Meer end Perler og Guld
Eventyr-Comedie i fire Acter
1849
| AANDERNES KONGE | |
| ZEPHISES, berømt, afdød Taskenspiller, optaget i Aandernes Rige | |
| ELIMAR, hans Søn | |
| HENRIK, dennes Tjener | |
| GRETHE, Kokkepige | |
| HJERTERKONGE, Hersker paa Sandhedens Ø HJERTERDAME, hans Datter | |
| HJERTERKNÆGT, Cavaleer ved Hoffet | |
| ANNA, en Englænderinde | |
SIPPERNIP |
to Feer |
| EN ILDAAND | |
| FØRSTE TROLDMAND ANDEN TROLDMAND | |
| TO | |
| NISSEN | |
| VINTEREN | |
| SOMMEREN | |
| HØSTEN | |
| FORAARET | |
| STORKEN | |
|
HERREN
FRUEN
SKOVBESIDDEREN
HANS SØN
TO FORNEMME
Pianisten MADS
MALEREN
HENDES NAADE
|
i |
AMMEN
EN LÆRD
FØRSTE JOMFRU
ANDEN JOMFRU
TREDIE JOMFRU
FJERDE JOMFRU
|
i Sandhedens Land |
| Feer, Troldmænd og andre Aander, Bevæbnede og Beboere af Sandhedens Land og Abekattenes Rige |
(Handlingen foregaaer deels hos Aandernes Konge og i Zephises’s Huus paa Vesterbro, deels i Sandhedens Land og Abekattenes Rige.)
Første Act
Første Scene
Et Forværelse hos Aandernes Konge. Gulv, Loft og Vægge ere af Skyer; rundt om sidde og staae med Bønskrifter og Ansøgninger en Mængde Aander, Feer og Troldmænd; nærmest Indgangen sidder Ildaanden paa en Sky, der ved ham faaer et rødligt Skjær, han selv er ganske rødklædt, har rødt Ansigt og røde Hænder.Nei, hvor det dog varer længe!
Det er jo en Skam og Tort!
Man maa staae som Skoledrenge,
Ganske spilde Tiden bort!
Feer, Troldmænd, sidde sammen,
Smaat og Stort fra Slot og Kro.
Forgemak og Skjærsilds-Flammen,
Det er lige eet, de to!
O, det er utilladeligt, i høieste Grad upassende, at lade Damer vente saalænge, at behandle os, som om vi vare hans Tjenestefolk.
Det er skammeligt!
Jeg spørger: hvorledes kan man være Aandernes Konge og dog sove saalænge?
Og jeg spørger: hvorledes kan man være en fornuftig Trold, som De dog er, en Trold af første Classe med fast
Det er hans Pligt at modtage os og høre hvad vi have at
Deri har I Ret!
Var det ikke
Det gjør det! har han ikke endnu igaar optaget iblandt Aanderne et Menneske, der dræbtes af Lynild.
Ja, og hvad var det for et Menneske! En Taskenspiller, en Slags
Og hvorledes døde denne Hr. Zephises? Lynilden dræbte ham, Lynild i November Maaned og det paa Vesterbro. Det er
Jeg knager ogsaa!
Jeg knager! jeg knager!
Tschuk – Pu! det er for meget. Jeg Ildaand, Overfyrværker og
Ja hvorfor er det skeet? ikke for andet, end at vi heller ikke paa Jorden, hvor han altid er i godt Humeur, skulde komme og genere. Det er ingen Fornøielse for Damer at fare paa Skyvogne igjennem et Krater, ligesom Hexe i en Skorsteen.
Nei! Flammen gale paa min Tunge! det er gjort alene for at holde Menneskene ude! de lægge sig efter magiske Kunster, de trænge frem med Tiggerbreve, plage ham.
Ja, ja, det er sandt.
Det kan man bilde Narre ind.
Det gjør jeg ogsaa! Og vil I ikke troe mig saa sværger jeg paa den
Bevar os!
De kan jo stikke Ild i vore Klæder.
I hele Paladset.
Kast ham ud! ud med ham.
Mig! en Ildaand!
Det have vi gjort ved dem, som vare stærkere end I.
Den, som kommer mig nær, kaster jeg en Ildkugle i Hovedet, saa at den
Sligt et Sprog, den Karl tør føre!
Det jeg skulde roligt høre?
Veed han vel, hvad jeg kan gjøre,
Kjender han min Magt?
Taage, Skylregn, Skyer svære,
Kan jeg i et Nu frembære.
Strax skal her Skypumper være,
Agt sig bare lidt, min Kjære!
Taage, Skylregn, Skyer svære,
Ville I mod mig frembære?
Ha, ved Jordskjælv, Svovl og Tjære!
Jeg Respect skal Eder lære.
Kom kun mod mig, hele Hære!
Mutters ene jeg tør være.
Jeg skal staae og I skal falde,
Knalde nu, hvad der kan knalde!
Anden Scene
PAMPHILIUS. DE FORRIGEMine Herrer og Damer, De holde jo formelig Tyrefægtning her i Forgemakket.
Ah, vor kjære, fortræffelige Hr. Pamphilius!
Vor smukke Pamphilius!
Min Ven og Mester!
Jeg kommer for at melde Dem at Aandernes Behersker er paa Springet med at vaagne og vil i utrolig Hurtighed staae ud af Sengen.
Ah, Charmant!
Den elskelige Herre!
Det falske Pak!
Er det Dem, Hr. Overfyrværker, der gjør denne Larm?
Det er ikke sandt!
Ikke sandt!
Afskyelige Bagtaler!
Mine Damer og Herrer! Dem kjender jeg, deres trofaste Sindelag, deres fine Takt. – Og Dem, Hr. Ildaand, kjender jeg ogsaa; Deres Plads er ikke her! hold Maade med Deres ubesindige Ild, eller jeg lader Dem oversprøite! Nu gaaer De!
De gaaer!
Gaaer! jeg behandles som en
Tredie Scene
DE FORRIGE uden ILDAANDENDe ville behage at tale, men den Ene først, og saa den Anden. Hvad er det?
Mageløse Hr. Pamphilius, De har vistnok bemærket, hvorledes vi tilsidesættes, og at det er Menneskene, hvem Aandernes Konge overvælder med Velgjerninger; men disse Mennesker misbruge hans Gaver, og lønne ham med Utaknemmelighed.
Og skulde Nogen være utaknemlige, saa ere vi dog de nærmeste!
De tier!
Jeg har ogsaa en Mening at sige, jeg er en Aand, som lever af mine egne Midler.
Det er Feen
Og dette er den eneste og almindelige Klage imod Aandernes Konge? Nu vel! De har ikke længer Aarsag til at føre Den. Hun, som ved sin skjønne Sang vistnok udvirkede lidt vel meget for Menneskene, er fjernet for bestandigt; De maa have hørt derom, mine Herrer og Damer. Bravallas
Er det muligt!
Dernæst tog Aandernes Konge den Bestemmelse, – den er proklameret, de maae have læst den, mine Herrer og Damer, at ingen Dødelig
Og er det saa vanskeligt at erholde en saadan?
Høist vanskeligt. Den Ansøgende maa begive sig til Abernes Land, finde Adgang der i de første Kredse, og ubemærket tilvende sig denne Fjer; opdages hans Hensigt, forvandles han øieblikkelig til en af Landets ringere Indvaanere.
Rædsomt!
Og efter at De have hørt dette, vil jeg troe og haabe, at hans Majestæt, Aandernes Konge staaer retfærdiggjort og reen.
Han leve!
Tillad at jeg Dem fører frem,
Saalangt som jeg tør føre,
Og derpaa vil jeg melde Dem,
Meer kan jeg ikke gjøre.
Vi stille os ved Naadens Port,
Som Majestætens Hale,
Som store Aander har vi stort
Behov til Gratiale.
Vi stille os ved Naadens Port,
Som Majestætens Hale o. s. v.
Fjerde Scene
Soveværelset
Ai ah! – Hvad er Klokken? – jeg har glemt at trække Uhret op! Hvor er Pamphilius! (ringer) Pamphilius!
Deres Majestæt!
Hvor er Du? hvor bliver Du af? Hvorfor har du ikke kaldt paa mig, og hvem har gjort min Seng istand iaftes?
Jeg, Herre!
En anden Gang giver Du mig ikke vaade Skyer, de skal dampes ud, jeg vil ligge tørt. Troer jeg ikke endogsaa at Du har taget Regnskyer! Og hvad er det for en Larm derude i Forværelset?
Der er en Mængde høie Aander, Feer og Troldmænd, foruden nogle Hexe, og andre af den lavere Troldklasse.
Og hvad ville de igjen?
De ville have – de ville klage –
Jeg er
Deres Majestæt, jeg har allerede Lommen fuld.
Giv mig dem! – altid plage, altid klage! (seer i eet af Papirerne) Hvad er dette,
Femte Scene
PAMPHILIUS med de TO MARER; de ere i Ridedragt. AANDERNES KONGEVi knæle her! Din Thrones Fod omfavnes.
Hør os, – af mange Mennesker vi savnes. –
De Tider svandt for stedse,
Og I har jo Pension,
I være skal tilfredse.
Gaaer bort fra min Person!
Men Attester har vi, at vi kunne
Mareridt!
I har Eders Pension! kan I ikke forstaae dansk? soll ich deutsch sprechen? Dixi! (Han lader lyne rundt om sig, de to Marer kysse grædende hans Kjole.)
Jeg beder, kast mig disse over
Og vove de at komme flere Gange,
Da gjennem Sump og Søer,
Jeg giver dem Motion,
De blive skal til Frøer
Og miste al Pension.
Rædsels-Ord! et Gys mig gjennemfarer!
Herre! hu! tilgiv to gamle Marer,
Uden Haab.
Sjette Scene
AANDERNES KONGE. PAMPHILIUSHar jeg ikke næsten ærgret mig! evige Plager! – de andre
Han sidder paa en Sky og spiller »
»Skidt-Mads«, det har jeg ogsaa engang spillet, da jeg gik om forklædt paa Jorden. »Skidt-Mads« (falder hen i Tanker.) Hvor mange Minder ligger der ikke i det lille Ord »Skidt-Mads«!
Syvende Scene
Jeg er glad ved at jeg har faaet Zephises her op! – Da jeg for tyve Aar siden reiste om dernede paa Jorden, lærte jeg ham at kjende:
»
I Afrikas brændende Lande
som der staaer i Visen. Jeg red paa den vilde Struds, jeg sov i Beduinens Leir, men meest lystigt var Mødet med Zephises. Jeg husker det saa godt, jeg har en god Hukommelse! det var paa tredie Aar at Zephises studerede den ægyptiske Magi. Han blev min Yndling og da vi kom til Wien, kjøbte jeg ham der baade Huus og Have og lod hans Troldkabinet indrette. Der døde hans Kone fra ham, en meget kjøn Kone; han tog sig det forfærdeligt, græd og lamenterede; da gav jeg ham det Løfte, at naar han engang døde, skulde han blive optaget her mellem Aanderne. Igaar blev han dræbt af en Lynstraale, ude paa Vesterbro, jeg hørte det, erindrede mit Løfte, og mine Aander maatte bringe ham herhid. Lad ham komme, Pamphilius! (seer sig om.) Ingen hører mig!
Ottende Scene
ZEPHISES. PAMPHILIUS. AANDERNES KONGELuftens Herre, Aandernes Konge! hvorledes skal jeg takke dig!
O, det er ikke værd at tale om! jeg er glad ved at have Dig hos mig! hvad synes Dig om Skyverdenen? er her ikke en deilig frisk Luft! –
Ak, Herre, jeg er lyksalig! – men i al min Lyksalighed, i al den Glands og Herlighed, jeg er omgivet af, lider jeg dog uendeligt!
Lider?
Ja, Herre! Du veed selv, hvorledes Du paa Jorden berigede mig, veed hvilke uhyre Skatte jeg
Ja vel! Dine Arvinger ville ikke
Jeg byggede for mine Rigdomme en stor Hvælving; Du gav denne en
Du kjøbte Dig altsaa et Huus paa Vesterbro, og der nedgravede Du Din Kokosnød, Din praktikable
Ja Herre, det gjorde jeg. Min store Hvælving med Kongerigers Skatte staaer der, men lukket ved et Trolddoms Ord, som ingen Dødelig
Naa, hvad de ikke kjende, det savne de heller ikke, og Du trænger her ikke til Skatte.
Men jeg har en Søn, hvem jeg har efterladt, uden Trøst og Hjælp!
Har du en Søn?
Konge! Husker du ikke meer den lille Elimar?
Rigtig! nu husker jeg ham, det var en kjøn Dreng, og klog, som alle Forældres Børn.
Jeg er revet fra ham ved en pludselig Død, jeg har ikke faaet Tid til at gjøre Testament, ikke givet mit Barn det ringeste Tegn om min sidste Villie! – Herre, send derfor en af dine Aander ned til min Søn, og underret ham om den hemmelige Hvælving og de uhyre Skatte der! tillad ogsaa, høie Herre, ja det er en endnu dristigere Bøn, men min Søns ædlere Lykke afhænger heraf, tillad ham at komme for din Throne!
Alt vil jeg gjøre for Dig og for ham; han skal høre om sine Rigdomme og komme til dem, men faae Adgang til mig, det kan han ikke paa anden Maade, end efter det givne
Min Søn vil ikke skye nogen Fare for at komme til Dig!
Ja, det er hans Sag!
Frels ham fra Mangel og Fortvivlelse!
Seer Du, Zephises, nu gaaer det Dig, som mange Forældre, der have Midler og derfor ikke lade deres Børn lære noget; gaaer det galt med Rigdommen og de Gamle falde bort og Børnene skulle sørge for sig selv, ja saa staaer
Niende Scene
PAMPHILIUS. DE FORRIGESend øieblikkelig en velgjørende Aand ned til Hr. Zephises Søn, med den Besked, som er ham nødvendig.
Deres Majestæt,
Jeg forstaaer Dig; de have Alle fuldt op at gjøre, men det kan ikke hjælpe, Du maa finde Udveie.
Herre, hvorledes skal jeg takke Dig!
Ved at tie stille! Pamphilius. (Pamphilius kommer øieblikkelig.) Hvad skrive vi idag?
Den 27de November!
Hvad behager! det er en god Historie! har jeg ikke tænkt det; November! og dog Tordenveir paa Vesterbro! der slaaer Lynilden ned, – det skulde snarere være Sneeveir.
Ja, deres Majestæt, det er den almindelige Klage fra alle Mennesker, Vinteren er varm og Sommeren er kold.
Hvorfor giver jeg Aarstiderne Gage? mon for at de skal gjøre
Naa, i Dag løber jeg nok Benene af mig!
En flink Tjener, en prøvet Tjener; nu har jeg til
Tiende Scene
DE FIRE AARSTIDER. DE FORRIGEKom nærmere! I fire Døgenichter! hvad er det jeg hører.
Strenge Herre! jeg kan ikke gjøre for det! Det er Sommeren, der lyner over i mig. Han er en fæl Krakiler.
Sommeren har ikke noget at gjøre i
Deres kongelige Durchlauchtighed
Ja, det er Sandhedens Ord! Høsten er min eneste Ven! Først hos ham føler jeg at jeg er mig selv, hos ham kommer jeg til Ro, – jeg har det varmeste Hjerte, den bedste Villie, men det er ikke det, som gjør det!
Jeg vil ikke høre mere! men det siger jeg, I skulle forliges indbyrdes; gaaer ikke hen og fordærver mig mit lille Foraar! Det er et sødt lille Væsen, det er min bedste Aarstid, Foraaret. (kniber hende i Kinden og giver hende et Guldstykke.) Det har Du til lidt Fornøielse, Du lille Puttehøne, min egen Kjælegriis!
O deres Strænghed, maa jeg kysse Haanden! jeg skal rigtig
Og nu afsted! men husk hvad jeg har sagt! kommer der endnu eengang Klage over Eder, saa veed jeg hvad jeg har at gjøre. Isærdeleshed han, Hr. Sommer, tage sig iagt! vær hellere for heed, end for kold, og giv ikke langvarig Regn, selv om det regner hele
(De fire Aarstider gaae.)
Alt det maa man have i sit Hovede! – naa, kom min kjære Zephises, nu skal jeg sørge for Din Søn, jeg vil gjøre ham lykkelig, saa lykkelig, som et Menneske kan blive det paa Jorden. Jeg veed Din Idee med den syvende Statue, det er en meget god Idee, det er egentlig min! – Men det siger jeg Dig, Du giver ham ikke noget Vink eller Raad, ellers tales vi ved. Nu til Frokosten, jeg har en prægtig Krokodilesylt med Alperoser.
Ellevte Scene
Nede paa Vesterbro
Mit Navn det er
Ved Holberg kom det til Agt,
Halv Engel jeg ogsaa skal være
Det har mig min Kjæreste sagt,
Forstanden i det Hele
Er ikke
:|: Og Hjertet kan man dele
Der er Portion for Ti! :|:
Jeg kan ikke gaae og sørge,
Og miste min gode Couleur,
Hvo kjøber
Et Menneskes slette Humeur?
Nei glad jeg gaaer gjennem
Og deilig er Livets Dal,
:|: Men Rigdom er Humeuret,
Det er min Capital! :|:
Men Humeuret begynder at slides lidt om Kanterne; det er galt, min Dreng! men der er meget, der er galt! – de gode Dage ere forbi, de komme ikke mere ind i denne Stue. Min stakkels unge Herre, hvorledes vil det gaae ham? Ikke saa meget som fire Skilling har den Gamle efterladt os, ikke noget uden dette Huus; Humeur har min Herre ikke, han har kun Dannelse og den skal man ikke komme vidt med i vore Dage. Hvad skal han begynde paa? Jeg maa nok tænke for ham. (seer i en Avis) »»Stedfortræder«,
Tolvte Scene
GRETHE. HENRIKHenrik! Hvad staaer Du der med? det er jo mit Tøi, min Silkekaabe.
Ganske rigtig! Seer Du, jeg vil berede Dig en Overraskelse. Jeg vil lade Dig skaffe Penge, sætte Dit Tøi paa Asistentshuset.
Hvorfor sætter Du ikke Dit eget.
Fordi jeg elsker Dig!
– Min gode Silkekaabe, som det just nu er Tiden til at bruge; ja var det da om Sommeren. –
Ja om Sommeren, naar man ikke behøver Kaabe, hvad var det saa? nei nu om Vinteren, nu da Du trænger til den, nu er det stort, det er besyngeligt!
Jeg er ikke gal! – Hid med Kaaben! hvor kan Du faae saadanne Tanker.
Ere vi ikke een Sjæl og een Tanke? Ere vi ikke Forlovede, har vi ikke byttet Guldring?
Jo, jeg har været saa
»
Ak, see! der er vor unge Herre.
Trettende Scene
ELIMAR. DE FORRIGEHvad gjøre I her, lad mig være alene!
Ak, hvor han seer ilde ud!
Herre! spiis en Boeuf! man maa ikke give tabt! hvem holder paa En naar man ikke holder selv!
Tak! gaa bare!
Stakkels Herre! de er istand til at falde i Afmagt og saa kan De ikke kalde paa mig!
O saa gaae dog! plag mig ikke!
Grethe, med ham er det forbi! han lever ikke hundrede Aar til!
Fjortende Scene
Nu er jeg alene, alene i Ordets dybe Betydning! min Faders Død har kuldkastet al min Lykke. Hvilke sælsomme Begivenheder og
Nu briste alle Bobler, som Barne-Øiet saae!
Og intet Solskin kommer fra Skyen tung og graa;
Der springe ingen Roser ud fra den haarde Steen.
Jeg kjender ingen Venner, jeg eier ikke een!
(springer op) Det banker! kom ind!
Femtende Scene
EN LILLE NISSE (med en rød Hue, stikker Hovedet op af Gulvet).God Dag!
Hvem er Du?
Nissen.
Hvem er din Fader!
Nissen.
Jeg forstaaer Dig ikke!
Jeg hedder ikke Nissen, men jeg er Nissen!
En Trolddom!
Lidt overnaturligt! jeg er Huusnissen; har Du ikke læst om mig i Danmarks Folkesagn, ny Udgave,
Jeg kjender Dig, Du Nordens
Ja, det var min Bedstefader, der gjorde det!
Nu har jeg Haab igjen, nu det Overnaturlige atter rækker mig Haanden. Jeg troer paa Under i denne Verden, hvor Alt er Underværker.
Jeg har noget meget behageligt at sige Dig, men jeg maa ikke sige hvem der har sendt mig! jeg har jo faaet min gode Grød her i Huset, og man skal gjøre Gavn for Føden, har gamle Nissen sagt.
Hvad bringer Du mig? Hvad har du at sige mig?
Ja, det er det! O, jeg rummer det knap i Hoved og i Hue, der er overmaade meget overdraget mig! for man kan nok due til Noget, skjøndt man er lille.
Tal dog!
Det er jo det jeg gjør! og jeg har faaet en heel Pegl Ønske-Nødder! kjender Du Ønske-Nødder? I hver ligger et lille Underværk, der er til at bruge naar man er i Forlegenhed. Seer Du, her er en Trappe hvor jeg staaer, den har Du ikke kjendt før, og dernede igjen er en Kjælder, den har Du heller ikke kjendt, og der ere uhyre Rigdomme, som din Fader har efterladt Dig; derfor har jeg gjort dette Muldvarpeskud.
Min Lykkes Sol staaer op!
Ja stiig Du ned med mig, saa stiger den op! følg Du bare med Nissen, for jeg er din Ven.
Jeg følger Dig!
Saa kom! saa kom!
Ja Lykkens Sol, Du lyser!
Gesvindt! gesvindt.
Velan her er min Haand.
Du ingen Dæmon er, for hvem jeg gyser,
Jeg følger Dig, Du er min gode Aand.
Usynlig følges Du af Aandehære,
Til Rigdom og til Lykke kjendt af faa!
Dog Guld og Perler er kun en
Men Eet er meer – og det Du vinde maa!
Anden Act
(En dunkelblaa, med Guld smykket Hvælving; forrest staae to storeFørste Scene
NISSEN. ELIMARKom!
Er det en Drøm? staaer jeg, som Aladdin i Eventyrenes Hule? hvilken sælsom Glands fra disse Mure, fra dette Gulv, fra disse kostelige Billedstøtter! Perler, Guld! (griber et af Smykkerne) nei, jeg drømmer ikke, det er Virkeligheden selv. Og alle disse Skatte ere mine?
Jeg rummer det ikke i min Tanke. (læser Indskrifterne) Louidorer, Souvereigns,
Ligger altsammen paa Kistebunden. (aabner et af Fodstykkerne).
Men her er en ledig Plads, een Statue mangler; hvad ligger der?
Et
»Min elskte Søn, de Skatte, Du opdager
I denne Hvælving, var min Eiendom.
Med min Velsignelse Du dem modtager,
Fra Aandernes Behersker Skatten kom.
Hver Gang jeg stedtes for hans Straale-Throne
Een Statue af sjælden Værd jeg fik,
Den største Rigdom under Nordens Zone.
Og dog fæst mod en større Skat dit Blik.
Een Statue her mangler, den Du finde,
Mod den er alle Skatte kun som Muld.
Gaa, søg, og lykkes Dig, Du den kan vinde,
Da vandt Du meer end Perler, meer end Guld.«
Meer end Perler, meer end Guld!
Meer! – Hvilken Række af Underværker opruller for mig! det er ingen Drøm, det er Sandhed.
Sandhed.
Jeg var en Tigger, nu er jeg en
Det veed kun Aandernes Konge!
Hvilken forunderlig Længsel opfylder mig! Hver Statue her er saa skjøn, saa kostelig. Denne er af Marmor, denne af Guld.
Og denne, een eneste Diamant!
Men den syvende, den som mangler, den som er mere end alle disse uhyre Rigdomme, meer end Perler og Guld! O, hvorfor kan jeg ikke i dette Øieblik synke ned for Aandernes Konge; det er ikke Guldtørst, jeg føler, ikke den Gjærriges fortærende Lyst, nei, det er en Attraa, høiere, bedre, en Længsel, der driver mig til Bedrift, til at vove og vinde. Er der da ingen velgjørende Skytsaand, der kan hjælpe?
Jeg!
Du! Ja, Du kan, Du vil! Du aabnede mig denne Hvælving, bragte mig alle disse Skatte. Før mig til Aandernes Konge.
Prrr! nei, saa let gaaer det ikke! ja, det er en lang Historie; der har Du den trykt. Det er
»Vi Aandernes Konge, lede og kjede af uværdige Menneskers evige Plagen og Paatrængenhed, give herved tilkjende, at ingen Dødelig herefter indlades uden at medbringe, som Adgangskort, en Fjær af den Fugl Phønix, der holdes fangen i et Guldbuur udi Abekattenes Land!« Hvor er Abekattenes Land? Vil Du være min Fører? Er det langt herfra?
Langt borte og nærved, ligesom man tager det. Jeg skal lægge Jernbane, saa gaaer det.
Anden Scene
HENRIK (stiger ned af Trappen), GRETHE (følger noget efter). DE FORRIGEHerre! Nei, Gud Fader bevares! vi komme jo lige lukt ind i
Er der mørkt!
Himmelsk!
Hvad vil Du? Hvorfor skriger Du?
Ak! Herre! (seer Indskrifterne) Dukater, Souvereigns, og
Hvad er det Hvide!
Stille! disse Rigdomme ere min Arvepart efter min Fader; men endnu tales der ikke herom; jeg maa først gjøre en Reise, men jeg er snart tilbage igjen, og da skulde vi Alle være lykkelige!
Nu kaster jeg en Ønskenød og der har vi Jernbanen. (I det han slaaer mod Muren aabnes den med et stort Brag og man seer ind i en uendelig lang Tunnel hvor Lygterne i Afstand lyse som smaa Ildkugler.)
Ak, Henrik! (hun falder i Afmagt).
Der er Locomotivet og en god Vogn! tag Henrik med,
Herre, Herre! Grethe er besvimet.
1.
Min egen lille Grethe, Du er jo hos Din Ven,
Og om jeg reiser fra Dig, jeg kommer hjem igjen.
Gaaer selv det gjennem Jorden, og hvor man ei kan gaae,
Du faaer mig dog tilbage, det kan Du stole paa.
Vær glad, vær glad, lille Grethe.
Ak, naadige Herre jeg er ikke vant til Trolddom! det er første Gang.
See at komme op! vær uden al Frygt! Henrik følger mig paa Reisen; Dig, Grethe giver jeg Portnøglen, jeg kan stole paa din Troskab.
Bedre, end jeg! ak Herre, hvorhen gjælder Reisen. Lad mig dog tage en ordenlig Afsked med Grethe!
All right!
Skynd Dig og følg med! Du, Grethe, gaaer op og
Hu! Lad mig komme op! o mine Been kunne ikke bære mig! Henrik, reis ikke med! reis ikke ind i det gruelige Mørke, det er Trolddom!
Det er den høiere Magi! det er vor gamle Herres Levebrød, og det er nu Sønnens Levevei! Ham maa jeg følge. Du er mit tredie Liv, Grethe, men naar det gjælder min Herre, saa sælger jeg Dig med, Grethe, selv om det var for en Mark.
Hjælp mig op i Stuen, Henrik! hvor reiser I hen?
Det veed jeg ikke, Grethe, men det gaaer længer end til Roeskilde. (En Klokke ringer.)
Skynd dig, kom!
Farvel Grethe! Skynd Dig, giv mig
2.
Jo, jeg har sat min Lykke her paa et
Har jeg fortjent det af Dig at Du vil reise bort?
Hvor kjær Du er mit Hjerte, det føler jeg først nu.
»
Farvel, Farvel, siger Grethe!
Farvel, farvel, lille Grethe!
(raaber efter hende) To Skjorter og en Nattrøie!
Kom! kom!
Herre, det er jo et Extrat og for Deres Skyld, saa behøver det ikke at afgaae saa nøiagtig, det gjør det ikke engang med de
To Skjorter og en Nattrøie (Toget gaaer.)
Tredie Scene
Værelset ovenover
Her er det! her er Uldent og Linned! Henrik! Hvor er Hullet? (I det hun nærmer sig Nedgangen, slaaer en Flamme op, Tordenen ruller og Aabningen lukkes.) O nei! jeg døer af Skræk; saadant Overnaturligt og Undernaturligt tager Livet af mig! Og jeg vil tjene hos saadant et Menneske, der farer lige lukt ind i Jordens Midtpunkt med min Kjæreste? jeg seer ham aldrig meer! aldrig! det er den længste Tid, vi Mennesker kjende; men kommer han tilbage og min unge Herre med, saa skal jeg lave dem et Maaltid, der skal smage, for koge kan jeg.
Paa Køkkenet er Grethe klog,
Jo, jeg skal dem traktere!
Jeg kan
Og saa endnu lidt mere!
Det Bedste vil jeg bringe hid,
Hvad Kogekunsten kjender,
Og Dugen den skal skinne hvid
Som friske Jomfru Tænder.
Paa hver Couvert en smuk Bouquet,
En Krands omkring
Drik da, thi jeg fortjener det,
For mig en Skaal af Vinen!
O kom igjen tilbage!
I Nætter og lyse Dage,
Sidder jeg med min Klage
Længselsfuld efter Dig!
Ak, den Tanke kan skrække,
Sorg kan mig ødelægge,
Det er et Tab for os begge!
Nei, jeg bør more mig!
Lidt opmuntres bør jeg,
Strax Visitter gjør jeg,
Gjennem Taarer leer jeg,
Ikke Henrik seer jeg.
I Casino gaaer jeg,
paa Mascerade ta’er jeg,
Dog min Sorg har jeg, Men jeg taer!
Mel.: »Og naar jeg morer mig daarlig.«»Tivolivisen« fra 1843, af Peter Faber, Adolph Recke m.fl., går på en melodi, kendt fra gadevisen »O Fortids stolte Minder«. Komponisten ukendt. Tivolivisens første strofe lyder: »Og dersom Du morer Dig daa’lig / Paa Rosenlund og paa Fredsberg, / Saa skal Du ta’e ind paa Tivaali, / Og see om du morer dig der«. Trykte noder: Folkets Sangbog udg. af N.K. Madsen-Stensgaard, 1903, nr. 679.
Ak jeg vil kun »more mig daa’lig«,
Jeg savner min Hjertenskjær,
Ja, gaaer jeg selv »ind i Tivoli«
Jeg morer mig dog ikke der!
Er Længsels Sang.
Store Bededag jeg med de Andre
Hen ad Volden
Ding, dang! ding, dang – –!
Ling ling ling ling, ling ling!
Hør nu Klokkernes Slag!
Ling ling! han kommer i Dag,
Han kommer tilbage, han flyver afsted,
Og smukke Presenter til mig har han med!
Min Henrik, min Forlovede, nu er jeg saa glad,
Og nu skal Du see hvor Din Grethe kan lave Mad;
Paa Kjøkkenet er Grethe klog,
Jo jeg skal dem traktere,
Jeg kan Hr. Nielsens Kogebog,
Og saa endnu lidt mere!
Det Bedste vil jeg bringe hid
Hvad Kogekunsten kjender,
Og Dugen den skal skinne hvid
Som friske Jomfru Tænder.
Paa hver Couvert en smuk Bouquet,
En Krands om Sølvtarinen;
Drik da, thi jeg fortjener det,
For mig en Skaal af Vinen!
Fjerde Scene
Abekattenes Land
Stor oplyst Sal
Ak, Papa! hør, hør! det er som i Skoven, da jeg sprang om som en lille Vildkat!
Charmant! Hvad var det Du sagde, min Søn? (bukker for Fuglen.)
Hvor yndig!
Du maa ikke være henrykt, før Selskabet er det! og vi ere komne for tidligt. Det er galt. Her er hverken Herren eller Fruen. (seer paa Sønnen) Hovedet lige! Hatten holdes, saa at man seer det hvide Foer inden i; og den ene Handske, saaledes! Complimenterne efter Personerne: dybt, gruelig dybt, eller kun et lille Blink med Øiet. Godt, meget Godt! Hører Du Vognrummel? her kommer hele
Femte Scene
HERREN og FRUEN, DE FORRIGE; strax efter hinanden komme de fornemme Gjæster: en FRUE med AMME ogL’amour est pour les coeurs,
Ce que l’aurore est pour les fleurs
Tør jeg i dette rige Hjem,
Vor største Maler føre frem?
Pianisten Mads jeg stille kan,
Med brækket Haandled spiller han!
Min Amme, ret et Rundetaarn,
Med samt min lille
To Reisende fra Vesterbro,
Paa Reisedragten man dem kjender!
Bon soir, bon soir o. s. v.
Der hænger Poppegøien!
Vær forsigtig!
Fra Vesterbro (spørger sin Nabo)
Hvor ligger Vesterbro?
Nu skal jeg see! et Lexicon er vigtig!
Min
Pianisten Mads!
Charmant!
Og Polka Dands!
Mens under Dandsen Hver gjør Cour,
Jeg lister mig til Fuglens Buur;
Beundre vil jeg meer og meer,
Og faae tilsidst en lille Fjer!
De har et Smiil og en
Saa man er ikke Skabning meer;
Fra Vesterbro til dette Sted,
Er De min første Kjærlighed!
O Skræk! Fugl Phønix røvet!
Ha Frække! Vee Dig, Vee!
En Voldsdaad her er øvet!
O Rædsel! – Hvad vil skee!
O Vee! reent gaaer mig Modet!
Jeg dræbes! Herre, kom!
Det koger mig om i Blodet,
Jeg bliver – vist skabt om!
Tredie Act
Hos Aandernes Konge
Første Scene
Hil Dig vor Drot! modtag vor Sang,
Den er ei lang! –
Særdeles smukt! men gjem noget til imorgen, det er min Fødselsdag!
Anden Scene
PAMPHILIUS. AANDERNES KONGETre Visitkort.
»Afdøde anonyme Forfatter til »
En ypperlig Tanke. (leer)
Og Du kjender ikke hans Historie; den er et heelt Eventyr, men det er ikke trykt endnu.
»Der var to Brødre, der gik ud i Verden, for de vilde komme frem. Midt paa Landeveien laa der et stort Huus, og paa Skiltet stod skrevet, at det var det store Dannelseshuus, hvor man i syv Aar maatte gaae i Lære, men saa blev man ogsaa rigtig dannet. »Jeg gaaer ad Skoven til«, sagde den Ene og saa gik han, »og jeg gaaer ind i Dannelseshuset!« sagde den Anden, for han vilde nu være saa sikker paa det. »De maa først lære at staae ordenlig paa Benene,« sagde de til ham derinde; »
Og den anden Broder, ham der gik ind i Skoven.
Der var saa velsignet og rart, alle Fuglene sang! – (Man hører udenfor
Tredie Scene
Disse Toner, denne Stemme
I min Hjerte længst har hjemme;
Ak, Erindringer de gjemme,
Straaler om Bravallas Navn!
Fjerde Scene
PAMPHILIUS. AANDERNES KONGEHerre, Feen Bravalla, Fugl-Phønix i det gyldne Buur! Zephises Søn er Overbringeren.
Bravalla! – jeg bliver nerveus! – tal ikke om dette Øiebliks Svaghed. Ikke en enkelt Fjer, men hele Fuglen selv bringes mig! – det var en dristig Tanke. Lad den komme! nei! – Fugl Phønix bringes ind i Solgemakket, der synker Fjedderhammen, der staae hun igjen i sin Magt og Skjønhed, der mødes vi! Ingen Ydmygelse!
Og Zephises Søn!
Modtager jeg! sørg Du for lille Nissen!
Femte Scene
AANDERNES KONGE. (strax derpaa) ELIMAR og HENRIK, (denne har Abe-Ansigt og Abe-Manerer.)Var det imorgen, saa havde det været paa min Fødselsdag.
Aanders Herre! tør jeg vove
Dig at takke, Dig at love!
Tak for Guld og grønne Skove,
Tak for Gave, tak for Gunst!
Vær velkommen i mit Rige.
Tør jeg vove, bede, sige,
Frels først den Ulykkelige,
Fra den
Jeg forstaar nok hvad Du mener.
Denne Abe er din Tjener,
Jeg ham Skikkelsen
Den han fordum fik og bar.
Aanders Herre, høit i Sale,
Vover jeg til Dig at tale,
Vover mig at anbefale,
Du min Fremtids Lykke har.
Føi for Satan, er det Maade!
Flipperne blev ganske vaade.
Ak tilgiv mig, Deres Naade!
Er nu Abekatten væk?
Du staar gjenfødt. See i Speilet!
O, jeg er som overseilet!
Har jeg mod Respekten feilet,
Det er skeet af bare Skræk.
Jeg er let i alle Lemmer!
Gamle Henrik jeg fornemmer!
Aldrig jeg den Reise glemmer,
Men Pointet nævnes ei!
Heisa, hopsa, falderalle!
Alle Sorger, alle, alle,
Ere glemte, jeg maa tralle,
La, la, la, la, la, la, hei!
Han er let i alle Lemmer o. s. v.
Aanders Herre, tør jeg vove,
Dig at takke, Dig at love!
Meer end Guld og grønne Skove,
Gav Du mig! tak for Din Gunst!
Henrik, Du glemmer hvor Du er! tak Aandernes Konge!
Han syntes mig interessantere i sin forrige Skikkelse! men nok derom. (til Elimar.) Og, hvad Dig angaaer, og hvorfor Du er kommet her, jeg veed det, spar din Tale! Din Fader gav jeg sex kostelige Billedstøtter, Du skal
Lad mig synke for Dine Fødder.
Ikke tale! det er mig der har Ordet! – Du har allerede seet Beviis paa min Deeltagelse! jeg aabnede Dig den underjordiske Hvælving, jeg lod den lille Nisse føre dig derned, og gav ham den Pegl Ønske-Nødder, som han meget fornuftig har benyttet; jeg har stor Deel i Alt. Du vil erholde den syvende Statue, den der er meer end Perler og Guld!
Det skulde ikke være en lille ottende, deres Majestæt! –
Een Betingelse gjør jeg; før Du erholder den syvende Statue, maa Du bringe mig en attenaarig Pige, smuk, god og uskyldig, et Mønster for hver Qvinde, Een, som aldrig har sagt en Usandhed. –
Tak! – Ja tag mig saa Statuen! – Det gaaer aldrig, Deres Majestæt! jeg kan mærke, at De ikke kjender Fruentimmerne; ryk ud med Statuen, hvad er saadant et
Stille! (til Elimar.) Du
Jeg sværger det!
Hu, hvor det rumler i Majestæten!
Du, eller hun!
Jeg eller hun! Men, Herre, selv om det nu bliver mig mueligt at finde en attenaarig Pige, smuk, god og uskyldig, et Mønster for hver Qvinde, hvorledes kommer jeg da efter, om hun aldrig har sagt en Usandhed, selv om kun i Spøg, dog altid en Usandhed?
See
Du har Ret, jeg maa give Dig et Middel til at kjende Qvinden.
Deres Gjennemsigtighed! lad ham spørge mig! han er saa uskyldig, jeg kjender bedre Fruentimmer-Kneb.
Nu vel, du sige ham det! – (til Elimar) hvor Du møder en ung smuk Pige, grib hendes Haand, og er hun ikke uskyldig, tro og sanddru, har en eneste Løgn besmittet hendes Læbe, da vil electriske Gnister gjennemfare denne Yngling, det vil virke, som Gigt i alle hans Lemmer. –
Nei, Deres Forfærdelighed, det holder jeg ikke ud, jeg taaler hverken electriske Albustød eller
Et Menneske udholder mere, end det troer. Du er indviet!
Om Forladelse! (vil ud.)
Hvorhen!
Jeg faaer saa ondt!
Du bliver.
Men Deres keiserlige Høihed! jeg er ingen Aande-Krop! jeg er et menneskeligt Væsen, med Hjerte, Lunge, tilstrækkelig Mave o. s. v. o. s. v.! jeg kan ikke tjene, som
Stille! Der venter Dig ogsaa Glæder, usigelige Glæder, salige Fornemmelser; findes en Qvinde, uskyldig, tro,
Vi have bragt Fugl Phønix, og der er kun een!
Hør mig! – findes en saadan Qvinde, da vil Du opfyldes af Salighed, dit Øie vil lee, din Læbe synge, dine Fødder bære Dig i Dandsens Lykke! –
Dandse, Deres Majestæt! Dandse naar Gigten har gjort mig til
Jeg vil sørge for din Fremtid!
Ja, naar jeg ligger i min Grav!
Det er min Villie! – Pamphilius!
Sjette Scene
PAMPHILIUS. DE FORRIGELad de to gamle Drager, som høre til min Gallavogn, spænde for, det er to
Mægtige Hersker, det er ikke mueligt! den ene har brækket venstre Vinge, og den anden kan ikke længer spye Ild.
Hvad gjør vi da! Ah! tag den ene af de smaa Luftballoner, men lær først den lille Nisse at styre den. Hvor Ballonen daler, søg der din Lykke. Ifører Eder hver den kostelige Klædning, jeg giver Eder til Erindring om dette Besøg; den vil kunne bæres og slides endnu af Eders Børn i tredivte
Jeg føler Mod og Begeistring! snart bringer jeg Dig den skjønneste, den bedste af alle Qvinder. (Bøier sig dybt og iler ud.)
Syvende Scene
DE FORRIGE uden ELIMAROg jeg, Deres keiserlige Majestæt, jeg gaaer uden Mod eller Fornøielse; det bliver en Tour fra Pinebænk til Pinebænk.
Underlige Menneske,
Ja, Deres Høiaandelighed kan sagtens tale, men det er mig, det gaaer ud over. Saa maa jeg bede om en
Grethe! hvad er det for en Person?
O, en mageløs Pige! der er ikke fra Valby til China hendes Lige. Hun er min Forlovede.
Du kan engang presentere hende for mig!
Nei, Deres Majestæt! – allerunderdanigst! – det gaaer ikke an, jeg vil nok beholde hende selv. Nei, bliv paa Jorden og ernær Dig redelig! det er hendes
Min egen lille Grethe jeg altid seer,
Der er i Verden vel Grether fleer,
Men ingen Grethe, som hende;
Hun er saa frisk som en Rosenknop,
Og dog kun en Kokkepige,
Men en der er til at spise op,
Selv det er for lidt at sige!
Hun er saa nydelig, klog og rar,
Forlovet blev vi med Ære.
Hver, som i Verden sig en Grethe har,
Forstaaer hvad min Grethe kan være.
Min lille Grethe jeg altid seer,
Det er en Pige at kjende,
Der er i Verden vel Grether fleer,
Men ingen Grethe, som hende!
Gratulerer! Du skal komme hjem igjen endnu smukkere end Du er!
Kan jeg stole paa det, Deres Majestæt!
Som paa din Grethe!
Ja! ja saa, Deres Keiserlighed!
Pamphilius!
Ottende Scene
PAMPHILIUS. AANDERNES KONGEBring mig nogle af de nyeste Bøger fra
Niende Scene
Luft-Egn
1.
Vi flyve over Skyen,
See ned paa Land og Stad;
Rødtaget ligger Byen,
Som kogte Krebs paa Fad!
Jeg har en deilig Kikkert,
Jeg øiner Alt hvad skeer!
Og man seer Alting sikkert,
Naar ovenfra man seer.
2.
Europa som en Jomfru,
Passere vi forbi,
See Spanien er
I Frankrig sidder Hjertet,
Det har man mig fortalt.
Og Tydskland det er Maven,
Men der –
3.
Nu seer man kun af Jorden
En lille
Det er vist Kongens Nytorv,
Hvor der er faldet Regn.
Men siig mig, hvad er dette,
Der flyver som Vind forbi,
O, det er Mængdens Mening,
Der er ingenting deri.
Herre! der kommer en Stork! den hviler paa Ballonen; god Dag,
Det bliver koldt heroppe
Vi maa tage Kapper paa!
Jeg seer som Sukkertoppe
To Bjerge i det Blaa!
Der ligger en By med Taarne,
Dem aldrig før jeg saae,
De stande saa høivelbaarne
Som noget Taarn kan staae.
Fjerde Act
Sandhedens Land
Byens Torv
Første Scene
I Baggrunden ligger Slottet; der og i alle Huse seer man Vinduesgardinerne nede,Om Forladelse! (see igjen opad, og saaledes hele Scenen).
Den daler.
Den daler, men langsomt.
Og De antager, at det er –
Nei,
Og det er det ogsaa! »Aandernes Eiendom« staaer der i Skroget. Jeg kan læse det, jeg har en god Kikkert; det er Hjerterkonges!
De dale paa Hønsetorvet.
De dale paa Sandhedens Plads; jeg bliver. (trækker sig tilbage).
Anden Scene
Ballonen daler med ELIMAR, HENRIK og NISSEN.Vær saa god og staa i Land. (Elimar og Henrik stige ud) Jeg kommer med Ballonen, naar jeg hører Signal!
Hvilken
Farvel! god Lykke!
Tak, min lille Luftskipper! – ja, jeg har jo Signalpiben! (til Henrik) naa, min Ven, hvorfor saa alvorlig? Synes Du ikke om det her?
Herre, for mig blomstre ingen Roser meer!
Vær dog intet Barn! det gjælder jo ikke Livet. Det hele er en Prøve.
Ja, men jeg er Prøvekluden! – De kan sagtens, Herre, men jeg – Uh! jeg er allerede saa ladt med Electricitet, saa at Hofteskaalerne løbe over; see, hvor det gaaer mig ud af Fingrene. Ritsch! Ritsch! det er et heelt Batteri! –
Tie dog stille, og gaae hen og ring paa Portklokken der, at vi kunne faae at vide, hvor vi ere.
Saaledes gaaer Fortvivlelsens Offer.
Om Forladelse, Fremmede! ved hvilken
I taler dansk! Herre, han taler kjøbenhavnsk Dansk!
I vort Land tales alle europæiske Sprog, og det er en Lov, at Konge og Folk hver Maaned tale et forskjelligt; i denne Maaned tales der Dansk.
Det var forbandet heldigt! – Skjøndt vi tale ogsaa alle Sprog lige godt.
Høistærede! vil De være saa god at sige mig, hvor vi egentlig ere.
Du befinder Dig paa Ærbarhedens Ø, i Sandhedens Rige, Landet for de rene Sæder! Din Fod betræder vor Hovedstads Torv!
Glæd Dig, Henrik! vi ere ved vore Ønskers Maal!
Gid vi vare langt fra det!
Her er vor Beherskers Slot, jeg er kun hans ringe Tjener.
Han er kun en Tjener og han
Vil Du melde mig hos Beherskeren. Jeg er kommen vidt igjennem Luften over Hav og Bjerge.
Det er Prindsen fra Oprigtighedens Land, og jeg er hans tro
Jeg kommer til Eders Land for at hente mig en Brud, skjænke hende min Kjærlighed og min utrolige Rigdom.
Dine Hensigter ere redelige! jeg skal nøiagtig
Gjør mig nu ogsaa bekjendt med Dit Lands Brug og dets Eiendommeligheder.
Paa vor Ø vil Du aldrig møde Kiv eller Strid; vi have ingen Forbindelse med andre Lande, aldrig give vi Gilder eller
Det var satans!
Eensomt er det i vore Gader, vi gaae kun ud, naar det er høist nødvendigt; i vort Hjem sidde vi og tænke kun paa vore Medmenneskers Fortjenester og opsende Takkebønner. Intet letfærdigt Ord gaaer over den unge Mands Læber, og Løgnen straffes med stor Strenghed, alt efter dens skadelige Følger; dog er man mere overbærende mod Fruentimmer end mod Mænd. Bagtalelse kjende vi kun af Navn her paa Sandhedens og Ærbarhedens Ø.
Men tør jeg spørge, naar nu nogen i al Ærbarhed stjæler, bliver han saa taget?
Den, som
Og faaer sine
Vi slaae kun Klæderne, ikke Personen, og just det er den største Straf.
Det gjøre vi ogsaa; vi slaae Klæderne, men Personen maa have dem paa.
Hvorledes er det med Hensyn til Eders Ægteskaber?
Alle unge Piger blive gifte i deres tyvende Aar, og før den Tid tør ingen af dem gaae alene ud, de maae i det mindste være Fire og ledsages af to bevæbnede
Jeg beklager de Ulykkelige.
Beklager! Udtal ikke dette Ord for vor Behersker, hos hvem jeg vil melde Dig. I Sandhedens Land kan kun Den beklages som ulykkelig, der er blind for vor mageløse Lykke. (gaaer).
Det var en rigtig
Tredie Scene
DE FORRIGE uden HJERTERKNÆGT. Lidt efter komme fire beslørede UNGE PIGER, ledsagede af to MOHRER.Af Alt, hvad han sagde, faaer jeg ikke stort Haab om at finde her en Pige, som den, jeg skal bringe til Aandernes Konge. Dog, der komme nogle Fruentimmer, jeg vil forsøge min Lykke! Henrik, vær nu
En høflig Mand.
Hvilken sælsom Dragt.
Tør jeg efter mit Lands Skik vove at kysse Deres fine Haand.
Au! Au!
Tør jeg Din Skjønhed love.
Mange Tak!
Tør jeg et Haandkys vove?
O, jeg knak!
Jeg altid lyde bør!
Au! i Marv og Been det farer!
Herre, det forlænge varer!
Hu! uh! jeg døer!
Min Gud, hvad feiler Manden?
En Idee!
Han er nok fra Forstanden!
Herre je–!
Begge her jeg hilser nu.
Lydig bør en ung Pige være,
Derfor i al Tugt og Ære –
(de række ham hver Haanden).
Hu, uh, uh, uh!
Fjerde Scene
ELIMAR og HENRIKHerre, hvad skal Enden blive!
Her De Sandheds Offer seer.
Jeg er ikke meer ilive,
Dersom her skal prøves fleer!
Stakkels Henrik! det gjør mig ondt for Dig!
O Herre, jeg bliver aldrig Menneske mere. De to sidste Jomfruer, de maae have løiet mange Aar før de kom til Verden, det er ikke muligt andet!
Det er næsten ogsaa utænkeligt at skaffe hvad Aandernes Konge fordrer! dog, jeg opgiver ikke Haabet!
Men jeg opgiver Livet!
Vil Du, at vi skulle drage til et andet Land?
Det kan ikke hjelpe! de lyve allevegne. Jeg kjender Verden, jeg er ikke som
Og der var nok, som meldte sig?
Ja, men han troede dem Allesammen! Hele Landet lagde sig efter Løgn, alle Embedsmænd, Smaa og Store; men Keiseren troede alt hvad de sagde og Datteren blev aldrig gift, og Keiseren døde af Løgne-Længsel, Sorg over aldrig at høre en Løgn, – og Løgn er hele Historien!
Femte Scene
DE FORRIGE. HJERTERKNÆGT MED TO BEVÆBNEDEFremmede! Landets Hersker kommer i dette Øieblik for her paa Torvet at holde Ret, og ved den Leilighed kan Du blive forestilt og fremføre dit Ønske!
Modtag min dybeste Tak!
Der er givet Befaling til at din Tjener føres i
Jeg i Daarekisten, jeg Sandhedens Apostel! jo vi ere rigtig nok kommet til Sandhedens Rige, vi ere komne lige lukt ind i Løgnens Land!
Din Tale er Vanvid!
Han er min Tjener! Ingen har Ret over ham uden jeg, og jeg indestaaer for hans Forstand og hans rolige Opførsel i Fremtiden.
Vel! men ved første ny Anfald fuldføres Befalingen.
Henrik, altsaa vogt Dig!
Følg mig, Fremmede og nyd Vederqvægelse i Beherskerens Bolig, det er Landets skjønne, hæderlige Skik!
Henrik, vogt Dig!
Sjette Scene
Ja, tal De ikke, Herre, jeg skal nok
De lyve Allesammen,
Enhver paa sin Maneer,
Løgn er der i Madammen,
Løgn i hver Cavaleer!
Elsk Du kun høit din Næste,
Stem i
Men tro selv ei den Bedste,
Saa troer Du allerbedst!
Det er en Løgne-Rede
Den søde, runde Jord!
Dog er her godt hernede,
Og det er Sandheds Ord;
Man veed jo, hele
Har her ei Blive-Sted;
De lyve Allesammen,
Og jeg – jeg lyver med!
Nu gaaer
Syvende Scene
HJERTERKONGE med sin Datter føres i Triumph, ledsaget af Hoffet og det hele Folk; under Chorets Afsyngelse kommer ELIMAR og HJERTERKNÆGT.Hil Dig Konge, sandhedskjære!
Stor i Aand og i Person!
Dig al Jubel, Dig al Ære,
Med Trompet og med Kanon!
Oplyste, dannede Pøbel af den høiere og ringere Stand! jeg har ladet Eder forsamle her, for at I skulle være et lysende Vidne til min mageløse Retfærdighed, og til at beskue en Skabning, en Pige, det er forfærdeligt at udsige Ordene! en Pige, der allerede i lang Tid ved Manerer og endelig ved Ord, har traadt dette Lands Skik og Brug under Fødder!
Leve Beherskeren!
Dog før Forhænget hæves til denne os ubehagelige Scene,
Vær os velkommen, Fremmede! Du er altsaa en Prinds fra Oprigtighedens Land? Men hvad er det for en bedrøvelig Skikkelse ved din Side?
Det er min Tjener!
Henrik hedder jeg!
Det er en pudsig Fyr, jeg maa lee af ham. Ha, ha, ha! (til Folket.) Man lee!
Det er en dum Nation.
Og nu til Sagen; jeg har hørt at Du her af Landets Døttre vil vælge Dig en Brud; da Du behager mig og er af Stand, saa see paa min Datter. Det er hende med Guld-Tulipanen i Haanden.
Fremmede! vant til at lyde min høie, vise Fader, rækker jeg Dig med Glæde Haanden, og jeg seer i dit Øie, at Du er det værd.
Han behager mig!
Ottende Scene
ANNA. VAGT. DE FORRIGESlip mig, I grusomme Mennesker! (kaster sig foran Thronen.) Høie Herre! hvad har jeg gjort? Hvorfor mishandle mig saaledes? Jeg er en stakkels Pige, uden Forældre, uden Venner, jeg har ikke gjort noget ondt! jeg veed det, jeg er uskyldig!
Frække Fruentimmer! Hvor tør Du vove at træde for mine Øine før jeg kalder Dig! – Afskyelige Qvinde, der er kun een Mening om Dig i den hele Stad!
Men hvad har jeg da gjort?
Bagtalt! løiet!
Nei, det har jeg ikke gjort. Det er de hæslige Mennesker, det er Bispen, det er Sædeligheds-Generalen, det er
Uhørte Frækhed! (til Folket)
Før hende bort!
Hvor hun er smuk! hvor hun seer god og uskyldig ud! en uimodstaaelig Magt driver mig til at prøve hende. Stands! tillad mig Herre, at gjøre denne Pige et eneste Spørgsmaal.
Det er tilladt!
Kjære Barn! har Du Tillid til mig?
Ak ja! Du seer saa mild ud, Du synes et godt Menneske!
Giv mig din Haand! (hun rækker ham den).
Heisa, hopsa,
Det var rigtigt denne Gang,
Herre, Herre hold nu fast!
Lykken kom i største Hast.
Det er Pigen from og reen,
Jeg maa kysse hver en Een,
Jodle, svinge, bruge Been,
Tralla lalla lala la!
O tag Dig af mig! jeg er uskyldig!
Ja, det er Du, kjære Pige! Sandhed eier Du i Ord og Aasyn, friske
Har I forstaaet hvad han siger.
Jo.
Jeg har ikke! I forstaae ham heller ikke.
Nei!
Vanvid er over Herre og Tjener.
Hør mig, Sandhedens Konge! jeg opgiver hver Qvindes Haand i dette Land, kun giv mig denne Pige, jeg fører hende til mit Hjem!
Afskyelige Mandfolk!
Rædsomt!
Stille! man tier! det hele Folk tier! Gaa! Forblindede! eftersom Du vover at lønne min Gjæstfrihed med Utaknemmelighed. Du har drukket mit Theevand, betraadt min Stue! saa fortjener Du Straf, og Straffen være, at Du faaer hende, og at I øieblikkelig forlade dette Sandhedens og Ærbarhedens Land og gjøre os aldrig den Skam at komme igjen!
Modtag min Tak (blæser i Signal-Piben).
Det endte godt, de fik hinanden. (Ballonen daler) Admiral, let Anker!
Her er jeg. Stop!
Og nu Anna, kom! frygt ikke!
Er ikke Retfærdighed her paa Jorden, saa maa man gaae tilveirs efter den.
Konge! Du veed ikke, hvilken Perle jeg fører fra dit Rige! Du aner ikke dens Værd! (Ballonen stiger med Elimar, Anna, Henrik og Nissen, medens Orchesteret spiller
Ikke see efter dem! det hele Folk slaae Øiet ned! det hele Folk vende Tanken derfra, Folket see paa mig og synge til min Priis, Ærbarhed og Sandhed!
Hil Dig Konge o. s. v.
Niende Scene
Værelset paa Vesterbro
Ak! det er en lang Tid at være uden Kjæreste og uden Herskab! Jeg kan ikke taale at see i Almanakken hvad man skriver! jeg skulde næsten troe at det var Foraar, men jeg veed det ikke; men det veed jeg, at det er det værste Søle paa Gaden, og saa har jeg saadan en underlig Længsel.
1.
Ak Vintren er lang og min Sorg som den,
I Vaaren først kommer min elskede Ven.
Men naar er Vaaren? Jeg længselfuld staaer,
Naar Storken kommer saa er det Vaar!
Jeg spørger: Kommer snart Storken?
2.
Jeg drømte i Nat om min Hjertensven,
Paa Storken han reed og kom hjem herigjen,
Saa fiin i Manerer, i Klæder og Snit,
Med Guld i Lommen og Alting var mit.
Jeg spørger, kommer snart Storken?
Ak ja! der er den! den sidder lige i Vinduet! det er igjen Trolddom, eller det er et tamt Dyr! den nikker, den knæbbrer! jeg kan ikke forstaae Dig! Den har noget om Halsen, det seer ud, som et Brev! ak, naar jeg turde troe, at den var Postbud! (tager Brevet, og læser Udskriften): «Grethe Jensen, Jomfru!« ja, det er mig! og fra Henrik! ak det velsignede Dyr! havde jeg bare en lille Snog eller en lille Frø, han skulde faae den. Hvad bringer Du mig næste Gang?
3.
Jo, Storken den kom! mit Sind er saa blødt,
Den bragte mig Brev, et velsignet og sødt.
Veninder, alle, som elske som jeg,
Min Drøm I drømme, og haabløs ei
I spørge: kommer snart Storken?
Tiende Scene
Nat
Med blussende Flammer, dæmonisk Hussa,
Hver nysgjerrig Dødelig jages herfra!
Svæv Taage, som Spøgelser, lystig i Dands,
Mens inde i Slottet er Solskin og Glands!
Stop! Her boer Aandernes Konge. (til Elimar) gjør nu Dit, jeg har gjort mit!
Hvilket
Vinden
Hvorhen?
Jeg er færdig! Farvel! derind gaaer din Vei! jeg flyver til Vesterbro.
Herre, det er en deilig Indretning, og her er ikke engang en Kro!
Hvor er vi? Hvad betyder alt dette? (til Elimar) Du er saa taus, saa bleg! Hvad har jeg gjort?
O, Anna! jeg føler mig saa ulykkelig.
Du, Herre, Ven?
Din Ven! – O Du veed det ikke; Anna!
Jeg forstaaer Dig ikke, jeg forstaaer neppe mig selv! Hvad er der skeet? Hvad har jeg gjort? –
I Stormen jeg stod med blegnende Kind,
Vort Skib var som Fnug for en Hvirvelvind,
Den tunge Bølge i Rummet brød,
Min Fader, Alle fandt deres Død!
Kun jeg blev frelst til den bittre Nød.
Man bragte mig ind i den summende Kube,
Bag smilende Mund saae jeg Ulvens Strube,
Det var, som jeg drømte en Drøm saa fæl.
Da kom Du, jeg saae i dit Øie din Sjel,
Og vaagnede op til en Flugt over Enge.
Over Bjerg, over Sky i Dagningens Skjær.
Det er som havde jeg kjendt Dig længe,
Den korte Tid jeg fik Dig saa kjær,
Som havde vi altid deelt Sorg og Nød,
Som var Du for mig Fader og Moder.
Ja, Du er mig mere end Søster og Broder,
Jeg holder paa Dig i Liv og Død!
O, Anna, see ikke saa mildt paa mig,
See ikke saa kjærligt, Du fromme, rene!
Din Tillid og Tro kan jeg ikke fortjene!
Jeg elsker hende! – Ondt vil jeg Dig!
Din onde Aand staaer her ved din Side.
O Anna, Anna! hvad maa jeg lide!
Hvad er det! dog nei, jeg Dig ikke forstod!
Dog er her en Magt, som isner mit Blod,
–
I Frelserens Navn!
O Du græder nu!
Jeg kysser din Taare, uskyldig er Du!
O Vee mig, den syndigste Eed jeg svoer!
See denne Hule, derinde han boer,
Han, Aandernes Konge, hvem Løftet jeg gav,
Som
Saa bringer jeg Dig, vi staae ved Maalet,
Her skal vi skilles, her er – vor Grav!
Det er ikke saa – Du ondt udøve?
Det kan Du ikke, Du vil mig prøve –
Og dog denne Smerte, og dette Blik,
Bekræfte Dit Ord – o laa jeg begravet,
Der dybt i Havet!
Ulykken har fulgt mig fra Barndoms Aar,
Ulykken bringer jeg hvor jeg gaaer!
Din Villie skee!
Nei, ingensinde!
Tilgiv, Du fromme, Du herlige Qvinde!
Selv vil jeg bøde, lide og bløde,
Ene gaae Straffen imøde!
Herre, jeg kan ikke længer holde det ud! udleveer De mig til Aandernes Konge, saa faaer han dog En, og med al Respect for Herren, jeg troer at jeg kan være ham til mere Gavn! men sørg for Grethe! Herre! nu faaer jeg nok en Idee, for Ideer komme altid som Kyllinger, den ene ovenpaa den anden. Kald paa deres høisalig Fader, faae et Raad af ham, han vidste altid en Udvei, og han staaer sig jo godt med Aandernes Konge! De hører ikke paa mig! – Ak, jeg er næsten lige saa bedrøvet, men hvad kan det hjelpe: Hr. Zephises! – afdøde velsignede Herre! hør os i vor Fortvivlelse, stig ned fra din Aandeverden, og siig os et Trøstens Ord.
Ellevte Scene
DE FORRIGE. AANDERNES KONGE, staaer pludselig paa Klippestykket over Hulen, og strækker sin Haand ud imod dem.Kald ei de Døde!
Eden maa holdes!
Elimar, Elimar!
Husker Du Løftet ei?
Hun eller Du! –
Hvad har jeg gjort! Vee mig, jeg straffes haardt!
Hun eller Du!
Vel, Konge, tag da mig, jeg er Dit Bytte!
Thi tankeløs og hjerteløs jeg svor.
Farvel, min Anna, Een vil Dig beskytte,
Den Ene, han, paa hvem den Fromme troer!
Du døe for mig!
Modtag dit Bytte!
Nu er Du frelst! – Min Elimar!
Mit har jeg faaet!
Dit Du erholde:
Syvende Statue,
Den, som er meer end
Perler og Guld!
Forbarmelse! giv hende dog tilbage,
Og gjerne maa Du al min Rigdom tage!
Gjør mig kun fattig, fattig alle Dage!
Men frels min friske, første Kjærlighed!
Bønner ei røre mig!
Ei tør jeg høre Dig!
Hjem skal jeg føre Dig,
Der skal tilhøre Dig,
Skatten den herligste,
Den, som er meer end
Perler og Guld!
Tolvte Scene
ELIMAR. HENRIKForbarmelse! det styrter! det vælter! Træer og Stene! Jorden løber! ak! – Hvor ere vi? – Herre, vi ere hjemme! Herre slaae dog Øiet op! hvad kan al den Herlighed hjælpe, naar mit Øie er lukt! – den syvende Statue er her, men ikke pakket heelt ud! –
Afskyelige Troldes
Fortvivlelse, Du i mit Bryst maa bygge.
Der staaer den! Aanderne har hid den bragt!
Jeg sønderknuser den, knust er min Lykke!
Min Elimar!
Min Anna! hvilket Nu!
Ja meer en Guld og Perler er en Qvinde,
Uskyldig, smuk og elskelig, som Du!
Ja nu forstaaer jeg hvad jeg maatte vinde.
Det Søgte blev fundet,
Hver Sorg gaaer i Muld,
En Skat har han vundet,
Meer end Perler og Guld,
O salige Lykke!
Jo det er en Lyst!
Jeg Henrik kan trykke
Igjen til mit Bryst!
O salige Lykke!
Ja det er en Lyst,
Jeg Grethe kan trykke,
Igien til mit Bryst!
Grethe! min egen lille søde Grethe! – Vel er Du ingen Diamant-Støtte – – Hvor er Du født?
Paa Bornholm!
Saa er Du en
Jeg Grethe har vundet,
Lad Alt gaae omkuld!
I hende har jeg vundet,
Meer end Perler og Guld.
Hver Fattig, syng Seier!
Er Lykken Dig huld,
I din Kone Du eier,
Meer end Perler og Guld!
»Hurra!«
Henvis til værket
H.C. Andersen: Meer end Perler og Guld. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 12: Skuespil III 1844-1849. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.