martin, leva sû«. Trykte noder: Da. Vaud. bd. 1, s. 5. E-noder: Nei.
Klokkens Klang … Store Bededag … Voldenskikken med at spadsere på Københavns vold Store Bededags aften, en tradition, der især var borgerskabets, menes at stamme fra midten af 1700-tallet. Frue Kirkes klokkespil, opsat 1747, blev sat i gang på disse forårsaftener og lokkede folk ud at spadsere. Klokkespillet gik til grunde ved byens bombardement 1807.
Mel. af Oberon»Al, al, al, al, al, al! Sei’s auch finstere Nacht«, (tysk, i Oehlenschlägers oversættelse:) »Al, al, al, al! Det er bælmørke Nat« fra Fatimes arie »Arabien, mein Heimathland«, III,1 af C.M. von Webers opera Oberon, 1826, med tekst af J.R. Planché efter Chr. M. Wielands versfortælling, 1780; opført på Det Kongelige Teater 1831. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 62; klaverpartitur til Oberon findes. E-noder: Oberon/Arabien, Arabien.
Mel. »Mein Huon!«»O Wonne! Mein Huon! zum Ufer herbei«, i Oehlenschlägers oversættelse »O Glæde! Min Huon til Stranden la’er staae«, af scene og arie (Rezia: »Ocean! Du Ungeheuer!«) fra II akt af Oberon. E-noder: Oberon/»O Hav, uhyre Slange grøn og stor« (scene og arie).
485
Thema af LuciaEdgardos arie »Tu che a dio spiegasti l’ali« fra Donizettis opera Lucia di Lammermoor, 1835, slutningen af III akt. Tekst af Salvatore Cammarano. Opført på Hofteatret af italienske sangere 1842. Trykt klaverpartitur til Lucia di Lammermoor findes.
beau monde(fransk) det bedre selskab.
Soirée musicale(fransk) musikalsk aftenunderholdning.
the dansantthé dansant (fransk) te (aftenselskab) med dans.
Glutlille barn.
486
Mel. … kom hid, hver Markedsgjæst»Au marché qui vient de s’ouvrir«, kor, der indleder III, 2 af operaen La muette de Portici, 1828, af D.F.E. Auber; tekst af E. Scribe og G. Delavigne; dansk Den Stumme i Portici, oversat af J.L. Heiberg, opført på Det Kongelige Teater 1830. Trykte noder: Zinck 2, 7. årg., bd. 2; klaverpartitur til La Muette de Portici findes. E-noder: Den Stumme fra Portici.
Bon soir … heureux(fransk) godaften, godaften, frue, min herre! O hvilken fornøjelse. Jeg er lykkelig.
L’amour … fleurs(fransk) kærlighed er for hjerterne, hvad morgenrøden er for blomsterne. formodentlig citat af den franske forfatter Louis-Jean-Baptiste-Etienne Vigée (1758-1820).
Høivelbaarnfast tiltaleform for personer i 2. rangklasse.
487
Edition de poche(fransk) lommeudgave.
Mel.: »Eisele, Beisele«»Eisele und Beisele Sprünge«, polka af Johann Strauss d.æ. Trykte noder: Johann Strauss (Vater): Sämtliche Werke in Wiedergabe der Originaldrücke 1-5 udg. af Ernst Hilmar. Tutzing, 1987, bd. 5, s. [199-201].
Maneeroptræden i selskabslivet.
488
Mel. af den Stumme»Courons à la vengeance!« (fransk, i J.L. Heibergs oversættelse:) »Afsted, vi Hævn vil tage«, kor fra Den Stumme i Portici, slutningen af III akt.
489
Mel. af Liden Kirsten»I binde op Hjelmen af Guld«, omkvæd til pastichen over folkevisen »Lave og Jon« (DgF 390) fra H.C. Andersens syngestykke Liden Kirsten med musik af J.P.E. Hartmann; opført første gang 12. maj 1846 på Det Kongelige Teater. Se s. 234. Trykt klaverpartitur findes, jf. indledende note til Liden Kirsten s. 564. E-noder: Liden Kirsten.
Hr. Rasmussenlystspil af H.C. Andersen, opført første og eneste gang 19. marts 1846 på Det Kongelige Teater.
Skinnet bedragerkomedie af anonym forfatter, opført første og eneste gang 1843.
Kirsten Piil … Tivoliif. et sagn opdagede en bondepige, Kirsten Piil, i 1500-tallet en kilde i Dyrehaven. Kilden blev i 1700-tallet et valfartssted; omkring det udviklede Dyrehavsbakkens forlystelser sig. Dyrehaven var, indtil Tivoli blev åbnet for offentligheden, forlystelsesattraktion nr. 1 for københavnerne.
490
Gliedermannsprællemand.
første Positionden første af fem stillinger (positioner), der indøves ved danseundervisning.
Tale er Sølv, men tie er GuldMau 10,137.
Ikke … saaikke sådan.
Themaet af Luciajf. note til s. 485.
491
Mel. Slutnings Thema af Sonnambula»Ah non giunge uman pensiero« fra Aminas arie »Ah! non credea mirarti«, II akts finale af V. Bellinis opera La Sonnambula, 1831, tekst af F. Romani (dansk Søvngængersken ved A. Rosenkilde), opført på Hofteatret af italienske sangere 1842. Trykt klaverpartitur findes. E-noder: En Nat i Roeskilde/»Da jeg døde fra min Kone«. H.C. Andersen hørte operaen første gang i Rom 1833.
492
fuleonde, nederdrægtige.
forlenerskænker.
493
erholdefå.
494
lumpentsølle.
Postamentbilledstøtte.
tørmå.
Skudsmaalsbogenautoriseret bog, indført 1838 til kontrol af tyende, med herskabets oplysninger om opførsel, ansættelse osv.
495
Flyve-Gigtgigt, som hyppigt flytter sig fra en del af kroppen til en anden.
Electriseer-Maskineapparat, hvormed man frembringer elektricitet ved gnidning af puder mod en glasskive el. lign.
sandruældre form af »sanddru«.
496
Hospitals-Lemplejepatient.
stadigestabile; rolige.
Ledslægtled.
497
er det at værehvad ligner det at være.
overordenlig Constitutionekstraordinært god fysik.
Pillesmule.
Sprichwortmundheld; valgsprog.
Mel. Sjung liten fogel»Fågeln i »Kongens Have«« fra den lille cyklus »Hågkomster från Köpenhamn«, 1845, af den svenske forfatter og komponist A. Säfström. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 3, s. 33. E-noder: Meer end Perler og Guld.
Det er en Pige at kjendesikken en pige at kende; det er en pige, der er værd at kende.
499
Leiebibliotheketprivatejet bibliotek med hjemlån af bøger mod betaling; første danske lejebibliotek blev oprettet 1725.
rygeantænde stof (fx røgelse), der afgiver stærk lugt.
500
Mel. Carnevalet i Venedigoprindelig en neapolitansk folkesang, »La Ricciolella«. »Il Carnevale di Venezia«, variationer for violin af den italienske violinist og komponist N. Paganini, gjorde melodien kendt. Den indgik bl.a. i J.L. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret, opført på Det Kongelige Teater 1826. Velkendt under titlen »Min hat den har tre buler«. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 3, s. 34. Enoder/Meer end Perler og Guld.
Hoved … catholskudtrykket »katolsk i hovedet«, dvs. forvirret, ikke rigtig i hovedet, opstod nogen tid efter reformationen.
der er det galtder hentydes vel til den krigstilstand med Tyskland, som Danmark befandt sig i under Treårskrigen 1848-1851.
501
søletKongens Nytorv havde i 1835 fået omlagt brostenene, men den store og forholdsvis øde plads havde længe ry for at være vanskeligt farbar.
Peterfast navn for storken, jf. fx Mikkel som rævens faste navn.
Flyvepost(en)ilpost; også om luftpost, sendt med fx brevduer, her altså med storken; vel også hentydning til J.L. Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post, 1827-1830 og 1834-1837.
503
Skudderneskodderne.
Den flyvende Hollænderspøgelsesskib, som siden 1600-tallet påstås at krydse rundt i det stormomsuste hav syd for Afrika, og som varsler død og ulykke. Skibet kan ses jage af sted med fyldte sejl, også i vindstille. Kendt fra Frederick Marryats spændingsroman The Phantom Ship, 1839, dansk 1840; Richard Wagners opera med samme motiv er fra 1841, men blev først opført på Det Kongelige Teater 1884.
Fuglen Rokfabelfugl af enorm størrelse og styrke; forekommer i Tusind og én nat (første gang oversat til dansk 1745).
Aand(evæsen)spøgelse.
504
underligforunderlig.
505
Troldom(s)ældre form af »trolddom«.
506
duttersiger du.
Reisemarskalkhofembedsmand, der ledsagede fyrstelige personer på rejser som bl.a. rejsearrangør.
foredragefremsætte udførligt.
Festefester.
507
feilerhandler urigtigt.
fem og tyveom pryglestraf.
Mohrerspecielt om de mørkhudede nordafrikanere, maurerne, også om sorte. Her vel en sort tjener.
Tilladelserpermissioner, benklæder.
tørbør, må.
Fisknedsættende om mennesker; jf. udtrykket »en underlig fisk«.
508
den standhaftige TinsoldatH.C. Andersens eventyr med denne titel tryktes første gang 1838.
Mel.: »Il pescatore!«(italiensk) fiskeren, venetiansk folkesang, barcarolen »O pescator dell’onda«; melodien også brugt af J.L. Heiberg i vaudevillen De Uadskillelige, 1827 (»Nu Tordenskyen trækker«). Trykte noder: Da. Vaud. bd. 3, s. 163. E-noder: De Uadskillelige.
509
Mel. … Eensom er jeg»Einsam bin ich, nicht allein« (tysk, i C.J. Boyes oversættelse:) »Ensom er jeg, dog ej ene«, kavatine fra II akt af P.A. Wolffs lyriske drama Preciosa, 1821, musik af C.M. von Weber; opført på Det Kongelige Teater 1822. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 2. E-noder: Preciosa. I lystspillet Kong Salomon og Jørgen Hattemager, som blev opført på Det Kongelige Teater 1825, parodierer J.L. Heiberg arien i sangen fra 5. sc., »Herre, hvad skal Enden blive«.
510
Keiseren i Eventyretder findes flere versioner af denne historie, se Svend Grundtvig, Æventyr, AT 852 (Gg 21 c-i, o) (meddelt af Dansk Folkemindesamling).
511
Daarekiste(n)sindssygecelle; galehus.
Rasendevanvittig.
512
blive i Skindetdy mig.
vi have vel reistjf. Holberg Ulysses Von Ithacia, 1723, opført 1724, V,3.
Mel. Mary Blanesang, hvis melodi har afrikanske (ætiopiske) rødder; brugt i de amerikanske såkaldte Blackface Minstrel Shows med sang- og dansenumre; disse shows opstod i 1840’erne, blev opført af hvide nordstatskunstnere med sortsværtede ansigter og gav som regel et urealistisk, tit nedværdigende billede af de sorte og deres tilværelse. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 3, s. 35. E-noder: Meer end Perler og Guld.
med god Attestmed samvittigheden i orden.
Krammenrakket.
Brandtrommenegl. alarmtromme, her respektløst om hofmusik.
513
Mel. … Hil dig Millokor fra I akt af H.C. Andersens trylleopera Ravnen eller Broderprøven, 1832. Musik af J.P.E. Hartmann.
fører (den Fremmede)før (bydemåde).
514
Borgemesteren(s)ældre form af »borgmesteren«.
515
man ærgre sigønskemåde.
baldyrebrodere, især med guld, sølv og perler.
førsteførende.
Naadsensbarnbarn, der lever på folks nåde og barmhjertighed.
Mel. Nummer trekøbenhavnsk navn fra 1840’erne for Johann Strauss d. æ., »Annen-Polka« op. 117, der stod som nr. tre i de nodebøger, H.C. Lumbyes danseorkester brugte. Trykte noder: Johann Strauss d. æ., Sämtliche Werke in Wiedergabe der Originaldrucke udg. af Ernst Hilmar. Tutzing, Schneider, 1987, bd. 5, s. [22]; de første takter ses desuden i e-noder: En Nat i Roeskilde/-Kjøbenhavner! »Nummer tre«.
Blasenblæren. »Blasen sprang« kan hentyde til Historiske-Beskrivelser over den Mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728, en ufrivilligt komisk bog fra 1784 om Københavns brand af Carl Frederik Reiser (1718-1786), en tysk opdraget forfatter og kirurg. Her omtales det s. 37-44, hvordan Blasen, et hus på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, blev sprængt i luften i et forsøg på at standse ildens fremgang.
516
Lillie fra Libanonmed allusioner til Højsangen.
517
Baccarolen(fejl for »barcarolen«) »Batelier dit Lisette«, (fransk) færgemand, sagde Lisette (i Th. Overskous oversættelse: »Colin paa Rhinens Vover«); fra I,4 af syngespillet Marie, 1826, med musik af L.J. Hérold, tekst af F.A.E. de Planard, opført på Det Kongelige Teater 1826. Trykte noder: Zinck 2, årg. 7; klaverpartitur til Marie findes. bd. 2. E-noder: Marie.
Barcaroleden sang, bådsmanden synger, mens han ror; specielt om gondolieresangen i Venezia.
518
Mel. Kommer ei Vaarentitel på sang med førstelinjen »I solglans än snöklädda fältet står«, tekst og musik af E.G. Geijer. H. C. Andersen har lært sangen at kende, da den svenske sangerinde Jenny Lind i 1843 optrådte i København for første gang. Trykte noder: Svenska sånger för en Röst 1-9, Kbh. 1843-1848, hft. 1; Meer end Perler og Guld, C.C. Lose & Delblanco (Vaudeviller opførte paa Kjøbenhavns Theatre, nr. 2). E-noder: Meer end Perler og Guld.
equivokuanstændig.
519
Mel. Det underjordiske Bachannaleballetmusik fra III akt af Robert le Diable (Robert af Normandiet). Scenen viser døde nonner, der danser efter at være manet op af deres grave. Musikken er uegnet i sammenhængen og blev udskiftet med »Valse infernale« fra samme opera. Trykte noder: G. Meyerbeer, Franz Kayper Valse infernale af Robert af Normandiet, C.C. Lose, 18--. (Samling af nye og yndede Dandse for Pianoforte, 2. samling nr. 21). Klaverpartitur til Robert le diable findes.
rædsomtgrufuldt.
killedekildede.
521
Er du velselv om du så er.
Abraham … Barnjf. 1. Mosebog 22.
522
Hvad stræbte jeghvorfor stræbte jeg.
524
Gøgle-Magtmagt til at kogle, skabe blændværk.
Mel: af Regimentets Datterbygger mest på begyndelsen af arie og soldaterkor »Salut à la France«, (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Hil dig, Frankrigs Kriger« fra II,7 af Donizettis syngespil La fille du régiment, 1840, med tekst af J.H.V. de Saint-Georges og J.F.A. Bayard; opført på Det Kongelige Teater 1840. Trykte noder: Rung bd. 3, s. 46.
525
bornholmsk Diamantlille klar krystal i (bornholmsk) kalksten.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene. Soveværelset Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene. Nede paa Vesterbro Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene Femtende Scene. Mel. af Robert: ja Viin. Anden Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene. Værelset ovenover Fjerde Scene. Abekattenes Land. Stor oplyst Sal Femte Scene. Mel. Af den Stumme: kom hid, hver Markedsgjæst. Mel.: »Eisele, Beisele«. Tredie Act Hos Aandernes Konge Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene. Luft-Egn. Mel. Carnevalet i Venedig. Fjerde Act Sandhedens Land. Byens Torv Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene. Værelset paa Vesterbro Tiende Scene. Nat Ellevte Scene Tolvte Scene

Del

[Sassy_Social_Share]