Christiane! – Hvad sagde Du? – det kan Du være sikker paa! – kom saa snart igjen! – (træder frem) Naar man tjener, maa man lyde Herskabet, det er nu hendes Tromme, som kalder! – Herre Gud, her staaer Alting, ligesom da jeg sagde hende Farvel, for at marscere til Frankerige! Det er, som var det igaar, og hvad har jeg ikke seet og oplevet! Og her har Christiane Andersdatter, min Forlovede, gaaet det samme lille Trit, som før! Her sagde vi hinanden Farvel.

Ja, det kan jeg sige om mig selv: jeg blev Jane tro! skjøndt de franske Fruentimmer, de ere lumske! det kunde have blevet Kjærligheds Historier, og det blev det paa en Maade! Fruentimmerne især, de kunde nu saa godt forstaae mig! De begreb Alt, hvad jeg sagde, og saa grinede de! – Det var nu der i Bouchain, saa skulde jeg reise med Majoren ind til Paris, saa kom vi i denne Diligense! – Vi sad der i tre Geleder, Mænd og Qvinder med smaae Hovedpuder, men for Benene var der ikke sørget saa godt; ja, der blev en Putten! jeg sad tvers over for en fornem Frue; hun lirkede og lirkede, og saa begreb jeg, hun vilde have Benene i lave, og saa kjørte vi. »O!« sagde hun og saae paa mig, for hun kunde ikke taale at kjøre baglænds, og saa byttede vi. »O!« sagde hun, for hun kunde ikke taale at kjøre forlænds, og saa byttede vi! »O!« sagde hun, men hvad kunde det hjælpe den Bytten og Bytten! nei, hvor hun gjorte Dikkedare og pegede ud da Vognen holdt. »Saa!« sagde jeg og saa begreb jeg det.

O, hvor hun hældede sig op til mig! o, hvor hun holdt fast! – Ja, ja, ja! det var den Historie! men var jeg ikke oppe at age den Gang, saa kom jeg i Paris! Gud naadelig vel, hvor der er Comers, Rummel og Tummel, Markedsdag hele Ugen igjennem! der gaaer jeg i een af disse Gader, midt ud, og saa gaaer jeg da i Rendestenen, for den holder sig slettes ikke der til Siden, det er nu saadan paa sin fransk! saa kommer der et forfærdeligt Postyr af en Vogn, jeg troede saadan at det var til at have en Elephant i; der var en aaben Dør bag paa og en Trappe som hang ned; her stod en Politibetjent med en Klokke og der steeg Folk ind og ud; saadan kom der een Vogn, og saadan kom der en anden, og den kaldes en Omnibusk. Saa vinkede jeg af Karlen bag paa: »ka’ jeg age med?« sagde jeg. »Si’sou!« sagde han. »Far zu!« sagde jeg, og saa krøb jeg ind i Vognen, den var saadan en Slags kjørende Contoir.

For jeg talte Fransk. »Beau jour Monsieur!« sagde jeg til den Ene! for jeg vilde ikke, som man der pleier, sige Madam! hun var saadant et ungt Fruentimmer, at det vilde have været nærgaaende; men naar jeg sagde Monsieur, saa kunde de mærke at jeg var en Udlænding, ellers vilde det vel ikke falde dem paa! beau jour Monsieur! sagde jeg og saa gjorde jeg nogle Talegaver med Hænderne, og de svarede med Munden, og saa fik vi en Passiar og grinede, som en Ulykke; ja Allesammen paa hele Contoiret grinede, saa var Bekjendtskabet gjort. Jeg mærkede nok hvordan Frøkenerne havde det; men saa holdt Vognen og de steeg ud. Nei, hvor de nikkede, og jeg saae bag det lille Gardin efter dem, de steeg ind i et stort Huus, der var bemalet med Bogstaver, og jeg stavede saa meget ud, at der stod Pension; jeg kunde tænke det var saadan en Slags Bombebøsse, de gik op i! – Nu skulde man troe, at jeg saae dem aldrig mere! nei nu kommer det Mærkelige! – Jeg gaaer mod Aften og driver, saa kommer een af de Danske, Hr. Schønnemann! »hør Mikkel,« siger han, »nu skal Du gaae med mig paa Comedie, og jeg vil sidde ved Siden af Dig og høre Din Mening!« og saa tog han mig ind i et prægtigt Huus; vi gik den ene Trappe høiere, end den anden, og saa kom vi ud, ligesom paa et Pulpitur, jevnes med Loftet. Eia, hvor der var lyst op! og hele Væggen var med Skabe, det ene over det andet, og i hvert sad der galante Familier. »Nu skal Du see de to Dage!« sagde han, »Død og Pine, varer det saalænge!« sagde jeg, »saa faaer man vel Noget at leve af!« – Men de snød os, det var kun to Timer hele Stadsen! – Musikanterne begyndte og saa hele Comersen. Det var Nogle, som skulde paa Maskerade, og de sang og trallallede, men Captainen vilde ikke med dem, saa krøb han i en Seng, saa i en Tønde og saa i et huult Træ! De storsnydede Soldater, der sang op, som om Ingen hørte paa dem, kunde Intet begribe! jeg vilde sige et Ord derom til Hr. Schønnemann, men troer man han saae paa Comersen! nei, han havde Øinene ned paa et Skab, hvori der sad nogle ganske unge Frøkener. »Er det Confirmanter?« spurgte jeg. »Nei, det er Frøkener, som er i Pension!« sagde han. »Det er noget tidligt, de har faaet den!« sagde jeg; men saadan er det nu i Frankerig med Alting! Pigerne ere Pensionister før de blive Confirmanter! jeg saae ned paa dem! O, nei! der sad bestemt de to Frøkener fra Omnibusken! den Forreste var nu den kjønneste, og hun slog sine Øine op til mig: jo, det var min lille Omnibusker! hun var Pensionist.

Men hun blev borte i Comersen! jeg tænkte paa hende hele den næste Dag! men naar man er der i Frankerige, saa faaer man noget af denne Lethed! – det gaaer, som det kommer! Christiane Andersdatter, dig beholdt jeg dog i Hjertet. Skjøndt eengang, men det siger jeg hende ikke! hvor det var et forfærdeligt skjønt Fruentimmer! det var min sidste Kjærligheds Historie! hun havde nær rokket mig! det var de samme Dage, der inde i Paris, paa det de kalde Boulevarden! det er nu saa egentlig deres Dyrehave! for Pariserne de holde nu ikke af at tage paa Landet efter den, de vil have den lige udenfor Døren; det er saadan en heel uendelig Gade, hvor de have sadt Træer op paa Siden; der staae Boutikker og Kunstmennesker, saa man kan see sine Øine ud paa det! der stod nu saadan en Jomfru og gjorde Musik! hun havde saadan en lille Trommelom i Haanden, som hun slog paa, og jeg gik rundt om hende og grinede: »nei dog!« sagde jeg, og saa tjattede hun igjen med den lille Haand paa Trommelommen.

Men, der kommer Christiane!